Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 91:

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Selektiv nedrivning af visse byggerier).

Af miljøministeren (Magnus Heunicke).

(Fremsættelse 14.12.2023).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører, jeg giver ordet til, er fru Anne Paulin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Det lovforslag, vi skal behandle nu, handler om selektiv nedrivning og om at give ministeren mulighed for at fastsætte regler om selektiv nedrivning. Selektiv nedrivning lyder måske lidt kedeligt, men det er jo i virkeligheden utrolig interessant, fordi det handler om, hvordan vi sikrer en større ansvarlighed i håndteringen af affald fra byggeriet, og hvordan vi sikrer, at vi får genanvendt de materialer, der er i byggeriet, bedre.

Det er jo altid bedst, hvis man kan bevare et byggeri og lade det stå, og at man ikke behøver at rive noget ned, når vi snakker om CO2 og ressourceaftryk, men det næstbedste er trods alt at sikre, at når vi river noget ned, skal vi også kunne genanvende materialerne, og det her lovforslag er med til at sikre, at der kommer til at være krav om, at der skal være standardiserede nedrivningsplaner, når man nedriver bygninger, som er over 250 m² store, og at nedrivningsselskaberne skal være en del af en autorisationsordning.

Så alt i alt er det her et lovforslag, som også er efterspurgt ude i erhvervet, og som kommer til at medføre, at vi får mindre byggeaffald, som udgør en meget stor del af de samlede danske affaldsmængder. Det er et lovforslag, som er med til at sikre, at vi kommer til at skulle kræve færre jomfruelige råstoffer, og at vi dermed også kan spare, når det kommer til råstofsudvindingsområdet. Det er med til at understøtte et marked for cirkulær økonomi, at vi kan få en skala i forhold til mængden af de her genanvendte byggematerialer. Det er jo allerede godt i gang derude, men de her krav kommer altså til at medføre, at vi kan få nogle større mængder, som gør det lettere at afsætte det, og at det dermed også kommer til at blive mere naturligt i fremtiden, når man bygger nyt, at man så kigger imod de her tidligere anvendte materialer. Så alt i alt er det et rigtig godt lovforslag, som er med til at understøtte en højere grad af cirkulær økonomi og en grøn omstilling af byggeriet i Danmark.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Der er mange gode høringssvar til det her lovforslag, og der er jo flere af dem, som spørger: Hvorfor sætte den her grænse på 250 m²? For på den måde tager man jo alle parcelhusene og alle villaerne ud af – hvad skal man sige – genbrugscirklen, og det synes jeg er rigtig ærgerligt. Jeg tror sådan set, at hvis man udelukkende har de store bygninger med, er der nogle specielle firmaer, der kan være dygtige til det, men hvis man åbnede op for, at det også var parcelhusene og villaerne, der var krav til genbrug af, så kunne man have nogle firmaer, som var dygtige til at håndtere nedrivning af nogle mindre bygninger.

Jeg tror sådan set, at det erhvervsmæssigt ville være et plus, at man gav plads til det, ved at vi politisk stillede nogle krav, og der er jeg ikke tilfreds med, at der bare står, at ministeren får en bemyndigelse til, at han kan gøre det, hvis han får lyst til det. Jeg synes egentlig, det er bedre, at det er Folketinget, der styrer det. Derfor vil jeg godt høre ordføreren, om ikke vi kunne prøve at kigge på, om den her grænse på 250 m² for bygninger er den rigtige, eller om vi skulle sætte den længere ned.

Ordføreren.

Det er jo til at være rigtig mange bygninger, bygninger til erhverv, landbrug og større beboelse, der kommer til at være omfattet af bestemmelsen om de her 250 m², men så er det jo også rigtigt nok, at der i lovgivningen er den her hjemmel til, at man også kan gå ind og lave regler for mindre bygninger i fremtiden. Jeg tror egentlig, det er en fornuftig måde at gribe det an på, at vi starter et sted, og at vi får nogle erfaringer med det, men jeg tror da også, at man i fremtiden sagtens kunne forestille sig, at man kunne udvide det her til at omfatte flere bygninger. For vi skal spare på vores ressourcer så mange steder som muligt. Men jeg synes også, det er fornuftigt, at lovforslaget er indrettet, som det er, og at ministeren får den her bemyndigelse til at kunne udvikle videre på det.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Jeg vil altså hellere have, at det er Folketinget, der styrer udviklingen i samfundet, end det er ministeren. Det er min grundholdning. Det gælder især, når man har et kendt problem, og her har vi sådan set nogle høringssvar, som gør opmærksom på, at man kunne sætte den her grænse lavere, så man kunne øge genbruget. Med nogle krav til byggeriet om livscyklusanalyseberegninger og krav om at nedsætte CO2-udslippet for nybyggeri, hvor genbrugsmaterialer sættes til nul CO2-mæssigt, står vi over for, at der bliver et marked for genbrugsmaterialer. Hvorfor ikke få flest mulige genbrugsmaterialer ind i byggeriet? Det ville der sådan set være en CO2-effekt ved. Det, jeg appellerer til, er, at man genovervejer den her 250 m²-grænse.

Ordføreren.

Jeg forstår bestemt også ordførerens intention. Jeg tror egentlig bare, jeg kommer til at gentage mig selv, når jeg siger, at jeg egentlig tror, det er fornuftigt nok, at vi starter her, hvor vi gør, men at vi jo så også kan følge med i, hvordan det her kommer til at virke i praksis. Og selvfølgelig skal vi have øje for, at vi skal blive bedre og bedre og få formindskelsen af det her aftryk og genanvendelsen så meget i spil som overhovedet muligt.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Anne Paulin fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Erling Bonnesen fra Venstre.

Mange tak for det. Når det er blevet nødvendigt at nedrive større bygninger, er det helt logisk – sådan er det jo også allerede i praksis i mange situationer – at så skal man selvfølgelig genanvende de materialer, der bliver nedbrudt. Forslaget er også allerede på glimrende vis blevet gennemgået af den foregående ordfører, så det skal jeg ikke uddybe nærmere ud over at sige, at Venstre selvfølgelig også støtter det her lovforslag.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Erling Bonnesen fra Venstre. Og jeg byder nu velkommen til fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. Det her er et rigtig, rigtig spændende lovforslag, som vil gøre en kæmpe forskel i forhold til vores bygge- og anlægskultur og i forhold til hele det her med den cirkulære økonomi inden for byggeri og anlæg. Det er noget, som branchen og kommuner og bygherrer i det hele taget har ønsket rigtig, rigtig længe. Det handler om noget så simpelt som, at vi har haft en praksis, hvor vi, når vi river noget ned, smider det ned i én stor bunke, og så forsvinder forureningerne måske, vi kan i hvert fald ikke behandle det ordentligt, men vi går også glip af rigtig mange ressourcer og byggematerialer, som kunne have været brugt igen. Så forslaget i sig selv er vi rigtig, rigtig glade for, og vi er også glade for at være en del af aftalen. Vi synes, det er den helt rigtige vej at gå med hensyn til noget af alt det, vi skal, i forhold til at få nedbragt klima- og miljøforureningen og få nedbragt vores ressourceforbrug.

