Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Forhandling om redegørelse nr. R 12:

Udenrigsministerens redegørelse om udvalgte internationale organisationer (OSCE, Europarådet og Østersørådet).

(Anmeldelse 15.03.2024. Redegørelse givet 15.03.2024. Meddelelse om forhandling 15.03.2024).

Mødet genoptages.

Vi skal nu i gang med en redegørelsesdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig ud er deres normale pladser og derefter trykke sig ind på de forreste rækker.

Alle er klar, og så er forhandlingen åbnet. Den første ordfører er hr. Mogens Jensen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Allerførst tak til udenrigsministeren for en rigtig god og også meget dækkende redegørelse for arbejdet i OSCE, Europarådet og Østersørådet.

Som jeg tror, at alle vi, der arbejder i de her organisationer, ved, så er der nok desværre ikke mange danskere, der sådan har opmærksomheden rettet stift mod det arbejde, som udføres, og de resultater, der nås, men derfor giver det jo desto mere til enhver tid mening at fremhæve, hvor vigtigt det egentlig er, at Europas lande arbejder tæt sammen og løser problemer i en række organisationer, som jo tæller langt flere medlemslande end f.eks. EU, som de fleste kender.

Tænk bare, at OSCE faktisk er verdens største regionale sikkerhedsorganisation med 57 deltagende stater fra Europa, Centralasien og Nordamerika. Og ja, Europarådet blev dannet før EU og fylder jo faktisk 75 år i år og er med 46 medlemslande nok det mest forpligtende samarbejdsforum, vi har i verden, når det kommer til at samarbejde om menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincipper. Og så har vi Østersørådet, som er det eneste af sin art.

Med lad mige begynde med fødselsdagsbarnet, Europarådet. Her som i de øvrige organisationer er situationen jo dybt præget af Ruslands uacceptable angrebskrig mod Ukraine. På alle måder søger vi at bruge alle dele af Europarådets institutioner og ressourcer til at bakke op om og understøtte Ukraine og modvirke Ruslands aggression.

Det stod også klart, da man i Reykjavik i maj sidste år i Europarådet afholdt det kun fjerde topmøde i rådets 75-årige historie, og med deltagelse af et stort antal stats- og regeringschefer, herunder vores egen statsminister, blev Europarådets mandat her bekræftet, men også styrket for årene fremover.

Efterfølgende er det også blevet understøttet med den første forøgelse af Europarådets budget i mange år. Det er der grund til at være rigtig tilfreds med, da Europarådet på mange områder mangler ressourcer til sine aktiviteter og ikke mindst for at sikre Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols arbejde.

Et af de mest øvrige markante resultater af topmødet var uden tvivl etablering af et skadesregister for Ukraine. Det register har til formål at dokumentere tabs- og skadeskrav som følge af de russiske angreb i Ukraine og skal ses som en optakt til en fremtidig kompensationsordning, der kan kompensere ukrainske borgere, virksomheder og myndigheder for skader forvoldt som følge af Ruslands krig. Igen er det et rigtig godt eksempel på helt konkrete resultater af Europarådets arbejde.

Styrkelsen af Europarådets budget betyder bl.a. flere ressourcer til Menneskerettighedsdomstolen og også det vigtige arbejde med at få medlemslandene til at efterleve domstolens afgørelse. Og her kender vi jo et af de vigtigste eksempler på den manglende efterlevelse, nemlig den tyrkiske sag om menneskerettighedsaktivisten Osman Kavala, som har siddet uberettiget fængslet siden oktober 2017.

Efterfølgende har domstolen afgjort, at hans fængsling er helt ubegrundet, men Tyrkiet nægter at efterleve dommen. Siden har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol endnu en gang bekræftet sin afgørelse, og vi er nu der, hvor vi i den parlamentariske forsamling i Europarådet klart har opfordret ministerrådet til at indlede en såkaldt 1994-proces mod Tyrkiet – en proces, der i sidste ende kan føre til Tyrkiets udelukkelse af Europarådet.

Vi må håbe på, at en ny politisk strømning i Tyrkiet, som vi så det ved det seneste kommunalvalg, i fremtiden vil sikre overholdelse af Europarådets principper og også en snarlig løsladelse af Osman Kavala, og vi må selvfølgelig gøre alt for i fællesskab at fastholde presset på Tyrkiet.

En anden utrolig vigtig sag på Europarådets dagsorden er Kosovos ansøgning om at blive medlem af Europarådet, som vi jo skal behandle på sessionen i næste uge i Strasbourg for at give en anbefaling til ministerrådet. Og anbefalingen er klokkeklar, tror jeg, fra de flestes side, i hvert fald fra os, der i Political Affaires Committee har forberedt en indstilling til den parlamentariske forsamling: Kosovo skal optages som medlem.

Kosovo deler Europarådets grundlæggende værdier og udviser villighed til at efterleve og implementere konventionssystemet, og det vil så i øvrigt også være en fordel for det serbiske mindretal at blive omfattet af den europæiske menneskerettighedskonvention og domstol. Jeg vurderer klart, at der vil være et stort flertal for anbefalingen i forsamlingen, og jeg håber jo på, at den derefter kommer til afgørelse på ministerrådsmødet allerede den 16.-17. maj – selvfølgelig med Danmark i spidsen for et ja, så vi allerede i år kan byde Kosovo velkommen i Europarådet.

Knap så velkommen er efterhånden Aserbajdsjan. Aserbajdsjan har som medlemsland i lang tid været i søgelyset for overtrædelser af menneskerettigheder, korruption og brud på Europarådets grundlæggende værdier. Det er senest sket med den militære operation, man gennemførte i Nagorno-Karabakh, hvor regionens over 100.000 armeniere blev fordrevet til Armenien; i øvrigt med et senere præsidentvalg præget af tilbageholdelser og fængslinger af journalister, menneskerettighedsforkæmpere og opposition.

Nok er nok. Og da Aserbajdsjan modsat deres klare forpligtelser heller ikke ville lade Europarådet observere præsidentvalget den 7. februar i år og stadig væk tilbageholder et antal politiske fanger, som man heller ikke vil give adgang til at besøge, så besluttede vi i den parlamentariske forsamling i januar ikke at forny den aserbajdsjanske delegations akkreditiver, og det betyder nu, at de er udelukket fra at deltage i det parlamentariske arbejde i foreløbig et år. Sådan er det – der må sendes et klart signal, når medlemslande i så ekstremt omfang forbryder sig mod fælles regler og værdier.

Som det også fremgår af redegørelsen, er der nok af udfordringer, men også mange konkrete resultater af Europarådets arbejde, og det glæder vi os til at sætte fokus på, når vi her i Danmark i Folketinget afholder en jubilæumskonference i Landstingssalen sammen med Europabevægelsen. Som delegationsformand vil jeg gerne takke alle delegationens medlemmer og også vores sekretariat for det store engagement – og selvfølgelig også ambassadøren og medarbejdere i Strasbourg for et rigtig godt samarbejde.

Også arbejdet i OSCE er naturligvis stærkt præget af Ruslands krig mod Ukraine, som har udfordret OSCE's formål om sikkerhedsdialog og konfliktforebyggelse ret voldsomt, og det fremgår selvfølgelig også af ministerens redegørelse. Rusland har aktivt modarbejdet samarbejdet og forsøgt at udnytte OSCE's konsensusbaseret beslutningsprocesser til at stikke en kæp i hjulet, hvor de kunne, hvilket selvsagt har haft store konsekvenser for organisationens effektivitet. Det er kommet til udtryk i forhandlingerne om både det kommende formandskab, det kommende budget og meget andet. Men vi vil fra dansk side bruge OSCE aktivt som skarp platform til at rette kritik af Putins regime og fastholde presset på Rusland. Det vil vi fortsætte med. OSCE er fortsat et utrolig vigtigt forum for Danmark og de øvrige medlemslande.

Det samme gælder Østersørådet. Folketinget har i øjeblikket – og i øvrigt for første gang nogen sinde – præsidentskabet for det parlamentariske Østersøsamarbejde, og til sommer afholdes den 33. Østersøkonference, og den her gang i Helsingør. Det, der har været vigtigt, og som der sættes fokus på under det danske præsidentskab, er sikkerhed i Østersøen, herunder selvfølgelig energiforsyningssikkerhed, forsvar og klima. Det er også det, der er hovedemnerne på konferencen i Helsingør, hvor der foruden deltagelse af en lang række ministre også vil være ungdomsrepræsentanter, der fortæller om deres forventninger til fremtiden.

Som jeg sagde til indledning, er der nok ikke mange danskere, der konkret helt kan opremse – hvis de blev spurgt her til morgen – hvad Europarådet, OSCE eller Østersørådet beskæftiger sig med. Og selv om det for os selvfølgelig altid må være målet at sikre bedre formidling af det arbejde, der foregår, så er det en kendsgerning, at et lille land som Danmark har stor gavn af og mulighed for indflydelse på alle de her tre organisationer, og det skal vi fortsat arbejde for.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og også tak for, at vi som sædvanlig her en gang om året får en lejlighed til at diskutere de tre organisationers arbejde i det forgangne år. Det er jeg selvfølgelig også rigtig glad for at gøre på vegne af Venstre.

Det er ikke nogen hemmelighed, at i forhold til organisationerne er det selvfølgelig Europarådet, jeg kender mest til, siden jeg jo faktisk siden 2007 har været medlem af den kære organisation, og det er derfor også den, jeg vil fokusere på det meste af min taletid.

Men for at starte med det, jeg ved mindst om, nemlig OSCE og Østersørådet, så er der jo i hvert fald i forhold til OSCE ingen tvivl om, som også hr. Mogens Jensen var inde på, at krigen i Ukraine selvfølgelig tager rigtig meget af tiden.

Der ser vi selvfølgelig både udfordringer og fordelene ved en organisation som OSCE, som er så konsensuspræget, som den er. Hvor man f.eks. i andre organisationer har sat konsekvens bag ordene og smidt Rusland ud, er der en fordel ved, at vi har en organisation, hvor vi kan snakke alle parter imellem.

