Børne- og Undervisningsudvalget 2024-25
BUU Alm.del Bilag 4
Offentligt
Version 5
Nedenstående er teksten til en kronik i Politiken, skrevet 30. sept. som svar på et
indlæg, undervisningsminister Mattias Tesfaye havde i dén avis den 28. Desværre blev
kronikken ikke optaget, men de oplysninger, den indeholder, er vigtige for
beslutningen om, hvorvidt tilskuddet til den klassisk-sproglige studieretning bør
opretholdes, og begrunder samtidig eksistensen af klassiske studier i det hele taget
–
med udgangspunkt i Tesfayes egne betragtninger. Forhåbentlig har en eller flere af
udvalgets medlemmer tid til at læse teksten.
Klassisk dannelse
Dannelse er ikke gratis, og klassisk dannelse koster lidt ekstra
–
penge fra de offentlige
kasser og indsats fra både dem, der vil have den, og dem, der varetager den. Men
investeringen betaler sig; både den enkelte og samfundet bliver meget rigere. Det
synes undervisningsminister Mattias Tesfaye også at mene i sin replik til Jes Stein
Petersen i denne avis den 28. 9. Men derfor vil han alligevel ikke give lidt ekstra til
den.
Mattias Tesfaye ønsker at forenkle gymnasiernes økonomi og har derfor i
forslaget til næste års finanslov ikke medtaget et tillæg, der i mange år er blevet givet,
hvis en skole oprettede en studieretning med græsk og latin på A-niveau med mindst
7 elever, der stadig var på studieretningen efter et par måneder, dog kun ét tilskud,
selvom skolen havde flere aktive årgange med studieretningen. Man har aldrig givet
tilskud til andre fag, men de fleste af disse fag er C-niveau-fag, der ikke belaster en
skoles økonomi på tilnærmelsesvis samme måde. For at imødekomme elevernes
ønsker om A-niveau-fag er det ofte nødvendigt at kombinere mere end én
studieretning i en fælles klasse, der så har fællesfagene (typisk dansk, historie og
religion) sammen og deres studieretningsfag hver for sig; normalt kan man dog samle
alle klassens elever i et A-fag (f. eks. matematik) og undervise dem separat i det andet
fag, der kendetegner den studieretning, de har valgt (f. eks. fysik A i den ene
studieretning og kemi A i den anden). Men netop dette kan ikke lade sig gøre med
græsk og latin, der ikke kan ’samlæses’ med fag i andre studieretninger. Da denne –
umådeligt komplicerede – struktur blev indført ved reformen i 2005, indså man
hurtigt, at det fordyrer netop klassikerstudieretningen, og kun den, og imødekom et
ønske om, at denne fordyrelse ikke skulle belaste den enkelte skole, men dækkes af
den særlige tillægsbevilling. Beløbet er ganske vist – for en finanslov – meget lille, men
 BUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 4: Henvendelse af 1/10-24 fra Simon Laursen om dækning af ekstraomkostninger ved græsk og latin
Version 5
effekten er afgørende.
Man kan jo ikke fortænke Mattias Tesfaye i ikke at ville belaste offentligheden
med den slags
technicalities.
Men forskellen på C-niveau-fag og A-niveau-fag og især
netop disse to A-niveau-fag er afgørende for den beslutning, der skal tages. Hvad der
på overfladen lyder enkelt og helt urimeligt, er ved nærmere eftersyn både ganske
rationelt – og aldeles uundgåeligt, hvis man ønsker, at der stadig skal undervises i
græsk og latin i den danske gymnasieskole.
Tilskuddet er en uomgængelig forudsætning for, at der stadig er elever, der lærer
græsk og latin i gymnasiet. Uden tilskud ingen klassikere.
Jeg har i mange år undervist på Ribe Katedralskole i græsk og latin; selvom jeg nu er
pensioneret, føler jeg mig alligevel nødsaget til at bidrage til den debat, der er opstået.
Mattias Tesfaye påpeger, at en skole som Ribe Katedralskole, der i mange, mange år
har oprettet studieretningen med græsk og latin, faktisk står til at få lidt flere penge,
når den nye finansieringsstruktur for gymnasierne er indfaset. Det glæder mig
selvfølgelig for min gamle skole, men det gør også bekymringen for mit fag endnu
større. Det hjælper nemlig naturligvis ikke de skoler, der står til at få færre penge; dér
går studieretningen utvivlsomt en særdeles usikker fremtid i møde. Men heller ikke
på Ribe Katedralskole er udsigterne gode, ikke på grund af ledelsen og bestyrelsen,
der sågar har haft deres egne børn på studieretningen. Men det er med skolers
økonomi som med kommuners og regioners
–
der skal prioriteres, og hvis ikke staten
har forlangt bestemte ting gjort, vil de i vore permanente sparetider ikke blive gjort
eller kun på det mest nødtørftige. Det har vist sig nødvendigt med kræft-pakker,
kroniker-pakker, minimumsnormeringer osv., og til gengæld spares der på
ungdomsaktiviteter og biblioteker osv., til der stort set ikke er nogen tilbage. Ikke fordi
borgmestrene ikke ønsker biblioteker og ungdomsaktiviteter, men fordi de ikke har
pengene. Rektorer har ikke andre vilkår end borgmestre. Og det kommer her som der
til at stå uafklaret, hvem der egentlig har ansvaret for tingenes tilstand.