Vi undrer os en smule over, at lovforslaget kun lægger op til at kigge på bygninger, hvor der er den her grænse med bygninger over 250 m². Der siges på side 4 i lovforslaget rimelig klart, at der ikke er væsentlig forskel på miljøeffekterne ved at indføre selektiv nedrivning, alt efter om det er en større eller en mindre bygning, men der kan være nogle praktiske og økonomiske forhold i branchen, der gør, at det kan være relevant alene at kigge på bygninger over de her 250 m², altså kun at kigge på større bygninger. Men det præciseres ikke, hvad det er for nogle praktiske og økonomiske forhold i branchen, der henvises til, og det synes jeg egentlig at ministeren skal svare på.

For det, jeg oplever, er en branche, der er så klar til at komme i gang. Her i foråret besøgte jeg en dansk iværksættervirksomhed, som er oppe at køre, og som har en app, hvor de simpelt hen kan gå ind en bygning og scanne den, og så ved de faktisk, om de kan lave en kortlægning af, hvad der er af ressourcer i den bygning. Så vi er meget, meget langt i forhold til at have de tekniske løsninger på plads. Vi har også en sektor, som rigtig gerne vil i gang. Det boomer derude i forhold til gerne at ville genanvende de her materialer og i forhold til at bruge genbrugsmaterialer og genanvendte materialer. Så jeg kan være lidt bekymret for, at vi ikke tør tage et større skridt her, når nu vi er i gang, og derfor vil jeg gerne spørge ministeren, hvorfor det er, at man er landet på de her 250 m².

Så vil jeg sige, at der jo faktisk står i lovforslaget, at forslaget giver mulighed for, at man på sigt, hvis regeringen kunne ønske det, så kan kigge på mindre arealer. Men hvad skal der så til for at gøre det? Skal vi så vedtage en ny lov? Er det ministeren, der selv kan beslutte sig for, at det vil han gøre? Det er også nogle af de spørgsmål, jeg står med.

Vi er meget positive over for forslaget. Vi stiller os en smule undrende over for, at der i lovforslagets bemærkninger skrives, at selv om man selektivt nedriver, er der ikke krav om, at man skal genbruge materialerne eller forberede med henblik på genbrug eller genanvendelse, hvis de kan det. Det er ikke sådan, jeg mener lovgivningen er, men hvis det er sådan, ministeriet vurderer lovgivningen, er det da noget, vi skal have løst i samme ombæring. Ellers beder vi en hel branche om at sortere en masse ting, men så skaber vi ikke samtidig efterspørgsel på de her materialer, og så er vi desværre nok lige vidt.

Men det er en meget positiv start, og vi glæder os til at behandle forslaget videre.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti. Jeg giver nu ordet til fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne.

Tak for det, formand. Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke deler den samme bekymring, som SF's ordfører har. For det her handler jo ikke om, at hvis man har en ejendom, der er mindre end 250 m², så må man ikke have lov til at genbruge materialerne, hvilket der faktisk er rigtig mange, der gør i dag. For danskerne er bevidste om, at vi skal være lidt mere omsorgsfulde, hvis man kan sige det sådan, i forhold til hvordan vi udnytter vores ressourcer. Så der er rigtig mange med mindre ejendomme, der allerede af egen fri vilje bruger de her genanvendelige materialer i deres nybyggerier.

Dette lovforslag er endnu et væsentligt skridt i retning af en mere bæredygtig fremtid. Ved at indføre krav om selektiv nedrivning bidrager vi til at reducere ressourceforbrug og klimabelastning, samtidig med at vi forhindrer spredning af skadelige stoffer. Det er helt i tråd med vores mål om at tage ansvar for vores miljø og ressourcer og om at arbejde mod cirkulær økonomi. I Moderaterne er vi fast besluttet på at tage ansvar for vores miljø, fremme bæredygtighed og arbejde mod en grønnere fremtid, også på frivillig basis. Derfor opfordrer jeg også alle til at støtte lovforslaget. Dermed bidrager vi til at gøre Danmark endnu bedre i forhold tilmiljøbeskyttelse og bæredygtighed. Tak for jeres opmærksomhed.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne. Jeg giver nu ordet til hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne.

Tak, hr. formand. Hvis vi spoler tiden lidt tilbage til 2020, var der et flertal her i Folketinget, der lavede en klimaplan og en aftale om en grøn affaldssektor og også om cirkulær økonomi. Det skulle naturligvis fremadrettet sikre, at der kommer mere fokus på, at vi netop også, som flere ordførere har været inde på, så vidt muligt genanvender og udvikler genbrugsmaterialer i forbindelse med byggerier her i Danmark. Både når det drejer sig om parcelhusbyggeri og om offentligt byggeri og alt muligt andet, giver det rigtig god mening, at man tænker de her ting ind de steder, hvor man kan. Det er en farbar vej, som vi i Danmarksdemokraterne sådan set hilser meget velkommen.

Der er så alligevel nogle ting, som vi selvfølgelig også synes at man er nødt til at kigge på, og det handler om, at når man laver regler i forhold til bæredygtighed, cirkulær økonomi og genanvendelighed, så skal man også huske at lave et miljøregnskab over de ting, man genanvender, eksempelvis eksisterende mursten. Altså, hvis energiaftrykket er større i form af at bruge varmt vand og kemikalier og alt muligt andet ved at genanvende en mursten, end det er for at lave en ny mursten, så kunne det godt være, at den mursten, man ville have genanvendt, var bedre at bruge til stenmel eller til andre delelementer, som jo også på sin vis er med til at gøre byggeriet genanvendeligt. Så den der diskussion om klimaaftryk skal i hvert fald igennem en detektor i nogle af de tilfælde og de eksempler, som vi har set.

Men det ændrer ikke på, at vi støtter det her lovforslag, som er fremsat af ministeren. Det bliver nemmere at genbruge gamle byggematerialer. Det mener vi faktisk er sund fornuft. Det er den vej, vi gerne vil. Det, vi bare appellerer til, er selvfølgelig, at det foregår med et sagligt hensyn og også med en respekt for, at nogle gange kan beregninger godt være pænere på papiret, end de er i virkeligheden, når man eksempelvis går ud til en betonproducent. Altså, som jeg har hørt fra branchen, er der faktisk nogle steder i dag, hvor man nærmest producerer ny beton for at knuse den, for at man så kan kalde den genbrugsbeton, for så kan man overholde reglerne for, hvor meget genbrugsbeton der eksempelvis skal være i noget byggeri.

Hvis de ting står til troende osv., er det jo et tegn på, at vi med vores lovgivning nogle gange spænder ben for os selv, og det er ikke det, vi har interesse for her i kongeriget. Vi vil gerne have en god, bæredygtig tilgang til det. Vi vil også gerne have et øget fokus på cirkulær økonomi og også på genanvendelighed, men det skal hele tiden være med et fokus på sund fornuft. Det vurderer vi også til at være tilfældet med lovforslaget her, hvor man jo sætter en proces i gang, og hvor det jo i forbindelse med det her lovforslag er de her bygninger, som flere har talt om, på over 250 m², som i første omgang kommer med, og så kommer der noget evaluering osv., og så ser vi, hvordan det kommer til at gå. Men vi kan støtte lovforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne. Jeg giver nu ordet til hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance.

