L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Udvalget for Landdistrikter og Øer 2023-24, Udvalget for Landdistrikter og Øer 2023-24, Udvalget for Landdistrikter og Øer 2023-24
L 62 Bilag 1, L 62 A Bilag 1, L 62 B Bilag 1
Offentligt

Lovforslag nr.

L 62

Folketinget 2023-24

Fremsat den 26. oktober 2023 af ministeren for landdistrikter (Louise Schack Elholm)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om planlægning og forskellige andre love

(Opfølgning på evaluering af planloven m.v.)

§1

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1.

juli 2020, som ændret ved § 6 i lov nr. 1833 af 8. december

2020, § 2 i lov nr. 573 af 10. maj 2022, § 1 i lov nr. 417

af 25. april 2023 og lov nr. 418 af 25. april 2023, foretages

følgende ændringer:

§ 2, stk. 2

ophæves.

§ 4 a, stk. 1, nr. 2,

indsættes efter »aktiviteter«: »eller

ved omdannelse af eksisterende, overflødiggjorte bygninger

inden for strandbeskyttelseslinjen,«.

§ 5 b, stk. 1,

indsættes efter »gælder,«: »jf. dog stk. 10,«.

§ 5 b, stk. 4, nr. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»En ubebygget sommerhusgrund, der ikke kan bebygges

efter f.eks. naturbeskyttelseslovgivningen, må ikke søges til-

bageført til landzone.«

§ 5 b

indsættes som

stk. 10:

»Stk. 10.

Ministeren for landdistrikter kan efter aftale med

miljøministeren godkende, at kommunalbestyrelsen vedta-

ger en ø-udviklingsplan, der fraviger stk. 1. Kommunalbe-

styrelsen kan alene udarbejde et forslag til en ø-udviklings-

plan på initiativ af øens beboere. En ø-udviklingsplan tilve-

jebringes som en lokalplan efter reglerne i kapitel 5 og 6.«

overskriften

til kapitel 2 b indsættes efter »landsbyer«:

»og bymidter«.

Efter § 5 d indsættes i

kapitel 2 b:

»§ 5 e.

Kommuneplanlægningen skal under hensyn til lo-

kale forhold indeholde en helhedsorienteret strategisk plan-

lægning for bymidter i mindre og mellemstore byer, jf. § 5 f.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal koordinere den strate-

giske planlægning for bymidter med nabokommuner, hvis

udviklingen af bymidter også er afhængig af udviklingen af

bymidter i disse kommuner.

Stk. 3.

Ministeren for landdistrikter kan fastsætte regler

om grundlaget for kommunalbestyrelsens strategiske plan-

lægning for bymidter, jf. stk. 1.

§ 5 f.

Den strategiske planlægning for bymidter skal

1) understøtte en udvikling af levende bymidter i kommu-

nens mindre og mellemstore byer,

2) udarbejdes i dialog med byens private og civile aktører,

3) angive overordnede målsætninger og virkemidler for

udviklingen af bymidterne og

4) tage stilling til placering af offentlige funktioner og

bevaring af kulturmiljøer og bygninger i bymidterne.«

§ 11 a, stk. 1, nr. 14,

indsættes efter »udgøres af«:

»dels«, og »samt« ændres til: », dels«.

§ 11 a, stk. 1, nr. 24,

indsættes efter »omdannelseslands-

byer«: »i områder med eller uden befolkningstilbagegang«.

10.

§ 11 a, stk. 1,

indsættes efter nr. 24 som nyt nummer:

»25) udviklingen af bymidter,«.«

Nr. 25-29 bliver herefter nr. 26-30.

11.

§ 11 a, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »beliggenheden af natu-

rområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser på kort,

herunder eksisterende Natura 2000-områder på land og an-

dre beskyttede naturområder samt økologiske forbindelser,

potentielle naturområder og potentielle økologiske forbin-

delser« til: »arealerne med naturbeskyttelsesinteresser på

kort«.

12.

§ 11 b, stk. 1,

indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:

»4) procentdel med grønne arealer,«.«

Nr. 4-18 bliver herefter nr. 5-19.

CD000279

Kirkemin.,

Plan- og Landdistriktsstyrelsen, j.nr. 2022-7022

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

13.

§ 11 b, stk. 1, nr. 13,

der bliver nr. 14, ændres »i et by-

omdannelsesområde inden for eller« til: »inden for en havns

dækkende værker, i et byomdannelsesområde dog også«.

14.

§ 11 b

indsættes som

stk. 6:

»Stk. 6.

Kommunalbestyrelsen kan uanset § 11 a, stk. 6-8,

fastsætte rammer for overførsel af landsbyer fra landzone til

byzone med udgangspunkt i kommuneplanens hovedstruk-

tur og på baggrund af den strategiske planlægning for lands-

byer, jf. §§ 5 c og 5 d.«

15.

§ 11 e

indsættes som

stk. 7:

»Stk. 7.

Redegørelsen for den del af kommuneplanen,

som indeholder strategisk planlægning for bymidter, jf. § 5

e, stk. 1, skal indeholde

1) oplysninger om grundlaget for den strategiske planlæg-

ning for bymidter, herunder sammenhæng med andre

relevante strategier og planer, samt

2) en redegørelse for, hvordan kommuneplanlægningen

understøtter den ønskede udvikling af bymidter.«

16.

§ 12, stk. 3,

indsættes som

3. pkt.:

»Forbud kan endvidere ikke nedlægges, hvis bebyggelsen

eller anvendelsen allerede er tilladt eller i øvrigt er lovligt

etableret, herunder efter anden lovgivning.«

17.

§ 15, stk. 2, nr. 8,

indsættes efter »enkelte bygninger,«:

»herunder at boliger kun må anvendes som ungdomsboliger

til studerende omfattet af lov om boligforhold kapitel 1 a

eller lov om støttede private ungdomsboliger,«.

18.

§ 15, stk. 2,

indsættes efter nr. 8 som nye numre:

»9) beliggenhed af bygninger til religiøse formål, herun-

der forbud mod anvendelse af bygninger til religiøse

formål,

10) parkeringsforhold, herunder om antal, beliggenhed og

udformning af parkeringspladser til forskellige anven-

delser i området og om etablering af infrastruktur for

alternative drivmidler til transport i tilknytning til par-

keringspladser,«.«

Nr. 9-29 bliver herefter nr. 11-31.

19.

§ 15, stk. 2, nr. 10,

der bliver nr. 12, indsættes efter

»hegnsforhold,«: »naturforhold,«.

20.

§ 15, stk. 2, nr. 12,

der bliver nr. 14, affattes således:

»14) tilvejebringelse af fællesanlæg, herunder grønne area-

ler og parkeringspladser eventuelt med tilhørende in-

frastruktur for alternative drivmidler til transport, i

det af planen omfattede område eller tilslutning til

fællesanlæg i eller uden for området som betingelse

for ibrugtagen af ny bebyggelse,«.«

21.

§ 15, stk. 2,

indsættes efter nr. 12, der bliver nr. 14, som

nyt nummer:

»15) tilvejebringelse af infrastruktur for alternative driv-

midler til transport som betingelse for ændret anven-

delse af eksisterende bebyggelse med tilhørende par-

keringspladser,«.«

Nr. 13-29, der bliver nr. 15-31, bliver herefter nr. 16-32.

22.

§ 15, stk. 2, nr. 19,

der bliver nr. 22, indsættes efter

»afværgeforanstaltninger«: »i eller uden for det af planen

omfattede område«.

23.

§ 15, stk. 2, nr. 27,

der bliver nr. 30, ændres »i et

byomdannelsesområde, jf. § 11 d, inden for eller« til: »inden

for en havns dækkende værker, i et byomdannelsesområde,

jf. § 11 d, dog også«.

24.

§ 15, stk. 2, nr. 28,

der bliver nr. 31, ændres »i et

byomdannelsesområde, jf. § 11 d, inden for eller« til: »inden

for en havns dækkende værker, i et byomdannelsesområde,

jf. § 11 d, dog også«.

25.

§ 15

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5.

En lokalplan kan indeholde bestemmelse om und-

tagelser fra § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1, og §

19 i lov om naturbeskyttelse, jf. § 65, stk. 1 og 2, i lov

om naturbeskyttelse, som er nødvendige for lokalplanens

virkeliggørelse.«

Stk. 5-14 bliver herefter stk. 6-15.

26.

§ 15, stk. 5,

der bliver stk. 6, udgår », 9«.

27.

§ 15

indsættes som

stk. 17:

»Stk. 17.

Kommunalbestyrelsen kan i en lokalplan fast-

sætte bestemmelser om midlertidig anvendelse af arealer,

der ligger i byzone. Den midlertidige anvendelse skal tids-

begrænses til højst ti år og kan ved kommunalbestyrelsens

dispensation forlænges med op til fem år ad gangen. Ved

kommunalbestyrelsens behandling af en ansøgning om dis-

pensation finder § 20 tilsvarende anvendelse.«

28.

§ 15 a, stk. 2,

indsættes efter »byomdannelsesområ-

de,«: »jf. §§ 11 b, stk. 1, nr. 6, og 11 d,«.

29.

§ 15 a, stk. 3,

indsættes efter »transformationsområ-

de,«:

»jf.

§ 11 a, stk. 1, nr. 27,«.

30.

§ 15 a, stk. 3,

ændres »produktionsvirksomheder til

boligformål« til: »produktionsvirksomheder, til enten bolig-

formål eller hoteller, kontorerhverv el.lign.«

31.

§ 15 a, stk. 3, nr. 4,

indsættes efter »boligbebyggel-

sen«: », bebyggelsen til hotelformål, kontorerhverv el.lign.«

32.

§ 15 a, stk. 4,

indsættes efter »boligformål,«: »hoteller,

kontorerhverv el.lign.,«.

33.

§ 16

indsættes som

stk. 12:

»Stk. 12.

Redegørelsen til lokalplanforslag for vindmøller

og solcelleanlæg skal indeholde oplysning om de planlagte

anlægs kapacitet angivet som MW pr. teknologi samt den

forventede el-produktion angivet som antal MWh per år.«

34.

§ 19, stk. 1,

indsættes efter »studieboliger«: »og byha-

ver«, og efter »§ 5 u,« indsættes: »§ 15, stk. 17,«.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

35.

§ 21 b, stk. 3,

indsættes efter »infrastrukturanlæg«:

», herunder anlæg til sikring mod oversvømmelse eller ero-

sion,«.

36.

§ 22 a, stk. 1, 1. pkt.,

udgår »erhvervsministerens

afgivelse af en redegørelse om landsplanarbejdet eller en

redegørelse for de landsplanmæssige interesser i særlige em-

ner, jf. § 2, stk. 2, og forud for«.

37.

§ 23 c, stk. 1, 2

3. pkt.,

stk. 2,

ophæves.

38.

§ 29, stk. 3,

indsættes efter 2. pkt.: »Stiftsøvrigheden

kan dog ikke fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag,

der muliggør opstilling af solceller længere væk fra en kirke

end 1.000 m. Stiftsøvrigheden kan heller ikke fremsætte

indsigelse mod et lokalplanforslag, der muliggør opstilling

af vindmøller længere væk fra en kirke end 1.000 m, dog

2.000 m ved et lokalplanforslag, der muliggør opstilling af

vindmøller med en totalhøjde på mindst 250 m.«

39.

Kapitel 6 a

ophæves.

40.

§ 35, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter »omdannelseslands-

byer«: », jf. § 11 a, stk. 1, nr. 24«.

41.

§ 35, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

»Ved kommunalbe-

styrelsens tilladelse efter 1. pkt. kan der endvidere lægges

særlig vægt på en ø-udviklingsplan, jf. § 5 b, stk. 10.«

42.

§ 35

indsættes som

stk. 11:

»Stk. 11.

Kommunalbestyrelsen kan meddele tilladelse ef-

ter stk. 1 til etablering af op til 8 glampingenheder i form af

luksustelte el.lign. samt trætophytter, der placeres samlet og

i nærheden af eksisterende bebyggelse ved en veletableret,

større turistattraktion eller en veletableret, større virksomhed

med væsentlige besøgsaktiviteter, som ikke allerede omfat-

ter udlejning af hus eller husrum til overnattende gæster. Til-

ladelsen tidsbegrænses til maksimalt 5 år.«

43.

§ 35

indsættes som

stk. 12:

»Stk. 12.

Kommunalbestyrelsen kan under hensyn til den

overordnede samfundsmæssige interesse i at sikre mobil-

dækning i hele landet meddele tilladelse efter stk. 1 til

opstilling af en mast til radiokommunikationsformål med

tilhørende anlæg i neutrale farver, medmindre væsentlige

hensyn til landskab, natur, miljø eller naboer taler afgørende

imod placeringen.«

44.

§ 36, stk. 1, nr. 17,

affattes således:

»17) Antennesystemer til radiokommunikation i elektroni-

ske kommunikationsnet med tilhørende frekvens- el-

ler kabelbaseret teleinfrastruktur i neutrale farver, som

opsættes på eksisterende master, siloer eller høje skor-

stene m.v. når bebyggelsens højde ikke dermed for-

øges.«

45.

§ 36, stk. 1, nr. 19,

affattes således:

»19) Teknikskabe eller teknikhuse i neutrale farver med en

grundplan på maksimalt 2 m2 og en højde på maksi-

malt 3 m til brug for de antenner, der er nævnt i nr.

17, og som opsættes på eller umiddelbart ved masten,

siloen eller skorstenen m.v.«

46.

§ 58, stk. 3,

ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

47.

Efter § 59 indsættes:

»§ 60.

Klage over afgørelser, der er nævnt i § 58, stk. 1,

og § 58 a skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at

afgørelsen er meddelt.

Stk. 2.

Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klage-

fristen dog fra bekendtgørelsen. I tilfælde, hvor en afgørelse

træffes indirekte og således ikke meddeles og offentliggøres,

regnes fristen fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kend-

skab til afgørelsen. Udløber klagefristen på en lørdag eller

en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.«

»§ 60 a.

En tilladelse efter § 35, stk. 1, må ikke udnyttes

før klagefristens udløb. Påklages tilladelsen, underretter den

myndighed, der har givet tilladelsen, straks den, som har

modtaget tilladelsen, om klagen.

Stk. 2.

Rettidig klage efter § 58, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, har

opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet bestem-

mer andet.

Stk. 3.

Planklagenævnet kan ved rettidig klage efter §

58, stk. 1, nr. 3, beslutte, at en meddelt tilladelse eller

godkendelse ikke må udnyttes, og at et påbud ikke skal

efterkommes. Er et bygge- eller anlægsarbejde iværksat, kan

Planklagenævnet påbyde dette standset.«

48.

Efter § 61 indsættes:

»§ 61 a.

Planklagenævnet kan i forbindelse med afgørelse

af en klagesag om kommunalbestyrelsens endelige vedtagel-

se af et forslag til lokalplan, jf. § 58, stk. 1, nr. 3, i særlige

tilfælde beslutte at forlænge fristen efter § 32, stk. 1, med op

til 6 måneder.«

§2

I lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1392

af 4. oktober 2022, foretages følgende ændring:

§ 65 b

indsættes som

stk. 9:

»Stk. 9.

Miljøministeren kan i medfør af en vedtagen

ø-udviklingsplan, jf. § 5 b, stk. 10, i lov om planlægning, in-

den for den udvidede strandbeskyttelseslinje gøre undtagelse

fra § 15, stk. 1, til placering af faciliteter i tilknytning til

eksisterende anlæg eller bebyggelse, som f.eks. en mindre

isbod i tilknytning til en café, restaurant eller lignende turis-

mevirksomhed, enkelte, mindre sportsfaciliteter som net og

mål til boldspil og lignende ved klubber, foreninger, skoler,

institutioner og eksisterende turismevirksomheder, enkelte,

mindre lege- eller motionsfaciliteter ved klubber, foreninger,

skoler og institutioner og eksisterende turismevirksomheder

og en mindre bod til salg af lokale produkter.«

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

§3

I lov om boligforhold, jf. lov nr. 342 af 22. marts 2022,

som ændret ved § 2 i lov nr. 889 af 21. juni 2022, § 2 i lov

nr. 1311 af 27. september 2022, § 5 i lov nr. 482 af 12. maj

2023 og § 25 i lov nr. 679 af 3. juni 2023, foretages følgende

ændringer:

§ 8

indsættes som

stk. 4:

»Stk. 4.

Er ejendommen omfattet af reglerne for ustøttede

private ungdomsboliger i kapitel 1 a, kan ejeren først anmo-

de kommunalbestyrelsen om at anvise en lejer til boligen

efter stk. 3, når lejemålet for en periode eller permanent er

blevet undtaget reglerne for ustøttede private ungdomsboli-

ger, jf. § 12 b, stk. 4.«

Efter kapitel 1 indsættes:

»Kapitel 1 a

Ustøttede private ungdomsboliger

§ 12 a.

Ved ustøttede private ungdomsboliger forstås bo-

liger, der skal udlejes til studerende, som ikke er omfattet

af lov nr. 1089 af 17. december 2002 om støttede private

ungdomsboliger eller af lov nr. 1877 af 27. september 2021

om almene boliger, og som opfylder betingelsen i stk. 2.

Stk. 2.

Bygherren skal inden ansøgning om byggetilladel-

se lade tinglyse deklaration på ejendommen om, at boligerne

er omfattet af kapitel 1 a i lov om boligforhold. Påtalebe-

rettiget efter deklarationen er kommunalbestyrelsen i den

kommune, hvor ejendommen ligger.

§ 12 b.

Ustøttede private ungdomsboliger skal bebos af

studieaktive eller uddannelsessøgende.

Stk. 2.

Udlejeren skal sikre, at boligerne til stadighed be-

bos af personer, der tilhører den berettigede personkreds, jf.

stk. 1. Udlejeren skal én gang årligt til brug herfor anmode

lejeren om at fremsende nødvendige oplysninger om studie-

aktivitet med en frist på 6 uger. Ved beregning af fristen ses

bort fra juli og august måned.

Stk. 3.

Kan en bolig ikke udlejes til personer, der tilhører

den berettigede personkreds, jf. stk. 1, kan kommunalbesty-

relsen efter udlejerens anmodning beslutte, at boligen lejes

ud til andre.

Stk. 4.

Ved længerevarende eller permanente udlejnings-

vanskeligheder kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde

beslutte, at hele eller dele af ejendommen for en periode

eller permanent ikke længere er omfattet af dette kapitel.

§ 12 c.

Kommunalbestyrelsen kan påse, at ustøttede pri-

vate ungdomsboliger udlejes til og til stadighed bebos af den

berettigede personkreds, jf. § 12 b, stk. 1, når boligerne ikke

er undtaget, jf. § 12 b, stk. 3 og 4. Kommunalbestyrelsen

kan indhente de nødvendige oplysninger hos udlejeren.

§ 12 d.

Kommunalbestyrelsen kan ophæve lejeaftalen

vedrørende en ustøttet privat ungdomsbolig, hvis boligen er

udlejet til en lejer, som ikke er omfattet af den berettigede

personkreds, jf. § 12 b, stk. 1, når boligen ikke er undtaget,

jf. § 12 b, stk. 3 og 4. Kommunalbestyrelsen kan inden afgi-

velsen af en ophævelse kontakte lejeren direkte med henblik

på, at lejeren kan dokumentere sin studieaktivitet.

Stk. 2.

Ophævelse efter stk. 1 sker ved skriftlig medde-

lelse til lejeren og udlejeren. Meddelelsen skal indeholde

oplysning om begrundelsen for ophævelsen og om lejerens

adgang til at gøre indsigelse, jf. stk. 3. Hvis ikke ophævelsen

indeholder disse oplysninger, er den ugyldig.

Stk. 3.

Vil lejeren ikke godkende ophævelsen, skal lejer-

en senest 6 uger efter, at ophævelsen er kommet frem til

lejeren, fremsætte skriftlig indsigelse over for kommunal-

bestyrelsen. Kommunalbestyrelsen må da anlægge sag ved

boligretten senest 6 uger efter lejerfristens udløb, hvis kom-

munalbestyrelsen ønsker at opretholde ophævelsen.

§ 12 e.

Kommunalbestyrelsen kan anvise en studieaktiv

eller uddannelsessøgende, til hvem udlejeren straks er plig-

tig at udleje boligen, hvis udlejeren ikke har sørget for, at

boligen på ny er udlejet til en studieaktiv uddannelsessøgen-

de en måned efter, at udlejeren fra kommunalbestyrelsen

har modtaget meddelelse om, at ophævelsen af lejeaftalen

er gennemført. Anvisning skal ske senest 6 uger efter udleje-

rens meddelelse til kommunalbestyrelsen om, at boligen er

ledig.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen er berettiget til ved fogeden

at lade en boligsøgende omfattet af den berettigede person-

kreds, jf. § 12 b, stk. 1, som kommunalbestyrelsen har an-

vist, indsætte i boligen.

§ 12 f.

Med bøde straffes den udlejer, som udlejer en

ustøttet privat ungdomsbolig til en person, som ikke er om-

fattet af den berettigede personkreds, jf. § 12 b, stk. 1, når

der ikke foreligger godkendelse efter § 12 b, stk. 3 eller

4. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) straf-

ansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Udlejning af midlertidige ustøttede private ungdomsboliger

i stueetagen

§ 12 g.

Midlertidige ustøttede private ungdomsboliger

med niveaufri adgang i stueetagen, som er undtaget fra krav

i bygningsreglementet om etablering af elevator, jf. § 243 i

bekendtgørelse nr. 1399 af 12. december 2019 om bygnings-

reglement 2018 med senere ændringer, og som er taget i

anvendelse i medfør af reglerne i § 15, stk. 2, nr. 8, § 15, stk.

17, i lov om planlægning, eller som har fået dispensation

fra en lokalplan i medfør af samme lovs § 19, stk. 1, skal

udlejes til studieaktive eller uddannelsessøgende, jf. § 12 b,

stk. 1, i følgende rækkefølge:

1) Studerende med varigt nedsat funktionsevne som følge

af manglende eller nedsat gangfunktion.

2) Studerende, som har nære pårørende med varigt ned-

sat funktionsevne som følge af manglende eller nedsat

gangfunktion.

3) Øvrige.

Stk. 2.

Udlejeren kan undlade at udleje til en person, der

indgår i den berettigede personkreds efter stk. 1, hvis saglige

hensyn taler for dette.«

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

§4

I lov om leje, jf. lov nr. 341 af 22. marts 2022, som

ændret ved § 1 i lov nr. 1311 af 27. september 2022, § 6 i

lov nr. 482 af 12. maj 2023 og § 9 i lov nr. 753 af 13. juni

2023, foretages følgende ændringer:

§ 11

indsættes som

stk. 6:

»Stk. 6.

For lejeaftaler om ustøttede private ungdomsboli-

ger, som er omfattet af kapitel 1 a i lov om boligforhold,

skal udlejeren sørge for, at det i lejeaftalen fremgår, at der er

tale om en ustøttet privat ungdomsbolig, at udlejeren 1 gang

årligt skal indhente oplysninger om studieaktivitet, jf. § 12

b, stk. 2, i lov om boligforhold, samt at lejeforholdet skal

ophøre ved manglende studieaktivitet, jf. lejelovens § 171,

stk. 3, hvis ikke der for lejeforholdet er opnået godkendelse

efter § 12 b, stk. 3, i lov om boligforhold.«

§ 158

indsættes som

stk. 5:

»Stk. 5.

Ved fremleje af en ustøttet privat ungdomsbolig,

jf. § 12 a i lov om boligforhold, skal den pågældende bolig

efter fremlejeforholdets etablering bebos af personer, som

opfylder betingelserne for at komme i betragtning til en

bolig af den pågældende karakter, medmindre der er givet

godkendelse efter § 12 b, stk. 4, i lov om boligforhold.«

§ 161

indsættes som

stk. 7:

»Stk. 7.

Ved bytning af en ustøttet privat ungdomsbolig,

jf. § 12 a i lov om boligforhold, skal den pågældende bolig

efter bytningen bebos af personer, som opfylder betingelser-

ne for at komme i betragtning til en bolig af den pågældende

karakter, medmindre der er givet godkendelse efter § 12 b,

stk. 4, i lov om boligforhold.«

§ 171

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Udlejeren skal opsige en lejeaftale vedrørende en

ustøttet privat ungdomsbolig, såfremt lejeren ikke længere

opfylder betingelserne i § 12 b, stk. 1, i lov om boligfor-

hold. Opsigelsesvarslet kan under særlige omstændigheder

forlænges i op til et år. Opsigelse kan undlades, hvis boligen

ikke kan genudlejes til studieaktive eller uddannelsessøgen-

de, jf. § 12 b, stk. 3 og 4, i lov om boligforhold. Udlejeren

skal herudover opsige en lejeaftale vedrørende en ustøttet

privat ungdomsbolig, hvis lejeren ikke inden for fristen har

fremsendt nødvendige oplysninger om studieaktivitet, jf. §

12 b, stk. 2, i lov om boligforhold.«

§5

I lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og

fritidsformål m.v. og campering m.v., jf. lovbekendtgørelse

nr. 949 af 3. juli 2013, som ændret ved § 21 i lov nr. 86 af

28. januar 2014, § 16 i lov nr. 1658 af 20. december 2016,

§ 1 i lov nr. 368 af 9. april 2019 og lov nr. 416 af 25. april

2023, foretages følgende ændringer:

§ 10 a

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Ministeren for landdistrikter kan, når det er nød-

vendigt for at påse overholdelsen af reglerne, jf. lovens § 10

a, stk. 1,

1) behandle, herunder indsamle og samkøre, oplysninger

fra andre offentlige myndigheder og fra offentligt til-

gængelige kilder,

2) behandle, herunder samkøre, oplysninger, som Kirke-

ministeriet, ud over de tilfælde, som er nævnt i nr. 1, er

i besiddelse af.«

Stk. 3-8 bliver herefter stk. 4-9.

§ 10 e, stk. 3,

ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 3.

Klage over afgørelser efter § 10 e, stk. 1, skal

være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er

meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klage-

fristen dog fra bekendtgørelsen. Udløber klagefristen på en

lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende

hverdag.

Stk. 4.

En tilladelse, der er meddelt efter §§ 2 og 8, afgø-

relser truffet efter forskrifter fastsat i medfør af § 3, eller

afgørelser truffet efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk.

2, må ikke udnyttes før klagefristens udløb. Påklages tilla-

delsen, underretter den myndighed, der har givet tilladelsen,

straks den, som har modtaget tilladelsen, om klagen. Retti-

dig klage efter stk. 1 har opsættende virkning, medmindre

Planklagenævnet bestemmer andet.«

§6

I lov om kolonihaver, jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af 21.

juni 2007, som ændret bl.a. ved lov nr. 580 af 18. juni 2012

og senest ved lov nr. 1658 af 20. december 2016, foretages

følgende ændring:

§ 11

affattes således:

»§ 11.

Klage over afgørelser efter § 9 skal være indgivet

skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er

afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog

fra bekendtgørelsen. Udløber klagefristen på en lørdag eller

en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 2.

En tilladelse, der er meddelt efter § 4, må ikke ud-

nyttes før klagefristens udløb. Påklages tilladelsen, underret-

ter den myndighed, der har givet tilladelsen, straks den, som

har modtaget tilladelsen, om klagen. Rettidig klage efter

§ 9 har opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet

bestemmer andet.«

§7

I lov nr. 653 af 8. juni 2017 om forbud mod anvendelse

af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe

foretages følgende ændring:

§ 7

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

Klage over en afgørelse om at nedlægge forbud

i medfør af § 1, stk. 1, skal være indgivet skriftligt inden 4

uger efter, at forbuddet i medfør af § 2, stk. 1, er afleveret og

tinglyst på ejendommen. Klage over en afgørelse om afslag

på at tilbagekalde et forbud skal være indgivet skriftligt

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Udløber klage-

fristen på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til

den følgende hverdag.«

§8

I lov nr. 1658 af 20. januar 2016 om Planklagenævnet,

som senest ændret ved lov nr. 417 af 25. april 2023,

foretages følgende ændringer:

§ 9

affattes således:

»§ 9.

Erhvervsministeren fastsætter nævnets forretnings-

orden.«

§ 10, stk. 1,

ophæves.

Stk. 2 bliver herefter stk. 1.

Efter § 11 indsættes:

»§ 11 a.

Indgivelse af klage og efterfølgende kommunika-

tion om klagesagen med nævnet skal ske ved anvendelse

af digital selvbetjening, medmindre klager er fritaget fra

obligatorisk tilslutning til Digital Post efter reglerne herom i

lov om Digital Post fra offentlige afsendere.

Stk. 2.

Nævnet afviser en klage, der ikke indgives i over-

ensstemmelse med stk. 1, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 3.

Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke

er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger sær-

lige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne

anvende digital selvbetjening.

Stk. 4.

En klage kan ikke afvises, hvis en afvisning vil

være i strid med internationale eller EU-retlige forpligtelser

om ret til at klage over trufne afgørelser.

Stk. 5.

Nævnet kan undlade at afvise en klage, der ikke er

indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet

økonomisk vurdering er klare økonomiske fordele for næv-

net og 1. instans ved at behandle klagen.

§ 11 b.

§ 19 i forvaltningsloven finder ikke anvendelse i

forhold til oplysninger, som er tilgængelige for en part via

digital selvbetjening.

Stk. 2.

Nævnet kan fastsætte en frist for parten til at afgive

en udtalelse, når nye oplysninger bliver gjort tilgængelige

via digital selvbetjening.«

§9

I lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og

Fødevareklagenævnet, som ændret senest ved lov nr. 417

af 25. april 2023, foretages følgende ændringer:

§ 21, stk. 1,

ophæves, og i stedet indsættes:

»Indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation om

klagesagen med nævnet skal ske ved anvendelse af digital

selvbetjening, medmindre klager er fritaget fra obligatorisk

tilslutning til Digital Post efter reglerne herom i lov om

Digital Post fra offentlige afsendere.

Stk. 2.

Nævnet afviser en klage, der ikke indgives i over-

ensstemmelse med stk. 1, jf. dog stk. 3-5.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

Efter § 21 indsættes:

»§ 21 a.

§ 19 i forvaltningsloven finder ikke anvendelse

i forhold til oplysninger, som er tilgængelige for en part via

digital selvbetjening.

Stk. 2.

Nævnet kan fastsætte en frist for parten til at afgive

en udtalelse, når nye oplysninger bliver gjort tilgængelige

via digital selvbetjening.«

§ 10

I lov nr. 221 af 3. marts 2015 om ændring af lov

om planlægning og lov om almene boliger m.v. (Blandet

boligsammensætning), som ændret ved § 4 i lov nr. 888 af

21. juni 2022, foretages følgende ændring:

§ 3, stk. 2,

ophæves.

§ 11

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk.

Stk. 2.

§§ 3 og 4 træder i kraft den 1. juli 2024.

Stk. 3.

§ 1 finder ikke anvendelse på planforslag, der of-

fentliggøres før lovens ikrafttræden. For sådanne planforslag

finder de hidtil gældende regler anvendelse.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Indledning

1.1. Byudvikling

1.2. Ungdomsboliger til studerende

1.3. Nye udviklingsmuligheder på landet, de små øer og ved kysterne

1.4. Bedre mobildækning i hele landet

1.5. Forenkling, administrative lettelser og andre justeringer

1.5.1. Planloven m.v.

1.5.2. Forenkling og smidiggørelse af klagesagsprocesser

1.5.3. Tilsyn og behandling af data vedrørende sommerhusloven

Lovforslagets baggrund

Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Byudvikling

3.1.1. Krav om strategisk planlægning for bymidter

3.1.1.1. Gældende ret

3.1.1.2. Partnerskab for levende bymidter

3.1.1.3. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.1.2. Nye muligheder for at sikre bynatur

3.1.2.1. Gældende ret

3.1.2.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.1.3. Nye regler om parkeringsforhold

3.1.3.1. Gældende ret

3.1.3.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.1.4. Midlertidig anvendelse af arealer, der ligger i byzone

3.1.4.1. Gældende ret

3.1.4.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.1.5. Nye muligheder for afværgeforanstaltninger og udbygningsaftaler

3.1.5.1. Gældende ret

3.1.5.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.1.6. Planlægning for vandområder ved havne

3.1.6.1. Gældende ret

3.1.6.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.1.7. Lokalplanlægning for beliggenhed af bygninger til religiøse formål

3.1.7.1. Gældende ret

3.1.7.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.1.8. Udvidede muligheder for bebyggelse i transformationsområder

3.1.8.1. Gældende ret

3.1.8.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.2. Ungdomsboliger til studerende

3.2.1. Planlægning for ungdomsboliger til studerende

3.2.1.1. Gældende ret

3.2.1.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.2.2. Udlejning af ungdomsboliger til studerende

3.2.2.1. Gældende ret

3.2.2.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.3. Nye udviklingsmuligheder på landet, de små øer og ved kysterne

3.3.1. Ø-udviklingsplan for de små øer

3.3.1.1. Gældende ret – planloven

3.3.1.1.1. Planlovens §§ 5 a og 5 b – kystnærhedszonen

3.3.1.1.2. Planlovens § 29 – nationale interesser

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

3.4.

3.5.

3.3.1.1.3. Planlovens §§ 34 og 35, stk. 1 og 10 – landzoner

3.3.1.1.4. Planlovens § 40 – små øer

3.3.1.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.3.1.3. Gældende ret – naturbeskyttelsesloven og kystbeskyttelsesloven

3.3.1.3.1. Naturbeskyttelseslovens §§ 8, 9 og 15 – klitfredning og strandbeskyttelse

3.3.1.3.2. Kystbeskyttelsesloven

3.3.1.4. Miljøministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.3.2. Forsøgsprojekter ved omdannelse af overflødiggjorte bygninger inden for strandbeskyttelseslinjen

3.3.2.1. Gældende ret

3.3.2.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.3.3. Bedre udvikling af landsbyer

3.3.3.1. Gældende ret

3.3.3.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.3.4. Overførsel af landzonelandsbyer til byzone

3.3.4.1. Gældende ret

3.3.4.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.3.5. Tilbageførsel af sommerhusgrunde til landzone

3.3.5.1. Gældende ret

3.3.5.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.3.6. Bedre muligheder for glamping i landzone

3.3.6.1. Gældende ret

3.3.6.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.3.7. Stiftsøvrighedernes indsigelsesret

3.3.7.1. Gældende ret

3.3.7.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Bedre mobildækning i hele landet

3.4.1. Gældende ret

3.4.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Forenkling, administrative lettelser og andre justeringer

3.5.1. One-stop-shop for visse bygge- og beskyttelseslinjer

3.5.1.1. Gældende ret

3.5.1.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.5.2. Forbud mod bebyggelse eller ændret anvendelse, der er etableret ulovligt efter anden lovgivning

3.5.2.1. Gældende ret

3.5.2.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.5.3. Ophævelse af forskellige bestemmelser

3.5.3.1. Ophævelse af krav om landsplanredegørelse

3.5.3.1.1 Gældende ret

3.5.3.1.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.5.3.2. Ophævelse af krav om forudgående offentlighed

3.5.3.2.1 Gældende ret

3.5.3.2.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.5.3.3. Ophævelse af planlovens kapitel 6 a om lokal Agenda 21

3.5.3.3.1 Gældende ret

3.5.3.3.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.5.3.4. Ophævelse af revisionsbestemmelse

3.5.3.4.1. Gældende ret

3.5.3.4.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.5.4. Tilretning af bestemmelse vedrørende støj

3.5.4.1. Gældende ret

3.5.4.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.5.5. Redegørelse for el-produktion m.v. fra planlagte vindmøller og solcelleanlæg

3.5.5.1. Gældende ret

3.5.5.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.5.6. Tilbageførsel af klageregler til særlove mv.

3.5.6.1. Gældende ret

3.5.6.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Forenkling og smidiggørelse af klagesagsprocesser

3.5.7.1. Planklagenævnets forretningsorden

3.5.7.1.1. Gældende ret

3.5.7.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.5.7.2. Automatisk fritagelse af ikke-digitale borgere fra anvendelse af digital selvbetjening

3.5.7.2.1. Gældende ret

3.5.7.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.5.7.3. Mulighed for direkte, digital partshøring

3.5.7.3.1. Gældende ret

3.5.7.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.5.7.4. Udskydelse af bortfald af lokalplaner som følge af klage

3.5.7.4.1. Gældende ret

3.5.7.4.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.

3.5.8. Tilsyn og behandling af data vedrørende sommerhusloven

3.5.8.1. Gældende ret

3.5.8.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.5.8.2.1 Forslaget om tilsyn og databehandling i forhold til databeskyttelsesforordningen

3.5.8.2.2. Forslaget om tilsyn og databehandling i forhold til forvaltningsloven

4. Regionale konsekvenser, herunder for landdistrikter

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

8. Klimamæssige konsekvenser

9. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

10. Forholdet til EU-retten

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

12. Sammenfattende skema

1. Indledning

Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Det Kon-

servative Folkeparti indgik den 15. juni 2022 aftale om

”Opfølgning på evaluering af planloven m.v.” Af aftalen

fremgår, at den følger op på og indgås mellem partierne

bag aftale om ”Danmark i bedre balance” (fra 2016) og

således har karakter af et forlig. Endvidere fremgår, at Li-

beral Alliance er part i dele af forliget, hvilket i forhold

til aftale om ”Opfølgning på evaluering af planloven m.v.”

gælder initiativerne om styrkede muligheder for krav til af-

værgeforanstaltninger og udbygningsaftaler om afværgefor-

anstaltninger. Endelig fremgår, at aftalen har til formål at

følge op på ”Evaluering af planloven m.v. 2021”, som blev

offentliggjort af Bolig- og Planstyrelsen (nu Plan- og Land-

distriktsstyrelsen) i marts 2021. Aftalen om ”Opfølgning

på evaluering af planloven m.v.” er efterfølgende tiltrådt af

Moderaterne.

Både aftalen ”Danmark i bedre balance” fra 2016 og eva-

lueringen af planloven fra 2021 er nærmere omtalt i pkt. 2

nedenfor.

Med aftalen om ”Opfølgning på evaluering af planloven

m.v.” ønsker partierne at gennemføre en række ændringer af

planloven og anden relevant lovgivning.

I lovforslaget indgår også en udmøntning af en del af

aftale af 15. maj 2023 mellem regeringen (Socialdemokra-

tiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Dan-

marksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedsli-

sten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet om

”Bygge- og boligpolitiske indsatser”. Som et led i denne

aftale er det besluttet, at der skal iværksættes en ændring af

lejelovgivningen, således at midlertidige studieboliger pla-

ceret i stueetagen, som er undtaget fra krav om etablering

af elevator, skal fordeles efter rækkefølgen 1) borgere med

fysisk handicap, 2) borgere med pårørende med et fysisk

handicap og 3) øvrige.

Med lovforslaget foreslås ændringer i lov om planlæg-

ning, lov om naturbeskyttelse, lov om boligforhold, lov om

leje, lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritids-

formål m.v. og campering m.v. (sommerhusloven), lov om

kolonihaver, lov om forbud mod anvendelse af bestemte

ejendomme som samlingssted for en gruppe, lov om Plan-

klagenævnet og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Lovforslaget er bygget op om en række temaer, der hver

rummer flere forslag. Enkelte af de foreslåede ændringer

ligger uden for aftalerne om ”Opfølgning på evaluering af

planloven m.v.” og ”Bygge- og boligpolitiske indsatser”.

1.1. Byudvikling

Det foreslås, at 1) der stilles krav til kommunerne om

at foretage en strategisk planlægning for levende bymidter,

2) kommunerne får nye muligheder for at sikre bynatur, 3)

der indføres nye regler om lokalplanlægning for parkerings-

forhold, 4) kommunerne får mulighed for at lokalplanlægge

for midlertidig anvendelse af arealer, der ligger i byzone,

5) kommunerne får mulighed for at planlægge for anlæg

til sikring mod oversvømmelse eller erosion (afværgeforan-

staltninger), der ligger uden for lokalplanområdet, 6) en

bygherre kan indgå en udbygningsaftale med kommunen om

3.5.7.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

afværgeforanstaltninger, 7) kommunerne får nye muligheder

for planlægning for vandområder ved havne, 8) kommuner-

nes muligheder for at lokalplanlægge for beliggenheden

af bygninger til religiøse formål bliver tydeliggjort, og 9)

kommunerne får udvidede muligheder for at planlægge for

bebyggelse i transformationsområder.

1.2. Ungdomsboliger til studerende

Det foreslås, at 1) kommunerne får mulighed for at plan-

lægge for private ungdomsboliger, 2) udlejning af private

ungdomsboliger kun kan ske til studerende, uanset om der

er tale om støttede eller ustøttede boliger, og 3) borgere

med fysiske handicap m.fl. får bedre mulighed for at leje

midlertidige ustøttede private ungdomsboliger.

1.3. Nye udviklingsmuligheder på landet, de små øer og

ved kysterne

Det foreslås, at 1) beboerne på de små øer kan opfordre

kommunalbestyrelsen til at udarbejde en ø-udviklingsplan til

fremme af vækst og udvikling, 2) der kan gives forsøgstilla-

delse til, at eksisterende, overflødiggjorte bygninger inden

for strandbeskyttelseslinjen kan omdannes til turismeformål,

selv om bygningerne ikke ligger i tilknytning til øvrige tu-

rismemæssige aktiviteter, 3) kommunerne får bedre mulig-

heder for udvikling af landsbyer, idet mulighederne for at

udpege omdannelseslandsbyer udvides, 4) kommunerne får

mulighed for at overføre hele landzonelandsbyer til byzone,

5) kommunerne ikke kan opnå ret til at udlægge nye som-

merhusgrunde i kystnærhedszonen ved at tilbageføre som-

merhusgrunde, der reelt ikke kan bebygges, til landzone, 6)

der bliver bedre muligheder for at etablere glampingenheder

i landzone, og 7) stiftsøvrighedernes selvstændige adgang til

at fremsætte indsigelse mod planlægning for vindmøller og

solcelleanlæg fokuseres.

1.4. Bedre mobildækning i hele landet

Det foreslås at give kommunerne bedre mulighed for at

meddele landzonetilladelse til opstilling af master til radio-

kommunikationsformål med tilhørende anlæg med henblik

på at opnå bedre mobildækning i hele landet. Kommunerne

får mulighed for at lægge særlig vægt på hensynet til den

overordnede samfundsmæssige interesse i at sikre bedre mo-

bildækning i hele landet.

1.5. Forenkling, administrative lettelser og andre juste-

ringer

1.5.1. Planloven m.v.

Det foreslås, at 1) en lokalplan tillige kan indeholde kom-

munens afgørelse om de fornødne dispensationer fra de af

naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer, som

kommunen er myndighed for (one-stop-shop), 2) kommu-

nen kan nedlægge forbud efter planloven mod bebyggelse

eller ændret anvendelse, der er etableret ulovligt efter anden

lovgivning end planlovgivningen, 3) bestemmelser i planlo-

ven om krav om landsplanredegørelse, om lokal Agenda 21

samt om forudgående offentlighed i forbindelse med forslag

til ændringer af kommuneplanen, der ikke fremgår af den

vedtagne og offentliggjorte strategi for kommuneplanlæg-

ningen, ophæves, 4) en bestemmelse vedrørende støj tilret-

tes, 5) kommunerne skal redegøre for kapacitet og forventet

el-produktion fra planlagte vindmøller og solcelleanlæg, og

6) klageregler i en bekendtgørelse udstedt af Erhvervsmi-

nisteriet tilbageføres til planloven og de øvrige love, som

klagereglerne vedrører. Punkt 4, 5 og 6 er ikke omfattet af

aftalerne om ”Opfølgning på evaluering af planloven m.v.”

og ”Bygge- og boligpolitiske indsatser”.

1.5.2. Forenkling og smidiggørelse af klagesagsprocesser

Det foreslås, 1) at Planklagenævnets forretningsorden

fremover skal fastsættes af erhvervsministeren i stedet for

af nævnet selv, 2) at ikke-digitale borgere, der er fritaget for

brug af MitID, automatisk fritages for at bruge den digitale

selvbetjeningsløsning i både Planklagenævnet og Miljø- og

Fødevareklagenævnet, 3) at både Planklagenævnet og Mil-

jø- og Fødevareklagenævnet får mulighed for at foretage

direkte digital høring i deres online selvbetjeningsløsninger,

og 4) at Planklagenævnet får mulighed for at udskyde bort-

fald af lokalplaner som følge af klage.

1.5.3. Tilsyn og behandling af data vedrørende sommerhus-

loven

Den hidtidige brede hjemmel i lov om Erhvervsstyrelsens

behandling af data, til behandling, herunder indsamling og

samkøring af data som led i tilsynet med overholdelse af

lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål

m.v. og campering m.v. (sommerhusloven), er ikke længere

et gyldigt retsgrundlag for Plan- og Landdistriktsstyrelsen,

efter at ansvaret for sommerhusloven fra den 15. december

2022 ved kongelig resolution er blevet overført til Kirkemi-

nisteriet med delegation til Plan- og Landdistriktsstyrelsen.

Der foreslås indført en tydeliggørende lovhjemmel i som-

merhusloven til Plan- og Landdistriktsstyrelsens fortsatte

behandling, herunder indsamling og samkøring, af data fra

offentlige registre m.m., som led i opgaven med at påse

overholdelsen af sommerhuslovens regler.

Med dette forslag til ændring af sommerhusloven samles

retsgrundlaget for tilsynet i én lov, så brugervenligheden

fremmes, og så tilsynet fortsat kan gennemføres målrettet

og effektivt. Forslaget er ikke omfattet af aftalerne om ”Op-

følgning på evaluering af planloven m.v.” og ”Bygge- og

boligpolitiske indsatser”.

2. Lovforslagets baggrund

Som opfølgning på aftalen fra juni 2016 om ”Danmark

i bedre balance – Bedre rammer for kommuner, borgere

og virksomheder i hele landet” mellem Socialdemokratiet,

Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti

blev der i 2017 gennemført en lang række ændringer i

planloven. Samtidig blev naturbeskyttelseslovens regler om

strandbeskyttelse, klitfredning og sø- og åbeskyttelseslinjen

ændret, og der blev etableret nye klagenævn på planområdet

og miljøområdet.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Formålet med ændringerne af planloven var at give kom-

munerne øget råderum og en række nye muligheder i plan-

lægningen, som kan understøtte lokale initiativer og udvik-

ling. Ændringerne havde bl.a. til formål at give nye udvik-

lingsmuligheder i kystområderne og i landdistrikterne, bedre

rammer for produktionsvirksomheder, bedre udviklingsmu-

ligheder for detailhandel og øgede muligheder for anvendel-

sen af sommerhuse. Desuden blev der indført mere fleksible

rammer for byudvikling, og kommunernes og erhvervslivets

efterspørgsel efter mere smidig administration blev søgt

imødekommet ved, at kommunerne kan tilrettelægge kortere

og mere effektive planprocesser. Endelig blev der indført

en række yderligere umiddelbare rettigheder for borgere og

virksomheder i landzonen for at fremme vækst og udvikling

i landdistrikterne.

Ændringerne af naturbeskyttelseslovens regler om strand-

beskyttelse m.v. gav tilsvarende borgere, turismevirksomhe-

der, foreninger og kommuner nye muligheder for udvikling

uden at tilsidesætte afgørende hensyn til beskyttelsen af na-

tur og landskab.

Partierne aftalte, at ændringerne af planloven og naturbe-

skyttelsesloven skulle evalueres inden 1. juli 2020. Evalue-

ringen blev på grund af Covid-19 udskudt og blev offentlig-

gjort af Bolig- og Planstyrelsen (nu Plan- og Landdistrikts-

styrelsen) i marts 2021.

Planloven er i perioden 2017-2020 løbende blevet justeret

siden ændringerne i 2017. Eksempelvis blev der i 2018 givet

bedre rammer for kommunernes planlægning for at beskytte

mod oversvømmelse og erosion. Der blev også indført krav

til kommunerne om strategisk planlægning for landsbyer. I

2020 er der vedtaget regler om planlægning for boliger på

arealer, der er belastet af lugt, og for realisering af forsøgs-

projekter for kyst– og naturturisme. Naturbeskyttelseslovens

og vejlovgivningens regler om skiltning/reklamer i det åbne

land er ligeledes blevet ændret i 2018. I 2020 er bl.a. fri-

sten for at give dispensation fra lokalplaner til midlertidige

opholdssteder til flygtninge blevet forlænget med to år, lige-

som adgangen til at klage over kommunale fællesprojekter

om kystbeskyttelse er blevet afskåret.

Evalueringen er gennemført i forhold til de politisk aftalte

ændringer i planloven og naturbeskyttelsesloven i perioden

2017-2020 og planlovgivningen i øvrigt med fokus på føl-

gende temaer:

– Grøn omstilling, bæredygtighed og styrket natur

– Gode rammer for landsbyernes og landdistrikternes ud-

vikling

– Byudvikling og detailhandel

– Nye udviklingsmuligheder ved kysterne og for turisme

– Gode rammer for virksomheder i byerne

– Landsplanlægning og samarbejdet med kommunerne

– Mere enkel og strategisk planlægning i kommunerne

– Digitalisering af planer og data

– Klagesystemet

Der var stor interesse for evalueringen af planloven m.v.

og bred offentlig debat om rammerne for planlægningen. Al-

le interesserede blev inviteret til at sende forslag til frem-

tidens planlov, og der kom 94 indspil, hvoraf mange var

omfattende og dækkede flere af planlovens reguleringsom-

råder. Der var generelt tilfredshed med planloven og de fore-

tagne ændringer i perioden 2017-2020, og der var mange

forslag til, hvordan planloven i endnu højere grad kan imø-

dekomme fremtidens behov i forhold til f.eks. den grønne

omstilling, øget urbanisering, udvikling af landdistrikterne

og styrket erhvervs- og turismeudvikling.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Byudvikling

3.1.1. Krav om strategisk planlægning for bymidter

3.1.1.1. Gældende ret

Af planlovens § 11, stk. 2, fremgår, at kommuneplanen

på grundlag af en samlet vurdering af udviklingen i kom-

munen skal fastlægge en hovedstruktur, retningslinjer for

arealanvendelsen og rammer for lokalplaners indhold, som

er retningsgivende for den efterfølgende lokalplanlægning.

Af planlovens § 11 a, stk. 1, (også kaldet kommuneplan-

kataloget) fremgår, at kommuneplanen skal indeholde ret-

ningslinjer for en lang række emner. Kommunalbestyrelsen

skal tage stilling til emnerne i kommuneplankataloget og

sikre, at retningslinjerne på en hensigtsmæssig måde dækker

hele kommunens areal og er så præcise, at der ikke kan være

tvivl om indholdet.

Det er kommunalbestyrelsen, der prioriterer emnerne i

kommuneplanens retningslinjer, herunder hvor detaljeret

emnerne skal behandles. Efter planlovens § 11 b, stk. 2,

kan en kommune tillige fastsætte retningslinjer i kommune-

planen for andre forhold end dem, der udtrykkeligt er nævnt

i kommuneplankataloget i § 11 a, stk. 1.

Kommuneplanen skal ledsages af en redegørelse for pla-

nens forudsætninger, jf. planlovens § 11 e, som indehol-

der en forklaring og begrundelse for kommunalbestyrelsens

vedtagelse af kommuneplanforslaget og for kommunens

valg mellem forskellige alternativer m.v. Redegørelsen til

kommuneplanen har karakter af et fortolkningsbidrag, der

uddyber hensigten med retningslinjerne.

Kommuneplanen skal desuden indeholde kort, der knytter

sig til kommuneplanens retningslinjer og til kommunepla-

nens rammer, jf. planlovens § 11, stk. 3. Retningslinjerne for

arealanvendelsen m.v. skal relateres til kortene, dvs. at de

forskellige udpegede områder tydeligt skal fremgå af kortet,

og det skal angives, hvilke kortbilag der er grundlaget for

retningslinjernes bestemmelser.

Idet en kommuneplan kan have konsekvenser for en na-

bokommune, er det et krav, at der i redegørelsen til kom-

muneplanen skal gives oplysninger om kommuneplanens

sammenhæng med kommuneplanlægningen i nabokommu-

nerne, jf. planlovens § 11 e, stk. 1, nr. 15. Gennem dette

krav tilsigtes en vis form for tværkommunal koordinering af

f.eks. byggeri, arealinteresser og anlæg, der rækker ud over

kommunegrænsen.

Planloven indeholder særlige kapitler om planlægning

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

i kystområderne (kapitel 2 a), strategisk planlægning for

landsbyer (kapitel 2 b), planlægning i hovedstadsområdet

(kapitel 2 c) og planlægning til butiksformål (kapitel 2 d).

Planlovens kapitel 2 d om planlægning for butiksformål

blev ændret ved lov nr. 668 af 8. juni 2017 om ændring af

lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov om akt-

indsigt i miljøoplysninger med henblik på at forbedre udvik-

lingsmulighederne for detailhandel. Derved blev planlovens

hidtidige størrelsesbegrænsninger for udvalgsvarebutikker i

bymidter, bydelscentre, lokalcentre, enkeltstående butikker

og aflastningsområder ophævet, ligesom det blev muligt at

udlægge nye aflastningsområder uden for bymidterne.

Planloven indeholder ikke regler om strategisk planlæg-

ning for bymidter.

3.1.1.2. Partnerskab for levende bymidter

Partnerskab for levende bymidter blev nedsat af erhvervs-

ministeren i august 2020 med deltagelse af Kulturministe-

riet, KL, Frederikshavn, Syddjurs, Varde, Assens og Guld-

borgsund kommuner, Den filantropiske forening Realdania,

De Samvirkende Købmænd, Danske Handelsbyer, Dansk

Erhverv, Lokale og Anlægsfonden og Landdistrikternes Fæl-

lesråd under ledelse af det daværende Indenrigs- og Bo-

ligministerium. Partnerskabet har i maj 2021 afleveret en

række anbefalinger til, hvordan man kan fremme levende

bymidter i mindre og mellemstore byer. Partnerskabet kon-

kluderer sammenfattende, at de danske bymidter historisk

set har haft en væsentlig rolle som byernes sociale møde-

sted, som adgangspunkt til handel og service samt som vig-

tige transportpunkter. Men mange mindre og mellemstore

byer oplever i dag, at bymidten er udfordret, og at der er

begyndende krisetegn med flere tomme butikker og færre

kunder. Bymidterne står over for store og komplekse ud-

fordringer, som hverken ejendomsejere, butiksindehavere,

kommuner eller borgere kan løse alene. Der er tale om

grundlæggende forandringer i familie- og hverdagsliv, der

sammen med øget e-handel og konkurrence fra butikker og

butikscentre uden for bymidten fordrer en løbende og omfat-

tende omstilling af bymidten til i højere grad at møde de nye

behov for oplevelser, fritidsliv og gode mødesteder. Det er

en omstilling, som kræver nye samarbejdsformer, strategisk

planlægning, fysisk omstilling, erhvervs- og kompetenceu-

dvikling samt et opdateret vidensgrundlag.

Partnerskabet konstaterer, at der er behov for at sam-

tænke kommunens forskellige planer og strategier med

udgangspunkt i bymidtens rolle, position og stedbundne

potentialer. Bymidtens detailhandel og øvrige erhverv bør

spille en større rolle i kommunernes erhvervs- og turismeud-

viklingsstrategier. Der bør endvidere sikres sammenhæng

med udviklingen af kommunens idræts-, kultur- og for-

eningsliv. De fleste kommuner udarbejder udviklingsstrate-

gier og erhvervsstrategier for erhvervsudviklingen i kommu-

nen. Strategierne omhandler ofte produktionserhverv eller

konkrete vækstområder (f.eks. turisme, life science, iværk-

sættere mv.), mens detailhandelserhvervet og de øvrige pri-

vate serviceerhverv, der ofte findes i bymidten, sjældent

indgår.

Partnerskabet anbefaler bl.a., at kommunerne sikrer et

langsigtet, lokalpolitisk fokus på bymidten, og derfor bør

kommunerne sikre en helhedsorienteret strategi for bymid-

ten med henblik på at styrke dialog og koordinering af

bymidteindsatsen i kommunen. Partnerskabet anbefaler, at

der bør sikres flere offentlige bylivsskabende funktioner i

bymidterne, f.eks. uddannelsesinstitutioner, bibliotek, sund-

hedshus eller kultur-, fritids- og foreningsfunktioner.

3.1.1.3. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Mange mindre og mellemstore byer er udfordrede af funk-

tionstømte bymidter. Offentlige og private velfærdsfunktio-

ner som f.eks. skoler, biblioteker, borgerservice, sundheds-

klinikker mv. er flyttet til de større byer bl.a. som følge af

kommunalreformen og den generelle urbanisering, og der

sker løbende et fald i antallet af fysiske butikker.

Det fremgår af ”Evaluering af planloven m.v.” fra marts

2021, at mulighederne for at skabe plads til større butikker

og aflastningsområder uden for bymidterne betyder, at der

skabes en mere effektiv butiksstruktur. Det vurderes bl.a.,

at muligheden for større butikker og de nye udlæg til aflast-

ningsområder bidrager til bedre konkurrencevilkår for de

fysiske butikker over for e-handlen. På den anden side vur-

deres det, at den stigende e-handel og de forholdsvis mange

arealudlæg til butikker uden for bymidterne kan medføre,

at der bliver flere tomme lokaler i bymidterne, især i de

mindre og mellemstore byer, og at der er risiko for, at der

udlægges mere areal, end der bliver behov for i fremtiden,

og at konsekvenserne for bymidterne og oplandsbyerne un-

dervurderes.

