Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forhandling om redegørelse nr. R 3:

Forsvarsministerens redegørelse om det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde.

(Anmeldelse 12.10.2023. Redegørelse givet 12.10.2023. Meddelelse om forhandling 12.10.2023).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er hr. Kasper Roug fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Senere får vi også redegørelsen fra forsvarsministeren, som jeg glæder mig til, men indledningsvis vil jeg selvfølgelig også sige, at jeg er rigtig glad for lige kort at kunne få lov til at tage over fra vores sædvanlige forsvarsordfører, som desværre ikke kunne være her i dag. Den her redegørelse fra forsvarsministeren om det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde er en tilbagevendende begivenhed her i Folketinget, og det er ikke så længe siden, vi sidst har behandlet den. Det var faktisk tilbage i maj, men selv om det altså ikke er længe siden, vi har forhandlet redegørelsen sidst, så gør vi det gerne igen, og der er, må man nok sige, alligevel også sket en hel del på det forsvarspolitiske område.

I Norden har vi altid haft tid til og tradition for at samarbejde, og det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde er endnu et godt eksempel på, at vi har en lang nordisk tradition for det. Når det så er sagt, indgik vi jo her i Folketinget, lige inden vi alle sammen gik på sommerferie, en historisk aftale om et nyt forsvarsforlig, og jeg er både glad for og stolt over, at vi i et så bredt flertal af Folketingets partier tog ansvar og gik med i aftalen. Med det nye forlig blev vi enige om at investere hele 143 mia. kr. i dansk forsvar og sikkerhed de næste 10 år, ligesom vi sikrede, at Danmark senest i 2030 skal leve op til NATO's målsætning om at bruge 2 pct. af bnp på forsvar og sikkerhed. Derudover er det helt centralt i forliget at styrke overvågningen og suverænitetshåndhævelsen i Arktis og Nordatlanten. I Socialdemokratiet mener vi, det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på, at Arktis og Nordatlanten forbliver et lavspændingsområde. I den forbindelse skal vi herhjemme i Danmark, selvfølgelig i et tæt samarbejde med både Grønland og Færøerne, bidrage til at værne om deres suverænitet og styrke overvågningen i regionen.

Jeg vil tillade mig kort at berøre det forfærdelige terrorangreb, som Israel blev udsat for den 7. oktober, altså Hamas' angreb, som var noget af et ondskabsfuldt og uhyggeligt emne. En terrororganisation skånede ingen, men myrdede desværre mange civile og havde det som et klart mål, at det skulle gå ud over civile. I Socialdemokratiet er vi meget bekymrede over den krig, som også foregår lige nu som en konsekvens af Hamas' terrorangreb på Israel. Vi mener dog, at det er vigtigt helt og holdent at stå fast på Israels ret til at forsvare sig og samtidig på kraftigste vis at fordømme Hamas' skruppelløse adfærd, eksempelvis ved systematisk at bruge den civile befolkning i Gaza som menneskelige skjolde og samtidig også tage den civile befolkning som rene og skære gidsler.

Ruslands brutale invasion af Ukraine har bragt krigen tilbage på europæisk territorium. Det har understreget vigtigheden af, at Danmark står sammen med vores allierede og partnere i NATO og EU, og ikke mindst af, at der i Folketinget fortsat er en bred opbakning til at styrke dansk forsvar og sikkerhed. I Socialdemokratiet mener vi, at det er helt afgørende, at vi opretholder den stærke støtte til Ukraine, da det handler om hele forudsætningen for vores samfund, nemlig demokrati, menneskerettigheder og en international orden.

I Danmark har vi f.eks. bidraget ved at donere hele vores nyindkøbte artilleri og vores F-16-fly til Ukraine, og gennem NORDEFCO-samarbejdet har Danmark sammen med Sverige og Norge for nylig købt artilleriammunition til Ukraine. Vi skal naturligvis fortsætte støtten til Ukraine, for det er både Danmarks og Europas sikkerhed samt de nordiske landes sikkerhed, der er på spil. Som ministeren skriver i sin redegørelse, har situationen gennem Ukraine og Rusland ført til, at Finland for nylig er blevet optaget i NATO, ligesom vi kan se frem til, at Sverige forhåbentlig også snart bliver optaget, og jeg husker tilbage på den dag med stor glæde, da vi alle sammen kunne se Finlands flag blive hejst, så det stod og vajede sammen med alle de andre medlemsstaters flag ude foran NATO's hovedkvarter i Bruxelles. Det er historisk, og hvem havde set det komme for bare 3 år siden eller endda bare 2 år siden? Havde Putin set det komme? Næppe. I NATO står vi sammen om en af truslerne mod Europa. Som bekendt var Finland og Sverige ud af de fem lande, der er medlemmer af NORDEFCO, de eneste to, som ikke var medlemmer af NATO, da Rusland indledte sin angrebskrig her sidste år.

Endelig glæder jeg mig over at kunne læse, at forsvarsministeren i redegørelsen skriver, at Danmark vil arbejde for at styrke NORDEFCO-samarbejdet yderligere. Efter Finlands optagelse og Sveriges kommende optagelse i NATO står Danmark til næste år at overtage formandskabet for NORDEFCO. For når verden bliver mere og mere urolig og vi mærker til krigens konsekvenser i de nordiske lande, eksempelvis i form af angreb på gasledninger, er det helt afgørende, at vi i alle landene i NORDEFCO-samarbejdet rykker tættere sammen og forpligter os mere over for hinanden. Tak for ordet.

Selv tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører på talerstolen er hr. Mads Fuglede fra Venstre.

Tak for ordet, og tak til ministeren for redegørelsen, som kommer godt omkring forsvars- og beredskabssamarbejdet i Norden. Siden sidste redegørelse ser vi, at det nordiske samarbejde fortsat styrkes efter Ruslands invasion af Ukraine. Finland er blevet optaget i NATO, og Sverige synes hver dag at komme et lille skridt nærmere. Det er meget glædeligt. Og det er glædeligt, at vi på sigt kan samarbejde endnu tættere med vores nordiske kollegaer på det forsvarspolitiske område. Trods stærkere samarbejde mærker vi fortsat krigen i Ukraine, og hvordan Putins aggressioner påvirker sikkerheden hos vores nordiske naboer og i Danmark. Derfor er det godt at se, hvordan vi i Norden fortsætter med at give vores ubetingede støtte til Ukraine, og at vi er det område i hele NATO-samarbejdet, der går allerforrest, når det handler om donationer i form af militære kapaciteter og det meget vigtige politiske signal, der skal sendes, om, at det her ikke er noget, der bliver overstået på den korte bane.

At de nordiske lande kan samarbejde på rigtig mange områder, mener vi i Venstre understreger essensen af det nordiske sammenhold. Det er et sammenhold, der styrkes, når både Sverige og Finland er medlem af NATO. Et samlet Norden i NATO skaber en ny dimension i vores samarbejde og er afgørende for vores sikkerhed i Norden, Arktis og Østersøregionen samt det transatlantiske område. Særlig i Østersøregionen og Baltikum er Danmark og vores nordiske allierede fælles om at bære et betydningsfuldt ansvar for sikkerheden.

I de kommende år overtager Danmark formandskabet for Nordic Defence Cooperation, NORDEFCO, og her skal vi samarbejde videre om den nye vision om et endnu stærkere operativt samarbejde, som det svenske NORDEFCO-formandskab har udarbejdet. Det er et arbejde, vi bakker varmt op om, for i Venstre ser vi det som en klar styrke af vores forsvarssamarbejde, at vi foruden at bidrage til NATO's afskrækkelses- og forsvarsprofil også selv kan gennemføre nordiske operationer.

I forlængelse heraf er vi glade for, at NORDEFCO-samarbejdet nyder stor opbakning, og at vi på tværs af landene er enige om at styrke samarbejdet yderligere. Det ser vi bl.a. med vores bilaterale og trilaterale operative samarbejdsaftaler, og fremover skal disse aftaler håndteres i regi af NORDEFCO. Det er alt sammen med til at styrke sikkerheden i regionen.

Ligeledes er samarbejdet om hjemmeværnet mellem Danmark, Norge og Sverige tæt og udbytterigt. I Danmark har vi overtaget værtskabet for SKANDIA, og værtskabet skal være med til at fokusere samarbejdet over landegrænsen vedrørende værtsnationsstøtte. Det nordiske hjemmeværnssamarbejde er et afgørende element i vores samlede forsvarsstrategi. Derfor ønsker vi i Venstre et stærkt hjemmeværn, som evner at tiltrække og fastholde frivillige, og derfor bakker vi fuldt ud op om det nordiske samarbejde på dette område, ligesom det er en prioritet i forsvarsforliget, at vi styrker hjemmeværnet.

På beredskabsområdet samarbejder vi også tæt i Norden om at skabe robuste samfund, der kan forebygge og håndtere kriser, bl.a. via Hagasamarbejdet, og som led i samarbejdet med de tre udviklingsmål, krisestyring, klimaforandringer og værtsnationsstøtte, er det glædeligt, at det svenske formandskab arbejder med muligheden for dialog og samarbejde med NORDEFCO. For udveksling af viden og erfaring kommer os alle til gavn, især nu, hvor Danmark er rykket fra at være en frontlinjenation til nu at have fået placeret frontlinjen behageligt længere mod øst.

