Faktaark – ændringer i lovforslaget
27. oktober 2023
Efter en offentlig høringsperiode har regeringen den 27. oktober 2023 fremsat et
lovforslag om forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs
betydning for et anerkendt trossamfund. I forhold til det udkast til lovforslag, der
har været i offentlig høring, er forslaget justeret på en række område. De
væsentligste ændringer er følgende:
Indskrænkning til ”skrift med væsentlig religiøs betydning”
Lovforslaget er ændret, så forbuddet alene vil gælde utilbørlig behandling af ”et
skrift, der har væsentlig religiøs betydning” eller ”en genstand, der fremstår som et
sådant skrift”. Der var i det lovforslag, som har været i offentlig høring, lagt op til,
at forbuddet skulle gælde utilbørlig behandling af ”en genstand med væsentlig
religiøs betydning” eller ”en genstand, der fremstår som en sådan”. Der er således
tale om en indskrænkning af bestemmelsens anvendelsesområde.
Afgrænsning til anerkendte trossamfund
Lovforslaget er ændret, så forbuddet alene vil omfatte utilbørlig behandling af et
skrift med væsentlig religiøs betydning for ”et anerkendt trossamfund”. I det
lovforslag, som har været i offentlig høring, var der lagt op til, at forbuddet skulle
omfatte ”et trossamfund”, uanset om trossamfundet var registreret som anerkendt
eller ej.
Udvidet beskyttelse af handlinger foretaget i kunstnerisk øjemed
Lovforslaget er ændret, så kunstneriske fremstillinger vil falde uden for forbuddet,
hvis den ellers utilbørlige behandling udgør en mindre del af et kunstnerisk værk.
Et kunstnerisk værk, som har den utilbørlige behandling som den eneste eller
centrale bestanddel, vil derimod være omfattet af bestemmelsen.
Billigelse af utilbørlig behandling mv. er ikke strafbart
Lovforslaget er ændret, så det ikke vil være strafbart offentligt udtrykkeligt at billige
utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et
anerkendt trossamfund, eller at billige forhånelse af en fremmed stats flag m.v. i den
nugældende § 110 e i straffeloven.
Forbuddet evalueres efter en treårig periode
Med henblik på at evaluere anvendelsen af den foreslåede bestemmelse om
utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning vil
Justitsministeriet indhente oplysninger fra relevante myndigheder og interessenter
om erfaringerne med bestemmelsen, når bestemmelsen har været i kraft i tre år.
Disse erfaringer vil kunne danne grundlag for overvejelser om et eventuelt behov
for at præcisere eller ændre bestemmelsen.
Justitsministeriet forventer at oversende en redegørelse herom til Folketingets
Retsudvalg inden udgangen af 2026.
1