Paragrafområde:
§
7
Finansministeriet
Tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 12-12-2024 (udvalget med undtagelse af Liberal Alliances, Socialistisk Folkepartis, Enhedslistens og Alternativets medlemmer, der stemte imod aktstykket)
Påtegning:
Socialistisk Folkepartis, Enhedslistens og Alternativets medlemmer af udvalget bemærker, at de ikke kan støtte aktstykket, da partierne mener, at regeringen med taskforcen forsøger at love resultater uden tilstrækkelig planlægning og gennemsigtighed. Taskforcens mål om at frigøre arbejdskraft og reducere administration i den offentlige sektor med henblik på at spare tusindvis af årsværk er både urealistisk og udemokratisk i sin udformning.
Partierne finder det problematisk, at regeringen på forhånd sætter mål for nedskæringer i den offentlige sektor uden at tage højde for de menneskelige og økonomiske konsekvenser, og på denne måde tæller fugle på taget. Brug af kunstig intelligens i den offentlige sektor indebærer risici, som ikke er blevet tilstrækkeligt belyst, og partierne mener, at det er udemokratisk at lade embedsværket alene vurdere disse løsninger uden bred politisk inddragelse.
Partierne understreger, at man ikke bør budgettere med besparelser, før de er dokumenterede. Erfaringer viser, at forventede gevinster fra digitalisering og kunstig intelligens ofte udebliver eller forsinkes. Det er der set gentagende eksempler på ved utallige offentlige it-systemer. Partierne frygter, at stat, regioner og kommuner risikerer at blive økonomisk klemt, hvilket i sidste ende kan skade borgernes adgang til velfærdsydelser.
Partierne opfordrer derfor regeringen til at sikre en mere åben, demokratisk og ansvarlig proces, hvor konsekvenserne bliver grundigt analyseret og diskuteret i fællesskab. Velfærden må ikke ofres på baggrund af urealistiske forventninger til teknologiske løsninger.