Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Forhandling om redegørelse nr. R 4:

Ministeren for nordisk samarbejdes redegørelse om det nordiske samarbejde.

(Anmeldelse 12.10.2023. Redegørelse givet 12.10.2023. Meddelelse om forhandling 12.10.2023).

Vi skal dermed i gang med endnu en redegørelsesdebat. Det indebærer jo, at ordførerne skal rykke frem på forreste række. Der skal både logges ind og logges ud. Så vi tager lige et minuts pause, så vi kan komme på plads, inden vi begynder at snakke sammen.

Så tror jeg, at vi har fået løst it-udfordringerne. Forhandlingen er dermed åbnet. Den første ordfører på talerstolen er fru Annette Lind fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Tak for ordet, og tak til ministeren for nordisk samarbejde for, at vi kan have den her redegørelsesdebat. Jeg synes, at den er enormt vigtig, og jeg synes, at det er enormt vigtigt, at vi i det hele taget taler det nordiske fællesskab og samarbejde op. Vi har lige hørt talen af forsvarsministeren, som lige har været her, og det er jo mere vigtigt end nogen sinde.

I redegørelsesdebatter er der tradition for, at vi kigger tilbage på året, der er gået. Jeg vil også kigge fremad, fordi vi jo har en vision for 2030 om at være verdens mest integrerede og bæredygtige region. Det er også sådan, at de 12 ministerråd alle sammen kommer til at arbejde for et konkurrencedygtigt Norden, et mere socialt bæredygtigt Norden og et grønt Norden. Det gør vi selvfølgelig også i Nordisk Råd. Og det er besluttet, at man skal lave nye samarbejdsprogrammer og mål for de 12 ministerråd.

Den her redegørelsesdebat er bygget op på den måde, at alle ministerrådene er kommet med et lille resumé. Jeg vil koncentrere mig lidt om visionen, og så vil jeg sige noget om sikkerhedssituationen. Derefter vil jeg sige noget om grænsehindringer, fordi jeg synes, at det er noget af det vigtigste arbejde, som vi overhovedet kan gøre, altså at vi laver bedre forhold for helt almindelige mennesker med helt almindelige job i Norden.

I Norden har vi den her fælles vision om at blive den mest integrerede og bæredygtige region. Arbejdet med at bremse klimaforandringerne er heldigvis i fokus for samtlige nordiske regeringer. Der er kommet sådan en halvvejsrapport – eller i hvert fald optakten til det – hvor man kan se, at det grønne er noget af det, som vi skal gøre endnu mere ved. Så det er jeg glad for at samtlige regeringer har fokus på. Den grønne omstilling er nemlig i mine øjne en helt afgørende prioritet for vores nordiske samarbejde. Norden er anerkendt i hele verden som en garant for en ambitiøs klimahandling, gode klimaløsninger og holdbare bæredygtighedsindsatser. Det skal vi selvfølgelig fortsætte med at være.

Men også på tværs af grænserne kan vores fællesskab bringe os tættere på målet. Det gælder f.eks. på transportområdet, hvor tættere nordisk samarbejde om den grænsekrydsende trafik kan gavne både miljø og klima. Vi er kommet et godt stykke af vejen, for det er nemlig lykkedes Nordisk Ministerråd nu endelig at blive enig om at etablere et nordisk transportsamarbejde, men alle ved jo, at vi alle her på den her side ønsker at gå skridtet videre og få et ministerråd for transport.

Vi har brug for hinanden i Norden, især når vi rammes af pandemi, inflation og krig og ufred. Derfor skal vi stå endnu tættere sammen om fælles udfordringer og løsninger, så hverdagen bliver lettere for helt almindelige mennesker i Norden og i landene omkring os. Norden har en særlig forudsætning for at skabe fred ved til stadighed at være budbringer for diplomatiske løsninger og samarbejde. Det islandske formandsprogram, som vi også debatterer her i dag, bærer titlen »Norden – en kraft for fred«. Med krigen i Ukraine er samfundssikkerhed kommet meget, meget højt på den nordiske dagsorden. Både i Nordisk Ministerråd, i Nordisk Råd og for os, der sidder i præsidiet i Nordisk Råd, har den udenrigspolitiske sikkerhedsdagsorden været meget, meget tydelig de sidste år. Det er jo noget nyt i Nordisk Råd, især i præsidiet.

I næste uge skal vi alle sammen til Nordisk Råd i Oslo. Vi skal til den store session, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Hovedtaleren er NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, som vil sætte det nordiske forsvars- og sikkerhedssamarbejde i højsædet. Efterfølgende får vi medlemmer mulighed for at debattere med både de nordiske udenrigsministre, statsministre og samarbejdsministre. Det bliver rigtig godt og givende, og jeg glæder mig meget til, at vi fælles med alle ministrene og Nordisk Råd kan gøre en større indsats for det nordiske samarbejde.

Ellers er det jo glædeligt i forhold til den sikkerhedspolitiske diskussion – det hørte vi også at forsvarsministeren og ordførerne sagde før – at vi nu måske er næsten på vej til at kunne få fuldt medlemskab i NATO i Norden, nemlig ved at Sverige får deres medlemskab. Jeg var selv udenrigspolitisk ordfører for godt halvandet år siden, da vi ratificerede, at både Finland og Sverige skulle være en del af NATO. Det er længe siden, synes man, så nu glæder vi os rigtig meget over, hvis det endelig sker, at de sidste lande også får taget sig sammen til at indlemme Sverige i NATO.

Heldigvis er det nordiske samarbejde meget andet end krig og ufred. Meget af ministerrådenes arbejde handler nemlig om at løse grænsehindringer for helt almindelige mennesker med helt almindelige job i Norden. Jeg er selv udpeget til at arbejde for ministerrådets Grænsehindringsråd, og vi er netop påbegyndt et tættere samarbejde med Nordisk Råds grænsehindringsgruppe. Og det er altså meget nødvendigt, at vi arbejder tæt sammen, for der er helt almindelige ting, der skal løses, for at man kan få det lettere, når man f.eks. pendler over grænserne.

Jeg vil gerne give et par eksempler. Alle nordiske lande mangler fagfaglige medarbejdere. Derfor arbejder vi sammen om at smidiggøre arbejdsmarkederne, så vi frit kan leve, bo og arbejde i hele Norden, og godkende hinandens uddannelser og også give autorisation for hinandens uddannelser.

Det er alt for bøvlet, hvis man har en fritidsbolig på den anden side af Sundet. Det er sådan, at digitale løsninger ikke er det letteste at få til at harmonisere. Vi ønsker, at man kan bruge det danske MitID til meget mere end det, man kan i dag, f.eks. hvis man skal have noget så simpelt som internet eller almindelige ting, som kræver en digital løsning, hvis man er torpare, eller hvis man skal være på den anden side af grænsen end det land, man selv bor i. Udviklingen her går simpelt hen for langsomt, men det er lidt svært, fordi de nordiske lande har forskellige måder at have personnummer og e-id på. Men det er noget af det, vi skal have løst, og det er noget af det, som kunne gøre livet lettere for dem, der har boliger på den anden side af Sundet.

Under pandemien var der mange nordiske borgere, der var tvunget til at arbejde hjemmefra. En af de ting, vi også kigger på, er skatteregler, for der er rigtig mange skatteregler, som gør det besværligt at være pendler eller arbejde derhjemme på deltid. Især hvis man har arbejde i Danmark og er svensker, men arbejder deltid derhjemme, bliver man straffet på det skatteøkonomiske. Skatteministeriet i Danmark og det svenske finansministerium er netop i dialog om Øresundsaftalen, og der er andre problemer end lige netop det, jeg nævnte. Det håber vi rigtig meget løser nogle problemer, når de er færdige med det.

Når man arbejder i et andet land end ens eget, har sprogforståelse selvfølgelig stor betydning. Når vi investerer i sprog- og kultursamarbejdet, investerer vi i den nordiske integration. Eksempelvis gør den sproglige nærhed det nemmere for jobsøgende borgere i Norden at tage arbejde på den anden side af en nærliggende grænse. Det løser et rekrutteringsproblem i det ene land, imens det afhjælper en beskæftigelsesudfordring i det andet land. Norden er på mange måder et godt eksempel på, hvor meget man kan nå ved at arbejde sammen på tværs af landegrænser. Hver for sig og i fællesskab har de nordiske lande stået vagt om menneskerettigheder og demokrati, også over for nogle af verdens stormagter.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg ønsker et langt mere forpligtende nordisk samarbejde, som også kommer ind i de nordiske parlamenter som almindelig lovgivning. Det vil jeg gå i dialog med de nordiske ministre om – og selvfølgelig også med vores egen samarbejdsminister. Nordisk Råd og det nordiske samarbejde er historien om lande, som gennem århundreder var fjender og konkurrenter, men som i dag er hinandens bedste venner og støtter. Det nye budgetforlig styrker den udvikling, så vi i Norden også fremover prioriterer at stå sammen om fælles udfordringer og løsninger. For i Norden kan vi mere sammen end hver for sig. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for en god tale. Jeg har et spørgsmål gående på sikkerhed, for ordføreren nævnte jo den ydre sikkerhed, men jeg kunne også godt tænke mig en diskussion af den indre sikkerhed i Norden. Og der må jeg indrømme, at noget af det, jeg synes gør det her spørgsmål besværligt, er vores naboland Sverige, som jo har ført en helt anden udlændingepolitik, end vi har i Danmark. Der er jo også oplistet et tema eller et afsnit om det her i redegørelsen, og jeg kunne måske godt tænke mig, at ordføreren satte nogle flere ord på den del af redegørelsen og også bare forholdt sig til spørgsmålet: Hvad kan vi samarbejde med svenskerne om?

Ordføreren.

Det sidste kan vi gøre. Vi kan jo gøre rigtig meget, og det gør vi. Der er 15.000 pendlere, som hver evig eneste dag krydser vores Sund, så det betyder rigtig meget, at vi kan få hjælp til at besætte nogle af de jobs, som danskerne ikke kan besætte i Danmark. Så der er jo rigtig, rigtig mange områder, som vi kan arbejde sammen om.

I forhold til det første, som ordføreren spurgte om, tror jeg, at man har set i Sverige, at det er nødvendigt at have en strammere politik, ligesom vi har kørt i Danmark, og det ser vi jo nu på mange områder. Der er nogle grænsehindringer, som gør, at f.eks. borgere fra tredjeverdenslande ikke kan arbejde i Danmark. Det fastholder vi jo, fordi det netop er sådan, at vi ønsker, at det skal være de svenske borgere, som har opholdstilladelse, og som har statsborgerskab, der er der. Vi kan gøre rigtig mange ting sammen med svenskerne – det var forsvarsministeren, der lige netop sagde det omkring sikkerheden lige før.

Spørgeren.

Det kan da godt være, at der er 15.000 grænsependlere, men mig bekendt er der 30.000 registrerede bandemedlemmer. Så jeg kunne da godt tænke mig nogle flere grænsehindringer for svenskere for at komme ind i Danmark – eller rettere: ikke for svenskere, for jeg betragter ikke store dele af de mennesker som svenskere, men for alle dem, der er tilrejsende, og som Sverige har taget ind og desværre, for de flestes vedkommende, givet ophold og statsborgerskab. Derfor vil jeg bare spørge om noget, for ordføreren underkendte jo også den svenske måde at gøre tingene på, som jo også i høj grad har været den socialdemokratiske måde at gøre tingene på i Sverige. Hvad har ordføreren gjort for at italesætte de dybe problemer, som Sverige har, over for sine partifæller i Sverige?

Ordføreren.

Nu har jeg været med i rigtig mange år, og bl.a. har vi jo talt rigtig meget om NATO-medlemskab. Jeg synes da faktisk, at Sverige er kommet meget langt, i forhold til at jeg kan se, at når man skal samles om sikkerheden i vores lande, er det nødvendigt, at man flytter sig. Det har Socialdemokratiet gjort rigtig meget i Sverige ved at sige, at man ønsker at være medlem.

30.000 bandemedlemmer er 30.000 bandemedlemmer for meget. Det skal der selvfølgelig gøres noget ved, men det er jo et svensk anliggende.

Tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Tak for det. Jeg står her på vegne af Hans Christian Schmidt, som desværre ikke kunne deltage i dag, men som normalt tager sig af vores meninger på det her område. Jeg vil sige tak for ordet, tak til ministeren, tak for redegørelsen. Jeg synes, at redegørelsen giver os et værdifuldt indblik i det nuværende samarbejde, den nuværende situation og forventningerne til fremtiden. Redegørelsen viser, at de nordiske lande står over for en afgørende tid. Ikke mindst invasionen i Ukraine har kastet mørke skygger over Europa, og herudover har vi oplevet en energikrise, en voldsom inflation og ikke mindst en helt generel trussel mod vores sikkerhed. Så der er fortsat problemer.

Vi samarbejder imidlertid på mange områder til glæde for alle landene. Det gælder eksempelvis uddannelsesområdet, hvor der bl.a. er taget initiativ til erfaringsudveksling vedrørende manglen på grønne faglærte, som er en udfordring i hele Norden. Manglen på faglærte, også til den grønne omstilling, er en problematik, der optager Venstre og har optaget Venstre længe, og derfor er det godt, at der er fokus på den.

Vi lever som nævnt i en mere urolig verden, og derfor er det også positivt, at det islandske formandskab har fokus på Nordens særlige forudsætninger for at skabe fred. Her har det islandske formandskab bidraget til, at vi i de nordiske lande har kunnet få udbytte af ekspertisen og erfaringerne sammen, og at vi kan bidrage til mere sikkerhed i verden. Ligeledes er det en bærende søjle i det islandske formandsprogram, at Norden i overensstemmelse med Nordisk Ministerråds vision for 2030 skal være den mest bæredygtige og integrerede region i verden i 2030. Vi har et godt samarbejde omkring den her vision for 2030, hvor vi som nævnt i redegørelsen prioriterer konkurrenceevne, social bæredygtighed og grøn omstilling. Det er her, vi skaber et grønt Norden – et Norden, der er rustet til fremtiden.

Selv om arbejdet med visionen for 2030 og vores nuværende resultater er opmuntrende, står vi stadig over for en længere række udfordringer; bl.a. er tempoet for lavt, når det kommer til den grønne omstilling, og der er behov for et gearskifte, hvis vi skal indfri ambitionerne frem mod 2030. Vi oplever også fortsat grænsehindringer på en række områder, som vi skal arbejde videre med. Vi skal arbejde videre med at komme grænsehindringerne til livs i videst muligt omfang – til livs for vores fælles bedste. Det drejer sig f.eks. om hindringer vedrørende skat, vedrørende hjemmearbejde og vedrørende registrering, hvor eksempelvis Skatteministeriet og det svenske finansministerium, så vidt jeg er orienteret, er i dialog om et eftersyn af Øresundsaftalen og en lempelse af de nye registreringsregler, så vi kan fremme integration på arbejdsmarkedet i Øresundsregionen.

Et problem er der imidlertid, som måske ikke lige i den grad er blevet skåret ud i pap, og det er den kriminalitet, som finder sted ikke mange kilometer herfra, nærmere betegnet i Sverige. Jeg har respekt for de svenske myndigheders arbejde og ikke mindst det svenske politis arbejde med de vilkår, de nu har. Problemet er bare, at rettidig omhu åbenbart har en anden betydning i Danmark, end det har i Sverige. Vi præsterede herhjemme for adskillige år siden de første bandepakker, som i den grad har haft en indflydelse. Det er ikke sådan, at man lige kan se det med flammeskrift på væggen, men det lader sig nok tydeligst illustrere ved de 1.200-1.300 registrerede bandemedlemmer, vi har herhjemme, hvoraf hver tredje sidder i fængsel, sammenholdt med 30.000 i Sverige. Det er fuldstændig svimlende tal, og jeg vil sige, at et sted, hvor der i hvert fald skal fokuseres på samarbejdet, angår for så vidt den kriminalitet, som jeg håber man kommer til livs i Sverige, og jeg håber da for alt i verden, at den ikke kommer til Danmark i det omfang.

For at komme det i forkøbet kan man spørge: Hvad kan der så gøres ved det, og hvorfor har man ikke lukket grænsen over for Sverige? Det har regeringen ikke gjort, for hovedreglen er jo, at den skal være åben, og der skal være en særdeles god anledning til at lukke den. Det er selvfølgelig en vurdering, som foretages af regeringen og af EU. Men det, som der efter Venstres opfattelse bør ske, er, at Rigspolitiet løbende følger udviklingen og opnormerer kontrollen ved grænsen. Der er altså forskel på at lukke grænsen og så at kigge lidt bedre efter, hvem det er, der nu kommer på besøg. Jeg har da i hvert fald fra Retsudvalget en helt klar tilkendegivelse fra rigspolitichefen om, at man er fuldt ud opmærksom på de svenske tilstande og muligheden for, at de kan fyge over grænsen, om jeg så må sige.

Nok om det. Der er masser af arbejde at gå videre med. Vi har brug for hinanden her i Norden, og der er et unikt samarbejde, som der skal bygges videre på. Vores sammenhold og samarbejde burde kunne bringe os langt og bidrage til, at vi bliver bedre rustet til at imødegå de trusler og udfordringer, der er i fremtiden. Det tror jeg vi er enige om. Tak.

Tak til ordføreren. Der er spørgsmål, og det er fra hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for en rigtig god tale. Jeg kunne særlig godt lide det afsnit, der handlede om kriminalitet og kriminalitetsudvikling i Sverige, og der vil jeg bare spørge Venstres ordfører, fordi Venstres ordfører var noget mere direkte i det her spørgsmål end den socialdemokratiske ordfører, om det er noget, man internt i regeringen vil tage op.

For når vores ministre møder andre nordiske ministre, kunne det jo godt være, man lige kunne prikke til dem og sige: Har I nu helt styr på det og det? Man kunne jo godt ventilere nogle danske synspunkter i den retning, og ofte har jeg bare indtryk af, at vi er lidt for flinke, os danskere. Vi kryber lidt langs panelerne, og det gør vores embedsmænd også, for vi vil så gerne være elsket ude i den store verden, elsket og respekteret. En gang imellem kunne man jo også godt have lyst til, at der blev sagt nogle lidt hårdere ting.

Så vil Venstre internt i regeringen sige til ministrene – og nu sidder ministeren her jo selv og er fra samme parti: Tag lige og rank ryggen engang, og sig lige til de der svenskere, at vi er dybt, dybt bekymrede for det, der er i gang i Sverige, og at vi ikke kan have åbne grænser med et land, der ikke kan styre sig selv på den måde? Det går jo ikke i længden.

Så er det ordføreren.

Jeg har desværre ikke striber nok på skulderen til at garantere, hvad Venstre internt i regeringen vil sige; det er muligt, at ministeren vil kommentere det lidt nøjere. Men jeg kan garantere, at om nogen er Venstre, men da for den sags skyld også de øvrige regeringspartier, opmærksom på situationen, og det løber os jo koldt ned ad ryggen.

Så det skulle undre mig, om ikke den situation, der er i Sverige for øjeblikket, er genstand for en forhandling, en meget intens forhandling, når ministrene mødes.

Der ønskes ikke en anden kort bemærkning. Vi siger tak til ordføreren fra Venstre. Den næste ordfører på talerstolen er hr. Jeppe Søe fra Moderaterne.

Tak for det. De fleste ord er sagt, og jeg synes måske nogle gange, at vi står og gentager hinanden, eller gentager de samme ting mange gange, så jeg vil egentlig kort bruge min taletid på noget andet, når nu jeg har fået den. Det er nemlig et nyt ordførerområde for mig. Jeg synes, at vi de sidste 3-4 årtier i virkeligheden ikke har gjort nok ud af det nordiske samarbejde. Man har, også mens jeg selv var i pressen, ofte talt om, at Nordisk Råd er en ligegyldig kaffeklub, at det hele nærmest er en lille smule ligegyldigt, fordi der er kommet noget, der er større og vigtigere, og at vores sammenspil heroppe på det nærmeste er paradeagtigt og museumsagtigt. Det var holdningerne derude til det.

Jeg er dybt uenig. Jeg er formet af det nordiske. Helt fra jeg var en lille dreng, har det nordiske, både det nordiske samarbejde med vores nabolande og hele rigsfællesskabet, betydet ganske meget. Jeg havde en far, der ikke bare gik op i det på sådan helt normal vis, men var vanvittig omkring det, forstået på den måde, at vi aldrig måtte bruge bandeord, der var engelske eller lignende derhjemme. Jeg måtte helst ikke sige spise, når vi gjorde det, for det kom fra Tyskland. Jeg skulle sige æde, for det er godt nordisk sprog. Så på den måde var hele vores barndom i virkeligheden noget, der handlede om det fantastiske naboskab, vi har med både de nordiske lande og i rigsfællesskabet. Dengang computeren kom til og han fik Word, som det jo hed – jeg beklager meget, men det hedder det – på computeren, omdøbte han det straks til runehakning på sit skrivebord, for der skulle simpelt hen ikke være den slags i vores barndomshjem.

Første gang jeg mødte i virkeligheden det fællesskab, der er i det nordiske, var, da jeg var 5-6 år gammel og på vej til Færøerne med en færge, der hed »Smyril«. Det var en jomfrurejse, og da vi nærmede os Færøerne, havde de færøske fiskere blokeret havnen; vi måtte ikke komme ind. De var utilfredse med et eller andet i forbindelse med færgen, som jeg selvfølgelig ikke kan huske, for jeg var meget, meget lille. Men det, jeg kan huske, var spændingen over, om vi overhovedet kom i land, og hvad det var for nogle sure mennesker, der holder der med deres både, og det tidspunkt, jeg så primært husker, var, da vi kørte i land på Færøerne i midnatssol. Jeg sad oppe på tagbagagebæreren af den lille Morris 1000 med bindingsværk, for det måtte man godt dengang; vi passede ikke så meget på børn, så der sad vi, lige hvor det skulle være. Jeg blev kørt i land ind til nogle, som jeg jo troede var sure, men det var de slet ikke. De ville bare markere. Når man har markeret, begynder vi igen på samtalen, og jeg synes, at det er noget af det, der styrker os i det nordiske samarbejde, både samtalen med vores nabolande og selvfølgelig det store rigsfællesskab.

Noget af det, der glæder mig i den her redegørelse og også de sidste tre stykker, som jeg så har forsøgt at læse op på, for jeg er som sagt ny ordfører på det her område, i en verden, der er i brand, er, at den brand jo også igen har tændt den glæde, der er i det nordiske samarbejde. Det er med en forståelse af, hvor vigtigt det er, at vi er stærke i et rigsfællesskab, at vi er stærke i det nordiske samarbejde, og at vi har det godt med vores naboer. Det kan man se tydeligt i redegørelsen, altså at der her i salen er en større respekt for det nordiske samarbejde, for Nordisk Råd og for rigsfællesskabet, men at den også er begyndt at komme ude i befolkningen. Det hilser jeg som en journalist, der har kaldt Nordisk Råd for en kaffeklub, i hvert fald meget, meget velkommen.

Jeg har været i Folketinget i et års tid, og der er to tidspunkter, hvor jeg ganske enkelt både er blevet rørt og stolt. Det ene var selvfølgelig, da jeg blev valgt til Folketinget. Det andet var, da der skete nogle ting i Moderaterne, så puslespillet pludselig gjorde, at jeg nu kan stå på talerstolen som ordfører inden for et område, der ikke bare ligger mig på sinde nu, men har gjort det i 52 år, hvis vi skal tælle »Smyril«-turen med.

Så tak for ordet. Jeg bakker op om de ord, der er kommet fra primært fru Annette Lind, men også fra Venstre. Jeg er sikker på, at jeg også vil være enig i meget af det andet, der bliver sagt i den her debat, for det her er et område, hvor Folketinget jo gudskelov er enige – ikke gudskelov, men er enige. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Desværre var der ikke nogen spørgsmål, så ordføreren kunne have fortsat. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er fru Marianne Bigum fra SF.

Mange tak. Jeg vil også takke ministeren for redegørelsen, og jeg vil egentlig bruge det samme ord som min kollega Jeppe Søe; det her har jeg skrevet her, inden jeg hørte min ordførerkollega fra Moderaterne: Jeg bliver så stolt, når jeg læser den her redegørelse. Det er tydeligt, at vi har et aktivt og vigtigt nordisk samarbejde, som bestemt er mere end en kaffeklub.