Netop udviklingen af viden og et tæt samarbejde er med til at give de nordiske lande et unikt sammenhold; det er et sammenhold, som bygger på vores fælles historie og værdigrundlag, men også på vores fælles trusselsbilleder. Døren er derfor åben for et endnu tættere samarbejde om at finde løsninger i forhold til de muligheder, vi står over for, for at styrke vores sikkerhed og beredskab. Sådan sikrer vi bedst Danmark og rigsfællesskabet.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at det er helt afgørende for Venstre, at vi i Danmark opbygger et troværdigt forsvar, beredskab og hjemmeværn, så vi kan tage ansvar for vores egen sikkerhed og modstå kriser. Det skal vi bruge vores formandskab i NORDEFCO og værtskab i SKANDIA til, for det er afgørende, at vi har de her stærke samarbejdsrelationer til vores venner i Norden og selvfølgelig også til resten af Vesten. Når man sådan sammenligner de forskellige nye NATO-landes bidrag, er Danmark ikke længere storebror mod nord i NATO, og vi skal også finde vores position her, og vores position er at være dem, der bringer depechen videre fra det samarbejde, der var tidligere, til den nye kreds af lande. Vores styrke ligger i det samarbejde og det sammenhold, der er her. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Venstre. Næste ordfører på talerstolen er hr. Peter Have fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand, og tak til forsvarsministeren for redegørelsen om det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde. Det nordiske samarbejde er et centralt holdepunkt, særlig efter Ruslands invasion af Ukraine for halvandet år siden. Trusselsbilledet var med til at forandre og tydeliggøre virkeligheden af et godt og velfungerende samarbejde med vores allierede partnere i både NATO, EU og Norden.

Det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde bidrager til en øget regional sikkerhed og stabilitet i Norden. De nordiske lande har en fælles historie og et fælles værdigrundlag, hvilket vi skal værne om. Vores fælles værdigrundlag lægger op til et stærkt forsvars- og beredskabssamarbejde, hvilket er enormt vigtigt, når vi deler det samme trusselsbillede og mange af de samme udfordringer. Dem tror vi nemlig på håndteres bedst i fællesskab. Derfor er det fortsat vigtigt at styrke det nordiske samarbejde, hvilket vi i Moderaterne bakker op om.

Derfor er det også en stor glæde for mig og mit parti, at vores svenske naboer snart bliver, og at Finland er blevet optaget i NATO, for det er en styrkelse af sikkerheden i Norden. Men det er også en styrkelse af den nordiske stemme i NATO. Ruslands aggressive adfærd præger spændingsniveauet i regionen i højere grad, end vi har været vant til tidligere. Det tydeliggør også vigtigheden af at rykke sammen i bussen, og at vi står sammen om at støtte Ukraine – og det har vi gjort. Det har været en klar prioritet for Sverige, som har formandskabet i NORDEFCO i 2023, at styrke det operative samarbejde og udarbejde en vision med særlig vægt på at drøfte støtten til Ukraine og ikke mindst at skabe et tættere nordisk-baltisk samarbejde.

Når vi diskuterer det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde, må vi ikke glemme den stigende geopolitiske interesse i Arktis. Danmark, Sverige og Norge har en fælles interesse i Arktis og Nordatlanten, hvor kontrollen med Østersøen er en forudsætning for fælles tryghed. Derfor mener Moderaterne fortsat, at vi skal styrke det trilaterale samarbejde og agere sammen i fred såvel som i kriser og konflikt. Det nordiske beredskabssamarbejde skaber fundamentet for vores robuste samfund, der kan håndtere konflikter og kriser nationalt såvel som internationalt.

Når Danmark overtager formandskabet for NORDEFCO i 2024, må vi efter vores mening fastholde fokus på at støtte Ukraine og styrkelse og tilpasning af det nordiske forsvarssamarbejde, efter at Finland og nu snart Sverige også er medlem af NATO. Dette både kræver og giver mulighed for en tættere koordination og dialog i NORDEFCO. Helt grundlæggende bør vi og skal vi samarbejde for en endnu tættere koordination af træning, øvelse og løsninger på vores fælles udfordringer i Norden. Det skal vi naturligvis gøre i fællesskab med vores allierede i NATO og EU.

Det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde vedholder vi. I Moderaterne tillægger vi dette samarbejde stor betydning, og vi tror, at det danske formandskab i NORDEFCO i 2024 vil bidrage til en positiv udvikling i det nordiske samarbejde. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Moderaterne. Næste ordfører er fru Anne Valentina Berthelsen fra SF.

Tak for det. Godmorgen. Den 4. april i år strøg det finske flag til tops i Bruxelles side om side med de NATO-medlemslande, der længe har været Finlands allierede i ånden, men som nu også er blevet det i praksis. En ny musketer tog sin ed over for de eksisterende medlemslande, og vi tog den over for finnerne. At det svenske flag ikke ved samme lejlighed blev hejst, gjorde dog dagen lidt mere afdæmpet. Jeg er sikker på, at det snart vil ske, og vi har jo allerede her i Folketingssalen enstemmigt givet opbakning til, at vores naboer i Sverige hurtigst muligt skal med i samme fællesskab. Når det sker, vil det nordiske forsvarssamarbejde være mere integreret end i selv Kalmarunionens tid. Og det har vi brug for, også i lyset af krigen i Ukraine og situationen i Israel og Palæstina.

De nordiske lande er i forvejen vant til at samarbejde i NORDEFCO, men den institutionelle integration skal bruges til at sikre mere nordisk sikkerhed. Norden bør stå sammen i NATO såvel som i det europæiske forsvarssamarbejde. Vores fælles vision kommer til at stå stærkere ligesom vores fælles interesser – det være sig især beskyttelse af Arktis og Østersøen. Og det kommer til at blive styrket. Derfor er det også vigtigt, at vi fortsat er til stede sammen i Baltikum, hvor de nordiske lande viser solidaritet med vores naboer, og at vi er til stede i Arktis og bidrager til en genoprettelse af lavspænding, samtidig med at vi tager vores grønlandske og færøske kollegaer med ind i det beslutningsrum, som de er så afhængige af. Det har Danmark, hele rigsfællesskabet og resten af Norden et særligt ansvar for.

Vi skal udnytte, at vi i den kommende tid kommer til at stå styrket i NATO sammen – endnu mere styrket, end vi gjorde før. Med indmeldelsen af Sverige og Finland vil vi på sigt få helt andre økonomiske og forhandlingsmæssige kræfter til f.eks. at sikre et konstruktivt NATO-syn på aktiviteter i Arktis og sikre oprettelse af stærkere kommando i de baltiske, arktiske og nordatlantiske egne, eksempelvis under ledelse af enten Finland eller Sverige.

Det kommer også til at kræve massive investeringer i især vores maritime kapaciteter og i vores overvågningskapaciteter både i Østersøen og i Arktis, men vi skal være saglige og grundige i vores udarbejdelse af de analyser, som skal afdække, hvad opgaven er, hvordan den bedst kan løses, og hvilke investeringer vi derfor gør klogt i at foretage. Her taler jeg ikke om business as usual – beklager, formand – i form af kapacitetsanalyser af, hvad end den til enhver tid siddende forsvarschef synes lige er højest på hans ønskeseddel, efterfulgt af en check til underskrivelse. Nej, jeg taler om grundig afdækning af, hvad opgaven er, hvordan vi bedst løser den i Østersøen og Arktis, samt hvad vi kan regne med at vores allierede og tætte naboer vil spille ind med i det samarbejde.

Noget andet, vi har et fælles ansvar for, er, hvordan vi i fremtiden håndterer de kriser, som klimaforandringerne vil medvirke til. Vores beredskabssamarbejde står over for en helt ny og dyster epoke med meget voldsomme udfordringer, og det fik vi forleden en forsmag på herhjemme, hvilket i fremtiden desværre vil blive meget mere almindeligt. Den værste stormflod i mere end 100 år ramte i efterårsferien det meste af landet. Jeg bor selv på Lolland, hvor de små, lokale samfund er blevet så mærket, at det kommer til at sætte sit præg på området i mange år fremover. Det kommer til at kræve noget ekstra af vores beredskab, og jeg tror, at det i efterårsferien var tydeligt for enhver, at det passende kan være en af de første ting, som vi sætter os sammen i forsvarsforligskredsen og drøfter hvordan vi kan styrke. Samtidig giver situationens alvor også så meget desto mere anledning til at intensivere og videreudvikle det nordiske beredskabssamarbejde.

Vi har også en opgave med at forholde os til hybridkrig som new normal. Beskyttelse af kritisk infrastruktur og cybersikkerhed bør være en af Nordens allerhøjeste prioriteter, også i lyset af den senere tids hændelser nær gasinfrastruktur og anden infrastruktur i vores farvande. Der vil jeg gerne rette en tak til forsvarsministeren for fremsættelsen af NIS2, særdirektivet, som jo skal implementeres i Danmark, og som vil give mulighed for, at vi kan blive enige om, hvad kritisk infrastruktur egentlig er. Derfra kommer vi til at skulle sætte krav om målsætninger til virksomhederne, men også intensivere vores nordiske samarbejde om beskyttelse af kritisk infrastruktur og cybersikkerhed. Jeg synes, at Forsvarsministeriet skal sætte sig for bordenden, for jeg fornemmer, at der er tvivl, både i de danske virksomheder og hos myndighederne, men sådan set også i vores nabolande, om, hvem der har bolden.

