Det sidste punkt på dagsordenen er:

26) Forhandling om redegørelse nr. R 2:

Ministeren for landdistrikters regional- og landdistriktspolitiske redegørelse 2023.

(Anmeldelse 04.10.2023. Redegørelse givet 04.10.2023. Meddelelse om forhandling 04.10.2023. Omtrykt 14.11.2023).

Ordførerne skal logge sig af på deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind.

Vi holder lige en kort pause, indtil teknikken er i orden og de nye pladser er indtaget.

Debatformen er kendt, og jeg foreslår, at vi går i gang. Den første ordfører er hr. Kasper Roug fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til ministeren for redegørelsen, som vi skal debattere her i dag. Jeg vil selvfølgelig også herfra sige tillykke med den nye ministerpost til ministeren. Det er en redegørelse, som kommer bredt omkring på rigtig mange områder, som er vigtige, når vi taler om landdistriktspolitik, og som samtidig giver os en temperaturmåling på, hvordan udviklingen går på mange af de områder, der er vigtige, når vi taler om landdistrikterne. Den tegner også et billede af, hvordan det går med at sikre et Danmark i balance, og det er selvfølgelig utrolig vigtigt for os Socialdemokrater. Det handler i bund og grund om at sikre en stærk sammenhængskraft på tværs af områder, som er et centralt fundament for hele den samfundskontrakt, vores velfærdssamfund bygger på. Jeg vil i min ordførertale komme ind på en række af de dagsordener, som optager os i Socialdemokratiet.

For Socialdemokratiet er det helt afgørende, at man skal kunne bo i hele Danmark, og at vi har gode tilbud i alle egne af landet inden for arbejde, uddannelse, sundhed, kultur, fritid og meget mere. Når man læser redegørelsen, ser man, at der overordnet er sket en befolkningstilbagegang de seneste 10 år i det, redegørelsen kalder »landdistrikterne længere væk fra de større byer«. Faktisk er der sket en fremgang på småøerne. Når vi kun ser på de sidste 5 år, er det i hvert fald i nogle områder lykkedes at vende udviklingen. Ser vi f.eks. på landsbyerne, er billedet noget mere sammensat. 552 landsbyer har oplevet en tilbagegang siden 2010, mens 293 har oplevet en fremgang.

Så billedet er ikke entydigt, og der er steder, hvor vi ser en tilbagegang, men der er også steder, hvor der sker en fremgang, og hvor man har fundet nye spændende tiltag for at tiltrække nye beboere. Den udvikling skal vi være med til at understøtte, og det har vi bl.a. gjort med de seneste ændringer af planloven, og med forslaget om at hæve befordringsfradraget i yderkommunerne, som er en del af finanslovsforslaget, må vi sige, at vi anerkender dem, der bor og arbejder i landdistrikterne, og som må transportere sig over lange afstande. Det er 25 kommuner, der er udpeget, bl.a. en af dem, jeg selv bor i, nemlig Lolland Kommune, og det er jo alligevel også en million danskere, der bor i de her kommuner, som vil have gavn af det.

Vi er meget åbne over for at se på andre greb – og det skal vi selvfølgelig også være – som vil være med til at styrke en bosætning. For som jeg har sagt mange gange før, er en kommune og et område dens indbyggere, og det kræver for den sags skyld selvfølgelig også, at der er en styrkelse af indbyggertallet. Mange steder har man jo netop haft succes med at vende udviklingen, og jeg synes selv, det er spændende at dykke ned i nogle af de gode historier og se på, hvad der sker, når man som lokalsamfund har arbejdet målrettet på at styrke den her bosætning. Det gælder f.eks. prøveboliger til tilflyttere, hvor man kan bo i en periode, inden man beslutter sig for, hvor man vil slå sig ned.

Noget af det, som er vigtigt for bosætning, er uddannelse, og derfor er vi meget optaget af, der også i fremtiden er gode uddannelsesmuligheder i hele landet. Vi kan jo se på tallene i redegørelsen, at en stor del af fraflytningen fra landdistrikterne drejer sig om unge, og mon ikke også der her er en tæt sammenhæng med uddannelse. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat sikrer en bred adgang til uddannelser i hele landet. Det drejer sig om gymnasier, erhvervsskoler og videregående uddannelser, så unge ikke skal tvinges fra deres hjemstavn for at tage en uddannelse. Vi kan også se af tallene, at mange gymnasier uden for de store byer er pressede på optagelsestallene. Det kan være på grund af nogle små ungdomsårgange, og det skal vi selvfølgelig også kunne forholde os til. Vi har tidligere lavet aftaler om at udflytte uddannelser og om at sikre ekstra midler til bl.a. udkantsgymnasier, som vi kalder dem, og vi har f.eks. en ny pædagoguddannelse i Tønder og en ny arkitektuddannelse i Kalundborg. Det er meget vigtigt, at vi fortsat har fokus på at sikre et bredt udbud af uddannelser i hele landet.

Redegørelsen viser også, at vi allerede nu ved og godt vidste i forvejen, at landdistrikterne i meget høj grad bærer den grønne omstilling. Når vi ser på omstillingen af nye vind- og solcelleanlæg, er det jo Vestjylland, Vestsjælland og Lolland-Falster, som er helt i front, mens der til gengæld er noget mere tomt i det nordsjællandske. Landdistrikterne løfter altså et kæmpe ansvar på det grønne område, og det skal vi selvfølgelig både anerkende og belønne dem for. Derfor er det også vigtigt, at vi, som der står i redegørelsen, fortsat undersøger, hvordan naboer og kommuner får del i økonomiske gevinster ved at lægge jord til vedvarende energi på land. Vi skal i det hele taget tænke den grønne omstilling ind i udviklingsmulighederne i landdistrikterne, og det ved jeg man allerede arbejder aktivt på mange steder. Det er jo en ren win-win-situation, både for landdistrikterne og for den grønne omstilling.

Et andet område, som handler om bosætning, handler også om at tilbyde attraktive boligområder. Nogle steder i landet er desværre præget af, at der er mange tomme boliger og faldefærdige huse, og her fremgår det også tydeligt i redegørelsen, at der er stor forskel mellem kommunerne på, hvor stor en andel af boligmassen der står tom. Det appellerer jo ikke ligefrem til, at man får nye tilflyttere til området, og det kan sende et lokalområde ind i en ond spiral, hvor det bliver svært at tiltrække nye borgere. Her bliver vi nødt til at tage medansvar for, at boligmassen bliver tilpasset, for det er i vores alle sammens interesse, at der er gode boliger i hele Danmark. Vores boligmasse er generelt af meget høj kvalitet, og det skal den selvfølgelig blive ved med at være. Det kan ske igennem eksempelvis landsbypuljen, som kan anvendes til nedrivning og istandsættelse af dårligt vedligeholdte boliger i landsbyer og til områdefornyelse.

Samtidig med det er det også vigtigt med en lige adgang til sundhed, og det er jo en helt central del af vores velfærdssamfund. Det må ikke være postnummeret, som afgør, hvor stor og hvor god behandling man får, hvis man bliver syg. Desværre er der stadig væk en stor forskel på det sundhedsvæsen, vi møder rundtom i landet. Et af de mest håndgribelige eksempler er det faktum, at omkring 600.000, ifølge redegørelsen, i dag lever i det, man kalder et lægedækningstruet område. Det gælder særlig i Nordjylland og på Lolland-Falster. Her har det været svært overhovedet at få sin egen praktiserende læge. Den praktiserende læge er så central, for meget kan klares ved en læge, men det er alligevel vigtigt, at man har tillid til den pågældende læge. Oven i det er det selvfølgelig også vigtigt, fordi ens egen læge ofte er indgangen til resten af sundhedsvæsenet. Noget har vi jo allerede gjort med sundhedsaftalen fra sidste år; det vil vi forhåbentlig se resultaterne af de kommende år, og vi skal følge området tæt. Vi skal, som der står i regeringsgrundlaget, se på yderligere incitamenter til, at speciallæger bor og arbejder i de områder, hvor der er lægemangel. Det må vi i Folketinget stå sammen om. Vi ser også frem til Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering, da kommissionen bl.a. har fokus på at mindske den geografiske ulighed i sundhed.

Et af de sidste områder, jeg gerne vil nævne, er selvfølgelig småøerne. Egentlig vil jeg gerne sige, at vores småøer er nogle af de mest sårbare områder i vores land, som vi skal passe godt på. Det er nogle små samfund, der ligger isoleret, og vi kan se af redegørelsen, at der også på de 27 småøer er sket en tilbagegang siden 2010. Det seneste år har vi dog set en mindre fremgang på nogle af øerne. Der er stor forskel på udviklingen, og faktisk er der på 12 ud af de 27 øer sket en fremgang. Det er altså ikke et sort-hvidt billede. Vi ser f.eks. også, at arbejdsløsheden på småøerne faktisk er lavere end arbejdsløsheden i byområder eller tæt på de store byer. Det har for mig en kæmpestor værdi, at vi har småøer, hvor man kan bo og arbejde, og her er det også helt afgørende, at vi har gode færgeforbindelser, som er til at betale for helt almindelige mennesker. Vi har i vores finanslovsforslag bl.a. lagt op til at indføre det, der bliver kaldt det fulde landevejsprincip. Det vil sige, at det selvfølgelig skal koste det samme at rejse med færgen til en af vores småøer, som det koster at transportere sig på landevejen. Det er et sundt og fornuftigt princip. Vi har også med den seneste revidering af planloven givet mulighed for at udvikle og skabe en udvikling på småøerne, bl.a. ved de nye øudviklingsplaner.

Det var en hurtig gennemgang, må man sige, af nogle af de områder, som vi er særlig optaget af i en lang og vigtig rapport. Grundlæggende mener vi, at der er rigtig mange ressourcer og potentialer i vores landdistrikter, og vi skal her fra Christiansborg være med til at skabe rammerne for, at det kan blive realiseret, og skabe nogle gode resultater. Det ser vi meget frem til. Vi ser frem til at samarbejde med partierne i Folketinget og selvfølgelig skabe nogle brede flertal for at skabe nogle landdistrikter, der oplever fremgang. Så tak for ordet.

Tak for den tale. Så er det fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne som spørger. Værsgo.

Tak til hr. Kasper Roug for en god tale. Jeg synes, han kommer ind på nogle rigtig gode områder, bl.a. det her med grøn energi, men også uddannelser og det her med, at vi skal kunne bo og leve i hele landet. Det synes jeg er rigtig godt at høre. Også tak for samarbejdet om finansloven, hvor vi jo fik landet nogle gode ting, også især i forhold til det her særlige tilskud til gymnasierne i yderområderne, vi fik på plads. Jeg er glad for, at ordføreren bakkede op om, at oppositionen også kunne få det igennem, så det er rigtig dejligt.

Jeg kunne godt tænke mig at stille ordføreren et spørgsmål om småøerne, som jeg jo også er rigtig glad for at ordføreren selv kommer ind på. Vi har en situation nede i Lolland Kommune med Femø, Fejø og Askø, og her læste jeg forleden i Folketidende, som jeg ved at ordføreren jo også abonnerer på, at vi i vinterhalvåret fremover kommer til at kunne se, at den sidste færgeafgang er kl. 19.25. Det betyder, at hjemmeplejen ikke kommer til at kunne komme frem senere, så de ældre måske vil blive lagt i seng allerede kl. 7 om aftenen. Og det kan godt umiddelbart være lidt træls. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren: Hvad skal vi stille op med den her situation, hvor driften af færgerne bliver indskrænket i vores land?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Tak for det. Nu skal det jo først og fremmest lige siges, at regeringen jo nu kommer til at fremlægge forslag om, at vi skal bruge markant flere penge på færgedrift til småøerne. Vi taler her om 100 mio. kr., og det er alligevel også noget. Hvad de præcis gør i de enkelte kommuner, har vi jo lagt ud til kommunerne at bestemme. Det gælder også i forhold til planerne om færgedrift. Der er ingen tvivl om, at med hensyn til småøerne ligger det jo Folketinget og specielt Socialdemokratiet på sinde, at vi selvfølgelig skaber nogle små samfund, som kan leve, og som kan have de bedste muligheder for ganske enkelt at få skabt nogle små levedygtige samfund. Vi er selvfølgelig rigtig glade, hvis man i de andre partier også vil anerkende og vi kan stå sammen om, at småøerne er nogle områder, som vi skal have til at køre og have til at vise vejen frem for andre, med hensyn til hvordan man kan leve i små, bitte samfund, selv om der er lang vej til de store hovedveje.

Værsgo til spørgeren.

Tak. Jeg er også rigtig glad for de penge, som er blevet givet, bl.a. i forhold til landevejsprincippet, som jeg synes er supervigtigt. Men ikke desto mindre ser vi jo nogle områder, bl.a. Lolland, men også Langeland – altså nogle af de mindrebemidlede kommuner – hvor der bliver skåret på driften af færgerne. Og det er jo et kæmpestort problem, hvis der er ældre mennesker på f.eks. Femø, som simpelt hen bliver lagt i seng alt, alt for tidligt, fordi man ikke formår at løfte den her opgave ude i kommunerne. Så spørgsmålet er: Kan vi gøre mere herindefra? Mener ordføreren det?

Værsgo til ordføreren.

Vores arbejde, specielt i forhold til småøerne, er på ingen måde færdigt. Det er jo derfor, vi står her. Det er, fordi vi skal give nogle rammer til småøerne og også til kommunerne, sådan at borgerne kan få den bedst mulige service. Vi har tidligere tilladt, at kommunerne selvfølgelig også selv kan varetage deres opgave i forhold til at pleje deres egen befolkning. Der har vi jo kommunalt selvstyre, som jeg synes det er vigtigt at vi selvfølgelig har respekt for.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til Socialdemokratiets ordfører. Så vi siger tak og går videre i ordførerrækken til hr. Hans Christian Schmidt fra Venstre.

Tak, formand. Med den årlige regional- og landdistriktspolitiske redegørelse får vi jo som politikere og som samfund en opgørelse over, hvordan det på papiret står til i vores landdistrikter, og det er godt. Vi har brug for at få lagt fakta og statistik på bordet og få det frem i lyset, så særlig vi politikere herinde på Borgen får et indblik i, hvordan virkeligheden ser ud på den anden side af murene.

Dette års redegørelse viser, desværre ikke overraskende, at der er udfordringer i landdistrikterne. Og de udfordringer, som vi ser, er også velkendte: Folk flytter fra land til by, skoler og butikker lukker, og bus- og færgeafgange reduceres. Det er problemer, som vi særlig det sidste år har kunnet følge med i, særlig i de lokale medier. Det er problemer, som vi skal tage alvorligt, og som vi skal tage hånd om.

Derfor er jeg også glad for, at Venstre og for den sags skyld jo hele regeringen og de partier, der tilsluttede sig finansloven – for de var der jo alle sammen – nu er blevet enige om at understøtte udviklingen i landdistrikterne på bedst mulig vis, og at vi derfor sammen på finansloven for 2024 og også årene frem mod 2027 har afsat ca. 600 mio. kr. Det svinger lidt, alt efter hvilket år det er, men det er deromkring. Der er altså tale om faste midler de næste 4 år, så vores landdistrikter ved, hvilke penge de og vi har at gøre godt med. Det skaber tryghed og forudsigelighed, så vi fra politisk side ikke skal forhandle om puljer og midler fra år til år.

Det er også vigtigt at pointere, at dette års redegørelse også peger på gode tendenser – det synes jeg man skal holde sig for øje – og som noget nyt kommer med caseeksempler på landsbyer, som er lykkedes med at tænke nyt og derved har vendt udviklingen til det positive eller i hvert fald er godt på vej til det.

Det er vigtigt med en redegørelse, som er nuanceret, ligesom det er vigtigt, at vi nuancerer debatten, når vi diskuterer landdistrikterne. Vi skal, og det er der mange andre end mig der har sagt, passe på ikke at tale vores landdistrikter ned. Vi skal i stedet for tale dem op. For lokalbefolkningen kan og vil gerne, og vi skal jo selvfølgelig bare fra Christiansborg sikre, at de har rammerne til det. Det kan nu også være svært indimellem, det har vi jo set gennem årene, men det er det, der er vores opgave.

Derfor er jeg sikker på, at med denne redegørelse og med den nuancerede debat, som vi både politisk, men også i samfundet har, skabes der et godt grundlag for udviklingen af det kommende landdistriktsudspil, som regeringen vil lancere. Det er jeg sikker på at ministeren får mulighed for at komme ind på, så det skal jeg ikke sige mere om, men det er et udspil, som skal være med til at styrke landdistrikterne, lokalsamfund og øer og finde løsningerne tæt på borgerne.

Jeg deler min socialdemokratiske kollegas synspunkt omkring det med øerne. Vi har jo selv været ude at besøge nogle af dem, og vi ved godt, hvad der rører sig derude, og det kræver handling herindefra. Jeg er helt enig med hr. Kasper Roug. Men forandringer behøver ikke at være negative, og det synes jeg også man lige skal sige her. For i de tilfælde, hvor der altså kommer forandringer, kan de jo også godt være positive.

Så man skal ikke altid bare tro, at forandringer er negative. For den her redegørelse påpeger jo også, og det tror jeg også de fleste af os ved, at vores landdistrikter står over for en række udfordringer og ikke mindst over for store forandringer. Det ved vi jo godt, og det ved de også godt. Og derfor behøver vi ikke at sige til hinanden, at det nødvendigvis behøver at være negativt. Det kan også være positivt, men det kræver en handling, og det er den handling, som vi skal levere herindefra.

Så vi skal i fremtiden være med til at styrke landdistrikterne, lokalsamfund og øer og i tæt samarbejde med dem, der bor der, finde løsningerne. Tak for ordet.

Tak. Der er lige et par korte bemærkninger. Det er først fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne som spørger. Værsgo.

Mange tak til ordføreren for talen. Jeg er fuldstændig enig i, at det er en god fremgangsmåde til at sikre nogle rigtig gode løsninger herindefra og helst heller ikke gøre det sværere, hvilket jeg desværre synes vi gør lidt for tit.

Jeg har et konkret spørgsmål til Venstre omkring et beslutningsforslag, vi er på vej med, om at iværksætte en undersøgelse med henblik på udflytning af 10.000 statslige arbejdspladser. Jeg ved, at Venstre før valget i 2022 havde en ambition om at iværksætte en undersøgelse med henblik på at udflytte 5.000 statslige arbejdspladser, og vi kan se, at siden 2015 er der blevet oprettet 10.000 statslige arbejdspladser i Københavnsområdet, bare sådan lige og uden nogen diskussion i øvrigt. Så det går jo den forkerte vej, og jeg ved, at Venstre også tidligere har været optaget af det her.

Så jeg går jo selvfølgelig og håber og beder til, at Venstre vil være med på det her med at få sat gang i den her undersøgelse, så vi kan komme i gang med ambitionerne om at få udflyttet flere statslige arbejdspladser i vores land. Det synes jeg faktisk er rigtig vigtigt. Hvad siger ordføreren til det?

Ordføreren.

Nu vil jeg gerne sige, at selvfølgelig skal vi lige se beslutningsforslaget, men ellers er det jo at sparke en åben dør ind. Altså, jeg har selv været med til at lave underskriftsindsamlinger, dengang vi skulle flytte statslige arbejdspladser ud af København og til Jylland. Det vil jeg lade være med at minde nogen om hvad de mente om undervejs. Nu er alle jo glade for det, så det er det gode ved det.

Så vil jeg bare sige til det der med at flytte statslige arbejdspladser ud, at jeg selv har prøvet det som minister, og jeg kan bare sige, at det går rigtig godt. Man får masser af ansøgninger udeomkring, når man flytter statslige arbejdspladser ud. Altså, det kan godt være, at der er nogle, der tror, at det kan man ikke rigtig få udeomkring, men det kan man sagtens. Det er ikke noget problem. Det har gang på gang vist sig, at vi sagtens kan gøre det. Så jeg er sådan set positiv over for det, men jeg vil selvfølgelig gerne se beslutningsforslaget inden.

