Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Forhandling om redegørelse nr. R 6:

Udenrigsministerens arktiske redegørelse.

(Anmeldelse 12.10.2023. Redegørelse givet 12.10.2023. Meddelelse om forhandling 12.10.2023).

Vi skal nu i gang med redegørelsesdebatten, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af de normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind.

Vi holder lige en kort pause, til vi er klar igen.

Så er vi klar. Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Punktet her er jo en redegørelsesdebat. Vi skal ikke vedtage noget som sådan, men Folketinget har mulighed for at få en orientering fra regeringen om kongerigets konkrete indsatser i Arktis siden den sidste afgørelse blev afgivet, og det er med – som det hedder – hovedvægt på begivenheder og resultater i det internationale samarbejde om Arktis. Der er også andre redegørelser, f.eks. om rigsfællesskabet og om det nordiske samarbejde. Her er vi mere på udenrigs- og sikkerhedspolitikkens domæne inden for det arktiske område.

Det er en slags statusrapport, vi har med at gøre, som indtil 2021 fungerede som afrapportering på arktisk strategi, der løb fra 2011 til 2020. Der foreligger jo desværre ikke endnu en ny arktisk strategi. Danmark afventer for øjeblikket behandling af en udenrigspolitisk strategi i Grønland, og når det sker, kan der igen laves en egentlig strategi. Danmark er klar, og Færøerne har også opdateret sin arktiske politik, og forhåbentlig kan vi, inden der igen gøres status som i dag, have en ny arktisk strategi.

I centrum af redegørelsen og Danmarks arktiske engagement på det her felt står Arktisk Råd som et omdrejningspunkt. Arktisk Råd er selvfølgelig præget af følgerne af Ruslands krig i Ukraine og har jo ikke kunnet fungere på den måde, det havde kunnet, før invasionen skete. Tilmed ville skæbnen jo, at Rusland faktisk var formandsland for Arktisk Råd, og det gjorde selvfølgelig situationen endnu mere speciel. Der blev holdt liv i nogle forskellige underudvalgsarbejder, og det, at Arktisk Råd eksisterer, er jo er vigtigt, men man kan ikke sige, at der har været et almindeligt og fortsat samarbejde med Rusland i Arktisk Råd.

Siden vi diskuterede de her forhold sidst under den sidste redegørelsesdebat, er formandskabet nu overdraget fra Rusland til Norge, og der kan skabes lidt mere aktivitet på forskellige områder. Men selvfølgelig er det arbejde præget af, at Rusland har gjort, hvad de har, og at man altså ikke kan have de samme samarbejdsrelationer, som man havde før invasionen.

De langsigtede implikationer er uklare. Sådan tror jeg formuleringen lyder. Det er de for Arktisk Råd og også i det hele taget for samarbejdet med Rusland og for, hvordan Rusland vil være og agere. Nøglen synes jeg for os er at slå fast – det gør regeringen også i redegørelsen, og jeg synes også, det skal være gennemgående for vores diskussion her – at vi stadig vil fastholde Arktis som et lavspændingsområde, og at vi har kernepunkterne om fred, dialog og samarbejde som vores grundlag for arbejdet i Arktisk Råd om de arktiske forhold.

NATO er selvfølgelig også vigtigt og indgår i redegørelsen, hvor NATO naturligvis har fået øget opmærksomhed; også regeringen, Folketinget og aftalepartierne bag forsvarsforliget har et stort fokus på Arktis. Det er vigtigt at forbedre overvågning og suverænitetshåndhævelse og bidrage til og understøtte NATO's opgaveløsning i området. Samtidig lægges der vægt på åbenhed og informationsudveksling for at undgå misforståelser, og også det er jo ganske klogt og fornuftigt at gøre.

Da vi diskuterede den sidste arktiske redegørelse, var der lidt opmærksomhed omkring de forhandlinger om forsvarsforliget, der skulle til at være på det tidspunkt, og som jo siden har medført en rammeaftale om forsvarsforliget og skal omsættes i yderligere aftaler. Men dengang var der lidt fokus på, hvordan samarbejdet ville være, og der har, hvad jeg synes er vigtigt, været en inddragelse af grønlandske og færøske folketingsmedlemmer i de forhandlinger. Der er også etableret et udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk kontaktudvalg mellem Danmark, Grønland og Færøerne.

Jeg vil også sige, at Socialdemokratiet, såfremt der er eller vil blive interesse for det, også fortsat er interesseret i at have dialogformater på parlamentarisk niveau med medlemmer af Lagtinget på Færøerne og Inatsisartut i Grønland.

Af andre internationale elementer i arbejdet med Arktis er der jo punkterne om forebyggelse af ureguleret fiskeri og også EU's engagement, hvor Europa-Kommissionen vil åbne et kontor i Nuuk. Det er også lykkedes, siden redegørelsen sidst blev afgivet, at indgå en rammeaftale om brug af lufthavnen i Kangerlussuaq, der er grønlandsk ejet, men hvor der altså kan ske både militær og civil flyvning fra.

Jeg var kort omkring forsvarsforliget før. Der er altså indgået den her rammeaftale og lavet et fælles grundlag med Grønland og Færøerne med lavspænding og at forbedre overvågning og suverænitetshåndhævelse som væsentlige elementer i den aftale. Der er også lavet separate aftaler med Færøerne om en luftvarslingsradar og med Grønland om en militær- og beredskabsmæssig basisuddannelse i Grønland. Det fremgår, at der vil være øget aktivitet med koordinering og informationsudveksling imellem allierede arktiske stater de kommende år på forsvarsministerniveau, og også her vil der være inddragelse af landsstyret og naalakkersuisut, Grønlands regering.

Helt nødvendigt og naturligt er der store sekvenser af redegørelsen, der handler om klima og de store forandringer og biodiversitetsudfordringer, der er, som følge af temperaturstigningerne. Der indgår vi i forskellige internationale samarbejder igennem FN og også igennem Arktisk Råd med en af arbejdsgrupperne, der handler om monitorering og vurdering af klimaforandringerne. Også i forbindelse med forskningsreserven – jeg vil sige lidt mere om forskning hen imod slutningen – er der afsat midler til Nationalt Center for Klimaforskning, der er forankret ved Danmarks Meteorologiske Institut, og til forskellige overvågninger og målinger af udvikling vedrørende indlandsisen. I det hele taget er det vigtigt med klimaforskning i Arktis for at forstå de forandringer, der er, og for at give et godt grundlag for klimatilpasning.

Klima- og miljøstøtte er et andet punkt, hvor danske myndigheder er involveret. Og som sagt er der en af de arbejdsgrupper, hvor der igen er aktivitet på trods af vilkårene for Arktisk Råd. Det er det, der handler om klimaarbejde og miljøsamarbejde. Der er også et biodiversitetssamarbejde, som vi synes er vigtigt. Så er der ellers en række andre statuselementer i den her redegørelse om søfart og sejladssikkerhed, søkort og havbundskortlægning, digital infrastruktur og kortlægning af arktiske geografiske data og viden og data omkring mineralske råstoffer.

Mod slutningen af redegørelsen er der en række punkter om forskning. Den tidligere forskningsminister, der jo står på talerstolen nu, glæder sig over den vægt, der er på det, og at der er øgede midler til forskning i arktiske forhold og klimaforhold, som vi talte om før, og også i udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold – også med forskere fra rigsfællesskabets forskellige dele.

Endelig er der jo altså gang i det at skulle lave et nyt forskningsskib, et nyt DANA. Der blev afsat midler med forskningsreserven i 2021, og der er kommet privat finansiering fra A.P. Møller Fonden og Orient’s Fond. Og i 2027 skulle der være et nyt forskningsskib, der kan bidrage med al den viden og indsamling af information, som sker der. I det hele taget indebærer årets forskningsreserve, der jo kun er få uger gammel, en pæn bevilling til arktisk forskning.

Jeg vil slutte dér. Ellers synes jeg, at det vigtigste er, at vi holder fast i den måde, vi holder liv i Arktisk Råd på, til trods for de vilkår, der er, og at vi holder fast i målsætningerne om lavspænding, fred, dialog og samarbejde i det arktiske område. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til fru Aaja Chemnitz.

Tak til Socialdemokratiets ordfører for en god tale. Det er rigtig positivt at høre, at Socialdemokratiet er åbne for en dialog. Der har jo ikke været den store opbakning i forhold til at sikre en formel struktur omkring et tæt samarbejde på det udenrigspolitiske område, men der er et ønske om at fortsætte dialogen. Så det er rigtig godt at høre, at Socialdemokratiet også er åbne for det.

Ordføreren er også inde på det her med forskning i Arktis. Noget, der er vigtigt for os i IA, er, at forskning i Arktis foregår i Arktis og ikke alle mulige andre steder. Der er en undersøgelse, der er lavet tidligere, som viser, at rigtig meget forskning om Arktis foregår uden for Arktis. Så jeg tænker, at der ligger en fælles opgave, særlig når man tænker på et kommende forpersonskab i Arktisk Råd. Science diplomacy bliver rigtig vigtigt. Forskning er generelt vigtigt i Arktisk Råd-samarbejdet. Så hvordan kunne man være med til at styrke det i forhold til et kommende forpersonskab, når Danmark, Grønland og Færøerne skal overtage?

Ordføreren.

Det er rigtigt. I tidligere sammenhænge har det også været en drøftelse, vi har haft. Det er jo absolut sådan, at megen arktisk forskning ikke sker i Arktis eller i Grønland. Det ville ikke være rigtigt at give et egentligt tilsagn om, præcis hvor meget der så kan gøre det. Men det, at der også foregår det, og at der er samarbejde med vidensinstitutioner og forskere i Grønland, synes jeg er vigtigt.

Jeg vil så ellers sige, at skal man sådan nærmere konkret ind på egentlige løfter fra regeringen eller aftaler om, hvordan det skal gøres, så må det være uddannelses- og forskningsministeren, som kan gøre det. Det ville jeg ikke kunne her.

Spørgeren.

Tak for svaret. Noget af det, som vi ved der egentlig allerede er indgået aftale omkring i forhold til et kommende forpersonskab, er også, at Grønland skal spille en fremtrædende rolle. Man kan sige, at vi står uden en arktisk strategi. Vi står uden en arktisk ambassadør. Vi står med et Arktisk Råd, som er udfordret på grund af krigen i Ukraine. Så hvordan kan man ligesom forberede det her på en god måde, hvor man også sikrer en god konsultation og et godt samarbejde mellem Grønland og Danmark hen imod et forpersonskab i fællesskab?

Ordføreren.

Det er jo gode betragtninger at få frem. Det er godt, at man forbereder det – trods de omstændigheder, der er – og at man i Udenrigsministeriet i optakten til det har den dialog, der skal til, for at det kan komme til at køre godt. Så ja, man må trods de udfordringer, der er omkring rammerne for det, se frem til det og få skabt de forbindelser og det forarbejde, der gør, at det kan fungere godt, når den tid kommer.

Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Som det fremgik af ordførerens tale, tales der meget om lavspænding osv., men virkeligheden beskrives også i rapporten, og det er ikke det, vi står med. Der henvises i redegørelsen til EU's papir fra 2021 om arktisk politik, hvori der står, at der lægges vægt på forholdet til Grønland og Færøerne, men der siges ikke helt, hvad der menes med det. Det er sådan noget, regeringen ønsker, altså at Færøerne bliver tættere knyttet til EU gennem en bedre handelsaftale. Det er også et meget, meget stærkt ønske fra Færøernes side. Tror ordføreren, at man fra parlamentarisk side kan påvirke den proces, således at regeringens og Færøernes vilje bliver fremmet i den sammenhæng?

Ordføreren.

Vi er måske ikke de udslagsgivende, men det er vigtigt at holde fast i, at det gerne skal være sådan, både fra regeringens side, på parlamentarisk niveau og i vores partier med det arbejde, som parlamentarikere gør, både her og på europæisk niveau. Det synes jeg er en god fordring at give med fra den her debat; det er vigtigt at have det opmærksomhedspunkt. Vi ved jo også, at ordføreren med god grund er meget optaget af at kigge på de handelsforhold, der er, og måske også gøre noget, så Færøerne ville være mindre afhængige af handelen med Rusland, som jeg ved der foregår en stor debat om i Færøerne i de her uger.

Så er der ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til ordføreren. Så er det hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre. Velkommen.

Tak for det, formand. Man kan i hvert fald rolig sige, at arktisk redegørelses betydning ikke er blevet mindre i år, end den har været tidligere. Vi er nok rigtig mange, som ønskede, at det arktiske område var lavspænding, men vi må også erkende, at det er det ikke længere. Det er et område, hvor spændingerne stiger og stiger, og hvor ikke mindst også andre stormagter, som vil noget andet end det, Danmark og Vesten vil, har større og større fokus på det arktiske.

Derfor er jeg rigtig glad for, at vi også militært og sikkerhedspolitisk opgraderer i det arktiske. Vi ser det jo både med den arktiske pakke, vi ser det med forsvarsforliget, og vi ser det også med konkrete ting som f.eks. en ny radarinstallation på Færøerne. For at have deciderede overflyvninger af russiske kampfly, som man så for nogle år siden, er jo ikke noget, som vi på nogen måde skal acceptere inden for nogen dele af kongeriget. Vi skal heller ikke acceptere, at vi reelt ikke har et overblik over, om der lige nu, mens vi står og snakker, er russiske ubåde, uden vi overhovedet har kendskab til det, f.eks. ud for Grønlands kyst. Så behovet for, at der sker noget mere, skal vi sige inden for forsvaret af hele kongeriget, deriblandt i det arktiske område, tror jeg vi alle er enige om, og derfor er jeg rigtig, rigtig glad for, at vi også sætter gang i det.

Så er jeg også rigtig glad for, at vi gør, hvad vi kan for at erkende, at vi er ét NATO-land; hele kongeriget er en del af NATO. Nogle havde måske et håb om, at hvis Danmark var i en skarp konflikt, ville andre dele af kongeriget gå fri, men det tror jeg er bekendt af os alle sammen er utopi og naivt, ikke mindst set i lyset af de spændinger, som jeg har talt om før. Det er også i lyset af de spændinger, at jeg synes, at vi skal gøre, hvad vi kan for et bedre samarbejde, og derfor er jeg også rigtig glad for det samarbejde, regeringen har igangsat i samarbejde med den grønlandske og færøske regering. Så er jeg også rigtig glad for, at vi i Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor jeg jo var formand, tog initiativ til at række hånden ud til vores grønlandske og færøske kolleger og sagde, at ja, grundloven er ret klar, og den skriver alle vi, der sidder i det her lokale under på vi vil overholde.

Men det ændrer jo ikke ved det meget legitime ønske, der er fra vores grønlandske og færøske kollegaers side, nemlig at man ønsker at blive inddraget så meget som overhovedet muligt på bl.a. også udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Derfor var jeg glad for, at vi var enige om i Det Udenrigspolitiske Nævn, at vi vil række hånden ud, og sagde: Så lad os også på det parlamentariske niveau prøve at få et tættere samarbejde med vores grønlandske og færøske politikere. Som flere af jer ved, var vi på det første møde i Nuuk i juni – et møde, som jeg synes gik rigtig godt. Vi fik talt om rigtig mange ting, og især set i lyset af at det var første møde, synes jeg, vi havde en god og konstruktiv dialog omkring en lang række ting.

Derfor bliver jeg også nødt til at sige, at jeg selvfølgelig også er ked af, at den nye formand for det grønlandske udenrigs- og sikkerhedsudvalg på vegne af udvalget har kunnet meddele mig, at man ikke ønsker at gøre brug af fremtidige møder i sådan et format. Men jeg kan selvfølgelig ikke gøre andet end at tage det til efterretning, og det gør vi, men ønsket står stadig ved magt, og tilbuddet står stadig ved magt, nemlig at hvis de grønlandske politikere i udenrigs- og sikkerhedsudvalget ønsker at indgå i en tættere dialog omkring nogle ting, som man helt legitimt ønsker at blive medinddraget i, står døren til mig som formand åben. Og jeg er stensikker på, at alle medlemmerne af Det Udenrigspolitiske Nævn er lige så enige i det, og at deres døre også står åbne for hele udvalget.

I forhold til udeståender er det i hvert fald rigtig vigtigt at holde fast i, at jo før vi kan få en arktisk strategi, jo bedre. Vi er den eneste arktiske nation, som ikke har en arktisk strategi, og udfordringen er ikke, at vi ikke har den; udfordringen er, at vi ikke har haft den i lang tid, og udfordringen er, at vi ikke i dag kan fortælle om, hvornår vi får den. Der er min appel, at vi hurtigst muligt sørger for, at alle dele af kongeriget har materiale, input og deres arktiske strategier klar, sådan at kongeriget også kan få sin arktiske strategi, og jeg håber, ligesom Færøerne og Danmark er klar, at vores kolleger i Grønland også meget snart er klar.

Så er der et andet område, som vi har talt om nogle gange, når vi har diskuteret det arktiske, både i Folketingssalen, men også i andre henseender, og det er, hvordan vi sikrer, at den kritiske infrastruktur, som der er i hele kongeriget, er så godt beskyttet som overhovedet muligt. Vi ved jo, at der er andre lande, ikke mindst stormagter, som gerne vil ind og investere i noget, som jeg tror vi alle er opmærksomme på er kritisk og burde være på sikre hænder, så at sige.

Derfor var jeg jo glad for, at vi i VLAK-regeringens tid kunne få indført en screeningsordning i Danmark. Men den dækker kun Danmark. Den dækker ikke Grønland og Færøerne. Og jeg har et hundrede procent forståelse for den delikate situation. Jeg ved udmærket godt, at når man i Tórshavn og i Nuuk sidder og kigger på noget, som man synes er et hjemtaget område, og som er handelspolitik, så sidder man og siger til danskerne: Det skal I ikke blande jer i. Enig – det skal danskerne ikke! Derfor skal vi også i dialog med regeringerne i Grønland og Færøerne og ikke mindst parlamenterne de to steder og komme med en appel til regeringerne og parlamenterne i Grønland og Færøerne om behovet for at understrege nødvendigheden af, at man altså sikrer sin infrastruktur bedst muligt. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi er enige om, at vi i Det Udenrigspolitiske Nævn har et temamøde om, hvad status er på screeningsordninger i kongeriget i den nærmeste fremtid, for jeg tror, at vi alle sammen er opmærksomme på, at det her er et område, som vi har brug for at snakke sammen om og måske endda også koordinere på.

Så er der et udestående på et andet område, som jeg er ked af, jævnfør, hvordan ikke mindst Færøerne taler meget varmt for, med rette, at vi alle skal hjælpe hinanden med, at Færøerne får en handelsaftale med EU. Og jævnfør det spørgsmål, der blev stillet til min ærede kollega hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet, synes jeg, at vi faktisk burde gøre mere fra parlamentets side, altså fra Folketingets side. Jeg vil gerne tage den på mig og så sige, at det bør vi måske tage op som et temamøde eller andet i Det Udenrigspolitiske Nævn. Man kunne måske også gøre det i Europaudvalget, det skal jeg ikke beslutte, men i hvert fald gøre det. Hvad kan vi gøre? Kan vi gøre noget i forhold til den her parlamentariske en til en-dialog? Så det skal være mit konkrete forslag til det. Og i det lys håber jeg også, at de hindringer, der er i forhold til EU-Repræsentationens kontor i Nuuk, bliver fejet af bordet, og at EU-Repræsentationens kontor kan åbne meget, meget snart, for jeg synes også, det er vigtigt, at EU, lige sådan som USA har et konsulat, også får en repræsentation i Nuuk. Så det håber jeg falder på plads meget snart.

Så konklusionen er: Der er nok at tale om, og det kommer vi også til. Og erfaringen er måske også, at det skal vi fortsætte med i alle mulige forskellige henseender, sådan at vi i hvert fald alle sammen på kryds og tværs i kongeriget står stærkest muligt i lyset af den ufattelig ustabile situation, vi desværre alle sammen er oppe imod. Tak.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er til hr. Carsten Bach. Værsgo.