Klassikerstudieretningen på Ribe Katedralskole ville aldrig være blevet oprettet
uden tilskuddet. År efter år kæmpede vi for at motivere de mindst 7 elever, der skal
til for at udløse tilskuddet. Ledelsen lod aldrig tvivl tilbage om, at uden ville
studieretningen ikke blive oprettet. Der vil intet ’barokt’ være ved beslutningen om
ikke at oprette studieretningen i fremtiden; der vil være tale om systemisk økonomisk
ansvarlighed.
 BUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 4: Henvendelse af 1/10-24 fra Simon Laursen om dækning af ekstraomkostninger ved græsk og latin
Version 5
Det er muligt, at Ribe Katedralskole vil fortsætte med at tilbyde studieretningen,
men uden tilskuddet vil selve tilbuddet blive fjernet på de fleste andre skoler – om
ikke for andet, så for ikke at give eleverne forventninger, der ikke vil blive indfriet.
Den klassiske studieretning
er
jo dyrere end andre. Hvis studieretningen ikke tilbydes,
vil der heller ikke være lærere tilbage i den danske gymnasieskole, der overhovedet
kan
sprogene. Nogen steder. Uden tilskud ingen klassikere.
Tesfayes fortrøstning om, at ’den klassiske dannelse ikke smuldrer, bare fordi vi
ikke længere giver ét fag særbehandling’ (det er jo faktisk to), skal imidlertid læses på
en mere dyster baggrund. Den klassiske dannelse er allerede smuldret, målt på
gymnasiet før 2005 og navnlig før 1988 eller 1979 og på de klassiske fags status på
landets universiteter; anlægger man et negativt syn, er de nærmest i ruiner, og den
forestående universitetsreform vil næppe gøre situationen bedre.
Men måske det virkelig skræmmende er, at dette seneste tiltag er et – meget
håndgribeligt – udtryk for en tendens, der ikke kun rammer de klassiske fag, men
humaniora som helhed. Og bibliotekerne, for den sags skyld. Hvis der er noget, der er
’barokt’ i dansk uddannelses- og kultur-politik i de sidste mange årtier, er det denne
vedvarende udsultning.
Tesfaye erklærer sig som begejstret turist i de klassiske lande og som en stor beundrer
af Hartvig Frisch,
’en mand, der elskede at studere potteskår’ og endda var populær i
arbejderbevægelsen. Han er sågar i sine unge dage taget på badeferie med Frischs
digre ’Europas Kulturhistorie’
i tasken (den er trykt på slidstærkt, tungt, papir; uden
den ringeste ironi: respekt!). Men det var nu ikke potteskår, Frisch studerede, han var
filolog, tekstlæser, og hans mesterlige værk udnytter denne færdighed til at levende-
gøre, hvad han skriver om, i en fascinerende fortælling om, hvordan Europa fik sind
og stemme. Kulturhistorien er eminent humanistisk formidling. Tesfaye mener, at
humaniora bliver ’det store dyr i skolegården’ i nær fremtid, ikke mindst i lyset af
migrationen, og hos Frisch kan vi da også læse om de uophørlige folkeforskydninger
i Europa, hvordan Europas folks sammensætning er resultatet af en evig bevægelse, et
sydende menneskehav
–
og på samme måde sætter Frisch andre aktuelle problemer i
det historiske relief, de behøver for overhovedet at være til at begribe. Et væv af
fortællinger, der samlet gør det forståeligt, hvad Europa var og er, og hvad det er godt
for.
Netop det er, hvad humaniora kan: fortælle de store fortællinger, der giver den
 BUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 4: Henvendelse af 1/10-24 fra Simon Laursen om dækning af ekstraomkostninger ved græsk og latin
Version 5
verden, vi lever i, betydning – fortællingen om frihed, om nationerne, om fremskridtet,
og mange flere. Store fortællinger findes under alle omstændigheder; mennesker kan
ikke leve uden. Men store fortællinger er som parker; de skal passes og plejes for ikke
at blive til vildnis, hvor planterne ikke giver hinanden plads og desuden kvæles i
ukrudt, og hvor kun tvivlsomme personer tør færdes. Humanister er de store
fortællingers gartnere. I en tid, hvor den offentlige samtale er ved at blive til en
råbekonkurrence, er der mere brug end nogensinde for at passe de rum, samtalen
foregår i, med omhu. Frisch var en samtalens mand. Man finder næppe skarpere
kritiker af det totalitære end Frisch i hans ’Pest over Europa’. At Frisch spændte over
alt dette, skyldes naturligvis, at han havde fået den nysgerrige dannelse, der engang
var målet med gymnasiet; at ingen anden dengang som nu kunne eller kan præstere,
hvad Frisch kunne, betyder blot, at der skal flere humanister til, så de sammen kan
yde, hvad Frisch klarede alene – omend naturligvis på basis af andres forskning.