Værsgo til spørgeren.

Tak. Det gør mig glad, at man umiddelbart er positiv over for det, for jeg synes, det er rigtig vigtigt. Og det er fuldstændig rigtigt, hvad ordføreren siger. Jeg synes måske, der var en tendens til, at man hørte om alle de steder, hvor det gik galt dengang, men der er faktisk rigtig mange steder, hvor det fungerer rigtig, rigtig godt.

Det her med, at der er 10.000 nyoprettede statslige arbejdspladser i Københavnsområdet, bevidner bare, at der er en eller anden skævhed i den måde, man tænker på. Og derfor synes jeg sådan helt ydmygt, at det er et rigtig godt beslutningsforslag, vi kommer med her lige om lidt, så jeg er glad for, at ordføreren er positiv over for det.

Værsgo til ordføreren.

Det glæder mig, at ordføreren ser sådan på det.

Tak. Der er lige en kort bemærkning yderligere, og den er til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Det er tæt på at være Folketingets mest vidende ordfører, vi har på talerstolen, og det er jo rart. Det er en mand, som jeg har stor respekt for. Det er rigtigt, at vi har brug for rammer, og det er fornuftigt, at finansloven ligesom sætter nogle rammer over længere tid. Det kan vi bruge i landdistrikterne. Jeg har så nok også lidt en bekymring for, at en af grundene til, at det ser forholdsvis positivt ud nu, er, at vi er i en buldrende højkonjunktur, og at der ingen arbejdsløshed er. Så er det noget nemmere at få det hele til at hænge sammen ude på landet.

Men jeg lagde faktisk mærke til, at en af ordførerens kolleger fra regeringen lige før stod og sagde, at den grønne omstilling meget kom fra steder uden for byerne. Til gengæld ved jeg så også, at den næste ordfører, der kommer op, er fra et parti, som dybest set siger, at vi skal have højere dieselafgifter. Hvis der er noget, vi bliver bekymret for, så er det, om vi kan hælde diesel på traktoren eller knallerten ude hos os, for det koster rigtig meget, for vi skal køre rigtig langt.

Så er ordføreren indstillet på, hvis jeg nu kommer med et beslutningsforslag, der er næsten lige så godt som Danmarksdemokraternes, om, at man f.eks. en til en sørger for at kompensere dem, der bor uden for de store byer, for den her dieselafgift, eller alternativt, at vi, når vi alligevel skal kigge på både vindmøller og solceller, så slap for f.eks. elafgiften, når det nu er os, der producerer den grønne strøm? Det må jo være rimelig nemt og smertefrit at gøre det i stedet for.

Tak! Det får vi et svar på. Værsgo til ordføreren.

Tak til spørgeren for spørgsmålet. Jamen spørgeren ved jo også godt, at han har fat i noget vigtigt her – og tak for de pæne ord. Jeg kan bare sige, at ud af de 29 år, jeg har været herinde, vil jeg påstå at i i hvert fald de 20 af årene har vi diskuteret det, som spørgeren spørger til. Og vi har vel sjældent gjort meget ved det, hvis jeg nu skal sige det, som det er. Vi har gjort lidt hist og her, men det store gennembrud har vi jo ikke haft. Derfor deler jeg sådan set spørgerens synspunkt om det, for jeg forstår og kan læse mellem linjerne, at det, der betyder noget, er, hvem det er, vi efterlader på perronen. Og efterlader vi nogen derude? Og skulle vi så gøre noget, for at vi ikke behøver at efterlade dem? Det er vi nødt til at tage meget, meget alvorligt. Man kan ikke stå her og snakke om landdistrikter og landdistrikternes fremtid, hvis ikke man også kigger lidt på den økonomiske fremtid. Så det er jeg sådan set langt hen ad vejen enig i. Så må vi se, hvilke beslutningsforslag der kommer, ligesom jeg sagde hernede til fru Susie Jessen.

Værsgo til spørgeren.

Jeg kommer så muligvis med to forholdsvis gode beslutningsforslag, for jeg kunne også godt finde på at komme med et beslutningsforslag, der foreslog, at vi differentierede de beløb, vi gav pr. skoleelev i folkeskolen, af hensyn til de mindre skoler. For det, vi kan se lige nu, i hvert fald i min egen kommune, er, at det er sjovt, at det lige pludselig bliver for dyrt at have de mindre skoler i de små byer. Virkeligheden oppe i min kommune og generelt i Nordjylland er bare, at lukker du en skole, så lukker du en landsby. Det kan godt være, at det tager 1 år, 2 år eller 10 år, men den lukker. Kunne Venstre være interesseret i at bakke op om et forslag, hvor vi måske begyndte at kigge på, at det var o.k., at det kostede en lille smule mere i Øster Hjermitslev, end det gør inde på Østerbro i København? For alt andet lige er det nok noget nemmere at fylde lokalerne herinde.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Vi er i hvert fald interesseret i at se på det, men jeg vil godt sige til spørgeren, at jeg såmænd har lært af et lidt ældre folketingsmedlem, som ikke er herinde mere, at man kun kan behandle alle folk lige ved at behandle dem forskelligt. Det tror jeg faktisk er meget rigtigt. Man må tage de forudsætninger, der er der, og det er også det, jeg hører spørgeren sige. Vi kigger på det, når det kommer.

Tak til Venstres ordfører, hr. Hans Christian Schmidt. Så kan vi gå videre i ordførerrækken til fru Theresa Berg Andersen fra SF. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordet. Jeg står her i dag på vegne af vores landdistriktsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, og det er min allerførste redegørelsesdebat, for der har ikke været så mange redegørelsesdebatter på socialområdet, men det går jo indtil videre godt. Jeg har glædet mig til at stå her i dag, og det har jeg gjort af flere grunde. Jeg bor på landet. Jeg bor der, hvor kragerne vender; nogle vil sige, at det er der, hvor grisene går med nummerplader, og andre kalder det egentlig bare for Udkantsdanmark. Jeg kalder det i stedet for Vandkantsdanmark, for jeg bor et sted, hvor der er hav, skov og en fjord, og der er – ganske ligesom H.C. Andersen engang også skrev det – dejligt derude på landet. Jeg har siddet i byrådet igennem knap 9 år, og jeg kender om nogen til de mange udfordringer og opgaver, som bliver beskrevet i redegørelsen her i dag.

Den her diskussion og den her debat er vigtig. Det er vigtigt at tale om vores landdistrikter. Der sker rigtig mange gode ting i vores landdistrikter, og den dommedagsprofeti, som nogle kan udstede over vores landdistrikter, holder ikke altid i virkeligheden, og det understøtter redegørelsen her i dag heldigvis også, og det er jeg enig i. For der sker rigtig mange ting ude i vores landdistrikter, og det kan vi takke mange af de lokale ildsjæle for.

Jeg kender til en lille landsby, der hedder Ranum, og selv om det er en lille flække, har den sin helt egen unikke charme. Den har en historie, som går langt tilbage i tiden, men kommunen er i øjeblikket maks. presset på sin økonomi. Kommunen er en af de små sorte prikker, vi har set på de kort, der er i redegørelsen. Man har her langt til det, vi betegner som en større by, og derfor skal det også være ekstra vigtigt at have fokus på vores landdistrikter, og der er rigtig mange små kommuner, der står med de samme udfordringer. De er pressede på deres økonomi, og det går ud over en lille by som Ranum, og selv om der i byen bor ca. 900 mennesker og den har en af Danmarks største efterskoler og kommunen driver et af landets allerstørste asylcentre, lukker man skolen. Det er sørgeligt, og det er trist. De lokale gør alt, hvad de kan, for at holde gang i byen Ranum, og de kæmpede også imod en skolelukning, men desværre uden held. Alligevel kæmper man hver evig eneste dag en vild kamp for at gøre en forskel for de mennesker, der bor i vores landdistrikter, og de gør det godt. De gør det uden fortjeneste, og de gør det for fællesskabets skyld.

Men de gode ting overskygger ikke de udfordringer, der også er i vores landdistrikter. Siden 2010 er befolkningen i Danmark vokset med næsten 0,5 million, og den stigning kommer af nettoindvandringen, men også af det, at der fødes flere, end der dør. Men den befolkningstilvækst opleves ikke på alle de danske småøer og heller ikke i vores landdistrikter, som er længere væk fra de større byer. I landdistrikterne bor der ikke mange unge studerende af den simple årsag, at ungdomsuddannelserne koncentrerer sig om de større byer. Gennemsnitsalderen i landdistrikterne er højere, og der er også færre sociale tilbud i form af herberger, væresteder og retshjælp, og man er altså længere væk fra hjælpen. Der kan være langt til den næste by, og den hjælp, som man eventuelt måtte have brug for, er længere væk. Den kollektive transport fungerer ikke altid optimalt. Der, hvor jeg selv bor, går der få busser i døgnet, så når mine piger skal på gymnasiet og de glipper den første bus, kan de først komme af sted engang om eftermiddagen. Kommunerne og regionerne er pressede på deres økonomi, og det er også ofte inden for den kollektive trafik, vi ser besparelserne, og det bør vi være opmærksomme på. Måske puljer, som er målrettet opretholdelsen af tilbud i de tyndest befolkede områder, ville være en god idé.

Redegørelsen her slår desuden fast, at et stabilt befolkningstal har betydning for at fastholde et serviceniveau i områderne og også for virksomhedernes adgang til arbejdskraft. Derfor er det også afgørende, at vi som politikere gør mere for at holde hånden under f.eks. vores lokale landsbyskoler. Det skal være attraktivt at flytte til områderne, og der skal være noget at flytte efter. For hvem med børn vil f.eks. flytte til en landsby, hvis der er lang vej til alting? Lige nu lægges der op til, at man med den ene hånd deler skæve skattelettelser ud, mens vi presser vores kommunalpolitikere til at forringe de tilbud, som vi ser ude i vores kommuner. I SF er vi optagede af, at det skal være muligt at bo flere steder i Danmark, for ikke at sige alle steder, uden at der er de store forskelle i mulighederne. Derfor handler det for SF om at se mulighederne og i højere grad bekæmpe den ulighedsdagsorden, som vi ser. Forskellene mellem land og by vokser. Det er ikke godt for vores sammenhængskraft i Danmark.

Derfor er jeg også glad for, at vi her fra talerstolen i dag har kunnet konstatere, at der også er sket gode ting siden sidst. Ja, jeg kan nævne to SF-ting. F.eks. har SF tidligere foreslået en udflytningsplan for uddannelser, så vi får skabt en bedre geografisk balance i vores uddannelsestilbud. Det blev efter det sidste folketingsvalg godt nok sat på pause, men lige nu er der noget, der er på vej til at blive realiseret, og arbejdet er i gang. Det er et skridt på vejen for at skabe flere uddannelsesmuligheder uden for de store byer. Men vi bør også rette vores fokus på at understøtte de små vuc'er, gymnasier og erhvervsskoler i udkanten. Derfor er jeg i dag også ekstra glad for, at vi i forbindelse med finansloven har kunnet opnå en enighed om at tilføre skolerne et ekstra tilskud, og lad os også huske det, når der skal forhandles en taxameteraftale. Vi ved, at folk bliver boende lokalt, når de kan uddanne sig lokalt, og med den arbejdskraftmangel, som vi ser ind i, er der brug for, at vi får uddannet arbejdskraft til det lokale arbejdsmarked, så erhvervslivet ikke går i stå.

En anden ting, som jeg lige vil nævne, handler om lån i vores landdistrikter. For endelig er der kommet en løsning, som betyder, at der kan ydes et lån til de mennesker, som ønsker at flytte til vores landdistrikter, når bankerne af uransagelige årsager ikke vil yde et lån. Det forslag er endelig blevet til en lov, efter at SF har foreslået det fem-seks gange. Vi har i årevis sagt, at markedskræfterne ikke skal løse det her, og derfor har omdrejningspunktet i vores forslag været, at staten i den sammenhæng må spille en rolle. Jeg har tidligere sagt, at vi i SF er optagede af, at forskellen mellem land og by ikke må vokse yderligere. Derfor er jeg også ked af at høre, at man nogle gange siger, at der ikke er penge nok. På sundhedsområdet bør vi fremadrettet have stort fokus på, at der mangler lægedækning ude i de små landsbyer, og vi skal også se på de store besparelser, bl.a. lige nu i Nordjylland, hvor man skal afskedige på hospitalerne. Man er ramt af høje medicinpriser, og inflationen vokser, og det kan og skal vi ikke sidde overhørig.

Sluttelig vil jeg sige, at jeg også glæder mig til at diskutere SF og Danmarksdemokraternes forslag om et obligatorisk landdistriktsfilter, som skal gøre det obligatorisk at evaluere alle lovforslags påvirkning af landdistrikterne. Det håber jeg at regeringen og de andre partier vil være med til. Selv om det hele ikke er ved at gå op i limningen, og selv om det er så skønt at bo ude på landet, så skal mit budskab i dag være, at det er vigtigt at tale om landdistrikterne. Vi er hverken halvt eller helt i mål, men vi er så småt på vej med nogle rammer, som skal understøtte arbejdet med at skabe de gode livsbetingelser for dem, der bor uden for de store byer, og sammen kan vi gøre så meget mere. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Mikkel Bjørn.

Tak til ordføreren for, synes jeg, en rigtig fin tale. Jeg er selv opvokset derude, hvor grisene har nummerplader på, og derfor er jeg lidt nysgerrig på noget af det, der også fylder i landdistriktsdagsordenen, og som selvfølgelig også er noget af det, der er ude i landdistrikterne, nemlig landbrug. Der var SF jo ude i valgkampen med et forslag om at reducere Danmarks landbrugsareal med et areal på størrelse med Fyn. Og det er jo sådan nogle udmeldinger, der lidt bekymrer bl.a. os i Dansk Folkeparti, for nu nævner ordføreren selv det her med, at vi har en befolkningstilvækst. Altså, hvem er det, der skal brødføde alle de mennesker, hvis ikke det bl.a. er landbruget? Og vi eksporterer jo også rigtig meget. Er det nogen andre landbrug i andre lande, der i virkeligheden er meget mindre klimavenlige og effektive end de danske landbrug, der skal producere de fødevarer, som jo tidligere blev produceret på et landbrugsareal på størrelse med Fyn, som SF så vil reducere?

Ordføreren.

Det er ganske rigtigt, hvad hr. Mikkel Bjørn siger, og det står vi ved. Altså, vi mener stadig væk, at man godt kan omlægge noget af al den natur, og vi skal selvfølgelig kompensere landmanden for det, som han skal have inden for det her.

Vi tror også på, at der er andre måder at spise på. Jeg ved godt, at det er en tilvænningssag, men vi begynder jo også at se en tendens ude i vores lokalsamfund til, at folk er mere bevidste om, hvad de spiser. Og det der med måske at få en mindre gang kød om dagen eller noget i den retning tror vi egentlig godt på at danskerne vil, for at vi kommer i mål og fremmer den grønne omstilling i forhold til vores måde at dyrke jorden på.

Hr. Mikkel Bjørn.

Jeg tror, jeg kunne banke på samtlige døre derude, hvor jeg kommer fra, og spørge dem, om de kunne have lyst til at spise den mad, som SF foreslår, i stedet for den bøf eller kotelet, eller hvad det nu måtte være, som de har lyst til at spise, og svaret ville være: Nej, lad være med at blande dig i, hvad vi spiser.

Mener SF, at vi her på Christiansborg skal blande os i, hvad folk spiser ude i landdistrikterne?

Ordføreren.

Nej, det mener SF ikke. Jeg synes, vi begynder at se en holdningsændring og en tendens ude i vores samfund til, at folk ændrer det løbende, og det tror jeg egentlig gerne mennesker vil, og det vil de bl.a. der, hvor jeg kommer fra. Vi begynder da at se nye måder, folk spiser på. Så det tror jeg ikke at befolkningen er så bange for.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Jeg er godt nok glad for, at jeg bor i nabokommunen til ordførerens kommune, for vi spiser gladeligt kød hjemme på min matrikel stadig væk, og det bliver vi ved med. Det er mere det, at jeg nogle gange godt som nordjyde kan blive bekymret over, at folk ikke lige lytter, når man sådan lidt sindigt nordjysk siger, at der er nogle problemstillinger. For er virkeligheden ikke, at der er ret store problemer i områder, også i Nordjylland? Vi har ret store problemer, og man bliver også lidt træt i ansigtet, når man hører politikere, typisk fra byerne, fortælle, at det simpelt hen er så dejligt, at vi har alle de her håndværkere ude i Udkantsdanmark, for de skal nemlig stå for den grønne omstilling, og de så efterfølgende lige glemmer at sørge for, at f.eks. busserne kan køre ud og hente dem, eller at skolerne kan få lov at være åbne, sådan at de bare får en 9.-klassesuddannelse.

Vil ordføreren ikke bare lige bekræfte mig i, at SF på trods af det meget sindige nordjyske udtryk er noget mere bekymrede? Det er ikke for at tale noget ned, men vi har ret store problemstillinger i Udkantsdanmark, også selv når man som mig kommer fra en kommune, der faktisk ikke har adgang til saltvand.

Ordføreren.

Hvis hr. Kim Edberg Andersen lyttede til min tale, kunne han høre, at jeg ikke bor i Udkantsdanmark, men i Vandkantsdanmark. Jeg giver ordføreren meget ret i, at det er nogle kæmpe udfordringer, vi har, bl.a. i det nordjyske. Vi ser det også andre steder i landet. Nogle gange, det bliver jeg nødt til at sige, krummer jeg tæer, når der bliver sagt: Jamen det skal det kommunale selvstyre selv ordne. Men når vi begynder at kigge dybt ned i de kommunale kasser lige nu, har man ikke et valg, selv om vi snakker kommunalt selvstyre. Kassen er tom, og vi ser skolelukning på skolelukning, plejecentre, der lukker ned, plejehjem, der gør det, og der er langt til hjælpen. Jeg hører, at Danmarksdemokraterne i dag påpeger en vigtig ting om hjemmeplejen, som der også bliver skåret ned på, og jeg kan kun understøtte ordføreren i, at det ser sløjt ud.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Grunden til, jeg ikke bruger »Vandkantsdanmark«, er for ikke at blive skudt i skoene, at vi lige netop er en kommune uden adgang til saltvand. Så jeg har jo svært ved at køre den helt i mål. Men jeg ved godt, hvad ordføreren mener.

Problemstillingen er, at vi jo ved, at der kommer f.eks. dieselafgifter osv., og vi ved også, at i vores område pendler man ganske simpelt langt – bare for at komme til bageren, dybest set. Det betyder så også, at den her afgift kommer til at ramme enormt skævt i et område, som i forvejen får lov til at betale for alle skåltalerne fra talerstolen. Er ordføreren ikke enig i, at hvis vi indfører den her dieselafgift – selv for et parti som SF, som selvfølgelig er meget mere markante i forhold til at sige, at de er grønne, end Nye Borgerlige er – er det en problemstilling, vi skal se på, så i hvert fald det der med at pendle til og fra arbejde og den anden udgift ikke kommer til at ramme skævt geografisk?

Så er det ordføreren.

Det giver jeg ordføreren ret i. Der er andre måder at køre på. Men det næste problem hos os bliver jo også at få ladet vores biler op og få trukket de kabler, der skal ud, ud til de steder, de skal. Så det bliver et kæmpeproblem.

En klog mand sagde forleden til mig om indenrigsflyvning og flyafgift, har jeg lyst til lige at tage hul på – han var socialdemokrat, og derfor kvier jeg mig lidt ved at sige det – at 66 pct. af de mennesker, som flyver indenrigs i Danmark lige nu, kommer fra Nordjylland og rejser til København. De penge vil man jo bruge på en ældrecheck. Og det er ret interessant, for det bliver jo nordjyderne, der kommer til at spæde godt i kassen der. Så vi betaler vores afgift og gør det med glæde for at fremme den grønne omstilling.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi kan gå videre i ordførerrækken til Moderaternes ordfører, hr. Henrik Frandsen.