Vi kommer også til at skulle finde ud af en måde at samarbejde om efterretningsindsamling og udveksling af information på en stærkere måde, end vi har gjort tidligere, mellem de nordiske lande. Det er ikke nødvendigvis nemt, men jeg mener, at det er en opgave, vi bliver nødt til at tage på os, også hvis vi bedre skal kunne beskytte vores infrastruktur. Samtidig kommer der til at være en langsigtet opgave med at sikre forsyningssikkerheden i de nordiske regioner. Det kan både være angående ammunition, men det kan også være på andre områder, hvor vi jo i Danmark har mulighed for at stille os stærkt i den maritime industri. Vi skal udnytte alle muligheder for projekter og vidensdeling, som vi har adgang til igennem EU, men også funding.

Jeg håber, at regeringen vil anspore til et ekstremt meget stærkere nordisk forsvars- og beredskabssamarbejde i den tid, der kommer. Tak for ordet.

Tak til ordføreren, og tak for beklagelsen for business as usual. Ordføreren glemte new normal, som blev nævnt senere i talen. (Anne Valentina Berthelsen (SF): Nå ja, beklager). Når man nu taler om nordisk samarbejde, kunne man jo godt bruge lidt tid på at finde de gode danske ord, som findes.

Næste ordfører på talerstolen er fru Lise Bech fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak, formand. Tak til forsvarsministeren for redegørelsen. Det er jo ikke så længe siden, vi sidst stod her med en lignende redegørelse om det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde. Der er stadig krig i Europa, og som nævnt i redegørelsen ændrede Ruslands invasion af Ukraine prioriteterne i det nordiske samarbejde, ligesom den finske og svenske NATO-ansøgning var en direkte konsekvens. Finland er nu officielt medlem af NATO, og præsident Erdogan har underskrevet den svenske NATO-tiltrædelsesprotokol og afleveret ratificeringsdokumenterne til det tyrkiske parlament. Det er glædeligt med Finlands og Sveriges medlemskab af NATO, så vi nu får skabt et samlet Norden og dermed får mulighed for at udvikle det nordiske forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, ikke mindst på de områder, som i vid udstrækning er de nordiske landes eget ansvar, som Arktis og Nordatlanten.

Som det nævnes i ministerens redegørelse, vil det danske formandskab af NORDEFCO i 2024 særlig have fokus på udviklingen af sikkerhedssituationen i Arktis og Nordatlanten. Vi står jo i en situation, hvor vi må og skal vide, hvad der sker i vores kongerige. Det er en forpligtelse, som vi har. Vi skal kunne håndhæve vores suverænitet i hele kongeriget, og det kræver, at vi ved, hvad der foregår. Konkret betyder det, at vi skal styrke vores tilstedeværelse og overvågning i hele kongerigets interesseområde, dvs. Østersøen, Nordatlanten og Arktis. Det gælder inden for alle domæner: i luften, på vandet og under havoverfladen. Det er en stor og vigtig opgave, og derfor bør vi også samarbejde mere med vores nordiske kolleger om den kæmpestore opgave, som overvågning af de enorme geografiske områder er.

I Danmarksdemokraterne er vi stolte af vores meget dygtige og kompetente danske forsvarsindustri, der er fordelt i hele landet. Dansk forsvarsindustri er kilde til teknologisk innovation, vækst og arbejdspladser i hele landet, lige fra Terma i Østjylland, dronevirksomheden Sky-Watch i Støvring, Rebild Kommune, hvor jeg selv bor, til radarproducenten Weibel på Sjælland. De bidrager alle sammen med vækst inden for højteknologiske og videnstunge arbejdspladser. En stærk dansk forsvarsindustri er afgørende for vores forsyningssikkerhed. Når vi kigger på den nye geopolitiske virkelighed, er det vigtigere end nogen sinde, at vi styrker vores nationale forsyningssikkerhed. Men Danmark er jo ikke så stort, så derfor kan vi ikke alting selv, og derfor giver det også god mening, hvis vi samarbejder mere med hinanden i Norden, også på det forsvarsindustrielle område. Vi bør kigge mere ind i at trække på hinandens kapaciteter, enten via fællesindkøb eller ved at pulje og dele kapaciteter i Norden.

Redegørelsens afsnit om det nordiske beredskabssamarbejde og hjemmeværnssamarbejde er meget positiv læsning om den løbende kontakt mellem de nordiske beredskabsmyndigheder med udveksling af viden og erfaring på baggrund af øvelser og konkrete hændelser. Der er tale om brandforebyggelse, krisestyring, beredskab og udvikling. De frivillige medlemmer i de nordiske landes hjemmeværn er i disse usikre tider vigtige for vores samfund, da de med kort varsel kan møde i forbindelse med særlige hændelser, ulykker, større katastrofer osv.

Til sidst har jeg bare lige et spørgsmål, som jeg også stillede, sidste gang vi havde redegørelsen her i Folketinget, nemlig om ministeren vil redegøre for regeringens planer i forhold til at styrke samarbejdet med de øvrige nordiske lande om overvågningen af Arktis og Nordatlanten. Med det vil jeg gerne sige tak for ordet.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Den vestlige liberale demokratiske samfundsorden er under pres og i et stærkt modsætningsforhold til den autokratiske styreform, som har et solidt fodfæste i bl.a. vores meget, meget store nabo mod øst. Putins aggressive fremfærd ude i Europa har bragt landene omkring Østersøen tættere sammen i den militære afskrækkelse af Rusland.

Samling af de nordiske lande i NATO giver et nyt og meget tydeligt tyngdepunkt omkring forsvar i det nordiske samarbejde. Danmark har lige været vært for NATO PA's årlige møde – med stor succes, vil jeg faktisk sige. Og der er ingen tvivl om, at Finlands nye status som fuldgyldigt medlem hyldes i hele kredsen af medlemslande i NATO. Nu mangler vi så bare at få svenskerne med om bord, og lad os ikke håbe, at der er åbnet nye muligheder for krav til Sverige til gengæld for en ratificering af svensk NATO-medlemskab ude omkring i genstridige landes parlamenter.

Der er et stort forestående arbejde med integration af Finland og Sverige i NATO, og det er selvfølgelig positivt nu her efter snart et årtis tilløb endelig at se nogle konkrete resultater af samarbejdet om et fælles nordisk uniformssystem. Men helt ærligt vil jeg faktisk sige, at i LA har vi altså noget højere ambitioner, når det kommer til nordisk forsvarssamarbejde. Målsætningen må helt klart være det tættest mulige operative samarbejde i alle domæner i NATO-regi. I Liberal Alliance ser vi derfor også meget positivt på den udvikling af det nordiske forsvarssamarbejde, der er sket det seneste års tid.

Særlig begejstret er jeg for luftforsvarssamarbejdet, der blev indgået tilbage i foråret, hvor de nordiske landes flyvevåbenchefer indgik en samarbejdsaftale. De nordiske lande råder tilsammen over noget, der minder om 250 kampfly, hvilket mig bekendt faktisk kan sammenlignes med det franske flyvevåben. Men nu er det jo ikke antallet af fly, kampfly, der gør det alene. Det er mere udnyttelsen i fællesskab, altså hvordan de kan indsættes mere effektivt sammen, så de ikke flyver rundt ude i Østersøen og flytter sig for hinanden, men samarbejder. Det har jeg set den danske chef for Flyvevåbnet, Jan Dam, citeret for, og det synes jeg er kloge ord. Jeg har desuden noteret mig, at Jan Dam mener, at flyvevåbnene gerne arbejder så tæt sammen i Norden, af de udefra bliver opfattet som én styrke, og det er jeg helt enig med ham i. Det samarbejde bør også politisk have meget, meget stor opmærksomhed og kopieres til andre værn og til andre domæner, og måske særlig det maritime i Østersøen.

Kunne der måske så også være et behov for øget grænseoverskridende nordisk teknologisamarbejde, når det kommer til overvågning i Østersøen, hvor vi flere steder på det seneste jo har set skader på infrastruktur som gasrørledninger og telekabler m.v. på baggrund af såkaldte ydre påvirkninger? Det mener jeg godt der kunne være brug for. Det er mit indtryk, at det eksisterende nordiske beredskabssamarbejde er ret solidt, men det kan selvfølgelig altid udvides, og måske bør der være et særligt politisk fokus på at udbygge den fællesnordiske indsats i tredjelande, altså i forbindelse med f.eks. kriser og naturkatastrofer uden for Norden. Inden for beredskabsområdet har man også i nordisk sammenhæng godt gang i samarbejde med den private sektor – det er noget, som vi i Liberal Alliance også er meget, meget optaget af. For heller ikke når det kommer til det civile samfunds kriserobusthed, kan vi udelukkende forlade os på det offentlige.