Det fremgår af den politiske aftale fra 15. juni 2022 om

”Opfølgning på evaluering af planloven m.v.”, at der skal

indføres krav om, at kommunerne i kommuneplanen skal fo-

retage en strategisk planlægning for levende bymidter med

angivelse af målsætninger for levende bymidter, herunder

placering af offentlige, bylivsskabende funktioner i bymidter

som f.eks. bibliotek, sundhedshus, rådhus, uddannelsesinsti-

tutioner og offentlige transport og bylivsskabende elementer

som bevaring af kulturmiljøer og bygninger.

Hvis det skal lykkes at fastholde levende bymidter i de

mindre og mellemstore byer med så mange fysiske butikker

som muligt og fremme, at tomme lokaler udnyttes af nye

erhverv, kulturtilbud, idræts- og foreningsliv eller offentlige,

bylivsskabende funktioner, skal der efter Kirkeministeriets

vurdering ske en omfattende omstilling af bymidterne, her-

under detailhandels- og serviceerhvervet og skabes attrakti-

ve kulturmiljøer og mødesteder.

Det foreslås, at kommunerne i deres kommuneplanlæg-

ning pålægges at styrke det strategiske fokus på bymidterne

gennem et nyt krav om – under hensyn til lokale forhold

– helhedsorienteret strategisk planlægning for bymidterne i

de mindre og mellemstore byer. Hermed menes en helheds-

orienteret stillingtagen til udvikling og omstilling af bymid-

ten, der kan danne grundlag for og herved medvirke til at

fokusere den kommunale planlægning for de centrale byom-

råder. Den strategiske planlægning skal bidrage til at sætte

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

et nødvendigt og vedvarende fokus på udviklingsmuligheder

og planlægningen for bymidterne.

Den strategiske planlægning skal understøtte en udvikling

af levende bymidter i kommunen mindre og mellemstore

byer. Planlægningen for bymidterne skal udarbejdes i dialog

med private og civile aktører i byen. Dermed sikres en bred

forankring af målsætninger og virkemidler for bymidten,

hvor kommunale, private og civile indsatser understøtter

hinanden og bidrager til samme mål.

”Mindre og mellemstore byer” er i denne sammenhæng

de ca. 120 byer med mellem 4.000 og 20.000 indbyggere

samt bymidten i den største by i hver af de fire ø-kommuner,

Læsø, Samsø, Ærø og Fanø, selv om den største by har

færre end 4.000 indbyggere. Med de foreslåede regler vil

kommunerne blive forpligtet til i en strategisk planlægning

at forholde sig til udviklingen af bymidterne i de til enhver

tid omfattede byer.

Kommunerne kan i øvrigt vælge at foretage en strategisk

planlægning også for andre af kommunens byer. Det kan

være byer med færre end 4.000 indbyggere, som betjener et

stort opland med privat og offentlig service og kulturtilbud,

eller som udgør en vigtig attraktion for turismen i kommu-

nen, og hvor det derfor er afgørende at fastholde en levende

og attraktiv bymidte. Det kan også være byer med flere end

20.000 indbyggere, hvor bymidten gradvis tømmes for funk-

tioner, og der derfor er behov for at samle de kommunale,

private og civile aktører i en fælles strategisk indsats for at

fastholde en levende bymidte.

Med ”bymidten” menes det centrale område i byen, hvor

der er en tæthed og variation af en række bymidtefunktioner,

som f.eks. butikker, kulturtilbud, privat og offentlig service.

Den strategiske planlægning skal ikke (nødvendigvis) be-

grænse sig til samme område som den detailhandelsmæssige

afgrænsning af bymidten, men bør omfatte den funktionelle

bymidte, hvor der er en tæthed og variation af bymidtefunk-

tioner inden for korte indbyrdes afstande.

Det foreslås endvidere, at kommunalbestyrelsen i den stra-

tegiske planlægning vil skulle angive overordnede målsæt-

ninger og virkemidler for udviklingen af levende bymidter.

Kommunalbestyrelsen vil desuden skulle tage stilling til

placering af offentlige funktioner og bevaring af kulturmil-

jøer og bygninger i bymidterne. Offentlige funktioner kan

f.eks. være bylivsskabende funktioner som bibliotek, sund-

hedshus eller velfærdsfunktioner, rådhus, uddannelsesinsti-

tutioner, ungdomsskole og offentlig transport.

Den strategiske planlægning bør inddrage andre relevante

planer og strategier. Det kan være planlægning for detail-

handel, erhvervs- eller turismestrategier og planlægning for

kultur- og fritidsaktiviteter. Da den strategiske planlægning

for bymidter skal være en del af kommuneplanlægningen,

vil den give kommunalbestyrelsen bedre mulighed for at

prioritere og koordinere indsatsområder på tværs af de admi-

nistrative områder.

Den foreslåede ordning forventes samlet at ville styrke det

kommunalpolitiske fokus på levende bymidter og at sikre

et tættere samarbejde mellem kommunen og erhvervs- og

foreningslivet i byen. Der stilles med de foreslåede ændrin-

ger ikke nærmere bestemte indholdsmæssige krav til den

fysiske planlægning for bymidterne, og reglerne vil således

ikke mindske kommunalbestyrelsens planlægningsmæssige

råderum.

Kommunalbestyrelsen vil skulle koordinere den strategi-

ske planlægning for bymidter med nabokommuner, hvis mu-

lighederne for udvikling af bymidter også er afhængig af

udviklingen af bymidter i disse kommuner. Herved bliver

det også muligt på baggrund af de løbende, tværgående

erfaringer med kommunernes strategiske planlægning for

bymidterne at udbrede metoder og procedurer, som generelt

viser sig at være hensigtsmæssige.

Det foreslås også, at der fastsættes særlige krav til rede-

gørelsen for den del af kommuneplanen, som indeholder

en strategisk planlægning for bymidter. Kommunalbestyrel-

sen vil bl.a. skulle oplyse om grundlaget for den strategi-

ske planlægning for bymidterne, herunder sammenhængen

med andre relevante strategier og planer. Redegørelsen skal

bl.a. indeholde oplysninger om metodevalg og væsentlige

forhold, som kommunen inddrager i den strategiske plan-

lægning for bymidter. Kommunalbestyrelsen skal derudover

redegøre for, hvordan kommuneplanlægningen understøtter

den ønskede udvikling af bymidterne, dvs. hvordan den stra-

tegiske planlægning udmøntes i kommuneplanlægningen i

øvrigt.

De foreslåede redegørelseskrav skal således samlet set

medvirke til at sikre sammenhæng mellem planstrategien

og den øvrige del af kommuneplanlægningen. Det vil f.eks.

kunne være særligt relevant at sikre sammenhæng med kom-

muneplanlægningen for detailhandel, placering af offentlige

funktioner og planlægning for bevaringsværdige bymiljøer

og bygninger.

For at skabe mulighed for at sikre kvaliteten af den stra-

tegiske planlægning for bymidter, herunder for at kunne

tilpasse grundlaget for den strategiske planlægning på bag-

grund af de løbende erfaringer med kommunernes planlæg-

ning, foreslås det, at ministeren for landdistrikter kan fast-

sætte regler om grundlaget for kommunalbestyrelsens strate-

giske planlægning for bymidter. Det er ikke hensigten, at

bemyndigelsen skal udnyttes ved lovens ikrafttræden, men

at den skal kunne tages i anvendelse, hvis der senere viser

sig et behov for at fastsætte regler om grundlaget for den

strategiske planlægning.

Det er hensigten, at det foreslåede nye krav om strategisk

planlægning for bymidter følges op med en statslig vejled-

ningsindsats og formidling af eksempler til inspiration for

kommunalbestyrelserne.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6, 7, 10 og

15, samt bemærkningerne hertil.

3.1.2. Nye muligheder for at sikre bynatur

3.1.2.1. Gældende ret

Efter planlovens § 11, stk. 2, fastlægger kommuneplanen

på grundlag af en samlet vurdering af udviklingen i kommu-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

nen en hovedstruktur, som angiver de overordnede mål for

udviklingen og arealanvendelsen i kommunen (stk. 2, nr. 1),

retningslinjer for arealanvendelsen m.v., jf. § 11 a, stk. 1

(stk. 2, nr. 2), og rammer for lokalplanernes indhold for de

enkelte dele af kommunen, jf. § 11 b (stk. 2, nr. 3).

Det fremgår af planlovens § 11 b, stk. 1, at der for de

enkelte dele af kommunen fastsættes rammer (i kommune-

planen) for indholdet af lokalplaner med hensyn til bl.a.

fordelingen af bebyggelsen efter art og anvendelsesformål,

områder for blandede byfunktioner, bebyggelsesforhold, by-

fornyelsen i eksisterende samfund og byomdannelsesområ-

der. Opremsningen i § 11 b, stk. 1, af emner til konkretise-

ring i kommuneplanens rammedel omfatter ikke specifikt

grønne arealer, herunder naturarealer.

Efter planlovens § 15, stk. 1, skal en lokalplan indeholde

oplysninger om planens formål og retsvirkninger. Formålet

skal fastlægge den planlægningsmæssige begrundelse, ek-

sempelvis varetagelse af klimatilpasning eller forebyggelse

af forurening.

Det fremgår af planlovens § 15, stk. 2, at der i en lokal-

plan kan optages bestemmelser om en række emner, bl.a.

udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede

arealer, herunder om terrænregulering, hegnsforhold, beva-

ring af beplantning og beplantningsforhold i øvrigt, herun-

der beplantningens tilladte højde, samt belysning af veje

og andre færdselsarealer (stk. 2, nr. 10), og tilvejebringelse

af eller tilslutning til fællesanlæg i eller uden for det af

planen omfattede område som betingelse for ibrugtagen af

ny bebyggelse (stk. 2, nr. 12). Opremsningen i § 15, stk.

2, af emner, der kan lokalplanlægges for, er udtømmende

og omfatter i øvrigt ikke specifikt grønne arealer, herunder

naturarealer.

Det bemærkes, at der for så vidt angår bestemmelsen i §

15, stk. 2, nr. 12, om tilvejebringelse af eller tilslutning til

fællesanlæg i eller uden for det af planen omfattede område,

gælder en fast antagelse om, at muligheden for at optage

bestemmelse om

tilvejebringelse

af fællesanlæg er begræn-

set til lokalplanens geografiske område, jf. side 403 i Planlo-

ven med kommentarer af Helle Tegner Anker (Djøfs forlag,

2013) og side 230 i Kommuneplanlovens med kommentarer

af Bendt Andersen og Ole Christiansen, 3. udgave (Djøfs

forlag, 1989).

3.1.2.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Planloven giver i dag kommunerne begrænsede mulighe-

der for at stille krav til naturindholdet i kommune- og lokal-

planlægningen.

Af ”Evaluering af planloven m.v.” fra marts 2021 fremgår,

at de gældende regler kan være en reel udfordring, når der

efterspørges mulighed for at stille krav til vækstbetingelser

for beplantning. Desuden fremgår det, at kvalitet og omfang

af natur og biodiversitet i f.eks. et nyt boligområde kan øges

ved at give kommunerne mulighed for i kommuneplanen

at fastsætte minimumskrav til andelen af grønne arealer og

i lokalplaner at stille krav til natur. En planlægning for by-

naturen på kommuneplanniveau vil sikre, at der overordnet

tages stilling til, hvor der er behov for mere bynatur i den

enkelte by.

Af aftale af 15. juni 2022 om ”Opfølgning på evaluering

af planloven m.v.” fremgår, at kommunerne får mulighed for

i kommuneplaner at fastsætte en minimum begrønnings-pro-

cent for et område til brug for den efterfølgende lokalplan-

lægning. Kommunerne kan således sikre ensartede krav i

en bydel. Af aftalen fremgår endvidere, at kommunerne får

mulighed for i nye lokalplaner at stille krav til kvaliteten af

bynatur og krav til vækstbetingelser for beplantning, f.eks.

til etablering af specifik beplantning. Kommunerne får såle-

des mulighed for at sikre, at krav om beplantning realiseres.

Hvis kommunerne gives bedre muligheder for at tænke

naturforhold ind i planlægningen for og etableringen af nye

byområder, vil naturen og biodiversiteten kunne få bedre

betingelser på både kortere og længere sigt.

Der foreslås en ændring af planlovens § 11 b, stk. 1, hvor-

ved procentdel med grønne arealer indsættes som nyt emne

til konkretisering i kommuneplanens rammer for lokalplan-

lægningen for de enkelte dele af kommunen.

Med den foreslåede ændring af lovens § 11 b, stk. 1,

vil kommunerne få mulighed for i kommuneplanen at fast-

sætte en minimumsprocent for andelen med grønne arealer,

herunder naturarealer, i et rammeområde – ”begrønning” af

området – til brug for efterfølgende lokalplanlægning. Kom-

munerne vil dermed også kunne sikre ensartede krav til de

grønne elementer i en bydel.

Der foreslås dernæst en ændring af planlovens § 15, stk.

2, nr. 10, om udformning, anvendelse og vedligeholdelse af

ubebyggede arealer, hvorved naturforhold føjes til denne del

af emnekataloget for lokalplanlægning.

I tilknytning hertil foreslås en nyaffattelse af planlovens §

15, stk. 2, nr. 12, om tilvejebringelse af eller tilslutning til

fællesanlæg i eller uden for lokalplanområdet som betingel-

se for ibrugtagen af ny bebyggelse, hvorved det præciseres,

at fællesanlæg bl.a. kan være grønne arealer. Det præcise-

res samtidig – i overensstemmelse med fast antagelse om

bestemmelsens rækkevidde, jf. pkt. 3.1.2.1 ovenfor – at mu-

ligheden for at optage bestemmelse om

tilvejebringelse

fællesanlæg er begrænset til lokalplanens geografiske områ-

de.

Med de foreslåede ændringer af emnekataloget i lovens

§ 15, stk. 2, vil kommunerne bl.a. få mulighed for i kom-

mende lokalplaner at stille krav til kvaliteten af ny bynatur,

f.eks. bestemmelser om etablering af specifikke naturarealer,

herunder beplantning, og bestemmelser om vækstbetingelser

for naturarealerne og beplantningen både over og under

jordoverfladen. I tilknytning hertil vil kommunerne kunne

gøre ibrugtagningen af f.eks. bebyggelsen i et nyt boligom-

råde betinget af, at der forinden er etableret sådanne arealer,

hvorpå potentialet til udvikling af de ønskede naturkvaliteter

er til stede.

Samlet set vil de foreslåede ændringer af planlovens §

11 b, stk. 1, og § 15, stk. 2, medføre, at kommunerne får

bedre muligheder for at udvikle omfanget og kvaliteten af

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

naturarealer i byerne, bl.a. ved at kunne sikre realisering af

krav om etablering, beplantning og vækstbetingelser m.v.

De foreslåede muligheder for kommunerne til i højere

grad at kunne varetage naturforhold i planlægningen vil i

et vist omfang indebære en formalisering af kommunernes

eksisterende arbejde for at sikre bynatur. Forslagene vil des-

uden kunne skabe mere forudsigelighed for borgere og byg-

herrer, da der allerede i kommuneplanen vil kunne sendes

et klart signal om kommunens visioner for bynatur i nye

byområder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12, 19 og 20,

samt bemærkningerne hertil.

3.1.3. Nye regler om parkeringsforhold

3.1.3.1. Gældende ret

Kommunalbestyrelsen fastlægger i kommuneplanen de

overordnede mål og retningslinjer for kommunens udvik-

ling, f.eks. udlægning af nye områder til boligformål eller

andre formål som f.eks. erhverv.

Lokalplaner regulerer den konkrete og mere præcise an-

vendelse af mindre områder og er den eneste plantype, der

har direkte retsvirkning for grundejerne. Det følger således

af planlovens § 18, at der ikke retligt eller faktisk må etab-

leres forhold i strid med bestemmelserne i en lokalplan,

medmindre der er meddelt dispensation fra lokalplanen. En

hidtidig lovlig anvendelse af et område eller en bebyggelse

kan derimod fortsætte uanset bestemmelser i en senere lo-

kalplan.

De forhold, som en kommune kan regulere gennem lokal-

planlægning, er udtømmende opregnet i planlovens § 15,

stk. 2 – det såkaldte lokalplankatalog. En lokalplan kan

som udgangspunkt ikke fastsætte en handlepligt. Det følger

dog af § 15, stk. 2, at der i visse situationer kan fastsættes

betingelser i lokalplanen for ibrugtagning af områder eller

bebyggelse.

Parkeringsforhold er ikke udtrykkeligt nævnt i § 15, stk.

2. Det fremgår imidlertid af bestemmelsen, at der i en lokal-

plan bl.a. kan optages bestemmelse om vej- og stiforhold og

andre forhold af færdselsmæssige betydning, (stk. 2, nr. 4),

om anvendelse af de enkelte bygninger (stk. 2, nr. 8) og om

udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede

arealer (stk. 2, nr. 10). Det følger endvidere af § 15, stk.

2, nr. 12, at der i en lokalplan kan optages bestemmelse

om tilvejebringelse af eller tilslutning til fællesanlæg i eller

uden for det af planen omfattede område som betingelse for

ibrugtagen af ny bebyggelse.

Det bemærkes, at der for så vidt angår bestemmelsen i §

15, stk. 2, nr. 10, om tilvejebringelse af eller tilslutning til

fællesanlæg i eller uden for det af planen omfattede område,

gælder en fast antagelse om, at muligheden for at optage

bestemmelse om

tilvejebringelse

af fællesanlæg er begræn-

set til lokalplanens geografiske område, jf. side 403 i Planlo-

ven med kommentarer af Helle Tegner Anker (Djøfs forlag,

2013) og side 230 i Kommuneplanlovens med kommentarer

af Bendt Andersen og Ole Christiansen, 3. udgave (Djøfs

forlag, 1989).

I lokalplaner kan der således bl.a. fastsættes bestemmel-

ser om antal parkeringspladser til forskellige anvendelser,

beliggenhed og udformning af parkeringsareal på den enkel-

te ejendom, parkeringslommer ved vejside, og om at par-

kering skal samles på parkeringspladser, der er fælles for

området. Der kan imidlertid rejses tvivl om rækkevidden af

kommunernes beføjelser på området, ikke mindst i forhold

til muligheden for at kræve fravær af parkeringspladser i

et område og muligheden for at stille krav om etablering

af infrastruktur i tilknytning til parkeringspladser, f.eks. la-

destandere til elektriske køretøjer.

Efter § 7, stk. 1, i byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

1178 af 23. september 2016 med senere ændringer, kan

der i bekendtgørelse om bygningsreglementet fastsættes reg-

ler om ubebyggede arealer, herunder også parkeringsarea-

ler. Disse regler finder dog ikke anvendelse i tilfælde, hvor

der i en lokalplan eller byplanvedtægt er fastsat bestemmel-

ser om det pågældende forhold for det område, hvor bygge-

riet foregår, jf. byggelovens § 7, stk. 3.

Derudover indeholder byggelovens § 4 D, stk. 1, hjemmel

til, at social- og boligministeren kan fastsætte regler for

etablering af ladestandere til elektriske køretøjer og foretage

forberedelse til etablering af sådanne ladestandere i forbin-

delse med nybyggeri og ved nærmere specificerede bestå-

ende bygninger. Sådanne regler er fastsat i bekendtgørelse

nr. 181 af 5. marts 2020 om forberedelse til og etablering

af ladestandere i forbindelse med bygninger (ladestanderbe-

kendtgørelsen). Bekendtgørelsen kan ikke fraviges i en lo-

kalplan.

Ladestanderbekendtgørelsen implementerer EU-regule-

ring i form af EU’s direktiv om bygningers energimæssi-

ge ydeevne (bygningsdirektivet). Direktivet indeholder ikke

regler om, at der skal være parkeringspladser til en given

bygning, men fastsætter alene regler om ladestandere, hvis

der etableres parkeringspladser. Bygningsdirektivet er aktu-

elt under revision, hvilket forventeligt vil medføre højere

krav til etablering af ladestandere og forberedelser til lade-

standere. Det forventes derfor, at ladestanderbekendtgørel-

sen skal revideres inden for de næste par år med henblik på

implementering af de eventuelt kommende skærpede krav.

Efter færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1, kan kommunalbe-

styrelsen endvidere med samtykke fra politiet træffe bestem-

melse om parkering for så vidt angår offentlige veje og

private fællesveje i byer og bymæssigt område, herunder

om reservering af parkeringspladser til køretøjer med inva-

lideskilt (parkeringskort). Når særlig tungtvejende hensyn

taler herfor, kan kommunalbestyrelsen efter stk. 1 træffe

bestemmelse om, at en parkeringsplads skal reserveres til

et eller flere bestemte køretøjer, som anvendes af en person

med handicap, jf. færdselslovens § 93, stk. 3.

Det følger af færdselslovens § 92 c, stk. 4, 1. pkt., at for-

anstaltninger af den art, der nævnes i §§ 92 skal tilkendegi-

ves ved afmærkning i overensstemmelse med de bestemmel-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

ser, der fastsættes i medfør af § 95, stk. 1 og 3, medmindre

bestemmelserne håndhæves af politiet på stedet.

Det følger af vejlovens § 90, stk. 1 og 2, at kommunal-

bestyrelsen efter omstændighederne kan kræve betaling for

benyttelse af offentlige parkeringspladser og -anlæg, og at

beslutning herom kræver politiets samtykke, når formålet

er at begrænse adgangen til parkering. Transportministeriet

har ved bekendtgørelse nr. 1231 af 4. november 2015 om

parkering på offentlige veje fastsat nærmere rammer for

beslutninger herom. Af bekendtgørelsen fremgå bl.a., at vej-

myndigheden mod betaling kan udstede en beboerlicens,

som giver modtageren af licensen ret til at parkere i et af

vejmyndigheden nærmere afgrænset område nær modtage-

rens bopæl, jf. § 8. Vejmyndigheden kan endvidere mod be-

taling udstede såkaldt delebilslicens til fysiske og juridiske

personer, som giver ret til at parkere i nærmere afgrænset

område og tidsrum, og at sådanne delebilslicenser kan ud-

stedes til delebiler både med og uden fast parkeringsplads

(stamplads), jf. § 9, stk. 1 og 3. Delebiler er i bekendtgørel-

sen defineret som køretøjer, der 1) ikke er personligt ejet, 2)

er erhvervsforsikret, 3) anvendes uden betalt chauffør, 4) er

tilgængeligt for medlemmerne af en delebilsordning, der er

åben for nye medlemmer, og 5) kan benyttes uden indgåelse

af nyt aftaleforhold ved hver brug, jf. bekendtgørelsens § 9,

stk. 2.

Bestemmelser om parkering i lokalplaner tilsidesætter ik-

ke de ovennævnte regler i færdselsloven, vejloven og lov

om private fællesveje. Det betyder, at virkeliggørelse af par-

keringsbestemmer i en lokalplan i nogle tilfælde vil forud-

sætte, at der opnås samtykke fra politiet.

3.1.3.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Det fremgår af den politiske aftale om opfølgning på eva-

luering af planloven m.v. af 15. juni 2022, at aftaleparterne

er enige om, at kommunerne i deres planlægning for par-

kering skal have mulighed for at understøtte den grønne

omstilling ved at reservere parkeringspladser til bæredygti-

ge mobilitetsformer som el- og delebiler, at stille krav om

opsætning af ladeinfrastruktur i tilknytning til grønne parke-

ringspladser, og at bestemme, at der i et lokalplanområde

ikke skal etableres parkeringspladser, idet der dog skal sik-

res parkeringspladser til mennesker med handicap.

Som det fremgår af pkt. 3.1.3.1 ovenfor, indeholder plan-

loven i dag ikke klare regler om kommunernes adgang til

at fastsætte lokalplanbestemmelser om parkeringsforhold,

herunder bestemmelser der kan bidrage til den grønne om-

stilling. Det kan føre til tilbageholdenhed i kommunernes

planlægningsarbejde og tvister mellem kommuner og grund-

ejere mv.

Det foreslås derfor at ændre planlovens § 15, stk. 2, nr. 10,

så det udtrykkeligt fremgår, at kommunerne i en lokalplan

kan fastsætte bestemmelser om parkeringsforhold, herunder

om antal, beliggenhed og udformning af parkeringspladser

til forskellige anvendelser og om etablering af infrastruktur

for alternative drivmidler til transport i tilknytning hertil.

Parkeringspladser til forskellige anvendelser omfatter

bl.a. parkeringspladser til bæredygtige mobilitetsformer som

elektriske køretøjer og delebiler omfattet af Transportmini-

steriets bekendtgørelse om parkering på offentlige veje, jf.

pkt. 3.1.3.1 ovenfor, og andre delebilsordninger, som måtte

vise sig relevante i fremtiden. Infrastruktur for alternative

drivmidler til transport omfatter f.eks. ladestandere til elek-

triske køretøjer eller forberedelse hertil i form af trækning

af tomrør eller kabelbakker til senere fremføring af kabler

til ladestandere. Alternative drivmidler er imidlertid et bredt

begreb, som ud over elektricitet også omfatter andre brænd-

stoffer eller energikilder, som i det mindste delvist erstatter

fossile oliekilder i energiforsyningen til transport og bidra-

ger til dekarbonisering. Hvis det i fremtiden bliver relevant,

kan den foreslåede bestemmelse således også anvendes til at

planlægge for parkeringspladser med infrastruktur for andre

drivmidler end elektricitet til de parkerede køretøjer.

For så vidt angår bygninger omfattet af ladestanderbe-

kendtgørelsen kan kommunalbestyrelsen ikke i fastlægge i

en lokalplan, at der skal være færre ladestandere og forbere-

delser hertil på de til bygningerne knyttede parkeringsplad-

ser end påkrævet efter bekendtgørelsen, jf. pkt. 3.1.3.1 oven-

for. Der kan imidlertid – med fornøden planlægningsmæssig

begrundelse – træffes bestemmelse om flere ladestandere og

forberedelser hertil end bekendtgørelsens mindstekrav. Hvis

kravene i direktivet og dermed ladestanderbekendtgørelsen

skærpes, vil disse gælde, selvom der er lempeligere regler i

en allerede vedtaget lokalplan.

Der vil i henhold til den foreslåede bestemmelse – som

efter gældende ret, jf. pkt. 3.1.3.1 – kunne fastsættes lokal-

planbestemmelser om beliggenhed og udformning af parke-

ringsareal på den enkelte ejendom, både på ubebyggede

arealer og i bebyggelse som f.eks. parkeringskælder, parke-

ringslommer ved vejside og om at parkering skal samles på

parkeringspladser, der er fælles for området.

Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsæt-

te antallet af parkeringspladser i lokalplanområdet til nul

– såkaldt nulparkering. Det vil sige, at der i området ikke

må etableres parkeringspladser eller udlægges arealer til

parkering, hverken på ubebyggede arealer eller i bebyggelse

som f.eks. parkeringskælder. Det forudsættes dog, at kom-

munen sikrer, at der er tilstrækkelig mulighed for handicap-

parkering i eller i tilknytning til området, f.eks. i form af

parkeringspladser reserveret til køretøjer med invalideskilt

(parkeringskort) i henhold til færdselslovens § 92, stk. 1 og

3, jf. pkt. 3.1.3.1 ovenfor.

Bestemmelser om nulparkering kan anvendes som led i

kommunernes planlægning for bilfri byområder med grøn

mobilitet og mindre luftforurening.

Det forudsættes, at kommunerne sikrer en hensigtsmæssig

udvikling i de enkelte bydele og lokalområder, herunder at

der er tilstrækkelige parkeringspladser til beboere, butikker,

arbejdspladser m.v. Det forudsættes således også, at mulig-

heden for at planlægge for nulparkering ikke anvendes gene-

relt i større, nye byudviklingsområder.

I tilknytning til den foreslåede ændring af § 15, stk. 2, nr.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

10, foreslås en nyaffattelse af planlovens § 15, stk. 2, nr.

12, om adgangen for kommunerne til i en lokalplan at fast-

sætte bestemmelser om tilvejebringelse af eller tilslutning

til fællesanlæg i eller uden for lokalplanområdet som betin-

gelse for ibrugtagen af ny bebyggelse, hvorved det præcise-

res, at der også kan træffes bestemmelse om etablering af

parkeringspladser eventuelt med tilhørende infrastruktur for

alternative drivmidler til transport. Det præciseres samtidig

– i overensstemmelse med fast antagelse om bestemmelsens

rækkevidde, jf. pkt. 3.1.3.1 ovenfor – at muligheden for at

optage bestemmelse om tilvejebringelse af fællesanlæg er

begrænset til lokalplanens geografiske område.