Tak for ordet, hr. formand. Jeg vil sige lidt i retning af, hvad den tidligere ordfører også sagde, og starte på den her måde:

»Der var saa deiligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og der gik Storken paa sine lange, røde Been.«

Sådan starter eventyret »Den grimme ælling«. Det er skrevet af H.C. Andersen i 1843, altså for 180 år siden. Starten på det eventyr slår en stemning an, så man næsten kan se det dejlige, flotte danske bakkede landskab for sig. Der var dejligt på landet dengang. Det er der stadig. Der er meget, der har ændret sig, men der er stadig dejligt. Jeg ved det, for jeg bor der selv. Det har jeg for øvrigt gjort det meste af mit liv. Jeg har været selvstændig landmand i 35 år, er født og opvokset på en gård og bor stadig væk på landet, og jeg nyder det, og jeg kan klart anbefale alle at flytte ud på landet.

Alle undersøgelser viser, at folk, der bor i landdistrikterne, er mere tilfredse end gennemsnittet. Folk er glade, og folk er stolte af at bo i landdistrikterne. Det skyldes mange ting. Det skyldes ikke mindst, at der generelt er rigtig mange fællesskaber, rigtig meget foreningsliv og rigtig meget samvær – rigtig meget samvær, som vel egentlig bare er samvær, fordi man godt kan lide at være sammen, når man bor på landet. Faktisk findes der en naturlov, eller også er det bare den måde, det er på, der siger, at jo længere folk bor fra hinanden, jo mere kommer man hinanden ved. Og ude i landdistrikterne har vi nogle gange meget langt til vores naboer. Jeg har naboer, der bor 2 km fra, hvor jeg bor i dag, og de bliver stadig væk inviteret med, når vi holder familiefester.

Vi skal selvfølgelig som samfund og som Folketing være med til at understøtte det der, hvor det er nødvendigt ude i landdistrikterne. Det er vigtigt. Det kunne være med forhøjet kørselsfradrag, landevejsprincip, kollektiv trafik med mere – selvfølgelig skal vi det. Men lige meget hvor gerne vi end vil, er der bare andre forhold i landdistrikterne. Det bliver aldrig det samme. Der bliver aldrig de samme muligheder som inde i byerne. Til gengæld er der andre muligheder, end der er i de større byer. Det gælder inden for turisme, men også inden for rigtig mange andre områder. Her er der allerede godt gang i et utal af forskellige initiativer, små som store, når man kommer ud i landdistrikterne.

Ligeledes er der også en meget stor spredning, når man ser på befolkningsudviklingen i landdistrikterne. Generelt for landdistrikterne gælder der i disse år, at der er en befolkningstilbagegang, men samtidig er der ikke én kommune i Danmark, hvor der ikke er mindst én landsby, der vokser samtidig.

Vi ser også ind i en fremtid, hvor mulighederne i landdistrikterne udvikler sig, og der bliver mange nye muligheder. Her tænker jeg naturligvis på hele den grønne omstilling med storproduktion, så det virkelig vil noget, af vedvarende energi, men også på hele omlægningen af det, der skal ske inden for fødevareområdet, og den produktion, der skal være der. Al omlægning giver også muligheder.

I Moderaterne er vi overbevist om, at der ligger et kæmpe udviklingspotentiale i den grønne omstilling, og vi er allerede godt i gang. I regeringsgrundlaget er det aftalt, at der skal indføres en CO2-afgift på landbrugsproduktion, men samtidig står der også, at det ikke må koste arbejdspladser og det ikke må koste konkurrenceevne. I den forbindelse vil jeg også gerne opfordre til, at alle partier går positivt ind i arbejdet med at få indført en CO2-afgift. Jo hurtigere vi får indført CO2-afgiften, jo bedre for landbruget og jo mere flad bliver indfasningen. Det er det, jeg hører ude fra mine tidligere kollegaer. Jo bedre tid man får til det, jo bedre kan man også indfase det. Det er i øvrigt også en opfordring – altså den der med, at alle skal kaste sig ind i arbejdet med at få udformet en CO2-afgift, som jeg også deler med Landbrug & Fødevarer. Gør vi det rigtigt, kan vi også få det gjort på en måde, så vi samtidig sikrer, at der stadig er kæmpe fødevareproduktion i Danmark, for Danmark er et landbrugsland, ligesom vi er så meget andet.

Vi er også i fuld gang på vedvarende energi-området. I øjeblikket forhandles der om fremtidige energipakker, hvor der lægges op til, at folk, der bor tæt på fremtidige vedvarende energi-anlæg, skal have væsentlig flere penge, end de får i dag, både til naboerne, men også til lokalområderne og til den lokale kommune.

Samtidig med det gives der også forbedrede muligheder for, at man kan lave udvikling, der relaterer sig til det at lave vedvarende energi ude lokalt. Disse muligheder skal vi tale op, for de er væsentlige for udviklingen af landdistrikterne fremover. I det hele taget skal vi tale landdistrikterne op og ikke, som jeg synes nogle en gang imellem gør, tale dem ned. Vi må aldrig acceptere, at landdistrikterne bliver sat i en offerrolle. Jeg kender nemlig ikke nogen, der er mere stolte af vores landdistrikter end dem, der bor derude. Jeg er selv en af dem, og ingen af mine naboer føler sig som ofre, tværtimod. Vi er ikke ofre, men vi er stolte af at bo, hvor vi bor. Det gælder i øvrigt også for de kommuner, der ligger i landdistrikterne og har store landdistriktsområder i sig. De vil heller ikke være ofre.

Men til gengæld vil de meget gerne have bedre muligheder for at udvikle sig, også ude i deres landdistrikter. Her kommer vi altså ikke uden om, at planloven, som den er udformet i dag, virkelig sætter mange begrænsninger for, hvordan man kan udvikle sig lokalt, hvordan man kan lave aktiviteter, og hvordan man kan skabe erhverv ude i landsbyer og ude i landdistrikterne. Det er virkelig på mange måder en udviklingshæmmer. Jeg siger ikke, at planloven skal væk eller noget i den retning; jeg siger bare, at vi skal have set på, om ikke man kan udforme den på en måde, så den kan være mindre restriktiv i forhold til rigtig mange af de spændende initiativer, der er i gang ude i landområderne.

Så når alt kommer til alt, havde H.C. Andersen ret i 1843, og det gælder stadig væk: Der er bare dejligt ude på landet. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra hr. Kim Edberg Andersen.

Når nu vi er ude i at fortælle historier, er der også det der ordsprog: Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Så når man nu bliver jagtet nok og får taget nok muligheder fra sig, er det rigtigt, at vi ude på landet ikke bare stiller os op og kigger på vandkanten og dør af sult. Det gør vi ikke. Så finder vi på noget, lige indtil Moderaterne får øje på det, for så skal det jo nok enten have en afgift eller beskattes. Det er jo virkeligheden.

Virkeligheden er, at Moderaterne vil have en dieselafgift. Så bliver det endnu kønnere ude på landet, for så er der da endnu flere, der flytter til byerne. Så har de da slet ikke råd til at være der. Det er rigtigt nok, når Moderaterne siger, at landsbyerne selvfølgelig skal have del i den grønne omstilling. De skal bare lige finde sig i ikke at have ankeadgang, hvis der kommer en solcellepark derude, for det skal vi lige bruge planloven til. Der er rigtig mange ting, som Moderaterne lige glemmer at fortælle, når de står og fortæller, hvor skønt der er ude på landet.

Vil Moderaterne ikke lige fortælle mig, om Moderaterne har tænkt sig at holde alle de mennesker skadesløse, der ikke er ofre derude, men alligevel får lov til at betale ekstra med f.eks. dieselafgiften, bare så lang tid de kører til og fra arbejde og betaler skat til Moderaterne?

Ordføreren.

Nu er der jo ikke besluttet noget om dieselafgifter, vil jeg gerne sige. Men det er et forslag i forbindelse med at opnå 2025-målsætningen. Der er lagt op til, at når det gælder privatbilisme, altså private folks biler, modregner man så i registreringsafgiften, mener jeg det er. Når det gælder lastbiltransporten, udskyder man indfasningen af kilometerafgiften, sådan at de også bliver kompenseret der. Så man har faktisk tænkt på landdistrikterne og kommer dem rigtig meget i møde.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Fakta er jo bare din ven. Fakta er, at man får 3 mia. kr. ind i forhold til lastbiler, og at man så giver 500 mio. kr. eller måske op til 1 mia. kr. tilbage. Og det bliver jo indfaset. Det koster bare mere, når man kører længere. Det vil jeg gerne se selv Venstres minister på området forklare, altså at det ikke koster mere, når det er en kilometerafgift.

Men virkeligheden er jo så også, at man snakker udenom. Det er rigtigt nok, at man maler den der CO2-afgift, man vil indføre, op i et hjørne og siger, at det ikke må koste arbejdspladser. Man glemmer bare at sige, at det er ligegyldigt, om det er lokalt. For eksperterne siger, at det kommer til at koste arbejdspladser i Vandkantsdanmark. Men så må de jo bare flytte til København og få et job i den grønne industri. Er det ikke korrekt, ordfører?

Ordføreren.

Det er klart, at når man indfører en CO2-afgift på landbrugsproduktion, som der er et kæmpe flertal for i Folketinget at gøre – vi kan lige så godt indstille os ude i landdistrikterne på, at den kommer – vil der ske omlægninger. Det er jo hele idéen med at lave en CO2-afgift. Det er jo netop, at den skal være adfærdsregulerende og få landbrugsproduktionen til at udlede mindre CO2. Men den kan udformes på mange måder, og den kan også udformes på måder, så den ikke kommer til at smadre noget som helst. Men igen vil jeg gerne opfordre til, at man følger Landbrug & Fødevarers opfordring og er med til at udforme CO2-afgiften og melder sig ind i kampen.

Så er det hr. Mikkel Bjørn.

Tak for det. Jeg er jo enig med ordføreren i, at der er dejligt ude på landet, og vi er så nogle partier, der kæmper for, at der skal blive ved med at være dejligt, og også for, at der gerne skal være endnu dejligere, end der allerede er. Der er det jo, at regeringen repræsenterer en lidt anden linje, nemlig at vores landdistrikter skal plastres til med solcelleparker, vindmølleparker og grundlæggende være dybt ubehagelige steder at bo; landbruget skal pålægges CO2-afgifter, og jeg ved ikke hvad. Det er jo nogle tiltag, som kommer til at gøre det dårligere at bo i landdistrikterne.

Der er jeg bare nysgerrig på, hvad for nogle initiativer Moderaterne og regeringen i det hele taget vil tage for at gøre det dejligere at bo i landdistrikterne, for det har jeg endnu til gode at høre.

Ordføreren.

Hr. Mikkel Bjørn er jo inde på noget af det, der er med til at gøre det dejligt at bo i landdistrikterne, og det er jo lige præcis, at vi står foran et væksteventyr i landdistrikterne. Vi står foran en kæmpe omstilling i det danske samfund. Vi skal producere massive mængder af grøn energi. Der kommer arbejdspladser, når vi skal til at producere power-to-x, altså brint osv., som kommer ind ude fra Nordsøen. Der bliver rigtig mange muligheder og rigtig meget udvikling der.

Vi skal bare sikre os, at de ting, der bliver lavet derude, også kommer til at give afkast til lokalområderne. Jeg kommer selv fra Tønder Kommune, hvor man har udformet en model for, hvordan man får rigtig mange projekter i gang, og der er faktisk en rigtig god opbakning. Ved den ene af de afstemninger, der blev afholdt i Tønder Kommune – jeg kan se, at taletidsuret er slukket, så jeg kan bare snakke videre – var 60 pct. positive, og ved den anden var det 100 pct. Det var så et meget, meget lille projekt. Så jeg tror på, den grønne omstilling simpelt hen bliver et boost for vores landdistrikter.

Så er det hr. Mikkel Bjørn.

Jeg tror, at de borgere, der bor ude i landdistriktskommunerne, og som skal kigge ud ad deres vindue og se på en solcelleørken og en øredøvende kæmpevindmølle, har nogle lidt andre tanker om Moderaternes tiltag for at gøre det dejligt at bo ude i landdistriktskommunerne. Er det reelt Moderaternes forslag til at gøre det dejligt at bo i landdistriktskommunerne at opføre kæmpevindmøller og solcelleørkener i folks baghaver?

Ordføreren.

Der bliver ikke lavet et eneste solcelleprojekt eller vindmølleprojekt, der ikke er godkendt af den lokale kommune. Det er kommunerne, der har opgaven der, og kommunerne er altså også lokalområdernes repræsentanter. Og det, der er væsentligt, når man laver solcelleprojekter eller vindmølleprojekter, er at udforme dem på en måde, så dem, der bor tæt på dem, kan leve med dem, og så hele kommunen kan leve med dem. Vi skal sikre, at den indtjening, der kommer, både bliver delt med dem, der bor tæt på, og med den lokale kommune.

Tak for det. Så er det fru Susie Jessen.

Ordføreren startede med en sang, og så vil jeg da også starte med en sang. Jeg kom sådan til at tænke på den der »Familien kom til kaffe« og så det der med, at en dag gik de op til ministeriet og sagde: Mine damer og herrer, hvad skal vi dog gøre? Og så grinede ministeriet bare og sagde, at det går ufattelig godt, det går ufattelig godt. Hist, hvor vejen slår en bugt, ligger der en tvangsauktion, tror jeg Shu-bi-dua sang.

Så er der det her med, at det går ufattelig godt med en CO2-afgift, og at det kommer også til at gå ufattelig godt med udrulningen af den vedvarende energi – med en firedobling. Altså, ordføreren kommer selv fra Tønder. Der har været en kæmpe demonstration i weekenden, fordi der blev screenet for de her 450 m høje vindmøller ude i Vadehavet. Der er folk, der er i oprør ude i landdistrikterne allerede nu, og der er ikke engang blevet implementeret en brøkdel af den her vedvarende energi. Huspriserne falder mærkbart. Hvis det er 200 m fra et VE-anlæg, falder huspriserne med 10-12 pct. Altså, kan ordføreren ikke se, at det her ikke er ufattelig godt, som Shu-bi-dua nok ville sige?

Ordføreren.

Nu kommer jeg jo selv fra Tønder, og hvis et af projekterne går igennem, kommer jeg faktisk til at bo ca. 5 km fra den nærmeste testvindmølle. Nu kender jeg også sammenhængen. Det, der demonstreres imod i Tønder i disse dage, er, at man kommer centralt fra og vil placere et testcenter i marsken bag ved diget, men i Vadehavet, kan man godt sige. Det protesterer man imod. Men man protesterer ikke imod, at lokale vil lave en solcellepark eller en vindmøllepark. Det protesterer man ikke imod, for der kommer initiativet fra lokalområdet, og det er også lokalområdet, der er med til at dele den gevinst, der kommer. Så det er to fundamentalt forskellige ting. Testvindmøllerne er erhvervspolitik; det er sådan set ikke grøn omstilling. Det er, at vi sikrer, at vi kan have vindmølleproduktion, og at den vindmølleindustri, vi har i Danmark i dag, kan fortsætte. Det andet er energiproduktion, og det er grøn omstilling. Så det er to fundamentalt forskellige ting.

Tak. Jeg skal lige gøre opmærksom på, at der åbenbart er nogle tekniske problemer. For det er fuldstændig korrekt, at når man står som ordfører, virker uret kun delvis. Men vi prøver at kigge på det, og indtil videre prøver vi at køre videre. Jeg prøver at rejse mig, når tiden er gået. Så vi kører videre.

Så er det fru Susie Jessen.

Så det, ordføreren siger er, at så længe det ikke kommer fra staten, er alt fryd og gammen. Men staten har jo lige stået og udpeget, jeg ved ikke hvor mange områder til grøn energi, og der er flere kommuner, der føler sig kørt over. Det ved jeg da at bl.a. Ringsted Kommune har været ude og sige, og Faxe Kommune har været ude at sige, at de føler sig kørt over, i forhold til at staten har udpeget de her områder. Så går ordføreren så lige pludselig ikke ind for sin egen politik mere? Nu er jeg forvirret. Altså, vil man så ikke udpege områder for staten til udrulning af den her grønne energi?

Værsgo.

I forhold til de 32 områder, der er udpeget til energiparker, kommer det til dels lokalt fra, at man gerne vil have dem – det er ikke nødvendigvis kommunen, men lokale projektfolk. Det er den ene del i det. Men der er jo ingen tvang i forhold til de 32 områder, der er udpeget der. Det er et tilbud, man får ude i kommunerne. Men man får nogle muligheder, når man er udpeget som energipark, der gør, at man eksempelvis kan lade staten overtage planlægningen, hvis det er et problem for kommunen, men man får også nogle muligheder for at udbygge erhvervsliv sammen med energiparkerne. Så det er et tilbud, man giver kommunerne; det er ikke et pålæg om, at der skal ligge en vindmøllepark eller en solcellepark.

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Nu kan vi gå videre til Danmarksdemokraternes ordfører, og det er fru Susie Jessen. Værsgo.

Tak, og undskyld forsinkelsen her på talerstolen; jeg var sådan helt i chok over Moderaternes tale. Så tak for ordet, og lige til at starte med vil jeg også sige: Velkommen på posten til den nye minister for landdistrikter. Det her er et meget vigtigt område og også et meget aktivt udvalg.

Vi er lige flyttet længere ud på landet, end vi boede i forvejen, til Vordingborg Kommune og et dejligt hus omgivet af marker. Og det var lige før, vi faktisk sneede inde i dag, så derfor er jeg ret glad for, at jeg er her nu. Det var svært at komme ud med min lille Spark. Jeg kender området godt, for jeg er jo selv vokset op dernede. Jeg har stået som teenager og viftet med min lommelygte, når 70'eren skulle stoppe for enden af vores markvej, når jeg skulle til Vordingborg Gymnasium. Og da jeg var 15 år, flyttede vi jo til Vordingborg, og det var direkte inde fra indre by; vi boede i Rømersgade før. Det var en omvæltning, for der er bare nogle rigtig store forskelle imellem land og by. Nu er jeg så 38 år og flytter tilbage til den samme kommune igen, og jeg vælger at bosætte mig endnu længere ude på landet, fordi det bare betyder så uendelig meget med den her ro og den her tryghed, vi har for vores børn; der er det lokale sammenhold, hvor man passer rigtig godt på hinanden, hvor man ved, hvem der er forældre til de der børn, der cykler rundt midt ude på vejen, og hvor foreningslivet er fundamentet og trækplasteret, når der skal arrangeres sportsbegivenheder, byfester, lokale markeder og meget mere; og også hvor landbruget er synligt, og hvor man også kender den store betydning af landbruget.

Så der er rigtig meget godt ved at bosætte sig på landet. Men ligesom så mange andre gør vi det måske også lidt på trods. Vi gør det, på trods af at kommunen i øjeblikket planlægger at få solceller og vindmøller ikke så langt væk fra vores nye hus, hvor der i øvrigt allerede ligger et biogasanlæg, på trods af at den lokale daginstitution, som vi skal bruge til vores to mindste børn, er lukningstruet, og også på trods af at vi ved, at vores børn måske får det lidt udfordrende med den kollektive trafik. Det bliver ikke så nemt at komme fra A til B. Det skal planlægges.

