Det næste punkt på dagsordenen er:

7) Forhandling om redegørelse nr. R 5:

Udenrigsministerens redegørelse om regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

(Anmeldelse 12.10.2023. Redegørelse givet 12.10.2023. Meddelelse om forhandling 12.10.2023).

Nu er det, vi skal i gang med en redegørelsesdebat. Det indebærer, at ordførerne skal logge sig af på deres normale pladser og rykke frem på de forreste rækker her og logge sig ind, og vi holder lige en kort pause.

Så lader det til, at alle ligesom har fået logget sig ind. Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører, vi skal sige velkommen til, er Socialdemokratiets ordfører. Værsgo, hr. Jesper Petersen.

Tak for det. Vi går fra dyrevelfærd til en redegørelse om udenrigspolitikken og en diskussion om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi her, hvor verden og de geopolitiske forhold jo er under tydelig forandring i de her år.

Med sit forfærdelige angreb på Ukraine udfordrer Rusland direkte den internationale sikkerhedsorden og ikke mindst den fredelige tilstand mellem lande, som Europa har nydt godt af efter så mange og så skrækkelige krige i vores historie. Man kunne ikke bare handle sig til et mere demokratisk sindet Rusland; Europa lod gassen flyde til sig, men rørene ledte ikke demokrati, frihed og respekt for mindre nabostater den anden vej.

Et andet forhold, der skal tages højde for, er jo, at Kina er blevet en voksende magt, og de søger at øge den yderligere og påvirke den internationale orden efter deres billede. Det er et land, der ikke er demokratisk, som nægter sin befolkning basale frihedsrettigheder, og som i international sammenhæng f.eks. ikke fordømmer det åbenlyse russiske brud på FN-traktaten, som invasionen af Ukraine er.

Danmark møder og indgår i en mere usikker verden. Det er en verden med flere magter, der konkurrerer og slet ikke alle deler vore værdier. Derfor skal vi nu alligevel kæmpe for dem, kæmpe for fred, frihed, demokrati, menneskerettigheder, bæredygtighed, ligestilling og andre centrale værdier, vi står for og mener er vigtige for os og for menneskeheden. Vi skal ikke blot forfægte dem, men søge at gavne dem så godt og så effektivt som muligt ud fra en erkendelse af de egentlige forhold. I kortform er det i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi omsat i begrebet pragmatisk idealisme.

Det indebærer også en tilgang og en arbejdsform med mere ligeværdige partnerskaber i forhold til udviklingslande eksempelvis, hvor vestlige lande ikke altid har så mange point på kontoen, som vi kunne ønske, og som nogle måske også har troet. Det indebærer også et styrket diplomati og en styrket udenrigstjeneste, som regeringen har foreslået det, altså at vi arbejder for at få flere venner, så at sige, og samtidig udbygger forbindelserne med de lande, som Danmark er allieret med, og som deler vore værdier.

Danmark skal til stadighed være en stærk og troværdig allieret og arbejde for at gavne de organisationer og alliancer, som vores sikkerhed, økonomi og internationale gennemslagskraft beror på, i FN, EU, NATO og i en række af de internationale organisationer, Danmark indgår i, som land og med sine parlamentarikere. Det gør vi politisk og økonomisk, og så gør vi det jo meget håndgribeligt med omfattende støtte til Ukraines kamp for deres egen frihed og selvstændighed og i sidste ende jo også for vores i det øvrige Europa.

Fredsdividenden giver desværre ikke afkast mere. Tværtimod vil vores sikkerhed i bred forstand koste mere de kommende år. Med 2030-planen og de øgede bevillinger til forsvaret, der er besluttet, leverer Danmark fra nu de 2 pct. af bnp til forsvar, som er aftalt med de andre NATO-lande. I en årrække indgår også flere midler til Ukraine i den opgørelse.

Ud over de politiske, økonomiske og militære bidrag, Danmark stiller med i vores alliancer, har vi nogle forcer i kraft af et stærkt erhvervsliv med særlige kompetencer, ikke mindst i kraft af hvad vi kan bidrage med på det grønne område over en bred kam. Med teknologi, produkter og myndighedssamarbejde kan vi gøre os gældende.

Det slås fast i strategien, at Danmark skal holde fast i USA som vores vigtigste allierede, og samtidig skal vi rykke tættere på vores allierede, ikke mindst i EU. Det er et EU, der skal spille en mere aktiv rolle, hvis demokratiske værdier skal stå stærkt i verden, også fremover. Så sent som i går kunne man jo konstatere stor glæde i de lande, der i kraft af gode fremskridt nu kan indlede optagelsesforhandlinger i forhold til det EU, de aktivt søger at blive en del af. Andre lande gør også fremskridt og opnår f.eks. kandidatstatus. At se georgiske flag sammen med EU's stjerner på billeder sendt fra Tblisi i går under stor festivitas var et dejligt syn.

Den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi gør det klart, at sikkerhed har mange facetter. Det er et vigtigt budskab og med betydning på en lang række politikområder. Vi skal gøre vores samfund mere modstandsdygtigt og robust på en række fronter. Det handler om energi- og forsyningssikkerhed, om værdikæder, essentielle dele af den moderne økonomi og den teknologiske udvikling. Det handler om at beskytte kritisk forskning og viden mod spionage og misbrug.

Vi skal kunne skærme os imod cyberangreb og imod misinformation og manipulation af valg osv. Det kræver teknologiske forholdsregler og regulering, og som socialdemokrat vil jeg sige, at det også i bredere forstand fordrer en demokratisk modstandskraft, der bl.a. handler om oplysning, uddannelse, offentlig samtale, stærke civilsamfund og den sammenhængskraft og tillid, som også kommer af et udbygget og solidarisk velfærdssamfund.

Ud over den mere overordnede diskussion, som jeg prøvede at sige noget om her, og som måske kan være lidt en ramme for det, og som fremhæver nogle af de væsentlige pointer, der er med den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, vil jeg godt i dag sige lidt om Ukraine og jo også lidt om situationen i Mellemøsten.

Om Ukraine og vigtigheden af at blive ved med at støtte ukrainernes stadige kamp mod Ruslands overgreb vil jeg sige, at det gør Danmark heldigvis. Vi må ikke blive trætte, og vi kan ikke tillade os at blive trætte, når ukrainerne så modigt og med så store omkostninger kæmper for deres frihed og selvstændighed og i sidste ende jo også kæmper for den europæiske sikkerhedsorden, som også vi har så stor gavn af.

Det klæder Danmark at ligge langt fremme i feltet over lande, der donerer våben, penge, nødhjælp og udstyr til Ukraine. Senest i weekenden blev der igen meldt nye hjælpeforanstaltninger ud fra dansk side. Vi skal fastholde støtten i den lange tid, det desværre kræver, og vi skal bidrage til at fastholde fokus på konflikten, også i den her tid, hvor de forfærdelige begivenheder udspiller sig i Mellemøsten og naturligt nok også kræver vores opmærksomhed.

Det er virkelig forfærdeligt at være vidne til al den død, lidelse og ødelæggelse, vi har set den seneste måned. Det er dybt ulykkeligt. Hamas udførte et nærmest uforståelig brutalt terrorangreb på civile i Israel, slog mennesker ihjel på uhyggelig vis og tog uskyldige mennesker som gidsler, hvad de stadig er. Israel har ret til at forsvare sig selv, og der er ikke noget, der kan retfærdiggøre Hamas' angreb. Samtidig skal Israel overholde international ret og beskytte og tage hensyn til civile. Det er klart, at det gælder for dem, som det gælder for alle andre lande, vi forholder os til.

De civile og mange børn i Gaza lider. Jeg tror, alle er påvirket af de billeder og beretninger, der kommer ud derfra, og som også kommer ud fra Israel. Regeringen støtter appellen om humanitære pauser i krigen, på linje med EU, så civile kan hjælpes med mad, rent vand, medicin, brændstoffer osv. Danmark har tidligere sendt ekstra 50 mio. kr. til humanitær hjælp til Gaza, og i dag er det altså besluttet at bidrage med yderligere 75 mio. kr. via forskellige FN-organisationer.

Selv om det kan virke lidt væk lige nu, må vi som verdenssamfund også insistere på en tostatsløsning, så der en dag kan komme fred i Mellemøsten. Det er Hamas ikke interesseret i. De ønsker kun én stat og intet Israel. Der skal ikke være afspænding mellem Israel og dets naboer. De ønsker til gengæld volden og radikaliseringen. Konflikten giver da også en række ringe i vandet og trækker tråde til Iran, ligesom Rusland og Vladimir Putin også aktivt bruger konflikten til at gavne sine interesser og svække modstanden mod hans invasion i Ukraine.

Dermed er vi jo så bragt tilbage til den bredere udenrigs- og sikkerhedspolitik, som dagens debat egentlig handler om. Strategien, vi diskuterer, blev udgivet i maj måned, og der er sket meget siden da, men jeg synes, at den allerede har vist sin brugbarhed som et værktøj at styre efter.

Jeg skal derfor slutte med en form for formel tilkendegivelse ved en debat som den her, hvor vi ikke egentlig skal vedtage en tekst, ved at sige, at Socialdemokratiet, som det fremgår, kan bakke op om, at regeringen fortsat forfølger vore værdier og arbejder for dansk sikkerhed, danske interesser og europæisk modstandskraft mod de kræfter, der vil svække fred, frihed og menneskerettigheder, med strategien her som redskab og udgangspunkt. Tak for ordet.

Tak til Socialdemokratiets ordfører, hr. Jesper Petersen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så skal vi sige velkommen til Venstres ordfører. Værsgo til hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det, formand. Vi har sagt det før, men det ændrer ikke ved, at det er fuldstændig rigtigt, at verden er fundamentalt anderledes, end den var for bare 2 år siden. Det har vi snakket om tidligere, og det har jeg også sagt tidligere, men Ruslands ulovlige krig mod Ukraine har ændret verdenssamfundet. Vi kan ikke længere være naive i vores tilgang til omverdenen. Frihandel og demokrati var på fremmarch og regerede verden i 30 år. Desværre er den tid forbi, og vi kan ikke længere stole blindt på godheden i mennesker, og at Vestens levevis vil vinde frem i resten af verden. Francis Fukuyama tog fejl; Sovjetunionens fald var ikke historiens afslutning, og i bagklogskabens ulidelig klare lys var der jo egentlig også forvarsler med Ruslands annektering af Krim i 2014 som det klareste eksempel.

Men når det er sagt, må vi ikke falde tilbage til fortidens synder. Vi er et lille land, og vi er ikke tjent med at lukke os om os selv eller blot henvende os til få, enkelte allierede. Vi skal være ærlige og klare, med hensyn til at NATO er den vigtigste alliance, som Danmark er en del af. Den giver os sikkerhed og afskrækker ikke mindst vores fjender. Den sikkerhed og afskrækkelse skal vi i Danmark bidrage til, og derfor er vi i Venstre umådelig glade for, at vi nu giver det helt nødvendige løft til forsvaret og allerede fra nu af bruger 2 pct. af bruttonationalproduktet, hvad vores NATO-medlemskab også forpligtiger os til. USA er vores vigtigste allierede, også selv om USA står i en opbrudstid og vi ikke helt ved endnu, hvordan deres udenrigspolitik vil se ud efter en eventuel ændring i administrationen. Men så skal vi holde fast i, at amerikanerne er vores venner, og at vi ikke mindst gør hinanden bedre.

Men det kan ikke stå alene. EU skal spille en større rolle i verden. Det indre fællesskab har vist, at det kan sikre velstand og udvikling for alle medlemslandene. Samtidig har vi vist, at vi kan stå sammen mod tyranner udefra med ikke mindst sanktionerne mod Rusland som et godt eksempel. Men i en tid, hvor verden hastigt forandrer sig, både øst, vest og syd for Europas grænser, kræver det også, at EU omstiller sig til de udfordringer, der kommer. Derfor skal EU også være en global spiller, som kan være attraktiv at samarbejde med for EU's nabolande og dem, som vil EU. Det skal Danmark medvirke til og arbejde for i EU, og som et mindre land har vi også et ansvar over for andre mindre privilegerede mindre lande. Det er i Danmarks interesse, at alle små og mellemstore lande stilles bedre. Det vil give os en mere sikker verdensorden, når vi gør det.

I takt med udviklingen vil rigdommen i verden også blive forøget. Frem mod 2030 vil Kina, Indien, Indonesien, Japan og Sydkorea stå for halvdelen af verdens økonomiske vækst. Det kommer ikke som nogen overraskelse, men det understreger pointen om, at vi ikke skal lukke os om os selv. Og som der står i regeringens strategi: Vi skal have flere venner, ikke færre. Vi skal forstå, at ikke alle vil kunne have hundrede procent samme værdigrundlag som os, og at ikke alle vil være lige så liberale i deres levevis som os. Men det er ikke en undskyldning for ikke at handle og ikke at have ligeværdige partnerskaber. Jeg ser store muligheder i fremtidens økonomiske landskab, og vi skal lægge os i selen for at gøre det til et væksteventyr for danske virksomheder.

Men der skal også en gang imellem trækkes streger i sandet. Den konsekvente linje over for Rusland, som et enigt Folketing står bag, er jeg umådelig stolt af. Og lige så stolt er jeg over den danske massive støtte til Ukraine, hvor ikke mindst regeringen i sine planer lægger op til at udvide rammen for Ukrainefonden endnu mere. Jeg er også stolt af alle de forskellige lederskaber, vi har taget i de militære donationer – om det er i forhold til kampvogne eller i forhold til F-16-fly, så er Danmark i front.

Så er jeg også stolt af, at vi har taget lederskab på det, som præsident Zelenskyj selv personligt har bedt os om, nemlig ansvar for genopbygningen af Mykolaiv. For vi må forstå, at Ukraines kamp også er vores kamp. Det er nemlig ikke blot en kamp for Ukraines overlevelse og deres grænser – krigen i Ukraine har store implikationer for hele verden, ikke mindst Europa. Det er nemlig blevet et mere usikkert sted siden krigens start, men det er intet, i forhold til hvordan situationen vil være, hvis Rusland sejrer. Aggressioner og brud på folkeretten må aldrig kunne betale sig. Det vil være katastrofalt for den globale verdensorden.

En anden konflikt, som vi jo alle har fulgt meget, meget tæt, er selvfølgelig det forfærdelige terrorangreb fra Hamas' side mod Israel. Lad mig sige det meget klart: Hamas er en terrororganisation, og Israel har selvfølgelig al mulig ret til at forsvare sig for at sikre sikkerheden for sin egen befolkning. Hamas har begået det største drab på jøder siden holocaust. De dræbte alle de civile, de fik øje på. De bandt voksne og børn sammen, inden de satte ild til dem, og de har taget mere end 200 gidsler. Dette barbariske angreb kan selvfølgelig ikke stå ubesvaret hen.

Med det sagt vil jeg også sige, at alle civile tab er en tragedie, og angreb alene på civile kan selvfølgelig ikke accepteres. Det skal dog forstås, at Hamas bruger civile, helt uskyldige mennesker, som levende skjold. Og sådan er det jo desværre, når man kæmper mod kujoner – kujoner, som ofte er terrorister. Og det er i den palæstinensiske civilbefolknings klare personlige interesse, at Hamas som en terrororganisation bliver fjernet som trussel. Det er den eneste måde, hvorpå Israel og Palæstina kan komme videre. Vi i Venstre går stadig væk varmt ind for den eneste mulige langvarige løsning, der er på Israel-Palæstina-konflikten, nemlig en tostatsløsning. Der skal være plads til begge befolkninger, og der er også plads til begge befolkninger, men ikke så længe Hamas er der som den kæmpe trussel, de er.

Når man hører, hvad jeg har stået og sagt, er der ingen tvivl om, at det er en ret pessimistisk tale uden ret mange lyspunkter. Og Danmark er et mindre land, og mindre lande skal have støttepunkter. Vi har i Danmark været privilegerede i mange år, men den væg, vi læner os op ad, er begyndt at slå revner, derfor pessimismen. Men der er heldigvis også lys, for jeg ser frem til et styrket dansk forsvar, og jeg tror på gode vækstmuligheder for de danske virksomheder. Et styrket Europa er også til vores fordel. For lige meget hvordan man vender og drejer det, har vi tidligere stået over for meget store kriser, men overkommet dem. Vores liberale samfund er ikke forsvundet, og væggen med revner er ikke ude af stand til at blive fikset.

Så jeg vil derfor komme med en opfordring: Lad os se realistisk på tingene udenrigspolitisk, og lad os ikke mindst være pragmatiske, men lad og samtidig beholde optimismen og ikke mindst troen på fremtiden. For så længe vi formår at bevæge os med tiden, er dansk udenrigspolitik i god stand. Tak.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så jeg vil gerne sige tak til Venstres ordfører hr. Michael Aastrup Jensen. Så vil jeg sige velkommen til Moderaternes ordfører. Værsgo, hr. Jeppe Søe.

Tak for det. Jeg kan vist lige nå det, inden jeg skal overtage formandsstolen.

Året er 1983. Jeg sidder i bilen med min far på vej fra Uldum til Vejle, hvor vi skal i biografen for at se James Bond; den allerførste 007-film, jeg så. Min far fortalte hele vejen om konflikterne mellem øst og vest, om USA og Sovjetunionen, der krigedes på oprustning og på ord om at være den stærkeste stormagt. James Bond skulle jo så igen bekæmpe de onde russere, der ønskede herredømmet over verden, og han klarede den selvfølgelig til sidst.

Nu springer vi så i tid. Året er 2020, og nu er mine egne børn, Malthe og Villum, blevet store nok til at se deres første James Bond-film. Vi skal se ham fikse hele verden, og min barndomshelt skal videre til næste generation. Den onde magt er nu ikke længere Rusland, men en ond mediemand, der styrer hele verden gennem fjernsynets nyhedsudsendelser og med satellitter. James Bond samarbejder med hele den globale verden om denne store fælles fjende. Verden er ny, vi står sammen og vil menneskeheden det bedste.

I den seneste film døde James Bond jo, som nogle vil vide, og end ikke os, der er medlemmer af den internationale James Bond-fanklub, ved, hvad der nu skal ske med agenten. Men jeg tænker, at det i næste film kunne være sådan, at han igen bekæmper russiske skurke og vender tilbage til fordums tid, hvor man i en opdelt verden ikke forstår hinanden. For det er, hvad vi har set på et enkelt årti: Gamle spændinger, vi ikke troede vi skulle gense. Det er 12 år siden, Putin sad i Tivoli sammen med vores nuværende udenrigsminister, og det er i disse dag også 12 år siden, dronningen besøgte Moskva. Jeg tænker ikke, at nogen af delene kommer til at ske i mange, mange år.

Ser man på den forrige og den nye redegørelse, er det også slående, hvordan verden har forandret sig. Den har også overrasket os, og nogle vil måske endda mene, at vi for en stund var naive. Siden sidste redegørelse ramte Krim forsiderne og senere kom dem om Ukraine. Det handler om, at stormagten skal genskabes, koste hvad det vil. Det koster menneskeliv på daglig basis, også nu, hvor forsiderne har glemt den ene krig, der for kort tid siden optog os alle.

Hamas har lavet et terrorangreb på Israel, der i styrke svarer til 9/11, og Israel forsvarer sig, som de skal. Rundt om de to konflikter er der en geopolitisk kamp, en global usikkerhed. Der er nabolande, der hjælper til, og lande med samme værdier eller ideologier, der giver en hjælpende hånd til den part, som de nu tror på. Ustabiliteten er tilbage på fuld tryk. Endnu andre putter sig og udnytter det globale fokus til at rykke ind med opkøb eller overtagelse af miner, der indeholder fremtidens råmaterialer til morgendagens teknologi; man rykker ind i ly af mørket, mens vores opmærksomhed er rettet andetsteds hen.

Det er for de fleste helt tydeligt, hvem de onde er, mens nogle går på gaden for at forsvare dem, som vi andre bekæmper. Pludselig rykker den globale usikkerhed helt ind i vores egne gader. Verden er på ny opdelt, befolkningerne ligeså. Vi ser skrækkelige billeder af krigens ofre – børn, kvinder og mænd på begge sider – og det er ubærligt. Nogle går straks på gaden, fordi det må være nok. De råber slogans og opdager måske ikke engang, at de er skabt af en terrororganisation. Det er slogans, der opfordrer til nedslagtning af et andet folk, men som åbenbart føles rigtige; måske ikke, fordi man tror på dem, men fordi man stadig har krigens billeder fra Facebook på nethinden og ønsker, at det hele bare skal være fredeligt på ny.