Endelig foreslås det at indsætte en ny bestemmelse i §

15, stk. 2, som giver kommunerne mulighed for at fastsætte

bestemmelser om tilvejebringelse af infrastruktur for alter-

native drivmidler til transport som betingelse for ændret

anvendelse af eksisterende bebyggelse med tilhørende par-

keringspladser.

Bestemmelser om etablering af parkeringspladser kan bl.a.

omfatte krav om etablering af parkeringspladser til bære-

dygtige mobilitetsformer som elektriske køretøjer og dele-

biler. Infrastruktur for alternative drivmidler til transport

kan omfatte ladestandere til elektriske køretøjer eller forbe-

redelse hertil eller infrastruktur for alternative drivmidler til

transport til de parkerede køretøjer, hvis dette i fremtiden

bliver relevant. For så vidt angår forholdet til ladestanderbe-

kendtgørelsen gælder det samme som anført ovenfor vedrø-

rende § 15, stk. 2, nr. 10.

Jo større de kommende skærpelser af bygningsdirektivet

og ladestanderbekendtgørelsen bliver, jf. pkt. 3.1.3.1, jo

mindre relevans vil de foreslåede regler om kommunernes

adgang til at kræve etablering af ladestandere ved lokalpla-

ner have, når skærpelserne træder i kraft. Det må dog for-

ventes, at de foreslåede regler under alle omstændigheder

fortsat vil finde anvendelse i et vist omfang, f.eks. på par-

keringshuse, som ikke opføres i tilknytning til specifikke

bygninger, men f.eks. på grund af generel pladsmangel i by-

områder, og som derfor falder uden for bygningsdirektivets

og ladestanderbekendtgørelsens anvendelsesområde.

Kirkeministeriet vil forestå en evaluering af de foreslåede

ændringer inden udgangen af 2026.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 18, 20 og 21,

samt bemærkningerne hertil.

3.1.4. Midlertidig anvendelse af arealer, der ligger i byzone

3.1.4.1. Gældende ret

Af planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 1, fremgår, at kommune-

planen skal indeholde retningslinjer for udlægning af arealer

til byzoner, jf. stk. 6-11 og stk. 13.

Af planlovens § 15, stk. 1, fremgår, at en lokalplan skal

indeholde oplysninger om planens formål og retsvirknin-

ger. Formålet skal fastlægge den planlægningsmæssige be-

grundelse, eksempelvis varetagelse af klimatilpasning eller

forebyggelse af forurening. Af stk. 2 fremgår en udtømmen-

de oplistning af, hvilke forhold der kan fastsættes bestem-

melser om i en lokalplan – det såkaldte lokalplankatalog. Af

stk. 3-12 fremgår en række detailbestemmelser og bemyndi-

gelsesbestemmelser vedrørende lokalplaners indhold.

Af planlovens § 19, stk. 1, fremgår, at kommunalbestyrel-

sen kan dispensere fra bestemmelser i en lokalplan eller

en plan m.v., hvis dispensationen ikke er i strid med prin-

cipperne i planen, eller tidsbegrænses til maksimalt 3 år,

dog 10 år for studieboliger. Ved principperne i lokalplanen

forstås planens formålsbestemmelser og planens anvendel-

sesbestemmelser, som er fastsat ud fra formålet med lokal-

planen.

Dispensation fra en anvendelsesbestemmelse kan som ho-

veregel kun meddeles i ganske særlige tilfælde, hvis der

er tale om en anvendelse, som ligger meget tæt på den

umiddelbart tilladte. Kommunalbestyrelsens kompetence til

efter planlovens § 19, stk. 1, at dispensere fra en lokalplan

omfatter således navnlig dispensation fra de bestemmelser,

som mere detaljeret regulerer den lokalplanlagte bebyggel-

ses omfang, udformning og placering.

Ved en ændring af § 19, stk. 1, jf. lov nr. 668 af 8. juni

2017, blev kommunalbestyrelsens mulighed for midlertidigt

at dispensere fra bestemmelser i en lokalplan - selvom dis-

pensationen er i strid med lokalplanens principper - indsat

i bestemmelsen. Det er en betingelse, at sådanne dispensa-

tioner tidsbegrænses til maksimalt 3 år - dog 10 år for

studieboliger - hvilket skal fremgå som vilkår i en dispen-

sation. Det bemærkes, at kommunalbestyrelsen samtidig har

mulighed for at stille vilkår om, at eventuelle bygninger,

anlæg m.v., der meddeles tilladelse til at opføre midlertidigt,

fjernes uden udgift eller andre omkostninger for det offentli-

ge ved dispensationens udløb. Det bemærkes endvidere, at

kommunalbestyrelsen efter byggeloven kan give en tidsbe-

grænset byggetilladelse i forbindelse med den midlertidige

dispensation.

Ændringen af § 19, stk. 1, i 2017 havde til formål at

muliggøre, at områder kan udnyttes i en tidsbegrænset peri-

ode, så de ikke står ubrugte hen. Bestemmelsen kan særligt

anvendes i tilfælde, hvor der er udarbejdet en ny lokalplan,

som endnu ikke kan realiseres, eller hvor en ældre lokalplan

ikke længere er aktuel, men endnu ikke er erstattet af en ny

plan.

Hensynet bag den tidsmæssige begrænsning på 3 år (10

år for studieboliger) er bl.a. at søge at begrænse negative

konsekvenser i form af nabokonflikter ved tilladelse til mid-

lertidig anvendelse af områder, hvis kommunalbestyrelsen

ikke ved meddelelse af dispensationen inddrager offentlig-

heden i samme omfang, som det sker ved udarbejdelse af et

lokalplanforslag.

Der kan ikke dispenseres til anlæg m.v., der ikke kan

fjernes, eller som på anden måde medfører en permanent

ændring eller påvirkning af området. Ligeledes kan der

som udgangspunkt ikke dispenseres til meget omkostnings-

fulde konstruktioner, som kun vanskeligt kan fjernes. Som

eksempler på anlæg og aktiviteter m.v., der kan meddeles en

3-årig, midlertidig dispensation til, kan nævnes øvelokaler,

kunstudstillinger, parkering på terræn, musikarrangementer,

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

teater, sportsaktiviteter, midlertidige lokaler til virksomhe-

der, f.eks. iværksættervirksomheder. Dispensationen kan an-

gå både anvendelse af ubebyggede arealer og anvendelse af

eksisterende bebyggelse m.v. i området.

Ved udløbet af en dispensationsperiode kan kommunalbe-

styrelsen meddele en ny dispensation for maksimalt 3 år -

dette gælder også for studieboliger. En ny dispensation kan

i princippet – hvis det er sagligt begrundet – meddeles et

ubegrænset antal gange.

Af planlovens § 19, stk. 2, fremgår, at videregående afvi-

gelser end omhandlet i stk. 1 kun kan foretages ved tilve-

jebringelse af en ny lokalplan. Det er således ikke muligt

at dispensere til anlæg eller anvendelser, der udløser lokal-

planpligt, jf. planlovens § 13, stk. 2, som fastsætter, at en

lokalplan skal tilvejebringes, før der gennemføres større ud-

stykninger eller større bygge- eller anlægsarbejder, herunder

nedrivninger af bebyggelse, og i øvrigt når det er nødvendigt

for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse.

Ved bekendtgørelse nr. 75 af 28. januar 2020 om tilskud til

fremme af udviklingen af almene boliger til særligt udsatte

grupper (skæve boliger) blev der åbnet for, at såkaldt skæve

boliger til særligt udsatte grupper kan etableres på midlerti-

dige grunde på baggrund af en konkret vurdering af den

enkelte ansøgning.

3.1.4.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

I byerne er der ofte attraktivt beliggende arealer, der hen-

ligger ubenyttede over en længere periode. Det kan f.eks.

være tidligere industriområder eller jernbanearealer, nedlag-

te skoler og institutioner eller andre arealer, som i kommu-

neplanen er udlagt som byzonearealer, jf. planlovens § 11 a,

stk. 1, nr. 1.

Det kan være byzonearealer, der ikke er lokalplanlagte,

byzonearealer, hvor en ældre lokalplan eller byplanvedtægt

endnu ikke er erstattet af en ny lokalplan, der angiver et

nyt formål med områdets anvendelse, eller byzonearealer,

hvor kommunalbestyrelsen har vedtaget en ny lokalplan for

områdets fremtidige anvendelse, men hvor det endnu ikke er

muligt at realisere lokalplanens formål.

For at styrke mulighederne for at udnytte ubrugte byzo-

nearealer midlertidigt peger en række kommuner i ”Evalue-

ring af planloven m.v.” fra marts 2021 på behovet for, at der

med hensyn til både anvendelse og tidshorisont bliver bedre

muligheder for at kunne planlægge for eller dispensere til

midlertidig anvendelse af arealer i forbindelse med omdan-

nelse og fortætning af eksisterende byområder – f.eks. ned-

lagte industri- og havneområder. Flere kommuner påpeger,

at selvom de har fået mulighed for at meddele dispensation

til midlertidige anvendelser, sætter lokalplanpligten en be-

grænsning for, hvad der kan dispenseres til.

Det fremgår af aftale af 15. juni 2022 om ”Opfølgning

på evaluering af planloven m.v.”, at kommunerne skal have

yderligere muligheder, herunder til lokalplanpligtige projek-

ter, og at kommunerne skal have mulighed for at lokalplan-

lægge for midlertidig anvendelse af et område til f.eks. stu-

dieboliger, boliger til socialt udsatte, midlertidigt byggeri til

skoler og daginstitutioner m.v., indtil den endelige lokalplan

kan realiseres. Den midlertidige anvendelse, der planlægges

for, skal følge planlovens almindelige regler, herunder for

beskyttelse af produktionsvirksomheder. Tidsbegrænsningen

for den midlertidige anvendelse i lokalplanen fastsættes til

højst ti år, men vil kunne forlænges med op til fem år ad

gangen. Det fremgår endvidere af aftalen, at kommunerne

får mulighed for i en lokalplan at planlægge for midlertidig

anvendelse af områder, der er midlertidigt ubenyttede, til

byhaver.

Det er efter den udtømmende oplistning i planlovens §

15, stk. 2, af, hvilke forhold der kan fastsættes bestemmel-

ser om i en lokalplan (lokalplankataloget), ikke muligt ved

lokalplanlægning at fastsætte bestemmelser om midlertidig

anvendelse af byzonearealer.

Det foreslås derfor, at der i planlovens § 15 tilføjes et

stk. 17, der muliggør, at kommunalbestyrelsen i en lokalplan

kan fastsætte bestemmelser om midlertidig anvendelse af

arealer, der ligger i byzone. Den midlertidige anvendelse

skal i lokalplanen tidsbegrænses til højst ti år og kan ved

kommunalbestyrelsens dispensation forlænges med op til

fem år ad gangen.

Endvidere foreslås, at ved kommunalbestyrelsens behand-

ling af en ansøgning om dispensation til forlængelse af

den midlertidige anvendelse finder § 20 tilsvarende anven-

delse. Den foreslåede dispensationsadgang vil således være

omfattet af de samme procedureregler, som allerede gælder

ved dispensation fra en lokalplan, jf. planlovens § 20. Det

betyder bl.a., at reglerne om forudgående orientering af ejer-

ne og brugerne i det område, der er omfattet af planen,

naboerne til ejendommen m.v., også vil gælde ved dispensa-

tion fra en lokalplan om midlertidig anvendelse af byzonea-

realer.

Forslaget omfatter byzonearealer, der ikke er lokalplanlag-

te, byzonearealer, hvor en ældre lokalplan eller byplanved-

tægt endnu ikke er erstattet af en ny lokalplan, der angiver

et nyt formål med områdets anvendelse, og byzonearealer,

hvor kommunalbestyrelsen har vedtaget en ny lokalplan for

områdets fremtidige anvendelse, men hvor det endnu ikke er

muligt at realisere lokalplanens formål.

Lokalplanlægning for midlertidig anvendelse af byzonea-

realer vil kunne ske til f.eks. studieboliger, boliger til socialt

udsatte borgere, midlertidigt byggeri til skoler og daginsti-

tutioner, byhaver, m.v. Lokalplanlægning for midlertidig an-

vendelse af byzonearealer til brug for midlertidige boliger

til flygtninge er ikke omfattet af forslaget, da midlertidige

opholdssteder til nyankomne flygtninge er særskilt reguleret

i planlovens kapitel 2 e.

Kommunerne vil med forslaget få mulighed for at sikre

en mere effektiv arealudnyttelse, hvilket desuden kan øge de

uudnyttede arealers rentabilitet, indtil en varig anvendelse

realiseres. Det vil give kommunerne mulighed for at sikre

et større volumen af f.eks. nye, midlertidige ungdomsboliger

og skæve boliger i en årrække. Muligheden for lokalplan-

lægning for midlertidig anvendelse vil bl.a. omfatte aktuelt

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

ubebyggede arealer, hvor der kan opføres midlertidig bebyg-

gelse. Muligheden vil også omfatte arealer, der rummer

eksisterende bygninger, der kan omdannes til det ønskede,

midlertidige formål.

Det forudsættes, at uanset hvilken midlertidig anvendel-

se, der lokalplanlægges for, skal planlægningen følge plan-

lovens almindelige regler, herunder regler om planlægning

for miljøfølsom anvendelse. Det indebærer, at f.eks. mid-

lertidige boliger, skoler, daginstitutioner eller byhaver kun

lokaliseres i områder, hvor det ikke er i strid med anden lov-

givning eller med de nationale interesser vedrørende f.eks.

produktionsvirksomheder og risikovirksomheder eller natur-

og miljøbeskyttelse. Det forudsættes herunder, at planlæg-

ning for miljøfølsom anvendelse kun placeres i områder,

hvor planlovens krav til sikring mod støjgener, jf. § 15 a, og

til sikring mod belastning fra lugt, støv eller anden luftfor-

urening, jf. § 15 b, kan overholdes, uden at det indebærer en

begrænsning af den eksisterende eller påtænkte anvendelse

af nærliggende områder til f.eks. erhverv.

Det er dernæst efter planlovens § 19, stk. 1, ikke muligt

at dispensere fra en lokalplan om midlertidig anvendelse

af arealer, der ligger i byzone, jf. herved den foreslåede

bestemmelse i § 15, stk. 17, der åbner mulighed for ved

kommunalbestyrelsens dispensation at forlænge den midler-

tidige anvendelse med op til fem år ad gangen.

Som en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i §

15, stk. 17, foreslås det dernæst, at der i § 19, stk. 1, indsæt-

tes en henvisning til § 15, stk. 17. Henvisningen vil sikre,

at kommunalbestyrelsens eventuelle dispensation til forlæn-

gelse af tidsbegrænsningen af en lokalplanlagt, midlertidig

anvendelse af et byzoneareal, jf. § 15, stk. 17, i givet fald

meddeles efter § 15, stk. 17.

Det fremgår endvidere af aftale af 15. juni 2022 om ”Op-

følgning på evaluering af planloven m.v.”, at kommunerne

vil få mulighed for at dispensere fra en lokalplan til at an-

vende områder, der er midlertidigt ubenyttede, til byhaver.

Det er dernæst efter planlovens § 19, stk. 1, ikke muligt

at dispensere fra en lokalplan til midlertidig anvendelse af et

område til byhaver i mere end 3 år.

Det foreslås derfor, at der i planlovens § 19, stk. 1, tilføjes

mulighed for at dispensere fra en lokalplan til midlertidig

anvendelse af et område til byhaver i op til 10 år – svarende

til den gældende bestemmelse om tidsbegrænsede dispensa-

tioner til studieboliger.

Der vil med forslaget kunne dispenseres til forskellige

former for byhaver som fælles dyrkningskasser i parker eller

til områder med dyrkningslodder eller nyttehaver, der dyrkes

individuelt. Fælles for byhaver er, at arealerne skal bruges

til dyrkning og rekreation. Ved at muliggøre, at der kan

dispenseres fra en lokalplan til midlertidig anvendelse af

et område til byhaver, vil attraktivt beliggende arealer, der

henligger ubenyttede i byerne, i højere grad kunne anvendes

midlertidigt som grønne åndehuller til gavn for byens borge-

re.

Den foreslåede, udvidede dispensationsmulighed vil være

omfattet af de samme procedureregler, som allerede gælder

ved dispensation fra en lokalplan, jf. planlovens § 20. Det

betyder bl.a., at reglerne om forudgående orientering af ejer-

ne og brugerne i det område, der er omfattet af planen, na-

boerne til ejendommen m.v., også vil gælde for midlertidige

dispensationer.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 27 og 34,

samt bemærkningerne hertil.

3.1.5. Nye muligheder for afværgeforanstaltninger og ud-

bygningsaftaler

3.1.5.1. Gældende ret

Af planlovens § 15, stk. 1, fremgår, at en lokalplan skal

indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger,

og at formålet skal fastlægge den planlægningsmæssige be-

grundelse, eksempelvis varetagelse af klimatilpasning.

Planlovens § 15, stk. 2, (også kaldet lokalplankataloget)

indeholder en udtømmende opregning af, hvilke forhold der

kan optages bestemmelser om i en lokalplan.

Af planlovens § 15, stk. 2, nr. 19, fremgår, at der i en

lokalplan kan optages bestemmelser om etablering af afvær-

geforanstaltninger til sikring mod oversvømmelse eller ero-

sion i områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller

erosion, som betingelse for ibrugtagning af det, som skal

sikres mod oversvømmelse.

Af planlovens § 15, stk. 10, fremgår, at i et udpeget områ-

de, som kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion,

jf. § 11 a, stk. 1, nr. 18, og hvor der lokalplanlægges for

byudvikling, særlige tekniske anlæg, ændret arealanvendel-

se m.v., skal der optages bestemmelser om sikring af af-

værgeforanstaltninger. Der skal desuden optages bestemmel-

ser om, hvorvidt afværgeforanstaltninger skal etableres før

ibrugtagning af det, som skal sikres mod oversvømmelse.

Af planlovens § 21 b, stk. 1, fremgår, at på opfordring

fra en grundejer kan kommunalbestyrelsen indgå en udbyg-

ningsaftale med grundejeren for områder, der i kommune-

planen er udlagt til byzone eller sommerhusområde, jf. § 11

a, stk. 1, nr. 1, samt for områder i landzone.

Af § 21 b, stk. 2, fremgår, at udbygningsaftaler kan indgås

med henblik på 1) at opnå en højere kvalitet eller standard

af den planlagte infrastruktur i et område, 2) fremrykke

lokalplanlægningen for et område, der i kommuneplanens

rammebestemmelser er forudsat lokalplanlagt for bebyggel-

se, herunder byomdannelse, men hvor lokalplanlægning vil

være i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser,

eller 3) ændre eller udvide de byggemuligheder, der fremgår

af kommuneplanens rammebestemmelser eller lokalplanen

for det pågældende område, på betingelse af, at grundejeren

kun skal bidrage til at finansiere infrastrukturanlæg, som det

ikke vil påhvile kommunen at etablere. Det kan blive aktuelt

at indgå en udbygningsaftale omfattet af nr. 1, når den priva-

te grundejer ønsker at sikre et højere kvalitetsniveau end det,

som kommunalbestyrelsen har økonomiske ressourcer til at

gennemføre, f.eks. granitbelægning på et allerede asfalteret

kajanlæg.

En udbygningsaftale omfattet af nr. 2 kan være relevant,

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

hvis et område er placeret sent i kommuneplanens bestem-

melser om rækkefølgen af lokalplanlægningen, fordi områ-

det først kan udbygges, når der er tilvejebragt en tilfredsstil-

lende infrastruktur som f.eks. vandforsyning, afløb, vejan-

læg m.v. Grundejeren kan i sådanne tilfælde foreslå at bidra-

ge økonomisk til etablering af de infrastrukturanlæg, som

er en forudsætning for planlægningens realisering, men som

kommunen ikke har aktuelle planer om at etablere. Fordelen

for grundejeren vil være, at hvis kommunen i kommune-

planens rækkefølgebestemmelser fremrykker udbygningen,

bliver det muligt for grundejeren at påbegynde et byggeri

tidligere.

En udbygningsaftale efter nr. 3 kan være relevant, hvor en

grundejer stiller forslag om at finansiere infrastrukturprojek-

ter, som det ikke ifølge det gældende plangrundlag – aktuelt

eller på et senere tidspunkt - ellers ville påhvile kommunen

at finansiere, men som giver mulighed for, at kommunen

kan tilvejebringe et nyt plangrundlag, der ændrer eller udvi-

der grundejerens byggemuligheder. Grundejeren har en for-

del af at fremsætte et forslag om at bidrage til forbedringer

eller forandringer af infrastruktur, når det er en forudsæt-

ning for, at byggemuligheder på vedkommendes ejendom

kan forbedres, eller der i øvrigt kan foretages ændringer i

plangrundlaget, som medfører, at værdien af ejendommen

forbedres. Det kan handle om bidrag til forbedringer af in-

frastrukturanlæg, herunder et anlægs kapacitet, når det er en

forudsætning for en højere udnyttelse af en ejendom eller

område.

Udbygningsaftaler omfatter således projekter, som medfø-

rer ændringer i plangrundlaget, og grundejeren har med sit

forslag en forventning om, at kommunalbestyrelsen tilveje-

bringer et nyt plangrundlag.

Af § 21 b, stk. 3, fremgår, at udbygningsaftalen kun kan

indeholde bestemmelser om, at grundejeren helt eller delvis

skal udføre eller afholde udgifterne til de fysiske infrastruk-

turanlæg, som skal etableres i eller uden for området for at

virkeliggøre planlægningen.

Af § 21 b, stk. 4, fremgår, at oplysning om forslag til

aftalen skal offentliggøres samtidig med offentliggørelsen

af forslag til kommuneplantillæg og lokalplan, og af § 21

b, stk. 5, fremgår, at kommunalbestyrelsens indgåelse af

udbygningsaftalen først kan vedtages samtidig med endelig

vedtagelse af den samhørende lokalplan.

De anlæg, der er omfattet af muligheden for at indgå

udbygningsaftaler, er fysiske infrastrukturanlæg, herunder

rekreative friluftsanlæg, og anlæggene skal være offentligt

tilgængelige. Der kan f.eks. være tale om etablering af kana-

ler og andre vandområder eller etablering eller opgradering

af adgangsveje, belysning eller forsyningsnet. Der er tale

om bidrag til infrastruktur, som forbedrer områdets eller

bebyggelsens kvaliteter og dermed gør det mere attraktivt

ved salg og typisk også medfører en værdiforøgelse af grun-

dene. Kommunen kan efterfølgende have vedligeholdelses-

forpligtelsen.

3.1.5.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

For at undgå samfundsøkonomiske tab skal kommunernes

planlægning sikre nye byområder, tekniske anlæg mv. mod

skader som følge af oversvømmelse og erosion, jf. § 15,

stk. 2, nr. 19. Kommunerne skal derfor udpege områder, der

kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion og sikre, at

der etableres afværgeforanstaltninger mod oversvømmelse

eller erosion, hvis disse områder i en lokalplan udlægges til

byzone, tekniske anlæg mv. Der skal i lokalplanen desuden

optages bestemmelser om, hvorvidt afværgeforanstaltninger

skal etableres før ibrugtagning af det, som skal sikres mod

oversvømmelse og erosion, jf. § 15, stk. 10.

I forbindelse med udvikling af nye byområder på arealer,

der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion, kan

det være økonomisk og praktisk mest fordelagtigt at etablere

afværgeforanstaltninger uden for det konkrete lokalplanom-

råde, f.eks. i tilknytning til et eksisterende regnvandsbassin,

et kloaksystem eller et kystbeskyttelsesprojekt.

Af ”Evaluering af planloven m.v.” fra marts 2021 fremgår,

at KL har fremhævet muligheden for også at kunne stille

krav om etablering af afværgeforanstaltninger af hensyn

til et boligområde, hvor forebyggelsen sker uden for det

lokalplanområde, der planlægges for. Herved kan der blive

mulighed for i en lokalplan at stille krav om at etablere

afværgeforanstaltninger uden for lokalplanområdet som en

betingelse for ibrugtagning af byggeri, tekniske anlæg m.v.,

som skal sikres mod oversvømmelse eller erosion.

De gældende regler i planloven giver ikke mulighed for at

stille krav i en lokalplan om etablering af afværgeforanstalt-

ninger, der etableres uden for lokalplanområdet og som er en

betingelse for ibrugtagning af byggeri, tekniske anlæg m.v.

Af aftale af 15. juni 2022 om ”Opfølgning på evaluering

af planloven m.v.” fremgår, at mulighederne for at stille

krav om afværgeforanstaltninger skal styrkes. Det skal ske

ved, at planlovens gældende regler om afværgeforanstaltnin-

ger suppleres, så det gøres muligt for kommunerne at stille

krav om etablering af afværgeforanstaltninger også uden for

lokalplanområdet som en betingelse for ibrugtagning af byg-

geri m.v., som skal sikres mod oversvømmelse eller erosion.

Det foreslås derfor, at planlovens § 15, stk. 2, nr. 19,

suppleres således, at der i en lokalplan, der udarbejdes for

et område, der kan blive udsat for oversvømmelse eller ero-

sion, kan fastsættes bestemmelser om, at nødvendige afvær-

geforanstaltninger både i og uden for lokalplanområdet skal

være etableret som en betingelse for ibrugtagning af byggeri

m.v. inden for lokalplanområdet.

En lokalplan med bestemmelser om planlægning for eta-

blering af et nyt boligområde, tekniske anlæg m.v. kan

således med forslaget tillige indeholde bestemmelser om

forudsætninger for ibrugtagning, der sikrer, at de fornødne

afværgeforanstaltninger – inden for eller uden for lokalpla-

nområdet – der er nødvendige for at sikre området mod

oversvømmelse og erosion, er etableret forud for ibrugtag-

ning. Etablering af afværgeforanstaltninger sker efter den re-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

levante sektorlovgivning, f.eks. kystbeskyttelsesloven eller

oversvømmelsesloven.

Hvis etablering af afværgeforanstaltninger uden for et

lokalplanområde kræver planlægning, jf. planlovens § 13,

stk. 2, (den såkaldte lokalplanpligt), skal denne lokalplan

være vedtaget og afværgeforanstaltninger tillige være etab-

leret, før der kan gives ibrugtagningstilladelse til det byggeri

m.v., som skal sikres mod oversvømmelse eller erosion. Det

forudsættes, at lokalplaner for nye byzonearealer, tekniske

anlæg mv., der forudsætter lokalplanpligtige afværgeforan-

staltninger, henviser til den relevante lokalplan, der åbner

mulighed for den eller de ønskede afværgeforanstaltning(er).

Det forudsættes, at hvis den teknisk og økonomisk mest

fordelagtige etablering af afværgeforanstaltninger vurderes

at skulle ske i et område, der ligger uden for den kommune,

der lokalplanlægger for byggeri, teknisk anlæg m.v., koor-

dinerer de involverede kommuner indbyrdes, at også den

nødvendige planlægning for afværgeforanstaltninger tilveje-

bringes som er en betingelse for ibrugtagning af byggeri,

tekniske anlæg m.v.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det bliver muligt

at finde flere både teknisk og økonomisk fordelagtige løs-

ninger på etablering af de nødvendige afværgeforanstaltnin-

ger.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 22, og be-

mærkningerne hertil.

Af ”Evaluering af planloven m.v.” fra marts 2021 fremgår

endvidere, at i situationer hvor f.eks. et planlagt boligområ-

de hovedsageligt kun kan undgå oversvømmelse, hvis der

anlægges et afvandingsbassin uden for det planlagte bolig-

område, kan den nuværende regulering betyde, at kommu-

nen fravælger at byudvikle arealet, fordi der ikke kan findes

finansiering til afvandingsbassinet. En mulighed for gennem

planlægningen at kunne stille krav eller indgå frivillige af-

taler med bygherre om at etablere afværgeforanstaltninger

uden for et lokalplanområde vil give kommuner og bygher-

rer mulighed for at sikre, at de afværgeforanstaltninger, der

etableres, kan indgå i en større helhedsorienteret sammen-

hæng og styrke kommunernes mulighed for at forebygge

oversvømmelse og erosion i et område. Dette kan på den

ene side fordyre udgifterne for bygherre, men på den anden

side giver det bygherre en mulighed for at opføre byggeri i

et område, hvor det ellers ikke var muligt.