Udfordringen er jo selvfølgelig, at når der er så højspændt en krig, som der er, så er det også sværere, når man kommer i slagsmål om alt lige fra formandskab, til økonomi, politiske interesseområder osv. Så OSCE er ikke så stærk, som den burde være, men det er måske også godt nok at have et diplomatisk taleforum, som OSCE nu mere er blevet til i den her igangværende krig.

Så er der Europarådet. Jeg er en af dem, som er rigtig glade for, at vi smed Rusland ud. Jeg forstår godt dem, som var skeptiske over for, at vi gjorde det; der er jo en debat, vi reelt har haft siden 2014. Jeg var selv en af bannerførerne for, at vi gik ind og lavede de daværende sanktioner mod Rusland, hvor vi fratog dem stemmeretten. Det gjorde dem jo så sure, at de i den parlamentariske forsamling forlod arbejdet og reelt ikke kom tilbage før til allersidst, lige inden krigen, hvor de jo så derefter blev smidt ud af hele organisationen.

For en organisation som Europarådet er jo ikke bare en taleklub. Europarådet skulle gerne være noget andet. Europarådet skulle gerne være sådan det høje lys, som vi alle sammen, alle lande i Europa, skulle pejle efter. Det skulle jo gerne være den organisation, hvor man ikke bare snakker om, at der skal være demokrati, hvor der skal være rule of law, og andre vigtige begreber. Det skulle også være en organisation, hvor man faktisk også gør det, og der nyttede det selvfølgelig ikke noget, at man havde et land som Rusland med, og derfor er jeg glad for, at vi smed det ud.

Derfor mener jeg også, at hele debatten omkring både Aserbajdsjan og Tyrkiet jo også skal ses i det lys. For hvor jeg på den ene side sagtens forstår, at det er en styrke, at Europarådet har så mange europæiske medlemmer som muligt, så ikke mindst borgerne i de pågældende lande har adgang til Menneskerettighedsdomstolen, så nytter det jo på den anden side ikke noget, hvis det bliver sådan, at der bliver dobbeltstandard – og det nytter slet ikke noget, hvis det bliver sådan, at vores standarder ikke er standarder alligevel.

Derfor mener jeg også, at i forhold til Aserbajdsjan, hvor hr. Mogens Jensen lavede en forrygende rapport, som jo fik den konsekvens, som den gjorde i forhold til Aserbajdsjan tilbage i januarsessionen, så skal man se meget, meget alvorligt på situationen i Tyrkiet. For hvis der er noget, der er så meget kernen i forhold til Europarådets arbejde, så må det være domstolen, og når et land er så fuldstændig ligeglad med klare domme i domstolen, som Tyrkiet er det i forhold til politiske fanger, så er der to veje at gå.

Den ene vej at gå er at sige: Nåh ja, men domstolen er jo også bare vejledende, så betyder det noget, når det kommer til stykket? Og det er jo også et fint sted, hvor advokater kan mødes og drikke en kop kaffe og diskutere lidt imellem hinanden, og så kan vi gå ud at sige, at nu har vi da gjort noget.

Eller der er den anden vej, hvor vi også bare bliver nødsaget til at sige, at hvis et land igen og igen og en gang til ikke følger så konkrete og præcise domme og man ikke mindst bruger det til at holde stædigt fast i magten i så stort et land som Tyrkiet, så bør det selvfølgelig også få konsekvenser.

Jeg må indrømme, at jeg synes, vi er meget, meget tæt på. Jeg synes, det er meget, meget tæt på, at vi er nødsaget til at sige til Tyrkiet: Nu går den altså ikke længere. Derfor er jeg også rigtig glad for de forskellige processer, man taler om i forhold til Tyrkiet. Nu må det være konsekvenserne mere end dialogen, vi taler om med hensyn til Tyrkiet.

Så er der et land, vi måske ikke har talt så meget om på det seneste, men som jeg i hvert fald har været meget bekymret for, og det er Georgien. Jeg anerkender gerne, jeg ikke er helt neutral, fordi jeg jo har en fortid som landerapporteur på vegne af Europarådet for Georgien, så Georgien ligger mit hjerte meget nært. Derfor er jeg også meget, meget træt og trist over den måde, som den nuværende regering i Georgien – Georgia Dream-regeringen – siger ét og gør noget andet. For når man mødes med deres repræsentanter, og det har jeg også selv haft lejlighed til her i København, nemlig at mødes med deres udenrigsminister op til flere gange, siger han alt det rigtige: Vi vil Europa; vi vil det og det; og Rusland er forfærdelige og alt muligt andet – alt det rigtige. Men han glemmer så lige at fortælle, at de da lige genåbner handelsforbindelserne i kæmpe stil og transportfaciliteterne og ikke mindst gør, hvad de kan, for at knægte ikke mindst oppositionens civilsamfundsorganisationer i Georgien.

Det er altså ikke et demokrati værdigt. Det er ikke mindst ikke et demokrati værdigt, som er et officielt EU-kandidatland, at man agerer på den måde. Der er Europarådets rolle altafgørende i at sige: Det her er ikke acceptabelt. Så når vi på den ene side begynder at være efter Aserbajdsjan og Tyrkiet og alle mulige andre, skal vi også turde sige noget til Georgien. For vi vil jo gerne have, at Georgien er europæisk; vi vil jo gerne have, at Georgien kommer med i EU og i NATO. Det vil befolkningen også gerne, er det mit klare indtryk. Men det nytter ikke noget, når man bliver anført af en regering, som er så speciel, som den er nu, hvor man som sagt siger ét og gør noget andet. Derfor synes jeg i hvert fald som noget af det, jeg vil arbejde på, at Georgien skal sættes meget mere i fokus i Europarådet, end vi har gjort indtil videre.

Så alt i alt er der nok at tage fat på i arbejdet. I Venstre er vi rigtig glade for, at den danske regering også investerer så meget tid i Europarådet, som man gør. Derfor ser vi frem til et samarbejde både i delegationen og med repræsentationen og alle mulige andre gode steder, så med det ser vi frem til det.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Det er lige det med, i hvilken rækkefølge vi kommer – det ændrer sig lidt fra formand til formand herinde. Men nu er vi klar som nr. 3. Og jeg vil starte med at sige med henvisning til udenrigsministeren, at jeg jo er vikarvikar, og udenrigsministeren ved jo, at når man er det, er der ting, man ikke er inde i. Jeg har ikke siddet i Europarådet siden 2007, og dengang var jeg håndværker og levede fint med det.

Men tak for orienteringen, havde jeg næsten lyst til at sige, for redegørelsen er jo nærmest én til én magen til den, vi fik sidste år. Der er meget, meget små forskelle, og virkeligheden er jo nok også, at det er, fordi det, vi er præget af i Europa lige nu, primært er den krig, vi ser mellem Rusland og Ukraine. Det er en, som hele Europa kan forholde sig til. Vi kan se, at frygten nok reelt eller ureelt, men i hvert fald med sikkerhed sniger sig ind i befolkningen rundtomkring. I hele Europa begynder vi at frygte, at krigen kan udvikle sig til også at være uden for Ukraine. Det gør også, at vi i Danmarksdemokraterne ser de tre organisationer, som vi snakker om i dag, som vigtige at være med i, vigtige at være en del af, for om noget skal vi i hvert fald nu kunne tale sammen. Det, der er sjovt med de tre organisationer, er jo teknisk set, at det er organisationer, hvor Rusland i den ene vælger at være medlem og blokere, i den anden er blevet suspenderet og i den tredje har meldt sig ud – eller teknisk set blev de smidt ud, men de meldte sig selv ud efter gældende regler.

Hvis vi starter med den første, OECD, så er Rusland, som vi har hørt tidligere, stadig væk medlem af organisationen. I Danmarksdemokraterne mener vi, det er godt, at Danmark bruger platformen i OECD til at tale imod Rusland og Belarus på de områder, hvor vi mødes der. Så selv om selve samarbejdet nok er kortsluttet på en del af området, er det en vigtig platform, den eneste platform ud af de tre, hvor vi stadig væk kan få Rusland i tale. Nu må vi se, om de lytter, og det er jo ikke det, vi sådan synes de viser tydeligt. Rusland og Belarus er store trusler mod deres egne befolkninger, og de er en stor trussel mod freden i Europa. Det bliver vi alle sammen nødt til at forholde os til og tage seriøst. Der er simpelt hen et vigtigt diplomatisk spor at følge i at blive ved med at tage dialogen. Alternativet til demokratiet er krigens sprog, og det bliver vi nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at undgå.

Rusland trak sig ud af Europarådet i marts 2023. Jeg blev jo som vikarvikar meget forvirret, da Venstre sagde, at de var blevet smidt ud, så jeg lyngooglede, at de blev smidt ud, men reglerne var sådan, at så fik de mulighed for selv at melde sig ud frivilligt. Så jeg stoler på mine talepapirer og siger, at de valgte frivilligt at melde sig ud, efter de var blevet smidt ud. Så træder jeg ikke Venstres ordfører over tæerne – heller ikke i den henseende. Det er en organisation, som jo blev oprettet i kølvandet på anden verdenskrig for at sikre borgere de menneskerettigheder, som er nødvendige. Og selv om vi i Danmarksdemokraterne mener, at nogle af de her, som er skrevet så langt tilbage i tiden, måske burde revideres, er vi stadig væk tilhængere af, der findes menneskerettigheder. Vi synes, at vi skulle gøre noget mere for måske i kølvandet på den situation, vi er i nu, at revidere dem, sådan at de bliver mere nutidige og gælder for de rettigheder, som vi synes er rimelige og inden for de behov og situationer, som verden har ændret sig til at have nu, kontra efter anden verdenskrig.

