Folketingets Ældreudvalg
Holbergsgade 6
1057 København K
Telefon 33 92 93 00
www.aeldremin.dk
Sagsnr.
2025 - 340
Doknr.
949495
Dato
10-03-2025
Folketingets Ældreudvalg har d. 10. februar 2025 stillet følgende
spørgsmål nr. 44 (alm. del) til ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia Kjærsgaard (DF).
Spørgsmål nr. 44:
”Hvad
kan ministeren oplyse om den kost, der tilbydes småtspisende
ældre i private hjem, på sygehuse og på plejehjem?”
Svar:
Først vil jeg gerne understrege, at vores ældres kost er noget, jeg er
meget optaget af. Det har stor betydning for både livskvalitet og
helbred, at ældre får tilbudt god og ernæringsrigtig mad.
Efter servicelovens § 83 skal ældre borgere, som ikke selv kan stå
for madlavningen, tilbydes madservice. Det fremgår af
lovbemærkningerne til bestemmelsen, at borgerne skal tilbydes
ernæringsrigtig mad til en rimelig pris, der er tilpasset den enkelte
ældre borgers behov. Det kan eksempelvis være i forhold til flere
typer af særlige diæter eller særlig næringsrig mad til småtspisende.
Den forpligtigelse viderefører vi med ældreloven.
Tilbuddet om madservice gælder for borgere, som bor i eget hjem,
og som ikke selv kan udføre madlavningen på grund af nedsat
funktionsevne samt til personer, der bor på plejehjem og lignende
boligenheder, hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner
med tilhørende personale.
Det er den enkelte kommune, der har ansvaret for at sikre en
ernæringsrigtig mad tilpasset den enkelte borgers konkrete og
individuelle behov. Heraf følger, at det også er den enkelte
kommune, der har ansvaret for at sikre, at småspisende ældre
borgere dels får en ernæringsrig mad tilpasset deres behov, dels får
hjælp og støtte i forbindelse med måltidssituationen, hvis borgeren
har behov for hjælp til at indtage maden. Det er min klare
forventning, at kommunerne lever op til disse forpligtigelser over for
borgerne.
For oplysning om kost til småtspisende på sygehus henvises til
Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
1