Tak for ordet, formand. Hvis man følger debatten derhjemme, kan man jo godt få indtrykket af, at det her er en ren ekspeditionssag, og at vi er enige i Folketinget. Det sidste vil jeg bekræfte. Jeg tror, at vi er enige. Selvfølgelig opdaterer vi listen over lande omfattet af danske defensive foranstaltninger i forhold til skattely, når EU's skattelyliste også bliver opdateret. Men jeg vil lige knytte et par ord til EU's liste over skattelylande – dels fordi listen er mangelfuld, dels fordi den faktisk også kan have en effekt.
Når listen kan have en effekt, er det jo, fordi den lægger et pres på det enkelte land i forhold til at ændre deres skattelovgivning, så de kan komme af listen igen. Det betyder også, at selv om det må eller vil have konsekvenser for europæiske virksomheder, som har investeret i det land, er man nødt til at gennemføre sanktionerne, for at vi dermed kan presse verdens lande mod større skatteåbenhed og undgå skattelykonstruktioner. Skattely koster samlet set verden over 2.000 mia. kr. Der er forskellige estimater, men det er store beløb, der er i skattely. Så man undgår bl.a. den danske skatteopkrævning, men også skatteopkrævning i en række af verdens udviklingslande. Så det, at vi stadig væk har skattely, hvor man snylter på den samlede skattebetaling, er dybt problematisk, og derfor er det afgørende, at man gennemfører de sanktioner, der følger med EU's skattelyliste.
Det andet er så, at EU's liste desværre er stærkt mangelfuld. Det er den først og fremmest, fordi europæiske lande ikke kan optræde på skattelylisten, selv om vi ved fra utallige læk, at der er klare skattely i Europa. Man kan nævne Luxembourg som et af dem. Det er lande, som slår sig op på at sikre, at virksomheder betaler en for lav skat, og ikke udveksler skatteoplysninger med andre europæiske skattemyndigheder, og som derfor på alle måder lever op til kravene til at være på listen over skattelylande. Det bør ændres. Det kan vi ikke gøre her fra Folketinget, for det er et spørgsmål i EU, men det er problematisk. På samme måde ved vi også, at der er en række skattely uden for EU, som heller ikke er opført på listen. Det er skattely som Cayman Islands og Bermuda, som har utallige læk og utallige eksempler på, at der bliver spekuleret i skatten.
Så i SF støtter vi selvfølgelig, at vi opdaterer den danske lovgivning, i forhold til hvad for nogle lande der skal have sanktioner. Det indbefatter, som ordføreren for Venstre, hr. Kim Valentin, siger, selvfølgelig også, at de lande, der nu lever op til kravene, bliver flyttet ud af listen over dem, der skal have sanktioner. Og samtidig er vi stadig kritiske over for, at EU's skattelyliste ikke er fyldestgørende.