Med dette lovforslag gives der hjemmel i affaldsbekendtgørelsen til at udmønte krav om selektiv nedrivning af byggerier så det vil være muligt at komme videre med de dele af »Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi«, som vedrører selektiv nedrivning. I dag er der kun lovgivet om selektiv nedrivning for statsbygninger og altså ikke for øvrig selektiv nedrivning, som i dag beror på frivillige aftaler, hvilket en af ordførerne også har været inde på tidligere. Det har vist sig at være uhensigtsmæssigt, fordi det netop ikke er alle aktører, som har tilsluttet sig aftalerne, altså gør det frivilligt.

Det her forslag har været længe undervejs. Ønsket var allerede en del af VLAK-regeringens strategi for cirkulær økonomi fra 2008, hvor det fremgår af strategien, at den daværende regering ønskede at fremme genbrug af byggematerialer i nybygninger og at minimere værditabet i forbindelse med nedrivning. Siden har initiativet så også været en del af »Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi« fra 2020, som LA også havde del i, og derfor bakker vi naturligvis op om det her lovforslag, så vi kan indføre krav om selektiv nedrivning og dermed bidrage til en bedre ressourceudnyttelse af nedrevne bygningsdele og materialer, samt at byggeaffald, der indeholder problematiske stoffer, bliver håndteret korrekt af hensyn til miljø og sundhed.

Så har vi desuden noteret os, at der jo ikke er nogen decideret negative høringssvar, om end nogen jo gerne så, at det også omfattede bygninger af mindre størrelser. Men, altså, alle høringssvarene har været positive, og det bekræfter os i, at det er den rigtige vej at gå, og vi støtter lovforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til Alexander Ryle fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti.

Mange tak for det. Jeg kom sådan til at sidde og tænke på min egen far, da jeg før hørte en af de andre taler. Han har lavet meget forskelligt i sit arbejdsliv. Han har kørt lastbil og været entreprenør og kloakmester og alt muligt, men han har også arbejdet en del år hos Åstruplund Nedbrydning, og hos Åstruplund Nedbrydning rev de jo et hav af bygninger ned. Min far har nok alligevel været lidt forud for sin tid, selv om jeg ikke tror han vil kalde sig selv for den store klimaforkæmper på nogen måde – det er han sådan lidt for meget østjysk træmand til – men jeg tænker på de gange, min far kom slæbende hjem med brugbare materialer, som var blevet kasseret. Han kom sågar engang hjem med en kartoffelskræller, som havde stået på et gammelt plejehjem. Det var meget praktisk, når man havde syv børn derhjemme, at have sådan en automatisk kartoffelskrællemaskine.

Men mængden af ressourcer, der er blevet kasseret igennem årtier, når vi har brudt ned, er tankevækkende, og det er bekymrende, når vi ved, hvor meget af vores CO2-forbrug, der er lagret i bygninger, og når vi ved, hvor hårdt belastende det er, hver gang vi bygger nyt og bruger nye ressourcer. Vi ved, at vores CO2-aftryk pr. dansker er alt, alt for højt, og derfor giver det rigtig god mening, at der nu kommer det her lovforslag.

Det er jo en udmøntning af en klimaaftale om en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi tilbage fra 2020, som Det Konservative Folkeparti også var en del af, da aftalen blev indgået. Så var der et element, hvor vi ikke kunne nå hinanden hen ad vejen, omkring det her med liberalisering af affaldssektoren, hvor vi Konservative endte med at træde ud af aftalen. Men det ændrer ikke på, at vi både føler en loyalitet og en forpligtelse over for de elementer, vi har været med til at indgå aftaler om, og som vi også stadig bakker op om, og det her er et af dem.

Det er nødvendigt, at vi får lavet en mere strategisk indsats i forhold til at få genanvendt så mange af de materialer, der overhovedet kan genanvendes. Den eneste bekymring, jeg måske kan have, i forhold til det her lovforslag – og det må vi jo følge hen ad vejen – er den her nye autorisationsordning, og hvordan vi sikrer, at der er nok uddannede folk til at dække det behov, der er. Der har også været en diskussion i salen i dag omkring kvadratmetergrænsen. Burde den være højere eller lavere, og hvordan burde den ligge? Når jeg egentlig tror, at det er fornuftigt nok, at man starter ud, som der lægges op til i lovforslaget her, er det også, under hensyntagen til at der også skal være dygtige medarbejdere, som kan være med til at påse, at den proces, der er, sikrer, at det foregår på den rigtige måde. Så det er også spørgsmål om rent lavpraktisk at have uddannet de medarbejdere.

Men vi Konservative bakker op om det her forslag, som vi synes er et godt skridt i den rigtige retning, med hensyn til at vi bliver mere systematiske, og at det ikke bare er min far i Åstruplund Nedbrydning, der kommer hjem med et vindue, der lige kunne bruges som kvistvindue her og der. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Genbrug er jo rigtig godt. Jeg har en 35 år gammel genbrugsdobbeltdør, som jeg som tømrer i mit tidligere liv har pillet ned. Den havde så meget kvalitet, at jeg ikke kunne smide den i containeren, og den endte så i en skillevæg i en lejlighed inde i Aarhus, og siden hen kom den med ud på landet og blev en dobbeltdør i et hønsehus, og nu er den så en dobbeltdør i mit drivhus, og den er så blevet genbrugt i 35 år, fordi den indeholder noget kvalitet.

Hvordan får vi det her op i skala? Ja, det er jo nok mest med murstenene. Det er derfor, jeg synes, det er lidt ærgerligt, at man sætter den her grænse på 250 m², for der står jo også i lovforslaget, at bygninger fra før 1950, inden man begyndte at bruge for meget kemi, sådan set har en kvalitet, og det er der, vi kunne finde nogle gode mursten, som kan skilles ad, fordi man ikke brugte for meget cement, og som burde komme ind i genbrugssektoren.

Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at man lægger det her snit på 250 m², for jeg kunne godt forestille mig, at vi har nogle firmaer, som er dygtige til at pille de store bygninger, mangeetagersbygninger, ned. Så kan der være nogle andre firmaer, som specialiserer sig i at afmontere et parcelhus eller en mindre villa, og som har noget udstyr, som kan håndtere det, når man kun skal have pillet to etager ned. Så jeg synes, det er ærgerligt, at man lægger snittet der. Jeg tror, der er et erhvervspotentiale, hvis det er sådan, at vi fik taget flere bygninger med.

Det potentiale, der er i det her, er jo, at vi er i gang med at øge kravene til nybyggeriet, hvor vi står over for, at vi skal fastsætte LCA-krav i 2025. Branchen foreslår 5,8 kg CO2 pr. kvadratmeter. Det er vildt ambitiøst. Genbrugsmaterialer kan medvirke til, at man kan lave noget, der er så vidtgående, så godt, fordi vi politisk har fastlagt, at genbrugsmaterialer CO2-mæssigt sættes til 0, også selv om vi godt ved, at hvis man skal til maskinelt at håndtere nogle mursten, som så bliver genbrugt, så er der selvfølgelig et vist energiforbrug i forbindelse med det. Så vi har vedtaget noget, som egentlig skulle fremme genbrug, og så er det vigtigt, at vi får skaffet de her genbrugsmaterialer og vi får struktur omkring det, så det er der, det ender.