Så vil jeg i øvrigt kvittere for ministerens ønske om at bruge den her redegørelse til en drøftelse om vores visioner for, at Norden skal blive verdens mest bæredygtige og integrerede region i 2030, som i øvrigt også er det år, hvor vi skal være i mål med vores verdensmål; dem kan vi ikke nævne for ofte. Jeg vil gerne citere fra den her deklaration fra vores vision, som er blevet vedtaget:

»Norden er vores hjemegn, vores verden. Havet forbinder os, skove og søer giver os læ og næring, friske vinde blæser ind over frodige enge, øer og skær. Vi har fjeld og fjorde, gletsjere og vulkaner, sorte sande og dybe dale. Over hele Norden, i byer og på landet, søger vi at leve i harmoni med naturen, og skabe bæredygtige samfund.

Men vi må gøre mere. Klimaforandringer, forurening og trusler mod biodiversiteten kalder på vores opmærksomhed, vores energi.«

Med den her vision er der blevet lavet tre strategiområder, man særlig vil satse på:

Det er et grønt Norden, hvor vi sammen skal fremme grøn omstilling af vores samfund og arbejde for kuldioxidneutralitet og en bæredygtig cirkulær og biobaseret økonomi. Det er et konkurrencedygtigt Norden, som handler om, at vi sammen skal fremme grøn vækst i Norden baseret på viden, innovation, mobilitet og digital integration. Og det er et socialt bæredygtigt Norden, hvor vi sammen vil fremme en inkluderende, ligestillet og sammenhængende region med fælles værdier og styrket kulturudveksling og velfærd.

Det synes jeg er stærkt. Vi kan så se på den foreløbige midtvejsevaluering, at især med omstillingen til et mere bæredygtigt samfund går det for langsomt.

Jeg vil gerne snakke om mine visioner for, hvad vi mere kan gøre her, men jeg vil starte med at sige, som det også står i redegørelsen, at lige præcis på plastikområdet, som dem, der kender mig godt, ved er noget, jeg er meget interesseret i, synes jeg, at det arbejde, det nordiske samarbejde har gjort her, er enormt flot. Som det så klart står, har vi længe arbejdet aktivt for at sikre den her juridisk bindende globale aftale vedrørende plastikforurening, og netop arbejdet med en cirkulær plastøkonomi er noget, som har været en langvarig – jeg tror, det efterhånden er mere end 10 år – indsats fra det nordiske samarbejde, og det betaler sig. Vi har haft enormt meget indflydelse på, hvordan en global cirkulær plastøkonomi og den her globale plasttraktat skal se ud, netop fordi vi har sådan et godt samarbejde i Norden og nogle virkelig, virkelig dygtige medarbejdere i ministerierne og ikke mindst politikere, som turde drømme stort. Vi skal have mere genbrug, genanvendelse og cirkulær økonomi. Jeg plejer at sige, at jeg elsker plastik, men jeg synes, at det er en skam, at det kun bliver brugt én gang.

Så vil jeg nævne en anden ting, og det er i forhold til fødevaresikkerhed og -produktion. Det er noget, vi snakker rigtig meget om i forhold til de kriser, vi er i, og det er noget, vi skal tage seriøst. Jeg synes, vi kan blive bedre her i Norden. Norden er historisk set en stor fødevareproducent og -eksportør. Vi skal vise vejen for fremtidens fødevareproduktion, men det kræver en bæredygtig omstilling af vores fødevareerhverv. Alt andet lige er vores nuværende fødevareproduktion ikke holdbar. Vi ser kollaps af økosystemer og fiskebestandene i vores havmiljø på grund af næringsstofforurening og overfiskeri. Det er en realitet.

For nylig er det så blevet klart, at vi skal have torskefangstforbud i 2024 i hele Østersøen både på erhvervs- og lystfiskeri, hvilket er trist, men nødvendigt. En god ven sendte mig for nylig en artikel, som fortæller, at sild og brisling, som også er tæt på kollaps, opfiskes i Østersøen, laves om til fiskemel og bruges som foder i norske laksedambrug. Man tager altså føden fra vildlaks og torsk, og så fodrer man tamlaks fyldt med antibiotika. Alt andet lige tænker jeg, at vi kan blive enige om, at det kan vi gøre bedre og smartere.

Den tredje ting er, som det også bliver fremhævet i vores vision, at vi er nødt til at kigge på en ændring af vores livsstil og produktion og forbrug i Norden. Vi har et alt for stort ressourceforbrug i Norden og også i Danmark. I Danmark bruger hver borger hvert år 24,5 t materialer, og kun 4 pct. af de materialer, vi bruger, kommer tilbage i økonomien som genanvendte materialer. Det er meget; det er langt over EU-gennemsnittet. Vi hiver jo også ressourcer ud af andre dele af verden, og når vi kigger på, hvad vores ressourceforbrug betyder globalt set, betyder det noget. Ressourceforbruget er ansvarligt for 70 pct. af vores klimaforurening og for 90 pct. af vores biodiversitetsnedgang og vores brug af ferskvandskilder.

Løsningen er cirkulær økonomi, og den er ikke 100 pct. cirkulær økonomi. Vi behøver slet ikke at komme derop; vi kan nå rigtig langt med mindre. Der blev for nylig lavet en rapport, der hed »The Circularity Gap Report Denmark«. Der er andre nordiske lande, der har lavet en lignende. Vi skal have en langt mere cirkulær økonomi, hvor vi sparer på ressourcerne, laver nogle smartere forretningsmodeller og får genanvendt meget mere, men vi skal også kigge på ændring af vores forbrug, og her mener jeg, at kulturen kan spille en rolle.

Nordisk Grøn Venstre har indsendt et forslag til Nordisk Ministerråd, som vi håber at I vil bakke op om, og som kort sagt går på at kortlægge klimaaftrykket af forskellige kulturaktiviteter og rekreative aktiviteter. Når man bruger sine penge på kultur frem for at bruge dem på materielt forbrug, er det meget bedre for miljøet, og det er også noget, der giver en enorm grad af livskvalitet. Jeg håber, at vi med den her rapport kan få klargjort, at det faktisk er rigtig, rigtig godt at investere i kulturen, og at det i øvrigt er i tråd med en anden deklaration, som de nordiske kulturministre vedtog i 2021, om, at kunst og kultur skal være en drivkraft for bæredygtig udvikling. Måske ville den unge mand eller kvinde, som står i en butik og langer den nyeste iPhone over disken, hellere være musiker eller forfatter eller naturguide. Jeg synes, vi skal se på kulturen som en vigtig investering, også når det kommer til den grønne omstilling. Tak.

Så kom der lige et spørgsmål på falderebet, og det er fra hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes, det var en god tale, og der var mange spændende elementer i talen. Men et af de elementer, jeg savnede, var spørgsmålet om kriminalitet, i forhold til at der i nogle nordiske lande, og jeg behøver måske ikke nævne hvilket, er en enorm stigning i de her år. Og det bekymrer mig, for jeg synes, det udfordrer den samarbejdsånd, måske også den solidaritet og noget af det, der gør, at vi ligner hinanden i Norden og har gjort det i mange år. Det udfordrer det. Hvad er SF's take på det, hvis man må bruge sådan et ord som take?

Ordføreren.

Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg har jo taget udgangspunkt i redegørelsen for i dag, og der er det ikke nemt. Jeg vil glæde mig til ordførerens tale, som jeg tænker vil komme ind på hans visioner på området. Jeg har valgt at have fokus på det grønne som en udfordring, hvor vi kan se, at vi ikke er på vej mod vores visioner. Men jeg anerkender også den udfordring, som ordføreren rejser. Det er ikke mit ekspertiseområde, så det kan jeg desværre ikke svare på. Og det er ikke, fordi jeg ikke vil.

Spørgeren igen. Værsgo.

Jeg regner med at deltage her i Nordisk Råds møde i næste uge, hvor jeg jo selv på vegne af min gruppe har fremsat et forslag om noget af det her, så det håber jeg da at ordførerens gruppe vil overveje at støtte, når man når dertil.

Så er det ordføreren.

Jeg vil i hvert fald gerne kigge på det.

Der lader ikke til at være flere spørgsmål til ordføreren, så vi siger tak til fru Marianne Bigum fra SF og går videre i talerrækken. Næste ordfører på talerstolen er hr. Kenneth Fredslund Petersen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for ordet. Og tak til ministeren for redegørelsen. Jeg er ikke ordfører på området, men ikke desto mindre vil jeg gøre et forsøg på at komme med lidt fornuftigt her. Det nordiske samarbejde giver rigtig meget mening og kan skabe basis for et endnu større og stærkere engagement i mange forskellige sammenhænge. I den forbindelse vil jeg blot komme med en opfordring i forlængelse af følgende:

For få dage siden var justitsministeren og integrationsministeren i Berlingske om deres erfaringer og oplevelser med kriminaliteten i Sverige. Det er blevet nævnt flere gange heroppefra, at der er tale om 30.000 bandemedlemmer mod 1.400 i Danmark; 440.000 asylansøgere de sidste 10 år mod 70.000 i Danmark. Regeringen har lige præsenteret den fjerde bandepakke, og nu forlyder det, at Sverige vil hente inspiration i dansk udlændingepolitik og bandepakkerne, hvilket der for øvrigt ikke står noget om i redegørelsen. Der er blevet nævnt grænsehindringer. Grænsehindringer kan faktisk give mening i situationer som bl.a. ved grænseoverskridende kriminalitet. Der er 30.000 bandemedlemmer – et vanvittig højt tal – som jeg i hvert fald personligt gerne så ikke begyndte at vandre til Danmark. Det hele er jo opstået af forskellige tilgange til indvandring fra ellers ret ens lande. På side 3 i redegørelsen står der, at man efter norsk indstilling har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe til at arbejde med særlig kriminalitet. Det er absolut relevant; det er et kæmpeproblem. Men hvad så med også at nedsætte en arbejdsgruppe, der kan analysere situationen med bandekriminelle mellem Sverige og de øvrige nordiske lande og arbejde med de negative konsekvenser af en ureguleret indvandring og parallelsamfund, som specielt Sverige er hårdt ramt af? Vi skal nok ikke vente og se, hvad der sker, men derimod forsøge at være på forkant. Det vil være den fornuftige konklusion for alle parter i Norden set ud fra den meget trælse situation, som især Sverige har bragt sig i.

Når alt dette er sagt, vil jeg også gerne fremhæve, at Norden er et meget stærkt fælles ståsted for alle dets borgere i en tid med megen usikkerhed, hvor krise fortsat følger på krise. Vi skal fortsætte det tætte og fortrolige samarbejde i Norden, som vil kunne styrke hele regionen og gøre os førende inden for rigtig mange områder, bl.a. også den grønne omstilling. I Danmarksdemokraterne støtter vi på dette område regeringens vilje til yderligere at udvikle Norden og arbejde for at nå emissionsmålet. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Der er ikke nogen spørgsmål. Vi går videre i talerrækken. Næste ordfører er hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Lidt ligesom for SVM-regeringens vedkommende, som det seneste år har flyttet sig fra at være et arbejdsfællesskab til at være et værdifællesskab, så har det nordiske samarbejde også udviklet sig over den seneste periode til et langt mere værdibaseret fællesskab – et værdifællesskab med en meget stærk fælles referenceramme i forsvaret af de liberale demokratiske værdier, som også var mit udgangspunkt i talen om det fælles nordiske forsvarssamarbejde lidt tidligere i dag.

Initieret af to nye NATO-medlemskaber, Finland og snart også Sverige, kan samarbejdet for alvor tage fart i de kommende år og udmønte sig i meget konkrete samarbejdsrelationer på forsvarsområdet i en fart og af en konkret karakter, som vi i Liberal Alliance også meget gerne så understreget i det mere civile nordiske samarbejde, der ellers, også i henhold til ministerens redegørelse, godt kan virke noget tørt og teknokratisk. Derfor har jeg også i den meget lange redegørelse valgt et par helt konkrete nedslagspunkter, som jeg tænker at vi faktisk godt kan gøre lidt bedre.

Først er det vedrørende Øresundsaftalen, hvor jeg gerne vil understrege, at det må være i alles interesse, at vi hurtigst muligt får skabt et fuldt integreret arbejdsmarked i Øresundsregionen. Så en myndighedsdialog om et eftersyn af aftalen er ikke helt godt nok. Det må være en topprioritet, måske endda en toptopprioritet, for SVM-regeringen at fremme det arbejde og få skabt et konkret resultat.

