Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Forhandling om redegørelse nr. R 9:

Ministeren for ligestillings redegørelse om perspektiv- og handlingsplan for ligestilling 2024.

(Anmeldelse 28.02.2024. Redegørelse givet 28.02.2024. Meddelelse om forhandling 28.02.2024).

Da vi nu skal i gang med en redegørelsesdebat, indebærer det, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og rykke frem på de forreste rækker i Folketingssalen, og derfor holder vi lige et par minutters pause.

Så er vi ved at være klar. Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er fru Trine Bramsen fra Socialdemokratiet.

Den 11. februar 2024: En blot 13-årig pige fra Hjallerup forsvandt efter at have været i den lokale ungdomsklub. Hendes veninde slog alarm, og hendes forældre blev tilkaldt. Hendes 17-årige ekskæreste blev anholdt og er nu sigtet for voldtægt og drab ved kvælning og slag med bl.a. en mursten. Ved et grundlovsforhør erkendte han vold med døden til følge, men nægtede voldtægt.

Den 27. december 2023: En 80-årig blev fundet dræbt i sin plejebolig. Ægtemanden forsøgte at begå selvmord og blev efterfølgende sigtet for drab.

Den 6. december 2023: En kvinde blev fundet kvalt i et boligområde i Albertslund. Kort efter blev hendes 65-årige mand anholdt. Han erkendte efterfølgende i et grundlovsforhør at have kvalt sin hustru i deres fælles hjem.

Den 25. oktober 2023: En 51-årig skolelærer blev fundet kvalt i sit hjem i Holstebro. En 42-årig mand, som kvinden havde en relation til, blev dagen efter fængslet og sigtet for drab. Han nægtede drab, men erkendte vold.

Den 3. oktober 2023: På Frederiksberg blev politiet tilkaldt til en lejlighed. På gulvet i entréen lå Natasja Borup død, kun 26 år gammel. Hun var blevet stukket i halsen med en urtekniv af den 29-årige ekskæreste, som hun var gået fra.

Den 21. februar 2023: I Otterup fandt politiet en tirsdag eftermiddag to døde personer. Ifølge politiet havde en 77-årig mand først dræbt sin 73-årige hustru og dernæst sig selv.

Den 15. juli 2023: På strandpromenaden i Helsingør blev en kvinde fundet dræbt i en lejlighed. Hun havde flere knivstik i hovedet og i halsen og havde fået slag mod hovedet med en håndvægt. Hendes 65-årige ægtefælle er sigtet for drabet, men nægter sig skyldig i drab. Han erkender dog vold med døden til følge.

Desværre er historierne her ikke noget, jeg finder på. De er ikke taget ud af en krimi eller en tv-serie. Det er virkelige kvinder, kvinder, der er blevet dræbt af deres partner eller ekspartner, alene siden vi sidste gang havde en redegørelsesdebat om ligestilling her i Folketingssalen. Historierne kommer fra den partnerdrabsdatabase, som Politiken har lavet, og hvor journalisten Line Vaaben følger de alt for mange partnerdrab i Danmark. Hvert fjerde drab i Danmark er et partnerdrab, og det betyder, at partnerdrab er den hyppigste drabsform i Danmark. Det værste er, at en stor del af partnerdrabene kan forebygges, for vi ved, at partnervold fører til partnerdrab.

Derfor kan vi ikke bare læne os tilbage og tænke, at fordi vi har gennemført en handleplan til bekæmpelse af partnervold og partnerdrab, så behøver vi ikke gøre mere foreløbig. Partnerdrab rammer som oftest kvinder, men der er også mænd, der bliver dræbt. Der er også mænd, der udsættes for vold. På ligestillingsområdet er der i årets løb fremsat ét lovforslag, og det omfatter netop krisecentertilbud til mænd. Det er rigtig positivt, at vi også i lovgivningen har fokus på ligestilling på voldsområdet.

Men lad mig også sige meget, meget klart, at arbejdet ikke må stoppe der. Når vi i dag står her i Folketingssalen og er udvalgt som dem, der på vores partiers vegne skal sætte nye mål for ligestilling i Danmark, så hviler der en tung og vigtig arv på vores skuldre. For det var i den her Folketingssal, at det blev besluttet at give kvinder valg- og stemmeret. Det er var i den her Folketingssal, at socialdemokratiske Nina Bang for 100 år siden med Stauning som statsminister indtog talerstolen som den første kvindelige minister udpeget i et demokratisk samfund. Det var i den her Folketingssal, at det blev besluttet, at kvinder fik lov til at få deres egen selvangivelse og dermed betale skat. Det var her, at det blev besluttet at lovliggøre abort og ægteskab mellem to af samme køn, først borgerligt og siden i kirken.

Vi har ansvaret for at løfte den arv. Vi har ansvaret for at sikre lige muligheder for både kvinder og mænd og piger og drenge. Det må ikke være strukturen i vores samfund, der sætter grænser for, hvad man kan og ikke kan. Som Socialdemokrater har vi aldrig troet på, at kultur ændrer sig selv og slet ikke bare ved at tale om den. Kun gennem strukturelle ændringer, som jo typisk vedtages netop her i den her sal, kan man ændre kulturen og dermed sikre de lige muligheder. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Trine Bramsen fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Kim Valentin fra Venstre.

Tak til formanden. Tak for ordet. Jeg ser frem til sådan en rigtig god debat om et vigtigt område. Ligestilling og den enkeltes frihed er grundlæggende værdier i Danmark, og derfor er det afgørende, at vi fortsat kæmper for et samfund, hvor alle har lige muligheder uanset køn – altså lige muligheder. Det er altså en selv, der skal træffe de her valg, og det skal vi sørge for at samfundet giver den enkelte mulighed for.

Danmark er kendt som et af verdens mest ligestillede lande, og det er en titel, som vi er stolte af, men vi er jo ikke færdige. Der er masser, som vi stadig væk kan fortsætte udviklingen af. Selv om vi har skabt et fundament af ligestilling, står det klart, at der fortsat er rigtig mange udfordringer, som kræver vores opmærksomhed og indsats. Vi kan ikke bare lukke øjnene for f.eks. strukturel ulighed, uligestilling. Vi kan ikke hvile på laurbærrene. Der er stadig uligestilling i Danmark, både på samfundsniveau og i det personlige liv.

Vi har gjort store fremskridt, men når 44 pct. af de største danske virksomheder mangler kvinder i bestyrelsen – altså helt mangler kvinder i bestyrelsen – og over 70 pct. af kvinder oplever, at ligestillingen halter, er det jo et tydeligt signal om og bevis, synes jeg, på, at der er behov for forandringer. Og så skal vi også huske på, at mænd jo stadig væk er dem, der dør tidligt, og som oftest bliver hjemløse og mister livet tidligt – og også meningen med livet.

Vi kan gøre noget på Christiansborg. Og selv om det er vigtigt og vi skal lovgive, når det er nødvendigt, som med ligestilling på krisecentertilbud, øremærket barselsorlov til mænd og ligestilling af værnepligten, er det kun en del af løsningen. Vi kan ikke gøre det hele her, for det er en fejl at tro, at lovgivning alene løser problemet. Den anden del handler om kulturforandringer og om at tage et opgør med normer og stereotyper, der begrænser både kvinders og mænds frihed. Det er i hverdagen. Det er de strukturelle uligestillinger i samfundet, der er problemstillingerne. Det er i familierne, på arbejdspladserne og i uddannelsesinstitutionerne, at ligestillingen skal leve og ånde. Der skal være lighed for loven for kvinder såvel som for mænd.

Hvor kvinderne halter efter mændene i arbejdslivet, i politik, i ledelse og i forskning og er mere udsat for partnervold, som vi lige hørte i den tidligere ordførers tale, seksuel chikane og overgreb, ja, så er mænds sundhed dårligere end kvinders. Mænd er mere kriminelle, oftere hjemløse og dårligere uddannet, og de tager mindre barsel og er sjældnere bopælsforældre for deres børn efter en skilsmisse. Derfor skal vi også tale om mænd og drenge, når vi taler ligestilling.

Når godt hver fjerde mand i alderen 35-49 år mener, at ligestillingen er gået for vidt, er det også vigtigt, at vi anerkender mænds rolle i denne kamp. Mænd og drenges sundhed er dårligere end kvinders. De er mere kriminelle og dårligere uddannet. Det er lige så meget en del af ligestillingsdebatten som kvinders udfordringer. Det er ved at adressere begge sider af medaljen, at vi kan skabe et samfund, hvor alle har lige muligheder uanset køn. Ellers får vi ofte diskussioner om for og imod, i stedet for at vi får diskussioner, som reelt gavner ligestillingsdebatten.

At fremme ligestillingen handler ikke kun om retfærdighed og lighed; det er fundamentalt for det samfund, vi ønsker at leve i, og for vores økonomiske vækst og velstand. Derfor skal vi tage et opgør med det kønsopdelte arbejdsmarked, som begrænser den enkeltes mulighed for at udfolde sit potentiale. Når alles kompetencer og ressourcer kommer i spil, bidrager det til et samfund med vækst og balance.

Afslutningsvis vil jeg sige, at perspektiv- og handlingsplan for ligestilling 2024 med de 65 initiativer på tværs af 14 ministerområder – det er et relativt stort arbejde at komme alt det igennem – er et bevis på vores ambitioner, men den er også en påmindelse om, at de udfordringer, som ligger foran os, er store, men ikke uoverkommelige. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Først er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Venstres ordfører nævner indledningsvis i talen, at ligestilling for ham handler om lige muligheder. Kort tid efter taler han så om det kønsopdelte arbejdsmarked, og at vi på en eller anden måde skal afskaffe det, fordi det begrænser folks muligheder. Problemet er bare, at ordføreren taler stik imod almenviden på det her område, altså der er lavet store tværnationale studier, der helt entydigt slår fast, at i de lande, hvor mænd og kvinder har størst frihed til at vælge den karrierevej, som er i overensstemmelse med deres egne ambitioner og præferencer i tilværelsen, vælger mænd og kvinder faktisk i videre omfang karrierer, som er klassisk kønsopdelte. Det vil sige, at i de lande, hvor der er størst frihed til at vælge selv, vælger kvinder i videre omfang at være sygeplejersker, og mænd vælger i videre omfang at være ingeniører. Dermed bliver det kønsopdelte arbejdsmarked jo konsekvensen af et frit samfund og ikke noget, der begrænser frie menneskers muligheder.

Ordføreren.

Tak. Det er en god debat. Hvis jeg husker tallene rigtigt, er det 92 pct. af alle, der læser til elektriker, der er mænd, og 88 pct. af alle, der læser til sygeplejerske, som er kvinder, mener jeg. Det er sådan noget lignende i hvert fald. Men det er jo netop også et resultat af det samfund, vi lever i, og af den måde, vi opdrager vores børn på i forhold til at forstå, hvad en kvinde laver, og hvad en mand laver. Det skal vi ikke være blinde for. Vi skal ikke være blinde for, at der er en strukturel ulighed i samfundet, og den skal vi gøre op med. For jeg tror da på, at en kvinde kan blive en lige så god elektriker, og at en mand kan blive en lige så god sygeplejerske. Det behøver ikke nødvendigvis at være sådan her resten af livet, bare fordi vi siger, at samfundet er sådan i dag. Det er en strukturel ulighed, vi har, når det er sådan fordelt, mener jeg.

Hr. Mikkel Bjørn.

Er det Venstres analyse af det her, at Danmark som et frit og moderne land har mere traditionelle kulturelle kønsopfattelser end sammenlignelige lande som Ungarn eksempelvis, hvor der ikke er samme økonomiske muligheder for mænd og kvinder til frit selv at vælge deres karrierevej, men hvor der faktisk er en lavere tendens til det kønsopdelte arbejdsmarked?

Ordføreren.

Jeg tror, der kan være mange forskellige dele i de enkelte arbejdsmarkeder, som kan have indflydelse på de valg, der ligger. F.eks. kan Ungarn jo have haft nogle andre diskussioner, da de var underlagt jerntæppet, så de derfor har en anden fordeling i dag. Det har de f.eks. på børneinstitutionsområdet. Det ved jeg, fordi jeg er europaordfører. Så derfor kan der være rigtig mange andre dele, som har indflydelse på den måde, man strukturelt planlægger sit samfund på.

Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Det er egentlig lidt i tråd med det, hr. Mikkel Bjørn spurgte om. Jeg forstår ikke helt svaret, hvis jeg skal være helt ærlig, så derfor har jeg tænkt mig at koge det helt ned: Hvad mener Venstre er et ligestillingsproblem? For jeg hører ordføreren sige indledningsvis, at vi skal have lige muligheder, og jeg har mange gange hørt Venstre sige, at man ikke går op i udfaldslighed og resultatlighed, men alligevel argumenterer man for, at problemstillingerne er, at man ikke tager lige meget barsel, at der er flere kvinder, der er sygeplejersker, og flere mænd, der elektrikere, og at mænd sjældnere er bopælsforældre.

Der er mange problemstillinger i det her land – også nogle, som det er et politisk ansvar at håndtere – hvor der er en større andel af det ene køn, der har behov for den hjælp. Det er en kønnet udfordring, og det ved vi jo godt. Hvornår er noget en ligestillingsudfordring? For ifølge ordføreren har vi masser af ligestillingsproblemer. Hvor er det helt konkret, at vi har ligestillingsproblemer ud over det nævnte med værnepligt og omskæring af drengebørn?

Ordføreren.

Hold da op, der var mange spørgsmål i ét. Jeg tror ikke, jeg kan nå det hele på et minut, men jeg kan prøve.

Altså, det, som jeg siger, og som jeg svarede til hr. Mikkel Bjørn, går jo i retning af at vi har indrettet vores samfund på en måde, så vi kommer til at vælge det, som vi italesætter med den strukturelle ulighed i Danmark. Man kan f.eks. bare høre det i ordet sygeplejerske – det er en kvinde. Det ligger sådan set allerede i titlen. Nu tjekkede jeg lige tallet, og det er jo 92 pct. af alle dem, der tager en elektrikeruddannelse, som er mænd. Jeg siger ikke, at der skal være 50 pct. af hver, men jeg siger bare, at jeg tror på, at mænd og kvinder kan blive lige gode elektrikere eller sygeplejersker. Det er det, jeg siger. Og hvis spørgeren ikke tror det, skyldes det jo, at man har en anden indstilling til det her.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Hvis noget er svært at forklare, er det typisk også svært at forsvare. Jeg spurgte: Hvad opfatter man som et ligestillingsproblem? Og jeg får at vide, at fordi vi har indrettet samfundet på en bestemt måde, så kan man ikke selv vælge. Er ordføreren af den opfattelse, at mænd og kvinder i Danmark ikke ved, at en elektriker sagtens kan være en dygtig kvinde, og at en sygeplejerske sagtens kan være en dygtig mand? Mener Venstre og ordføreren, at borgerne i Danmark er så bundet af kultur og af, hvad andre laver, at de ikke selv kan træffe deres egne valg?

Ordføreren.

Jeg kan i virkeligheden bare svare nej til begge dele. Vi tror på, at mennesker selv kan tage stilling til det, men der ligger mange antagelser i de spørgsmål, der bliver stillet. Venstre går ind for, at vi lader mennesker selv bestemme, hvad de vil uddanne sig til, men til gengæld skal vi ikke indrette vores samfund sådan, at vi ensretter det – kvinder i retning mod at blive sygeplejersker og mænd i retning mod at blive elektrikere. Jeg er ked af, hvis ikke ordføreren forstår det, og jeg vil meget gerne tage snakken bagefter.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for talen om sygeplejersker og kønsopdelt arbejdsmarked, bestyrelsesposter – alle de her forskellige ting. Det er simpelt hen så skuffende, at Venstres ordfører står og holder en tale uden så meget som at nævne med et eneste ord, at der få kilometer herfra, ude i Tingbjerg, sidder piger, som ikke engang må komme ud af deres lejlighed. De må ikke bestemme, hvad for noget tøj, de har på; de må ikke bestemme, hvem de skal være kærester med. Der er også i Berlingske blevet oprullet en kæmpe sag med, at der over 1.200 teenagepiger i Danmark, der er blevet islamisk viet med ældre mænd, altså mindreårige piger. Venstres ordfører nævner ikke det største ligestillingsproblem i Danmark med et eneste ord – det er simpelt hen så skuffende.

Jeg ved ikke engang, om jeg har et spørgsmål til det – det er bare en konstatering af, hvor lidt det her åbenbart betyder for Venstre. Man har mere travlt med at stå og snakke om, hvad der ligger i ordet sygeplejerske end at snakke om unge piger, som ikke engang kan få lov til at leve deres eget liv. Jeg synes, det er så skuffende – det må jeg sige. Det er bare en konstatering herfra.

Ordføreren.

Jeg hørte sådan set ikke noget spørgsmål, men jeg vil da gerne kommentere det. Altså, jeg tror, at vi alle sammen godt er klar over, at ministeren satte særlig fokus på negativ social kontrol, så derfor er det jo ikke sådan, at vi overhovedet ikke er interesseret i det. Det er faktisk noget af det, som man jo også kommer ind på i den her 65-punktsplan. Og når vi f.eks. snakker om værnepligt for mænd og kvinder, så er det da også helt sikkert en af de ting, vi kommer til at tale om. Skal man have tørklæde på i forsvaret f.eks.? Det er vi ikke blinde for, den diskussion er vi villige til at tage.

Vi har sådan set allerede meldt ud, at hvis man har tørklæde på, har man ikke en ordentlig sikring af hovedet, for man skal have hjelm på f.eks. Vi er ikke bange for de diskussioner, men det lyder, som om Danmarksdemokraterne er bange for den modsatte diskussion, altså det her med, at rent faktisk kan folk godt selv vælge, hvis vi bare indretter samfundet på den rigtige måde.

Fru Susie Jessen.

Altså, den her ligestillingsredegørelse er fuldstændig tømt for nye initiativer om lige præcis social kontrol af udlændingepiger. Der står noget gammelt – det er rigtigt – men der er ikke nogen nye ting, ud over at man har samlet et center et eller andet sted. Det er det, regeringen kommer med.

Så må jeg bare spørge helt åbent: Hvorfor vælger Venstres ordfører ikke at nævne det her med et eneste ord? Det kan godt være, at Venstre synes, det er vigtigt, men hvis Venstre synes, det er vigtigt, hvorfor bliver det så overhovedet ikke nævnt i ordførerens tale?

Ordføreren.

Der er faktisk en del af de 65 punkter, som man kan sige, at jeg også kunne have nævnt, men det er jo et valg, man tager, når man skriver en tale. Jeg kunne godt have nævnt det, ja.

Fru Christina Olumeko, Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. Og tak for talen. Jeg lægger mærke til, at ordføreren lægger vægt på, at det at have frie muligheder til at udfolde sig er centralt i Venstres ligestillingsbegreb, og det er også noget, vi i Alternativet klart kan se os i. Jeg vil gerne spørge ind til noget, ordføreren ikke var så meget inde på, men som indgår relativt bredt i redegørelsen, nemlig det, der handler om lgbt-familier med flere end to forældre. Det fremgår af redegørelsen, at regeringen gerne vil gøre noget ved den udfordring, det i dag er for lgbt-familier med flere end to forældre, at man ikke bliver anerkendt og f.eks. ikke kan få adgang til oplysninger på Aula om sine børn, sundhedsoplysninger osv. Og helt åbent vil jeg bare spørge ordføreren til, hvad ordføreren selv kunne tænke sig man fik gjort bedre her.

Ordføreren.

Vi skal i hvert fald have kigget på, om der er nogle sådan rent strukturelle problemer i den måde, vi har indrettet området på. Jeg synes, det er rigtigt at tage diskussionen og prøve at se, om vi kan gøre nogle af tingene lidt bedre og mere gennemsigtige og få lavet nogle mere nutidige regler for noget af det.

Fru Christina Olumeko.

Tak for svaret. Jeg tror, det var sådan cirka lige så bredt og fluffy, som redegørelsen er. Men så lad mig spørge mere konkret. Kunne ordføreren se for sig, at vi fik opdateret de it-systemer i det offentlige, som gør, at man f.eks. ikke kan få adgang til Aula og sundhedsoplysninger om sine børn?

Ordføreren.

Det kan jeg sagtens se, ja.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Kim Valentin fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Astrid Carøe fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Da jeg blev valgt til Folketinget i 2019, var det en meget stor ære for mig allerede der at blive ligestillingsordfører. Og det er jeg jo stadig væk, og når man bliver i den samme rolle i mange år, får man lov til at følge en udvikling, og jeg synes, vi haft en god udvikling. Men når man bliver i den samme rolle i mange år, kan man også på et tidspunkt opleve en vis metaltræthed komme snigende, og det må jeg indrømme jeg også gør på det her område, for jeg synes, det går for langsomt. Det er fjerde gang, jeg holder den her ligestillingsredegørelsestale, og selv om der er sket noget, selv om vi har rykket os på mange vigtige punkter de sidste 4, 5 år, må jeg sige, at jeg også er ved at være lidt træt af at gentage mig selv på nogle meget vigtige områder. For selv om vores nuværende ligestillingsminister og samtlige ministre før hende elsker at udråbe Danmark som et af de mest ligestillede lande i verden, har vi altså stadig meget lang vej igen, før vi har ligestilling, og også før vi bare skulle være på linje med vore nordiske naboer. Det betyder ikke, at vi ikke rykker os, for det gør vi, men vi rykker os bare ikke hurtigt nok, og flere af sejrene løser kun brøkdele af nogle meget større problemer.

En sejr, jeg dog vil nævne, er treparten fra december sidste år. Her tog vi et solidt skridt i den rigtige retning mod ligeløn ved at sikre mere løn til udvalgte grupper, særlig de klassisk kvindedominerede fag. Deres grundløn er blevet hævet, og de erfarne medarbejdere får endelig anerkendelse i kroner og øre, når de bliver flere år i faget. Det glæder mig. Men det er ikke nogen hemmelighed, at vi langtfra er i mål, hverken her og heller ikke generelt på ligelønsområdet. Der er fortsat alt for store lønforskelle mellem mænd og kvinder i Danmark. Vi kan tilskrive en del af lønforskellen til, at mænd og kvinder arbejder i forskellige fag, at kvinder i højere grad arbejder i det offentlige, og at flere kvinder tager barsel. Det gør ikke lønforskellen rimelig, men det forklarer noget af den. Men selv i samme job, på samme arbejdsplads tjener kvinder stadig mindre end mænd – i gennemsnit omkring 7 pct. Det er helt uacceptabelt. Jeg tror ikke, at der er noget nemt svar på, hvordan vi sikrer ligeløn, men vi har taget nogle fine skridt i den rigtige retning, både med øremærket barsel og den seneste trepart. Dog tror jeg også, at noget kan løses med løngennemsigtighed, og her mangler Danmark stadig at implementere EU-direktivet om løngennemsigtighed, som blev vedtaget i 2023 i EU, så virksomhederne kan holdes ansvarlige, hvis ikke de lønner mænd og kvinder ligeligt. Den implementering ser jeg frem til vi forhåbentlig snart skal drøfte med regeringen.

