Der er så meget i FE-skandalen, som er svært at forstå. Det er svært at forstå, hvordan man kunne nå frem til at træffe, hvad der lader til at være utrolig dårlige beslutninger. Det starter med selve hjemsendelsen af FE-ledelsen tilbage i 2020, som også fremstår som en overilet reaktion, for hele FE-ledelsen blev jo pure frikendt siden hen. Anklagerne eller mistankerne mod dem var grundløse. Det viste sig, at det blot handlede om det kabelsamarbejde, som regeringen i forvejen kendte til, og det førte jo naturligt nok til, at både den tidligere departementschef og den tidligere statsminister var ude med en hård kritik af regeringen for at have kastet FE ud i en unødvendig krise. Og den, der måske var skarpest i sin kritik af statsministeren, var den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, som i sin politiske kritik af regeringen kommer ind på sagens substans, altså kabelsamarbejdet. Og af en eller anden grund får det så regeringen til at beslutte, at det ansvarlige, sunde, gode, proportionelle modsvar til Claus Hjort Frederiksens politiske kritik er at retsforfølge ham for landsskadelig virksomhed. Jeg synes, det er helt uforståeligt, at man kan nå frem til så drastiske konklusioner.
På samme måde er det også uforståeligt, på hvilket grundlag og hvorfor man igangsatte en totalovervågning af Lars Findsen for bl.a. åbenbart at orientere folketingspolitikere om hans sexliv. Der er mange ting, vi ikke ved hvorfor er sket, men det, vi i dag ved efter Højesterets kendelse, er, at de anklager, som man havde imod Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen, var så tynde, at man ikke engang kunne gennemføre retssagen.
Der er ikke meget i den her samlede skandale, der sådan ligefrem emmer af, at der har været god dømmekraft. Og hvis man skal tro på de eksperter, der udtaler sig i medierne, siger de, at det er helt utænkeligt, at statsministeren ikke enten har været med til at træffe beslutningerne eller har været stærkt involveret i den her sag. Og det er dér, jeg tænker vi skal starte. Kan statsministeren klart og utvetydigt afvise, at statsministeren på nogen måde har været involveret i de afgørende beslutninger i FE-skandalen?