Et fælles nordisk fodslag på både det materielle og det operationelle vil jo måske helt oplagt fremadrettet bedre kunne sikre Danmark en central position i et styrket i EU-samarbejde på forsvarsområdet, end hvis Danmark stod helt alene. Flere fælles nordiske initiativer vil kunne øge effektiviteten af det danske forsvar på et tidspunkt, hvor en øget effektivitet er en meget stor del af svaret på de udfordringer, dansk forsvar står over for. For selv om vi jo nu her i Danmark tilfører 143 mia. kr. til forsvaret over de kommende 10 år, kommer flere penge ikke alene til at løse vores udfordringer. Vi skal også øge effektiviteten af vores indsats, og derfor er vi nødt til at tænke nyt og anderledes, og vi er nødt til at udnytte de ressourcer og de samarbejdsmuligheder, vi nu engang har til rådighed, fuldt ud.

Det er – vil jeg sige på egne vegne og også på andre ordføreres vegne, tænker jeg – en meget spændende og udfordrende tid, vi er forsvarsordførere i, for os her i Danmark. Men jeg er faktisk misundelig på vores forsvarsordførerkollegaer i Finland og Sverige over det meget, meget store arbejde, de nu står over for, med politisk og militær integration i NATO. Jeg glæder mig over i redegørelsen at læse om et meget fasttømret samarbejde mellem de nationale hjemmeværn. For selv om opgaveløsningen for hjemmeværnet jo selvfølgelig selvsagt er herhjemme, kan det være godt at indhente gode erfaringer i de andre nordiske lande.

Særlig forholdet til at øge motivationen i befolkningen for frivilligt at tage aktiv del i nationens sikkerhed og tryghed er vigtigt. Vi har i Danmark et meget stort behov for, mener jeg, at skærpe opmærksomheden omkring frivillighed, også når det kommer til forsvaret. For man kan ikke bare læne sig tilbage og tænke, at det er derfor, vi betaler vores skat, og nu har politikerne også afsat 143 nye milliarder skattekroner. Penge gør det ikke alene. Det kræver også en indsats, og i Liberal Alliance ønsker vi i høj grad at fremme frivilligheden.

Helt med vilje har jeg ikke nævnt Ukraine, men det er jo en selvfølge og givet, at støtten til Ukraine fortsætter ufortrødent og endda måske netop kan sikres gennem en fortsættelse af et øget nordisk forsvarssamarbejde.

Liberal Alliance tager regeringens redegørelse til efterretning, og til allersidst vil jeg nævne noget, som jeg også gjorde tilbage i maj måned, da vi drøftede det nordiske forsvarssamarbejde sidst, for længere siden er det jo faktisk ikke. Min pointe var dengang og min pointe nu er, at med en samling af alle nordiske lande i NATO kunne vi måske godt undvære den her redegørelsesdebat. Og det håber jeg kan indgå i den igangværende drøftelse i Folketingets Præsidium vedrørende formen af de mange redegørelsesdebatter her i Folketingssalen. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra fru Anne Valentina Berthelsen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak til ordføreren for en udmærket tale. Jeg ved jo, at Liberal Alliances ordfører er meget optaget af NATO's styrkemål og af, hvordan vi lever op til dem. Det er egentlig en interesse, som jeg deler, men jeg mener også, at vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan de her styrkemål egentlig skal fortolkes, for de er jo ikke særlig konkrete.

Kunne man forestille sig, set med ordføreren for Liberal Alliances øjne, at man tog ved lære af nogle af vores nordiske naboer, både hvad angår, hvordan de forhandler NATO's styrkemål, og hvordan de fortolker dem? For vi står jo over for at skulle finde ud af nogle ting, både på luftforsvarsområdet, som ordføreren selv peger på, i forhold til hvilke konkrete investeringer vi skal gøre der, men også i forhold til sådan noget som ASW-kapaciteter, som er meget vigtige for at holde styr på, hvad der sker i vores farvande.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er fuldstændig korrekt, at vi i Liberal Alliance – formentlig på samme niveau som hos SF, som jeg hører det – går utrolig meget op i NATO's styrkemål og bruger det som den altafgørende rettesnor, for ikke at bruge et engelsk udtryk, for, hvordan vores forsvar skal sammensættes.

I min optik ligger der foran os nu et meget stort koordinationsarbejde med de øvrige nordiske lande i forhold til den helt nye NATO-situation, vi har i Østersøområdet, og jeg forestiller mig også, at NATO's kommende styrkemål kommer til at afspejle det arbejde. Vi skal selvfølgelig lære af og drage erfaringer fra de øvrige nordiske lande fuldt ud og måske endda også samarbejde med de øvrige nordiske lande om fortolkningen af NATO's styrkemål til de nordiske lande.

Spørgeren.

Det synes jeg er en god idé. Vi kunne måske forestille os en koordination af, hvordan vi forhandler og hvilke mål vi sætter os, altså med Sverige, Finland, Norge og andre, som også har del i ansvaret i Østersøen og Baltikum.

Ordføreren refererer til den her altafgørende rettesnor. Er ordføreren enig i, at den altafgørende rettesnor selvfølgelig ikke skal være en rettesnor, som primært er formuleret af én person, en forsvarschef, og fortolket af én person, nemlig samme forsvarschef?

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i. NATO's styrkemål er jo i udstrakt grad også en politisk proces og bør i langt højere grad, end det tidligere har været tilfældet i Danmark, også være en politisk proces i Danmark. Og det er jo helt oplagt nu, hvor vi går ind i et tættere NATO-relateret samarbejde med de øvrige nordiske lande, at der bliver en meget stor koordinationsindsats, hvad jeg også gav udtryk for i min tale, og det skal der jo bl.a. være for at øge effektiviteten af det danske forsvar, men også af de andre nordiske landes forsvar.

Dermed tak til ordføreren for Liberal Alliance. Næste ordførertale er fra fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak. I Enhedslisten er vi varme tilhængere af nordisk samarbejde på stort set alle fronter. I Norden er det jo sådan, hvad flere andre ordførere også har været inde på, at vores samfundssystemer, demokratiopfattelser, værdier og kulturer langt hen ad vejen, og også vores sprog, ligger meget tæt op ad hinanden. Derfor er vi helt på linje med forsvarsministeren, som i redegørelsen fremhæver, at vi i Norden har et unikt samarbejde, som bygger på en lang fælles historie. Vi er en gruppe små og mellemstore lande, der har meget tilfælles og kan have stor gavn af samarbejdet. I de her år er det endnu mere tydeligt, at vi også med vores fælles geografiske placering, og det gælder både i den snævre og brede sikkerhedspolitiske forståelse, står med udfordringer, som kun løses ved et stærkere og mere intensivt internationalt samarbejde på beredskabs-, forsvars- og sikkerhedsområderne.

Redegørelsen fra ministeren er gennemsyret af meldinger om intensiveret nordisk samarbejde på både forsvars- og beredskabsområdet. Det er en rigtig positiv og god udvikling. Det var en sørgelig anledning, nemlig Ruslands brutale angrebskrig i Ukraine, der fik Finland og Sverige til at søge ind i NATO. Nu er NATO jo en sammenslutning, som vi vel kan sige at Enhedslisten aldrig har været hundrede procent begejstrede for, selv om vi godt lige nu ved, at der ikke er et realistisk alternativ. Og når nu NATO er det eneste eksisterende realistiske bud på et forsvarssamarbejde, der, som det ser ud lige nu, kan give Danmark en vis sikkerhed i en krisepræget og omskiftelig verden, så er det glædeligt, at de nordiske lande nu ser ud til at kunne stå sammen i NATO og være med til at påvirke den fælles dagsorden dér. Det giver nogle muligheder, hvis man vælger at bruge dem politisk.

I NATO kan de fem nordiske lande i rigtig mange sager fremover tale med én stemme. Vi har i Norden en lang tradition for at arbejde for fred og afspænding og for en verden baseret på folkeretten, FN og andre internationale aftalesystemer. De nordiske lande har intet atomarsenal, og i NATO-samarbejdet kan vi arbejde for en atomar nedrustning. De nordiske lande er engageret i arbejdet for Arktis som lavspændingsområde, og derfor har de nordiske lande på mange måder i høj grad noget at komme med fælles, hvis man vil det, i NATO-regi. Når det gælder anskaffelse af nyt forsvarsmateriel, er der, som flere andre også har været inde på, også perspektiver i det nordiske samarbejde.

Da vi her i Danmark for nogle år siden skulle investere i nye kampfly, blev det svenske Gripenfly på et tidligt tidspunkt valgt fra til fordel for det amerikanske F-35. Det var vi, som de fleste af jer sikkert husker, voldsomt imod indkøbene af i Enhedslisten, men alt andet lige havde vi hellere set, at Danmark dengang havde købt et svensk fly frem for et amerikansk, ikke mindst fordi vi med det industrisamarbejde, der jo følger med i F-35-handelen, risikerer, at fly med danske komponenter eksporteres til konfliktområder, som Danmark ikke bør eksportere våben til. Der har vi trods alt mere tillid til svensk våbeneksportkontrol end til den amerikanske. Jeg er helt på det rene med, at redegørelsen, som vi diskuterer i dag, ikke på nogen måde indeholder et løfte om, at vi i fremtiden køber alle våben i de nordiske lande frem for i USA eller Israel eller andre steder, men et øget nordisk samarbejde, også på materielområdet, er et skridt i den rigtige retning.