Så mangler vi altså helt ærligt også en debat om, hvilke økonomiske konsekvenser det har for kvinderne på længere sigt. Når danske mænd og kvinder går på pension, har kvinder nemlig i gennemsnit 25 pct. mindre at gøre godt med end mændene. En nem forklaring vil være, at det er, fordi mænd er mere økonomisk snarrådige end kvinder og lægger en større andel af deres indkomst til side til pension, men det er bare ikke tilfældet. Mænd og kvinder lægger nemlig lige store andele til side til pension. De store forskelle i pensionsopsparing kan langt hen ad vejen i stedet tilskrives måden, vi danner familie på. Når kvinder føder deres første barn, falder deres bruttoindkomst med næsten 30 pct., og samtidig sparer de ikke op til pensionen, når de er på barsel, hvis de er på barselsdagpenge, hvilket typisk er de vigtigste år at spare op, fordi det er de penge, der forrentes mest i starten af arbejdslivet. Derfor er mænds og kvinders livsindkomst også meget skæv, men vi italesætter det ikke rigtigt, altså at det løngab, der bliver skabt i den tidlige familiedannelse, følger kvinderne resten af livet igennem, og at vi, ligesom vi gjorde det med barselsreformen, er nødt til at komme nogle politiske løsninger.

Men ligestilling er ikke kun økonomisk. Sidste år kunne vi fejre 50-årsjubilæet for, at kvinder fik fri abort i Danmark. Kvinders ret til egen krop er en hjørnesten i ligestillingskampen, og jubilæet medførte en fornyet debat om, hvorvidt abortgrænsen er tidssvarende. I 1973 fastsatte man grænsen til at være i 12. graviditetsuge, og sådan har det været lige siden. Alt imens har lægevidenskaben været igennem en rivende udvikling, og vi har langt større viden om både kvindekroppen og fosterets udvikling, end vi havde for 50 år siden. At man ikke har turdet at tage debatten op før 50-årsjubilæet, viser endnu en gang, at kvindekroppen er og altid har været politiseret, og det stiller endnu større krav til, at vi politikere tør tage debatten og se både abortgrænsen, men også abortrådgivningen efter i sømmene.

Jeg håber, at 2024 bliver året, hvor vi får moderniseret vores abortlovgivning, så 15-17-årige ikke skal have lov af deres forældre til at få abort, og så vi kan få ændret abortsamrådenes konstruktion, så de er ens på tværs af landet og mere gennemskuelige i deres beslutninger. Og sidst men ikke mindst, håber jeg også, at vi lykkes med at få hævet abortgrænsen, så flere kvinder har frit valg til at bestemme over deres egen krop.

Retten til egen krop udkæmpes desværre også i hjemmene. Hvert år er 82.000 kvinder og 43.000 mænd udsat for vold fra en partner eller en ekspartner. Det kan både være fysisk, psykisk, seksuel eller økonomisk vold, og der bliver i gennemsnit slået en kvinde ihjel om måneden i Danmark. Det er skræmmende tal. Derfor var det også en vigtig milepæl, da vi sikrede en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab med 26 konkrete initiativer. Og det er godt, at vi har fået ligestillet vores krisecentertilbud, så mænd nu har den samme ret som kvinder til at få hjælp på et krisecenter. For SF har det været afgørende, at vi fik ligestillet mændene, og vi er samtidig rigtig glade for, at lovgivningen ikke sker på bekostning af hjælp og beskyttelse af de kvinder, der udsættes for partnervold. Men når det er sagt, er vi jo heller ikke her i mål. Et enkelt problem, som jeg gerne vil fremhæve, er, at vi fortsat mangler at få udvidet voldsbestemmelsen i udlændingeloven, så vi ikke fastholder udlændinge i voldelige forhold, fordi de får frataget deres opholdstilladelse, hvis de går fra deres mænd. Så lad os nu komme i gang!

Jeg forstår simpelt hen ikke, at den her regering, som slår sig op på at ville skøre regler på udlændingeområdet til livs, ikke for længst har sikret, at vi selvfølgelig ikke fratager kvinder deres opholdstilladelse, hvis de går fra en voldelig partner. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det er, fordi man er bange for kritik fra højrefløjen, at man måske vil gøre udlændingelovgivningen en lille smule mindre stram på det her område. Jeg synes, vi skulle til at komme i gang.

Jeg vil bruge den sidste del af min tale på lgbt-området, for det er jo også en del af den her handlingsplan, selv om det ikke fylder så meget generelt i den her debat. Først og fremmest er jeg meget uforstående over for, at regeringen ikke prioriterer lgbt+-området højere. Først har vi kunnet se, at Sabaah på mystisk vis ikke har kunnet komme på finansloven for i år, selv om vi var utrolig mange partier, der forsøgte at sikre deres bevilling, og nu er der LGBT Asylum og flere, som egentlig var på finansloven, men står til at miste deres driftsbevilling med tilbagevirkende kraft fra januar 2024. Det giver absolut ingen mening, at regeringen vælger at trække tæppet væk under de her organisationer. Konsekvensen bliver, at unge lgbt+-personer med minoritetsbaggrund kan risikere at stå alene, for hvem skal de gå til og lade sig inspirere af, hvis de fællesskaber, som i årevis har kæmpet for deres frihed, lukkes ned. Og hvad er egentlig regeringens plan, når vi nu åbenbart ikke længere skal have den slags organisationer? Hvordan skal de her unge mennesker nu hjælpes? I SF vil vi gerne tage ansvar, og vi håber, at regeringen vil være med på at finde en løsning.

Et andet område, som ligger mig på sinde, er regnbuefamiliernes rettigheder, hvor vi kan se, at det offentlige system ikke har fulgt med samfundsudviklingen. For selv om lgbt+-personer med børn ligner andre familier, når det kommer til, hvor de bor, hvor stabile deres parforhold er, hvor mange børn de har, er de langt bagud på point, når det kommer til vores lovgivning. Og det går ud over børnene, som dermed ikke har ret til alle deres forældre, hvis de har mere end to. Forældrene har nemlig ikke ret til barns sygedag, hvis deres barn bliver syg, og de har heller ikke sikret omsorgsdage i deres overenskomst. Dertil kommer, at det kun er halvdelen af barnets forældre, der bliver inviteret med til skole-hjem-samtaler, kan tage barnet med til lægen eller tilgå Aula. Det fratager de sociale forældre muligheden for at være sammen med deres børn, når de er små og har brug for ekstra omsorg, og hvis en social forælder sågar går hen og dør, arver barnet ikke på samme vilkår, som hvis det var en juridisk forælder. Jeg håber, at ligestillingsministeren hurtigst muligt vil få rettet op på den her skævhed.

Så synes jeg, at det er på tide, at vi for alvor får taget hul på arbejdet med at lovgive om et forbud om omvendelsesterapi i Danmark. I SF har vi råbt op om det længe, men både den tidligere socialdemokratiske regering og den nuværende regering nøler, og det er, på trods af at vi ved, at omkring 8 pct. af lgbt-personer i Danmark har oplevet, at personer i deres omgangskreds har forsøgt at omvende dem fra deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. Det er ikke godt nok, og jeg håber, at ligestillingsministeren snart vil begynde at prioritere lgbt-området, særlig med omvendelsesterapi og de her regnbuefamilier og igangsætte de nødvendige initiativer.

Nå, men det her var blot nogle enkelte nedslagspunkter om, hvad jeg og SF stadig mener mangler, når det kommer til ligestilling og lgbt-personers rettigheder i Danmark. Jeg håber, vi er nået længere, end vi er i dag, når vi står her igen næste år. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Den første er fra fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Og tak for talen. Ordføreren og jeg er meget bevidste om, at vi står meget forskelligt ideologisk, også i det her spørgsmål. Men jeg synes, at det var en fin tale, som redegjorde for jeres synspunkter.

Det, som jeg egentlig vil spørge ind til, er lidt i samme boldgade som det, jeg spurgte Venstres ordfører om. Nogle af de temaer, som ordføreren tager op, vil jeg gerne spørge ind til på baggrund af den erfaring, som ordføreren også nævner at hun har. Har I behandlet løn- og arbejdsvilkår i Beskæftigelsesministeriet, når det har været der, også i ligestillingsøjemed? Er abort noget, I har behandlet i Sundhedsministeriet, når det har været relevant? Er vold og partnervold noget, man har behandlet i forhold til straffe, i Justitsministeriet? Og hvad med støtten på socialområdet? Og er betingelser for udlændinge osv. noget, man har behandlet i Udlændinge- og Integrationsministeriet?

Ordføreren.

Det er jo det, der er det lidt særlige ved det her område. Jeg tror, at man som minister har fat i mange andre ministerier end ens eget, når man laver politik. Fordi der er så mange forskellige ministerier involveret – for ordføreren har fuldstændig ret i, at der selvfølgelig er de ministerier involveret i lovgivningen – er det rigtig godt, at vi har et koordinerende ministerium, der har fokus på, om vi går den rigtige vej i forhold til ligestillingen, og som også kan skubbe lidt på der, hvor der er mange andre dagsordener i de andre ministerier. Men jo, det er fuldstændig rigtigt. Abortforhandlingerne foregår i Sundhedsministeriet, og det er på samme måde med alle de andre ting, ordføreren nævnte.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Af frygt for at blive fuldstændig misforstået med vilje har vi ikke noget handicapministerie. Det er ikke et handicap at have et køn, det er heller ikke et handicap at være en del af en minoritet, men vi formår alligevel at have støtte til handicap på uddannelsesområdet, på arbejdsmarkedet og i hjemmet. Vi formår det uden at have et handicapministerie. Jeg formår også at have øje for ligestilling fra mit perspektiv – og formåede det også, selv før jeg var ligestillingsordfører. Og jeg tror også, at ordføreren har et ligestillingsperspektiv for øje, uanset om hun er ligestillingsordfører. Vil ordføreren bekræfte det?

Altså, hverken ordføreren eller jeg har vist siddet i Folketinget uden at være ligestillingsordførere, men selvfølgelig er det noget, der altid har været vigtigt for mig, og jeg er rigtig glad for også at kunne arbejde med det herinde. Men det er bare sådan, at når man har et bestemt område, som nemt kan blive glemt – og det kan det her område nemt, og det kan handicapområdet sådan set også – synes jeg, at det er vigtigt, at man både har ordførere, men også et ministerium, der kan tage hånd om, at det selvfølgelig ikke bliver glemt. Men der er ordføreren og jeg, sådan som ordføreren også siger, bare virkelig uenige.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører i ordførerrækken, og det er fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance.

Tak for ordet, og tak til ligestillingsministeren for at tage initiativ til debatten. Jeg synes også, det er meget interessant at høre, hvad der fylder for de forskellige partier, og det, som jeg synes går rigtig meget igen, er, at vi italesætter mange udfordringer, som mange af os er enige om er udfordringer, som ligestillingsudfordringer, fordi det vedrører det ene køn mere end det andet. Man kan sagtens være enige om, at noget er en udfordring, selv om det ikke er en ligestillingsudfordring. Derfor vil jeg gerne bruge anledningen til at udtrykke Liberal Alliances utilfredshed med, at man i højere og højere grad er begyndt at indføre diskriminerende tiltag i et forsøg på at opnå mere resultatlighed, udfaldslighed, diversitet, ja, kald det, hvad du vil.

I mine øjne er vi i gang med at genindføre en politik, som tidligere ligestillingsforkæmperne kæmpede hårdt for at få afskaffet, og jeg vil gerne give nogle eksempler. Det første eksempel er forskningsprogrammet Inge Lehmann. Her må kvindelige ansøgere vælges over mandlige på baggrund af deres køn. Ja, programmet er faktisk så diskriminerende, at det kræver en dispensation fra ligebehandlingsloven. Et andet eksempel, som også er særlig aktuelt, er CBS' nye kriterier ved kvote 2-optaget. CBS vil nu lægge vægt på, at ansøgere har joberfaring fra udviklingsregioner. De er nemlig trætte af, at deres studerende kommer fra Hørsholm, og de ønsker flere studerende fra Region Sjælland, som deres Equal Opportunity Officer har udtalt det. Der er tale om direkte diskrimination, som ikke er et lige og frit samfund værdigt. Desværre er der flere lignende eksempler på en særdeles diskriminerende politik. Dertil kommer så det måltal for køn og andet, som regeringen har pålagt både bestyrelser og spillesteder, ligesom danske filmskabere, som ønsker støtte fra Filminstituttet, skal aflevere en kønsselvangivelse.

I Liberal Alliance mener vi, at alle skal have lige muligheder og rettigheder uafhængigt af køn, alder, bopæl, etnicitet og religion. Folk skal bedømmes på deres evner og karakterer og ikke, hvad de har imellem benene. Vi anerkender, at der eksisterer bias, som i nogen grad kan påvirke ens liv, om end vi ikke har nogen data på, at det er afgørende for ens ambitioner i livet i Danmark. Men vi mener ikke, at vi løser det ved at indføre yderligere diskrimination. Diskrimination løses ikke med ny diskrimination. Diskrimination hører fortiden til. Vi kan næppe fjerne bias og fordomme, og de vil desværre formentlig altid eksistere på den ene eller den anden måde. De ubevidste bias er ikke gode for nogen, og vi gør klogt i at være opmærksomme på dem, og de bevidste bias i form af diskrimination er heldigvis kriminaliseret i lovgivningen. At en del partier så, som det eksempelvis er tilfældet i forhold til Inge Lehmnan-programmet, vælger at se bort fra dette for at diskriminere til fordel for kvinder i ligestillingens navn, er både trist og hyklerisk. At ville lege social ingeniør og at ville få mænd og kvinder til at gøre mere af det samme for på den måde at fjerne fordomme og bias er ikke bare frihedsindskrænkende, men det er også skørt.

Afslutningsvis vil jeg gerne komme ind på et aktuelt tema i Skotland, som jeg også allerede har foreholdt nogle ordførere. I Skotland har man i identitetspolitikkens navn valgt at indføre en lovgivning, der meget vel kan gøre det ulovligt at kalde en person, der biologisk set er en mand, for en mand, hvis vedkommende er transkønnet. I Liberal Alliance mener vi, at alle har ret til at identificere sig, ligesom de vil, men man kan selvfølgelig ikke tvinge mennesker til nødvendigvis at være enige i ens overbevisninger om køn og især ikke, når det drejer sig om noget så banalt, som at der findes to biologiske køn, eller at et biologisk køn ikke er et spektrum. Derfor vil vi på det kraftigste appellere til Folketingets partier om ikke at lade sig inspirere af de skotske strømninger, hvor eksempelvis en voldtægtsmand, som belejligt springer ud som transkønnet, før vedkommende skal i spjældet, skal nyde en særlig beskyttelse og afsone med kvinder. Det her er ikke spekulationer, men det er ting, der allerede sker, og det er da et tilbageskridt for kvinderettighederne af den anden verden. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Jeg har prøvet mange ting her i Folketingssalen, men ligefrem at skulle forholde sig til skotsk lovgivning tror jeg er første gang. Mig bekendt er der ikke nogen, der har foreslået de ting i det danske Folketing. Så jeg synes, vi skal holde os til den danske bane.

Og apropos den danske bane vil jeg gerne spørge ordføreren til noget, som en af ordførerens partikammerater skrev forleden dag på det sociale medie X, nemlig Mads Strange. Han funderer lidt over, hvorfor mænd er bedre til fysiske aktiviteter som sportsgrene end kvinder, men forholder sig så også til mentale sportsgrene, f.eks. et spil som Scrabble, og mener, at det er en tendens, der gør sig gældende, at mænd gennemsnitligt har nogle karaktertræk, der gør, at de trives mere under konkurrence og i højere grad bliver ramt af en manisk besættelse, og derfor præsterer de generelt bedre. Altså er der i kønnet nogle iboende forskelle, som gør, at mænd performer bedre end kvinder. Er ordføreren enig i det?

Ordføreren.

Altså, hvis vi kigger på, hvem der performer bedre, viser det sig, at mænd og kvinder faktisk gennemsnitligt performer ens. Hvis man ser på det i gennemsnit, er der faktisk ikke så stor forskel. Det, vi kigger på her, er yderfløjene, hvor Mads Strange tager udgangspunkt i de allerallerbedste inden for nogle bestemte fag, tror jeg det var, eller nogle konkurrencegenrer. Og der viser det sig, at selv om vi i gennemsnit er eksempelvis ens begavede, hvis man måler på mænd og kvinder, så er mænds kurve lidt fladere end kvinders, og derfor er det typisk mænd, der er overrepræsenteret både i toppen og i bunden af mange statistikker. Jeg siger ikke, at det er mejslet i sten, og jeg siger ikke, at det er en holdning, jeg har. Det er ikke noget, jeg er enig i, det er bare noget, jeg har observeret på samme måde, som Mads Strange har.

Spørgeren.

Ja, og det er jo meget interessant, for det kunne lige præcis handle om det, som vi diskuterer her i dag, nemlig strukturerne i vores samfund. Hvad er det for strukturer, der gør, at nogle kommer længere frem end andre? Og det er jo derfor, vi overhovedet har en debat om ligestilling. Har vi et samfund, der kommer til at lave motorvejen bredere for mænd end for kvinder på nogle stræk og på andre stræk bredere for kvinder end for mænd? Og derfor er det jo ikke eksemplerne i Skotland, vi diskuterer her. Det er, hvad det er for strukturer, vi har i det danske samfund. Og derfor vil jeg gerne høre ordføreren, om hun fortsat mener, at der ikke er forskel på den måde, som man kommer frem på, og dermed har muligheden for at være blandt toppen i Danmark.

Ordføreren.

Altså, jeg tror bestemt, at det altid er gavnligt at fortælle både mænd og kvinder, at de ikke skal lade sig forhindre af de strukturer eller af, hvad andre plejer at lave. Men jeg bliver mere forundret, hvis ordføreren mener, at der overhovedet ingen forskel er på mænd og kvinder – som det eneste pattedyr på kloden. Selvfølgelig tror jeg ikke, at vi aldrig nogen sinde kommer til at se ændringer, for det tror jeg vi gør, men at vi altid vil være præcis ens, hvis vi bare indretter os på en bestemt måde, har jeg for stor tiltro til, at der er forskel mellem kønnene, til at tro på.

Den næste spørger er hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Jeg vil indledningsvis bare starte med at takke ordføreren for simpelt hen at have fornuften på plads i det her spørgsmål; det synes jeg ofte vi har, når vi snakker ligestilling . Det er jo sådan, når vi snakker ligestilling her i Folketinget, at der er den borgerlige opposition, dvs. Konservative, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, og så er der venstrefløjen. Der er ikke nogen midterregering. Regeringen ligger fuldstændig ude på yderste venstrefløj sammen med Enhedslisten og Alternativet i mange af de her spørgsmål. Derfor er det befriende at høre, at Liberal Alliance i lighed med andre borgerlige partier i oppositionen står fast på sund fornuft og selvfølgelig det helt åbenlyse og objektiviserbare forhold, at der er forskel på mænd og kvinder gennemsnitligt set.

Ordføreren.

Tak for det, og tak for det gode samarbejde på området. Det glæder mig, at vi holder sammen og forsøger at sige ting, som jeg tror de fleste derude tænker, men som måske ikke bliver betragtet så politisk korrekt her i salen, og det må jeg leve med.

Spørgeren.

Selv tak. Så spørger fru Trine Bramsen ind til det her med, hvorfor hun skal forholde sig til skotsk lovgivning. Kunne Liberal Alliances ordfører ikke bekræfte, at vi havde et møde ovre i Ligestillingsministeriet for ikke alt for lang tid siden, hvor der blev foreslået noget, der ikke lå fuldstændig vanvittigt langt fra det, man har lavet ovre i Skotland, nemlig et forbud mod omvendelsesterapi, hvor det at sige til eksempelvis sine børn eller til andre, at de ikke er det køn, de forestiller sig at være, men faktisk er det køn, de er født som, skulle straffes med enten bøde, fængsel eller noget helt tredje?

Ordføreren.

Hvis jeg husker rigtigt, er det flere gange blevet drøftet, hvordan vi skal håndtere de situationer, og der synes jeg, vi skal have en fornuftig og saglig tilgang, hvor vi selvfølgelig viser forståelse for folk, der er transkønnede – selvfølgelig. Det skylder vi dem da, helt sikkert. Men vi kan da ikke bare blindt se på, mens børn går igennem noget, altså uden at forholde os til, hvad det rigtige er at gøre her. Der vil jeg være enig i, at det også er nærliggende i forhold til det her tema.

Den næste spørger, der får ordet, er fru Rosa Eriksen for Moderaterne.

Tak. Jeg vil gerne gå lidt tilbage til Socialdemokratiets pointe. Jeg har en kvinde i min familie, der spiller volleyball, og hun er enormt dygtig. Hun har spillet altid, og hun er på landsholdet. Så skulle de til VM for kvinder, og det kunne de ikke komme, for alle pengene gik til de mandlige volleyballspillere, fordi der er flere tilskuere der. Er det ligestilling? Er det lige muligheder, når man faktisk har dygtiggjort sig? Så kan man jo ikke være enig i det, Mads Strange siger. Og jeg ved ikke, om I har undersøgt alle sportsgrene. Er det sådan for alle sportsgrene?

Mit spørgsmål er: Hvor ligger værdien for Liberal Alliance i at tale om, at kvinder kan mindre end mænd? Hvad er det, det skaber for jer at gå tilbage til en gammel kønsnorm, som vi havde for 50 år siden, i forhold til nu? Hvorfor vil I ikke have alle frem, så vi får værdi i vores samfund uanset køn? Det kunne jeg godt tænke mig at få svar på.

Ordføreren.

