Beskæftigelsesudvalget 2024-25
BEU Alm.del Bilag 81
Offentligt
2958284_0001.png
20. november 2024
SENDT PR MAIL ([email protected] og [email protected])
Arbejdstilsynet
HØRINGSSVAR TIL ÆNDRINGER AF BEKENDTGØRELSE OM UNGES ARBEJDE
Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder (herefter Brancheforeningen) afgiver
hermed følgende høringssvar til udkast til ændringer af bekendtgørelse om unges arbejde.
Den første del af dette høringssvar indeholder vores politiske bemærkninger, mens den anden del
indeholder vores advokats juridiske betragtninger, som en del af det fuldgyldige høringssvar.
Brancheforeningen er grundlæggende positiv overfor, at regeringens ønske om at få flere unge i
fritidsjob. Medlemmerne af Brancheforeningen har beskæftiget unge i fritidsjob gennem mere end
50 år, og ved derfor hvilken enorm positiv forskel et fritidsjob gør for unge.
Brancheforeningens medlemmer har således stor erfaring med at tilrettelægge og tilpasse fritidsjob
til unge. Det gælder både de fysiske rammer for jobbet, understøttelsen af den enkelte unge,
kontakten til deres forældre inkl. MitID bekræftelse fra forældre, unges arbejdsfunktioner og sikring
af opfyldelse af fysiske arbejdsmiljøregler og relevante psykiske arbejdsmiljøhensyn. Netop hensynet
til de unge er essentielt i tilrettelæggelsen af de enkelte fritidsjob, og her mener vi, at der er brug for
politisk klarhed.
Politiske bemærkninger
Vi har i Brancheforeningen bedt vores advokat udarbejdede et juridisk bidrag til høringssvaret om
både de EU-retslige og de danske forfatningsretlige krav til implementering af EU-direktiv om
beskyttelse af unge på
arbejdspladsen af 22. juni 1994 (”Direktivet”) –
i situationen direktivet om
beskyttelse af unge og ændring af implementeringen heraf. Det har vi gjort for at få fuld klarhed
over rammerne for den danske lovgivning og for at hjælpe med at sikre at hensynet til de unge er
implementeret ens og efter hensigten.
Af direktivet fremgår det, at unge som er fyldt 13 år, kun må beskæftiges:
•
med lettere arbejde under nærmere fastsatte betingelser og vilkår, herunder i et
begrænset antal timer om ugen og i bestemte arbejdskategorier,
•
med lettere arbejde, som ikke vil kunne skade de unges sikkerhed, sundhed eller
udvikling,
•
med arbejde, der objektivt set ikke overstiger deres fysiske eller psykiske ydeevne
Det følger heraf, at det klare udgangspunkt er, at unge under 15 år, eller som er omfattet af
undervisningspligten, som udgangspunkt ikke må beskæftiges ved arbejde.
 BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 81: Henvendelse af 18/12-24 fra Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder om beskyttelse af unge i fritidsjob og sikring af klar lovgivning
2958284_0002.png
Dertil følger det af direktivet, at den danske lovgiver skal iagttage følgende betingelser ved
udnyttelse af de bemyndigelser, der er tildelt medlemsstaterne ved direktivet:
•
reglerne skal fastsættes klart og utvetydigt,
•
reglerne skal fastsættes i retligt bindende retsakter, dvs. love eller bekendtgørelser, og
•
reglerne skal effektivt kunne sanktioneres i tilfælde af overtrædelse.
Reglerne må således
ikke
fastsættes i fx vejledninger eller gennem forvaltningspraksis, og reglerne
må ikke være formuleret for bredt eller skønspræget.
Den danske lovgiver skal således i lov eller bekendtgørelse f.eks. eksplicit anføre, hvilke former for
lettere arbejde, som unge, som er under 15 år, må udføre.
I forlængelse af BEU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 55 (Beskæftigelsesudvalget 2024-25), er vi
som Brancheforening bekymret for, at det overordnede ansvar for de unges arbejdsmiljø bliver
skubbet fra de ansvarlige politikere til Arbejdstilsynet, og dermed også bryder med kravet til at man,
i lov eller bekendtgørelse, eksplicit anfører, hvilke former for lettere arbejde, som unge under 15 år,
må udføre.
Af svaret fremgår det bl.a., at 13-14-årige ikke må arbejde steder, hvor det
”er velkendt, at der
handler kunder, som indebærer en særlig risiko for konflikter med psykisk eller fysisk vold”.