Tak. Og tak for ordførertalen, hvori jeg kan høre ordføreren for Venstre erkende, at Arktis ikke er et lavspændingsområde. Så tak for den erkendelse. Vi var så sent som i fredags i Grønlandsudvalgets og Færøudvalgets regi på besøg i Statsministeriet, og jeg hørte en statsminister give udtryk for nogenlunde den samme holdning. Jeg har tidligere hørt udenrigsministeren give udtryk for, at der er tale om et lavspændingsområde, når vi taler om Arktis, og det forvirrer mig en lillebitte smule. Venstres holdning minder måske mere om statsministerens holdning end udenrigsministerens holdning. Hvordan kan det være? Godt nok venter vi jo alle sammen på kongerigets arktiske strategi, men hvad med SVM-regeringens interne strategi – hvad er den på Arktisområdet?

Ordføreren.

Tak for det. Til første del af spørgsmålet vil jeg sige, at jeg ikke har hørt en uenighed i regeringen. Det kan være, at det er mig, der er døv, men jeg har ikke hørt en uenighed i regeringen på det her område. Jeg deltog i de samme møder i fredags med statsministeren, og jeg tror, at vi alle sammen ønsker lavspænding, men vi må også bare erkende, hvordan virkeligheden er, og det er så det, jeg har prøvet at give udtryk for.

I forhold til hvad vores interne strategi er, vil det tage lidt længere at svare på end 32 sekunder, som jeg har tilbage her. Men jeg prøvede også at give udtryk for, hvad det er, Venstre mener, altså at vi mener, at vi skal opprioritere dialogen, og at vi skal opprioritere inddragelsen og samtidig også være mere opmærksomme, alle parter, på de konkrete trusler, der er fra udefrakommende. Det var meget kort, men det var de sekunder, jeg havde.

Spørgeren.

Jeg skal jo ikke vurdere ordførerens hørelse her, men jeg hører en intern uenighed. Jeg hørte lige for kort tid siden Socialdemokratiets ordfører faktisk netop tale om Arktis som et lavspændingsområde, og nu hører vi jo så Venstres ordfører, som også er en del af SVM-regeringen, stå og sige præcis det modsatte. Jeg synes, jeg hører en manglende intern afklaring i SVM-regeringen om den arktiske strategi.

Ordføreren.

Altså, vi er tre forskellige partier, og vi er ikke et eller andet enhedsparti, som lige pludselig, fordi vi er gået i regering, så også ser fuldstændig ens på det. Så selv om jeg ikke hører nogen uenighed, er vi tre forskellige partier, og derfor har vi måske også forskellige måder at sige tingene på. Men det gode ved den her regering er, at vi nok skal få lavet nogle klokkeklare resultater, ligesom vi gør på en lang række områder, deriblandt i forhold til skattenedsættelser.

Så er det fru Aaja Chemnitz.

Tak til Venstre, og tak til ordføreren for en god tale. Vi hører jo, at Grønland gerne vil spille en større udenrigs- og sikkerhedspolitisk rolle, og jeg synes, at når vi kigger på det sikkerhedspolitiske på forsvarsområdet, er der faktisk en ret god kadence i gang i forhold til at sikre, at Grønland – både naalakkersuisut, men også de grønlandske folketingsmedlemmer – bliver inddraget noget mere. Hvis Grønland skal have en større rolle, fordrer det også en dialog, og jeg vil gerne takke ordføreren for at have nerve i sin tale, for jeg synes, jeg mærkede noget hjerteblod.

Regeringen har et kontaktudvalg. Hvad har Folketinget? Vi forsøgte at skabe en formel struktur omkring det, og så var der ligesom ikke et ønske fra Grønlands side, og det må man jo så respektere. Men man kan sige, at den fortsatte dialog er der jo brug for, særlig hvis det er, at man gerne vil sikre, at Grønland får mulighed for at spille den her større rolle. Så hvilken anden form kunne det have, kunne jeg indledende spørge ordføreren?

Ordføreren.

Det er et rigtig godt spørgsmål, for jeg er på ingen måde argumentresistent, i forhold til om det skal være den ene konstruktion frem for den anden konstruktion. Jeg er, præcis som der bliver lagt op til, interesseret i kun én ting, og det er mere dialog og mere inddragelse. Så mit forslag skal være, at man diskuterer i vores søsterudvalg i Grønland, om der er en eller anden bestemt dialog, en bestemt mødeform, en bestemt måde at gribe det an på. Er det tilfældet, er jeg ekstremt lydhør over for det, og det tror jeg også resten af udvalget er.

Spørgeren.

Tak. I forlængelse af den tidligere debat med ordføreren fra Liberal Alliance kunne man stille det spørgsmål, om regeringen har en rigsfællesskabspolitik, og om Grønland har en rigsfællesskabspolitik. Man kan sige, at i Grønland siger vi hele tiden: »Intet om os, uden os«. Så det er måske i hvert fald overskriften på den politik, vi fører hjemme i Grønland, og det har regeringen jo så taget til sig, så det er måske også overskriften på regeringens rigsfællesskabspolitik. Men jeg synes nogle gange, at der godt kan mangle sådan lidt egne initiativer, måske også fra regeringens side, i forhold til netop at sikre ikke kun en inddragelse, men også et initiativ og en virkelyst i forhold til at ville fællesskabet i rigsfællesskabet.

Ordføreren.

Det anerkender jeg klart. Jeg føler også bare, at det lidt er en farlig kurs. For noget af det, jeg synes kunne være det farligste, var, hvis jeg ud over de ordførerposter, jeg har, som ordfører for Grønland og for den sags skyld Færøerne går ud og siger, at nu synes jeg, at man i Grønland og på Færøerne skal gøre sådan og sådan. Det er heller ikke sådan, jeg hører spørgeren sige, men det er bare det, jeg er nervøs for. For så kan man med rette skyde mig i skoene, at jeg blander mig, og spørge, hvorfor jeg skal det. Derfor håber jeg mere, at vi kan gå i en ligeværdig dialog, og det er det, jeg prøver at lægge op til.

Så er det fru Anna Falkenberg.

Tak for en rigtig, rigtig god tale fra ordføreren, som jeg kan erklære mig en til en enig i, og også tak for det gode arbejde, som ordføreren, som også er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, har gjort for at få etableret den her kontakt til udvalgene på Færøerne og i Grønland.

Vi havde et rigtig, rigtig fint møde i Nuuk, synes jeg personligt, hvor jeg deltog sammen med Det Udenrigspolitiske Nævn, og jeg er selvfølgelig også ærgerlig over, at der ikke er en opbakning fra Grønland til, at det kan fortsætte. Men som jeg forstår det, er der en opbakning fra færøsk side, og jeg synes stadig, vi skal prøve at finde ud af, om vi kan finde en eller anden løsning, hvor alle tre lande og parlamenter kan se sig i et eller andet samarbejde. Men kan man forestille sig, at man kan fortsætte samarbejdet på dansk-færøsk niveau nu, når der er et ønske om det fra færøsk side?

Ordføreren.

Jeg kan selvfølgelig ikke tale på vegne af udvalget; jeg kan kun tale på egne vegne. Men jeg kan sige klart ja. Altså, hvis det ender i en situation, hvor det kun er Færøerne, jamen så synes jeg sagtens vi skal indgå i en dialog med Færøerne. Jeg ved, at vi er ved at sætte et møde op med min gode kollega fra Færøerne, og der vil det også være mit indspark, hvordan vi kan videreudvikle den rigtig gode dialog, vi havde allerede på vores møde i Nuuk.

Spørgeren.

Tak, og jeg er helt enig. Det glæder jeg mig også til at høre nærmere om. Så vil jeg også takke for, at ordføreren kommer ind på Færøernes forhold til EU og vores stærke ønske om en handelsaftale. Jeg tror næsten ikke, at jeg har stået i den her sal uden at nævne lige præcis det emne, og jeg tror, det er vigtigt, at vi hele tiden bliver ved med at løfte det op.

Ordføreren nævner også, at vi kunne gøre noget mere parlamentarisk. Er det noget, vi ville kunne bruge Det Udenrigspolitiske Nævn til, f.eks. at løfte det spørgsmål, også i nogle fora, der ikke er fortrolige, og om nogle ting, vi så kan kommunikere udadtil?

Ordføreren.

Jeg kan godt komme med et tilsagn om, at jeg i hvert fald personligt vil anbefale resten af Det Udenrigspolitiske Nævn, at vi decideret holder en høring omkring det her. Hvordan kan vi sætte fokus på det, og hvordan kan vi hjælpe til? Det vil være mit indspark til Det Udenrigspolitiske Nævn.

Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Det spørgsmål, jeg ønskede at stille, var det andet spørgsmål, som fru Anna Falkenberg stillede. Men jeg vil bare pointere, at det er vigtigt, at man i EU forstår, at handelspolitikken og erhvervspolitikken ikke kun handler om handel og erhverv, men at det har et meget, meget stærkt sikkerhedspolitisk aspekt, og at det faktum, at Rusland har ladet sine døre stå åbne for færøske varer siden 2014, har en politisk intention. Det drejer sig ikke om økonomi først og fremmest; økonomien er et redskab til at opnå en politisk indflydelse. Det er det, vi oplever, og derfor er det utrolig vigtigt, at vi står sammen.

Ordføreren.

Jamen jeg er ethundrede procent enig. Lad os derfor gøre, hvad vi kan. Altså, det her er så vigtigt. Men det er også vigtigt fra EU's side, og det er jo det, vi skal have forklaret vores europæiske venner, nemlig at hvis man ønsker at sikre, at vi vinder i den geopolitiske kamp, som der er lige i øjeblikket – lad os sige det, som det er – så er det også vigtigt, at EU er en medspiller. Så lad os på alle mulige måder og på alle fronter hjælpe til – det er i hvert fald mit tilsagn herfra.

Der er ikke flere spørgsmål til ordføreren. Tak til ordføreren. Så er det hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet, hr. formand. Nu står jeg her igen på vegne af vores ordfører på området, Jeppe Søe, der heller ikke har mulighed for at være til stede ved den her redegørelse i dag. Jeg fremlægger derfor den her tale på vegne af ham, og derfor bliver den heller ikke ret lang.

Den arktiske redegørelse, som vi behandler i dag, indeholder en lang række uhyre vigtige emner, der alle på den ene eller den anden måde påvirker Arktis og dermed også resten af verden. Klimaforandringerne sætter det mest indlysende spor i det arktiske område. Så sent som for et par dage siden kunne man læse i medierne, at gletsjerne på Grønland smelter fem gange så hurtigt som forudset. Det er dybt foruroligende. Når isen smelter, bliver Arktis mere tilgængelig både for ressourceudvinding i selve Arktis og i form af nye sejlruter rundt omkring Arktis. Disse nye sejlruter vækker selvsagt stor interesse hos de omkringliggende nationer, da de er særdeles brugbare som handelsruter og til militær tilstedeværelse.

Derfor er det af største vigtighed, at kongeriget og vores allierede er til stede i regionen, og at vores fokus især er på overvågning og suverænitetshåndhævelse, samtidig med at vi holder fast i målsætningen om lavspænding i Arktis på trods af den nye geopolitiske virkelighed, som er lidt urolig, og at vi desuden fortsætter det tætte samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, der vedrører Færøerne og Grønland, sådan at vi sammen skaber gode fælles løsninger. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til fru Aaja Chemnitz.

Tak til ordføreren for talen, også tak for godt samarbejde mellem Moderaterne og IA. Det vil jeg gerne sige tak for.

I fællesskab med regeringspartierne har vi jo besluttet, at vi inden længe holder et arrangement om Grønland og Færøerne, og det er rigtig positivt, fordi det er med til at sikre, at der er noget mere viden om Grønland og Færøerne hos regeringspartierne. Så det vil jeg gerne kvittere for.

Noget af det, som FN's specialrapportør og andre aktører har været inde og pege på, er behovet for bedre ligebehandling i forhold til grønlændere, der bor i Danmark. Og det, de peger på bl.a. Hos Institut for Menneskerettigheder, er, at man bør oprette en statslig enhed, som skal koordinere indsatsen i forhold til grønlændere i Danmark, men man skal også være med til at tage nogle initiativer fra regeringens side, fra statens side i forhold til at sikre ligebehandling. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Moderaterne tænker om de her anbefalinger, der kommer fra folk udefra – det her med, at man bliver eksamineret, kan man sige, af FN-systemet i forhold til at leve op til de rettigheder, som grønlændere i Danmark har.

Ordføreren.

Jeg sætter selv meget stor pris på det møde, der er aftalt mellem de tre fra SVM-regeringen og de fire nordatlantiske mandater, om det at øge vidensniveauet internt mellem vores folketingsmedlemmer. Jeg kommer selv fra en del af landet, hvor vi også bliver kigget efter i kortene en gang imellem, med hensyn til hvordan vi behandler vores tyske mindretal i Sønderjylland. Der får man jo også nogle henstillinger, hver gang de er på besøg, om, at der er nogle forskellige ting, man skal justere på. Det er noget, vi tager meget alvorligt i Sønderjylland, og det mener jeg også helt klart, at man skal gøre i den her sammenhæng

Spørgeren.

Mange tak. Man kan sige, at mindretallet i Syddanmark er noget anderledes og er anerkendt som et etnisk mindretal i Danmark. Men der er stadig væk brug for, at man gør nogle indsatser i forhold til grønlændere i Danmark. Det vil jeg bare gerne understrege – altså at man godt kan lade sig inspirere, men at man også er nødt til at tage nogle initiativer. Og det udestår, som tingene er lige nu, fordi der netop ikke er sådan en registrering af det. Kunne man gøre det på en anden måde? Kunne man tage nogle andre initiativer for at sikre den her ligebehandling af grønlændere i Danmark?

Ordføreren.

Budskabet er helt klart modtaget. Er der ting, vi kan gøre bedre, skal vi selvfølgelig kigge på det. Ligebehandling er jo en selvfølgelighed i virkeligheden. Så tak for budskabet.

Så er det hr. Carsten Bach.

Tak til ordføreren, og tak for talen. Som jeg også forsøgte at gengive i mit spørgsmål til Venstres ordfører tidligere, har vi hørt en statsminister omtale det som værende naivt at forestille sig Arktis som et lavspændingsområde. Til gengæld hørte vi tidligere Socialdemokratiets ordfører tale om Arktis som netop et lavspændingsområde, vel og mærke jo et parti, Socialdemokratiet, hvor statsministeren også er partileder. Så har vi en udenrigsminister, som er partileder for Moderaterne, ordførerens parti. Og jeg har i hvert fald lyttet mig frem til en udenrigsminister, der taler om Arktis som et lavspændingsområde. Derfor er jeg jo qua den anden slutningsrække fra statsministeren til Socialdemokratiets ordfører meget spændt på at høre Moderaternes ordfører om, hvorvidt Arktis er et lavspændingsområde, eller om vi faktisk er naive, fordi vi mener det.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, jeg vil stå her på Folketingets talerstol og udtale mig om, hvorvidt hr. Carsten Bach er naiv eller ikke er naiv. Jeg kan med meget stor overbevisning i stemmen sige, at jeg selvfølgelig er helt på linje med landets udenrigsminister på det her område, ligesom jeg også er på linje med regeringen på det her område. Med den viden jeg har – og nu ved jeg jo ikke alt, men jeg synes selv, jeg ved meget – er jeg ikke vidende om, at der er en intern uenighed i regeringen om, hvorvidt Arktis er et højspændingsområde eller et lavspændingsområde. Ellers kan jeg i øvrigt tilslutte mig det, som Venstres ordfører sagde i sin ordførertale.

Spørgeren.

Så det står soleklart for Moderaternes ordfører, hvad regeringens interne linje er i forhold til Arktis som lavspændingsområde.

Ordføreren.

Ja, med den begrænsede indsigt, jeg har – som dog nok alligevel ikke er så begrænset – synes jeg, det står meget klart for mig, at regeringen har en klar linje, når det gælder Arktis, og det er den her redegørelse også et udtryk for. Arktis er et vigtigt område, og det får større og større betydning geopolitisk. Det har altid haft en stor betydning for rigsfællesskabet. Og i spørgsmålet om, hvorvidt det er et højspændingsområde, tror jeg regeringen har en helt klar linje der.

Så er det hr. Jesper Petersen.

Nu kan det jo godt blive lidt pjattet sådan nogle gange at stille spørgsmål til nogle fra dem, man er i regering sammen med. Men jeg gør det, fordi jeg også synes, det er lidt pjattet, hvad der sådan er begyndt at foregå i den her diskussion. Så jeg vil egentlig bare stille det spørgsmål til hr. Henrik Frandsen, om han er enig i, at man godt kan have en ambition om og en målsætning om at have Arktis som et lavspændingsområde og samtidig erkende, at det er en ambition, der er under pres af de vilkår, der gælder nu. Er hr. Henrik Frandsen enig i, at sådan kan man faktisk godt have det på samme tid?

Ordføreren.

Jeg vil gerne give hr. Jesper Petersen ret i, at den ambition kan man sagtens have. Der er ingen tvivl om, at jo mere tilgængelig Arktis bliver, jo mere opmærksomhed og jo flere handelsruter, der kommer, og jo flere udnyttelsesmuligheder, der bliver i Arktis, jo større er tilskyndelsen også med de interessenter, der er, til at gøre det til et højspændingsområde. Så ja, man kan sagtens have den ambition.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Og så er det hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for det, og lad mig starte med at takke hr. Karsten Hønge, hr. Carsten Bach, hr. Rasmus Jarlov og fru Trine Pertou Mach for at lade mig komme på lidt tidligere af hensyn til en konference om Vestsahara, hvor jeg lige har lovet at komme ned og hilse på. Tak for en god redegørelse til regeringen. Jeg vil gerne rose regeringen for at have styrket samarbejdet mellem Grønland, Færøerne og Danmark om det arktiske område, herunder i det Udenrigs- Sikkerheds- og Forsvarspolitiske Kontaktudvalg. Og jeg håber i lighed med andre ordførere, at vi også kan styrke det samarbejde på parlamentarisk niveau, så vi også forhåbentlig snart kan samles om en ny fælles arktisk strategi for kongeriget.

Det internationale samarbejde om Arktis er jo udfordret i Arktisk Råd, hvor det har været nødvendigt at suspendere samarbejdet af hensyn til Ruslands aggression i Ukraine. Det er en nødvendig beslutning. Men jeg sætter pris på, at regeringen gør, hvad de kan, for at styrke samarbejdet i det arktiske område uden om Rusland. Vi er bekymrede over den militære optrapning, vi ser i regionen. Jeg skal ikke udtale mig om spændingsniveauet helt præcist, men hvis det engang har været 220 V, er det i hvert fald 350 nu, og vi håber i lighed med regeringen, at vi kan fastholde et lavspændingsområde i det arktiske. Vi ønsker til gengæld også at tage bestik af, at Rusland optrapper, endda med elementer af offensiv karakter, og derfor ønsker vi jo at styrke vores samarbejde med Grønland og Færøerne om at overvåge, kontrollere og i sidste ende forsvare det arktiske område og Nordatlanten. Det er en vigtig prioritet for os i forsvarsforhandlingerne, helt som vi ønsker at styrke det nordiske forsvarssamarbejde, NORDEFCO, med Island, Finland, Norge og Sverige henset til det her ændrede trusselsbillede.

Vi bakker meget op om øget forskning i området, ikke mindst omkring klima, som er en helt afgørende prioritet, miljø, natur, biodiversitet og den maritime forskning. Og jeg glæder mig over indsatsen fra DTU Aqua og nu senest med den bevilling, vi har fået til det nye arktiskgående forskningsskib Dana V, som vi fik en ekstrabevilling til i forskningsreserven, så vi nu kan få det skib ud at sejle så hurtigt som muligt.