Efter at Rusland har forladt Europarådet, kan almindelige russere jo faktisk ikke bruge Europarådet og dets beskyttelse mod f.eks. dødsstraf til noget, og vi bliver nødt til at sige, at i Rusland er der jo en tiltagende stærk tendens til, at dødsstraf skal genindføres, og der skal vi som lille land så bruge en stor organisation til at italesætte, at dødsstraf ikke er noget, vi ønsker nogen steder. Og vi skal som minimum prøve at sørge for, at mennesker slipper fri fra det. Vi kan ikke gøre noget, vi kan tale en masse, men vi må jo alle sammen være enige i, og det er jeg sikker på at vi er herinde, at dødsstraf er en problematisk straf at have for ens egne borgere. Især er det med dødsstraf noget, vi kan se efter det terrorangreb, der desværre har været i Moskva for nylig. Der har der jo også været tiltagende røster i Rusland for også at genindføre det. Det er et skråplan, og der skal vi selvfølgelig også uden for Europarådet se, om ikke vi kan tale ind til fornuften også i Rusland der.

Sidste år i marts blev Rusland så suspenderet fra Østersørådet. Østersørådet er jo om nogen nærmest den vigtigste af de tre for os som danskere, for det bliver lige pludselig meget tæt på, og det bliver noget, vi kan se i kølvandet af Nord Stream-sprængningen. Vi har simpelt hen noget kritisk infrastruktur, som vi fælles i Østersørådet måske bliver nødt til at tale sammen om at få beskyttet i højere grad. Set i lyset af, at vi er i en usikker tid med den her frygt, jeg startede ud med at sige spredes i Europa, er virkeligheden også, at skulle det værst tænkelige ske, er der ting, som er mere vigtige end andre. Og det bliver vi nødt til at få et fokus på igen. Vi har i 30 år levet i en illusion om, at der aldrig nogen sinde ville være usikkerhed i verden mere, så derfor kunne vi tage lettere på, hvor vi fik gassen fra, hvor vi fik maden fra, og hvor vi fik vores sådan interne nødvendigheder fra. Der tror vi i Danmarksdemokraterne, at der er noget, der hedder kritisk infrastruktur. Og vi mener, det er noget, vi skal tage meget mere seriøst ikke bare nationalt, men også internationalt, og gå sammen om at sikre de her ting. Og det kan være alt fra el- og gasledninger, der kan registrere russiske ubåde, til simple ting som at sørge for, at vi har en plan B i alle tilfælde, såfremt kritisk infrastruktur noget sted i Danmark eller i vores samarbejdspartneres lande bliver truet af nogle, der ikke vil os det godt.

Danmarksdemokraterne støtter selvfølgelig regeringens arbejde i de tre organisationer, det gør vi, og udenrigsministeren nyder jo min store tillid på det område, til trods for at jeg så på andre områder vil bede udenrigsministeren om at få ændret i, hvad der står i papirerne. For selvfølgelig skal vi arbejde sammen internationalt, men vi skal jo gøre det med danskernes bedste for øje. I Danmarksdemokraterne takker vi udenrigsministeren for hans arbejde og hans redegørelse. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Vi må se, om vi kan vænne os til den nye rækkefølge mellem partierne her. Og så vil jeg også bare lige sige, at det kun lige er med et par timers varsel, jeg fik at vide, jeg skulle tage den her debat, fordi vores sædvanlige ordfører, fru Marianne Bigum, blev forhindret.

Ruslands ulovlige krig i Ukraine kaster lange skygger. Ruslands aggression betyder, at landet ikke længere deltager i det, som vi ser det, fremsynede og fredsforankrende samarbejde, som henholdsvis Europarådet og Østersørådet har forsøgt at bane vejen for i årtier. I OSCE har vi til gengæld haft muligheden for at fortælle Putins Rusland og hans allerallerbedste ven, Lukasjenko i Belarus, hvad vi mener om den ulovlige krig.

Danmarks store rolle i etableringen af Østersørådet har altid betydet, at det har haft en helt særlig plads i Danmarks internationale engagement, dels fordi det indrammer dele af det nordiske samarbejde, men især på grund af vores særlige bånd og forpligtelser over for vores baltiske naboer. Derfor glæder det SF, at Danmark så tydeligt advokerer for et fortsat styrket samarbejde på baggrund af Ruslands og Belarus' udtræden. Med de to regimer uden for Østersørådet kan vi arbejde videre i den ånd, som det blev stiftet i, og man kan ikke mindst få sat turbo på den del af samarbejdet, hvor vi forpligter hinanden på højere ambitioner, når det kommer til den grønne omstilling.

Ikke bare en politisk, men også en militær front er trukket op på det europæiske kontinent, mens Europarådets arbejde med fremme af demokrati, menneskerettigheder og retsstaten på samme tid aldrig har været vigtigere. Det er helt klart, at støtten til Ukraine, hvad end det handler om adgang til rådets udviklingsbank eller arbejdet med at retsforfølge russiske forbrydelser ved en særdomstol har stået i første række, når det handler om rådets arbejde det seneste år, og viser, at størstedelen af kontinentet står sammen, også uden for EU.

Når jeg nu nævner uden for EU, må jeg sige, at vi ser på Tyrkiet med på den ene side stor bekymring for landets behandling af oppositionen, fængslingen af politiske modstandere af regeringen, og så samtidig netop nu med stor optimisme, og vi ser på de lokalvalg, som blev afviklet. Det er valg, som vi håber på kan få stor indflydelse på selvfølgelig Tyrkiet, men også på hele kontinentet og måske ikke mindst på Europarådets fremtidige arbejde.

Danmark er måske nok et lille land, men vi formår at præge den verden, vi lever i, hvad enten det er regionalt eller kontinentalt, og det er bl.a. gennem de organisationer, som vi taler om i dag, at det er vigtigt, at vi også viser os villige til at gøre det fremover. I usikre tider er det vigtigt at rykke tættere sammen, og forhåbentlig byder vi snart Kosovo velkommen i Europarådet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance.

Tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Det altoverskyggende tema i disse år er jo desværre det samme, som det var sidste år, nemlig Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022. Jeg kan huske, at jeg, da jeg stod på talerstolen sidste år, sagde, at jeg selvfølgelig håbede, at situationen i Ukraine ville se bedre ud, når vi skulle have den her redegørelsesdebat i år. Men det har jo desværre ikke været tilfældet – snarere tværtimod – og det gør det jo kun endnu mere relevant og vigtigt, at vi fra dansk side engagerer os i organisationer som OSCE, Europarådet og Østersørådet, som jo på hver deres måde er nyttige platforme, ikke mindst i forhold til at rejse en skarp kritik af Rusland og at støtte Ukraine og ofrene for krigen og at styrke samarbejdet om resiliens og beredskaber.

Jeg vil i min ordførertale i dag tage udgangspunkt i den del af redegørelsen, som handler om Europarådet, for det er den organisation, som jeg kender bedst qua mit eget sæde i Europarådet. Også her har støtten til Ukraine været helt central. I maj sidste år afholdtes det blot fjerde topmøde i Europarådets 74-årige historie i Reykjavik på Island, og det var det første topmøde siden 2005.

Ud over at vi på topmødet fik genbekræftet Europarådets vigtige og unikke rolle i forhold til at fremme demokrati, retsstatsprincipper og menneskerettigheder i Europa, var et af de helt store konkrete resultater, at det blev besluttet at etablere et skaderegister for Ukraine. Skaderegisteret har til formål at dokumentere tabs- og skadekrav siden den 24. februar 2022 som følge af Ruslands angreb på Ukraine og skal ses som det første skridt hen mod en kompensationsmekanisme, der kan kompensere ukrainske borgere, virksomheder og myndigheder for skader ved vold som følge af krigen, og det er et utrolig vigtigt skridt.

For cirka halvanden måned siden var jeg med en delegation fra Europarådet i Kyiv i Ukraine i anledning af 2-årsdagen for Ruslands invasion. Og på trods af at der er cirka ca. 350 km fra Kyiv til den nærmeste russiske grænse og Kyiv er sluppet relativt billigt sammenlignet med andre byer i Ukraine, er der alligevel sket betydelige skader, som jeg så med egne øjne. Jeg har set ødelagte bygninger, der er blevet ramt af missiler og fragmenter fra missiler, og ved siden af dem står der bygninger, som ikke direkte er blevet ramt, men hvor vinduerne alligevel er blevet blæst ud på grund af trykket fra eksplosionerne.

Jeg har også set skoler, der er blevet ødelagt, og beskyttelsesrum, der er blevet etableret under jorden, og hvor man har indrettet klasselokaler, sådan at undervisningen kan fortsætte, selv om der er luftangreb udenfor – for ikke at nævne alle de menneskelige skader, der jo også har været, selvfølgelig i form af tabte menneskeliv, men også kidnappede børn, familier, der er blevet skilt fra hinanden, folk, der har mistet deres egendele, enten fordi deres hjem er blevet ødelagt eller fordi de har måttet flygte derfra. Dertil kommer en række andre skader, eksempelvis på miljø, kulturarv og en lang række andre ting.

Nu, mindre end et år efter Reykjaviktopmødet, er skaderegisteret blevet etableret, og det har siden den 2. april været muligt at indsende krav om erstatning, og man forventer, at der vil komme et sted mellem 300.000-600.000 krav. Det næste skridt må derfor være, at vi bliver mere konkrete på, hvor pengene til de her erstatninger kommer fra. Der er det stadig uklart for mig, om man forestiller sig, om man forestiller sig, at det skal finansieres ved at bruge indtægterne fra immobiliserede russiske aktiver, eller hvad der skal være finansieringskilden til de erstatninger. For lad os nu bare være helt ærlige: Rusland kommer ikke til at samle den regning op frivilligt, og det er ikke nogen hjælp, at vi blot registrerer skaderne, hvis vi ikke også er vi villige til at følge op med erstatninger.

Noget andet, der har fyldt rigtig meget i den tid, jeg har siddet i Europarådet, er jo Aserbajdsjans blokade af Lachinkorridoren til Nagorno-Karabakh, som har haft store humanitære konsekvenser for lokalbefolkningen. Det var en blokade udført af såkaldte aserbajdsjanske aktivister, som stod på i 10 måneder, og hvor man kun lod et minimum af nødhjælp passere ind i regionen og dermed også fik afskåret den armenske befolknings adgang til føde- og hygiejneprodukter, elektricitet og varme. Den blokade udviklede sig i september sidste år til en decideret militæroperation og medførte, at over 100.000 armenere måtte flygte til Armenien.