Men jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, hvad værdien ligger i at sprede en stråmand om, at jeg skulle have et forældet syn på kvinder. Jeg er uddannet jurist, et mandefag, og jeg er gået ind i politik. Det var der ikke kvinder der gjorde før i tiden. Min holdning er bare, er jeg er fløjtende ligeglad med det, hvis folk laver noget, som man også lavede for 50 år siden, så længe de laver det, de vil. Det hedder ikke at være konservativ eller at have et forældet syn; det hedder at være liberal. Jeg blander mig ikke, hvis folk har lyst til at leve som for 50 år siden, og jeg blander mig ikke, hvis folk har lyst til at leve, som man måske gør om 20 år. Det rager mig overhovedet ikke. Jeg er liberal; det må folk selv om.

Spørgeren.

Jamen så er jeg bare lidt forvirret, og det er vi måske flere der er, for det er jo ikke hvem som helst fra jeres parti, der har lavet det opslag på X. Det er jeres anden kandidat til Europa-Parlamentet. Jeg har fuld forståelse for, hvad du mener, og hvad du siger, men hvor står Liberal Alliance i det her? Hvad er meningen med det? For ordføreren må anerkende, at det opslag har ét formål, og det er at gøre det helt klart, at kvinder ikke kan det samme som mænd, og at der er en grund til, at vi ikke får topposter – det er, fordi vi ikke er lige så konkurrencedrevne.

Du og jeg står herinde, så vi må i hvert fald være undtagelsen, der bekræfter reglen. Er Mads Stranges holdning Liberal Alliances holdning, eller er din holdning Liberal Alliances holdning?

Inden jeg giver ordet til ordføreren, vil jeg lige gøre spørgeren opmærksom på, at vi omtaler hinanden i tredje person. Og det tror jeg at spørgeren husker fra nu af.

Så giver jeg ordet til ordføreren.

Jamen stråmanden fortsætter. Der er ingen i Liberal Alliance, der har sagt, at kvinder ikke kan få topposter. Og mig bekendt er det eneste argument fra ordføreren til det, der er omtalt på X: Er det en joke? Der er ikke et eneste punkt i Mads Stranges opslag på X, der er ukorrekt. Det har provokeret mange, bevares, men hvor er der er en anden argumentation andet end: Det er skørt; jeg kan ikke tåle at høre den sandhed. Det gad jeg godt vide.

Den næste, der får ordet, er hr. Kim Valentin fra Venstre. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for ordførertalen. 2.387 af de største virksomheder i Danmark har ikke en eneste kvinde i bestyrelsen. Er det godt nok?

Ordføreren.

Jeg har ikke en holdning til, hvilke køn folk har i deres bestyrelser.

Spørgeren.

Jeg havde måske forventet det svar, men vi ved jo, at mænd og kvinder – og det er jo fakta, hvis jeg lige skal holde mig til fakta – faktisk er lige gode til at lede. Så det må være et bevidst fravalg af kvinder, når de ikke sidder i de største bestyrelser i Danmark. Vi har talt om det her de sidste 20 år, og alligevel har Liberal Alliance ikke en ærlig holdning til det her. Der er ikke udtrykt en ærlig holdning til, at 2.387 af de største virksomheder i Danmark ikke har en eneste kvinde i bestyrelsen.

Ordføreren.

Liberal Alliance har sådan set den samme holdning til det her, som Venstre havde for nogle år siden. Der er meget, der tyder på, at det er aktive fravalg eller aktive prioriteringer, der udgør en stor del af forklaringen. Men der er også mange eksempler på, at der er udført diskrimination, og der mener vi i Liberal Alliance, at reglerne skal håndhæves. Så er der kvinder, der sidder derude og ikke har fået adgang til en bestyrelsespost, fordi de er kvinder, skal de da have det anmeldt. Men ja, der er meget, der tyder på, at der er forskellige prioriteringer blandt kønnene, og derfor ser vi nogle skæve statistikker.

Den næste i rækken af spørgere er fru Christina Olumeko fra Alternativet.

Tak for ordet. Og tak for talen. Jeg vil gerne ligesom en af de forrige ordførere, ordføreren for Dansk Folkeparti faktisk, takke for det gode samarbejde, som Alternativet og Liberal Alliance havde for nylig i forbindelse med et beslutningsforslag om partnerægdonation, som det lykkedes at få et meget, meget stort flertal i Folketinget til at bakke op om, så det nu bliver lovliggjort snart. Det er, tænker jeg, en forglemmelse, at det ikke fremgår i redegørelsen her, for det er jo en meget vigtig rettighed, som lgbt-familier kommer til at få meget, meget snart.

Jeg vil bare spørge: Hvad er ligesom næste skridt for Liberal Alliance, når det kommer til lgbt-familier? Hvad er den næste sejr?

Ordføreren.

Der skal lige så mange sejre til lgbt-familier, som jeg ønsker til alle andre danskere, og det er jo der, hvor jeg nok adskiller mig fra mange andre. Jeg synes, der er mange ting, man kan gøre for lgbt+personer. De ting, som ordføreren nævner, bl.a. hvordan man kan tilrettelægge familielivet bedre, vil ikke kun gælde folk, der er i regnbuefamilier, men det vil også gælde f.eks. skilsmissefamilier, hvor der er flere forældre indeover. Og der synes jeg, vi kan gøre mange ting for, ja, alle mennesker i Danmark, uden at skulle gøre det specifikt til en kollektiv gruppe.

Spørgeren.

Jamen det er godt at høre, og det er jo noget, der vil komme rigtig mange familier til gavn, ikke bare lgbt-familier.

Jeg spurgte nogle af de andre partier til det her lgbt-familier, eller bare familier i det hele taget, eksempelvis også plejefamilier, hvor man har mere end to forældre i familien. Det er jo i dag sådan, at hvis man f.eks. er tre forældre, kan man ikke alle sammen blive anerkendt som juridiske forældre for barnet. Er det et problem for Liberal Alliance?

Ordføreren.

I forhold til regnbuefamilier, hvor der er flere forældre, som ikke kan registreres, synes jeg, at der skal vi i videst muligt omfang give plads til, at man kan indrette sig som familie, som man vil. Og der bliver vi så også nødt til at kigge på, hvad for nogle hensyn der er af rent juridisk karakter, også i forhold til børnene, og der skal vi finde en vej, der kan fungere ud fra, hvad saglighed og faglighed kan sige er en god løsning, så vi kan rumme både børnene og familierne bedre.

Den næste spørger i rækken er fru Astrid Carøe fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Der var ikke meget i ordførerens tale, jeg var enig i, men det er jo ikke så overraskende. Alligevel er jeg virkelig glad for ordførerens arbejde på særlig det her område, og jeg vil også nævne de to vigtige dagsordener for Liberal Alliance, som ordførerne er lykkedes med de seneste år, nemlig partnerægdonation og nedfrysning, altså at kvinder har mulighed for nedfryse deres æg i mere end 5 år, hvilket jeg synes er sådan ren kerneliberal politik. Det giver så god mening. Jeg håber, ordføreren kommer med flere af sådan nogle forslag, i stedet for at vi skal til at diskutere alt for meget kønspolitik og sådan noget, som jeg synes det kommer til at handle meget om.

Det, jeg egentlig ville spørge om, handler om, at ordføreren er meget inde på, at der kommer mange diskriminerende tiltag i øjeblikket. Det er jeg naturligvis uenig med ordføreren i, men jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om hun kunne reflektere lidt over, om værnepligt for kvinder er et diskriminerende tiltag i en alt for ligestillet verden, siden Liberal Alliance ikke vil bakke op om det. For her er der jo faktisk netop tale om fuldstændig at ligestille mænd og kvinder, og det burde da være noget, som Liberal Alliance gik ind for.

Ordføreren.

Tak for samarbejdet i forhold til det tidligere forslag. Det er jeg meget glad for at vi har fået gennemført, og jeg mener også, at det er kerneliberalt både at sikre kvinderne egne rettigheder over deres æg og også sikre, at regnbuefamilier og lesbiske par i det her tilfælde kan lave dobbeltdonation. Det er måske ikke at være så stokkonservativ, som folk kan mene jeg er, men det er altså min politik.

I forhold til værnepligten har det været Liberal Alliances politik igennem mange år, at vi skal have graden af frivillighed til at fylde mere, og derfor tror vi på at ligestille værneret mellem mænd og kvinder, så det er derfor, vi står der, hvor vi gør.

Spørgeren.

Ordføreren er i hvert fald ikke stokkonservativ lige på de her områder. Det er lidt interessant, for SF har faktisk fuldstændig samme holdning, i forhold til at vi egentlig helst vil have, at vi fik en værneret og ikke havde en værnepligt. Men jeg tror bare ikke, at det med det Folketing, vi har nu, overhovedet er realistisk at gå i en retning, hvor vi får værneret i stedet for værnepligt, og derfor synes vi faktisk, det giver god mening med den virkelighed, der nu er i dag, faktisk at få ligestillet mænd og kvinder, så kvinder også får værnepligt i stedet for værneret. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Bare fordi der er noget i dag, som vi gerne så var anderledes, vil vi ikke sige, at vi har lyst til at udbrede det til endnu flere, bare fordi vi ikke kan få vores politik igennem. Jeg forstår også godt SF's syn på sagen. Det må jeg godt nok indrømme, men det er bare ikke vores tilgang.

Den næste spørger er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak. Jeg ved godt, at jeg kommer sådan lidt bagfra, men LA's holdning til ligestilling er altså noget, som gør, at jeg virkelig føler mig kaldet, og derfor vil jeg gerne spørge ordføreren: Mener LA virkelig, at kvinder er mindre kompetente end mænd?

Ordføreren.

Nej.

Spørgeren.

Jeg får opfattelsen af det; når ordføreren gentagne gange tegner yderpolerne, så kan man alligevel få den fornemmelse. Så jeg skal bare lige høre det en gang til: Er det sådan, at LA mener, at kvinder er mindre kompetente end mænd?

Ordføreren.

Nej.

Den næste spørger er fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak, og tak for talen. Jeg kan jo forstå, at Liberal Alliance synes, at staten bestemmer for meget, og at vi har en formynderisk stat. Så jeg vil gerne spørge Liberal Alliances ordfører: Hvor meget skal staten bestemme over kvindens livmoder? Sagt på dansk: Hvor skal grænsen for abort være?

Ordføreren.

Jeg synes, at abortrettighederne er noget af det vigtigste, vi værner om her i Danmark, især når man ser, hvordan der faktisk er tilbagegang andre steder i verden. Der er ingen tvivl om, at i den første periode af kvindens graviditet er det kvindens fulde ret, og var der ikke et barn, der udviklede sig i maven, ville jeg sige, at så skulle den gælde helt til fødslen. Men det er da klart, at på et tidspunkt er det ikke et foster længere; så er det jo et barn. Selv Enhedslisten mener ikke, at abortgrænsen skal være 30 uger, fordi man respekterer, at det bliver et barn på et tidspunkt.

Så er der uenighed om, hvornår det sker. Man kan sige, at det er 22 uger, altså der, hvor levedygtighedskriteriet ligger – ja, okay, men det falder jo. Det var jo højere for nogle år siden, og der har jeg og Liberal Alliance den holdning, at der skal være et vist spillerum der, hvor man har en etisk gråzone, så man både tager højde for fosteret, altså det kommende barn, og så vi også sikrer kvindens frie valg.

Spørgeren.

Levedygtighedskriteriet har jo rykket sig, fordi vi er blevet klogere. Det er en god ting. Hvor er det dejligt, at vi har naturvidenskaben og lægevidenskaben til at gøre os klogere. Det er jo derfor, at levedygtighedskriteriet har rykket sig; det er, fordi vi ved mere nu – heldigvis. Derfor mener Enhedslisten, at abortgrænsen skal være i uge 22. Men jeg forstod ikke ud fra ordførerens svar, hvilken ugegrænse Liberal Alliance mener der skal være.

Ordføreren.

Liberal Alliance mener, at der skal være en klar gap – undskyld, jeg mangler et bedre ord – op til levedygtighedskriteriet. Indtil videre har det været 12 uger, hvilket vi ikke har set som et kæmpe problem, men der ligger også en scanning lige omkring det tidspunkt, og vi kan se, at ansøgningerne egentlig bare er en flaskehals, for de fleste får det også bevilliget bagefter.

Så vi er egentlig åbne over for det. Forhandlingerne ikke lukket endnu, men man kunne kigge på, om resultaterne fra den scanning, der er deromkring, kan komme ind før. Så kan den fri abort være deroptil, men ellers fortsætte som nu. Og så skal vi få kigget på det abortsamråd, for det kører ikke godt nok.

Næste korte bemærkning er til fru Birgitte Vind, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg er glad for, at Enhedslisten lige rejser spørgsmålet omkring abort. For er der noget, der handler om kvinders frihed, er det retten til at bestemme over egen krop. Derfor er jeg selvfølgelig også meget nysgerrig efter at vide, hvor Liberal Alliance på sigt lægger sig i den her debat. Vi ser jo lande rundt omkring os, hvor man faktisk fratager kvinder deres rettigheder, og i rigtig mange lande har man også seriøst debatten om, om man overhovedet skal have mulighed for abort. Hvordan stiller Liberal Alliance sig til at udvide grænsen nu, så vi går ud over de 12 uger?

Ordføreren.

Jeg har også med tristhed betragtet den udvikling, vi ser nogle steder. Jeg kan så også glæde ved at sige, at vi ser en anden udvikling der, hvor jeg kommer fra, altså på Færøerne, hvor der pludselig ser ud til at være mulighed for, at kvinder får ret til fri abort.

Liberal Alliance har indtil videre ment, at 12 uger var passende, men når Det Etiske Råd kommer med nogle anbefalinger, vil vi også gerne tage vores linje op til revision. Og som jeg også lige har forklaret, er vi i forhandlingerne stadig åbne over for, at det kunne hæves, sådan at man kan inkludere den scanning, der er omkring de 12 uger, i den periode deroptil i forhold til fri abort.

Spørgeren.

Jeg er glad for at høre, at der bliver set på kvinders rettigheder, for når jeg følger debatten og lytter til Liberal Alliance – nu handler det ikke så meget om abort – kan jeg jo se, at man fra Liberal Alliances side er meget optaget af at det her med at sige, at der er stor forskel på mænd og kvinder. Det er der selvfølgelig også. Men noget af det, vi værner om, er jo retten til at bestemme over sin egen krop. Kan ordføreren sige noget i forhold til pigers rettigheder i det hele taget? Vil ordføreren uddybe det her med forskellen på drenge og piger lidt? Tak.

Ordføreren.

Meget gerne. For os i Liberal Alliance ligger det os meget nært, at både drenge og piger og mænd og kvinder har lige muligheder og samme rettigheder. Der, hvor vi ogisær også jeg føler en trang til at italesætte de forskelle, der er på kønnene, er, når statistikker som dem, som f.eks. Venstre tager op gang på gang, viser, at der er en ulige fordeling i forhold til en eller anden post eller et eller andet. Når der er en ulige fordeling og man ser det som et problem, ser jeg det som meget nærliggende, at man så kigger på, om det skyldes, at kønnene er lidt forskellige.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance. Næste ordfører er fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for ordet. Det er ikke så længe siden, at Berlingske bragte en historie i avisen, som sådan har sat sig i mig. Det var en integrationskonsulent, tror jeg nok, som fortalte, at han havde haft en 20-årig pige inde hos sig – det var en muslimsk pige, skal jeg lige nævne – som fortalte om, at hun som 14-årig var blevet islamisk viet, og det der ægteskab havde så varet et års tid. Hun var blevet tæsket; hun var blevet voldtaget nærmest hver aften. Det havde varet et års tid, og så havde hun fået lov til at blive skilt af sine forældre, fordi der var så mange voldtægter og tæsk i det her forhold. Men af hensyn til pigens ære var det så meget vigtigt, at hun blev gift igen hurtigst muligt. Det blev hun så, da hun var 15 år, og det samme mønster gentog sig så en gang mere. Pigen blev tæsket og voldtaget igen. Den her gang holdt forældrene så fast i, at hun altså skulle blive i det her ægteskab, igen af hensyn til æren. Så hun blev i ægteskabet, indtil hun var 18 år, og så fik hun lov til at blive skilt fra den her mand, men gift igen, hvor det samme mønster gentog sig en gang mere. Hun fik så tre børn, og da den her mand mødte den her pige, beskrev han, at hun var helt slidt og lille.

Det er så et eksempel på det, der foregår her i Danmark i dag. Derfor bliver jeg også skuffet, må jeg sige, når jeg læser den her ligestillingsredegørelse. For det her kæmpestore ligestillingsproblem, som er det største i Danmark, er simpelt hen nærmest ikke nævnt. Man siger ikke noget om muslimer, altså islamiske kredse. Man siger minoritetsetniske piger i en enkelt sætning.

Handlinger er der jo heller ikke så meget af. Under afsnittet »Rettigheder og frihed i eget liv« står der godt nok, at negativ social kontrol skal bekæmpes, men med hvad? For der er ikke noget handling. Man har lavet et center, der hedder MÆRK, tror jeg nok, hvor man har samlet indsatserne omkring social kontrol. Så ligger der noget gammelt noget, vi har hørt før, med beskæftigelse. Men ellers er der ikke noget nyt her. Og det skuffer mig rigtig meget. Jeg havde ellers et håb i forbindelse med kvindernes internationale kampdag, fordi jeg havde hørt, at regeringen var på vej med noget inden for social kontrol. Men det, som de var på vej med, var så en kronik i Politiken, hvor man rigtignok sagde alle de rigtige ting, men handling var der bare ikke noget af.

Jeg ved godt, at man måske bliver lidt træt af at høre på mig snakke om det her, men jeg har det bare på den måde, at når det handler om æresdrab og tvangsægteskaber og genopdragelsesrejser og teenagepiger, der bliver gift med ældre mænd, så er alt andet ligegyldigt for mig, for det her er den vigtigste ligestillingskamp, vi har i Danmark: at der sidder piger få kilometer væk herfra, der ikke må noget som helst i deres liv. Og så bliver jeg bare træt af at snakke om malerier på Statens Museum for Kunst, hvor der er for få kvinder, der er kunstnere, og sådan nogle ting, for jeg synes simpelt hen ikke, det er vigtigt, når vi har et så kæmpestort ligestillingsproblem i Danmark.

Vi er i Danmarksdemokraterne lige før kvindernes internationale kampdag kommet med et udspil om social kontrol. Det er en 11-punktsplan, hvor vi prøver på at få et opgør med den sociale kontrol, der er i muslimske miljøer i Danmark.

Det første, vi foreslog, er, at ægteskaber med barnebrude skal straffes bagudrettet. Vi foreslår en kommissionsundersøgelse af barnebrudeskandalen, dvs. de her mange år, hvor helt unge piger med statens velsignelse er blevet gift i Danmark.

Så lægger vi op til at fratage imamerne deres vielsesmyndighed, hvis det viser sig, at de har viet en mindreårig pige til en ældre mand. Så lægger vi også op til, at anerkendte trossamfund skal anerkende borgerlige skilsmisser, simpelt hen for at det er nemmere for de her unge piger at blive skilt. Og så mener jeg også, at mange af de her afsløringer, der har været, bl.a. i »Moskeerne bag sløret«, også viser, at der er et behov for en øget overvågning inde i moskéerne, og det kan både være med overvågning, men også simpelt hen med muldvarpe, der kommer ind i moskéerne for at få identificeret den her sociale kontrol, der foregår hos imamerne, der jo på den ene eller den anden måde holder de her unge piger i det her fængsel. Så det vil vi også rigtig gerne have.

Så mener vi også, det er vigtigt, at der er en exitstrategi for kvinder, der vil bryde ud af den sociale kontrol. Det kan man f.eks. gøre i samarbejde med nogle forskellige organisationer, der ved rigtig meget om det, altså prøve at få lavet nogle strategier for de her kvinder, sådan at vi tager hånd om dem, ligesom vi f.eks. har set med folk, der gerne vil bryde ud af bandemiljøerne. Det kunne også være en idé.

Så vil vi også gerne have skærpet straffen til familiemedlemmer, der er vidne til negativ social kontrol, så hvis man ser passivt til i en familie, når der er nogle helt unge piger, der bliver giftet bort, så skal man altså også kunne straffes for det, for vi mener, at det er så ødelæggende for de her helt unge piger.

Vi vil også gerne have et særligt fokus inden for politiet på social kontrol, og derfor lægger vi også op til, at der skal være en social kontrol-taskforce inden for politiet, der specifikt målretter deres indsatser omkring de her unge piger, og det kan jo også være i de områder, hvor vi ved, at den sociale kontrol er allerværst, bl.a. i storbyerne.

Vi vil også gerne lægge op til at genindføre registreringen af æresrelaterede sager. Det er noget, der er røget ud med et politiforlig for noget tid siden, altså at man ikke registrerer de æresrelaterede sager mere. Vi synes, det er helt oplagt, at man simpelt hen får gang i det igen, så vi kan se problemets omfang. Det er i øvrigt også noget, KVINFO har anbefalet – de har så ikke sagt noget om, at vi også anbefaler det; jeg ved ikke, hvor glade de er for det.

Så lægger vi op til at indføre tørklædeforbud for elever i grundskolen. Vi mener, at helt små piger ikke skal kunne have tørklæde på, når de kommer i skole. Og så til sidst lægger vi også op til at styrke den her viden om negativ social kontrol hos sundhedsplejersker, pædagoger og lærere, så de har nogle bedre redskaber, når de møder de her unge piger. F.eks. sundhedsplejerskerne har jo en helt god adgang til de her muslimske familier, når de kommer i deres hjem, når der er et nyfødt barn i det her hjem. Så der mener vi, at det vil være rigtig godt, at de har nogle bedre redskaber til at få identificeret den sociale kontrol.

Så der er lidt for enhver, måske, i vores udspil, og det kommer vi til at bringe som forskellige beslutningsforslag i løbet af det næste stykke tid, for der skal virkelig ske noget på det her område nu. Jeg stod og sagde mange af de samme ord sidste år, dog uden en handlingsplan. Jeg er glad for, at vi har en nu fra Danmarksdemokraternes side. Men vi mener, der skal begynde at ske noget mere nu her, for de her artikler, der har været, især hen over sommeren, viser jo, at der stadig er et kæmpestort problem med det her i Danmark, og vi er nødt til at få det løst og få blikkene vendt mod de piger, som ikke har mulighed for at bryde deres hoveder med, om det hedder sygeplejerske eller sygeplejer, eller med bestyrelsesposter og Statens Museum for Kunst. Jeg tror ikke engang, de må gå på Statens Museum for Kunst, hvis jeg skal være helt ærlig. Så det her skal vi altså have løst nu, og med de ord vil jeg sige tak for ordet.