Også når det gælder beredskabet, er det nordiske opprioriteret, kan vi læse. Det er både klogt og godt og desværre jo også nødvendigt i de kommende år, ja, årtier, med udsigterne til de menneskeskabte klimaforandringer og konsekvenserne deraf, som for alvor ruller ind over Nordeuropa. Vi har brug for alt det samarbejde, vi kan komme i nærheden af for at bekæmpe skovbrande, stigende vandstande osv. Også internationalt med fælles koordinerede indsatser til kriseramte lande og regioner rundtomkring i verden med Pakistan som et trist eksempel er noget af det, som man kan fra nordisk side.

Lad os fastholde og styrke Hagasamarbejdet, lad os fokusere på beredskab i bredest mulige forstand, også i forhold til cybersikkerhed, klima, kontrol med vores kritiske infrastruktur osv., og, som fru Lise Bech også var inde på, at styrke den nødvendige øgede overvågning af de maritime områder. Det er også oplagt at gøre meget mere intensivt i nordisk regi.

I det nordiske samarbejde har vi en historisk styrke i civil krisehåndtering, og vi har en stærk historie i at bidrage til verdensfreden ved at initiere fredsforhandlinger rundtomkring i krigs- og krisesituationer, ikke mindst fordi vi som små lande historisk set ikke har kunnet påklistres en stormagtsintention. Derfor vil jeg her til slut runde af med et par opfordringer, mere præcist tre af slagsen.

Lad os for det første i det nordiske samarbejde styrke og intensivere arbejdet med at passe godt på Arktis. Det gælder både sikkerhedsmæssigt i forhold til lavspænding, og det gælder klimaudfordringer og miljøudfordringer og beskyttelse af oprindelige folk og at sørge for, at de er med ved bordet, når vi har de her diskussioner om, hvad der foregår, også i nordisk regi.

Lad os for det andet styrke den nordiske fællesindsats i FN's fredsbevarende arbejde rundtomkring i verden. Det er der stærkt brug for, ikke mindst Danmark mangler i dette regi, og lad os bruge det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde til også at styrke den nordiske position i det globale arbejde for det.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg sige, at jeg godt ved, at der her i salen er langt flere, der er svorne tilhængere af militær oprustning end af omrustning, men i Enhedslisten tror vi ikke på, at oprustning og våbenkapløb er en klog vej frem i en destabiliseret verden. I den nordiske venstrefløjsgruppe blev der i foråret vedtaget en udtalelse om Norden som atomvåbenfri zone, og med et snarligt samlet Norden i NATO-regi er den dagsorden ikke mindre relevant, og med de geopolitisk spændinger, vi ser, heller ikke mindre aktuel. Lad os styrke arbejdet for, at vi som et samlet Norden i NATO kan få bedre kontrol med atomvåben og undgå, at NATO's udvikling af atomparaplyen bliver en styrket del af den oprustning, der er i gang. Tak for ordet. Vi slutter helhjertet op om det samarbejde, vi har i nordisk regi, og tak for redegørelsen.

Der er en kort bemærkning fra fru Anne Valentina Berthelsen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Tak til Enhedslistens ordfører for talen. Jeg synes, at der var rigtig mange gode takter i den. Hvis jeg skal komme med en enkelt bemærkning, er jeg nu i dag meget glad for, at vi ikke valgte de svenske fly, i og med at de ukrainske piloter ikke kan flyve dem og vi ville have haft rigtig svært ved at donere den hjælp, som vi lige har doneret til dem. Men lad det ligge.

Jeg er interesseret i Enhedslistens holdning til det nordiske forsvarssamarbejde, for jeg ved jo, at I er meget optaget af et nordisk forsvarssamarbejde. Jeg vil spørge Enhedslistens ordfører, om hun er enig i SF's ønske om at oprette en nordisk forsvarskommando i regi af NATO, når nu vi har fået Sverige og Finland ind i vores forsvarssamarbejde dér.

Ordføreren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Vi har jo også et tæt samarbejde i den nordiske venstre-grønne gruppe i Nordisk Råd omkring, hvordan det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde skal se ud, og hvordan vi grundlæggende skal tænke sikkerhed fælles i Norden. En nordisk forsvarskommando kunne sagtens være en del af det perspektiv. Det er ikke noget, jeg har beskæftiget mig indgående med indtil nu, men den diskussion og dialog kunne det være utrolig interessant at tage både her, men også sammen med partierne i den nordiske venstre-grønne gruppe.

Spørgeren.

Det er jo også min tanke. Når man ser på situationen i Norden med de udfordringer, vi har langs den østlige flanke lige nu, skal jeg så forstå det sådan, at Enhedslisten sådan set mener, at det nordiske forsvarssamarbejde, som man har visualiseret tidligere, nu godt kan opnås inden for NATO, også varigt, i og med at vi har fået Sverige og Finland til på sigt at blive medlemmer og vi derfor er samlet?

Ordføreren.

Ordføreren skal forstå det sådan, som jeg forsøgte at sige i min tale, at så længe NATO er det forsvarssamarbejde, som det er realistisk at være en del af, så ser vi det som en styrke – og det kan være styrke – hvis vi bruger det politisk rigtigt, at de nordiske lande nu er samlet i NATO, altså hvis de nordiske lande vælger at bruge det på en klog måde. Det er fuldstændig indiskutabelt, at det med Østersøen og sikkerheden i Østersøen er noget, der foregår i nordisk regi og ikke i dansk regi.

Dermed tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til ministeren for en god redegørelse. Som andre har påpeget, er det jo ikke længe siden, vi sidst diskuterede det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde, og desværre ser verden og Europa stadig lige så dyster ud.

Det er Ukraine og ukrainernes sikkerhed og sejr, der skal være en førsteprioritet for det nordiske, europæiske og det vestlige forsvarssamarbejde. Og her vil jeg gerne rose ministeren og regeringen for at holde fast og holde ved og for gårsdagens udmelding om den nu 13. militære hjælpepakke. Danmark går foran. Norden går foran. Det samler os, og det skal samle os endnu mere.

Selv om situationen i Ukraine stadig er svær, er der jo positive fremskridt i det nordiske samarbejde. Vi har ikke et forsvarsforbehold i Danmark, Finland er med i NATO, Sverige er det forhåbentlig meget snart, og det må og skal styrke det nordiske forsvarssamarbejde og styrke broen mellem Norden, NATO og EU's forsvars- og sikkerhedssamarbejde. Vi bakker fuldt op om den nye vision, der er beskrevet. Det operative samarbejde skal styrkes, vi skal gennemføre fælles nordiske operationer, og vi skal træne mere sammen.

Det er også godt at se et tættere samarbejde om indkøb og materiel. For os er det vigtigt med forsyningssikkerhed, fokus på nye teknologier og industrisamarbejde. Vi vil arbejde på at bruge flere penge på forskning i forsvar og sikkerhed, også grønne løsninger – verdens første grønne flåde – og her har vi jo et rigtig stærkt fundament hos danske virksomheder, og det skal vi udnytte i det nordiske samarbejde.

Vi skal også investere i cybersikkerhed sammen, og vi skal have langt mere fokus på samfundssikkerhed. Derfor er det godt at se, at beredskabssamarbejdet nu styrkes yderligere. Vi har lige set angrebet på Nord Stream-gasledningen og skaderne på internetkabler ved Finland. Det viser, at det er nødvendigt med et tættere samarbejde om at monitorere kritisk infrastruktur og et fælles beredskab, når det går galt.

Ved den sidste redegørelsesdebat påpegede jeg det manglende fokus på en fælles nordisk international indsats, og derfor vil jeg gerne fremhæve og rose, at redegørelsen beskriver, hvordan vi i Norden arbejder sammen om at stille kapacitet til rådighed i forbindelse med katastrofer ude i verden, fra Pakistan og Tyrkiet til Ukraine. Her kan og skal den kapacitet, vi nu også opbygger inden for alt fra brande til nukleare ulykker og kemiske ulykker, bruges.

Men jeg vil også denne gang opfordre til, at vi også styrker det nordiske samarbejde om at understøtte FN's fredsbevarende indsats. Her har de nordiske lande en helt særlig historie, en rolle og en forpligtigelse, og det ville jeg gerne have set nævnt i redegørelsen og prioriteret i det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde.

Det er godt at se, at det danske formandskab i 2024 vil have fokus på udviklingen i Nordatlanten og Arktis. Det er i toppen af vores fremtidige prioriteter, når det gælder forsvar og sikkerhed, ikke kun på grund af vores evne til at kontrollere og i sidste ende forsvare det arktiske område, men også for at kunne løse opgaver i forhold til en bredere vifte af områder ikke mindst igen inden for beredskab, kritisk infrastruktur og miljøbeskyttelse.