Bl.a. på den baggrund har Europarådets Parlamentariske Forsamling også vedtaget en resolution, som har medført, de aserbajdsjanske medlemmer af Europarådets Parlamentariske Forsamling ikke har fået fornyet deres akkreditiver, og den beslutning bakker vi op om i LA. Der har jo også siden da været flere eksempler på tilbageholdelser og fængslinger af journalister, menneskerettighedsforkæmpere og oppositionspolitikere. Desuden, hvilket andre ordførere også har været inde på, er medlemmer af Europarådet jo blevet nægtet adgang som valgobservatører ved præsidentvalget i februar i år, og det bekræfter mig blot i, at Aserbajdsjan er på vej i den helt forkerte retning.

Et andet emne, som også bør nævnes, er udfordringerne med visse landes efterlevelse af afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Flere ordførere har været inde på det allerede, men det gælder jo eksempelvis den tyrkiske sag om den fængslede menneskerettighedsaktivist Osman Kavala, som har siddet uberettiget fængslet siden oktober 2007, og på trods af flere domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er Osman Kavala stadig ikke blevet løsladt. Så der er altså rigeligt at tage fat på. Derfor er det også positivt, at Europarådets budget er blevet forøget, og at der dermed lettere kan følges op på nogle af disse domme. Jeg er enig med de andre ordførere, der har nævnt, at der jo er behov for at se ind i, om der skal være yderligere konsekvenser for Tyrkiet, når de ikke retter ind efter de meget klare afgørelser, der er blevet truffet.

Her til sidst vil jeg også nævne, at Europarådet jo i år har 75-årsjubilæum, og at jeg ser frem til at markere det her på Christiansborg den 6. maj, hvor der er arrangeret en fejring i Landstingssalen, og hvor der bliver lavet en række oplæg om nogle af de mange emner, som Europarådet beskæftiger sig med. Vi har været inde på et af dem, nemlig hvordan vi stiller Rusland til ansvar. Men Europarådet beskæftiger sig med mange flere ting; det er også, hvordan vi værner om menneskerettighederne, og det, der angår kunstig intelligens, og hvorvidt retten til et rent miljø og klima er en menneskeret. Så det glæder jeg mig rigtig meget til, og med de ord vil jeg sige tak for redegørelsen.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Jeppe Søe fra Moderaterne.

Tak for ordet. Jeg synes, det meste er sagt allerede. Det er måske sådan, det er, når talerrækken ændres. Jeg har i hvert fald sat flueben ved rigtig mange ting, som allerede er sagt, og derfor er der med en redegørelse som den her, der jo med al respekt mere er en orientering om verdens tilstand, måske ikke så meget at debattere, men der er måske en lille smule at sige.

For mellem linjerne i orienteringen om organisationerne her ligger jo en fundamental, stærk og god dansk holdning i forhold til de sager, som organisationerne er sat i verden for at forandre og forbedre. Jeg har lyst til at rose det fine samarbejde, som jeg synes der er i gruppen her i det daglige. Her taler jeg i virkeligheden om alle de grupper, der har med udenrigspolitik at gøre og har det som fokus. Jeg er lidt stolt af at bo i et land, hvor vi grundlæggende er rimelig enige om retningen i forhold til alt det, som vi lige nu ser som meget sort-hvide konflikter ude i verden. Det er af helt afgørende betydning, at vi ikke pludselig står og roder rundt i noget nationalpolitisk fnidder i sådan en situation, men er ret klare i spyttet, og det synes jeg i virkeligheden at hele Folketinget fortjener respekt for at udvise. I særdeleshed netop gruppen af folk, der har udenrigspolitik som fokus, og som trods store ideologiske forskelle kan snakke sammen på kryds og tværs på alle de møder, vi har, udviser en meget ustrategisk politisk behandling af hinanden, som jeg ikke har oplevet ret meget i min tid her på Borgen; det er ikke lang tid, men jeg sidder dog i ti udvalg og vil derfor med rette kunne takke netop de mennesker, der sidder her omkring mig på første række. Der er en forståelse af, hvor vigtigt det er at samarbejde på tværs og komme ud med en enighed, hvor vi også har lyttet til alle. Jeg ville i virkeligheden ønske, at borgerne i samfundet i højere grad forstod, hvor godt et samspil vi kan have med hinanden, når vi ikke ligger under for mediernes ønske om en hård debat. Hvad enten vi på en udvalgsrejse sidder sammen i flere timer i en bus mod Mykolajiv i Ukraine eller går en tur i Moldova for at mødes med korruptionsenheden, benytter vi det samvær til at forsøge at forstå hinanden bedre. Det er også politik – det er måske netop politik. Enige er vi ikke altid, men vi finder fælles veje i en eller anden gensidig respekt – så tak for det. Det er ikke så ofte, man får taletid til at sige den slags om hinanden, men når nu redegørelsen primært er en orientering, synes jeg, jeg ville benytte muligheden til det.

Om redegørelsen må jeg sige, at den jo egentlig blot tages til efterretning. Det er åbenlyst, at uanset hvilke internationale samarbejder vi taler om i år, er de præget af samme grundlæggende problematikker som sidste år. Først var det krigen i Ukraine, og herefter var det Hamas og Israel. Og når en stor spiller som Rusland angriber et frit demokratisk land, sender det chokbølger gennem hele verden. Det forandrer, hvem vi tror på, og også på nogle punkter, hvad vi tror på. Det ændrer dynamikkerne mellem lande. De splittes også nogle gange som folk, mere end de samles. Fordømmelsen af Rusland er vi internationalt på det nærmeste grundlæggende enige om, men der er også et magtspil bagved, som de fleste af os jo kender, hvor nogle måske bliver fedtspillere, mens andre vælger en side, ligesom vi jo gør. Det forandrer stemningen på mange møder, også i de internationale organisationer. Her sidder oftest dem, vi er enige med, og dem, vi er imod.

Mange af de henvendelser, jeg har fået fra borgere, handler i virkeligheden om, hvem jeg ikke skal mødes med, hvem jeg ikke skal lytte til, hvem jeg ikke skal give ret, hvem jeg skal smide ud af organisationer, hvem vi skal bortvise, hvem vi ikke må dyrke sport med, og hvilke sko jeg bør købe. Det er måske alt sammen helt på sin plads. Det er helt forståelige reaktioner, men for mig er det i virkeligheden et stort plus, at vi i nogle sammenhænge kan sidde i samme rum med dem, vi sender ammunition til, og dem, som de kugler er beregnet til at ramme. Hvis vi på nogen måde skal tro på, at politik spiller en rolle uden for slagmarken, er samtaler, der stopper, jo ikke vejen frem. Vores rolle som politikere vil altid være at forsøge at finde en løsning sammen på trods af uenigheder og forskelligheder, måske ovenikøbet på trods af krige. Det er mere end muligt, at sporet ender blindt, men politik bør være at forsøge det umulige igen og igen, også selv om der er borgere, der står og råber med bannere og endda spytter efter os, som det skete for mig i sidste uge. Der er jo nogle få, der også sidder derhjemme, og de spytter måske ikke efter os, de råber ikke højt, og dem skal vi huske at vi også skal lytte til, inden vi tænker i strategi eller på næste valg og hurtigt går i den fælde med, at der kan komme en fin forside ud af en hurtig uenighed.

Forleden sad jeg og interviewede Michael Melchior i »Det Politiske Mødesteds« webinar. Han sidder som jøde i Israel i samme rum med dem, som vi bekæmper og fordømmer allermest, og som han også gør. Han insisterer på at finde en løsning, hvad enten den er et religiøst kompromis eller et politisk kompromis. Jeg havde undervejs den der automatreaktion, vi alle sammen hurtigt kan have indeni, da han fortalte om at sidde med nogle af de unge fra Hamas, nemlig at det jo er helt vildt overhovedet at anerkende deres eksistens og tage dem alvorligt. Men når jeg slår den hurtige sort-hvide reaktion fra inden i mig, ved jeg jo godt, at det er sådan, politik skal være. Det kræver mod, det kræver åbenhed, og det kræver i hvert fald et forsøg på gensidig forståelse, helt som vi har her i gruppen, når vi befinder os ved siden af en sidekammerat i bussen til Mykolajiv eller på gåturen i Moldova. Det handler om at kunne holde ud at være i samme rum.

Hvis jeg skulle pege på en enkelt ting, som jeg synes er helt fundamentalt i den nuværende situation, og som bliver tydelig, når vi her sætter forskellige organisationer over for hinanden, så er det støtten til Ukraine. Alle ved, i særdeleshed politikere, at det er, som om der kun må være én krise ad gangen. En krig kan fylde alle forsider, indtil der kommer en anden, og så er det, som om den første krig er endt. Jeg kan faktisk huske – jeg tænkte over det her forleden dag – at jeg jo tit sad på udenrigsposten på redaktionen på nyhederne, og jeg forsøgte ofte at få historier med, typisk dengang fra Irakkrigen, hvor jeg blev mødt af et nej, for der var jo ikke noget nyt. Jeg husker en enkel diskussion med min redaktør, hvor jeg argumenterede med, at der var fem dræbte i et angreb, men hvor svaret var, at der jo var ti forleden. Fokus er på det nye, det, der ikke var i går. Og hvis alt bare var lige så slemt i går som i dag, fjerner vi fokus fra det, for det er jo en stilstand; så er der jo ikke meget godt, det udvikler sig jo ikke.

Sådan er det jo langtfra, og det bekymrer mig at følge med i en krig, hvor ukrainerne kæmper vores kamp for frihed og fred, men hvor verdenssamfundet har rettet blikket andre steder hen. Vi skal være skeløjede i den her tid som sådan en politisk Heino Hansen. Vi skal have øjnene rettet mod flere ting på samme tid. Vi skal forstå sammenhængene, og vi skal reagere på det, der måske helt usynligt viser sig at være hovedkvarteret for alt det onde. Hvis vi ser rigtig godt efter, kan vi måske få øje på det.