De gældende regler i planloven giver ikke mulighed for,

at en grundejer på eget initiativ indgår en udbygningsaftale

med kommunalbestyrelsen om etablering af nødvendige af-

værgeforanstaltninger uden for et lokalplanområde til fore-

byggelse af oversvømmelse og erosion i lokalplanområdet.

Af aftale af 15. juni 2022 om ”Opfølgning på evaluering

af planloven m.v.” fremgår, at planlovens regler om udbyg-

ningsaftaler skal suppleres med, at grundejere, der ønsker

det, også ved lokalplanlægning for et område, som kan ud-

sættes for oversvømmelse eller erosion, kan indgå frivillige

aftaler med kommunen om, at grundejer betaler etablering af

afværgeforanstaltninger, der ligger uden for lokalplanområ-

det. Aftalen kan give mulighed for at bebygge områder, der

ellers ikke kan bebygges pga. af risiko for oversvømmelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at der efter de gældende

regler i planlovens § 21 b er mulighed for, at en grundejer

på eget initiativ indgår en udbygningsaftale med kommunal-

bestyrelsen om etablering eller finansiering af fysiske infra-

strukturanlæg også uden for et lokalplanområde, jf, § 21 b,

stk. 3, hvis grundejeren dermed opnår en af de i § 21, stk.

2, nævnte fordele, f.eks. ændrede eller udvidede byggemu-

ligheder i lokalplanområdet.

Det kan imidlertid give anledning til tvivl, hvorvidt afvær-

geforanstaltninger til forebyggelse af oversvømmelse eller

erosion efter bestemmelsens ordlyd er omfattet af betegnel-

sen fysiske infrastrukturanlæg.

Det foreslås derfor, at planlovens § 21 b, stk. 3, præcise-

res, så det fremgår, at afværgeforanstaltninger til forebyggel-

se af oversvømmelse eller erosion er omfattet af bestemmel-

sen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det bliver muligt

for en grundejer at foreslå kommunalbestyrelsen en udbyg-

ningsaftale, hvorefter grundejer helt eller delvist skal udføre

eller afholde udgifterne til at finansiere afværgeforanstalt-

ninger, der kan forhindre oversvømmelse eller erosion i et

lokalplanområde, når det kan sikre et højere kvalitetsniveau

end det, kommunalbestyrelsen har økonomiske ressourcer

til at gennemføre, eller vil kunne fremrykke lokalplanlæg-

ningen for det pågældende område, eller vil kunne ændre

eller udvide de byggemuligheder, der fremgår af kommu-

neplanens rammebestemmelser eller lokalplanen for det på-

gældende område, og betingelserne i henhold til planlovens

§ 21 b, stk. 2, nr. 1, nr. 2 eller nr. 3, i øvrigt er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 35, og be-

mærkningerne hertil.

3.1.6. Planlægning for vandområder ved havne

3.1.6.1. Gældende ret

Planlovens regler gælder som udgangspunkt for landarea-

ler og ikke for planlægning på vandområder, der er omfattet

af statens højhedsret over søterritoriet.

Anlæg på søterritoriet, herunder i lystbådehavne, admini-

streres efter statens højhedsret over søterritoriet. Det inde-

bærer, at der på søterritoriet, til andre formål end kystbe-

skyttelse, kun efter miljøministerens (Kystdirektoratets) til-

ladelse efter § 16 a i lov om kystbeskyttelse (kystbeskyttel-

sesloven) må foretages inddæmning, opfyldning, uddybning

eller gravning, udføres anlæg eller anbringes faste eller for-

ankrede indretninger eller genstande samt anbringes fartøjer,

der agtes anvendt til andet end sejlads. Kystdirektoratet tag-

er i det enkelte tilfælde stilling til, om der kræves og kan

meddeles tilladelse efter kystbeskyttelsesloven.

Inden for en erhvervshavns søområde forudsætter uddyb-

ning, opfyld eller etablering af faste anlæg på søterritoriet

efter omstændighederne tilladelse fra havnemyndigheden

(havnen) eller Trafikstyrelsen efter havneloven. Tilsvarende

for Københavns Havn forudsættes tilladelse af havnemyn-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

digheden (Arealudviklingsselskabet By & Havn I/S) eller

Trafikstyrelsen efter Lov om Metroselskabet.

Det bemærkes i den sammenhæng, at havnearealer, jf.

havnelovens § 6, stk. 2, skal prioriteres anvendt til erhvervs-

mæssige aktiviteter, der understøtter søtransport, eller til an-

dre aktiviteter, der forudsætter havnenær beliggenhed, inden

for rammerne af den valgte organisationsform. Såfremt area-

lerne ikke kan udlejes til disse aktiviteter, kan havnen udleje

arealerne til andre formål. Det kan sluttes herfra, at udgangs-

punktet er, at erhvervshavnens søområde skal prioriteres til

søtransport og havneaktiviteter så som lastning og losning.

Det fremgår ikke direkte af planloven, om søterritoriet ge-

nerelt er omfattet af loven, og om der således kan fastsættes

bestemmelser i en lokalplan for anlæg helt eller delvist på

søterritoriet.

Efter planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 13, kan der dog i kom-

muneplanen fastsættes rammer for indholdet af lokalplaner

med hensyn til anvendelsen af vandområder og udformning

af anlæg på vandområder i et byomdannelsesområde inden

for eller i tilknytning til en havns dækkende værker. I til-

knytning hertil fremgår det af lovens § 15, stk. 2, nr. 27,

at der i en lokalplan kan fastsættes bestemmelser om anven-

delsen af vandområder i et byomdannelsesområde inden for

eller i tilknytning til en havns dækkende værker. Endvidere

kan der efter lovens § 15, stk. 2, nr. 28, fastsættes lokalplan-

bestemmelser om udformningen af anlæg på vandområder i

et byomdannelsesområde inden for eller i tilknytning til en

havns dækkende værker, herunder inddæmning og opfyld-

ning, etablering af faste anlæg og anbringelse af faste eller

forankrede indretninger eller genstande samt anbringelse af

fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, uddybning

eller gravning m.v.

Kommunalbestyrelsen har mulighed for i kommuneplanen

at udpege byomdannelsesområder. Byomdannelsesområder

kan være erhvervsområder eller havneområder – hvor miljø-

belastende erhvervsformål og havneformål er ophørt eller

under afvikling – som omdannes til boligformål, instituti-

onsformål, centerformål, rekreative formål m.v., jf. planlo-

vens § 11 b, stk. 1, nr. 5. Et byomdannelsesområde skal efter

planlovens § 11 d afgrænses således, at det kun omfatter et

område, hvor anvendelsen til miljøbelastende erhvervsfor-

mål, havneformål eller lignende aktiviteter i den langt over-

vejende del af området er ophørt eller under afvikling. Kom-

munalbestyrelsen har også mulighed for at planlægge for

byomdannelse i eksisterende byområder uden krav om, at

de først skal udpeges som byomdannelsesområde i kommu-

neplanen.

Ifølge lovbemærkningerne til planlovens § 15, stk. 2, nr.

27 og 28, er det hensigten med reglerne om planlægning for

vandområder i byomdannelsesområder, at bebyggelse og an-

læg af friarealer samt andre rekreative anlæg skal kunne ske

helhedsorienteret efter en samlet plan, hvori også indgår op-

fyldte landområder til ophold og rekreation som f.eks. stran-

de og faste anlæg til badning, svømning og andre rekreative

vandaktiviteter. Desuden er det ifølge lovbemærkningerne

præciseret, at der kan planlægges for vandområders anven-

delse i forbindelse med udlæg af områder til husbåde m.v.,

jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 7272.

De gældende regler medfører bl.a., at der ikke – uden for

byomdannelsesområder – kan fastsættes lokalplanbestem-

melser om anvendelse af vandområder på søterritoriet, f.eks.

om muligheden for husbåde.

3.1.6.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Det fremgår af aftalen om opfølgning på evaluering af

planloven mv. af 15. juni 2022, at aftaleparterne er enige

om, at kommunerne skal tillægges kompetence til at lokal-

planlægge for vandarealer inden for en havns dækkende

værker, f.eks. at planlægge for husbåde i bynære havne,

hvor der er behov for at sikre en sammenhængende planlæg-

ning for land- og vandarealer.

Det kan efter Kirkeministeriets vurdering være planlæg-

ningsmæssigt velbegrundet, at kommunalbestyrelsen har

mulighed for at planlægge samlet for landarealer og vand-

områder inden for en havns dækkende værker. En samlet

kommunal planlægning vurderes at kunne give mulighed for

en mere langsigtet og helhedsorienteret planlægning, herun-

der mulighed for at samtænke infrastruktur og andre anlæg

på land med en ønsket anvendelse af bynære vandområder

i havne. Det gælder, selvom Kystdirektoratet i forbindelse

med behandlingen af en ansøgning efter kystbeskyttelseslo-

ven foretager en bred høring, hvorved kommunens ønsker

til havneområdets anvendelse og udvikling inddrages i be-

handlingen af den enkelte ansøgning. Det kan f.eks. være

hensigtsmæssigt i en lokalplan at kunne sætte rammer for og

regulere placeringen, anvendelsen og udformningen af hus-

både for også at kunne regulere de tilhørende tekniske anlæg

og adgangsforhold på land samt for at sikre sammenhængen

til den ønskede udvikling af byområder på land.

Muligheden for at planlægge samlet for landarealer og

vandområder i havneområder, herunder regulere muligheden

for helårsboliger på husbåde, kan også medvirke til at fore-

bygge miljøkonflikter i forhold til virksomheder i eller i

nærheden af havneområdet. Planlægning vil desuden give

mulighed for en tidligere inddragelse af offentligheden, in-

vestorer og andre interessenter i anvendelsen af havneområ-

det.

Efter omstændighederne kan en samlet planlægning for

landarealer og vandområder også være relevant for havne,

der ikke er udpeget som et byomdannelsesområde. De fleste

kommuner, der planlægger for byomdannelse på havne m.v.,

gør det f.eks. uden at anvende planlovens mulighed efter §

11 b, stk. 1, nr. 5, jf. § 11 d, for at udlægge områderne til

byomdannelse.

På den baggrund foreslås ændringer af reglerne i planlo-

vens § 11 b, stk. 1, nr. 13, og § 15, stk. 2, nr. 27 og 28,

således at kommunalbestyrelsens nuværende muligheder for

at kommune- og lokalplanlægge for vandområder på søterri-

toriet inden for en havns dækkende værker udvides til også

at omfatte vandområder, der ikke ligger i byomdannelses-

områder.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Med hensyn til vandområder i tilknytning til en havns

dækkende værker vil den nuværende ordning blive videre-

ført. Kommunalbestyrelsens muligheder for at planlægge

for sådanne vandområder vil således uændret kun gælde i

byomdannelsesområder.

De foreslåede ændringer vil det gøre det muligt for kom-

munalbestyrelsen at fastsætte kommuneplanrammer og lo-

kalplanbestemmelser om anvendelsen af, og udformningen

af anlæg på, vandområder inden for en havns dækkende

værker, uanset om vandområderne ligger i et byomdannel-

sesområde eller ej – herunder inddæmning og opfyldning,

etablering af faste anlæg og anbringelse af faste eller for-

ankrede indretninger eller genstande samt anbringelse af

fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, uddybning

eller gravning m.v. Det kan f.eks. omfatte kommune- og

lokalplanlægning for etablering af kajanlæg og andre faste

anlæg til anbringelse af bl.a. fartøjer, der agtes anvendt til

andet end sejlads, herunder husbåde. Det vil også være mu-

ligt at fastlægge, at der kan eller ikke kan anbringes husbåde

til boligformål inden for nærmere bestemte områder.

Det bemærkes i øvrigt, at hverken kommune- eller lokal-

planlægningen må stride mod havplanen efter lov om mari-

tim fysisk planlægning, jf. planlovens § 11, stk. 4, nr. 8, og

§ 13, stk. 1, nr. 9. Desuden bemærkes det, at kommunalbe-

styrelsen ved anvendelsen af de foreslåede muligheder for

at kommune- og lokalplanlægge for vandområder inden for

en havns dækkende værker bør inddrage forholdet til de

risikovirksomheder, der måtte ligge på havnearealerne.

Der vil som hidtil i den konkrete sag kræves tilladelse ef-

ter kystbeskyttelsesloven, og eventuelt havnelovgivningen,

til opfyldning, uddybning, gravning, anbringelse af faste

anlæg m.v. på søterritoriet. Det vil således være en forudsæt-

ning for realiseringen af en lokalplan, der omfatter vandom-

råder på søterritoriet inden for en havns dækkende værker, at

der kan meddeles tilladelse fra anden lovgivning til det plan-

lagte. Dette vil i givet fald blive beskrevet i lokalplanens

redegørelse, jf. planlovens § 16, stk. 2, og svarer i øvrigt

til en situation med lokalplanlægning for vandområder i et

byomdannelsesområde efter de gældende regler.

Muligheden for at planlægge for vandområdet inden for

en havns dækkende værker vil i nogle tilfælde kunne for-

længe Kystdirektoratets sagsbehandlingstid efter kystbeskyt-

telsesloven for havnen. Dette vil eksempelvis være tilfældet,

hvis kommunalbestyrelsen ønsker at tilvejebringe en lokal-

plan for vandområdet inden for havnens dækkende værker,

og projektet tillige kræver en miljøvurdering efter miljøvur-

deringsloven. I denne situation vil der ikke kunne træffes

afgørelse i forhold til projektet, før lokalplanen er gældende,

jf. § 11 i bekendtgørelse nr. 1376 af 21. juni 2021 om miljø-

vurdering af planer og programmer og af konkrete projekter.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 13, 23 og 24,

samt bemærkningerne hertil.

3.1.7. Lokalplanlægning for beliggenhed af bygninger til

religiøse formål

3.1.7.1. Gældende ret

Kommunalbestyrelsen fastlægger i kommuneplanen de

overordnede mål, retningslinjer og rammer for kommunens

udvikling – herunder bl.a. udlægning af nye områder til

boligformål eller andre formål som f.eks. erhverv.

Lokalplaner regulerer den konkrete og mere præcise an-

vendelse af typisk mindre områder og er den eneste plan-

type, som er direkte bindende for grundejere. Det følger

således af planlovens § 18, at der ikke retligt eller faktisk må

etableres forhold i strid med bestemmelserne i en lokalplan,

medmindre der er meddelt dispensation fra lokalplanen. En

hidtidig lovlig anvendelse af et område eller en bebyggelse

kan derimod fortsætte uanset bestemmelser i en senere lo-

kalplan.

Efter planlovens § 14 kan kommunalbestyrelsen nedlægge

forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som

kan hindres ved en lokalplan. Forbuddet kan nedlægges for

højst et år. Der kan ikke nedlægges forbud mod forhold, der

allerede er lovligt etablerede, da sådanne forhold ikke kan

forhindres ved en lokalplan.

Det fremgår af planlovens § 15, stk. 1, at en lokalplan

skal indeholde oplysninger om planens formål og retsvirk-

ninger. Formålet skal fastlægge den planlægningsmæssige

begrundelse, eksempelvis varetagelse af klimatilpasning el-

ler forebyggelse af forurening.

Planlovens § 15, stk. 2 – det såkaldte lokalplankatalog

– indeholder en udtømmende opregning af de emner, der

med bindende virkning kan fastsættes bestemmelser om i

en lokalplan. F.eks. kan kommunalbestyrelsen i medfør af §

15, stk. 2, nr. 2 og 8, fastsætte lokalplanbestemmelser om

henholdsvis områdets anvendelse og om anvendelse af de

enkelte bygninger.

Kommunalbestyrelsen har i kraft af lokalplankataloget i

planlovens § 15, stk. 2, forholdsvis vide rammer for at

fastsætte bindende og detaljerede bestemmelser om bl.a.

områders og bebyggelsers anvendelse. Planlægningen som

helhed og de enkelte bestemmelser skal dog i alle tilfælde

varetage planlægningsmæssigt relevante og lovlige formål

og hensyn, således som disse er afgrænset i formålsbestem-

melsen i planlovens § 1. Det fremgår af formålsbestemmel-

sen, at der er tale om brede formål og hensyn. Uanset dette

er der grænser for, hvilke hensyn kommunalbestyrelsen lov-

ligt kan varetage i planlægningen.

F.eks. kan der fastsættes lokalplanbestemmelser om an-

vendelsen af områder til henholdsvis beboelse og erhverv

for at undgå trafik- og miljøkonflikter samt om bebyggel-

sens omfang og udformning for at varetage rekreative og

æstetiske hensyn i lokalområdet. Planlægningen kan også

varetage mere funktionelle hensyn, f.eks. at sikre en hen-

sigtsmæssig udvikling af detailhandelsstrukturen for at un-

derstøtte levende bymidter eller at fremme en alsidighed i

boligsammensætningen.

Planloven rummer således allerede muligheder for, at

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

kommunalbestyrelsen i planlægningen kan regulere forskel-

lige emner, herunder efter omstændighederne adgangen til at

opføre eller anvende bebyggelser til religiøse formål. F.eks.

kan det være uforeneligt med en lokalplans anvendelsesbe-

stemmelser, hvis lokalplanområdet er udlagt til boligformål,

at der i området etableres bygninger til bl.a. religionsudøvel-

se. Der kan endvidere efter omstændighederne være plan-

lægningsmæssigt relevante og lovlige hensyn, f.eks. støj-

eller trafikforhold, der taler henholdsvis for eller imod en

nærmere bestemt beliggenhed af bl.a. bygninger til religiøse

formål.

Planloven – lokalplankataloget – indeholder ikke i dag en

særskilt bestemmelse om kommunalbestyrelsens mulighed

for at fastsætte lokalplanbestemmelser om beliggenhed af

bygninger til religiøse formål.

Planlægning efter planloven regulerer som udgangspunkt

ikke ejer- og brugerkredsen, idet dette traditionelt ikke be-

tragtes som planlægningsmæssigt relevante forhold.

3.1.7.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

I den politiske aftale af 15. juni 2022 om “Opfølgning

på evaluering af planloven m.v.” indgår et aftalepunkt om

mulighed for at regulere religiøse bygningers beliggenhed,

hvoraf det fremgår, at kommunerne får mulighed for i lokal-

planer at fastlægge forbud mod bygninger til religiøse for-

mål i et givent område, og at eventuelle forbud vil gælde al-

le religiøse formål og vil skulle begrundes med planmæssige

hensyn, f.eks. hensyn til at mindske støj, trafikbelastning

m.v.

Der foreslås på den baggrund en ændring af planlovens §

15, stk. 2, hvorefter kommunalbestyrelsen i nye lokalplaner

vil kunne fastsætte bestemmelser om beliggenhed af bygnin-

ger til religiøse formål, herunder forbud mod anvendelse af

bygninger til religiøse formål.

Med den foreslåede ændring vil det blive tydeliggjort,

at kommunalbestyrelsen vil kunne bestemme, om der i et

lokalplanområde kan opføres bygninger til religiøse formål,

og om eksisterende bygninger i området kan tages i brug

til religiøse formål. Kommunalbestyrelsen vil f.eks. kunne

bestemme, at bygninger i et bestemt område forbeholdes

til religiøse formål, eller at bygninger i området omvendt

forbeholdes til andre funktioner end religiøse formål.

Uanset indholdet af eventuelle lokalplanbestemmelser,

som kommunalbestyrelsen måtte vælge at fastsætte efter

den foreslåede ordning, vil eksisterende lovlig anvendelse

af bygninger inden for lokalplanområdet til religiøse formål

kunne fortsætte, jf. planlovens § 18.

Det vil ikke have nogen betydning for den foreslåede

bestemmelses rækkevidde, hvordan den enkelte bygning og

anvendelsen af denne omtales eller betegnes i praksis – men

derimod hvordan bygningen reelt anvendes. I tilknytning

hertil bemærkes det, at udtrykket (anvendelse af) bygninger

til religiøse formål også vil omfatte bygninger, der reelt

anvendes til både religiøse formål og andre formål.

Kommunalbestyrelsens anvendelse af den foreslåede be-

stemmelse om bygninger til religiøse formål vil som i dag

forudsætte, at kommunalbestyrelsen kan begrunde de på-

gældende lokalplanbestemmelser med hensyn, der lovligt

kan varetages efter planloven, f.eks. støj- eller trafikfor-

hold. Dette vil gælde uanset den geografiske udstrækning

af den påtænkte lokalplanlægning.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle religiøse

bygninger uanset trossamfund og trosretninger, herunder

folkekirken. Bestemmelsen vil alene kunne finde anvendel-

se, hvis reguleringen af religiøse bygninger sker med hen-

blik på varetagelse af planlægningsmæssigt relevante og

lovlige hensyn. Kommunalbestyrelsen vil dermed ikke uden

tilstedeværelsen af sådanne hensyn kunne planlægge for tro-

sretninger, hverken til fordel eller skade for sådanne. Det

bemærkes endvidere, at bestemmelsen alene vil kunne an-

vendes til regulering af aktiviteter omfattende en bredere,

ubestemt personkreds og ikke f.eks. aktiviteter i private

hjem.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 18, og be-

mærkningerne hertil.

3.1.8. Udvidede muligheder for bebyggelse i transformati-

onsområder

3.1.8.1. Gældende ret

Efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 27, skal kommunepla-

nen indeholde retningslinjer for udpegning af op til to trans-

formationsområder hvert fjerde år inden for konsekvensom-

råder. Transformationsområder er arealer, der er belastet af

støj fra eksisterende produktionsvirksomheder, og er centralt

beliggende i byen, og hvor der er særlige byudviklingsinte-

resser. Et område kan kun udpeges som transformationsom-

råde, hvis området støder op til produktionsvirksomheder,

dvs. ligger i første række mellem det udpegede område til

produktionsvirksomheder og bagvedliggende byområder.

Bestemmelsen om transformationsområder gælder kun for

støjbelastede arealer, som er belastet af støj fra eksisterende

produktionsvirksomheder, og ikke for arealer, der er belastet

af lugt, støv eller anden luftforurening.

Kommunalbestyrelsen fastsætter rammer for indholdet af

lokalplaner for de enkelte dele af kommunen med hensyn

til transformationsområder inden for konsekvensområder, jf.

planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 17.

Kommunalbestyrelsen kan i et transformationsområde til-

vejebringe lokalplaner, der udlægger støjbelastede arealer

til boliger, jf. planlovens § 15 a, stk. 3. Bestemmelsen in-

debærer, at kommunalbestyrelsen kan fravige planlovens §

15 a, stk. 1, der fastsætter, at kommunalbestyrelsen ikke

må udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse,

medmindre der foretages afskærmningsforanstaltninger.

Bestemmelsen i § 15 a, stk. 3, giver kommunalbestyrelsen

mulighed for at lokalplanlægge for nye boliger på varigt

støjbelastede arealer i første række mod eksisterende pro-

duktionsvirksomheder inden for udpegede transformations-

områder, idet støjen i den første, lokalplanlagte række kan

være op til 5 dB over Miljøstyrelsens vejledende grænse-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

værdier for støj på den facade og udendørs opholdsarealer,

der vender ud mod produktionsvirksomheden.

Bestemmelsen gælder alene bygninger beliggende på

arealer i »første række« mod produktionsvirksomheder, og

hvor overskridelsen er begrænset til boligbyggeriets facade

og udendørs opholdsarealer, der vender ud mod virksomhe-

derne. Bygninger og udendørs opholdsarealer, der etableres

bag ved første række, skal leve op til Miljøstyrelsens græn-

seværdier. Bestemmelsen muliggør, at der kan etableres én

række af nye boliger f.eks. på et havneområde, der med

støjisolering kan fungere som en støjskærm for de øvrige

bagvedliggende boliger og opholdsarealer i området.

Det er endvidere en forudsætning, at lokalplanen fastsæt-

ter krav om, at boligerne støjisoleres, så det sikres, at nær-

mere fastsatte grænseværdier for støj indendørs med åbne

vinduer er overholdt. Disse grænseværdier er fastsat i Mil-

jøstyrelsens vejledning nr. 56 af februar 2022 om støj fra

virksomheder i transformationsområder.

Planlovens § 15, stk. 2, nr. 13, indeholder hjemmel til,

at kommunalbestyrelsen i en lokalplan kan fastsætte bestem-

melser om foretagelse af afskærmningsforanstaltninger sås-

om anlæg af beplantningsbælte, støjvold, mur og lignende,

herunder bebyggelse i første række i transformationsområ-

der, som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse eller

ændret anvendelse af et ubebygget areal. § 15, stk. 2, nr.

13, giver herunder mulighed for i en lokalplan at fastsætte

nærmere bestemmelser om udformning af mure og vinduer

og støjisolering af facader m.v.

Der er mulighed for, at de vejledende grænseværdier for

støj kan overskrides på udvalgte udendørs opholdsarealer,

f.eks. på altaner vendt mod virksomhederne, med op til 5 dB

over de vejledende grænseværdier for støj, under forudsæt-

ning af, at der fortsat er adgang til andre udendørs opholds-

arealer, f.eks. gårdrum, hvor de vejledende grænseværdier er

overholdt.

Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at lade tinglyse på

de ejendomme, der i en lokalplan for et transformationsom-

råde udlægges til boligformål, at vejledende grænseværdier

for støj kan være overskredet med op til 5 dB, jf. planlovens

§ 15 a, stk. 4.

3.1.8.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Efter indførelsen af planlovens § 15 a, stk. 3, i 2017

kan kommunalbestyrelsen i kommuneplanlagte transforma-

tionsområder under nærmere betingelser lokalplanlægge for

boligformål, uanset at støjgrænserne for virksomhedsstøj er

overskredet.

Bestemmelsen i planlovens § 15 a, stk. 3, blev indført

på baggrund af et ønske om at muliggøre planlægning for

støjfølsom anvendelse på særligt attraktive og centralt belig-

gende, støjbelastede arealer i byerne, f.eks. i havneområder,

hvor der fortsat er velfungerende virksomheder, som ikke

forventes at flytte, og hvor støjen derfor ikke kan nedbringes

inden for en 8-årsperiode. § 15 a, stk. 3, gælder alene for lo-

kalplanlægning til boligformål og ikke til andre anvendelser

som f.eks. kontorerhverv.

Det fremgår af den politiske aftale af 15. juni 2022 om

”Opfølgning på evaluering af planloven m.v.”, at planloven

ændres, således at mulighederne for bebyggelse i transfor-

mationsområder i første række mod produktionsvirksomhe-

der udvides til andet end beboelse, f.eks. hoteller, kontorer-

hverv o.l.

Det foreslås på den baggrund, at det i planlovens § 15 a,

stk. 3, tilføjes, at bestemmelsen ud over lokalplanlægning

til boligformål også vil omfatte lokalplanlægning til hoteller,

kontorerhverv el.lign.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremover vil

blive muligt for kommunalbestyrelsen at lokalplanlægge for

arealer i et område, der i kommuneplanen er fastlagt som

et transformationsområde, og som er belastet af støj fra eksi-

sterende produktionsvirksomheder, til enten boligformål el-

ler hoteller, kontorerhverv el.lign. Det vil dermed blive mu-

ligt for kommunalbestyrelsen inden for transformationsom-

råder at lokalplanlægge for hoteller, kontorerhverv el.lign. i

første række mod produktionsvirksomhederne.

Også ved lokalplanlægning til hoteller, kontorerhverv

el.lign. vil det efter § 15 a, stk. 3, nr. 2, være en betingelse,

at støjen på arealet ikke overskrider grænseværdier for støj

med mere end 5 dB på den facade og udendørs opholdsarea-

ler, der vender ud mod virksomheden. Endvidere vil det

efter § 15 a, stk. 3, nr. 5, være en betingelse, at grænsevær-

dier for støj kan overholdes for bagvedliggende boliger og

udendørs opholdsarealer i tilknytning hertil.

Den foreslåede ændrede bestemmelse i § 15 a, stk. 3,

vil således ikke kunne anvendes til at lokalplanlægge til

både boligformål og hoteller, kontorerhverv el.lign. – dvs.

områder for blandet bolig- og erhvervsbebyggelse. Områder

til blandet bolig- og erhvervsbebyggelse har en højere vejle-

dende støjgrænseværdi end rene boligområder. En mulighed

for lokalplanlægning til blandet bolig- og erhvervsbebyggel-

se i første række mod de eksisterende produktionsvirksom-

heder med tilhørende mulighed for at overskride grænsevær-

dier for støj med op til 5 dB på facaden m.v. ville dermed

kunne medføre et støjniveau på boligernes facade, som sva-

rer til støjniveauet i erhvervs- og industriområder.

Det er i dag en forudsætning for at anvende planlovens §

15 a, stk. 3, at lokalplanen fastsætter krav om isolering af

boligerne mod støj, der sikrer, at grænseværdier for støj in-

dendørs med åbne vinduer er overholdt, jf. § 15 a, stk. 3, nr.