Så er det jo desuden helt evident, at der er et grundlag for erfaringsudveksling, når det kommer til integration af flygtninge og indvandrere. Med den udvikling, vi særlig ser i forhold til Sverige lige nu – og jo måske i virkeligheden også i Danmark, men heldigvis i en lidt mildere grad – er der helt klart brug for udvikling af ny viden om effektfulde strategier på integrationsområdet. Men hvor er resultatet af arbejdet? Det virker ikke sådan helt klart, om det har haft nogen effekt, desværre, og det kunne jeg også godt tænke mig at der politisk blev arbejdet væsentlig mere konkret med.

Med det vil jeg så blot meddele, at Liberal Alliance tager regeringens redegørelse til efterretning. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren for Liberal Alliance. Så vidt jeg kan se, er der ikke nogen ordfører for Det Konservative Folkeparti, så vi går videre i rækken af ordførere, og den næste er fru Jette Gottlieb fra Enhedslisten.

I lyset af den forrige redegørelse er det jo fristende at køre videre i sporet om fælles forsvar, men i den forbindelse kan jeg kun understrege ordet forsvar, for jeg taler nemlig om omrustning og ikke om oprustning. Vi har i Norden en lang tradition for civil krisehåndtering, både i teori og praksis, og en lang erfaring også med ngo-samarbejde, f.eks. mellem Dansk Flygtningehjælp og Norsk Flygtningeråd, og min bekymring er, at dette arbejde bliver tyndere og tyndere, også når det gælder fælles sekundering til FN og FN's underorganisationer. Det arbejde synes jeg vi skal til at få revitaliseret som led i et fælles nordisk forsvarssamarbejde.

Men det bærende i det nordiske samarbejde er og skal også være det omfattende civile samarbejde, og det gælder både regeringssamarbejde, parlamentarisk samarbejde og civilt samfundssamarbejde, og her mener jeg vi er på gal kurs. Der er ikke noget galt med visionerne, slet ikke, de lyder flotte, og vi tror selvbevidst, at vi er ledende i verden på alle punkter. Men her vil jeg gerne stoppe op. Det eneste, vi er ledende i i verden, er forbrug, og her kunne vi i praksis få en rigtig vigtig rolle i verden, hvis vi kunne vise, at man kunne ændre den klassiske brug og smid væk-måde at leve på til brug og reparer og genbrug i stedet for, og det kunne gælde både hele produktet og også genbrug af materialer osv., altså en ægte cirkulær økonomi. Hvis vi kunne opbygge systemer til det, kunne vi måske være foregangslande i forhold til resten af verden. Det er da pinligt, at vi her i landet har brugt vores del af klodens ressourcer allerede den 28. marts. Resten af året bruger vi så løs af resten af klodens befolknings levegrundlag. Det synes jeg er pinligt, og de øvrige nordiske lande ligger kun ganske lidt efter os.

Visionerne er der som sagt ikke noget galt med, men i vores praksis bliver det noget andet, for det, der sker, er, at det nordiske samarbejde bliver tyndere og tyndere, og det er ikke særlig nemt med engagementet. Måske skal vi lige uden for den her kreds, for os, der er engageret i det nordiske samarbejde, hænger på, men lige uden for den her kreds er det ikke særlig nemt. Det hænger bl.a. sammen med noget sprogligt, nemlig at engelsk har overtaget så meget. Der refererer jeg til en tidligere ordfører. Engelsk har overtaget så meget af vores kommunikation, så det er ved at være det mest naturlige, når man er i et andet nordisk land, at man bliver tiltalt på engelsk, i stedet for at vi prøver at forstå hinanden. Det synes jeg er et problem. Det er ikke det største problem, men det er et problem, for det er medvirkende til, at vores samarbejde bliver tyndere.

Hvis vi skal lave et fællesskab på den grønne omstilling, hvis vi skal lave et fællesskab på det sociale område, hvis vi skal lave et fællesskab på alle de områder, også det kulturelle område og alle de områder, vi snakker om, er vi simpelt hen nødt til at have langt mere civilsamfundsfællesskab. Og det vil sige, at det skal ned i skolerne, det skal ned i revitaliseringen af venskabsbyer, det skal ned i alle sådan nogle små praktiske ting, der fører det ud over den her kreds. Og når jeg i den forbindelse snakker om Norden, husker jeg jo meget grundigt også Ålandsøerne, Færøerne, Grønland og i øvrigt samesamfundet. Det synes jeg er vigtigt at have med, for der er også en tendens til, at vi tit snakker Norden, når vi egentlig mener Skandinavien.

Nu vil jeg så lægge særlig vægt på noget, som også den socialdemokratiske ordfører lagde vægt på, og det er den grønne omstilling. Jeg tror, at det er der, vi kunne gøre mest, for det er der, vi mest har fælles tankesæt. Og der skal jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at i øjeblikket er det sådan, at en tredjedel af vores CO2-udslip stammer fra transport. Så kan jeg se på de forskellige ordførere, at de godt ved, hvor det bærer hen. Vi er nødt til at have et fælles ministerråd for transport, for vi er nødt til at bringe CO2-udledningen ned, altså få hele transportsektoren til at gå i nul. Det bliver også sagt – det bliver sagt i forhold til skibsfart især, men hvad bliver der af togdriften? Det er jo absurd, at man ikke kan komme fra København til Oslo på en ubrudt rejse, og at det i hver anden afgang er nemmere at komme via Stockholm til Oslo med tog. Det er da absurd!

Nu har Sverige og Norge trukket sig ud af Scandinavian Airlines, som også hedder Scandinavian Airlines på engelsk. Det var oprindelig et fælles nordisk projekt, men nu er Sverige og Norge ikke med. Nu er det kun Danmark, og det tyder jo på, at man prioriterer, at man kan flyve. Jeg er helt enig i, det ikke ville være særlig nemt i alle samarbejder at tage toget til Island eller noget tilsvarende. Jeg sidder ikke og gør mig vanvittige illusioner, men jeg mener i virkeligheden, at de skandinaviske lande er nødt til at lave en fælles togstrategi.

Jeg sagde, at udledningen fra transporten udgør en tredjedel af den samlede udledning, men den er formentlig større for de andre nordiske landes vedkommende, for sammenlignet med dem har vi jo ingen afstande her i landet, og vi kunne gå til det meste, hvis det endelig var. Sådan er det ikke i de øvrige nordiske lande, og derfor er det meget, meget vigtigt at have en togstrategi som rygrad i en fælles, kollektiv transportstrategi, som jeg mener vi skal udarbejde. Det tager jeg som et enkelt eksempel på en virkelig praktisk, jordnær indsats, som vi kunne gøre i Nordisk Råd, og jeg tror, det vil blive fremmet meget, ikke af uformelle samarbejder mellem transportministrene, men af et egentligt ministerråd for transport, og så skulle det have en meget højt prioritet.

Så er der alle de andre ting også med plastik, og det kan vi sagtens gøre, og cruiseskibe, der laver en enorm forurening mange steder, og som man endnu ikke har etableret havnestrøm på og alle de der ting. Der er rigtig mange helt konkrete samarbejdspunkter, som vi kunne tage frem, og det synes jeg vi skulle gøre. Ned på jorden med os!

Vi siger tak til fru Jette Gottlieb fra Enhedslisten. Der var ikke nogen spørgsmål. Vi går videre til næste ordfører, og det er hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til ministeren for redegørelsen. Den giver et rigtig fint overblik over de mange initiativer, og jeg er også stolt over og glad for at se, at det nordiske samarbejde arbejder hen mod et konkurrencedygtigt Norden, et socialt bæredygtigt Norden og et grønt Norden.

Jeg har jo lovet mig selv, at jeg, hver gang jeg står på Folketingets talerstol og drøfter et lovforslag eller en redegørelse, vil tage stilling til, om jeg mener, det fremmer FN’s verdensmål. Og der vil jeg sige entydigt, at jeg mener, at det nordiske samarbejde fremmer og vil fremme FN's verdensmål. Det gælder endda for alle FN's verdensmål, hvis vi styrker det nordiske samarbejde og ikke mindst gør det i den ånd, der er i verdensmål 17 om stærke og internationale partnerskaber.

Men jeg vil også sige, at de her redegørelser, fordi de jo bliver sådan en lang gennemgang af dagsordener og konkrete initiativer i alle de forskellige ministerråd, nogle gange bliver lidt tekniske og opremsende. Og jeg kunne godt have brugt en redegørelse, der måske i lidt højere grad fremhævede de fælles nordiske visioner og de danske visioner og prioriteter for samarbejdet. Dem håber jeg vi får, når ministeren går på talerstolen. For jeg tror og ved, at det nordiske samarbejde vil få stigende betydning i en verden, hvor der er brug for internationalt engagement og bæredygtige løsninger, fra klima og biodiversitet til social velfærd og teknologi. Hvis vi skal påvirke verden, skal vi stå mere sammen og arbejde mere sammen. Vi kan meget mere sammen i Norden.

Det er godt at se et fokus på den grønne omstilling i forhold til bæredygtige fødevarer, bæredygtig udvikling af fiskeri og akvakultur, mindre madspild, bioøkonomi og skov. Her kunne jeg godt savne et nordisk samarbejde omkring det, vi nu for alvor har fået styrket i Danmark, nemlig plantebaserede løsninger, og med vores handlingsplan i Danmark synes jeg godt, man kunne have løftet det ind i det nordiske samarbejde og set, om ikke vi også kunne styrke samarbejdet i Norden om plantebaserede løsninger og omstilling i forhold til fremtidens fødevarer.

Det er godt at se de konkrete initiativer inden for plastforurening, grøn skibsfart – et område, hvor vi kan rigtig meget i Danmark, ikke mindst i Nordjylland, hvor jeg hører til – og genanvendelse af tekstiler, hvilket er noget, som vi også lægger vægt på i Radikale Venstre med vores nye udspil. Det handler også om at kunne støtte forbrugernes mulighed for at få repareret deres tekstiler og produkter og dermed øge den cirkulære økonomi.

Der er nye initiativer på energiområdet, og det burde have langt større prioritet. Vi ved i dag, også efter udbruddet af krigen i Ukraine, at sikkerhed også er energisikkerhed, og jeg håber, at analysen af forsyningssikkerhed og energipriser bliver fulgt op af nogle konkrete planer og initiativer. Vi supplerer jo hinanden rigtig godt i Norden fra vandkraften i Norge til vinden i Danmark og atomkraften og biomassen i Sverige og Finland, og jeg har været på en række internationale klimatopmøder og har altid været utrolig glad for de gange, hvor de nordiske lande er gået sammen om en pavillon og har præsenteret alt det, vi kan på den grønne omstilling og energi og klima i Norden.

Det er også godt at se det fælles arbejde omkring mistrivsel blandt unge. Jeg håber, ministeren måske vil sige lidt mere, hvis hun har mulighed for det, om den dagsorden, men også om samarbejdet om at styrke erhvervsuddannelserne og anerkendelsen af erhvervsuddannelse, kvalifikationer og fjernelse af grænsehindringer for social- og sundhedsassistenter. Alt det her er jo virkelig vigtigt. Hvis ikke vi kan skabe et fælles og stærkt arbejdsmarked i Norden, ved jeg ikke, hvem der kan. Så vi skal have nedbrudt barriererne og have fokus på, at man kan bevæge sig frit og arbejde i hele Norden.

Overskriften for det islandske formandskab er jo »Norden – en kraft for fred«, og der bliver så samarbejde mellem fredscentre og forskningsinstitutioner nævnt, og det støtter jeg. SIPRI i Sverige er jo en drivkraft, også i international fredsforskning, og det samme har man i Norge. Vi kunne gøre det lidt bedre i Danmark, måske. Det er en vision, vi støtter, men der er også brug for at gå endnu længere i at sætte fokus på udbredelsen af fred og forebyggelsen af konflikter, og der er initiativerne meget sparsomt beskrevet. Her kunne jeg godt have ønsket mig et stærkere fokus og flere initiativer.