Først bagefter opdager mange, at barnet på billedet fra Facebook har seks fingre og er skabt af AI, og at man er del af en krig, som foregår sideløbende, nemlig en krig på kommunikation, og at store dele af konflikten handler om at få folk over på ens egen side. Det synes næsten, som om det vigtigste efter et angreb fra begge sider er at få taget fotos af ofrene. Dagens konflikter er nemlig ikke kun krudt og kugler, men netop en kamp om at få os almindelige borgere til at vælge side, og det samme gælder for politikerne. Hvis mange går på gaden og viser støtte, er det jo måske sværere for en politiker at være imod og være klar i spyttet og bruge præcis de ord, der ellers er berettiget. Her bærer alle et ansvar, måske især jeg, der har været journalist.

Jeg husker nemlig tydeligt, hvordan vi havde en krig i toppen af nyhederne, men måtte erkende efter en stund, at ingen rigtig gad høre om den samme krig længere end et par ugers tid. Så kommer der en ny krig, og så ryger den anden først ned i kort nyt og senere helt ud af sendefladen. Der er jo egentlig ikke så meget andet og nyt at berette om den dag end et nyt dødstal, og det er endda på 12 færre end det i går. Hvis der så kommer nye gode billeder, kan det godt være, vi igen tager det op i sendefladen, og det opdager verden selvfølgelig, og så begynder man at skabe billeder, som vi efterspørger i pressen. Hvad der egentlig er faktum, ja, det fortaber sig i det uvisse. Hurtige tweets med en reaktion på et eller andet, som vi ser, fortrydes sekundet efter, fordi en ny sandhed måske pludselig viser sig.

Ruslands krig mod Ukraine har optaget os alle. Vi har samlet ind, vi har været på gaden, og vi har taget imod folk, der flygtede fra Putins dødsbomber, men nu er det, som om vi hører flere og flere, der synes, at nu må vi simpelt hen finde en løsning og stoppe den krig, for der er jo kommet en ny. Politikerne må tage penge fra ukrainerne og sende dem til Israel eller Gaza, for vi kan jo se, at det er dem, der har det slemt nu. De andre ser vi ikke så meget til. De er kort nyt, og så er det jo nok gået over.

Den politiske opgave er en anden. Vores opgave er også at gå op i de konflikter og trusler, der ikke er på forsiden længere – dem, ingen fylder vores indbakke med – og de civile ofre for en konflikt, som ingen tweeter om. Vi skal fastsætte en udenrigspolitik, der er balanceret og klar til selv det mest uventede, kommentere og gå op i konflikter, som befolkningen måske ikke går op i længere, og fastholde et pres det ene sted, selv om andre dele af verden presser på for at få opmærksomhed. Det er der måske ikke så mange vælgere i. Det er bedst at udtale sig om det, der er mest aktuelt, og det, danskerne søger svar på nu og her. Ellers ender man jo selv i kort nyt.

Men det er ikke desto mindre vores opgave og Danmarks opgave at fokusere på helheden. Vi skal huske midt i den forfærdelige situation i Mellemøsten, at den kunne udvikle sig til en noget større regional katastrofe, huske Ukraine, når verdens øjne retter sig mod terror fra Hamas, huske, at vi risikerer at miste indflydelse og samarbejde i Afrika, hvis vi ikke er til stede, og huske, at vi skal kæmpe for at samle EU, så vi fremstår endnu mere forenet i vores ageren i verdens brændpunkter, og kæmpe for at udvide det europæiske samarbejde med endnu flere, så vi på den måde kan skabe fred og stabilitet, også når det er svært. Vi skal huske nuancerne, også selv om det netop er dem, der klippes ud af pressens historier. Vi skal skelne mellem dem, der vil verden ondt, og dem, der på samme tid samme sted i samme land kæmper for fred og demokrati.

Derfor er det en anden redegørelse end sidst. Vi er opdaterede og rustet til en verden, hvor usikkerheden og utrygheden er vendt tilbage, og hvor interesser bliver forsvaret eller forsøgt angrebet. Det er en verden, hvor vi også må rykke sammen mere nationalt og være klar til at forsvare og kæmpe for egne værdier og interesser uden selvfølgelig at ende i en osteklokke, hvor man kun beskytter eget hus, men også fortsat gør en forskel de steder, hvor vi kan spille en rolle, hvad enten det er diplomatisk eller direkte støtte humanitært eller militært.

Når vi tror på demokrati, frihed, menneskerettigheder og frihed til forskellighed, dannelse, ligeværd og uddannelse, har vi også en forpligtelse til at sprede det til dem, der ønsker det, eller hjælpe med at kæmpe for dem, hvor det trædes under fode. Vi fylder mere i verden, end vores fysiske størrelse egentlig berettiger til. Det gør vi kun, fordi de andre synes, at vi er værd at lytte til. Det synes andre også kun at vi er, hvis vi siger tingene nuanceret, balanceret og skarpt og fuld af indsigt, og fordi vi ikke altid kun taler om egne interesser og egen andedam, men reelt og helt konkret gang på gang mener, at vi skylder verden at være til stede lige der, hvor der er brug for os. Vi sætter aftryk i verden. Vi får andre med. Vi går ofte forrest. Vi er, som landsholdet siger, en del af noget større. Vi er ikke sorte og hvide i vores tilgang, men insisterer på, at verden sendes i farver, også når verden er mest grå og det ser sort ud.

Der er masser af udfordringer ret forude, også en del, vi ikke kender til endnu. Da redegørelsen blev trykt og sendt ud til os alle, havde Hamas endnu ikke udført deres bestialske terrorangreb på Israel. Alligevel kan man nemt dykke ned i redegørelsen og se, hvorfor Danmark står, præcis hvor vi står i den sag. Og det er jo netop, hvad en strategi skal kunne: give svar på det, vi endnu ikke ved, men alligevel lægge fundamentet, som vi kan stå på, når det ukendte rammer.

Moderaterne tager redegørelsen til efterretning. Vi er tilfredse, og det ville også være mystisk andet, når vi har udenrigsministerposten i Moderaterne. Tak.

Tak for ordførertalen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste i ordførerrækken er hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Der er så mange internationale forhold, som fremkalder sortsyn, og jeg starter derfor med to spor, som tværtimod giver håb for fremtiden, nemlig udvidelserne af EU og NATO. For vi har i høj grad brug for at rykke sammen med andre lande i forsvar for både fælles interesser og egne danske interesser. En række lande står og tripper uden for hoveddøren til EU, og SF ser frem til, at de lever op til kravene for optagelse. Ved at give plads til flere i fællesskabet får vi et stærkere EU, et stærkere Europa, og vi har i den grad brug for et Europa, der selvbevidst kan klare sig selv. For nok er USA vores nærmeste allierede, men det er også et land i indbyrdes strid, som vi ikke på længere sigt hundrede procent kan læne os op ad.

Med udvidelserne vil både lønmodtagerne og virksomhederne opleve en hårdere konkurrence, og vi skal derfor holde hånden under det, som vi kalder den danske model for arbejdsmarkedet. Almindelige lønmodtagere skal ikke udsættes for social dumping og deraf usikkerhed og utryghed, og hvis vi ikke løser den opgave, vil de vende sig mod udvidelserne af EU.

Det var fantastisk opmuntrende at byde Finland velkommen som medlem af NATO, og SF ser i den grad frem til at modtage Sverige i alliancen. Hvem havde dog troet på det for bare et par år siden? Finland og Sverige styrker både NATO og sig selv. NATO er en hovedhjørnesten i Danmarks sikkerhedspolitik, og Ruslands aggressioner viser, hvor vigtigt det er at stå sammen.

Inden for meget kort tid oplevede vi to dramatiske vendepunkter, dels invasionen af Ukraine og dels talen af Tysklands kansler, Olaf Scholz. Det forandrede dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, ligesom det forandrede positionerne i en række andre lande. Jeg kan sagtens forstå argumentet om, at man hellere vil bruge penge på noget andet end militæret. Det er et fuldstændig legitimt synspunkt, men det må samtidig betyde, at man ikke ønsker medlemskab af NATO. Vi står med valget mellem fuldt medlemskab og fuldt kontingent eller at opgive Danmarks position.

Jeg kan se, at der på centrum-venstre-fløjen er folk, som gerne vil være medlem af NATO, og som samtidig vil at skære ned på det nuværende forsvar. De siger ja tak til medlemskab og ja tak til langt lavere kontingent, men så god er verden bare ikke. SF er med i den store aftale om fremtidens danske forsvar, for vi ser NATO som den eneste alliance, der kan vise styrke over for Rusland og andre totalitære lande. Når vi gerne vil være medlem, bliver vi også nødt til at betale det aftalte bidrag, for der findes bare ingen smarte genveje eller mellemstationer, hvor man sådan kan få medlemskab til halv pris.

Kina er den nye stormagt, om hvem meget politik drejer sig. Det er både et spørgsmål om handel, kampen mod klimaforandringerne og konkret sikkerhedspolitik. I en vurdering af trusler mod Danmark advarer Politiets Efterretningstjeneste kraftigt mod kinesisk spionage, og PET kalder de kinesiske aktiviteter for meget offensive. Danmark skal tage bestik af Kinas imperialistiske ambitioner, og vi skal have et øje på hver eneste finger, når de pakker deres politik ind i pænt papir med ord som f.eks. udveksling af studerende og forskere, samhandel, teknologi og kamp mod klimaforandringer. Danmark og EU skal gøre sig fri fra strategisk afhængighed af Kina – Kina, som netop på grotesk vis har formået at samle det værste fra kapitalismen og kommunismen. De opfører sig stadig mere offensivt både økonomisk og militært.

En af de vigtigste veje til global indflydelse er opbygningen af en stærk flåde, og Kina har nu sejlet USA agterud. Udbygningen fortsætter og bakkes op af moderne supersoniske missiler, der flyver med fem gange lydens hastighed, nye satellitsystemer, overvågning og kampfly. Kina skubber til grænserne overalt i verden, fra de nye militariserede øer i Det Sydkinesiske Hav, trusler mod Taiwan, aflivning af demokratiet i Hongkong og et stramt greb om Grækenland og flere afrikanske lande.

Det såkaldte Belt and Road-projekt er en konkret fysisk udrulning af kinesiske interesser. De har tålmodigheden, og de flytter langsomt, men sikkert brikkerne på verdenskortet. Derfor ser vi også, at Kina overalt forsøger sig som fredsmægler i konflikter, men de er alene drevet af egne nationale, langsigtede interesser.

Krigen i Ukraine bringer Rusland i et stærkere afhængighedsforhold til Kina, og det vil blive udnyttet. Men Vestens svar skal ikke være frustration og opgivenhed, men villighed til selv at gå ind med handel og bistand til bl.a. afrikanske lande, så de ikke søger mod Kina eller Rusland. Kinas begær efter indflydelse omfatter også Arktis og rammer dermed Grønland og Færøerne, og det drejer sig både om militærstrategiske interesser, adgang til nye sejlruter og at få fingre i metaller og mineraler og sjældne jordarter, som Kina i øvrigt stort set har monopol på bearbejdning af i dag. I Arktis ser vi en begyndende alliance mellem Kina og Rusland, som kan vise sig meget farlig for frie og demokratiske lande. SF er derfor meget kritisk over for regeringens ønsker om strategiske partnerskaber med Kina.

Konflikterne i Mellemøsten er værre, end de har været meget længe. Israelere og palæstinensere har fået en ny sort mærkedag, som vil blive husket i årtier. Endnu en mørk milepæl er plantet i det skæbnefællesskab, som de to folkeslag, ofte mod deres egen vilje, er viklet ind i. Intet undskylder terrororganisationen Hamas, når de angriber uskyldige civile. Joh, men Israel har vel et medansvar, lyder det fra stemmer i debatten. Svaret er: Nej! Ansvaret for terrorhandlingerne ligger alene hos Hamas og deres støtter i Iran, som i øvrigt bakkes op af bl.a. Rusland. Jeg ser med dyb foragt på de demonstrationer og markeringer i bl.a. Danmark, som hylder drabene på israelerne, for israelere har al mulig ret til at leve i tryghed bag sikre grænser.

SF støtter også fuldt ud af palæstinensernes ret til at leve i sikkerhed. Vi fordømmer den israelske besættelse af Vestbredden og blokaden af Gaza. Vi tager stærkt afstand fra de fundamentalistiske bosætteres vold, og vi støtter en tostatsløsning baseret på 1967-grænserne. Hamas smadrer civile palæstinenseres håb om tryghed og sikkerhed, for de ønsker den totale krig frem for en fredsaftale; religion mod religion, folk mod folk. De er forbundet med teokratiet i Teheran, hvor den største eksportvare er religiøs vold, og fra Libanon skaber deres allierede i Hizbollah frygt i de nordisraelske byer.

SF har stædigt gennem årene fastholdt en løbende dialog med progressive palæstinensere og israelere, for vi ønsker at lytte til alle parter tæt på konflikten. I stedet for at se konflikten som sort-hvid vil jeg insistere på nuancerne. Almindelige mennesker, uanset hvilket folk de måtte tilhøre, skal have vores solidaritet. Begge folkeslag er fanget i et historisk fællesskab og kommer kun videre sammen.

Dannelsen af staten Israel skete på et skævt fundament, hvor palæstinenserne endte med at betale regningen for nazisternes jødeforfølgelser. Palæstinenserne, der ikke havde nogen andel i den tids antisemitisme i Europa, endte alligevel med at trække verdenssamfundets sorteper, og både israelere og palæstinensere må erkende, at den anden part ikke bare forsvinder, og at de begge har ret til at leve i sikkerhed. Lige nu er der konflikt mellem Israel og Hamas, men der lurer en risiko for, at den udvikler sig til en regional krig. Og hvem har interesse i sådan en udvikling, som trækker opmærksomheden væk fra Ukraine? Ja, det har Putin.

Danmark skal have stort fokus på it-sikkerhed, cyberangreb og hybridkrige, og vi skal blive meget skarpere på den digitale sikkerhed, kritisk infrastruktur samt det tiltagende antal forsøg på at undergrave demokratiet gennem f.eks. fake news, i øvrigt ofte med udspring i Rusland og Kina. SF støtter, at Danmark satser på det her område. Ud over at værne om danske interesser bistår vi også på den måde vores allierede. En moderne sikkerheds-, forsvars- og udenrigspolitik er meget mere sammenvævet med andre politiske områder end tidligere, og derfor skal vi sammentænke hardcore militært forsvar med klima-, energi- og forsyningspolitik og med bistandsindsats og fødevaresikkerhed. Bæredygtig, vedvarende energi er frihedsenergi, for vi kan nemlig gøre os fri af energiforsyning fra udenlandske magter; det er også reel sikkerhedspolitik. Klimakrisen kan ende som det altoverskyggende sikkerhedspolitiske problem, hvis vi ikke får sat turbo på den grønne omstilling. De strategiske partnerskaber, der allerede er indgået, burde være grønnere.

Vi skal samarbejde de steder, hvor vi har klare interesser: rigsfællesskabet, når det gælder Arktis; EU, når det gælder Europa; NATO, når det gælder vores militære sikkerhed; FN og OSCE, når det gælder fred og stabilitet i verden. Det gælder handel, for hvis ikke vi betaler en fair pris på tomater fra de afrikanske lande på verdensmarkedet, ja, så står deres unge mænd på et tidspunkt på Europas arbejdsmarkeder, så at sige.

Så vil jeg slutte af med at rose regeringen. Jeg synes, det er rigtig godt, at Udenrigsministeriet fremover får stærkere muskler, for vi har i den grad brug for en stærkere udenrigstjeneste.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak for en god tale. Jeg vil bare høre, om SF støtter en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza.

Ordføreren.

Vi risikerer altid komme ud i sådan en diskussion om, hvorvidt det, vi har brug for, er en humanitær pause eller en egentlig våbenhvile. Jeg synes, at det, der her og nu kan være en mulighed for, er, at vi kan få en humanitær pause, sådan at man kan få kørt nødhjælp ind i Gaza. Og vi ved jo godt, at det med en egentlig våbenhvile, som jo kunne være det, der kunne pege fremad, er der bare intet, der tyder på kan lade sig gøre i øjeblikket, fordi Israel under ingen omstændigheder vil gå med til det. Så derfor tror jeg, at det, der kunne opnå lidt det samme her og nu i forhold til at afbøde lidelserne i Gaza, kunne være en humanitær pause, hvor man kunne få hjælp ind i Gaza.

Værsgo for opfølgning.

Tak for det. Forskellen er jo, at man med en pause forudskikker, at angrebene begynder igen, mens en våbenhvile er skridtet mod en varig fred. Derfor vil jeg godt igen høre ordføreren: Støtter SF en øjeblikkelig våbenhvile?

Ordføreren.

Gid det dog havde nogen som helst betydning, hvad SF kunne mene, i forhold til om det skulle være en humanitær pause eller en våbenhvile. Det vigtigste for os er, at vi her og nu måske kan opnå det eneste realistiske, og det vil være en humanitær pause. Vi så da gerne en våbenhvile, men det er der jo ikke noget der tyder på. Så mon ikke det ville være bedre, om de internationale kræfter kunne samles om at få lavet en humanitær pause, så vi kunne få hjælpen ind til de lidende i Gaza?

Fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak for det, og også tak for talen til hr. Karsten Hønge. Mit spørgsmål handler også om den pågående konflikt eller krig, eller hvad man vil kalde det, i Mellemøsten lige nu. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om SF's ordfører mener, at det, Israel gør lige nu i sit modsvar mod det bestialske terrorangreb, overholder krigens love og er et proportionalt svar på det angreb, der var på Israel.

Ordføreren.

Gid, at jeg dog havde tilstrækkelig konkret indsigt til at kunne vurdere præcis, om det, Israel gør, er proportionalt. Gad vide, om andre har det. Jeg har svært ved at tro, at nogen her i salen har det, men gad vide, om nogen ude i verden overhovedet har indsigt til at kunne sige, om det er proportionalt. Det, der er vigtigt for SF, er, at Israel har ubetinget ret til at forsvare sig selv. Hamas er fjenden, der starter krigen. Det er indlysende, at Israel skal overholde krigens love, og det er indlysende, at Israel skal lave et svar, der er proportionalt, så man ikke rammer uskyldige civile. Selvfølgelig skal de ting overholdes. Hvorvidt man i dag gør det, vil jeg påstå er umuligt at vurdere. Jeg synes, det ser fuldstændig dramatisk ud, og jeg føler lige meget med civile israelere og civile palæstinensere, der dør i konflikten.

Spørgeren.

Tak. Det sidste, ordføreren siger, er jo i virkeligheden hele hovedpointen her, altså at man må stille sig på de civiles side, uanset hvilken side i den pågældende konflikt de er på. Uden at vi skal begynde at gøre os til eksperter i folkeretten og konklusionerne, kunne jeg stadig væk godt tænke mig igen at stille et spørgsmål i forhold til det, som vi ser fra Gaza, og det, vi hører fra FN-organisationer og internationale organisationer, herunder Amnesty International, Human Rights Watch osv. – listen er jo lang over organisationer, som råber vagt i gevær og siger, at de faktisk mener, at det, der foregår, kan være regulære krigsforbrydelser. Så er jeg med på, at der skal være en proces med al juraen, men det politiske spørgsmål er, hr. Karsten Hønge: Er det SF's opfattelse, at det, der foregår lige nu, er proportionalt med det, der er sket?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg vil mene, at det ville være decideret useriøst, hvis jeg herfra skulle vurdere, hvorvidt det er proportionalt. Det, jeg kan se, er, at det er ekstremt voldsomt, hvad der sker. Det ser ud, som om Israel svarer tilbage med en voldsom kraft. Men hvorvidt det er proportionalt sat over for, at Hamas jo også gemmer sig under hospitaler og i tunneller og sender deres våben og soldater af sted i ambulancer og camouflerer sig – hvad de selvfølgelig vil gøre, fordi de vil gøre, hvad de kan for at stå stærkest muligt – vil jeg simpelt hen sige er for tidligt at vurdere. Jeg synes til gengæld, at det, Israel gør, virker meget voldsomt, men om det er proportionalt er jeg ikke i stand til at sige, og jeg tror ikke, nogen i dag ville være i stand til at vurdere det.

Dermed tak til ordføreren fra SF. Næste ordfører på talerstolen er fru Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne.

Først tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Redegørelsen er mere dyster i år, end den har været tidligere, men der er også sket meget siden den sidste redegørelse fra januar 2022. Dengang var det stort, at Danmark ville give 18 mio. kr. til oprettelsen af det ukrainske danske ungdomshus i Kyiv. Måneden efter kom Ruslands uprovokerede krig mod Ukraine, og lige siden har freden været truet i Europa. Heldigvis står den vestlige verden sammen om at støtte Ukraine, der kæmper en tapper kamp. Deres kamp for frihed er også vores frihedskamp. Krigen har sat fokus på sårbarheder i Europa og har banet vejen for at gøre os uafhængige af energi fra Rusland. Krigen mod Ukraine har også sat skub i fokus på vores egen sikkerhed, og det er glædeligt, at forsvaret nu styrkes med 140 mia. kr. i de kommende år. Danmarks sikkerhed ligger i regi af NATO, og Danmark skal selvfølgelig leve op til sine forpligtelser.