Som
Brancheforening sætter vi spørgsmålstegn ved, hvem det skal være velkendt for, og i hvor stort et
omfang? Det samme gælder ordet
”spidsbelastningsperioder”
der både er forskellige fra by til by, fra
butik til center og fra forretning til supermarked. Hvordan bliver der klarhed for handlende, unge og
deres forældre?
Derudover er man er gået fra at sætte grænsen ved
”undervisningspligten”, til nu at tale om
aldersgrupper (13-14-årige). Gennemsnitsalderen for at afslutte folkeskolen/undervisningspligten er
16,1 år i Danmark, hvilket betyder at elever helt ned til 6. klasse med forslaget kan ende bag en
kasse, hvor man godt nok ikke sælger alkohol og tobak, men hvor man med Arbejdstilsynets svar,
kan risikere at blive udsat for den behandling, som selv voksne kassemedarbejdere finder både fysisk
og psykisk belastende. De ”dårlige kunder” har næppe et vagtskema for hvornår
de skal eller ikke
skal handle ind, af hensyn til hvem der sidder i kassen.
Det psykiske arbejdsmiljø
Når de unge møder arbejdsmarkedet i deres første job, er det helt afgørende, at de får en god og
tryg oplevelse. Her spiller det psykiske arbejdsmiljø en væsentlig rolle.
Derfor mener vi også, at der i bekendtgørelsens §4 bør tilføjes
”,
fysisk som psykisk,”
efter
” (…)
at
arbejdet kan udføres”,
sådan at §4 affattes således:
§4.
Ved enhver beskæftigelse af unge, som er under 18 år, skal der, ved valg af arbejdsopgaver
og ved arbejdets tilrettelæggelse, drages omsorg for, at arbejdet kan udføres,
fysisk som psykisk,
sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Og i bekendtgørelsens §29 bør tilføjes
”fysiske
som psykiske”
efter ” (…)
at arbejdet ikke indebærer
fare for de unges”,
sådan at §29 affattes således:
§29.
Unge, som er fyldt 13 år, må kun beskæftiges med de former for lettere arbejde, som er
nævnt i bilag 7-9. Det er en forudsætning, at arbejdet ikke indebærer fare for de unges
fysiske
som psykiske
sikkerhed og sundhed.
 BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 81: Henvendelse af 18/12-24 fra Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder om beskyttelse af unge i fritidsjob og sikring af klar lovgivning
2958284_0003.png
Samt at der i bilag 7, nu bilag 4, også indskrives
”,
fysisk som psykisk,”
i den indledende tekst, så den
affattes således:
For alle nedenstående opgaver gælder det, at de grundlæggende bestemmelser i
bekendtgørelsen om, at det skal være sikkert og sundt,
fysisk som psykisk,
for de unge at arbejde,
fortsat gælder. Det gælder også det forhold, at der er særlige hensyn for de unge, herunder krav
om instruktion, effektivt tilsyn samt særlige regler for maskiner og kemikalier. Nedenstående er
derfor kun regulering af, hvilke specifikke opgaver unge, der er fyldt 13 år, eller som er
undervisningspligtige, må arbejde med.
Unge på 13-14 år må varetage flere arbejdsfunktioner og med ufarlige maskiner
Reglerne for unges arbejde skal jf. direktivet fastsættes klart og utvetydigt. Dertil skal lettere arbejde
fastsættes under nærmere betingelser og vilkår.
I bekendtgørelsen fremgår det, at unge som er fyldt 13 år, må beskæftiges med lettere ekspedition.
Dertil fremgår det, at unge på 13-14 år må arbejde med ufarlige maskiner. Som vi forstår det, vil det
betyde, at unge ned til 13 år, fremover kan sidde i kassen i alle detailbutikker.
Det rejser en lang række dilemmaer:
- Hvordan sikres det psykiske arbejdsmiljø for de unge, når
”2 ud af 3 unge under 18 år har
oplevet ubehagelig opførsel
fra kunder i butikker”
ifølge en undersøgelse fra Team
Arbejdsliv?
1
- Bør unge ned til 13 år arbejde med ekspedition ved kassen, under forhold med et højt
arbejdstempo, når unge ikke må arbejde med servering under højt arbejdstempo?
-
Løfter man ikke ”lettere arbejde” op i kategorien ”arbejde”,
hvis man sætter unge ned til 13
år i kassen, hvor mange voksne i dag udfører arbejdet?