Når vi i den landdistriktspolitiske redegørelse, som vi diskuterer i dag, kan se, at der er mange ting, der går i den forkerte retning nogle steder i vores land, og når vi kan se udfordringerne, også på trods af de der små, fine solstrålehistorier, der er skrevet ind i redegørelsen, så mener vi i Danmarksdemokraterne også, at det er vigtigt at reagere. Det er ikke kun nok at tale om, at det alle steder går rigtig, rigtig godt. Det er også vigtigt at tale om de steder, hvor det ikke går så godt. Og det er nu også engang derfor, vi faktisk er blevet sat i verden som politikere. Vi skal prøve at løse udfordringer. Vi skal jo ikke bare sole os i alle de nuværende succeser, der er. Det skal vi insistere på, selv om regeringspartierne jo sammenligner det at påtale udfordringer med at tale landdistrikterne ned. Det er simpelt hen noget decideret pjat. Man taler ikke landdistrikterne ned, fordi man taler om udfordringer. Og det er sådan en talelinje, hele regeringen har fået, kan jeg høre.

Når vi kan se, at det er de samme områder, hvor befolkningstallet falder, hvor gennemsnitsalderen stiger, og hvor der fødes færre børn; når vi kan se, at det er de samme områder, der har en høj ledighed; når vi kan se, at det netop også er de områder, der i den grad sætter grimme solceller og vindmøller op, der ikke ligefrem vil bidrage til forskønnelsen i de områder, så er vi altså nødt til at stoppe op og tage diskussionen alvorligt om, hvad vi kan gøre, for at Danmark ikke knækker endnu mere over.

Landdistriktsområdet er desværre blevet forsømt i en tid, hvor behovet for fokus er meget stort. Der er på flere områder lavet landdistriktsskadelig politik. Der er lastbilafgifterne. De rammer alt for skævt. Og de kommende CO2-afgifter kan komme til at påvirke landdistrikterne meget, meget væsentligt. Det er jeg meget bekymret over. Det er vigtigt, at der er en fokus på, hvilken indflydelse politikken, vi fører herinde, har på landdistrikterne. Vi er også på vej med flere beslutningsforslag, som jeg håber på bred opbakning til her i Folketinget, bl.a. et forslag om udflytning af statslige arbejdspladser og også et andet forslag, som vi har lavet sammen med SF, som skal gøre landdistriktsfilteret obligatorisk at bruge på al lovgivning, ligesom vi ser med klimafilteret. Det ville jeg rigtig gerne f.eks. have haft til de lastbilafgifter, vi diskuterede før.

Det er vigtigt med konstant fokus. Det har vi i finanslovsudspil, og jeg er også heldigvis meget stolt af de aftryk, vi fik sat, på den nyligt indgåede finanslovsaftale, hvor vi bl.a. fik sikret den særlige pulje til gymnasier i yderområderne og flere penge end oprindelig til puljen for landsbyfornyelse.

Jeg har glædet mig meget til debatten i dag, fordi det er en debat, der er nogle af os, som synes er vigtig. Og jeg ved også, at de fleste af jer, der sidder herinde i salen i dag, også synes, det er vigtigt. Så tak for det. Bare der var flere af os.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så kan vi gå videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Jens Meilvang. Værsgo.

Tak. Som stolt borger fra en landdistriktskommune er det her et af de emner, der interesserer mig rigtig meget. Og selv om jeg vil komme ind på ting i min tale, som måske taler landdistrikterne en lille smule ned, vil jeg til hver en tid anbefale det til de borgere og virksomheder, der tænker på at vælge landdistrikterne; jeg vil til hver en tid sige, at det skal de. Landdistrikterne er gode, både for borgere og for erhvervslivet.

Men der er altså noget galt i den måde, hvorpå skiftende regeringer, amtsråd og nu regionsråd har forvaltet vores skattekroner. I alt for mange år har centralisering været nøgleordet. For mindre end en generation tilbage havde alle hovedbyer i landdistrikterne en helt anden rolle. Der var eget hospital, en politistation, en byret, et plejehjem – hvor man for øvrigt fik hjemmelavet mad – et hjem for socialt udsatte, et skattekontor og et velfungerende kommunekontor med borgerne i centrum. Med alle de her borgernære tilbud skulle man tro, at skatten var historisk høj dengang, men nej, man betalte faktisk cirka det halve i indkomstskat.

I dag er det hele flyttet og lukket, og man er heldig, hvis man får besøg af en politibil en lørdag aften. I min egen hovedby, Grenaa, fik vi en akutlægebil som kompensation for, at hospitalet blev lukket i sin tid. Lige nu er regionsrådet i gang med at nedlægge akutlægebilen også – og så undrer man sig over, at de unge flytter mod de større byer.

Jeg er sådan set ikke imod centralisering der, hvor det giver mening, men jeg har altså også stor forståelse for, at borgerne i landdistrikterne, der betaler det samme i skat som borgerne i København, føler sig en lille smule tilsidesat af politiske beslutninger, når de har over 50 km til helt basale offentlige ydelser. Det kunne egentlig være spændende at lave regnestykket en gang for alle og se, hvor meget man egentlig har sparet i centraliseringens navn, når man holder det op imod de kæmpe beløb, man sender tilbage til landdistrikterne i form af udligning.

Foruden manglende borgernære offentlige tilbud i landdistrikterne er den største udfordring manglende belåningsmulighed. Og nej, løsningen er ikke statsgaranterede lån. Det ved vi nu efter et år, hvor det har været muligt, og hvor jeg tror det er en eller to, der har benyttet sig af det. Løsningen er, at vores banker og sparekasser får friere rammer for udlån uden efterfølgende at blive straffet af Finanstilsynet.

Den kollektive transport skal nytænkes, også i landdistrikterne. Jeg er ikke selv tilhænger af de her store blå busser, der kører halvtomme rundt, men der skal være et alternativ. Vi skal være langt bedre til at aktivere privatbilismen; det skal være attraktivt at tage naboen med i bilen på vej til arbejde eller uddannelse. Vi skal også være bedre til at udvikle på de her mere fleksible løsninger, altså der, hvor bussen kun kommer, når der er nogen at tage med; nogle kalder det en telebus.

Det er ikke så længe siden, vi har godkendt noget, der hedder Ø-Uber. Det er en løsning, hvor helt private kan transportere deres medborgere i deres private bil. Loven gælder desværre kun på visse øer. Det har længe været et ønske fra Liberal Alliances side, at den løsning også skal gælde i vores landdistrikter.

Kort og godt skal alle løsninger i spil, hvis vi skal sikre kollektive transportmuligheder i landdistrikterne. Hvis bosætning og erhvervslivet skal blomstre, skal vi heller ikke glemme at investere i infrastruktur. Det er vigtigt, at man kan komme til og fra arbejde og uddannelse, uanset hvor man bor i Danmark.

Til sidst vil jeg lige nævne, at LA også er en helt stor fortaler for en Kattegatbro. Den vil binde Danmark mere sammen og gøre forskellen på, hvor man bor eller har sin virksomhed, langt mindre. Og jeg håber, at vi inden for den her folketingssammensætning kan komme i gang med en Kattegatbro til gavn for hele Danmark og i særdeleshed vores landdistrikter.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Kasper Roug.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. Jeg vil egentlig give ordføreren ret i mange af pointerne, og jeg er rigtig glad for, at ordføreren jo også peger på, at vi skal have det mere borgernære offentlige tilbud. Jeg lægger også mærke til, at ordføreren er fra Liberal Alliance. Ordføreren nævner til gengæld også, at vi skal have skattekontorer derude, at vi skal have skoler og hospitaler ude i yderområderne, og at vi skal også have sygehuse derude.

Vi skal have en masse, altså, offentlige tilbud på stribe vil ordføreren have derude. Det er jeg sådan set enig i nok ville være en god idé, men koster sådan noget ikke penge? Altså, er det bare gratis? Hvordan i alverden vil ordføreren da finansiere alt det? Jeg troede ellers, at ordføreren var fra et parti, som gerne ville have et mindre eller lavere offentligt forbrug.

Ordføreren.

Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg synes egentlig selv, at jeg var lidt inde på det. Jeg sagde også, at jeg ikke går ind for, at man ikke skal kunne centralisere; der er nogle steder, det giver mening. Altså, jeg går ikke og arbejder for at få et kæmpe universitet midt på Djursland, hvor jeg selv kommer fra. Jeg synes derimod, det giver rigtig god mening, at universitetet inde i Aarhus laver satellitter udeomkring, og det behøver ikke nødvendigvis at koste flere penge.

Altså, tilbage for en lille generation siden var alle de tilbud, jeg nævnte, i de her hovedbyer. Det kunne være i Grenaa, Ebeltoft osv., som er på Djursland. Og på det tidspunkt betalte man jo altså cirka det halve i indkomstskat. Og jeg ville egentlig bare gerne inddrage den filosofi, altså have, at vi måske tænker lidt mere på, at det ikke altid er sådan, at der er en besparelse i at centralisere og lukke steder ude i landdistrikterne.

Jeg kan også nævne, at der er rigtig mange kommuner, der som spareøvelse lukker folkeskoler. Når det kommer til stykket, har der, når man efter 5 år regner efter, faktisk ikke været den store besparelse i det, fordi størstedelen af eleverne måske er flyttet til privat- eller friskoler, hvilket gør, at kommunen faktisk ikke har lavet en besparelse på det. Og det synes jeg bare man skal tænke på. Nogle gange sidder vi bare og kigger ned i nogle regneark, og så tror vi, at der er en besparelse på det, men når det kommer til stykket, er der faktisk ikke nogen.

Kasper Roug.

Tak for det. Jeg er jo sådan set enig med ordføreren i, at det er rart at have så mange tilbud som overhovedet muligt så tæt på borgerne som overhovedet muligt, men det lyder jo stadig væk, som om kommunerne så åbenbart ikke er deres opgave voksen. Eller hvordan skal jeg forstå det, ordføreren siger?

Jeg synes da alligevel, at vi skal have en vis respekt for, at det er svært for de her kommuner i yderområderne. Det, der er svært for kommunerne, er jo altså, at befolkningstallet nu engang falder, og når befolkningstallet falder, falder børnetallet også, og så er det selvfølgelig, vi står med nogle skoler, som skal tilpasses. Altså, det må ordføreren vel også godt kunne anerkende?

Ordføreren.

Ja, det kan du tro. Jeg har jo været kommunalpolitiker i 15-16 år, tror jeg, og jeg har altid kæmpet for, at vi skal have så meget indflydelse ude i kommunerne som muligt, og det gør jeg for øvrigt stadig væk her fra Christiansborg af.

Når jeg nu nævner folkeskolerne, er det ikke for at være efter kommunerne, men bare for at sige, at det er meget nemt at sætte noget ind i et regneark og sige, at slår vi to skoler sammen, så er der den her besparelse. Men hvis man regner det efter 5 år senere, er der måske slet ikke nogen besparelse, når det kommer til stykket. For det, der skulle give besparelsen, var, at man skulle have nogle klasser med flere elever, så der skulle være færre lærere, men når man regner på det efter 5 år, er halvdelen af eleverne måske flyttet til en friskole, og så var der ikke nogen besparelse. Og det synes jeg måske man skal holde sig for øje.

Så er det fru Theresa Berg Andersen.

Tak for det. Ingen skal disse statsgaranterede lån. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren fra LA, siden han ikke synes, at det er en helt fantastisk idé, om han ved, hvad der er gjort for at fremme de statsgaranterede lån rundtomkring i vores danske land.

Ordføreren.

Jeg har ikke selv sådan en helt konkret liste over, hvad hver eneste bank har gjort, men jeg går da ud fra, at bankerne fortæller om muligheden, for de får jo stadig væk også noget ud af at lave de her lån, selv om der er statsgaranti inde over det. Men der må jo ligesom være et eller andet, der ikke fungerer i forbindelse med det. Og når jeg personligt selv har talt med bankerne om, hvad der ikke fungerer derude, hører jeg, at det simpelt hen er, fordi de bliver straffet af Finanstilsynet; hvis de laver udlån til måske et billigt hus, får de f.eks. at vide af Finanstilsynet: Det hus kan slet ikke koste 800.000 kr. i det her område, så I skal nedskrive huset i jeres bøger til 500.000 kr. Og det gør så, at bankerne og sparekasserne ikke har lyst til at låne penge ud ude i yderområderne.

Så der kunne jeg måske godt tænke mig at få det lidt tilbage til markedet og lade bankerne selv vurdere det, altså lade den lokale bestyrelse i banken eller sparekassen vurdere, hvad der er fornuftigt, og hvad der ikke er, og ikke Finanstilsynet her i København.

Fru Theresa Berg Andersen.

Ja, ordføreren siger det nemlig så fint: Der er noget, der ikke fungerer. Og dertil kan jeg bare sige, at der jo lige er blevet lavet fine undersøgelser, der viser, at borgerne derude simpelt hen ikke ved, at det eksisterer. Vi har spurgt via spørgsmål for at gøre opmærksom på lige nøjagtig det her.

Samtidig vil jeg bare lige komme med en lille opfordring til, at ordføreren går ind og kigger på det, som formanden for Landdistrikternes Fællesråd også orienterer om, nemlig de mange, mange henvendelser, der ligger på området, om, at borgere, der får nej til et lån, ikke bliver oplyst om den her mulighed.

Ordføreren.

Jeg vil bare sige, at jeg tror, at langt de fleste danskere kender til det nu, specielt efter årsdagen, hvor det kom frem, at der kun var givet ét statsgaranteret lån; der kørte det da som breaking news i alle medier. Så jeg tror ikke, at der er mange borgere, der ikke er oplyst om, at man har mulighed for det her. Jeg tror så bare ikke på idéen, og jeg tror ikke på, det fungerer, og det har jo så vist sig i praksis, at det gør det heller ikke.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er hr. Niels Flemming Hansen.

Mange tak for det, formand. Ja, i dag skal vi jo tale om noget, der ligger os alle sammen meget på sinde. Jeg tror, at min kollega fra Danmarksdemokraterne for lidt siden sagde: Gid, der var flere af os. Tak for den bemærkning, for det handler nemlig om vores danske landdistrikter og værdien af stærke landdistrikter, stærke familier og stærke fællesskaber. Som Konservative værner vi om de traditionelle værdier og tror på, at et fundament for et sundt samfund starter med stærke familier i stærke fællesskaber med en stor virketrang. Det er også nogle af de ting, som jeg personligt forbinder med at bo i et landdistrikt. Fællesskabet er ofte større, vi har en større interaktion med hinanden, og vi passer godt på hinanden.

Denne regional- og landdistriktspolitiske redegørelse for 2023 giver os jo også et lidt mere nuanceret billede af den situation. Den supplerer de overordnede udviklingstendenser med lokale eksempler på handlekraft, fællesskab og investeringer, der får nye initiativer til at blomstre. Det illustrerer idérigdommen og handlekraften i vores små lokalsamfund, og det viser, at udviklingen ikke er gået helt i stå. Vi ser, hvordan vores landdistrikter gennemgår forandringer. Nogle steder oplever vi en negativ udvikling, hvor huse står tomme og vitale servicer som skoler og dagligvarebutikker lukker. Dette skaber ofte udfordringer for os alle, da afstanden til den nødvendige service øges, og derfor bliver niveauet forringet. Over tid flytter folk, og de kommer ikke retur.

Omvendt kan vi også rette blikket mod et andet element i den her redegørelse, og det er jo de steder, hvor landsbyerne har et stærkt foreningsliv og tiltrækker driftige tilflyttere og lokale virksomheder og blomstrer. Det er det, som i rapporten er beskrevet som hotspottene, altså der, hvor man kan sige, at man på en eller anden måde specialiserer sig i noget. Som det er beskrevet i rapporten, er der Surfer's Paradise i Klitmøller, der er Kalundborg med biotech, og der er andre steder, hvor man har erhvervsnetværk og virksomheder. Og det skal man være god til at formidle. Den viden om det, der foregår i hotspottene, skal formidles til de steder, hvor det er, ja, kan man sige, knap så hot. Vi skal altså kigge ind i, hvordan vi gør det mere attraktivt at leve og bo og arbejde i hele landet; vi skal investere i udvikling og omstilling i alle egne af landet og sikre, at erhverv og lokalsamfund bliver hørt og imødekommet af myndighederne. Dette kræver initiativer, reformer og aftaler, der styrker vores lokale frihed, selvbestemmelse, forandringskraft og iværksættertrang.

Men det mest betydningsfulde og værdifulde er jo erhvervslivet, og så er det fællesskabet – fællesskabet i familierne. Det er fundamentet, hvor vores grundlæggende værdier formes, inden vi træder ud i samfundet og indgår i andre forpligtende fællesskaber. Familiernes rolle er afgørende, hvorfor det er vigtigt, at hele familien trives. Derfor er det nærmest en selvfølge, at der er skoler, at der er fritidsaktiviteter, og at der er sportshaller, hvor man kan lave alt. De unge kan spille håndbold, og vi mænd kan – nogle af os iført en lidt for stram T-shirt – spille badminton om aftenen. Vi kan have kulturelle aktiviteter, have strikkeklubber, høre foredrag og have ølsmagninger. Alt er muligt, hvis der er ildsjæle. Og dér skal vi være der for at være med til at levere rammerne for, at det kan lade sig gøre for alle os, der gerne vil være aktive. Når alle de her sociale netværk og jobs, uddannelse eller fritidsjobs er der, har familierne det godt, og så blomstrer vores samfund.

Nåh ja, så skal der naturligvis være adgang til en familielæge, når vi fædre i de lidt for stramme T-shirts har spillet badmintonkampe og forstuvet anklen. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Mikkel Bjørn.

Tak til ordføreren for en fin tale. Jeg er lidt nysgerrig på noget. Det Konservative Folkeparti er et lidt vægelsindet parti nogle gange, synes jeg, i forhold til at man jo er et borgerligt parti. Når vi taler klima, lyder det nogle gange, som om man taler med en SF'er, når man taler med en konservativ. Derfor er jeg lidt nysgerrig på, hvad Det Konservative Folkeparti egentlig mener om sådan nogle ting som dieselafgift og kæmpevindmøller ude i Vadehavet. Det er jo nogle dagsordener, hvor der er lidt, hvad skal man sige, uenigheder om, hvorvidt det er en god idé. Vi i Dansk Folkeparti synes ikke, at det er en god idé. Men jeg spændt på at høre, hvad Det Konservative Folkeparti mener om de her spørgsmål.

Ordføreren.

Jeg var selv med et andet medlem fra Dansk Folkeparti i Tønder i lørdags for at deltage i debatten dernede. Jeg tror, at hvis jeg fik sagt det rigtigt på TV 2, sagde jeg: For mig personligt synes jeg ikke, at jeg anerkender Tønder som værende et sted, man skal sætte store 450 m høje vindmøller op.

Den anden del af spørgsmålet har jeg naturligvis lige glemt. Men du kan lige komme tilbage, og så skal jeg nok svare. (Mikkel Bjørn (DF): Dieselafgiften). Det er fuldstændig rigtigt. Jeg synes sådan set ikke, at vi er vægelsindede. Hvis man indfører en afgift, skal man finde noget andet at fjerne. Vi har været ude at sige, at hvis man kommer med en dieselafgift, må man fjerne udligningsafgiften.

Hr. Mikkel Bjørn? Frafalder. Vi siger tak til ordføreren. (Niels Flemming Hansen (KF): Selv tak). Vi går videre i ordførerrækken til Enhedslistens ordfører, og det er fru Jette Gottlieb. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes faktisk, det er både spændende og morsomt at være i en ordførerkreds, der på det overordnede plan siger det samme hele raden rundt. Det vigtigste er jo nemlig den sætning, der står i redegørelsen på side 1:

»Regeringen ønsker et Danmark i geografisk balance, hvor det er attraktivt at leve, bo og arbejde i hele landet.«

Ja, det er vi alle sammen enige om, er jeg sikker på, og jeg synes, det er en smuk hensigt, og jeg ville ønske, at det gennemsyrede regeringens politik på alle områder.

