BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 144: Opfølgning på skriftlig orientering om generaladvokatens forslag til afgørelse i annullationssøgsmålet ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet, fra beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2024-25
BEU Alm.del Bilag 144
Offentligt

Folketingets Beskæftigelsesudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeren

Holmens Kanal 20

1060 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

J.nr. 2022-9489

Opfølgning på skriftlig orientering om generaladvokatens for-

slag til afgørelse i annullationssøgsmålet ved EU-Domstolen

vedr. mindstelønsdirektivet

26. februar 2025

Kære udvalgsmedlemmer

Da rådsmødedagsordenen forud for EPSCO-rådsmødet den 10. marts 2025 alene

forelægges ved samlenotat, følger her en uddybende beskrivelse af indholdet i ge-

neraladvokatens forslag til afgørelse i annullationssøgsmålet ved EU-Domstolen

vedr. mindstelønsdirektivet i forlængelse af mit brev om samme emne den 14. ja-

nuar 2025.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

Generaladvokat N. Emilou fremsatte som bekendt sit forslag til afgørelse i sagen

om Danmarks annullationssøgsmål ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet

(sag C-19/23) den 14. januar 2025. I sit forslag til afgørelse giver generaladvokaten

Danmark medhold i Danmarks første anbringende til støtte for den principale på-

stand om, at direktivet har til formål at regulere

”lønforhold”, der er undtaget

fra

EU-lovgivers kompetence, jf. artikel 153, stk. 5, i Traktaten om Den Europæiske

Unions Funktionsmåde, hvorfor der ikke har været hjemmel til at vedtage direkti-

vet. Generaladvokaten foreslår som følge heraf, at direktivet annulleres i sin hel-

hed.

Generaladvokaten tilslutter sig i den forbindelse Danmarks (og Sveriges) argument

om, at praksis fra EU-Domstolen, som Europa-Parlamentet og Rådet (samt Kom-

missionen og andre lande) har henvist til, hvor EU-Domstolen nåede frem til, at der

ikke forelå direkte indgriben i lønforhold, blev afsagt i en anden kontekst, nemlig i

sager om ligebehandling, hvor løn alene blev reguleret indirekte, som en del af ar-

bejdsvilkårene. I modsætning til disse sager, har mindstelønsdirektivet som sit pri-

mære formål at regulere lønforhold. Generaladvokaten fremhæver endvidere, at

Domstolen i sin hidtidige retspraksis kun har givet eksempler på, hvad der kan ud-

gøre direkte indgriben i lønforhold, som f.eks. en fastsættelse af lønniveauet. Gene-

raladvokaten finder i den forbindelse,

at ”lønforhold” må omfatte alle aspekter ved

lønfastsættelsesordninger, og ikke kun en harmonisering af lønniveauet.

Det er ifølge generaladvokaten således en ”vildfarelse”, når

Europa-Parlamentet og

Rådet har udlagt retspraksis således, at der er hjemmel til at regulere løn, når blot

det sker i form af proceduremæssige forpligtelser, der ikke harmoniserer lønni-

veauet. Det fremhæves endvidere som en

”vildfarelse”,

at der skulle være hjemmel

til at regulere lønforhold, når der blot er tale om generelle og løst formulerede krav

BEU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 144: Opfølgning på skriftlig orientering om generaladvokatens forslag til afgørelse i annullationssøgsmålet ved EU-Domstolen vedr. mindstelønsdirektivet, fra beskæftigelsesministeren

til rammerne for lønfastsættelsen. Generaladvokaten fremhæver i den forbindelse,

at et indgreb i lønforhold kan være beskedent eller begrænset, men at det stadig er

direkte, hvis retsakten har til formål at regulere lønforhold. Endelig er det ifølge

generaladvokaten

en ”vildfarelse”, at

forstå undtagelsen vedr. regulering af lønfor-

hold således, at den alene har til formål at beskytte arbejdsmarkedets parters aftale-

frihed.

Det forhold, at direktivet har til formål at regulere lønforhold, understøttes ifølge

generaladvokaten også af direktivets artikel 5, der angiveligt vedrører procedurer

for lovbestemte mindstelønninger, men som efter hans opfattelse indeholder en ma-

teriel regulering af niveauet for mindstelønninger. Selvom bestemmelsen ganske

vist ikke fastlægger et bestemt lønniveau, påvirker bestemmelsen utvivlsomt ni-

veauet. Han finder i den forbindelse, at bestemmelsen i direktivets artikel 12 om ar-

bejdstagernes adgang til at anlægge sag i kombination med bestemmelser om ret-

færdige lønforhold og om adgang til effektive retsmidler i EU's charter om grund-

læggende rettigheder, understøtter, at artikel 5 giver en anfægtelig ret til en pas-

sende mindsteløn.

Udover anbringendet om indgriben i lønforhold har Danmark også argumenteret

med, at dele af artikel 4 griber direkte ind i organisationsret, hvilket ligesom løn-

forhold er undtaget fra EU-lovgivers kompetence, jf. artikel 153, stk. 5, i Traktaten

om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Generaladvokaten finder, at det er

vanskeligt at fastslå, at mindstelønsdirektivet har til formål at regulere organisati-

onsretten og foreslår derfor, at dette anbringende forkastes. Dette berører ikke kon-

klusionen om, at direktivet i sin helhed bør annulleres, eftersom direktivet efter

hans opfattelse regulerer lønforhold.

Såfremt Domstolen måtte være uenig med generaladvokaten og ikke finder, at di-

rektivet regulerer lønforhold, forholder generaladvokaten sig for fuldstændighedens

skyld til Danmarks subsidiære argumenter.

Hvad angår det andet anbringende til støtte for den principale påstand er generalad-

vokaten ikke enig med Danmark i, at direktivet indeholder et dobbelt formål, dvs.

formål om arbejdsvilkår og formål om faglig repræsentation og kollektivt forsvar,

der kræver forskelligt hjemmelsgrundlag. Bestemmelsen i direktivets artikel 4 om

fremme af overenskomstforhandlinger udgør således ikke et selvstændigt formål

med direktivet, men et middel til at understøtte direktivets formål vedr. fremme af

passende mindstelønninger.

Generaladvokaten er dog enig i Danmarks subsidiære påstand om, at dele af artikel

4 kan udskilles fra resten af direktivet, og foreslår på den baggrund, at Danmark gi-

ves medhold i den subsidiære påstand om annullering af disse dele af direktivet, så-

fremt Domstolen måtte nå frem til, at direktivet ikke skal annulleres i sin helhed.

Dette skal ses i lyset af, at det følger af retspraksis, at en retsakt ikke kan annulleres

delvist, hvis det medfører, at anvendelsesområdet for og selve indholdet af retsak-

ten ændres væsentligt.

Videre proces

Generaladvokatens forslag til afgørelse er ikke bindende for EU-Domstolen. Dom-

stolen kan således nå frem til et andet resultat end det, som fremgår af udtalelsen

fra generaladvokaten. Datoen for afsigelse af EU-Domstolens dom foreligger ikke

endnu. Datoen oplyses typisk én til to måneder før dommen afsiges. Det er den

umiddelbare forventning, at dommen vil blive afsagt medio 2025.

Venlig hilsen

Ane Halsboe-Jørgensen