Tak for spørgsmålet, som berører et vigtigt emne for livet i landdistrikterne. Jeg vil gerne lige starte med at adressere, at når det handler om ungdomsuddannelser, er det naturligvis børne- og undervisningsministerens ressortområde, mens de videregående uddannelser hører til hos uddannelses- og forskningsministeren, som jeg ved også tidligere i dag har fået spørgsmål om det samme emne.
For regeringen er det en central prioritet, at det skal være muligt at bo, arbejde og uddanne sig i hele landet, og derfor har vi også en ambition om at sikre et udbud af uddannelser af høj kvalitet i hele Danmark. Og det er en kendt sag, som spørgeren også er inde på, at faldende ungdomsårgange kan udfordre økonomien på bl.a. gymnasier, erhvervsskoler og sådan set også videregående uddannelser i landdistrikter.
Jeg mener, at vi som regering har en vigtig opgave i at sikre, at uddannelserne i landdistrikterne ikke lukker, fordi ungdomsårgangene svinger og økonomien dermed ikke følger med. For vi ved, at adgangen til skoler og ungdomsuddannelser har en stor betydning i forhold til at tiltrække og fastholde f.eks. børnefamilier i vores mindre samfund. Det er derfor også et område, som jeg vil have meget fokus på fremadrettet, og jeg er også glad for, at fru Betina Kastbjerg bringer spørgsmålet op her i dag.
Jeg er desuden glad for, at vi i regeringen har videreført den politiske aftale om flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark. Aftalen rummer flere initiativer, som skal være med til at styrke de økonomiske vilkår for videregående uddannelser uden for de største byer. Det er vigtigt, så uddannelserne er bedre rustet til de faldende ungdomsårgange, som vi kommer til at se i de kommende år.
I forhold til spørgsmålet om muligheden for at læse til lærer i Nørre Nissum og Skive er det naturligvis altid ærgerligt, når et uddannelsestilbud i landdistrikterne og i de mindre byer må lukke. Men som jeg forstår det, er det ikke så meget et spørgsmål om økonomi som et spørgsmål om for få elever, og derfor er det ikke i sig selv et økonomisk spørgsmål i forhold til at kunne opretholde et stærkt fagligt tilbud. Og jeg ved også, at den endelige beslutning først vil blive truffet efter en grundig høringsproces blandt de nærliggende kommuner, Region Midtjylland og de forskellige uddannelser.