Retsudvalget 2023-24
L 65 Bilag 2
Offentligt
2773187_0001.png
Til Folketingets Retsudvalg, anmodning om foretræde
Hermed anmoder undertegnede, billedkunstner Firoozeh Bazrafkan,
om foretræde for Folketingets Retsudvalg vedrørende:
Forslag til Lov om ændring af straffeloven
(Forbud mod utilbørlig behandling af genstande med
væsentlig religiøs betydning for et trossamfund)
Om mig:
Jeg har været udøvende kunstner i Danmark gennem 20 år med afgangseksamen fra
Det Jyske Kunstakademi i Århus i 2008. Et gennemgående tema i mine værker er
kvinderettigheder, herunder undertrykte kvinderettigheder i stærkt konservative religiøse samfund.
Det iranske præstestyre og landets historie indgår ofte i min kunst. Dels fordi Iran fremstår som et
eksempel på kvindeundertrykkelse af den værste slags, dels fordi landet rummer en personlig
fortælling. Jeg er født i Iran under det islamiske præstestyre og kom til Danmark som flygtning i
1986, knap fire år gammel.
Karrieremæssige konsekvenser:
Den foreslåede lovændring vil have en væsentligt
skadevoldende effekt på mine muligheder for at fortsætte mit kunstneriske virke. I min samlede
produktion indgår over 40 værker, som sandsynligvis er ulovlige jævnfør lovforslaget. To af disse
værker har været præsenteret på Christiansborg i forbindelse med en konference på Kvindernes
Internationale Kampdag 2023. I stort set enhver af mine hidtidige udstillinger har der indgået
værker, som jævnfør lovforslaget kan anses som ulovlige.
Lovforslaget repræsenterer således ikke blot en indskrænkning af min (og andres) kunstneriske
frihed. Det truer også konkret mit professionelle virke. En lang række af mine eksisterende værker
risikerer at blive ulovliggjort, og væsentlige elementer i mit kunstneriske udtryk, hvis ikke ligefrem
min kunstneriske signatur, bliver forbudt. Alene frygten for, om mine værker kunne være ulovlige,
kan afholde museer, kunsthaller og andre fra at indgå samarbejde med mig.
Sikkerhedsmæssige konsekvenser:
Udover at skade min handlefrihed og karriere, vil en
vedtagelse af lovforslaget også påvirke min tryghed som borger i Danmark.
Gennem hele min kunstneriske karriere har jeg modtaget utallige hadbeskeder og trusler, også
dødstrusler, primært fra islamister og tilhængere af det iranske regime.
Folk, der ligesom jeg retter kritik mod den formørkede udøvelse af Islam, bliver udsat for en
kontinuerlig misinformationskampagne. I al sin enkelthed går den ud på at italesætte mig og tolke
Firoozeh Bazrafkan | firoozehb.com | info@firoozehb.com
side 1
L 65 - 2023-24 - Bilag 2: Henvendelse af 31/10-23 fra Firoozeh Bazrafkan (anmodning om foretræde for udvalget)
2773187_0002.png
min kunst som en kritik af Islam og muslimer i al almindelighed, således at jeg fremstår som en
fjende af alle muslimer. De formørkede islamister kvæler debatten om deres egne middelalderlige
menneskesyn ved at hævde, at enhver kritik af Islam er lig med et angreb på alle muslimer.
Denne årelange misinformationskampagne har været, og er stadig, voldsomt stigmatiserende, ikke
blot i muslimske miljøer, men også i den almindelige danske offentlighed. Den fremstiller mig og
alle andre, der kritiserer den mørke Islam, som noget vi ikke er. Kritikere af fx. Jehovas Vidner ville
næppe blive beskyldt for racisme.
Det er givetvis Retsudvalgets medlemmer bekendt, at regimer som det iranske nærer en stærk
afsky overfor dissidenter, der ligesom jeg offentligt kritiserer styret. Blandt regimets tilhængere
overalt i verden, også i Danmark, er der folk, der ønsker mig ondt på grund af min kunst. Der er
lande, jeg af sikkerhedshensyn aldrig kommer til at besøge.
Det er et uvurderligt værn mod denne trussel, at jeg lever i et demokrati, der gør klart for
omverdenen, at vi her i Danmark godt kan rumme kritik, både mod os selv og mod andre. Det er
uendelig vigtigt for mig, at fjendtligt stillede personer kan se og forstå, at i nogle lande er det frie
ord en positiv værdi. Ligesom det naturligvis er vigtigt at vise undertrykte borgere i diktaturstater, at
det frie ord overhovedet eksisterer.
Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil denne situation forandres. En stor del af mit virke vil være
kriminelt selv i Danmark, og det værn af frisind og tolerance, der hidtil har beskyttet mig, vil
forsvinde. Misinformationskampagnen om, at enhver kritik af Islam er et angreb på alle muslimer,
vil sejre. Folk, der er fjendtligt indstillet over for mig, kan sige: "Ikke en gang hendes eget land vil
forsvare hende". Jeg frygter som dansk statsborger en tilstand af fredløshed i mit eget land.
Jeg ønsker, sammen med min agent, at få foretræde for Retsudvalget med henblik på at
fremlægge disse samt andre mere generelle overvejelser, som jeg mener bør indgå i vurderingen
af lovforslaget. Jeg har til lejligheden produceret en video, der i løbet af
5
minutter eksemplificerer,
hvordan lovforslaget kompromitterer nogle grundlæggende principper.
Jeg ser frem til Retsudvalgets svar.
Med venlig hilsen
Firoozeh Bazrafkan
OPDATERING siden den oprindelige anmodning:
Jævnfør det reviderede lovforslag af 27. okt. gælder forbuddet
ikke "viderebringelse af andre
personers utilbørlige behandling af skrifter..."
Hvis man ønsker at miskreditere en kunstner ved at
offentliggøre kunstnerens performance i manipuleret form eller i en misvisende kontekst, så er
dette altså lovligt.
Men det
er
ulovligt for kunstneren at offentliggøre
de
uforfalskede fotos eller
videoer af performancen
for at
dokumentere værkets rette indhold og kontekst.
Video-oplægget til Retsudvalget kan downloades her: https://firoozehb.com/retsudvalget
Firoozeh Bazrafkan | firoozehb.com | info@firoozehb.com
side 2