Organisationer som dem, hvor vi sidder med ved bordet, gør, at vi netop kan have både venner og fjender tættere inde på livet, og at vi dermed kan få skabt samspillet mellem dem. Det er glædeligt, at redegørelsen viser, at vores fokus og vores dedikation er, at vi sidder og insisterer på det, vi tror på. Så tak for den ukuelighed, vi har i Danmark. Vi ryster ikke på hånden. Vi sender alt af sted, vi kan undvære. Vi er, så vidt jeg husker, nr. 2 på listen over bidragsydere til Ukraine, når vi regner det ud pr. indbygger. Men som jeg har forstået det, er vi også i faktuelle tal mellem de fire-fem største bidragsydere trods vores lille størrelse. Det betyder uden diskussion, at der er andre lande, der giver meget lidt i forhold til deres kunnen. Det er derfor af afgørende betydning, at vi fastholder presset på lande, også på vores mange venner, og får dem til at forstå, at Ukraine ikke er en europæisk lokalsag – selv lande i Europa kunne oppe sig – men at Putin er et globalt problem, som alle har ansvar for at være med til at løse, også selv om der er mere presse i at bakke op om den krig, de fleste taler om lige nu.

Det glæder mig at læse og mærke, at Danmark presser på igen og igen, og at vi insisterer på vores værdier i alle de organisationer og sammenhænge, vi er i. Og jeg vil understrege, at vi netop kan gøre det, fordi vi har det samspil, vi har her i gruppen og her i Folketinget, hvor dem, som partierne har givet ordet på området – alle ordførerne her og hele Folketinget, som jeg startede med at rose – grundlæggende set er fundamentalt enige i de ting, som vi går ud med. Dermed har vi netop også store dele af befolkningen med os – ikke derfor, men dermed har vi store dele af befolkningen med os. Vores grundlæggende enighed giver selvfølgelig ringe i vandet – tak for den. Det giver rygstød til enhver, der rejser ud i Danmarks navn for at holde møder med organisationerne og dermed skaffe aftaler hjem. Lad os håbe på dem. Tak for redegørelsen.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jeppe Søe fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg har det næsten lidt ligesom Alexander Ryle, der talte om det med, når man fandt talen frem fra sidste år og kiggede på den og tænkte: Hvad kan der ske på et år? Og nu står vi her, og desværre kan man jo tage dele af talen. Det har jeg så ikke gjort, men det kunne man have gjort. Og skyggerne er ikke blevet mørkere.

Jeg vil gerne starte med sige tak til udenrigsministeren for en meget, meget fin og sober redegørelse. Det er en redegørelse eller en orientering, om man vil, som det er svært at være uenig i. Det er svært at debattere den; det er svært at komme med kritikpunkter af den. Og det vil jeg som sådan heller ikke gøre. Der vil måske være nogle få nuancer, vi kan debattere, men jeg synes grundlæggende, at den fortjener stor ros.

Vi har haft endnu et år med uro i verden og endnu et år med uro i Europa, endnu et år med fokus her fra Danmark, og sådan skal det selvfølgelig også være. Jeg er stolt af, at vi som land fortsat yder den store støtte til Ukraine, som flere har været inde på. Vi plejer jo, når vi diskuterer udenrigspolitik, at have sådan en trepunktsliste: først Ukraine, så Israel-Palæstina og så Rødehavet. Der er meget på bordet, og derfor er det godt, at vi af og til også fokuserer på delmængder, som vi gør i dag, hvor vi så har OSCE, Europarådet og Østersørådet. Det er tre organisationer, som jeg ikke selv personligt er involveret i i mit daglige arbejde, så endnu mere tak for den her redegørelse, som er en rigtig, rigtig god orientering.

I orienteringen fylder Rusland, og Ruslands invasion af Ukraine i februar lægger sin mørke, tunge dyne hen over arbejdet i de tre organisationer, som arbejdet dækker. Eksklusionen af Rusland – og jeg vælger at kalde det en eksklusion – har gjort, at samarbejdet er blevet tættere og forstærket blandt medlemslandene. Det har vi også brug for. Det har Europa brug for. Det har verden brug for.

Hvad angår OSCE, peger redegørelsen på, at vi fortsat bør fokusere på Ruslands angrebskrig og indsatsen for at genoprette respekten for de fælles principper og regler. Og i den forbindelse kunne man måske diskutere, hvordan vi som Folketing eller hvordan regeringen kan arbejde for at sikre det, altså at de ansvarlige bliver dømt for krigsforbrydelser i Ukraine, og hvordan regeringen bruger de forskellige organisationer til at sikre, at det ikke forbliver ustraffet at forbryde sig.

I Europarådet bliver der fortsat arbejdet med frontlinjestaterne Ukraine og også Moldova og Georgien. Og her vil jeg igen rose det arbejde, der er med de stater. Det har både symbolsk betydning, men det har også fysisk betydning for fred i Europa og fremtidig sikkerhedspolitik i Europa. Og andre har også været inde på skrøbeligheden i de stater, der er tale om her.

Et vigtigt punkt for Europarådet i år er, at der skal vælges en ny generalsekretær her fra 2024, og som der står i redegørelsen, er generalsekretæren: »organisationens ansigt udadtil og varetager den politiske kontakt til medlemslandenes regeringer, hvoraf nogle ser meget forskelligt på centrale spørgsmål, herunder hvordan Europarådet bør imødegå demokratisk tilbagegang og manglende efterlevelse af EMD's domme.«

Og der har været kritik af, ikke blot her, men også eksternt, at det er svært at få Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at fravige den politiske kurs, der nok ligger. Og det var måske et af de emner, som man trods alt godt kunne diskutere i et udvalgsregi, måske. Målet for Danmark er, at den nye generalsekretær bliver: »en dynamisk, visionær person med politisk tyngde, som kan samle organisationen efter de seneste års kriser og fremme Europarådets værdier«. Så det kunne være interessant at høre, om udenrigsministeren har et syn på denne her kritik, men også på, om det har en eventuel indflydelse på valg af ny generalsekretær.

Østersørådets arbejdet er naturligvis også præget af krigen i Ukraine, men her må vi ikke glemme, at der faktisk også er andre vigtige, ikke krigsrelaterede emner på bordet, som har relevans for landene, bl.a. på klimaområdet, og dette er fortsat et nyttigt samarbejde for Danmark og minder os om, at Østersørådet reelt er mangefacetteret.

Jeg vil gerne slutte af, som jeg startede, med at sige: Jeg synes, det er en meget, meget fin redegørelse, en virkelig god orientering, så tak for den. Vi er i omskiftelige tider. Vi bør kende vores rødder. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten.

Tak, formand. Tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Jeg synes jo, at man, når man sådan kigger rundt, må starte med at sige, at det faktisk ikke ser særlig godt ud. Det ser faktisk sort ud, når vi kigger på Europarådets og OSCE's område. Der er meget få lyspunkter, og der er rigtig mange negative udviklinger. Ruslands invasion ligger år tilbage, men den fortsætter jo, og det går vel, må man sige, i den forkerte retning – der er stadig større civile tab osv. Vi så omkring Nagorno-Karabakh i sidste periode, hvor en frossen konflikt på trods af advarsler, på trods af ønsket om det modsatte, på trods af forpligtelser om det modsatte, udviklede sig til åben krig, hvor Aserbajdsjan løste problemet med Nagorno-Karabakh med magt. Vi ser, at det dér, hvor man kunne arbejde for demokratiske fremskridt, absolut ikke er sket. Det gælder Rusland, Aserbajdsjan, Tyrkiet osv.

Vi ser også en demokratisk forvitring. Vi snakker måske ikke nok om udviklingen i USA, men udviklingen i USA repræsenterer jo en demokratisk forvitring, hvor den politiske samtale er gået fuldstændig i stå, hvor man ikke engang kan blive enige om at lave en bevilling til Ukraines kamp for at bevare deres selvstændighed, hvor alt er gået op i politisk taktik mellem de to partier, som mere og mere er maskiner for ambitioner for mere eller mindre ekstreme kræfter, og hvor det er meget svært at se, hvor der er de kræfter, som ligesom peger på en vej ud af den situation. Vi ser jo så en række lande, også i vores nærhed, hvor der er direkte tilbageslag for retsstaten. Ungarn er jo et tydeligt eksempel. Men vi kan så til gengæld sige, at Polen er en undtagelse for det.

Så det billede er jo ikke særlig positivt, og derfor må vi også sige, at den rolle, som Europarådet og OSCE er tænkt til at spille med at forsøge at forsvare demokrati og menneskerettigheder og forsvare fred, sikre våben, nedrustning osv., er en vigtigere opgave end nogen sinde. Og hvis den forsvinder, er det ikke bare et kæmpe tilbageskridt aktuelt, hvor de konflikter, jeg skitserede her, kan blive forstærket og udvikle sig, men vi kan også risikere, at den aldrig nogen sinde kommer igen, selv ikke når nogle ting vender. Det kan jeg komme tilbage til, når jeg diskuterer spørgsmålet om OSCE. Men det vil være et reelt problem.

Dog skal man også kigge på de positive ting. Der var mange, da vi diskuterede det i Europarådet, der var utrolig bange for Reykjaviktopmødet, for de sagde: Hvad kan det ikke føre til? Der var jo en reel risiko for, det kunne have ført til tilbageskridt, at de standarder, vi havde opnået, ikke blev styrket, men blev undermineret. Det lykkedes på Reykaviktopmødet at fastholde Europarådets fundamentale karakter og fastholde og genbekræfte organisationens opgaver, og det lykkedes ovenikøbet, som flere har været inde på, at tilføje nye opgaver som f.eks. skadesregisteret for Ukraine.