I forbindelse med den tidligere redegørelse om det norske forsvars- og sikkerhedssamarbejde fremhævede jeg jo behovet for, at Norden arbejder sammen om at bidrage til FN’s politiske missioner og fredsbevarende indsats. Her har vi en stærk historisk rolle, et stort ansvar og rigtig mange muligheder for at arbejde sammen i Norden. Generelt havde jeg gerne set lidt mere fokus på Norden som en international aktør. Menneskerettighederne er under pres i hele verden. Her har de nordiske lande altid været helt i front, når det gælder demokrati og menneskerettigheder. Det skal vi fortsat være, og der er brug for, at vi står sammen og arbejder meget sammen, for vi kan ikke løfte den dagsorden alene. Jeg har arbejdet i Genève og set, hvordan de nordiske lande, når de prøver hver for sig, ikke får resultater, men når de står sammen, kan de faktisk forandre verden og styrke menneskerettighederne og demokratiet.

Samtidig vil jeg også pege på den nordiske velfærdsmodel og velfærdssamfundene som en stor inspiration for resten af verden. Sociale velfærdsydelser har bidraget markant til at hive en tredjedel af alle verdens fattige ud af fattigdom, og det er meget baseret på de nordiske erfaringer med alt fra ældrepensioner til børnepenge, og her vil jeg også håbe, at Danmark vil presse på for, at vi arbejder sammen om det og styrker den indsats ude i verden. Endelig vil jeg gerne nævne, at jeg håber, at Danmark vil støtte, at Færøerne og Grønland får en langt stærkere og mere selvstændig placering og rolle i det nordiske samarbejde.

Til allersidst vil jeg nævne en upopulær kæphest, som jeg sidste gang fik skældud for, og som jeg også vil få skældud for den her gang, ved jeg. Jeg synes, man skal begynde at snakke engelsk. Jeg har været til Nordisk Råd, og jeg synes, det er akavet og nogle gange pinagtigt, og jeg anstrenger mig. Alle sidder der, bl.a. finnerne og islændingene, og de unge prøver desperat at følge med i, hvad der foregår, og det hele går langsommere og bliver mere bøvlet.

Hvis vi skal styrke det nordiske samarbejde, synes jeg vi kan gøre det bedre. Jeg vil sige til fru Jette Gottlieb, at jeg godt kan høre, vi ikke er helt enige her, men jeg synes, vi skal erkende, at unge taler og agerer sammen på engelsk, og skal vi styrke det nordiske samarbejde, kan vi gøre det ved at finde et fælles sprog og i hvert fald give mulighed for, at man kunne tale til hinanden på engelsk i det nordiske. Det underminerer på ingen måde vores kulturer. Vores kulturer er så meget mere end vores sprog, og jeg tror faktisk, vi kunne styrke vores samarbejde og vores kulturelle udveksling og platform ved også der at bevæge os videre. Men jeg støtter redegørelsen, og jeg siger tak for ordet.

Tak. Ordføreren må lige blive på talerstolen et øjeblik; der er et spørgsmål fra fru Marianne Bigum, SF.

Mange tak. Det er jo til det med sproget. Jeg synes også, vi skal holde fast i det nordiske. Ordføreren bragte det jo også op, sidste gang vi havde redegørelsen, og så tog jeg en snak med en af de unge nordiske repræsentanter – ordføreren henviste sidste gang til, at det jo var blevet gjort på engelsk – og så spurgte jeg: Jamen er det, fordi I ikke bryder jer om at tale nordisk? Og det kunne den unge mand afkræfte; de er stærke fortalere for, at vi fortsætter med det nordiske sprog i det nordiske samarbejde.

Så er det ordføreren.

Tak for det. Og tilsvarende har jeg talt med en række unge, som meget håber, at man vil kunne tale engelsk til hinanden i det nordiske samarbejde, fordi de mener, at halvdelen går tabt og ingen rigtig forstår hinanden, og det går meget hurtigere for dem, når de kan gebærde sig, tale og kommunikere på engelsk.

Så jeg ved, vi ikke er enige, og især ikke i den her kreds af nordiske ordførere, men jeg tror, at fremtiden vil vise, at jeg får ret.

Ønsker spørgeren sin anden korte bemærkning? Nej. Vi går videre til næste spørger, og det er hr. Jeppe Søe, Moderaterne. Værsgo.

Jamen det er da meget kort lige til den sidste del her. Der kan jeg da ikke undlade at sige, at jeg synes, det måske er mærkeligt at løse et problem, der åbenlyst er der, i forhold til manglende forståelse for hinanden ved at skifte til et helt alternativt sprog i stedet for måske at genindføre nogle af de ting, der faktisk engang var. Jeg kan da huske, at jeg til danskeksamen var oppe i en norsk tekst og også skulle læse svensk.

Så det kunne da være, at man skulle gå dén vej. Det ville, synes jeg, ellers passe mere til de ellers radikale holdninger på skoleområdet, at vi forsøger at løse tingene ad den vej i stedet for det, som jeg klart vil kalde at give op.

Så er det ordføreren.

Jeg synes bestemt, vi skal styrke undervisningen i nordisk kultur og sprog i vores folkeskoler, men det vil ikke løse problemet. Og jeg vil også bare anføre, at det jo ikke bliver en ligeværdig samtale, når vi har Island og vi har det nordlige Finland, og når vi får Færøerne og vi får Grønland stærkere integreret, forhåbentlig, i det nordiske samarbejde.

Der er det bare min stilfærdige pointe, at når man mødes på et sprog, som alle stort set kan, og som alle føler sig nogenlunde trygge ved, giver det faktisk et mere ligeværdigt samarbejde og en mere ligeværdig samtale i det nordiske samarbejde.

Næste spørger er fru Annette Lind fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jeg tror, det er rigtigt, at ordføreren står meget ene i det her spørgsmål. Det var, fordi ordføreren sagde, at så er vi alle på lige fod. Hvis du nu kommer til Nordisk Råds session i næste uge og der bliver lavet en måling, i forhold til – rigtig mange af os, der arbejder med det nordiske, er jo godt oppe i alderen – om man er mest tryg på sit eget sprog, eller om man er mest tryg på engelsk, hvordan tror ordføreren så det vil falde ud?

Jeg tror, der er rigtig mange, især i min alder, som føler, at det er en stor styrke at kunne tale sit eget sprog.

Så er det ordføreren.

Jeg er helt enig i, at det kan være en styrke at tale sit eget sprog, og det vil alle fremføre. Men skal man mødes i en fælles samtale, vil der, og det ved alle ordførere i rummet her, meget hurtigt komme et ønske fra enkelte deltagere fra nordiske lande om at tage samtalen på engelsk. Jeg har lige været i Europa-Parlamentet, og det svenske medlem af Europa-Parlamentet, som vi mødte dernede, anmodede stilfærdigt om, om vi ikke kunne tage mødet på engelsk, al den stund vi måske alle sammen kunne forstå svensk, men at hun ikke var så god til at forstå dansk.

Jeg møder det. Foreningen Norden har også haft den her debat oppe i en meget mere fordomsfri udgave, hvor de også har talt om, at samtalerne på engelsk måske faktisk kunne styrke det nordiske samarbejde.

Så er det fru Annette Lind for sin anden korte bemærkning.

Det er bare meget kort: Er det vurderingen fra ordføreren, at det vil blive ligeværdigt, sådan som sammensætningen er p.t.? Jeg vil ikke sige, hvad det kunne blive på sigt, men med sådan, som det ser ud nu, vil det så være mest ligeværdigt at tale engelsk eller sit eget sprog?

Ordføreren.

Når man taler sit eget sprog, men der ikke er nogen, der forstår en, bliver det jo heller ikke rigtig ligeværdigt, og det er jo det, der er min pointe. Jeg tror, at hvis man mødtes på et sprog, som vi alle sammen er lige gode til eller lige dårlige til, og som faktisk, især blandt unge, er det, man taler, når man arbejder internationalt i FN og i EU, altså hvis vi mødtes på det samme sprog, kunne vi lette det nordiske samarbejde betragteligt. Det er min stilfærdige pointe. Men der skal selvfølgelig være plads til, at man til Nordisk Råds sessioner kan tale på dansk, at man kan tale på finsk, og at man kan tale på grønlandsk eller færøsk, hvis man i fremtiden får lyst til det; det vil jeg støtte. Jeg tror bare, vi ville lette det hele for os alle sammen, hvis vi talte på engelsk.

Så tror jeg, det var slut på spørgerunden for ordføreren, og vi siger tak. Den næste ordfører er hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand, og tak til ministeren for redegørelsen. Jeg skal påpege, at jeg jo i dag taler som stedfortræder for hr. Mikkel Bjørn. Vigtigheden af det nordiske samarbejde kan ikke undervurderes. De nordiske lande har en fælles historie, for de flestes vedkommende fælles sproglige rødder og en fælles måde at indrette de nordiske samfund på med en unik grad af tryghed og velfærd for den enkelte borger. Netop den tryghed og velfærd har været afgørende for udviklingen af nogle af verdens mest innovative og produktive samfund. En høj grad af homogenitet, en høj grad af solidaritet og et fælles ansvar for vores lande har gjort Norden til noget, som andre ser på med misundelse.

I Dansk Folkepartis optik er det nordiske samarbejde derfor også det samarbejde, som giver allerstørst mening. For ikke alene har vi historie og kultur tilfælles, vi har også en række velfungerende samfund, som i deres opbygning mere eller mindre minder om hinanden. Siden anden verdenskrig har borgerne i de nordiske lande betragtet det som en selvfølge, at vi uden pas kan rejse mellem vores lande, at vi kan bosætte os og arbejde i et andet nordisk land, samt at vi mere eller mindre kan gøre os forståelige på vores eget sprog. Jeg kunne godt se, at den sidste sætning måske falder lidt uden for den debat, der har været, før jeg gik på talerstolen, men altså, den må vi jo tage. Derfor ser vi også det formaliserede nordiske samarbejde som noget vigtigt, både på ministerniveau og på parlamentarisk niveau.

Det nordiske samarbejde har både værdi og mening, og vi er tilhængere af det, og vi ser gerne en yderligere udbygning, når det kommer til at integrere de nordiske lande med hinanden. Vi er i Norden en del af den samme familie, og lad os gøre det endnu lettere at besøge hinanden, kommunikere med hinanden og for den sags skyld handle med hinanden, men også godmodigt at drille hinanden. Vi skal være bedre til at passe på hinanden, sådan som der også lægges op til med et øget forsvars- og beredskabspolitisk samarbejde.

Men jeg er også nødt til at nævne noget andet, nemlig elefanten i rummet, som jeg synes fylder for lidt i redegørelsen: indvandring. Der er 30.000 bandemedlemmer i Sverige. Der er boligområder uden kontrol. Der er en dyb, dyb mangel på politibetjente og folk, der kan håndtere det her spørgsmål. Det er et samfund i total opløsning, og opløsningen er langt bredere end bare kriminalitetsproblemer; det handler også om tilliden til hinanden, til den offentlige sektor, til civilsamfundet, til naboen, til skolekammeraten.

Jeg er meget bekymret for, om der er en vej tilbage for Sverige, altså om man har rundet den sidste pind på vejen, hvor det er for sent at vende om og lave en U-vending og vende tilbage til det, vi forbinder Sverige med, nemlig alt det dejlige: Astrid Lindgrens Emil fra Lønneberg eller Pippi Langstrømpe, Volvoer, Saab, Kalles Kaviar – alt det, som vi kender fra Sverige, og som vi elsker og respekterer. Men jeg er bekymret for, at der ikke er nogen vej tilbage.

Hvis man så 21 Søndag her for et par uger siden, var der et indslag om den svenske bandekrig, der bør gøre os alle sammen dybt bekymrede og få det til at løbe koldt ned ad ryggen på selv den mest, ja, faktaresistente i det her rum. Der var også et interview med en chefredaktør, der sagde noget i retning af – og nu citerer jeg frit, så man må jo lige gå ind og faktatjekke mig, hvis man tvivler: Hvem kunne dog have forudset den her udvikling for 20 år siden? Hvem kunne dog have set, at der var noget helt, fuldstændig galt på vej og under opsejling i det svenske samfund? Jeg tillader mig at sige, at det kunne flertallet af danskere, der håndterede det her spørgsmål på et langt tidligere tidspunkt. Er vi i mål? Nej. Men vi er et godt stykke længere, end svenskerne er.

Derfor er jeg også nødt til at sige om hele det her spørgsmål om grænsehindringer – for jeg synes da, det er en særlig nordisk værdi og tradition, at vi har kunnet besøge hinanden nemt og enkelt – at det er en værdi, som et flertal af de svenske politikere med den kurs, de fører, er ved at sætte fuldstændig ud af kraft. Det er en værdi, som jeg ikke tror at mine børn og børnebørn kommer til at opleve på grund af en udlændingepolitik, som har været totalt forfejlet.

