Side 1 af 4
Talemanuskript til brug for samrådsspørgsmål E til L 112 forslag til lov om anlæg af en 3.
Limfjordsforbindelse
Samrådsspørgsmål E
Vil ministeren redegøre for, hvorfor der ikke er anvendt beregninger for tab af den rekreative
naturværdi i miljøvurderingerne af den planlagte tredje Limfjordsforbindelse, når der i
mange år har eksisteret basismodeller for dette? Og hvad mener ministeren om, at fire
forskere har anvendt basismodellerne, og med konservative estimater har udregnet et kæmpe
økonomisk tab på omkring 218 mio. kroner i nutidsværdi for den planlagte forbindelse, jf.
artiklen »Ny motorvej smadrer udflugter for over 200 millioner kroner« fra Politiken.dk den
26. april 2024?
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Torsten Gejl (ALT).
Tale
Tak for spørgsmålet.
Det at fægte i blinde siges at være svært. Det er den fornemmelse, jeg oplever med dette
samrådsspørgsmål. For spørgsmålet har den forudsætning, at jeg skal udtale mig om nogle
eksisterende basismodeller
–
uden det dog nærmere præciseres, hvilke modeller der er tale om.
Det er derfor også svært at svare på spørgsmålet.
For hvilken model er der benyttet? Hvem har udarbejdet den? Hvilke forudsætninger har
indgået i den beregning, som omtales?
Det samfundsøkonomiske modelapparat, vi benytter på Transportområdet, bygger på de
rammer for samfundsøkonomiske beregninger, som er fastsat af Finansministeriet.
Jeg kan forstå, at man i Finansministeriets regi arbejder med modellen, der hedder
GrønREFORM. Det jeg har fået oplyst er, at den model imidlertid ikke indeholder værdisætning
af miljøgoder eller naturressourcer som f.eks. adgang til rekreative områder.
Som jeg tidligere har oplyst i flere skriftlige besvarelser af spørgsmål til lovforslaget, er der
benyttet den samme metode for beregningen af samfundsøkonomien i dette projekt som i alle
andre projekter inden for Transportministeriets område. Den rummer bl.a. ikke en
værdisætning af naturen.