Jeg vil ligesom til tidligere redegørelser komme med en lille anke over, at der ikke bliver nævnt det samarbejde, der foregår i min tidligere organisation UNECE om langtrækkende luftforurening og de grænseoverskridende effekter af industriulykker. Det er konventioner, som er helt afgørende også for det arktiske område, og vi skal fortsætte med den forskning og det samarbejde, vi har der.

Endelig vil jeg sige: I den her periode, hvor det statslige samarbejde er hæmmet af Ruslands krig, skal vi øge samarbejdet mellem de oprindelige folks organisationer og bakke yderligere op om det. Med hensyn til de seks oprindelige folk i det arktiske område skal vi styrke vores indsats for at fremme, integrere og sikre deres rettigheder og inddrage deres viden, viden fra lokalsamfund i overensstemmelse med FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder.

Og til allersidst vil jeg sige: I lighed med den debat, der lige udspandt sig, også når det gælder oprindelige folk, håber jeg og opfordrer regeringen til at tage FN's særlige rapporteurs rapport om diskrimination og forskelsbehandling af vores grønlandske medborgere, ikke mindst i Danmark, meget alvorligt, og sikre en solid opfølgning på den. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen bemærkninger. Så er det hr. Karsten Hønge fra SF. Velkommen.

Adgangen til at diskutere Arktis her i Folketinget skyldes jo så indlysende Danmarks tilknytning til Grønland og Færøerne. De er porten ind til Arktis og det høje nord. Uden rigsfællesskabet har Danmark ingen stemme vedrørende Arktis. Det er egentlig ret banalt, men dog også lidt vigtigt at slå fast her med det samme. Netop på grund af det vil min tale i dag være noget anderledes end mine taler under tidligere års diskussioner om Arktis.

Jeg vil nemlig starte med at slå en isøkse igennem en myte, som er meget sejlivet, især i Grønland, men også på Færøerne og vel i et eller andet omfang for så vidt også i Danmark, nemlig at Danmark skulle have interesser i Arktis, og at det skulle være sådan det underliggende motiv for rigsfællesskabet. Der er mange gode grunde til at holde fast i rigsfællesskabet, og på en højstemt dag vil jeg gå så vidt som til at sige, at jeg elsker rigsfællesskabet, som binder Danmark, Færøerne og Grønland sammen. Ambitioner om Danmark som en arktisk stormagt er bare slet ikke en af dem, faktisk nærmest tværtimod. Rækkefølgen er, at Danmark kun har stærke strategiske interesser, så længe vi har et rigsfællesskab. Det er det, der er rækkefølgen. Dem, der har strategiske interesser i Arktis, er jo selvfølgelig åbenlyst USA, Rusland og Canada til en vis grad; selv om det er et noget mindre land, ligger det jo som nabo. Man kan også sige, at Storbritannien og Frankrig har ambitioner, og helt åbenlyst forsøger Kina jo at spille sine kort. Men Danmark som land har ikke strategiske interesser i Arktis, og det tror jeg faktisk det er en god idé at være helt åben om. Det er da klart, at det stiller Danmark stærkere i nogle sammenhænge, at vi har et fællesskab med Grønland og Færøerne. Det har da en vis værdi og betydning i FN og NATO og andre steder, men gennem årene har det faktisk været meget svært at kunne dokumentere værdien af det.

Der er flere forskere, der beskæftiger sig med det, og man kan ikke bare sådan sige, at det ikke har en betydning. Det er jo ret indlysende. Og nærmest sådan intuitivt ligger det også sådan, at man tænker: Ja, selvfølgelig må det da have en positiv betydning, at Danmark gennem Grønland og Færøerne er blevet sådan en arktisk stormagt, men hvor er i virkeligheden sådan de egentlige fordele ved det? Jeg ser det faktisk som et meget dyrt foretagende og også et meget farligt foretagende, at vi har det her stærke engagement set i forhold til Danmarks størrelse. Så selvfølgelig har det en vis betydning, men jeg savner bare, at nogen dokumenterer, om betydningen står i nogen rimelig målestok med f.eks. de 5-6 mia. kr. om året, som er prisen for Danmarks engagement i Grønland. For det beløb kunne man jo købe en meget stærkere repræsentation i FN og andre steder, mere bistandspolitik osv..

Men så længe vi har rigsfællesskabet, synes jeg, at Arktis skal prioriteres helt i top, og for SF er det en stærk prioritet i de kommende forsvarsforhandlinger. Det er i øvrigt noget, som SF har argumenteret for i flere år, og vi sagde det på den, synes jeg selv, sådan lidt smarte måde her for nogle år siden, nemlig at vi i stedet for at deltage i de her udsigtsløse ørkenkrige skulle koncentrere os om vores nærområde, herunder Arktis, altså at vi skulle skifte ørkenstøvlerne ud med snesko.

Selvfølgelig har kongeriget Danmark, rigsfællesskabet, store interesser på spil, men kun så længe den konstruktion eksisterer. En lille nation som Danmark har ikke behov for at hævde sig i Arktis. Tidligere formand for naalakkersuisut, en af grønlandsk politiks grand old men, Lars-Emil Johansen, skrev her for nylig i Berlingske om den triste skæbne, Danmark ville gå i møde uden forbindelsen til Grønland, hvor Danmark sådan ville blive reduceret til en lille nation. Men her må jeg bare sige: Det er faktisk slet ikke så tosset at være et lille land i Nordvesteuropa. Jeg har også hørt danske politikere, som mener, at samhørigheden med Grønland og Færøerne har en meget stor betydning for Danmarks internationale gennemslagskraft. Som jeg ser det, er det kun delvis rimeligt, og jeg vil meget gerne have dokumentation frem for mavefornemmelser.

Rigsfællesskabet har sandsynligvis i perioder under den kolde krig givet Danmark visse fordele i NATO og over for USA, men hen over årene er det tvivlsomt, om der har været et rimeligt forhold mellem fordele, omkostninger og risiko. I den omtalte kronik i Berlingske puster Lars-Emil Johansen igen igen til myten om, at det er adgangen til international indflydelse, som driver Danmarks ønske om et fællesskab med Grønland. I den der kronik får skruen så en ekstra omgang med en påstand om, at det faktisk var Danmarks forbindelse til Grønland, som gjorde Anders Fogh Rasmussen til generalsekretær i NATO, og at det i øvrigt skulle være den samme forbindelse, som nu måske kunne gøre, at vores nuværende statsminister kunne komme i spil som en realistisk kandidat til NATO-posten. Jeg siger bare, at den type analyser, som der er rigeligt af i grønlandsk politik, mangler substans og mangler dokumentation.

Hvis det virkelig var rigtigt, hvorfor tog det så 60 år fra grundlæggelsen af NATO, til Danmark fik posten? Og mon ikke også Anders Fogh Rasmussen fik jobbet på grund af Danmarks evige lydighed over for USA, herunder den ukritiske tilslutning til håbløse og udsigtsløse ørkenkrige i Afghanistan og Irak? Hvorfor kom statsministerens besøg hos Joe Biden så sent i stand? Hvorfor har Holland faktisk besat generalsekretærposten hele tre gange? Også Belgien fik en generalsekretær længe før Danmark, ganske uden arktiske forbindelser. Det er en meget sejlivet vandrehistorie, som nu sendes på en tur endnu en gang. Det bliver den bare ikke mere rigtig af. Det kan jo nogle gange nærmest lyde som et forsøg på politisk afpresning, men på mig preller det af som vand på en sæl.

Hvor er Grønlands presse så henne i den her slags situationer og i den slags principielle debatter? Hvorfor bliver grønlandske politikere ikke konfronteret med kritiske journalister? Hvor er de mennesker på universitetet i Nuuk, som beskæftiger sig med udenrigspolitik? Det kan jo ikke nytte noget, at useriøse og grundløse lystfiskerhistorier får lov til at fylde i alvorlige politiske diskussioner. Politikere i Grønland, som puster til modsætninger og splittelse på baggrund af useriøse gætterier, fører os den gale vej. Så meget desto vigtigere er det at få en offentlig debat, hvor de her grundløse påstande kan stå afklædt i den arktiske kulde. Jeg synes selv, at det er meget nemt at trække bukserne ned på Lars-Emil Johansen i dansk presse. Jeg spørger bare: Hvornår sker det i Grønland? For det er nødvendigt at få en realistisk debat om Arktis.

Man kan ikke tale om Arktis uden med det samme at adressere konsekvenserne af klimaforandringerne, som er særlig voldsomme i de arktiske områder. Når isen smelter, går det ikke bare ud over befolkningen; det går også ud over sårbar natur, og det går ud over kloden, i og med at havet stiger. I Arktis ændrer geografien sig markant, og når isen forsvinder, vil der opstå helt nye geostrategiske muligheder. Det er en region, hvor afspænding og ro risikerer at blive erstattet af spændinger og konflikt. Klimaforandringernes tydelighed i Arktis har i mange år gjort det klart, at stater har måttet samarbejde i regionen. Det er så et samarbejde, som nu er stærkt udfordret efter den russiske invasion i Ukraine. Og Kina har gennem mange år forsøgt at få foden i døren ind til Grønland og Færøerne. Klimakrisens konsekvenser vil gøre isbjergene mindre, men problemerne større. Nye sejlruter vil om få år være blotlagt for verdenshandelen, og den, der fremover kontrollerer de arktiske have, vil i et vist omfang også kunne kontrollere store dele af handelen.

Jeg synes, at det er meget opmuntrende, at Grønland tilslutter sig Parisaftalen, og at planerne om et hasarderet olieeventyr skrinlægges. Det ville være næsten tragikomisk, at man skulle bore efter olie det sted på Jorden, som rammes hårdest af klimaforandringerne, mens man i øvrigt i resten af verden netop i de her år bør søge og nogle steder også søger væk fra fossile brændstoffer.

Vi har et helt særligt ansvar for at sikre en bedre arktisk fremtid, ikke kun når det gælder om at stoppe de voldsomme temperaturændringer, og der er også det særlige ansvar, vi har i rigsfællesskabet. Søværnet spiller en stor rolle i ikke bare suverænitetshåndhævelsen af kongeriget, men også, når det gælder sikring af miljøovervågning, redningstjeneste, fiskeriinspektion og mange andre vigtige opgaver. Det er noget, der bør styrkes og udbygges. Vi skal i praksis udvide Grønland og Færøernes udenrigspolitiske handlerum. Det kan være et af de vigtige skridt mod et rigsfællesskab med ligeværd og gensidig respekt.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Først er det fra hr. Carsten Bach. Værsgo.

Tak, og tak for en prægtig ordførertale, vil jeg faktisk sige, som jo også adresserer det her med realismen i debatten, hvilket jeg synes er ret vigtigt. Jeg kan bekræfte, at SF's forsvarsordfører og SF generelt, når vi er i forsvarsforligskredsen, prioriterer Arktis rigtig højt og gør det i samarbejde med mit eget parti, Liberal Alliance. Det er vi utrolig glade for. Jeg ved også, at den nuværende forsvarsminister prioriterer Arktis rigtig højt. Det har vi hørt den nuværende forsvarsminister sige. Det står måske lidt hen i det uvisse, hvad den samlede SVM-regering har af prioriteringer i forhold til Arktis, når det kommer til forsvarsområdet. Vi har tidligere hørt, at Østersøregionen var det dominerende, men det kan vi jo altid lade ligge.

Det, jeg egentlig godt vil spørge ordføreren til, er de her betegnelser om rigsfællesskabet som værende risikofyldt og et farligt foretagende. Det tror jeg lige jeg skal have SF's ordfører til at uddybe.

Ordføreren.

Så vidt jeg lige forstod spørgsmålet i forhold til det, jeg sagde – hvis det her er et svar på det; jeg er lidt i tvivl om spørgsmålet – er svaret, at det er dyrt og risikofyldt for Danmark at være en arktisk stormagt, især for en lille nation som Danmark. For vi sejler her i farvand, hvor der er meget mægtige lande på spil og Danmark er under pres. Så det her med at stille det op, som om det er meget attråværdigt for Danmark at være en arktisk stormagt, tillod jeg mig bare at stille spørgsmålstegn ved, for så enkelt er det ikke. Det er enormt dyrt, og det er en farlig balancegang – hvis det var svar på spørgsmålet.

Spørgeren.

Ja, det er dyrt – enig. Farligt og risikofyldt er jeg sådan set også enig i, men jeg savner måske lidt en konkretisering af det fra SF. Hvad er det farefulde element?

Ordføreren.

Det er, at spændingerne stiger markant i de her år. Russerne opruster jo klart på Franz Josefs land. Vi ser amerikanerne jo også opruste på deres måde. Så er der det, at vi også ser, og det kan jo være en stor frygt, at hvis Rusland bliver presset tilstrækkelig meget af krigen i Ukraine, kunne det måske åbne en bagdør for, at Kina kunne få indflydelse, samtidig med at isen smelter, så der kommer nye søveje. Det betyder bare, at vi er i en meget ustabil situation, og at det kan risikere at blive en meget farlig situation.

Så er det fru Aaja Chemnitz. Værsgo.

Tak til ordføreren for det gode samarbejde, og tak for en fantastisk tale. Jeg synes, det var modigt og dejligt og ærligt at høre ordføreren tale om de her ting. Jeg synes, det er vigtigt at sige som repræsentant for Grønland, at vi har forskellige politiske holdninger hjemme i Grønland, som man også har det i Danmark. IA fører politik baseret på fakta, ikke på konspirationsteorier og på myter. Jeg ved godt, at der er nogle andre partier hjemme i Grønland, der ønsker sådan en pengestrømsanalyse for ligesom at se, hvor meget Danmark får ud af Grønland, men jeg synes, det er vigtigt, at vi har den her debat omkring Arktis og rigsfællesskabet på et så realistisk grundlag som overhovedet muligt.

Ordføreren taler om at sikre Grønland et større udenrigs- og sikkerhedspolitisk handlerum, hvilket er rigtig positivt, for det er jo noget af det, vi ønsker hjemme i Grønland. Hvordan kunne man forestille sig at det skulle foregå i et godt fællesskab mellem Grønland og Danmark?

Tak, så er det ordføreren.

Det handler om, at vi fundamentalt skal gribe alle udenrigspolitiske anliggender, der har tilknytning til Arktis, an på en ny måde. Det skal ikke mere være noget med, at man har orienteret Grønland, at man har orienteret Færøerne; det skal ikke længere være noget med, at man, efter at nogle møder har været afholdt, fortæller resultatet af dem. Ved alle forhandlinger, alle møder, der omhandler Arktis, skal Grønland og Færøerne være med helt inde ved bordet. Det skal ikke oversættes, det skal ikke fortolkes, det skal ikke videreformidles af Danmark. Grønland og Færøernes repræsentanter skal i alle de sammenhænge, hvor det overhovedet kan lade sig gøre, være tilstede selv og høre argumenterne fra amerikanerne eller høre, hvad det er, der sker i det nordiske samarbejde, så man i alle sammenhænge som udgangspunkt bare er med om sine egne forhold.

Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak til ordføreren. Man kan sige, at viden måske også er ret centralt i forhold til det, som ordføreren er inde på, altså at man har lige adgang til viden om sig selv for at kunne træffe nogle beslutninger på et oplyst grundlag.

Noget andet, som IA og SF har samarbejdet om, er at sikre, at vores kollegaer herinde får noget mere viden om Grønlands kultur, historie og sprog, og det synes jeg sådan set er et godt eksempel på, hvordan man også sådan i dagligdagen kan være med til at sikre, at mange ordførere, som ikke nødvendigvis har været i Grønland, får et større kendskab til Grønland.

Ordføreren.

Ja, det er på høje tid, at vi gør en mere organiseret indsats for at løfte niveauet, ikke kun blandt Folketingets medlemmer, men også blandt partiansatte og andre, der er engageret i dansk politik. Det er jo simpelt hen beskæmmende, hvor lidt man faktisk ved om dagligdagen i Grønland og på Færøerne. Det mindste, vi kan gøre, er da at prøve at opkvalificere os selv herinde; men jeg tror også i forhold til fru Aaja Chemnitz' tidligere spørgsmål, at det er nødvendigt at gøre noget ved uvidenheden i den danske befolkning, for den overtrumfes kun af, at det, som man så ved, ofte er forkert og fyldt med fordomme. Der er en stor opgave foran os.

Tak. Næste spørger er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Ordføreren sagde sådan næsten hånligt, at det jo er absurd – sådan hørte jeg det – at skulle bore efter olie det sted på kloden, som er hårdest ramt af klimaændringerne. Hvorfor er det værre at bore efter olie i Grønland, end det er i Nordsøen? Altså, den olie, der udvindes i Nordsøen, rammer Arktis præcis lige så hårdt som den olie, som man eventuel ville udvinde i Grønland. Hvorfor er det således, at vi, som bliver hårdest ramt af klimaændringerne, ikke må tjene penge på olie, mens de, som ikke bliver så hårdt ramt, godt må tjene penge på olie, og så rammer konsekvenserne nogen, der bor andre steder på kloden?

Ordføreren.

Der ligger også nogle andre ting i det i forhold til at søge efter olie og bore efter olie i arktiske områder. Der vil risikoen for uheld være stor og konsekvenserne helt uoverskuelige.

Men det, jeg kaldte det, var »tragikomisk», for jeg tror, at det, der er på dagsordenen overalt i verden, er, at vi skal søge væk fra fossile brændstoffer. Vi skal simpelt hen finde andre måder at lave energi på. Og så er det bare, jeg siger: Set i det billede synes jeg det er tragikomisk – det var det ord, jeg brugte – at man netop det sted i verden, hvor man måske er hårdest ramt af klimaforandringerne, overvejer at bore efter olie. Det er da klart, at det jo ikke er, fordi det som sådan, altså afbrændingen af olie eller andre fossile brændstoffer, er værre, afhængigt af hvor de kommer fra – det er jo ret indlysende.

Jeg spørger bare: Skulle man det sted, hvor man er hårdest ramt af klimaforandringer, yderligere understøtte eftersøgningen af fossile brændstoffer? Ja, det synes jeg ville være grotesk, vil jeg nok sige; men afbrændingen af det ville selvfølgelig ikke i sig selv være værre. Det er jo ret indlysende.

Værsgo for den anden korte bemærkning.

Ordføreren går også lidt ind på debatten, der nogle gange kan være lidt hård eller karsk. Jeg kan huske, at en importør engang sagde: Uden Grønland ville Danmark ikke være andet end en pornokiosk i Nordtyskland. Sådan kan ordene nogle gange falde. Ordføreren var lidt stødt af den retorik, som nogle gange bliver brugt, og han understregede, at det ikke er Danmark, der har brug for Grønland. Man kan næsten få den tanke, at ordføreren helst ville være fri. Er det således? Ville ordføreren helst være fri for den byrde, som Grønland er?

Så er det ordføreren.

Det er jo ikke så længe siden, jeg holdt min tale, så jeg er faktisk lidt skuffet over, at hr. Sjúrður Skaale allerede har glemt den. Jeg sagde: På en højstemt dag vil jeg endda sige, at jeg elsker rigsfællesskabet. Det synes jeg er stærke ord. Jeg elsker rigsfællesskabet. Hele mit liv har været en lang sammenblanding med især Grønland, men også til dels Færøerne; på det personlige plan og på alle mulige familiemæssige måder er jeg knyttet til det, så jeg elsker rigsfællesskabet.

Men det ændrer ikke på, at vi bliver nødt til at tage hele konstruktionen op til revision. Og det handler ikke om, at jeg er stødt af tonen. Tonen er usaglig og uden hold i virkeligheden. Den forurener debatten, hvis man især i Grønland har en debat, der simpelt hen er som er revet ud af den virkelighed, som vi andre er i. Det er jeg ikke stødt over – det ødelægger bare debatten.