Mellemøsten er igen et brændpunkt. Hamas har uprovokeret angrebet Israel den 7. oktober i år med en helt ubegribelig terror, og Israel har selvfølgelig ret til at forsvare sig og slå igen. Det er ikke for ingenting, at Hamas både er på USA og EU's liste over terrororganisationer. Konflikten har stået på i årtier og finder nok først sin løsning, når det palæstinensiske folk ikke længere er i lommen på Hamas.

I redegørelsen står der lidt om, at vi skal være forberedte på at kunne håndtere en ny migrantkrise, der sætter sammenhængskraften i Europa under pres. Der må virkelig gøres en indsats for, at ustabiliteten i Mellemøsten ikke er med til at øge presset af illegale migranter mod Europa nu, hvor migrantpresset allerede er taget til. Mildt sagt er sammenhængskraften i Europa ikke blot under pres, for der er nogle steder i Europa, hvor den måske allerede er brudt sammen. Kig til Sverige, hvor bydele og områder er ude af myndighedernes kontrol, og hvor bander og klaner regerer gaden. Den illegale migration i Europa skal stoppes fuldstændig, ellers ender vi uden sammenhængskraft i Europa.

En overskrift i redegørelsen hedder: Danmarks og Europas indre sikkerhed. Konkret står der lidt om fremmede staters aktiviteter i Danmark, f.eks. spionage. Men indre sikkerhed er også et spørgsmål om sikkerheden internt i Danmark. Konflikten mellem Israel og Gazastriben har trukket spor til Danmark. Det begyndte hurtigt med blomster, der var lagt ved den israelske ambassade efter Hamas' terrorangreb den 7. oktober, og som blev fjernet i nattens mulm og mørke. Det er usmageligt, og det er uden respekt for ofrene. Siden har danske jøder oplevet en stigende antisemitisme, og mange udsættes for chikane, ikke mindst på de sociale medier. Men der er også set eksempel på fysisk chikane med hærværk på bl.a. gadedøre. Der er også chikane mod nogle journalister, der arbejder med at dække konflikten, og som måske på grund af deres baggrund beskyldes for at være part i sagen. Det er klart over stregen, at man som journalist ikke kan passe sit arbejde uden at skulle svines til på sociale medier eller direkte udsætte for trusler. McDonald’s udsættes også for hærværk, der formentlig kan sættes i forbindelse med konflikten. McDonald’s i Danmark har intet med konflikten at gøre. Det er ikke rimeligt at udsætte virksomheden for hærværk, og det må være yderst ubehageligt for de ansatte.

Jøderne udgør en forholdsvis lille befolkningsgruppe i Danmark, hvorimod her er en stor befolkningsgruppe med baggrund i Mellemøsten. Vi kan se store demonstrationer til støtte for den palæstinensiske sag, og det skal folk selvfølgelig have lov til, men lad det blive ved de fredelige demonstrationer. I Danmark demonstrerer vi stille og roligt, og det skal ikke udvikle sig til mere end det.

Redegørelsen kommer omkring mange emner som f.eks. klima, den grønne omstilling og energi. Det er helt sikkert udmærkede emner, men det er konflikterne mellem Rusland og Ukraine og mellem Israel og Gaza, der er de altoverskyggende emner i den nærmeste fremtid. De konflikter skal håndteres, inden det ender helt galt.

Jeg vil give en bemærkning med på vejen til regeringens finanslovsforslag, hvor man over de kommende år vil styrke udenrigstjenesten og det danske diplomati med 2,6 mia. kr. Målet er, at Danmarks stemme styrkes globalt. Men spørgsmålet er, om det er den rigtige strategi. Danmark og andre vestlige lande har ydet massiv udviklingshjælp til Afrika gennem årtier, og alligevel er det Kina og Rusland, som flere lande vender sig til, fordi Kina og Rusland køber landene og deres stemmer i FN ved at låne dem penge, hvilket efterhånden har gjort landene helt afhængige af Kina og Rusland.

Måske skulle Danmark og resten af den vestlige verden tage ved lære af Kinas politik og gøre lidt af det samme: lån på betingelse af støtte til vestlige værdier frem for bistand uden betingelser. Jeg er selvfølgelig med på, at udenrigsministeren står på mål for sin egen pragmatiske udenrigspolitiske strategi, men det kunne være fint, hvis ministeren har en refleksion over den måde, hvorpå Kina får indflydelse i Afrika, set i forhold til den måde, hvorpå de vestlige lande gør det. Det var alt herfra. Tak for ordet.

Det blev alt derfra, for der er ingen korte bemærkninger. Tak til ordføreren fra Danmarksdemokraterne. Næste ordfører på talerstolen er hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance.

Tak, formand. Det med at fremlægge en helt ny udenrigspolitisk strategi er jo noget, regeringer gør i forbløffende tempo i disse år. I 2016 offentliggjorde den daværende Venstreregering sin strategi. Den blev afløst af VLAK-regeringen, der udgav sin nye toårige strategi i 2017 og planmæssigt søsatte den næste i 2019. Så fulgte et regeringsskifte, der forhalede 2021-strategien til 2022, og efter igen at have fået en ny regering har Danmark nu fået en afløser for 2022-strategien her i 2023.

Tidligere strategier har da også vist, at det kan være svært at spå om fremtiden, og at der af og til kan være behov for en ny strategi. 2016-strategien, der udkom i maj måned det år, nævnte ikke sandsynligheden for hverken brexit eller Donald Trumps valgsejr. Ruslands krigserklæring mod Vesten, der afleveredes ved Münchenkonferencen i 2007, fyldte næsten ingenting i de efterfølgende strategier, på trods af at det var kimen til den krig, som i dag udkæmpes i Ukraine.

Så sent som i januar 2022 fyldte risikoen for en krig i Europa, der brød ud den efterfølgende måned, intet i strategierne. Og den nyeste udenrigspolitiske strategi, altså den, vi debatterer her i dag, har ikke et eneste ord om hverken Israel, Palæstina, Armenien eller Azerbaijan, på trods af at netop de konflikter har fyldt meget i mediebilledet i den seneste tid. Til gengæld står der meget præcist skrevet i forordet til redegørelsen, » ... at vi må forholde os til verden, som den faktisk er: usikker, uforudsigelig og kompliceret. Til tider brutal.« Derudover står der:

»Vi skal føre en ... udenrigspolitik med udgangspunkt i de værdier, vi selv er rundet af. Fordi vi tror på, at demokrati, frihed og menneskerettigheder giver bedre liv uanset hvor i verden, man lever.«

Det er jo svært at være uenig i.

Når jeg læser redegørelsen, ser jeg gode balancer. Jeg ser en god portion håndfasthed med hensyn til liberale, vestlige værdier og principper. Jeg læser strategien som, at vi skal tage udgangspunkt i en udenrigspolitik, hvor vi står fast på vores værdier, bakker op om vores venner og ikke gør knæfald for vores fjender. Så det er ikke i strategiens ordlyd, at problemerne kan dukke op; det er der, hvor balancerne bliver skubbet, puffet til og udfordret, at ubalancen kan opstå.

Men det sker selvfølgelig først, når det bliver konkret. Det er, når det, der i strategien kaldes for kampen om indflydelse, kommer til udtryk. Her mener jeg, at det er vigtigt, at den pragmatiske idealisme ikke bliver til det, man på engelsk kalder appeasement, og som man på dansk nok ville kalde forsoningspolitik, hvilket grundlæggende betyder, at vi opgiver vores egne værdier efter andres landes pres, eller at vi giver indrømmelser til antiliberale kræfter ud i verden, uden at der kommer noget igen den anden vej.

Det kan f.eks. være, hvis vi imødekommer OIC-kredsen, hvor man taler indigneret imod religiøs forfølgelse og passioneret om respekt for religion, samtidig med at forfølgelsen af ikkemuslimer i de fleste OIC-lande er massiv, eller at vi med åbne øjne indgår aftaler med Kina, selv om vi på forhånd godt ved, at de ingen hensigter har om at overholde de aftaler. Det ses ikke mindst, når det gælder FN's havretskonvention og Det Sydkinesiske Øhav eller løftet om, at Hongkong ville blive administreret ud fra princippet om »et land, to systemer«.

Vi skal ikke føre forsoningspolitik over for hverken OIC, Kina eller nogen andre, og jeg håber, det er sådan, man skal forstå de mange ord, som står i den her strategi, altså at vi fortsætter en udenrigspolitisk linje funderet i de vestlige værdier, men på en dansk facon. For strategien må ikke blive et dokument, hvor der står alt det rigtige, mens vi i praksis gør alt det forkerte. Signalerne til det første er bestemt også til stede i redegørelsen. Tillad mig at fremhæve et par af de punkter, som vi er glade for at se sort på hvidt.

Det er bl.a., at USA fortsat er vores vigtigste allierede, hvorfor vi skal styrke det transatlantiske bånd, og i forlængelse heraf at NATO er hjørnestenen for dansk forsvar og sikkerhed, og at Danmark skal leve op til erklæringen om at bidrage med 2 pct. af bnp til NATO.

Vi bakker også op om, at Danmark skal bidrage til et styrket EU, f.eks. når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, og at vi fortsat skal støtte Ukraines frihedskamp og landets europæiske integration. Vi bakker op om regeringens konsekvente tone i den krig og ser positivt på formuleringerne i redegørelsen, bl.a. formuleringen:

»Den ukrainske forsvarskamp mod Rusland er også en kamp for Europas frihed, for europæisk sikkerhed og for den globale regelbaserede orden.«

Der står også: »Ukraine hører med i den europæiske familie.« Det synes vi lyder rigtig godt.

Den samme positive klang kan høres i forhold om opbakningen til den fortsatte økonomiske støtte, bl.a. gennem den nationale Ukrainefond, og senest også om regeringens udmeldinger i forhold til at støtte Europa-Kommissionens forslag om oprettelse af en Ukrainefacilitet, som skal understøtte genopretningen, genopbygningen og moderniseringen af Ukraine. I forlængelse heraf støtter vi også op om indsatsen for at trække EU's nærområde, f.eks. Moldova, Georgien og landene på Vestbalkan, i en mere europæisk retning. Lige nu forsøger særlig Rusland at modarbejde landenes selvstændighed og europæiske orientering. Derfor er det også positivt, at der i går kom en melding fra Kommissionen om, at flere af landene nu er klar til at blive tilbudt optagelsesforhandlinger i EU.

Vi er enige i, at EU skal være Afrikas foretrukne og tætte samarbejdspartner gennem øget handel og flere investeringer, og det kunne f.eks. være, at vi skulle kigge lidt på den landbrugsstøtte, vi har i EU, som jo i dag opsætter barrierer for Afrikas handel med netop Europa.

Vi mener også, set i lyset af Sveriges og Finlands nye NATO-medlemskab, at det er vigtigt at prioritere et nordisk forsvarssamarbejde og sikkerheden i Østersøregionen samt at styrke relationerne med de baltiske lande, og at strategien i handels- og industripolitikken skal ses i en sammenhæng med udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Sidst, men ikke mindst, skal vi i Danmark være forkæmpere for global samhandel, så vi reducerer Danmarks og Europas kritiske afhængigheder og sårbarheder samt sikrer vores handlefrihed ved ikke at lægge alle æg i én kurv.

Så der er mange gode ord i den her redegørelse, men det er ikke nok, at regeringen formulerer sig flot om den regelbaserede verdensorden og siger, at magt ikke giver ret, og at vi forsvarer vestlige demokratiske værdier og andet, som vi alle kan blive enige om. Danmark vil igen og igen blive konfronteret med et valg om det belejlige, men uværdige, og det svære, men værdige, og det er netop her, vores udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi skal stå sin prøve.

Så for at opsummere her til sidst: I Liberal Alliance kan vi lide, hvad vi læser, men vi er bekymrede over det, vi endnu ikke har set. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Den næste ordfører er fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ministeren for redegørelsen og for strategien. Den har vi jo haft lejlighed til at diskutere flere gange, ikke som strategi samlet set, men med de elementer af den, som vi har mødt undervejs de seneste måneder. Redegørelsen afspejler en verden i hastig forandring, men den afspejler også en dansk regering og en dansk udenrigsminister, som har ambitioner om at tage bestik af verden, som den er, nemlig i hastig forandring, og samtidig lægge en tydelig udenrigspolitisk linje for Danmark.

Det er som udgangspunkt en rigtig god ting, også selv om vi i Enhedslisten ikke er enige med regeringen på alle punkter eller i retningen, men vi synes, at den faktisk gør op med noget, som har fyldt lidt i den tidligere tilgang, som var, at vi skulle passe lidt på Danmark i en farlig verden. Her er der trods alt ambitioner om, at verden godt kan bruges til noget, og at vi også vil noget med den, og at vi også vil noget med vores udenrigspolitik, som ikke alene pakkes ind i spørgsmål om danskernes tryghed, men som handler om, at Danmark har noget at byde ind med internationalt. Det er en rigtig god ting.

Så det ville være en af de ting, jeg skulle sige, hvis jeg skulle starte med det positive, nemlig at den faktisk har en klar styrke. Den er ikke bange for verden, og den tror på, at Danmark som et lille land faktisk kan noget, hvis vi også lytter til, hvad andre gerne vil med verden, og finder de rigtige alliancepartnere.

Den anerkender også, at verden er, som den er, nemlig i hastig forandring og derfor ret uforudsigelig og brutal, men at vi, hvis vi holder vores, hvad kan man sige, kompas højt og gør det klart, tydeligt og konsistent, så faktisk også vil have muligheden for gennem internationale samarbejder, institutioner og organisationer at påvirke verden i en mere positiv retning, ikke bare for os selv, men også for resten af kloden.

Så er vi, som flere af ordførerne også har været inde på, rigtig glade for, at regeringen og det danske Folketing på intet tidspunkt har vaklet i støtten til Ukraines forsvar mod Ruslands aggressionskrig. En imperialistisk stormagt, som med magt forsøger at sætte sig igennem og gennemtvinge sin vilje, skal mødes, som den er blevet, nemlig med konsistent og konsekvent fordømmelse af krænkelser af folkeretten og krav om ubetinget tilbagetrækning og genopretning af Ukraines nationale suverænitet.

Så er den også blevet mødt ikke bare med ord, men også med regulær militær støtte. Det er vigtigt og godt, at vi på tværs af partierne på Christiansborg har kunnet blive enige om den militære støtte og også om den humanitære støtte og viljen til at styrke Ukraine i den genopbygning, der kommer på et tidspunkt, herunder at støtte retsforfølgelse af krigsforbrydere og bekæmpelse af korruption.

Det er så også vigtigt at sige, at det militære spor jo på den lange bane ikke kan stå alene. Der bliver brug for et politisk spor, som skal handle om, hvordan krigen får en exit: Hvad er det, der skal komme bagefter, og hvordan kan man lave et politisk spor, hvor man kan løse det og forhandle en fred på plads?

Noget af det, vi måske godt kunne tænke os, og som det kan være svært at skrive i en strategi, men som er noget af det, vi håber regeringen også vil åbne op for nogle refleksioner og overvejelser over, er: Hvordan kunne et sådant politisk spor på vejen til fred se ud? Hvilken rolle kan Danmark spille i en sådan proces? Og hvad kan vi egentlig internationalt understøtte for at lande en fred, der er bæredygtig og varig?

Jeg synes også, det fortjener ros, at udenrigsministeren og Udenrigsministeriet har fået sikret flere midler til diplomatiet i regeringens finanslovsudspil. For hvis man gerne vil være en aktiv spiller på den internationale scene, er de seneste års sparekniv på diplomatiets område virkelig en dum vej at gå; man kan ikke spille med større muskler, hvis man har færre ressourcer at gøre det med.

Når de her ting er sagt, vil jeg alligevel bruge tiden på nogle af de områder, hvor vi i Enhedslisten er mere kritiske og skeptiske over for den kurs, som regeringen udstikker. Det er ikke, fordi det skal være surt og kedeligt, men fordi det jo er der, vi trods alt har noget at debattere. Og der, hvor vi er skeptiske og mere kritiske, er det selvfølgelig, fordi vi politisk er uenige på en række punkter, men også fordi vi synes, at noget af det, der sker, i virkeligheden rent faktisk er kontraproduktivt i forhold til det, man siger man gerne vil med den danske udenrigspolitik og den danske påvirkning af verden.

Det gælder f.eks. det, som er drejningen af dansk udenrigspolitik fra det, der bliver kaldt den værdibaserede udenrigspolitik, over til den pragmatiske idealisme. Nu har regeringen siddet i et år, og man må jo spørge sig selv, om den førte politik, som vi har set indtil nu, egentlig fortjener betegnelsen idealisme.

Det gør den på nogle punkter. Men når man vælger at genoptage våbeneksporten til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, når man i virkeligheden ender med at trække lidt på skuldrene ad, at 35 kampfly med danskproducerede dele deltager i noget, der formodentlig kan være krigsforbrydelser i Gaza, ikke bare nu, men også tidligere, og når man vælger at besøge det egyptiske diktatur, hvor der er 65.000 politiske fanger, for at fremme dansk erhvervsliv uden at gøre noget synderligt ud af menneskerettighedssituationen i landet, så er det i hvert fald tættere på pragmatismen end på det, som er idealismen i den kurs, som regeringen har lagt for dagen med strategien.

Jeg er ikke, og det ved jeg at udenrigsministeren heller ikke er, tilhænger af, at vi prædiker og holder fanen så højt, at andre mennesker ikke kan være med. Det synes jeg er en utrolig uklog tilgang at have til udenrigspolitik – og til alle mulige andre ting i livets forhold i øvrigt. Men det er ret vigtigt, selv om vi er enige om det, at man husker, at udenrigspolitik også handler om at ændre på ting. Det handler om at vælge, hvad det er, man vil med det kompas, man siger man har omkring menneskerettigheder, demokrati og retsorden og retsstat.

Derfor er det vigtigt, når man taler med regeringer rundtomkring i verden, som nok er autokratiske eller ikkedemokratier, at man husker, at der neden under er en befolkning, som vældig ofte har aktører, vældig ofte har foreninger, organisationer og bevægelser, som tror på de samme værdier, og som kigger til, hvad man fra dansk side gør, og om man er villig til at stille sig på deres side, også selv om deres regeringer ikke repræsenterer de samme værdier.

Så har regeringen en ambition om, at Danmark skal i FN's Sikkerhedsråd i en 2-årig periode fra 2025. På en kampagneside kan man se nogle af de gode ting, Danmark har gjort for FN gennem tiden, og det er jo ikke få. For at få plads i Sikkerhedsrådet skal Danmark have bred opbakning, ikke bare til kandidaturet, men også til rent faktisk at blive valgt, ikke bare i Europa og USA. Og noget af det, som man godt kan frygte en lille smule, er, at Danmark er ved at sætte noget af den goodwill over styr i det globale syd, som vi ellers nyder som lille land – en goodwill, det har taget danske diplomater, danske udsendte, danske politikere, embedsmænd og organisationer mange, mange år at opbygge, lige siden den store afkolonisering i 1950'erne og 1960'erne og frem til i dag.

En plads i FN's Sikkerhedsråd forpligter. Det forpligter til, at man konsistent og konsekvent arbejder for fred, international sikkerhed, forebyggelse af konflikter og står på den humanitære folkeret og på folkeretten og internationale regler i al almindelighed. Det er vigtigt at holde fast ved, også når det er svært.

Når regeringen i stadig højere grad – det er ikke kun den nuværende; det gjorde den tidligere desværre også – fokuserer dansk udviklingsbistand på at holde uønskede personer, asylansøgere, ude af Europa, så er det et lille skridt væk fra de langvarige samarbejdspartnere, Danmark har haft i det globale syd, og det er også et lillebitte farvel til små bidder af den opbakning til Danmark, som vi har haft, fordi vi faktisk har ytret os på en måde og handlet derefter. Så de her ligeværdige partnerskaber, som regeringen ønsker, skal jo gerne være ligeværdige partnerskaber med andre end et autoritært styre som det i Rwanda. Det skal jo også gerne være ligeværdige partnerskaber med nogle af de aktører rundtomkring i verden, der deler vores værdier og vores kompas.

Jeg vil gerne gentage, at det her ikke handler om at prædike og sidde så højt i et træ, at ingen kan følge med. Men det handler om at være konsistent og konsekvent på de værdier, vi har, og også turde tale regeringer midt imod, når der er brug for det.