3. Dette krav vil også være gældende ved lokalplanlægning

for ny bebyggelse til hotelformål, kontorerhverv el.lign. Det

bemærkes herved, at planlovens § 15, stk. 2, nr. 13, giver

mulighed for i en lokalplan at fastsætte nærmere bestemmel-

ser om udformning af mure og vinduer og støjisolering af

facader m.v.

Det foreslås, at kravet om, at der i umiddelbar tilknytning

til boligbebyggelse, skal være adgang til udendørs opholds-

arealer, hvor grænseværdier for støj er overholdt, jf. § 15 a,

stk. 3, nr. 4, også skal gælde ved lokalplanlægning for ny

bebyggelse til hotelformål, kontorerhverv el.lign.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Med den foreslåede ændring af § 15 a, stk. 3, indsættes

desuden en henvisning til § 11 a, stk. 1, nr. 27, vedrøren-

de transformationsområder for at lette forståelsen af bestem-

melsen.

Som konsekvens af den foreslåede ændring af § 15 a,

stk. 3, foreslås det endvidere, at § 15 a, stk. 4, tilpasses,

så kommunalbestyrelsen på ejendomme, der er omfattet af

en lokalplans arealudlæg til boligformål, hoteller, kontorer-

hverv el.lign. efter § 15 a, stk. 3, skal lade tinglyse, at

grænseværdier for støj kan være overskredet med op til 5

dB.

Som følge af tilføjelsen af ”hoteller, kontorerhverv

el.lign. ” i § 15 a, stk. 3, vil der ske en supplering af an-

visningerne i et tillæg til Miljøstyrelsens vejledning om støj

fra virksomheder, herunder fastsættelse af grænseværdier for

støj, som skal være overholdt indendørs med åbne vinduer.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 29-32, og

bemærkningerne hertil.

3.2. Ungdomsboliger til studerende

3.2.1. Planlægning for ungdomsboliger til studerende

3.2.1.1. Gældende ret

Kommunalbestyrelsen fastlægger i kommuneplanen de

overordnede mål og retningslinjer for den enkelte kommu-

nes udvikling, herunder udlægning af områder til boligfor-

mål eller andre formål som f.eks. erhverv.

Lokalplaner regulerer den konkrete og mere præcise an-

vendelse af mindre områder og er den eneste plantype, der

er direkte bindende for grundejerne. Der må ikke retligt

eller faktisk etableres forhold i strid med bestemmelserne

i en lokalplan, medmindre der er meddelt dispensation fra

lokalplanen. En hidtidig lovlig anvendelse af et område eller

en bebyggelse kan fortsætte uanset bestemmelser i en senere

lokalplan.

De forhold, som en kommune kan regulere gennem lo-

kalplanlægning, fremgår af planlovens § 15, stk. 2, som

indeholder en udtømmende opregning af de emner, der kan

fastsættes bestemmelser om i en lokalplan – det såkaldte

lokalplankatalog.

Som eksempler på forhold, der kan fastsættes bestemmel-

ser om i en lokalplan, kan nævnes anvendelse af de enkelte

bygninger (stk. 2, nr. 8) og boligtætheden, herunder stør-

relsen på boliger (stk. 2, nr. 7) og parkeringsforhold, jf.

nærmere herom i pkt. 3.1.3.1. Kommunerne kan anvende

lokalplanbestemmelser om sådanne forhold for bl.a. at un-

derstøtte, at der udbydes mindre og billigere boliger, der kan

betales af f.eks. unge under uddannelse.

Det er et generelt princip i planloven, at der ikke kan plan-

lægges for en bestemt ejer- eller brugerkreds. Derimod kan

det fremgå af en lokalplan, at boliger eller bygninger forud-

sættes anvendt af en mere ubestemt brugergruppe, f.eks. at

der skal være tale om ældre- eller ungdomsboliger, men

der kan som udgangspunkt ikke stilles nærmere krav til

beboernes alder og beskæftigelse, herunder at boliger skal

forbeholdes personer under uddannelse.

Dog er der med en lovændring fra 2015 (L 2015 221)

givet mulighed for i en lokalplan at stille krav om, at op til

25 pct. af boligmassen i det samlede lokalplanområde skal

være almene boliger, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 9. Kom-

munalbestyrelsen kan i den forbindelse også kræve, at de

pågældende boliger i nærmere angivet omfang skal være

almene ungdomsboliger. Som det fremgår af pkt. 3.2.2.1 ne-

denfor, skal sådanne ungdomsboliger udlejes til studieaktive

uddannelsessøgende eller til andre unge med særligt behov.

Planloven indeholder tillige en mulighed for kommunal-

bestyrelsen til at meddele tidsbegrænsede dispensationer fra

bestemmelser i en lokalplan til studieboliger. Det følger så-

ledes af lovens § 19, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan

meddele dispensation i strid med en lokalplans principper

for en periode på til tre år, dog op til 10 år for studieboli-

ger, som i lovens forarbejder er defineret som boliger, der

udlejes til studieaktive uddannelsessøgende, hvor boligerne

opfylder kriterierne for at modtage støtte efter lov nr. 1089

af 17. december 2002 om støttede private ungdomsboliger

eller tilsvarende regler for almene ungdomsboliger, jf. be-

kendtgørelse nr. 1877 af 27. september 2021 af lov om

almene boliger.

3.2.1.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Især i de større byer har unge under uddannelse vanskeligt

ved at finde en bolig til en rimelig husleje. KL og kommu-

ner med mange studerende har i forbindelse med evaluerin-

gen af planloven, jf. ”Evaluering af planloven m.v. 2021”

fra Bolig- og Planstyrelsen (nu Plan- og Landdistriktsstyrel-

sen) ønsket bedre muligheder for at planlægge for studie-

og ungdomsboliger samt redskaber til at kunne sikre, at

studieboliger på det private boligmarked faktisk bebos af

studerende.

Det fremgår af den politiske aftale fra 15. juni 2022 om

”Opfølgning på evaluering af planloven m.v.”, at kommu-

nerne skal have mulighed for i lokalplaner for nye boliger at

fastsætte anvendelsen af boliger til ungdomsboliger til unge

under uddannelse.

Med de nuværende regler i planloven kan kommunerne

planlægge for almene ungdomsboliger, jf. også pkt. 3.2.1.1

ovenfor. Som det fremgår af pkt. 3.2.2.1 nedenfor, skal så-

danne ungdomsboliger udlejes til studieaktive uddannelses-

søgende eller til andre unge med særligt behov, og det enkel-

te lejemål skal opsiges, når de forudsætninger, hvorunder

boligen er udlejet, ikke længere er til stede. Der vurderes

på den baggrund at være tilstrækkelige muligheder for efter

gældende ret at planlægge for almene boliger til personer

under uddannelse og sikre, at boligerne anvendes efter hen-

sigten.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsen ved en udvidelse af

lokalplankataloget i planlovens § 15, stk. 2, tillige får mulig-

hed for at planlægge specifikt for private ungdomsboliger

forbeholdt personer under uddannelse. Det foreslås, at disse

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

boliger defineres som dels støttede private ungdomsboliger,

jf. lov om støttede private ungdomsboliger, dels ustøttede

private ungdomsboliger, jf. de foreslåede ændringer af lov

om boligforhold i lovforslagets § 3.

Det er Kirkeministeriets vurdering, at de gældende regler

om støttede private ungdomsboliger og de foreslåede regler

om ustøttede private ungdomsboliger samlet set vil give

tilstrækkelig sikkerhed for, at de pågældende planlagte ung-

domsboliger faktisk bebos af studerende, jf. nærmere herom

i pkt. 3.2.2 nedenfor.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17, og be-

mærkningerne hertil.

3.2.2. Udlejning af ungdomsboliger til studerende

3.2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af § 52 i lov om almene boliger (almen-

boligloven), at boligorganisationen som udgangspunkt skal

anvise ledige almene ungdomsboliger til unge uddannelses-

søgende og andre unge med særligt behov derfor (den beret-

tigede personkreds). Det fremgår endvidere af lovens § 53,

at bestyrelsen for den almene boligorganisation skal sikre, at

almene ungdomsboliger til stadighed bebos af den berettige-

de personkreds, herunder studieaktive uddannelsessøgende,

og at opsigelse skal ske efter reglerne i kapitel 14 i lov om

leje af almene boliger (almenlejeloven).

I almenlejeloven findes der i § 85, stk. 2, særlige regler for

opsigelse af almene ungdomsboliger. Ifølge disse skal ud-

lejeren opsige en lejeaftale vedrørende en almen ungdoms-

bolig, såfremt lejeren har fuldført sin uddannelse eller de

forudsætninger, hvorunder boligen er udlejet, ikke længere

er til stede. Opsigelse efter ophørt uddannelse kan under

særlige omstændigheder udsættes i op til et år. Opsigelse

kan endvidere udsættes, hvis boligen ikke umiddelbart kan

genudlejes. Udlejeren kan herudover opsige en lejeaftale

vedrørende en almen ungdomsbolig, hvis lejeren ikke har

fremsendt nødvendige oplysninger om studieaktivitet senest

6 uger efter, at udlejeren har fremsendt skriftlig anmodning

herom.

Lov nr. 1089 om støttede private ungdomsboliger af 17.

december 2002 (ungdomsboligloven) regulerer private ung-

domsboliger, for hvilke økonomi- og erhvervsministeren

kan give tilsagn om tilskud til bygherrer til etablering af dis-

se ved nybyggeri eller ombygning af eksisterende ejendom-

me, som ikke anvendes til beboelse, jf. ungdomsboliglovens

§ 2, stk. 1.

Det fremgår af ungdomsboliglovens § 7, stk. 1, at udleje-

ren skal udleje ledige private støttede ungdomsboliger til

unge uddannelsessøgende (den berettigede personkreds).

Udlejeren skal endvidere sikre, at boligerne til stadighed

bebos af studieaktive uddannelsessøgende, jf. dog ungdoms-

boliglovens § 7, stk. 5 og 6, jf. ungdomsboliglovens § 13,

stk. 1.

Såfremt lejeren af en privat støttet ungdomsbolig har af-

sluttet sin uddannelse, skal udlejeren opsige lejeaftalen. Op-

sigelse efter afsluttet uddannelse kan under særlige omstæn-

digheder udsættes i op til et år. Opsigelse kan endvidere

udsættes, hvis boligen ikke umiddelbart kan genudlejes. Ud-

lejeren kan herudover opsige en lejeaftale, hvis lejeren ikke

har fremsendt nødvendige oplysninger om studieaktivitet

senest 6 uger efter, at udlejeren har fremsendt skriftlig an-

modning herom. Ved beregning af fristen ses bort fra juli og

august måned, jf. ungdomsboliglovens § 13, stk. 2.

Der findes ikke i lovgivningen en definition af ustøttede

private ungdomsboliger, og der findes ikke regler, som kan

sikre, at ustøttede private ungdomsboliger udlejes til en be-

stemt målgruppe.

Heller ikke byggeloven giver mulighed for at regulere

ejer- og brugerforhold i en byggetilladelse, da betingelsen

om, at boligerne skal udlejes til studerende ikke anses for at

være af byplanmæssig karakter og derfor er ugyldig.

Den gældende lejelovgivning indeholder endvidere ingen

særlige regler for opsigelse af lejere af ustøttede private

ungdomsboliger, ej heller regler om, hvem private boliger

skal udlejes til. Det er således overladt til udlejeren at be-

slutte.

3.2.2.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser og

den foreslåede ordning

Det følger af aftalen om Fonden for blandede byer – flere

billige boliger og en vej ud af hjemløshed af 26. november

2021, at parterne er enige om, at private udlejere skal have

mulighed for at opsige lejere, der ikke længere er studieakti-

ve.

Almenboligloven indeholder særlige regler om almene

ungdomsboliger, hvis formål er at sikre, at boligerne udle-

jes til målgruppen. Almene ungdomsboliger skal således

udlejes til studieaktive uddannelsessøgende eller til andre

unge med særligt behov. Udlejeren skal sikre, at lejeren

tilhører målgruppen. Denne pligt gælder under hele lejefor-

løbet. Med hjemmel i almenlejeloven skal almene boligor-

ganisationer opsige lejeren, når denne ikke længere er ud-

dannelsessøgende m.v.

Ungdomsboligloven indeholder tillige særlige regler om

private støttede ungdomsboliger. Private støttede ungdoms-

boliger skal således udlejes til unge uddannelsessøgende, og

udlejeren skal sikre, at boligerne til stadighed bebos af den

rette personkreds. Udlejeren skal endvidere opsige lejerne,

når lejerne ikke længere opfylder betingelserne for at leje

private støttede ungdomsboliger.

Den gældende lejelovgivning indeholder ingen definition

af eller særlige regler om udlejning eller opsigelse af lejere

af private ungdomsboliger, som ikke er omfattet af ung-

domsboligloven, såkaldte ustøttede private ungdomsboliger.

Der kan derfor være risiko for, at private ejere af ustøttede

ungdomsboliger, som i forbindelse med opførelse af ung-

domsboliger skal opfylde lempeligere krav vedrørende par-

keringspladser og lysforhold, efter ibrugtagningen af ejen-

dommen udlejer boligerne til ikke-studerende eller sælger

disse som ejerboliger.

Derfor foreslås det at indsætte bestemmelser i lov om

boligforhold om, at ustøttede private ungdomsboliger skal

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

udlejes til studieaktive eller uddannelsessøgende. Ustøttede

private ungdomsboliger vil omfatte boliger, som skal udlejes

til studerende, og som ikke er omfattet af lov nr. 1089 af 17.

december 2002 om støttede private ungdomsboliger eller af

lov nr. 1877 af 27. september 2021 om almene boliger.

Den gældende lejelovgivning indeholder herudover ingen

særlige regler for opsigelse af ustøttede private ungdoms-

boliger. Det findes hensigtsmæssigt at fastsætte tilsvarende

regler om, at ustøttede private ungdomsboliger kan opsiges,

når uddannelsen er afsluttet, eller lejeren i øvrigt ikke læn-

gere er studieaktiv eller uddannelsessøgende, som defineret i

de foreslåede bestemmelser.

Det foreslåede fjerner enhver tvivl om udlejerens adgang

til at opsige en lejer, der ikke længere er studerende, og

sikrer hermed, at nye studerende lettere kan finde en ung-

domsbolig.

Som led i aftale af 15. maj 2023 mellem regeringen

(Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk

Folkeparti, Danmarksdemokraterne, det Konservative Fol-

keparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti

og Alternativet om ”Bygge- og boligpolitiske indsatser”,

er besluttet, at der skal iværksættes en ændring af lejelov-

givningen, således at midlertidige studieboliger placeret i

stueetagen, som er undtaget fra krav om etablering af eleva-

tor, skal fordeles efter rækkefølgen 1) borgere med fysisk

handicap, 2) borgere med pårørende med et fysisk handicap

og 3) øvrige.

Med henblik på at understøtte en lempeligere opførelse af

midlertidige ungdomsboliger påtænkes bygningsreglementet

ændret således, at midlertidige ungdomsboliger, der opføres

i regi af planloven, undtages for krav om etablering af eleva-

tor, mod at der sikres niveaufri adgang til stueetagen.

Den foreslåede bestemmelse om rækkefølge for udlejning

af midlertidige ungdomsboliger har til formål at sikre, at

midlertidige ustøttede private ungdomsboliger, som er belig-

gende i stueetagen, og som undtages fra krav om elevator,

først og fremmest udlejes til studerende med varigt nedsat

fysisk funktionsevne som følge af manglende eller nedsat

gangfunktion, dernæst til studerende med nære pårørende

med varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af mang-

lende eller nedsat gangfunktion, og hvis der ikke er ansøgere

inden for en af de to nævnte grupper til andre studeren-

de. Den foreslåede bestemmelse foreslås at skulle gælde for

bygninger, som opføres i henhold til en lokalplan vedtaget

efter den 1. januar 2024.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der som noget

nyt i lejelovgivningen indsættes en rækkefølge for, hvem

visse private udlejningsboliger skal udlejes til.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 3 og 4 og be-

mærkningerne hertil.

3.3. Nye udviklingsmuligheder på landet, de små øer og

ved kysterne

3.3.1. Ø-udviklingsplan for de små øer

3.3.1.1. Gældende ret – planloven

3.3.1.1.1. Planlovens §§ 5 a og 5 b – kystnærhedszonen

Kystnærhedszonen er en ca. 3 km bred zone langs de dan-

ske kyster og omfatter, jf. planlovens § 5 a, stk. 3, sommer-

husområder og arealer i landzone, men ikke byzone og ikke

de udviklingsområder, der udlægges i kystnærhedszonen, jf.

§ 5 b, stk. 2. Kystnærhedszonen er fastlagt i 1994 for at øge

beskyttelsen af de åbne og ubebyggede kyststrækninger. Af

planlovens § 5 a, stk. 1, fremgår således, at kystnærhedszo-

nen uden for udviklingsområder, jf. § 5 b, stk. 2, skal søges

friholdt for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængige

af kystnærhed. Der er ikke tale om en forbudszone, men

om en planlægningszone, hvor der stilles særlige krav til

planlægningen.

For planlægningen i kystnærhedszonen gælder, jf. § 5

b, stk. 1, at der kun må inddrages nye arealer i byzone

og planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en

særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for

kystnær lokalisering. Bortset fra trafikhavneanlæg og andre

overordnede infrastrukturanlæg kan der kun i ganske særlige

tilfælde planlægges for bebyggelse og anlæg på land, som

forudsætter inddragelse af arealer på søterritoriet eller særlig

kystbeskyttelse. Der må som udgangspunkt ikke udlægges

nye sommerhusområder, og eksisterende sommerhusområ-

der skal fastholdes til ferieformål, jf. dog § 5 b, stk. 4, om

ministerens muligheder for i et landsplandirektiv at ompla-

cere sommerhusområder. Ferie- og fritidsanlæg skal lokali-

seres efter sammenhængende turistpolitiske overvejelser og

kun i forbindelse med eksisterende bysamfund eller større

ferie- og fritidsbebyggelser, og offentlighedens adgang til

kysten skal sikres og udbygges.

3.3.1.1.2. Planlovens § 29 – nationale interesser

Af planlovens § 29, stk. 1, fremgår, at ministeren for

landdistrikter skal fremsætte indsigelse over for et forslag til

kommuneplan og ændringer til en kommuneplan, der ikke

er i overensstemmelse med nationale interesser vedrørende

vækst og erhvervsudvikling, natur- og miljøbeskyttelse, kul-

turarvs- og landskabsbevarelse, hensyn til nationale og regi-

onale anlæg eller regler og beslutninger efter § 3. Pligten

gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning.

Ministeren for landdistrikter udøver indsigelsesbeføjelsen

på vegne af samtlige statslige myndigheder. En indsigelse

har den retsvirkning, at kommunalbestyrelsen ikke kan ved-

tage et planforslag endeligt, jf. planlovens § 28, stk. 1. Plan-

forslaget kan først vedtages, når og hvis ministeren frafalder

indsigelsen. Hvis forholdet er af underordnet betydning gæl-

der pligten til at fremsætte indsigelse ikke.

Udtrykket ”nationale interesser” dækker over forhold,

som har interesse ud over kredsen af en kommunes indbyg-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

gere, og som typisk også har interesse for kommende gene-

rationer.

Beføjelsen i planlovens § 29, stk. 1, er eksempelvis an-

vendt til indsigelser mod forslag til kommuneplaner, der

åbner mulighed for byggeri i kystnærhedszonen eller for at

sikre benyttelsesinteresser i forsyning, trafikanlæg og andre

tekniske anlæg, friluftsliv og turisme samt sikre nationale

interesser i det åbne land, som f.eks. landskab, geologi, na-

tur, kulturarv, lavbundsarealer, oversvømmelse m.v.

Af planlovens § 29, stk. 2, fremgår, at ministeren skal

fremsætte indsigelse mod forslag til lokalplaner for arealer i

kystnærhedszonen uden for udviklingsområderne, hvis plan-

forslaget er i strid med bestemmelserne i § 5 a, stk. 1, § 5

b, § 11 f eller § 16, stk. 4. Pligten gælder dog ikke, hvis

forholdet er af underordnet betydning, jf. § 29, stk. 1.

Af planlovens § 29, stk. 3, fremgår, at en minister kan

fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag ud fra de særli-

ge hensyn, som ministeren varetager.

3.3.1.1.3. Planlovens §§ 34 og 35, stk. 1 og 10 – landzoner

Af planlovens § 34, stk. 1, fremgår, at hele landet er op-

delt i byzoner, sommerhusområder og landzoner, og af stk.

4 fremgår, at landzoner er de områder, der ikke er omfattet

af byzoner og sommerhusområder. Af § 35, stk. 1, fremgår,

at i landzoner må der ikke uden tilladelse fra kommunalbe-

styrelsen foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller

ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ube-

byggede arealer.

Af § 35, stk. 10, fremgår, at kommunalbestyrelsen kan

meddele landzonetilladelse til etablering af flere boligenhe-

der i eksisterende bygninger i landzone, som er egnede her-

til. Det er en forudsætning, at boligenhederne indrettes uden

væsentlig om- eller tilbygning, og de nye boligenheder er

ikke omfattet af retten til at udvide til 500 m

og kan ikke

overgå til anvendelse til fritidsboliger.

Specielt for de små øer gælder i henhold til fast, admini-

strativ praksis, at bysamfund i landzone kan udbygges, hvis

en generel begrænsning af bebyggelsen vil være i modstrid

med hensynet til udvikling eller opretholdelse af ø-samfun-

det. Af ”Vejledning om landzoneadministration – planlovens

§§ 34-38” fremgår således, at da mange danske småøer ofte

er helt omfattet af kystnærhedszonen og dermed underlagt

den restriktive administrationspraksis knyttet til denne zone,

og da der samtidig er svære økonomiske og sociale forhold

på mange af øerne, er der behov for en særlig indsats for at

fremme vækst og udvikling samt understøtte de eksisterende

lokalsamfund. Det fremgår videre, at kommunalbestyrelsen

derfor bør være imødekommende med at meddele landzone-

tilladelser på de små øer, særligt til erhverv og helårsbeboel-

se, når det ansøgte ikke strider mod planlægningen.

3.3.1.1.4. Planlovens § 40 – små øer

Af planlovens § 40, stk. 1, fremgår, at en bolig i et som-

merhusområde bortset fra kortvarige ferieophold m.v. som

hovedregel ikke må anvendes til overnatning i perioden fra

den 1. november til udgangen af februar. Helårsbeboelse af

sommerhuse er således som udgangspunkt ikke tilladt. Spe-

cielt for de små øer fremgår det af planlovens § 40 a, stk. 1,

at kommunalbestyrelsen kan dispensere fra forbuddet mod

helårsbeboelse af sommerhuse til en ejers udlejning til hel-

årsbeboelse af en helårsegnet bolig i et sommerhusområde

på de små øer, hvis dispensationen kan anses at medvirke til

en gunstig udvikling på øen.

Af planlovens § 40 a, stk. 3, fremgår, at de i stk. 1

nævnte små øer omfatter Agersø, Anholt, Askø inkl. Lilleø,

Avernakø, Barsø, Birkholm, Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm,

Endelave, Fejø, Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø,

Nekselø, Omø, Orø, Sejerø, Skarø, Strynø, Tunø, Venø og

Aarø.

3.3.1.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

De små øer har et begrænset, samlet areal og består som

hovedregel af landzonearealer, der ligger i kystnærhedszo-

nen. De små øer oplever derfor, at det er vanskeligt – inden

for den nuværende praksis for administration af planlovens

regler om landzonearealer i kystnærhedszonen på de små

øer – at sikre udviklingsmuligheder og herunder øgede mu-

ligheder for bosætning. En lempeligere adgang til at få land-

zonetilladelse kan være af betydning for udviklingsmulighe-

derne på de små øer, herunder muligheden for at etablere

nye boliger, erhverv, ferieboliger og rekreative formål.

Af aftale af 15. juni 2022 om ”Opfølgning på evaluering

af planloven m.v.” fremgår, at på initiativ af øens lokalbe-

folkning kan den ansvarlige kommune udarbejde en udvik-

lingsplan for øen, der fastlægger sammenhængen mellem

lokal udvikling og fortsat hensyntagen til beskyttelsen af

natur og landskab. Når planen er godkendt af indenrigs-

og boligministeren (nu ministeren for landdistrikter) og mil-

jøministeren, kan Kystdirektoratet og kommunen inden for

planens rammer give dispensation i større omfang end efter

naturbeskyttelsesloven og planlovens almindelige regler til

at placere faciliteter i tilknytning til eksisterende anlæg eller

bebyggelse. Der gennemføres i 2027 en evaluering af denne

ordning, herunder hvilke muligheder det har givet øerne

med henblik på, at aftalekredsen drøfter perspektiverne for

ordningen.

Der er ikke inden for den nuværende praksis for admini-

stration af planlovens regler om planlægning og landzone-

tilladelser i kystnærhedszonen mulighed for i tilstrækkeligt

omfang at tilgodese ønsket om en lempeligere adgang til

planlægning og meddelelse af landzonetilladelser for at sik-

re de små øers særlige behov for udviklingsmuligheder.

Det foreslås derfor, at der i planlovens § 5 b indsættes en

ny bestemmelse, hvorefter ministeren for landdistrikter efter

aftale med miljøministeren kan godkende, at kommunalbe-

styrelsen vedtager en ø-udviklingsplan, der fraviger reglerne

i § 5 b, stk. 1, om planlægning i kystnærhedszonen. Endvi-

dere foreslås det tilføjet i planlovens § 35, stk. 1, at kom-

munalbestyrelsen ved meddelelse af landzonetilladelser kan

lægge særlig vægt på en ø-udviklingsplan.

En ø-udviklingsplan fastlægger sammenhængen mellem

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

lokal udvikling og fortsat hensyntagen til beskyttelsen af

natur og landskab. En ø-udviklingsplan vil dermed give

de små øer øgede muligheder for – inden for planens ram-

mer – at opnå en lempeligere adgang til dels fravigelse

af planlovens regler om planlægning i kystnærhedszonen,

dels meddelelse af landzonetilladelser både i og uden for

kystnærhedszonen. Forslaget omfatter ikke arealer, der er

omfattet af klitfredning, jf. naturbeskyttelseslovens §§ 8 og

En ø-udviklingsplan kan give nye konkrete muligheder for

f.eks. bosætning og ændret anvendelse af arealer og eksister-

ende bygninger til fremme af erhvervs- og turismeudvikling

i større omfang, end det i dag er muligt på de små øer efter

planlovens almindelige regler.

Forslaget omfatter de 27 småøer, der er omfattet af plan-

lovens § 40 a, stk. 3, om lempede regler for at dispense-

re til udlejning til helårsbeboelse. Forslaget omfatter såle-

des: Agersø, Anholt, Askø inkl. Lilleø, Avernakø, Barsø,

Birkholm, Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm, Endelave, Fejø,

Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø,

Orø, Sejerø, Skarø, Strynø, Tunø, Venø og Aarø.

Et forslag til en ø-udviklingsplan kan alene udarbejdes

af den ansvarlige kommunalbestyrelse på initiativ af øens

beboere og med udgangspunkt i beboernes lokale ønsker og

behov og de konkrete forhold på øen. Øens beboere, der

kan tage initiativ til en ø-udviklingsplan, omfatter også som-

merhus- og flexboligejere. Det er kommunalbestyrelsen, der

beslutter, om der skal udarbejdes en ø-udviklingsplan, og i

givet fald udarbejder den i samarbejde med øens beboere.

Planen skal omfatte hele øen og skal fastlægge sammen-

hængen mellem lokal udvikling og fortsat hensyntagen til

beskyttelsen af natur og landskab. Det er således væsentligt,

at såvel beboerne på den ø, der tager initiativ til udarbejdel-

se af en ø-udviklingsplan, som kommunalbestyrelsen holder

sig for øje, at planen ikke alene skal rumme konkrete initia-

tiver, der forventes at øge mulighederne for lokal, erhvervs-

mæssig udvikling og øget tiltrækning af turister, herunder

ved øget bosætning. Planen skal lægge tilsvarende vægt på,

at de initiativer, der foreslås, tager hensyn til beskyttelse af

øens natur- og landskabsværdier og ikke vil øge behovet for

klimatilpasning og kystbeskyttelse af øen, der kan påføre

øens beboere eller kommunen væsentligt øgede omkostnin-

ger.

Planen skal derfor samlet afveje og varetage hensynet til

såvel de lokale ønsker om udvikling som hensynet til na-

bointeresser, øens særlige natur- og landskabsværdier, land-

brugsinteresser, behovet for kystbeskyttelse mv.