En løs implementering på det her område, hvor man skal beskytte en sårbar gruppe af
medarbejdere, er naturligvis ikke hensigtsmæssig. Derfor bør implementeringen ske med en klar og
tydelig beskrivelse af rammerne for sådant arbejde, så dårlige fysiske og psykiske oplevelser i videst
mulige omfang undgås. Det bør ikke være beskrevet løst og ukonkret, så det dermed bliver op til den
enkelte arbejdsgivers fortolkning.
Fra brancheforeningens perspektiv, er én overskridelse af den nedre grænse for fysisk og psykisk
påvirkning en for mange, særligt når det drejer sig om undervisningspligtige unge ned til 13 år. Det
er ikke her, man skal eksperimentere. Beskyttelsen af unge bør være proaktiv og ikke reaktiv
–
jf.
også ungedirektivets artikel 7.
Juridiske betragtninger:
Implementering af direktiv i dansk lovgivning
Direktiver er som udgangspunkt alene bindende for medlemsstaterne og skal derfor implementeres i
national ret for at tillægge fysiske og juridiske personer de rettigheder, der følger af det pågældende
direktiv. Det følger af TEUF artikel 288, at medlemsstaterne har en vis frihed ved valg af
implementeringsmetode. Denne frihed er dog ikke ubegrænset, og
EU-Domstolen har i sin
retspraksis opstillet nogle grundlæggende betingelser, som skal være opfyldt, for at en
medlemsstats konkrete implementering af et direktiv opfylder kravene i TEUF artikel 288.
For det første
skal retsstillingen i national ret efter implementeringen være klar og utvetydig,
jf. fx
1
https://at.dk/arbejdsmiljoe/boern-og-unges-arbejdsmiljoe/beskyt-unge-medarbejdere-mod-kraenkende-
adfaerd/
 BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 81: Henvendelse af 18/12-24 fra Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder om beskyttelse af unge i fritidsjob og sikring af klar lovgivning
2958284_0004.png
Domstolens dom af 23. maj 1985 i sag 29/84,
Kommissionen mod Tyskland,
præmis 23. Dette krav
indebærer, at de nationale regler skal formuleres klart, i hvert fald lige så klart som direktivet (uden
at det dog kræves, at direktivets bestemmelser skal implementeres ordret), og det skal være
åbenbart, hvilke rettigheder der kan udledes af de pågældende bestemmelser.
EU-Domstolen har fastslået, at det følger af dette krav, at et direktiv ikke kan implementeres
gennem en henvisning til retspraksis fra nationale domstole, idet en sådan henvisning ikke har den
klarhed eller præcision, der er nødvendig for at opfylde et krav om retssikkerhed, jf. EU-Domstolens
dom af 10. maj 2001 i sag C-144/99,
Kommissionen mod Nederlandene,
præmis 21.
Det følger ligeledes at dette krav, at bemærkninger i forarbejder til en lov som den klare hovedregel
ikke kan inddrages ved vurdering af, om dette krav er opfyldt, idet lovbemærkninger ikke er
tilstrækkelig til at sikre en hensigtsmæssig information af de personer, som er omfattet af reglerne,
jf. EU-Domstolens dom af 30. januar 1985 i sag 143/83,
Kommissionen mod Danmark,
præmis 10-11.
For det andet
skal de nationale regler, der implementerer direktivet i national ret, være retligt
bindende
og dermed skabe en sikker retstilstand. Dette krav indebærer, at
direktiver ikke kan
implementeres gennem fx vejledninger, henstillinger eller andre nationale foranstaltninger, der
ikke er retligt bindende.
EU-Domstolen har tilsvarende fastslået, at
forvaltningspraksis ikke kan udgøre den fornødne
implementering af et direktiv
ud fra synspunktet om, at forvaltningspraksis kan ændres af de
nationale forvaltningsmyndigheder ”efter forgodtbefindende”, jf. EU-Domstolens dom af 20. marts
1997 i sag C-96/95, Kommissionen
mod Tyskland,
præmis 38. Domstolen har i relation hertil udtalt,
at
”[e]n simpel forvaltningspraksis som ifølge sagens natur frit kan ændres af forvaltningen, og ikke
er tilstrækkeligt kendt, kan ikke under disse betingelser anses for at udgøre en gyldig opfyldelse af
den forpligtelse, som i henhold til [TEUF artikel 288] påhviler de medlemsstater, direktiverne er rettet
til”,
jf. Domstolens dom af 6. maj 1980 i sag 102/79,
Kommissionen mod Belgien, præmis 11.
Ligeledes kan medlemsstater ikke implementere en fast direktivregel, hvorefter visse personer har
visse rettigheder, gennem en skønsregel eller dispensationsregel.