I forhold til OSCE kan man stille det spørgsmål, det har vi også gjort ved tidligere debatter, hvorfor man opretholder det, når organisationen på mange måder er handlingslammet. Det er jo en konsensusorganisation, hvor Rusland kan nedlægge veto, som flere har været inde på. Det er faktisk godt at have et sted, hvor man kan skændes, og hvor er det, vi kan skændes med russerne, hvis det ikke er henholdsvis i FN og i OSCE? Det er meget svært at se, hvor de steder er, og derfor har det jo en funktion alene der, fordi man så på trods af skænderiet kan se, om der er nogen muligheder for at finde nogle fredelige løsninger.

Så skal vi også huske, at man jo bliver nødt til at arbejde for, at OSCE varetager de opgaver, som ikke bare kan lægges ind under konfrontationen med Rusland. Man skal huske hele Centralasien, Usbekistan, Kasakhstan, alle »stan«-landene, som udgør kæmpemæssige områder, og hvor understøttelsen af demokrati og menneskerettigheder, for at det ikke skal føre til nye krige, nye flygtningestrømme, mere ustabilitet, er helt afgørende.

Derfor er jeg også enig i de danske prioriteter, som er opridset af udenrigsministeren i oplægget, altså kritik af Ruslands angrebskrig, forsvar for folkeretten, styrke menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder i hele OSCE-området og våbenkontrol. Men jeg vil nævne en ting mere, som man kan sige ligger under det, men som alligevel af en særlig opgave, som OSCE påtager sig, nemlig spørgsmålet om valgobservation. For valgobservation er ikke noget, som handler om valgdagen. Det er ikke noget med at komme og tælle stemmer. Altså en hvilken som helst skurk, en hvilken som helst diktator har fundet ud af, hvordan man organiserer valgene, så der stort set ikke er nogen svindel at opdage på selve valgdagen, men det interessante er jo alt det, der går forud. Får alle lov til at stille op? Får alle lov til at fremføre deres synspunkter? Hvordan er taletiden fordelt? Er der nogen, der bliver skubbet ud undervejs? Det er alle de ting. Og det er jo noget, som OSCE gennem organisationen ODIHR varetager. De kommer med rapporter, som så bliver brugt af dem, der er korttidsobservatører og kun er inde i nogle få dage og er med til at give et samlet billede.

Man kan sige, at de valgobservationer jo giver mulighed for en samtale om demokrati, det er en demokratisk dialog, der eksisterer i forbindelse med de måneder, som en valgobservation varer. Derfor er det noget, som skal fungere, og det kan faktisk fungere i øjeblikket på trods af konfrontationen med Rusland, om end med problemer. Det skal fungere, men så skal det også være finansieret. Det må ikke være sådan, at der mangler penge til det. Derfor synes jeg også, at vi må kigge på Danmark og sige, hvad vi kan gøre for at bidrage til, at ODIHR bliver finansieret, de valgobservationer bliver finansieret, og at vi også selv som parlament deltager i et så stærkt omfang som overhovedet muligt.

Et par bemærkninger om Europarådet har jeg også. Man kan sige, at Europarådet på mange måder er meget mere politisk end OSCE. Mens OSCE jo er en regional organisation, er Europarådet bygget på et hav af konventioner på alle mulige områder. Der blev Rusland smidt ud, fordi de ikke overholdt de konventioner, og nu har vi situationen med Aserbajdsjan, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved deres akkreditering, hvilket så fik dem til at forlade den parlamentariske forsamling – hvad det fører til, ved vi ikke – men er det dårligt? Jeg synes, det er godt, at Europarådet forsvarer sit værdigrundlag. For man skal forstå, hvad der vil ske, hvis Europarådet ikke forsvarer sit værdigrundlag. De lande, der er med i Europarådet, er jo med til at vælge dommere til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Vil vi være trygge ved, at det er russiske dommere, dommere udpeget af det russiske regime? Det er dommere udpeget af Aserbajdsjans regime, det er dommere, der er udpeget af det tyrkiske regime, som sætter sig ind. Nej, okay, vi har mulighed for at vælge blandt dem, der bliver indstillet, og vi har ovenikøbet også mulighed for i Europarådet helt at afvise alle dommere, men de får jo en indflydelse ind i systemet over tid, og derfor vil jeg sige, at det er vigtigt, at vi fastholder Europarådet som en klub, hvor der rent faktisk er nogle standarder, man skal leve op til.

Det er ikke uproblematisk, for der er jo lande, der ikke lever op til standarderne. Tyrkiet har været nævnt her. Jeg er selvfølgelig ligesom alle andre glade for det seneste valg, men jeg kan bare konstatere, at det var et valg, der var fyldt med valgsvindel. I de kurdiske områder blev der stationeret titusindvis af soldater, som stemte i et område, hvor den kurdiske repræsentant fik 64 pct. af stemmerne, men han blev afsat dagen efter. Det er en afgørelse, der i første omgang er blevet lavet om, men der er stadig væk på trods af de fremskridt, som vi så i forhold til at acceptere valget i Istanbul, Ankara, Izmir og de andre store byer, kæmpestore problemer. Frem for alt afviser Tyrkiet jo at acceptere de domstolsafgørelser, som kommer fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, om ytringsfrihed, om politiske fanger osv. Og det er jo et problem at have nogen i organisationen, som i den grad afviger fra organisationen. På samme måde er det et problem, når jeg f.eks. spørger Ministerkomitéen, den ret har man jo som medlem af Europarådet, om at forholde sig til de overtrædelser, der har været i Ungarn og tidligere i Polen, af Europarådets standarder, må Ministerkomitéen nå frem til, at de ikke kan give et samlet svar. De kan simpelt hen ikke nå frem til et svar. Det er uproblematisk, og det er, fordi der sidder folk, der ikke er interesseret i at nå frem til et samlet svar.

Jeg siger ikke, at problemet er at smide folk ud for et godt ord, men jeg siger bare, det er en diskussion, vi hele tiden må have, for at sørge for, at Europarådet fastholder at være en organisation, der bygger på standarder. Det kræver også finansiering, men det kan vi eventuelt komme ind på ved en anden lejlighed.

Til sidst vil jeg bare sige, at vi jo altså fejrer 75-årsdagen, som flere har været inde på, for Europarådet. Det gør vi den 6. maj kl. 14.00 her i Folketinget, og på gensyn der. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Den næste ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre.

Tak for det. Vi er her for at tale sammen om tre organisationer, og hvor Ruslands aggressive invasion i Ukraine jo er i entydig konflikt med alle de principper og værdier, som de her tre organisationer bygger på, og det har også, som vi kan se i redegørelsen, skabt markante udfordringer for de tre organisationer. Men det har jo også vist styrken og vigtigheden af det regionale og det multilaterale samarbejde, og at vi bruger de her internationale organisationer til at fremme og insistere på kampen for menneskerettigheder, for folkeretten og for retsstaten, og det gør regeringen, som det fremgår af redegørelsen, også, og det bakker vi helt op om, og det takker vi for. Vi skal jo så huske, at kampen for menneskerettighederne altid starter herhjemme, og at vores klare opbakning til menneskerettighederne og til de internationale konventioner er helt afgørende, og vi må i denne tid ikke blinke eller tøve.

I regeringsgrundlaget bliver det jo fremhævet, at regeringen vil udnævne en ambassadør, der skal sikre, at Danmark engagerer sig i arbejdet med konventionerne, herunder hvordan de anvendes og fortolkes, og der står i regeringsgrundlaget også, at regeringen vil igangsætte en grundig udredning af Danmarks forpligtigelser og muligheder i forbindelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og afgørelserne fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Der vil jeg gerne spørge udenrigsministeren om, hvordan vi kan sikre os, at det arbejde ikke på nogen måde kommer til at sende et signal om, at vi svækker vores arbejde, at vi svækker opbakningen til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i den her tid, og om udenrigsministeren kan forsikre os om, at vi ikke bruger energien og en ambassadør på at sætte spørgsmålstegn ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men til at bakke op om konventionen og kæmpe for, at den overholdes og implementeres i alle lande, og den dagsorden er jo med Ruslands aggressive fremfærd i Europa og svækkelsen af menneskerettighederne i en række af medlemslandene blevet endnu mere vigtig. Så det er min ene pointe.

Så vil jeg også komme med den samme anmodning, som jeg også kom med sidst, nemlig at jeg faktisk mener, at FN's Økonomiske Kommission for Europa hører med i den her familie af regionale europæiske organisationer, hvor Danmark jo også er medlem. Det er en organisation, der indeholder en række helt afgørende konventioner på miljøområdet og på transportområdet, og der kunne jeg godt ønske mig, at man i næste års redegørelse også har et lille afsnit om Danmarks arbejde i FN's Økonomiske Kommission for Europa med. For det er jo, som hr. Søren Søndergaard også siger det, selv i de sværeste tider vigtigt, at man finder nogle steder, hvor man kan tale sammen, også med Rusland, og der er det, når man taler sammen, netop også vigtigt, at det ikke indeholder nogle emner, som i den grad kan misbruges af Rusland til at fremme en dagsorden, som ikke er hensigtsmæssig. Og der er det netop også sådan, at UNECE har haft en historisk tradition for at være et forum, hvor man selv i den sværeste tid har kunnet tale sammen om tekniske, praktiske og økonomiske emner. Det faldt f.eks. også stort set sammen med invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968, at man undertegnede nogle af de største transportkonventioner, som man har haft i Europa, og som samarbejdet i Europa på transportområdet stadig væk bygger på. Det drejer sig derfor om miljøkonventioner, landbrugsstandarder, tekniske og praktiske ting, hvor man har en samtale, og derfor håber jeg også, at man i den fremtidige redegørelse vil inddrage UNECE.

Men det er de to pointer, jeg vil fremføre, og ellers vil jeg gøre det kort. For vi har fået en rigtig god redegørelse, og jeg bakker fuldt ud op om regeringens prioriteter og i øvrigt også om de mange gode pointer, som de øvrige ordførere har fremført her fra talerstolen. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre. Det afsluttede ordførerrækken, og derfor er den næste, jeg byder velkommen til, udenrigsministeren.