Flere kollegaer har været inde på det forfærdelige terrorangreb, der fandt sted i Israel den 7. oktober i år, da den højreekstreme terrororganisation Hamas gik ind og veritabelt nedslagtede israelere og kidnappede mere end 200 mennesker – noget, der på ingen som helst måde kan forklares eller retfærdiggøres. Den handling er blevet mødt konsistent og konsekvent af fordømmelse, også fra alle her i Folketinget. Der er intet, der kan retfærdiggøre et sådant angreb. Og den tilgang, der er nogle steder omkring i verden, hvor man siger, at besættelsen er en retfærdiggørelse af det her angreb, har ikke forstået, hvordan man i virkeligheden skal vurdere den slags, nemlig som terror og som den bestialske aktion, det var. Det kan ikke retfærdiggøres.

Samtidig er det vigtigt også at huske, at den terror ikke kan retfærdiggøre krigsforbrydelser eller uproportional brug af magt, og det er vigtigt også at kunne stå fast på det. Og det er faktisk sådan, at hvis man har sit kompas i behold og man står på folkeretten, den humanitære folkeret, internationale spilleregler og menneskerettigheder, så er der kun ét sted at stå, nemlig sammen med de civile, hvis liv lige nu bliver taget, fordi der er en overmagt, der bruger sin magt til også at slå civile ihjel i Gaza.

Jeg vil slutte af med at sige, at der er gode og væsentlige punkter i regeringens strategi, men hold fast ved, at en global orden hviler på internationale aftaler, folkeret, menneskerettigheder og retsstatsprincipper, uanset hvem vi taler med og hvornår vi taler med dem. Find gode alliancepartnere; så kan man meget bedre, også som et lillebitte land, skabe en bedre verden, ikke bare for sig selv, men for netop verden. Tak.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Spørgsmålet er: Støtter Enhedslisten et dansk medlemskab af NATO? Og støtter man også, at vi betaler det kontingent, som klubben har besluttet der skal betales? Uden her helt at kunne regne ud, hvad ordføreren måtte svare, vil jeg sige, at hvis nu ordførerens svar er i retning af, at der i dag ikke er et alternativ til NATO, og at man, indtil der er opbygget en ny sikkerhedspolitisk arkitektur, som det så fint hedder, i Europa, så måske midlertidigt ikke kan leve uden det – selv i den situation, som så, kan jeg forstå på det, måske kunne have været et midlertidigt medlemskab af NATO – vil man så i den periode betale det kontingent, som medlemsstaterne har besluttet? Eller vil man fra Enhedslistens side bare være med på en badebillet?

Så er det ordføreren.

I betragtning af, at hr. Karsten Hønge havde svært ved at gætte, hvad mit svar ville være, så synes jeg, at hr. Karsten Hønges kendskab til Enhedslistens principprogram er ganske detaljeret.

For svaret er netop, at Enhedslisten faktisk stadig væk er stærkt kritiske over for et dansk NATO-medlemskab, men at der i den givne situation – som verden er i med hastig forandring og med brutale kræfter, der udnytter magt i stedet for at rette sig efter ret – ikke er et alternativ. Men vi håber på og arbejder for en alternativ sikkerhedspolitisk struktur i Europa.

Vi mener ikke, at det der 2-procentskrav er et kontingent. Jeg er godt klar over, at det retorisk fungerer rigtig godt, men det er jo en diskussion, der er pågået siden midten af 00'erne om, hvor meget det var, man skulle betale, og vi køber simpelt hen ikke den præmis.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg synes sådan set, at det er et spændende udgangspunkt, for vi slår nu fast, at Enhedslisten er tilhængere af, at Danmark er i NATO. Men det svarer lidt til, at jeg går ned i min fagforening og siger: Jeg vil gerne være medlem af fagforeningen, for der har vi sådan en fælles beskyttelse; jeg synes bare, I har besluttet noget helt forkert om kontingentet, og jeg vil kun betale det halve. Så siger de andre, at de har besluttet på generalforsamlingen, at det er kontingentet, og så siger jeg bare: Det tror jeg ikke på er det, I har besluttet, og jeg synes, I skal beslutte noget andet, og midlertidigt vil jeg gerne være medlem.

Altså, er det eneste regulære ikke, at man – hvis man, som jeg kan forstå på det, efter hårde processer nu er nået frem til, at man i hvert fald synes, at Danmark midlertidigt skal være medlem af NATO – så i hvert fald i den periode, hvor man er medlem, også betaler det, som man har besluttet skal være billetten for at være med? Eller er det bare sådan, at man gerne vil have det hele for det halve?

Ordføreren.

Tak. Først vil jeg sige, at jeg tror, det er en god idé for hr. Karsten Hønge at gå tilbage og læse lidt på, hvordan NATO har udviklet sig, og hvad strukturerne er omkring det sammenlignet med en fagforening. Man vil nok opdage, at fagforeningen ligger tættere på hr. Karsten Hønges hjerte i forhold til organisering.

Når det så er sagt, vil jeg sige: Nej, ordføreren kan ikke konkludere, at Enhedslisten er tilhængere af et dansk medlemskab af NATO. Vi er stærkt kritiske over for det, men vi erkender også, at det er den sikkerhedsorden, der er lige nu, og hvor det giver mening for Danmark at være, samtidig med at vi jo arbejder på og håber på at få flere gode venstreorienterede kræfter med til at skabe en sikkerhedsarkitektur, som i virkeligheden hviler mere på forsvar og fælles sikkerhed end angrebskrige.

Hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Det kan godt være, at Enhedslisten var imod, men det var jo under Thorning, som Enhedslisten var parlamentarisk grundlag for, at man i 2014 lavede den aftale om, at man skulle bidrage med de 2 pct.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren om noget: Tror ordføreren, at palæstinenserne, som bor i Gaza, nogen sinde kan blive frie, få et bedre samfund, få en bedre struktur dernede, hvis Hamas stadig væk findes på jordens overflade og Hamas stadig væk er styrende i Gaza? Eller er det en forudsætning, at Hamas bliver fjernet fra magten i Gazastriben, for at det palæstinensiske folk kan få en opblomstring dernede?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvor meget hr. Lars Boje Mathiesen husker fra Thorningregeringen. Det er jo rigtigt, at man som parlamentarisk grundlag har en vis mængde indflydelse på en regering. Der er også steder, hvor man som parlamentarisk grundlag kan være uenig med den regering, man er parlamentarisk grundlag for, og Enhedslisten har aldrig syntes, at det var en god idé med den oprustning, der er i gang, inklusive det 2-procentsmål, som NATO har.

Så til spørgsmålet om Hamas som en aktør i Palæstina: Jeg har intet tilovers for højreekstreme terrororganisationer, om det er Hamas, Islamisk Jihad eller nogen andre, og jeg mener ikke, at de gør noget som helst godt for udviklingen af et demokrati eller udviklingen af rettigheder.

Jeg tror til gengæld også, at det, der er vigtigt at forstå, er, at hvis man skal skabe varig fred mellem Israel og palæstinenserne, kræver det det, der er virkelig svært, nemlig fredsforhandlinger, der leder frem til en tostatsløsning eller en statslig løsning, hvor alle har lige rettigheder.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Jo, jeg husker tydeligt, hvordan Enhedslisten sprang rundt under Thorningregeringen. Mit spørgsmål er så: Hvem skal de så forhandle med? Hvis det ikke er Hamas, og hvis Enhedslisten er enig i, at Hamas skal fjernes i Gaza, så må jeg også gå ud fra, at man støtter den aktion, at Hamas bliver fjernet. For alternativet er, at man ikke fjerner Hamas, og at Israel stopper op nu og trækker sig tilbage, og så kan jeg garantere ordføreren for, at så er Hamas stadig væk ved magten, og så bliver der ikke nogen forhandling for det palæstinensiske folk. Så hvad er Enhedslistens løsning på det, hvis Israel skal stoppe op og trække sig tilbage og Hamas ikke skal blive fjernet? Hvad er så løsningen?

Ordføreren.

Forudsætningen for Israels sikkerhed er, at palæstinenserne også kan føle sig sikre, og det gælder også den omvendte vej. Der er kun ét svar på det her, og det er det lange, seje træk for en løsning, hvor både israelere og palæstinensere kan nyde rettigheder og sikkerhed inden for de grænser, de har.

Så er det hr. Michael Aaastrup Jensen, Venstre.

Tusind tak for det. Enhedslisten siger mange gange den »højreekstreme terrororganisation« Hamas. Hvorfor i alverden er Hamas en højreekstrem terrororganisation? Jeg ved godt, det er en islamisk terrororganisation. Jeg ved også godt, at det er en ekstrem terrororganisation, men hvorfor begynde at blande, skal vi sige normale politiske begreber ind i en så ekstrem islamisk terrororganisation, som Hamas er? Det er ikke mindst set i lyset af, at der, så vidt jeg ved, ikke er nogen – som i ingen – partier i verden på højrefløjen, som støtter Hamas. Men det samme kan jeg desværre ikke sige i forhold til venstrefløjen i verden, så hvorfor skulle Hamas lige pludselig være en højreorienteret terrororganisation i Enhedslistens øjne?

Ordføreren.

Hvis vi kigger på Hamas' ideologi, er der elementer af det, som kan genkendes fra højreradikale kræfter rundtomkring i verden. Så er det rigtigt, at den religion, der er dominerede, er islam. Andre steder er det andre religioner. Når det så er sagt, vil jeg sige, måske lidt som et modsvar til hr. Michael Aastrup Jensen, at vi nogle gange lidt glemmer, at den regering, der er i Israel, jo også har meget højreekstreme kræfter i sig. Og jeg ville aldrig nogen sinde drømme om at pålægge hr. Michael Aastrup Jensen at stå til ansvar for den racisme, der ligger der. Derfor handler det her ikke om at placere ansvaret for Hamas eller Hamas' ideologi i nærheden af hr. Michael Aastrup Jensen. Men i en palæstinensisk kontekst er Hamas en højreekstrem islamistisk terrororganisation.

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Det er jo altså ikke mig eller Venstre eller regeringen, som er begyndt at sige, at Hamas skulle være venstrefløj, højrefløj eller noget andet. Vi kalder bare Hamas det, det er, nemlig en terrororganisation, og jeg synes, det er forkert, at man begynder at prøve at sætte et eller andet politisk begreb på Hamas som en terrororganisation. Jeg synes helt ærligt heller ikke, vi fik et svar på, hvad det var, der skulle gøre den til noget højreekstremt. Min lille appel er bare, at vi ikke begynder at blande, skal vi sige klassiske politiske begreber ind i en terrororganisation, for det mener jeg ærlig talt ikke hører hjemme i forhold til det, de står for.

Ordføreren.

Den må vi tage over kaffen. Jeg vil gerne udlægge, hvorfor jeg mener, det er sådan. Det kan jeg ikke gøre på 24-25 sekunder.

Så er det hr. Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin.

Tak for en idealistisk og realistisk tale. Den var fin, synes jeg. Enhedslisten siger ofte, at vi skal stille os på de civiles side. Det er jo nemt at sige, men det er utrolig svært at fremme i virkeligheden, når en dødskult som Hamas gemmer sig blandt civile, bag civile. Hvis man siger, at man stiller sig på de civiles side, når en dødskult som Hamas bygger et hovedkvarter under et hospital, er det den djævelske fælde, som Hamas sætter for alle, for så stiller man sig indirekte på terroristernes side. Kan ordføreren sige lidt om det dilemma, man står i, altså det dilemma, der ligger i, at det ikke er så enkelt at stille sig på de civiles side?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at man stiller sig på en terrororganisations side, fordi man stiller sig på civiles side. Tværtimod er det, det handler om, at også i det modsvar, der skal være fra Israel, som Israel er i gang med at gennemføre, skal man overholde krigens love. Det kan man ikke hæve sig over. Og krigens love er altså beskyttelse af civile, at man agerer proportionalt og i tråd med og i overensstemmelse med den humanitære folkeret.

Hr. Sjúrður Skaale.

Men vil ordføreren ikke vedkende sig, at det er umuligt, at det er fuldstændig matematisk umuligt at ramme den her dødskult uden at ramme civile, når dødskulten gemmer sig blandt civile og bag civile og under f.eks. hospitaler?

Ordføreren.

Det er helt sikkert utrolig svært i et af verdens mest tætbefolkede landområder, hvor der i øvrigt ikke er egen kontrol over grænserne og dermed heller ikke mulighed for at komme derfra. Jeg synes, at problemet er, at det modsvar, Israel laver lige nu i Gaza, er ude af proportioner, og antallet af civile dødsofre er alt, alt for højt, og jeg appellerer til, at vi også fra Danmarks side sætter os i spidsen for, at der bliver indgået en øjeblikkelig våbenhvile.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Når Enhedslisten kører sig ud i det, kan jeg godt se, det er svært. For Enhedslisten har mig bekendt været store fortalere for det palæstinensiske selvstyre, også mens det blev ledet af Hamas, som blev valgt dernede. Og der har Enhedslisten jo sagt, at palæstinenserne skal søge ly, og Israel har lavet nogle bebyggelser og sådan noget, og der har Enhedslisten været ude at sige, at det også er for galt. Og nu står Enhedslisten selvfølgelig der, hvor man ligger, som man har redt, og så er det selvfølgelig svært. Men vil Enhedslisten ikke bare lige entydigt sige, at den eneste chance for, at det her nogen sinde bliver fredeligt, og at vi muligvis får en tostatsløsning, er, at israelerne sikrer, at Hamas ikke længere er en magtfaktor i Gazastriben? For virkeligheden er jo, at hvis vi stopper al intervention fra israelernes side, som Enhedslisten taler om, så vil Hamas jo igen være ved magten. Altså, nu kan vi tale om terrorangrebet, men de har jo sendt raketter ind i faste intervaller på lige klokkeslæt i årtier. Det er jo frygteligt, og vi er jo enige med Enhedslisten i, at det er frygteligt med alle civile ofre. Men er det ikke bare at gemme sig og sige, at krigens love gælder for israelerne, men ikke for palæstinenserne?

Ordføreren.

Jeg tror, at man må konstatere, at den eneste måde at skabe en varig fred for israelere og palæstinensere på er ved at sikre lige rettigheder og frihed til begge befolkninger. Det vil sige, at det er i konfliktens kerne, at man skal finde konfliktens løsning, nemlig med oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat side om side med staten Israel.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Jeg kan være enig i det, og jeg tror da også, at der er mange af befolkningsgrupperne dernede, som egentlig godt kunne sameksistere. Men jeg er uenig, i forhold til hvad kernen er, for kernen er, at Enhedslisten siger, at Israel skal sørge for en varig fred med en organisation, som dybest set har ét formål, nemlig at staten Israel ikke skal eksistere. Og derfor bliver Enhedslisten jo også nødt til et eller andet sted at erkende noget, hvis der skal være en varig fred – og det er jeg enig i at der skal, og en tostatsløsning er også en god ting. Men er virkeligheden ikke, at palæstinenserne har spændt ben for sig selv ved at sætte en terrororganisation som Hamas i front for landet, og at palæstinenserne derved også har valgt, med et flertal, at sætte nogle ind, som umiddelbart kun har et ønske i verden, nemlig at staten Israel skal fjernes fra jordens overflade?

Ordføreren.

Jeg er bare nødt til at holde fast i det, som er det komplicerede svar, men som er det eneste varige svar på den konflikt, og det er en ophævelse af besættelsen og af bosættelserne og en sikring af frihed og rettigheder til palæstinenserne i en stat side om side med staten Israel. Det kan godt være, at det er kompliceret, men det er der, hvor den varige løsning på det, der sker, skal findes.

Hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg synes, at Enhedslistens bevægelse i holdningen til NATO, som jeg også har registreret, er positiv. Jeg synes, man burde tage skridtet fuldt og klart og ikke lave alle de der lidt mærkelige mellemregninger, som bliver lidt fjollede, og også være med til at løfte den finansieringsopgave, der er. Men faktisk er det jo positivt, at Enhedslisten er i bevægelse.

Der er en diskussion, vi har haft hernede i Folketingssalen, efterfølgende Ruslands angreb på Ukraine, der har handlet om at hjælpe de baltiske lande med at betrygge deres befolkning i, at NATO faktisk stod sammen med dem over for den nabo, de naturligt nok er bange for, og hvor Enhedslisten ikke bakkede op om at udsende danske soldater – soldater, der jo nu er i Letland og kommer til at være der. Det har været lidt uklart, hvor Enhedslisten egentlig stod, og om man havde skiftet mening, og jeg vil godt benytte lejligheden her til at give muligheden for at sige klart, om man i dag har skiftet mening og bakker op om udsendelsen af de soldater til balternes gavn.

Ordføreren.

Tak, og også tak for betegnelsen fjollet om den politik, hvor Socialdemokraterne og Enhedslisten er uenige. Alle de her gode råd om Enhedslistens NATO-politik vil jeg tage med tilbage til gruppen, så tager vi en diskussion om det, og så kan vi jo vende tilbage til det.

Jeg synes i virkeligheden, at vi er landet et meget godt sted, nemlig på et sted, hvor vi forholder os kritisk til en militæralliance, som jo i virkeligheden har haft meget stærkt fokus på angrebskrige, mere end på det modsatte. Samtidig erkender vi også, at den sikkerhedspolitiske situation er, som den er, og at man har brug for alliancepartnere. Det, at vi så har en vision om, at den alliance kan se anderledes ud og kan agere på en anden måde, er muligvis et sted, vi så er uenige, men det er ikke desto mindre den politik, vi har.

Med hensyn til det med Baltikum, som ordføreren spørger ind til, står vi samme sted, som vi gjorde, dengang der blev stemt om det første gang. Det var i sidste folketingsperiode, men som ordføreren ved, har vi stadig væk den samme holdning til det.

Hr. Jesper Petersen.

Det kan også godt være, det var et forkert ordvalg. Det, jeg bare mener, er, at alle realiteterne jo siger, at der ikke er den vej. Man må ligesom beslutte sig for, om man bakker op om, at vi er i NATO, og dermed også bakker op om, at vi bidrager med det, vi så bør, eller om man ikke gør.

Men det andet var jo dagens sådan konkrete hovedpointe, og jeg vil bare sige, at det så egentlig ærgrer mig. Jeg synes, de soldater løser en vigtig opgave, og jeg kan også godt forstå, at balterne gerne vil have, at vi faktisk viser, at vi er der for dem. Jeg har svært ved at forstå, at Enhedslisten ikke bakker op om den indsats, Danmark leverer der.

Ordføreren.

Altså, for at sige det ganske kort, fordi der ikke er så lang tid at svare i i den her runde, var det jo, fordi Enhedslisten ikke ønskede at bidrage til noget, som vi frygtede kunne tolkes som en eskalation af en i forvejen ustabil konflikt. Det var den ene ting.

Med hensyn til det her med, at det ikke kan være anderledes, og at der ikke findes andre ordninger, vil jeg sige, at her om 5 minutter skal jeg sammen med nordiske venstrefløjspartier lede en workshop, som netop skal handle om, hvad venstrefløjen i Norden kan i NATO, og hvad det er, vi kunne forestille os for en anden form for sikkerhedsstruktur. Så der er masser af gode kræfter, ikke bare i Danmark, men jo også i Norden i det hele taget, som i virkeligheden har håbet om, at man kan skabe en international sikkerhedsalliance, der ser anderledes ud end det NATO, vi har i dag.

Dermed tak til ordføreren for Enhedslisten. Næste ordfører er hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til udenrigsministeren for en, synes jeg, virkelig god redegørelse, som vi kan tilslutte os. Der er virkelig mange gode afsnit: den fortsat stærke støtte til Ukraine, et stærkere EU, globale og ligeværdige partnerskaber, en klar støtte til multilateralismen og den regelbaserede verdensorden, en stærk klimaindsats, fokus på samfundssikkerhed og energisikkerhed. Det er godt, det er faktisk rigtig godt, men derfor kan det selvfølgelig godt blive endnu bedre.

Jeg er glad for at se den stærke placering, som menneskerettighederne faktisk har fået. Jeg ville gerne have haft dem med og vi ville gerne have haft dem med i pejlemærkerne også, for menneskerettighederne er under pres i store dele af verden, og her skal Danmark gå forrest.

Men jeg vil gerne sige lidt om tilgangen til menneskerettighederne, for der, hvor det foldes ud, kommer fokus til at være på de civile og de politiske rettigheder, og det, at vi netop anskuer menneskerettighederne ud fra de civile og politiske rettigheder, er faktisk kimen til den manglende ligeværdighed, som mange lande føler at de oplever. For vi kommer med de løftede fingre om demokrati og ytringsfrihed, mens det centrale for mange lande er at få børnene i skole, eller at borgerne kan komme til lægen, eller at de kan få børnepenge og de ældre kan få folkepension.

Derfor er det vigtigt, når vi arbejder med menneskerettighederne, at vi ser dem helt i tråd med det, verdens lande besluttede på verdenskonferencen om menneskerettigheder i Wien i 1993, nemlig at menneskerettighederne er ligeværdige, sammenhængende, udelelige. Retten til mad er ligestillet med retten til at kunne ytre sig, og det er svært at bruge ytringsfriheden fuldt ud, hvis man ikke har været i skole. Så vi skal stå fast på vores værdier, men vi skal møde landene der, hvor de er.