I Danmark sker implementering typisk ved udstedelsen af love eller bekendtgørelser. Enkelte
direktiver kan dog være så detaljerede, at det ikke giver mening at omsætte dem til national
lovgivning. I disse tilfælde kan direktiver indarbejdes som bilag til lovgivning eller bekendtgørelser.
For det tredje skal de nationale regler, der implementerer direktiver i national ret, kunne
håndhæves
efter implementeringen. Det følger af dette krav, at medlemsstaterne skal sikre, at der
er effektive sanktioner forbundet med overtrædelse af direktivets regler, således at den ønskede
retsvirkning i medlemsstaten kan sikres.
Håndhævelse af en national regel, der implementerer en direktivregel, forudsætter, at den, der er
tildelt en rettighed, formelt har mulighed for at håndhæve sin ret, herunder at medlemsstaterne må
sikre, at de pågældende kan hævde deres rettigheder ved de nationale domstole, jf. fx Domstolens
dom af 21. juni 1988 i sag 257/86,
Kommissionen mod Italien,
præmis 12.
Domstolen har ligeledes fastslået, at det følger af TEU artikel 4, stk. 3, at de sanktioner, der knyttes
til implementeringen, dels skal være lige så strenge som sanktioner, der er knyttet til tilsvarende
nationale regler, dels skal være effektive, således at de har den nødvendige gennemslagskraft og
virker afskrækkende over for den, der pålægges pligter, og dels skal være proportionale, idet en
eventuel sanktion skal stå i rimeligt forhold til en eventuel påført skade.
 BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 81: Henvendelse af 18/12-24 fra Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder om beskyttelse af unge i fritidsjob og sikring af klar lovgivning
2958284_0005.png
Endelig er det et krav til implementering af et direktiv, at implementeringen sker inden for den i
direktivet fastsatte implementeringsfrist.
Hvis implementering ikke er sket korrekt og inden for den i et direktiv fastsatte frist, har den
pågældende medlemsstat tilsidesat sine forpligtelser efter TEU artikel 4, stk. 3, jf. TEUF artikel 288.
Kommissionen kan herefter indlede en traktatbrudssag mod den pågældende medlemsstat, ligesom
enhver, der måtte lide et tab som følge af tilsidesættelsen af medlemsstatens forpligtelser, kan rejse
et erstatningskrav mod medlemsstaten.
Kommissionen fører løbende kontrol med, om direktiver er korrekt implementeret i national ret.
Denne kontrol understøttes af, at der for langt de fleste direktiver gælder et rapporteringskrav,
hvorefter den enkelte medlemsstat skal give Kommissionen konkrete oplysninger om, hvordan det
enkelte direktiv er gennemført.
Den juridiske ramme omkring Direktivet
Direktivet er udarbejdet på baggrund af FN’s Konvention nr. 138 om mindstealder for adgang til
beskæftigelse af 1973, som Danmark har ratificeret i 1997.
Følgende fremgår af Direktivets artikel 4 om forbud mod børnearbejde:
”Medlemsstaterne
træffer de nødvendige foranstaltninger for at forbyde, at børn udfører arbejde.”
2. Under hensyn til målsætningerne i artikel 1 kan medlemsstaterne ved lov eller administrative
bestemmelser fastsætte, at forbud mod børns arbejde ikke finder anvendelse på:
a) børn, der udøver de aktiviteter, der er nævnt i artikel 5
b) børn, der er fyldt 14 år, og som arbejder i en virksomhed som led i en ordning med
vekseluddannelse eller praktik, hvis dette arbejde udføres i overensstemmelse med de
betingelser, den kompetente myndighed har fastsat
c) børn, der er fyldt 14 år, og som udfører andet lettere arbejde end det, der er
omhandlet i artikel 5; andet lettere arbejde end det, der er omhandlet i artikel 5, kan
dog udføres af børn på 13 år i et begrænset antal timer om ugen og i bestemte
arbejdskategorier, som bestemt national lovgivning.
3. Medlemsstater, der benytter muligheden i stk. 2, litra c), fastsætter arbejdsbetingelserne for det
pågældende lettere arbejde under iagttagelse af bestemmelser i dette direktiv.”
Begrebet ”lettere arbejde” er defineret i direktivets artikel 3, litra d, som
”ethvert arbejde, der på
grund af de involverede opgavers art eller de særlige forhold, under hvilke de skal udføres:
i)
ikke vil kunne skade børns sikkerhed, sundhed eller udvikling, og
ii)
ikke er af en sådan art, at det kan gå ud over deres skolegang, deres
deltagelse i erhvervsorienterings- eller erhvervsuddannelsesprogrammer, der
er godkendt af den kompetente myndighed, eller deres mulighed for at få
udbytte af den modtagne undervisning.”