Den radikale ordfører nævnte før mig værdien af fredsbevarende arbejde og fredsbevarende styrker rundtomkring på Jorden. Og jeg tror, at vi i min levetid vil se en situation, hvor Danmark kommer til at sende fredsbevarende styrker til Sverige, hvor et svensk samfund i total opløsning har brug for nogle udefra til at hjælpe sig med at komme tilbage på sporet. Det er min frygt, men jeg tror ikke længere på, at det er urealistisk. Tak for ordet, og tak for debatten indtil videre.

Tak. Der er spørgsmål til ordføreren. Det første er fra hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak til hr. Peter Kofod. Er det rigtigt forstået, at hr. Peter Kofod dermed ønsker at styrke samarbejdet i Norden for at dæmme op for og forebygge den kriminalitet, som ordføreren nævner i talen?

Ordføreren.

Jamen der er ligesom flere ting i det, for der er jo nogle værdimæssige rødder, som vi har tilfælles, men hvis det handler om f.eks. kriminalitetsbekæmpelse, vil jeg sige, at så er vi jo med i alle mulige internationale aftaler og den slags, der kan bekæmpe det. Jeg er bare nødt til at spørge: Hvad er det så, vi skal samarbejde om? Altså, hvis der politisk er så stor forskel på, hvad prioriteterne er, kan det jo være svært at samarbejde. Og der må man sige, at vores vel nok nærmeste naboland, det, der ligner os allermest, jo har valgt en radikalt anden kurs end os – en samfundsomvæltende kurs, der gør, at det svenske samfund er dramatisk forandret på bare 20-30 år. Derfor er det måske bedre at stille spørgsmålet: Hvad skal vi samarbejde om?

Jeg er helt åben for samarbejde, men om hvad?

Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg håber da, at der er journalister til stede, for vi skriver et eller andet sted historie i dag, når ordføreren siger, at vi er med i alle internationale aftaler, der kan bekæmpe kriminalitet. Justitsministeriet har jo fremlagt et dokument, der viser 30 forskellige områder, hvor retsforbeholdet i dag står i vejen for vores samarbejde i Europa, primært omkring kriminalitet; og Sverige er jo tilsvarende et medlem af EU. Så hører jeg det rigtigt, altså at ordføreren ønsker at afskaffe retsforbeholdet?

Så er det ordføreren.

Hvis et flertal af danskerne havde afskaffet retsforbeholdet, havde vi været tvunget til at føre den udlændingepolitik, som den svenske EU-kommissær Ylva Johansson, som er tidligere arbejdsminister i Sverige, har sagt til Europa-Parlamentet at hun er stolt over – hun er stolt over den svenske udlændingepolitik. Så havde vi været nødt til at underlægge os det. Og det eneste værn imod det ville være udenrigsministerens ord om, at man kan tro på ham, til solen brænder ud.

Jeg må bare sige: Hold da op, hvor var danskerne kloge, da de valgte at fastholde det retsforbehold. Det er helt mikroskopisk i forhold til nogle af de der ting, som hr. Christian Friis Bach taler om, men det havde været et kæmpe knæfald for den fælleseuropæiske udlændingepolitik, og den ønsker jeg ikke.

Vi går videre i rækken af spørgere, og den næste er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Og tak for talen. Jeg vil faktisk gerne kreditere ordføreren for, at han tager det her emne op og fokuserer så meget på emnet om tilstrømning udefra til Sverige og de udfordringer, det har givet Sverige på det seneste. For det er jo fuldstændig rigtigt ikke noget, der fylder ret meget i redegørelsen. Jeg forsøgte også selv, dog meget kort, at komme ind på emnet i min egen ordførertale.

Det er jo evident, at det er et stort problem og et problem for svenskerne, som vi krydser fingre for – og måske gør vi også mere end det; måske gør regeringen og justitsministeren mere end bare at krydse fingre for det – ikke er noget, der får en spillovereffekt i forhold til Danmark.

Ordføreren ridser et skræmmescenarie op, hvor man når til, at vi fra Danmarks side ligefrem skal sende fredsbevarende styrker til Sverige. Det tænker jeg måske at vi skal håbe på ikke når helt så vidt. Ordførerens parti er jo måske garant for mange af de initiativer, der er blevet taget, for, at vi ikke er nået dertil i Danmark. Er der noget, som ordføreren vil sende som nogle gode råd over Sundet, nu, hvor ordføreren har taletid og der jo helt sikkert er rigtig mange svenskere og svenske politikere, der lytter med til den debat, vi har her i Folketingssalen i dag?

Så er det ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg skal starte med at beklage, at min tale er så dyster, men når jeg ser ud i verden, så bliver jeg i dårligt humør, og så sover jeg dårligt om natten, fordi jeg synes, der er noget under opsejling – en bekymring, som i hvert fald det store flertal af politikere og en stor del af det, man vel kan kalde the establishment, for at bruge et engelsk udtryk, ikke helt har opfanget og ikke helt har set endnu. Og det er jeg glad for at Liberal Alliance har set og har hørt, også i tide.

I Sverige kan man jo starte med at kopiere alle de stramninger, som vi har lavet i Danmark. Nogle af dem er i øvrigt kompromiser mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Man kunne starte med at kopiere det udgangspunkt. Og noget af det, som jeg, hvis vi skal vende blikket til noget hjemligt, går meget op i, og som jeg håber at andre også ville gå mere op i, er simpelt hen tildelingen af statsborgerskaber. For når vi først har delt statsborgerskaber ud, er det meget, meget bøvlet at tage dem væk. Og så er det selvfølgelig konventionsspørgsmålet. Jeg er meget bekymret for de internationale konventioner, som jeg synes sniger sig ind overalt på rets- og udlændingeområdet. Nu har jeg fornøjelsen af at være mit partis retsordfører, og jeg vil sige, at det godt nok er meget ofte, vi skal forholde os til ting, som 179 ansvarlige mennesker herinde burde træffe beslutning om, men som vi ikke kan på grund af forældede konventioner, som jeg synes vi burde træde ud af. Undskyld overskridelsen af taletiden, formand.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak. Jeg håber som sagt, at der er nogen på den anden side af Sundet, der også lytter til de gode råd.

Heldigvis gør ordføreren sig også den ulejlighed at tale lidt fremadrettet i forhold til den hjemlige debat, og uden at det nødvendigvis skal være sådan en dybfølt kritik, er det i hvert fald min opfattelse, at ordførerens parti ofte har været meget gode til at tale problemet op og føre skræmmekampagner, som det måske hedder på det politiske sprog, men uden sådan rigtig at levere potentielle løsninger. Nu er der nogle løsningsforslag fra ordføreren fra talerstolen i dag, men kan det måske uddybes noget mere? Kan vi måske få et tættere og bredere samarbejde om nogle løsninger fremadrettet, der kan afhjælpe nogle af de udfordringer, vi rent faktisk stadig væk har i Danmark?

Meget gerne. Altså, der er ikke patent på nogen politik, og vi deler meget gerne ud af alt, hvad vi har på hylderne, også når det handler om udlændingepolitik. Så man må kopiere og stjæle med arme og ben. Det vil kun gøre mig glad.

Hvad kan vi så gøre mere? Ja, vi kan opsige i hvert fald statsløsekonventionen og menneskerettighedskonventionen på stedet. Så kan vi lave en ny praksis for uddeling af statsborgerskaber i Folketinget, som hr. Mikkel Bjørn jo har været bannerfører for i Indfødsretsudvalget. Og vi betragter det som fuldstændig centralt, at vi vender tilbage til en anden praksis. For der findes ikke objektive kriterier for, mener vi, tildeling af statsborgerskaber. Det er et værdispørgsmål; det er et spørgsmål om, om man hører til i Danmark, og om man føler sig dansk. Det er et meget dybt spørgsmål, og med al respekt: Det kan de jo ikke vurdere ud fra en eller anden integrationsprøve eller udlændingeprøve, i forhold til hvor mange rigtige man har ud af 40 spørgsmål. Altså, sådan hænger verden jo ikke sammen.

Men man må endelig låne fra vores politik og bruge den.

Den næste spørger er fru Anna Falkenberg fra Sambandsflokkurin. Værsgo.

Tak for talen. Jeg har egentlig taget ordet for at sige tak til ordføreren og ordførerens parti for ofte at have Færøerne in mente i den politik, der bliver lavet fra partiets side. Jeg har også noteret mig, at Nordisk frihed-gruppen , som Dansk Folkeparti jo er en del af, har lavet et medlemsforslag i Nordisk Råd omkring Færøerne og Færøernes ønske om en ny handelsaftale med EU. Og det, jeg egentlig gerne vil spørge ordføreren om, er, hvad partiets holdning er til Færøernes ønske om at få en anden rolle i det nordiske samarbejde, nemlig at blive et fuldt medlem af Nordisk Råd. Hvad er Dansk Folkepartis holdning til det ønske?

Så er det ordføreren.

Først tak for komplimentet. Folketingsgruppen har for nylig besøgt Færøerne, og det har været en meget stor fornøjelse, hvor vi jo har lyttet til mange forskellige stemmer i det færøske samfund. Nu stillede ordføreren et meget konkret spørgsmål, og jeg kommer nok desværre til kort. Jeg kunne godt stå her og tale udenom i 41 sekunder endnu, men jeg er normalt ikke ordfører på området, så jeg vil hellere være ærlig og sige: Det er bedre at spørge den sædvanlige ordfører næste gang. Det beklager jeg, men jeg kan simpelt hen ikke svare på spørgsmålet.

Der ønskes ikke en anden kort bemærkning? Nej. Vi siger tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Så vidt jeg kan se, er der ikke ordførere fra Alternativet eller Nye Borgerlige. Derfor går vi videre i rækken, og den næste ordfører er fru Anna Falkenberg fra Sambandsflokkurin. Værsgo.

Tak for ordet, og også tak til ministeren for redegørelsen, og tak for den gode debat, vi har haft her i dag. Jeg har ikke tænkt mig at gentage så mange af de gode ting, der er blevet sagt her fra talerstolen, for jeg synes, at det har været rigtig, rigtig fint, og jeg er enig i langt det meste af det. Men en gentagelse, jeg gerne vil komme med – også lidt i forlængelse af det spørgsmål, som jeg stillede ordføreren for Dansk Folkeparti før – er nemlig Færøernes ønske om et fuldgyldigt medlemskab af Nordisk Råd.

Det er et emne, der fylder meget, og det har fyldt i rigtig mange år. Det var engang i 1990'erne, at ønsket første gang blev fremsat fra Færøernes side, og det er blevet sagt gang på gang på gang. Og det er noget, som det færøske politiske system er enig om; det er ikke noget, der splitter på Færøerne, for alle er enige om det. Men det er jo gang på gang blevet sagt, at der er to udfordringer. Den ene udfordring er grundloven, den anden udfordring er Helsingforsaftalen, og jeg vil tage fat på lidt af begge udfordringer i dag, startende med Helsingforsaftalen.

Der er jo igangsat et arbejde i Nordisk Råd nu med en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra alle de nordiske lande, der skal lave en rekommandation eller en anbefaling til ministrene om en revidering af Helsingforsaftalen. Her synes jeg, at der i Helsingforsaftalen skal gøres plads til, at de selvstyrende områder får mulighed for at blive fuldgyldige medlemmer på de områder, som de har fuld kompetence over, ligesom der i arbejdet med Helsingforsaftalen muligvis bliver åbnet op for, at sikkerheds- og forsvarspolitik kommer til at fylde mere nu, når alle lande er medlemmer af NATO.

Men så er der det andet problem. Det er nemlig grundloven. Eller er det et problem? Det har vi jo hørt rigtig mange gange. Der er rigtig mange ting i løbet af den tid, der er gået, siden grundloven blev lavet, til nu, som det er blevet sagt er grundlovsstridige, men alligevel har man så taget en politisk beslutning om, at det ønsker man. Altså, grundloven bliver tilpasset den virkelighed, vi lever i, gang på gang. Engang blev det sagt, at det var grundlovsstridigt at indkræve skat på Færøerne; det gør vi i dag. Hjemmestyreloven skulle også have været grundlovsstridig på et tidspunkt; den har vi i dag. Handelsaftaler laver Færøerne selvstændigt med resten af verden. Danmark laver handelsaftaler gennem EU. Danmark har ansvaret for udenrigspolitikken, men alligevel har vi en udenrigspolitisk hjemmelslov på Færøerne.