Der ser ikke ud til at være flere, der har spørgsmål til ordføreren for SF. Vi siger tak til hr. Karsten Hønge og går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er fra Danmarksdemokraterne, og det er hr. Kristian Bøgsted. Værsgo.

Tak for det. Da vores sædvanlige ordfører er fanget i andre forhandlinger, har jeg fået fornøjelsen af at læse denne glimrende tale op.

Jeg vil starte med at sige tak til udenrigsministeren for den redegørelse, vi har fået, men det er jo ikke længe siden, at den seneste redegørelse blev behandlet – vi skal bare tilbage til den 14. marts – hvorfor der også er en del passager i redegørelsen, der egentlig er en gentagelse fra sidste gang. Men jeg har alligevel lige et par kommentarer til nogle enkelte punkter.

Jeg vil starte med at nævne, at det er glædeligt, at vi har fundet frem til en fredelig grænsedragning oppe ved Hans Ø og farvandet mellem Grønland og Canada. Derudover kommer redegørelsen jo også ind på den digitale infrastruktur for arktiske geografiske data, og her tænker jeg på beskyttelsen af den kritiske digitale infrastruktur, ikke mindst søkablerne.

I danske farvande har der været fokus på fremmede magters såkaldte forskningsskibe, der sejler rundt i dansk farvand, og hvor det egentlige formål menes at være en omfattende spionage og kortlægning af kritisk infrastruktur på havbunden. Sabotageangrebet på Nord Stream 1 og 2 øst for Bornholm i september 2022 viser alvoren. Jeg håber og forventer virkelig, at regeringen og forsvaret har styr på overvågningen af den kritiske infrastruktur i farvandet omkring Grønland og Færøerne, og det gælder også overvågningen af kabler på havbunden og kablerne mellem Danmark og de nordatlantiske lande.

Jeg hæfter mig også ved punktet i redegørelsen om søfart og sejladssikkerhed. Det er godt, at Søfartsstyrelsen har fokus på tilsyn rettet mod krydstogtskibe, ikke mindst med tanke på det krydstogtskib, der for nylig gik på grund i en grønlandsk fjord. Det endte jo heldigvis godt, så vi ikke fik en skibskatastrofe som med »Titanic« i 1912 og »Hans Hedtoft« i 1959, der begge sank efter at have ramt isbjerge.

Sejlads i farvandet omkring Grønland kræver, at skibe kan klare de ofte vanskelige forhold, og det er klart, at rederierne ikke umiddelbart kan forlade sig på hjælp fra redningstjenester i samme omfang, som vi kender det fra Danmark, alene grundet de store afstande. Derfor er det godt, at Søfartsstyrelsen nu har fokus på sikkerheden og beredskabet for sejlads med krydstogtskibe omkring Grønland. Jeg har forstået, at det også er et ønske fra grønlandsk side.

Redegørelsen har også et afsnit om forebyggelse af ureguleret fiskeri i Det Arktiske Ocean, også kaldet for Ishavet. Det er klart, at landene omkring Det Arktiske Ocean deltager i samarbejdet, men man kan jo undre sig lidt over, hvorfor man i sin tid har lukket Japan, Kina og Sydkorea ind i samarbejdet, i og med de jo ikke lige grænser op til i Ishavet.

Jeg vil slutte med at glæde mig over, at der via forskningsreserven også er afsat midler til et nyt oceangående forskningsskib, og over, at A.P. Møller Fonden har bidraget med 50 mio. kr. til bygning af skibet. Tak for redegørelsen. Jeg håber, at freden snart sænker sig over Europa, så samarbejdet mellem alle lande omkring Arktis kan komme i gang på ordentlige vilkår igen.

Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Der er ingen spørgsmål. Vi går videre i ordførerrækken. Næste ordfører er hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Jeg vil til en start forsøge at skabe et billede for jer. I skal forestille jer et uidentificeret flyvende objekt, en drone måske, der er faldet ned over Grønland. En slædepatrulje fra Sirius er sendt ud for at opklare mysteriet. Samtidig observeres der en russisk ubåd tæt på den nordøstgrønlandske kyst. Den tidligere statsminister, som nu er udenrigsminister, holder efter bedste evne den diplomatiske balancegang mellem amerikanerne, kineserne og russerne. Alligevel kommer det heldigvis kun tæt på en konfrontation mellem Siriusfolkene, og hvad der må formodes at være en russisk specialenhed på mission for at indsamle dele fra den nedstyrtede drone.

Er det fiktion, eller er det virkelighed? Eller er det et billede skabt af kunstig intelligens – altså en falsk virkelighed, der kun eksisterer i cyberspace og på sociale medier? Lige om lidt er det måske den rigtige virkelighed, men for nuværende ved vi jo alle sammen, i hvert fald herinde, at det er et billede, der opridser handlingen af afsnit seks i den sidste sæson af tv-serien »Borgen«, som jo bl.a. er inspireret af vores kollega hr. Martin Lidegaards fantasi. Sæsonen af »Borgen« slutter så i øvrigt med, at udenrigsministeren udnævnes til EU-kommissær. Så det er jo måske slet ikke bare fantasi eller fake news, en falsk nyhed. Måske er det faktisk ikke langt fra en potentiel virkelighed, når det kommer til stykket. Og der tænker jeg selvfølgelig først og fremmest på, at det med, at udenrigsministeren bliver udnævnt til kommissær i EU, rent faktisk kan gå hen og blive virkelighed i en meget nær fremtid. Spøg til side.

Det, jeg vil understrege med det billede, er, at alt, hvad vi ser ude i Europa, hvad angår russisk indblanding og påstået interessevaretagelse fra den side, skal vi forvente og forberede os på kommer til at ske i Arktis på sigt. Jeg behøver ikke at opliste det. Vi ved alle sammen godt, hvad der foregår med en egentlig angrebskrig i Ukraine som den ultimative aggression og topmålet af skalaen i forhold til indblanding i en anden selvstændig stats nationale anliggender.

Jeg vil også gerne understrege, at vi ikke skal være naive og tro, at det nuværende spændingsniveau på sigt er normalen i Arktis. Den konstante forandring er blevet en permanent tilstand i Arktis. Det skal vi forholde os til, og vi skal være forberedt på forandringer og på Putins ændrede adfærd og politik, hvad angår Arktis. Det kan godt være, at sikkerhedssituationen på overfladen p.t. er uændret i Arktis, men det er blot indtil det tidspunkt, hvor Putin vælger at gennemføre en eller anden begivenhedsrække i Arktis, ligesom det også er sket andre steder i Europa.

Måske begivenhederne i første omgang alene kommer til at eksistere som en kunstig virkelighed, men det skal tages alvorligt alligevel. Derfor skal vi i samarbejde med Grønland, vores nærmeste allierede og vores venligsindede naboer i Arktis styrke og facilitere en øget overvågning og tilstedeværelse i Arktis, så disse begivenheder kan imødegås eller helt undgås ved at være tydelige omkring engagementet i den arktiske region som helhed. Det inkluderer også et engageret samarbejde mellem EU, Grønland og Færøerne.

Personligt har jeg selv helt tilbage i 2007 som stabsofficer i FN's observatørmission i Georgien været med til at igangsætte en faktaopklarende undersøgelse af en nærkontakt mellem georgiske specialenheder og en mindre såkaldt paramilitær gruppe i den georgiske del af Kaukasusbjergene. Det var en hændelse, som uheldigvis kostede en godt nok officielt tidligere russisk specialsoldat livet. Det var blot en ud af en perlerække af begivenheder, der som bekendt mindre end et år senere endte ud i, at russiske styrker besatte en stor del af Georgien. Jeg håber, at I kan se billedet for jer.

Så går jeg til selve redegørelsen, hvori jeg kan læse følgende:

»Pausen i Arktisk Råd har efterladt et tomrum i koordineringen og dialogen om arktiske emner.«

Som jeg sagde tilbage i marts, da vi senest havde en debat om en arktisk redegørelse, bør alle aktiviteter og samarbejdet i Arktisk Råd og Arktis generelt fortsætte ufortrødent imellem de såkaldte arktiske ligesindede stater, dvs. uden Rusland. Rusland skal derimod holdes ud i strakt arm, indtil øvrige internationale uoverensstemmelser med Putin er løst.

For at give et eksempel skal kongeriget selvfølgelig fortsat kunne sikre friere bevægelighed og understøtte et tættere samarbejde mellem forskere og deres brug af forskningsudstyr m.m. på tværs af den arktiske region. Men det giver sig selv, at de påståede russiske forskningsaktiviteter, vi har set i bl.a. internationalt farvand rundtomkring i kongerigets interessesfære, ikke skal brede sig. Jeg fornemmer heldigvis, vil jeg sige, en opdateret og mere realistisk tilgang til sikkerhedssituationen i Arktis i regeringens arktiske redegørelse, og jeg er meget positiv over for de tilkendegivelser, vi i henholdsvis Grønlandsudvalget og Færøudvalget fik fra statsministeren, da vi mødtes til udvalgsmøde så sent som i fredags.

En ting, jeg i redegørelsen savner svar på, er, hvordan det går med udenrigsministerens tålmodighed. Under redegørelsesdebatten sidst sagde udenrigsministeren, at der desperat er brug for en arktisk strategi. Vi venter stadig på en udmelding fra Grønland, og den seneste melding, jeg har hørt, og som vi også har hørt fra formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn i dag her fra talerstolen, er, at det udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg i Grønland ikke ønsker faste møder med Det Udenrigspolitiske Nævn. Så hvad tænker udenrigsministeren om det på et tidspunkt, hvor vi jo – for at bruge udenrigsministerens egne ord – desperat har brug for en ny arktisk strategi?

Tak til udenrigsministeren for redegørelsen, som Liberal Alliance tager til efterretning. Tak for ordet til formanden.

Tak. Der er et enkelt spørgsmål til ordføreren for Liberal Alliance, og det er fra fru Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit. Værsgo.

Mange tak. Tak for talen, og tak for det gode samarbejde. Vi ved jo, at ordføreren også er forsvarsordfører, og derfor vil jeg stille et spørgsmål på forsvarsområdet omkring sikkerhedspolitik.

En af de største bekymringer, som der er på forsvarsområdet i Grønland, handler om beskyttelse af kritisk infrastruktur, og det er særlig vores søkabel i Grønland, som gør os relativt sårbare. Hvis man kapper søkablet over, vil store dele af det grønlandske samfund være lammet, og det er vi selvfølgelig bekymret for. Samtidig kan man sige, at det også er svært at se, hvad den nemme løsning er i forhold til at beskytte kritisk infrastruktur i Grønland. Kunne det f.eks. være redundans? Kunne det være et ekstra søkabel? Kunne det være flere satellitløsninger? Kunne det være med til at sikre, at man ikke står lige så sårbart, som man gør i dag? Derfor vil jeg spørge Liberal Alliance om, hvad deres politik er i forhold til forsvarsområdet omkring Arktis. Hvordan ser I, at man kunne finde nogle løsninger, særlig når vi taler om beskyttelse af kritisk infrastruktur?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Tak. Tak for spørgsmålet, og også ligesindet tak for et godt samarbejde, også på forsvarsområdet.

Teknologi ville være sådan det umiddelbare svar på spørgsmålet. Redundans? Ja, eventuelt i form af satellitter. Jeg er ikke nok inde i det område til at kunne sige, hvad der kan lade sig gøre, og hvad prisen er på det. Men umiddelbart vil jeg tro, at det er noget, der kan etableres relativt hurtigt, hvorimod et søkabel nok ville være en mere langsigtet tilgang til det.

I forhold til overvågningen og beskyttelse i det hele taget af de eksisterende kabler vil jeg sige, at det er meget vigtigt, at vi også tager moderne teknologi i brug der. Det er også Liberal Alliances politik i forhold til kritisk infrastruktur i Østersøområdet. Der er ikke nogen forskel, hvad det angår. Der er sikkert andre og måske lidt mere gammeldags metoder til at overvåge den slags, men i Liberal Alliance tror vi rigtig meget på teknologi og på, at teknologi kan løse rigtig mange udfordringer for os også i fremtiden.

Så er det fru Aaja Chemnitz for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for svaret. Et andet område, som vi jo i fællesskab har en bekymring omkring, er det her med, hvad der egentlig foregår i havet omkring Grønland. Er der russiske ubåde, eller hvad? Der er en ny undersøgelse, som EU har lavet omkring havbundsområdet omkring Grønland, som viser, at søkabler sådan set også kunne være med til at sikre en overvågning af havet. Så der er det her med at tænke i dual use i forhold til militær brug og civil brug, og det er sådan set også noget, som kunne løse flere opgaver inden for forsvaret. Der er det jo sådan set ret interessant at kigge på, om kritisk infrastruktur er noget af det, vi skal kigge på, samtidig med at vi også kigger på overvågning af havet.

Så er det ordføreren.

Ja, det giver jo god mening at kunne slå to fluer med ét smæk, og det tror vi i Liberal Alliance faktisk på at der er nogle teknologiske løsninger her der rent faktisk kan gøre. Det er i hvert fald vigtigt, at vi får, sådan som jeg ser på det, og også i forsvarsforligssammenhæng, igangsat nogle tilbundsgående analyser af, hvilke løsningsmuligheder vi har på paletten, sådan at vi ikke bare i første omgang griber ned i værktøjskassen efter det, vi ved der er der, og det, vi kender på forhånd, men tænker fremtidens teknologier med ind i vores beslutning.

Vi siger tak til ordføreren for Liberal Alliance. Der er ikke flere spørgere tegnet ind. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Rasmus Jarlov.

Det er en god tradition, vi har med en redegørelse fra regeringen om, hvad regeringen og Danmark gør i Arktis. Jeg undrer mig altid over, hvorfor det er, at det er udenrigsministeren, som er til stede, eftersom jeg ikke betragter Arktis som et udenrigsområde, men som en del af Danmark. Vi har fra Det Konservative Folkepartis side jo foreslået et selvstændigt ministerium, fordi vi synes, det er ærgerligt, at det ligger som en underopgave i Udenrigsministeriet, og fordi vi synes, af det at få rigsfællesskabet til at fungere trænger til et større fokus, end det – med al respekt for Udenrigsministeriets dygtige folk og dygtige minister – kan få som en del af Udenrigsministeriets ressort. Vi mener, at der er behov for, at den danske regering i endnu højere grad varetager Grønlands og Færøernes interesser, får bundet rigsfællesskabet tættere sammen og får samarbejdet til at fungere så godt som muligt, fordi vi betragter det som helt vitalt, at vi får rigsfællesskabet til at fungere bedre.

Men ellers er det en god redegørelse, som opridser en masse områder, hvor Danmark er aktiv i Arktis i forhold til forskning, klima, biodiversitet, forsvar, overvågning, grænsedragning, søkort og meget, meget mere, og man kunne også have nævnt mange flere ting end det, der står i redegørelsen. For Danmarks aktiviteter i Arktis begrænser sig jo ikke til de emner; der er også alle mulige andre områder, hvor Danmark spiller en rolle i Grønland og på Færøerne og i det internationale samarbejde i Arktis. Jeg vil komme med et par enkelte kommentarer til noget af det.

I forhold til forsvaret, som jo er et område, jeg også bruger meget tid på som forsvarsordfører, betragter vi det som helt afgørende. Det danske forsvar spiller en meget stor rolle både på Færøerne og i Grønland – og især i Grønland, hvor det fylder meget og er meget afgørende for at få det grønlandske samfund til at fungere i en lang række sammenhænge og med en lang række opgaver. Vi synes, det er vigtigt, at der foregår en inddragelse af grønlænderne i, hvad der foregår, og det er vigtigt, at de har medindflydelse på beslutningerne.

Derfor er jeg også glad for, vil jeg sige til regeringen, at vi nu ser, når vi sidder og forhandler forsvarsforlig, at repræsentanter blandt folketingsmedlemmerne fortsat er inviteret med til nogle af møderne, og vi ser også gerne, at det bliver muligt at indtræde i forsvarsforliget for alle folketingsmedlemmer, fordi alle 179 medlemmer, som sidder i Folketinget, er ligeværdige og repræsenterer hvert deres område og har lige rettigheder til at gøre deres indflydelse gældende i Folketinget. Og det er ret afgørende for, at man også i Grønland og på Færøerne kan føle sig ordentligt behandlet. Når vi har et system, hvor der i Folketinget bliver truffet beslutninger, også på deres vegne, så er det også vigtigt, at de har indflydelse gennem deres folketingsmedlemmer – ikke at det skal afløse, at man også har en dialog med lagmanden og med Landstinget og med selvstyret, for det skal der selvfølgelig også være, fordi der er så mange ting, der er specielle for Grønland og Færøerne. Så det er ikke nok, at man kun er to mennesker, der sidder i Folketinget, men vi synes, det er afgørende, at de to medlemmer fra Grønland og de to medlemmer fra Færøerne, der sidder i Folketinget, bliver inddraget mere, også i politiske aftaler.

I forhold til forskning, som fylder meget i afgørelsen, synes vi jo, at forskning er godt, og det er der nok heller ikke to holdninger til; det synes de fleste jo nok også. Vi har en lille bekymring for, om den forskning, der foregår, forbliver upartisk nok, og det handler selvfølgelig mest om den forskning, som har store politiske implikationer i form af den selvstændighedsforskning, som bliver udført, og der er vi nervøse for, at det mere kommer til at blive et redskab for selvstændighed, end at det kommer til at være oplysende og afklarende i forhold til, ja, politiske muligheder.

Jeg har ikke kunnet lade være med at bemærke, at der har været en debat om en såkaldt free association-aftale i Grønland, som er blevet faciliteret af danske forskningskroner, og den debat har kørt fuldkommen uden om det forhold, at der ikke er nogen politikere i Danmark, der ønsker sådan en konstruktion. Derved har man så medvirket til, at man kunne have en meget sådan lukket debat i grønlandske kredse, hvor man har kunnet sidde og diskutere med sig selv, om det var en god idé med en free association-aftale, uden at der har været nogen, der på noget tidspunkt har konfronteret dem med, at der ikke er nogen danske politikere, der ønsker sådan en ordning. For den går grundlæggende ud på, at man har alt det samme som i dag – det eneste, der er lavet om, er, at Grønland er selvstændigt, men Danmark bliver selvfølgelig ved med at betale for det hele, og Grønland får samme bloktilskud som i dag, og Danmark løser alle de samme opgaver. Det er der ikke rigtig nogen af os herinde der kan se nogen idé i, og det burde man foreholde grønlænderne, så debatten ikke kommer til at foregå på falske præmisser.

I forhold til grænsedragning savner jeg lidt en uddybning af bestræbelserne på at sikre os Nordpolen, som jo er dansk territorium og burde anerkendes som sådan af verdenssamfundet. Det er nævnt ganske kort i redegørelsen, men vi savner lidt en uddybning af, om der er nogen fremdrift i det projekt.

Derudover mangler vi også helt overordnet en redegørelse for, hvad regeringen vil i Arktis, og hvad regeringen vil med rigsfællesskabet. Jeg har tidligere spurgt statsministeren om, hvad statsministeren vil med Grønland og Færøerne. Ønsker regeringen, at de bliver selvstændige, og vil regeringen hjælpe dem til det? Ser regeringen det som sin opgave at hjælpe Grønland og Færøerne med at løsrive sig fra Danmark? Eller vil regeringen arbejde for at bevare rigsfællesskabet? Jeg fik ikke noget svar. Det virker, som om statsministeren har total berøringsangst i forhold til at fortælle, hvad der er hendes og Socialdemokratiets og regeringens politik på området.