Den første korte bemærkning er til fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Tak, og tak for talen. Jeg vil egentlig bare komme med en kort bemærkning, for ordføreren nævner, at vi nok må være trætte af at høre ordføreren snakke om de indvandrermiljøer, hvor kvinder lever i parallelsamfund, hvad vi ikke kan være bekendt. Jeg vil bare lige fortælle, at det bestemt ikke er noget, vi er trætte af. Vi er glade for din opmærksomhed og dit fokus på problemstillingen.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg synes også, det er dejligt, at Liberal Alliance og også Dansk Folkeparti er gode til at stå sammen i forhold til det her meget, meget voldsomme problem, og jeg håber også, at vi sammen kan prøve at finde nogle løsninger i fremtiden, hvor vi kan slå lidt hårdere ned på social kontrol.

Ønsker ordføreren endnu en kort bemærkning? Nej, så er den næste korte bemærkning til fru Astrid Carøe, SF.

Tak for det. Jeg vil også først tilkendegive, at jeg sådan set heller ikke er træt af ordføreren, når ordføreren taler om negativ social kontrol. Vi har også i fællesskab arrangeret en høring i morgen om netop det samme i Ligestillingsudvalget, og den glæder jeg mig meget til. Der, hvor vi jo så bare er lidt uenige, er måske om nogle af løsningerne. I SF synes vi også, at det er enormt vigtigt at tage det her ligestillingsproblem op, og det er et stort ligestillingsproblem i Danmark.

Jeg har flere gange rejst det her spørgsmål om, at kvinder, der er udsat for vold i parforhold og tager på krisecenter, men hvis opholdstilladelse er knyttet op på deres mand, fordi de er blevet familiesammenført, får frataget deres opholdstilladelse, hvis de tager på krisecenter. Det mener jeg jo fastholder kvinderne i voldelige ægteskaber og negativ social kontrol, og derfor undrer det mig bare, at Danmarksdemokraterne gang på gang afviser at lave den ændring. Jeg har sågar hørt en af ordførerens kollegaer sige, at det ville være at åbne en ladeport for, at folk kom til Danmark fra andre lande. Det tror jeg virkelig ikke. Jeg tror bare, at det ville hjælpe rigtig mange kvinder, der er i voldelige forhold, og som i dag ikke tør tage på krisecenter, fordi de er bange for at få frataget deres opholdstilladelse.

Ordføreren.

Tak. Jeg mener også, at vi havde den her snak sidste år, da vi havde den her ligestillingsdebat. Det, ordføreren siger om, at tingene gentager sig og går i ring, kan jeg også allerede mærke, selv om jeg er nyvalgt. Men vi er i Danmarksdemokraterne ikke interesseret i at lempe på udlændingepolitikken, og det ville man jo skulle med de her familiesammenføringsregler. Det mener vi ikke er den rigtige vej at gå. Jeg har flere gange prøvet at spørge ind til det her med, hvor mange kvinder det egentlig drejer sig om, som står i den her situation. Det har jeg ikke rigtig kunnet få svar på, men det, jeg hører, er, at det ikke er særlig mange, og at det er et meget, meget lille problem. Så jeg er ked af, at det kommer til at handle for meget om det, for jeg tror faktisk ikke, at det handler om særlig mange. Men til gengæld er jeg, hvis man lemper på familiesammenføringsreglerne, ret bekymret for, at det vil gøre, at der er flere, der søger hertil, og det er vi ikke interesseret i i Danmarksdemokraterne.

Spørgeren.

Men her er der jo tale om mennesker, der er familiesammenført, og som så kan få lov at blive i stedet for at blive sendt hjem til et land, hvor man måske slet ikke anerkender skilsmisser, eller hvad ved jeg.

Ordføreren nævner også, at man gerne vil lave en exitstrategi for nogle af de her kvinder, der oplever negativ social kontrol. Det synes jeg er interessant også at samarbejde med organisationerne om. Lige nu kan vi bare se, at der er flere af de organisationer, der arbejder på det her område, som står til at få skåret i deres bevillinger – organisationer, som arbejder lgbt+-personer i etniske minoritetsmiljøer, Bydelsmødre, Baba og Søstre mod vold og kontrol. Det er en række organisationer, som virkelig har problemer med at fastholde deres bevillinger. Er det at sikre, at de organisationer, der er så vigtige for det her område, består, noget, vi kunne samarbejde om?

Ordføreren.

Altså, vi må jo se på, hvad det er for nogle organisationer, det drejer sig om. Jeg er først nu begyndt at dykke meget ned i de der organisationer, som beskæftiger sig med social kontrol, og for at være helt ærlig mener jeg også, at der er nogle af de her organisationer, hvor det måske har været lidt for meget ballade og cykelløb i forhold til så meget andet – desværre. Der er også nogle, der gør et stort stykke arbejde, og dem vil vi selvfølgelig gerne være med til at kigge på, men jeg kan ikke svare på nu, hvilke der skulle skånes, og hvilke der ikke skulle.

Den næste korte bemærkning er til fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Tak for talen, og også tak til det øvrige Folketing for samarbejdet om netop social kontrol og parallelsamfund. Jeg synes, det er et interessant udspil, I er kommet med i Danmarksdemokraterne. Jeg forstår ikke helt, hvorfor I synes, der skal eksistere de her parallelle ægteskabssystemer, og jeg kunne godt tænke mig at høre ordførerens refleksion over, hvorfor man overhovedet skal have dem. Hvorfor skal de her ægteskabskontrakter overhovedet være lovlige? Burde man ikke gå hårdere til værks? Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål, som ordføreren slet ikke var inde på, handler om lønforskelle. For vi har nogle kvinder, særlig i lavtlønnede job, der tjener markant mindre end mænd med sammenlignelige job. Mener ordføreren ikke, at det strukturelt er værd at kigge på, hvad det er, der skaber de her lønforskelle, og dermed også sikre et opgør med lønforskellene, som jo eksisterer i det danske samfund, og som vi i en eller anden forstand her i Folketinget også har et ansvar for at holde øje med?

Ordføreren.

Først lige i forhold til det sidste: Jeg tror, der er masser af ting, der gør, at man tjener den løn, man gør. Det kan jo sagtens være, at man i en periode, når man får børn, ryger ud af arbejdsmarkedet, og at det kan have en betydning for, hvilken løn man så efterfølgende har. Det kan også være et ansvar for enhver kvinde, selv hvis man er gravid, at forhandle løn. Det gjorde jeg selv, og jeg fik en lønforhøjelse, da jeg var højgravid, og det er jeg faktisk ret stolt af, for det er der mange der er kede af at bede om. Så det er selvfølgelig også et ansvar for en selv. Min mand har også arbejdet som portør i en periode, og han fik markant mindre i løn, end sygeplejerskerne gjorde, og han er en mand, og de fleste mænd er portører. Så der er jo forskel på lønnen rundtomkring, men jeg mener ikke, at det er sådan noget, vi skal begynde at lovgive om herinde på Christiansborg.

Det andet er, at vi altid gerne vil være med til at kigge på, hvad det er, der kan gøre op med de her parallelsamfund og ægteskabskontrakter og -regler, der foregår inde i moskéerne, og det er også derfor, at vi lægger op til det her med, at man skal miste sin myndighedsvielsesmulighed som imam, hvis det er, at man overtræder de her regler. Men vi vil gerne være med til at kigge på yderligere stramninger, og så håber vi i øvrigt, at Socialdemokratiet generelt bakker op om vores udspil.

Spørgeren.

Det er ens eget ansvar at forhandle ens løn, og det kan ikke være noget, vi skal forholde os til herinde i Folketinget. Men faktum er, at der er en uforklarlig lønforskel på 7 pct. Det handler ikke om anciennitet, og det handler ikke om barselsorlov, men der er en uforklarlig lønforskel på 7 pct. mellem dem med den samme anciennitet, den samme type job, dem, der bestrider det samme kompetenceniveau. Jeg synes, det er interessant, at ordføreren siger, at det ikke kan være noget, Folketinget skal forholde sig til.

Mener ordføreren så ikke, at det, at der er 25 pct. i forskel på, hvad kvinder står med som pensionister, er et problem? 25 pct. mindre i pension har kvinder, når de når til pensionsalderen.

Ordføreren.

Jeg synes, at det er rigtigt, rigtig godt, hvis alle kvinder sørger for at få lavet en rigtig god pensionsopsparing, så man ikke er afhængige af andre end sig selv, når det er, at man går på pension. Vi er jo så heldige her i Folketinget, at vi har en supergod pension, så vi er alle sammen godt ved muffen, når det er, at vi går på pension.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kim Valentin, Venstre.

Tak. Og tak til ordføreren for talen. Den største barriere for at blive leder og komme op iblandt dem, der tjener mest i det danske samfund, er at være kvinde. Det viser en ny undersøgelse. Hvad vil Danmarksdemokraterne gøre ved det?

Ordføreren.

Jamen hvad skal vi gøre ved det herindefra? Altså, hvis man begynder at gøre noget ved det herindefra, mener jeg også, at man gør kvinder til en eller anden form for ofre, der ikke kan selv. Det er jeg ikke interesseret i. Jeg synes ikke, kvinder skal være ofre og holdes i hånden hele vejen igennem.

Kvinder i Danmark har alle de muligheder, som de kan ønske sig, for at komme op i ledelseslagene. Det kan godt være, der er nogle strukturer og nogle gammeldags tankegange rundtomkring, og ja, det kan vi tale os ud af – jeg synes, det er fint, at vi taler os ud af det – men at begynde at lovgive sig ud af det, er jeg ikke med på, og det håber jeg da godt nok heller ikke at Venstre er, for det har I da ikke været i gamle dage

Spørgeren.

Tak. Jo, det synes jeg faktisk vi skal have gjort noget ved, for det er da forfærdeligt. Samtidig viser den her undersøgelse også, at der er en lige stor andel af mænd og kvinder, som ønsker at blive ledere, og hvis man måler på, hvordan folk er som ledere, så er de lige gode, om de er mænd eller kvinder. Og så er det da – undskyld mig – fuldstændig tåbeligt, at vi ikke indretter vores samfund sådan, at mænd og kvinder i lige høj grad bliver ledere. Vi ved i virkeligheden også, at virksomhederne bliver bedre, når der både er kvinder og mænd som ledere.

Ordføreren.

Men hvad er målet så? Skal vi så indføre kvoter, sådan at der er 50 pct. mænd og 50 pct. kvinder på ledelsesposterne? Og hvad gør det egentlig ved de kvinder, som er ansøgere til de her ledelsesposter, at de lige pludselig bliver valgt til via en kvote, fordi de skal udfylde et eller andet hul i en ledelse, fordi man mangler en kvinde og derfor siger: Så sætter vi lige Else ind? Hvordan bliver Else set på, når hun får den der ledelsespost via en kvote, selv om hun står der som en dygtig karrierekvinde, derselv er kommet så langt, som hun er nu?

Den næste korte bemærkning er fra fru Samira Nawa, Radikale Venstre.

Mange tak, og tak for talen. Jeg synes ikke, at ordføreren skal indlede sin tale med at sige, at vi andre nok er trætte af at høre om temaet negativ social kontrol. Jeg synes, det er vigtigt, og det er én blandt mange ligestillingsudfordringer, vi har i Danmark. Og jeg er rigtig glad for den liste af initiativer, som ordføreren har taget med. Nogle af dem kan Radikale Venstre slet ikke genkende sig selv i, men der er da også nogle af dem, som vi sagtens kan finde frem til et fælles samarbejde omkring. Ordføreren nævnte noget omkring exitstrategier, og ordføreren kom også ind på, at anerkendte trossamfund skal anerkende en borgerlig skilsmisse. Der er da flere ting dér, som vi godt kan tale om.

Noget af det, som ordføreren også kom ind på, var i forhold til imamerne. Der vil jeg egentlig høre, om man kunne forestille sig, at Danmarksdemokraterne ville være med til at se på en egentlig imamuddannelse i Danmark. For det er da om noget en måde at uddanne imamer på i Danmark, ligesom der også bliver uddannet teologer, som kan gå hen at blive præster.

Ordføreren.

Tak for det, og jeg er glad for den her tilkendegivelse af, at jeg også godt må tale om social kontrol fra nu af, og så vil jeg også gøre det næste år. Så det er jeg glad for at I siger. I forhold til en imamuddannelse er jeg lidt bange for, at der er så mange strukturer inden for især den meget fundamentalistiske islam, som gør, at det ikke ville ændre på noget. Men det er simpelt hen noget, man er jeg nødt til at gå tilbage og kigge på, altså hvad den imamuddannelse skulle indebære osv. Jeg vil gerne kigge på det, men jeg er bare ikke sikker på, at det her kommer til at ændre på noget som helst. Jeg tror, det er vigtigere, at vi får et fokus på, hvad det er, der foregår inde i moskéerne nu, og på, hvordan man så kommer det, der foregår derinde nu, til livs.

Spørgeren.

Det hørte jeg egentlig som en åbenhed over for lige at se på det. Det er et forslag, som jeg i hvert fald er blevet præsenteret for ad flere omgange og igennem mange år af forskellige organisationer, også i det muslimske miljø.

Noget andet, jeg bare lige hurtigt ville følge op på, er fru Astrid Carøes spørgsmål om støtte til Sabaah, Baba og Bydelsmødrene, som jo alle sammen er organisationer, der arbejder for at give henholdsvis mænd og kvinder øget frihed og kontrol over eget liv. Var det cykelklubber, ordføreren kaldte det?

Ordføreren.

Nej, jeg har ikke kaldt alle de her intiativer for cykelklubber. Men jeg har nævnt, at jeg synes, at der er nogle ret vilde eksempler på mange af de her, ja, hvad skal man kalde dem, sådan aktivitetsgrupper, som ikke rigtig gavner noget, altså som holder mange af de her kvinder inde i det parallelsamfund, de er i, hvor jeg mener, det er vigtigere, at man bryder ud og deltager i det danske samfund. Og det kan sagtens være, at der er mange af de her organisationer, som også gør det. Men jeg synes det svært at stå og tale om alle de her organisationer som en helhed, for jeg synes også, at der er nogle af dem, der er træls, og så er der er nogle, som måske gør nogle gode ting.

Næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak. Jeg var simpelt hen ved at falde ned af stolen, da ordføreren omtalte ekstremt vigtige organisationer, som arbejder med at få unge mennesker ud af negativ social kontrol, med ordet cykelløb. Altså, det er svært for mig at sætte mig ind i, at man kan holde en lang tale om, hvor meget man gerne vil bekæmpe negativ social kontrol, men når det kommer til de konkrete initiativer, så slipper man, så vil man ikke være med. Det synes jeg da er en lille smule underligt. Skulle vi ikke bare finde de penge, som de står og mangler?

Ordføreren.

Jamen jeg håber, at fru Rosa Lund også hørte mit svar til fru Samira Nawa lige før, for der svarede jeg sådan set på det. Altså, der er jo meget stor forskel på de her organisationer, og jeg har ikke omtalt alle organisationer som cykelklubber. Jeg har sagt, at der er visse ting, der foregår inden for de organisationer, som måske ikke er fremmende for noget som helst. Der kan også være noget, hvor det ikke er tilfældet; der er jo stor forskel på de organisationer. Så det var ikke det, jeg sagde – det var en stråmand.

Spørgeren.

Kan ordføreren så ikke prøve at være lidt mere præcis og prøve at nævne over for Folketinget her, hvad det er for nogle organisationer, som arbejder med at bekæmpe negativ social kontrol, og som lige nu står til at miste deres finansiering, der ifølge Danmarksdemokraterne ikke fortjener finansieringen og ifølge Danmarksdemokraterne er cykelklubber? For jeg tror ikke, vi andre kender dem.

Ordføreren.

Jeg vil gerne være med til at se på, hvad det er, regeringen lægger op til at fjerne af støtte til de her organisationer. Det vil jeg gerne se på. Men nu har vi jo en høring i morgen, ved jeg, om negativ social kontrol, hvor nogle af de her interessenter er inviteret, og der er jeg da spændt på at høre, hvad det er, de har at sige. Og når regeringen så lægger op til at fjerne nogle af de her støtteordninger, vil vi tage stilling til det ud fra hver enkelt af de her organisationer.

Næste korte bemærkning er til fru Christina Olumeko, Alternativet.

Tak. Jeg kommer også til at lægge mig i slipstrømmen af nogle af mine kollegaers spørgsmål. For en af de organisationer, der lige nu får tilbageholdt midler fra regeringen, er Danner med deres krisecenter og rådgivningstilbud til etniske kvinder, som bliver kaldt for »Sig det til nogen«; ordføreren kan nemt slå det op bagefter. De er lige nu lukningstruede, og deres aktivitet er netop en, der bekæmper negativ social kontrol. Er det et tilbud, som Danmarksdemokraterne sammen med os andre gerne vil kæmpe for at bevare?

Ordføreren.

Jamen jeg har faktisk besøgt Danner og også hørt om deres projekt der, der hedder »Sig det til nogen«, og jeg synes faktisk, at det arbejde, de laver hos Danner, er vigtigt og fremmende i forhold til at bekæmpe negativ social kontrol. Så det kunne det sagtens være. Nu vil vi gerne lige kigge det igennem, som regeringen er kommet med, og så må vi jo tage udgangspunkt i det derfra.

Spørgeren.

Jeg synes bestemt, det lyder positivt, at Danmarksdemokraterne er villige til at kigge på det sammen med os andre. Nu må jeg bare til oplysning sige, at lige nu er det, der foregår, jo forholdsvis lukket. Vi kan ikke få at vide, præcis i forhold til hvilke organisationer der skal bespares. Regeringen tilbageholder mange, mange millioner, også mere end det, der egentlig skal til for at finansiere kriminalforsorgens aftale. Så jeg håber, at Danmarksdemokraterne sammen med os andre vil lægge pres på regeringen. Der er også noget, der ser ud til at være et aftalebrud på SSA-aftalen, som Danmarksdemokraterne også er en del af.

Ordføreren.

Det her er jo også en af de udfordringer, der er på ligestillingsområdet, altså at vi skal sidde og holde øje med alle mulige ting, der foregår i andre udvalg og i andre ministerier, og der skal man godt nok have øjnene åbne. Så det vil vi også have i den her sag og være med til at kigge på det.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er fru Rosa Eriksen, Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet. Tak til ministeren for at fremlægge perspektiv- og handlingsplan for 2024 på ligestillingsområdet.

I handlingsplanen fremgår mange vigtige initiativer, som skal bidrage til at gøre Danmark til et mere inkluderende og retfærdigt samfund. For selv om vi er kommet langt med ligestillingen, står vi stadig væk over for udfordringer, som skaber ubalance og ufrihed. Ligestilling er ikke en kamp om køn eller mellem køn, men en kamp om lige muligheder og frihed for den enkelte. Det er en grundlæggende værdi i det danske samfund, og det er en helt grundlæggende værdi for Moderaterne.

Det er for mig åbenlyst, at vi stadig oplever kønnede problemstillinger, når vi ser på data. Hver femte kvinde oplever uønsket seksuel opmærksomhed. Næsten halvdelen af danske virksomheder har ikke en kvinde i bestyrelsen, og forskellen mellem danske piger og drenges tiltro til egne evner er den største blandt OECD-landene.

Og så er jeg rystet, og jeg er meget forarget – »forarget« er det helt rigtige ord at bruge – over, at vi har politikere, som udtaler sig om, at mænd altid vil overperforme, og at det er grunden til, at kvinder ikke er at finde på topposter i dansk erhvervsliv. Nøjagtig sådanne udtalelser er et eksempel på, at vi har kønsroller, hvor det forventes noget af kvinder og noget helt andet af mænd, og det er det, der gør, at vi ikke opnår reel ligestilling i vores samfund. Vi i Moderaterne vil bestræbe os på, at vi kan være dem, vi vil, og blive dem, vi vil, uagtet køn.

Men ligestilling handler ikke kun om kvinder. Det handler også om mænd – rigtig meget om mænd og de personer, der identificerer sig inden for de nonbinære køn. Derfor er det også rigtig vigtigt, at perspektiv- og handlingsplanen sætter skarpt på bl.a. mænds sundhed og psykiske velvære såvel som bekæmpelsen af vold mod og mistrivsel blandt lgbtq+-personer.

Moderaterne mener, at vi alle skal være lige uagtet køn og seksualitet. Vores samfund skal kunne rumme alle. Vi skal gøre op med kønnede tankegange og kønnede forventninger. Uddannelsen til håndværker skal ikke være et mandefag. Uddannelsen til sygeplejerske skal ikke være et kvindefag. Ansvar for husholdningen skal ikke naturligt tilgå kvinder. Vi skal have frihed til at indrette os, som vi har lyst til, og være drevet af det, vi gerne vil.

Ligestilling er en afgørende forudsætning for et velfungerende og retfærdigt samfund. Derfor bekymrer det mig også, at Liberal Alliance gør så meget for at fremme holdningen om, at ligestillingskampen er gået for vidt, at de fremmer et verdenssyn, hvor kvinder reduceres til deres æggestokke, og hvor idéen om yderligere fremskridt udstilles som værende fuldkommen afmarcheret og radikalt. For mig er ligestilling ikke radikalt. For mig er det en nødvendighed.

For at nå i mål med de præsenterede initiativer er det vigtigt for mig at pointere, at det ikke vil være muligt at nå dem, hvis vi ikke anerkender, at der er kulturelle og sproglige barrierer, der stadig eksisterer. Vi skal væk fra den diskurs. Vi skal væk fra den identitetspolitiske kamp om, hvorvidt vi har ligestilling. Vi kan se på de udfordringer, der er, tage dem alvorligt og gøre noget ved dem. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Nu nævner Moderaternes ordfører det her med, at sygeplejerske ikke må være et kvindefag, og at elektriker, eller hvad det var, ikke må være et mandefag. Jeg er selvfølgelig helt enig i, at mænd skal være velkomne til at blive sygeplejerske og kvinder skal være velkomne til at blive elektriker, det er fremragende, men der er jo bare gennemsnitligt flere kvinder, der gerne vil være sygeplejerske, ligesom der gennemsnitligt er flere mænd, der gerne vil være ingeniør eller elektriker. Træffer de de forkerte valg, eller skal de træffe et andet valg? Hvis det er kvinder og mænds eget valg, at de hellere vil det ene end det andet, vil det jo altid være sådan, at der vil være et kønsopdelt arbejdsmarked, uanset hvad vi politikere så mener om det.

