Retsudvalget 2023-24
L 65 Bilag 24
Offentligt
2792933_0001.png
Augusta Atla. Billedkunstner og skribent. Den 4.
december 2023
augustaatla.com
Folketingets Retsudvalg
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
[email protected]
Kopi til Justitsministeriet,
[email protected]
Høringssvar om lovforslag L 65 om ændring af Straffeloven:
‘Forbud
mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et
anerkendt trossamfund’
Den 27. oktober 2023 fremsatte Justitsministeriet lovforslaget L 65.
Som aktiv, professionel og internationalt udstillende billedkunstner og kunstfaglig skribent
sender jeg hermed et høringssvar om lovforslag L 65.
Lovforslaget L65 kommer til at have en indflydelse på og en funktion i billedkunstens
professionelle og offentlige repertoire, samt i folkets kulturliv i Danmark. Det er alvorligt, og
jeg hentyder hermed til de faglige, politiske og andre uhensigtsmæssige aspekter ved loven,
der vil gøre sig gældende for danske billedkunstnere, museumsledelser, udstillingskuratorer
og for det danske folk (kunstbeskueren og -brugeren) generelt. Loven vil med sikkerhed føre
til selvcensur blandt os kunstnere, men også til censur af kunstneriske værker på danske
kunstinstitutioner.
Lovforslaget er alvorligt, især fordi det sætter en straframme på op til to år, altså kun ét år
mindre end
Rusland, som har en straframme på tre år.
Straframmen på to år er alt for høj.
Lovforslaget siger, at viderebringelse af andre personers utilbørlige behandling af væsentlige
religiøse skrifter ikke kriminaliseres, og mediers og journalisters viderebringelse nævnes
som eksempler. Men loven er nødt til at præcisere helt klart, hvorvidt danske borgere har
denne ret til viderebringelse.
RELIGIONER, IDEER OM BLASFEMI OG MAGTMISBRUG
Lovforslagets behandling af menneskeretten er mangelfuld. Jeg henviser til
Menneskerettighedsdomstolens praksis og til anbefalinger fra bl.a. FN og Europarådet om
ophævelsen af blasfemilove. Disse anbefalinger førte til ophævelsen af den danske
blasfemilov i 2017.
 L 65 - 2023-24 - Bilag 24: Henvendelse af 4/12 fra Augusta Atla
2792933_0002.png
Lovforslag L65 vil betyde, at vi herhjemme – i en ellers vestlig religionskritisk tradition – rent
faktisk går baglæns. Loven vil på sigt normalisere, internalisere, håndhæve (igen)
kriminaliseringen af blasfemi.
Dette lovforslag er måske ment af ‘venlighed’ og respekt for andres religioner, men i teori og
praksis krænker det Vestens egen tradition for demokrati og individets beskyttelse. Som alle
ved, har religionernes institutioner – også her i Vesten – i tidens løb og i religionens navn
været med til at undertrykke folk og generelt undergrave menneskerettigheder.
Hvorfor skal 185 anerkendte trossamfunds religiøse tekster have denne beskyttelse i dansk
lov – at man ikke må behandle disse tekster utilbørligt? Og ja, hvad end ‘utilbørlig’ betyder.
Husk nu på, at et trossamfund er en institution, ikke en person, ja ligefrem en god forretning,
ja tit en meget magtfuld og økonomisk formuende organisation.
Den katolske kirke menes at have en formue på omkring 30 milliarder kroner. Ja, gad vide,
hvor rig den græsk-ortodokse kirke er? Ifølge kilder ejer den jord overalt i Grækenland,
sågar jord i Jerusalem, og bruger 1,5 milliarder kroner om året på bare at betale de omkring
10.000 græsk-ortodokse præsters løn. Hvorfor skal disse vanvittig rige herredømmer ikke
kunne kritiseres hårdt og ved netop utilbørlig brug af deres egne religiøse tekster? Jeg
forstår ingenting. Hvem har allerede magten og pengene?
Og de selv samme rige religioner som den katolske kirke, den græske kirke og islam
mangler stadig at reformere ligestillingen mellem kønnene. Selv kan jeg ikke få adgang til
Mount Athos – også selvom jeg ville – blot fordi jeg er en kvinde. ‘Alle store sandheder er
vokset ud af blasfemi’, som Morten Thaysen domprovst i Ribe sagde i
P1 Debat
den 30.
november 2023 om lovforslaget L65.
Nogle få af disse magtfulde og rige institutioner, trossamfund, har gennem tiderne langsomt
inkorporeret værdier, der førte dem henimod menneskerettigheder og ligestilling, men det er
da kun, fordi de er blevet udfordret udefra. Hvorfor stoppe denne udvikling mod mere
humanisme? Ja, hvorfor risikere ikke at beskytte menneskerettigheder og ligestilling i ens
eget land, Danmark?
DEMOKRATI
I Vesten har vi tradition for, at religionernes institutioner skal tåle hård kritik. Ja, måske
glemmer lovforslaget endda, at vi i århundreder i Vesten har kæmpet for
menneskerettigheder og sågar lige rettigheder – og alt dette har vi præsteret ved netop at
løsrive staten fra religionen. Det sekulære demokrati og dets lovgivning skal beskytte
individet og demokratiet selv.
Ja, i vores del af verden er det enkelte menneskes stemme mere værd end dogmatiske
institutioner. Det er formuleret under ‘Ytringsfrihed’ i artikel 10 i
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
og er en del af det danske lovgivningssystem. Dette
lovforslag sætter os derfor mindst 100 år tilbage og kan sågar sætte ligestillingens udvikling
tilbage. Love som denne kan betyde, at et liberalt, sekulært og sundt demokrati langsomt
eroderer og i stedet går hen imod, som Per Stig Møller beskriver i sin artikel i
Berlingske
den
 L 65 - 2023-24 - Bilag 24: Henvendelse af 4/12 fra Augusta Atla
2792933_0003.png
28 september 2023: ‘ … det autoritære demokrati’. At rulle ytringsfriheden i Danmark tilbage
er uacceptabelt.
KUNST, HANDLING OG DEMOKRATI
“It has been the custom on these occasions most frequently to compare art and politics, to
draw distinctions between them and lay stress upon the point they have in common. There is
a great field of discussion in comparing art and action or painting and politics. I would be
prepared to say that all forms of art and action are in principle the same
–
I say ‘in principle’
because it is a valuable phrase
–
but, making allowance for difference of time and
circumstances, technique, and so on, all forms of action and art really at their critical
moments the same kind of decisions.”
Churchill’s speech to The Royal Academy, London,
1927 (Churchill,
The Statesman as Artist,
edited by David Cannadine).
Ser man på lovforslaget, hvad angår kunst, ser det nye lovforslag umiddelbart fredeligt ud for
det dovne øje; nu er det strafbare ‘kun’ brugen af
religiøse skrifter med væsentlig religiøs
betydning for et anerkendt trossamfund.
Endvidere prøver loven, forgæves, at ‘skåne’
kunsten, ved at den
utilbørlige
del er OK, såfremt det
kun er en mindre del af værket.
Loven
har dermed forsøgt at fritage teater-, dans- og filmbranchen. Men lovforslaget behandler
billedkunsten og teater-, dans- og filmbranchen som et blot lavpraktisk ærinde – og det er
det ikke (!).
Loven vil ikke kun betyde, at kunsten bliver censureret, men også, at der kommer et nyt
kunstpoliti. Vi kunstnere vil jo være rundtossede om, hvornår og hvorvidt et værk er ulovligt.
Med hensyn til mine egne collage- og installationsværker, fulde af magt- og religionskritik, er
jeg da selv i tvivl om, hvorvidt de bliver ulovlige eller ej – og alene tvivlen kommer jo på
ulykkelig vis til at fungere som selvcensur af frygt for straf.
For selvom loven er ændret til denne nye, mere specificerede version, der kun vedrører de
religiøse tekster, så er der jo stadig ingen klarhed om, hvad 'utilbørlig' betyder. Hvad der ikke
er utilbørligt for mig, er utilbørligt for en anden.
Og hvilke skrifter er et skrift af ‘væsentlig’ religiøs betydning? Drejer det sig inden for
kristendommen kun om Biblen? Jeg er forvirret. Jeg som kunstner er nødt til at have klar
besked, da jeg selv bruger
alle tekster
i mine kunstværker, collager og installationer.
Nej, den frie kunstneriske metode tænker ikke i brøkdele, tværtimod, en kunstner arbejder
frit med sine tanker og sit materiale. Hvad med mesterværker fra kunsthistorien som for
eksempel kunstværket
“God is great no.2”
af John Latham? Værket er opkøbt af Tate
Modern. Kan det værk nu ikke vises mere på Louisiana eller SMK? Og hvis John Latham
stadig levede, kunne han så ikke arbejde frit i Danmark?
Jeg som kunstner laver ikke nødvendigvis kunst for det ene eller det andet synspunkt, og
dette også kan skifte i perioder og værker i ens liv. Men kunstværket kan tilmed være
ambivalent og gå i modsatte retninger tematisk set, på én og samme gang. Men hvad
kunstnere alle har tilfælles i dag, er, at selve den kunstneriske metode er fri. Hvis en
kunstner gerne vil lave en hård kritik af et trossamfund gennem kunsten, er dette fuldt ud
 L 65 - 2023-24 - Bilag 24: Henvendelse af 4/12 fra Augusta Atla
berettiget og også en tradition i billedkunsten. Som popdronningen Madonna sagde i år på
X: ‘Artists
are here to disturb the peace’.
Selvom man kunne mene, at lovforslaget kun er et lille indgreb i den kunstneriske frihed, så
er det det ikke. Denne type retorik er blot et udsagn om, at man ikke har forstået, hvor vigtig
kunst er som aktiv i demokratiet, og at kunsten er samfundet ved at aktivere ytringsfriheden
– både for afsender og i modtager – gennem værket.
Den kunstneriske frihed i værket er ikke en kæk praksis for få privilegerede kunstnere, den
er tværtom for det første helt grundlæggende og umulig at fjerne,
friheden i mennesket,
for
det andet en helt naturlig måde at modtage kunstnerisk inspiration og arbejde på. Den
inspiration, som de antikke grækere mente kom fra de 9 muser, som museerne i dag er
opkaldt efter:
Templet for muserne.
Eller det, som Nietzsche kaldte den dionysiske kraft i
mennesket.
Kunstnerisk frihed betyder, at der ingen regler er for, hvordan man skal udøve eller aflæse et
værk, og at
beskueren af kunstværket, der reflekterer over værket foran værket,
er en
aktiv handling i sig selv, hvor beskueren sættes i en position, hvor han eller hun selv er
skabende, nemlig: tænkende, reflekterende og sandhedssøgende. Det vil sige, at ‘værket og
beskueren’ er netop det, der gør kunstværket til den demokratiske metode
in action.
Arbejdet heri eller relationen mellem værket og beskueren er usynlig, men meget essentiel,
og er bygget på vores vestlige værdier om det frie tænkende individ og det enkelte
menneskes eget etiske selvansvar. ‘Ej blot til lyst' (som der står over Det Kongelige Teaters
gamle scene). Demokrati er vor tids åndsliv.
Men denne demokratiske praksis i kunstværket glemmer lovforslaget, når kunsten nu ved
lov er underlagt religiøse magter og deres ideer om deres tekster.