Måske kan vi få et svar fra udenrigsministeren. Jeg ved, at han har større forstand på rigsfællesskabet, end statsministeren har, af en lang række grunde, i og med at han har beskæftiget sig meget med det. Han er tit deroppe, kan vi se, og slå græs og fiske og alle mulige andre ting, og det synes vi alle sammen er spændende at følge med i, og det har vi stor respekt for, og jeg ved, at udenrigsministeren har meget stor forstand på området, og derfor håber jeg, at ministeren kan fortælle os, hvad regeringens politik er i forhold til rigsfællesskabet, herunder f.eks. også, om regeringen vil hjælpe grønlændere og færinger til at forstå, hvilket forhold der vil være til Danmark, hvis det er sådan, at man løsriver sig.

For det er ret afgørende for beslutningen, at man ligesom kan fortælle, hvordan det så bliver. Bliver det sådan et paradis, hvor man bare kan få det bedste fra begge verdener? Eller bliver det sådan lidt mere realistisk, måske ligesom Island har det i dag? Det kunne være fint, hvis regeringen ville kaste lidt lys over det, så debatten kunne foregå på et oplyst grundlag.

Fra Det Konservative Folkepartis side har vi jo ikke nogen vaklen i det spørgsmål. Vi arbejder for at bevare rigsfællesskabet. Vi synes, det er en katastrofe, hvis det falder fra hinanden, og vi vil også opfordre regeringen til at have den samme holdning. Vi synes, det er et svigt fra de danske politikeres side, hvis man bare lader rigsfællesskabet falde fra hinanden. Det er et kæmpe, kæmpe vigtigt emne – måske det største spørgsmål, i hvert fald territoriemæssigt, som man kan beskæftige sig med som dansk politiker. Spørgsmålet er, om vi fortsat skal være det land, vi er i dag, altså et land, der består af tre lande i en union, eller om vi alene skal være en dansk stat, som bryder båndene med Grønland og Færøerne. Det mener vi ikke. Vi synes, at det ville være katastrofalt, og vi synes, at regeringen gør for lidt for at gøre det klart, hvad den vil gøre for det, og at den gør for lidt for at bevare rigsfællesskabet.

Men tak for redegørelsen. Jeg håber, at nogle af de her spørgsmål måske kan blive besvaret af udenrigsministeren.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt spørger indtil videre. Det er fru Anna Falkenberg. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen, som jeg er enig i langt hen ad vejen. Jeg synes også, at der er et behov for, at man fra dansk side gør sig det klart, hvad man vil med rigsfællesskabet. Selvfølgelig gør vi os også nogle tanker på Færøerne og i Grønland om, hvad man vil, men jeg synes også, at der er et behov for, at man fra dansk side gør sig nogle tanker om det. Så det vil jeg bare sige at jeg er enig i. Jeg er også enig i den betragtning, at rigsfællesskabet skal bestå. Jeg vil gerne beholde rigsfællesskabet, men jeg erkender også, at der er behov for, at der skal ske nogle ændringer, for at det faktisk kan bestå. Det er også lidt det, jeg hører ordføreren sige.

Kan ordføreren sige noget mere om, hvad man vil fra Det Konservative Folkepartis side for faktisk at gøre, at rigsfællesskabet kan bestå? Hvad er det for nogle overskrifter, vi skal sætte på sådan nogle ændringer?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at vi er det eneste danske parti, som har et program for det. Vi offentliggjorde et rigsfællesskabsudspil sidste sommer, som ret detaljeret fremlægger en lang række initiativer, som vi godt kunne tænke os at tage netop med henblik på at bevare rigsfællesskabet.

Helt overordnet gælder det om, at alle tre lande skal have fordele ud af rigsfællesskabet. Det gælder om, at den danske regering bliver bedre til at varetage bl.a. Færøernes interesser, således at man kan se fordelene ved at være med i rigsfællesskabet. Vi kan kun have et rigsfællesskab, hvis grønlænderne og færingerne finder det fordelagtigt at være med og føler sig ordentligt behandlet inden for rigsfællesskabet. Så det er simpelt hen det helt afgørende.

Noget, der også er afgørende – hvis jeg kan nå det på de 18 sekunder, jeg har tilbage – er det kulturelle samarbejde. Jeg ved jo også godt, at der er mange færinger, når de kommer til Danmark – og det har fru Anna Falkenberg sikkert selv oplevet – som føler sig mødt af en slående ignorance fra danskerne. Den uvidenhed er ret ødelæggende. Så fra dansk side skal vi stramme os en hel del an. Men vi har ret mange konkrete forslag, som man kan læse i vores udspil.

Ønsker spørgeren sin anden korte bemærkning? (Anna Falkenberg (SP): Ja tak). Værsgo.

Det er jeg meget, meget enig i. Tak for svaret på det. Det, som jeg synes er vigtigt for, at rigsfællesskabet skal kunne bestå, eller for at fremtidssikre rigsfællesskabet på en eller anden måde, er, at vi finder nogle faste rammer for, hvordan vi fører udenrigs- og sikkerhedspolitik i kongeriget. Det var ordføreren også lidt inde på i sin tale.

Men mit spørgsmål går lidt mere på, at jeg nogle gange tror, at der er lidt forvirring omkring begrebet selvstændighed og mere selvstændighed. For jeg tror ikke, at de der ting kan sammenlignes. Det, vi ønsker fra færøsk side, er jo mere selvstændighed og selvbestemmelse inden for nogle områder og ikke selvstændighed i sig selv. Er ordføreren enig med mig i den betragtning?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg tror faktisk, at mere selvstændighed er vejen frem for at undgå, at man føler behov for at tage den fulde selvstændighed så at sige. Hvis Færøerne skal føle sig godt hjemme i rigsfællesskabet, er det jo vigtigt, at der ikke er nogen snærende bånd, som føles umyndiggørende og begrænsende for Færøernes udfoldelsesmuligheder. Det er klart, at der vil være nogle bånd, når man er med i et fællesskab. Der er også kæmpe bånd for Danmark ved f.eks. at være med i EU, men derfor kan man stadig godt føle, at fællesskabet samlet set er til fordel for en. Jeg synes, at man har meget frie rammer, men dialog er vejen frem – og selvfølgelig også inddragelse af Færøerne, så der ikke bliver truffet en masse beslutninger hen over hovedet på en, og inddragelse af folketingsmedlemmer i folketingsarbejdet.

Der er en spørger mere, og det er fru Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut. Værsgo.

Det er på grønlandsk og på dansk.

[Taleren talte grønlandsk].

Sidst jeg tjekkede det, var det her ellers en arktisk redegørelsesdebat og ikke så meget en rigsfællesskabsdebat. Så jeg undrede mig lidt over dette, også på grund af en ærlig nysgerrighed fra min side af omkring De Konservatives politik omkring nogle forskellige arktiske emner. Ordføreren var jo bl.a. inde på, at der skal være en større inddragelse, og at de respektive landes folk også skal føle sig mere inddraget i de beslutninger, der bliver taget.

Det kan være, at den konservative ordfører i de her få minutter, vi så har tilbage her under spørgerunden, kan komme ind på, hvordan man set med De Konservatives briller i arktisk regi så kan sikre sig, at den grønlandske befolkning også bliver mere inddraget i en eller anden form.

Så bliver det ordføreren. Værsgo.

Jeg har jo desværre kun 1 minut til at besvare spørgsmålet, men tak for det, og jeg synes, det er rigtig godt, at der også bliver talt grønlandsk i Folketinget. For det er en insisteren på, at det her også er et parlament for grønlænderne. Det kan jeg kun bifalde, og det er jo faktisk et udmærket eksempel på, hvordan man kan sørge for at inddrage grønlænderne mere. Det kan man jo bl.a. gøre, ved at de kan forstå, hvad der foregår herinde, og det synes jeg også er en ret central forudsætning for, at man kan have en legitimitet, i forhold til at der i Folketinget bliver truffet beslutninger, som gælder for Grønland.

Så jeg ser meget gerne, at de grønlandske folketingsmedlemmer er endnu mere aktive i arbejdet herinde, at de søger indflydelse, og at de kommer med i politiske aftaler, og der mener jeg både, at de grønlandske folketingsmedlemmer kan være mere aktive, især fru Aki-Matilda Høegh-Dam, og at vi også kan være mere inddragende. Så skal vi også gøre meget mere for at have en løbende dialog mellem den danske regering, som er regering for hele rigsfællesskabet, og det grønlandske selvstyre og det grønlandske Landsting. Ja, der er meget mere, der skal til, men jeg har kun 1 minut til at besvare spørgsmålet. Så det var i hvert fald lige noget af det, der var det vigtigste.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

[Taleren talte grønlandsk].

Det er jo også der, det bliver lidt ærgerligt, at vi ikke kunne komme mere ind på det under selve ordførertalen. Men så kunne jeg godt tænke mig at stille et mere konkret spørgsmål, og jeg prøver at vende lidt tilbage til Arktis, og det, jeg så tænker, er, om den konservative ordfører kan komme ind på et eksempel som Siriuspatruljen. Det er jo netop Grønland og det grønlandske folk, der har oplært den danske befolkning i at køre hundeslæde.

Kunne det være et punkt, som De Konservative kunne være interesserede i at kigge på, altså hvordan man så også inddrager den grønlandske befolkning mere i nogle ting som Siriuspatruljen langs den grønlandske kyst?

Så er det ordføreren.

Ja, jeg har faktisk drøftet det med Siriuspatruljen. Jeg kan huske, at jeg, da vi med Forsvarsudvalget var oppe at besøge Nordøstgrønland for et par års siden, så netop spurgte til, hvorfor der ikke er flere grønlændere, der gør tjeneste i Siriuspatruljen. For vi har en eller anden fordom om – og jeg tror også, det er korrekt – at grønlændere måske i gennemsnit er lidt bedre til at køre hundeslæde, end danskere er, og han svarede, at det mente han slet ikke var rigtigt at sige, for der havde været én grønlænder ud af 100 personer i Siriuspatruljen, og det svarede præcis til forholdet mellem befolkningstallet i Danmark og Grønland. Men jeg er enig i, at det ville være oplagt.

Vi vil generelt gerne have flere til at gøre tjeneste i det danske forsvar, og det kræver bl.a., at de har nogle kontorer deroppe, og at man fra grønlandsk side ikke modarbejder det, når der f.eks. er et forslag om, at man kan blive afprøvet til session i det danske forsvar. Det synes jeg er rigtig ærgerligt, for det modvirker, at flere kunne gøre tjeneste i forsvaret, hvilket ellers ville være godt for dem og godt for sammenholdet i rigsfællesskabet.

Det skulle være afslutningen på spørgsmålene til den konservative ordfører. Vi siger tak og går videre til næste ordfører, og det er Enhedslistens fru Trine Pertou Mach. Værsgo.

Tak for det. Jeg står her, fordi Enhedslistens nye arktiske ordfører, hr. Søren Søndergaard, ikke kan være til stede, fordi han skal være til stede andetsteds. Så jeg skal på vegne af ham holde den her tale.

Først og fremmest tak til udenrigsministeren og Udenrigsministeriet for en god redegørelse. Vi har valgt at slå ned på tre ting. Der er meget, man kan sige omkring det her. Heldigvis er det ikke så lang tid siden, vi havde debatten sidst her i Folketingssalen, og det er i det hele taget ret glædeligt, at vi bruger god tid på det, fordi det jo på den globale scene er en meget vigtig del af kloden og er der, hvor store spændinger, store udfordringer og store løsninger skal findes.

Den første ting, jeg vil nævne, er jo det, som er kernen i Ilulissaterklæringen fra 2008, nemlig fred, dialog og samarbejde som nøgleord i det arktiske samarbejde. Det er de i virkeligheden også i store dele af resten af verden, kan man sige. Det er utrolig vigtigt med et stærkt og gensidigt forpligtende samarbejdsforum, også omkring Arktis, i forhold til den militære sikkerhed, i forhold til klimaforandring og klimasikkerhed, bæredygtig udvikling og det, der handler om medbestemmelse og rettigheder for de arktiske befolkninger.

Det store tilbageslag for det internationale samarbejde om Arktis kom selvfølgelig i kølvandet på den russiske angrebskrig mod Ukraine sidste år i februar. Den aggression gjorde, at det fortsatte samarbejde med Rusland i Arktisk Råd indtil videre er umuligt, og samtidig øger Ruslands øgede militære tilstedeværelse og opbygning af kapacitet i Arktis desværre også presset på mulighederne for at opretholde Arktis som et lavspændingsområde. Det er noget af det, som debatten i dag jo også bærer præg af, altså dilemmaerne eller udfordringerne omkring det.

Men i det globale geopolitiske spil, hvor Arktis jo også er blevet en brik, en scene, en arena, er det afgørende, at vi i rigsfællesskabet Grønland, Færøerne og Danmark holder hovedet koldt og ikke bidrager yderligere til spændinger i Arktis. Vi har en klar interesse i, både for os selv, men også for verden generelt, at stormagtskonflikter ikke får lov til at flytte fast ind i det arktiske samarbejde. Da NATO også er bærer af stormagtsinteresser og ser verden igennem forsvarspolitiske briller, indebærer det også efter Enhedslistens opfattelse, at NATO ikke skal være en hovedaktør i området. Det gør selvfølgelig, at det danske forsvar får et særligt ansvar og et særligt behov, når det gælder suverænitetshævdelse, men også når det gælder beskyttelse og sikring af den kritiske infrastruktur, herunder den del af infrastrukturen, der løber under havet.

Man kan sige, at de sprængninger af Nordstreampipelinen i den helt modsatte ende af rigsfællesskabet sidste år jo viser, at kritisk infrastruktur kan være yderst sårbar, og at der er et klart beskyttelsesbehov. Det er et beskyttelsesbehov, som vi nødvendigvis må investere i, også som rigsfællesskab, og også selv tage ansvar for. Det kan også være sammen med nogle af de øvrige nordiske lande, i hvert fald hvis vi på en gang både vil sikre infrastrukturen og forsøge at modvirke en øget spænding og det, som vi altså i Enhedslisten ikke er så begejstret for, nemlig NATO's tilstedeværelse i Arktis.

Så er der det andet, som er hele bekæmpelsen af klimaforandringerne og beredskabet i forhold til klimaforandringerne, som også andre ordførere har været inde på. Det er jo vigtige opgaver for rigsfællesskabet og i praksis nok så meget for søværnets skibe, som både skal være rustet til flere redningsoperationer på grund af den øgede skibstrafik, som andre har været inde på, men også i forhold til indsatser mod miljøkatastrofer. I det hele taget er klimaforandringerne den anden hjørnesten i det arktiske samarbejde. Det er afsmeltning fra Grønlands indlandsis. Det er trusler mod flere arters overlevelse. Det er biodiversitet i de arktiske økosystemer. Derfor er noget af det, som indgår i redegørelsen, nemlig fokus på miljø og klimastøtte, miljø, natur og biodiversitet som forskningsområder og indsatsområder, jo også rigtig vigtigt. I det hele taget er der rigtig mange af de her ting, der ligger i redegørelsen allerede, og vi gør rigtig meget, men man kan helt sikkert også godt gøre noget mere og dermed også gøre en stærkere forskel.

Noget, der ikke direkte har med Arktis at gøre, men som jeg gerne vil kvittere for her, er, at det er rigtig godt at høre, at der i Grønland er kommet en endelig afklaring omkring Grønlands tiltrædelse af Parisaftalen, og at man har fundet en model, så det også i praksis kan lade sig gøre, efter lang tids drøftelser omkring, hvordan man ønskede at gøre det.

Tredje og sidste ting, jeg vil sige noget om, er det, der handler om ligeværdighed. Det er det, der handler om de mennesker, der bor i Arktis, altså de mennesker, der bor og lever i et sårbart område og derfor er særlig udsatte, både i forhold til de sikkerhedspolitiske dagsordener, men også i forhold til klimaforandringerne, biodiversiteten osv. Der er det selvfølgelig afgørende, som det også fremgår af redegørelsen, at der fortsat er fokus på, at oprindelige folks organisationer er i centrum og sidder med ved bordet.

Intet omkring Færøerne og Grønland uden Færøerne og Grønland er et grundlæggende princip, der er afgørende, ikke bare i Arktis, men jo internationalt, og man kan sige, at det også er et princip, der mere og mere får fokus og bliver fremhævet i alle internationale fora. Der er det afgørende, at vi også fra dansk side fastholder det.

Lad mig slutte af med på den front at kvittere for, at både udenrigsministeren og vores statsminister jo faktisk virker oprigtig interesseret i at styrke ligeværdigheden i rigsfællesskabet og have ikke bare de fine ord, men også have den tilgang i praksis, og det synes jeg er rigtig positivt, også selv om man måske i første omgang snublede lidt i diskussionen om udnævnelsen af den arktiske ambassadør. Men lad os holde fast ved de gode takter, der ligger, og også udvide den form for indsatser.

Lad mig slutte af der, hvor jeg startede, nemlig med at sige, at der efter Enhedslistens opfattelse ikke er noget alternativ til at fastholde ambitionen om Arktis som et lavspændingsområde. Det er en ambition, vi ikke må tabe af syne, for oprustning, stormagtskonflikter og stormagtskonkurrence er noget, der skal imødegås og bedst kan imødegås gennem diplomati og en regelbaseret udvikling, og den forpligtelse har vi fra dansk side også i det arktiske. Tak.

Tak. Der er spørgsmål. Fru Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut, værsgo.

[Taleren talte grønlandsk].

Jeg vil gerne sige tak for en rigtig god tale. Der var mange vigtige elementer, heriblandt anerkendelsen af den fredelige politiske linje, som Grønland adskillige gange har meddelt er vigtig at fastholde. Men vigtigst af alt er det, at der også kom en anerkendelse af de mennesker, der netop bor i Arktis, altså de oprindelige folk, der bor i Arktis, som oftest bliver glemt i de her debatter. For det er jo ikke en ødemark. Det er et sted, vi kalder hjem, og derfor er det også på sin plads at anerkende det, når det bliver husket i taler som den foregående. Så tak for det.

Så er det ordføreren, værsgo.

Tak for det, og tak for anerkendelsen. Det er nemlig vigtigt at sige, at det, som for nogle er et andet sted i rigsfællesskabet, netop er et hjem for andre. Der er det fuldstændig afgørende, at vi udvider det og fastholder og grundlæggende forpligter os på, at oprindelige folks organisationer også skal sidde med ved bordet, når der bliver diskuteret, drøftet og planlagt, hvad der skal ske i det arktiske. Ellers handler man jo på vegne af andre og ikke med dem, det handler om.

Er der ønske om yderligere spørgsmål? Nej. Vi siger tak til ordføreren fra Enhedslisten. Så siger vi velkommen til ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Alex Ahrendtsen. Værsgo.

Tak for det. Der er sagt mange kloge ord i dag, og det skyldes jo også, at det er en glimrende redegørelse, som udenrigsministeren har sendt til Folketinget, og som vi i Dansk Folkeparti også gerne vil takke for.

Jeg skal ikke gentage mange af de gode pointer, der allerede er blevet fremført i salen i dag, men bare dykke ned i nogle ganske få punkter. Jeg vil lige læse to-tre sætninger fra redegørelsen op, som jeg synes er særlig interessante:

» ... Ruslands militære styrker i Arktis er i høj grad intakte. Samlet set gør situationen Rusland til en mere uforudsigelig aktør – også i Arktis ... Rusland har de seneste år udbygget sine militære kapaciteter i Arktis.«

Der røg drømmen om lavspænding ganske enkelt. Der bliver ikke lavspænding i de kommende år; der bliver højspænding, og det skyldes ikke Danmark, kongeriget eller NATO, men udelukkende Rusland. Det betyder så også, at vi skal tage vores forholdsregler, og det er Danmark allerede i gang med. På vegne af kongeriget er vi jo i gang med at modernisere og opgradere vores forsvar, så vi er i stand til at forsvare kongeriget.