Der er en kæmpe klimaeffekt i det her, hvis vi kan genbruge byggematerialer, i stedet for at alle byggematerialer i en bygning skal være nye. Jeg synes, at der mangler gode begrundelser for, hvorfor man lægger sig på de her 250 m², især når man ser i bilagene, at de her bygninger fra før 1950, altså villaerne og parcelhusene, faktisk kunne have et godt potentiale.

Der er nogle ting, hvor man stiller krav om, at der nu skal laves sådan en nedrivningsplan, og så bruges der et begreb, som hedder stiltiende accept. Vi står ikke over for noget, hvor kommunernes håndtering af det så medfører, at der er en plan, der skal følges. Det er lidt nyt for mig, at der er noget, der skal beskrives, og så er der en stiltiende accept af, at man så kører videre efter planen, eller gør man? Er det her for uforpligtende i forhold til at fremme genbrug? Det er jeg i tvivl om.

Jeg synes, der er et godt høringssvar fra 3F, der udtrykker en bekymring omkring arbejdsmiljø, for der kunne godt være visse støvgener i forbindelse med genbrug af materialer. Så det er også et spørgsmål om at tage arbejdsmiljøet meget alvorligt, så det ikke ender med, at vi får nogle dårlige arbejdspladser, hvor man går rundt i støv og håndterer nogle byggematerialer, fordi det er det, vi vil politisk.

Jeg synes, at klimaeffekten i det her kan anses for at være stor, og jeg synes også, der er noget potentiale i, at de bygninger, som nu skal forsøges genbrugt, f.eks. også kan være vindmøller. Vindmøller betragtes som en bygning i forhold til det her lovforslag. Jeg synes, det ville være rigtig fedt, hvis man fik udviklet nyt byggeri, hvor man sådan set genbrugte møllevingerne i stedet for at køre dem på deponi; der er en enkelt bygning på Aarhus Havn, som er gået ind i det koncept. Jeg tror sådan set, at der er en række byggematerialer, som man, hvis man har dygtige arkitekter og ingeniører på, kunne finde nye anvendelsesmuligheder for.

Den facadeskærm, der er på en bygning, behøver ikke altid at være, som den plejer. Det behøver ikke bare at være træ, eternit og metal. Det kunne være, at det var nogle genbrugsmaterialer, man fandt ny anvendelsesmulighed for. Det kan helt sikkert komme til at se forfærdelig grimt ud. Det kan også komme til at se smukt ud, hvis man har de rigtige arkitekter på.

Jeg tror, at vi står over for noget med genbrugsmaterialer, som godt kan blive et boom, fordi vi har arkitekter i Danmark, der kan se potentialet i det, og der er altså nogle genbrugsmaterialer, ikke bare min dobbeltdør derhjemme, men også en gammel mursten, som har noget visuelt i sig, når det er et kvalitetsprodukt, man har.

Så jeg synes, vi skal forbedre det her lovforslag lidt, og vi vil gerne stille nogle spørgsmål omkring det og håbe, at en udvalgsbehandling kan forbedre det. Så jeg håber, at ministeren vil lytte til det i den videre proces.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Tak for det. Det er altså nogle gange lidt fedt, når vi har lovforslag til behandling her i salen, der rent faktisk har potentiale til virkelig at kunne understøtte en virkning i en retning, som man jo også kan høre her at der er rigtig bred opbakning til. Jeg tror, vi alle sammen er enige om, at behovet for, at vi rent faktisk begynder at genanvende vores materialer, også i byggebranchen, i den grad er der. Hvis vi rent faktisk ønsker at nå vores klimamål, og hvis vi rent faktisk ønsker at have ressourcer i vores samfund, også fremadrettet, kræver det altså, at vi bliver endnu bedre til at genanvende vores materialer. Det kan vi jo rent faktisk gøre i større skala her, når det kommer til vores byggesektor og vores boliger.

Når det her ikke bare er ligegyldigt, er det jo også, fordi vi for at få et forbrug bygget op og få en efterspørgsel og nogle virksomheder bygget op, der kan håndtere genanvendelsen af materialerne, jo har behov for, at de kan se et sikkert volumen og noget størrelse, i forhold til hvor meget materiale de rent faktisk kan arbejde med, og derfor synes vi også, lovforslaget her er rigtig fornuftigt. Vi er selvfølgelig også åbne over for at kigge på, om grænsen er sat en lille smule højt med det her; det vil vi da gerne være med til at diskutere. Men uanset hvad har vi det i hvert fald sådan, at det at få det her sat i gang og rent faktisk få sat noget sikkerhed op omkring, at der er materialer at få genbrugt, er noget, vi i den grad kun kan bakke op om i Radikale Venstre. Vi støtter lovforslaget.

Der er ingen korte bemærkninger, og vi siger tak til fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Genanvendelse synes alle at kunne blive enige om ikke bare er en god idé, men en nødvendighed for at sikre, at vi ikke driver rovdrift på naturen. Derfor er det åbenlyst også noget, som vi i Dansk Folkeparti kerer os om og er optaget af. Det er jo heller ikke en ny ting, når det kommer til den sektor, vi taler om i dag. Som jeg læser lovforslaget, er det, man jo ønsker, at få nogle lidt strammere krav, nogle strammere betingelser, som gør, at man lettere får genanvendelsesprocedurerne sat i gang, og det kan der være mange gode grunde til.

Hidtil har man jo i vidt omfang baseret sig på frivillige aftaler, og jeg kan godt være bekymret for, hvad det betyder for den entreprenør og dermed jo for de mennesker, der skal bo eller have deres virksomhed i de bygninger, der opføres og siden hen nedrives, at tingene nu bliver låst fast i et lovkompleks, som jo entydigt, og det skal ikke forstås som en mistillidserklæring til den siddende miljøminister, men dog alligevel, bliver underlagt en beføjelse hørende til den udøvende magt under regeringen.

I dag, hvor tingene er aftalebaseret, er der alligevel en anden interesse eller måske forpligtelse til at lytte lidt til hinanden, hvor jeg vil tillade mig at sige, at min oplevelse med mødet med myndigheder, sjældent er af den karakter, at man lytter til hinanden. Tværtimod – og nu tillader jeg mig at lave en parallel til mit private liv; vi driver forretninger på Dyrehavsbakken – er det sjældent, at det er en tovejskommunikation, når man møder myndigheder. Det er, og det tror jeg gælder generelt for erhvervsdrivende i Danmark, med en fornemmelse af, at man fortsat befinder sig i enevælden. Det gør vi jo som bekendt ikke, og det kan vi minde hinanden om på søndag.