Lad os først se på uddannelsesområdet, som er en af de allerstærkeste lokaliseringsfaktorer overhovedet. Vi ser, at antallet af folkeskoler er faldet stærkt fra 2010 til 2022, og dermed er afstanden til skolen vokset, både i landkommuner og i kommuner i de større byers opland. Det er af stor betydning for målsætningen om, at et land er i geografisk balance, at der overalt i landet er nærhed til den lokale folkeskole. Når skolerne bliver færre og afstanden bliver større, bliver levevilkårene for børnefamilier ringere i de tyndere befolkede områder.

Det er ikke en naturlov, at det udvikler sig sådan; det er et resultat af den politik, som skiftende regeringer har ført på området. Den ene faktor er den stramme økonomiske politik, som kommunerne er pålagt; den anden er vilkårene for især den kollektive skolebustransport i de enkelte kommuner.

Mange kommuner har i de senere år måttet vælge, om de ville lukke en skole, en børnehave eller et par busruter. Nogle har måttet gøre alle tre ting. Det har så betydet, at stærke grupper af forældre har taget initiativ til at opretholde eller genoprette den lokale skole – og rigtig godt for det. Men det er et udtryk for, at vi som samfund ikke tager samlet ansvar for, at livsbetingelserne er attraktive i alle dele af landet. Det er konsekvensen af, at de enkelte kommuner er presset til alene at indtænke rentabilitet i de enkelte beslutninger.

Kan det betale sig at opretholde en lille skole? Kan det løbe rundt? Nej, det kan det ikke altid, og det er vigtigt, at vi derfor er opmærksomme på, at det er et samfundsmæssigt ansvar at tage det fælles ansvar for, at betingelserne bliver mere lige i landet. Vi skal samfundsmæssigt tage fælles ansvar for, at man kan transportere sig kollektivt i alle dele af landet – ja, det skal vi tage fælles ansvar for.

Med det som eksempel tror jeg, at vi må se i øjnene, at den bedste styrkelse af landdistrikterne, vi kan give, er at bedre vilkårene for folkelige, lokale initiativer med alt fra styrket foreningsliv til lokalt og kollektivt drevne butikker og skoler, at lokale fællesskaber kan tage initiativer, som kan forbedre vilkårene i de enkelte landsbyer, og at man kan lave energifællesskaber og alt sådan noget. Vi må jo f.eks. sikre, at lokale fællesskaber kan drive vindmøllelaug som f.eks. det bornholmske havvindprojekt ved Nexø – der blev skrottet. Og hvorfor blev det skrottet? Ja, det blev det jo, fordi man ville skrotte åben dør-ordningen. Det er så et eksempel på, at de beslutninger, man tager, virker modsatrettede.

Så må vi også sikre nogle meget enklere solcelleregler, der gør, at alle kommuner kan sætte solceller på deres tage. Vi skal lige huske, at 85 pct. alle offentlige bygningers tage er kommunale, og de fleste af os vil hellere have solceller på tage, end vi vil have dem ude på markerne. Det er i hvert fald ret vigtigt.

Man kan sige, at uddannelseslokalisering er vigtigt, at produktionslokalisering er vigtigt, at sundheds- og sociale institutioner er vigtige, at transport og kommunikation er vigtigt, og at energi er vigtigt. De ting skal der til for at sikre, at man kan have et levedygtigt lokalsamfund. Det er der, hvor jeg mener, at mange af de beslutninger, der i øvrigt træffes af regeringen, peger den gale vej.

Regeringen tager nogle initiativer på nogle områder for at modvirke den generelle centralisering, f.eks. udkantspakken til landdistriktsgymnasier, vuc'er og små erhvervsskoler, men det er jo slet ikke nok. For mange af regeringens øvrige initiativer fører modsætningsvis til en fortsat meget stærkere centralisering. Der kan jeg lige nævne den postlov, vi lige har vedtaget i dag, eller beslutningen om at anlægge en Lynetteholm, der vil øge den københavnske befolkning på bekostning af det øvrige lands.

Jeg tror derfor, at det kunne være et rigtig vigtigt initiativ, hvis man helt seriøst og overordnet sikrede, at alle lovforslag – og det er så det, som SF og Danmarksdemokraterne har foreslået – blev bedømt seriøst i forhold til deres indvirkning på den geografiske balance i landet. For hvis det skete, ville vi se, at rigtig mange af de lovforslag, der bliver vedtaget, rent faktisk har en centraliserende effekt, og at de har en effekt, der gør, at Danmark bliver skævere og skævere.

Mange tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til hr. Niels Flemming Hansen.

Mange tak for det, og tusind tak for en god tale. Jeg kender ordføreren som en dygtig og, må jeg sige, passioneret transportordfører, og også tusind tak for det makkerskab. Enhedslistens ordfører taler jo netop om den kollektive transport i landdistrikterne. Vi er også begge to bevidste om, at ofte er man i en situation, hvor chaufføren er bagerste mand eller kvinde i bussen. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordførerens synspunkt på, hvordan vi kan løse det her problem med kollektiv transport, og muligheder for det i landdistrikterne.

Ordføreren.

Jeg er meget stærk modstander af tomme busser, der kører rundt – meget stærk modstander. Jeg mener, at der er mange forskellige muligheder for transport, men det vigtigste er i virkeligheden, at man har et tilbud, som passer til f.eks. børnefamiliernes behov for at få deres børn bragt til skole eller institution. Grunden til, at det er specielt vigtigt, er, at der aldrig bliver regnet på den samfundsmæssige omkostning, det er, at forældre skal bruge al deres tid og kraft på at køre deres børn rundt til alt muligt.

Så mener jeg, at samkørsel er vigtigt. Det er også en mulighed. Så mener jeg, at det generelt er vigtigt, at vi får et sammenhængende transportnet. Jeg vil sige, at vores transport udvikler sig på en meget stykvis og delt måde. Man kunne sagtens lave et mere rationelt og overordnet net. Det kunne f.eks. være med færre operatører. Det kunne være, at man f.eks. havde nogle færre takstzoner og alle mulige ting, der ville gøre det attraktivt for dem, der kan vælge, at vælge at køre med det kollektive. Det ville styrke også de ydre områder.

Så er det hr. Niels Flemming Hansen.

Tak for det. Ordføreren har jo ret, og jeg ved, at ordføreren også er modstander af tomme busser. Så tak for det. Et af de emner, man også kan diskutere i det her – det har ordføreren jo ret i – er, at børnene skal køres i skole og fra skole, og der er måske noget med nogle fritidsaktiviteter, og lige pludselig bliver det rigtig, rigtig mange kørsler med kollektiv transport. Ser ordføreren nogle muligheder i det lovforslag, som lige er blevet tredjebehandlet i dag, om muligheder for taxakørsel eller taxalignende kørsel, altså hvor privatpersoner mod betaling kan køre andre mennesker rundt, således at man kan få et lidt mere bredt net i det her og måske på den måde hjælpe? For der er jo ikke nogen taxaer i landdistrikterne.

Ordføreren.

Det er der muligheder i, men der var den svaghed i lovforslaget, at man ikke ville sikre, at der var den tilstrækkelige sikkerhed, i form af at den pågældende var køreerfaren, og at kørslen var forsikret. Hvis man ikke vil sikre det, er der en meget farlig åben port for, at det kan blive rigtig farligt at bruge den måde. Derfor var det ikke løsningen, medmindre man tilførte de ordninger, jeg her nævner.

Så er det fru Susie Jessen.

Tak til ordføreren for en god tale, og også tak for det store fokus, der altid er, på kollektiv trafik. Det ved jeg at ordføreren er rigtig engageret i, så det synes jeg er godt.

Jeg har egentlig et specifikt spørgsmål, for ordføreren nævner jo meget det her med udvikling af landdistrikterne generelt. Den anden dag så jeg et billede fra Venø af, hvor lidt de egentlig kan få lov at udvikle sig. De blev hele tiden stoppet af de her kystnærhedszoner og strandbeskyttelseslinjer. De må ikke lave en festival, de må ikke lave et skilt, de må ikke lave en ombygning af en café, og de må ikke ombygge en FDF-lejr. De har lige fået lov til at bygge et par shelters, men ellers er det godt nok begrænset, hvad de har fået lov til. Så jeg vil egentlig høre Enhedslisten, om man ikke også synes, at det måske er på høje tid, at vi begynder at kigge lidt på de her strandbeskyttelseslinjer og kystnærhedszoner, sådan at vi kan sikre en god udvikling, også især på småøerne, som har store problemer med det.

Ordføreren.

Jo, det er en god idé. Det er vi jo også i gang med. Der er selvfølgelig nogle rammer for det efter min mening, for det er vigtigt, at vi har kystbeskyttelseszoner. Men det er jo indlysende, at hvis kystbeskyttelseszonerne udgør 80 pct. af en ø, så er der ikke ret meget andet at gøre godt med. Så det er klart, at der skal være nogle mere åbne regler der. Men vi er jo i gang med at prøve at finde ud af forskellige former for løsninger på det. Men jeg er ikke med på hvad som helst.

Fru Susie Jessen.

Nej, det er ordføreren sjældent. (Munterhed). Men tak for det. Det er jeg glad for. For jeg har også set, at for Langeland er det nærmest det samme. De har jo de samme udfordringer med, at de ikke må noget som helst. Så jeg er glad for, at vi også bredt herinde i Folketinget kan kigge på, at vi måske skal have kigget lidt på de regler og finde ud af, hvordan vi kan sikre, at der kommer udvikling alle steder, og at man ikke er låst.

Ordføreren.

Langeland er cirka på størrelse med Gaza, så jeg er glad for, at der ikke bor 2,5 millioner mennesker på Langeland.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Radikale Venstres ordfører, og det er fru Zenia Stampe.

Tak for det. Det her er en af de meget vigtige redegørelsesdebatter. Nogle gange kan man godt sidde og tænke: Åh, hvorfor har vi truffet den beslutning, at vi skal have en årlig redegørelse om dette og hint? Men det her er et område, hvor der virkelig er brug for, at vi løbende følger op og følger med i udviklingen. For vi har jo her at gøre med en af de største og også alvorlige udviklingstendenser i vores land: trækket ind mod de store byer og affolkningen af landdistrikterne. Det er en kompliceret debat, og det er en kompliceret virkelighed, som i parentes bemærket jo ikke kun gør sig gældende i Danmark. Hvis man rejser rundt i Europa, kan man se lignende tendenser i andre lande. Men i Danmark bliver debatten nogle gange forsimplet til en debat mellem københavnerne og så alle de andre eller mellem øst og vest. Men så enkelt er det ikke.

Som folketingsmedlem valgt i Region Sjælland, og det ved jeg vi er flere der er, kan jeg i hvert fald fortælle, at det ikke kun er i Jylland, at man er ramt af udkantsproblemstillinger. På Sjælland oplever vi også store problemer med affolkning, butiksdød, dårlig kollektiv transport, lavt uddannelsesniveau, dårlig sundhed, skrantende velfærd og landsbyer, der dør. Vi kunne jo godt vælge den nemme løsning og sige: Jamen det er Københavns skyld. Men jeg tror, at den vigtigste, men også mest smertelige erkendelse, som jeg egentlig gerne vil bruge det meste af min tid på her, er, at centralisering jo ikke kun handler om centralisering ind til København, til Aarhus, til Odense og til Aalborg. Det handler også om centralisering ind til de store købstæder og til de store provinsbyer.

Jeg er selv fra Roskilde, og vores nye landdistriktsminister kommer også fra Region Sjælland, og der ved man jo, at der er store byer, som er inde i en fantastisk udvikling, og som jeg også tror står på tæerne, fordi de konkurrerer med hinanden om at have det fedeste uddannelsescampus eller det bedste hospital osv. osv. Når vi kigger tilbage på de sidste 20 år, har den centralisering, der er sket i vores region, i hvert fald i lige så høj grad været ind til de store provinsbyer, som det har været ind til København.

Jeg tror, at noget af det, der også går galt i den her debat, er, at vi nogle gange så tror, at vi løser de små lokalsamfunds problemer ved at styrke de store købstæder. Bare et eksempel: Kalundborg er jo en fantastisk succeshistorie og i virkeligheden en by, som ligger lidt upraktisk, og derfor er det jo helt fantastisk, at de har haft den succes og vækst de seneste år. Derfor er jeg også en af dem, der selvfølgelig har sagt: Jamen de skal da have en motorvej. Men sådan nogle beslutninger bliver jo ofte truffet sent om natten, og det er ikke alle detaljer, man lige går så nøje op i. Og der kan vi jo se, at konsekvensen af den meget hurtige beslutning bliver, at motorvejen kommer til at pløje lige igennem en af de landsbyer, der faktisk har været inde i en rigtig positiv udvikling, nemlig Bjergsted. De er så kommet herind og har prøvet at få os til at lægge motorvejen om og føler jo, de er løbet panden mod en mur, for nu er den beslutning truffet, og der har ikke kunnet ændres på den.

Jeg synes bare, at det eksempel også illustrerer en anden del af den her problemstilling, nemlig at når vi indimellem træffer beslutninger, der ligesom skal styrke provinsen, så er det de små landsbyer, der kommer i klemme. Det samme gælder i forbindelse med kommunalreformen, som jo ikke var en centralisering til København, men f.eks. en centralisering fra Skælskør og Korsør til Slagelse eller fra Hvalsø og Viby til Roskilde. Og sådan kunne man blive ved fra kommune til kommune.

Det samme gælder i forbindelse med retskredsreformen, og nu kommer jeg måske til at sige noget, der er lidt upopulært, men det gælder også i forhold til centralisering inden for landbruget, hvor vi jo på den ene side har lyttet til landbruget, når de har sagt: Vi har brug for mulighed for at gøre dette og hint for at være stærke, så vi kan skabe vækst og økonomi i landdistrikterne. Men det har også haft den betydning, at på mange af de husmandssteder, hvor der tidligere har boet børnefamilier, som skabte liv i lokalsamfundet, bor der ikke nogen længere, men der kommer så et par medarbejdere kørende et par gange om dagen for at fodre svinene. Derfor har vi jo truffet mange beslutninger, hvor vi har troet, at vi styrkede vores land, og vi har måske også styrket dele af vores land, men dem, der er blevet klemt, er de små lokalsamfund.

Derfor synes jeg i virkeligheden, at vi måske skal blive lidt bedre til at være lidt mere klar på, hvad det er, vi snakker om, når vi snakker vækst i hele landet. Jeg tror, det har været for nemt bare at gøre udkantsdebatten eller vandkantsdebatten eller landdistriktsdiskussionen til en diskussion mod de fire største byer i Danmark, når det, vi netop kan se, er, at det i lige så høj grad er centraliseringen inden for de enkelte kommuner, der er en udfordring for vores små landsbysamfund.

Jeg kan huske, at jeg selv blev lidt bekymret, da jeg så, at landdistriktsministeren var blevet ressortminister for planloven, for jeg synes, at en landdistriktsminister skal bruge det meste af sin energi på at skabe liv ude i de små lokalsamfund. Og nu har vi en landdistriktsminister, og det er ikke personligt ment, som bruger sin energi på netop at placere testcentre, solcelleparker, Lalandiaer, kabler osv. – altså de store ting, som skal generere noget ind i de store byer, er landdistriktsministeren blevet minister for. Man kan sige, at det omvendt måske også er meget godt, at der sidder en landdistriktsminister, der også kan have det perspektiv på de beslutninger, at landet ikke bare skal blive en, hvad kan man sige, industrizone for byerne eller en zone, der skal levere noget ind til de store byer.

Men en minister har jo også kun den tid, en minister har, og jeg ved i hvert fald, at den her minister kommer til – og den tidligere minister kom til – at bruge rigtig lang tid på at placere et testcenter. Jeg er stærk tilhænger af, vi skal finde et sted til det testcenter, og det bliver upopulært, lige meget hvor vi finder det. Men jeg synes, det er trist, at det er det, en landdistriktsminister skal bruge sin energi på, altså på at placere de upopulære ting, i stedet for at beskæftige sig med, hvordan vi skaber nogle levedygtige lokalsamfund.

Jeg kunne godt tænke mig, vi brugte noget mere energi på at finde ud af, hvad der kan bryde den negative cirkel, ikke bare i forhold til centralisering ind til de helt store byer, men også centralisering ind til de mellemstore byer. Nu var jeg selv opstillet i Næstved i mange år, og der var løbende en diskussion om de her små landsbyskoler. Der var egentlig al mulig god vilje i forhold til at have små skoler i de små landsbyer, men man kunne bare se, at kvaliteten var så lav, at mange lokale valgte de små skoler fra. Derfor kunne man som kommunalpolitiker til sidst ikke forsvare at bruge så mange penge på bittesmå klasser og dårlig kvalitet. Så lukkede man dem. Det, der jo så sker nogle steder, er, at når man lukker en lokal kommunal skole, genopstår den som friskole. Pludselig bliver den fantastisk, og hele lokalsamfundet vælger den til.

Kunne det ikke blive en eller anden en inspiration for os at arbejde videre med? For måske er det i virkeligheden – lidt i forlængelse af det, som fru Jette Gottlieb sagde – den vej, vi skal tænke det. Altså, at vi lytter til de mennesker, der bor i vores landdistrikter, når vi tænker liv i landdistrikterne, i stedet for kun at høre på de stærke økonomiske interesser, altså landbruget eller for den sags skyld kommunerne. Tit har man jo valgt et landdistrikt til, fordi man vælger det lokale fællesskab og det lokale sammenhold. Kunne vi, ligesom man i gamle dage lavede bydelsråd i København, lave landsbyforsøg, hvor man gav mulighed for mere selvstyre, og forsøg med mere ansvar, som man havde? Det gør man, men man kunne måske gøre det endnu mere. Jeg ved i hvert fald også, at der lidt nogle gange er sådan en ideologisk udfordring i forhold til friskoler, som nogle partier har noget imod. Det er sådan en gammel ideologisk diskussion. Jeg tror bare, at man i forhold til friskoler, friplejehjem osv. i stedet for at stirre sig blind på, at det ikke er kommunalt, måske skulle se, at det er en mulighed for at skabe nogle lokale institutioner, som der er et meget stærkt sammenhold og ansvar omkring. Kunne vi på en eller anden måde gå den vej?

I hvert fald tror jeg, at den her debat vil have meget gavn af, at vi har mere fokus på landsbyerne end på bare at være vrede på de fire største byer. Det er selvfølgelig en meget smertelig erkendelse, og det er det måske i hele landet, men det er det især i min egen region, Region Sjælland, for vi har ikke engang sådan en stor by som København; den er jo i Region Hovedstaden. Så i virkeligheden kunne vi gøre det meget nemt for os selv ved bare at sige, at det er København, der er hele problemet. Men jeg tror også, vi bliver nødt til at se indad i vores egne kommuner og se den centralisering, der finder sted der, og også se, at vi har truffet nogle beslutninger og haft nogle debatter i en tro på, at vi har styrket hele landet, men i virkeligheden har det styrket de store provinsbyer og klemt de små landsbysamfund. Det tror jeg desværre er en stor del af forklaringen. Selv om jeg er fra en provinsby og er utrolig glad for købstæderne, tror jeg altså også, det er den retning, vi skal kigge, hvis vi skal finde nogle holdbare løsninger for vores små landsbyer.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Kim Edberg Andersen.