Indtil nu er det et ansvar, som Danmark har stået helt alene med. Værnepligten gælder kun for danskere; den gælder ikke for færinger eller grønlændere. Dansk Folkeparti har foreslået, at grønlændere og færinger fremover også bør aftjene værnepligt. Det mener vi af to grunde. Den første grund er rent principiel. Grønlændere og færinger vil naturligt nok sidde med ved bordet, og det kan jeg godt forstå, især når det drejer sig om ting, der vedrører Grønland og Færøerne, men når man vil sidde med ved bordet, bør man selvfølgelig også bidrage, og en af de måder, man kan bidrage på, er, ved at færinger og grønlændere aftjener værnepligt.

Den anden grund er selvfølgelig mere saglig og mindre politisk, og det handler om, at færinger har et fantastisk kendskab til havene omkring Færøerne, og det har de i en grad, som danskere meget svært kan opnå, i og med at færingerne jo er vokset op med havet. De kender området som deres egen bukselomme. Det samme gælder for grønlændere i deres lokalområde. De er vant til naturforholdene og til vejrforholdene, og de vil med deres baggrund være fantastiske at have i forsvaret efter en aftjent værnepligt. Og vi må ikke glemme, at grønlændere var afgørende under anden verdenskrig, da de indsamlede informationer om de nazistiske landsætninger i det arktiske område. De afleverede informationerne til den danske stat, der så kunne give dem videre til de allierede styrker, så man kunne sørge for at imødegå den trussel fra nazisterne, og det var dermed også være afgørende for, at amerikanerne senere hen kunne fragte våben og udstyr til Europa.

Så der er altså også saglige grunde til, at færinger og grønlændere bør aftjene værnepligt, og det vil vi tage op i det kommende delforlig i forsvarsforhandlingerne. Vi synes, det er rimeligt, og jeg håber selvfølgelig, at de grønlandske folketingsmedlemmer også vil være med til at bringe den del ind, så man ikke bare står på hjørnet af grunden og kigger på, at huset bliver opført, mens man ikke selv bidrager, og når huset så er færdigt, kommer man hen og beklager sig over indretningen.

Jeg håber selvfølgelig, at vi som et samlet kongerige kan bidrage med det, vi nu engang kan bidrage med, og der er færinger og grønlænderes særlige indsigt i lokale forhold altså afgørende for, at vi fremover også kan forsvare Arktis som det højspændingsområde, som det jo desværre ser ud til at det bliver. Tak for ordet.

Der ser ikke ud til at være spørgsmål ... Der kom, så vidt jeg kan se, en alligevel. Det er hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Undskyld den sene indtegning her, men et enkelt spørgsmål til hr. Alex Ahrendtsen er, om ikke man er lidt bange for, hvordan kravet om værnepligt vil blive modtaget i Grønland og på Færøerne. Jeg kan sådan set godt forstå rationalet, og det er jo egentlig sådan grundlæggende lidt underligt, at der er en del af befolkningen i kongeriget, som ikke skal bidrage til forsvaret. Men på den anden side kan man sige, at det ikke betyder så meget, fordi befolkningen i Grønland og på Færøerne jo ikke er meget stor, så det har ikke nogen stor praktisk betydning. Vi har i øvrigt også værnepligtige nok. Vi har 100 pct. frivillige i øjeblikket, så det er ikke, fordi vi står og mangler nogen.

Jeg kan godt være bange for, at det kan blive udlagt som sådan et forsøg fra Danmarks side på at presse noget ned over Grønland og Færøerne, som de – i hvert fald nogle af dem – vil være modstandere af. Hvis du nu er glødende løsrivelsestilhænger, republikaner og hader Danmark, er det ikke sikkert, du har lyst til at gøre tjeneste i det danske forsvar. Jeg kan godt være bange for, hvilke reaktioner det kan udløse. Så er det nødvendigt at foreslå det? Og vil det føre noget positivt med sig?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg har jo den holdning, at man ikke skal være bange for at sige, hvad man mener, til sine venner, og grønlændere og færinger er vore venner i et fællesskab, der hedder rigsfællesskabet i det danske kongerige. Jeg synes næsten, det er værre, at vi siger til grønlændere og færinger, at vi ikke ønsker, at de skal bidrage. I Dansk Folkeparti har vi den holdning, at selvfølgelig skal de være med til at bidrage, især fordi de har noget substantielt at bidrage med, som vi ikke har, altså et lokalkendskab til området, som kun kan styrke forsvaret af kongeriget og dermed også Arktis. Det er muligt, at der er nogle, der vil bruge det politisk, men det skal jo ikke afholde os fra at sige det, der er rigtigt at sige.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg tror måske, det er lidt en romantisering af, hvordan hver enkelt færing kender hvert et skær i farvandet. Personligt kender jeg ikke alle indsejlingsforholdene i Øresund, fordi jeg er opvokset i området. Jeg er godt klar over, at Færøerne er lidt mere søfarende, end jeg er, men vi kan jo spørge fru Anna Falkenberg, om hun kan redegøre for havdybden alle steder omkring Færøerne.

Men jeg vil i hvert fald sige, at jeg har stor respekt for hr. Alex Ahrendtsens holdning. Den er jo også konsistent med, at han, som jeg ved, er en meget ivrig fortaler for også kvindelig værnepligt. Så han er i hvert fald ikke bleg for at udvide værnepligten. Det ved jeg er noget, han har kæmpet rigtig, rigtig meget for. Så tak for det.

Så er det ordføreren.

Selv tak, og jeg glæder mig til de kommende delforhandlinger med også hr. Rasmus Jarlov. Tak for samarbejdet.

Tak. Vi har en spørger mere, og det er fru Anna Falkenberg. Værsgo.

Tak. Nu valgte jeg lige at tage ordet alligevel, når vi nu taler lidt om Færøerne og værnepligt. Grunden til, at jeg og Sambandspartiet ikke har været tilhængere af det før, er lidt det, som hr. Alex Ahrendtsen også er inde på. Det er begrundet i, at beslutningen om forsvarspolitiske beslutninger jo ikke ligger på Færøerne; det er danske politikere, der beslutter de missioner, der skal udsendes osv. Derfor tror jeg, at det er forkert, at færinger skal være underlagt en værnepligt.

Men vi er jo ikke helt afvisende over for det, men jeg tænker, der bør komme noget andet i forkøbet, nemlig at man finder en måde, hvorpå det færøske politiske system kan være med til at træffe de beslutninger om, hvad der skal ske med forsvaret, og hvilke missioner forsvaret skal sendes ud på osv.

Så vil jeg også bare sige, at der er rigtig, rigtig mange færinger, der bidrager frivilligt til forsvaret igennem værnepligten. Så jeg tror faktisk, at hvis man vil sætte det op procentvis, så er der egentlig rigtig, rigtig mange flere færinger, der bidrager til værnepligten, end danskere.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg har jo forstået, at Grønland og Færøerne gerne vil sidde med bordet ved forsvarsforhandlinger. Det har de så også gjort. De har haft samtaler med forsvarsministeren. Der har også været repræsentanter, og man ønsker fortsat at være en del af disse delforligsforhandlinger. Derfor er det meget naturligt, at man så også bidrager, og en af måderne at bidrage på kunne jo være, at man siger ja til værnepligt. Det er trods alt Danmark, der betaler hele gildet, så derfor har det jo været meget naturligt, at det så også var Danmark, der var ansvarlig for forsvaret af kongeriget. Men i og med at vi hele tiden forbedrer vort samarbejde med Grønland og Færøerne, vil det også være naturligt, at Færøerne og Grønland bidrager til forsvaret, herunder med en værnepligt.

Så er det fru Anna Falkenberg for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak. Jeg vil bare lige understrege det en gang til: Færinger bidrager rigtig meget til forsvaret. Så er det ligesom sagt.

Men er ordføreren ikke enig med mig i, at når der bliver truffet beslutninger i Danmark om at udsende missioner til Baltikum og til alle mulige andre steder i verden, så er det de danske politikere, der tager beslutningen? De færøske politikere er jo ikke inde over det. Det kan godt være, at vi sidder med til forsvarsforligsforhandlingerne om, hvordan vi skal udvikle forsvaret. Men det er ikke de færøske politikere eller det færøske politiske system, der har noget at skulle have sagt, når der skal udsendes en mission, som færingerne jo kan blive underlagt at skulle med på.

Så er det ordføreren.

Færinger som individer bidrager helt vildt. Men Færøerne som land har valgt ikke at bidrage, og det er egentlig bare det, jeg beder om at man gør. Og så forestiller vi os jo, at færingerne aftjener deres værnepligt for det område, der gælder for Færøerne, for det er der, vi virkelig kan drage nytte af deres særlige viden på havet. Jeg forestiller mig ikke, at færinger skal til Baltikum. Det ville jo ikke give mening. De skal være med i opbygningen af forsvaret i Atlanterhavet.

Der lader ikke til at være flere spørgsmål til ordføreren for Dansk Folkeparti. Vi siger tak. Der er ikke anmeldt nogen ordfører fra Alternativet, og derfor går vi videre i rækken af ordførere. Den næste ordfører er hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det, formand. Redegørelsen om Arktis udvikler sig lidt undervejs; det kommer jeg tilbage til. Men som udgangspunkt vil vi jo gerne fra Nye Borgerliges side takke udenrigsministeren for redegørelsen. Den er jo, som den er; den er svær, og man kan være enig eller uenig, men den er jo, som den er.

Debatten har udviklet sig til mange andre ting. Ordføreren for Socialistisk Folkeparti snakkede om at trække bukserne af folk og kaste vand på sæler, og af det kunne jeg uddrage, at der er knap så koldt på Grønland, som jeg troede, og at sæler er vandtætte.

Konservatives ordfører var inde på noget med noget løsrivelse, og selv om jeg som nordjyde tit har haft tanken om, at jeg også skulle løsrive mig fra København, er jeg efter en gennemgang af det kommet frem til, at når man lagde plusser og minusser sammen, så var det nok bedst at blive. Jeg skal ikke blande mig i hverken færingernes eller grønlændernes ønske om det. Når de kommer med et forslag, hvis det kommer nogen sinde, så tager jeg stilling til det til den tid, men jeg håber, at man sørger for at gøre at gøre vægten op på begge sider, inden man træffer den beslutning.

Men når nu vi også snakker om alt andet end Arktis – og tak til mine ordførerkolleger – så er der jo nogle problemstillinger, må vi sige. Jeg har mange ordførerskaber og møder mine nordatlantiske kollegaer på mange områder. Det er på områder, der er hjemtaget, hvor de fremsætter ønsker om ting, de har brug for hjælp til, og ting, hvor vi fra Danmarks side egentlig stadig væk har serveretten, men så måske nogle gange glemmer at smashe den hele vejen op. Jeg tænker på retsområdet, hvor vi stadig væk har en tendens til, at når vi laver forbedringer på retsområdet, glemmer vi lidt at få implementeret det samtidig i Grønland og på Færøerne med de lokale korrektioner, der skal til. Det skal vi være bedre til.

Så lagde jeg faktisk mærke til under spørgetiden her den anden dag, at mine nordatlantiske kollegaer kunne komme og stille statsministeren spørgsmål. Det overraskede mig, for det ændrede jo lidt i talerrækken herinde, og der gik det op for mig, at de åbenbart ikke altid er indbudt, og det er da noget, vi kan rette op på ret hurtigt. Selvfølgelig skal mine kollegaer være på højde med alle os andre. Så hvis der er en eller anden regel fra gammel tid om, at de ikke kan spørge statsministeren eller en minister ud over en gang om året, så synes jeg da, vi skal rette op på det. Har jeg misforstået det, er det, fordi jeg er ny i Folketinget og ikke er klogere; jeg er sådan oppe fra Nordjylland. Hvis det viser sig, at jeg har ret, synes jeg da, vi skal rette op på det, så vores kollegaer fra Nordatlanten har muligheden for at spørge på lige fod med os andre.

Vi takker for redegørelsen, og Nye Borgerlige tilslutter sig naturligvis.

Der ser ikke ud til at være spørgsmål til ordføreren, så vi siger tak. Den næste ordfører på talerstolen er fru Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut. Værsgo.

Hold da op, det er ikke sådan lige at komme efter hr. Kim Edberg Andersen, når der er så stor forskel på højden.

[Taleren talte grønlandsk].

Så skulle vi være klar til en oversættelse til dansk. Værsgo til ordføreren.

I dag taler vi om arktisk redegørelse, og det er jo således, at uanset om det land, der taler om arktisk redegørelse, er i Arktis eller ej, er det vigtigt, at man kan tale om de ting, der sker rundtomkring i verden. Uanset hvordan man forholder sig til det, kan man også have en stor indflydelse. Derfor kommer jeg i min tale også ind på, at netop når vi har de her debatter inde i Folketingssalen og diskuterer Arktis, er det, som om der er begyndt at ske en frakobling mellem udenrigspolitik generelt og Arktispolitik. For netop når vi taler om udenrigspolitik og Arktis, bliver det også vigtigt at huske, at uanset hvad det er, der egentlig sker rundtomkring i verden, har dette en stor indflydelse på, hvad det er, der sker, selv på et sted, der kan føles fjernt, som Arktis. Der så vi bl.a., da der udbrød corona, hvor hurtigt det var, at man i den ene del af verden oplevede de konsekvenser, der kunne være, efter der var sket noget i en anden del af verden.

Derfor kan man også godt koble det sammen med alle andre ting, der sker rundtomkring i verden. Det kan også være noget, der har en indflydelse på Arktis. I Siumut ønsker vi, at dette er mere koblet sammen, så vi ikke bare ser Arktispolitik som en fjern politik, men så Arktispolitik netop er alt, hvad der handler om resten af verden, og så vi også ser på, hvilken effekt dette har på lande som Grønland, der netop er i Arktis. Det kan være forskellige konflikter og krige, der er rundtomkring i verden, der også har en indflydelse på det.

Det er også vigtigt at komme ind på, netop når vi taler om Arktis, at vi skal huske det folkefærd, der lever og ånder i Arktis. Hvis vi kigger på det danske kongerige, er det netop det grønlandske folkefærd, der er dem, som lever i Arktis. Her ser vi bl.a., at der er sket en stigning i antallet af forskere rundtomkring i verden, der kommer til Grønland og netop gerne lave interviews og forske rundtomkring i Grønland, bl.a. i forhold til klima, og her har det en stor værdi, at rigtig mange fra Grønland netop deler ud af den viden, man også har ved at bo i Arktis, og kan vise, hvor de forskellige ting er m.m. Her er det vigtigt at være imødekommende, men man skal også kunne stille krav om samme imødekommenhed, specielt for så lille en befolknings vedkommende.

Til allersidst vil jeg gerne runde af og sige, at hver gang vi taler om Arktis, er det vigtigt at huske på, at Arktis ikke bare er en ødemark. Arktis er et sted, hvor der bor et folk, og det er også vigtigt at huske på det på den måde, når vi taler om det. Os, der bor i Arktis, det grønlandske folk, er jo dem, som kender vores land bedst, og som kan være med til at bidrage bedst til det. Ja, det var nogenlunde sådan.

Vi siger tak til ordføreren. Der er spørgsmål fra hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Det er jo ubetinget rigtigt, når fru Aki-Matilda Høegh-Dam siger, at det er de mennesker, der bor i landet, der kender det bedst. Det gør også, at jeg lige vil knytte mit spørgsmål op på det tema, som fru Aki-Matilda Høegh-Dam har taget op tidligere i dag, nemlig Siriuspatruljen, hvor man jo godt kan undre sig lidt over, hvorfor vi har en hel masse danskere kørende rundt på hundeslæder i Grønland, som jo da er en kompetence, man har i Grønland – i hvert fald i dele af Grønland. Derfor er mit spørgsmål: Hvad er Siumuts plan for, at Grønland overtager Siriuspatruljen? Ville det ikke være det mest naturlige? Og hvad er planerne egentlig for det?

Så er det ordføreren. Værsgo.

[Taleren talte grønlandsk].

Var det en oversættelse af spørgsmålet, eller var det en besvarelse af spørgsmålet, eller var det begge dele? Nu spørger formanden lige for en sikkerheds skyld.

Jeg kan høre, at der stadig er lidt forvirring omkring, præcis hvilket format Præsidiet er blevet enige om. Men så vidt jeg er orienteret, havde jeg ikke taletid til at oversætte, hvad spørgeren siger. Det måtte jeg gerne? Men nej, det var ikke en oversættelse, det var et svar.

Okay. Så skal vi bare have svaret på dansk også, så tror jeg, vi er ved at være på plads. Jeg beklager forvirringen.

Det er så fint. Jamen tak for spørgsmålet fra SF's ordfører. Det er også glædeligt, hvis det er, at SF's ordfører kunne være enig i, at det netop burde være det grønlandske folk, der var i Siriuspatruljen. Bl.a. er det jo noget, som Siumut har bragt op til flere danske forsvarsministre. Siden det netop er det grønlandske folk, der har oplært det danske folk i at køre hundeslæde i Grønland, kunne det være rigtig interessant at se, om ikke også det burde være grønlændere, der var med i den Siriuspatrulje. Grønland er jo også på vej hen imod statsdannelse, og det er en stor interesse for bl.a. ordførerens parti at stå inde for dette. Derfor er det også interessant, hvis det er noget, vi kunne stå sammen om.

Så er det spørgeren for anden runde. Værsgo.

Det tror jeg da sagtens vi kan stå sammen om. Så hvad var svaret? Hvornår overtager Grønland Siriuspatruljen? Hvis der kommer en plan for det, tror jeg da at det vil være oplagt at støtte op om det. Så hvad er Siumuts plan for at overtage Siriuspatruljen? Det er noget, som jeg selv synes ville være fuldstændig naturligt. Jeg synes, det er en enorm brug af ressourcer fra dansk side at have danskere liggende kørende oppe i Nordøstgrønland. Så hvornår overtager man det fra grønlandsk side? Som fru Aki-Matilda Høegh-Dam selv siger, er det jo en del af en statsdannelse, at man selv har mulighed for at kunne afpatruljere sit eget område. Så hvad er sådan den mere konkrete plan for at overtage Siriuspatruljen?

Så er det ordføreren. Værsgo.

[Taleren talte grønlandsk].

Det kan være, der er sket en lille misforståelse, for jeg synes nu, at jeg svarede meget klart på spørgsmålet. Det er jo således, at hvis man kigger i grundloven og på, hvad vi er blevet fortalt adskillige gange før, kan vi ikke bare overtage forsvarsområdet. Så når jeg som ordfører for Siumut siger, at vi har kæmpet for, at der skal være flere grønlændere i Siriuspatruljen, er det jo netop som led i, at vi skal kunne overtage forsvarsområdet, og led i, at vi netop bliver statsdannet. Dermed hænger de to ting sammen, og det er det klare svar, jeg kan give.

Så tror jeg, vi siger tak til ordføreren fra Siumut, fru Aki-Matilda Høegh-Dam, og går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er fru Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit. Værsgo.

Qujanaq (tak), mange tak. For nylig havde vi en udenrigspolitisk debat her i Folketinget, som IA også deltog i, og den havde vi jo som folketingsmedlemmer alle sammen mulighed for at kunne deltage i. Her gav udenrigsministeren udtryk for, at Danmark respektfuldt afventer Grønland i forbindelse med en ny arktisk strategi. Man kunne spørge sig selv sådan lidt med et glimt i øjet: Burde det egentlig være den anden vej rundt? Man kunne være fortaler for, at kongerigets arktiske strategi på sigt burde defineres af Grønland, eftersom vi er det eneste land i rigsfællesskabet, der befinder sig i Arktis, og derfor kunne man måske på sigt forestille sig, at det er Grønland, som skal afvente input fra Danmark. Fakta er i hvert fald, at i Inatsisartuts efterårssamling vil naalakkersuisut køre den anden runde med hensyn til Grønlands egen udenrigspolitiske strategi, og herefter vil man med lidt renskrivning sige, at den er færdig. Inatsisartuts efterårssamling slutter i morgen, og derfor må vi også forvente, at Grønlands udenrigspolitiske strategi er på vej. Grunden til, at vi er så optaget af at få sat en retning, er bl.a., at en forsker for nylig udtalte i grønlandske medier, at når man ikke har en arktisk strategi, har man reelt skrevet sig ud af det internationale samarbejde i Arktis. Der står jo ikke nogen steder, at man skal lave en arktisk strategi, men det er i hvert fald med til, at man får sat en retning.

