Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Det er rigtigt, at det her lovforslag udspringer af reglerne i EU's arbejdstidsdirektiv og den EU-dom, der for nogle år siden blevet afsagt, om implementeringen og anvendelsen af det.

Det lovforslag, vi i dag skal behandle, er et resultat, en udmøntning, af en partsaftale. Som det meget ofte er tilfældet på det danske arbejdsmarked, er det parterne, der knækker nødderne, og det gælder også i den her situation, hvor parterne har lavet en aftale om, hvordan man kunne løse nogle af de udfordringer, vi har stået med, og det har vi politisk valgt at lytte til og implementere, oversætte, i det lovforslag, som vi behandler i dag.

Grundlæggende består lovforslaget af to store dele. Den første handler om, at man fra kravet om maks. 48 timers arbejdstid gennemsnitligt om ugen i en periode over 4 måneder kan lave en undtagelse i særlige situationer, hvor man f.eks. har at gøre med kritiske funktioner i samfundet som f.eks ambulancevagter, brandmænd eller andet, og man kan gøre det, hvis de ud over at have en kritisk funktion også som en del af deres vagter har rådighedsvagter, og så kan man i øvrigt gøre det, hvis det er hjemlet og altså funderet i en overenskomst mellem de dominerende parter på området.

Derfor er det altså et spørgsmål om at sige, at det generelt er en god beskyttelse af lønmodtagerne at have en maksimal arbejdstid, men at vi, f.eks. når det gælder brandmænd og ambulancereddere, også nogle gange har brug for at kunne lave undtagelser for at kunne få vagtplaner og andet til at fungere. Og når vi gør det, skal det selvfølgelig basere sig på en aftale mellem arbejdsmarkedets parter, og vi skal dermed også sikre, at det bliver gjort ordentligt og ikke bliver, om man så må sige, en glidebane eller en mulighed for at omgå beskyttelsen af lønmodtagerne.

Det andet handler om tidsregistrering, og her er det vigtigt for mig at sige, at man fra regeringens og de politiske partiers side har ønsket en minimumsimplementering af det krav, der er om registrering af arbejdstid, og at man giver mest mulig metodefrihed til arbejdsgivere og lønmodtagere i den her sammenhæng. Så man kan altså sige, at vi her gør det, som vi skal ifølge EU-retten, men gør det så nemt og i så lille omfang som muligt, altså det, man her i landet ofte vil kalde minimumsimplementering.

Socialdemokratiet støtter forslaget.

Der er en kort bemærkning til fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Mange tak. I Danmark har vi gode lønvilkår og gode arbejdsvilkår helt generelt. Vi er imod mindstelønsdirektivet og mener, at det ikke er nødvendigt for os. Det er ikke, fordi vi har lyst til at betale mindre til vores arbejdere, vi mener bare ikke, det er nødvendigt, fordi det er arbejdsmarkedets parter, der aftaler det. Jeg mener heller ikke, at vi skal have dårlige vilkår i forhold til arbejdstid i Danmark. Men mener ordføreren, og mener Socialdemokratiet, at EU er bedre til at tilrettelægge tidsregistrering og arbejdstid helt generelt, end Danmark er?

Ordføreren.

Det tror jeg ikke nødvendigvis EU er sådan helt generelt. Faktisk vil jeg sige, at hvis du vil sige noget helt generelt, synes jeg, det er bedst, at man håndterer ting på det danske arbejdsmarked. Men vi er også en del af et fællesskab, og vi har også arbejdstagere, der vandrer på tværs af grænserne, og der er nogle ting, hvor man ligesom må sige, at EU-samarbejdet har givet anledning til nogle beslutninger i Bruxelles, som kan være velbegrundede og politisk fornuftige, og som så spiller over i, hvad man gør i Danmark.