Det nordiske samarbejde betyder jo også, at vi i Danmark og Norge kan fokusere mere på Arktis og vil støtte svenskerne og finnerne i Østersøen. Vi skal bruge vores ressourcer klogest muligt. Vi skal samarbejde bedre om at løse opgaverne i fællesskab. Men her skal vi så også huske at prioritere hele rigsfællesskabet. Vores grønlandske og færøske venner er afgørende, især selvfølgelig i forhold til den del, der vedrører Arktis, og derfor vil jeg gerne som en enkelt kritisk bemærkning påpege, at Grønland og Færøerne helt mangler i redegørelsen. Det er vigtigt, at vi inddrager rigsfællesskabet i det nordiske og i det nordiske forsvars-og beredskabssamarbejde.

Jeg vil gerne her lidt til sidst nævne energisikkerhed. Energipolitik er sikkerhedspolitik. Det glimrer også ved sit fravær. Uafhængighed af russisk gas og olie er alfa og omega for Ukraine og for vores nordiske og europæiske sikkerhed, og det skal vi samarbejde om i langt højere grad, og der supplerer vi hinanden rigtig godt i det nordiske.

Så til allersidst vil jeg sige, at jeg som verdensmålsordfører har taget en beslutning om, at jeg her fra talerstolen, hver eneste gang jeg står her, vil fremhæve, hvordan de forslag, vi drøfter, påvirker FN's verdensmål. Og i min beskedne analyse har jeg noteret, at det her kan styrke verdensmål 16 om fred og retfærdighed, det kan styrke partnerskaber beskrevet i verdensmål 17, og vi kan ikke mindst gennem den afledte forskning også styrke verdensmål 7 om bæredygtig energi og verdensmål 13 om klimaindsatsen, og det glæder jeg mig over.

Så jeg ser frem til yderligere drøftelser, også i forhandlingerne om udmøntning af vores forsvarsforlig. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Tak til forsvarsministeren for en glimrende redegørelse. Dansk Folkeparti vil her fra talerstolen foreslå, at vi opretter en reel forsvarspolitisk union i Norden, men derom senere. Først har jeg nogle indledende kommentarer.

Vores fred og stabilitet er i fare. Rusland bekriger Ukraine. Despotiske islamiske kræfter gør fælles front mod Israel. Kampduelige unge udenlandske mænd marcherer i vore gader i hele Europa for at vise støtte til Hamas. Samtidig kigger USA mod Asien, fordi Kina udfordrer den globale magtbalance. Det globale sikkerhedspolitiske landskab er derfor i voldsom forandring, og det er vores ansvar som folkevalgte at reagere på dette skift.

For vi skal selvfølgelig opfylde vores forpligtelser som alliancepartner i NATO. Vi skal opfylde vores styrkemål og være ligeværdige partnere. Vi skal kunne værne om vores suverænitet i hele vores kongerige, herunder i Nordatlanten og Arktis, på Grønland og Færøerne, og derfor skal vi også have værnepligt for grønlændere og færinger; selvfølgelig skal vi det, så de også bidrager. Og så skal vi huske på, at når vi endelig skal i gang med at udmønte det historiske forsvarsforlig, skal vi opbygge vores forsvar, så det bedst muligt kan beskytte hele Danmark og vores kongerige.

Med Finlands indtræden i NATO og Sveriges kommende får vi nu i forsvarssammenhæng mulighed for at skabe et samlet Norden. Det åbner muligheder for et endnu tættere samarbejde. Det gælder ikke mindst på de områder, som ligger i vores baghave. Det er Arktis, det er Nordatlanten, og det er Østersøen.

Redegørelsen er selvfølgelig i sagens natur bagudskuende. Den udstikker ikke mål eller visioner for fremtiden, og det er heller ikke dens opgave. Det skal være vores, det skal være politikernes, og derfor vil jeg også dvæle lidt ved fremtiden. Vi har nemlig en enestående historisk chance for at forene Norden militært, og jeg tror, tiden er kommet til nye mål og til dristige beslutninger.

Jeg tror, at nordiske regeringer og deres ting bør træffe en principbeslutning om at etablere en egentlig nordisk militærunion: med andre ord et fælles flyvevåben, en fælles flåde, en fælles hær, et fælles cyberforsvar, et fælles forsvar under ledelse af en nordisk generalstab, der hvert år i deres midte udpeger en øverstbefalende for hele Norden. Ved krigsudbrud vil denne leder være øverstbefalende for samtlige nordiske værn.

Et sådan beslutning ville på sigt skabe en regional militær stormagt. Når indkøbene af femtegenerationsflyene F-35 er afsluttet i Danmark, Norge og Finland, vil et sådant flyvevåben sammen med det svenske flyvevåbens fjerdegenerationskampfly Gripen udgøre en formidabel slagstyrke, der vil afholde Putin og hans slyngler fra at angribe os. En nordisk militærunion vil gøre os i stand til at skabe en flåde, der dominerer havene omkring Arktis, Atlanterhavet, Nordsøen, Kattegat, Østersøen og Den Botniske Bugt. Med norske og svenske ubåde, danske, norske og svenske patruljebåde og fregatter kan vi holde russerne fuldstændig i skak.

Danmark er allerede i gang med at genskabe fordums stolte tradition for fremragende krigsskibe. Under ledelse af Danmark kan vi levere fremtidens flådefartøjer til gavn for hele Norden. Det vil samtidig kunne underbygge og støtte de militære industrier i Norden og på sigt skabe et militært industrielt kompleks, uden hvilket man får svært ved at forsvare sig. Vi kan på sigt ikke udelukkende hvile på leverancer fra USA og vore NATO-allierede i syd. Vi bliver nødt til selv at kunne.

Denne nordiske militærunion skal selvfølgelig fortsat være en del af NATO. Målet må være at styrke NATO, så etableringen af denne militære union bør selvfølgelig ske i tæt samarbejde med NATO og under skyldig hensyntagen til NATO-målene.

Afslutningsvis skal der fra Dansk Folkeparti lyde en opfordring til, at vi styrker Danmarks forsvar bredt, så det opnår den folkelige forankring, forsvaret tidligere havde. Vi ønsker at styrke forsvaret, reserven, hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen. Vi i vores, min generation har i mange år troet, at freden er letkøbt. I dag ved vi, at freden er dyrekøbt, men vi ved også, at freden er dyrebar. Den er så dyrebar, at vi ikke har råd til ikke at opruste.

Jeg ser frem til den videre drøftelse både i offentligheden og særlig i forligskredsen med mine kære og estimerede kolleger for Danmark. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det, formand. Ofte, når man er det sidste parti, er det sådan, at det, man forbereder, kan man smide ud i skraldespanden på vejen ind ad døren. For det bliver jo sagt mere eller mindre, og man kan være enig afhængigt af fløjene i Folketinget. Lige på det her område inden for forsvaret, bliver jeg bare nødt til at sige, at vi jo bredt er enige om tingene. Så jeg vil prøve at ekstrapolere lidt ud fra det.

Jeg synes jo først og fremmest, at forsvarsministeren igen, selv om vi næsten lige har haft en redegørelse, er kommet med en rigtig fin redegørelse, som man jo dybest set kunne sætte sig ned og læse og så egentlig være godt up to date med, hvordan det går i det nordiske forsvar og beredskab.

Jeg vil dog sige, at der er mange, der har taget forskud på glæderne, i forhold til at svenskerne lige om lidt er en del af NATO. Vi er nok enten lidt mere nordjyske eller mere forsigtige og siger: Lad os nu se, hvad tyrkerne finder på i parlamentet, når de skal ratificere det. Vi vil gerne lige se det færdigt først. Vi håber jo alle sammen og forventer alle sammen, at de bliver en del af NATO – og godt for det, for det går vi jo meget ind for i Nye Borgerlige at de bliver. Men tiltroen til, at de bliver klappet ind i sædet, har vi ikke på samme måde, og det er nok, fordi jeg er født i Nordjylland, at jeg godt lige vil have skudt grisen, inden jeg begynder at spise den.

Når det så er sagt, fordrer det jo også, at hvis vi går ud fra, at svenskerne bliver en del af NATO, kan man så begynde at tage diskussionen om, om den redegørelse, som vi har i dag, og som handler om forsvar og beredskab på det nordiske område, måske egentlig fremadrettet skal ændres. I Nye Borgerlige har vi altid været store tilhængere af, at vores forsvar ligger 1) hos os selv og 2) ved NATO. Vi har også tidligere kritiseret, at vi lovpriste det nordiske, i forhold til at vi nok ikke havde tiltroen til, at det i sidste ende ville være inden for Nordens lande, at vi havde slagkraften til at forsvare os selv, hvis det virkelig brændte på. Det er nok NATO, vi skal sætte vores lid til dér. Det tror vi også på bliver multipliceret i fremtiden, sådan at det fremadrettet nok bliver meget NATO.

Til gengæld tror jeg ikke, at vi skal undervurdere mulighederne for eventuelt at gøre det her lidt bredere og måske få de baltiske lande med ind i nogle situationer, hvor det kan diskuteres. For vi snakker jo f.eks. om at sørge for at kunne skaffe forsvarsmateriel og have vores industri til samlet set at være en stærk bidragyder til tingene, og der kan vi jo tage de baltiske lande med ind. De har jo ret mange ting tilfælles med os, geografisk om ikke andet, i forhold til de ting, vi nu engang bliver sat til af NATO at forsvare.