Når vi kigger på de kommende år, kan man sige, at behovet for en fælles arktisk strategi skaber grundlaget for et kommende forpersonskab i Arktisk Råd, og det skaber en fælles retning for samarbejdet i Arktis. Sagen om den nye arktiske ambassadør har vist, at vi vil og skal tage ansvar for os selv på det udenrigspolitiske område. Det betyder ikke, at Grønland skal gå alene, men at Grønland skal gå forrest i samarbejde med Danmark og Færøerne. Derfor opfordres udenrigsministeren til at sikre, at Grønland ikke blot bliver en underskrift på den arktiske strategi, men at Grønland står helt centralt og, hvis ønskeligt, også på sigt bliver hovedforfatteren til en arktisk strategi. Vi bliver direkte påvirket af de beslutninger, som bliver truffet om Arktis, og det gælder også i forhold til de beslutninger, der bliver truffet om Arktis uden for Arktis. Så derfor mener vi, det er vigtigt, at det arktiske folk står helt centralt i det arbejde.

Vi vil gerne takke udenrigsministeren for redegørelsen og også for at sætte fokus på klimaet. Vi mener ikke kun, at der er brug for at pege på samarbejdet i Arktis i forhold til klimaforandringerne, men rent faktisk også at sætte handling bag. Klimaforandringerne berører os direkte i Grønland. I Sydgrønland ved vi at landmændene lige nu kæmper med at befri deres får fra massive snemasser, der ramte området i forrige uge. I Uummannaq Fjord holder borgerne vejret for at se, om der skulle komme en ny tsunami som følge af fjeldskred, som er forårsaget af optøende permafrost. I sommer blev vores himmel farvet helt lyserød af røgen fra skovbrandene i Canada, som hærgede på den anden side af havet. For mange handler det ikke mere kun om tilpasning, men om overlevelse. Derfor kan man sige, at vi hjemme i Grønland er i frontlinjen i forhold til klimakrisen.

Det glæder mig derfor også rigtig meget, at de to regeringspartier hjemme i Grønland, Siumut og Inuit Ataqatigiit, her kort før 10-årsjubilæet for Parisaftalen endelig er blevet enige om, at Grønland skal tiltræde Parisaftalen. Det har Inuit Ataqatigiit kæmpet for i mange, mange år, og vi mener også, at det er hele forudsætningen for, at vi kan begynde at tale om, hvad det er for nogle initiativer, vi gerne vil tage, i forhold til ikke kun at bekæmpe klimakrisen, men også at sikre, at vi ligesom gør vores del hjemme i Grønland. Så det er meget, meget glædeligt.

En anden kendsgerning, der kommer af klimakrisen, er også, at der opstår nogle vækstmuligheder i det grønlandske samfund. Det kan nogle gange være følsomt at tale om, men vi kan se, at de forandringer, der er, også skaber nogle muligheder i det grønlandske samfund. Det er vigtigt, at vi ikke reproducerer de fatale konsekvenser, som vi står over for, og når vi udnytter de muligheder, der er, skal vi også gøre det endnu bedre. Vi skal lære af de erfaringer, der er.

Grønland kunne godt tænke sig at se, at man sammen med Danmark investerede noget mere i den grønne omstilling. Det er rigtig positivt, at man investerer i vandkraftværker i Grønland, men det er også en kendsgerning, at Grønland har brug for investeringer. Lad os i fællesskab sikre, at de fremmede investeringer ikke er nogen, der kommer derfra, hvor man udfordrer Grønlands sikkerhed. I samarbejde med andre arktiske lande skal vi sikre, at de muligheder, der er i forhold til en udvikling i det grønlandske samfund, ikke sker på bekostning af sikkerhed og bæredygtighed.

F.eks. forventes det, at skibstrafikken i Arktis kommer til at eksplodere. Vi ser det allerede i Grønland. En helt ny undersøgelse har også vist, at støj fra skibe, f.eks. krydstogtskibe, får narhvalerne omkring Grønland til at sulte. Sammenhængen skal I ikke spørge mig om, men der er nogle videnskabelige undersøgelser, der har vist det. Så derfor kan man sige, at den økonomiske gevinst ved øget turisme også vil medføre nogle konsekvenser for samfundet og naturen, og det er vigtigt, at vi sikrer, at vi har den rette balance mellem bæredygtighed og udvikling i Grønland.

I sommer så vi, at der var et grundstødt passagerskib med 206 mennesker om bord, og at hjælpen fra de offentlige myndigheders side var flere dage væk. Vi har masser af opgaver, når vi taler om search and rescue, men også om at finde den rette balance imellem de muligheder, der er, og de konsekvenser, der også er. I Norge ser vi projektet Fosen, hvor den grønne omstilling er sket på bekostning af samernes rettigheder som et oprindeligt folk. I øvrigt har de også den norske højesterets ord for, at der er sket en krænkelse af de menneskerettigheder, som de har. Så lad os lære af alle de erfaringer, der er i Arktis, også de mindre gode, så vi ikke gentager dem.

Et område, som vi hurtigt kan blive enige om, er, at vi ønsker lavspænding i Norden. Det er fortsat en målsætning, men vi ved, at den bliver udfordret, som det også er kommet frem i debatten her i dag. Vi ved, at området i det åbne hav mellem Grønland, Island og England er udfordret, i forhold til at vi ved noget mere om, hvad der foregår. Freden i Arktis udfordres af Ruslands invasion af Ukraine, den udfordres af sårbarheden i vores søkabler rundtomkring Grønland. Fokusset på Arktis er stadig højt, men vi ved også, at der er mange kriser rundtomkring i verden, og at det kan være svært at fastholde fokus på Arktis, når der sker så meget rundtomkring i verden, som udfordrer det fokus, vi politisk har.

En ting, vi ved, er, at et kommende forpersonskab i Nordisk Råd vil have fokus på Arktis, vi ved, at EU åbner et kontor i Nuuk, og vi ved, at der er nye landingsbaner på vej i Nuuk og Ilulissat. Det er lyspunkter, og det giver håb hjemme i Grønland.

Vi mener, at det er positivt, at vi sidder med i forsvarsforligsdrøftelserne. Vi er glade for, at der bliver lyttet til os fra partierne i Folketinget. Mange fælles udfordringer skal vi have løst. Et udestående er også en debat omkring Kangerlussuaqs fremtid. Forsvaret har taget et stort ansvar, men det er vigtigt, at vi sikrer, at det ikke bare bliver en militærbase, men at der også er en diskussion omkring, hvad Kangerlussuaq ellers skal bruges til, og hvad man egentlig vil med Narsarsuaq. Det er en debat, som skal foregå hjemme i Grønland, men som vi også er nødt til at være opmærksomme på her, fordi vi i hvert fald også på nogle områder har et medansvar.

Et andet område på forsvarsområdet handler om overvågning. Udbuddet af de langtrækkende droner faldt til jorden, og det skal genoptages under andre vilkår fremadrettet. En vigtig forudsætning for en øget indsats på forsvarsområdet er en viden om, hvad der foregår i Grønland. Det er positivt, at koordinationen og videndelingen mellem de arktiske lande bliver øget. Så det vil vi rigtig gerne bakke op omkring.

Jeg var lige til overrækkelse af Ebbe Munck Prisen, der blev uddelt, og det var til børnetalsmanden i Grønland, og selv om det ikke handler så meget om udenrigspolitik, synes jeg, det er vigtigt at understrege, at vi, når vi gerne vil skabe stærke samfund hjemme i Grønland og vi indimellem også tager nogle slag, fordi man ikke altid siger det, som folk måske gerne vil høre, så også hylder de folk, som går forrest, og som tør at sige de ting, som man ikke nødvendigvis har lyst til at høre. I mange år har Inuit Ataqatigiit været fortaler for, at vi skal tale mere om de sociale udfordringer, og at vi skal skabe en social forandring i det grønlandske samfund, og jeg synes også, at det er vigtigt også her at hylde den indsats, som børnetalsmanden i Grønland har gjort i forhold til at sikre det her.

Så er der en lille eftertanke: Det er også den rolle, som kvinder spiller i forhold til at skabe stærke samfund hjemme i Grønland. Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at når vi skal have talt om nogle af udfordringerne, er det ligesom os, der skal være med til at tale udfordringen op, men det er også os, der skal tale om, hvad løsningerne er. Med det vil jeg sige tak for ordet, og at jeg håber, at der kommer nogle spørgsmål fra ordførerne. Qujanaq (tak).

Det gjorde der så ikke. Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit. Den næste ordfører er fru Anna Falkenberg fra Sambandsflokkurin.

Tak for ordet. Og tak for en rigtig god og livlig debat herinde i dag. Man får næsten lyst til at fyre en helt anden tale af end den, man havde planlagt i forvejen. Men det er jo desværre sådan, at når vi diskuterer Arktis i de her redegørelsesdebatter, kommer vi ikke uden om den anspændte situation, som hele verden i øjeblikket befinder sig i, og det har debatten også været præget af i dag.

Spændingerne mellem stormagterne USA og Rusland, som begge er arktiske stater, har været stigende i mange år. Spændingerne har også generelt været stigende mellem Rusland og de øvrige lande i Vesten. Efter at Rusland invaderede Ukraine, er samarbejdet i Arktisk Råd næsten gået i hårdknude, og Rusland er nærmest udelukket fra alt arbejdet i rådet. Det stiller os i en svær position. Det siger sig selv, at Ruslands ageren i Ukraine ikke kan tolereres, og selvfølgelig skal Rusland også mærke konsekvenserne af deres invasion af et demokratisk land i Europa. Demokratiske rettigheder skal forsvares, og Vesten står heldigvis sammen om det.

I denne redegørelse, som er til debat i dag, bliver det endnu en gang gentaget, at Arktis er et lavspændingsområde, selv om vi nok kan sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig er det. Men ambitionen er der, og den skal vi holde fast i. Det er også glædeligt at læse, at sikkerhedssituationen i Arktis fortsat er uændret efter Ruslands invasion af Ukraine. Men samtidig er det også bekymrende at læse andre steder, at den spændte situation mellem Vesten og Rusland gør Rusland til en mere uforudsigelig aktør i Arktis.

Admiral Rob Bauer, som er formand for NATO's Militærkomité, siger ifølge mediet High North News, at den stigende konkurrence og militarisering i den arktiske region fra Rusland og Kinas side er bekymrende. Admiralen uddyber og siger, at Arktis er en russisk militær højborg, og at Rusland bruger Arktis til test af nye våben. Formanden for NATO's Militærkomité vurderer også, at en konflikt kan opstå i Arktis. Det er bekymrende.

Men hvordan løser vi den svære situation, hvor vi på den ene side nærmest isolerer Rusland og samtidig skal sikre os, at Arktis kan forblive et lavspændingsområde? Norge, som i år har overtaget formandskabet for Arktisk Råd, har gjort det helt klart, at Rusland ikke har nogen rolle at spille i Arktisk Råd. Man kan ikke fortsætte, som om intet var hændt. Næsten alle aktiviteter med Rusland er sat på pause. Der har dog stadig været en vis kontakt på diplomatniveau mellem Rusland og Arktisk Råd, hvilket der også er blevet redegjort for her i dag.

Selv om det giver en dårlig smag i munden, bliver vi nødt til at have en eller anden form for kontakt med Rusland, i det mindste som et forsøg på at bevare Arktis som lavspændingsområde. Har vi den diplomatiske kontakt, vil det muligvis være lettere at etablere et nyt samarbejde, når omstændighederne bliver normaliseret igen.

Lad der ikke herske nogen tvivl om, at Rusland ikke må få lov til at gøre, som de vil. Jeg støtter fuldt og helt de sanktioner, som er sat i værk mod Rusland fra Vestens side, for spændingerne mærkes også i Nordatlanten omkring Færøerne. Der er behov for mere overvågning, så vi ved, når fremmede magter krænker luftrummet over Færøerne, Grønland og Danmark, og vi må også vide, hvad der foregår til vands og under vandet. Jeg er helt enig i og glad for, at både den færøske og den danske regering prioriterer forbedret overvågning og suverænitetshåndhævelse i det kommende forsvarsforlig. Vi må gøre, hvad vi kan fra færøsk side for at nå de mål. Det er mit ønske, at den færøske regering ser på sagen med den største alvor og implementerer de konkrete tiltag, der bliver besluttet i forsvarsforliget, for det er virkelig nødvendigt.

I disse tider er det af stor betydning, at vi står sammen. Det kan måske efterhånden lyde som en kliché eller en floskel, at vi er tre lande med tre flag og tre folk med hver vores identitet og kultur, og at det, at vi er forskellige, men alligevel holder sammen, gør rigsfællesskabet unikt. Ikke desto mindre er det sandt. Rigsfællesskabet er unikt. Det er unikt, at så forskellige lande kan holde sammen, og at Færøerne og Grønland kan være selvstyrende på så mange områder inden for kongeriget. Det, at vi er selvstyrende, gør, at vi kan føre vores egen politik i de fleste tilfælde. På nogle områder bliver vi nødt til at udforme en politik, der lægger retningen for hele riget, og i visse tilfælde er der brug for at vise omverdenen, at vi står sammen. Et af disse områder er den arktiske strategi.

Rigets arktiske strategi udløb i 2020, og meningen var, at en ny arktisk strategi skulle gælde fra 2021 til 2030. Vi nærmer os nu slutningen af 2023, og vi har stadig ingen arktisk strategi. Det er desværre ikke godt nok.

Jeg skal ikke pege fingre ad andre og begynde at give nogen skylden for den manglende strategi. Færøerne præsenterede en opdateret arktisk politik i efteråret 2022, altså 2 år efter at den forrige arktiske strategi var udløbet. Den færøske regering ville have den lanceret, inden man ville gå videre med rigets arktiske strategi, og i redegørelsen fremgår det, at man nu venter på Grønland. Det må vi altså kunne gøre bedre. Vi som kongerige og som en del af den arktiske region og medlem af Arktisk Råd må til enhver tid have en arktisk strategi som rettesnor. Jeg håber, at strategien kommer på plads snart, og at vi kan lære, at alle tre lande er på forkant, når strategien igen skal opdateres i 2030.

Vi politikere vil gerne gøre en forskel, og når vi gør en forskel og får resultater, er det sjovt at være politiker. Fra mit synspunkt er det en fornøjelse at læse de to sidste punkter i redegørelsen, som har overskrifterne »Styrket arktisk forskning og marint forskningsprogram« og »Forskning om udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik«. Kort sagt: Det er det, vi har haft et ønske om fra Sambandspartiets side, og som regeringen har imødekommet. Særlig er jeg glad for, at regeringen har afsat 10,2 mio. kr. til forskning i udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Det tror jeg virkelig kan batte noget. Betydningen af, at færinger får mere indsigt i disse områder, kan ikke overvurderes. Forhåbentlig kan det bidrage til, at forståelsen for det forsvarspolitiske tiltag kan blive større på Færøerne.

Men jeg vil egentlig bare slutte med at sige tak for ordet og tak for en rigtig god debat her i dag.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Anna Falkenberg, Sambandsflokkurin. Næste ordfører er hr. Sjúrður Skaale, Javnaðarflokkurin.

Tak for det. Jeg tror, det meste er sagt, som skal siges i den her debat. Jeg vil bare gerne knytte nogle bemærkninger til noget, der skete sidste fredag, og som måske har interesse for nogle, nemlig at man fra færøsk side besluttede at gå til forhandlinger med Rusland om en ny fiskeriaftale. Det har været en stor debat over mange, mange måneder, men det blev så besluttet fredag, hvor vi konstaterede, at der var et flertal i Lagtinget, der ønskede det.

Historien bag det er: Jeg var med Den Arktiske Delegation på Svalbard sidste år, og der var vi inde på et lille museum, hvor jeg kunne se et billede fra 1936, der hang på væggen, et billede af fire færøske skippere, som havde fået et svalbardskort fra myndighederne i Svalbard. Det var i 1936, men det færøske fiskeri oppe i Barentshavet går længere tilbage end det. Det har varet mere end 100 år.

Da så fiskerigrænserne blev flyttet ud i 1977, indgik man en fiskeriaftale med Rusland, hvor man så fiskede efter aftale i russisk farvand, mens de fiskede i vores farvand. I 2014 åbnede Rusland markederne fuldstændigt for færøske varer. Det er jeg sikker på var et strategisk træk, man tog, og siden dengang er den færøske eksport til Rusland blevet meget stor, og fiskeriaftalen er fortsat hvert år.

Midt på sommeren, i juni og juli måned, bestemte man at lukke havnene på Færøerne for alle fiskeskibe fra Rusland, som ikke hører direkte til fiskeriaftalen. Det blev man meget sure over i Rusland, og der kom en udmelding i august måned, hvor den russiske ambassadør i København sagde, at man skulle vide, at når et land styrker sine bånd til NATO, går det ud over forholdet til Rusland, og at det, at man havde lukket havnene for russiske skibe, også ville kræve et russisk modsvar. Og Færøerne har jo styrket sine bånd til NATO og lukket havnene.

I september måned kommer der så en udmelding fra den britiske ambassadør, hvor der bliver sagt, at man ikke ønsker, at Færøerne indgår en aftale med Rusland, som medfører, at russiske skibe kommer ind i et farvand, som forvaltes af både Færøerne og Rusland. Det vil sige, at der er et pres fra britisk side for, at vi ikke skal indgå aftale.

I oktober måned kommer der så en udmelding fra et russisk regeringsorgan, hvor der siges, at nu vil man standse med at importere fisk fra Færøerne. Det er sådan, at madvarer ikke er omfattet af EU's sanktioner; man har ikke eksporteret meget til Rusland. Men det vil de så standse med at gøre, bliver det bebudet i oktober. Og i det spændingsfelt mellem store erhvervsinteresser og mange arbejdspladser og relativt store penge, pres fra Rusland, pres fra Storbritannien, pres fra forskellige dele af befolkningen og pres fra erhvervslivet besluttede man så i fredags, at man skal indgå nye forhandlinger med Rusland.

Det er ikke noget, som mit parti støtter. Vi har ni stemmer i Lagtinget, og vi er imod det, men vi må konstatere, at der er et flertal imod os, selv om vi sidder med regeringsmagten. Det minder lidt om, da Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen regerede det her land i 1980'erne, og man førte en forsvarspolitik, som gik dem imod, den såkaldte fodnotepolitik. Der var et udenrigspolitisk, forsvarspolitisk flertal uden om den danske regering, så den danske regering blev nødt til at føre en politik, selv om den var imod politikken. Det er der, vi står. Vi bliver nødt til at føre en politik, som vi egentlig ikke er for.

Så er der mange, der spørger: Hvorfor kaster I ikke håndklædet i ringen? Hvorfor udskriver I ikke bare valg? Det tror jeg ville medføre, at så ville vi blive mere involveret i Rusland, end vi er nu. Så ville havnene blive åbnet igen osv. Så ville vi blive knyttet mere op på Rusland, end vi er nu. Derfor fastholder vi at sidde ved magten, selv om vi ikke deler flertallet af Lagtingets holdning om, at vi skal indgå nye fiskeriaftaler med Rusland.

Der er ingen tvivl om, at der er en russisk militær strategi, en maritim doktrin, som siger, at alle russiske skibe kan blive del af det russiske militære beredskab. De norske myndigheder har været om bord på mange af de skibe, som også er regelmæssigt på Færøerne, og har sagt, at det sådan er semimilitære skibe med militært udstyr om bord. De skibe opererer også meget på Færøerne.

