Tak for det, og tak for spørgsmålet. Der har siden 1984 eksisteret en særlig ordning efter våbenloven for visse skytteforeninger. Disse skytteforeninger kan under visse nærmere angivne betingelser give en våbenpåtegning til skydevåben til foreningens medlemmer. En våbenpåtegning træder i stedet for en våbentilladelse fra politiet og er således at sidestille med en våbentilladelse. Den særlige ordning er udmøntet i våbenbekendtgørelsen og indebærer helt konkret, at arbejdet med ekspedition af våbentilladelser i et vist omfang overgår fra politiet til skytteforeningerne.
I dag er det kun skytteforeninger under DGI Skydning, Dansk Skytte Union og Dansk Firmaidræt, som har den her mulighed, og bestemmelsen er kun blevet udvidet to gange tidligere. Dansk Sportsskytte Forbund har i august 2022 bedt om at blive optaget på våbenbekendtgørelsen som hovedorganisation, og det forudsætter en ændring af bekendtgørelsen. Til brug for en stillingtagen til en sådan ændring af bekendtgørelsen er det væsentligt at afdække, hvilke konsekvenser en optagelse vil have, herunder for politiets kontrol med våbenpåtegningerne.
Jeg anerkender, at en sagsbehandlingstid på 2 år er lang tid, og jeg kan også godt forstå, at organisationen ikke finder det tilfredsstillende. Jeg vil gerne understrege, at Justitsministeriet hurtigst muligt vil tage stilling til, om bekendtgørelsen skal ændres, og forventningen er, at en stillingtagen hertil vil foreligge inden udgangen af første halvår 2024.