Hundige 25-03-2025
Kære medlemmer af Folketingets ældreudvalg
Velfærden er presset, og på landets plejecentre kan det være svært for personalet at få tid til den nærvær
og omsorg, som beboerne har behov for. Det handler både om demografiske ændringer og økonomi. Flere
gange er der blevet talt højt om, at det er vigtigt, at såvel frivillige som pårørende går ind i en del af
opgaveløsningen. Ikke omkring det sundhedsfaglige men ift f.eks. nærvær, oplevelser og lettere praktisk
arbejde.
I perioden april 2019 – november 2021 påtog jeg mig en yderst aktiv pårørenderolle for min mor, som blev
ramt af Lewy Body demens. Som lærer / skoleleder siden 2002 er jeg vant til at samarbejde med pårørende.
Det var tydeligt, at man ikke i samme grad er parat til et pårørendesamarbejde i ældreplejen. Det gælder
såvel i det daglige møde som i mulighederne for at gå ind som aktiv pårørende, når man samtidig skal passe
sit fuldtidsarbejde.
Siden min mors død har jeg skrevet ”Hør hvor fuglene synger dejligt – om livskvalitet og personlig frihed,
når demensen rammer”. Den blev udgivet i november 2024, og jeg har haft to formål med at formidle såvel
oplevelser og erfaringer som refleksioner over dem. For det første ønsker jeg at dele min beretning med
andre pårørende, som kan finde støtte og inspiration i den, men mit andet sigte ligger mig endnu mere på
sinde. Jeg ønsker at rette fokus mod det indlysende behov for et paradigmeskift i såvel vores forståelse af
livskvalitet for mennesker med demens som paratheden til at tage pårørende ind som værdifulde
samarbejdspartnere.
For at pårørende, som stadig har fuldtidsarbejde, kan involvere sig, er det nødvendigt, at der etableres en
ordning svarende til den, der giver forældre ret til at kunne blive hjemme med et sygt barn eller tage til
lægen med dem. For det første er det mere trygt for et menneske med demens at have en tæt relation med,
hvis det vel at mærke er én, som har en stabil, tæt kontakt til den demensramte. Det bør være muligt at
kunne påtage sig opgaven som ”primær pårørende” uden at skulle købe sig fri eller omlægge arbejdet, når
der er undersøgelser på hospital mm. Pårørende, som tager denne type ansvar på sig, vil også have et mere
indgående kendskab til den demensramte og vedkommendes historik, hvilket vil betyde et styrket grundlag
for relevant undersøgelse, diagnosticering og behandling.
Det bør være muligt for pårørende at kommunikere relevant med personalet for at kunne støtte op omkring
den demensramte. Da flere i en personalegruppe kan have problemer med at læse / skrive, bør der
etableres en platform a la Aula, som dels gør det muligt at kommunikere almen information om aktiviteter,
personaleudskiftning, arrangementer mm, men hvor det også er muligt at kommunikere sikkert med
tofaktor, og som giver både pårørende og medarbejdere mulighed for at ”læse med ørerne” eller ”skrive
med munden” via nogle af de mange hjælpemidler, der er tilgængelige. Dette vil betyde færre
misforståelser og dermed være både mere sikkert og trivselsfremmende.
I forhold til livskvalitet og personlig frihed bør udgangspunktet i langt højere grad tages i den enkelte borger.
Når man kommer på plejehjem, har man fortsat sin egen bolig, som godt nok skal indrettes, så den sikrer
personalet et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Allerede her har der været et ganske stort indgreb i borgerens
personlige frihed, og det må derfor kunne forventes, at personalet derfor udviser stor respekt for borgerens
privat møbler mm. Borgeren skal samtidig støttes i at bevare sin ”gamle døgnrytme” bedst muligt. Når man
bor i en enhed på et plejecenter, er et foranderligt fællesskab med forskellige madtraditioner, interesser,