Det kom lidt bag på mig, at jeg var den eneste, der havde en kort bemærkning, for jeg synes – og nu skal man lige skrue op for fjernsynet, for jeg vil godt rose ordføreren – den sad ret godt. Den ramte – nu ved jeg ikke, hvad man må sige i Folketingssalen – i bagdelen. Det gjorde den, ikke fordi ordføreren siger noget, jeg selv har sagt tidligere. Men når jeg f.eks. er blevet kritiseret for at være efter København, har jeg jo altid sagt, at det lige så godt kunne være Brønderslev, Hjørring eller en af de andre byer, for det er nemlig, præcis som ordføreren siger. Det behøver ikke at være København, for folk søger det urbane alle steder, og det er på bekostning af noget andet. Hvis vi går helt ned i det, kan man sige, at hvis man skal vælges i en lille kommune, er det bedst at være populær i den store by, og så centraliserer man resten. Jeg kan se det i min egen kommune. Der har de lukket, jeg ved ikke hvor mange plejehjem og skoler nu. Sjovt nok er de alle sammen uden for den store by, og sjovt nok er dem, der har flertal til at lukke dem, nogle, der bor i den store by. Jeg ved ikke, hvordan ministeren har tænkt sig at løse det, men jeg vil sige, at ordføreren ramte fuldstændig plet i forhold til problematikken, og det var jo helt skønt at få lov at sige det til en radikal.

Så er det ordføreren.

Vi er jo også et gammelt husmandsparti. Tak for den kommentar. Jeg håber, at det her er en diskussion, vi kan have. Jeg har ikke været ordfører for det her tidligere, men nu kunne jeg forstå, at man allerede har lavet forsøg med det. Det er tanken om, om man kunne give sådan en status, som man som landsbysamfund kunne vælge til, hvor der ville følge noget større frihed med, men måske også noget større ansvar. Jeg synes også, at det, vi kan se der, hvor det lykkes at skabe noget liv, jo ikke handler om, at kommunen så kommer og ligesom løfter en eller anden opgave for lokalsamfundet. Nej, det er faktisk, fordi lokalsamfundet selv løfter det. Kan vi på en eller anden måde bruge det bedre gennem at give mere frihed, men også mere ansvar, så synes jeg, det kunne være rigtig interessant at arbejde videre med.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Mikkel Bjørn.

Tak til ministeren for redegørelsen. Jeg vil starte med at sige, at jeg mener, at redegørelsen tegner et vel rosenrødt billede af situationen i vores landdistrikter, og det har regeringen jo nok også en interesse i. Der er fundet en række eksempler på succeshistorier rundtomkring i landet, og det er selvfølgelig rigtig dejligt, men det ændrer jo ikke ved det helt afgørende parameter, nemlig at vi generelt ser en affolkning af landdistrikter, der ligger længere væk fra de større byer, og det er en uhensigtsmæssig udvikling.

Jeg skal ikke medvirke til at tegne sådan et Knud Romer-agtigt billede af landdistrikterne som noget, der ligner dødens forgård, for det er vores landdistrikter bestemt ikke, tværtimod. Der er dejligt ude i vores landdistrikter. Der er åbne vidder, langt til naboen og vind i håret. Jeg er selv opvokset i et landdistrikt – der er dejligt. Langt, langt de fleste mennesker, der bor i vores landdistrikter, elsker at bo der.

Udfordringen er bl.a. vores unge. Der er opstået, hvad jeg vil kalde et mobilitetspres på mange af vores unge – de skal flytte sig. Det er utjekket at blive, hvor man er; det gælder på vores uddannelsesinstitutioner, hvor man helst skal have mindst et semester i udlandet. Det er utjekket at blive boende hjemme hos sine forældre, til man er i starten af tyverne. Det er utjekket at blive på samme arbejdsplads i flere år. Det handler om hele tiden at være i bevægelse. Det er det mobilitetspres, der presser mange af vores unge væk fra vores landdistrikter og mod de større byer, og det er det mobilitetspres, vi skal have ændret på.

Bliverne ikke alene er, men skal også opfattes som lige så succesfulde og lige så dygtige som dem, der tager længere væk. Bliverne kan bidrage med noget; det er dem, der kender deres lokalområde; det er dem, der er aktive i deres lokalområde; og det er dem, der føler noget for deres lokalområde og derfor holder sammen på det. Derfor skal vi hylde dem, der vælger at blive i deres lokalsamfund.

Fra Christiansborgs side er landdistrikterne blevet behandlet stedmoderligt, og der skal jeg være ærlig at sige, at det også til dels har været tilfældet fra kommunernes side. Der er for mange kommuner, der har for meget fokus på kommunernes større byer og for lidt fokus på kommunernes landdistrikter. Det ser vi f.eks., når der lukkes skoler eller nedlægges dagtilbud; den slags tager luften ud af vores lokalsamfund. Hvis man vil have liv i landdistrikterne, har man også som kommune et ansvar for at gøre noget ved det. Fra Christiansborgs side kan vi ikke løse den opgave alene. Det kræver også, at kommunerne trækker på den samme hammel.

Men vi er nødt til at skabe et Danmark i bedre balance, og det er en opgave, som regeringen ikke rigtig synes at ville tage på sig. Regeringen vil hellere fremstille problemerne som værende mindre, end de er, og de aftaler, der er indgået i forhold til landdistrikterne, er bl.a. indgået, før den her regering overhovedet trådte til, og siden er der stort set ikke sket noget, overhovedet.

Regeringen har netop fremlagt en ny stor skattereform, og her er det også overvejende folk i Nordsjælland og de store byer, der får de største skattelettelser. I landdistrikterne derimod er der ikke mange skattelettelser. Samtidig har regeringen en ambition om at gøre det dyrere at køre i bil, og hvem kommer det til at skade? Ja, det er netop beboerne i landdistrikterne, der for manges vedkommende er afhængige af at have to biler for at kunne få hverdagen til at hænge sammen.

Det er regeringen, der vil eller i hvert fald tidligere har villet afskaffe tilskuddet til udkantsgymnasierne, som Dansk Folkeparti pressede på for at få indført i 2019. 22 elevråd har skrevet til regeringen og tryglet om at få tilskuddet til udkantsgymnasierne bevaret, og de har også bedyret konsekvensen ved ikke at videreføre tilskuddet. Det er bl.a. færre studieretninger og lukkede gymnasier. Regeringen synes ikke optaget af at udflytte hverken arbejdspladser eller uddannelsespladser til de mindre byer og de danske landdistrikter. Den indsats for udflytning, som blev igangsat under den borgerlige regering, hvor Dansk Folkeparti var støtteparti, er bremset op. Og så kan ministre skrive nok så mange bøger om Udkantsdanmark; hvis ikke det bliver fulgt op af konkret handling, er de store ord billige.

Nu har vi heldigvis fået en ny minister, men en undersøgelse fra 2020 viste, at hver femte dansker, der ikke boede på landet i 2020, faktisk har en drøm om at bo på landet. Det er den drøm, vi skal sørge for bliver til en reel mulighed. Det handler om, at vi skal gøre det lettere at bo på landet. Der skal være arbejdspladser, der skal være adgang til fibernet, og der skal være muligheder for at gå i skole og uddanne sig. Det skal vi tilvejebringe herinde på Christiansborg, og det er her, vores regering i øjeblikket efter vores opfattelse sover en anelse i timen.

Der er lang vej endnu. Ser man f.eks. på antallet af erhvervsuddannelsesafdelinger i kommunerne, kan man også her se, at der i mange kommuner er et stort rundt nul. Erhvervsuddannelsesafdelingerne klumper sig også sammen i mange af de store byer. I f.eks. Varde Kommune er der ikke en eneste erhvervsuddannelsesafdeling. Det samme er f.eks. også tilfældet for Odsherred Kommune og Vesthimmerlands Kommune. På Fyn, hvor jeg selv bor, har syv af kommunerne ikke en eneste erhvervsuddannelsesafdeling. Det er for ringe. Vi skal have uddannelsesmuligheder tæt på der, hvor vores unge bor, så det i hvert fald ikke er, fordi de er tvunget af omstændighederne, at de flytter.

Så skal vi også, som jeg sagde, hylde dem, der vælger at blive i deres lokalsamfund. Vi skal lade være med som samfund at sende det signal til vores unge, at man kun er noget, hvis man drager ud i verden og realiserer sig selv.

I marts 2020 præsenterede Dansk Folkeparti sit landdistriktsudspil »Livet leves også i provinsen«, og i det udspil pegede vi på en hel stribe af konkrete forslag til, hvordan det kunne gøres mere attraktivt at fortsætte sit liv i landdistrikterne eller at flytte til landdistrikterne. Nogle af de her forslag er siden blevet samlet op af andre partier, og det er jo også tidligere set, at forslag, Dansk Folkeparti har fremsat, er blevet adopteret af andre partier siden hen; men en meget stor del af forslagene er stadig lige så relevante i dag. Det gælder også etableringen af dansk landdistriktskapital i regi af Vækstfonden, bevillinger til landdistriktsvækstpilotordningen og udvidelse af vækstlånsordningen, så der kan udstedes mindre vækstlån.

De hendøende handelsgader er et af de større problemer i vores mindre byer. Det hænger bl.a. sammen med, at flere i dag handler på internettet; men det hænger også sammen med, at de større kommuner har haft alt for lidt fokus på udviklingen i de mindre byer uden for kommunernes hovedbyer. Ligeså har det også sammenhæng med, at centraliserede kommunale indkøbsaftaler har gjort det svært for de mindre erhvervsdrivende at blive leverandører til kommunerne eller en lokal institution, ligesom der er langt til det nærmeste sundhedstilbud.

De rammer, som vi fra politisk hold tilbyder vores landdistrikter, er ikke de bedste; de kan blive meget bedre, og det skal de også blive. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Vi går videre til den næste ordfører, som er ordføreren for Nye Borgerlige, og det er hr. Kim Edberg Andersen. Værsgo.

Tak. Der er jo altid en fordel ved at være den sidste ordfører, og det er, at man kan vælge at opsummere, og sagt sådan lidt positivt på nordjysk synes jeg, vi alle sammen har den rigtige indstilling. De fleste af os kan se, at der er et problem, og jeg synes, der kom rigtig mange gode løsningsforslag. Der var nogle, der valgte at tage den positive hat på og sige, at det hele er fantastisk. Dem synes jeg der var flest af, og så tænker jeg, at jeg modsat vælger at forklare det ud fra de ting, der måske ikke fungerer så godt, og som jeg også synes vi herindefra laver nogle benspænd i forhold til, fordi vi, sådan som De Radikales ordfører også sagde det tidligere, har en tendens til, at det bliver sådan noget bashing imod byerne, og så kan vi ikke give den ene noget, uden at den anden ligesom skal bøde. Og jeg bliver som en nordjyde, som er kommet her til København, og som har oplevet metroen, nødt til at sige, at den er fantastisk, men at den der, hvor jeg bor, ikke ville virke ret godt, fordi der skulle være rigtig, rigtig mange stoppesteder og utrolig mange førerløse tog, hvis den skulle kunne køre hvert tredje minut, for at jeg kan komme ned til brugsen, og derfor er der jo et behov for en anden løsning. For noget af det, der virker i København, virker ikke nødvendigvis på Kjemtrupvej.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at landdistrikterne ligger Venstre og ministeren på sinde. Men jeg blev overrasket over, at selv Socialdemokraterne rendte den vej, og jeg kan så næsten konkludere, at det er Moderaterne, der er problemstillingen i regeringen i forhold til at gøre noget ved det. For når jeg så hører Moderaternes glanstale, altså at jeg dybest set skal gå i mine træsko med et halmstrå i munden og være glad for at bo på landet, for jeg er jo ikke et offer, så bliver det nok også virkeligheden, hvis man bliver ved med at lægge afgifter på det, at jeg skal have en bil, og at jeg muligvis også har lyst til at se et offentligt transportmiddel bare én gang inden jul, hvis jeg er heldig. For jeg skal ringe efter dem ude ved mig, for ellers kommer de simpelt hen ikke.

Der er en stående joke med, at vores tidligere radikale borgmester i Rebild Kommune forbarmede sig over to polske landarbejdere, som på en fredag kl. 17.15 havde sat sig ved busstoppestedet i Øster Hornum, og som, da han kom forbi kl. 23.00, stadig væk sad der, fordi bussen først igen kørte om mandagen. For det er virkeligheden, og det forstår man ikke her. Når man kommer herned på gaden uden for Christiansborg, kan man næsten ikke træde fire skridt uden at blive kørt over af et eller andet transportmiddel, hvor der sidder en offentligt ansat og transporterer mennesker rundt. For det giver mening i byen.

Der er måske noget andet, som det giver mening at gøre ude på landet, når jeg nu skal kigge på vindmøllerne, og når jeg nu skal lade PFAS'en rinde lige ned i landbrugsjorden, fordi nogle af de her solceller også er lidt problematiske, og når de alligevel er begyndt at brandbeskatte mig med noget, som de kalder en transportafgift, fordi det lød pænere end at kalde det en afgift. Når der så samtidig derfra, hvor jeg bor, ikke er ret langt hen til vindmøllen, hvorfor kunne man så ikke differentiere det, sådan at det måske var gratis ved mig? Man kunne jo gøre det inden for en kilometer. For på den måde ville dem, som gerne ville have den grønne strøm ind til de store byer, så også lige pludselig skulle betale for det, som det kostede, for at jeg skulle kigge på de her vindmøller. For de er, som det også fremgår af de store reklamekampagner, ikke så grimme. Nej, det er de faktisk ikke. Man vænner sig til meget – det gør man – min kone har også vænnet sig til mig.

Men virkeligheden er jo nok, at de ikke er kønne, og at de også larmer en lillebitte smule, og at man, hvis man bor tæt nok på dem, så også en til to gange om året bliver fuldstændig overvældet af, hvad sådan et stroboskoplys gør ved en 50-årig. Når solen står rigtigt i forhold til en vindmøllevinge, blinker det nemlig derinde, så det kører fuldstændig rundt eller man køber mørklægningsgardiner. For virkeligheden ved den grønne omstilling er jo, at der er nogle priser, der skal betales, og ude på landet betaler vi gerne mange af dem. For vi er faktisk ikke imod en grøn omstilling, og jeg bliver som jyde nødt til at sige, at vi, hvis man vil have os til at være positive over for det, så bliver meget mere positivt indstillet, hvis vi også kan tjene en bitte skilling på det. Personligt håber jeg, hvis jeg skal genvælges, at man laver en differentiering af momsen, og at man, hvis man har overskud og kommunen er grøn, så fjerner momsen. For så skal I se at sætte solcelleparker og vindmøller op oppe ved os, for de penge betyder også noget.

Hvorfor betyder pengene noget? Det gør de, fordi vi i forvejen har svært ved at sælge vores huse, og når vi får en solcellepark ved siden af vores hus, kan vi slet ikke sælge det. Så ved jeg godt, at der er nogen fra regeringen, der vil sige, at man kan søge sådan en statslig garantiordning. Jamen det er da lige meget, hvis der ikke er nogen, der i det hele taget kommer og kigger på det og vil købe det.

Så når jeg nogle gange bliver skudt i skoene, at jeg ligesom basher København, Hjørring eller Brønderslev – alle byzoner over fire mennesker kan jeg blive beskyldt for at bashe – er det ikke, fordi jeg vil være et ondt menneske, men det er bare, fordi jeg kan se, at der i min tilværelse er nogle problemstillinger, som jeg ikke synes vi løfter. Vi laver skåltalerne herinde, som Moderaternes ordfører var rigtig god til, og så snakker vi udenom, når det f.eks. så bliver pointeret, at der er en høj dieselafgift. Det koster jo mere for mig, hvis jeg pendler 60.000 km om året, end det gør, hvis jeg bor på Østerbro og det vildeste, jeg skal køre, er over på den anden side for at gå til bageren. Det koster bare mere, og jeg køber altså kun én bil. Det passer så ikke helt, for jeg tror faktisk, jeg har fem biler eller seks biler på en god dag. Men jeg kører jo ikke i dem alle sammen.

Så jeg bliver, hvis jeg bliver kompenseret med hensyn til min registreringsafgift, kompenseret en gang, og så kan jeg godt blive sådan lidt nordjysk tvær, når jeg så finder ud af, at det for Audien i København bliver lige så meget billigere, som det gør for min bil. For når Audien her i København er rustet væk, har den kørt 4½ km, og min bil er motormæssigt slidt op inden, og lad os nu bare brede det ud og så kigge på, hvordan vores livsforhold i landdistrikterne er. For vi er i landdistrikterne ikke ofre. Vi har selv valgt at være der, og mange af os har også råd til at købe en lejlighed herinde i byen, så alle de studerende, som siger, at jeg skal have nogle vindmøller op, ikke har råd til at købe en. For det er jo det, der bliver resultatet, altså at vi flygter ude fra det åbne land og ind til byzonerne rundtomkring, og hvis vi skal have ændret det, skal vi have løst nogle af alle de problemstillinger, sådan som rigtig, rigtig mange andre dygtige ordførere før mig også har stået og pointeret det meget bedre, end jeg har.

For ja, det er et kæmpeproblem med den offentlige transport. Jeg sidder i regionsrådet i Nordjylland, og vi har sådan lige med nød og næppe kunnet holde hånden under det i år, men vi er ikke sikre på, at vi kan holde hånden under det næste år, fordi det koster forfærdelig mange penge. De kører meget langt, og det koster mange penge at drive. Vi har ikke læger alle steder. Vi håber på, at vi i 2035 måske får knækket kurven, fordi vi endelig har fået en lægeuddannelse oppe ved os. Men virkeligheden er, at jeg bor i en by, hvor min læge vel er tættere på 80 år, end han er på 70 år, og at han altså, selv om han er læge, ikke holder evigt. Men jeg får ikke en ny læge, fordi vi ikke har nogen. Jeg bor i en kommune, som har centraliseret ind til den store byzone, som desværre ligger lige midt i kommunen, men det vil sige, at mine skoler og mine ældrecentre er blevet lukket. Men når jeg bliver gammel og kommer på plejehjem, og hvis jeg forhåbentlig har en kone, der stadig væk gider komme og se mig, så kunne det jo også være rart, at hun havde muligheden for at gøre det ved at gå derned eller cykle derhen. For den offentlige transport eksisterer ikke til den tid, og hun har ikke nogen mulighed for at transportere sig til et plejecenter 40 km væk. For det kan ikke lade sig gøre.

Det er virkeligheden på landet, og det er det, vi skal huske, når vi taler om alle de rigtige ting. Det behøver ikke nødvendigvis at koste penge, men vi skal nogle gange bare vide, at vores livsvilkår, selv om vi er et lille land, ofte er meget forskellige. Vi behøver virkelig ikke at tage fra den ene for at give til den anden, og vi skal være glade for metroen. Men jeg kunne virkelig også godt tænke mig, at vi gjorde det nemmere og måske lige så billigt og skønt at bo på landet, som vi alle sammen har lyst til at sige at det er. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning til hr. Niels Flemming Hansen. Værsgo.

Mange tak for det, og tak for den gode, retorisk stærke og også underholdende tale. Det er jo ikke alt, ordførerkredsen hernede kan være enige om, men jeg tror, der er en bred enighed om, at vi gerne vil se ordføreren stå og danse diskodans i lyset fra stroboskoplys fra vindmøller.

Det er rigtigt, at der er stor forskel i vores lille land. I rapporten er der også angivet det her med, at der er nogle steder, man er gode til landdistriktspolitik, altså hvor det virkelig fungerer, og så er der nogle steder, hvor det absolut ikke fungerer. Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge ordføreren om, er: Ser ordføreren nogen steder, hvor vi også herfra kan gøre noget for at få det til at fungere? Altså, hvordan kan hotspottene smitte ikkehotspottene, så at sige?

Ordføreren.