Det foreslås endvidere, at en ø-udviklingsplan tilvejebrin-

ges som en lokalplan efter reglerne i planlovens kapitel 5

og 6. Dermed vil ø-udviklingsplanen også, forudsat at mi-

nisteren for landdistrikter efter aftale med miljøministeren

forinden har godkendt den, få retsvirkning som en lokalplan.

En ø-udviklingsplan for hele øen forudsætter ikke, at der

skal ske lokalplanlægning for alle øens arealer. En ø-udvik-

lingsplan for hele øen skal alene angive placering af de

påtænkte boliger, erhverv, faciliteter m.v. såvel inden for

kystnærhedszonen, og herunder faciliteter inden for strand-

beskyttelseszonen, som uden for disse zoner, som den på-

gældende ø-udviklingsplan konkret omhandler. Dermed skal

ø-udviklingsplanen kun for disse arealer have et tilstrække-

ligt detaljeringsniveau til, at ministeren for landdistrikter

kan påse, at planen er i overensstemmelse med hensigten

med forslaget om ø-udviklingsplaner.

En lokalplan er en velkendt plantype, der bl.a. indebæ-

rer, at kommunalbestyrelsens forslag sendes i offentlig hø-

ring. Lokalplanen vil kunne give klarhed over, hvad der er

muligt i fremtiden, og dermed styrke hensynet til borgernes

og mulige investorers interesser. En lokalplan skal være i

overensstemmelse med kommuneplanen, som fastsætter ret-

ningslinjer for udviklingen og rammer for lokalplanlægnin-

gen. Kommuneplanen udgør den strategiske ramme for er-

hverv, bosætning og turisme og skal således bl.a. indeholde

de sammenhængende turistpolitiske overvejelser, der danner

grundlag for beslutning om konkrete projekter.

Da en ø-udviklingsplan vil skulle tilvejebringes som en

lokalplan efter reglerne i planlovens kapitel 5 og 6, vil også

reglerne i lovens § 29 om varetagelse af nationale interesser

finde anvendelse. Dette vil dog udtrykkeligt ikke gælde de

nationale interesser i relation til planlovens § 5 b, stk. 1, om

planlægning i kystnærhedszonen.

Efter gennemført offentlig høring m.v. kan kommunalbe-

styrelsen anmode ministeren for landdistrikter om godken-

delse til, at kommunalbestyrelsen endeligt vedtager lokal-

planforslaget om en ø-udviklingsplan. Hvis ministeren for

landdistrikter efter aftale med miljøministeren – og even-

tuelt på baggrund af dialog med kommunalbestyrelsen –

finder, at planforslaget er i overensstemmelse med hensig-

ten med forslaget om ø-udviklingsplaner, vil ministeren for

landdistrikter godkende, at den pågældende kommunalbe-

styrelse endeligt vedtager forslaget.

I den del af kystnærhedszonen, der ligger uden for strand-

beskyttelseszonen, bliver der med forslaget mulighed for at

omdanne overflødiggjorte bygninger inden for kystnærheds-

zonen til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butik-

ker, liberale erhverv, forenings- og fritidsformål samt lager-

og kontorformål m.v. i videre omfang end efter nugældende,

administrativ praksis, etablere nye boliger i umiddelbar til-

knytning til én eller flere eksisterende landsbybebyggelse(r),

udvide eksisterende landsbyer i byzone med nye arealer til

boliger og erhverv og udvide eksisterende erhvervsvirksom-

heder.

I den del af kystnærhedszonen, der ligger uden for strand-

beskyttelseszonen, bliver det endvidere muligt på en lille ø

at etablere enkelte pladser til mobilehomes ved en havn eller

på en eksisterende campingplads, ligesom der bliver mulig-

hed for - i den del af kystnærhedszonen, der ligger uden for

strandbeskyttelseszonen - at opstille husstandsvindmøller og

små solcelleanlæg til brug for øens egen energiforsyning.

Muligheden for at etablere nye boliger i umiddelbar til-

knytning til én eller flere eksisterende landsbybebyggelse(r)

på øen indebærer, at det vil være op til kommunalbestyrel-

sen med inddragelse af lokalbefolkningen – i forbindelse

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

med udarbejdelse af den konkrete ø-udviklingsplan – at tage

stilling til, i hvilket omfang der kan etableres nye boliger

i umiddelbar tilknytning til eksisterende landsbybebyggel-

se(r). Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle fo-

retage en samlet afvejning af hensynet til såvel de lokale

ønsker om udvikling som hensynet til nabointeresser, øens

særlige natur- og landskabsværdier, landbrugsinteresser, be-

hovet for kystbeskyttelse mv.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den i lovforslaget

§ 2 foreslåede indsættelse af en dispensationsmulighed i

naturbeskyttelseslovens § 65 b. Det bemærkes, at reglerne

i naturbeskyttelsesloven om strandbeskyttelseslinjen og den

tilhørende, administrative praksis i øvrigt videreføres uænd-

ret.

Gældende regler i anden lovgivning, som f.eks. lov om

miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete pro-

jekter (VVM), jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023,

videreføres uændret.

Ministeren for landdistrikters godkendelse af en kommu-

nal ø-udviklingsplan kan ikke påklages til Planklagenævnet

eller Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det ændrer ikke ved,

at kommunalbestyrelsens vedtagelse af en ø-udviklingsplan,

der har retsvirkning som en lokalplan, kan påklages for så

vidt angår retlige spørgsmål til Planklagenævnet, jf. § 58,

stk. 1. Tilsvarende kan kommunalbestyrelsens eventuelle ef-

terfølgende afgørelse om landzonetilladelse, jf. § 35, stk. 1,

påklages til Planklagenævnet, jf. § 58, stk. 1. Miljøministeri-

ets efterfølgende dispensationer fra naturbeskyttelseslovens

regler om strandbeskyttelse kan tilsvarende påklages som

hidtil.

Ordningen evalueres i 2027, herunder undersøges det,

hvilke muligheder ordningen har givet de små øer med

henblik på, at aftalekredsen kan drøfte perspektiverne for

ordningen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, 5 og 41,

samt bemærkningerne hertil.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2

om ændring af lov om naturbeskyttelse og bemærkningerne

hertil.

3.3.1.3. Gældende ret – naturbeskyttelsesloven og kystbe-

skyttelsesloven

3.3.1.3.1. Naturbeskyttelseslovens §§ 8, 9 og 15 – klitfred-

ning og strandbeskyttelse

Kystområderne i Danmark er beskyttede i medfør af na-

turbeskyttelseslovens § 8 og 9 om klitfredning og § 15 om

strandbeskyttelse. Jyllands vestvendte kyster langs Skager-

rak og Vesterhavet er klitfredede. De øvrige danske kyster er

som hovedregel omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Visse

kyststrækninger, typisk ved byer og store havne, er hver-

ken omfattet af klitfredning eller strandbeskyttelse. Klitfred-

nings- og strandbeskyttelseslinjen omfatter som hovedregel

strandbredden og arealet op til 300 meter bag strandbredden

- i sommerhusområder dog kun 100 meter eller mindre. Be-

skyttelseslinjerne er registreret i matriklen og noteret i ting-

bogen.

Beskyttelsen indebærer et forbud mod at ændre tilstan-

den, jf. § 8, stk. 1, og § 15, stk. 1. Der må f.eks. ikke

placeres bebyggelse, anlæg, belægning og faciliteter, ske

beplantning, eller terrænændringer, etableres hegn eller pla-

ceres campingvogne og lignende, og der må ikke foreta-

ges udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved

der fastlægges skel. Udgangspunkt er, at enhver tilstandsæn-

dring, herunder ændret anvendelse, forudsætter forudgående

dispensation.

Formålet med beskyttelsen er at bevare de åbne kyster

så uberørte som muligt og beskytte de landskabelige og

naturmæssige værdier, der er knyttet til kysterne, herunder

hensynet til offentlighedens frie og lige adgang til kysten og

strandene og mulighed for at færdes i uforstyrrede kystom-

råder. Endvidere kan tilstandsændringer øge risikoen for tab

af værdier ved oversvømmelse og/eller erosion samt øge

behovet for kystbeskyttelse. Klitfredning har også til formål

at bekæmpe og forebygge sandflugt.

Det fremgår af § 65 b, stk. 1, at der kun i særlige tilfælde

kan meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der

kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for

det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål,

som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse,

og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning

i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmel-

sen administreres i praksis meget restriktivt. Endvidere er

en række forhold undtaget fra forbuddet mod at ændre i

tilstanden, herunder landbrugsmæssig drift og byggeri, der

er erhvervsmæssigt nødvendigt for en ejendoms drift som

landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelsen af

fiskerierhvervet, havneanlæg m.v.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3-5, er det i

en række tilfælde muligt at fravige forbuddet i § 15, stk.

1, selv om der ikke er tale om et særligt tilfælde, og

ændre tilstanden, herunder opføre mindre bygninger, anlæg

og faciliteter, der understøtter friluftsliv og turisme inden

for strandbeskyttelseslinjen under fortsat friholdelse af de

åbne kyststrækninger og under hensyntagen til natur- og

landskabsinteresser.

Efter naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, kan en lang

række anlæg og faciliteter og mindre byggeri etableres ved

boliger inden for strandbeskyttelseslinjen – uden krav om

forudgående dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Efter naturbeskyttelseslovens § 15 b, stk. 2, er der mulig-

hed for at placere en lang række bygninger, anlæg og facili-

teter på havnearealer, der er lokalplanlagte til havneformål –

uden krav om forudgående dispensation fra strandbeskyttel-

seslinjen.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 5, er der mulig-

hed for at dispensere fra strandbeskyttelseslinjen til mindre

faciliteter til en begrænset kreds af brugere som en klub

eller forening og eller institution, f.eks. omklædningsfacili-

teter, skure til opbevaring af udstyr, sheltere og lignende på

betingelse af, at de nævnte faciliteter opføres i tilknytning

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

til eksisterende anlæg, og at arealet er lokalplanlagt til for-

målet. Efter § 65 b, stk. 3, nr. 7 og 8, jf. stk. 8, kan der

dispenseres til mindre anlæg og faciliteter til eksisterende

turismevirksomheder.

Dispensationsadgangen efter § 65 b, stk. 3, og de umid-

delbare rettigheder efter § 15 a, stk. 3, og § 15 b, stk. 2,

finder alle anvendelse i tilknytning til eksisterende bygge-

ri, anlæg m.v. og blev indføjet i naturbeskyttelsesloven i

2017 samtidig med, at lovændringen fastholdt den restrikti-

ve praksis for de åbne kyststrækninger. Endvidere fik kom-

munerne i 2017 mulighed for, én gang for alle, at ansøge

om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen på og ved bynære

havne. I alt 47 kystkommuner ansøgte om at få ophævet

strandbeskyttelsen ved 166 havne/lokaliteter. Kystdirektora-

tet traf afgørelse i december 2019, hvorved 55 ansøgninger

om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen blev imødekom-

met fuldt ud, 56 ansøgninger blev delvist imødekommet og

55 ansøgninger fik afslag. På små øer skete det efter en

lempeligere vurdering end i resten af landet.

Ved en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994, jf. for-

slag L 191 til lov om ændring af lov om planlægning og lov

om naturbeskyttelse (Beskyttelse af kystområderne), blev

strandbeskyttelsen udvidet således, at strandbeskyttelseslin-

jen i stedet for som hovedregel at ligge 100 meter bag

strandbredden nu – med visse undtagelser - ligger 300 meter

bag strandbredden.

I forarbejderne, jf. Folketingstidende 1993-94 (L 191),

tillæg A, side 6481 og tillæg B side 949 og 1677, og Folke-

tingstidende 1998-99 (L 95), tillæg A side 2476 og tillæg B

side 480 og 614, forudsættes det, at en eksisterende praksis

for at tilgodese friluftslivet, hvis der er tale om mindre støt-

tepunkter til brug for offentligheden og dermed til fremme

af turismen, videreføres. Herved forstås efter administrativ

praksis mindre parkeringsarealer og stier til eller langs med

kysten, mindre toiletbygninger, naturformidlings- og miljø-

information som f.eks. blå flag, skilte og informationstavler

samt beskedne opholdsfaciliteter for friluftslivet, som place-

res og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.

Særligt for små øer administreres den udvidede strandbe-

skyttelseszone (100-300 meter) relativt mere lempeligt end

i resten af landet, når forholdene og hensynet til øernes

erhvervsmæssige udvikling kræver det. Den lempeligere ad-

gang til dispensation kan f.eks. være til etablering af et

atelier til en udøvende kunstner eller en café i en nedlagt

landbrugsejendom.

3.3.1.3.2. Kystbeskyttelsesloven

Af § 1 i lov om kystbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse

nr. 705 af 29. maj 2020, fremgår, at formålet med kystbe-

skyttelse er at beskytte mennesker og ejendom ved at redu-

cere risikoen for oversvømmelser eller kystnedbrydning fra

havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet. Dette formål

varetages ved en afvejning af følgende hensyn: 1) Behovet

for kystbeskyttelse, 2) Økonomiske hensyn ved projekter

omfattet af kapitel 1 a, 3) Kystbeskyttelsesforanstaltningens

tekniske og natur- og miljømæssige kvalitet, 4) Rekreativ

udnyttelse af kysten, 5) Sikring af den eksisterende adgang

til og langs kysten og 6) Andre forhold. Hensynene efter na-

turbeskyttelseslovens regler om klitfredning og om strand-

beskyttelseslinjen indgår i denne afvejning.

3.3.1.4. Miljøministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

De små øer har et begrænset, samlet areal og de kystnære

dele af øen er som hovedregel omfattet af strandbeskyttel-

seslinjen, hvor der gælder et generelt forbud mod ændring

af tilstanden. Samtidig rummer de danske småøer store

landskabs- og naturværdier. De små øer oplever, at det er

vanskeligt - inden for den nuværende lovgivning om strand-

beskyttelseslinjen - at sikre udviklingsmuligheder. En lem-

peligere adgang for de små øer til dispensation fra strandbe-

skyttelseslinjen kan være af betydning for udviklingsmulig-

hederne på de små øer.

Der er peget på, at en ø-udviklingsplan kan medvirke

til at give de små øer lempeligere adgang til dispensation

fra naturbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelse for

at skabe yderligere muligheder for at etablere faciliteter til

fremme af erhvervs- og turismeudvikling og understøttelse

af friluftsliv, hvis faciliteterne placeres i tilknytning til ek-

sisterende anlæg eller bebyggelse. Det kunne være f.eks.

placering af faciliteter som en vejbod til salg af lokale pro-

dukter, en isbod, sportsfaciliteter som net og mål til boldspil

el.lign. og lege- eller motionsfaciliteter i øvrigt.

Det er efter de gældende regler i naturbeskyttelsesloven

og administrativ praksis i visse tilfælde muligt at tilgodese

sådanne ønsker. Ved hjælp af en yderligere lempelse af reg-

lerne kan der i større omfang gives mulighed for at opnå

dispensation til visse faciliteter inden for strandbeskyttelses-

linjen for at tilgodese de små øers særlige behov for udvik-

lingsmuligheder.

Det foreslås derfor, at der i § 65 b tilføjes et stk. 9, hvoref-

ter miljøministeren (ved Kystdirektoratet), jf. den samtidig

foreslåede § 5 b, stk. 10, i lov om planlægning, inden for

den udvidede strandbeskyttelseslinje (100-300 meter) kan

gøre undtagelse fra § 15, stk. 1, til placering af faciliteter

i tilknytning til eksisterende anlæg eller bebyggelse, som

f.eks. en mindre isbod i tilknytning til en café, restaurant

eller lignende turismevirksomhed, enkelte, mindre sportsfa-

ciliteter som net og mål til boldspil og lignende ved klubber,

foreninger, skoler, institutioner og eksisterende turismevirk-

somheder, enkelte, mindre lege- eller motionsfaciliteter ved

klubber, foreninger, skoler og institutioner og eksisterende

turismevirksomheder og en mindre bod til salg af lokale

produkter.

Med forslaget vil de små øer få øgede muligheder for -

inden for rammerne af en ø-udviklingsplan, der er godkendt

af ministeren for landdistrikter efter aftale med miljømini-

steren - at opnå dispensation fra naturbeskyttelseslovens §

15, stk. 1, om strandbeskyttelseslinjen til de nævnte facilite-

ter, hvis de placeres i tilknytning til eksisterende anlæg eller

bebyggelse, end det er muligt efter naturbeskyttelseslovens

almindelige regler.

Forslaget omfatter de 27 småøer, der er omfattet af plan-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

lovens § 40 a, stk. 3, om lempede regler for at dispense-

re til udlejning til helårsbeboelse. Forslaget omfatter såle-

des: Agersø, Anholt, Askø inkl. Lilleø, Avernakø, Barsø,

Birkholm, Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm, Endelave, Fejø,

Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø,

Orø, Sejerø, Skarø, Strynø, Tunø, Venø og Aarø.

Et forslag til en ø-udviklingsplan udarbejdes af den an-

svarlige kommunalbestyrelse på initiativ af øens beboere og

med udgangspunkt i de særlige hensyn til at beskytte natur

og landskab i kystzonen, beboernes lokale ønsker og de kon-

krete forhold på øen. Planen skal omfatte hele øen og skal

fastlægge sammenhængen mellem lokal udvikling og andre

interesser. Det er således væsentligt, at såvel beboerne på

den ø, der tager initiativ til udarbejdelse af en ø-udviklings-

plan, som kommunalbestyrelsen holder sig for øje, at planen

ikke alene skal rumme konkrete initiativer, der forventes at

øge mulighederne for lokal, erhvervsmæssig udvikling, øget

friluftsliv og øget tiltrækning af turister. Planen skal lægge

tilsvarende vægt på, at de initiativer, der foreslås, tager hen-

syn til beskyttelse af øens natur- og landskabsværdier og

ikke vil øge behovet for kystbeskyttelse og klimatilpasning

af øen, der kan påføre øens beboere eller kommunen øgede

omkostninger.

Planen skal derfor samlet afveje og varetage hensynet til

lokale ønsker om udvikling, hensynet til nabointeresser og

øens særlige natur- og landskabsværdier. Det forudsætter,

at kommunalbestyrelsens forslag til ø-udviklingsplan har et

tilstrækkeligt detaljeringsniveau til, at miljøministeren kan

påse, at de nævnte natur- og landskabsværdier på et overord-

net plan er varetaget, og at realiseringen af planen ikke vil

øge behovet for kystbeskyttelse og klimatilpasning, herun-

der vanskeliggøre eller fordyre denne.

Når ministeren for landdistrikter efter aftale med miljø-

ministeren har godkendt en ø-udviklingsplan, og planen

er vedtaget af kommunalbestyrelsen, kan Kystdirektoratet

efter konkret ansøgning fra kommunen – og eventuelt på

baggrund af dialog med kommunalbestyrelsen - meddele

dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der vil fortsat i

overensstemmelse med naturbeskyttelseslovens formål skul-

le varetages hensyn til kystlandskabet og til de særlige be-

skyttelseshensyn, der gælder tæt på kysterne, ligesom en

dispensation kun kan meddeles, hvis det ikke strider mod

regler, der har til formål at varetage internationale forpligtel-

ser til at beskytte Natura 2000-områder og arter af dyr og

planter (Bilag IV-arter).

Gældende regler i øvrigt i naturbeskyttelseslovgivningen,

herunder § 29 a om beskyttelse af visse dyrearter mod for-

styrrelse, og anden lovgivning som f.eks. lov om miljøvur-

dering videreføres uændret.

Ministeren for landdistrikters godkendelse - efter aftale

med miljøministeren - af et forslag til en kommunal ø-ud-

viklingsplan kan ikke påklages til Planklagenævnet eller

Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det ændrer ikke ved, at

kommunalbestyrelsens vedtagelse af en ø-udviklingsplan,

der har retsvirkning som en lokalplan, kan påklages for så

vidt angår retlige spørgsmål til Planklagenævnet, jf. § 58,

stk. 1. Miljøministeriets efterfølgende dispensationer fra na-

turbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelse kan påkla-

ges til Miljø- og Fødevareklagenævnet som hidtil.

Ordningen evalueres i 2027, herunder undersøges det,

hvilke muligheder ordningen har givet de små øer med

henblik på, at aftalekredsen kan drøfte perspektiverne for

ordningen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2 og bemærknin-

gerne hertil.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1,

nr. 3, 5 og 41, om ændring af lov om planlægning og be-

mærkningerne hertil.

3.3.2. Forsøgsprojekter ved omdannelse af overflødiggjorte

bygninger inden for strandbeskyttelseslinjen

3.3.2.1. Gældende ret

Med en ændring af planloven i 2014, jf. lov nr.1529 af 27.

december 2014, blev der indført en undtagelse til planlovens

særlige bestemmelser for planlægning i kystnærhedszonen,

jf. § 5 b. Det fremgår således af § 5, stk. 1, i lov om

planlægning, at ministeren efter ansøgning fra kommunalbe-

styrelser kan meddele op til ti tilladelser til planlægning af

og til meddelelse af landzonetilladelser til konkrete fysiske

projekter uanset § 5 b, stk. 1, nr. 1 og 4, og § 35, stk.

3. Projekterne benævnes også forsøgsprojekter til kyst- og

naturturisme.

Af § 5, stk. 2, fremgår, at ministeren ved meddelelse af til-

ladelse efter stk. 1 til projekter i landzone kan lægge særlig

vægt på hensynet til udvikling af kyst- og naturturismen.

Af § 5, stk. 3, fremgår, at meddelte tilladelser, jf. stk.

1, vedtagne lokalplaner og meddelte landzonetilladelser på

baggrund af ministerens tilladelse efter stk. 1 bortfalder 5 år

efter, at ministerens tilladelse er meddelt, hvis projektet ikke

er påbegyndt på dette tidspunkt.

Med en ændring af planloven i 2017, jf. lov nr. 668 af 8.

juni 2017, blev der med indsættelse af § 4 a, stk. 1, åbnet

mulighed for, at ministeren for landdistrikter efter ansøgning

fra kommunalbestyrelser kan meddele mellem 0 og 15 tilla-

delser til planlægning og meddelelse af landzonetilladelse

til innovative og miljømæssigt bæredygtige turismeprojekter

uanset planlovens kystbestemmelser og landzoneregler. Det

forudsættes, jf. § 4 a, stk. 1, at:

1) projekterne har et væsentligt potentiale til at skabe

vækst og udvikling i kyst- og naturturismen og øget tiltræk-

ning af turister samt via nyskabende elementer er særegne,

så de kan bidrage til udviklingen af turisme i Danmark,

2) etableringen af de konkrete projekter sker i tilknytning

til øvrige turismemæssige aktiviteter og er i overensstem-

melse med de sammenhængende turistpolitiske overvejelser

i kommunalbestyrelsens planlægning for turisme samt kom-

munalbestyrelsens planstrategi,

3) projekterne indpasses arkitektonisk og opføres under

særlig hensyntagen til den omkringliggende natur og land-

skabet og

4) projekterne indeholder tiltag, som bidrager positivt til

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

den omkringliggende natur og også gerne til gode naturople-

velser.

Af § 4 a, stk. 7, fremgår, at tilladelser til projekter efter

§ 5, som ikke kan realiseres eller bortfalder efter § 5, stk.

3, kan udbydes til kommunalbestyrelser i en ny ansøgnings-

runde efter denne bestemmelse. Disse tilladelser indgår ikke

i antallet af 0-15 potentielle nye tilladelser efter stk. 1.

Forsøgstilladelser til turismeprojekter efter såvel planlo-

vens § 4 a som § 5 giver mulighed for efterfølgende at fravi-

ge en række særlige krav i planlovens § 5 b til planlægning

i kystnærhedszonen inden for tre kilometer fra kysten og for

at fravige naturbeskyttelseslovens § 8 om klitfredning, § 15

om strandbeskyttelseslinjen og §§ 16-19 om øvrige bygge-

og beskyttelseslinjer, jf. § 65 a i lov om naturbeskyttelse,

jf. lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022. Forsøgs-

tilladelser meddeles af ministeren for landdistrikter. Dispen-

sation til at fravige naturbeskyttelseslovens bestemmelser

i § 8 og § 15 om klitfredning og strandbeskyttelseslinjen

meddeles af miljøministeren v/Kystdirektoratet.

Der blev den 9. november 2015 med hjemmel i planlovens

§ 5 meddelt tilladelse til ti projekter fordelt på ti kommu-

ner. Kun fire projekter er siden påbegyndt, og af aftale af 15.

juni 2022 om “Opfølgning på evaluering af planloven m.v.”

fremgår, at de uudnyttede forsøgstilladelser genudbydes.

3.3.2.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Af ”Evaluering af planloven m.v.” fra marts 2021 frem-

går, at enkelte kommuner har problematiseret den manglen-

de mulighed for at omdanne eksisterende, overflødiggjorte

bygninger med kystnær placering til ny anvendelse med et

turismemæssigt formål. Det kan f.eks. være bygninger, som

tidligere har været anvendt som efterskoler, fabrikker m.m.,

der ønskes omdannet til ferie- og fritidsformål.

De gældende regler i planloven om forsøgsprojekter i

kystnærhedszonen giver ikke mulighed for at meddele en

forsøgstilladelse, hvis de overflødiggjorte bygninger ikke

opfylder kriteriet i planlovens § 4, a, stk. 1, nr. 2, om, at

etableringen af de konkrete projekter sker i tilknytning til

øvrige turismemæssige aktiviteter. De almindelige dispensa-

tionsregler i naturbeskyttelsesloven giver ikke mulighed for

at meddele dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til for-

målet. I nogle tilfælde vil ønskerne ikke kunne realiseres af

hensyn til internationale forpligtelser til beskyttelse af arter

af dyr og planter m.v.

Af aftale af 15. juni 2022 om ”Opfølgning på evaluering

af planloven m.v.” fremgår, at planlovens kriterier for for-

søgsordningen vedr. kyst- og turismeprojekter fra 2017 ju-

steres, så der kan gives forsøgstilladelse til, at eksisterende

overflødiggjorte bygninger, der ikke ligger i tilknytning til

øvrige turismemæssige aktiviteter, også kan omdannes til

turismeformål, og at nye forsøgstilladelser udbydes efter

disse kriterier. Endvidere genudbydes forsøgstilladelser fra

den første forsøgsordning i 2015, der ikke udnyttes. Der kan

således udbydes mellem 3 og 7 forsøgstilladelser.

For at fremme turismeudviklingen foreslås det derfor, at

planlovens § 4 a, stk. 1, nr. 2, udvides således, at ministeren

for landdistrikter kan meddele tilladelse efter stk. 1 til, at

eksisterende, overflødiggjorte bygninger inden for strandbe-

skyttelseslinjen, der ikke ligger i tilknytning til øvrige, turis-

memæssige aktiviteter, kan omdannes til turismeformål.

Forslaget omfatter alene eksisterende, overflødiggjorte

bygninger, der ligger inden for strandbeskyttelseslinjen. Der

skal være tale om bygninger, der på grund af deres lokalise-

ring ved kysten gør dem velegnede til omdannelse til turis-

meformål under særlig hensyntagen til den omkringliggende

natur og landskabet.

Forslaget indebærer endvidere, at der bliver mulighed for

at dispensere til, at de nævnte overflødiggjorte bygninger ef-

ter en konkret vurdering ændrer anvendelse eller kan nedri-

ves og erstattes med nybyggeri i nogenlunde samme omfang

som det hidtidige byggeri.

De øvrige kriterier, jf. § 4 a, stk. 1, fastholdes uænd-

ret. Forslaget ændrer således ikke ved, at de øvrige kriterier

for meddelelse af forsøgstilladelse, jf. § 4 a, stk. 1, skal være

opfyldt. Projekterne skal således have et væsentligt potentia-

le til at skabe vækst og udvikling i kyst- og naturturismen og

øget tiltrækning af turister samt via nyskabende elementer

være særegne, så de kan bidrage til udviklingen af turisme i

Danmark. Projekterne skal være i overensstemmelse med de

sammenhængende, turistpolitiske overvejelser i kommunal-

bestyrelsens planlægning for turisme samt kommunalbesty-

relsens planstrategi, projekterne skal indpasses arkitektonisk

og opføres under særlig hensyntagen til den omkringliggen-

de natur og landskabet, og projekterne skal indeholde tiltag,

som bidrager positivt til den omkringliggende natur og også

gerne til gode naturoplevelser.

Projekterne må ikke være i strid med anden lovgivning

eller med de nationale interesser vedrørende f.eks. produkti-

onsvirksomheder og risikovirksomheder eller natur- og mil-

jøbeskyttelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, og be-

mærkningerne hertil.