Så det er blot et bevis på, at det gang på gang kun er et spørgsmål om politisk vilje, hvordan vi ser, læser og fortolker grundloven, som er vores fælles ramme og stadig skal være det. For det er ikke nok kun at tale om ligeværdighed og respekt i rigsfællesskabet. Det kræver også noget handling, og der er flere beviser på, at der også bliver lagt noget handling bag det. Men jeg synes, at lige det her spørgsmål om Nordisk Råd, som er et ret, ret lille spørgsmål i det store og hele, virkelig ville være noget, der satte konkret handling bag det, også fra dansk side.

For lad os lige tænke over, hvad det er, Nordisk Råd laver rekommandationer om. Det er kultur, miljø, klima, erhvervspolitik og velfærd – bare for at tage udgangspunkt i de udvalg, der er i Nordisk Råd. Det er alle sagsområder, som er overtaget af Færøerne. Det er kompetencer, som Færøerne har fuld rådighed over. Så man fristes næsten til at sige: Hvad er problemet? Drager vi en parallel til Europa, kan vi jo sagtens blive medlem af EU og melde os ud igen. Det har vi jo bevis for; Grønland har jo prøvet det, kan man sige. Så selvfølgelig kan det også lade sig gøre med det nordiske samarbejde.

Så min indstilling vil lidt være, i hvert fald i forhold til Helsingforsaftalen, at vi så får fjernet den ene hindring, nemlig sådan at den åbner op for, at de selvstyrende områder også får mulighed for at blive fuldgyldige medlemmer på de overtagne sagsområder. Så kan vi jo løbende tage debatten om grundloven og om, hvad den kan rumme, for jeg tror, det vigtigste, der er behov for, er, at vi tager debatten om det: Hvad kan den rumme?

Så egentlig vil jeg bare takke for en god debat i dag, og jeg håber også, at mit opråb bliver taget med videre, og at budskabet bliver taget med videre. Og så glæder jeg mig til en god session i Oslo i næste uge. Tak.

Vi siger tak til ordføreren, og det var hermed slut på ordførerrækken. Vi går videre til ministeren for nordisk samarbejde.

Tak for en god og meget livlig debat. Jeg synes, vi er kommet meget vidt omkring i debatten i dag. Det er alt lige fra sprog til grænsekontrol, forsvarssamarbejde og Helsingforsaftalen. Vi er kommet rigtig vidt omkring – og godt for det. For det nordiske samarbejde handler om rigtig mange forskellige ting, og der er altid noget forskelligt, man kan bore sig ned i, alt efter hvad man interesserer sig mest for. Vi er nok alle sammen farvet af, hvad vi ellers også interesserer os for ud over det nordiske, når vi diskuterer det nordiske samarbejde. Det tror jeg egentlig er meget sundt.

Der blev også spurgt om, hvad visionerne så er. Det er selvfølgelig klart, at vi jo har »Vores vision 2030«. Det er regeringens vision for arbejdet. Som vi har været inde på, er det jo både et konkurrencedygtigt Norden, et socialt bæredygtigt Norden og et grønt Norden. Det er nogle rigtig gode emner. I redegørelsen har vi rigtig mange detaljer om, hvad vi præcis gør i forhold til de forskellige ting, og hvad de forskellige ministerråd konkret gør i forhold til det arbejde, de har.

I øjeblikket er vi faktisk i gang med i ministerrådene at se på, hvad det fremtidige arbejde skal være frem til 2030 for at nå frem til at kunne leve op til de her mål i visionen for 2030. Vi kommer også til at lytte til, hvad Nordisk Råd arbejder med i forhold til 2030-målene. Så jeg regner med, at Nordisk Råd også spiller ind med nogle forslag til, hvordan vi lever op til de her tre store mål, og så sidder vi i hvert ministerråd og arbejder konkret med, hvad vi kan levere til den her ambition for at sikre, at vi kan leve op til de tre målsætninger, som vores lande sammen er blevet enige om.

Jeg synes, at vi er rigtig godt på vej. Det er rigtigt, at man altid kan diskutere, om det går stærkt nok. Men grundlæggende er det min opfattelse, at man tager alle opgaverne utrolig seriøst. At vi fik det grønne med i visionerne, var noget nyt, der kom for ikke ret lang tid siden. Og jeg synes, at vi er ved at have fundet takten i det. Det har været en svær start, men jeg synes efterhånden, at vi er ved at have fundet løsningen på det. Og vi kan faktisk se, at vi bruger en stor del af midlerne på det grønne område på nuværende tidspunkt. Og det er jo positivt, for vi vil rigtig gerne vise, hvad vi kan. For hvad er det, Norden kan på det grønne område? På det grønne område er vi rigtig langt fremme med vedvarende energi.

Her i juni måned havde vi Norge på besøg, hvor vi lavede en decideret samarbejdsaftale med Norge – bare en bilateral samarbejdsaftale – om, at vi skulle være bedre til at hjælpe hinanden med at blive bæredygtige på energiområdet. Jeg deltog i sidste uge i to ministerrådsmøder. Det ene var det for landdistriktsministre som landdistriktsminister og ikke som nordisk minister, og så fik jeg lov til at være standin for vores klima-, energi- og forsyningsminister, da ministeren deltog i et møde i EU samtidig om samme emne. Så jeg fik lov til at være med til at lave en aftale, en erklæring, sammen med de øvrige nordiske lande om at være ambitiøse på klimaområdet. Det er sådan en hel masse ting, som jo er store på hvert sit område, men som man måske ikke, når man ser det store billede, er opmærksom på rent faktisk foregår. Så jeg synes, at når man borer sig ned i hvert enkelt område, viser vi, at vi prøver at levere på de ambitioner, der er. Det er de tre store visionsområder: et konkurrencedygtigt Norden, et socialt bæredygtigt Norden og et grønt Norden.

Jeg blev også spurgt til, hvad mine visioner er. Der har også været en stor diskussion om, om vi efterhånden er mindre engagerede eller mere engagerede i Norden. Jeg vil sige, at jeg egentlig stadig væk oplever, at Norden betyder rigtig, rigtig meget. Der er rigtig mange, som arbejder og har familie på tværs af landene, som studerer i hinandens lande, og som har relationer på kryds og tværs. Jeg synes ikke, at jeg oplever, at interessen bliver mindre, men jeg tror, at den efterhånden bliver taget mere for givet. Vi har vænnet os til, at vi bare kører af sted gennem hinandens lande uden at skulle vise pas. Det opdagede vi under corona. Lige pludselig kunne man ikke det mere, og så opdagede vi, hvad vi havde mistet. Man kan søge et job eller en uddannelse i hinandens lande uden problemer. Det er jo nogle utrolige værdier at have med sig, men vi kommer nok til at tage det for givet nogle gange. Det er også noget af det, som jeg tror vi skal være gode til at gøre opmærksom på, altså at alle i Danmark faktisk har gavn af det nordiske samarbejde.

Noget af det, som jeg også som minister har brugt en del tid på, er Øresundssamarbejdet. Vi har jo både Greater Copenhagen, og vi har også en masse virksomheder i hovedstadsområdet, som skriger på arbejdskraft i øjeblikket. Det er også noget af det, vi kan se generelt for Danmark; vi mangler rigtig meget arbejdskraft i Danmark. Det er et konstant diskussionspunkt – det kan jeg sige – når vi diskuterer Greater Copenhagen-samarbejdet, hvordan vi sikrer, at man bedre kan arbejde på kryds og tværs. I Danmark har vi en arbejdsløshedsprocent på omkring 2 pct. I Skåne har de en på omkring 8 pct.

Men det er faktisk ikke sådan, at alle bare kan få et arbejde i Danmark, og det er en af de grænsehindringer, vi har. For det kan tredjeverdensborgere ikke. De kan ikke bare få et arbejde i Danmark. De skal have en grænsependlertilladelse først. Det er faktisk en grænsehindring, vi har. Så når hr. Peter Kofod bliver ved med at snakke om, at vi skal have grænsehindringer, vil jeg sige, at vi faktisk har en grænsehindring. Det kan der nogle gange være frustration over, fordi det betyder, at vi ikke få den arbejdskraft, vi har brug for. Men det er der også af en årsag.

Men man bliver måske også lidt forvirret, når hr. Peter Kofod står og snakker om, at vi skal have lukket grænserne til Sverige, når man lige før på punktet tidligere har hørt Dansk Folkepartis forsvarsordfører, hr. Alex Ahrendtsen, sige, at vi skal have en nordisk forsvarsunion. For hvordan i alverden skal vi kunne samarbejde om forsvaret, hvis vi har lukket grænserne? Det synes jeg kunne være interessant at vide lidt mere om. For det at skulle have et fælles værn i forhold til flyvevåbnet og søværnet hjælper jo ikke meget, hvis vi har lukket grænserne. Så det er lidt pudsigt. Men jeg håber, at man ved, hvad man præcis mener.

Ellers vil jeg sige i forhold til sprog, som også blev nævnt, at vi jo heldigvis selv har en indflydelse på, om vi holder op med at kunne forstå og tale hinandens sprog. Vi underviser stadig væk vores børn i folkeskolen i norsk og svensk, i de skandinaviske sprog. Der bliver gjort meget. F.eks. holder Foreningen Norden en ungdomslejr for unge fra hele Norden. Jeg har sendt min egen datter af sted. Hun boede på værelse med to islændinge og en dansker. På den måde får man også en forståelse for hinandens sprog. Og det er rigtigt, at der kan være vanskeligheder. Men man kan jo godt arbejde på at overvinde vanskelighederne i stedet for at overgive sig. Så det vil jeg i hvert fald opfordre til at man gør, for det er min forståelse, at det vil man gerne.

Jeg blev også spurgt til, hvordan vi inddrager ungdommen. Vi har jo Ungdommens Nordiske Råd, som er utrolig aktivt. Vi har en dansk formand for det i øjeblikket. I øvrigt ønsker Ungdommens Nordiske Råd heller ikke at skifte til engelsk. Så har vi ungepaneler, som bliver brugt i mange forskellige ministerråd. Jeg oplevede selv til landdistriktsministermødet i Reykjavik her den anden dag, at man havde brugt et ungepanel til at vurdere, hvordan man kan gøre det mere attraktivt for unge at bo i landdistrikterne i Norden. Så man havde fundet nogle unge på kryds og tværs og spurgt om det. På den måde er det forskellige måder, man inddrager de unge på. Man gør det faktisk på mange måder på en gang. Jeg synes, at det er utrolig positivt, at man arbejder på den måde på kryds og tværs af tingene.

Jeg er godt opmærksom på Færøernes ønsker. Vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe Færøerne med repræsentation i de forskellige ting, som de har fået repræsentation i. Allerede nu har man jo formået at komme ind i nogle forskellige ting, man er interesseret i, i det nordiske, men det skal selvfølgelig ske inden for grundlovens rammer. Vi overholder grundloven i Danmark, og det bliver vi ved med at gøre. Jeg ved, at der er et arbejde med Helsingforsaftalen i Nordisk Råd, og jeg følger interesseret med i, hvad man når frem til, og jeg vil lytte til, hvad man når frem til til den tid.

Jeg tror, at jeg vil lade det være de indledende bemærkninger.

Vi siger tak. Der er spørgsmål til ministeren. Det første er fra fru Jette Gottlieb, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil gerne spørge specielt ind til den målsætning, der hedder »et socialt bæredygtigt Norden«. Det var noget, jeg ikke nåede at komme ind på i min ordførertale, før tiden var gået. Indgår begrebet social lighed i den tankemåde, når man taler om social bæredygtighed? Grunden til, at jeg spørger, er, at i alle nordiske lande, men allermest i Danmark, er uligheden voksende og har været det gennem de sidste 5-10 år. Er definitionen på »socialt bæredygtigt Norden« noget, som man kigger på?

Så er det ministeren.

Du har fuldstændig ret: Vi har sunde befolkninger med høj beskæftigelse og lighed, og kulturlivet er stærkt, og vi har også stort fokus på ligestilling mellem kønnene. Så på den måde er der jo et fokus på mange forskellige former for lighed, ligestilling og social bæredygtighed. Der kigger man rimelig bredt på tingene, vil jeg vurdere.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Så vil jeg spørge, om det ikke ville være en fremmende idé for et socialt bæredygtigt Norden, at man så mere på den økonomisk-sociale lighed i alle nordiske lande, fordi det formentlig vil være nogle af de samme metoder, man vil bruge på grund af lighederne mellem vores samfundsformationer, taget i betragtning af at uligheden vokser; det er ikke ligheden, der vokser.