Det hænger også sammen med indsatsen mod migration, som jo nævnes, for studier viser, at det ofte er, når skolerne ikke fungerer, når sundhedsvæsenet svigter, at mennesker bevæger sig videre på jagt efter en bedre fremtid. Hvis der er en god skole, eller hvis familierne hver måned får en check med børnepenge, er man mindre tilbøjelig til at drage mod Europa. Så skolebøger og børnepenge er mere effektivt end grænsebomme, når det gælder migration.

Derfor er det også ærgerligt, at redegørelsen ikke på et eneste tidspunkt nævner verdensmålene, endda i de her lande, hvor vi markerer, at vi er halvvejs, og at der nu kun er 7 år igen. For mens menneskerettighederne er en stærk vision, er verdensmålene jo en plan. Det er en plan, som gør en forskel for det enkelte menneske, uanset om det er borgere i Danmark, der føler sig diskrimineret, eller det er de fattigste flygtningebørn i DR Congo, og den plan skal vi fortsat ihærdigt arbejde på, og den skulle have været nævnt i redegørelsen.

Jeg vil også bemærke, at samarbejdet med virksomhederne står stærkt. Det støtter jeg. Men civilsamfundet nævnes kun som et instrument for at dæmme op for russisk propaganda og til at bidrage til digitaliseringen, men civilsamfundet er langt mere end det. Civilsamfundet er afgørende for opbygningen af samfund, for skabelsen af social kapital, for demokrati, for tillid, for normer, for ansvarlighed over for regeringer, og jeg vil gerne opfordre udenrigsministeren til at læse bogen »Making Democracy Work« af Robert Putnam. Det er en gammel bog, men den handler om, hvordan civilsamfundet er afgørende for at opbygge den sociale kapital, der holder vores samfund sammen. Derudover er det ofte civilsamfundet, der står forrest i kampen for menneskerettighederne, og derfor havde vi gerne set, at civilsamfundet havde stået stærkere i redegørelsen.

Det er godt at se den klare og stærke støtte til EU. Vi ønsker et stærkere EU, men jeg mangler lidt bemærkninger om retsforbeholdet. For når redegørelsen nævner behovet for at bekæmpe kriminalitet gennem effektivt politi- og efterretningssamarbejde, og at vi skal håndtere migrationen, så står retsforbeholdet i stigende grad i vejen, og det vil komme under yderligere pres i de kommende år, og det vil stå i vejen for, at Danmark netop kan bidrage til et stærkere EU.

EU-udvidelsen kunne også have fået en endnu mere markant placering, men måske skyldes det blot, at det går meget stærkt. Vi har i Europa hårdt brug for, at de forhandlinger går endnu hurtigere. Vi skal stå sammen med de nabolande, som gerne vil stå sammen med os, og det er jo opmuntrende at se blot i går, at vores nabolande Ukraine, Moldova knokler og nærmer sig. De er ved at være klar, men vi skal være klar i EU, og vi skal gøre mere, og det skal gå hurtigere.

Jeg vil gerne notere en lille nuance i beskrivelsen af, hvordan Danmark i højere grad skal tage hånd om vores fælles sikkerhed og løfte vores del af ansvaret, for i redegørelsen står der nemlig, at det navnlig gælder i vores nærområde i Baltikum og Østersøregionen, i Østeuropa, og så står der: samt i Arktis og Nordatlanten. Den sætning ville vi gerne have vendt lidt om, for vi mener, at Arktis bør stå øverst, også i takt med at Finland og Sverige kommer med i NATO og i stigende grad kan håndtere sikkerheden i Østersøen. Vi skal styrke det nordiske samarbejde om sikkerhed og forsvar, og Danmark har markante mangler og et stort ansvar for at gøre mere i det arktiske område.

Til sidst vil jeg tale om Palæstina og Israel. Det er jo af gode grunde ikke dækket af redegørelsen. Vi skal på det skarpeste fordømme det brutale terrorangreb. Vi skal klart og tydeligt markere, at Israel har ret til at forsvare sig, men vi skal også tage samtalen om, hvorvidt den voldsomme krig, vi ser lige nu, er det bedste forsvar, eller om de markante civile lidelser og tab, herunder flere tusind børn, vil føre til yderligere had og hævn og usikkerhed, også for Israel.

Vi skal tage samtalen om vigtigheden af at forsvare os med alt det, vi tror på og har kæmpet for: retsstaten, menneskerettighederne, folkeretten, og om, om ikke det var et bedre forsvar at identificere, sanktionere og retsforfølge hver eneste Hamaskriger og -leder, som var ansvarlig for angrebet, selv om det vil tage tid, og forsvare os med retsstaten, domstolen, love lavet af demokratiske samfund. Det forsvar tror jeg er det bedste forsvar over for ekstremisme.

Vi så i Afghanistan, hvordan vi igennem 20 år bombede og bevægelsen kun voksede sig stærkere. Men tog vi den tilgang, kunne vi også danne bro nu til de mange palæstinensere og palæstinensiske organisationer, som også kæmper for demokratiet, for menneskerettighederne, for retsstaten og kæmper imod den formørkede ideologi, som Hamas står for. Derfor skal vi også gøre alt, hvad vi kan, for at stoppe konflikten, før tabene bliver endnu større, før hadet og hævnen bliver endnu voldsommere, og vi vil igen opfordre regeringen og udenrigsministeren til at gå forrest i kravet om våbenhvile, ikke kun en pause, for en pause forudskikker jo, at krigen kommer til at fortsætte, mens en våbenhvile er det første skridt på vejen mod en fred.

Også af de her grunde er det afgørende, at vi dokumenterer og monitorerer menneskerettighederne. Som FN's højkommissær for menneskerettigheder sagde i går, er terrorangrebet af Hamas og det, at de har taget gidsler, entydige og brutale krigsforbrydelser og krænkelser, og det skal de stilles til ansvar for. Men vi må også lytte til højkommissæren, FN-organisationer, internationale organisationer, når de peger på mulige krigsforbrydelser og krænkelser af folkeretten fra Israel. Danmark har historisk og senest i Ukraine gået forrest, når det handler om at dokumentere og monitorere mulige krigsforbrydelser og krænkelser af folkeretten og menneskerettighederne, og det skal vi også gøre i den nuværende konflikt. Det skal vi også gøre i Mellemøsten.

Og så er det, at Israel og Palæstina ikke er nævnt i redegørelsen, jo på mange måder til at forklare, men på andre måder også en påmindelse om, at vi aldrig igen må glemme at engagere os i at skabe en varig og bæredygtig tostatsløsning med sikkerhedsgarantier for Israel, en sammenhængende og levedygtig palæstinensisk stat, en delt hovedstad, en løsning for de palæstinensiske flygtninge, og her håber vi, at Danmark og regeringen vil gøre alt, hvad de kan. Tak for ordet.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Vi har tidligere i dag diskuteret forskellen mellem en humanitær pause og en egentlig våbenhvile, og nu rejste hr. Christian Friis Bach her i talen igen et ønske om en våbenhvile. Jeg ved slet ikke, om vi er uenige, men jeg vil bare godt lige spørge lidt mere ind til det. Hvordan ser hr. Christian Friis Bach en mulig våbenhvile? Er det en opfordring til Israel om at indgå en våbenhvile, uden at man f.eks. har fået gidslerne hjem? Hvad er overvejelserne om, at en egentlig våbenhvile ville betyde, at Hamas kan stabilisere sig igen og slå hårdt tilbage?

Altså, vil ordføreren lige gå lidt nærmere ind i det? Det lyder umiddelbart svært ikke at være tilhænger af en våbenhvile, når vi kan se de dramatiske omkostninger, det har, men er det så enkelt?

Ordføreren.

Det skal være en våbenhvile, der er garanteret af alle de parter, som vi jo normalt står sammen med, fra FN og USA til de arabiske lande, som bør stå bag den og gå ind og engagere sig meget markant i den. Jeg er jo nervøs for, at de fortsatte kamphandlinger desværre betyder, at gidslerne ikke kommer hjem, at de kommer i fare, at de bliver slået ihjel – enten som led i kamphandlingerne eller som en brutal hævn fra Hamas' side.

Jeg noterer mig, at udenrigsministeren jo faktisk har markeret, at hvis der havde stået Hamas og gidsler i erklæringen fra FN's Generalforsamling, så havde Danmark stemt for, og den erklæring siger meget tydeligt: en våbenhvile på vej mod fred. Og det håber vi Danmark vil stå fast på.

Hr. Karsten Hønge.

Ja, og vores diskussion her skal heller ikke tages som udtryk for, at jeg ikke synes, at en våbenhvile kunne være et af de redskaber, der skal være. Jeg synes bare, at vi bliver nødt til lige at gå ned i det og se, hvad konsekvenserne af den så er.

For det er jo ret klart med nogle af de ting, som hr. Christian Friis Bach nævner, bl.a. at de arabiske lande skal med i den, men opfordrer hr. Christian Friis Bach eksempelvis Israel til at indgå en våbenhvile, uden at man har fået gidslerne hjem? Og hvilke overvejelser har man om, at Hamas vil bruge sådan en situation med en egentlig våbenhvile til at stabilisere sig selv, for at de bliver i stand til at slå hårdt igen på et senere tidspunkt? Er det ikke mest realistisk i øjeblikket at sige, at vi kan få en humanitær pause og en korridor ind, så man kan afhjælpe de værste civile lidelser?

Ordføreren.

Jeg tror desværre ikke, at de fortsatte krigshandlinger vil føre til, at vi får gidslerne hjem. Det er det, jeg er stærkt bekymret for, og det er jeg også på linje med mange af de forældre eller familier, som har gidsler inde i Gaza. For det vil føre til en yderligere forråelse, hævn og hadtørst fra Hamas' side, som kan sætte gidslernes liv i fare.

Derfor tror jeg og støtter vi, også af hensyn til gidslerne, at en våbenhvile skal indgås øjeblikkelig som vej mod fred og som vej mod, at Hamas bliver stillet til ansvar, og det gælder hver eneste Hamaskriger og -leder, der har deltaget i terrorangrebet.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Man bliver jo ikke længere overrasket over den der helt essentielle blåøjede tilgang, Radikale Venstre altid har til verden. Hamas gik fra at være overfaldsmænd til at blive ofre inden for 24 timer, for tilsyneladende kom det fuldstændig bag på dem, at israelerne ville kæmpe tilbage, hvis de blev overfaldet i et kæmpemæssigt terrorangreb, hvor hundredvis af mennesker blev taget til fange. Og nu står Radikale Venstre så og siger, at nu skal vi have en våbenhvile. Men virkeligheden er jo, at der var våbenhvile, lige indtil de overfaldt Israel. Vi bliver nødt til at finde en anden løsning, og den kan jo være, at israelerne får lov til at forsvare sig selv for, som de selv siger, at få fjernet Hamas. At Hamas så gemmer sig under hospitaler eller bag ved menneskelige skjolde, gør jo så, at det bliver en forfærdelig situation, men det ville jo klæde Radikale Venstre at have fokus på, at Hamas måske smed våbnene, gik ud med hænderne over hovedet og overgav sig, i stedet for at det er israelerne, der skal give køb på deres frihed. Vil hr. Christian Friis Bach ikke lige fortælle, hvorfor det er palæstinenserne og Hamas, der er offeret i den her situation?

Ordføreren.

Tak for det. Vi bombede en ekstremistisk bevægelse i Afghanistan i 20 år, og den voksede sig kun stærkere, i takt med at de civile tab voksede. Der er 3.000 børn, der er blevet slået ihjel i Gaza, og tænker ordføreren, at deres fædre, deres brødre, deres fætre vil melde sig i fredens tjeneste, eller frygter ordføreren, at de vil melde sig med fornyet had og hævn? Jeg frygter det sidste, og jeg deler faktisk den frygt lidt med udenrigsministeren. Uden at lægge udenrigsministeren ord i munden, udtrykte udenrigsministeren på samrådet, vi havde, en bekymring for, om vi kommer til at nære den ekstremistiske ideologi, som Hamas står for. Jeg citerer: Vi løber en risiko for radikalisering og splittelse, ikke bare i regionen, men i verden. Og den risiko tager jeg alvorligt, og derfor ønsker jeg en våbenhvile.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Jeg tager det bestemt også alvorligt. Men jeg bliver bare nødt til at sige, at hver eneste gang Vesten og vestlige værdier har bukket nakken for det, får vi betonkugler ude foran eller skilte med mindesmærker længere henne i salen. Radikale Venstre siger endnu en gang, at vi skal bukke nakken for den voldsparate og for voldsmandens veto. Vi skal bare lige huske, og vi bliver nødt til at huske, at det altså ikke er israelerne, der startede det her. Israelerne føler, at de skal forsvare sig selv. Jeg bliver også bare sådan helt lavpraktisk nødt til at komme til den konklusion, at israelerne nok kommer til at være forholdsvis ligeglade med, hvad vi står og siger eller ønsker heroppefra. De er desværre igennem næste 80 år blevet angrebet, og de har bare lyst til at få fred, og nu gør de det på en måde, som jeg er fuldstændig enig med ordføreren i kommer til at få nogle uskyldige ofre, og det er forfærdeligt.

Ordføreren.

Jeg har ikke sagt, at vi skal bukke nakken. Jeg har bare sagt, at vi skal kæmpe med det vigtigste, vi har, og det er vores demokrati, det er retsstaten, det er menneskerettighederne, det er folkeretten. Det er det, vi skal kæmpe med. Det tror jeg faktisk vil styrke os i kampen mod ekstremismen, langt mere end kugler, bomber, krig og kaos vil, fordi vi så netop kan række ud til de mange palæstinensere, som vil noget andet end det, Hamas står for, og de er der. Jeg har været der, og jeg har rejst i Gaza flere gange og på Vestbredden, og de er der, og de vil noget andet end det, Hamas står for, men lige nu skubber vi dem fra os, og jeg vil gerne have dem med os.

Hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Man kan ikke forhandle med islamistiske terrororganisationer. De skal udslettes. Det ville også være vanvittigt, hvis man skulle forhandle med ISIS om våbenhvile og andet.

Ordføreren siger, at det i stedet for er vejen frem med sanktioner mod Hamas' ledere. Problemet er bare, at de ledere, som Hamas har, jo er beskyttet af Iran; de bor i Qatar; de bor i Egypten og Libanon og Tyrkiet. Det er altså lande, som officielt holder hånden over de her personer. Mener ordføreren så, at vi skal sanktionere de lande til at være villige til at udlevere de her personer og at få sanktioneret de her mennesker, når man nu mener, at sanktioner er vejen frem?

Ordføreren.

Ja, det kunne være en mulighed. Det kunne være en konsekvens, at dem, der holder hånden over Hamas og beskytter deres ledere, også skal stilles til ansvar for netop det, altså at vi skal lægge maksimalt pres på og få dem stillet til ansvar og få dem ført for en domstol, uanset hvor de er og hvor de går hen. Det er jo det, verden kan, og det er jo det, vi har bygget op siden anden verdenskrig. Det er jo det forsvar, vi har prøvet at etablere. Det er jo netop det, at vi kan stille folk til ansvar og endda gøre det på tværs af grænser og i fællesskab, og det skal vi jo fortsat tro på.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Hvis ordføreren kunne være lidt mere konkret omkring, hvordan vi helt konkret skal overtale Erdogan til ikke længere at støtte Hamas, så kunne det være rart at vide.

Ordføreren.

Jeg vil ikke komme med noget forsvar for Hamas på nogen måde. Men jeg vil dog notere, at det faktisk kun var den militaristiske del af Hamas, der var på EU's terrorliste, som jeg forstår det. Og Hamas er jo flere ting; Hamas var et politisk parti, Hamas var en social bevægelse, og Hamas havde brigaden, altså den militaristiske og ekstremistiske brigade, og det er dem, der har stået i spidsen for det her angreb. Og det er jo det, Erdogan taler ind i; han taler ind i, at han har set et politisk parti, som han ville tale med. Nu har Hamas ødelagt det for sig selv. Den ekstremistiske del har ødelagt det for dem alle, og der er ikke andet at gøre end at kalde det samlede Hamas for en terrororganisation, hvis de bakker op om det, der er sket, og om dem, der er de ansvarlige.

Hr. Sjúrður Skaale, Javnaðarflokkurin.

Tak for en fin tale. Nu kender ordføreren langt mere til det her, end jeg gør. Han har været der, og han kender pinslerne bedre end de fleste, så jeg takker for det engagement, han viser. Jeg vil dog sige, at når ordføreren taler om en våbenhvile, er det, som om ordføreren forudsætter, at der er en logisk, rationel aktør på den anden side. Ordføreren har helt sikkert hørt den optagelse af jihadisten, der ringede hjem den 7. oktober til sine forældre og sagde: Mor og far, jeg har slået ti jøder ihjel. De ligger her og bløder. Jeres søn er martyr. Mor og far, er I ikke stolte af mig?

Altså, det er jo jihadister, og det er en dødskult. Det er mennesker, der tror, de kommer i himlen, hvis de slår jøder ihjel. Og så er det, jeg tænker: Kan man indgå en våbenhvile? Der var jo våbenhvile den 5. oktober. Der var der våbenhvile. Kan man indgå en våbenhvile med mennesker, som elsker døden mere, end andre elsker livet, og som tror, at de kommer i himlen, hvis de slår jøder ihjel? Kan man overhovedet forhandle rationelt med sådan nogle mennesker?

Ordføreren.

Der er helt sikkert formørkede, brutale og hævntørstige mennesker, som ikke vil indgå i nogen form for dialog, og som på ingen måde vil indgå i nogen form for våbenhvile. Men finder vi dem bedst ved at fortsætte med at bombe, eller finder vi dem bedst, hvis vi fik resten af det palæstinensiske samfund til at gå efter dem og forsøge at fange dem og forsøge at spærre dem inde, altså dem, som vil noget andet end Hamas? Hvad hvis vi rakte ud til dem? Gør vi det ved at bombe de familier, der så mister deres børn, deres søstre og deres mødre? Skaber vi færre formørkede ekstremister med den tilgang, vi har, eller skaber vi flere? Jeg mener, at erfaringerne i Afghanistan tilsiger, at vi måske kommer til at skabe flere, og derfor er der jo ikke et enkelt svar på spørgsmålet. Men vi skal have dem med os i Palæstina og i den palæstinensiske befolkning, som vil det samme som os, og som vil freden og demokratiet. Dem rækker vi ud til gennem en våbenhvile, ikke gennem et fortsat bombardement.

Hr. Sjúrður Skaale.

Tak for svaret. Jeg forudsætter heller ikke, at der er et enkelt svar. Dem, der siger, der er et enkelt svar, tager fejl. Selvfølgelig skaber det flere jihadister, men f.eks. at sige, at man stiller sig på de civiles side, og at vi skal have en våbenhvile osv., er heller ikke en enkel ting. Det er også farligt. Der er ingen, der har en enkel opskrift på det her. Det er bare en kommentar.

Ordføreren.

Det er jeg enig i. Men hvis vi kæmper med det, vi tror på, med retsstaten og menneskerettighederne og folkeretten, så styrker vi vores stemme i hele verden, mens jeg er bekymret for, at Israel med det, der sker lige nu, svækker sin stemme i verden, og de skubber til ekstremismen og fundamentalismen, ikke bare i regionen og i Gaza og de palæstinensiske områder, men i hele verden. Det er der, vi også skal huske, hvad det globale regnestykke ved at gå til den her konflikt på den ene eller den anden måde er. Og der tror jeg bare, at hvis vi gik til den med det, vi tror på, og det, vi har bygget op, med retsstaten og demokratiet og menneskerettighederne, så ville vi nå meget længere, både i regionen og i verden.

Tak til Radikale Venstre. Så er det hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Jeg tror, det er på tide, at vi vender tilbage til jorden efter at have hørt på blåøjet idealisme, candyflossverdensmål og andet sødsuppe fra denne talerstol.

Tak til udenrigsministeren for redegørelsen, som jeg synes er god langt hen ad vejen og udstikker glimrende retningslinier. Jeg vil dog lige starte et andet sted først. Jeg vil gerne takke statsministeren for at have haft en sikker udenrigspolitisk hånd vedrørende både NATO og Ukraine. På mange måder har hun stået i spidsen for at have vasket pletten fra anden verdenskrig væk. Vi kan være stolte af vores indsats over for Ukraine. Ukraine er jo europæere, der har valgt at være europæere. De vil være frie. De vil have et folkestyre, og de vil ikke ligge under for russisk tyranni. Danmark står ved deres side. Vi gør det glimrende. Vi løfter langt over vores størrelse, og det bliver noteret rundtomkring i verden.

