Tak for det, formand, og tak til ordførerne for det, man vel kan kalde en meget god modtagelse, både af mig personligt og også af lovforslaget, der er fremsat. Jeg synes, vi har startet en god præcedens med, at alt, hvad jeg fremsætter her i Folketingssalen, kan blive modtaget på den måde. Så skal vi nok få et godt og frugtbart samarbejde.
Da vi vedtog trossamfundsloven tilbage i 2017, var det en forudsætning, at loven skulle revideres. Der skulle laves en revision af loven med henblik på at se, om den virkede efter hensigten. Det arbejde er sådan set i fuld gang, det er også godt på vej, men det er desværre ikke nået langt nok til, at vi kan fremsætte et konkret forslag her i dag. Det er vigtigt for mig, at den her revision bliver grundig, at vi er lyttende, at vi inddragende over for alle de aktører, der er på området, og de eksperter, der måtte være på området, og derfor er vi nødsaget til at udskyde det her lovforslag.
Vi skal nok sikre, at der kommer en god høring, og at der kommer en god dialog med de parter, der måtte være i og omkring lovforslagets interessefelt. Så for at sikre en god proces bliver vi nødt til at udskyde det her lovforslag med et enkelt år, så det bliver fremsat i folketingsåret 2024-25. Jeg sætter pris på den meget brede opbakning til det her i Folketinget, og jeg ser frem til den videre drøftelse i udvalget.