Tak for det. Og tak for de mange gode indlæg, og også tak for de mange roser til redegørelsen, som jeg skal give videre til dem, der har lavet den i første række.

Der er jo, som hr. Jeppe Søe også var inde på – og heldigvis for det – sådan en rimelig klar linje i det samlede danske Folketings tilgang til de her spørgsmål. Som det også har været fremhævet fra flere sider, har det i høj grad været Ruslands invasion af Ukraine, som har præget både redegørelsen og dermed også debatten og dermed jo også arbejdet i de tre respektive internationale organisationer, der er genstand for redegørelsen. Vi har jo i Danmark påtaget os en aktiv rolle i internationalt regi for at skabe en bred fælles tilgang til Ruslands ulovlige invasion af Ukraine. Det har vi gjort ved at støtte Ukraine bilateralt, multilateralt og i samarbejde med partnere og allierede i EU og NATO.

Siden vi havde debatten her sidste år, har vi jo i regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået aftale om etablering af Ukrainefonden, som har gjort, at Danmark bidrager substantielt til ukrainernes kamp for egen frihed. Det er rigtigt, som det blev nævnt af en af ordførerne – og det er jo ikke, fordi det skal være en konkurrence, men altså, at vi aktuelt ifølge Kielerinstituttet ligger på en fjerdeplads i absolutte tal, overgået af USA, Storbritannien og Tyskland. Det er den ene dimension. Den anden dimension er, at vi jo også har den her holistiske tilgang, hvor vi ikke kun yder militær støtte, men også fremmer, kan man sige, det civile Ukraines mulighed for at kapacitetsopbygge.

Vi har som det første nordiske land indgået en 10-årig aftale om sikkerhedstilsagn for Ukraine, hvor vi forpligter os til fortsat militær støtte. Finland har siden indgået en lignende aftale, og vi ved, at Norge og Sverige er på vej, og det er væsentligt med den her bilaterale støtte. Men det er selvfølgelig også væsentligt, at vi støtter gennem vores indsats i forskellige internationale fora som dem, vi har drøftet i dag, fordi kampen for Ukraines frihed langtfra kun finder sted på slagmarken. Den foregår i høj grad også i de internationale samarbejdsstrukturer.

Der oplever vi desværre også i flere fora, herunder særlig i FN, at den utvetydige opbakning til Ukraine, vi oplever i den europæiske kreds, og som vi oplever hjemligt, ikke nødvendigvis afspejler sig globalt. Der kan være mange årsager til den manglende fulde og utvetydige støtte til Ukraine. Flere anser krigen som et europæisk problem. Mange foretrækker nok at sidde på hegnet frem for at vælge side og dermed risikere at støde stormagter fra sig. Vi må jo også erkende, at tragiske konflikter i andre verdensdele, og dem er der en del af, uundgåeligt udfordrer verdenssamfundets fokus på Ukraine, og i særlig grad det, der sker i Gaza, sætter sig også internationalt.

Også af den grund er samarbejdet i de internationale organisationer fortsat afgørende, og det er vigtigt, at Danmark gennem vores aktive arbejde i disse organisationer arbejder aktivt for at skabe globalt og tværregionalt pres på Rusland. Med det som afsæt vil jeg gerne knytte nogle korte bemærkninger til arbejdet i de tre internationale organisationer, som er genstand for redegørelsesdebatten her i dag, OSCE, Europarådet og Østersørådet.

Lad mig tage OSCE først. Ruslands invasion af Ukraine er jo antitesen til de værdier, som OSCE-samarbejdet er bygget for at forsvare, og det kalder naturligvis på et helt særligt fokus fra de øvrige deltagerstater. Siden invasionen har OSCE været en ramme for at stille Rusland og Belarus til ansvar og demonstrere, at langt flertallet af organisationens 57 deltagerstater står last og brast med Ukraine. Hr. Søren Søndergaard var inde på præcis den her pointe om, at det jo er et sted at mødes og sige fra, og dem er der egentlig ikke så mange af – fra de ugentlige drøftelser i Wien til ministerrådsmødet i Nordmakedonien i december sidste år – og presset er ikke lettet.

OSCE og de ligesindede deltagerstater har sidste år mobiliseret støtte til Ukraine på en række helt konkrete måder. Der blev sidste år nedsat en uafhængig ekspertmission til afdækning af Ruslands deportationer af ukrainske børn, ligesom OSCE's støtteprogram for Ukraine har fastholdt OSCE's tilstedeværelse og aktiviteter i Ukraine trods den russiske nedlukning af den sidste OSCE-feltmission i 2022. I efteråret lykkedes det trods russisk obstruktion at gennemføre en omfattende menneskerettighedskonference i Warszawa. Det sker på trods af den fortsatte mangel på konsensus, og derfor kan man vel sige, at det er aktiviteter, der har et mere politisk sigte, nemlig at vise, at vi ikke godtager russiske forsøg på at gøre konsensuskravet i OSCE til en grænseløs russisk vetoret.

Det ændrer dog ikke på, at OSCE i sin kerne er et konsensussamarbejde mellem ikkeligesindede stater. Uden politisk vilje fra alle deltagerstater til at indgå kompromiser er samarbejdet mere end almindeligt vanskeligt. Ligesom samarbejdet var udfordret i 2022, har det også været udfordret sidste år, både i forhold til at opnå enighed om et nyt formandskab, spørgsmålet om at forlænge de fire topposter og i forhold til at vedtage et nyt budget for 2024. Det lykkedes så at opnå enighed om Malta som nyt formandskabsland i 2024. Det lykkedes også at opnå enighed om en midlertidig forlængelse af de fire topposter, men der er ikke nogen enighed om et nyt budget for 2024. Det betyder, at organisationen jo fortsat baserer sig på budgettet fra 2021, som er det sidst vedtagne, og det skaber endog store økonomiske udfordringer for organisationen. For uden enighed om et nyt budget vil det få konsekvenser for organisationens aktiviteter, herunder valgobservationsområdet, som hr. Søren Søndergaard fremhævede som en af dimensionerne ved arbejdet i OSCE, som er af betydelig vigtighed.

De øvrige regionale konflikter forbliver på organisationens dagsorden trods det store fokus på Ukraine. Det gælder bl.a. de uløste konflikter i Sydkaukasus, Georgien og Moldova og grænsestridigheder i Centralasien. Konflikterne var fastfrosne længe inden februar 2022, men det er jo ikke for meget at sige, at de skarpt optrukne skillelinjer ikke har gjort det lettere at opnå fremskridt.

På trods af disse udfordringer står OSCE dog stadig og gør selv i den nuværende situation en forskel på tværs af OSCE-regionen igennem 13 feltmissioner, de tre uafhængige menneskerettighedsinstitutioners arbejde, herunder valgobservationerne, og de utallige former for støtte, som OSCE-sekretariatet tilbyder deltagerstaterne. Derfor skal vi, som vi alle har bekræftet her i dag, fortsætte vores støtte til OSCE og arbejde for, at organisationen forbliver så funktionsdygtig som muligt.

Vi har tre prioriteter for samarbejdet. Den første er Ruslands angrebskrig i Ukraine, indsatsen for at genoprette respekten for de fælles principper og regler, og derfor vil vi også i år bidrage til, at OSCE fastholder fokus på Ruslands invasion af Ukraine og på Ruslands ansvar for at stoppe krigen.

Den anden prioritet er arbejdet for at styrke menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder i hele OSCE-området, og her vil Danmark fortsat gå i front for at fastholde presset på Rusland, holde dem politisk ansvarlige for brud på menneskerettighederne, brud på folkeretten i Ukraine, ligesom vi vil fastholde det politiske pres på Belarus ved at holde menneskerettighedssituationen højt på OSCE's dagsorden.

Den tredje prioritet vedrører samarbejdet om konventionel våbenkontrol, hvor vi fra dansk side vil arbejde for at bevare eksisterende våbenkontrolaftaler og dialogformater, idet samarbejdets rammer og redskaber har værdi, også i en fremtidig europæisk sikkerhedsarkitektur. Den indsats bliver særlig aktuel i efteråret, hvor Danmark fra september til december har formandskabet for Forum for Sikkerhedssamarbejde, der leder arbejdet i den politisk-militære dimension.

Så er der Europarådet, som jo, hvad der også har været fremhævet af flere ordførere, fremstår mærkbart forandret efter Ruslands krig mod Ukraine. Støtten til Ukraine og det regelbaserede internationale samfund har siden den her fuldskalainvasionskrig på mange måder udgjort omdrejningspunktet i organisationens arbejde. Derfor mærker jeg egentlig også en øget politisk opbakning til Europarådet. Det så vi med afholdelsen af det indtil videre kun fjerde topmøde i organisationens 75-årige historie i Reykjavik i maj sidste år, hvor den danske hovedprioritet jo var at understøtte og udbygge Europarådets rolle i forhold til at fremme demokrati, retsstatsprincipper og en genbekræftelse af menneskerettighederne i Europa, og det blev ganske klart afspejlet i den sluterklæring, der kom fra mødet, Reykjavikerklæringen, og ikke mindst i de ti såkaldte Reykjavikprincipper for demokrati.

Det mest konkrete resultat – og jeg hæfter mig ved, at vi også her ser ens på tingene, for det er også blevet fremhævet af en række ordførere – var etableringen af skadesregistreret for Ukraine, som jo allerede nu er oppe at køre operationelt, og som ikke er det sidste skridt, men et væsentligt skridt for at holde Rusland ansvarlig for krigshandlinger i Ukraine. Europarådet har en helt særlig ekspertise her og har vist sin handlekraft og relevans i forhold til konflikten.