På samme måde har man fuldtonet bakket op om NATO, og for Dansk Folkeparti er det jo en særskilt glæde, i og med at vi i årevis har bedt om, at 2-procentsmålsætningen blev opfyldt. Det bliver den nu i løbet af de kommende år. Det er stærkt, og jeg vil gerne takke statsministeren for dette lederskab.

Jeg vil dog også sige, at udenrigsministeren i den senere tid har været lidt usikker. Den russiske komikerduo kan vi jo affeje som en uheldig ting. Straks værre var det, at udenrigsministeren foreslog, vi skulle indføre 50.000 filippinere som svar på den manglende arbejdskraft, når man samtidig i Europa har masser af arbejdsløse. Jeg synes, vi har set udenrigsministeren ofte være indenrigsminister, og det har skabt uro internt i regeringen.

Hvorfor begynder jeg her? Jeg kan jo være fuldstændig ligeglad med, om der er uro i regeringen. Men det kan jeg alligevel ikke, og det skyldes, at vi lever i en urolig verden. Vi er dybt bekymrede i Dansk Folkeparti. Det er vi alle her. Det har jeg jo kunnet høre på talerne hidtil, og det fremgår også af redegørelsen. I en urolig verden kræver det en sikker udenrigspolitisk hånd, og der kunne jeg egentlig godt tænke mig, at udenrigsministeren måske koncentrerede sig lidt mere om udenrigspolitikken, for det har vi brug for. Hans politiske tæft fejler jo ikke noget, og hans politiske evner er enestående, og derfor irriterer det mig faktisk, at den her uro forplanter sig, ikke bare i regeringen, men også i Folketinget og hos danskerne.

For der er brug for en sikker hånd. Lad os starte med Kina. Endelig er det gået op for os alle, at Kina er en enorm trussel. Men det er også et land, som har kæmpestore problemer, og jeg er faktisk ret optimistisk. Befolkningstallet falder voldsomt i Kina. Fattigdommen er stadig væk udbredt. Korruptionen er voldsom. Centraliseringen af magten vil på et eller andet tidspunkt også gøre, at landet stivner. Men nu er landet stærkt og har øjnene stift rettet mod Taiwan, og Danmark kan blive en del af en eventuel konflikt på USA's side.

Så er der Afrika med en voldsom overbefolkning og store menneskemasser, der sætter sig i bevægelse over Middelhavet, og der er masserne, der kommer fra Asien og Mellemøsten på grund af krig, sult, tørke og forfølgelse. EU er magtesløst. Man gør ikke det, der skal gøres, nemlig et push back. Det vil sige, at man sejler migranterne tilbage, eller at man ophæver asylretten.

Vi har et rødt, venstreorienteret Latinamerika med Venezuela i spidsen – en falleret stat, selv om det kunne være et af verdens rigeste lande. Vi har Indien, som på den ene side samarbejder med Vesten, men på den anden side er afhængig af Rusland på grund af våbenindkøb. Og så har vi Gaza og Israel. Der skal ikke herske nogen tvivl i denne sag om, at ligesom Dansk Folkeparti støtter Ukraine hele vejen, så støtter vi også Israel hele vejen. Hamas skal tilintetgøres, og Israel skal have ret til som demokratisk stat at bruge de midler, landet finder fornødent. Vi skal ikke gøre os til dommere over deres redskaber. Vi er ikke i samme situation.

Konflikten i Mellemøsten har gjort, at vi i disse dage ser nazister i gaderne, arabiske nazister, støttet af dele af den danske venstrefløj, ligesom disse arabiske nazister i øvrige europæiske lande er støttet af dele af den europæiske venstrefløj. Her, 90 år efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland, skal vi opleve jødestjerner. Vi skal opleve, at jøderne frygter ikke at kunne gå i fred. Jeg synes simpelt hen, det er beskæmmende, og det kan ikke fordømmes kraftigt nok. Det betyder jo, at man i Tyskland er begyndt at tale om massedeportationer – i Tyskland! – fordi Tyskland en gang for alle har besluttet sig for, at man ikke vil have antisemitisme igen. Man vil ikke have jødeforfølgelse. Og det oplever man nu fra de mange migranter fra Mellemøsten, der er kommet ind. Man vil slå ned på det. Det siger man i hvert fald.

Samtidig har vi et handlingslammet EU, der har svært ved at finde sine ben at stå på, både over for Mellemøsten, den muhammedanske indvandring og den muhammedanske trussel. Det eneste egentlige lyspunkt, jeg ser i disse tider, er, at Norden rykker sammen, og forhåbentlig bliver Sverige snart medlem af NATO, og så kan vi for første gang i mange århundreder opfylde den drøm, vi alle sammen har haft, nemlig et stærkt samarbejdende Norden, der sammen kan forsvare dette dejlige, lille, fredelige hjørne i en urolig verden.

Det er en bekymrende udvikling, vi ser. Men har man bare læst lidt i historien, har verden altid været urolig. Men der skal ikke ret meget til, før verden står i flammer, og det er derfor, vi skal have en sikker og rolig hånd, og hvis Folketinget er forenet i at føre den rolige hånd, skal det nok gå. Sammen med USA, der er vores beskytter, og et stærkt NATO skal vi nok klare skærene, men det bliver ikke let. Vi kommer til at ofre ting. Det er jeg slet ikke i tvivl om, men der er ingen vej udenom. Alternativet til folkestyre er det russiske tyranni. Det kan vi på ingen måde støtte.

Til slut må jeg bare lige komme med et lille suk. I redegørelsen skriver man, at man vil forsvare og fremme danske værdier og interesser, og så kan jeg have svært ved at forstå, at man vil nedlægge lektoratsordningen, som jo netop fremmer danske værdier og interesser. Jeg håber, at regeringen omgør sin beslutning. Det er en god ordning. Tak for ordet, og tak til mine kolleger. Jeg glæder mig til at høre udenrigsministerens svar.

Hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Tak for en god tale. Jeg deler bekymringen. Jeg hæftede mig ved det, ordføreren nævnte om Norden. Jeg tror måske, min bekymring for Sverige er større end ordførerens – men det kan godt være, at jeg kan blive afkræftet i det – for jeg tror ikke, at Sverige på sigt, medmindre de også beslutter sig for en massedeportation, kommer til at overleve som et demokratisk nordisk land. Og vi kommer fra dansk side til at skulle have langt strengere indrejseregler fra og langt større grænsekontrol mod Sverige, end hvad vi har haft og hvad vi gerne vil have som fælles nordiske nationer.

Ordføreren.

Det er jeg jo enig i. Det er en prekær situation, som Sverige har bragt sig i på grund af den hæmningsløse indvandring. Det er jo noget underligt noget med Sverige. Det er et land, der ofte bevæger sig i blokke. Man bevæger sig i en enhed. Tidligere bevægede man sig i en enhed mod det multikulturelle. Det, jeg ser nu, er, at man bevæger sig væk fra det multikulturelle og hen imod at sikre staten. Når først eliten i Sverige rykker sammen, sker der noget, og de kommer til at rykke sig langt mere, end vi har gjort, og det bliver ikke kønt at følge. Så jeg er ligesom hr. Lars Boje Mathiesen stærkt bekymret for Sverige, og det kan i en periode selvfølgelig blive nødvendigt at sikre vores grænser mod også Sverige.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Jeg er meget enig i analysen af Sverige. Uden at bruge ordet totalitær forkert vil jeg sige, at de i hvert fald har tendenser til at være stærkt systemiske i deres ageren. Men udfordringen er jo statsborgerskabet, som den svenske stat, systemet, har givet med løs hånd til muslimske indvandrere, hvilket gør den her udfordring væsentlig større. Det er en udfordring, vi også har i Danmark, men den er endnu større i Sverige. Hvad er ordførerens tolkning og analyse, i forhold til om det er lykkedes for Sverige? Jeg synes, jeg hørte, at man er optimistisk og tror, at det vil lykkes for den svenske stat.

Ordføreren.

Altså, det kræver jo, at man lukker af for indvandringen og tildelingen af statsborgerskaber og så på sigt arbejder hen imod en assimilation af de mennesker, der er kommet til. Det samme gælder jo i Danmark og i resten af Europa. Så har vi selvfølgelig en chance. Der er stadig væk mange mennesker, der gerne vil være en del af folkestyret og en del af den vestlige kultur, og de mennesker, der så i sidste instans ikke vil det, må jo så tage et valg.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Nye Borgerliges ordfører, og det er hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det, formand. Redegørelser er en fantastisk ting. Vi får et stykke papir, som vi teknisk set ikke kan sætte en finger på, for det er nok faktuelt korrekt, og så stiller vi os op og taler i 10 minutter hver. Så kommer vi da også i fjernsynet den dag. Jeg vil ikke rose det mere end for det, det er, for jeg er sikker på, at det, der står i redegørelsen, er rigtigt. Og så vil jeg gå direkte til hårene i suppen.

Udenrigsministeren siger dybest set, at verden er et usikkert sted. Måden, vi sikrer den på, er at stå fast på vores værdier og gå ud og forsøge at skaffe så mange venner, vi kan, og så skal det hele nok blive godt. Virkeligheden er, at på tirsdag laver vi en lov om koranafbrænding, og der går vi lige på kompromis med vores værdier, fordi vi jo endelig ikke skal støde nogen, for tænk nu, hvis de bliver sure på os. Og fra den beslutning blev taget til nu, har Hamas så valgt at angribe Israel, så man kunne måske tænke, at den lov kunne vi udskyde lidt, sådan at vi siger, at voldsmandens ret måske ikke er det, vi skal gå ud i verden med. For jeg køber faktisk ind på idéen om, at vi skal gå ud i verden og være stolte af at være danskere, være stolte af den måde, vi har opbygget vores samfund på, og være overbeviste om, at der er nogen, der kan se værdien i det, vi kommer med, og har lyst til at blive ligesom os. Der skal ikke proppes noget ned i halsen på folk, men vi har jo været gode til at handle før, og folk har accepteret os, selv da vi havde ytringsfrihed og gik ud i verden med den, og det tror jeg vi skal holde fast i, for jeg tror, det er vigtigt.

Der er blevet snakket om Ukraine, og der er blevet snakket om Israelkonflikten. Og hvis vi ser på Ukrainekonflikten, ved vi jo, at i 2014 gjorde russerne nøjagtig det samme, som de gjorde lidt senere. Der gjorde de det bare med Krim, og vi vendte den anden kind til og tænkte: Det går nok. Det gjorde det ikke. De fik blod på tanden og tænkte: Vi prøver en gang til; nu tog vi noget første gang; nu tager vi noget mere anden gang. Og så reagerede verdenssamfundet, og der er vi i Nye Borgerlige fuldstændig enige i, at det skulle vi nok også have gjort i 2014, altså stået bag et suverænt land, som blev invaderet af en fjende, og støttet dem i deres kamp. Og det kommer vi til fremadrettet også, og jeg tror desværre, det bliver rigtig langvarigt, og det bliver også dyrt, også for de danske skatteborgere, fordi krig er dyrt. Men det er endnu dyrere, hvis vi vender blikket den anden vej og mister vores demokrati. Og det er endnu værre, hvis vi mister vores venner, som skal hjælpe os, hvis det nu er os, der står i situationen engang.

I forhold til al snakken om, at vi skal kunne træde sammen i Norden og sådan noget, bliver vi i Nye Borgerlige nødt til at melde ud, at vi er stolte fortalere for, at NATO er de eneste, der kan forsvare os. Vi skal betale vores kontingent. Vi kan altid stå og snakke, også til forsvarsredegørelserne, om, hvor hyggeligt det er her i Norden, og at vi skal træde sammen i Norden. Vi kommer ikke til at træde sammen i Norden, for vi ved faktisk ikke rigtig endnu, om svenskerne bliver en del af NATO, for Erdogan har jo ikke lige fået sagt ja endnu. Til gengæld har han været ude at være fortaler for at starte en dialog med Hamas. Og – det er jo en påstand – fordi vi ikke har hørt en tyrkisk godkendelse af svenskernes deltagelse i NATO endnu, har vi i hvert fald ikke været ude at fordømme, for vi skulle jo helst ikke lige trække tæppet væk under det der. Og det viser jo, at verden er kompliceret. Der er jeg så faktisk ret tryg ved, at vi har en udenrigsminister, som forstår at navigere rundt i det. Jeg er ikke altid enig med udenrigsministeren politisk, men jeg er ret tryg ved positionen. Den tror jeg er i gode hænder.

I forhold til Israel og Hamas bliver jeg nødt til at sige, at det jo altid er frygteligt, og det er det også med de menneskelige tab, der sker lige nu. Det er aldrig i orden, at uskyldige dør. Men virkeligheden er også, at der ikke altid er en vej udenom. For Hamas er en terrororganisation. Det har den været i masser af år. Den er faktisk blevet valgt som politisk parti af palæstinenserne, mens den stadig væk var en terrororganisation. Så valgte terrororganisationen at afskaffe demokratiet. Det er jo, hvad der sker, når man vælger despoter til at styre ens land. I hele den periode har de så valgt nærmest på klokkeslæt at sende missiler ind over Israel. Jeg hørte en dansk kvinde fortælle, at de kørte ud til parken klokken kvart over, fordi bomberne kom klokken hel og halv. Og hvis man lever i et land, der i så mange år faktisk har vænnet sig til det og vendt den anden kind så meget til, at man kunne leve med, at missilerne fløj indover på hele timer, så skal vi godt nok sætte os på den høje hest, hvis vi skal være dem, der peger fingre ad det og siger, at når I så bliver angrebet så voldsomt, så drabeligt, som I bliver den 7. oktober, så peger vi fingre ad, at jeres reaktion er, at nu forsøger I en anden metode til at skabe fred og sikkerhed for jeres befolkning.

Men krig er frygteligt. Alle tab er frygtelige. Og det skal vi også huske på. Derfor var det også dejligt at høre ordføreren fra Socialdemokraterne sige, at der skal være noget humanitær hjælp. Ja, det skal der. Der er masser af mennesker, også i Gazastriben, som får brug for humanitær hjælp. Men en våbenhvile tror jeg vi skal holde os for gode til, hr. Christian Friis Bach, for jeg tror ikke på, at en våbenhvile, du har givet til en terrororganisation, bliver brugt til ret meget andet end at opbygge næste terrorangreb.

Til gengæld vil jeg også godt påpege, at udenrigspolitik jo nogle gange bliver indenrigspolitik, og det gør den jo, når vi kan se, at vi også i Danmark har lukket mennesker ind, som er villige til, når der sker frygtelige terrorangreb, at stille sig frem med antisemitisme og stille sig frem og rose drab på civile. Og det er en samtale, vi må have med hinanden i Folketinget: om det er noget, vi vil finde os i; om det er på tide, at vi tager skeen i den anden hånd og siger, at den type mennesker har vi ikke lyst til at have her, de må sendes hjem. Og så kan vi finde en løsning på at sende dem hjem, for vi er jo stadig væk den lovgivende magt, og vi kan dybest set nærmest gøre, som det passer os, bare vi har flertal til det.

Så vil jeg sige til udenrigsministeren: Jeg er tryg ved, at det er i gode hænder. Jeg er ikke enig i alt det, du kommer med, og på tirsdag vil jeg forsøge at se, om jeg kan vinde et slag imod dig. Men – men – jeg er tryg ved, at regeringen, om end på en anden måde end Nye Borgerlige ville, har Danmarks bedste i sinde. Tak for ordet.

Mange tak for det. Jeg skal lige erindre om, at man ikke bruger direkte tiltale. I øvrigt er der ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til IA, og det er fru Aaja Chemnitz. Værsgo.

Tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Meget er blevet sagt omkring verden, meget er også blevet sagt omkring Arktis. Og vi ved alle sammen, at vi utålmodigt venter på den arktiske strategi fra Grønland, så den vil jeg ikke sige så meget om. Vi er rigtig glade for, at Grønlands folketingsmedlemmer har fået en plads i Det Udenrigspolitiske Nævn, for det er vigtigt, at Grønland deltager i udenrigspolitiske beslutninger, som involverer os. Det er også vigtigt, at vi har viden om konflikter, der sker ude i verden, som kan have en spillovereffekt i forhold til Arktis, bl.a. krigen i Ukraine og Ruslands rolle der. Når Danmark fører udenrigspolitik i Arktis, sker det på grund af rigsfællesskabet og den konstruktion, vi har der. Vi er fra Grønlands side Danmarks indgang til stormagtsspillet i Arktis, kan man sige.

Grønland vil gerne spille en større udenrigspolitisk rolle på egne områder. Vi ved også, at der er gråzoner mellem udenrigs- og erhvervspolitik, for på den ene side har Danmark ansvaret for udenrigspolitikken, og på den anden side har Grønland ansvaret for erhvervspolitikken. Derfor er det vigtigt, at vi fastholder vores ret til at føre den udenrigspolitik, som er vigtig, set med grønlandske briller, samtidig med at vi skaber de muligheder i forhold til international handel sammen med ambassaderne, The Trade Council m.m. Det ser vi ikke som modsætninger, men vi ser det faktisk som en forudsætning for det gode samarbejde, for den frihed, som Grønland også er nødt til at have udenrigspolitisk i et tæt og godt samarbejde med Danmark. Vi mener stadig væk, at der er plads til, at vi i fællesskab tager nogle flere initiativer på det udenrigspolitiske område, ikke mindst når vi ser frem imod et kommende formandskab i Arktisk Råd. Grønland fylder en femtedel af Arktis. Det er det eneste land i rigsfællesskabet, der befinder sig i Arktis, og derfor bør Grønland også spille en central rolle i varetagelsen af rigsfællesskabets interesser i Arktis, bl.a. i Arktisk Råd, men også med en arktisk ambassadør, som vi mener skal komme fra Arktis.

For nylig mødtes det norske forpersonskab i Arktisk Råd med repræsentanter fra bl.a. Danmark, Grønland og Sverige. Inuit Ataqatigiit er store fortalere for et koordineret forpersonskab mellem Norge, Danmark og Sverige, så vi ser på et 6-årigt forpersonskab i stedet for et på 2 år ad gangen. På den måde kan vi være med til at sikre, at vi viderefører nogle af de gode initiativer, som Norge allerede har taget godt hånd om. Vi mener, at Norge har vist et godt lederskab, et modigt lederskab, i forhold til Arktisk Råd under nogle svære vilkår, bl.a. på grund af krigen i Ukraine og den pause, som der har været, hvor man tager nogle små skridt hen imod at genopstarte arbejdet i Arktisk Råd. Et kommende forpersonskab skal koordineres godt og tæt sammen med landene, også sammen med Færøerne, og derfor er jeg også glad for, at udenrigsministeren takkede ja til et møde, som vi holdt i Arctic Parliamentarians sammen med vores arktiske kolleger, ICC og Arctic Economic Council i Island for ikke så lang tid siden i forbindelse med Arctic Circle. Som formand for Arktiske Parlamentarikere er det vigtigt for mig at sikre, at der er en tæt inddragelse og en tæt konsultation af de oprindelige folk i Arktis og alle de arktiske aktører, som opererer på tværs af Arktis.

Inuit Ataqatigiit har derfor også en række konstruktive forslag til, hvordan et kommende dansk/grønlandsk/færøsk forpersonskab kunne se ud. Man kan kalde det et idékatalog. Vi mener, at det er vigtigt, at vi bevarer vores fokus på unge i Arktis, et fokus på grøn omstilling og et fokus på erhvervsudvikling og mulighederne for folk i Arktis. Vi skal også turde tale om den klimakrise, Arktis befinder sig i, vi skal turde handle på den i fællesskab, og vi skal fastholde vores fokus på den krise, som der også er med mental sundhed i Arktis, som det norske forpersonskab allerede har taget skridt til at tale noget mere om.

Udenrigsministeren har tidligere opfordret Grønland til at være varsom i forhold til Kina og Kinas rolle i Arktis, og det gælder også, når det handler om investeringer. Det er noget, som Inuit Ataqatigiit bakker op om, men vi er også nødt til at sige, at når man siger nej til noget, er man også nødt til at sige ja til noget andet, for der er behov for massive investeringer i Arktis, også i Grønland. Derfor kan det ikke passe, at det først er, når kineserne banker på døren med en pose penge over for Grønland, at Danmark begynder at engagere sig i forhold til Grønland. Det har vist sig med bl.a. genåbningen af Grønnedal og lånet til de nye lufthavne, som nu er i gang, bl.a. med grønlandsk og dansk investering.