Med moderne teknologi kan man fængsle folk i en bedøvende strøm af billeder
(her hjælper kun humaniora). Men billeder beregnet på at lukke folks øjne er ikke
noget nyt. Forhåbentlig har Tesfaye tvunget sin kone til at gå med ind og se kejser
Augustus’ fredsalter i Rom. Det er, i skulptur, fortællingen om Augustus’ vidunderlige
succes som fredsskaber og leder – kulminationen af Roms mission! På næsten alle
måder er det, der fremstilles, netop ikke løgn, men så tilpasset en sandhed, at det i en
uopmærksom iagttager efterlader et indtryk, der i hvert fald ér løgn. At gennemskue
dét kræver ganske vist mere (humanistisk) viden – det kan ikke
ses.
Ved Frischs to
lange ophold i Rom i 1920’erne var alteret endnu ikke helt udgravet og ikke gjort
tilgængeligt, som det er nu, i en imponerende særskilt bygning tæt på Tiberen, men
det ville have inspireret Frisch produktivt i arbejdet med ’Ciceros Kamp for
Republiken’ fra 1941, en gennemgang af en række af Ciceros taler mod en wanna-be
diktator, Antonius. Bogen er kun slet skjult rettet mod nazister og fascister. Mussolini
udnyttede skamløst Augustus til selvforherligelse, som så mange enevældige herskere
har gjort det før ham (f. eks. Ludvig den 14. af Frankrig). Frischs bog om Cicero er
endnu et bidrag til hans modstandskamp mod tidens totalitære tendenser. Frisch
vandt; Cicero tabte som bekendt – men derved forstummede ikke protesten mod
kejsernes regime; selv Augustus’ tilhængere forstod at sætte hans brug af magten i
skæv belysning.
Den store fortælling om Æneas, der flygtede fra Troja og endte med at slå sig ned,
hvor Rom siden skulle opstå, fremstiller ikke Æneas som en ufejlbarlig helt; han er
 BUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 4: Henvendelse af 1/10-24 fra Simon Laursen om dækning af ekstraomkostninger ved græsk og latin
Version 5
usikker og ikke altid herre over sig selv, og det skønt forfatteren, Vergil, fremstillede
ham som Augustus’ fjerne forfader. Æneas leder andre flygtninge mod et nyt hjem
(sært udtryk, ikke?), og under sin flugt over havet til Italien (vækker det associationer?)
er Æneas ofte i tvivl, om han har nået sit endemål. Først senere tiders historie, som
Æneas jo ikke kunne kende, ’bekræftede’, at han nåede frem. Læseren får ikke hjælp
til at løse de interne konflikter, værket udviser; man må selv fortolke og tage stilling.
Det handler i sidste ende om, hvorvidt og hvordan magt er legitim, og det må læseren
selv finde ud af. Her viser Rom sig fra en dybere side, og man kommer på en helt
anderledes rejse – man må læse; det er ikke nok at købe billet til museet (og måske
lytte til audio-guiden). Heldigvis er Æneiden oversat til dansk, så danske læsere
kan
tage stilling, men uden passende kompetente humanister nok var det jo ikke blevet
muligt. Æneiden havde været utilgængelig på dansk – og dermed den enorme
indflydelse, værket har haft på Europas kulturhistorie. Det var Vergil, der førte Dante
gennem helvede – bare for at nævne det vigtigste. Dante søgte også hjem – men hvor
anderledes et hjem var det ikke! Igen må læseren tænke. Dante søgte paradiset; Æneas
søgte Rom. Var Rom da et paradis? Er Europa?
Når Tesfaye forsikrer os, at han ikke vil den klassiske dannelse til livs, skyldes
det, at han ser græsk og latin som byggesten (man er vel murer) for Europa, eller som
vore egne rødder, og er der noget, Tesfaye ’er bekymret for i vores moderne tid, er det
rodløshed. At vi glemmer, hvor vi kommer fra’. Villy Sørensen foretrak at kalde
antikken for ’ungtiden’ frem for ’oldtiden’. Det giver et andet billede, en anden
metafor. Ungdommen, barndommen er ganske anderledes integreret og nærværende
i os. Det, studiet af antikken handler om, er måske snarest, om Europa har haft en
lykkelig barndom eller er tidligt skadet. Og som med hver enkelt af os er svaret
vanskeligt, men spørgsmålet uomgængeligt, og måske i sidste ende helende
simpelthen ved at blive stillet.
At lade det spørgsmål forsvinde i et ansvarshul, blot fordi man ikke vil gøre det
lettere at lade nogle fordybe sig i det, er i hvert fald ude af proportioner. Klassisk
dannelse koster lidt ekstra. Bevar tilskuddet!