Ældreudvalget 2024-25
ÆLU Alm.del Bilag 14
Offentligt
2933753_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024-7581
Doknr.
927957
Dato
06-11-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 11. oktober 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
34 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 34:
”Vil ministeren redegøre for, hvad ministeren vil gøre for at få rettet op på den
skævhed, at ældre borgere pludselig ikke kan få bevilget støttestrømper
længere? Der henvises til SOU alm. del – bilag 29.”.
Svar på spørgsmål 34:
Kompressionsstrømper kan være både et hjælpemiddel bevilget efter
serviceloven og et behandlingsredskab bevilget efter sundhedsloven afhængig
af, hvilke behov brugen af kompressionsstrømper skal afhjælpe, og en konkret
og individuel vurdering af sagens oplysninger.
Efter servicelovens § 112 kan der ydes støtte til hjælpemidler, som har til
formål at afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne. Det er en
forudsætning for støtte efter serviceloven, at kompressionsstrømperne ikke kan
bevilges efter anden lovgivning. Produkter, som alene har til formål at forbedre,
vedligeholde eller forhindre forringelse af det aktuelle funktionsniveau, er ikke
hjælpemidler i servicelovens forstand.
I tilfælde, hvor der opstår tvivl om, hvilken myndighed, der er ansvarlig for at
udlevere eller bevilge et givent produkt som et behandlingsredskab eller et
hjælpemiddel, bør myndighederne samarbejde om en hurtig afklaring, så
tvivlen ikke kommer borgeren til skade.
Regeringen er imidlertid opmærksomme på, at der er udfordringer på
hjælpemiddelområdet, herunder i snitfladen mellem sundhedssektoren og
socialsektoren. Derfor fremgår det også af regeringsgrundlaget, at reglerne for
visitation til hjælpemidler skal forenkles, så borgerne oplever øget
tilgængelighed, mindre ventetid og en mere smidig visitation til hjælpemidler.
Derudover er det aftalt i rammeaftalen mellem regeringen og Liberal Alliance,
Det Konservative Folkeparti samt Radikale Venstre om en langsigtet og
bæredygtig udvikling af handicapområdet af 2. maj 2024, at der igangsættes et
arbejde med at udarbejde en positivliste til hjælpemidler, der skal kunne
udleveres uden forudgående visitation samt et arbejde med at afdække
muligheden for at se på hjælpemiddelområdet på tværs af den kommunale og
regionale sektor.
1
ÆLU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 14: SOU alm. del - svar på spm. 34 om, hvad ministeren vil gøre for at få rettet op på den skævhed, at ældre borgere pludselig ikke kan få bevilget støttestrømper længere
2933753_0002.png
Senest har regeringen den 18. september 2024 præsenteret et udspil til en
sundhedsreform: Sundhed tæt på dig. Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan i
den forbindelse oplyse, at regeringen med reformen ønsker, at det skal være
let og hurtigt for borgerne at få behandlingsredskaber, som led i behandling,
eller hjælpemidler, der bl.a. afhjælper følgerne af en varigt nedsat
funktionsevne, som de har ret til.
Sundhedsstrukturkommissionen peger på, at der kan være et potentiale i at
fastlægge en national procedure for, at der inden for udvalgte sygdomsområder
eller i forhold til specifikke produkter kan fastsættes et entydigt
myndighedsansvar. Regeringen vil med dette afsæt iværksætte et arbejde med
henblik på at omsætte kommissionens overvejelser til en konkret udgiftsneutral
model, der kan skabe mere klarhed for borgeren og tydelighed om, hvilken
myndighed der er ansvarlig for at udlevere og finansiere produkterne.
Det skal samlet være med til at understøtte, at borgerne let og hurtigt får de
behandlingsredskaber eller hjælpemidler, som de har ret til.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
2