Ældreudvalget 2024-25
ÆLU Alm.del Bilag 3
Offentligt
2919116_0001.png
Til Folketingets Ældreudvalg
Den 8. oktober 2024
Regeringens finanslovsforslag trækker tæppet væk under Danske Ældreråd
I finanslovsforslaget for 2025 lægger regeringen op til at fjerne al statslig støtte til Danske
Ældreråd.
Bliver det en realitet, vil det trække tæppet væk under ældrerådenes
landsorganisation.
Kæmpe slag mod lokaldemokratiet
Vi ser regeringens forslag som et kæmpe slag mod lokaldemokratiet. Ældrerådsmedlemmer er
folkevalgte borgere, der arbejder frivilligt og tager ansvar for at sikre, at ældres stemmer høres
og respekteres i de kommunale beslutningsprocesser.
Ældrerådene beskæftiger sig med kompliceret stof, som kræver både uddannelse og
vejledning. Det er derfor helt nødvendigt, at de har en organisation, der kan
kompetenceudvikle og støtte dem i arbejdet. En opgave, som Danske Ældreråd løfter i dag.
Ældrereformen skal tages ned lokalt
Regeringens forslag kommer samtidig med, at vi står over for implementeringen af en stor
ældrereform, hvor nøgleordene er inddragelse af civilsamfund og lokale fællesskaber. Set med
vores øjne er der brug for stærke ældreråd, som kan bidrage til, at visionerne i ældreformen
tages ned lokalt. Det sker ikke af sig selv. Ældrerådene har brug for en organisation, der kan
klæde dem på til opgaven.
Mister vores stemme på Christiansborg
Hvis Danske Ældreråd lukker ned, så mister ældrerådene deres stemme på den landspolitiske
scene. Det er Danske Ældreråd, der giver jer landspolitikere indblik i den viden og de
erfaringer, som ældrerådene gør sig lokalt. Er der ikke en landsorganisation, så er der heller
ikke en forbindelse mellem det lokale arbejde og Christiansborg. Det vil for os at se være et
kæmpe tab.
Landsorganisationens fortsatte eksistens
Danske Ældreråd modtager i dag et statsligt driftstilskud på 2,4 mio. kr. årligt. Det er et relativt
begrænset beløb, men det er hele forudsætningen for, at vores landsorganisation kan
eksistere. Vi kan ikke hente det beløb via kontingenter fra ældrerådene, for de penge har
rådene ikke lokalt.
Anmodning om foretræde for Folketingets Ældreudvalg
Vi håber, at vi kan få mulighed for at uddybe, hvilke konsekvenser regeringens forslag vil have
for Danske Ældreråd og for ældrerådenes mulighed for at varetage deres arbejde lokalt.
Med venlig hilsen
Inger Møller Nielsen
Formand
Trine Toftgaard Lund
Direktør