Det efterfølgende budgetmæssige løft for Europarådet, som er det første substantielle løft af Europarådets budget i 17 år – det er cirka med samme kadence, som vi forholder os til Udenrigsministeriets bevillinger i en dansk kontekst – betyder, at rådets fokus på kerneopgaverne styrkes. Det er en slags økonomisk saltvandsindsprøjtning, som også styrker den europæiske menneskerettighedsdomstol. Det synes jeg også er et svar til hr. Christian Friis Bach og måske også til fru Helle Bonnesen, nemlig at man kan have alle mulige fine traktater og alle mulige fine strukturer og institutionel arkitektur på plads, men der skal også være ressourcer til det, og det her bidrager også til at styrke den europæiske menneskerettighedsdomstol, som jo længe har været tynget af store sagspukler. Så det yder også et bidrag til en mere effektiv domstol og en styrkelse af opfølgning på domme, hvor medlemslandenes efterlevelse halter.

Fru Helle Bonnesen spørger til, hvordan vi ser sammenhængen mellem en ny generalsekretær og en aktivistisk domstol. Jeg ved ikke, om der er nogen snæver sammenhæng her, men der er i hvert fald den sammenhæng, at det er vigtigt, at vi får en effektiv generalsekretær for Europarådet, der også kan forvalte det her bevillingsløft. Der er jo tre egnede kandidater i spil, og vi har ikke truffet nogen beslutning, men det er klart, at det jo bl.a. er det, vi vejer vores stillingtagen af på.

I forhold til det med at sikre efterlevelse af domstolens afgørelser træder den her sag om Kavala, som hr. Mogens Jensen indledte debatten med at nævne – hr. Søren Søndergaard m.fl. har også nævnt det – frem. Vi står med en situation, hvor han på trods af en helt klar dom fra Menneskerettighedsdomstolen for uberettiget fængsling i Tyrkiet siden oktober 2017 og på trods af stigende pres på de tyrkiske myndigheder fortsat er fængslet. Der er måske tegn på en lidt øget dialog på grund af det her pres, og det i hvert fald et, vi skal træde ind i og fortsætte sammen med andre medlemslande. Det er en alvorlig sag, og det er også derfor, vi har understøttet den her 1994-procedure, som også er blevet fremhævet af flere ordførere, og som jo er historisk derved, at de tidligere procedurer af den her karakter har været tematiseret, og jeg har i hvert fald ikke nogen viden om, at man har taget det instrument i brug i forhold til én konkret sag.

Desværre er det jo så ikke en helt enestående sag i den forstand, at der jo er flere af dem, fordi der i flere medlemslande er en vigende respekt for retsstatsprincipper og domstolens afgørelser mere specifikt. Jeg kan godt klart sige, at det arbejde, vi har iværksat i regeringen – jeg var her i spørgetimen den anden dag og blev fra den anden side af Folketingssalen udfrittet om, hvorfor vi ikke ser at komme i gang, og nu hører jeg så her en radikal ordfører, der er bekymret over, at vi kommer i gang – omkring konventioner, en konventionsambassadør, Danmarks forpligtelser og muligheder og sådan noget selvfølgelig skal tilrettelægges på en måde, hvor det ingenlunde underminerer de her principper – det siger sig selv. For vi skriver os ind i dem, der vil have, at retsstatsprincipperne folder sig ud.

Derfor kan man vel også trods alt fæstne sig ved eller glæde sig ved, at internationalt pres jo ikke er helt uden virkning. Den nye polske regering arbejder nu på at rulle den tidligere regerings reformer tilbage. Det er en meget, meget positiv udvikling og noget, det er værd lige at erindre sig om, hvis man synes, man har svært ved at finde mange gode nyheder.

Vi har også selv haft lejlighed til at mærke Europarådets engagement på menneskerettighedsområdet med menneskerettighedskommissærens besøg i Danmark i juni sidste år, som var en lejlighed til at drøfte de områder, hvor vi jo også selv har fået kritik i de senere år, herunder på psykiatriområdet.

Noget andet, der fylder i Europarådet, er jo Kosovos mulighed for medlemskab, som hastigt nærmer sig. I næste uge skal Europarådets Parlamentariske Forsamling drøfte Kosovos mulige medlemskab. At man er nået så langt, er jo et udtryk for, at Kosovo har arbejdet på en bedre efterlevelse af flere af de menneskerettighedsstandarder, som Europarådet har efterspurgt, og vi har som bekendt støttet Kosovos ansøgning om medlemskab, siden den blev indgivet. Hr. Mogens Jensen spurgte ind til det her, og det støtter vi i sagens natur, og når det er håndteret i rådet, kommer det på ministerniveau, og så kan det jo håndteres ved en flertalsafgørelse. Så det ser jo positivt ud.

Noget, der ser mindre positivt ud, og som også har været fremme her, er Aserbajdsjan, som jo bl.a. efter en ganske udmærket rapport fra hr. Mogens Jensen blev suspenderet fra PACE i januar. Det skete bl.a. på grund af militæroperationen i Nagorno-Karabakh i december, som tvang næsten 100.000 på flugt. Op til præsidentvalget den 7. februar registreredes en stigning i tilbageholdelser og fængslinger af journalister, menneskerettighedsforkæmpere og oppositionsmedlemmer. Aserbajdsjan nægtede adgang for Europarådets observatører, og det er en ganske beklagelig udvikling, som vi vil følge tæt i den kommende tid.

Samlet set er der vel grund til at sige, at sidste år var et stort år for Europarådet, og at der jo venter et nyt af slagsen. Der skal vælges en ny generalsekretær – jeg var kort inde på det – og organisationen fejrer sin 75-årsdag for etableringen i maj, og det bliver, som det også har været fremme, markeret her i Folketinget den 6. maj.

Afslutningsvis er der så lige nogle ganske få bemærkninger til samarbejdet i Østersørådet, og også her spiller Ukraine og Rusland jo ind i den forstand, at de demokratiske lande i Østersøregionen nu er rykket tættere sammen, og vi nu har en situation, hvor vi med Sveriges indtræden i NATO har hele Østersøen i NATO-regi, altså bortset fra Kaliningrad, men som sådan er ringen sluttet, og det sker jo i en ny geopolitisk kontekst, som også revitaliserer den politiske dialog i Østersørådet, som, vil jeg også sige, udgør et værdifuldt supplement til dialogen i den nordisk-baltiske kreds, altså i det nordiske samarbejde.

Aktuelt foregår der en diskussion mellem landene om, hvordan vi bedst udnytter de forskellige multilaterale strukturer til yderligere at styrke den politiske dialog i Østersøregionen, for der er jo også en eller anden grad af overlap. Og det vil blive diskuteret i udenrigsministerkredsen ved en middag – og det er jo ikke, fordi det er specielt relevant at fremhæve, at det er ved en middag, og jeg kunne også bare sige en aften, men vi tager middagen med – i forbindelse med Østersørådets udenrigsministermøde i Finland i midten af juni. Ved selve rådsmødet forventes diskussionen at fokusere på det finske formandskabs tværgående temaer, som er overordnet sikkerhed, kriseberedskab og modstandsdygtighed. For så vidt angår det praktiske samarbejde i Østersørådet, glæder regeringen sig over, at det primært fokuseres på aktiviteter inden for civil beskyttelse, kriseberedskab, modstandsdygtighed, bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af udsatte børn, og det er en prioritering, som også ventes at fortsætte under det estiske formandskab, som kommer til at virke fra 2024 og ind i 2025. Med det vil jeg sige tak for de mange indlæg, de mange nuancer og den store interesse, der har været.

Tak for det. Der er foreløbig én kort bemærkning. Hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tusind tak for replikken. Det er jo sådan, at valgobservationer fra OSCE er så stor en succes, at alle mulige autoritære, reaktionære banditter og diktatorer forsøger at etablere alternativer for at kunne påstå, at valget er foregået perfekt. Det så vi bl.a. i Serbien. Vi har også set det andre steder, hvor der lige pludselig optræder nogle nye såkaldte valgobservationsmissioner, som ikke dækker over noget som helst andet end at legitimere regimet.

Derfor er det jo frygteligt, hvis det er sådan, at ODIHR, som hører under OSCE, ikke kan gennemføre alle sine missioner og planlagte missioner fuldt ud på grund af mangel på ressourcer. Jeg ved, at Danmark bidrager meget til OSCE. Vi har bl.a. kontoret her i København for den parlamentariske forsamling, så det er ikke en kritik, og det er ikke bare sådan: Send flere penge. Men var det ikke en opgave for Danmark at være aktiv i forhold til at få lavet en koalition, der kunne sikre, at ODIHR kan fungere fuldt ud?

Udenrigsministeren.

Normalt ville jeg ikke sige det sådan, men det er jo også et spørgsmål om at sende flere penge. Jeg var inde på det forhold, at budgetterne er pressede. Det bliver uomgængeligt, og det er også noget, vi selv overvejer, altså om de her ting kan suppleres ved frivillige bidrag i en eller anden alliance. Det kan jeg ikke stå og give noget konkret tilsagn om her, men det er bestemt inde på vores radar.

Hr. Søren Søndergaard.

Det er jeg selvfølgelig meget tilfreds med, og jeg håber også, at man så fra Udenrigsministeriets side vil inddrage OSCE-delegationen, for vi mødes jo med de andre repræsentanter, og det er netop ikke noget med, at et enkelt land skal gå ind og dække for et eller andet. Det er jo et spørgsmål om også at rejse en opmærksomhed om det. Men det er jo lettere at rejse en opmærksomhed og få andre med, hvis man kan sige, at man også selv er villig til det. Så jeg ser frem til, at der kommer et eller andet samarbejde om at lægge et pres på, at vi i hvert fald kan sikre, at ODIHRs valgobservationsmissioner kan foregå fuldt ud.

Udenrigsministeren.

Ja, og det noterer jeg mig at tage med. Det er som sagt en overvejelse at støtte gennem frivillige bidrag. Det er også noget, vi ser flere ligesindede lande gør. Det er klart, at vi i den sammenhæng jo ligesom skal have afklaret vores egen ikke betalingsevne, den tror jeg vi har, men -villighed, før vi ligesom kan være drivende i det. Men altså, det er taget ned, og det er taget ned i en positiv ånd.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til udenrigsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.