(vores fremhævning).
Det fremgår af direktivets artikel 7 om unges sårbarhed, at ”Medlemsstaterne
sørger for, at unge
beskyttes mod de særlige risici for deres sikkerhed, sundhed og udvikling, der skyldes de unges
manglende erfaring, manglende bevidsthed om eksisterende eller potentielle risici eller det forhold,
at de endnu ikke er fuldt udviklede.
 BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 81: Henvendelse af 18/12-24 fra Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder om beskyttelse af unge i fritidsjob og sikring af klar lovgivning
2958284_0006.png
2. Med forbehold af artikel 4, stk. 1, forbyder medlemsstaterne, at unge beskæftiges med:
a) arbejde, der objektivt set overstiger deres fysiske eller psykiske ydeevne […].”
Det følger således af ovenstående, at unge, der er fyldt 13 og 14 år, kan udføre andet ”lettere
arbejde” end det, der er omhandlet i artikel 5 (kulturelle og lignende aktiviteter), i et begrænset
antal timer om ugen og i bestemte arbejdskategorier, som bestemt i national lovgivning.
Medlemsstaterne skal under iagttagelse af bestemmelserne i direktivet træffe de nødvendige
foranstaltninger og fastsætte arbejdsbetingelserne for det ”lettere arbejde”. Medlemsstaterne skal
blandt andre sikre, at unge, der er fyldt 13 og 14 år, ikke beskæftiges med de typer af arbejder, der
er negativt opremset i direktivet artikel 7, stk. 2, fx arbejde der objektivt set overstiger deres fysiske
eller psykiske ydeevne.
De relevante bestemmelser i direktivet er i Danmark implementeret i arbejdsmiljøloven2, kapitel 10.
Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 60, stk. 2, at
”[u]nge, som er under 15 år, eller som er omfattet
af undervisningspligten, må ikke beskæftiges ved arbejde”,
og bestemmelsen synes således at
implementere Direktivets artikel 4, stk. 1.
Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 60, stk. 6, nr. 1, at Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler
om
”at unge, der er fyldt 13 år, kan have lettere arbejde inden for nærmere afgrænsede former for
arbejde og under nærmere fastsatte betingelser og vilkår”.
På denne baggrund har Beskæftigelsesministeren (via Arbejdstilsynet) udstedt bekendtgørelse nr.
1049 af 30. maj 2021 om unges arbejde (”ungebekendtgørelsen”).
Det fremgår af ungebekendtgørelsens § 29, stk. 1, at
”[u]nge, som er fyldt 13 år, må kun beskæftiges
med de former for lettere arbejde, som er nævnt i bilag 7-9. Det er en forudsætning, at arbejdet ikke
indebærer fare for de unges sikkerhed og sundhed.”
Bilag 7 til ungebekendtgørelsen indeholder en liste over hvilke lettere former for arbejde, som unge,
som er fyldt 13 år, må beskæftiges med.
Bilag 7 til ungebekendtgørelsen må således forstås derhen, at beskæftigelsesministeren med
oplistningen har foretaget en konkret vurdering af, at disse former for lettere arbejde ikke
indebærer en fare for de unges sikkerhed og sundhed, jf. ungebekendtgørelsens § 29.
Arbejdsmiljølovens § 60, stk. 6, nr. 1, ungebekendtgørelsen § 29, og bilag 7 til ungebekendtgørelsen
synes således at implementere Direktivets artikel 4, stk. 2, litra c, og artikel 7, stk. 2.
Krav til implementering af Direktivet i dansk ret
Den aktuelle danske implementering af Direktivet synes at være i overensstemmelse med EU-rettens
krav til implementering af direktiver i national ret, jf. afsnit 2 ovenfor, idet ovennævnte
bestemmelser i arbejdsmiljøloven og ungebekendtgørelsen må anses for at opfylde betingelserne
om, at direktivsikrede rettigheder skal implementeres i national lovgivning på en klar og tydelig
måde i en retligt bindende retsakt, fx en lov eller en bekendtgørelse.