Der er det vigtigt for mig, at man altid i den situation har arbejdsmarkedets parter med i oversættelsen. Og ja, som fru Sólbjørg Jakobsen også hentyder til, er der også nogle gange, hvor vi siger: Det her ønsker vi overhovedet ikke at EU skal blande sig i. I andre tilfælde tager man det, som man har besluttet i EU, og får det oversat på en måde, hvor det passer, kan man sige, til den danske arbejdsmarkedsmodel. Men der ligger dermed ikke i det, at jeg tror, at vi ikke havde kunnet finde ud af at beskytte lønmodtagerne mod for meget arbejde eller noget; behovet er nok opstået et andet sted end måske lige her.

Spørgeren.

Det er jeg også fuldstændig enig i, og der kan være mange tilfælde, hvor EU-regulering kan give god mening, især med vandrende arbejdstagere.

Løn er noget, som arbejdsgiveren giver til medarbejderen, og til gengæld får arbejdsgiveren så tid og arbejdskraft. Det er den udveksling, der er. Hvorfor går regeringen ind for et annullationssøgsmål i forhold til mindstelønsdirektivet og ikke i forhold til det her? Hvad er forskellen?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at regeringen har været meget konsekvent i forhold til at kæmpe imod det mindstelønsdirektiv, som har været foreslået, og det er også rigtigt, at der kører et annullationssøgsmål. Der er også en række andre ting, som regulerer arbejdsmarkedet, også hjemlet, kan man sige, eller hvor det starter i EU, og hvor vi oversætter det. Og det er ikke sådan, at hver gang der er noget, hvor vi siger, at det kunne vi også godt løse, så fører vi et annullationssøgsmål. Men jeg er enig, hvis jeg hører det, fru Sólbjørg Jakobsen sige, som at der er rigtig mange af nødderne, vi godt kan knække selv, og nogle gange er vi nødt til at spørge arbejdsmarkedets parter, hvordan vi kan få oversat det, som EU har besluttet, på den mindst mulige indgribende måde i Danmark, fordi vi egentlig har rimelig godt styr på tingene.

Næste korte bemærkning er til fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for talen. Der er visse dele af høringssvarene, der peger på, at det her kan medføre øgede administrative byrder for virksomhederne, herunder især små og mellemstore virksomheder, der pludselig pålægges det. Hvad er ordførerens svar til dem?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at det her formodentlig vil få en betydning, og at der også kan være omkostninger forbundet med det. I virkeligheden kan man sige, at det er grunden til, at jeg slutter min tale med at sige, at vi selvfølgelig skal følge de regler, der er. Altså, det, vi skal gøre, følger af EU-retten, men vi gør det mindst muligt indgribende. Det er det, der ligger i minimumsimplementeringen og i øvrigt i metodefriheden. Man giver metodefriheden bl.a. for at tage mest muligt hensyn til, at virksomhederne er forskellige, og at der kan være forskellige måder at gøre det mindst indgribende og mest muligt effektivt på de forskellige steder.

Spørgeren? Spørgeren afstår. Næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det, og tak for den gode tale. Jeg bliver nødt til at pinde det lidt ud, altså det her med, at der er nogle ting, vi lige pludselig får lyst til at implementere som et minimum. Men når jeg læser det, læser jeg det på den måde, at der har været nogle regler, vi ikke har overholdt, og så er der kommet en dom, og så har vi ventet i 5 år, og så har vi alligevel følt, at nu bliver vi nødt til at implementere det. Og så bliver jeg nødt til at sige: Hvad er forskellen på arbejdsmarkedets parter? For det kan jo godt minde lidt om, at arbejdsmarkedets parter har fået en tvungen opgave om nu at blive enige, for nu er der kommet en dom, så nu skal I. Og der kunne det jo være klædeligt for regeringen i forhold til mindsteløn at lave et annullationssøgsmål, men her implementerer vi noget. Er det, fordi vi her implementerer noget, som man et eller andet sted fra Socialdemokratiets side føler er noget, man kan sælge som en forbedring for arbejdstagerne? Jeg har i hvert fald hørt retorikken omkring, at det, når man snakker mindsteløn, teknisk set ville være en ulempe for arbejdstagerne eller fagforeningerne?

Ordføreren.

Med forbehold for at jeg ikke nødvendigvis har deltaget i diskussionen omkring maksimal arbejdstid helt fra starten, kan man sige, at ja, det er rigtigt nok, og det er også en beskyttelse af danske lønmodtagere, at der er en maksimal arbejdstid for, hvor meget man må arbejde. Det har jo også noget at gøre med, hvor slidt man bliver af sit arbejde, altså hvor meget rovdrift der bliver drevet på medarbejderne. Så det er klart, at diskussionen om øvre arbejdstid synes jeg sådan set er fornuftig. Når vi implementerer det her, er det jo rigtigt, som hr. Kim Edberg Andersen siger, at det er en konsekvens af, at der har været en dom. Og i et retssamfund er det jo sådan, at når der kommer en dom, skal man selvfølgelig følge den domspraksis, der er. Vi har så sagt, at det ønsker vi at gøre på den bedst mulige måde set med parternes briller, og det er derfor, vi har sagt til parterne: Hvordan kan I hjælpe med at oversætte det her på den måde, der passer bedst på det danske arbejdsmarked? Og ja, det kan man godt kalde en bunden opgave, og det tror jeg også parterne vil opfatte det som, men ikke desto mindre er det parterne, der ligesom har skåret det til og sagt, at det er sådan her, vi bedst kan gøre det.

Spørgeren.

Vi har selvfølgelig lavet nogle aftaler om, at vi gerne vil følge nogle domme fra fremmede domstole, men skal vi ikke blive enige om, at vi kun er forpligtede til at følge domme fra danske domstole? Vi kan så teknisk set blive smidt ud af det fine selskab på grund af de aftaler, men det er vel dybest set ikke retsstaten, man skal bruge i den forbindelse. Der var en anden ting, jeg lige bed mærke i, og det var det her med, at Socialdemokraterne får det til at lyde, som om vi udnytter og undertrykker arbejdstagerne, hvis ikke vi sikrer en øvre arbejdstid. Men der kan jo være danskere, der egentlig godt kunne tænke sig at arbejde 49 timer hele deres arbejdsliv, og hvorfor skal de ikke have lov til det?

Ordføreren.

Den generelle beskyttelse i forhold til arbejdstid synes jeg sådan set er fornuftig at have. Det er rigtigt nok, at en del af det her lovforslag – faktisk en meget vigtig del – handler om, hvordan man kan lave en optout, altså hvordan man kan omgå det i særlige situationer, hvor det ikke sker på bekostning af hverken lønmodtagere eller arbejdsgivere, i forhold til hvordan man ellers indgår aftaler. Så vil jeg bare sige, at det jo er rigtigt, som hr. Kim Edberg Andersen siger, at man godt kunne vælge at melde sig ud af EU. Det har man gjort i Storbritannien, men jeg vil ikke anbefale, at det er det, man gør. Hvis man er medlem af et politisk fællesskab, er man selvfølgelig også nødt til at rette sig efter de regler, som vi har aftalt.

Næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen, uden for grupperne.

Jeg har snakket lidt om, hvilke regler det er, EU skal blande sig i, og jeg synes jo, det smukke ved det danske arbejdsmarked netop er, at arbejdsmarkedets parter i årtier har fundet ud af det her. Og nu bliver det så dikteret nede fra Bruxelles, at det skal harmoniseres med alle mulige andre europæiske lande, som har en anden arbejdskultur og har en anden historik og en anden kultur omkring arbejdsmarkedet. Så ud fra et rent fagligt synspunkt og et sådan fagpolitisk synspunkt i forhold til arbejdsgivere og arbejdstagere er Socialdemokratiet ikke også lidt ærgerlige over, at det bliver dikteret dernedefra, i stedet for at vi omfavner den model, vi nu har i Danmark, og som har fungeret fremragende?