Der er andre ordførere, der har været heroppe og har husket at løfte pegefingeren, i forhold til at især Arktis bliver et vigtigt område fremadrettet. Det tror jeg er meget relevant, især set i lyset af at jo mere isen smelter i Nordøstpassagen, jo større bliver sandsynligheden for, at det er den vej, vi skal sørge for at sikre vores forsvar.

Når det så er sagt, vil jeg lige løfte fingeren og sige, at selv om vi i dag lovpriser det nordiske forsvarssamarbejde, skal vi huske på, at forsvaret i hvert fald for Nye Borgerlige starter ved os selv. Vi er jo glade for, at der er blevet lavet et forlig, hvor vi bruger 143 mia. kr. – vi har fået øjnene op for, at vi måske har sovet lidt i timen i nogle år, og det tror jeg alle politikere har. Forsvaret skal til enhver tid sikres, først og fremmest så danskerne kan forsvare Danmark. Når vi så er i stand til at gøre det, kan vi jo håbe på, at Norden har været i stand til at forsvare sig selv lige så længe, så NATO kan forsvare os mod en fælles ydre fjende, såfremt det nogen sinde bliver aktuelt.

Jeg vil gerne takke ministeren for, at det er nemt at være forsvarsordfører, og at det faktisk også er nemt at være ordfører i forhold til den her redegørelse. Det er dybest set, fordi vi i Nye Borgerlige har udpræget tillid til ministeren. Han har styr på sin butik. Det forventer vi han har, så længe han bliver ved med at være forsvarsminister, og det er forhåbentlig længe endnu.

Når vi så har sagt det, håber vi også, at I forstår, at skulle vi nu komme til den næste redegørelse – og det bliver så forhåbentlig om et års tid – kunne det være, at vi sammen måske lige skulle have en tanke om, om det her, hvis og såfremt svenskerne er en del af forsvarsdelen, skal gentænkes i måske et helt nyt format. Det er ikke for at nedgøre det, som det nordiske beredskabs- og forsvarssamarbejde byder ind med, men måske, fordi vi bliver nødt til at acceptere – som vi alle sammen har fået øjnene op for igennem de sidste par år – at vi lever i en ny normal. Vi lever i en ny normal, og en ny normal kræver måske nye handlemuligheder og nye samarbejder, hvor vi samarbejder på tværs. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for ordet og ordene. Og så er det forsvarsministeren.

Tak for de mange bemærkninger, som er kommet fra alle partierne i den her debat, omkring det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde. Det viser jo på mange måder, at det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde er mere aktuelt end nogen sinde, og at emnet stadig er mere relevant end nogen sinde i dansk sikkerhedspolitik for danskerne som nation, men også for et samlet Norden. Det er en logisk udvikling med henblik på den situation, vi befinder os i. Som flere ordførere har nævnt, var 2022 jo året, hvor der igen blev krig i Europa og Ruslands brutale invasion af Ukraine desværre også har forandret sikkerhedssituationen i Europa. Det har sendt chokbølger igennem hele Europa, og det giver desværre også genlyd i store dele af verden.

Derfor er det også vigtigt, at vi udbygger vores fællesskab og rykker endnu tættere sammen, både i NATO, som det jo sker nu, men for den sags skyld også i Norden. Den afgørende beslutning for Sverige og Finland om at ønske at træde ind i NATO's fællesskab er således både kærkommen, men jo også, som mange ordførere har sagt her i dag, enormt historisk. Finlands NATO-medlemskab er på plads, og forhåbentlig bliver Sverige i løbet af meget kort tid også accepteret som fuldgyldigt medlem af NATO. Det er med til at styrke forudsætningerne for et stærkere og dermed også endnu tættere nordisk forsvarssamarbejde.

Medlemskaberne betyder også, at nordiske lande for første gang samles i alliancen, og de hindringer, der tidligere var mellem os i Norden, bliver nu fjernet en gang for alle. Det er på alle måder historisk og også vigtigt for det nordiske fællesskab og for NATO som helhed, men jo for den sags skyld også for den del af alliancen, som vi lever i. Vi lever jo i den nordlige del af NATO's alliance, og det giver os nogle nye muligheder, for for mig er det ret unikt, at vi har et så stærkt venskab og samarbejde vi nordiske lande imellem. Vi har stor tillid til hinanden. Det oplevede jeg bl.a. for nylig i Bruxelles, hvor min finske kollega spurgte mig om de danske erfaringer med Nord Stream 1 og 2 – desværre afledt af de hændelser, der har været i farvandet mellem Finland og Estland. Med mine nordiske kollegaer oplever jeg i det hele taget et helt særlig tæt og tillidsfuldt samarbejde, som jo også er præget af og har karakter af, at vi uformelt mødes. Og jeg tror, det skyldes, at vi deler historie, kultur og værdier. Uden de fællesskaber ville vi ikke uden videre kunne have vores tætte nordiske samarbejde.

Jeg ser også meget frem til, at Danmark næste år overtager formandskabet for det nordiske forsvarssamarbejde, NORDEFCO. Det kommer på et meget interessant og relevant tidspunkt, og det tror jeg også kan være med til at udbygge samarbejdet yderligere. Det vil jeg også komme med nogle bemærkninger om til sidst, for der var jo også et par spørgsmål i den forbindelse.

Vi må så også konstatere, når vi kigger ud i verden, at USA i stigende grad kigger andre steder hen end mod Europa. Vi skal være meget trygge ved og taknemlige for, at USA stadig væk engagerer sig i Europas sikkerhed, for gjorde USA ikke det, så havde Europa et meget stort problem. Vi er desværre ikke i stand til alene at tage hånd om vores sikkerhed; det viser situationen i og omkring Ukraine jo i tydelig grad. Men når det er sagt, kommer vi også til at se, at USA i højere grad vender blikket væk fra Europa mod Stillehavsområdet og andre dele af verden, og med en verdenssituation som den nuværende, hvor det er afgørende, at vi alle tager del i vores opgaver og også bruger vores evner der, hvor vi kan, viser det jo også nødvendigheden af, at man kan engagere sig sammen. Derfor er jeg også i en tæt dialog med mine kolleger fra Finland, Island, Sverige og Norge, og sammen har vi nordiske lande i år sat endnu mere tryk på samarbejdet. Vi skal kunne arbejde endnu tættere sammen både politisk, operativt og på øvrige niveauer, som flere ordførere faktisk også har været inde på. Vi vil arbejde for at kunne gennemføre operationer sammen til lands, til vands og i luften.

Et godt eksempel på samarbejdet vedrører det, der hedder militær mobilitet. Vi styrker vores muligheder for at kunne krydse grænser med militært materiel og personel på tværs af Norden for derved at kunne samarbejde bedre og mere effektivt kunne komme frem. Vi styrker også samarbejdet om militære øvelser, og vi er blevet enige om, at operationsplanlægningen ligeledes skal foregå i rammen af NORDEFCO. Det er vores hensigt, at vi både skal fortælle om vores planer og udveksle informationer om, hvad der sker i de områder, vi hver især bevogter, fordi vi i fællesskab kommer længst. Derfor er det også vigtigt, at vi bibeholder vores fælles støtte til Ukraine både politisk, økonomisk og med militært materiel. Det har jeg også haft lejlighed til at drøfte med mine kolleger til det seneste NATO-topmøde i Bruxelles, hvor jeg præsenterede endnu en fælles nordisk donation af artilleriammunition til Ukraine. For det er naturligvis et konstant presserende emne i denne tid, at vi hjælper Ukraine mod den meget, meget rå og brutale russiske overmagt, som de har været udsat for.

I Norden er vi enige om, at vi skal støtte Ukraines kamp, og det kræver også nye tiltag på dansk jord. Derfor samarbejder vi også med de øvrige nordiske lande om, at vi skal øge ammunitionsproduktionen på tværs af regionen. I Danmark betyder det, at vi nu går i gang med at facilitetere en ammunitionsproduktion baseret på private virksomheder. For der er desværre mangel på ammunition i hele Europa, og som følge heraf skal vi kunne producere til både at støtte ukrainernes behov, men ikke mindst til vores eget behov, både på den korte og den længere bane. For når vi ser på den udvikling, vi er i, er det helt tydeligt, tror jeg, at kriser og mangel på ressourcer og andre potentielle udfordringer i stigende grad kommer til at ramme os, og det gør også, at samarbejdet mellem landene bliver vigtigere. Det er elementært, at vi her i Danmark og i Norden sætter gang i ammunitionsproduktionen, særlig i en verden, der er blevet mere usikker.

