Spm. nr. S 679

3) Til udenrigsministeren af:

Trine Pertou Mach (EL):

Hvad skal der efter ministerens opfattelse til, for at den israelske regering, som ministeren har opfordret den til, »skifter kurs« i forhold til sine militære angreb rettet mod Gaza, og hvad er ministerens holdning til, hvordan Danmark kan presse på, for at det sker, f.eks. ved at Danmark indfører sanktioner, herunder økonomiske, mod Israel med inspiration fra de sanktionsregimer, der i dag er rettet mod lande som Iran, Myanmar, Rusland og Belarus, eller de tidligere danske sanktioner mod det hvide mindretalsstyre i Sydafrika?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen »Lars Løkke til DR: Israel bliver nødt til at skifte kurs« fra DR den 29. februar 2024.

Værsgo.

Tak. Spørgsmålet lyder: Hvad skal der efter ministerens opfattelse til, for at den israelske regering, som udenrigsministeren har opfordret den til, skifter kurs i forhold til sine militære angreb rettet mod Gaza, og hvad er ministerens holdning til, hvordan Danmark kan presse på, for at det sker, eksempelvis ved at Danmark indfører sanktioner, herunder økonomiske, mod Israel med inspiration fra de sanktionsregimer, der i dag er rettet mod lande som Iran, Myanmar, Rusland og Belarus, eller de tidligere danske, internationale, sanktioner mod det hvide mindretalsstyre i Sydafrika?

Udenrigsministeren.

Det bliver jo lidt repetitivt, og så skal jeg også erindre mig formandens formanende ord om ikke at bryde reglerne for taletiden. Altså, vi er dybt, dybt bekymrede over den her situation med nu mere end 30.000 døde, 72.000 sårede, børn, der dør af underernæring, og vi har jo fra starten sagt, at den her regering godt kan sondre mellem en terrororganisation og en civilbefolkning. Når der bliver spurgt, hvad der skal til, for at Israel skifter kurs, er det jo desværre ikke et spørgsmål, jeg kan svare på, for det burde de kunne svare på i Israel. Og de burde skifte kurs.

Jeg kan sige, at vores holdning er helt klar. Med afsæt i det, at vi har en grundlæggende respekt for Israels ret til selvforsvar og nødvendigheden af at kunne leve fri for en terrortrussel, skal der være proportionalitet i det, og der er også et humanitært ansvar, og det kalder på, at man, som vi talte om i den sidste ordveksling, vi havde, fra israelsk side samarbejder mere om at få lettet adgangen ind til Gaza. Og det er det pres, vi forsøger at lægge på Israel. Når det så er sagt, er det mig lidt imod at kategorisere landet Israel i den kategori af lande, der blev refereret til før.

Fru Trine Pertou Mach.

Det her spørgsmål er jo på mange måder, kan man sige, efterspillet til det foregående spørgsmål. Altså, hvad er det, vi gør, når ord ikke længere er nok? Hvad er det så for en form for pres, man kan lægge på Israel?

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at se Israel i en gruppe af lande som dem, jeg nævnte indledningsvis. Det er jo ikke for at drage yderligere paralleller end det, at den måde, som Israel fører undertrykkelsesregime på over for palæstinenserne, bliver betegnet som apartheid; at det, Israel gør, er en årtier lang besættelse og ulovlige bosættelser, altså alvorlige brud dagligt og gennem mange år på den internationale folkeret eller den internationale humanitære folkeret; at man senest har effektueret en militæraktion ind i Gaza, som har skabt en af verdens største humanitære kriser med en masse forsinkelser og sult.

Så på den måde er der jo en lang række ting, der sådan set til fulde retfærdiggør det, hvis vi i øvrigt bruger de samme briller, de samme standarder og de samme målestokke over for Israel, som vi gør over for lande som dem, jeg nævnte indledningsvis. Men for ikke at sidde fast i den diskussion vil jeg gerne tilbage til det, som spørgsmålet i virkeligheden handler om. Altså, hvad er det, man kan forestille sig man gør, når ordene slipper op og formaninger viser sig ikke at være nok? Det har de ikke været indtil nu over for Netanyahuregeringen.

Jeg anerkender, at den danske statsminister har været ude at sige, at der skal være en øjeblikkelig våbenhvile. Det ved jeg ikke om er et kursskifte fra statsministerens side; det er i hvert fald ikke noget, vi har hørt så ofte før. Men det, der er spørgsmålet her, er: Hvad er det for et kursskifte, udenrigsministeren ønsker at se, fra Israels side? Hvad er det, der vil gøre, at udenrigsministeren mener, at Israel har skiftet kurs? Og det underspørgsmål om, hvad det er, Danmark kan gøre, handler jo om, om man fra dansk side er klar til at benytte sig af sanktioner, økonomiske sanktioner, ud over det, der foregår, i forhold til, kan man sige, bosætterne og bosættelsesbevægelsen på Vestbredden. Det vil sige økonomiske sanktioner, suspension af EU's associeringsaftale osv., altså nogle af de greb, vi er vant til at bruge, når det gælder stater, der overtræder folkeretten markant.

Udenrigsministeren.