Ministeren.

Det er meget forskelligt, hvordan billedet er i de forskellige nordiske lande. Vi havde en gennemgang af det her i sidste uge. Billedet er meget forskelligt over de nordiske lande, i forhold til om man er blevet mere lige eller mindre lige. Så det er ikke de samme problemstillinger, der gør sig gældende.

Jeg tror, at det er vigtigt, at man hele tiden har fokus på, hvordan man sikrer, at man har de mest socialt bæredygtige samfund, og hvad det så er, man lægger i det, vil jo altid være forskelligt, og det vil altid være op til landene at vurdere, hvad man mener det rigtige er.

Vi går videre til næste spørger, og det er hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Jeg er jo beæret over, at ministeren dedikerer så stor en del af sin taletid til at kritisere Dansk Folkeparti. Det tager jeg som et enormt arbejdsmæssigt kompliment. Jeg kunne godt gå langt ind i det, men der er bare forskel på vores partier, og det er jo fair nok. Regeringen dyrker arbejdsudbud som en ting, og vi ser på borgerne som noget helt andet. Vi ser nemlig danskerne som borgere, ikke i et velfærdssamfund, men i et land, og som en integreret del af en kultur. Så for os er det langt større, end om danske virksomheder mangler arbejdskraft. Respekt for det, for det er også et problem, vi skal se på og løse. Men jeg synes bare, individet, mennesket, er mere.

Det var slet ikke det, jeg ville tale om med ministeren. Jeg ville stille et spørgsmål til redegørelsen, side 3, hvor der under det afsnit, der handler om ligestilling, står: Der har været fokus på digitalisering og ligestilling i arbejdslivet, særlig på traditionelle kvindeerhverv – hvad det så end måtte være, det troede jeg ikke man måtte sige i dag, altså at der findes traditionelle kvindeerhverv – samt på den stigende tilbagerulning af kvinders og lgbt+-personers rettigheder.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide, hvad det er for en tilbagerulning, der er sket i Norden, af lgbt+-personers og kvinders rettigheder i de seneste år.

Så er det ministeren. Værsgo.

Jeg kan da betrygge ordføreren med, at regeringen også mener, at man skal have fokus på borgerne og mennesker. Det er jo sådan set det helt essentielle. Men der er faktisk også danskere, der har familie på den anden side af Øresund, som har kærester på den anden side af Øresund, som har studier på den anden side af Øresund, eller som har arbejde på den anden side af Øresund, og de har også rettigheder til at kunne komme af sted. Hvis man lukker grænsen, fjerner man den mulighed for at være en del af hinandens liv, og det synes jeg er en meget stor omkostning at pålægge borgere i Danmark, altså at man ikke må have lov til at have sit eget liv.

Der er 10 millioner indbyggere i Sverige, og ordføreren siger, at der er 30.000 bandemedlemmer. Jeg ved, at Justitsministeriet har rigtig godt styr på, hvad der foregår, og vi kan hele tiden rykke ud, hvis der sker noget. Så jeg vil opfordre til, at man har tillid til det danske retsvæsen og så under de danske borgere at kunne have et liv også på tværs af Øresund. Jeg nåede ikke at svare på det andet spørgsmål, men hvis du stiller det igen, skal jeg svare på det.

Vi fortsætter til den anden korte bemærkning. Hr. Peter Kofod, værsgo.

Nu har jeg sådan set selv familie på den anden side af Øresund og Østersøen, så jeg tror, jeg ved rimelig meget om, hvad det her handler om. Så den der forklaring om, at uha, så er det rigtig farligt. Hallo, jeg er født og opvokset på den anden side af Øresund, så jeg tror da, jeg må vide, hvad jeg taler om.

Jeg fik ikke svar på mit spørgsmål, men jeg er så nok også bare en lille smule overrasket over regeringens meget konfrontatoriske kurs. Vi kommer jo her og spørger ganske åbenhjertigt. Jeg synes jo, det er vigtigt. Når regeringen skriver i redegørelsen, at der har været en stigende tilbagerulning af kvinders og lgbt+-personers rettigheder, vil jeg da gerne vide, hvordan det hænger sammen, for det harmonerer jo ikke med den debat, jeg synes der har været helt generelt, hvor det her har fyldt meget. Det kan man have forskellige holdninger til, men jeg vil bare gerne have svar på mit spørgsmål.

Så er det ministeren.

Hvis det drejer sig om lgbt+-folks rettigheder inden for det nordiske område, vil jeg anbefale, at man stiller et skriftligt spørgsmål, og så vil jeg henvise til den konkrete fagminister. Men ellers kan man sige, at i verden generelt tror jeg det er ret åbenlyst, at der er en tilbagegang i de rettigheder, der er for folk, der ikke opfatter sig selv som heteroseksuelle.

Tak. Vi går videre til den næste spørger. Det er fru Marianne Bigum fra SF.

Mange tak. Jeg vil spørge ministeren om noget. Der står jo i redegørelsen, at især omstillingen til et mere bæredygtigt samfund går for langsomt, og når vi nu i dag står her og skal diskutere visionerne for 2030, er det jo netop det, der fylder – det handler om en bæredygtig og integreret region, altså at Norden skal blive verdens mest bæredygtige og integrerede region. Og indledningen til den har også enormt meget fokus på det grønne.

Så jeg har to spørgsmål til ministeren. Det ene er: Hvad vil ministeren gøre for at sætte tempoet op på de her visioner? Det er jo allerede i 2024, sådan som jeg forstår det, at vi skal være i mål med det. Og det andet, jeg så ville spørge om, er, om jeg skulle lægge noget i, at ministeren i redegørelsen rangordner de tre strategiske mål om et konkurrencedygtigt Norden, et socialt bæredygtigt Norden og et grønt Norden, hvor grønt så står til sidst. Det er faktisk omvendt i visionen, hvor det er et grønt Norden først og herefter et konkurrencedygtigt Norden. Ligger der noget i det?

Så er det ministeren. Værsgo.

Der er ikke en rangering af områderne. Det ligger det ikke op til. Vi har et mål om at bruge en tredjedel af midlerne på hvert område, så de skulle helst være prioriteret ligeligt, og det forsøger vi på at gøre hele vejen igennem. Så det er ikke en rangering. Altså, de tre områder er ligestillet.

I forhold til det grønne, det bæredygtige, er det noget, vi helt konkret arbejder med i de pågældende ministerråd. Og som jeg sagde, har vi jo lige lavet en aftale om det på klimaområdet her i sidste uge, altså om, hvordan vi kan gøre det bedre.

Vi laver også erfaringsudveksling, når vi mødes. Altså, vi bestemmer jo ikke fra Nordisk Råds side, hvordan vi skal indrette lovgivningen i hvert land; vi har stadig væk vores nationale selvbestemmelse. Så noget af det, vi gør, er også at gøre hinanden klogere på, hvad man kan gøre bedre i hinandens lande. Så der er jo også en masse erfaringsudveksling i det arbejde, vi har.

Så er det fru Marianne Bigum for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Mange tak. Særlig i Danmark halter vi jo bagefter på flere af verdensmålene, bl.a. i forhold til ressourcer og i forhold til livet på land og i vand. Så jeg forstår det, når ministeren siger, at det er op til de enkelte lande at gøre noget, men hvad gør vi så i Danmark? Er det simpelt hen Danmark, der hænger i bremsen, når det kommer til, at man fra nordisk side kan sige, at det går for langsomt med den grønne omstilling?

Ministeren.

Jeg kan i hvert fald afkræfte, at det skulle være Danmark, der hænger i bremsen. Det er det bestemt ikke. Danmark går helt klart foran i den grønne dagsorden, også blandt de nordiske, og det vil vi blive ved med at gøre. Så det er ikke Danmark, der hænger i bremsen.

Hvis der er nogen spørgsmål til den konkrete politik på området, vil jeg altså henvise til fagministeren, hvis det handler om politik i Danmark.

Tak. Næste spørger er hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det, og undskyld, at jeg ikke har været her under hele debatten. Jeg havde et andet møde. Så det beklager jeg. Men jeg går ud fra, at de fleste ordførere har været oppe at sige, at de takker for en god redegørelse. Derfor er det jo også meget ligetil, at man kan gå ud fra, at det, der står i redegørelsen, ved ministeren noget om.

Så jeg følger lige op på hr. Peter Kofods spørgsmål til citatet »... samt på den stigende tilbagerulning af kvinders og LGBT+ personers rettigheder«. Ministeren svarer, at det må man stille et skriftligt spørgsmål om, og det synes jeg jo egentlig ikke er rimeligt, når det står i ministerens redegørelse. Jeg synes heller ikke, at det med, at man så skyder det tilbage med et svar om, at det er i verden, giver mening i forhold til en nordisk redegørelse. Så vil ministeren ikke godt forklare mig, hvorfor der i ministerens redegørelse står, at der er et særligt fokus på tilbagerulning af kvinders og lgbt+-personers rettigheder? For jeg forstår det ikke. Så jeg vil meget gerne høre, om ministeren ved, hvad det er, ministeren har skrevet i redegørelsen.

Så er det ministeren.

Jeg ved udmærket godt, hvad der står i redegørelsen. Det kan hr. Kim Edberg Andersen være helt sikker på, men til gengæld har jeg ikke deltaget i det møde, der var i det ministerråd, der drejer sig om det her. Hvis man gerne vil høre, hvad der er foregået på ministerrådsmødet, er det derfor oplagt, at man tager kontakt til den pågældende minister.

Derfor anbefaler jeg bare at sende et skriftligt spørgsmål, hvis I vil have et fagligt stærkt svar. Det er almindelig procedure, at sådan gør man, hvis man gerne vil være sikker på, at man får spurgt helt i dybden om tingene, og det er det, jeg forstår at både hr. Peter Kofod og hr. Kim Edberg Andersen gerne vil. Og jeg synes, det er dejligt, at I interesserer jer så meget for lgbt+-menneskers rettigheder.

Hr. Kim Edberg Andersen, værsgo.

Ministeren må slet ikke være tvivl om, at ligestilling ligger mig stærkt på sinde, og det er dem, der sidder i Ligestillingsudvalget med mig, slet ikke i tvivl om. Jeg kan jo ikke forstå, at man skal stille skriftlige spørgsmål til det, så jeg spørger lige en gang til. Kunne det så tænkes – så lad os lave det tankespind – at man rent faktisk har forholdt sig til det nordiske spørgsmål? I Sverige er der eksempelvis 30.000 bandemedlemmer, og man har haft en kæmpestor indvandring, og det er måske derfor, vi ser tilbagerulningen på lige netop de her to områder.

Kunne det måske ikke være tankestof til en minister, at når vi partier, som er lidt udlændingekritiske, siger tingene, at man en gang imellem måske kunne begynde at lytte i stedet for at skrive ting, som jeg så bagefter skal skrive til ligestillingsministeren for at få et svar på? For jeg mener jo, at en minister, der laver en redegørelse, skal kunne svare på det, men kunne man så muligvis lave et tankespind om, at ligestillingsordføreren og ordføreren på det nordiske område for Nye Borgerlige har ret i, at det måske er på grund af en øget indvandring fra særlig muslimske lande, at vi ser den her tilbagerulning af rettigheder for kvinder og lgbt+personer i Norden?

Ministeren.

Jeg synes, at ordføreren skal stille et spørgsmål til mig, og så kan jeg altid bede om bidrag fra det konkrete område. Det tror jeg vil være det mest oplagte at gøre. Det er en normal procedure, at man gør det sådan i Folketinget, så det synes jeg ville være helt naturligt også at gøre her.

Jeg er da også meget optaget af, og det er sådan mere en generel ting, at vi har ligestilling, og at alle bidrager til ligestillingen, og det skal man jo være opmærksom på, også i minoritetsmiljøer.

Vi siger tak til ministeren for nordisk samarbejde.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen om redegørelse nr. R 4 sluttet.

Vi siger tak til ministeren for nordisk samarbejde.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen om redegørelse R 4 sluttet.

(Talen er under udarbejdelse)