Såfremt den danske lovgiver skulle ændre den danske lovgivning, der implementerer Direktivet, må i
hvert fald de faste bestemmelser i Direktivet, herunder de ovenfor citerede, implementeres klart og
utvetydigt i en lov og/eller bekendtgørelse. Dette må som minimum indebære, at det skal fremgå af
lov og/eller bekendtgørelse, at
 BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 81: Henvendelse af 18/12-24 fra Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder om beskyttelse af unge i fritidsjob og sikring af klar lovgivning
2958284_0007.png
•
•
•
•
unge, som er fyldt 13 år, kun må beskæftiges med lettere arbejde under nærmere fastsatte
betingelser og vilkår, herunder i et begrænset antal timer om ugen og i bestemte
arbejdskategorier,
at unge, som er fyldt 13 år, kun må beskæftiges med lettere arbejde, som ikke vil kunne
skade de unges sikkerhed, sundhed eller udvikling,
at unge, som er fyldt 13 år, ikke må beskæftiges med arbejde, der objektivt set overstiger
deres fysiske eller psykiske ydeevne, og
unge, som er under 15 år, eller som er omfattet af undervisningspligten, som udgangspunkt
ikke må beskæftiges ved arbejde.
Medlemsstaterne skal udnytte de bemyndigelser, de er tildelt i Direktivet, herunder fastsætte de
bestemte arbejdskategorier – de former for lettere arbejde – som unge under 15 år må beskæftiges
inden for, og arbejdsbetingelserne for det pågældende lettere arbejde, begge dele under iagttagelse
af bestemmelserne i direktivet.
Dette skal også finde sted ved en retligt bindende retsakt, fx ved lov og/eller bekendtgørelse og kan
dermed ikke ske ved fx vejledning eller forvaltningspraksis.
På samme måde må national lovgiver sikre, at unge beskyttes mod de særlige risici for deres
sikkerhed, sundhed og udvikling, der skyldes de unges manglende erfaring, manglende bevidsthed
om eksisterende eller potentielle risici eller det forhold, at de endnu ikke er fuldt udviklede.
Det er ikke identificeret klar retspraksis på, om medlemsstaternes konkrete udnyttelse af den
bemyndigelse, som et direktiv tildeler disse, må implementeres i en retskilde, som ikke er retligt
bindende, fx en vejledning eller forvaltningspraksis. Dette gælder bl.a. den bemyndigelse, som
Direktivet tildeler medlemsstaterne til at fastsætte, hvilket lettere arbejde, unge må udføre (som i
dag findes i bilag 7 til ungebekendtgørelsen).
Kravene om, at nationale regler, der implementerer direktiver, skal være klare og utvetydige og
fremgå af retligt bindende retsakter, understreger, at udmøntningen af bemyndigelser skal fremgå
af en retligt bindende retsakt, i Danmark typisk en lov eller bekendtgørelse.
Selv om direktivet giver medlemsstaterne en bemyndigelse til den konkrete udformning af indholdet
af rettighederne, er der fortsat tale om direktivsikrede rettigheder.
Kravet til implementering af direktiver i national ret om, at retsstillingen i national ret efter
implementeringen skal være klar og utvetydig, bygger på hensyn til at skabe en sikker retstilstand, at
sikre hensigtsmæssig information til de personer, der er omfattet af direktivet, og at det skal være
åbenbart, hvilke rettigheder, der kan udledes af bestemmelserne.
Kravet til implementering af direktiver i national ret om, at implementeringen skal ske i retligt
bindende retsakter, hviler på tilsvarende hensyn samt hensynet om, at de direktivsikrede rettigheder
ikke må kunne ændres ”efter forgodtbefindende”, som det er tilfældet med ikke-bindende retsakter
som fx vejledninger og forvaltningspraksis.
De samme hensyn må gælde for så vidt angår de bestemmelser i direktivet, som bemyndiger
medlemsstaterne til at fastsætte visse regler. Hvis hensynene gælder for de faste bestemmelser i
direktivet, må de også gælde for udnyttelsen af bemyndigelsesbestemmelserne i direktivet. Der må
være samme interesse for, at de personer, der er omfattet af direktivet, fx på en nem og
hensigtsmæssig måde kan finde ud af, hvilke typer lettere arbejde, unge må udføre, og at dette ikke
 BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 81: Henvendelse af 18/12-24 fra Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder om beskyttelse af unge i fritidsjob og sikring af klar lovgivning
2958284_0008.png
kan ændres ”efter forgodtbefindende”, og uden at nogen får noget at vide om det eller nødvendigvis
kan se eller opdage det.
Det må i denne henseende være uden betydning, om de rettigheder, der er sikret ved et direktiv,
fremgår direkte heraf eller om det sker gennem bemyndigelse til medlemsstaterne.