Men jeg går ud fra, at PET gør sit arbejde. Det går jeg ud fra. Altså, når der kommer russiske skibe, som er under stærk mistanke for militær virksomhed, går jeg ud fra at PET giver de færøske myndigheder besked om det, hvis der er noget, som skal standses.

Det er det, jeg vil sige. Det er en sag, som mit parti har tabt, men vi fortsætter med at have magten på Færøerne. Det er sket før, også i Danmark. Tak.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Sjúrður Skaale, Javnaðarflokkurin. Så er vi igennem ordførerrækken, og den næste, der får ordet, er udenrigsministeren.

Tak for det. Tak for debatten, og tak for mange gode og interessante bemærkninger, også om Arktis og en række andre ting. Det skal jeg vende tilbage til. Mange har fremhævet, og det er jeg jo enig i, at Arktis er helt centralt, og det er også en central prioritet for regeringen. Det er der mange rigtig gode grunde til: udenrigspolitik, sikkerhedspolitik, klima, miljøforhold og så selvfølgelig den her særlige udfordring lige aktuelt med Ruslands krig mod Ukraine, som jo har påvirket, kan man sige, rammerne for det arktiske samarbejde ganske, ganske markant og dermed også udfordrer det, der er en vision for regeringen, nemlig at fastholde Arktis som et lavspændingsområde. Lige præcis det forhold er jo også beskrevet i redegørelsen.

Når jeg siger, det var en interessant debat om mange ting, er det, fordi nogle af ordførerne jo primært gjorde det til en debat om rigsfællesskabet. Hr. Kim Edberg Andersen brugte også debatten til at proklamere, at der ikke var basis for visionen om frit Vendsyssel. Så vi er jo kommet langt omkring. Det gør det måske relevant i hvert fald for mig lige at understrege, at det er en redegørelse om Arktis. Regeringen laver også en redegørelse om rigsfællesskabet. Den står statsministeren på mål for. Vi står alle sammen på mål for det hele. Men det her er en arktisk debat, og den er også relevant for ikke bare kongeriget Danmark, men også for Danmark, ligesom den er relevant for Færøerne og Grønland.

Det vil jeg gerne lige understrege, også når fru Aaja Chemnitz udtrykker visionen om, at den arktiske strategi skulle formuleres i Grønland, og så kunne vi så, ja, hvad? Trække på skuldrene af det eller notere os det, eller hvad? Altså, jeg synes, og jeg skal prøve at være meget diplomatisk – det er noget, jeg fortsat øver mig på – at det må understreges, at det er legitimt for alle dele af rigsfællesskabet at forholde sig til Arktis, uanset hvad der statuerer kongeriget som arktisk stat, fordi alle dele er påvirket af det. Det er også derfor, at lande, der overhovedet ikke har nogen snæver aktie i Arktis, forholder sig til det.

Danmark som Danmark og som NATO-land er jo nødt til at forholde sig til, hvad de afledte konsekvenser er i forhold til vores forsvar og vores NATO-forpligtelse, hvis man ikke opretholder visionen om at fastholde Arktis som lavspændingsområde. Det er vi jo nødt til at forholde os til, uagtet om der ikke var et kongerige Danmark. Jeg synes, det er vigtigt på en eller anden måde at få understreget afsættet for den debat her.

Så siger det sig selv, at de konkrete forhold i Arktis mærkes tydeligere hos de mennesker, der lever i Arktis. Alle her i salen ved, at det, der statuerer Danmark som arktisk stat, er Grønland, og så vil der være mennesker på Færøerne, der siger: Vi har også en lille aktie i det. Men uagtet det er det legitimt for alle dele af rigsfællesskabet at forholde sig til det, der sker i Arktis, og jo specielt i den her situation, hvor de sikkerhedspolitiske dynamikker spiller ind på en helt anden måde – det kan man også se i redegørelsen. Der er en sikkerhedspolitisk situation, der gør Rusland til en meget mere uforudsigelig aktør alle steder og også i Arktis. Der er en svækket militær position hos russerne, men jo ikke noget, der, så vidt vi kan se, gør, at deres militære styrker i Arktis ikke fortsat er intakte, og det skal vi tage alvorligt. Derfor forholder vi os som kongerige jo løbende til den her dynamik og til sikkerheden i regionen sammen med vores allierede.

Det er også derfor, vi her har præsenteret tiltag, der kan forbedre overvågning og suverænitetshåndhævelse i Arktis og i øvrigt i Nordatlanten, og det er noget af det, vi kommer til at gøre mere af med det nye 10-årige forsvarsforlig, og så skal det selvfølgelig ske i tæt samarbejde med Grønland og Færøerne. Det er også derfor, vi vil styrke understøttelsen af nære allieredes og NATO's opgaveløsning i regionen.

Der er en fuldstændig entydig tilgang til det her fra regeringens side, og det er at arbejde for lavspænding i Arktis, men med den realisme, at det er en vision eller ambition, eller hvad ord man nu vil bruge, som er udfordret af den måde, andre agerer på, men det rokker jo ikke ved, at det fortsat er vores vision. Derfor skal vi fortsat have fokus på tiltag, der kan mindske risikoen for misforståelser og eskalation i kølvandet på de øgede spændinger.

Det er jo også i det lys, man skal forholde sig til hele spørgsmålet omkring Arktisk Råd, hvor der ikke på nogen måder er basis for business as usual givet Ruslands ulovlige angrebskrig i Ukraine, og hvor samarbejdet derfor er frosset til, og hvor det ved en dygtig indsats fra Norge nu er flyttet til et nyt formandskab, men hvor det på ingen måder er oppe i gear og det heller ikke kan komme det, og hvor jeg også ved, at der er nogle, der sidder og tænker, om man så ikke skulle afvikle det eller køre Rusland helt ud eller lave en ny konstruktion. Men det vil skabe risikoen for, at der så bygges alternative platforme op, eller at et endnu yderligere isoleret Rusland sådan set begynder at åbne en dør for Kina, der jo også har strategiske interesser, sådan som de selv definerer det, i Arktis. Det er jo det, vi skal veje sammen, og det er derfor, vi er glade for, at Norge har overtaget det her formandskab, at samarbejdet om search and rescue i de arktiske områder fortsætter, og at der sådan set holdes liv i nogle ting.

Så skal vi i øvrigt selv gøre os klar til at kunne løfte den her formandsrolle i 2025, og der har kongeriget selvfølgelig brug for en holistisk arktisk strategi, og det er jo i det lys, vi afventer det grønlandske indspil. Og ja, hr. Carsten Bach, jeg væbner mig med tålmodighed, som ikke er nogen personlig dyd for mig, men der er jo ikke rigtig noget alternativ til at gøre det.

Den geopolitiske situation har store konsekvenser for arbejdet omkring Arktis, i Arktisk Råd, for Arktis og også for befolkningerne i Arktis, og det samme har klimaudfordringerne, som nogle også har nævnt. Temperaturen i Arktis stiger mere end tre gange så hurtigt som det globale gennemsnit, og med det følger også en høj risiko for, at arter uddør, og at biodiversiteten i de arktiske økosystemer trues. Samtidig rummer det også – for sådan er det jo med de fleste ting, og en mønt har to sider – visse nye økonomiske muligheder, og det må vi ikke glemme.

Tak for den her debat i alle dens forskelligartede aspekter. I forhold til dem, der valgte at holde en rigsfællesskabsdebat i stedet, vil jeg sige, at det har jeg ikke adresseret, for det er statsministerens ressort. Jeg synes, hr. Karsten Hønge gjorde sig nogle sådan meget interessante tanker omkring det at være en arktisk nation, og hvad der er op og ned i det, og langt hen ad vejen deler jeg også de her betragtninger, og nu er jeg så udenrigsminister, og jeg har dermed også ansvaret for hele kongerigets udenrigspolitik, men det er jo også derfor, jeg, kan man sige, føler en anledning til at understrege relevansen i, rimeligheden i og en insisteren på, at også Danmark som Danmark har en legitim arktisk interesse.

Så vil jeg gerne slutte af med at sige, at der, selv om det jo er på det her triste bagtæppe af Ruslands angrebskrig i Ukraine, heldigvis er mange eksempler på, hvordan samarbejdet fortsat trives, og at der skabes reelle resultater, og et af dem var jo også det, som vi diskuterede i den forudgående debat, da vi behandlede beslutningsforslaget om en ratifikation af aftalen med Canada omkring Tartupaluk og i det hele taget hele den her maritime grænse på omkring 4.000 km. Det er jo en positiv ting, og jeg synes også, det er positivt, at der over de seneste år med en stadig større intensitet er udviklet et tæt, godt og fortroligt samarbejde i det daglige mellem Nuuk, Tórshavn og København om arktiske spørgsmål. Derfor er jeg også overbevist om, at kongerigets kommende arktiske strategi og i kølvandet på den vores formandskab for Arktisk Råd vil blive et eksempel på netop det, altså et godt og fortroligt samarbejde. Tak for det.

Første korte bemærkning er til fru Aaja Chemnitz, Inuit Ataqatigiit.

Tak for talen, og tak også for de klare ord. Udenrigsministeren taler om, at der bliver talt noget om rigsfællesskabet. Men man må også bare erkende, at der er nogle ting, vi er nødt til at løse, og nogle opgaver, vi er nødt til at løse i fællesskab, for at vi kan agere i Arktis. Så det pres, som udenrigsministeren sikkert føler, i forhold til den her strategi, vi skal have lavet – en arktisk ambassadør, Arktisk Råds arbejde osv. – tror jeg man er nødt til at anerkende, og jeg tror sådan set, at vi gerne vil det samme, nemlig at vi i hvert fald står stærkt sådan helt overordnet. Så jeg ser i virkeligheden ikke så mange modsætningsforhold i forhold til det. Og så er jeg bare glad for, at vi kan være med til, at udenrigsministeren kan øve sig lidt i at agere diplomatisk på noget, som kræver noget tålmodighed.

For nylig mødtes Norge, Sverige og Danmark for at snakke prioriteringer fra det norske forpersonskab, som kunne videreføres. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad udenrigsministeren forestiller sig det kunne være.

Ministeren.

Tak for at udtrykke ønsker på mine vegne om at styrke mine diplomatiske personlige kapaciteter og også for den her understregning af en anerkendelse af fælles interesse. Det deler jeg jo.

Når jeg alligevel følte anledning til at sige, som jeg siger, er det, fordi det næsten nogle gange forekommer sådan, at det bliver illegitimt, hvis man også ud fra sådan en fuldstændig isoleret dansk – altså ikke kongeriget Danmark, men dansk – indfaldsvinkel skulle kunne tillade sig at mene noget om Arktis, og det er bare det, jeg lige vil anholde. For i hvert fald er det sådan, at det for nærværende med den opgavefordeling, vi har, og med den grundlov, vi har, er Danmark, der f.eks. bærer samtlige forsvarsudgifter, som jo også har et ophæng i, hvordan situationen er i Arktis.

Nu fik jeg ikke svaret på spørgsmålet. Det beklager jeg.

Spørgeren.

Tak for det. Man kan jo i hvert fald give udtryk for et fælles ønske om at prøve at få tingene til at glide, med henblik på at vi opnår mest muligt i forhold til fælles interesser. Det tror jeg sådan set godt man kan blive enige om, og så ser jeg det også lidt som et hjul, der bare altid skal være i gang. Altså, man er nødt til at give Grønland det frirum til også at kunne spille en større rolle på det udenrigspolitiske område. Men spørgsmålet var omkring et nordisk forpersonskab mellem Norge, henholdsvis Danmark og så Sverige. Hvilke prioriteter kunne man forestille sig skulle fortsætte efter et norsk forpersonskab?

Ministeren.

Vi har bl.a. brug for nu at få lavet en dansk kongerigestrategi for at have en fælles platform at diskutere vores egne prioriteter på, når vi går ind og påtager os formandskabet i 2025. Det er også derfor, at det tærer på min tålmodighed, at vi ikke har et grønlandsk bidrag endnu, så vi kan komme i gang med det. Men der er jo mange ting. Hele klimadelen er central. Det, at tingene står lidt stille nu, har også betydning for FN's arbejde med klima, altså at få datagrundlag frem. Så hele det aspekt, hele forskningsaspektet, det med civilbefolkningen, det med udviklingsrum i Arktis er jo altså nogle af de ting, der træder, synes jeg, spontant tydeligst frem.

Næste korte bemærkning er til hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Kan udenrigsministeren gøre os lidt klogere på, hvad Danmarks strategi og regeringens strategi er for at bevare Danmarks tilstedeværelse i Arktis? Jeg har spurgt statsministeren tidligere om hendes holdning til rigsfællesskabet, og hun vil ikke svare på det. Hun vil ikke fortælle, om regeringen arbejder for at bevare rigsfællesskabet, eller om man arbejder for at hjælpe Grønland og Færøerne med at blive selvstændige. Jeg synes, det er et meget, meget vigtigt spørgsmål, og jeg synes også, at det fortjener, at regeringen fortæller danskerne, hvad det er, vi vil i Arktis på lang sigt og med Danmarks tilstedeværelse.

Vil Danmark understøtte arbejdet frem mod selvstændighed? Vil man fortsat betale efter eventuel selvstændighed? Kan udenrigsministeren svare på det spørgsmål? Jeg ved ikke, om han ikke vil svare på regeringens vegne – det ville jeg foretrække – men kan han ellers i hvert fald fortælle, hvad Moderaterne mener om det?

Ministeren.

Når jeg står her som landets udenrigsminister, taler jeg jo på regeringens vegne, og det er en debat, der handler om Arktis; det er ikke en rigsfællesskabsdebat. Men jeg har ikke anden viden, end at den regering, jeg er en del af, sådan set aktivt går ind for rigsfællesskabet. Det er en sådan helt grundlæggende præmis, i øvrigt også for min egen deltagelse i den her regering. Det er jo ikke det samme, som at man ikke hverken kan eller vil eller skal forholde sig til, at andre dele af rigsfællesskabet kan have andre ambitioner.

Men altså, vi går ind for rigsfællesskabet. Vi forsøger sådan set også at levendegøre det her rigsfællesskab. Det er jo bl.a. det, der er baggrunden for det store danske engagement i infrastrukturudbygningen i Grønland, for at nævne én ting. Det er det, der er afsæt for skiftende regeringers engagement i at fremme den mellemfolkelige forståelse inden for rigsfællesskabets grænser osv.

Hr. Rasmus Jarlov.

Kan regeringen se for sig en såkaldt free association-aftale, hvor højhedsretten over Grønland forsvinder fra Danmark, men at Danmark fortsat leverer de samme ydelser og samme økonomiske tilskud og alt andet til Grønland, som man gør i dag?

Ministeren.

Men det er ikke den debat, vi har i dag. I dag har vi en debat om arktisk strategi og ikke om rigsfællesskabets fremtid.

Jeg ville være bekymret på Arktis' vegne og for ambitionen om at holde Arktis som lavspændingsområde, hvis der pludselig skete en opløsning af rigsfællesskabet, uden at der samtidig med det var nogen, der havde taget et ordentligt ansvar for, hvad det så var for en sikkerhedsparaply, der skulle være. Det ville have et direkte gennemslag på muligheden for at holde Arktis som lavspændingsområde, hvis man altså forestillede sig, at man en, to, fire ikke havde noget rigsfællesskab og der ikke var dansk militær tilstedeværelse, at der ikke var suverænitetshåndhævelse i Grønland og på Færøerne via et dansk forsvar.

Næste korte bemærkning er til hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak, og tak til udenrigsministeren for at adressere mit spørgsmål fra min tale om udenrigsministerens tålmodighed. Jeg er glad for, at det bliver udtrykt, sådan som jeg i hvert fald forstår det, at tålmodigheden jo bliver sat på prøve, og det synes jeg der er god grund til også at sige højt og lade omverdenen vide. Så tak for det.

Så er der jo hele det her med regeringens vision om at holde Arktis som et lavspændingsområde. Det deler jeg sådan set. Jeg mener bare, at så god er verden nok næppe, og det hører jeg måske egentlig nok også lidt udenrigsministeren selv omtale her fra talerstolen. Det, jeg ikke hører udenrigsministeren omtale, er helt konkret, hvordan det er, vi udfylder det tomrum, som er omtalt i redegørelsen – det tomrum, der opstår, når det er, at vi ikke vil gøre noget andet end at holde fast i et Arktisk Råd, som er dysfunktionelt, fordi russerne ikke længere er, kan man sige, samarbejdsparate i det arktiske.

Ministeren.

Der er heldigvis nogen aktivitet i nogle af de arbejdsgrupper, der knytter sig til Arktisk Råd, i nogle stille procedurer, og det er jo heller ikke sådan, at vi ikke selv agerer. Hele spørgsmålet omkring vores håndtering af search and rescue, og det er ikke mit ressort, er også et, der håndteres i kredsen af forsvarspartier. Så vi agerer jo som nation, og det gør de andre nationer også. Vi har også et almindeligt bilateralt samarbejde med andre lande, som vi deler værdier med.

Derfor er det også vigtigt at sige, at det jo ikke er sådan, at der er et tomrum, heller ikke hos os selv, fordi vi ikke har en arktisk strategi. Det er jo ikke sådan, at fordi vi ikke har en arktisk strategi, mener vi ikke noget om noget, der relaterer sig til Arktis. Vi deltager levende i debatter, også i NATO, f.eks. omkring det høje nord. Vi sidder også og udmønter forskningsreserver og forskningsressourcer i vores eget regi, som også har et arktisk perspektiv.

Så regeringen fører jo den politik, vi synes vi skal føre i forhold til også at varetage vores interesser i relation til Arktis, men det, vi mangler, er den der store gennemtænkte flerdimensionelle plan, hvor vi har udviklet et fælles syn på vegne af hele kongeriget om, hvad vores tilgang til Arktis er.

Hr. Carsten Bach.

Ja, kongerigets arktiske strategi er et tomrum, og det er jo der, hvor udenrigsministerens tålmodighed er sat på prøve. Det, som jeg spørger til, er det tomrum, som udenrigsministeren selv skriver om i sin redegørelse – det tomrum, der opstår, fordi Arktisk Råd ikke fungerer. Jeg forstår udmærket hensynet til, at vi ikke skal skabe en anden platform og en bagdør for kineserne ind i Arktis. De hensyn forstår jeg udmærket godt, men der mangler jo svar på i redegørelsen, hvad det er, vi gør for at udfylde det tomrum, der er opstået qua et dysfunktionelt Arktisk Råd.

Ministeren.

Jeg ved ikke, om der mangler svar på det, for det er jo en balance. Det ene yderpunkt af et svar var at sige, at nu er Arktisk Råd jo ikke sådan bare aktuelt ekstremt udfordret af det her, så vi demonterer Arktisk Råd; vi afskriver Arktisk Råd som en samarbejdsflade, og så flytter vi det et andet sted hen. Man kunne forestille sig, at de arktiske stater eksklusive Rusland så etablerede et nyt samarbejde. Så ville det jo bare være en åben dør til Rusland og dermed også en bagdør til alle mulige andre. Det er det ene yderpunkt. Det andet yderpunkt var at sige, at uanset Ruslands ageren i Ukraine er Arktis et helt andet sted, så der samarbejder man bare på livet løs.

Der er jo ingen af de yderpunkter, der duer. Derfor, og sådan er det nogle gange i livet, er det noget med at balancere sig frem og så se, hvilke dele af det her samarbejde der stadig væk kan leve i nogle stille procedurer, sådan at nogle helt vigtige ting som search and rescue m.v. kan fremmes. Livet er desværre ikke sort-hvidt og nemme løsninger.

Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Tak til udenrigsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Inden vi går videre, skal vi lige have indrettet medlemmernes pladser, så man er logget ind på den plads, som man almindeligvis sidder ved.