Ordføreren.

Det, ordføreren siger, vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved. Da jeg arbejdede som sygeplejerske, arbejdede jeg på forskellige afdelinger, og i akutmodtagelsen arbejdede der rigtig mange mandlige sygeplejersker, fordi der er lidt mere gang i den, så der kunne man godt tiltrække det andet køn. Mine små piger på 2 og 5 år leger med dukker. De siger allerede, at drenge er stærkere end piger, og jeg har faktisk gået og tænkt på, hvad det er, der så tidligt gør, at de også går ind i de her kønsroller. Jeg vidste ikke engang, at det var en mulighed for mig at blive håndværker, da jeg var yngre. Jeg har aldrig skænket det en tanke. Og det er jo ikke, fordi der er nogen, der vil mig det ondt. Det handler jo netop om, at motorvejen til at blive sygeplejerske som kvinde er meget bredere, end den er til at blive elektriker. Det er jo det, vi skal have en samtale om og gøre noget ved. Og jeg tror også, at den nye folkeskolereform kan gøre noget godt der, når man får mere erhvervspraktik og får øjnene op for, hvad verden kan.

Spørgeren.

Mener Moderaternes ordfører, at det er et problem, hvis børn eller voksne for den sags skyld er af den opfattelse, at mænd gennemsnitligt set er stærkere end piger. Det er nu engang sådan, det forholder sig. Mænd er stærkere end kvinder.

Ordføreren.

Det kommer vel an på, hvilke mænd du spørger, hvor meget de har trænet. Der var noget i et opslag med at bære nogen i en krig. Det ved jeg ikke helt hvad jeg skal svare på. Jeg synes, det er problematisk, at mine piger faktisk allerede identificerer sig fuldstændig med alle de kvindedominerede fag, og det bekymrer mig, at de vokser og tænker, at de skal være derhjemme og lave mad og passe børn, for vi er lidt truet med at skulle tilbage til de gamle kønsroller. Der skal jo være lige muligheder for alle.

Næste korte bemærkning er til fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal alliance.

Tak, og tak for talen. Det bliver jo komplet umuligt at skulle diskutere noget ud fra generelle betragtninger, hvis ikke man kan komme med generelle betragtninger. Mænd er højere end kvinder. Ja, du kan sagtens finde en masse mænd, der er lavere end nogle kvinder, men vi må da kunne snakke i gennemsnitsbetragtninger uden at skulle gå ned i petitesser hele tiden.

Jeg vil gerne spørge ind til noget, jeg nævnte i min tale, om den identitetspolitik, der er i Skotland. Der er kommet noget lovgivning, som kan gøre det ulovligt at kalde en person, der biologisk set er en mand for en mand, hvis vedkommende er transkønnet. En meget populær forfatter, J.K. Rowling, har været ude og slå meget markant på kvinders rettigheder. Eksempelvis skal voldtægtsmænd, som identificerer sig selv som kvinder, ikke skal have ret til kvinders personlige rum. Det synes jeg hun gør meget sejt, og derfor skriver jeg ud, at hun fortjener en statue i min baghave. Hvorfor svarer ordføreren, at alle går ind for frihed, bare ikke lige den personlige frihed til at definere, hvem du er?

Ordføreren.

Jeg vil godt lige starte med at sige, at jeg synes, at det tweet, jeg så på X, bare var, at du skrev, at du ville have den der statue. Jeg vidste ikke, hvad forhistorien var. Mit politiske drilleri skyldtes, at vi i Moderaterne egentlig synes, at det her er spild af tid. Vi skal ikke have love om, hvad man kalder hinanden, vi skal behandle hinanden ordentligt som mennesker. Man kalder ikke hinanden alle mulige ting. Man kalder ikke folk ting, de ikke er, og hvorfor er det så vigtigt at tale om, hvad man kalder en transkønnet. Man ville jo aldrig som et almindeligt velopdragent menneske kalde noget andet end det, de udstråler de er. Så hold nu op. Det er fuldstændig ligegyldigt.

Spørgeren.

Det er da ikke fuldstændig ligegyldigt. De her situationer udspiller sig jo rundtomkring i verden. Det er da klart, at jeg går op i, at hvis min pige er ude at svømme, skal der ikke stå en voldtægtsmand ved siden af hende. Det er derfor, jeg går op i det. Jeg er enig i, at man skal være ordentlig og omtale hinanden ordentligt. Hvorfor er det ordentligt at skrive på X med drilleri, at LA går ind for frihed, bare ikke lige den personlige frihed til at definere, hvem du er, når det er fuldstændig løgn og latin?

Ordføreren.

Selvfølgelig skal voldtægtsmænd ikke være sammen med deres ofre i en svømmehal og sådan noget. Det er alle mulige tænkte eksempler i en eller anden skræmmekampagne. Jeg ved ikke, om det er en kampagne, der går ud på, at nu skal vi til at være bange for transpersoner. Jeg får lyst til at sige: Tag det roligt! Der er større problemer, eksempelvis negativ social kontrol, som jeg synes vi skal tage fat på, og som jeg også går og tænker rigtig meget over. Kom nu!

Den næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand, og tak for ordet. Jeg bliver nødt til at sige, at det jo er vildt at høre Moderaterne stå og sige, at følelser trumfer fakta. Altså, man skal ikke kalde folk for noget, de ikke er, og man er født enten som mand eller kvinde, og tak for det, og så behøver vi ikke have den her debat længere. Jeg er 50 år gammel, og vi havde tidligere aldrig et problem med folk, som definerede sig som noget andet, men det blev lige pludselig et problem. For lige pludselig skulle alle vi andre til at tænke os til, hvad folk gik og følte inde i maven, og det blev sådan et følelsesdiktatur, vi blev lagt under, og så skulle vi alle sammen makke ret.

Det er jo det, der er problemstillingen, og der er Moderaterne jo wokefortalere nummer et i Folketingssalen, og det er jo skønt. Men det ville nu også være godt, hvis man som folketingspolitikere bare erkendte fakta. For ja, mænd er sådan helt generelt stærkere end kvinder, og det handler om puberteten. Frem til puberteten er kønnene stort set lige stærke, og så får vi en større dosis af de mandlige kønshormoner, og det gør, at vores knogler bliver kraftigere, og at vores muskeltilslutninger bliver bedre, og derfor er mænd rent faktuelt stærkere.

Vil Moderaternes ordfører ikke anerkende, at mænd generelt er stærkere, og at fakta i politik til enhver tid trumfer følelser?

Vi går videre i biologitimen. Ordføreren.

Ja, jeg er jo uddannet sygeplejerske, så jeg kan kun give ordføreren ret. Det er fuldstændig rigtigt, at mænd har et højere testosteronniveau end kvinder, så derfor vil en mand, hvis han træner, få en større muskelmasse. Men hvad er det for en debat at skulle stå og have her? Det giver jo ikke rigtig nogen mening, når vi taler lige muligheder. Kvinder, der laver professionel sport, bliver udfordret, fordi der ikke bliver givet penge til kvindeelitesport i forhold til mandeelitesport. Hvorfor er det et behov, at vi skal tale om de her ting? Skal vi ikke bare skabe lige muligheder for alle og sørge for, at alle kan dyrke den sport, de har lyst til?

Så er jeg fuldstændig enig med ordføreren. Prøv at høre her: Man er født som mand, man er født som kvinde, og man er noget andet, og siger man det forkert til nogen, går det nok også. Altså, det er helt almindelige rare mennesker, der har en anden kønsopfattelse, og ærlig talt fylder det ikke ret meget, og det er så nemt at tage hensyn til, så jeg kan kun give dig ret.

Spørgeren.

Det er da dejligt, og sådan er det jo, når man har fakta på sin side, altså at det så er nemt for andre mennesker at give en ret, og det er jeg jo efterhånden vant til. Virkeligheden er jo også bare, at jeg gerne vil høre Moderaternes holdning til det, og hvordan de så har det med ligestillingen, hvis jeg nu lige pludselig definerer mig som en, der hedder Karen, og jeg har lyst til at spille kvindefodbold. Skal jeg så have det som en ret? For det er jo ligestilling, og jeg har gennemgået puberteten osv., men jeg bliver nødt til at høre det. For Moderaternes ordfører startede sin tale med at sige, at der faktisk ikke er forskel på kønnene, og jo, det er der. Det ved vi faktuelt at der er mentalt og fysisk, og det er jo det, vi alle sammen skal arbejde for bliver udvisket mindst muligt, men vi skal da ikke sætte specielle rammer og.

Anerkender Moderaterne, at det er mænd, der er født som mænd, der dyrker mandesport, og at det er kvinder, der er født som kvinder, der dyrker kvindesport, og at der er forskel på kønnene?

Ordføreren.

Jeg tror, at ordføreren vil være en rigtig smuk kvinde som en Karen. Altså, det er ikke Folketingets job at beslutte, hvem der skal dyrke hvilken sportsgren. Det har jeg fuld tillid til at de har helt styr på ude i sportsklubberne, når de møder de udfordringer, og det samme er med hensyn til, hvor de skal gå i bad og sådan noget. Der er fuldstændig styr på det de steder, hvor det er et problem, og derude er det et meget mindre problem, end det er herinde i Folketingssalen. Så apropos woke: Hvorfor bliver vi ved med at snakke om det?

Det næste korte bemærkninger er til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak. Jeg har jo også selv tre piger derhjemme, og børn er kloge, for de siger nogle gange bare det, der er fakta, og ja, drenge er stærkere end piger. Så ordføreren skal gå hjem og rose sine piger for at vide fakta. Kvinders absolutte styrke er generelt 33 pct. lavere end mænds, det kan man bare slå op, det er fakta, og det er måske det, der lidt er det grundlæggende problem med Moderaterne ligestillingspolitik her, altså at man ikke vedkender sig fakta. Og jeg har jo også set en ordfører nævne på Twitter eller det, der i dag hedder X, at mænd godt kan få menstruation. Altså, det er jo ikke rigtigt, at mænd kan få menstruation. Men det har en ordfører sagt på Twitter at det kan mænd godt, for det er Venstres Ungdom, tror jeg nok, begyndt at snakke om.

Så jeg vil bare lige spørge ordføreren: Skaber det ikke noget forvirring for vores børn, at man ikke forholder sig til fakta, men at man præsenterer en verden for dem, som de kan anse, som de selv har lyst til, eller man kan svæve rundt og komme med nogle ting, som overhovedet ikke passer? Det synes jeg ikke er en særlig god måde at anse verden og livet generelt på.

Ordføreren.

Jeg synes, det er interessant, at I ude på højrefløjen har så travlt med det her, og at I jo netop ikke vil lovgive om det, at I ikke kommer med det, I vil lovgive om, og hvad det er, der skal ske. Altså, jeg har intet problem med, at en kvinde, som har en livmoder, opfatter sig som en mand, og så vil den person jo sige: Jeg er en mand, der har menstruation. Og hvad så? Det er fuldstændig lige meget, og det er så få mennesker i Danmark, det her drejer sig om.

Helt ærligt, du stod selv heroppe og talte om negativ social kontrol. Jeg er opvokset med det, med piger, der ikke kan få en uddannelse, og som bliver slået, incest, alle de her ting, og så står vi og bruger vores tid på det her. Hold nu op!

Uanset engagementet skal ordføreren lige huske det med direkte tiltale.

Spørgeren.

Ja, jeg sidder også og vender øjne over, at vi skal bruge tid på det her, og at der står en ordfører for Moderaterne, som himler over, at hendes børn siger, at drenge er stærkere end piger, og at det bekymrer ordføreren, at hendes børn synes, at det ville være rart at lave noget mad til deres børn og passe børn.

Hvad er det for noget? Hvorfor skal man lige pludselig gøre familielivet til sådan noget, der er latterligt og fjollet at bruge tid på? Det er da lige så meget værd, som det er at gå på arbejde. Det vil jeg bare lige sige, og det håber jeg også at ordføreren vil bekræfte og også sige til sine egne piger derhjemme.

Ordføreren.

Ja, selvfølgelig.

Det afslutter så de korte bemærkninger. Tak til fru Rosa Eriksen, Moderaterne. Den næste ordfører er fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. Det Konservative Folkeparti takker for redegørelsen. Vi er enige i, at ligestillingen er en grundlæggende værdi, og den årlige redegørelse gør det muligt for os at følge området nøje med øje for, hvor ligestillingen eventuelt halter efter.

Når vi taler om ligestilling, taler vi typisk om det med afsæt i mål omkring lige muligheder for at udfolde sit potentiale uanset køn, alder, seksuel orientering eller etnicitet, og det bakker vi op om. Vi har imidlertid noteret os, at debatten og synet på ligestilling i de senere år har bevæget sig ud over et fokus på de individuelle rettigheder til spørgsmålet om, hvordan diversitet er en konkret fordel for organisationer og samfund, og vi kan se, at det også har bevæget sig ind flere steder i redegørelsen. Vi skal imidlertid sikre, at vi også holder fast i princippet om, at individer skal forfremmes og belønnes alene på deres evner og deres præstationer, og vi vil derfor benytte lejligheden til at minde om, at vi i arbejdet med individets ligestilling og diversitet også er nødt til at sikre retfærdighed i form af belønning af talent og præstationer, så de talentfulde og hårdtarbejdende mennesker ikke ser sig forbigået. Ellers stiller vi ikke folk lige.

Vi tror på, at vi godt kan fjerne benspænd for ligestilling og samtidig sikre, at det er folks evner og præstationer, der belønnes. De tre dimensioner i ligestillingen, altså den individuelle frihed, diversitetsfordelene og princippet om at belønne flid og talent, er det afgørende at vi balancerer i et retfærdigt og ligestillet samfund, hvis alle skal kunne se sig selv i det. I forhold til selve redegørelsen noterer vi os, at det går den rigtige vej med ligestillingen mange steder, og det er glædeligt.

Hvis vi skal slå ned på et par områder, vil vi gerne fremhæve en trend, nemlig at drenge klarer sig dårligere end piger i uddannelsessystemet, og at dette er blevet forværret med en stigende forskel i karaktergennemsnittet på de to køn. Når det nu har været kendt i efterhånden rigtig mange år, savner vi, at det også snart ledsages af konkrete initiativer, og det vil vi opfordre ministeren til, særlig fordi vi taler om vores fremtid i form af børn og unge. Vi noterer os også, at der fortsat er store udfordringer med social kontrol, som flere andre også har nævnt i dag, og ligestillingen i forhold til kvinder fra MENAPT-landene. Det er f.eks. bekymrende, at kvinder med indvandrerbaggrund fylder hele 43 pct. af pladserne på kvindekrisecentre, og det er frustrerende, at det synes næsten umuligt at få gjort op med det problem.

Sluttelig vil jeg nævne, at vi savner, at man dykker lidt mere ned i resultaterne af vores konkrete indsatser på ligestillingsområdet, altså hvad vi har gjort for ligestillingen, som rent faktisk virker, hvorfor det virker, og hvorfor der er noget af det, vi gør, der ikke virker, så vi kan blive klogere på, hvad det er for nogle håndtag, vi kan trække i. Jeg vil endnu en gang takke for redegørelsen. Vi er kommet langt med ligestillingen i Danmark, men som jeg også har nævnt her, er der fortsat nogle emner at dykke ned i. Tak.

Første korte bemærkning er til fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Jeg forstod simpelt hen ikke den distinktion mellem individ og strukturer, for når vi diskuterer det her i Folketingssalen, hvor vi jo netop arbejder med lovgivning, så handler det om, at vi skal sikre, at alle kan komme ind på den samme bane og spille der. Og når vi netop diskuterer strukturerne, er problemet jo, at der er nogle baner, hvor bommen er gået ned. Man kan simpelt hen ikke indløse billet som enten det ene eller det andet køn til at komme ind på banen og spille. Derfor kan man jo snakke nok så meget om individ og om, hvad individet kan gøre, og at det er individet, der må løbe ind på banen og gøre det godt, men hvis bommen er gået ned og man slet ikke kan komme derind, så har vi problemet. Det er jo det, der er essensen af ligestillingsdebatten, altså at sikre, at alle har muligheden for at få bommen til at gå op og give adgang til banen, og så må man selvfølgelig bruge sine individuelle evner til at spille den bedste kamp. Men forudsætningen er jo selvfølgelig, at man overhovedet kommer med på holdet.

Ordføreren.

Det var også det, jeg prøvede at sige – åbenbart ikke tydeligt nok – altså at ligestilling handler om flere elementer, nemlig at vi sørger for at balancere det, at vi får fjernet benspænd, og at vi får arbejdet med de bias, der kan ligge forskellige steder. Og også at vi i arbejdet med at skabe større diversitet ikke går på kompromis med det grundlæggende princip om, at talenterne også skal belønnes, og at hårdt arbejde og flid skal belønnes. Så det, jeg prøvede at sige, på min knudrede måde, var, at vi skal balancere de tre ting for at kunne lykkes med ligestillingen.

Spørgeren.

Så vil jeg gerne spørge, hvor det så er, at Konservative vil have bommen til at gå op. Hvor er det, Konservative mener, at strukturerne i dag ikke skaber de samme forudsætninger for, at man kan bruge sine individuelle evner? For det hørte jeg nemlig ikke i ordførerens tale.

Ordføreren.

Det, jeg forsøgte at komme med, var faktisk to meget konkrete området, hvor jeg mener, at vi halter bagefter i forhold til ligestillingen, f.eks. i folkeskolen. Der er noget, der tyder på, at vores drengebørn ikke får forløst deres potentiale. Det har vi brug for at få kigget ind i, og jeg nævnte også problemerne med social kontrol. Der er nogle benspænd der, vi skal have ændret, så vi kan få forløst det potentiale, der er hos de kvinder, der oplever social kontrol.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Kim Valentin, Venstre.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg har i mine spørgsmål fokuseret på, hvordan kvinder behandles i forhold til at være ledere i erhvervslivet. Jeg havde forventet, at Konservatives ordfører måske havde nævnt det et eller andet sted i talen, for det er et hovedområde inden for ligestilling. Derfor spørger jeg lidt ind til det nu. 0,9 pct. af al den kapital, der ryger ud til iværksættere, går til kvindelige iværksættere. En del af det skyldes selvfølgelig, at der er færre kvindelige iværksættere, men det er et strukturelt problem.

Så er der det her med, at mænd og kvinder jo er lige gode til ledelse, men at 2.387 af de største virksomheder i Danmark ikke har en eneste kvinde i bestyrelsen. Konservatives ordfører nævner ingen af de her dele i sin ordførertale, og ordføreren kommer overhovedet ikke ind på det. Hvorfor ikke det? Og hvad er egentlig løsningen på det her?

Ordføreren.

Når vi ikke kommer ind på det, er det, fordi vi i udgangspunktet gerne vil have, at man belønnes for sit talent, og at man skal sætte sig i spil. Hvad spørgeren ikke ved, er, at jeg faktisk har været med til at stifte det bestyrelsesnetværk, der hedder Bestyrelseskvinder, og som arbejder aktivt for at få flere kvinder i bestyrelser. Det arbejde går jo i stort omfang ud på at gøre opmærksom på, hvad det er, kvinderne kan, og få fremvist de kompetencer, som kvinderne har i bestyrelseslokalet, og igennem det at udøve netværk få sat de her kompetencer i spil.

Spørgeren.

Jeg hørte sådan set, at ordføreren sagde, at man bliver belønnet for sit talent. Det vil altså sige, at der ikke er noget talent derude blandt kvinder – det vil jeg gerne have lov til at sige at jeg er vildt uenig i. Altså, der er fuldstændig lige så mange kvindelige talenter, som der er mandlige talenter. Så det her er jo en strukturel ulighed, der eksisterer, og som man er nødt til at gøre noget ved, og der spørger jeg Konservatives ordfører: Hvad vil Det Konservative Folkeparti gøre ved det?

Ordføreren.

Jeg tror, at spørgeren lægger mig ord i munden, i forhold til at jeg skulle have sagt, at kvinder ikke kan lige så meget som mænd. Når jeg har været med til at stifte sådan et netværk, er det jo netop for at synliggøre, at der er rigtig mange kvinder, som har et enormt potentiale. Og jeg tror, at vi skal passe på med, at alting skal styres fra lovgivernes side i forhold til konkrete kvoter. Det, vi kan gøre, er også rigtig meget selv at organisere os som kvinder og opsøge de netværk og bruge den viden, der er, om, hvordan det er, at man faktisk får en bestyrelsespost, for det er der rigtig meget viden om.

Næste korte bemærkning er til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak. Det er egentlig bare en tilkendegivelse af, at jeg er glad for, at De Konservative stadig har den her borgerlighed i sig, ligesom vi i Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har, altså har fornuften. Jeg fik ikke nævnt før oppe på talerstolen, at jeg også er virkelig glad for, at Det Konservative Folkeparti på udlændingeområdet er ret opmærksomme på det her med social kontrol. Det synes vi er rigtig dejligt. Det er lige præcis, som ordføreren siger, nemlig at man skal have nogle netværk og organisationer, og at det er den vej, man skal gå, og at man ikke skal lovgive herinde fra Christiansborg. Så jeg vil bare lige sige tak for talen og for svarene, for jeg tror, det er vigtigt, at vi borgerlige står sammen om fornuften her i de kommende år.

Ordføreren.

Tak for kommentaren.

Ønsker spørgeren ordet for endnu en kort bemærkning? Nej, så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

Se, nu er jeg i en lidt særlig situation, for den næste ordfører, fru Rosa Lund fra Enhedslisten, har jeg dog set i salen, men hun er simpelt hen væk. Ja, hvad kan der ikke ske under sådan en debat. Jeg har da set ordføreren sidde på sin plads, men nu er hun øjensynligt væk. Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Samira Nawa, Radikale Venstre. Velkommen, det er da godt, at ordføreren er her.

Tak, formand. Jeg er ikke blevet væk endnu. Få andre temaer kan splitte, som ligestilling gør det, og det har altid været uforståeligt for mig, fordi det jo handler om noget så grundlæggende som lige muligheder og frihed til at være den, man er. Det er vildt, at det stadig er så farligt at sige højt, at det ikke er sådan, det forholder sig i virkeligheden. Der er ikke lige muligheder i dag, og der er ikke frihed til at være den, man er. Kampen for ligestilling er trættende, men den nytter, for nogle gange bliver det utænkelige virkeligt, og det er faktisk sket et par gange i mine år som ordfører her på området.

