Børne- og Undervisningsudvalget 2024-25
BUU Alm.del Bilag 23
Offentligt
Kommentar
Ministeren fester med de unge
Af skoleleder Lars Peter Nitschke, skoleleder, Klostermarksskolen, Aalborg
Alle skolefolk har naturligt en stor interesse og et fagligt fokus på unges trivsel og kvalitet i
undervisningen. Den interesse deler vi heldigvis med regeringen. Vi er mange skolefolk, som har
imødeset dens udspil til en reform af ungdomsuddannelserne med spænding og nysgerrighed.
Stor ros for den energi og det engagement, som har præget offentliggørelsen af udspillet. Det
imødekommer en række af de udfordringer, vi ser i at få alle unge godt videre efter folkeskolens
afgangseksamen i en ungdomsuddannelse i et fælles campusmiljø.
Undervisningsminister Mattias Tesfaye har fra den første lancering på regeringens pressemøde, i
talrige interviews og kommentarer i medierne og live i DR’s Debatten igen og igen fremhævet
muligheden for at feste sammen med skolekammerater fra alle grene af ungdomsuddannelserne
som en af de helt store gevinster for de unge ved den nye epx-gymnasielinje.
Netop festkulturen er også omdrejningspunktet i en video på Instagram, hvor Mattias Tesfaye
sammen med to unge piger praktiserer øl-bong foran rullende kamera. Den lyshårede pige knæler
foran ministeren, som serverer øl fra dåse i den nye studenterhue med grønt bånd, som skal være
kronen på værket efter to år og afsluttet eksamen på den nye epx-uddannelse.
Men ministerens fokus på at markedsføre den ny epx som adgangsbillet til et studieunivers med
fester og alkohol rammer helt ved siden af. Det afslører, at han ikke kender den store andel af
elever i folkeskolens afgangsklasser, som er dybt bekymrede for udsigten og kravene til at skulle
være en del af kulturen med fester og alkohol på ungdomsuddannelserne.
Blandt de unge, som vælger at bruge et år i 10. klasse, før de skal videre i en ungdomsuddannelse,
er en af de hyppigste årsager, de nævner, at de ikke føler sig parate til at tage del i netop fester
med alkohol og derfor er bekymrede for, om de kan få venner og blive accepteret socialt af
kammeraterne på en ungdomsuddannelse.
Man kan frygte, at ministeren og regeringen har baseret tankerne bag reformen på en
fejlopfattelse af de unge og af virkeligheden ude på skolerne i de ældste klasser.
Heldigvis er det aldrig for sent at blive klogere.
Vi vil derfor gerne invitere ministeren og de politiske partiers undervisningsordførere samt øvrige
medlemmer i Folketingets undervisningsudvalg til at møde de unge, som lige er begyndt i 10.
klasse for et par måneder siden.
Vi har et stærkt samarbejde mellem udbyderne af 10. klasse i Aalborg. Alle skolerne slår gerne
dørene op for de politikere, som vil møde de unge og høre deres holdninger og bekymringer, før
der træffes en beslutning om en ny ramme for ungdomsuddannelserne, hvor der vil være masser
af fester, men ingen mulighed for en time-out i 10. klasse til at modnes og reflektere over den
faglige virkelighed og den sociale festkultur, ministeren fremhæver som en væsentlig fordel ved
ungdomsuddannelserne i fremtidens setup.
Alle skolerne, som udbyder 10. klasse, åbner dørene og inviterer til direkte dialog, både i de
kommunale 10. klasser, efterskolernes 10. klasser og den private 10. klasse på Klostermarksskolen,
hvor jeg selv har været skoleleder i snart 20 år. Vi står klar. Et besøg kan arrangeres umiddelbart
efter efterårsferien.
BUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 23: Henvendelse af 18/10-24 fra Klostermarksskolen om en invitation til besøg hos 10. klasserne
Det er i alles interesse, ikke mindst elevernes, at beslutningstagerne kender den virkelighed og de
mennesker, de står foran at træffe beslutninger om, som rækker langt ud i fremtiden.
I er meget velkomne.