Jamen så skal vi finde ud af, hvordan vi fra Folketinget begynder at klone ildsjæle, for det er jo det, der altid findes de steder, hvor det her virker. Der er en ildsjæl, som laver en friskole, og som går rundt og får de andre med på det, og så laver man en god friskole. Det er jo derfor, som Radikale siger: I stedet for folkeskolen, hvor der ingenting var, var der pludselig en fantastisk friskole, hvor det hele kørte. Men det er ildsjælene. Hvis vi kan finde ud af at klone ildsjæle, kommer vi i mål. Og en måde at klone dem på er jo dybest set at få bremset det der med, at vi rent faktisk flytter hurtigere til byerne, end vi flytter ud af dem. Og der kommer vi tilbage til alle de andre løsningsforslag. Lad os nu gøre det attraktivt at bo derude, både økonomisk, men også bare i den praktiske del af det at være voksende familie derude. Lad os finde en måde at transportere folk på. Giv dem kørekort som 16-årige. Der kører alligevel ingen biler derude. De kan sagtens køre rundt. Lad os tænke ud af boksen og finde nogle løsninger, der gør det muligt at komme rundt, hvis ikke det er offentlig transport, for jeg er enig i, at det kan det jo være. Men jeg vil bare sige, inden vi laver cykelstier alle steder, at de koster ca. 1 mio. kr. pr. kilometer.

Spørgeren.

Tak for det. Ordføreren nævner jo netop den offentlige transport. Vi havde en diskussion tidligere omkring det her med, at buschaufføren var den bagerste mand i bussen. Ser ordføreren nogen muligheder i, at man kunne inddrage f.eks. flextransporten i den offentlige transport og dermed i hvert fald om ikke andet så få mindre biler at transportere folk rundt i? Nu ved jeg, at ordføreren selv har seks af dem.

Ordføreren.

Det er ikke alle, jeg lige ville smide sådan en 18-årig ud i. Jeg tror, Corvetten ville være lige det vildeste at starte i.

Nej, jeg sidder jo et sted, hvor vi også ser problemerne med flextrafik. Så skal man tænke flex som meget mere decentraliseret, og der har fru Jette Gottlieb en problemstilling med noget sikkerhed og noget, vi også skal kigge ind i. Men vi skal da lade være med at gøre det. Problemet med flex lige nu er, at det bliver sådan et offentligt spendingprojekt, hvor man så bare finder en ny måde at bruge penge på for at køre folk hen til fælles punkter uden for byerne, hvor de så heller ikke kan tage bussen. Men jo, mere decentrale og mindre bureaukratiske muligheder for at transportere folk skal vi bestemt have.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så er det ministeren. Velkommen.

Tak for det, og tak for ordet. Også tak til ordførerne for alle de mange bemærkninger til det her års regional- og landdistriktspolitiske redegørelse. Jeg har glædet mig til at kaste mig over arbejdsområdet som landdistriktsminister, og der findes jo nærmest ikke en bedre måde end at starte med den her redegørelse. Det synes jeg er helt fantastisk.

Før jeg tiltrådte som minister, besøgte jeg et plejehjem på det østlige Lolland. Det er et fantastisk område i Danmark. Der er smuk natur, der er frodig jord, der er et rigt foreningsliv, og så er der sådan en kultur, hvor man ikke beder kommunen om at løse alle problemer. Nej, her står man sammen, man kommer hinanden ved, man hjælper hinanden, og derfor har man også et stærkt foreningsliv og et aktivt civilsamfund. Så har man den her stolthed, som også hr. Henrik Frandsen nævnte – stolthed over, hvor man bor, og hvor man kommer fra.

Men det er jo også et område, der er præget af nogle af de samme alvorlige udfordringer som mange andre landdistrikter. Det kan være der, hvor skolen er lukket, hvor købmanden har drejet nøglen om, og hvor væksten er sket et andet sted. Det bliver vi nødt til at tage alvorligt her på Christiansborg, for vi vil ikke have områder i vores land, der på den måde sakker bagud. Som hr. Kasper Roug sagde det: Vi skal have et Danmark i balance.

Derfor har vi en utrolig vigtig opgave med at udvikle vores landdistrikter. For der er så meget potentiale. Det er steder med stærke traditioner, et rigt foreningsliv og masser af skabertrang og virkelyst. Det er steder, der virkelig kan rykke, hvis de får lov. Derfor vil jeg gerne være med til at løsne nogle af de snærende statslige bånd, så lokale initiativer kan blomstre i hele Danmark. Alt for mange regler og alt for mange krav er vedtaget, fordi de giver god mening bag et skrivebord på Christiansborg, men de giver ikke nødvendigvis mening ude i virkeligheden. Det skal vi gøre noget ved.

Der er den her redegørelse et meget vigtigt redskab. For den giver os et statistisk indblik i livet i vores landdistrikter, og det kan vi bruge til at finde ud af, præcis hvor vi skal handle. Hvis man så dykker ned i redegørelsen for i år, viser den, at der i landdistrikterne er alvorlige udfordringer med mangel på transport, med affolkning og med manglende vækst. Men redegørelsen viser også, at der er nuancer, og at der er tegn på fremdrift og udvikling nogle steder.

Derfor kan de på nogle måder måske lidt forskellige udlægninger, der har været på den her talerstol, af, hvordan det står til i vores landdistrikter, sådan set godt være rigtige. Begge versioner kan være rigtige, for nogle steder er der fremgang og udvikling, hvorimod der andre steder er det modsatte. Det er vigtigt for mig, at vi politisk skaber rammerne for, at man lokalt kan skabe de forandringer, som matcher de lokales behov og visioner. Jeg synes også, det er vigtigt, at vi, som bl.a. hr. Hans Christian Schmidt sagde, ikke taler noget ned. Vi skal tale noget op. Vi skal ikke ynke landdistrikterne. Vi skal give dem de bedste muligheder for at kunne udvikle sig positivt, og vi bliver nødt til i fællesskab at løse de meget alvorlige udfordringer, der findes.

Generelt kan vi læse i redegørelsen, at befolkningstallet stiger ret markant i de større byer. Der er også en mindre stigning, når vi kigger på landdistrikterne, der ligger tæt på de større byer. Til gengæld ser vi et fald i landdistrikterne, der ligger lidt længere væk fra de større byer. Det var det, som både fru Zenia Stampe og hr. Mikkel Bjørn var inde på, nemlig at der inden for landdistriktskommunerne også sker en urbanisering i form af en affolkning af det, der inden for landdistriktskommunerne er yderområderne, mens der er en behersket vækst tæt på selv de mindre byområder. Dykker vi endnu længere ned og ser på landsbyerne, som har mellem 200 og 1.000 indbyggere, så er der en del af dem, der har oplevet en befolkningstilbagegang. Men vi kan også se, at cirka en tredjedel har oplevet en vækst i befolkningen over de sidste 12 år.

Så selv om udviklingen over en 10-15-årig periode meget, meget tydeligt viser, at urbaniseringen har fat i danskerne, og at det udfordrer nogle områder ret markant, så er det interessant, at der er nogle landsbyer og nogle landdistrikter, der formår at blomstre. Mange af os har hørt om Klitmøller i Thy. Det er et område, hvor de har været gode til at tiltrække tilflyttere. Der er mange andre af den slags gode historier, og jeg er i hvert fald personligt nysgerrig på, hvordan vi kan sprede de gode historier ud andre steder, og hvordan vi kan tage de værktøjer, de har brugt, og så anvende dem andre steder til også at skabe vækst og udvikling. Vi skal understøtte de stærke lokalsamfund og deres muligheder for at udvikle sig selv. Vi skal fjerne barrierer, og vi skal skabe gode rammer.

I redegørelsen har vi også tal på udviklingen i antallet af folkeskoler. Det var bl.a. fru Jette Gottlieb inde på. Som vi kan læse i redegørelsen, så man et meget stort fald i antallet af folkeskoler fra 2010 til 2017. Siden 2017 er antallet af folkeskoler stort set opretholdt, men det betyder ikke, at problemerne er forsvundet, overhovedet ikke. Vi skal være meget opmærksomme på, at de små skoler i landsbyerne har det svært, og at de ofte er truede. Det er positivt, at vi har bremset faldet i antallet af folkeskoler, og det er i øvrigt også positivt, at de mange gange er blevet erstattet af en fri- eller privatskole, så der stadig væk er et skoletilbud lokalt, men det betyder ikke, at problemerne er væk. Vi bliver nødt til at være opmærksomme. For det er trist, når skolerne lukker. Det er centrale mødesteder i lokalsamfundene, det er der, hvor man kommer med familierne. Det skaber noget købekraft. Det skaber en ramme for et foreningsliv og meget, meget mere.

Derfor er jeg glad for, at regeringens udspil for folkeskolen faktisk forsøger at adressere det her. For det, regeringen lægger op til, er at fjerne krav og indføre større fleksibilitet og mere selvbestemmelse. Vi har med gode intentioner forhøjet kravene til, hvad der skal til for at drive folkeskole, og de krav er alt andet lige lettere at leve op til, når man ligger i et område, hvor der er rigtig mange, der gerne vil gå på ens skole. Det er lidt sværere at leve op til, når man er i et område, hvor der er lidt færre, der gerne vil gå på ens folkeskole. Derfor er nogle af de tiltag, som regeringen er kommet med i sit folkeskoleudspil, jo møntet på at holde udgifterne til at drive en folkeskole i landdistrikterne nede, så der er en større chance for, at folkeskolen kan holdes åben, og man samtidig kan invitere det lokale kultur- og erhvervsliv ind og blive en del af den lokale folkeskole. Det er en klar styrkelse af folkeskolen, fordi den bliver sat fri, fordi det giver mere frihed og ansvar til lokalsamfundet, og fordi det øger chancerne for, at også skolerne i vores små landsbyer kan holde åbent.

Men vi må også erkende, at ungdomsårgangene generelt bliver mindre, ikke mindst i landdistrikterne. Det kan man se i tilgangen til de gymnasiale uddannelser i kommuner langt væk fra de større byer, som er faldet med 16 pct. siden 2012. Til gengæld er der stadig gode muligheder for at tage en erhvervsuddannelse uden for de større byer. Der bliver udbudt erhvervsuddannelser mere end 250 steder i Danmark, og rigtig mange af dem ligger uden for de større byer, hvor vi ser en større del af befolkningen, som har en erhvervsfaglig uddannelse, sammenlignet med i bykommunerne. Det er vigtigt for regeringen, og det er vigtigt for mig, at vi understøtter de unges interesse i at tage en erhvervsuddannelse. Ellers kommer vi i fremtiden til at mangle faglærte, og det er sådan set ligegyldigt, om de unge er opvokset i en by eller de unge er opvokset på landet, og derfor er det også en klar prioritering i folkeskoleudspillet.

Hvis man dykker ned i erhvervslivet i landdistrikterne, som bl.a. hr. Niels Flemming Hansen gjorde, så vil man kunne se, at der i vores landdistrikter findes utrolig mange produktionsvirksomheder, men de er ikke de eneste, der skaber vækst derude. Fru Theresa Berg Andersen var inde på nummerpladerne på grisene, altså vores landbrug, som står for en stor del af beskæftigelsen i landdistrikterne, og vores turisme har også en meget stor positiv effekt på beskæftigelsen og den lokale økonomi. Så ved vi også, at de familieejede virksomheder spiller en stor rolle i vores landdistrikter, og derfor er jeg rigtig glad for, at regeringen har satset så markant på at skabe bedre rammevilkår for netop de familieejede virksomheder.

Hvis vi kigger på den grønne omstilling, er der ingen tvivl om, at her bidrager landdistrikterne i et enormt stort omfang. Hovedparten af de vedvarende energi-anlæg placeres jo netop i landdistrikter, og hvis vi skal sikre en succesfuld udbygning af den vedvarende energi, og det skal vi, så er det vigtigt, at vi får skabt en model, hvor der gives mere tilbage til de lokalsamfund, som lægger jord til. Hr. Kim Edberg Andersen var inde på det. Jeg kan ikke kaste mig ud i den samme nordjyske dialekt, men der skal kunne tjenes en bette skilling. Det synes jeg var klogt sagt, for det er min klare opfattelse, at kommunerne, særlig i landdistrikterne, i den grad har stemplet ind i arbejdet med at få sat gang i den grønne omstilling. Det er vigtigt, at vi understøtter den udvikling og gør det her til en mulighed og, vil jeg gerne sige, et nyt industrieventyr for landdistrikterne med vækst, penge, udvikling og arbejdspladser.

Det har landdistriktskommunerne jo også forstået. Vi er blevet væltet over af ansøgninger fra landdistriktskommunerne til at få del i de nye energiparker, for ude lokalt kan man godt se, at det med det grønne er meget fornuftigt, og det grønne er både klimaet, men det er også en anden slags grønt, altså penge. Og lad mig slå det fast, så det er klart for alle: Det er vigtigt, at lokalområderne oplever en kontant gevinst, når de lægger land til vedvarende energi.

Det er åbenlyst, hvis man læser rapporten, eller hvis man bevæger sig lidt uden for de større byer i Danmark, at den kollektive trafik i landdistrikterne er udfordret. Vi hører alt for ofte om busruter, der lukker, og øfærger, der reducerer antallet af afgange, og regeringen og jeg er fuldt opmærksom på de problemer. Derfor er det også en god finanslovsaftale, i øvrigt indgået med et bredt udsnit af Folketingets partier, hvorigennem vi nu indfører et fuldt landevejsprincip for færgerne til vores småøer. Det har vi talt om i årevis, og nu gør vi det. Det er en stor landvinding – og ja, det var et meget bevidst ordvalg. Det er rigtig godt, at vi nu får gjort det.

Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at det er dyrt at holde den nuværende kollektive transport i gang i landdistrikterne. Passagergrundlaget er faldende, så der skal findes mere holdbare, bæredygtige løsninger på de udfordringer. Det har vi bedt nogle kloge mennesker om at gøre. De kommer med deres anbefalinger i 2024. Det vil vi tage positivt ned og tale med Folketingets partier om. For der er brug for, at vi tænker kreativt, men ikke kun kreativt. Der er brug for, at vi gør det, som hr. Jens Meilvang sagde, vi skulle gøre, nemlig at vi tør tænke nyt. For ellers går vi i stå, og så kommer vi ingen vegne, og når det handler om kollektiv transport, er det ment ret bogstaveligt, at vi ingen vegne kommer.

Hvis man kigger på det, som mange af os enten frivilligt eller ufrivilligt stifter bekendtskab med i løbet af en uge, så er det jo at gå ned og handle. Desværre oplever vi, at mange dagligvarebutikker er lukket, og hårdest ramt er de byområder og landdistrikter, som ligger længst væk fra de store byer. Det er meget uheldigt, når butikken eller den lokale købmand lukker, for det er noget, der skaber aktivitet. Det er et samlingspunkt, og det skaber arbejdspladser. Lukningerne hænger dog ikke kun sammen med den demografiske udvikling. Det tror jeg vi bliver nødt til at være ærlige over for hinanden om. Det, at der er flere, der handler på nettet, og det, at der er flere, der ikke har noget imod at køre lidt længere, fordi der er et større udvalg, er også med til at skubbe på den her udvikling. Derfor er tiden nok løbet fra, at man kan sikre, at hver eneste lille landsby har en stor mangfoldighed af butikker. Men det betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget for at sikre, at der er butikker, som stadig væk er et vigtigt samlingspunkt i landsbyerne. Men vi skal nok gentænke det, og vi skal åbne de gamle bymidter op for at skabe nye fællesskaber, og det er vi i gang med.

I mandags besøgte jeg Min Købmand i Håstrup ved Faaborg. Det er en borgerdrevet dagligvarebutik, og jeg er meget imponeret over, hvordan den og mange andre borgerdrevne butikker bliver bakket op af deres lokalsamfund. Det synes jeg er en fantastisk model. Det synes jeg vi skal gøre mere for at brede ud, og det kan vi fra Christiansborg, og kommunerne kan sikre rammerne, bl.a. ved at give noget støtte til de her borgerdrevne dagligvarebutikker.

Men jeg bliver også nødt til at sige, at vi ikke kan opretholde dem alene. Hvis man vil have en købmandsbutik i et lokalsamfund, skal man også bakke den op lokalt. Man skal sørge for at handle der, og jeg oplevede sådan set som en de meget få positive ting ved de stigende energipriser efter Ruslands invasion af Ukraine, at det gik op for mange mennesker, at der var brug for et lokalt engagement for at holde købmanden i live.

Vores opgave er i virkeligheden i den sammenhæng at finde ind til den grundtanke, som har defineret Danmarks udvikling. Det har været drevet af et fællesskab, det har været drevet af et civilsamfund, og det har været drevet af andelsbevægelsens grundtanker. De fylder i øvrigt generelt for lidt i forhold til vores politiske løsninger, altså nogle af de tanker, som der var i andelsbevægelsen.

Når vi nu er ved fællesskaber, oplever jeg, at landdistrikterne virkelig er gode til at skabe frivillige, forpligtende fællesskaber, særlig i form af foreninger. Fru Sussie Jessen kaldte foreningerne for fundamentet i landdistrikterne. Det er jeg helt enig i. De bidrager til at skabe sociale netværk, samarbejde lokalt, kultur og udvikling af lokalsamfundet helt generelt. Vi kan også se i redegørelsen, at en større procentdel af befolkningen i de kommuner, der ligger langt væk fra de største byer, er medlem af en idrætsforening, set i forhold til befolkningen i de store bykommuner.

Det er meget vigtigt for mig, at vi ikke drukner vores civilsamfund og vores foreninger i unødvendigt bureaukrati og bureaukratisk arbejde. Når man har meldt sig som spejderleder, har man ikke gjort det for at være stikirenddreng mellem forskellige statslige myndigheder. Man har gjort det, fordi ens datter gik til spejder. Det skal vi understøtte.

I forhold til lægedækning er det helt fundamentalt, at hvis vi skal kunne gøre det attraktivt at bo på landet, er det en forudsætning, at man kan gå til lægen, hvis man er syg, og at man generelt kan blive behandlet, hvis man er syg. Det er en udfordring, hvad flere også har nævnt, at 600.000 danskere bor i lægedækningstruede områder. Vi skal gøre mere, og vi har styrket incitamenterne for, at alment praktiserende læger etablerer sig i områder med lægemangel. Næste skridt er at få de yngre læger under uddannelse til at følge trop, og i den forbindelse kan jeg også nævne, at jeg er glad for, at man i finansloven med et bredt flertal i Folketinget også har valgt at styrke akutberedskaberne der, hvor der er længere mellem husene. Det er meget, meget vigtigt.

Hvis man læser redegørelsens del om de 27 danske småøer, kan det på mange måder sammenlignes med landdistrikterne, men der er også store forskelle. Redegørelsen viser, at småøerne har haft en befolkningstilbagegang fra 2010 til 2016. Siden 2016 har der været en lille fremgang, og det er positivt. Det er så særlig båret af nogle enkelte øer, bl.a. Strynø og Årø, og den største udfordring på de her småøer er nok færgedriften. Færgerne er dyre at drifte, og de er også dyre at omstille til mere klimavenlige modeller.

Men redegørelsen viser så til gengæld også, at der har været en stigning i antallet af passagerer til de danske småøer siden 2016. Det synes jeg er meget positivt, og jeg synes, det er godt, at vi i fællesskab har valgt at prioritere småøerne, også i forbindelse med de økonomiske aftaler, der er blevet lavet. Mere generelt har man med finansloven rent faktisk styrket landdistrikterne med et årligt trecifret millionbeløb frem til 2027. Det synes jeg er et vigtigt signal at sende fra et næsten samlet Folketing. Det gælder alt fra at gøre det billigere at transportere sig, når man skal på arbejde, og til landevejsprincippet.

Der er en række initiativer i finansloven, der styrker vores landdistrikter. Det er jeg rigtig glad for, både i forhold til det, regeringen selv havde spillet ind med, og i forhold til de mange gode idéer, der kom fra Folketingets øvrige partier. Det synes jeg er fantastisk, og jeg nævner bare igen, at indførelsen af det fulde landevejsprincip nu ikke længere er noget, vi bare taler om. Det er noget, vi gør. Det er jeg fantastisk glad for.