Derfor er der behov for at gøde den økonomiske udvikling i det grønlandske samfund, hvilket kræver en fælles indsats, så man kan skabe den vækst, der er brug for i Arktis. Vi ser gerne, at Danmark i højere grad står klar med investeringer, før det er frygten for Kina, der dukker op som et velkendt spøgelse, og vi vil også gerne gøre opmærksom på, at naalakkersuisut lige har offentliggjort en erhvervsøkonomisk strategi, som endelig giver os en retning, i forhold til hvad man vil på det erhvervspolitiske område. Lad os da kigge ind i den og se, om der kunne være et yderligere samarbejde mellem Grønland og Danmark, men også i forhold til EU, for Grønland bliver afgørende for EU's grønne omstilling – eller kan blive det. Vi kan levere de kritiske råstoffer, som kan være med til at sikre den grønne omstilling. 78 pct. af de sjældne jordarter, som EU har brug for, kan findes i Grønland, og derfor efterspørger vi også et større EU-engagement. Et nyt EU-kontor, som skal åbnes i Nuuk snart, og en opfølgning på det strategiske partnerskab mellem EU og Grønland er derfor vigtige at forfølge. Investeringer i Arktis og Grønlands erhvervsudvikling bør have et styrket fokus, mener vi fra Inuit Ataqatigiits side.

For nylig blev der indgået en aftale om forskningsreserven. Der blev afsat 50 mio. kr. til arktisk forskning, og fra IA's side mener vi, at det er vigtigt, at arktisk forskning i høj grad også kommer til at foregå i Arktis og med arktiske aktører. Vi har tidligere været med til at sikre penge på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, så vi har åbnet et udenrigs- og sikkerhedspolitisk center med gode midler fra forskningsreserven, og der håber vi, at nogle af de her midler også kan gå til at styrke det arbejde. For vi er nødt til at sikre, at den udenrigspolitik, vi fører, foregår på så vigtigt og så oplyst et grundlag som overhovedet muligt, og det kan vores forskere i Grønland være med til at sikre.

Et andet område er UArctic, University of the Arctic, hvor jeg også sidder i bestyrelsen, og der kan vi se, at Norge og Canada giver et beløb, som svarer til omkring 6 mio. kr., mens Danmark giver et beløb på 3 mio. kr. Vi mener derfor også, at man bør se på, om beløbet fra dansk side eventuelt skal fordobles. Forskning er en hjørnesten i det arktiske arbejde – en hjørnesten i samarbejdet i Arktis. Derfor er det vigtigt, at vi har fokus på forskningen, men vi er også nødt til at sikre, at det går hånd i hånd med arbejdet for de folk, der bor i Arktis.

Vi er glade for at kunne deltage i den her udenrigspolitiske debat. Vi mener, at det er vigtigt også at tænke Arktis ind og ikke kun at vente på den arktiske strategi fra Grønland, men allerede nu også forholde os til, hvad vi vil gøre, når det er, at vi skal have lavet kongerigets arktiske strategi, for det skal vi i gang med inden længe.

Vi er glade for, at regeringen er åben over for at sikre en inddragelse, en konsultation, henimod et kommende forpersonskab i Arktisk Råd i 2025 i samarbejde med Grønland og Færøerne. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til JF, og det er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det, og tak for en fin redegørelse. Den er jo, som alle siger, meget fin. Jeg synes også, Danmark generelt står det rigtige sted udenrigspolitisk. Sikkerhedspolitisk, udenrigspolitisk og forsvarspolitisk står man det rigtige sted på verdensscenen, og den her strategi bekræfter det, og der er jo kun positive ting at sige om det. Jeg skal holde mig til én pointe.

Der står i strategien, at Danmark skal bygge sin udenrigspolitik på sammenhold i NATO og EU; disse aktører skal styrkes på den globale scene. Vi er vidne til store demografiske og økonomiske forandringer, der rykker ved de relative magtforhold. Hvis vi skal passe på Danmark, har vi brug for flere partnere og venner i fremtiden, ikke færre. Vi skal realisere vores kritiske afhængigheder for at mindske vores udenrigs- og sikkerhedspolitiske sårbarheder. Vi skal reducere vores uheldige afhængigheder. Der står også, at det bliver en af Europas vigtigste udenrigspolitiske opgaver de næste mange år at styrke relationen til EU's udsatte nabolande, og at man skal støtte dem i at opbygge modstandsdygtighed osv. og mindske deres afhængigheder og dermed sårbarhed over for andre aktørers forsøg på negativ indflydelse. Der står, at Danmark skal arbejde for, at EU bidrager til at bekæmpe protektionisme og styrke lige konkurrencevilkår globalt.

Alt det er fra strategien, og det peger alt sammen imod en ting, som jeg har tænkt mange gange, nemlig at Færøerne bør få en bedre handelsaftale med EU. Den protektionisme, som der tales om, er den, vi er oppe imod. Færøerne har i årtier forsøgt at få en bedre handelsaftale med EU, men det virker, som om strategien og den økonomiske tanke i EU er, at man skal holde Færøerne ud i strakt arm. Man vil gerne have råvarerne, og så kan værdierne af råvarerne skabes inden for EU's toldmure. Det er der, de store værdier skabes af råvarer. Det er en af forklaringerne på, at Færøerne er blevet meget afhængige af Rusland. Som det også påpeges i strategien, hænger det sammen med sikkerhedspolitik, forsvarspolitik, handelspolitik og økonomiske relationer. Det hænger alt sammen sammen.

Jeg påviste forleden dag noget med et citat fra bogen »Troldmanden fra Kreml«, hvor en af systemets mænd forklarer for hovedpersonen: Du skal vide, at selv om du ikke har noget med magten at gøre, så har magten altid noget med dig at gøre. Sådan er det i et diktatur. Big Brother er altid på vagt. Big Brother har en plan med alting. Der er ingen tvivl om, at Rusland har en plan om at gøre Færøerne så økonomisk afhængige af Rusland som muligt. For det giver politisk indflydelse. Det sagde ambassadøren i København fuldstændig klart tilbage i august. Her lod han det færøske folk vide, at jo tættere et land kommer på NATO, jo værre bliver det for relationerne til Rusland.

Der kommer en NATO-radar op på Færøerne om kort tid. Der har ikke været nogen militære installationer i mange, mange år. Der har været NATO-øvelser nord for Færøerne, hvor færøske skibe har deltaget. Man har fordømt invasionen af Ukraine, og man har stillet sig helt klart på NATO's side, og til det siger ambassadøren: Jamen det kommer til at få konsekvenser økonomisk. Man har så lukket havnene for alle de russiske skibe, som ikke er en del af fiskeriaftalen. Det kommer til at få konsekvenser. Så for nogle få uger siden sagde de russiske myndigheder selv, at de kommer til at standse al import fra Færøerne – al import. Den har været meget høj, sådan cirka 1 mia. kr. det sidste år. Hidtil i år har det kun været 0,5 mia. kr., men før det var det 1 mia. kr. Det svarer til 120 mia. kr. efter danske forhold.

Sådan bruger man den økonomiske relation til at omfavne Færøerne politisk, altså til at presse Færøerne politisk. Derfor burde man i EU også tænke på samme måde og have samme strategiske tankegang. Det er en god idé at have nære handelspolitiske forhold til Færøerne, fordi det også har strategiske, udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske konsekvenser og implikationer. Derfor skal min anmodning og indtrængende bøn til regeringen være – jeg ved, at den støtter vores bestræbelser på at få en bedre aftale – at den forklarer i Bruxelles, at det har og kan få en alvorlig sikkerhedspolitisk konsekvens, hvis Færøerne bliver mere og mere afhængige af Rusland økonomisk. Det er jo ikke forbudt at eksportere. Man kan ikke ved lov sige, at det skal vi ikke gøre, for madvarer er ikke omfattet af de sanktioner, som Færøerne tilsluttede sig. Så man kan ikke ved lov sige, at det er sådan. At bruge pisken er en forkert strategi. Guleroden rækker. Så det skal være min anbefaling til regeringen: Forklar i Bruxelles, at det her også drejer sig om sikkerhedspolitik.

Der tales i strategien om de farer, der er i verden. Jeg tænker, at man måske kunne nævne ikke bare statsaktører, men også ideologier, som er farlige, altså at der er en ideologi, som hedder jihadisme, som er en fare for Europa. Det er ikke kun stater, men også ideologier, som lever overalt, og vi har set jihadismens ansigt i Europa siden den 7. oktober. Det er også en fare; en ideologi kan også være meget farlig, og man burde turde udråbe jihadismen som en fjende og som en fare for rigets sikkerhed.

I den forbindelse skal jeg sige, at jeg er blevet spurgt om, hvor jeg står i sagen om de her koranafbrændinger. Jeg sagde, lige efter at forslaget kom frem, at det kan jeg ikke støtte. Det er en ideologisk tanke. Men jeg synes også, det ville være forkert, hvis jeg som nordatlantisk mandat fra Færøerne, hvor blasfemiparagraffen stadig er gældende, ender med at være den stemme i Folketinget, som tipper balancen, og som gør, at flertallet – de politikere, som er valgt i Danmark – ikke får sin vilje, men at mindretallet får sin vilje ved min hjælp. Det ville demokratisk set være forkert. For det drejer sig ikke om mit land eller mine vælgere; det er en dansk sag, og derfor synes jeg, at det rigtige er, at flertallet, altså de politikere, som er valgt i Danmark, træffer den beslutning og får sin vilje. Det var det. Tak.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. Det er jo entydigt Færøernes landsstyre, der skal træffe beslutningen om en fortsat fiskeriaftale med Rusland. Sådan skal det være. Men helt som jeg har kritiseret Belgien for at stå i vejen for skrappere sanktioner, når det gælder diamanter, og helt som jeg og vi har været kritiske over for danske virksomheder, som ikke har gjort nok, så vil det også ærgre mig, hvis fiskeriaftalen fortsætter. Jeg mener, vi har brug for at sende alle de signaler, vi kan, til Rusland om, at krigen i Ukraine er helt uacceptabel, og der kunne det her være en vigtig brik. Så jeg vil høre ordføreren, om ordføreren kunne sige lidt mere om de forhandlinger, der pågår lige nu, og de eventuelle krav, som landsstyret måtte stille, og lidt om, hvor ordføreren regner med det ender.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo et meget relevant spørgsmål, og det er fuldstændig korrekt, at det er en politisk beslutning, som skal træffes på Færøerne. Men derfor kan alle mulige andre selvfølgelig have en mening om det, ligesom man må have en mening om ROCKWOOL og ECCO og alle mulige andre. Det er et frit land, heldigvis.

Jeg kan ikke sige så meget om det. Altså, jeg sidder ikke i landsstyret. Jeg kan sige, at mit parti, hvis jeg skal tale for mit eget parti, mener, vi bør afslutte fiskeriaftalen. Vi mener, at det strategisk set på lang sigt er utrolig uheldigt, hvis Færøerne bliver stadig mere afhængige af Rusland økonomisk og erhvervspolitisk. Et lille land, som er meget afhængigt af et stort diktatur, er ikke en god kombination. Men jeg ved ikke, hvor sagen står. Den her uge skal landsstyret have mandat fra udenrigsudvalget i Færøerne, i forhold til om man skal påbegynde forhandlinger eller ej. Jeg kan ikke sige, hvor det står. Jeg ved ikke, hvor det står, og jeg ved heller ikke, hvori mandatet kommer til at bestå.

Hr. Christian Friis Bach.

Jeg vil bare sige tak for svaret.

Ordføreren.

Det er fint.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så kan vi gå videre til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Tak for det. Jeg beklager, at jeg kun har 5 minutter. Jeg skal til at vænne mig til, at mit mandat ikke er lige så vigtigt som de andres i det danske folkestyre. Sådan er det jo. Jeg har 5 minutter i stedet for de 10 minutter, som de andre har; sådan må det være.

Jeg har det med de her strategier, som jeg nogle gange har det med læringsmålene i folkeskolen: De er meget fine, og vi tager dem frem og kigger lidt på dem en enkelt gang, og så går vi tilbage til virkeligheden. Og det tror jeg også man skal holde sig for øje i forhold til det her. Vi står i nogle udenrigspolitisk meget voldsomme situationer. Krigen i Ukraine er desværre for nogle blevet dagligdag, er blevet hverdag, og fylder ikke på samme måde i medierne, men den fylder i ukrainernes kamp for deres fædreland og for deres frihed. Det er en kamp, som jeg tror man først har forstået, når man oplever den på egen jord.

Så har vi situationen i Israel, og for mig er situationen klokkeklar: Israel har en ret til at forsvare sig. Vi har at gøre med en islamisk terrororganisation. EU og USA anerkender, at det er en islamisk terrororganisation, og i min optik kan man ikke forhandle med en islamisk terrororganisation; der er ikke noget formål med det. Jeg er godt klar over, at det palæstinensiske folk tilbage i 2006 valgte Hamas, men spørgsmålet er, om de siden da, hvis de kunne lave det valg om, fortsat vil have Hamas. Det er jo et spørgsmål. Vi kan se, når man kigger på tallene, at Hamas har en pænt stor opbakning i den palæstinensiske befolkning i Gaza, og at Islamisk Jihad også har stor opbakning blandt befolkningen i Gaza, og det er dybt, dybt foruroligende. Jeg tror ikke på, at der kan komme en fred. Efter krig og vold skal der jo komme en fred, men jeg tror ikke, at den kan komme med Hamas. Du kan ikke snakke med nogen, hvis eneste mål er at udslette den anden part fra jordens overflade; så kan du ikke have en samtale med de mennesker. Det er en konflikt, der er oldgammel. Som historielærer er det en konflikt, man har fulgt nøje, og forestillingen om, at vi nu den her gang ender konflikten, tror jeg ikke på. Jeg tror, det er en konflikt, menneskeheden kommer til at leve med lige så lang tid, vi er her.

Det, der er vigtigt i den udenrigspolitiske situation kontra den indenrigspolitiske situation, er så, at vi ikke accepterer, at mellemøstlige konflikter bliver en del af vores samfund og måden, vi lever på i Danmark. Og det er der, jeg er dybt bekymret. Jeg er af sind normalt en meget, meget glad og optimistisk person, men jeg må sige, at jeg er bekymret for det, jeg ser i det danske samfund. Jeg er bekymret over, at svaret fra et samlet Folketing og regeringen på det meget, meget kraftigt stigende jødehad – det jødehad, som nu burde være klart for alle – indtil videre har været nogle facebookopdateringer og nogle X-opdateringer. Jeg er ked af at sige det: Det løser ikke problemet. Når man er færdig med det, vil hadet til jøderne stadig væk være her. Så længe islam kommer til at fylde mere i Danmark, vil hadet mod jøderne også vokse, og svigtet fra os alle sammen vil blive så meget desto større.

Så jeg savner løsningerne. Jeg savner viljen til at gøre det, der er nødvendigt for at beskytte jøderne. Og det er ikke overfaldsalarmer, peberspray og andet. Det er en falliterklæring, og vi bliver nødt til at kigge hinanden dybt i øjnene og spørge: Hvad er det for et land, hvad er det for et samfund, vi vil være? Hvad er det for nogle mennesker, vi vil være? Hvad er det for nogle værdier, vi står for? Og det kan godt være, at vi skribler dem ned i en strategi, men hvis vi ikke er villige til at stå fast på dem, når det er hårdt, og når det er svært og det kræver svære valg, så er ordene tomme.

Jeg er dybt bekymret over, at vi står ved en skillevej lige nu, hvor vi vælger de tomme floskler i stedet for at stå fast på det, der er rigtigt, og være villig til at tage de svære valg. Islam bliver i min optik aldrig nogen sinde foreneligt med et nordisk, sekulært, moderne demokrati. Jo før vi indser det, jo hurtigere kan vi reagere på det. Jo længere tid der går, jo sværere bliver det, og jo større bliver kampen. Tak.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til hr. Lars Boje Mathiesen. Og så kan vi give ordet til udenrigsministeren.

Tak for det. Og tak for en god debat eller måske først og fremmest for en stribe gode indlæg og så lejlighedsvis, lidt afhængigt af hvem der har haft ordet, også debat. Jeg synes, der har været mange gode kommentarer til regeringens nye strategi. Jeg fornemmer sådan set også en ret bred opbakning til den udenrigspolitiske linje helt overordnet, og det er sådan set ikke overraskende, for det har jo altid karakteriseret Danmark, at vi under skiftende regeringer trods alt har haft en rød tråd, eller hvad farve man nu vil ty til, altså i hvert fald en gennemgående linje i vores tilgang til resten af verden. Det er også vigtigt og en af grundforudsætningerne for, at et lille land som vores kan spille en rolle.

Så har der, og det er helt naturligt, været mange indlæg om krigen mellem Israel og Hamas, som jo blev antændt af et diabolsk, forfærdeligt terrorangreb mod Israel den 7. oktober. Det er det største drab på jøder siden holocaust, et israelsk 9/11, men ti gange større, hvis man ser forholdsmæssigt på det gennemslag, det har haft befolkningsmæssigt. Det er helt, helt frygteligt, og derfor er der nu krig og ufred igen, og en konflikt, som har varet i årtier, er blusset op til et niveau, som vi ikke har set meget, meget længe, med en indbygget enorm risiko for, at det spreder sig til hele regionen, men jo også, som flere ordførere også har været inde på, spreder sig videre til skel mellem Nord og Syd, og også med risiko for, at det sætter sig som et skel i vores egen befolkning.

Derfor har vi et stort og fælles ansvar for sammen med resten af EU at sikre, at konflikten ikke spreder sig, og tage hånd om, at risikoen for migrationsbølger, voldelig ekstremisme, terrorisme og antisemitisme ikke spreder sig. Det har mange adresseret, lidt med forskellige indfaldsvinkler, og jeg noterede mig også, at Alexander Ryle påpegede, hvad der jo er rigtigt, at det her spørgsmål slet ikke er omtalt i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Det er sådan set slet ikke nævnt, og det kan man jo godt stå at filosofere over, og man kunne også pege fingre, og for mit vedkommende ville de fleste af dem jo pege ind mod mig selv. Men til det kan man vel sige, at formålet med en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi for så vidt jo ikke er at forudsige den næste krise, den næste invasion eller det næste terrorangreb, men at sætte en strategisk retning, opstille et pejlemærke eller et kompas,for vores udenrigspolitik i en verden, der er blevet mere usikker og uforudsigelig.

Lige præcis det forhold, at vi nu står med en opblusning i Mellemøsten, som ikke er omtalt, understreger jo pointen om, at vi lever i en uforudsigelig tid, hvor den aktuelle geopolitiske situation jo også spiller ind, fordi den her konflikt polariserer verden, både regionalt og, som jeg var inde på, også i forhold til vores eget samfund.

Det skaber en ekstremt farlig situation, hvor der er flere lande, som forsøger at udnytte konflikten. Nogle har rimeligvis også været med til at initiere den, altså Iran; andre sidder blot og iagttager den her splittelse, der vokser frem – Putin – og glæder sig over, at der i hvert fald potentielt er en risiko for, at det fjerner fokus fra andre ting.

Alt det her fører jo til, at det er vigtigt for os alle sammen, at vi finder de balancer, der vil gøre det muligt at håndtere den her højspændte situation i sammenhæng med andre højspændte situationer, som vi også skal forholde os til, og det understreger jo pointen om, at vi skal vænne os til, at dagen i morgen ikke bliver, som den var i går. Vi lever i en noget mere usikker tid end den, der i tiår efter murens fald prægede hele det globale landskab.

Det ser vi jo også stærkt i forhold til Ukraine og de andre østlige frontlinjestater, hvor Putins drømme om et Storrusland kommer buldrende, men det er jo ikke det eneste sted. Vi ser det også i Asien, hvor Kina ønsker et større albuerum, vi ser det i Afrika og Latinamerika, hvor Rusland og Kina byder sig til på hver deres måde, vi ser det i Nordamerika, hvor USA i stigende grad orienterer sig mod Asien og forventer, at vi i Europa påtager os et større ansvar for vores frihed og sikkerhed, og vi ser jo også et USA, som undergår demografiske forandringer, og som, hvis man laver en fast forward, 10, 20, 30, 40, 50 år frem, ikke pr. automatik bare kan regnes ind som et kontinent, der sådan ubetinget kun kigger vores vej.

Det er jo de kolde realiteter, og det er dem, vi skal forholde os til, og selv om det virker besnærende, nytter det jo ikke at trække følehornene til sig, slå teltet op i egen have og glemme verden udenfor. Det handler om at læne sig forlæns ind i fremtiden og forholde os til den verden, vi lever i, og de konflikter, der kendetegner den, og det er der også flere der har været inde på, og jeg har sådan set også med en vis tilfredshed noteret mig, at man også fra ordføreres side, som ikke politisk er enige med mig selv, og her tænker jeg bl.a. på Enhedslistens ordfører, trods alt har taget ned, at vores strategi og vores virke har det afsæt, at vi forholder os realistisk til verden, sådan som verden ser ud, og ikke til, hvordan vi ønsker at den så ud.