Ordføreren.

Jamen arbejdsmarkedet er et af de områder, hvor man nogle gange vil opleve, at jeg og Socialdemokratiet lægger arm med EU, fordi vi synes, at der er nødder, vi godt kunne knække selv. Men det ændrer jo ikke på, at vi også har et europæisk arbejdsmarked, at vi også har beskyttelse af lønmodtagere på tværs af grænser, at vi også har nogle regler for, hvad virksomheder og lønmodtagere må og kan og skal og har ret til. Jeg tror sådan set, det er fornuftigt i virkelighedens verden, hvor arbejdstagerne jo flytter sig over grænser, at vi både har en diskussion om fælles regler og beskyttelse, og at vi så siger, at der selvfølgelig også er ting, vi kan gøre selv. Og ja, det her er jo en konsekvens af en dom, der er faldet; det er nogle fælles EU-regler, hvor vi så har sagt til arbejdsmarkedets parter: Hvordan implementerer vi bedst det her i Danmark, så det betyder, om man så må sige, mindst muligt i forhold til bøvl, uden at vi ikke lever op til de regler, som selvfølgelig også gælder for os?

Spørgeren.

Altså, argumentet om vandrende arbejdstagere forstår jeg simpelt hen ikke, for det må være sådan, at hvis du er en tysker, der tager arbejde i Danmark, så arbejder du under de arbejdsvilkår og de regler, der er i Danmark, og det er du jo vidende om, når du træder ind på det danske arbejdsmarked. Det er det samme, som at jeg, hvis jeg tager til Frankrig, så kommer ind under de arbejdsregler, som er på det franske arbejdsmarked. Og hvis de så ikke er de samme som de danske, må det være sådan; det ved jeg jo, når jeg tager derned for at tage et arbejde.

Så fordelen ved at have hver sine arbejdstidsregler er jo netop den fleksibilitet, som der kan være, på grund af at landene har forskellige erhverv, som er styrende, og derfor også forskellige forventninger til, hvordan folk skal arbejde, og hvornår de skal arbejde.

Tak. Ordføreren.

Men lige præcis det der er jo faktisk resultatet af en politisk kamp, som bl.a. min partikollega Henrik Dam Kristensen førte, da han var ordfører på sagen i Bruxelles tilbage i 2004-05 omkring servicedirektivet og det, at det er modtagerlandsprincippet, der bestemmer, hvad for nogle arbejdsvilkår man arbejder under. Så ja, det er et udtryk for, at der har siddet nogle socialdemokrater og sagt: Det er det land, man kommer til, hvis regler gælder. Og det har ikke været givet, at det var alle, der syntes, at det var sådan, det skulle være, men det er jeg glad for at det er.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Christoffer Aagaard Melson, Venstre. Velkommen.

Tak for det. Tak for ordet. Jeg vil starte med at sige, at vi jo mener, at Danmark har kæmpe fordele af, at vi er med i EU og det indre marked. Som et lille land er fælles regler på tværs en meget, meget stor fordel.

Derfor synes vi også grundlæggende, at det er fornuftigt, at man på nogenlunde ens vis opgør f.eks. arbejdstid på tværs af EU. Det har været gjort relativt forskelligt indtil videre. Nu er der så faldet en dom, i forhold til hvordan bl.a. de her rådighedsvagter skal tælle med i forbindelse med den 48-timersregel, som har virket og gjaldt på en fornuftig måde i rigtig, rigtig mange år, og den gør, at vi bliver nødt til at justere nogle ting.

Der rummer lovgivningen så også nogle muligheder for at undtage de brancher, der bliver ramt af det her. F.eks. er der nogle ambulancereddere i Region Syddanmark, hvor jeg kommer fra, der er røget ind i det her, fordi de over en periode arbejder mere end 48 timer om ugen, hvis man tæller de her rådighedsvagter med. Det er der fundet en løsning … [Lydudfald].