Hvis det her skal føre til, at de styrelser og de myndigheder, som vi kender i dag, får flere beføjelser og dermed mere magt til at kunne sige til erhvervsdrivende og generelt borgere i samfundet, at sådan skal det være, uden at man prøver at lytte til den pågældende parts synspunkter, interesser og måder at gøre tingene på, er jeg bange for, at vi med alle de gode hensigter velbevaret kommer til at smide barnet ud med badevandet.

Derfor vil jeg, idet Dansk Folkeparti går positivt ind i den her lovbehandling, bare bede ministeren om måske at formane sit system og generelt de styrelser, som forvalter lovgivningen, om, at når man får udvidede beføjelser, får man også en udvidet forpligtelse til at tage hensyn til de mennesker, der er underlagt de beføjelser. Hvis vi kan få et tilsagn, og det har jeg ingen grund til at tro andet end fra en vennesæl og på mange måder sympatisk miljøminister, om, at det også vil være befalingen ned igennem systemet, sådan at man både som borger og som virksomhed bliver behandlet ordentligt og respektfuldt og der bliver lyttet til en, så kan vi godt gå med til, at vi kodificerer i lov. Tak, formand.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Jeg giver nu ordet til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Jeg skal love for, at der er mange akademikere og få håndværkere i salen i dag, så nu tager vi lige håndværkerens synspunkt på det.

Jeg tror ikke, at nogen af jer har tænkt over, hvad det kræver at hive et hus fra hinanden, så det kan genbruges. Det er slut med at vælte det og tage materialerne fra jorden; man skal op og gå på de der lidt dårlige plader; man skal skrue elementerne fra hinanden hver for sig; det er slut med at bruge søm, når lægterne skal fastgøres – dem kan man ikke hive ud senere, så der skal bruges skruer. Der er mange ting, der ikke er tænkt igennem her. Og da arbejdskraft fra danske håndværkere ikke er gratis og forhåbentlig aldrig bliver det, så synes jeg da, at det kunne have været interessant, at man især fra de borgerliges side havde sat sig ned og spekuleret over, hvad det kommer til at koste for folk at vælte en ladebygning.

SF taler om, at det skal være ned til 50 m², og det betyder, at næste gang man skal have udskiftet sin carport, vil det, da det tager længere tid at hive noget ned på den måde, end det tager at bygge det, vel koste ca. 150.000 kr. for at få pillet en 50 m² stor carport ned, og der er ikke noget marked for materialerne endnu.

Intentionen er rigtig; vi kommer til at mangle grus, og til det formål er mursten rigtig godt sammen med mørtel. Man knuser det, og så bliver det til grus til bundfyld til veje. Så det, jeg ønsker fra ministeren, er dybest set, at vi begynder at bruge hovedet, og at man, i stedet for at der sidder en eller anden med en meget, meget lang akademisk uddannelse og tænker, at det her er en fed idé, og alle her, der har gået på universitetet, også er blevet enige om, at det er en fed idé, så havde snakket med en enkelt håndværker eller to og lige stukket en finger i jorden og tænkt: Ja, men er markedet modent til det endnu? For hvis der er nogle, der er kede af, at der mangler byggematerialer, er det da håndværkerne. De skal da nok passe på dem.

Hvis man nu gjorde det sådan, at man godt stadig væk måtte vælte huse, og så bad dem, der laver mursten, om at tage mustenene tilbage, så ville der være en kæmpe CO2-besparelse i det, for dem kan de sjovt nok bruge igen. Men det virker meget, som om det er urklubben og vinklubben, der er blevet enige om, at sådan nogle gamle mursten også er pæne, og at man godt kan bruge dem i sine stuer rundtomkring, men det er bare ikke virkeligheden rundtomkring.

Så jeg ønsker faktisk bare, at ministeren gør to ting, nemlig at han for det første friholder privatpersoner en til en, og at han for det andet fjerner den elastik, der er i, at ministeren eller ministerens system bare efterfølgende kan rykke det fra 250 til 50 m², hvis man ønsker det. Og så ønsker jeg rent faktisk, at vi alle sammen lige læser det høringssvar, hvor 3F siger, at der altså er noget med arbejdsmiljøet her, og det handler ikke kun om støv. Det handler altså også om sikkerheden. Der er nogle bygninger, der bliver hevet ned, fordi de er ved at vælte, og jeg ved ikke, om det er jeres sønner eller døtre, der skal op og kravle på de eternitplader. Der er et spørgsmål om sikkerhed, og der er altså mange ting i det her.

Så jeg synes, der er nogle ting, der mangler. Jeg synes, at intentionen er rigtig, men jeg synes ikke, at tiden er klar til lovgivningen. Jeg glæder mig til at se, hvad udvalget finder frem til i forhold til at få lavet nogle korrektioner, så vi kan få sat de rigtige rammer ned over det. For jeg kunne også godt se, at dem, der var rigtig glade for, at vi skulle have nogle akademisk uddannede til at lave et system for, hvad der kan genbruges i et hus, var alle de firmaer, som kommer til at have dem ansat, og det var sjovt nok alle sammen arkitektfirmaer. Det har nu engang altid været håndværkerne, der har været bedst til det, fordi der er penge i det.

Hvis der er nogle, der gerne vil ud og se, hvordan man genbruger noget, så er der en åben invitation til, at vi kan tage op i min gamle virksomhed. De graver kloakker op og genbruger materialerne hver eneste dag, så hvis I har lyst til at prøve at se, hvordan det er at genbruge ting i virkeligheden, fordi der er god forretning i det, og fordi der allerede er et system for det, der virker, og systemet og markedet er klar, så kan vi gøre det.

Indtil da synes jeg, I skal lytte til nogle flere håndværkere og nogle færre akademikere. Jeg tror ikke lovgivningen vil blive klar, men jeg og Nye Borgerlige er meget positive over for intentionen, for ja, vi kommer til at mangle byggematerialer, og vi er på vej mod en cirkulær økonomi, men skal vi ikke også bare slå fast, at der ikke er nogen i Danmark, der lige nu kan gå ud og rive deres hus ned og bruge materialerne i vejene, uden at de skriver til kommunen og beder om lov? Sådan er lovgivningen allerede. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jeg er akademiker med en lang uddannelse, og den har jeg kæmpet hårdt for. Jeg kommer ikke fra en akademisk familie, og jeg kan godt finde ud af at snakke med håndværkere. Det var bare lige for at præcisere, at det her med selektiv nedrivning ikke går på, at man skal hive enkelte søm ud. Det er i hvert fald ikke sådan, jeg forstår det. Men det er f.eks. med at fjerne en dør, det er med at fjerne et vindue, det er med at fjerne asbest. De her ting er jo også vigtige i forhold til arbejdsmiljø. Der er også håndværkere, som ser meget frem til at kunne få lov til at få de her materialer, som de kan lægge noget håndarbejde i og bygge nogle nye ting af, og dem har jeg også været ude at besøge. Så det er mere en kommentar, end det er et spørgsmål.

Lad mig formulere det som et spørgsmål: Anerkender ordføreren også, at selektiv nedrivning f.eks. er at fjerne en dør og et vindue og ikke kun at fjerne søm?

Ordføreren.