Dette må særligt gælde under hensyn til kravet til implementering af direktiver i national ret om, at
medlemsstaterne skal sikre, at der er effektive sanktioner forbundet med overtrædelse af direktivets
regler, således at den ønskede retsvirkning i medlemsstaten kan sikres. Overtrædelse af ikke-
bindende retsakter, fx vejledninger og forvaltningspraksis, kan vanskeligt sanktioneres i sig selv.
Sanktioneringen må være knyttet op på en hjemmel i retligt bindende retsakter.
I tillæg til ovenstående kommer, at det må overvejes af national lovgiver, der implementerer et
direktiv, hvilken reguleringsform, der er egnet til formålet.
Under dansk ret er vejledninger fx en reguleringsform, der ikke er bindende efter sit indhold, men
som beskriver mulige nærmere beskrevne fremgangsmåder eller afgørelser som retligt korrekte.
Vejledninger har oftest til formål at informere eller styre forvaltningspraksis. Vejledninger er således
ikke konstitutive, men er konstaterende. Vejledningers indhold vil ofte danne grundlag for en
forvaltningspraksis.
Forfatningsretligt synes vejledninger dermed heller ikke egnet til at vurdere og bestemme, hvordan
en konkret bemyndigelse i et direktiv til en medlemsstat om at fastsætte nærmere bestemte regler
skal udnyttes.
Det samme gør sig gældende for fx forvaltningspraksis, hvor en afgørelse per definition er truffet på
baggrund af konkret faktum og den konkrete situation og alene er bindende over for modtagerne af
den pågældende afgørelse. En sådan reguleringsform ville desuden skabe betydelig usikkerhed i
perioden lige efter regelændringen, hvor der endnu ikke er praksis på området, i strid med
ovennævnte hensyn.
Forfatningsretligt synes forvaltningspraksis således heller ikke at være egnet til at være
adfærdsregulerende, i hvert fald ikke over for andre end modtagerne af den pågældende afgørelse,
og forvaltningspraksis synes ikke egnet til at vurdere og bestemme, hvordan en konkret
bemyndigelse i et direktiv til en medlemsstat om at fastsætte nærmere bestemte regler generelt skal
udnyttes.
Selv om det ikke direkte er afklaret i praksis, om medlemsstaters konkrete udnyttelse af en
bemyndigelse, som et direktiv tildeler disse, må implementeres i en retskilde, som ikke er retligt
bindende, fx en vejledning eller forvaltningspraksis, er der således stærke argumenter imod, at dette
skulle være foreneligt med EUretten eller dansk forvaltningsret.
Der er således stærke argumenter for, at den danske lovgiver ved en eventuel ændring af den
danske lovgivning, der implementerer Direktivet, også ved lov og/eller bekendtgørelse klart og
utvetydigt må udnytte de bemyndigelser, de er tildelt medlemsstaterne ved Direktivet.
Dette må indebære, at den danske lovgiver ved lov og/eller bekendtgørelse klart og utvetydigt må
fastsætte de bestemte arbejdskategorier – de former for lettere arbejde – som unge under 15 år må
beskæftiges inden for, hvornår disse former for lettere arbejde må udføres, hvor mange timer om
ugen, unge må udføre disse former for lettere arbejde og andre relevante arbejdsbetingelser for det
pågældende lettere arbejde.
 BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 81: Henvendelse af 18/12-24 fra Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder om beskyttelse af unge i fritidsjob og sikring af klar lovgivning
2958284_0009.png
Dette må ske under iagttagelse af hensynene som fastsat i Direktivet, herunder hensynet til at sikre,
at unge ikke beskæftiges med arbejde, som vil kunne skade de unges sikkerhed, sundhed eller
udvikling, eller som objektivt set overstiger deres fysiske eller psykiske ydeevne.
Der er således stærke argumenter for, at den danske lovgiver ved lov og/eller bekendtgørelse må
foretage en konkret vurdering af, hvilke former for lettere arbejde, som ikke indebærer en fare for
de unges sikkerhed og sundhed, ligesom det i dag er sket i ungebekendtgørelsen, bilag 7.
Denne konkrete vurdering må også udmøntes på en konkret og utvetydig måde (ved konkrete og
utvetydige formuleringer) i de pågældende love og/eller bekendtgørelser og kan således ikke ske
ved brede eller skønsprægede regler at hensyn til at sikre overholdelse af kravene om, at nationale
regler, der implementerer direktiver, skal være klare og utvetydige og fremgå af retligt bindende
retsakter.
