Børne- og Undervisningsudvalget 2024-25
BUU Alm.del Bilag 105
Offentligt
Kære Børne- og Undervisningsminister/Børne- og Undervisningsudvalg
Jeg skriver til jer vedr. den nye aftale om gymnasiereformen, fordi jeg, som medlem af et demokratisk
samfund, har ret til at få min stemme hørt.
Det er flere store grupper som dette får konsekvenser for, og det gør mig ondt at se jer indgå denne aftale
- baseret på økonomers anbefalinger fra Reformkommissionen nedsat af jer. Jeg er selv student fra en HF-
IN klasse, en hel uddannelse som I på intet tidspunkt nævner i aftaleteksten, sammen med HFO.
Efterspørgslen på særligt tilrettelagt uddannelser er stigende, også selvom der ikke reklameres med dem
og grundskoleeleverne ikke ved, at de er en mulighed.
10. klassernes afskaffelse er særligt ignorant, fordi I glemmer, dem som gerne vil have en lille pause eller
et fagligt løft, men som ikke vil væk hjemmefra (som på efterskole).
I skriver, at I lige nu har en forsøgsordning med særligt tilrettelagt enkeltfag for elever med særlige behov,
men hvordan vil I sørge for, at de elever får en fast base eller et “stærkt ungdomsmiljø”, når de hver dag
skal i en ny klasse? Hvad med de elever, som ikke har lyst eller energi til at gå på tværs af årgang for at
socialisere eller som skal gå i tre forskellige klasser før de er færdige med deres overbygning? Vi nye
generationer er udbrændt nok, eller risikere at blive det, uden at I behøver at tvinge jeres agenda om sociale
kompetenceudvikling eller sammenrustning ned over os.
I siger, at I vil sende penge til Grønland og Forsvaret, samtidig med at I vil gennemføre 5
uddannelsesreformer… Hvad med klimakrisen? Er den ikke mere akut end uddannelsesområdet?
Uddannelserne skal nok justere sig selv, hvis I bare giver dem lov. Lad dem i felten reagere på, hvad der
sker i felten og ikke økonomers prognose om fremtidens manglende arbejdskraft. I siger, at dette er
“forberedelse til fremtiden”, men jeres fremtid er med udgangspunkt i, at arbejdsopgaverne på velfærds-
og håndværkerområdet er de samme som nu… Hvad med at tage samtidsdiagnostikerne fra
samfundsvidenskaberne med til bords? Eller menneskekenderne fra humaniora og psykologi? Eller bedre
endnu: lærere, rektorer, pædagoger og mentorer.
Om 10 år er I ikke længere i Folketinget (måske nogle af jer endda er så heldige at gå på pension), så
sidder I ikke med konsekvenserne, men det gør vi - os med en ringere kandidatuddannelse - og skal rette
op på jeres panikomlægning af hele området. Hvornår lavede I sidst en omlægning af
uddannelsesområdet? Inden for det sidste 10-12 år, og det er dem I reagerer på nu.
Min indvending er ikke mod forandring. Min indvending er jeres måde at gøre det på - jeres paniske og
hastige reaktion på en trussel som I selv har skabt. Tag det med ro, fokuser på én ting ad gangen og
venligst, start med klimakrisen og EU samarbejdet. Stop censur og forringelse af humaniora og
samfundsvidenskaberne, fordi det er os, der kan det som AI ikke kan - at arbejde med mennesker.
God weekend.
BUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 105: Henvendelse af 21/2-25 fra Ollie Mckennzie Haar, Lyngby om aftale om ny gymnasieuddannelse
Mvh
Ollie Mckennzie Haar