Nu er jeg også selv blevet akademiker sent i livet heldigvis, og jeg var håndværker først. Jeg vil gerne se den dør, der er sat op uden søm og skruer. Det trick ville jeg stadig væk gerne have lært, for det er der. Det er måden, man monterer tingene på, så de skal jo fjernes. Så hvis du på et tidspunkt skal genbruge et spær, som godt kan genbruges en til en, hvis det er godt træ, så skal du have sømmene ud. Og med hensyn til sådan nogle gamle søm på 10 tommer, der er godt rustne, vil jeg sige held og lykke med det, for det kræver det, hvis det ikke skal være utilfredsstillende. Så jeg bliver bare nødt til at sige, at det ikke er gennemtænkt.

Tanken er god, vi vil gerne derhen, og vi ved, at vi især kommer til at mangle rigtig meget grus, men det er det, vi bruger nu. Vi tager test for at tjekke for asbest, inden vi tager noget ned. Asbest er også i fliselim, som fra gammel tid blev brugt i forbindelse med klinker. Maling fra før 1968 skal sandblæses ned og til deponi, så der er masser af ting, vi gør i forvejen. Det, jeg bare siger, er, at det her er meget, meget vidtgående, og det er ikke særlig gennemtænkt.

Fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Jeg vil bare sige, at det ikke er noget, vi nødvendigvis gør i forvejen, men det er noget, vi burde gøre i forvejen. Jeg hører også, at det tit ikke er det, vi gør. Det er ikke en kultur, vi har etableret godt nok i forhold til at få fjernet de her ting godt nok, og det er jo noget af det, som lovforslaget vil gå ind og gøre noget ved. Jeg anerkender, at vi skal tage arbejdsmiljø fuldstændig seriøst, også i det her tilfælde, og det tænker jeg også ligger i det. Mit spørgsmål til ordføreren er her, om ordføreren slet ikke ser nogen muligheder også for godt håndværk i den her nye byggekultur, vi er i gang med at opbygge?

Ordføreren.

Det er jo ikke bedre håndværk, at du kan finde ud af at mure med en gammel sten i forhold til en ny sten, for håndværket er det samme. Det bliver jeg nødt til at sige. Jeg har lagt mange af dem, og håndværket er det samme. Virkeligheden er jo bare, at de bliver porøse, når de har været ydre facadesten i nogle år, så held og lykke med at få et hus til at holde i 100 år med gamle sten. Men jeg bliver bare nødt til at sige, at vi allerede nu har et regelsæt for asbest og for farlige materialer, men hvis det så ikke bliver overholdt med den lovgivning, der er nu, skal vi håndhæve den lovgivning.

Nu kommer der en ny lovgivning, der er meget, meget vidtgående, og det, jeg faktisk er allermest bekymret for, er, at der er en husejer, der lige pludselig står med en kæmpemæssig regning for at få revet noget ned, som vi hiver ned over hovedet på dem. Det er bare det, der er min store bekymring. Det primære, jeg vil sige, er: Lad os nu friholde almindelige husejere, altså ganske almindelige enfamiliehuse. Jeg bor på landet, og til det der med 250 m2 vil jeg sige, at jeg har meget mere end 250 m2 i mit hovedhus, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal stilles dårligere i lovgivningen end alle andre.

Fru Anne Paulin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Nu siger ordføreren det her med, at det her lovforslag nok ser bedst ud set med akademikerens øjne. Altså, ordføreren refererer selv til at have læst i høringsnotatet, og heri står der jo netop, at dem, der repræsenterer byggeriet, er meget positive over for det her. Der står også, at 3F, som jo så repræsenterer mange af de konkrete medarbejdere, der arbejder på det her område, også er meget positive over for det her lovforslag. Så hvorfor siger ordføreren, at det her kun er noget, som akademikere kan finde interessant, når dem, der rent faktisk repræsenterer branchen og repræsenterer de mennesker, der skal udføre opgaven, udtrykker sig positivt i det her høringsnotat?

Ordføreren.

Fordi lige så snart vi snakker miljø og genanvendelse og CO2-besparelser, får vi jo at vide, at ellers dør baby. Og virkeligheden er bare, at vi ikke har været ude at spørge husejernes forening om, hvordan de har det med det. Altså, vi har jo ikke været ude at spørge folk, om de er klar til at lægge de penge til side, det koster at få noget fjernet på den her måde. Det, jeg er bekymret for ved det her, er, at markedet ikke er der til at aftage materialerne. Og det er det ikke. Altså, det er der for mursten og sådan noget, for dem er der penge i. Men i forhold til de andre byggematerialer vil jeg sige, at hvis ikke der er et marked for det, står en husejer, der bliver nødt til at rive noget ned, med en kæmpe ekstraregning. Det er det, der er min bekymring. Det er faktisk ikke intentionen i det, for jeg er fuldstændig med på intentionen. Det er bekymringen for, hvor regningen ender.

Jeg bliver også nødt til at sige, at når jeg ser de der svar, læser jeg det også – og det er selvfølgelig også, fordi jeg er farvet af det – som om dem, der er meget, meget interesseret i at få konsulenter, der kan lave de her ting, er de samme mennesker, som kan have dem ansat.

Så læste jeg faktisk også, at 3F er positive. Ja, men jeg læste også, at de så også synes, at dem, der skulle være i stand til at gøre det, skulle have noget, der svarer til nogle amu-kurser. Og så er vi igen fedtet ind i, at så er der nogle, der har interesser i noget. Jeg er simpelt hen bange for, at der er for mange interessenter fedtet ind i det og for få håndværkere.

Fru Anne Paulin.

Jeg er sådan set enig i, at markedet for genanvendte materialer jo ikke er stort nok i dag. Men hvis der er noget, som vi ved fra vores historie med miljølovgivning i Danmark, så er det netop, at den regulering, som vi laver her i huset, kan være med til at sætte gang i større markeder og kan være med til at drive en efterspørgsel. Så anerkender ordføreren ikke også, at hvis vi sætter nogle regler for det her herinde i Folketinget, kan vi jo netop også være med til at få skabt et større marked for meget mere bæredygtige byggematerialer?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at hvis vi lægger lovrammer ned over folk, agerer de forhåbentlig inden for loven – de fleste af dem. Og så bliver der jo et marked. Men i høringssvarene er der faktisk også nogle, der fortæller – jeg tror, det er FRI; hedder de ikke det? – at de er meget bekymrede for, om ikke der kommer meget mere deponi. Og virkeligheden er, at hvis ikke der er nogen, der vil bygge med de gamle materialer, så får vi det bare på deponiet. Det bliver selvfølgelig sorteret i fraktioner først, men så kommer det på deponi alligevel, og det er jo ikke det, vi ønsker. Vi ønsker, at det her bliver genbrugt, enten til noget visuelt smukt eller til noget praktisk. Og igen vil jeg sige, at grus kommer vi til at mangle lige om lidt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Det afsluttede ordførerrækken, og jeg giver derfor ordet til miljøministeren.