Konklusion
På baggrund af vores politiske og juridiske vurderinger, mener brancheforeningen, at der politisk bør
sættes en grænse således, at undervisningspligtige kan få sig et arbejde med alle de gode, dannende
og karakteropbyggende egenskaber det giver, men at opgaven med kassebetjening fortsat vil være
en rolle, man fra politisk hold forudsætter en vis modenhed og alder for at varetage.
Vi mener på baggrund at vores juridiske vurdering ikke at man implementerer direktivet i
overensstemmelse med loven, når man ikke eksplicit og fra politisk hold forholder sig til, om unge
må eller ikke må sidde bag kassen.
Det er vores vurdering, at det er i strid med
Danmarks forpligtelser under FN’s Konvention nr. 138
om mindstealder for adgang til beskæftigelse af 1973, som Danmark har ratificeret i 1997, EU-
direktiv 94/33/EF af 22. juni 1994 om beskyttelse af unge på arbejdspladsen, at unge arbejder bag
kassen. Det vurderer vi, da det er velkendt, at arbejdet bag kassen er udsat, og derfor vil skade børns
sikkerhed, sundhed eller udvikling, særligt pga. det psykiske risici forbundet hermed.
Samtidig vurderer vi, at den
”brede” implementering af EU-direktiv
94/33/EF af 22. juni 1994 om
beskyttelse af unge på arbejdspladsen, der lige nu lægges op til, er i strid med EU-retslige regler om
implementeringer af direktiver, jf. de juridiske bemærkninger i dette høringssvar.
Den
”brede” regulering, der lige nu lægges op til, er
ligeledes jf. de juridiske bemærkninger i strid
med forvaltningsretlige principper, idet en vejledning eller lignende om, hvilke former for lettere
arbejde, børn på 13-14 år må varetage, ikke er en egnet reguleringsform til at vurdere og bestemme,
hvordan en konkret bemyndigelse i et direktiv til en medlemsstat om at fastsætte nærmere
bestemte regler skal udnyttes.
Slutteligt er det brancheforeningens overbevisning, at
den ”brede” regulering, der lige nu lægges op
til, vil være så uklar, at borgere, virksomheder m.fl. ikke vil være i stand til at indrette sig efter loven,
hvorfor den vil være i strid med det grundlæggende princip om at sikre retssikkerhed. Af
Justitsministeriets vejledning 2023-11-23 nr. 9964 om lovkvalitet, afsnit 2, fremgår det således, at:
”Borgere, virksomheder m.v. er lovenes principielle og centrale adressater. Det er deres forhold, som
hovedparten af lovgivningen har til formål at regulere.
Det er derfor et grundlæggende
retssikkerhedsmæssigt princip, at borgere, virksomheder m.v. skal være i stand til at forstå
–
og
dermed indrette sig efter
–
lovene.”
 BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 81: Henvendelse af 18/12-24 fra Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder om beskyttelse af unge i fritidsjob og sikring af klar lovgivning
2958284_0010.png
”En række lovforslag bliver efter fremsættelsen genstand for debat i medierne. Denne debat er ofte
af væsentlig betydning både for lovforslagets behandling i Folketinget og for offentlighedens
indstilling til forslaget og dermed til den senere lov. Kvaliteten af debatten beror i vidt omfang på,
om medierne sættes i stand til at overskue
–
og dermed videreformidle
–
lovforslagets indhold.
Når lovforslaget er vedtaget og stadfæstet, og loven er kundgjort, anvendes loven ofte i praksis bl.a.
af advokater, dommere, forvaltningsmyndigheder og andre med juridisk uddannelse eller træning.
Også hensynet til disse stiller væsentlige krav til lovgivningens affattelse. Der må ikke slækkes på
kravene til lovgivningens forståelighed m.v. i tillid til, at læserens juridiske uddannelse eller træning
vil klare de fortolkningsvanskeligheder, som en uklar eller i øvrigt dårlig lovgivning uundgåeligt
medfører.
Bl.a. af de anførte grunde må det understreges, at
det er vigtigt, at lovforslag affattes klart,
systematisk, let læseligt og pædagogisk.
Det gælder først og fremmest selve lovteksten, men også
bemærkningerne bør affattes efter disse retningslinjer.”
Kun med politisk klarhed kan man sikre beskyttelsen af alle undervisningspligtige, samtidig med at
vores forslag til tilføjelser til bekendtgørelsen vil sætte det nødvendige fokus på, at et fritidsjob ikke
alene skal være sikkert og sundt fysisk, men også psykisk.
Med venlig hilsen
Ask Jessen
Adm. Direktør, Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder