Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 2. del af 1. behandling af lovforslag nr. L 68:

Forslag til lov om ændring af lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet og lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter. (Indførelse af registreringskrav og mulighed for at fravige reglerne om maksimal ugentlig arbejdstid).

Af beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen).

(Fremsættelse 08.11.2023. 1. del af 1. behandling 16.11.2023).

Dette punkt er faktisk en fortsættelse af førstebehandlingen af L 68. Der var lydproblemer i Folketingssalen. Nu fungerer lyden, og vi var nået til hr. Christoffer Aagaard Melson, som ad flere omgange forsøgte at tale. Nu håber vi, at det kan komme ud, i hvert fald budskabet. I hvert fald virker lyden – resten er op til ordføreren. Værsgo.

Ja, vi må håbe, at fjerde gang er lykkens gang i forhold til det her lovforslag. Men tak for ordet, og jeg vil igen starte med at sige, at generelt er det en kæmpestor fordel for et lille land som Danmark, at vi har ensartede regler på europæisk plan, når det gælder grænseoverskridende ting som f.eks. arbejdskraftens fri bevægelighed. At der er nogle regler, som ikke skifter, på tværs af lande, er rigtig godt for dansk erhvervsliv, og det skal vi holde fast i. Derfor er det jo også vigtigt, at landene implementerer domme fra EU-Domstolen, også i de tilfælde, hvor man ikke synes, at det rammer fuldstændig perfekt, i forhold til hvad man selv synes ville være den rigtige måde at gøre det på, fordi det samlet set er en kæmpe, kæmpe fordel for os alle sammen og har skabt rigtig meget velstand for os og rigtig mange muligheder for vores virksomheder, at det er sådan, det kører nu om dage.

I dag skal vi kigge på to lovændringer overordnet set i forhold til domme, der er faldet ved EU-Domstolen. Den første del handler om, hvordan man opgør arbejdstid. Der synes vi egentlig generelt, at det er fornuftigt, at der er nogle ensartede regler på tværs af Europa for, hvordan man som både arbejdstager og arbejdsgiver opgør arbejdstid. Det har givet nogle udfordringer i Danmark, fordi man i højere grad fremover skal til at tælle rådighedsvagter med i forhold til de her maksimalt 48 timers arbejde om ugen i gennemsnit over en 4-månedersperiode – en regel, som vi har levet med i rigtig mange år, men som f.eks. inden for vores beredskab har været en udfordring. Derfor er jeg også rigtig glad for, at arbejdsmarkedets parter har sat sig ned og lavet en løsning for, hvordan vi inden for de brancher, hvor det her giver problemer, kan afvige fra de regler fremadrettet i Danmark.

Nu må vi følge implementeringen og se, hvordan det fungerer, og så har vi i Venstre og jeg personligt da også et ønske om, at vi måske kan følge op på de regler, også fremadrettet, og se, om vi måske kan gøre dem endnu mere smidige. Men i første omgang er vi rigtig glade for, at der er fundet en løsning.

Den anden del af lovforslaget omhandler tidsregistrering, og der er vi mindre begejstrede, fordi det medfører nogle administrative byrder for erhvervslivet. Der har EU-Domstolen sagt, at de mener, at man bør have nogle ensartede og objektive måder at registrere arbejdstid på, og i forlængelse af det er der så bred enighed om, at det skal tolkes, som om der også skal registreres arbejdstid. I den måling af omkostninger for erhvervslivet, der er lavet, i forhold til det her forslag synes vi at man har taget udgangspunkt i noget, der er for vidtgående, nemlig at alle virksomheder skal tidsregistrere hver dag.

Som vi forstår det, bliver der stor metodefrihed. Vi har jo lagt op til en minimumsimplementering, og det er rigtig godt, i forhold til hvordan de enkelte virksomheder vil gribe det an – bl.a. at man også kan aftale, at det kun er, når man afviger fra den aftalte arbejdstid, at der skal tidsregistreres. Det er selvfølgelig noget, vi gerne vil have præciseret af Beskæftigelsesministeriet, og vi vil stille spørgsmål til det her under udvalgsbehandlingen. Så den usikkerhed kan vi komme til livs, sådan at vi forhåbentlig kan få de her administrative byrder bragt ned.

Vi håber, at det her kan blive implementeret på en god og smidig måde i Danmark, så det kommer til at fungere. Det er også et lovforslag, vi vil følge tæt – også i forhold til hvis man synes, at en dom, der er faldet i det danske retsvæsen, ikke er helt på linje med den politiske intention. Vi har også en kommissionsformand, der lige har været ude at sige, at vi skal nedbringe bureaukratiet, som er afledt af EU-lovgivning. Der synes vi måske, at det her er lidt uden for skiven, og derfor vil vi jo så også følge med i, om det er noget, der bliver behov for, at vi skal prøve at adressere på europæisk niveau i de relevante fora i forhold til at få lavet det om, hvis det viser sig, at det ikke kommer til at fungere på en ordentlig og smidig måde i Danmark.

Med de ord kan jeg jo sige, at vi bakker op om lovforslaget. For som sagt mener vi, at det er væsentligt, at landene implementerer de domme, der kommer fra EU-Domstolen, hvis det indre marked skal fungere på en fornuftig måde, også i de tilfælde, hvor man ikke er hundrede procent enig i i hvert fald dele af de her domme. Derfor bakker vi op med de bemærkninger, jeg har givet her.

Det lykkedes. Der er tre kommentarer. En af dem er fra hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Tak. Hvis vi lige forholder os til det lovforslag, som regeringen har fremsat, siger man, at det er 500 mio. kr. i omstillingsomkostninger og løbende et sted mellem 990 mio. kr. og 2,4 mia. kr. årligt i øgede administrationsomkostninger.

Mit spørgsmål til Venstre, også som repræsentant for regeringen, er: Hvad har regeringen helt konkret tænkt sig at gøre for at kompensere erhvervslivet i forhold til de her midler, således at det ikke bliver en øget omkostning og en øget skat til erhvervslivet, som bliver væltet over på forbrugerne? Hvad vil man gøre for at kompensere?

Ordføreren.

Først og fremmest er det her jo – og det viser spændet her også allerede – nogle omkostninger, der er forbundet med meget stor usikkerhed. Og derfor står der også i lovforslaget, at vi vil følge op med en efterfølgende måling, bl.a. fordi den her måling er baseret på, at alle skal tidsregistrere hver dag, og sådan mener vi som sagt ikke at lovforslaget skal forstås.

Men samlet set har vi jo i regeringen en politik om, at vi gerne vil forbedre vilkårene for vores erhvervsliv. Det er også derfor, vi med vores iværksætterpakke kigger på at forbedre rammevilkårene for erhvervslivet. Vi kigger også på generationsskifteskatten for at forbedre rammevilkårene for erhvervslivet.

Så samlet set kommer regeringen til og fører regeringen jo en politik, der letter byrderne for erhvervslivet. Derfor er det selvfølgelig alligevel ærgerligt, hvis noget trækker i den anden retning, men jeg håber og tror ikke på, at det går helt så galt som det, der er lavet i det her estimat.

Spørgeren.

Samlet set kommer regeringen til at føre en politik, der letter byrderne for erhvervslivet – det vil jeg godt lige have et svar i forhold til. For i den skattereform, der kommer, er der altså noget beskæftigelsesfradrag og noget andet til borgerne; der er ikke lettelser til erhvervslivet.

Så her øger man altså omkostningerne for potentielt 2,5 mia. kr., og jeg har ikke set noget i regeringens forslag om, at man letter byrderne for erhvervslivet. Så når ordføreren står og siger det, vil jeg godt have et konkret svar i forhold til det. For ellers er det simpelt hen ukorrekt, hvad ordføreren står og siger fra talerstolen.

Ordføreren.

Indirekte letter det jo selvfølgelig byrderne for erhvervslivet, også når deres medarbejdere skal betale noget mindre i skat. Det gør det jo mere attraktivt at arbejde i Danmark, og det forbedrer jo også virksomhedernes konkurrencevilkår, at man letter beskatningen på arbejde.

Derudover har vi også sagt, at vi vil lette skatten på generationsskifte, og vi har også en ambition om at generelt at lette byrderne for erhvervslivet, også administrativt, som det her er. Så samlet set kan jeg sagtens stå på mål for, at vi kommer til at lette byrderne for erhvervslivet.

Fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Tak, og tak for talen – for tredje gang! Nu lykkedes det heldigvis.

Jeg hører Venstres ordfører sige, at man ikke er helt tilfreds med det her. Det er jo noget bureaukratisk bøvl at lægge over på vores virksomheder. Og så siges det, at det er det samme, som hvis vi har en dom fra en dansk domstol. Jeg er helt enig i, at vi skal følge EU-lovgivningen, men her er det et direktiv, der er 20 år gammelt, som vi ikke har fortolket på den her måde, og som vi ikke har forvaltet på den her måde, og det er jo en dom, som ikke kommer fra det danske arbejdsmarked, hvor vi tit siger, at det på det danske arbejdsmarked er så velfungerende, at EU ikke skal komme ind og diktere.

Hvad har man fra regeringens side gjort for at forsøge at udfordre det her? Har man forsøgt andet? Jeg hører ordføreren sige, at fremadrettet skal vi gå ud og se på internationalt plan, om der er noget, vi skal gøre, men har I først tænkt, at vi bare følger det blindt, før I overhovedet har overvejet at kigge på, at fortolkningen måske ikke finder anvendelse i Danmark?

Ordføreren.

Vi har jo kigget på, hvordan det er, at man kunne minimumsimplementere det her og få det til at fungere i en dansk kontekst. Det er jo sådan, at når der bliver lagt sager an ved EU-Domstolen, kan det nogle gange føre til, at noget bliver præciseret i forhold til forståelsen af et direktiv, og det er det, der er sket her. Jeg synes personligt ikke, at det er en fornuftig præcisering af det her direktiv. Jeg synes faktisk, det er fint, at der bliver nogle ensartede regler på tværs af lande for, hvordan man kan gøre det på en ensartet måde, hvis man skal opgøre arbejdstiden. Det har faktisk været svært at føre sager på tværs af Europa, hvis man har overtrådt reglerne, f.eks. hvis medarbejdere er blevet udnyttet, fordi man har gjort det på rigtig, rigtig mange forskellige måder.

Det afledte bureaukrati, man så mener at det her fører til, hvis der skal tidsregistreres, når man afviger fra den aftalte arbejdstid, er der, hvor vi synes problemet kommer ind. Der må man jo gøre det, at man i første omgang implementerer afgørelsen. Så må vi se, hvordan det kommer til at fungere i Danmark, og så kan man jo sideløbende dermed prøve enten i Parlamentet eller over for Kommissionen at tage det op, hvis det ikke fungerer på en ordentlig måde i Danmark.

Spørgeren.

Fortolkningen af direktivet? Direktivet er fra starten af 2000. Jeg tror ikke engang, de kunne forestille sig, at der var systemer, der kunne det, som den her dom lægger op til. Hvordan i alverden skulle de have tænkt, at det var sådan her, det skulle være, når der ikke engang var de muligheder dengang? Alt det skriger til himlen om, at vi skal råbe vagt i gevær her.

Jeg vil gerne lave en sammenligning med mindstelønsdirektivet, som regeringen har valgt at sige er i strid med nærhedsprincippet, og hvor de gerne vil anlægge et annullationssøgsmål. Jeg ser det sådan, at du i et ansættelsesforhold giver tid til arbejdsgiveren og arbejdsgiveren giver dig løn i stedet for. EU regulerer her tid. Hvorfor er det ikke samme problem?

Ordføreren.

Jeg synes, at minimumslønsdirektivet er mere principielt i forhold til et opgør med den danske model. Hvordan man tidsregistrerer, eller om man tidsregistrerer, er jo trods alt, kan man sige, en mere bureaukratisk eller en mere administrativ ting end en grundlæggende debat om, hvordan løndannelsen foregår. Derfor skal man bruge forskellige redskaber i forskellige sammenhænge.

Jeg er heller ikke helt enig i, at det, EU-Domstolen har gjort her, er i direktivets ånd, men derfor siger jeg bare, at jeg tror, at vi i den grad har en fordel af, at europæiske lande implementerer de her domme, og jeg synes også, at alle økonomiske beregninger viser, at det samlet set er en kæmpe fordel for Danmark, at vi har det her system.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Jeg vil godt lige vende tilbage til to ting. Den ene er det, ordføreren sagde om, at man samlet set lempede afgifterne for erhvervslivet. Det kom fuldstændig bag på mig, for for 2 dage siden stod klimaministeren og øgede udgifterne for erhvervslivet med 13 mia. kr., og det blev stemt igennem. De eneste, der fik noget ud af det, var statskassen; den havde et merprovenu på 2,5 mia. kr. Så jeg vil gerne lige en gang til høre ordførerens forklaring på, hvordan regeringens politik er, i forhold til hvordan regeringens ordførere står og siger den er.

Den anden ting er, at vi hele tiden vender tilbage til det med tidsregistrering, altså at vi kun skal registrere, når noget er anderledes end normalen. Men hvordan ved man det, hvis man ikke registrerer det hver dag? Hvordan ved man, om man skal registrere det, når man går et kvarter tidligere eller et kvarter senere hjem? Hvornår ved man, at normalen ikke er der længere? Det vidste vi før, for da havde vi 48 timer over et vist antal uger, og det kunne man finde ud af. Der kunne man sagtens finde ud af det. Men det er jo ikke det, vi får at vide. Vi får at vide, at vi skal registrere arbejdstiden. Så vil ordføreren ikke godt lige en gang til forholde sig til, at 1 mia. kr. nok er lavt sat som udgift for erhvervslivet med det her?

Ordføreren.

Jeg mener ikke nødvendigvis, at 1 mia. kr. er lavt sat, for de virksomheder, der har indberettet her, har taget udgangspunkt i, at alle medarbejdere skulle registrere arbejdstiden hver dag. Sådan er vores forståelse af lovgivningen ikke. Jeg har været i dialog med ministeriet, og i forhold til dit spørgsmål vil jeg præcisere, at vores forståelse af lovgivningen er, at hvis du f.eks. har aftalt en daglig arbejdstid på 8 timer og du arbejder de 8 timer, behøver du ikke at tidsregistrere. Så det er det, vi vil have præciseret. Og så tror jeg også, at de her omkostninger kommer under 1 mia. kr. Så jeg mener ikke, at 1 mia. kr. er lavt sat.

Spørgeren.

Men nu er jeg ramt af virkeligheden, og jeg har jo siddet som chef i en virksomhed, og det er meget sjældent, at man lige præcis rammer 8 timer – hvis ikke man var på arbejde på Aalborg Værft i gamle dage og ventede på, at sirenen lød, så man kunne gå. Virkeligheden er jo, at man arbejder måske 7 timer og 30 minutter den ene dag og 8 timer og 30 minutter den anden dag, for hovsa, vi har et system i Danmark, hvor vi sådan får det til at virke, men nu skal vi så måles og vejes på grund af en EU-implementering.

I forhold til et tidsregistreringssystem var det billigste og mest simple, jeg kunne finde, et, der kostede 59 kr. om måneden pr. medarbejder, og jeg har lige hørt regeringen sige, at vi har godt 3 millioner ansat i Danmark, så det er 59 gange 3 millioner. Kan ordføreren lige gøre mig klog på, hvad det render op i?

Ordføreren.

Altså, det er vurderet til at koste de 500 mio. kr. at få indkøbt de her systemer plus de løbende omkostninger. Men det er jo sådan, at på langt de fleste danske arbejdspladser har man en eller anden form for tidsregistrering i dag. Og det, der er lagt op til i lovforslaget, er, at der er meget stor individuel frihed, i forhold til hvordan man gør det ude på den enkelte arbejdsplads. Man finder ud af det på op imod 80 pct., mener jeg det er, af de danske arbejdspladser i dag, og så finder man nok også ud af det fremadrettet. Og det her bliver ikke noget, hvor man kommer og banker folk oven i hovedet, i forhold til om det bliver gjort på den ene eller den anden måde. Vi kæmper for, at det her bliver så ubureaukratisk og smidigt som muligt, og det er jo det, vi også skal have stillet spørgsmål om i udvalgsbehandlingen.

Så jeg tror ikke, der er nogen, der skal være bange for, at man bliver slået i hovedet, hvis det er 5 minutter den ene vej eller den anden vej, man ikke i fremtiden får registreret.

Tak til ordføreren for Venstre. Tidsregistreringen siger, at ordføreren er færdig nu. Og der er heller ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er fru Sofie Lippert fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Karsten Hønge er desværre forhindret i at være til stede i salen i dag, og derfor har jeg fået æren af at læse talen højt på vegne af ham.

Lovforslaget omhandler for det første indførelsen af en undtagelsesbestemmelse i arbejdstidsdirektivet, hvorefter det er muligt for en lønmodtager og en arbejdsgiver at indgå aftale om, at der kan arbejdes ud over 48 timer i gennemsnit om ugen – den såkaldte opt-out. Da optoutmuligheden alene omhandler lønmodtagere med overenskomstbestemmelse om rådighedsvagter, som varetager samfundskritiske funktioner, f.eks. læger, brandmænd og ambulanceførere, kan SF godt se fornuften i muligheden. SF er trygge ved, at arbejdsmarkedets parter skal aftale muligheden for arbejdstid ud over 48 timer i overenskomstforhandlinger, og er positive over for forslaget.

For det andet omhandler lovforslaget indførelsen af et krav om registrering af lønmodtagernes daglige arbejdstid. Der indføres et krav om, at arbejdsgivere skal implementere et arbejdstidsregistreringssystem i tråd med EU-Domstolens dom i sag C-55/18. SF hilser det velkommen, at der rettes op på den manglende implementering af EU-Domstolens afgørelse, og understreger, at det til hver en tid er enhver ansvarlig arbejdsgivers pligt at sikre, at arbejdstiden ikke løber løbsk.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for ordet. I disse dage snakker vi meget om arbejdstider her i Danmark. Vi fra regeringspartierne er jo meget optaget af, at flere kommer i fuldtidsarbejde, da vi i den grad mangler hænder ude i landet. Vi frygter netop, at vi ikke kan få velfærden til at hænge sammen, hvis ikke alle dem, der kan, også bidrager så meget, de synes de kan. I Danmark er vi kommet frem til, at 37 timer er en meget rimelig tid at forvente, at de fleste kan arbejde om ugen. Men den her lov tager fat i den anden ende. Vi må nemlig heller ikke arbejde for meget. Fra EU's side har man været bekymret for, at nogle arbejdsgivere ikke formår at begrænse arbejdstiden og derfor driver rovdrift på medarbejderen. Sagen kan selvfølgelig også være den, at det er medarbejderen selv, der bare ikke kan stoppe, og derfor kan man jo også se det på den måde, at arbejdsgiveren får mulighed for at sige til vedkommende, at nu skal de hjem og slappe af.

Man er fra EU's side kommet frem til, at 48 timer er et passende maksimum. Med lidt frisk hovedregning er jeg kommet frem til, at det er ca. 10 timer om dagen fordelt over arbejdsugen. Men ikke i alle tilfælde giver det mening at sætte denne øvre grænse, da arbejdet kan have en speciel karakter, hvor det giver mening at arbejde endnu mere i perioder, bl.a. hvis arbejdstiden også inkluderer muligheden for at hvile sig, mens man er på arbejde. Derfor er der i loven undtagelser for specielle faggrupper, hvor arbejdet er indrettet specielt. Det kan f.eks. være, hvis man er ambulanceredder eller tilkaldelæge.

I Moderaterne er vi generelt meget begejstret for, at EU sørger for ens regelsæt på tværs af Unionen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor vi ville have været henne med f.eks. den grønne omstilling, hvis vi ikke havde EU til at presse på. Men der, hvor EU nogle gange kan være lidt træls, er, når reglerne giver en masse administrativt bøvl, selv om intentionen med lovforslaget jo som udgangspunkt er godt, nemlig at beskytte arbejdstageren. Det ville jo have været lettere, hvis man bare kunne sende dekret ud fra kejseren om, at det befales, at ingen må arbejde over 48 timer om ugen, og så forvente, at alle overholdt det.

Selv om man i EU værdsætter tillid, tror man åbenbart ikke helt på det gode i alle mennesker. Derfor følges lovforslaget med et krav om arbejdstidsregistrering, og netop denne del har ikke vakt udelt jubel og heller ikke hos Moderaterne. Det kunne risikere at blive et administrativt helvede, hvis alle arbejdspladser skal have implementeret et meget sofistikeret system, hvor de skal skrive timer og minutter ind, selv om det absolut ikke skaber værdi. Derfor har man i lovforslagets endelige udarbejdelse også haft fokus på at gøre det så smidigt som muligt. Det er forhåbentlig lykkedes, bl.a. på grund af fremragende samarbejde med arbejdsmarkedets parter, bl.a. FH, DA og Akademikerne, der har bidraget til den endelige udformning. Et af de vigtigste ord i den her sammenhæng er minimumsimplementering. Vi skal følge retningslinjerne, men vi skal ikke gøre det for besværligt for hverken arbejdsgiver eller arbejdstager. Arbejdsgiverne må derfor selv vælge, hvordan de gør, når de registrerer arbejdstiden. Jeg er sikker på, at mange danske arbejdsgivere er dygtige til at finde løsninger, der passer godt netop til deres virksomhed, uden at det bliver meget bøvlet. Her har vi nemlig fuld tillid.

For Moderaterne er det centralt, at vi arbejder meget konstruktivt i EU-samarbejdet, også selv om der er nogle lovforslag, vi ikke er meget begejstret for. I disse tilfælde skal vi være helt klare med hensyn til intentionen, nemlig at beskytte arbejdstageren, hvilket vi også ønsker, men vi skal bestemt ikke overimplementere. Det er den balance, man har forsøgt at finde i dette lovforslag, og vi bakker derfor op om det.

Hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Tak. Jeg kan jo forstå, at regeringen ikke har tænkt sig at kompensere erhvervslivet for de her øgede administrationsomkostninger, som nu bliver lagt på det.

Har staten tænkt sig at kompensere kommunerne? For i kommuneaftalen, som der foreligger, skal der jo være en administrationsbesparelse i kommunerne. Nu bliver de så pålagt lovgivning herinde fra Folketinget af, som øger administrationsomkostningerne for mellem 50 og 100 mio. kr. årligt.

Får kommunerne en direkte kompensation via dut-systemet for det her?

Ordføreren.

Jeg er ikke bekendt med, hvordan det er økonomisk, altså om der er nogen planer om kompensation. Men spørgeren tager også udgangspunkt i, at det for alles vedkommende bliver rigtig dyrt, og der vil jeg minde om, at vi stadig væk allerede har tidsregistrering på 80 pct. af arbejdspladserne, og i lovforslaget bliver der lagt op til, at man selv kan finde en løsning.

Så hensigten er jo ikke, at man skal gøre det utrolig kompliceret. Hensigten er faktisk, at man skal gøre det så nemt og smidigt som overhovedet muligt og bestemt ikke overimplementere. Og når der så er lagt nogle administrationsomkostninger ind, kan man jo se det som – og nu må jeg ikke sige worst case – det værste scenarie, at det bliver så dyrt; man kunne også forestille sig, at de fleste har fantasi til at gøre det på en måde, så det ikke bliver så dyrt.

Spørgeren.

Det er jo ikke noget, jeg finder på. Det er regeringen selv, der skriver i deres lovforslag, at 5 pct. af de offentligt ansatte skal til at omstille sig nu, og at det vil koste mellem 50 og 100 mio. kr. Det er jo ikke noget, jeg finder på, altså at der er nogle, der skal omstilles, og at det koster. Det er regeringen selv, der skriver det, og Moderaterne sidder i regeringen, så jeg går ud fra, at man står inde for det lovforslag, som regeringen fremlægger. Der står der, at der er øgede administrationsomkostninger til kommunerne for 50-100 mio. kr.

Så er mit konkrete spørgsmål: Bliver kommunerne direkte kompenseret for de penge, som man ofte gør, når man herindefra pålægger dem en ekstra udgift, og det gør man jo i det her tilfælde med 50 mio. kr.? Og hvad er svaret fra ordføreren så? Bliver de dut-kompenseret, eller bliver de ikke dut-kompenseret?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nu håber jeg, at spørgeren også ved, at det er et estimat af omkostningerne. Man må jo se på de konkrete udfordringer, der kommer, når det nu engang bliver implementeret. Det er svært at stå her og love, at man får de her 50 mio. kr., når man ikke aner, hvor omkostningerne kommer til at ligge henne, altså hvor det specifikt er, at det kommer til at koste noget. Så jeg ved faktisk ikke, hvad planerne er for kompensation.

Næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Jeg er jo fuldt ud tilhænger af, at man ikke skal stå og love 50 mio. kr. fra talerstolen, hvis ikke man ved, om det er 50 mio. kr. Så jeg vil egentlig bare gerne have håndslag på noget andet. Regeringen lover hermed at kompensere kommunerne for de udgifter, de får ved det her lovforslag. Er det sådan, jeg hører Moderaterne?

Ordføreren.

Nu tror jeg desværre ikke, at jeg er i stand til at love noget fast på regeringens vegne. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke personligt har et ansvar, men hvor vi skal finde de her penge, er jeg jo ikke nødvendigvis bevidst om. Jeg er ikke i en lønklasse, hvor det er mig, der tager den slags beslutninger. Men jeg synes selvfølgelig, at det er relevant at hjælpe kommunerne med at finde ud af, hvordan de skal få det til at hænge sammen, hvis der bliver en kæmpe udgift.

Spørgeren.

Nu har vi jo tidligere sat lønnen ned for ministre, så hvis ordførerens formand er minister og han er i en højere lønklasse, så synes jeg da, at vi skal have et lovforslag og så sætte det ned, sådan at du er i samme lønklasse. For du står som ordfører for et regeringsparti, og så havde jeg bare et helt simpelt spørgsmål. Man påfører kommunerne en udgift. Det er kommuner, der i forvejen skærer, fordi de ikke kan få det til at gå op. Det er helt simpelt. Ordføreren behøver jo ikke at love en krone. Ordføreren skal bare sige, at regeringen naturligvis kompenserer kommunerne for de udgifter, de får med det her lovforslag.

Pas på med den direkte tiltale. Nu er det ordføreren.

Jeg er glad for, at ordføreren mener, at det er en nem opgave at stå her og love et givent beløb. Jeg er sikker på, at vi sammen med kommunerne kigger på, hvordan vi får løst problemet, hvis det viser sig, at der kommer store uventede udgifter. Men de arbejdspladser, jeg indtil videre har snakket med, har ikke selv været dybt bekymret, for de tror jo faktisk godt, at de kan finde fleksible løsninger. Så når problemet opstår, kigger vi på det.

Dermed tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. I Danmarksdemokraterne er vi dybt bekymret over lovforslaget. Grundlæggende anser vi lovforslaget for at være et klokkeklart brud på nærhedsprincippet. Vi ser et EU, der går ind og blander sig i de danske arbejdsforhold, og det er helt og aldeles uacceptabelt. Med forslaget pålægges arbejdsgiverne krav om at indføre et tidsregistreringssystem for deres medarbejdere. Vi frygter især konsekvenserne for små og mellemstore virksomheder, som bliver pålagt store administrative omkostninger med lovforslaget.

Desuden har vi i Danmark et arbejdsmarked, der er baseret på tillid. Det giver mulighed for, at medarbejderne kan placere deres arbejdstid, så privat- og arbejdsliv kan gå op i en højere enhed. Den mulighed for fleksibilitet bliver desværre stærkt begrænset af L 68. Af disse grunde kommer vi i Danmarksdemokraterne ikke til at støtte forslaget.

Der kom lige en kort bemærkning fra hr. Christoffer Aagaard Melson, Venstre.

Jeg vil spørge Danmarksdemokraterne, om det betyder, at Danmarksdemokraterne så går ind for, at vi skal melde os ud af det indre marked, når man ikke vil følge EU-Domstolens afgørelse længere. Jeg kan godt forstå, at man vil prøve at tage det her op med Kommissionen, fordi man synes, det er at gå for vidt, men konsekvensen af det, Danmarksdemokraterne siger ved at stemme nej til en dom fra EU-Domstolen, er jo, at man vil ud af det indre marked. Er det sådan, det skal forstås?

Ordføreren.

Nej, det er det sådan set ikke, og jeg synes egentlig, at ordføreren med sit spørgsmål selv svarede på det, for det her drejer sig jo om, at vi nogle gange simpelt hen bare må sætte foden ned, og det her er så tåbeligt et forslag, at det kan vi simpelt hen ikke støtte.

Spørgeren.

Hvis alle lande havde den tilgang, som ordføreren har, at man bare lader være med at implementere domme fra EU-Domstolen, så havde man jo ikke noget indre marked. Så kan ordføreren ikke godt se, at det jo reelt ville betyde, at Danmark blev nødt til at melde sig ud af det indre marked, hvis ordføreren fik sin vilje og et flertal stemte på samme måde som ordføreren og valgte at sige nej her i Folketinget til at implementere en afgørelse fra EU-Domstolen? Det må jo reelt betyde, at man ikke ønsker at være medlem af EU.

Ordføreren.

Nej, det gør det sådan set ikke. Det betyder, at man også har lov til at stå på sine danske værdier, og det her er en meget vigtig ting for det danske arbejdsmarked, og den bakker vi op.

Dermed er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance.

Mange tak. L 68 er en genindførelse af stempeluret, om man vil. Det så jeg i hvert fald i nyhederne. Vi lever i en tid, hvor industriarbejdspladser fylder mindre, digitalisering har bidraget til mange muligheder, og ligestilling har medført, at der er en langt højere andel af befolkningen, som er på arbejdspladserne. Vi lever i en tid, hvor arbejdsmarkedet er markant anderledes, end dengang man i højere grad havde et kort i kitlen, som skulle anvendes til at stemple ind og ud, når man mødte og gik. Og i en tid, hvor fleksibilitet, tillid og mindre bureaukrati efterspørges i høj grad, står vi i dag og behandler lovgivning, som udstråler mistillid, kontrol og systemrytteri.

Jeg vil gerne starte med at sige, at personligt og som parti mener vi ikke, at det er EU eller Folketinget, der skal bestemme, hvor meget folk arbejder, eller om der skal være en maksimumgrænse. Det skal være imellem den enkelte arbejdsgiver og lønmodtageren. Det er jo fint, at nogle faggrupper nu får lov til at arbejde mere end 48 timer om ugen, men helt ærligt synes jeg ikke, de oprindelig skulle have blandet sig i det.

Som det også flere gange er blevet sagt, har vi jo et EU-samarbejde, som vi skal overholde, så lige den del kæmper vi i det rette regi for at få mulighed for at få indflydelse på. Vi skal jo huske på, at arbejdsmarkederne i EU-landene er meget forskellige, og derfor nytter det ikke noget i den her sag, at vi indfører lovgivning, som skal gælde for alle andre lande. I Danmark har vi en model, hvor løn- og arbejdsvilkår aftales af arbejdsmarkedets parter, og derfor er det, at vi tit prøver at sige til EU: Det er ikke sådan her, det fungerer hos os; vi har styr på det; vi har faktisk bedre styr på det, end I har andre steder, så kom ikke og læg noget regulering på os, som kun vil skade. Det gør man med mindstelønsdirektivet. Vi har faktisk også foreslået, at vi skulle have gjort det med barselsloven, altså at vi udfordrede EU der.

Stempeluret er ikke som før, men det er der jo stadig. Jeg tror, de fleste har arbejdet steder, hvor man skulle tidsregistrere. Jeg tror også, der er mange, der har arbejdet steder, hvor man ikke skulle. Nogle gange er det, fordi du skal finde ud af, hvor meget du skal have i løn. Nogle gange er det, fordi du skal finde ud af, hvad det er for nogle opgaver, du har, og hvordan det er, man tilrettelægger organisationen bedst. Og det tror jeg alle er glade for. Der er ingen, der ønsker at rulle det her tilbage, og der er ingen argumenter, som er gode nok til, at vi skal rulle den udvikling tilbage.

Vi er fuldt bevidste om, at forslaget ikke er groet i regeringens baghave, og vi kan også høre, at regeringspartierne ikke synes, at det her er det allerfedeste. Forslaget udspringer altså af en EU-dom, som er 4 år gammel, fra et direktiv, der er 20 år gammelt, altså før man overhovedet kunne forestille sig, at der var digitale løsninger af den her art. Så at det skulle fortolkes på den her måde, sætter jeg et stort spørgsmålstegn ved. Det er også en EU-dom baseret på et andet arbejdsmarked end det danske. Derfor savner jeg at høre om, hvad man har gjort for ikke at lade EU proppe det ned i halsen på os.

Jeg vil alligevel kvittere over for arbejdsmarkedets parter for at have fundet en model, som kunne passe. Det viser endnu en gang, at det er det bedste, når det er dem, der står for det. Men de har kun gjort det, fordi de skulle. Ellers var de ikke nået til den her aftale. Det er jo kun, fordi de skulle. Derfor vil Liberal Alliance stadig kæmpe for, at det overhovedet ikke er en aftale, de skal komme til at enes om. Jeg kan også hilse fra Konservative, som ligeledes forholder sig skeptisk og også gerne vil se, hvad udvalgsbehandlingerne kan give af manøvremuligheder. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en enkelt kommentar, og den er fra en, der har fundet sin plads nu. Hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre.

Jeg vil bare spørge, om ordføreren for Liberal Alliance ikke er enig i, at det er godt for et lille land som Danmark, at landene i EU efterlever EU-Domstolens afgørelser, også i de tilfælde, hvor man ikke er enig i de afgørelser, og at det er en forudsætning for, at vi har et indre marked, der kan fungere og dermed også kan fungere for danske virksomheder.

Ordføreren.

Jeg synes, at ordføreren spørger om to forskellige ting. Det første er, om jeg er enig i, at Danmark har godt af EU-samarbejdet, og det andet er, om det er godt, at vi følger EU-Domstolen, selv om det ikke var Danmark, EU-Domstolen afsagde en dom over for.

Jeg synes ikke, at vi ukritisk skal parere ordre og implementere domme, som ikke kommer fra Danmark. Vi skal kigge på, om det kan sammenlignes en til en. Selvfølgelig skal vi ikke stille os fuldstændig på bagbenene og sige, at vi ikke har lyst til at følge det, men der er nogle ting i andre lande, som ikke kan sammenlignes en til en med det danske arbejdsmarked, og det har vi også i Danmark før kritiseret, og det er helt i orden. Hvor er redegørelsen for, at det ikke kunne lade sig gøre at bestride det her?

Spørgeren.

Ordføreren kan jo kigge ned i høringssvarene fra bl.a. Dansk Arbejdsgiverforening, som er nogle af dem, der har været allermest kritisk over for det her. Der er enighed om, at man gør, hvad man kan i Danmark for at lave en minimumsimplementering, og at man ikke kan komme uden om det her.

Så vil jeg igen bare spørge ordføreren, om det her betyder, at LA ikke synes, at vi skal følge EU-Domstolens afgørelser, når vi er uenige i EU-Domstolens afgørelser?

Ordføreren.

Jeg har faktisk snakket med DA om den her dom også, og de synes også, det er noget juks, men de kan jo ikke gøre noget, for de er ikke politikere. De kan ikke stille sig på bagbenene eller kæmpe imod det, men det kan vi. Det er ikke deres job. De gør, hvad de skal, og det har jeg også kvitteret for; det er jo dejligt, at de sammen med de øvrige har taget stilling til og ansvar for den her aftale. Men der er jo ingen på det danske arbejdsmarked, der har efterspurgt det her. Politisk har vi et ansvar, ikke DA.

Dermed tak til ordføreren for Liberal Alliance, og tak for også at hilse fra De Konservative. Ordføreren kan jo hilse igen nu, for her kommer hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti til talerstolen. Det er altid dejligt at hilse på hinanden. Værsgo.

Tak for det, formand. Også tak til fru Sólbjørg Jakobsen for at tilkendegive, at vi i Det Konservative Folkeparti er skeptisk i forhold til det her forslag. Jeg står rent faktisk som substitut for fru Helle Bonnesen, som desværre ikke har haft mulighed for at være her i dag, men jeg har lovet at læse hendes tale op.

Lovforslag nr. L 68 handler jo om gennemførelse af arbejdstidsdirektivet og lov om arbejdsretter og faglige voldgiftsretter. Mere konkret handler det om indførelse af registreringskrav og mulighed for at fravige reglerne om maksimal ugentlig arbejdstid.

Det her lovforslag er tungt, det er administrativt tungt, og det får også på puklen i høringssvarene. Hos Konservative er vi især betænkelige ved, hvad det kan medføre for små og mellemstore virksomheder af arbejdsbyrder. De erhvervsøkonomiske konsekvenser af forslaget er tydelige. Vi beder med dette forslag arbejdsgiverne om at indføre et arbejdstidsregistreringssystem. Vi påfører altså virksomhederne mere administration, som om erhvervslivet ikke har byrder nok i forvejen. Det skal siges, at vi påskønner den indsats, som arbejdsmarkedets parter har gjort, for at enderne kan mødes, og derfor er vi også glade for, at der er indgået aftale mellem aktørerne, og at man har forsøgt at opnå den mest lempelige model for virksomhederne. Men det ændrer ikke ved, at de administrative byrder er tunge.

Samtidig står vi med en dom fra EU-Domstolen, og der er simpelt hen tale om, at lovændringen er nødvendiggjort af EU-dommen fra 2019, som siger, at arbejdstiden skal registreres. Så her står vi med en kontrast mellem EU og vores hjemlige forhold. Det er umiddelbart ikke et smidigt forslag, og vi forbeholder os retten til at afveje, hvad udvalgsbehandlingen kan medføre af manøvremuligheder. Tak for ordet.

Selv tak. Der kom lige et ønske om en kort bemærkning i sidste sekund fra hr. Christoffer Aagaard Melson, Venstre.

Det er lidt i forlængelse af det spørgsmål, som jeg stillede til nogle af de andre partiers ordførere. Er Det Konservative Folkepartis ordfører ikke enig i, at det er en fordel for et lille land som Danmark, at landene i Europa efterlever dommene omkring det indre marked, også i de tilfælde, hvor landene ikke hundrede procent synes at de domme er fantastiske?

Ordføreren.

Jo. Svaret er ja.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Dermed tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Tak for ordet, hr. formand. Lovforslaget her består af de to dele, som flere allerede har været inde på, bl.a. i forhold til den her opt-out-funktion i forhold til at kunne arbejde over 48 timer i gennemsnit om ugen. Hvis man også ligesom har fundet hjemmel til det i de kollektive overenskomster, kan man individuelt aftale dét.

Så er der selvfølgelig den anden del her, som også har været mest til diskussion, i forhold til krav om registrering af lønmodtageres daglige arbejdstid, hvor arbejdsgiverne skal implementere et arbejdstidsregistreringssystem i tråd med den EU-dom, der er kommet. I Radikale Venstre er der jo ingen tvivl om at vi mener, at vi i Danmark skal overholde de regler og direktiver, der kommer fra EU, og også indrette os efter de domme, der kommer. Vi mener, at vi får rigtig meget ud af det fællesskab, vi er en del af.

Vi har dog som mange andre herinde også et ønske om, at det her naturligvis bliver implementeret så smidigt og simpelt som overhovedet muligt, fordi vi også ser de udfordringer, det kan give for dansk erhvervsliv, og det er derfor også i tråd med nogle af de spørgsmål, som jeg har hørt flere andre ordførere ytre heroppefra. Vi har et ønske om at følge op på det i forbindelse med udvalgsarbejdet, så vi rent faktisk får det gjort så godt som muligt. Radikale Venstre støtter lovforslaget.

Der er ingen kommentarer. Næste ordfører er hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. I Dansk Folkeparti er vi jo store modstandere af, at EU skal blande sig i forhold på det danske arbejdsmarked, og i det her tilfælde er det endda dommere ved EU-Domstolen, der dikterer, at der skal laves ny lovgivning i Danmark på arbejdsmarkedsområdet. Vi mener sådan set, at vi i Danmark har et virkelig godt system til at regulere arbejdsmarkedet, herunder sikre rimelige vilkår for både arbejdstagere og arbejdsgivere gennem frivillige aftaler. Det skal vi værne om i stedet for at lade os diktere af Den Europæiske Union og deres papirnussere.

Det konkrete lovforslag handler jo primært om to ting: at gøre det muligt for lønmodtagere og arbejdsgivere at indgå individuelle aftaler om, at bestemmelser om, at der højst må arbejdes 48 timer i gennemsnit om ugen, kan fraviges, samt at indføre bestemmelser om registrering af den enkelte lønmodtagers daglige arbejdstid, så det kan sikres, at hviletidsbestemmelser samt maksimal ugentlig arbejdstid overholdes.

I Dansk Folkeparti har vi noteret os, at både arbejdsgivere og arbejdstagere overordnet støtter forslaget, som de ser værende i tråd med deres fælles forslag til implementering. Vi noterer os også, at der ved implementeringen af det her forslag er taget højde for, at det i Danmark er arbejdstagerne og arbejdsgiverne, der aftaler løn og arbejdsvilkår. Så vidt, så godt.

Men i Dansk Folkeparti er vi altså lodret imod, at EU skal blande sig i danske arbejdsmarkedsforhold og f.eks. kræve, at den enkelte lønmodtagers daglige arbejdstid skal registreres. Vi anerkender formålet med at beskytte lønmodtagerne, men vi kan godt have betænkeligheder ved metoden. Mange danskere ønsker et fleksibelt arbejdsliv med en fleksibel arbejdstid. Det kan det her forslag være med til at besværliggøre.

I Dansk Folkeparti har vi fuld tiltro til, at man inden for den danske model og uden indblanding fra EU-papirnusserne kan sikre et arbejdsmarked, der beskytter arbejdstagerne, og derfor er vi principielt imod dette lovforslag og kommer til at stemme nej under tredjebehandlingen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen fra Alternativet.

Tak for ordet, formand. I Alternativet kæmper vi generelt for at sikre, at når man går på arbejde i Danmark, skal det være meget mere fleksibelt, end det er i dag. Der skal være større mulighed for at kunne indrette sit liv fleksibelt, så det giver mening i forhold til at få fritiden, familien og fællesskaberne til at fylde. Men der er alligevel også nogle af tiltagene i det her lovforslag, som vi godt kan se en fordel i, for vi ser også, at det er fint nok, at man går mere på arbejde, hvis det er det, man ønsker, og hvis det giver mening i det enkelte tilfælde. Så derfor kan vi godt støtte, at vi udvider mulighederne for nogle, i forhold til hvor meget de maksimalt kan arbejde i løbet af en uge.

Vi er selvfølgelig bekymrede for timeregistrering og tidsregistrering på arbejdspladsen, fordi det giver noget mere administration, men vi er også glade for at være en del af det fællesskab på tværs af nationer, som vi kalder EU. Vi er glade for, at vi går sammen om at løfte nogle af de problemer, der kan være i medlemslandene. Det betyder også, at vi engang imellem selv skal sluge nogle kameler, som vi ellers ikke ville sluge, og der må man nok sige, at det her er en af dem. Men jeg tror også på, at der kan blive fundet en løsning, som ikke gør det for besværligt for nogle af de små virksomheder, som bliver ramt i dag, og særlig nogle af dem, som arbejder med frivillighed, hvor det kan være meget hårdt at skulle have mere administration. Det håber jeg også at ministeren er opmærksom på, og jeg ser frem til det videre arbejde med lovforslaget for at finde den bedst mulige løsning, så flest muligt kommer godt igennem de nye tiltag.

Derudover skal jeg hilse fra Enhedslisten og sige, at de stemmer imod.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Tak. Vi hører tit det her med, at pengene kun kan bruges en gang, når man vil argumentere for skattelettelser eller velfærd. Her bliver pengene så brugt, ved at 50-100 mio. kr. i det offentlige bruges på øget administration. Kunne de penge ikke være brugt langt bedre på at ansætte måske 200 sosu-assistenter?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at vi er en del af et fællesskab i EU, som gør, at vi generelt løfter kvaliteten af mange menneskers liv på tværs af nationer, og det gør en gang imellem, at vi som nation må gå på kompromis, selv om vi generelt har et velfungerende arbejdsmarked, og det gør også, at der kommer nogle tiltag som dem her. Og ja, måske kunne vi bruge pengene bedre, men jeg er glad for, at vi er medlem af EU, og her er en kamel, vi bliver nødt til at sluge; det er nødvendigt.

Spørgeren.

Jeg spørger bare direkte, om man synes, at man skulle bruge pengene bedre, altså om man hellere ville have brugt de her penge på sosu-assistenter. Jeg er godt klar over, at man synes, det er godt at være medlem af EU, men her spørger jeg bare konkret til, om man ikke hellere ville have brugt pengene på noget andet.

Ordføreren.

Var der et tilfælde, hvor vi havde 50 mio. kr. i hånden og der ikke var et krav om at skulle indføre en minimumsimplementering, så så jeg da gerne, at de penge blev brugt på noget helt andet, og at vi brugte dem meget bedre på at sikre, at flere fik en højere løn og bedre arbejdsvilkår ude i vores velfærdssystem.

Dermed tak til ordføreren fra Alternativet. Næste ordfører er hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det, formand. Så kommer dagens største overraskelse, og det er, at vi naturligvis stemmer imod det her lovforslag. Vi har haft reglen i 20 år, og det har ikke været vigtigt at implementere den, før en domstol blev politiserende og sagde: Ja, det kan godt være, at tingene ikke fungerer i Grækenland eller Italien, så nu skal vi i hvert fald ødelægge noget, der fungerer superfint og har fungeret superfint i Danmark altid.

Vi har en regering og et Folketing, som tænker, at bare der er et EU-flag og et stempel på, ja, så skal det i hvert fald implementeres, for jo hurtigere vi kan komme fra at være et selvstændigt tænkende land med nationalfølelse og et Folketing, som rent faktisk lovgiver selv, jo hurtigere implementerer vi. Så kalder vi det minimumsimplementering, men forholder os ikke til regningen, det giver erhvervsliv og kommuner. Nogle ordførere fra regeringspartierne har stillet sig herop og sagt, da de blev spurgt til de her penge, det kostede kommunen, at det var over deres lønramme at fortælle, at man så ville sørge for, at kommunerne ikke skulle spare endnu flere penge, fordi man overimplementerede endnu en EU-lovgivning, som ingen mening giver.

Problemstillingen er: Jeg er ramt af at have været i det rigtige erhvervsliv i entreprenørbranchen, hvor vi har forskellige arbejdsdage fra dag til dag, og når jeg så hører en ordfører heroppefra fortælle, at det her kun er, når det afviger fra normen, så vil jeg sige, at i den virkelige verden, afviger arbejdstiden rigtig tit fra normen, nærmest dagligt. Hvor lægger vi snittet? Det er jo det, der er det gyldne spørgsmål, og jeg hører også Venstre faktisk helt positivt sige, at vi skal holde øje med, hvor de lægger snittet.

Er det et minut? Er det et kvarter? Er det en time? Er det om morgenen? Er det om aftenen? Får vi registreret pauserne? Bliver der implementeret et ansvar for arbejdsgiverne, f.eks hvis man kun har haft 14 minutters pause om formiddagen, hvor man skulle have haft 15 minutter, og man kommer ud for en arbejdsulykke, er det så arbejdsgiverens ansvar, som det ville være i Tyskland? Der er så mange ting, der ikke er tænkt igennem, og det er vel nok det, man kan sige. Vi kan være sikre på, at hver gang vi implementerer noget fra EU i Folketinget, er der ikke meget, der er gennemtænkt fra Unionens side, når det kommer hertil.

Jeg vil igen anbefale ministeren at gøre, som ministeren gjorde i går, hvor det blev et rigtig godt lovforslag: at fjerne cirka en tredjedel eller mere. Så kunne det være, det blev godt, og så kunne det være, vi kunne implementere det. Tænk sig, hvis nu vi gik den anden vej og fortalte i EU, at det virker i Danmark, at det har virket i årevis; måske skulle I få det til at virke i Italien også.

Det er Danmarks mindste hemmelighed, at Nye Borgerlige naturligvis kommer til at stemme imod lovforslaget.

Tak til Nye Borgerlige. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Ja, hvad skal Folketinget da lave på en fredag eftermiddag? Man kan jo smide nogle øgede udgifter ud på erhvervslivet. Det er jo det, som regeringen og Folketinget godt kan lide. Her snakker vi op mod 2,4 mia. kr., som man nu lægger ud på erhvervslivet som øgede administrationsomkostninger. Læg så lige dertil 500 mio. kr. i omstillingsomkostninger. Det offentlige går heller ikke fri. Kommunerne, som har problemer med at få tingene til at hænge sammen derude – det skal vi jo forstå – får lige et sted mellem 50 og 100 mio. kr. i øgede administrationsomkostninger. Værsgo, tak skal I have.

Når jeg så tillader mig nede fra min plads at stille regeringen et spørgsmål om, om man så har tænkt sig at kompensere erhvervslivet for de her øgede administrationsudgifter på 2,4 mia. kr., som man nu lægger ud på dem, så er svaret: Nja, nej, det har man ikke tænkt direkte. Man har tænkt sig at lave en iværksætterpolitik, som måske skal dæmme op for det. Men der er intet konkret for at kompensere krone til krone for de 2,4 mia. kr., som man nu lægger ud på dem. Det er endnu en dag i det danske udgifts- og skattehelvede. Det er ikke så sært, at der er nogle danskere, der ryster på hovedet over, hvad der foregår herinde.

Jeg synes, at man burde tage ansvaret på sig. Vi burde indføre et system, når man nu vil være medlem af EU og synes, det er så fantastisk – og når EU så pålægger Danmark øgede udgifter som i det her tilfælde, hvor regeringen dækker sig ind bag det. Jeg synes nu, at man skulle have undersøgt det noget mere, for man har haft lang tid til det. Og jeg tror ikke på, at man behøver at implementere alt det her, men lad det nu ligge. Når nu EU beslutter sig for at pålægge Danmark udgifter, som det danske Folketing herinde bare stemmer igennem, skulle den danske regering selvfølgelig gå ned til EU og sige: Jamen hov, så vil vi godt lige have kompensation for det, for vi vil ikke være med til at pålægge vores erhvervsliv 2,4 mia. kr. i unødvendige ekstra administrationsomkostninger. Så jeg vil se frem til, at der er en regering, der har modet til at stå fast nede i EU og sige: Prøv at høre, det indfører vi, den dag I smider 2,4 mia. kr. i lommen på os, så det ikke bliver det danske erhvervsliv, der skal betale regningen for det makværk, I laver nede i Bruxelles.

Jeg kommer ikke til at støtte forslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg bliver lidt i tvivl om kompensationen til virksomhederne her. Jeg er helt enig i, at der kan være tilfælde, hvor vi her i Folketinget gør noget, som belaster virksomhederne i en sådan grad, at vi selvfølgelig også skal kompensere dem. Og jeg er også enig i, at det her forslag ikke er et godt forslag. Men når man nogle gange laver regulering, så vil det have nogle afledte omkostninger, også for virksomheder. F.eks. er der regler om, at man skal bruge beskyttelseshjelm på byggepladser. Når man regulerer det, skal der så kompensation til virksomhederne for at anskaffe det her beskyttelsesudstyr? Det er der, hvor jeg er i tvivl om, hvor sammenhængen er, for det er jo ikke en afgift – det er jo bare tidsregistrering, som skal være i et system. Så hvor er det, sammenhængen er, ifølge Lars Boje Mathiesen?

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Åh, der var et parti, som engang var lidt borgerligt, og som havde sådan et skattestop. Det hedder Venstre. Det synes jeg jo man skulle udvide, således at det også handler om udgifter og omkostninger. For vi har en tendens til herinde i Folketinget at sige: Vi hæver ikke skatterne. Nej, men hvis du hæver udgifterne for erhvervslivet, gør du det dyrere at være forbruger, og derved er der reelt set et rådighedsbeløb, der bliver mindre for forbrugerne derude, og det er i min optik nøjagtig det samme.

Så derfor bliver man nødt til herinde i Folketinget at sige, at hvis man herinde fra Folketingets side øger nogle udgifter for et erhvervsliv, skal det kompenseres. Det er nøjagtig det samme, som, når man nu snakker om at lave en CO2-afgift på landbruget, at det også skal kompenseres, for det må ikke koste arbejdspladser og alt muligt andet. Jeg synes, det skal være et grundlæggende princip, at man herindefra ikke lægger udgifter på erhvervslivet, som gør det dyrere at være dansk erhvervsliv, uden at det bliver kompenseret. For jeg synes ikke, det skal være dårligere og dyrere at være dansk erhvervsliv; jeg synes, vi skal forbedre konkurrenceevnen og ikke forværre den. Det her lovforslag forværrer konkurrenceevnen hos danske virksomheder.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Jo, men er det ikke meget komplekst at lægge det op på den måde? For jeg er enig i, at vi skal have lave skatter, et nemt skattesystem og undgå regulering, der ikke er nødvendig. Jeg er enig i, at den her regulering ikke er nødvendig, men hvis der, hver gang vi regulerer, er en eller anden sats, der skal skrues på i Skatteministeriet eller noget andet, så bliver det da uhyre komplekst. Hvis det er tilfældet, skal man lige have et fradrag, fordi man har et tidsregistreringssystem, og man skal have et fradrag, fordi man skal have beskyttelseshjelme og sådan nogle sikkerhedssko på byggepladsen; altså det bliver uhyre komplekst, hvis vi skal til at kompensere, hver evig eneste gang vi laver regulering.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Nej, det synes jeg sådan set ikke det bliver. Man kan lave en oversigt om året over, hvor mange ekstra byrder man har tænkt sig at lægge på erhvervslivet, og så kan man sænke selskabsskatten med nøjagtig det samme. Så har man fuldstændig kompenseret for den udgift, som man administrativt vil pålægge som byrde.

Det, jeg er sådan lidt mere interesseret i, er, at nu kan jeg så forstå, at LA har tænkt sig at stemme imod det her. Ville man også stemme imod det, hvis man var i regering? Jeg synes faktisk, at Venstre har en pointe ved lige pludselig nu ikke at ville stemme for EU-lovgivning, men støtter EU. Men det må vi tage, når vi får en debat en anden gang. Jeg får aldrig noget problem med at stemme imod det her. Men man kan gøre det ganske simpelt ved bare at sænke selskabsskatten med det beløb, som udgiftsstigningen opgøres til årligt for erhvervslivet – det er meget simpelt.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Det afsluttede ordførerrækken, og derfor giver jeg nu ordet til beskæftigelsesministeren.

Tak for det, formand. Også tak for behandlingen i dag. Som det har været fremme fra stort set alle ordførere på talerstolen i dag, er formålet med det, vi står her og behandler, at bringe de danske regler i overensstemmelse med EU-retten. Det vil jeg godt starte med at kvittere for er foregået i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Det er endnu en gang lykkedes for arbejdsmarkedets parter i Danmark at gå ind og tage ansvar for, at f.eks. den EU-lovgivning, der kommer, bliver oversat til danske forhold i et tæt samarbejde med dem. Det fremsatte forslag udmønter en partsaftale mellem FH, DA og Akademikerne. Det er afgørende vigtigt, synes jeg, at arbejdsmarkedets parter er inde over og er enige, når vi har med lovforslag af den her karakter at gøre, da det vedrører arbejdstid.

Vi har to hovedelementer i lovforslaget i dag. For det første giver lovforslaget mulighed for, at en lønmodtager og en arbejdsgiver på udvalgte områder kan indgå en aftale om, at der arbejdes ud over 48 timer i gennemsnit om ugen. Det er en mulighed, der ligger inde i arbejdstidsdirektivet, og som mange andre EU-lande allerede har benyttet. For at kunne bruge muligheden skal der være hjemmel i en kollektiv overenskomst, der er indgået mellem de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter. Desuden kan muligheden som udgangspunkt kun bruges i forhold til lønmodtagere, der i deres overenskomster har rådighedsvagter, og som udfører samfundskritiske funktioner, f.eks. læger, brandmænd og ambulanceførere.

Som det andet hovedelement indfører lovforslaget et krav om, at arbejdsgivere skal indføre et tidsregistreringssystem, der gør det muligt at måle den daglige arbejdstid for den enkelte lønmodtager. Det er EU-Domstolen, der har fastslået, at vi er forpligtet til at indføre sådan et krav. Formålet er ifølge EU-Domstolen at sikre, at arbejdsmiljøreglerne om arbejdstid overholdes. Registreringskravet skal altså ses som en naturlig følge af de beskyttelsesregler, vi allerede har om arbejdstid. Jeg er samtidig klar over, at registreringskravet vil have administrative konsekvenser for dele af erhvervslivet, som det også har været fremme i debatten i dag, og jeg vil gerne i den forbindelse understrege, at vi i regeringen ønsker, at det her implementeres mindst muligt byrdefuldt for erhvervslivet. Det er ikke det samme, som at byrderne ikke eksisterer, men mindst muligt byrdefuldt. Derfor er vores tilgang også, at vi minimumsimplementerer EU-Domstolens dom, og derfor står der også i lovforslaget, at arbejdsgiverne har fuld metodefrihed, i forhold til hvordan den daglige arbejdstid måles og registreres. Desuden giver lovforslaget også mulighed for, at visse lønmodtagere kan undtages fra registreringskravet, f.eks. en række ansatte med ledelsesfunktioner.

Til slut vil jeg bare endnu en gang kvittere for, at arbejdsmarkedets parter er blevet enige om et samlet bud på en løsning på et centralt område, nemlig arbejdstid. Den enighed understreger endnu en gang, at vores arbejdsmarkedsmodel, den danske model, virker. Med de ord vil jeg sige tak for drøftelsen, og jeg ser frem til den videre behandling.

Tak for det. Der er et enkelt ønske om en kort bemærkning. Hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne. Værsgo.

Tak. Det er for lige at få specificeret det omkring dut i forhold til kommunerne her. Når man læser § 3 om EU-dut-lovgivning, gælder det også, når der implementeres som direkte følge af EU-direktiver, som omfatter reguleringsområdet, uanset om staten har bestemmende indflydelse på indholdet heraf. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at få ministeren til at specificere, hvorfor det er, at dut-princippet ikke gælder i forhold til de her øgede omkostninger, som kommunerne får.

Ministeren.

Som udgangspunkt er det sådan med regler, der pålægges alle arbejdsgivere i det her land, at der kompenserer man ikke særskilt kommunerne via dut. Men vi følger det selvfølgelig i fællesskab med kommunerne, ligesom der jo også er lagt op til i selve lovforslaget, at vi følger det på arbejdsmarkedet i det hele taget for netop at bestræbe os på, at det bliver så omkostningslet som overhovedet muligt, og at vi minimumsimplementerer i samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Er det så også et regeringsprincip, at når man lægger øgede administrationsomkostninger på erhvervslivet, skal man ikke kompensere kommunerne, når man så også lægger nogle på dem? For det er lig med, at deres økonomi selvfølgelig bliver presset af den her ekstraopgave, som er på 50-100 mio. kr. Når man lægger det på erhvervslivet, skal man ikke kompensere kommunerne for det – er det princippet, som regeringen vil efterleve, siden det er det, der ligger i dut-princippet?

Ministeren.

Det er den vanlige fremgangsmåde at gå til spørgsmålet på, men det er også løbende en forhandling, og der er også en klar intention om at følge det her, både på det offentlige og det private arbejdsmarked.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til beskæftigelsesministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.