Der er ingen tvivl om, at det her forslag simpelt hen er bydende nødvendigt. Det handler om byggebranchen, som skal arbejde mere cirkulært, og som skal arbejde mere bæredygtigt. For hvis man ser på byggebranchen i dag, er det sådan, at 30 pct. af alt det sand og grus, vi hiver op – jomfrueligt materiale, som vi jo ikke har ubegrænsede ressourcer af – anvendes i byggebranchen. Det kan vi selvfølgelig ikke blive ved med. Når vi ser på Danmarks samlede affaldsmængder, kommer 45 pct. fra byggebranchen. Den står for ca. 5 mio. t årligt. Det kan vi heller ikke blive ved med. Og når man så ser på klimaaftrykket, kan man se, at med det her forslag og med indførelsen af selektiv nedrivning, så vil vi på globalt plan reducere CO2-udledningen med 60.000 t om året. Så på klimaområdet og på råstofområdet i forhold til det med, at vi bliver ved og ved med at bruge jomfrueligt materiale – man bruger det kun en gang, og derefter river man det ned og smider det ud – vil jeg sige: Det går ikke på den måde. Vi kan ikke fortsætte på den måde, og det er det, der er kernen i det her forslag.

Så er der en del ordførere, der har spurgt om, hvorfor det så er noget, vi indfører i etaper. Den klare årsag er, at der desværre ikke findes store systemer og markeder til at håndtere det her endnu, og nedrivningsfirmaerne er også i gang med at lære, hvordan man skal gå til den her opgave.

Jeg havde møde med en virksomhed her for noget tid siden, og de havde en mursten med. Jeg ved, at man ikke må tage ting med her på talerstolen, men I må forestille jer, at jeg står med en brugt mursten her. Den var blevet nedrevet og afpudset og var klar til at blive bygget med igen, og alle ved, at arkitekter elsker brugte mursten, for det giver jo ånd og sjæl til sådan nogle byggerier. Det er meget, meget flot og lækkert.

Problemet er, at der ikke er nogen systemer til at gøre det her, og hvor en ny mursten koster 3-4 kr. for den billigste, koster de brugte mursten raskvæk 8, 10, 15, 16 kr. pr. mursten, og det vil sige, at man som bygherre skal bruge enormt mange ekstra midler på at gøre det, vi har brug for, nemlig at genanvende. Hvorfor det? Fordi der slet ikke er gang i genanvendelse og den cirkulære økonomi endnu inden for byggeriet. Så er det billigere at gøre hvad? Det vi ikke skal gøre, nemlig at hive sand og grus op og få det brændt til mursten på teglværker, og så tager man de helt nye. Når man river ned, er det i øvrigt også billigere at kvase det og bruge det til vejfyld og sådan nogle ting. Før man gør det, skal man overveje, om det ikke kan lade sig gøre at bruge det igen.

Det er sådan set det, det her forslag handler om, og derfor er det et forslag, hvor man i høringssvarene kan se, at der er enormt stor interesse for det. Og i og med at vores forsyningskæder jo er globale, er der heller ingen tvivl om, at det vil være hamrende stærkt for dansk erhvervsliv at gå videre ad den her vej. Der er selvfølgelig krav i dag, men der er ikke krav til det, der er det fundamentale, nemlig selektiv nedrivning, altså at man undervejs i nedrivningen selekterer og sorterer og sikrer ting, i forhold til hvad der kan bruges og hvad der ikke kan bruges.

Vi ved, at der i vores byggerier er alle mulige øvrige materialer, som man så river ned i dag, og hele bunken bliver så ubrugelig og kan ikke genanvendes, og man risikerer jo også, at der er nogle problematiske stoffer, som så ligger dernede, og de kan selvfølgelig ikke recirkuleres i nyt materiale og i nyt byggeri.

Det er ikke sådan, at der i dag ikke er ønske om at få det gjort. Det er der et kæmpe ønske om, og vi har haft hørt gode eksempler i form af både personlige eksempler og eksempler på nogle byggerier, som faktisk er lykkedes. Jeg støtter hver eneste af dem, men vi kan ikke kun basere os på frivillighed og gode intentioner.

I dag er selektiv nedrivning hundrede procent frivilligt og hundrede procent ud fra nogle vejledninger, og der kan vi jo se, at det slet ikke er nok til at få gang i den udvikling, der skal til. Derfor er vi nødt til også at stille nogle krav til, hvordan man skal arbejde som virksomhed og stille nogle krav til, hvad man skal som bygherre, og hvornår man så skal være omfattet.

Der er et par stykker, der så har spurgt om, hvorfor vi starter med de her 250-kvadratmetersbyggerier, og hvorfor vi ikke starter med parcelhusene, som typisk vil være mindre. Der vil jeg bare tilkendegive, at nu starter vi med det her, og det er, fordi vi altså skal løbe en udvikling i gang, som ikke findes, og få en læring, som ikke er der. Der er mange virksomheder, hvor man skal i gang med at tage en uddannelse og blive autoriserede, så de kan løfte den opgave her, og så følger vi den udvikling meget, meget nøje og bliver vejledt af både virksomheder og grønne organisationer. Og så vil jeg selvfølgelig dele med aftalekredsen, hvad der så bliver næste fase, og hvornår det vil være muligt at tage hul på næste fase. For det her er startskuddet til en grøn transformation af en vigtig del af vores klimaaftryk og vores miljøaftryk, nemlig byggebranchen.

Det gode i det er, at byggebranchen selv er interesseret og selv vil være med. Så det er ikke Christiansborg, der står her og slår nogen oven i hovedet. Det er Christiansborg, der stiller nogle krav, men det er nogle krav, som efterspørges af industrien, så det ikke kun handler om at konkurrere på laveste kvalitet og laveste pris, men at konkurrere på bedst mulig cirkulær genbrug af byggematerialer og den kvalitet, der er i det.

Derfor skal mine slutord være, at det her er et eksempel, men der er jo mange eksempler på, at i forhold til det, vi indtil nu har betragtet som affald, fordi vi bare kunne tage nye ressourcer op som af en uudtømmelig kilde i naturen, bliver det fremover sådan, at det, der i går var affald, er morgendagens ressourcer, og dem skal vi bruge klogt og rigtigt.

Det her er jo ikke det sidste, der skal ske, men det er et vigtigt skridt fremad, og jeg ser frem til at behandle det her lovforslag sammen med udvalget og ikke mindst frem til at se det i praksis. I en tid, hvor ressourcerne er knappe, og hvor vi skal passe på vores miljø og vores natur, skal vi sikre, at vi genbruger og genanvender langt mere.

Tak for det. Der er foreløbig to til korte bemærkninger. Værsgo til hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Tak. Der var nogle gode intentioner i ministerens tale, og jeg vil jo gerne hjælpe miljøministeren til at være en rigtig miljøminister og ikke sådan en københavnsk version af Smadremanden, hvor mest mulig genbrugt byggemateriale bliver til vejfyld, sådan som det er situationen nu. Altså, vi skal frem til, at der bliver udviklet på det her.

Ministeren siger, at det er et plus, at vi nu er kommet frem til, at der skal være autorisation på at lave det her nedbrydningsarbejde. Der er jo meget stor forskel på, om man skal nedbryde en femetagers bygning inde i byen med naboer lige ved siden af, eller om man vælger at skulle genbruge byggematerialer fra et parcelhus, hvor der er langt til naboen, og hvor man kan bruge noget mere simpelt materiel.

