Socialudvalget 2023-24
L 187
Offentligt
2871623_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 3904
Doknr.
869260
Dato
22-05-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 22. maj 2024 stillet følgende spørgsmål nr. 7
til L 187 til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 7:
”Vil ministeren redegøre for, om Danmark er forpligtet efter
Haagerkonventionen til
at gennemføre de verserende adoptionssager?”
Svar:
De verserende sager hos Danish International Adoption (DIA), hvor en ansøger
står på ventelisten til at adoptere et barn fra udlandet, kan inddeles i to
grupper. I henholdsvis sager, hvor der er sket matchning mellem et barn i
udlandet og en ansøger i Danmark, og sager hvor der på nuværende tidspunkt
ikke er sket matchning.
For så vidt angår den sidstnævnte gruppe, dvs. sager hvor der ikke er sket
matchning, kan jeg oplyse, at konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af
børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner
(Haagerkonventionen) ikke indeholder en forpligtelse til at søge at gennemføre
adoptioner. Danmark har heller ikke andre konventionsretlige forpligtelser, der
medfører en pligt til, at der søges gennemført adoptioner i disse sager.
For så vidt angår gruppen af sager, hvor der er sket matchning mellem et barn i
udlandet og en ansøger i Danmark, indeholder Haagerkonventionen ikke en
eksplicit forpligtelse til at søge at gennemføre adoptionerne. Det er dog
ministeriets vurdering, at hensynet til barnets bedste kan tilsige, at adoptionen
søges gennemført. Danmark er konventionsretligt forpligtet til at sikre barnets
bedste efter såvel Haagerkonventionen
som FN’s Konvention om Barnets
Rettigheder (Børnekonventionen). Det fremgår af guide nr. 1 til god praksis om
implementering af Haagerkonventionen, at der i tilfælde af en suspension af
internationale adoptioner bør iværksættes en overgangsordning, og at det er
særligt vanskeligt at begrunde et stop i tilfælde, hvor der er sket et match, og
betingelserne for, at der kan gennemføres en adoption af det konkrete barn, er
opfyldt. Der opfordres derfor i guiden til, at i sager, hvor der er sket matchning,
bør adoptionen gennemføres, hvis det er til barnets bedste.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1