I 2018 fremlagde vi i Radikale Venstre et stort ligestillingsudspil, og dengang virkede det for langt de fleste af forslagenes vedkommende utopisk, at de skulle kunne realiseres, når man tog debatten dengang i betragtning. Men bare på de 5 år, jeg har siddet på ligestillingsområdet, og også sammen med nogle af de ordførere, der har siddet lige så længe på området, er der alligevel sket en del.

Derfor får jeg jo lyst til i sådan en fejringstale også at remse nogle af de vigtige ting op. For i Danmark har vi jo fået fædrebarsel; barselsfond til selvstændige; en samtykkebaseret voldtægtslovgivning og styrkede uddannelsesindsatser, så politi og anklagemyndighed er endnu bedre klædt på til at arbejde med ofre for voldtægt; obligatorisk seksualundervisning på gymnasiale uddannelser; en styrket indsats mod digitale krænkelser såsom grooming og sextortion; psykisk vold er blevet kriminaliseret; der er skærpede krav til måltal og politikker for at fremme en mere ligelig kønsfordeling i landets største virksomheder; og vi har fået en styrket indsats for forebyggelse og håndtering af seksuel chikane på arbejdspladser, herunder et højere godtgørelsesniveau og skærpet arbejdsgiveransvar.

Så har vi fået mere ambulant hjælp til voldsofre; flere exitboliger til personer, der bryder ud af familien som følge af social kontrol; opkvalificering af fagfolk og centrale civilsamfundsaktører, der netop opsporer, forebygger og håndterer negativ social kontrol; en ligelig fordeling af børne- og ungeydelsen; digital post til begge forældre; ophold på krisecentre for voldsudsatte mænd og deres børn; og snart også en lovliggørelse af partnerægdonation, så regnbuefamilier også fremover får lettere ved at få børn.

Så man kan faktisk rykke noget, hvis man tør og kæmper for det, og det er summen af de små skridt, der tilsammen gør den store forskel. Men det skal jo ikke betyde, at man så sænker skuldrene og tænker: Så er alt jo godt, og så behøver vi ikke at have sådan en årligt tilbagevendende debat om ligestilling. Det synes jeg bestemt vi skal, for der er fortsat nok at gøre.

Vi skal sikre ordentlige barselsvilkår for selvstændige og for ledige. Vi skal fremme en god samtykkekultur gennem god, normkritisk og tidssvarende undervisning i krop, køn og seksualitet for alle børn og unge. Lgbt-personers rettigheder og trivsel skal styrkes markant. Vi skal have langt større diversitet på ledelsesgangene, og vi skal gøre mere for de tusindvis af kvinder, der hvert år udsættes for psykisk og fysisk vold, hvilket for ca. 12 kvinders vedkommende hvert år får et dødeligt udfald. Så skal vi også sætte en stopper for den udbredte diskrimination, der foregår i alle lag af samfundet, og støtte mere op om dem, der kæmper ligestillingskampen i etniske minoritetsmiljøer.

Så er der også det forhold, som jeg brugte en stor del af min taletid på sidste år, nemlig at der er mere end 10 pct. af den voksne befolkning i Danmark, der ikke har stemmeret. For mig og Radikale Venstre at se er det også et ligestillingsproblem, når der er 10 pct. af den voksne befolkning i samfundet, der ikke har den samme adgang til demokratiet som resten af befolkningen. Det kræver, at der sker ændringer på statsborgerskabsområdet og på området omkring permanent opholdstilladelse, og der er ikke sket noget, siden sidst vi havde denne debat, så den ulighed består fortsat.

Der er nok at gøre, og debatten her i dag har også berørt flere af de områder – både i den liste, jeg kom ind på, af ting, vi har opnået, men jo også dér, hvor der stadig er nok at gøre. Det virker, som om vi kan finde hinanden på kryds og tværs og der er en eller anden form for vilje til at gøre noget. Vi ser hver især med vores briller og har hver især vores ideologiske udgangspunkt, men i debatten her og også den, vi havde sidste år, oplever jeg alligevel en vilje til i en vis udstrækning at nå hinanden. Det synes jeg vi skal fortsætte med, for hvor langt kunne vi så ikke nå de næste 5 år? Jeg har i hvert fald høje ambitioner og glæder mig til at fortsætte samarbejdet med alle. Tak.

Der er en kort bemærkning til hr. Kim Valentin, Venstre.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg har i mine spørgsmål været inde på arbejdsmarkedet og det, at kvinder ikke har adgang til ledelse og kapital i ledelse i samme grad, som mænd har, og det taler ind i, at vi i Danmark har en problemstilling, der hedder strukturel ulighed, som er til ugunst for kvinder. Hvordan forholder Radikale sig til det? Jeg har bl.a. fremført, at der er et problem, når vi kigger på, at den største barriere for at få et ledelsesjob og få en høj løn faktisk er at være kvinde.

Ordføreren.

Jeg synes, det her er en vildt sjov situation, for her i løbet af debatten, hvor hr. Kim Valentin har stillet det her spørgsmål og fremført sine argumenter, har jeg tænkt: Wauw, han har læst mine talepapirer i alle mulige andre sammenhænge, hvor jeg lige præcis har fremført de argumenter, men jo så også er nået frem til, at den løsning, vi skal have på den udfordring, er, at vi skal have kvoter for en midlertidig periode for det underrepræsenterede køn på ledelsesgangene, for lige nu er der præcis, som hr. Kim Valentin siger, en udfordring, der bremser kvinder i at nå topposter, og det er kønnet.

Derfor skal vi ikke bare tale om, at der er den her kultur, og at der er de her strukturelle barrierer, men vi skal også løse dem, og det kunne man gøre ved f.eks. at indføre kvoter. Det håber jeg at hr. Kim Valentin vil være med til.

Spørgeren.

Jeg er glad for, at man har fulgt med i, hvad jeg har sagt, for jeg har jo gemt mit svar på det her til lige præcis den her samtale, for i Venstre går vi jo ikke ind for kvoter. Vi mener, at der er andre måder, man kan gøre det på. Eksempelvis kan man jo se, at pensionskasserne gerne vil være med til at måle de største virksomheder på, om de har lighed og uligestilling i deres ledelsesform, og det betyder noget, hvis man begynder at flytte de penge, der ryger ind i selskaberne. Det mener jeg selv er meget mere effektivt, end at vi går ud og siger: kvoter.

Ordføreren.

Ja, og det kan jo godt være, at man også skal gå andre veje, men jeg mener bare, at vi i Folketinget jo er nået så langt som at tale om måltal og politikker og mere gå ad frivillighedens vej. Men vi er nødt til, hvis vi gerne vil skubbe på kulturen og ikke bare lade den komme af sig selv, også at træffe nogle beslutninger, hvor vi aktivt får skubbet på. Der ser vi i Radikale Venstre kvoter som en løsning, men som en midlertidig løsning, som jeg også nævnte, for at give kulturen et skub, så vi netop kommer et sted hen, hvor kvinder vurderes på lige fod med mænd.

Næste korte bemærkning er til fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Jeg fik egentlig lyst til at spørge ordføreren, fordi hun er en gammel, garvet ræv inden for det område og har været med i lang tid. Det bliver jo tit fremført i den offentlige debat, at ligestillingsdebatten er gået for vidt, at der er noget, der er gået wokeamok, og at det hele er kastet op i luften, når det handler om kønsroller.

Men kan ordføreren komme i tanke om en eneste debat herinde i Folketinget, der har været initieret af venstrefløjen, og som har været helt på månen og været wokeamok, eller en debat, hvor ligestillingsområdet er gået helt amok?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet og i øvrigt samarbejdet igennem tiden. Grunden til, at jeg også oplistede de her mange sejre gennem de seneste 5 år, var jo også for netop at fremhæve nogle af de områder, hvor vi i fællesskab har løst nogle udfordringer, hvor jeg tænker at langt de fleste tænker: Hvorfor egentlig først nu? Og det er eksempler på ting, som vi jo ikke vil acceptere som værende ligestillingsproblemer i Danmark. Det er da helt almindeligt, at både far og mor får digital post i postkassen vedrørende børn eller deler børne- og ungeydelsen.

Så det der med, at debatten skulle være gået wokeamok, kan jeg ikke genkende. Men at vi har løst problemer, kan jeg bestemt genkende, og at vi har flere problemer at løse og har et ansvar for at gøre det, synes jeg også at vi alle sammen skal tage på os.

Spørgeren.

Når jeg spørger ordføreren, er det jo netop også, fordi jeg har haft svært ved at komme i tanke om noget, som er helt ekstremt, eller som man ikke kan diskutere som på et almindeligt politisk område, eller komme i tanke om, at man her i Folketingssalen skulle have diskuteret kagepersoner eller nogle andre ting. Det mindes jeg simpelt hen ikke at vi har gjort over de seneste mange år. Når jeg spørger, er det dog alligevel for lige at få ordføreren til at bekræfte, at de eneste gange, vi har diskuteret sådan noget som pronomener og køn, så har det været initieret af højrefløjen.

Ordføreren.

Jeg har ikke den der sådan helt skarpe opgørelse over det, men jeg synes faktisk, at når vi ligesom tager de debatter med udgangspunkt i de forslag, der bliver fremsat på ligestillingsområdet – det kunne være af mine kollegaer i SF, Radikale Venstre selv eller fru Trine Bramsens parti – oplever jeg sådan set, at vi tager en stille og rolig debat, men også får rykket på de ligestillingsudfordringer, sådan som det skete under den seneste regeringsperiode, hvor fru Trine Bramsen også selv var ligestillingsminister en del af tiden.

Næste korte bemærkning er til fru Christina Olumeko, Alternativet.

Tak for ordet, og tak for en god tale. Da jeg læste redegørelsen her fra ministeriet, slog det mig, hvor tyndt afsnittet om lgbt-personer er. Det var meget slående, at lgbt-personer heller ikke er nævnt i forordet til redegørelsen. Min oplevelse i Folketinget har indtil videre været, at det er utrolig heldigt og godt, at lgbt-personer står indskrevet i ressortområdet for Ligestillingsministeriet, for ellers tror jeg faktisk ikke, at det ville fylde specielt meget i Folketinget, og det, at det gør det, har jo gjort, at der trods alt står en lille smule, hvilket er bedre end ingenting.

Ordføreren var inde på, at det er flere små skridt, der til sidst gør, at vi kommer langt over længere tid. Så jeg vil egentlig bare spørge, hvad Radikale Venstres næste lille skridt er på lgbt-området.

Ordføreren.

For min skyld behøver vi ikke at tage små skridt. Vi kan sagtens tage endog meget store skridt på ligestillingsområdet. Jeg tror, at det sådan set er rigtigt, at lgbt+-området ligger under ligestilling, for hvor skulle det ellers behandles henne? Det er også derfor, at det var vigtigt for mig at fremhæve partnerægdonationer, som Alternativet jo bl.a. selv har haft en meget aktiv rolle i – formentlig bliver det snart vedtaget.

Nogle af de ting, som ordføreren her i løbet af debatten har fremført, f.eks. at også sociale forældre får bedre adgang til at følge med i deres børns liv, er nogle af de ting, som vi også i Radikale Venstre synes at der skal kigges på. Omvendelsesterapi har også været oppe. Så der er flere områder at kigge på. Noget af det, som jeg synes er særlig slående, er jo den store mistrivsel, der bl.a. er blandt lgbt+-personer.

Spørgeren.

Det er vi i Alternativet utrolig glade for at høre, og jeg tror, at Radikale Venstre vil vi finde, at vi er flere partier, der rigtig gerne vil styrke trivslen, vilkårene og ikke mindst rettighederne for lgbt-personer. Så jeg er glad for, at vi er flere, der har det fokus.

I forhold til netop sociale forældre og familier med mere end to forældre vil jeg bare spørge, om Radikale Venstre også deler den vision, at vi skal derhen, hvor man bliver anerkendt som juridisk forælder, hvis man f.eks. er den tredje eller fjerde forælder.

Ordføreren.

Ja, det kan vi sagtens se os selv i. Og så vil jeg bare tilføje det, som jeg ikke nåede, da jeg lige svarede før, nemlig at en stor del af arbejdet på lgbt+-området jo også handler om at styrke de organisationer, som sidder på området. Det er LGBT+ Danmark, Sabaah og LGBT Asylum. Det er organisationer, som vi også har haft drøftet her i løbet af debatten, og som jo ser ud til at blive skåret ned eller få frataget bevillinger.

Dermed kan vi sige tak til ordføreren fra Radikale Venstre. Næste ordfører på talerstolen er hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Dansk Folkeparti har ligesom sidste år imødeset den her redegørelse på ligestillingsområdet – mest af alt, fordi den meget ærligt afslører regeringens ambitioner om at navigere ligestillingsdebatten ind på et venstreorienteret territorium. Så er det selvfølgelig også en fin anledning til at debattere nogle af de fasttømrede narrativer og skadelige ambitioner, som også præger området.

Ligestilling er en god ting, hvis det betyder, at individuelle mennesker ikke begrænses i at forfølge deres egne drømme og ambitioner i tilværelsen. Hvis ligestilling betyder frihed, som det jo har gjort i klassisk forstand, så er Dansk Folkeparti store tilhængere af ligestilling. Problemet er, at ligestilling er blevet et tveægget sværd. Det ene øjeblik betyder det mere frihed til både mænd og kvinder – det er jo fremragende – og det næste øjeblik bliver begrebet brugt som løftestang for den form for diskrimination, som ligestillingsambassadørerne ellers hævder selv at ville kæmpe imod.

For nylig kunne vi læse, at forsvaret nu åbner op for at ville favorisere kvinder og etniske minoriteter i ansættelser, altså at give mennesker forrang til at blive ansat i visse typer af job, fordi de har et bestemt køn eller en bestemt hudfarve. Et andet eksempel er det såkaldte Inge Lehmann-projekt, der skulle sikre flere kvinder i forskning og på universiteterne. Det er endda, på trods af at Undervisnings- og Forskningsministeriet tidligere har lavet en rapport, hvor det entydigt blev konkluderet, at kvinder har nemmere ved at få støtte eller ansættelse på universiteterne end mænd, og alligevel laver man en lov, der tilgodeser kvinder, ja, man lavede sågar en undtagelse i ligebehandlingsloven med henblik på at kunne diskriminere mod mænd. Er det ligestilling? Det er det ikke set med vores øjne.

Derfor er det egentlig heller ikke overraskende, at godt hver fjerde af de 35-49-årige mænd mener, at ligestillingen er gået for vidt. Det er ikke, fordi de mener, at mænd og kvinder ikke er præcis lige meget værd, men fordi de ikke kan se sig selv i de politiske analyser og konklusioner, som ministeren i lighed med mange af de mest yderliggående feminister drager i deres offentlige virke. En ligestillingspolitik, hvor man dispenserer fra ligebehandlingsloven for at kunne diskriminere mod det ene køn, er ikke en oprigtig ligestillingspolitik. Tværtimod.

Ministeren har ad flere gange udtrykt, at hun skam ikke er tilhænger af resultatligestilling, hvorefter hun straks et øjeblik senere problematiserer den manglende resultatligestilling mellem mænd og kvinder. Det er ikke positivt for ligestillingen, når staten vil begrænse selvstændige menneskers frie valg, som det eksempelvis var tilfældet med den øremærkede barsel, ligesom det ikke er positivt, når ligestillingsbegrebet bliver brugt som løftestang for diskrimination, som det var tilfældet med Inge Lehmann-projektet. Det er desværre den afsmag, som ministeren og andre på særlig venstrefløjen har givet begrebet, og det er derfor, at der er både piger, drenge, mænd og kvinder, som mener, at ligestillingsdebatten er kørt af sporet.

Ligestilling og feminisme kan i dag betyde både det ene og det andet. Det ene øjeblik betyder det det stik modsatte af, hvad det betød for et øjeblik siden. Ministeren problematiserer i redegørelsen, at der fortsat eksisterer et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked, hvor kvinder og mænd arbejder i forskellige sektorer og fag, og at der fortsat er forskel på, hvor meget mænd og kvinder arbejder i hjemmet. Det er her, hvor ministerens ambitioner om resultatlighed er i direkte konflikt med frie menneskers egne valg og præferencer.

Forskningen viser nemlig helt entydigt, at arbejdsmarkedets kønspræferencer er størst i de lande, hvor der er mest frihed for mænd og kvinder til at forfølge deres egne drømme og ambitioner i tilværelsen, og det vil derfor kræve et potent og omfattende bureaukrati, ja, sågar et brutalt og tyrannisk statsapparat, før du ville kunne udrydde disse forskelle. Teorien er, at mænd og kvinder ville blive mere ens, hvis bare de i højere grad fik frit valg til at vælge. Forskningen viser det stik modsatte.

Det kønsopdelte arbejdsmarked er konsekvensen af det frie valg mellem mænd og kvinder. Det er udtryk for uudslettelige gennemsnitlige forskelle mellem kønnene, der kun kan elimineres med en stor, tyrannisk statsmagt. Der kommer aldrig til at være en lige fordeling i toppen af erhvervslivet eller i sektorer og fag, og hvorfor skal en dansk minister blande sig i, at mænd i højere grad end kvinder slår græsset eller renser tagrenderne; at kvinder omvendt oftere tager sig af vasketøjet eller madlavningen; at flere mænd gerne vil være ingeniør; eller at flere kvinder gerne vil være sygeplejerske? Det er lige netop her, hvor kæden for alt for mange mennesker helt forståeligt hopper af.

Ministeren glæder sig i redegørelsen over, at den tvangsbarsel, man sidste år indførte, har fået den konsekvens, at flere mænd nu tager barsel. Jamen tillykke: Tvang virker. Det er præcis her, hvor ligestillingsbegrebet får en dobbelt betydning. For os i Dansk Folkeparti mener vi, at det bør betyde frihed. For ministeren betyder det tvang. Ligeledes kritiserer ministeren også, at flere kvinder oftere end mænd går på deltid, til trods for at Danmarks Statistik entydigt kan dokumentere, at kvinder, hvis du spørger dem, aktivt tilkendegiver, at de ønsker en kortere arbejdsuge end mænd. Og hvis ministeren anerkender den her statistik og det forhold, at kvinder helt frivilligt og i højere grad end mænd bærer et ønske om at bruge færre timer på arbejdet, og hvis ministeren stadig mener, at det er et problem, at kvinder oftere går på deltid, ja, så siger hun også til selv samme kvinder, at deres egne personlige valg og præferencer er forkerte. Det er åbenbart det, ministeren kalder ligestilling nu om dage. For os i Dansk Folkeparti er det alt andet end ligestilling. Det er nymarxisme, det er statsligt formynderi, og det er alt andet end borgerligt.

Dernæst problematiseres det, at der fortsat er områder, hvor kvinder er underrepræsenterede, eksempelvis i topledelser og bestyrelser, og ligesom før tager hun slet ikke forbehold for, at selv om kvinder har både evner og flid til at kunne varetage de her opgaver, er der generelt bare færre kvinder, der deler ambitionen om at gøre store personlige ofre og bruge mere end 80, måske over 100 timer om ugen på at blive hyperspecialiserede inden for en specifik sektor. Ministeren mener tilsyneladende, at kvinder bør ændre præferencer og i stedet ofre familie, venner, fritid, lokalsamfund, foreningsliv og meget andet for at forfølge disse snævre karriereambitioner. Personligt mener jeg, at den her lille gruppe af hyperspecialiserede mænd risikerer at gå glip af alt det, der gør livet værd at leve, men jeg har ikke i sinde at blande mig i deres valg, sådan som ministeren tilsyneladende vil i kvindernes.

Hvis ambitionen er, at kvinder skal arbejde lige så meget som mændene, eller at der nogen sinde skal være en 50-50-fordeling mellem kønnene på danske bestyrelsesposter, er det enambition, der aldrig kan opnås, hvis man lader mennesker vælge selv. Mænd og kvinder er ikke ens, og de bliver det aldrig. Hele redegørelsen skøjter rundt på overfladen i statistik, der viser fordelingen mellem mænd og kvinder, men statistikken – man kunne kalde den en baggrundsstatistik – om årsager, forklaringsmodeller, viden om mænd og kvinders forskellige præferencer, valg, ambitioner og prioriteter er fuldstændig fraværende. Meget af redegørelsen ender dermed med at blive et skyggeteater, hvor alle analyser og bekymringer danser omkring den samme fortærskede forklaringsmodel.

Alt i alt er den her redegørelse et tilbageslag for ligestillingen. Er der så ikke noget positivt? vil nogle muligvis indvende, og jo, det er der da: Handlingsplanen tager også fat i relevante problemer, både ligestillingsproblemer, men også problemer, der ikke nødvendigvis kan karakteriseres som ligestillingsproblemer. Det er dog ikke desto mindre problemer, som det er vigtigt at adressere og tage hånd om. Om det så foregår i Ligestillingsministeriet, Justitsministeriet, Kulturministeriet eller Socialministeriet, er jo ret beset ikke af voldsomt stor betydning. Det angår partnervold, stalking, overgreb på handicappede, udvidede muligheder for fertilitetsbehandling, fokus på forældrefremmedgørelse, forskning i kvindesygdomme og andet, men det ændrer ikke ved, at redegørelsen er dybt inficeret af begejstring over tåbelige tiltag og generelt sætter spørgsmålstegn ved det, der burde være forudsætningen for ligestilling, nemlig menneskers lige adgang til at træffe frie valg. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Ordføreren siger, at nogle vil have, at mænd og kvinder skal være ens, men hvem er det, der siger det? Jeg har ikke hørt nogen sige det herinde i Folketingssalen, heller ikke i den her debat i dag, heller ikke tidligere eller nogen sinde, tror jeg. Jeg har hørt en debat om lige muligheder. Men hvem er det, der ifølge ordføreren vil have, at mænd og kvinder skal være ens?

Ordføreren.

Det er ministerens redegørelse, hvori der igen og igen står, at der stadig er et problem i forhold til, at kvinder oftere går på deltid. Der er stadig et problem i forhold til det kønsopdelte arbejdsmarked. Det indbefatter jo, at det er ministerens ambition, at der på et eller andet tidspunkt ikke skal være et kønsopdelt arbejdsmarked, at der på et eller andet tidspunkt ikke skal være flere kvinder, der går på deltid. Det er jo det, der ligger implicit i den sætning, og dermed ligger også ambitionen implicit om resultatlighed, og det er det, vi kritiserer i Dansk Folkeparti.