Tak for det. Det er jo ikke udtryk for noget kursskifte, at statsministeren nu er ude at sige det, som regeringen har ment længe. Altså, regeringen er én regering kollektivt, og regeringen har haft en position meget, meget længe og har også stemt for den i FN's Generalforsamling og har artikuleret den forskellige steder og har båret den ind på det europæiske bord og har også været med til at fremme en situation, hvor hele Europa, måske med et enkelt land som undtagelse, har det her synspunkt, som statsministeren senest har givet udtryk for, nemlig at tiden er kommet til, at der skal være en øjeblikkelig humanitær våbenhvile. Tiden er kommet til, at der skal lettes for adgangen til at få humanitær bistand ind i Gaza. Tiden er kommet til, at man på det her meget dystre bagtæppe skal bruge den mulighed, det kunne give, også at aktivere de konstruktive kræfter i regionen i forhold til en mere varig løsning, der kan imødekomme det, der jo i virkeligheden er det kæmpe dilemma i den her sag, nemlig at der både er nogle israelske positioner, der er til at forstå, og at der også er nogle palæstinensiske positioner, der er til at forstå, og de krydser hinanden, og det er svært at give to parter ret, når de i virkeligheden et stykke hen ad vejen har modsatrettede interesser. Men det er jo den gordiske knude, der skal bindes op.

Der skal vi lægge det stærkest mulige diplomatiske pres, altså på Israel, men også på alle andre. Og ja, der kan sanktioner også være et instrument. Danmark støtter, at vi i kølvandet på amerikanske beslutninger også kan lave sanktioner i forhold til ulovligt bosætteri på Vestbredden. Det vil fordre, at vi får en EU-enighed. Den er der ikke for nærværende, men det er noget, vi arbejder for, og det er også noget, vi kommer til at diskutere igen allerede på mandag, når vi mødes i udenrigsministerkredsen i Bruxelles.

Fru Trine Pertou Mach.

Det er godt, at der er et spor på vej, også i EU-regi, omkring bosættervarer og sanktioner over for ikke bare de ekstreme bosættere, men over for hele bosætterbevægelsen, kan man sige. For det er jo ulovligt ifølge international ret. Men det, som jeg er interesseret i, er, hvad det egentlig er, der gør, at regeringen ikke åbner boksen med sanktioner, når det gælder Israel som helhed, når man ser på, hvad det er for en række af overtrædelser af international lov, som Israel har i bagagen og udfører her og nu, mens vi står og taler. Hvad er grunden til, at man ikke vil være konsistent og konsekvent i sin brug af sanktioner over for stater, der forbryder sig mod folkeretten?

Udenrigsministeren.

Det synes jeg heller ikke man kan slutte ud fra det, jeg siger, at vi ikke vil. Det er sådan, at vi forfølger et europæisk spor. Og det kunne godt være, at man kunne finde en stor befrielse i at gøre et eller andet unilateralt, hvis man så i øvrigt kunne blive enig med sig selv om, hvad man vil gøre, og så stå og stritte med det. Vi skal have en indflydelse, både kortsigtet, men i nok så høj grad også langsigtet. For der er kun én ting, der for alvor kan løse det her, og det er, at der kommer et nyt momentum i nogle forhandlinger om en tostatsløsning. Så vi har brug for en uniform europæisk stemme, og den skal Danmark – sådan ser jeg på det; det kan vi være uenige om – bidrage til at tale frem, og det sker så med afsæt i et Europa, som det ville være en overdrivelse at sige responderede ensartet på det her, og som har brug for at finde sammen i en fælles position. Og det er en fælles position, som anerkender staten Israel og staten Israels ret til at leve i fred og i tryghed og i sikkerhed og ikke skulle lægge ryg til terrorangreb, og som fordømmer terrorangrebene, men som også kalder på, at man stepper op i forhold til det humanitære, og at man får skabt en international proces, der kan føre til en varig fredsløsning. Der skal man ikke kan stå og ekskludere nogen værktøjer, og som sagt har jeg helt tydeligt sagt, at den danske regering sådan set støtter, at man følger det amerikanske eksempel og begynder at sanktionere bosættere på Vestbredden.

Fru Trine Pertou Mach med et afsluttende spørgsmål.

Det er godt, vil jeg gerne gentage, altså det, der handler om bosætterdelen. Det har vi også diskuteret før her i salen. Det, som jeg stadig væk savner bare en lillebitte flig af, er, at det er klart, at det har større volumen, hvis det er EU, der laver handelssanktioner eller økonomiske sanktioner eller våbenembargo over for Israel, men Danmark har før gjort det selv. Man gjorde det faktisk i udenrigsministerens tid som statsminister; der lavede man en våbenembargo over for Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Det kan man også vælge at gøre fra dansk side i forhold til Israel. Hvorfor trækker man ikke de redskaber op af lommen nu, hvor situationen er så alvorlig og så akut? Danmark risikerer at være medskyldig i de krigsforbrydelser.

Udenrigsministeren med en afsluttende bemærkning.

Fordi det ville bidrage til polarisering i Europa, hvilket vi ikke har brug for. Vi har brug for det modsatte. Og igen vil jeg sige, at hvis jeg ligesom havde viden om en enkeltstående beslutning, jeg kunne træffe i egen ret, som sådan for alvor tøede den her situation op og skabte en helt ny situation for de mennesker, der nu bevidner og oplever det, der altså er en humanitær katastrofe i Gaza, så ville jeg være relativt åben over for det. Jeg tror ikke på det. Jeg tror, at det, der kan gøre en forskel, er, hvis venner af Israel kollektivt og med entydighed formidler budskaber til Israel, og det kræver, at man kollektivt kan blive enige om, hvilke budskaber det er, man med entydighed skal formidle. Og det skal være stærke budskaber, som jeg har gjort rede for i den spørgerunde, vi har haft her, og det er det, Danmark arbejder for, og det er der, hvor Danmark arbejder for at fremme det.

Tak for det, og det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til udenrigsministeren og til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Jeg byder nu velkommen til justitsministeren og til fru Theresa Scavenius, uden for grupperne, som stiller spørgsmålet.