Er kommunerne de rette til jobbet?
Af Erik Schultz
mangeårig aktør i beskæftigelsessystemet
Regeringen forhandler i disse uger med Folketingets øvrige partier om en beskæftigelsesreform. De
udskældte jobcentre står for skud, og kommunerne skal sættes fri til at organisere indsatsen for ledige, så
stive regler afløses af en individuelt tilrettelagt indsats for den enkelte borger.
Når man har arbejdet med beskæftigelsesområdet i over 30 år, giver disse års debat om systemet anledning
til refleksioner og kommentarer.
De aktuelle forhandlinger tager udgangspunkt i anbefalinger fra en ekspertgruppe med professor Claus
Thustrup Kreiner i spidsen, som i juni i fjor barslede med en rapport, der skal inspirere politikerne. Blandt de
gode anbefalinger er at reducere antallet af målgrupper og fjerne 50 af lovkravene, hvilket er sød musik i
ørerne på de fleste, som arbejder med beskæftigelse. Jeg kender ikke noget andet land, der har så mange
målgrupper og ydelsesgrupper, som vi har i Danmark. Nogle andre lande, heriblandt England og USA,
operer med to målgrupper – ledige og syge. I Danmark har vi flere end 20 forskellige ydelsesformer, alle
med deres egne satser og proceskrav.
Jeg støtter fuldt ud de anbefalinger, ekspertgruppen er kommet med, men jeg mangler et aspekt i
rapporten, som man øjensynligt slet ikke har beskæftiget sig med:
Var det en god beslutning at overdrage beskæftigelsesindsatsen til kommunerne? Det spørgsmål, synes jeg,
er relevant at stille.
Her er det på sin plads at lave en overflyvning af de seneste 20 års politiske beslutninger, der har sat
rammen for jobcentrenes virke og dermed kommunernes vilkår for at gøre en effektiv indsats for at få ledige
i beskæftigelse.
I 2005 vedtog Folketinget jobcenterreformen, der indebar, at kommunerne 1. januar 2007 skulle oprette et
jobcenter. Det faldt sammen med strukturreformen, hvor de nye 98 nye, større kommuner blev dannet.
Jobcenterreformen var meget detaljeret, og selv om der var en kommunal forankring, skulle jobcentrene
have todelt ledelse, en statslig chef og en kommunal chef. En konstruktion, der ikke ofte er set, og man
kunne heller ikke finde lærebøger om todelt ledelse.
I 14 kommuner blev der etableret såkaldte pilotjobcentre, hvor kommunen alene havde ansvaret, dog under
samme lovgivning og statslige styring som de øvrige kommuner. Jobcenterreformen var ekstremt detaljeret
og pålagde kommunerne et styringsregime, som i detaljeringsgrad sjældent er set magen. I årene efter
etableringen af jobcentrene skyllede en tsunami af reformer ind over beskæftigelsesområdet, ca. 30
reformer på ca. 15 år – to om året – og alle med et hav af proceskrav og detailstyring af processer. IT-
understøttelsen af reformerne var altid et til to år bagefter, hvilket gjorde tingene endnu mere