Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Lars Boje Mathiesen (UFG)
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
J.nr. 20235000358
24. november 2023
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 16. november 2023 stillet følgende spørgsmål
nr. 1 (L 67), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lars Boje
Mathiesen (UFG).
Spørgsmål nr. 1:
”Dansk
Arbejdsgiverforening (DA) angiver i deres høringssvar til lovforslaget, jf.
BEU L 67
– bilag 1, at: ”For så vidt angår forslaget til § 77, om en entydig reak-
tion, hvor virksomheder skal handle straks, finder DA, at klager over påbud, skal
have opsættende virkning, når strakspåbud alene er givet, fordi problemet er muligt
at løse hurtigt. DA finder det må følge af de forvaltningsretlige principper om pro-
portionalitet. DA opfordrer der til, at der bliver fundet en løsning, så klager over
strakspåbud, hvor det ikke er nødvendigt at handle straks, får opsættende virkning,
på samme måde som det gælder for påbud med frist”. Vil ministeren oplyse, om
DA’s opfordring er imødekommet og indarbejdet i lovforslaget?”
Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Arbejdstilsynet, som op-
lyser følgende:
”Strakspåbud
fra Arbejdstilsynet er et påbud om straks at overholde arbejdsmiljø-
lovgivningen. Et strakspåbud påbyder således virksomheden en pligt, som virk-
somheden har i forvejen.
I dansk ret har klager over afgørelser som udgangspunkt ikke opsættende virkning.
Det vil sige, at en myndighedsafgørelse skal efterkommes, selvom der er klaget
over afgørelsen.
Opsættende virkning kan dog være relevant i visse tilfælde, fx hvis der er tale om
en meget indgribende afgørelse for modtageren, og hvor der samtidig ikke er væ-
sentlige betænkeligheder ved at lade status quo/overtrædelsen fortsætte, indtil kla-
gen er færdigbehandlet.
Det følger af arbejdsmiljøloven, at visse klager har opsættende virkning. Det gæl-
der dog ikke klager over bl.a. strakspåbud, herunder både strakspåbud, hvor der fo-
religger betydelig fare, og strakspåbud, hvor det ikke er tilfældet. Dette har været
gældende siden 1998.