Spørgeren.

Jeg har også læst redegørelsen, og jeg kan ikke finde nogen steder, hvor der står, at mænd og kvinder skal være ens, og det er det, ordføreren står og siger fra Folketingets talerstol, altså at mænd og kvinder skal være ens. Jeg har bare ikke hørt nogen, der har sagt det. Men lad os så gå videre til noget andet, for ordføreren siger også, at ligestilling er gået for vidt. Men hvornår gik det for vidt? Kan ordføreren ikke komme med sådan et konkret eksempel på, at det lige dér gik for vidt? Var det med ligelønsloven, var det med den gratis psykologhjælp til voldsramte kvinder, eller var det ligestilling mellem kønnene i forhold til den danske trone? Hvornår var det præcis det gik for vidt?

Ordføreren.

Alle tiltag, der enten diskriminerer eller giver frie mennesker færre frie valg i deres egen tilværelse, er der, hvor det går for vidt.

Så er det hr. Kim Valentin fra Venstre.

Tak til ordføreren for ordførertalen. Jeg var lige ved at tro, at ordføreren sagde, at det var dengang, kvinder fik stemmeret, at det gik galt, men det gjorde han jo så gudskelov ikke. Man skal huske at have humoren med i det, man beskæftiger sig med.

Ordføreren siger, at mænd og kvinder ikke skal være ens, og det kunne jeg godt tænke mig at forfølge. For der er jo ingen ordentlig borgerlighed i at sætte kikkerten for det blinde øje. Vi snakker om lige muligheder, og det må man jo anerkende fra DF's side. Det snakker alle om. Det har alle talt om hele dagen. Derfor bliver jeg nødt til at spørge: Er det ordentlighed og lukke øjnene for, at 2.387 virksomheder – de største virksomheder i Danmark – ingen kvinder har i ledelsen? De har ikke så meget som en eller to kvinder i ledelsen – de har ingen kvinder i ledelsen. Er det udtryk for ordentlig borgerlighed, at man intet vil gøre ved den situation?

Ordføreren.

Det er jo simpelt hen ikke rigtigt, at de 2.000 største virksomheder i Danmark ikke har nogen kvinder i bestyrelsen. Det passer ganske enkelt ikke. At der så er 2.000 store virksomheder, hvor der ikke er kvinder i bestyrelsen, er ganske enkelt udtryk for, at der er færre kvinder, der har ambitioner om at bringe alle de personlige ofre, som det kræver at få en bestyrelsespost. Så har man andre prioriteringer i tilværelsen, som jeg personlig synes er væsentlig bedre prioriteringer end de prioriteringer, som den her meget lille gruppe af hyperspecialiserede mænd foretager. Men jeg har ingen ambitioner om at gå ud og kritisere, at de kvinder helt frivilligt foretager personlige valg om deres arbejdstid og meget andet.

Hr. Kim Valentin.

Det synes jo er et udtryk for total ignorance fra Dansk Folkepartis side, altså at man ikke engang vil anerkende de fakta, der ligger. Det er 2.387 virksomheder, og det er de største virksomheder, og det er jo ikke noget jeg står her og finder på. Det er jo noget, som undersøgelser viser. Så må man jo læse de undersøgelser for at få de fakta med. Det er 44 pct. af de største danske virksomheder. Det må man jo forholde sig til. Og det er simpelt hen bare ikke ordentligt, at man ikke forholder sig til den strukturelle ulighed, der er dér.

Ordføreren.

Jamen jeg må bare sige, at jeg er helt overbevist om, at ordføreren simpelt hen viderekolporterer usandheder, når han siger, at de 2.000 største virksomheder ikke har en eneste kvinde i bestyrelsen. Jeg tror simpelt hen ikke på, at det er rigtigt. Det kan godt være, at der er 2.000 store virksomheder, hvor der ikke er kvinder i bestyrelsen – det skal jeg ikke kunne afvise – men at der ikke er en eneste kvinde i bestyrelserne for de 2.000 største danske virksomheder, tror jeg simpelt hen ikke på er rigtigt.

Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Tak, og tak for en god tale og det gode samarbejde på området. Jeg var især glad for den meget tydelige gennemgang af kønsparadokset, altså det her med, at jo friere et samfund er, jo mere kønsopdelt ser vi faktisk det bliver. Det savner jeg at ministeren forholder sig lidt mere til.

Der kommer lidt kritik i forhold til det med, hvem der siger, at mænd og kvinder skal være ens. Det er jo ikke rigtigt; det står jo ikke i redegørelsen, og det hører vi heller ikke bliver sagt i den. Men er det ikke lidt underligt, og har ordføreren ikke også draget den konklusion, at når man kigger på statistikker, hvor man kan se, at der er forskelle, og så siger, at der er udfordringer, så er det ikke helt så komplekst at regne ud, at man gerne vil have mænd og kvinder til at være mere ens?

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at hvis man alene kigger på det forhold, at der er en skæv fordeling mellem mænd og kvinder på forskellige områder – og så går direkte til den konklusion, at så må der være et problem, uden at analysere baggrundsvariablerne og sige, at der måske er nogle problemer, men den her baggrundsvariabel er ikke et problem, mens en anden måske er – så siger man dermed også fuldstændig direkte, at det er et problem, at mænd og kvinder ikke er ens. For ellers var man jo nødt til at kigge ned i baggrundsvariablerne og begynde at forklare, hvor stort det reelle problem i virkeligheden er, i stedet for bare at kigge på, at mænd og kvinder fordeler sig forskelligt i tilværelsen og derpå drager den konklusion, at der er et problem.

Spørgeren.

Tak. Jeg er enig. Jeg vil gerne stille et spørgsmål om, hvad ordførerens holdning til de her statistikker egentlig er. For jeg kan høre, at ordføreren også får skudt i skoene, at det måske er lidt gammeldags, hvis man tænker, at man måske vil gå tilbage til helt at afskaffe stemmeretten for kvinder og sådan noget. Hvad ville ordførerens holdning være, hvis der var to tusind af de allerstørste virksomheder, hvor der kun var kvinder i bestyrelsen? Hvad ville ordførerens holdning være, hvis der lige pludselig var kvinder, der ville arbejde mere end mænd?

Ordføreren.

Hvis det var udtryk for, at kvinderne pludselig havde store ambitioner om at ofre familieliv og alle mulige andre personlige præferencer til fordel for udelukkende at bruge tid på at specialisere sig på et område og blive den bedste af de bedste og ofre alt andet i den personlige tilværelse, så er det fint, at de får alle de to tusind bestyrelsesposter, hvis det er det, de vil. Det er der gennemsnitligt set bare færre kvinder, der er interesseret i, og jeg forstår dem gudhjælpemig godt. Det ville jeg heller ikke være, hvis det var mig.

Gud må helst ikke hjælpe i den her sal. Men ud over det vil jeg sige, at nu er det fru Christina Olumeko, Alternativet.

Tak for ordet. Jeg har heller ikke kunnet se noget om resultatlighed i ministerens redegørelse, og jeg har det personligt sådan, at det at bruge stråmænd i debatter er noget, vi skal holde os fra. Jeg tror, at det dels skaber en dårlig debatkultur blandt os i Folketinget, og jeg tror bestemt også, at det er noget, der medvirker til, at færre derude har lyst til at beskæftige sig med politik.

Jeg vil egentlig bare gerne spørge til noget, ordføreren ikke var inde på, nemlig Dansk Folkepartis lgbt-politik. Jeg kan se, at ministeren har et lillebitte fokus, men dog et fokus, på lgbt-familier, og det er også noget, som Alternativet interesserer sig for. Kunne Dansk Folkepartis ordfører komme lidt ind på, hvad Dansk Folkeparti godt kunne tænke sig at gøre for, at lgbt+-familier får bedre vilkår, hvis det er et fokusområde?

Ordføreren.

Vi har det som et generelt fokusområde i Dansk Folkeparti at skabe mere tryghed og sikkerhed i samfundet. Det gælder i særdeleshed også for lgbt-personer, og det er jo bl.a. der, hvor vi ikke synes at vores fuldstændig uansvarlige og hovedløse indvandringspolitik, hvor vi uden nogen som helst kritisk sans tager tusindvis af mennesker hertil fra lande, hvor man ser meget skeptisk på det at være lgbt-person, er særlig fornuftig. Der ved jeg, at Alternativet står et andet sted, og det er der, hvor jeg måske synes at det bliver en lille smule hyklerisk at tale meget om lgbt-personers rettigheder, samtidig med at man fører en politik, der aktivt gør hverdagen mere usikker for de her mennesker. Men altså, det er jo der, hvor vi står forskelligt i de her spørgsmål. Men lgbt-personers sikkerhed og tryghed i Danmark er noget, som vi i Dansk Folkeparti er meget optaget af, ligesom vi generelt er optaget af danskernes tryghed og sikkerhed i deres eget land.

Spørgeren.

Tak. Jeg fik ikke et svar på det med en familiepolitik for lgbt+-familier. Men jeg kan høre, at negativ social kontrol i forhold til lgbt-personer er noget, som Dansk Folkeparti går op i, og selv om det egentlig var noget andet, jeg spurgte om, vil jeg egentlig gerne forholde mig til lige netop det. Det er også noget, Alternativet fokuserer på, og derfor kæmper vi lige nu for at fastholde midlerne til bl.a. Sabaah og Danners rådgivningstilbud, som jeg nævnte tidligere for en anden ordfører på talerstolen. Er det også noget, Dansk Folkeparti kommer til at arbejde for sammen med os andre?

Ordføreren.

Det er jo afhængigt af den specifikke organisation. Altså, jeg kender f.eks. organisationen Ny i Danmark, som jeg synes gør et forbilledligt stykke arbejde, også et bedre stykke arbejde end nogle af de organisationer, som ordføreren nævner. Så man kan altid omprioritere midlerne, og jeg synes, at hvis der er nogle specifikke projekter, som giver rigtig god mening, så ja – men jeg synes, at man skal passe på med at putte dem alle sammen under én paraply og sige, at de alle sammen er lige meget værd, for nogle gør selvfølgelig et bedre stykke arbejde end andre; sådan er det jo helt naturlig.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak til Dansk Folkeparti for en god tale. Jeg studser lidt over nogle af de spørgsmål, der bliver stillet til ordføreren, om, at det ikke står nogen steder, at mænd og kvinder skal være ens, for jeg læser i hvert fald det her med især uddannelse og arbejdsmarkedet, som at man jo lægger op til, at man i hvert fald skal have en ens repræsentation hen ad vejen. Både bygge- og anlægsbranchen og velfærdsfag bliver jo nævnt, og ledelser bliver nævnt rigtig meget. Så jeg skal bare lige høre, om ordføreren ikke også mener, at det her er et udtryk for, at man lægger op til, at der skal være en ens repræsentation i de forskellige brancher, der har enten flere kvinder eller mænd, for det er da sådan, jeg læser det. Så jeg synes da, det er et udtryk for, at man flygter fra det, man selv mener, på en eller anden måde.

Ordføreren.

Nu er jeg jo uddannet dansklærer, og jeg vil bare sige: Enhver med bare en my analytisk sans må drage den fuldstændig logiske konklusion, at det er det, ministeren mener med det, hun skriver. Altså, når hun skriver, at det er et problem, at fordelingen ikke er lige; at det er et problem, at kvinder stadig halter bagefter på de og de områder; at det er problemer, at kvinder i højere grad går på deltid; at det er et problem, at de i højere grad varetager de fysiske husgerninger i hjemmet osv. osv., så siger man også implicit dermed, at det er et problem, at fordelingen ikke er lige mellem mænd og kvinder på de her områder. Ellers må man jo sige, hvor man mener fordelingen bør ligge, og det har man ikke skrevet noget som helst om.

Så jeg synes, det er en helt logisk konklusion at drage ud fra redegørelsen om ligestilling, at det er det, der er ministeren og regeringens ambition: Det er, at der skal være en lige fordeling mellem mænd og kvinder på alle områder i tilværelsen. Og der må jeg bare sige: Der er vi i Dansk Folkeparti ikke enige, og det er jeg glad for at den borgerlige opposition heller ikke er.

Spørgeren.

Tak. Jeg er glad for, at vi læser det på samme måde.

Ordføreren.

Det er jeg også. Tak for det.

Det er fint. Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Vi går videre i ordførerrækken, og det er nu fru Christina Olumeko fra Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg har set meget frem til den her redegørelse i dag. Ligestilling er noget, der betyder rigtig meget for mig personligt, men også for Alternativet som parti. Jeg vil egentlig også gerne starte med at rose ministeren. Jeg synes, der er flere positive og progressive initiativer i redegørelsen, som jeg er rigtig glad for. Jeg synes, det er positivt, at ministeren arbejder for lige muligheder i uddannelse, arbejde og familieliv. I dag er det i højere grad kvinder, der varetager det ulønnede arbejde i hjemmet som huslige pligter og børnepasning. Det er ikke et problem i sig selv, men det bliver et problem, når det ikke er værdsat i samfundet, og hvis det er en del af forklaringen på, at vi fortsat ser lønforskelle mellem mænd og kvinder. Efter der er indført øremærket barsel til mænd, kan vi se, at der er sket en stigning i antallet af mænd, der tager barsel. Det betyder også, at det rent faktisk har en betydning, at vi vedtager lovgivning, der giver bedre mulighed for ligestilling mellem kønnene, også i hjemmet.

Der har det seneste stykke tid været fokus på ligestilling i den offentlige debat og i medierne, også i Folketingssalen, og når jeg hører debatten, også her i dag, kan jeg nogle gange blive i tvivl om, om vi egentlig forstår ligestilling på samme måde. Nogle har det med at reducere ligestilling til udelukkende at handle om mænd og kvinder, og det synes jeg desværre også ministeren og regeringen ofte gør. For mig og for Alternativet betyder ligestilling, at alle mennesker, uanset køn, etnicitet, religion eller seksualitet, skal have lige og frie muligheder i Danmark, og derfor vil jeg også gerne rose ministeren for et lille, men dog et fokus på lgbt-personers trivsel og lige muligheder i Danmark. Det gælder specielt de initiativer, der handler om at fremme mulighederne for lgbt-familier for at skabe familie, og det gælder eksempelvis forslaget om at dele forældreorlov. Det er rigtig godt.

Men jeg synes også, at ministeren har glemt at nævne en meget vigtig sejr for lgbt-familier, og jeg tænker næsten, at det må være en forglemmelse. Det handler om det forslag, som Alternativet og Liberal Alliance kom med tilbage i efteråret, og som det lykkedes at samle næsten hele Folketinget om, nemlig det at gøre partnerægdonation lovligt. Det er et kæmpe skridt for lgbt personers mulighed for at skabe den familie, de ønsker. Så tak til alle de partier, der har været med til at gøre det muligt, og specielt tak til de borgere, der står bag det oprindelige borgerforslag. Det er fremskridt, som vi har skabt her, og det er længe siden, at en ny rettighed for lgbt-familier er blevet vedtaget. Det er et kæmpe skridt!

Men så er der også en afgørende ting, som jeg savner i ligestillingsministerens redegørelse. Da Ligestillingsministeriet blev oprettet i 1999, var det primært med henblik på at skabe ligestilling mellem mænd og kvinder. Det var muligheden for, at mænd og kvinder ikke skulle opleve begrænsninger eller møde fordomme eller diskrimination på baggrund af deres køn, og det fokus har ministeren også, og det skal ministeren roses for. Som ministeren skriver i redegørelsen, er regeringens fokus på, at vi skal skabe et samfund, hvor alle har lige muligheder for at udfolde deres potentiale og deltage i vores samfund med plads til at være den, man er, uden at blive mødt med fordomme eller diskrimination. Men det er bare stadig med udgangspunkt i køn, og jeg savner, at vi har en bredere ligestillingsdebat i Danmark.

Vi kan se, at nogle af de grupper, der blev mødt med allermest diskrimination, er lgbt+-personer, og så er det i høj grad etniske minoriteter. Når Ali og Ahmed skal sende 52 pct. flere ansøgninger end William og Hanne, er det diskrimination, og så er det et ligestillingsproblem. Når boligsøgende med mellemøstligt klingende navn skal sende 27 pct. flere boligansøgninger end borgere med danskklingende navn, når de skal finde et sted at bo, så er det et ligestillingsproblem, og når mennesker, der er født og opvokset i Danmark, stadig ikke kan få statsborgerskab, stadig ikke kan få stemmeret, er det et ligestillingsproblem. Og hvis regeringen virkelig mener, at alle mennesker, ikke bare på tværs af køn, men alle mennesker skal være frie og lige, skal vi også anerkende, at de problemer, der er, i høj grad også handler om etniske minoriteter. Etnisk diskrimination skal ligge under Ligestillingsministeriet. Ligestillingsministeren skal have ansvaret for at sikre etniske minoriteters ligestilling, ellers er der ikke meget ligestilling over Ligestillingsministeriet.

Set i det lys er jeg altså lidt kritisk over for den redegørelse og den handlingsplan, der er blevet præsenteret her i dag. Det gælder lgbt-området, hvor jeg savner flere initiativer. Hvad vil ministeren gøre for, at familier med flere end to forældre bliver anerkendt? Vil ministeren f.eks. være klar til at anerkende forældre, der har familier med flere end to forældre? Hvad vil ministeren gøre for lgbt-elever, der er meget udsatte i folkeskolen? Jeg tror, at ministeren har gode intentioner, men jeg vil bare gerne vide, hvad det er. Det er tydeligt at mærke, at fokus stadig er og bliver på køn. Tak for ordet.

Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak, og tak for talen. Jeg studsede over, at ordføreren sagde, at det var Ali, der oplever mest diskrimination i Danmark. Jeg vil bare lige bede ordføreren om at bekræfte, at det nok er det jødiske mindretal i Danmark – altså de danske jøder, som i øjeblikket ikke kan gå i fred og ikke kan have en kalot på hovedet uden at blive overfaldet og får malet hagekors ud for deres huse. Så jeg vil bare lige bede ordføreren om at bekræfte, at det er de jødiske borgere i Danmark, som oplever den allerallerværste diskrimination lige nu.

Ordføreren.

Jeg mener hverken, at man kan bekræfte, at muslimer, jøder eller andre etniske og religiøse minoriteter oplever mest diskrimination. Det har vi ikke data til at kunne sige. Alle grupper, jøder, etniske minoriteter og muslimer, er nogle af de mest diskriminerede i det her samfund.

Spørgeren.

Ordføreren har måske ikke læst den rapport fra Det Jødiske Samfund om, hvor mange antisemitiske hændelser der er kommet siden den 7. oktober, da Hamas udøvede det her terrorangreb på Israel, hvor de bl.a. også voldtog og lemlæstede en hel masse kvinder. Jeg vil egentlig bare lige bede ordføreren om at bekræfte, at ordføreren også mener, at vi skal have et kæmpe stort fokus på det jødiske mindretal, fordi der åbenbart er en masse muslimer her i Danmark, der ikke kan lade dem være i fred.

Ordføreren.

Der er bestemt udfordringer med antisemitisme i Danmark, og netop, som ordføreren er inde på, er antallet af hændelser mangedoblet. Så vidt jeg husker, er det en 1.000-procentsstigning, vi ser i de rapporter, vi kan få. Det er et kæmpeproblem, og derfor var fem ministre og alle Folketingets partier samlet i tirsdags, da vi var i gang med at forhandle nye initiativer på det her område.

Så det er bestemt vigtigt; det er jeg meget enig i, og det kunne være, at vi, Alternativet og Danmarksdemokraterne, skulle gå sammen og sige, at religiøse minoriteter også skal under Ligestillingsministeriet. Lige nu er det jo ikke et fokus.

Så er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Jeg synes, det er ret uhyggeligt at høre Alternativet stå på talerstolen og i den grad fornægte virkeligheden. Den jødiske minoritet herhjemme udgør omtrent 0,1 pct. af den danske befolkning, men er fuldstændig – altså, vi snakker flere hundrede procent – overrepræsenteret i religiøst motiverede hadforbrydelser. Så at sige, at hun ikke kan sige, at der er nogle specifikke grupper, der er mere udsatte end andre, er jo simpelt hen fuldstændig skingrende vanvittigt.

Altså, der er slet ingen tvivl om, at jøderne er den mest udsatte religiøse minoritet herhjemme, og det håber jeg da i den grad at Alternativet anerkender.

Ordføreren.

Både jøder og muslimer og etniske minoriteter i det hele taget er nogle af de mest udsatte grupper i det her samfund.

Spørgeren.

Jeg ved ikke rigtig, om jeg fik svar på mit spørgsmål. Anerkender Alternativet ikke, at jøder er den mest udsatte religiøse minoritet i Danmark?

Ordføreren.

Som jeg sagde, er jøder, muslimer og etniske minoriteter nogle af de mest udsatte grupper i samfundet. Hverken ordføreren dernede eller ordføreren på talerstolen har grundlag for at konkludere, hvilke af grupperne der er mest udsatte, og jeg mener faktisk heller ikke, det er vigtigt. Det vigtige er, at vi får gjort noget ved det.

Hr. Kim Valentin, Venstre.

Så bliver jeg nødt til at spørge igen, for der er jo ikke nogen tvivl om, at jøder er de mest forfulgte i det danske samfund. Det viser alle tal. Altså, hvorfor kan vi ikke få ordføreren til at sige: Ja, jøder er de mest forfulgte?

Ordføreren.

Jeg ved ikke helt, hvad der ligger i ordet forfulgt. Jøder er nogle af de mest diskriminerede i Danmark.

Spørgeren.

Ordføreren siger: Nogle af de mest forfulgte. Der er jo ingen tvivl om, at det er de mest forfulgte i det danske samfund. Derfor er antisemitismen det vigtigste at få kigget på i øjeblikket. Kan ordføreren ikke få sig selv til at sige det?

Ordføreren.

Jeg er nødt til at sige fra talerstolen, at det er utrolig vigtigt, at vi i Folketinget er i stand til i det hele taget at tale om religiøs diskrimination og etnisk diskrimination, også mod jøder, som jeg oplever at der er et stort fokus på, og det skal vi fastholde – jeg synes, det er for dårligt, at regeringen har været så langsomme til at indkalde til de her forhandlinger. Terrorangrebet var den 7. oktober, og først nu kigger vi på nye initiativer. Jeg er glad for, at vi er kommet i gang, men det forhindrer ikke, at vi også kan tale om andre minoriteter.

Dermed tak til ordføreren fra Alternativet. Den næste er ministeren for ligestilling.