Jeg synes egentlig, det er nogle af de nemme løsninger, man fravælger ved at sætte den her grænse på 250 m², for hvis man skulle starte med det, der er nemmest, så var det da at tage de bygninger, som er lavest. Derfor synes jeg, det er rigtig ærgerligt, at man er endt på de her 250 m².

Så jeg håber da, at ministeren vil være med til at kigge på, om det er en rigtig grænse, og at det ikke bare noget med, at nu har vi en bekendtgørelse, som ministeren engang – hvem der nu måtte være minister på det tidspunkt – kan komme med nye regler til. Hvorfor ikke fastlægge nu, at der skal laves regler for bygninger på 250 m²?

Ministeren.

Den her grænse er jo også en grænse, som har været anvendt i de miljørapporter, som er lavet forud, og som branchen jo har været involveret i udarbejdelsen af. Når der så er en bemyndigelse til at gå længere, er det jo, fordi der også er en politisk aftalekreds om den cirkulære ændring af den her branche, og det er den aftalekreds, som selvfølgelig vil blive orienteret om, hvordan udviklingen går, og selvfølgelig også om, hvis vi skal aftale de næste skridt. På den måde er det jo korrekt, at det er ministeren, der så har ansvaret for at udmønte det, der så til den tid formentlig vil være en bekendtgørelse. Men selvfølgelig vil Folketinget blive orienteret, og jeg skal nok også sikre mig, at orienteringen om, hvordan det går, ikke kun er til aftalekredsen, men også til de partier, som ikke er med eller er trådt ud af aftalekredsen, altså en orientering om og en status på, hvordan det går med at få det her løbet i gang.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Jamen jeg er godt klar over, at der er en aftalekreds omkring den her liberalisering af affaldssektoren og andre hjørner. Der ligger så i den aftale nogle små hjørner, der er rigtig fornuftige, om at øge genbruget. Men når nu ministeren har lavet det lovforslag og det har været i høring og der er en masse høringssvar, som sådan set efterspørger, at det her lovforslag også burde gælde nogle mindre bygninger, så har man vel ret til at læse de høringssvar og sige: Det var da en fornuftig kommentar, der kom der – vi må hellere ændre i lovforslaget? Synes ministeren ikke, at det er sådan lidt markant, hvor mange der egentlig ønsker, at der skal være en lavere grænse?

Ministeren.

Det synes jeg faktisk også er meget positivt, altså at der er et ønske om at gå videre og komme så langt som muligt. Vi må også bare erkende i dag, at det marked til at rense op og genbruge murstenene og vinduesrammerne og dobbeltdørene og de andre ting, vi har hørt om i dag, jo skal i gang, og virksomheder i branchen skal i gang. Det er slet ikke på nogen måde noget, der har en volumen nu, hvor man kan begynde at aftage byggeaffald. Derfor er det for at tilkendegive, at det for regeringen og især for mig er første skridt i nogle etaper, og at vi skal videre. Det betyder, at vi skal længere ned senere hen – men først skal det løbes i gang.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Det kan godt være, at det er, fordi jeg kommer fra et område, hvor et enfamilieshus ikke nødvendigvis er et eller andet bette et på 250 m². For jeg hører jo ministeren fortælle, at det er enfamilieshusene, man har tænkt på, altså at det er parcelhusene, tror jeg ministeren sagde, man holder ude af det. Men ude på landet har jeg vel på en god dag 400 hovedhuse. Men jeg kan få lov at rive alle mine lader ned, for de er på under 250 m², uden det her.

Vil ministeren ikke være med til at ændre ordlyden i det her, sådan at vi snakker ind i en fællesmængde af mennesker, der bor i huse, både store og små, og så kan vi snakke tofamilieshuse eller erhverv, indtil markedet er der? For det, der er problemet for mig, er jo den kæmpe ekstraregning, det bliver for en familie at skulle have revet noget ned nu, inden markedet er der, for når markedet er der, er der jo en værdi i de materialer, man får skilt ad. Så holder man dem skadesløse.

Er ministeren villig til at se på, at man gør det, i stedet for at man siger 250 m², fordi man her på Sjælland slet ikke kan forestille sig, at nogle af os har mere plads, og derfor bare siger enfamilieshuse, altså så vi holder ganske almindelige danskere ude af det?

Ministeren.

Nej. Nu er der så et pres fra den anden fløj her. Jeg står fast på mit synspunkt, og det gør jeg – det ligger faktisk også lidt i spørgerens kommentar og begrundelse for spørgsmålet – for i forhold til enfamilieshuse kan man jo spørge: Hvad så med tofamilieshuse? Jeg synes ikke, der er meget logik i at gå den vej.

For mig at se vil logikken være – og det vil også være den rettesnor, jeg synes vi skal følge fremover, når vi skal videre ad den vej, når markedet er bygget op, og det er vi jo så enige om, og der bliver nogle værdier – at der faktisk kan være en værdi i at sælge de materialer videre, som man får brudt ned på sin grund.

Men der vil det være min indstilling, at det også vil gælde kvadratmeter. Nu er det så startet med 250 m², men når man vil gå længere ned, vil det, synes jeg, være klogest og det reneste snit og nemmest at forstå for alle håndværkere, nedrivningsvirksomheder, grundejere osv. med kvadratmeterreglen, og den synes jeg vi skal holde fast i.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Jamen jeg bliver nødt til at hjælpe ministeren, for det er det nemmeste i verden at finde ud af, om noget er registreret som et enfamilieshus eller ej. Det er bare at gå ind på OIS.dk, og der står det. Det er det første, som håndværkere slår op i for at finde ud af, om de skal køre efter det ene regelsæt eller efter det andet.

Det, man gør nu, er, at man fritager nogle, som bor i små huse, for en regning – sikkert i nogle vælgerkredse her på Sjælland – og så rammer man igen nogle mennesker uden for byerne. Hvis det er meningen, at parcelhusene skal holdes ude, er det vel familiernes hjem, der skal holdes ude. Og min bekymring går på, at det bliver så voldsomt dyrt at rive noget ned nu. Det bliver så voldsomt dyrt, minister, at du kommer til at have nogle, der kommer til at være stavnsbundne, fordi de ikke har råd til at rive ned. Så må de bo i det gamle. Og det er i hvert fald ikke godt i forhold til CO2'en.

Ministeren.

Jeg tror, vi lige skal ned i niveau i forhold til at male skræmmebilleder op om, hvor voldsomt dyrt det bliver. Det her efterspørges af nedrivningsbranchen, og det efterspørges af byggebranchen, og de kan se en værdi i det, som vi i øjeblikket ikke får gavn af. Det er en værdi, som jo også vil betyde, at de materialer, der ligger i vores bygninger – det kan være gamle mursten eller døre eller vinduer eller tegl eller andet – kan sælges videre til nogle andre, der kan bruge dem. Og derfor er det for mig at se noget, som også vil være fornuftigt for dem, der har ejerskabet af den bolig.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.