Tag ikke fejl. Der er en trist og skræmmende udvikling på vej hen imod et kontantløst samfund, og det sker desværre med opbakning fra store dele af Christiansborg. De politiske magthavere og eliten vil sige, at de gør det for vores bedste, de vil sige, at det bliver meget lettere, men det handler i bund og grund om kontrol – kontrol over os som borgere og en styring af os som befolkning. Den her gang vil man så sænke beløbsgrænsen for kontante betalinger endnu mere, fordi man vil afskaffe 1.000-kronesedlen, og der tales også om, at butikker skal kunne undlade at tage imod kontanter. Det er en meget, meget skidt udvikling, og jeg vil kæmpe imod den. Jeg vil kæmpe for at bevare kontanter, både sedler og mønter, og det er der en række årsager til.
Først vil jeg sige, at staten, myndighederne og bankerne ikke skal kunne kigge folk over skulderen, i forhold til hvad de bruger deres penge til. Privatlivets fred er vigtig, også når det kommer til, hvad du bruger dine penge på. Kontanter har også for mig en historisk og kulturelt vigtig værdi. De er med til at tegne fortællingen om vores smukke land, og det skal vi værne om. Når først kontanterne er forsvundet fra det danske samfund, bliver omstillingen til euroen også lettere at pådutte danskerne. Derudover er der ældre mennesker, som stadig væk bruger kontanter som betalingsmiddel, og man gør nu deres liv vanskeligere. Det skaber mindre frihed for borgerne, da adgangen til midler kontrolleres mere, og det skaber en hundrede procent afhængighed af digital valuta, hvilket kan være farligt, hvis vi bliver udsat for et cyberangreb, eller hvis vi oplever strømnedbrud eller andre ting, hvor folk så står uden betalingsmuligheder.
Jeg anerkender til fulde, at for nogle virksomheder og små butikker kan det være vanskeligt at komme af med de her penge. Det er der betydelige udfordringer med, og det koster mange penge, men det burde vi jo så adressere herinde politisk ved at sænke en lang række skatter og afgifter for de virksomheder, så det bliver bedre for dem, og have en dialog med bankerne om at lave en lovgivning, som gør, at de kan komme af med deres kontanter. Løsningen er ikke at fratage danskerne muligheden for at købe og handle frit, uden at staten og myndighederne kan kigge en over skulderen i alt, hvad man laver.
Jeg ser det som et skridt mod det kontantløse samfund. Jeg ser det sådan, at der er stærke politiske kræfter, der ønsker kontant styring. For hvis den eneste måde, du kan betale på, er den digitale, så kan vi også styre, hvordan og hvorledes, og hvad det er, du køber. Vi kan kigge på regimer som Kina, hvor der bliver lukket ned, hvis du ikke køber, som de vil. Du får en social score, alt efter hvad du handler.
Der bliver i visse kredse i EU og andre kredse også talt om, at man skal have et CO2-budget, en CO2-kvote, for hver borger, og at hvis vi opbruger den, kan vi ikke rejse; så må vi ikke noget. Men det kan man kun, hvis man samtidig kan kontrollere og tjekke, hvad du rent faktisk bruger penge på, og det kan man, hvis man fjerner kontanterne. Så har de fuldstændig kontrol over, hvad pengene bliver brugt på, og så kan de derefter sige: Hov, dit forbrug har et for stort CO2-aftryk. Det er en elitær tankegang, som fører til, at man kan begynde at handle med CO2-kvoter, for har du opbrugt din CO2-kvote på dit kreditkort, kan det være, at du kan købe nogle, hvis der er nogle andre, der vil sælge, og at det så bliver en handelsvare. Det er en forkert retning at gå i samfundet. Derfor skal vi beskytte borgernes frihed, og det gør vi ved at bevare kontanterne. Tak.