Beskæftigelsesudvalget 2024-25
BEU Alm.del Bilag 178
Offentligt
2999759_0001.png
DA
E-0002541/2024
Svar afgivet på Europa-Kommissionens vegne
af Hadja Lahbib
(15.1.2025)
Artikel 2 i direktiv (EU) 2019/1158 om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og
omsorgspersoner
1
finder anvendelse på arbejdstagere, der har en ansættelseskontrakt eller et
ansættelsesforhold som defineret i gældende lovgivning, kollektive overenskomster eller
gældende praksis i hver medlemsstat, under hensyntagen til Den Europæiske Unions
Domstols (EU-Domstolens) retspraksis. Ved betragtning 16 og 17 præciseres yderligere, at
direktivets personelle anvendelsesområde ikke udvides til at omfatte selvstændige
erhvervsdrivende.
Begrebet "arbejdstager" bør fortolkes i henhold til EU-Domstolens retspraksis. I sag 66/85,
Lawrie-Blum mod Land Baden-Württemberg, bemærker EU-Domstolen, at
det væsentlige
kendetegn ved arbejdsforholdet er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod
vederlag for en anden og efter dennes anvisninger.
Der er med andre ord tre betingelser, der
skal være opfyldt kumulativt, for at en person kan anses for arbejdstager i henhold til EU-
retten
2
.
Domstolen fastslog således, at "en betegnelse som "selvstændig tjenesteyder" i henhold til
national ret ikke er til hinder for, at en person er "arbejdstager" i EU-retlig forstand, hvis
vedkommendes uafhængighed kun er fiktiv og dermed skjuler, at der foreligger et reelt
arbejdsforhold"
3
. Arbejdsforholdets sui generis-karakter i henhold til national ret kan ikke
have nogen betydning for, om personen er arbejdstager i henhold til EU-retten
4
, hvis de
ovennævnte betingelser er opfyldt. Kommissionen er i øjeblikket i færd med at vurdere, om
den nationale lovgivning er i overensstemmelse med direktiv (EU) 2019/1158.
EUT L 188 af 12.7.2019, s. 79.
Eksistensen af 1) et underordnelsesforhold mellem arbejdstageren og dennes arbejdsgiver, 2)
aflønningselementet, og 3) at arbejdstageren udøver
faktisk og reel beskæftigelse, med udelukkelse af
beskæftigelsesformer, der har et så ringe omfang, at de fremstår som et rent marginalt supplement,
sag 53/81,
Levin,
[17], sag C-337/97,
Meeusen,
[13].
3
Sag C-256/01,
Allonby,
præmis 71. C-413/13,
FNV Kunsten,
præmis 35.
4
Sag C-116/06,
Kiiski.
1
2