Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Beskæftigelsesministeren
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
J.nr. 2024
–
55418 / 2024-
5233
29. november 2024
Kære udvalgsmedlemmer af Beskæftigelsesudvalget
Til jeres orientering vedlægger jeg udkast til opdaterede bekendtgørelser om for-
tegnelse over erhvervssygdomme anmeldt hhv.
før
og
fra
1. januar 2005.
Bekendtgørelserne opdateres så personer, der lider af kuskehånd (Dupuytrens kon-
traktur), som følge af mange års udsættelse for håndholdt vibrerende værktøj som
f.eks. motorsav og vinkelsliber mv. i betydeligt omfang får lettere ved at få aner-
kendt deres lidelse som en arbejdsskade. Bekendtgørelserne forventes at træde i
kraft den 1. januar 2025.
Kuskehånd (Dupuytrens kontraktur) er en kronisk sygdom, hvor der bliver dannet
hårde og knudrede strenge i det bindevæv, der ligger mellem huden og senerne i
håndfladen. Strengdannelsen går fra håndfladen ud i fingrene og skrumper efter-
hånden. Strengene fastlåser derved de angrebne fingre, så de ikke kan strækkes.
Opdateringen af bekendtgørelserne sker på baggrund af Erhvervssygdomsudvalgets
indstilling efter udvalgets behandling den 11. juni 2024 af konklusionerne i en ny
udredningsrapport
”The
association between occupational mechanical exposures
and Dupuytren’s disease: a reference document”.
Rapporten viser, at der er mode-
rat evidens for en årsagssammenhæng mellem udsættelse for vibrationer og udvik-
ling af kuskehånd.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har via sin hjemmeside orienteret om ændrin-
gerne på fortegnelserne og muligheden for at få denne type sager genoptaget og
vurderet på baggrund af den nye viden. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har op-
lyst, at tilskadekomne skal henvende sig, hvis de ønsker deres sag genoptaget, idet
de af tekniske årsager ikke selv har mulighed for at fremfinde sagerne.
Jeg er tilfreds med, at Erhvervssygdomsudvalget følger med i ny viden på er-
hvervssygdomsområdet, og at det nu bliver nemmere for personer med hårdt fysisk
arbejde, som desværre har været udsat for sådanne påvirkninger i arbejdsmiljøet, at
få disse typer sager anerkendt som erhvervssygdomme.