Det er også med det afsæt, at vi søger en plads i FN's Sikkerhedsråd. Det er også med det afsæt, at vi styrker vores diplomati, og det er også med det afsæt, at vi har meldt os fuldtonet ind i kampen for Ukraines frihed, og det er også derfor, at vi kommer til at sætte et højt ambitionsniveau, når vi i 2025 skal overtage formandskabet i EU. For det er ikke en strategi at læne sig tilbage og håbe på det bedste; vi må prøve at gøre det modsatte, og det er præcis det, der ligger til grund for den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Det har jo været en dyster diskussion, fordi det er et dystert verdensbillede, vi kigger på, men jeg tror så alligevel her, hvor redegørelsesdebatten nærmer sig sin ende, at det er vigtigt at huske på, at alt ikke skal synges i mol. Personligt er jeg selv grundlæggende et optimistisk menneske, og jeg synes også, at fortællingen om dansk udenrigspolitik anno 2023 også skal handle om de nye muligheder – muligheder, som vi som regering har tænkt os at gribe. Det gælder først og fremmest i forhold til landene uden for Vesten, vores lokale partnere, landene i Afrika, og nu er der nogle stykker af os, der går glip af en konference, som Dansk Industri har holdt, præcis mens vi sidder her, om Afrika, og som jo er et vidnesbyrd om, at man også i dansk erhvervsliv ser nogle muligheder i Afrika, men det gælder også Asien, det gælder Latinamerika, og det gælder alt derimellem. Og jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen, jo, så måske højst mig selv, ved at sige, at det her er lande, altså i Afrika, Asien, Latinamerika, som måske ikke har fået den allerallerhøjeste prioritet i dansk udenrigspolitik gennem de sidste årtier, og det gælder ikke bare Danmark – men det gælder også Europas tilgang til de dele af verden.

Det har jeg også mærket helt konkret, når vi har mødtes i kredsen af udenrigsministre, og også før jeg fik den position – og tak til hr. Alex Ahrendtsen for den blandede ros og ris i den sammenhæng – altså at der altid har været mange ting på dagsordenen, som vi gerne ville nå omkring, og at man, når sådan de mest oplagte emner var løst, så aldrig rigtig nåede til de andre ting, som jo for så vidt er ligeværdigt vigtige. Og det er jo ikke et udtryk for nogen ond vilje, men måske snarere et udtryk for en mekanisme om, at der er grænser for, hvor mange problemstillinger man kan have højt oppe på agendaen samtidig. Det skal vi holde os for øje, og det skal vi også holde os for øje lige præcis nu, hvor situationen i Mellemøsten tager rigtig meget energi i vores befolkninger, i vores medier og politisk og jo for så vidt også økonomisk, altså at vi er nødt til at have den systematik i vores arbejde, at det ikke får lov at skubbe andre ting væk. Det er der jo en overmåde stor risiko for ellers ville ske.

Når jeg siger det her, gælder det jo først og fremmest i forhold til Ukraine, som fortsat må holdes helt højt oppe på vores liste. Jeg mødte et par uger efter det her forfærdelige terrorangreb på Israel en ældre herre, som jeg har stor respekt for, og det var også sagt i munterhed, og det er selvfølgelig noget, man skal passe på med i den her sammenhæng, men han kom hen til mig og sagde: Lars, er krigen i Ukraine slut? Jeg kan forstå, at krigen i Ukraine er slut. Og så sagde jeg: Jamen det er den da ikke. Så sagde han, at der ikke har været noget om det i tv de sidste 14 dage. Det er selvfølgelig en sørgmunter betragtning, men det repræsenterer jo det, som vi taler om her, altså risikoen for, at fokus flytter sig, og det må det ikke, og det er jo også derfor, vi skal opbygge en stærkere dansk udenrigstjeneste, så vi på en og samme tid ligesom kan fastholde et fokus mange steder.

Vi har brug for Indien, vi har brug for Brasilien, og vi har brug for Saudi-Arabien, for at komme i mål med den grønne omstilling, vi har brug for Egypten, vi har brug for Etiopien, og vi har brug for Algeriet, for at tage hånd om hele migrationsspørgsmålet, vi har brug for Argentina, vi har brug for Taiwan, og vi har brug for Tchad, for at få adgang til sjældne jordarter og diversificere vores forsyningskæder. Det er jo den skinbarlige sandhed, at vi har brug for at have relationer af forskellig karakter til stort set alle.

Det er også derfor, at vi forsøger at sætte et højt ambitionsniveau. Det kommer vi også til i det arbejde, som vi for alvor tager hul på straks i det nye år, og som jeg havde glædet mig til at tyvstarte sammen med Dansk Industri her i eftermiddag – hele vores arbejde omkring Afrika, hvor vi har brug for en langt, langt mere offensiv tilgang og i virkeligheden også et opgør med den kendte sang af Nanna, hvor vi synger om Afrika, Afrika, det land, som alle børn kender, som om Afrika var et land, når vi alle sammen ved, at det er 54 forskellige lande, som rummer 54 forskellige former for problemstillinger og potentialer, og hvor vi har brug for at blive meget, meget klare på, hvad vores strategiske interesser er i de respektive forskellige lande, fordi det er forskelligt og vi de steder, hvor der er et potentiale, skal dyrke det. Så det er tilgangen, og tak for, at den sådan grundlæggende bakkes op.

Så vil jeg gerne bare lige slutte af med at sige et par ord om vores diplomatiske kampevne eller muskelkraft, som hr. Karsten Hønge kaldte det. For det er jo relevant. Vores udenrigspolitiske ambitioner kan jo ikke føres ud i livet, uden at vi også sætter ressourcer bag dem, og derfor er det så utrolig godt, som flere også var inde på, at vi har flyttet os derhen, hvor der nu også er en parathed til at betale vores kontingent i NATO-klubben, som det blev beskrevet. Det er godt, at vi vil leve op til vores NATO-forpligtigelser om de 2 pct., det er godt, som regeringen lancerede det i forgårs med 2030-planen, at vi nu også har skabt økonomi til ikke bare kortvarigt at nå op på 2 pct. for så at falde ned igen og nå op igen, men at vi sætter ressourcer af til at blive på det niveau, og at vi dermed også har langsigtede ressourcer til at støtte Ukraine. Det er godt, og det er godt, at det har bredt sig som en bred politisk erkendelse i den alvor, som Putins ulovlige angrebskrig i Ukraine skabte.

Det er jo, som hr. Alex Ahrendtsen, tror jeg det var, var inde på, og andre var også inde på det, altså en gammel målsætning helt tilbage fra Wales i 2014. Det var lidt langmodigt at komme derhen; da man i forrige valgperiode åbnede forsvarsforliget, kneb det, kan man vist sige uden at fornærme nogen, med den politiske betalingsvilje. Men den er så kommet på plads senere, og det er rigtig, rigtig godt, ligesom det er rigtig, rigtig godt, at vi nu får hele kredsen omkring Østersøen engageret i NATO-samarbejdet, når ellers tyrkerne får ratificeret, og det presser vi på for; det er en dansk interesse. Det er vigtigt, og det er også vigtigt, at vi får styrket vores udenrigstjeneste. Det er jo også derfor, regeringen i det finanslovsforslag, der er lagt frem, og som for tiden diskuteres og forhandles, løfter udenrigstjenesten med, hvad der svarer til 12 pct. målt i nettotilvækst, med dette år som udgangspunkt og så de næste 4 år frem. Det er et forslag, som jeg ikke bare håber, men som jeg egentlig også allerede har aflæst nyder stor og bred politisk opbakning her i salen.

Man skal jo ikke bruge pengene, før man har dem, men jeg kan da her tilkendegive, at jeg meget, meget snart vil konkretisere regeringens planer om at åbne en lille håndfuld nye danske ambassader på strategisk vigtige steder rundtomkring i verden, ligesom jeg også vil præsentere nye tiltag, som skal gøre udenrigstjenesten mere robust og åben over for det samfund, vi er en del af, og det vil bl.a. indebære et bedre samspil med dansk erhvervsliv om de dilemmaer, den nye geopolitiske virkelighed skaber for dem.

Så med den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi har regeringen lagt en klar linje for et Danmark, der tager ansvar, og med det vil jeg takke for debatten og de meningsudvekslinger, der har været her i dag, og udtrykke et oprigtigt følt ønske om et tæt samarbejde med Folketinget om at sætte disse udenrigspolitiske ambitioner igennem i den virkelighed, som er meget, meget kompleks, men hvor det at vende ryggen til den i hvert fald ikke fører nogen steder hen. Tak.

Mange tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak, og tak for redegørelsen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til Frontex og de illegale migranter, som kommer over fra Afrika. Italien har indgået en aftale eller er i hvert fald i gang med at indgå en aftale med Albanien om et såkaldt Rwanda, som vi vel kan kalde det i citationstegn, som Danmark også har kigget på. Hvad er udenrigsministerens holdning til det, og vil man undersøge, om Danmark skal gå i samme fodspor?

Ministeren.

Danmark er jo blandt de lande, der presser på for – hvordan man skal udtrykke det her diplomatisk, er jo noget, jeg stadig øver mig i – at vi får en mere robust tilgang til hele det her spørgsmål, men også en mere holistisk tilgang, hvor det med at lave aftaler med tredjelande sådan set inspireret af også Tyrkiet-EU-aftalen er brugbare værktøjer, og det er jo sådan set også den tænkning, der ligger bag det her bilaterale samarbejde, som man lige skal se konkretiseres og udfolde sig, mellen Italien og Albanien. Så det er vi sådan set meget åbne over for.

Når jeg så understreger det med det holistiske, er det, fordi – jeg tror, det var hr. Christian Friis Bach, der var inde på det – man ikke dæmmer op for migrationsbølger alene ved at have en effektiv beskyttelse af den ydre grænse. Vi står over for, at Afrika – bare for at tage det konkret – får fordoblet sin befolkning frem mod 2050, hvor hver fjerde indbygger på Jorden vil være afrikaner, hvor hver anden ung – hver anden ung! – vil være afrikaner. Og hvis man ikke også samtidig sørger for at skabe udviklingsmuligheder, findes der ikke noget hegn, der kan bygges højt nok til, at folk ikke kan kravle over det. Så der er jo brug for en holistisk tilgang i de her ting.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Vi har jo heldigvis et langt, stort hegn, der hedder Middelhavet.

Mener udenrigsministeren, at den ordning, som der bliver lagt op til i Albanien, ikke er humanistisk? Som jeg har forstået det, ville den skulle leve op til de gængse menneskerettighedskrav, også i Albanien. Sådan har jeg i hvert fald læst det, men er der noget, udenrigsministeren er bekendt med, som gør, at det ikke skulle leve op til de krav?

Ministeren.

Det er klart, at hvis man laver tredjelandssamarbejder om returnering af folk, der egentlig opfylder de internationale konventioner for at være flygtninge, så skal man sikre sig, at omstændighederne omkring det er rigtige. Jeg har ikke haft lejlighed til at nærstudere den der aftale godt nok, men når jeg bragte det med det holistiske ind, var det nu ikke så meget i relation til lige den konkrete aftale. Det var mere til tænkningen om, hvordan man dæmmer op for migrationsstrømme, hvor jeg bare stilfærdigt siger, at det kan man ikke alene gøre med returneringsaftaler.

Jeg nævner Afrika som et eksempel. Hvis ikke man får skabt en udvikling på det afrikanske kontinent, hvor unge afrikanere føler, at der er en fremtid i Afrika for dem, så vil man få nogle helt massive flygtningestrømninger, som vi ikke har set til dato, og så vil ingen returneringsaftale være stærk nok til at kunne håndtere det. Så det er derfor, at vi skal satse på det her tredjelandssamarbejde, at vi skal satse på udviklingsstøtte, at vi skal satse på at flytte os fra aid til trade, altså handel, og det er egentlig også det, der bl.a. ligger i vores Afrikastrategi, som vi nu tager hul på at udarbejde.

Så er det fru Aaja Chemnitz.

Også tak herfra. Udenrigsministeren kommer jo sådan set hele jorden rundt, men jeg hørte ikke udenrigsministeren sige særlig meget omkring Arktis eller omkring Grønland og Færøerne. Man kan jo sige, at det er godt at gå efter at få flere venner, men jeg tror også, at det er vigtigt at huske på, at når man gerne vil det gode samarbejde, og det tror jeg sådan set udenrigsministeren gerne vil, så er det også vigtigt at italesætte arbejdet i Arktis – og jeg tror egentlig, at det er en forglemmelse, så jeg vil lade tvivlen komme ministeren til gode og give ham muligheden for at sige lidt mere.

Vi ved jo, at vi går og venter på naalakkersuisut i forhold til den her arktiske strategi, men vi ved også, at vi har en opgave i Folketinget og hos den danske regering i forhold til at sikre en arktisk strategi, så det kunne jeg godt tænke mig at høre udenrigsministeren sige nogle ord omkring. For vi ved, at naalakkersuisut kommer til at afslutte deres arktiske strategi her inden længe; det er i hvert fald den melding, der officielt er kommet. Tak.

Ministeren.

Tak for det. Det er udførligt omtalt i den redegørelse, vi debatterer her i dag. Og det er rigtigt, at jeg så reflekterede lidt her i går i mine slutbemærkninger. Måske er det i virkeligheden også for at fastholde ambitionen om det gode samarbejde, al den stund at jeg nu har været udenrigsminister i et år og haft en ambition om at lave en arktisk strategi, men også en forståelse for, at den skal udarbejdes for hele rigsfællesskabet, og at der er brug for et grønlandsk input, som så ikke er kommet endnu, og som jeg har efterspurgt ad en række omgange – og det afventer jeg så respektfuldt – således at kongeriget Danmark kan forlade den position, vi har for nærværende, hvor vi er den eneste arktiske stat, der ikke har en arktisk strategi.

Fru Aaja Chemnitz.

Mange tak. Det er jo efterhånden et par år siden, at vi havde en drøftelse i Folketinget, hvor vi ligesom lagde op til den her arktiske strategi for kongeriget, og derfor tænker jeg, at det kunne være interessant i hvert fald at høre, hvordan man forestiller sig at processen skal være, lige så snart Grønland har sin strategi på plads.

Ministeren.

Jamen altså, jeg er meget, meget spændt på at se det grønlandske bidrag, og så vil vi jo selvfølgelig initiere drøftelser mellem de udenrigspolitiske ordførere. Det er ikke, fordi jeg i virkeligheden betragter det som så svær en politisk opgave, altså at formulere en strategi for kongeriget. Det svære bliver jo at implementere den i en situation, hvor Arktisk Råd er præget af krigen i Ukraine, og hvor man skal takke nordmændene for at have lavet en fornuftig overtagelse af formandskabet, og hvor vi skal håndtere en situation, hvor der jo er en risiko for, at der sker en udvikling, der fører flere risici med sig i Arktis. Der er en risiko for, at et i virkeligheden svagt Rusland, der er nødt til at åbne sig for Kina, skaber mulighed for en højere grad af kinesisk indflydelse, hvor vi så skal sætte det, som helt sikkert bliver vores strategi og vores ambition, igennem, nemlig at fastholde Arktis som et lavrisikoområde, hvor man også muliggør, kan man sige, det potentiale, der er for lokalbefolkningen, og giver en respektfuld mulighed for også at udnytte naturressourcer og sådan noget og sætte det igennem.

Så det bliver nok i virkeligheden sværere end at formulere vores egne ambitioner. Det skal vi have gjort i god tid, inden vi overtager formandskabet i 2025, og det formandskab skal i øvrigt også afvikles på en måde, hvor vi tager det ned, som fru Aaja Chemnitz også sagde, nemlig at hovedårsagen – med en lille færøsk undtagelse – til, at kongeriget er en arktisk stat, er, at Grønland er et arktisk land.

Så er det hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. Konflikten mellem Israel og Gaza udvikler sig jo time for time og bliver mere og mere alvorlig. Jeg noterede, at udenrigsministeren sagde, at man for 2 uger siden, da resolutionen på FN's Generalforsamling blev behandlet, ville have stemt for den, hvis man havde fået det ind med en fordømmelse af Hamas og en klar stillingtagen til, at gidslerne skulle frigives øjeblikkeligt. Men det er det her med, at man på det tidspunkt fra dansk side godt kunne have stemt for en øjeblikkelig våbenhvile, som der står i resolutionen. Rådskonklusionerne er jo også et par uger gamle nu. De taler så om de humanitære pauser, og på det samråd, vi havde for et par dage siden, drøftede vi spørgsmålet, men tingene bevæger sig jo hele tiden. Senest har vi set både en række nye lande og aktører tilslutte sig kravet om en våbenhvile.

Jeg vil høre udenrigsministeren, om det, den danske regering ønsker, er en pause, for at krigshandlingerne bliver genoptaget, eller en våbenhvile, som kunne stoppe handlingerne og gøre, at man kunne søge andre løsninger og måder at stille Hamas til ansvar på.

Ministeren.

Må jeg ikke lige for historieskrivningens skyld sige, at den resolution, der var til afstemning på FN's Generalforsamling, hvor Danmark stemte for det canadiske ændringsforslag, som fik et flertal, men ikke et tilstrækkeligt flertal til, at det blev taget ind i resolutionen, var en resolution, som rummede mange gode elementer. Men der var i hvert fald to ting, der var fraværende og ikke tilfredsstillende set med danske øjne og i virkeligheden heller ikke med hovedparten af Europas øjne, nemlig en entydig fordømmelse af Hamas' terrorangreb og en understregning af Israels berettigede mulighed for selvforsvar. Det skal lige siges.

Så er det jo rigtigt, at vi står med en frygtelig situation, hvor den humanitære katastrofe også vokser. Det er derfor, Danmark så sent som i dag har lanceret en yderligere støttepakke på 10 mio. euro, dvs. 75 mio. kr., der bringer den danske nødhjælp i indeværende år op på 240 mio. kr. Det siger sig selv, at den villighed til at yde nødhjælp også følges op af en ambition om at kunne få lov at aflevere den. Forudsætningen for, at man kan få nødhjælp ind i Gaza, og at man i øvrigt kan distribuere den i Gaza, er, at der kommer pauser i krigshandlingerne, og det er derfor, vi på linje med EU støtter ønsket om, at der kommer pauser i krigshandlingerne.

Hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. Spørgsmålet gik måske lige et skridt videre, nemlig om man fra dansk side ønsker, at pausen skal være der, med henblik på at krigshandlingerne fortsætter, eller at pausen skal udnyttes til faktisk at søge andre løsninger, hvor vi kan få skabt sikkerhedsgarantier og få samlet både arabiske lande, USA og Vesten om at få retsforfulgt Hamas med opbakning fra de palæstinensiske organisationer, som ønsker det samme.

Så spørgsmålet var: Ønsker man, at pausen ligesom skal være en pause, for at krigshandlingerne skal fortsætte, eller ønsker Danmark, at pausen skal være en vej mod, at krigen stopper?

Ministeren.

Det bliver jo også lidt en diskussion om, hvad ord betyder. For en pause kan være kort, og den kan være lang, og den kan også få en længde, hvor den ender med at blive permanent, fordi pausen åbner nogle muligheder, man ikke troede var der, da man kaldte på den. Men for lige at skitsere yderpunkterne vil jeg sige: En våbenhvile er at fryse nogle ting og skabe rum til, at Hamas kan reorganisere sig, og en pause er en mulighed for at opfylde forskellige ting på en og samme tid, nemlig muligheden for at få humanitær hjælp ind og muligheden for at få folk, der søger at komme i sikkerhed, ud. Vi arbejder jo benhårdt på at få dem, der står på danskerlisten, ud af Gaza. Nogle af dem befinder sig i Gaza by. Så selv om vi arbejder for og også tror på det og får dem på listerne, så de kan komme over grænsen ved Rafah, så hjælper det jo ikke noget, hvis ikke de kan komme fra Gaza by ned til Rafah. Det handler også om gidslerne, som der også sidder en dansk statsborger iblandt. Så der er mange gode grunde til, at der kunne komme en pause, og det er den danske ambition.

Så er det fru Charlotte Munch.

Tak. Jeg vil godt høre ministeren, om han mener, det er korrekt, når flere lande mener, at vi tæller forkert sammen, når vi tæller vores bidrag med i de 2 pct., sådan som det fremgik i morges på DR.

Ministeren.

Nej, det mener jeg ikke er korrekt. Jeg mener helt entydigt, at et dansk bidrag til Ukraines kamp mod Rusland på alle måder også tjener vores egen sikkerhed. Altså, det er jo i virkeligheden, selv om NATO-paraplyen ikke rækker ind over Ukraine og NATO ikke er i krig med Rusland, der, Vestens yderste grænse står aktuelt. Derfor har jeg også noteret mig, at NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, ad flere omgange altså har været meget åben omkring de her spørgsmål.

En kugle på lager i Danmark er mindre værd i forhold til at beskytte vores alle sammens sikkerhed og tryghed end en kugle leveret til det ukrainske militær.

Fru Charlotte Munch frafalder en yderligere kort bemærkning. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen af denne sag nu sluttet.

Inden vi går videre til næste sag, skal vi lige tilbage til den sædvanlige opstilling.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)