Tak for ordet, og tak for en god og også en livlig debat. Inden jeg i dag ser fremad på ligestilling, vil jeg gerne starte med at se lidt tilbage, faktisk 100 år tilbage til 1924, hvor Danmark og verden fik sin første kvindelige minister i en parlamentarisk forsamling, Nina Bang. Jeg forestiller mig, at den kamp har krævet beslutsomhed, det har krævet styrke, det har krævet mod, det har nok ikke været let. Der var meget, kvinder skulle høre på dengang: at de ikke duede til politik, at kvinders natur gjorde dem ude af stand til at træffe de vigtige beslutninger i Folketinget, og at kvinder burde passe hjemmet, mens mænd passede de offentlige instanser.

Der er heldigvis sket rigtig meget med ligestilling de seneste 100 år. Men stadig væk i dag skal kvinder stå model til lidt af hvert. Som det allerede har været nævnt i debatten, har Liberal Alliances nr. 2 kandidat på listen til Europa-Parlamentet for et par dage siden udtalt, og jeg citerer:

»... at mænd gennemsnitligt har nogle karaktertræk, der gør, at de trives mere under konkurrence og i højere grad bliver ramt af en manisk besættelse til at blive gode til noget. Disse træk har også en indflydelse på kønnenes performance indenfor andre ting end sport, såsom repræsentation på topposter i erhvervslivet.«

Han konkluderer, og jeg citerer:

»For der er nogle iboende forskelle mellem kønnene, der gør, at mænd *gennemsnitligt betragtet* altid vil overperforme.«

Det er altså vilde udtalelser i 2024. Ja, man skulle faktisk tro, at vi var tilbage i 1924.

Så er der debatten om kvinder i forsvaret. Her lyder det bl.a., at kvinder i forsvaret er et ligestillingseksperiment, at det er mest civiliseret, at det er mænd, der sendes i krig, og at fuld ligestilling af værnepligten er useriøst, fordi det, vi som nation skal forberede os på, trods alt er alvor. For mig står det i skærende kontrast til, at godt 800 kvinder har været udsendt til Afghanistan og knap 600 til Irak og til Syrien. Hvad er det, man siger til dem? At de er et eksperiment? At deres indsats ikke er alvorlig? At de ikke kan gøre sig gældende? Spørger man kvinder i forsvaret, er reaktionerne, at det er en håbløs gammeldags tankegang fra en svunden tid.

Vi er kommet længere i Danmark. Men det ville være både forkert og dovent at konkludere, at vi har ligestilling, og at tilstanden i dag blot er udtryk for den naturgivne forskel i mænds og kvinders præferencer og adfærd. Hvis vi havde sagt det for 100 år siden eller bare 50 år siden, var der mange muligheder for samfundet, som vi var gået glip af. Selv om der er sket meget på de 100 år, er der stadig væk normer og forventninger, der hænger ved, og som kan spænde ben for reelt lige muligheder. Lige før påske kom der en undersøgelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som viser, at næsten fire ud af ti kvindelige ph.d.-studerende oplever at blive gjort til et objekt, og de oplever at blive ekskluderet eller nedværdiget på grund af deres køn. Undersøgelsen konkluderer, at det har betydning for kvindernes karriereforløb, når de oplever en høj grad af sexistisk adfærd under deres ph.d.-uddannelse. Jeg kommer selv med en undersøgelse, der viser, at knap hver femte mand og hver tiende kvinde mener, at mænd altid eller oftest er bedst kvalificerede til at lede en arbejdsplads.

Samtidig har et studie vist, at mænd diskrimineres, når de søger traditionelle kvindefag, fordi der er en fordom om, at de er mindre egnet til at varetage omsorgsopgaver. Derfor ærgrer det mig, at diskussionen om, hvorvidt vi allerede har ligestilling i Danmark, har fyldt så meget de seneste år. Men det har den, og det er ikke kun her på Christiansborg. Noget tyder på, at der er en stigende kløft mellem kvinder og mænd i forhold til ligestilling, og det synes jeg er bekymrende.

Meget tror jeg handler om, at ligestilling i nogles øjne fremmer kvinders position i samfundet på bekostning af mænds. Og jeg mener ikke, at vi har haft nok fokus på, at køn også kan spænde ben for mænd og drenge, for når mænd eksempelvis har dårligere chancer for at komme til jobsamtale inden for omsorgsfagene, når mænds sundhed er dårligere end kvinders, og når mænd oftere begår selvmord eller ender i hjemløshed, handler det da også om køn. Ligestilling er ikke et nulsumsspil, det kommer tværtimod både kvinder og mænd til gavn. Derfor vil regeringen i det kommende år have fokus på initiativer, der fremmer både kvinders og mænds lige muligheder. Her i foråret kommer jeg til at lancere den første handlingsplan for mænds og drenges ligestilling. Den vil langtfra løse alle udfordringerne, men den kan forhåbentlig bidrage til at skabe større tydelighed om og anerkendelse af, at køn også kan spænde ben for mænd og drenge.

Jeg er også glad for, at vi 2024 forhåbentlig får et opgør med to områder, hvor der stadig i lovgivningen er forskel på mænds og kvinders rettigheder og pligter. I morgen forventer jeg at lovforslaget om ligestilling af krisecentertilbud til mænd vedtages. Og så er der ligestilling af værnepligten. Selvfølgelig både kan og skal kvinder bidrage til forsvaret af Danmark.

Et af de områder, som står allerøverst på mit arbejdsprogram i 2024, er indsatsen mod negativ social kontrol og parallelsamfund. Det kan ikke passe, at der er kvinder og piger i Danmark, der med religionen som argument udsættes for vold og kontrol. Hvis vi reelt skal hjælpe dem, skal vi blande os langt mere i de religiøse og kulturelle praksisser, som bruges til at undertrykke kvinder. Der er i alt 65 initiativer på tværs af 14 ministerområder i regeringens redegørelse og perspektiv- og handlingsplan for 2024. Der er altså nok at tage fat på på ligestillingsdagsordenen i Danmark i det kommende år, og jeg ser frem til at arbejde sammen om at få mere frihed og lige muligheder for alle. Jeg vil gerne takke alle ordførerne for i dag at have rejst flere meget relevante problemstillinger, og jeg vil også gerne sige en særlig tak til Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne, som insisterer på at blive ved med at tale om negativ social kontrol i minoritetsetniske miljøer.

Jeg vil gerne slå fast, at perspektiv- og handlingsplanen er et udtryk for den status, der er på de initiativer, der er på det tidspunkt, den er lavet, og altså ikke indeholder initiativer, som endnu ikke er besluttet. Men det er vigtigt for mig at sige, at regeringen er i gang. Vi kommer til at indføre en arbejdspligt fra den 1. januar næste år. Vi har lanceret et center mod æresrelaterede konflikter. Vi har også genoptaget Kommissionen mod den glemte kvindekamp. Og jeg mener, at vi skal gøre meget mere. Det her er helt, helt fundamentale ligestillingsproblemer, og derfor er det, som jeg også sagde i min tale, noget af det, der står allerøverst på min liste over prioriteter i 2024.

Jeg brugte selv 8. marts, kvindernes internationale kampdag, som anledning til at møde flere af de her kvinder, hvor jeg fik fortalt mange af de historier, og hvad det er, der er på spil. Og det er ganske chokerende. Jeg mødte bl.a. en kvinde, hvor det handlede om, at hun ikke engang kunne vælge sin egen kæreste, sin egen mand, og hvor hun blev ekskluderet af familien og i dag ikke har nogen kontakt til sin familie og lever utrygt, fordi hun har villet vælge sin egen mand. Det er noget, der er så fundamentalt. Jeg mødte også en anden kvinde, som kunne fortælle, at hun i en 9.-klasse blandt primært muslimske elever havde spurgt, hvor mange der blandt deres bekendte havde oplevet, at man havde indgået muslimske forlovelseskontrakter. Og det var der ganske mange af de her helt, helt unge piger der havde kendskab til.

Jeg mener, at det er dybt, dybt bekymrende, at det eksisterer i Danmark i 2024, og derfor har det et fokus i 2024 – det skal det have – og det ser jeg meget frem til at arbejde videre på sammen med jer og også mange andre øvrige ligestillingsprioriteter. Tak for ordet.

Der er korte bemærkninger. Den første er fra fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne.

Først og fremmest tak for tilkendegivelsen af, at vi skal have løst de her problemer med social kontrol, og jeg glæder mig rigtig meget til måske også at se noget konkret lovgivning fra regeringen på det her område og så måske også en opbakning til nogle af de 11 punkter, som vi er kommet med i vores udspil. Det håber jeg meget på.

Jeg vil lige stille et spørgsmål til et helt andet sted. For i handlingsplanen står der jo det her med øremærket barsel, og at man mener, det er positivt, fordi det gavner børnene, fædrene og familierne. Det skriver man i handlingsplanen. Vi kunne se i januar, at der var kommet en undersøgelse fra BUPL, der viser, at over halvdelen af daginstitutionslederne nu oplever, at børnene er yngre, når de starter i daginstitution. 50 pct. oplever flere børn i 9-11-månedersalderen, og hver tredje oplever flere børn i aldersgruppen 6-8 måneder. Man kan også se, at det især er ufaglærte osv., som sætter deres børn tidligere i daginstitutionen, og faglærte.

Det her synes jeg ikke er specielt positivt for børnene og familierne, så det kunne jeg godt tænke mig at høre ministerens holdning til. Det her kommer til at gå ud over børnene, og det er jo ikke særlig godt for familierne generelt.

Ministeren.

Vi har endnu ikke endelige opgørelser, der slår fast, om børn rent faktisk starter tidligere i institution. Faktisk viser det sig, at mange fædre benytter den her øremærkede orlov, og der kan også være nogle tendenser, der går den modsatte retning, og at man så i mindre grad, end man tidligere har gjort, udskyder orlov til senere. Så vi kender ikke opgørelserne af, om børn rent faktisk bliver sendt tidligere af sted.

Når det er sagt, er det da vigtigt, at vi sikrer, at mændene rent faktisk har mulighed for at holde den her orlov. Noget af det, de mænd, som vælger ikke at holde orlov, siger og angiver som grunden til det, er, at de oplever, at der enten bliver set ned på dem på arbejdspladsen – at de beder om orloven – eller at de ikke kan få fuld løn under deres barselsorlov. Og der er der stadig væk et stort arbejde med at arbejde for, at mænd rent faktisk har mulighed for at holde den orlov.

Spørgeren.

Tak. De tal, jeg henviser til, er en undersøgelse lavet af BUPL, hvor de har spurgt 1.560 ledere, som så har svaret med de her tal, jeg refererer til, altså at hver tredje leder oplever flere børn i aldersgruppen 6-8 måneder. Så det er jo konkrete tal, der viser, at der er flere af de børn, der starter i daginstitution

Det er jo, som jeg ser det, et problem, også bare måske et generelt problem, at vi som partier, eller at nogle partier blander sig i familielivet, altså hvordan man indretter sin dagligdag som familie. Det synes jeg Venstre skulle holde sig for god til, og det har jeg jo også sagt før. Men vil ministeren ikke forholde sig til de her tal fra BUPL og måske også forholde sig til, hvad vi gør, hvis det er, at det her går så meget i den forkerte retning, som det tyder på nu?

Ministeren.

Det er mig bekendt korrekt, at der har været en tendens til at sende børn tidligt af sted, også før den øremærkede orlov, men som sagt har vi altså ikke opgørelser, der slår fast, hvor mange børn der eventuelt kommer tidligt i institution på grund af den øremærkede barselsorlov.

Når det er sagt, mener jeg, at den øremærkede barselsorlov er god for ligestillingen. Det er godt for mænd, det er godt for kvinder, og det er godt for børn. Det er godt for mænd, fordi de rent faktisk får mulighed for at holde orlov. Altså, noget af det, der var problemet, før vi fik den øremærkede barselsorlov, var jo, at mænd havde svært ved at holde orlov; de sagde, at de ikke havde muligheden for det. Det er også godt for barnet, fordi vi ved, at en stærkere tilknytning mellem far og barn også er godt.

Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Tak. Jeg vil egentlig fortsætte, hvor Susie Jessen slap, nemlig i forhold til den øremærkede barsel, og hvordan den overhovedet kan hænge sammen med at være borgerlig eller liberal. At mænd ikke får sikret fuld løn, ændrer øremærket barsel faktisk ikke direkte på. Det kan godt presse på i forhold til det, men det er ikke det, det gør. At det er godt for moren, at det er godt for barnet, at det er godt for faren, hvordan kan man konkludere det om samtlige familier i Danmark? Hvordan kan man konkludere, at det præcis er godt for mor, godt for far, godt for barn, at der er øremærket barsel? Det kan man da ikke, for familier er meget forskellige, og når man laver den her ordning, fordi man måske gennemsnitligt vil have nogle statistikker til at gå op, så går det jo ud over nogle andre.

Jeg er godt klar over, at ministeren mener, at det rigtige er, at kvinder skal forfølge karriere ligesom mænd, og at nogle statistikker derfor skal være lidt mere ens osv., og at ministeren mener, det er meget konservativt ikke at mene det. Men mener ministeren også, at det ikke længere skal være muligt at leve sådan, at mor tager fuld barsel?

Ministeren.

Ordføreren spørger, hvorfor jeg mener, at øremærket barselsorlov er liberalt. Det er det, fordi det giver fuldstændig lige muligheder. Lad mig lige minde om, at før vi øremærkede orloven, var der 16 uger til kvinden og 2 uger til manden. Det er ikke ligestilling, og det er i hvert fald heller ikke liberalt, for det er ikke lige muligheder. Nu er der 11 uger til kvinden og 11 uger til manden. Det er lige muligheder, og det er liberalt. Det er i øvrigt præcis ligesom med værnepligten, altså at det er liberalt at stille de samme krav til mænd og kvinder, og derfor undrer det mig også meget, at Liberal Alliance ikke vil gå ind for kvindelig værnepligt, når vi nu har værnepligt. For det er da netop det liberale standpunkt at sige, at vi stiller de samme krav til mænd og kvinder.

Spørgeren.

Det kan jeg svare meget simpelt på. Vi mener ikke, vi skal gå tilbage til de gamle barselsregler, hvor der var 16 uger til mor og 2 uger til far. Vi mener, at det skal være helt frit, så familierne bestemmer det fuldstændig selv. Og i forhold til værnepligten ved ministeren godt, at Liberal Alliance fortsat går ind for værneret til kvinder og værneret til mænd.

Men jeg vil gerne bevare spørgeretten i forhold til at spørge videre ind til øremærket barsel. Hvordan ser ministeren på de familier, hvor man måske vælger som kvinde at tage hele barslen? Og hvordan har ministeren det med at gå ind for lovgivning, som gør, at det kun er muligt, hvis man er meget rig eller selv har midlerne til det?

Ministeren.

Jeg har ikke noget problem med, at man som kvinde eller som mand ønsker at gå hjemme. At man ønsker at gå hjemme i 1 år, 2 år eller 3 år, eller indtil børnene starter i skole, har jeg intet problem med, men det er da ikke staten, der skal finansiere det.

Det, der var udfordringen, før man lavede den øremærkede orlov, var jo, at den var ulige i lovgivningen, men den vat det sådan set også reelt, fordi der var en opfattelse af, at kvinderne tog al orloven, og at det var svært for mænd at bede om orlov. Faktisk sagde 40 pct. af de mænd, der tog mindre end de 14 dage, at de gerne ville have haft noget mere, men at de ikke følte, de kunne. Det er da ikke liberalt.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg er nysgerrig på ministerens holdning til det, jeg også nævnte i min tale, nemlig at Forsvarsministeriets koncern for nylig åbnede op for at ville favorisere kvinder og etniske minoriteter i ansættelser, altså at give nogle mennesker forrang til at blive ansat i visse typer job, fordi de har et bestemt køn eller en bestemt hudfarve. Hvad mener ministeren om det?

Ministeren.

Jeg mener, at man skal vælges på baggrund af kvalifikationer. Jeg mener aldrig, at man skal vælges på baggrund af køn eller etnicitet. Jeg mener, at man skal vælges på baggrund af kvalifikationer.

Spørgeren.

Skal jeg forstå det sådan, at regeringen tager afstand fra Forsvarsministeriets egne udmeldinger på det her område? Det synes jeg er meget interessant, hvis det er tilfældet. Altså, er ministeren uenig i det, Forsvarsministeriet og Forsvarsministeriets koncern her melder ud, eller er hun enig i det?

Ministeren.

Som jeg forstår det, er det indtil videre et internt arbejdspapir, som fortsat skal drøftes, og hvor man taler om, hvordan man i højere grad kan bringe alle kompetencer i spil. Og det mener jeg sådan set er vigtigt at vi har et blik for, for det skal være kompetencer, der er gældende, og det skal også være muligt at være kvinde i forsvaret eller have en anden etnicitet. Men jeg mener, at det er kompetencerne, der skal være gældende.

Fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak til ministeren for en virkelig fin tale. Jeg synes, ministeren kom rundt om rigtig mange gode ting, og jeg er også enig med ministeren, især om det her med negativ social kontrol, og jeg glæder mig til at høre, hvad det er, ministeren kommer med her i 2024.

Noget af det, som ikke fyldte så meget i ministerens tale, er hele lgbt-området. Derfor vil jeg give ministeren muligheden for lige at fortælle, hvad der er på bedding i 2024 fra regeringen på det her område, for jeg håber da, at der er noget. Vi er jo langtfra i mål, og det har vi også flere ordførere, der har pointeret her under debatten. Så jeg håber, ministeren har noget klar også på det område.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes bestemt, hele lgbt+-området er vigtigt, og det skal også have fokus, og derfor er jeg også meget glad for det tværministerielle arbejde, vi p.t. har i gang omkring regnbuefamilier. Vi kom med en VIVE-undersøgelse tilbage i august måned, der afdækkede, at trivslen i regnbuefamilier er langt dårligere end i almindelige familier. Og derfor har vi nu sat os ned og kigger på: Hvad kan man gøre? Hvad kan man lave af løsninger for at forbedre den trivsel, der er i regnbuefamilierne? Og der er faktisk ret mange regnbuefamilier. 58.000 i Danmark angiver, at de lever som regnbuefamilie, og jeg mener, vi bliver nødt til at tage alvorligt, at de trives ringere. Det er vi i gang med at se på, og jeg forventer, at vi vil være færdige med den undersøgelse inden sommerferien.

Spørgeren.

Jeg synes, det lyder rigtig spændende og positivt, at der endelig sker noget på det her område, for det er nemlig rigtig mange familier, det drejer sig om, og helt almindelige dagligdags udfordringer.

To andre områder på lgbt-området, som jeg håber ministeren vil rykke på snart, er omvendelsesterapi – jeg kunne godt tænke mig, at ministeren kan fortælle, hvornår man forventer at kunne lave et forbud mod omvendelsesterapi for mindreårige i Danmark på samme måde, som man har gjort det i Norge – og så måske også, at ministeren kan fortælle lidt om, hvad der skal ske i forhold til de transkønnede børn og unge, der er under 18 år, og som man jo længe har haft et ønske om at give mulighed for at lave juridisk kønsskifte til. Men den proces er desværre også gået lidt i stå, er mit indtryk.

Ministeren.

Omvendelsesterapi er vi også i gang med undersøge mulighederne for. Hvad er problemets omfang egentlig, og hvad kan man rent faktisk gøre? Vi har endnu ikke haft en drøftelse internt i regeringen omkring den sag, men det forventer jeg også at vi vil have inden sommerferien.

Så er der det andet, der bliver spurgt til, i forhold til juridisk kønsskifte. Det er jo velkendt, at den sag også er uafklaret. Der er der en udfordring med at overholde menneskerettighederne, og det skal man naturligvis gøre, og derfor skal man følge den praksis i Sundhedsministeriet.

Fru Samira Nawa, Radikale Venstre.

Mange tak. Tak til ministeren for redegørelsen og for en god debat generelt. Ministeren havde en ordveksling om øremærket barsel bl.a. med min kollega fra Liberal Alliance, og jeg synes, at ministeren leverede nogle rigtig gode svar på, hvorfor det også er vigtigt at have ligestilling på det område. Derfor vil jeg høre, om det for ministeren og for regeringen også gør sig gældende, når det kommer til selvstændige og ledige, som jo ikke var omfattet af det EU-direktiv, der gjorde, at vi endelig fik rykket på den øremærkede barsel herhjemme i Danmark. EU-direktivet omfattede lønmodtagere, og derfor var der jo tale om en minimumsimplementering af direktivet.

Så hvordan ser ministeren på ligestilling på samme område med de samme argumenter, som ministeren netop selv har fremført, men for selvstændige og ledige?

Ministeren.

Det ligger ikke på tegnebrættet at skulle ændre reglerne i forhold til øremærket barselsorlov for de selvstændige. Det er nogle helt særlige vilkår, man har, når man er selvstændig, men jeg er meget opmærksom på, at der er udfordringer, når vi taler om barsel og det at være selvstændig – og særlig det at være kvinde og selvstændig. Det er svært at være iværksætter, og derfor kunne der jo godt i forbindelse med iværksætterstrategien være nogle ting, man kunne kigge på, men det handler ikke om det, som ordføreren taler om i forhold til øremærket barselsorlov. Men jeg er meget opmærksom på, at der er udfordringer for selvstændige, der er på barsel.

Spørgeren.

Det ærgrer mig, for jeg synes jo netop, at ministeren fremførte nogle gode argumenter for, hvorfor vi netop skal have øremærket barsel, og der bliver også fremført nogle gode argumenter i redegørelsen, i forhold til hvordan det ligestiller familierne, og hvordan det knytter både far og mor til børnene. Jeg synes bare, at fædre, der er selvstændige, og fædre, der er ledige, bør have den samme mulighed, og det håber jeg at regeringen på et tidspunkt så vil arbejde for.

Ministeren.

Det er nogle helt særlige vilkår, man har, når man er selvstændig, og det er en særskilt udfordring at være på barsel som selvstændig. Derfor mener jeg også, der er behov for noget mere frihed og fleksibilitet for netop den her gruppe, og derfor kunne det også være helt oplagt at kigge på, hvad det er for nogle vilkår, man er på barsel under, når man er selvstændig, altså om man kan få lov til at arbejde og den slags ting. Det synes jeg er meget mere interessant at kigge på i et ligestillingsperspektiv end den øremærkede orlov.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Tak til ministeren.

Forhandlingen er sluttet.

(Talen er under udarbejdelse)