Lad mig så runde af med at sige, at jeg synes, vores stærke samarbejde er essentielt. Flere har været inde på vigtigheden af, at man i Norden bliver ved med at udvikle samarbejdet, og der er også ordførere, der har spurgt, om det på den måde overhovedet giver mening nu at have den her debat, når Norden nu også forsvars- og sikkerhedspolitisk har forandret karakter. Det skal jeg ikke blande mig i, men jeg synes bare, at hvis man ser på, hvor meget der er sket siden maj måned, som flere ordførere har nævnt, så er der jo faktisk sket ret mange ting, siden vi for kort tid siden havde den seneste redegørelsesdebat. Og noget af det, som jeg synes er værd at understrege, er, at vi næste år kommer til, som jeg også nævnte, at overtage NORDEFCO-formandskabet. Lise Bech spurgte i den forbindelse til, hvad regeringen tænker om det styrkede samarbejde om Arktis, og der synes jeg, det er vigtigt at nævne det, der står i redegørelsen, og jeg læser op, hvad der står under »Samarbejdet i 2024«:

»Det danske formandskab vil hertil have fokus på udviklingen i sikkerhedssituationen i Nordatlanten, Arktis og Norden samt på fortsat støtte til Ukraine.«

Det, som det betyder, er, at et af møderne i NORDEFCO-kredsen tænker jeg eventuelt kunne afholdes i en anden del af rigsfællesskabet end her i København. Det kunne være oplagt at afholde mødet f.eks. på Færøerne med deltagelse af Grønland og de andre lande, der er medlemmer af NORDEFCO, for på den måde også at have en mere dybdegående diskussion omkring Arktis og Nordatlanten og de udfordringer, som der måtte være der.

Christian Friis Bach nævnte også, at han savner, at man har nævnt Grønland og Færøerne i redegørelsen. Til det kan man sige, at på side 6 er de dog nævnt i det, der står omkring et uformelt møde om beredskabsfaglige emner, hvor man nævner Færøerne, Åland og Grønland. Men når det så er sagt, understreger det vel blot vigtigheden af, at rigsfællesskabet også skal søge en mere, om man så må sige, kraftig indflydelse på de drøftelser, der er. Og der er det også, synes jeg, vigtigt at understrege, at det skal være med respekt for inddragelse af Grønland og Færøerne – det er også derfor, jeg nævner NORDEFCO-samarbejdet – og at man udbreder det til, at det ikke kun er møder, der skal finde sted her i København, men at de også godt kan finde sted i andre dele af rigsfællesskabet.

Ellers vil jeg sige tak for den brede opbakning, der er givet til redegørelsen, og ikke mindst også for de mange politiske initiativer, vi har taget sammen. Mange af de ting, vi står over for, har jo en til en sammenhæng med det forsvarsforlig, vi indgik før sommerferien, og der er for mig ikke nogen tvivl om, at der er meget store potentielle muligheder på mange dele af forsvarsområdet i forhold til yderligere nordisk samarbejde, både med hensyn til materiel og øvelser, men jo for den sags skyld også med hensyn til indkøb og samarbejde om donationer til Ukraine. Heldigvis har vi allerede nu lavet en lang række samarbejder, både med Sverige og også med Norge, omkring donationer til Ukraine, men det er noget, der uden problemer sagtens kan udbygges og måske også i højere grad bør udbygges for at få en større sammenhængskraft i det, der bliver doneret til Ukraine.

Der er lige en kort bemærkning fra hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det. Grønland og Færøerne var nævnt den ene gang – men ikke, når det gælder det danske formandskab og prioriteterne omkring Nordatlanten og Arktis. Der kunne man godt have understreget, at det skulle ske i et tæt samarbejde.

Men det, jeg vil spørge om derudover, er sådan set det med det internationale samarbejde, som jeg også nævnte, og der har de nordiske lande jo tidligere haft en stolt tradition for også at arbejde sammen om opbakning til FN's fredsbevarende indsats i verden. Er det noget, som man også vil rejse under det danske formandskab?

Ministeren.

Altså, det, der kommer til at være i fokus under det danske formandskab, er det, som er nævnt her i redegørelsen på side 6 eller 7. Fokus vil være på de spørgsmål, som handler om Nordatlanten, Arktis og Norden, plus det, som jo også kan tænkes ind i den del, som Christian Friis Bach nævner, hvor der står, at vi skal »fastholde en tæt og åben dialog om forsvar og sikkerhed med vores partnere og allierede, herunder USA«.

Når jeg nævner det her, er det jo, fordi jeg da er åben over for at diskutere, om vi også i forhold til nogle af de fremadrettede initiativer kan lave flere ting i samarbejde. Noget af det, der ligger ligefor, er jo f.eks. samarbejdet inden for NATO i forhold til at hjælpe vores baltiske venner. Der vil det være oplagt, at man får et større samarbejde, f.eks. omkring rotation af styrker til Letland, hvor Danmark har påtaget sig en forpligtelse, og at lave det også i samarbejde med andre nordiske lande.

Ønskes der et opfølgende spørgsmål?

Ja tak. Det, jeg tænkte på, var, at man jo som sagt tidligere havde et nordisk samarbejde omkring FN's fredsbevarende arbejde, og SHIRBRIG var jo selvfølgelig kulminationen på det. Men spørgsmålet var, om man kunne se for sig, at det også var et emne, der blev taget op, altså en specialisering og dermed en opbakning til det fredsbevarende arbejde i FN og ikke mindst i Afrika, som jo også er en prioritet i vores forsvarsdialog.

Ministeren.

Umiddelbart er det ikke det, der ligger først for i forhold til det formandskab, som vi nu arbejder for at præsentere politikken i. For at være helt ærlig synes jeg, at der er andre og mere presserende opgaver på den korte bane. Det betyder ikke, at der ikke kan komme ting, der skal diskuteres i den forbindelse. Men der er ting, som jeg vil lægge større vægt på under det danske formandskab end det her spørgsmål.

Så er det fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak for det. Jeg ville i virkeligheden stille det samme spørgsmål som hr. Christian Friis Bach, men jeg tror, jeg vil stille det på en lidt anden måde. Ministeren siger, der er noget mere presserende. Altså, nu er der jo krig, konflikt og kriser globalt, og det er korrekt, at der lige nu er krig på europæisk grund, og at derfor er der en særlig grund til, at det er det, vi fokuserer på; det er helt naturligt. Det er jo også anledningen til, at vi alle har talt meget ind i den kontekst, når vi taler om det nordiske samarbejde.

Det, som hr. Christian Friis Bach spørger ind til, er jo, hvordan Danmark gennem det nordiske og med formandskabet kan bidrage til den globale sikkerhed og stabilitet og bidrage til de globale indsatser for fredsbevarelse. Det, jeg i virkeligheden er lidt undrende over for, er, hvordan det ikke kan være presserende, når vi kigger ud i verden lige nu med alle de geopolitiske forskydninger, der er, og de spændinger, der er. Der er diskussionen mellem det globale nord versus det globale syd med alle de fejl og mangler, den beskrivelse af verden har.

Men hvordan kan det være mindre presserende at forholde sig til den globale stabilitet, når vi ved, at krig, krise og konflikt har tendens til at springe fra en region i verden til en anden?

Ministeren.

Jeg prøver heller ikke at sige, at det ikke er presserende, for jeg anerkender fuldt ud behovet for at diskutere udviklingen i sikkerhedssituationen i den sydlige del af Afrika eller for den sags skyld Afrika generelt. Når jeg nu vælger at svare på den måde, jeg gør, er det jo, fordi der kommer til at være to NORDEFCO-møder under dansk formandskab, og der tror jeg bare, for at afstemme forventningerne, at vi kommer til at prioritere hele spørgsmålet omkring Arktis og Nordatlanten ved at planlægge et møde på Færøerne.

Det andet møde, som så højst sandsynligt skal holdes i København, tror jeg kommer til at have et stærkt fokus på Ukraine, men det er jo ikke sådan, at jeg siger, at man kan ikke diskutere det her. Det er sådan set, fordi vi på politisk niveau, tror jeg, bliver nødt til at koncentrere kræfterne på de her to temaer. Men det er jo ikke for at sige, at det andet ikke bør eller kan diskuteres. Jeg tror bare, at det vil være forkert at tage det op, hvis man ikke også er villig til at tage en diskussion, hvor der så også tidsmæssigt er mulighed for at komme til bunds i den svære problemstilling, der bliver nævnt.

Spørgeren.

Tak for det, og jeg har fuld respekt for, at man selvfølgelig er nødt til at prioritere det; det er oplagt. Det, som jeg i hvert fald selv efterlyser og håber om ikke andet så at give videre som en stærk og varm opfordring, er, at man også bruger det formandskab til at tale om, hvordan Norden ved at genskabe den nordiske styrke kan bidrage til at styrke det globale fredsbevarende arbejde, som foregår i FN-regi, ikke mindst i lyset af at Danmark jo kandiderer til FN's Sikkerhedsråd, hvor man kan sige, at i forhold til opgaven med at sikre og styrke den globale sikkerhed med de institutioner og med de indsatser, der gør sig gældende, ville det jo være naturligt, at man også brugte det nordiske samarbejde til det.

Ministeren.

Der er jeg sådan set meget mere på bølgelængde, for det handler jo også om, hvordan man fremadrettet kan lave samarbejder, som måske også tager højde for nogle af de udviklinger, vi står over for. Det kan være på investeringssiden, men det kan også være på træningssiden eller på materielsiden; det kan være mange forskellige ting.

Det er jo det, vi også øver os på nu i forhold til den rotation med potentielt andre nordiske lande, der forhåbentlig kommer til at finde sted i Letland, hvor vi nu har lavet et fælles hovedkvarter for soldaterne. Det bliver Danmark, der faciliterer det, og nogle af de erfaringer, vi får der, kan man jo vælge så også at bruge fremadrettet, i forhold til hvis man vil lave noget i en sammenhæng med andre nordiske lande.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er hermed sluttet.