Til næste år vil vi i regeringen komme med vores udspil til, hvordan man kan skabe endnu mere liv og udvikling i landdistrikterne. Det er der sat et større millionbeløb af til. Vi kommer naturligvis også til at kigge på, om der er andre initiativer, man kan tage, f.eks. i form af planlovsændringer. Jeg står i spidsen for det udspil, og jeg glæder mig enormt meget til dialog med Folketingets partier om det, og den begynder, når rækken af borgermøder, hvor vi taler med de mennesker, der ved, hvor skoen trykker, er slut. Jeg glæder mig enormt meget til den dialog med både lokalbefolkningen, Folketingets partier og de interesseorganisationer, som har en naturlig interesse i vores landdistrikter. Jeg glæder mig også til den debat, vi skal have nu. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er i hvert fald nogle korte bemærkninger. Den første er til fru Susie Jessen. Værsgo.

Tak til ministeren for en faktisk god tale med mange gode ambitioner. Jeg håber virkelig også, de bliver indfriet, bl.a. det her, ministeren nævner, med lægedækning. Det synes vi er et rigtig vigtigt område. Vi har bl.a. i vores finanslovsudspil foreslået et fastholdelsestillæg til læger, som kan være en af de ting, man kan gøre for ligesom at understøtte, at der kommer flere læger ude i landdistrikterne.

Det, jeg egentlig gerne vil ind på, er jo det her, som ministeren snakker om, med, at man skal sikre den gode udvikling, der er i gang. Nede hos mig, nede i Vordingborg, er der en landmand, der hedder Søren Madsen, og han er simpelt hen en af de der landmænd, der bare kører så hårdt på i forhold til den grønne omstilling. Hans tal lyder lige nu på 0,88 kg CO2 pr. liter mælk. I Europa er gennemsnittet 1,3 kg, og i verden er det vist omkring 2,5 kg. Så han er virkelig en af dem, der producerer mælk med et meget, meget lavt CO2-aftryk. Han er så nervøs for den CO2-afgift, der er på vej. Hvorfor skal en mælkeproducent som Søren Madsen straffes med en CO2-afgift, som ikke eksisterer i vores nabolande? Det er vist kun New Zealand, der har noget lignende. Hvorfor?

Ministeren.

Der er ikke nogen, der ønsker at straffe landmænd, som deltager i den grønne omstilling. Vi ønsker sådan set, at vi skal have flere af den slags grønne entreprenører, som både tager et ansvar for at skabe sunde danske fødevarer, og som også tager et ansvar for den grønne omstilling, og som i øvrigt skaber en masse arbejdspladser ude lokalt. Det står meget tydeligt i regeringsgrundlaget, at når der skal indføres en sådan afgift, skal det gøres uden at svække erhvervets konkurrenceevne og uden at flytte arbejdspladser til udlandet.

Jeg håber i den grad, at fru Susie Jessens parti vil lytte – lytte til landbruget, der er kommet med en direkte opfordring til Danmarksdemokraterne: Stop de korslagte armes politik, meld jer ind i forhandlingerne, tag et ansvar for at fremtidssikre dansk fødevareproduktion. Nu er det jo ikke min rolle som minister at stille spørgsmål, så jeg kan ikke spørge fru Susie Jessen, om hun har tænkt sig at ignorere landbruget. Jeg håber bare, at fru Susie Jessen hverken vil skuffe klimaet eller landbruget.

Spørgeren.

Det kan jeg sige lige så sikkert som amen i kirken: Vi kommer ikke til at bakke op om en CO2-afgift, for vi har lovet vores vælgere, at vi ikke vil den slags. Vi holder vores valgløfter. Det er meget vigtigt for os.

Det forlyder, at man kommer til at miste omkring 19.000 arbejdspladser i landbrug og følgeerhverv med en CO2-afgift på 1.200 kr. pr. ton i landbruget. Det er det, Det Økonomiske Råd siger. I regeringsgrundlaget står der rigtig nok, at de ikke må ryge ud af Danmark, men der er bare noget, der indikerer, at de kommer til at ryge fra landdistrikterne ind i byen. Kan Venstre og regeringen garantere, at det ikke kommer til at ske? Kommer vi til at miste en eneste arbejdsplads i landdistrikterne med en CO2-afgift?

Ministeren.

Der florerer alle mulige tal i en debat om en afgift, hvortil det ekspertudvalg, der skal kigge på det, ikke engang er kommet med deres anbefalinger endnu. Derfor er det selvfølgelig fuldstændig umuligt at tage stilling til nogle tal, der er lavet på beregninger af noget, som der ikke ligger et grundlag for.

Det her skal ikke føre til, at vi taber arbejdspladser. Det er helt klart. Det her skal være med til at udvikle, ikke afvikle, dansk fødevareproduktion. Derfor håber jeg bare, at fru Susie Jessen vil tænke sig om en ekstra gang og lytte til landbruget, der er kommet med en direkte opfordring til fru Susie Jessen: Kom ind i forhandlingslokalet, og vær med til at gøre en forskel. Lad nu være med at svigte klimaet, lad være med at svigte landbruget.

Så er det hr. Mikkel Bjørn.

Tak til ministeren for en, synes jeg faktisk, rigtig glimrende tale. Ministeren nævner det her med beslutninger, der bliver truffet bag et skrivebord, og som ikke giver så meget mening i virkeligheden.

Det er jo ikke kun regeringen med CO2-afgift og solcelleparker og sådan noget, der kommer med den slags forslag. Det er også bl.a. EU. EU er jo kommet med et krav til mange landdistriktsområder om, at den lokale kirke skal opstille en ladestander. Det betyder mange steder, bl.a. et enkelt sted, at man mere eller mindre skal grave hele kirkegården op for at placere en ladestander ved parkeringspladsen op ad kirken, selv om der måske i byen ved den lokale tankstation allerede er en ladestander, og at kirkerne skal have store økonomiske udgifter ved at placere de her ladestandere. Der er jeg lidt nysgerrig på, hvad ministeren egentlig mener om sådan nogle fuldstændig håbløse krav til udkantskirker, hvor der måske dårlig nok er en elbil i området. Det giver jo ingen mening. Så hvad mener ministeren egentlig om det?

Ministeren.

Det vil jeg meget gerne se nærmere på, for vi skal naturligvis sikre, at noget af det, der også er et omdrejningspunkt i vores landdistrikter, nemlig kirkerne, har nogle vilkår, der gør, at de kan eksistere. Så det vil jeg meget gerne se nærmere på.

Jeg vil så også sige, at jeg faktisk oplever en folkekirke, som er ekstremt interesseret i den grønne omstilling, og jeg mener faktisk også, der er nogle store potentialer dér. Folkekirken er en af de største jordejere i Danmark. Så der er rigtig meget potentiale også dér, og det oplever jeg faktisk at folkekirken gerne selv vil. Vores folkekirke har jo et indre liv, som er helt unikt, og som heldigvis ikke er styret fra toppen af en minister, men som er styret fra bunden af folkekirkens medlemmer, som faktisk har kastet sig ind i den her dagsorden.

Men jeg vil meget gerne sammen med spørgeren se nærmere på den konkrete problemstilling.

Spørgeren.

Det er jeg glad for. Men det er også bare der, hvor vi i Dansk Folkeparti synes, at det er helt legitimt, at den her udvikling kommer nedefra. Men det er jo absurd, at EU kommer med et krav til danske landsbykirker i de yderste dele af landet om, at der skal opstilles en ladestander, hvis der ikke engang kører nogen elbiler rundt i området. Det giver jo grundlæggende ikke mening, at de lokale kirker skal have store økonomiske udgifter til opsættelse af ladestandere, som måske ikke engang kommer til at blive brugt. Så jeg er igen nysgerrig på, om ministeren vil være med til at se på en dispensationsmulighed i forhold til det her.

Ministeren.

Jeg er meget interesseret i at dykke nærmere ned i den her sag, og det gør jeg gerne med, kan jeg fornemme, kyndig bistand fra spørgeren.

Helt generelt vil jeg sige, at der jo kommer til at skulle ske en udrulning af ladeinfrastruktur til elbiler i hele Danmark. For det kan godt være, at der ikke er så mange elbiler lige nu, men det kommer der jo på et tidspunkt, fordi vi skal til at køre mere grønt. Men det skal selvfølgelig give mening, og det skal selvfølgelig være inden for en økonomisk ramme, hvor alle kan være med. Så jeg glæder mig til sammen med ordføreren at dykke ned i den her problemstilling.

Så er det fru Zenia Stampe.

Det, der lige fik mig til at trykke mig ind, var, da ministeren brugte ordet industrieventyr. For det er bare lige præcis den tendens, jeg gerne vil advare mod. Nu kan jeg ikke huske, hvad det var for en pulje, der havde været stor søgning til; det kan være, at det gav god mening. Men det, jeg bare synes er meget vigtigt, er jo, at når man har en dialog med de her lokalsamfund, skal man lige se, hvem det egentlig er, der f.eks. viser interesse for en eller anden pulje eller for udvikling. Er det noget, der giver økonomi og giver liv til hele lokalområdet, eller gavner det nogle fås økonomiske interesser?

Jeg vil bare sige – og her tror jeg måske ikke vi bliver enige – at dengang jeg var landbrugsordfører, havde vi jo ret mange sager, hvor der sad en lokal landmand og fik lov til at opføre en kæmpestor husdyrfabrik, som selvfølgelig giver god mening for ham og hans virksomhedsøkonomi. Men for hele det lokalsamfund er der bare ikke særlig mange arbejdspladser i den fabrik, og der er ikke særlig meget lokalsamfund i at få placeret sådan en i baghaven.

Ministeren.

Det var ikke en pulje penge, man kunne søge om. Det var kommunerne, der har haft mulighed for at søge om at få placeret en energipark i deres kommune. Sådan en energipark indebærer opførelse af vedvarende energi og kan være med til at understøtte det, der jo i dag allerede er et industrieventyr i Danmark, nemlig vores mange små virksomheder og vores mange større virksomheder, som lever af at producere enten hele eller dele af vindmøller. Altså, spørger man branchen selv, vurderer de – og jeg er med på, at det er branchen selv, der gør det – at der er omkring 30.000 arbejdspladser i Danmark, hvor man lever af vindmølleindustrien. 80 pct. af dem er uden for hovedstaden. Derudover er der 60.000 arbejdspladser i følgeerhverv.

Derfor bliver jeg bare nødt til at sige noget om den grønne omstilling. En ting er at redde klimaet. Det er vigtigt. Noget andet er jo at sikre de tusindvis og tusindvis af arbejdspladser i Danmark, særlig i Produktionsdanmark, hvor man producerer dele til vindmøller. Det skal vi ikke bare beskytte, men det skal vi udvikle, fordi det er noget af det, der er med til at holde livet i gang, også der, hvor der er lidt længere mellem husene.

Spørgeren.

Det, som jeg bare er faldet over i forhold til landbrugsområdet, er, at landzonerne jo er at sammenligne med industrizoner, ud over at beboerne i landzoner faktisk er dårligere beskyttet end mennesker, der bor omkring en industrizone. Der synes jeg bare, at landdistriktsministeren skal være meget opmærksom på, at når man snakker om økonomi og vækst i landdistrikter, skal man bare sørge for, at det ikke er vækst og økonomi, som kommer nogle få til gavn, og at dem, der bor der, ikke bliver straffet.

Ministeren.

Det er jeg enig i. Altså, det er jeg helt enig i, og det er jeg meget opmærksom på. Det var også derfor, at jeg nævnte, at hvis man lægger jord til eksempelvis vedvarende energi-anlæg, skal der være nogle penge i det, også noget, man kan mærke. For lokalsamfund skal selvfølgelig belønnes for at tage et ansvar. Så jeg er meget opmærksom på helheden i de her beslutninger. Så det er jeg faktisk helt enig med spørgeren i.

Så er det hr. Niels Flemming Hansen.

Mange tak for det, og velkommen til ministeren; det er en fornøjelse. Jeg kan sige, at jeg selv i dag har haft to møder med ministeren, så i dag har han ikke haft tid til at skrive på sin bog, jævnfør det, hr. Mikkel Bjørn nævnte tidligere.

Det ligger i Udvalget for Landdistrikter og Øer, og noget af det, som vi jo indimellem bruger tid på i udvalget, er at besøge de danske øer og de danske småøer. Færgetransporten til dem er jo efterhånden et stort problem. Der er en indfasning af grønne færger, man gerne vil lave, og en udfasning af fossile færger. Det er meget, meget svært og meget, meget dyrt. Jeg var selv på Fejø for nylig og besøgte Fejø Frugt, som alene i ventepenge til transportørerne, fordi færgefarten ville blive nedsat, altså i frekvens, ville skulle betale 576.000 kr. om året, som går direkte fra vedkommendes bundlinje.

Har ministeren eller rettere ministeriet gjort sig nogen tanker om, hvad man ser af løsningsmuligheder på det område?

Ministeren.

Tusind tak for spørgsmålet. Det kan være mig, der misforstod hr. Mikkel Bjørns kommentar, men jeg tror faktisk, det var bogskriverier af en anden minister end undertegnede, der blev henvist til, men lad nu det ligge; det kan hr. Mikkel Bjørn opklare efterfølgende.

Jeg er meget opmærksom på den problemstilling, og det er jo også derfor, vi i fællesskab styrker økonomien bag færgedriften ret markant – for netop at give mere økonomi til, at man kan opretholde en acceptabel færgedrift. For det er meget vigtigt. Det er både vigtigt for erhverv, vigtigt for bosætning og vigtigt for turisme, og som hr. Niels Flemming Hansen har været inde på flere gange, hænger de ting jo sammen. Altså, bosætning, turisme og erhverv er jo noget, der skal fungere i en symbiose, og mange steder er det ensbetydende med, at der er en færge, der går ofte. Derfor er jeg glad for, at vi, et bredt udsnit af Folketinget, også har valgt så markant at styrke den økonomi, der ligger bag vores færgedrift. For det er meget, meget vigtigt, og jeg er opmærksom på problemstillingen.

Spørgeren.

Ja, det er fuldstændig korrekt, at vi har valgt at styrke færgedriften, og det er jo rigtig, rigtig godt. Det, der er problemet nu, er, at der ligger nogle meget, meget store investeringer forude på oppe omkring et tal mellem 76 og 120 mio. kr., hører jeg, for en elfærge, der kan sejle på de her korte strækninger. Det kan man jo trods alt ikke nå i mål med på det sæt.

Ministeren.

Nej, det er ganske rigtigt. Som jeg også nævnte i min tale, er udfordringen med færgerne til de danske småøer – jeg skulle lige til at bande, men så havde formanden irettesat mig, så det lader jeg være med – at det er rigtig, rigtig dyrt at udskifte dem til grønne færger. Det er noget, vi bliver nødt til at have en diskussion af, også herinde på Christiansborg, altså hvordan vi økonomisk prioriterer det. For det kan ikke ske lige med et snuptag eller med et fingerknips. Jeg tror, at de fleste – måske ikke alle, men de fleste – er enige om, at der skal udskiftes til grønnere færger, men jeg anerkender, at der ligger en stor økonomisk udfordring i det, og det tager jeg meget gerne en dialog om hvordan vi løser.

Så er det fru Jette Gottlieb.

Tak. Jeg er jo meget optaget af, at det eneste, der kan forhindre forringelser inden for landdistrikternes vilkår, er en helhedsbetragtning og et samfundsmæssigt ansvar. Så derfor vil jeg lige spørge ministeren, om han vil støtte tanken om, at alle lovforslag har en gennemgang af, hvorvidt det påvirker landdistrikter i negativ retning eller rettere skævheden i landet.

Ministeren.

Hvis der er tale om et konkret beslutningsforslag, vil jeg gerne vente med at tage stilling, til jeg har læst det beslutningsforslag. Som jeg forstår reglerne i dag, skal der faktisk laves en landdistriktsscreening af alle lovforslag.

Spørgeren.

Så har jeg et andet spørgsmål, som handler om planloven. Jeg ved godt, at det ikke er planloven, vi behandler, men jeg vil alligevel spørge, hvordan det harmonerer med en helhedsbetragtning, hvis man afskaffer landsplanredegørelsen.

Ministeren.

Nu behandler vi jo ikke planloven lige nu og her, men altså, jeg vil bare sige, at jeg tror, at vi bliver nødt til at kigge på, hvordan vores planlov er indrettet i dag. For jeg er af den helt grundlæggende politiske overbevisning, at der er mange rigide regler i den planlov og også mange rigide krav om, hvad der skal gøres, og hvordan det skal gøres, og nærmest også om, hvornår det skal gøres, som hæmmer udviklingsprojekter, og som mange steder er årsag til, at gode idéer bliver kasseret, før de overhovedet bliver afprøvet.

Det tror jeg vi skal have kigget på, men der er jo en planlovskreds, og der er et forlig, så det er ikke noget, jeg kan gøre alene; det er noget, der kræver fuld enighed i forligskredsen.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det, og tak til ministeren. Ministeren er jo en god retoriker og rigtig, rigtig dygtig til ikke rigtig helt at svare, så nu stiller vi lige spørgsmålet en gang til. Vi ved alle sammen, at en CO2-afgift og den grønne omstilling kommer til at koste arbejdspladser; det har alle eksperter sagt. Da de arbejdspladser sådan helt de facto ligger ude, hvor grisene bor lige nu, synes jeg, at man snakker udenom, når man løfter det op til, at der ikke må mistes arbejdspladser, altså underforstået i Danmark. Det er vi ret ligeglade med i Nordjylland. Det kan så blive i Brønderslev eller i København, at man sidder og sælger el til resten af det europæiske fastland fra de vindmøller, der står ude ved os.

Så vil ministeren bekræfte, at regeringens politik er, at når vi er færdige med den her CO2-afgift, at når vi er færdige med den her grønne omstilling og møllerne er sat op, har vi lige så mange arbejdspladser – qua det eventyr, vi åbenbart skal ind i – som vi havde før?

Ministeren.

Jeg vil bekræfte, at regeringens politik er, at vi gerne skulle have nogle flere. Altså, jeg håber da på, at vi kan udvikle arbejdspladser og skabe nye arbejdspladser i vores landdistrikter. Hvis man har den ambition, at vi skal fastholde antallet af arbejdspladser, der er i dag, så vil jeg da håbe, at man vil være med til et højere ambitionsniveau og sige, at vi skal have nogle flere. Det er regeringens politik.

Spørgeren.

Det vil jeg så gerne spørge lidt ind til. For det er altid godt at have høje ambitioner, men virkeligheden er jo bare, at den store arbejdsbyrde i det her kommer, når man støber fundamentet til vindmøllen. Det skal man bruge rigtig mange arbejdstimer til. Det skal man, når man sætter pælene i jorden og sætter solcellerne op, men virkeligheden er jo også, at ud over det og en ganske begrænset service er der ikke mange arbejdspladser i det.

Så hvilken form for innovation er der i forbindelse med driften af de her ting – i forhold til at gå på arbejde med fiskeri eller som landmand? Hvor mange arbejdstimer er der i det? Kan vi få en beregning på det? Er det noget, regeringen har regnet på, eller bare noget, regeringen står og siger?

Ministeren.

Det kan skyldes min intellektuelle begrænsning, men jeg er simpelt hen ikke sikker på, hvad det var, hr. Kim Edberg Andersen ville have jeg skulle regne på. Men jeg bliver nødt til at anholde synspunktet om, at der ikke er særlig mange arbejdspladser i produktion af grøn energi. Det er der. Og jeg må bare sige, at hvis jeg kigger på det antal af borgmestre fra landdistriktskommuner, der har meldt ind, at de ønsker at tage del i det her grønne eventyr, så bekræfter det i hvert fald for mig, at de borgmestre gerne vil have nogle arbejdspladser i deres kommuner, fordi de ved, at der er arbejdspladser i det her. Allerede i dag er der jo tusindvis af danskere, der er ansat i virksomheder, der producerer dele, bl.a. til vindmølleindustrien. Så jeg kan ikke genkende, at der ikke skulle være arbejdspladser i det her.

Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen hermed sluttet.