3.3.3. Bedre udvikling af landsbyer

3.3.3.1. Gældende ret

Efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 23, skal kommune-

planen indeholde retningslinjer for udviklingen af landsby-

er. Disse retningslinjer fastsættes på grundlag af kommunal-

bestyrelsens strategiske planlægning for landsbyer, jf. her-

ved planlovens §§ 5 c og 5 d. Kommunalbestyrelsens sam-

menhængende stillingtagen til muligheder for udvikling af

kommunens landsbyer, jf. § 5 c, stk. 1, udmøntes dermed i

retningslinjer i kommuneplanen. Kommunalbestyrelsen vur-

derer, hvorledes retningslinjer for udviklingen af landsbyer

skal formuleres, herunder om der skal fastsættes konkrete

retningslinjer for bestemte områder, eller mere generelle ret-

ningslinjer på baggrund af kriterier, der er relevante for den

pågældende kommune.

Efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 24, kan kommunalbe-

styrelsen udpege beliggenheden af omdannelseslandsbyer.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Af forarbejderne til § 11 a, stk. 1, nr. 24, fremgår bl.a.,

at bestemmelsen giver kommunalbestyrelsen mulighed for

hvert fjerde år i kommuneplanens retningslinjer at udpege

og afgrænse to landsbyer, hvor landzoneadministrationen

skal have en særlig og mindre restriktiv karakter (omdannel-

seslandsbyer). Bestemmelsen giver ikke kommunalbestyrel-

sen mulighed for at foretage egentlig byudvikling i lands-

byer i landzone, men giver mulighed for at skabe en hel-

hedsorienteret og langsigtet plan inden for afgrænsning af

landsbyen. En landsby kan således f.eks. omdannes ved, at

landsbyens afgrænsning ændres med henblik på, at bebyg-

gelse på trafikbelastede arealer nedrives, og at nye boliger

m.v. som erstatning for det nedrevne placeres inden for en

ny og bedre afgrænsning af landsbyen.

Forud for indførelsen af § 11 a, stk. 1, nr. 24, havde

kommunalbestyrelsen i et vist omfang mulighed for at på-

virke landzoneadministrationen ved at foretage almindelige

landsbyafgrænsninger. I omdannelseslandsbyerne vil kom-

munalbestyrelsen have videre rammer for at foretage en ny

afgrænsning af en landsby og give landzonetilladelser til nye

boliger m.v. inden for den nye afgrænsning, end hvad der

gælder i øvrigt. Det er fortsat en forudsætning, at landsbyer-

ne får en afgrænsning, så der ikke bliver mulighed for spredt

bebyggelse i det åbne land (jf. Folketingstidende 2016-17,

A, L 121 som fremsat, side 35).

Det fremgår videre af forarbejderne til § 11 a, stk. 1, nr.

24, at muligheden for at udpege omdannelseslandsbyer har

til formål at skabe attraktive landsbyer for bosætning og

derfor retter sig mod landsbyer i tilbagegang. Med mulighe-

den for at udpege og afgrænse omdannelseslandsbyer gives

kommunalbestyrelsen videre rammer for at foretage en ny

afgrænsning af en landsby, end det er muligt efter gældende

praksis om landsbyafgrænsninger, ligesom afgrænsningens

betydning for landzoneadministrationen lovfæstes. Mulighe-

derne for efter gældende praksis at foretage landsbyafgræns-

ninger i øvrigt påvirkes ikke.

Fordelen ved at indføre omdannelseslandsbyer i kommu-

neplanlægningen er, at der ved udpegningen af en omdan-

nelseslandsby på forhånd er taget stilling til kommunalbe-

styrelsens muligheder for at give landzonetilladelser inden

for en større afgrænsning omkring landsbyer, end der er

mulighed for i dag.

Afgrænsningen af en omdannelseslandsby skal iagttage de

nationale interesser og overholde gældende regler i medfør

af anden lovgivning. Udpegningen af omdannelseslandsbyer

skal ske på baggrund af følgende kriterier:

– En omdannelseslandsby skal omfatte en landsby i land-

zone.

– Omdannelseslandsbyer kan udpeges, hvis der i området,

f.eks. i et eller flere sogne, de seneste år har været en

befolkningstilbagegang, der kan begrunde behovet.

– Afgrænsningen af en omdannelseslandsby skal udgøre

en hensigtsmæssig afrunding og kan f.eks. ikke udgøre

et langstrakt areal ud langs en vej væk fra den eksister-

ende landsby.

– En omdannelseslandsby kan arealmæssigt overlappe

med potentielle naturområder og potentielle økologiske

forbindelser i Grønt Danmarkskort.

– Udpegningen af omdannelseslandsbyer skal ske under

hensyntagen til produktionserhvervene, såsom landbrug

og vindmøller m.v.

– For udpegningen af omdannelseslandsbyer i hovedstads-

området gælder, at reglerne for planlægningen i hoved-

stadsområdet skal respekteres. Det gælder f.eks. de grøn-

ne kiler (jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 121 som

fremsat, side 66).

Efter planlovens § 35, stk. 1, må der i landzone som

hovedregel ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen

(landzonetilladelse) foretages udstykning, opføres ny bebyg-

gelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyg-

gelse og ubebyggede arealer. Områder i landzone skal såle-

des som udgangspunkt friholdes for anden spredt bebyggel-

se m.v. end den, der er nødvendig for driften af landbrug,

skovbrug og fiskeri.

Ved bedømmelsen af den enkelte ansøgning om landzone-

tilladelse foretager kommunalbestyrelsen en konkret vurde-

ring og afvejning med udgangspunkt i planlovens formål

og hensynene bag lovens landzoneregler, hvis hovedformål

er at forhindre spredt bebyggelse i det åbne land. Den kon-

krete vurdering kan omfatte en række forskellige hensyn,

bl.a. til jordbrugsinteresser, natur- og landskab, vækst og

udvikling samt rekreative interesser. De enkelte hensyn vil,

beroende på den konkrete sag og de stedlige forhold, indgå

med varierende vægt i kommunalbestyrelsens vurdering. I

vurderingen indgår også overvejelser om afgørelsens betyd-

ning for fremtidige lignende sager (præcedens).

Kommunalbestyrelsen kan ved meddelelse af landzonetil-

ladelser lægge særlig vægt på kommuneplanens retningslin-

jer for omdannelseslandsbyer, jf. planlovens § 35, stk. 1, 2.

pkt. I den forbindelse er der i forarbejderne til planlovens §

11 a, stk. 1, nr. 24, bl.a. angivet følgende om de kommunale

redskaber i omdannelseslandsbyer:

– Inden for en omdannelseslandsby kan der meddeles

landzonetilladelse til opførelse af enkelte boliger og til

mindre erhverv.

– Der kan meddeles tilladelse til at erstatte forfaldne byg-

ninger, der nedrives, med nye bygninger med ændret

placering, størrelse og udformning andetsteds inden for

afgrænsningen.

– Der kan meddeles tilladelse til at placere mere end én

bolig på samme grund og til udstykning til enkelte nye

boliger (jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 121 som

fremsat, side 66).

3.3.3.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

I den politiske aftale af 15. juni 2022 om “Opfølgning på

evaluering af planloven m.v.” indgår et aftalepunkt om bed-

re mulighed for bosætning og udvikling af landsbyer, hvoraf

det fremgår, at kommunerne får mulighed for, inden for

rammerne af den strategiske planlægning for landsbyer i tæt

dialog med lokalsamfundet, at foretage en videre geografisk

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

afgrænsning af landsbyer end i dag – også for landsbyer, der

ikke er i tilbagegang.

I tilknytning hertil fremgår det af ”Evaluering af planlo-

ven m.v. 2021”, at muligheden for at udpege omdannelses-

landsbyer er anvendt af kommunerne i begrænset omfang,

og at dette bl.a. kan skyldes, at reglerne herom ikke indehol-

der tilstrækkeligt fleksible rammer.

Kirkeministeriet vurderer, at en mulighed for også at ud-

pege landsbyer, der ikke er i tilbagegang, som omdannelses-

landsbyer, vil kunne give kommunerne bedre rammer for at

planlægge for øget og attraktiv bosætning i landsbyerne.

På den baggrund foreslås en ændring af planlovens § 11

a, stk. 1, nr. 24, hvorefter kommunalbestyrelsens mulighed

for at udpege omdannelseslandsbyer i kommuneplanen ikke

længere vil være begrænset til områder med befolkningstil-

bagegang.

Den foreslåede ændring vil indebære, at muligheden for at

udpege omdannelseslandsbyer i kommuneplanen videreud-

vikles, idet kommunalbestyrelsen inden for rammerne af den

strategiske planlægning for landsbyer, jf. planlovens §§ 5 c

og 5 d, vil få mulighed for, i tæt dialog med lokalsamfundet,

at udpege og afgrænse omdannelseslandsbyer, uanset om der

er tale om områder med eller uden befolkningstilbagegang. I

den forbindelse vil kriteriet vedrørende befolkningstilbage-

gang i det pågældende område blive modificeret, således

at den nuværende begrænsning for kommunalbestyrelsen

til at udpege og afgrænse op til to omdannelseslandsbyer

hvert fjerde år fremover alene vil gælde for kommuner med

befolkningstilvækst. Samlet set vil kommunalbestyrelsen

dermed kunne foretage en ny og større afgrænsning af en

landsby i flere tilfælde, end de gældende regler giver adgang

til.

Den øvrige del af de nuværende kriterier m.v. for kommu-

nalbestyrelsens udpegning og afgrænsning af omdannelses-

landsbyer, der fremgår af forarbejderne til planlovens § 11 a,

stk. 1, nr. 24 (jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 121 som

fremsat, side 35 og 66), vil blive videreført. Afgrænsningen

af en omdannelseslandsby vil bl.a. fortsat skulle iagttage de

nationale interesser.

Dernæst foreslås en ændring af planlovens § 35, stk. 1,

2. pkt., om kommunalbestyrelsens landzoneadministration i

omdannelseslandsbyer, idet det vil blive tydeliggjort, at der

med ”kommuneplanens retningslinjer for omdannelseslands-

byer” henvises til lovens § 11 a, stk. 1, nr. 24.

Den foreslåede ændring af planlovens § 11 a, stk. 1, nr.

24, om udvidet adgang for kommunalbestyrelsen til at ud-

pege og afgrænse omdannelseslandsbyer i kommuneplanen

vil samtidig indebære, at kommunalbestyrelsens mulighed

for efter lovens § 35, stk. 1, 2. pkt., at praktisere en mere

lempelig landzoneadministration i omdannelseslandsbyer vil

kunne omfatte et større antal landsbyer end i dag. Inden

for afgrænsningen af den enkelte omdannelseslandsby vil

kommunalbestyrelsen, under inddragelse af hensyn til bl.a.

natur og landskab, kunne meddele landzonetilladelser til nyt

byggeri med mere attraktive placeringer i og omkring den

eksisterende landsby, anlæg til rekreation, naturstier m.v.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 9 og 40,

samt bemærkningerne hertil.

3.3.4. Overførsel af landzonelandsbyer til byzone

3.3.4.1. Gældende ret

Efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 1, skal kommuneplanen

indeholde retningslinjer for udlæg af arealer til byzoner, jf. §

11 a, stk. 6-11 og 13.

Ved fastsættelse af retningslinjer efter § 11 a, stk. 1, nr. 1,

kan kommunalbestyrelsen omfordele allerede udlagte area-

ler til byvækst, jf. § 11 a, stk. 6.

Efter § 11 a, stk. 7, kan kommunalbestyrelsen udlægge

nye arealer til byzone for at dække det forventede behov for

byvækst i en periode på 12 år. I tilknytning hertil fremgår

det af § 11 a, stk. 13, at ministeren for landdistrikter fastsæt-

ter regler om kommunalbestyrelsens metode til at opgøre det

forventede behov for at inddrage nye arealer til byvækst,

herunder om adgangen til at fravige metoden på baggrund af

et dokumenteret behov for at udlægge yderligere arealer til

byvækst. Sådanne regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 940

af 26. juni 2017 om planlægning af byvækst.

Et nyt areal til byzone, der udlægges efter § 11 a, stk. 6

eller 7, skal efter § 11 a, stk. 8, placeres i direkte tilknytning

til eksisterende bymæssig bebyggelse i byzone.

Planlovens regler om byvækst blev indført med lov nr.

668 af 8. juni 2017 og tager grundlæggende sigte på, at

der ikke udlægges større arealer til byvækst end nødvendigt,

så Danmarks arealressource udnyttes bedst muligt i forhold

til forskellige behov, bl.a. byudvikling, landbrug, skovbrug,

natur- og landsskabsværdier og investeringer i forsyningsan-

læg og infrastruktur.

Ændringen af planloven i 2017 indebar bl.a., at det grund-

læggende planprincip – hvorefter al byudvikling skal ske i

byzone og i direkte tilknytning til eksisterende bymæssig

bebyggelse i byzone, dvs. ”indefra og ud” – blev lovfæstet,

dvs. indsat som § 11 a, stk. 8. Frem til lovændringen i

2017 havde dette princip, der følger af den grundlæggen-

de zoneopdeling af landet, siden byreguleringsloven (1949)

været styrende for planlægningen uden at fremgå af plan-

lovgivningen. Formålet med princippet er at undgå spredt

bebyggelse i og ved byerne eller i det åbne land samt at

fastholde en klar afgrænsning mellem land og by. ”Indefra

og ud”-princippet blev skrevet ind i planloven for at sikre, at

byudviklingen sker i forlængelse af byens hidtidige udvik-

ling under respekt for omgivelserne, herunder infrastruktur,

natur og landskab, således at byudviklingen understøtter ud-

viklingen af fysisk og funktionelt sammenhængende byer

og modvirker spredt og usammenhængende bebyggelse i

det åbne land, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 121 som

fremsat, side 68.

Efter planlovens § 11 b, stk. 1, fastsættes der for de en-

kelte dele af kommunen rammer (i kommuneplanen) for

indholdet af lokalplaner med hensyn til en række forskellige

emner, herunder overførsel af arealer til byzone eller som-

merhusområder (stk. 1, nr. 11).

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

3.3.4.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

I den politiske aftale af 15. juni 2022 om “Opfølgning på

evaluering af planloven m.v.” indgår et aftalepunkt, hvoref-

ter kommunerne får mulighed for at overføre landzonelands-

byer til byzone, så de kan udvikles med boliger og erhverv

på lige fod med tilsvarende landsbyer, der er byzone i dag.

I tilknytning hertil fremgår det af ”Evaluering af planlo-

ven m.v. 2021”, at der i forbindelse med evalueringen er pe-

get på et behov for, at der sikres flere muligheder for udvik-

ling af landsbyer, idet de nuværende regler om byvækst be-

grænser landsbyernes udviklingsmuligheder. Erfaringer fra

kommunernes planlægning viser bl.a., at det grundlæggende

princip om byvækst i tilknytning til eksisterende bymæssig

bebyggelse ikke altid er fleksibelt i forhold til at understøtte

en lokal udvikling. Med de nuværende regler er det ikke

muligt for kommunalbestyrelsen at ændre i kommunens by-

mønster og overføre en hel landsby til byzone med mulig-

hed for byvækst.

Kirkeministeriet vurderer, at det ikke har været intenti-

onen med lovændringen i 2017 at begrænse kommunalbe-

styrelsens mulighed for udvikling af kommunens landzone-

landsbyer ud fra strategiske overvejelser om kommunens

bymønster (by- og centerstruktur) og den strategiske plan-

lægning for landsbyer.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en bestem-

melse i planlovens § 11 b, hvorefter kommunalbestyrelsen

uanset bestemmelserne om byvækst i § 11 a, stk. 6-8 – her-

under princippet om ”indefra og ud” – vil kunne fastsætte

rammer for overførsel af landsbyer fra landzone til byzone

med udgangspunkt i kommuneplanens hovedstruktur og på

baggrund af den strategiske planlægning for landsbyer, jf. §§

5 c og 5 d.

Den foreslåede ændring af planlovens regler om byvækst

vil kunne sikre kommunalbestyrelsen større råderum til at

overføre hele landsbyer til byzone med udgangspunkt i

kommuneplanens hovedstruktur, herunder især de overord-

nede mål for kommunens bymønster (by- og centerstruktur),

og på baggrund af kommunens strategiske planlægning for

landsbyer og inden for rammerne af de hensyn, der er angi-

vet i loven, herunder natur- og landskabsinteresser.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 14, og be-

mærkningerne hertil.

3.3.5. Tilbageførsel af sommerhusgrunde til landzone

3.3.5.1. Gældende ret

Kystnærhedszonen er en ca. 3 km bred zone langs de dan-

ske kyster og omfatter, jf. planlovens § 5 a, stk. 3, sommer-

husområder og arealer i landzone, men ikke byzone og ikke

de udviklingsområder, der udlægges i kystnærhedszonen, jf.

§ 5 b, stk. 2.

Kystnærhedszonen er fastlagt i 1994 for at øge beskyttel-

sen af de åbne og ubebyggede kyststrækninger. Af planlo-

vens § 5 a, stk. 1, fremgår således, at kystområderne skal

søges friholdt for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhæn-

gig af kystnærhed. Der er ikke tale om en forbudszone, men

om en planlægningszone, hvor der stilles særlige krav til

planlægningen.

For planlægningen i kystnærhedszonen gælder, jf. § 5 b,

stk. 1, at der kun må inddrages nye arealer i byzone og

planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en særlig

planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kyst-

nær lokalisering.

Det følger af planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 3, at nye som-

merhusområder ikke må udlægges i kystnærhedszonen, og

at eksisterende sommerhusområder skal fastholdes til ferie-

formål.

Med en ændring af planloven i 2017, jf. lov nr. 668 af

8. juni 2017, blev der med § 5 b, stk. 4, åbnet for, at

kommunerne kunne udlægge 6.000 nye sommerhusgrunde

i kystnærhedszonen mod, at kommunerne tilbagefører 5.000

ubebyggede sommerhusgrunde i kystnærhedszonen til land-

zone.

Den enkelte kommunalbestyrelse skal gennemgå eksister-

ende, ubebyggede sommerhusgrunde og vurdere, om de kan

tilbageføres til landzone, og skal, jf. § 5 b, stk. 4, anvise

hvilke ubebyggede sommerhusgrunde der kan tilbageføres

til landzone, så der byttes eksisterende ubebyggede sommer-

husområder med nye i forholdet 1:1 i de kommuner, hvor

det er muligt. Tilbageførsel af udlagte, men uudnyttede

grunde kan være hele sommerhusområder, som er ubebyg-

gede, eller større, sammenhængende dele af sommerhusom-

råder, der ikke er bebyggede. Enkelt beliggende, uudnyttede

sommergrunde kan ikke omplaceres.

3.3.5.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Det har i 2019 og 2021 i forbindelse med udarbejdelsen

af landsplandirektiverne om udlæg af nye sommerhusgrunde

og tilbageførsel af ubebyggede sommerhusgrunde vist sig,

at nogle af de ubebyggede sommerhusgrunde, der af kom-

munalbestyrelser blev ansøgt tilbageført til landzone, ikke

reelt ville have kunnet bebygges med sommerhuse, f.eks.

fordi grundene er omfattet af naturbeskyttelseslovens strand-

beskyttelseslinje, der forbyder byggeri, eller er omfattet af

planlægning, der gør, at grundene ikke kan bebygges. Der

har også været eksempler på ansøgninger om tilbageførsel af

grunde, der ikke længere eksisterede, fordi de p.g.a. havets

erosion af kysten var skyllet i havet.

Af ”Evaluering af planloven m.v.” fra marts 2021 frem-

går, at Danmarks Naturfredningsforening (DN) bemærker,

at omplacering af den resterende del af puljen på 5000 som-

merhuse, der kan tilbageføres eller omplaceres, alene skal

kunne ske ved omplacering af sommerhusgrunde, der reelt

kan bebygges.

Det er ikke muligt efter de gældende regler i planlovens

§ 5 b, stk. 4, at afvise en kommunalbestyrelses ansøgning

om tilbageførsel til landzone af sådanne grunde, selvom det

i praksis ikke er muligt at bygge på grundene. Kravene til

de sommerhusgrunde, der tilbageføres, er alene, at de ved

lokalplan, bygningsvedtægt eller byplanvedtægt er udlagt til

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

sommerhusgrunde, er ubebyggede og er beliggende i kyst-

nærhedszonen.

Af aftale af 15. juni 2022 om ”Opfølgning på evaluering

af planloven m.v.” fremgår, at der gennemføres en ny ansøg-

ningsrunde på baggrund af en ændring af regler for ompla-

cering af sommerhusgrunde, så grunde, der ikke må bebyg-

ges på grund af naturbeskyttelse m.v., ikke kan omplaceres.

Det foreslås, at der i planlovens § 5 b, stk. 4, nr. 2, tilføjes

et nyt punktum, hvorefter en ubebygget sommerhusgrund,

der ikke kan bebygges efter f.eks. naturbeskyttelseslovgiv-

ningen, ikke må søges tilbageført til landzone.

Med forslaget er det hensigten at sikre, at kommunalbe-

styrelsen ikke – i forbindelse med ansøgning om udlæg

og omplacering af nye sommerhusområder – ansøger om

tilbageførsel og omplacering af tidligere lokalplanlagte som-

merhusområder eller dele heraf, for så vidt angår sommer-

husgrunde, der ikke er bebyggelige.

Det vil sige, at sommerhusgrunde, der ikke kan bebygges

på grund af f.eks. naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttede

naturtyper, § 8 om klitfredning, § 15 om strandbeskyttelses-

linjen, § 16 om sø- og åbeskyttelse, § 17 om skovbyggelin-

jen, § 18 om fortidsmindebeskyttelseslinjen, fredning eller

international naturbeskyttelse, ikke kan tilbageføres som led

i en omplacering af sommerhusområder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, og be-

mærkningerne hertil.

3.3.6. Bedre muligheder for glamping i landzone

3.3.6.1. Gældende ret

Efter planlovens § 35, stk. 1, må der i landzone som

hovedregel ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen

(landzonetilladelse) foretages udstykning, opføres ny bebyg-

gelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyg-

gelse og ubebyggede arealer. Hovedformålet er at forhindre

spredt bebyggelse i det åbne land. Områder i landzone skal

således som udgangspunkt friholdes for anden spredt bebyg-

gelse m.v. end den, der er nødvendig for driften af landbrug,

skovbrug og fiskeri.

Ved bedømmelsen af den enkelte ansøgning om landzone-

tilladelse foretager kommunalbestyrelsen en konkret vurde-

ring og afvejning med udgangspunkt i planlovens formål og

hensynene bag lovens landzoneregler. Den konkrete vurde-

ring kan omfatte en række forskellige hensyn ud over det

generelle hensyn om at undgå spredt bebyggelse, bl.a. til

jordbrugsinteresser, natur- og landskab, vækst og udvikling

samt rekreative interesser. De enkelte hensyn vil, beroende

på den konkrete sag og de stedlige forhold, indgå med varie-

rende vægt i kommunalbestyrelsens vurdering. I vurderin-

gen indgår også overvejelser om afgørelsens betydning for

fremtidige lignende sager (præcedens).

Begrebet glamping er ikke defineret i lovgivningen i

dag. Ifølge Den Danske ordbog er glamping er en sammen-

trækning af ordene ”glamour” og ”camping” og dækker over

en ”luksuriøs og komfortabel form for camping, hvor det

traditionelle, nødtørftige udstyr er erstattet med finere og

mere stilfuldt møblement, køkkengrej mv.”. Det anvendes i

praksis om overnatning i forskellige typer af enheder, der

f.eks. kan være et luksustelt med inventar og fast træterrasse

som bund.

Opstilling af glampingenheder vil som udgangspunkt kræ-

ve landzonetilladelse. Kommunalbestyrelsen tager i det en-

kelte tilfælde stilling til, om etablering af glampingenheder

kræver landzonetilladelse, og om sådan tilladelse i givet fald

bør meddeles.

Der antages at gælde en bagatelgrænse for, hvad der udlø-

ser krav om landzonetilladelse, idet der kan være tale om

bebyggelse eller aktiviteter af et så begrænset omfang, at

det ikke har betydning i forhold til de hensyn, der vare-

tages med landzonereglerne. En sådan bagatelgrænse har

dog et snævert anvendelsesområde i praksis og vil som

udgangspunkt ikke være relevant for etablering af glampin-

genheder. Er opstillingen af glampingenheder kortvarig, kan

det dog betyde, at forholdet ikke anses for omfattet af plan-

lovens krav om landzonetilladelse. En anvendelse, der er

kortere end 6 uger, men som gentages jævnligt, betragtes

i udgangspunktet som anvendelse af blivende karakter og

kræver landzonetilladelse.

Efter planlovens § 35, stk. 3, må der for arealer i kyst-

nærhedszonen uden for udviklingsområder, jf. lovens § 5

a, som udgangspunkt kun meddeles landzonetilladelse, hvis

det ansøgte har helt underordnet betydning i forhold til de

nationale planlægningsinteresser i kystområderne.

De gældende landzoneregler i planloven forhindrer ikke,

at kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering medde-

ler landzonetilladelse til etablering af glampingenheder. Det-

te forudsætter dog, at det ansøgte er foreneligt med de hen-

syn, der skal varetages med landzonereglerne, og praksis er

som følge heraf restriktiv. Kommunalbestyrelsens afgørelser

efter planlovens § 35, stk. 1, kan påklages til Planklagenæv-

net.

Et projekt omfattende etablering af glampingenheder kan

efter omstændighederne forudsætte lokalplanlægning, jf.

planlovens § 13, stk. 2. Det vil være tilfældet, hvis det øn-

skede projekt medfører væsentlige ændringer i det bestående

miljø. Lokalplanlægningen skal i givet fald tilvejebringes i

overensstemmelse med planlovens regler herom.

Udlejning af glampingenheder til ferie- og fritidsformål

kan endvidere efter omstændighederne være omfattet af

kravet om forudgående udlejningstilladelse efter lov om ud-

lejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og

campering m.v. (sommerhusloven).

Sommerhusloven skal bl.a. hindre et øget pres på landets

rekreative arealer og supplerer lov om erhvervelse af fast

ejendom, således at denne ikke omgås. Sommerhuslovens

regler om erhvervsmæssig udlejning, der i dag administre-

res af Plan- og Landdistriktsstyrelsen og kommunerne, har

til stadighed været administreret meget restriktivt. Som

udgangspunkt meddeles der således ikke tilladelser til er-

hvervsmæssig udlejning af sommerhuse mv.

Ejere og brugere af fast ejendom må ikke uden tilladelse

efter sommerhuslovens § 2, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, erhvervs-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

mæssigt eller for et længere tidsrum end 1 år udleje eller

fremleje hus eller husrum på ejendommen til beboelse, med-

mindre det lejede skal anvendes til helårsbeboelse, eller der

er tale om hoteldrift mv. efter § 1, stk. 5, som er nærmere

omtalt nedenfor.

Glampingenheder har typisk en karakter, som indebærer,

at de sidestilles med hytter og dermed anses for at falde ind

under begrebet ”hus eller husrum” i sommerhuslovens § 1,

stk. 1, nr. 1.

Erhvervsmæssig udlejning af glampingenheder til ferie-

og fritidsformål kan efter omstændighederne foregå som led

i hoteldrift mv. uden tilladelse efter sommerhusloven.

Det fremgår således af sommerhuslovens § 1, stk. 5, at

selvstændig virksomhed, der modtager overnattende gæster

med mulighed for servering eller virksomhed med uddan-

nelsesmæssigt, kulturelt eller forskningsmæssigt formål, er

undtaget fra sommerhuslovens ovennævnte krav om tilladel-

se til erhvervsmæssig udlejning, medmindre der til virksom-

heden er knyttet huse eller hytter, der udlejes for mere end

5 nætter ad gangen, eller areal til campering. Ved afgørelsen

af, om der bør meddeles tilladelse efter sommerhusloven til

udlejning af sådanne tilknyttede huse eller hytter for mere

end 5 nætter ad gangen, lægges der i praksis vægt på en hel-

hedsvurdering af det samlede anlæg, herunder om hotellets

hytter og huse er væsentligt mindre arealkrævende end tradi-

tionelle sommerhusudstykninger eller feriehuse. Det betyder

som udgangspunkt, at afstanden mellem de enkelte hytter

eller huse ikke må overstige ca. 5 meter.

Det er under alle omstændigheder en forudsætning for at

udleje hytter – eller glampingenheder der må sidestilles her-

med – efter sommerhuslovens § 1, stk. 5, at hotelbegrebet er

opfyldt. Det betyder efter praksis bl.a., at der skal være tale

om et samlet hotelanlæg med en hotelkerne, hvortil hytterne

er knyttet, at der skal være en form for reception, der modta-

ger overnattende gæster, og at der skal være mulighed for

servering af et måltid i særskilte lokaler. Hvis hotelbegrebet

ikke er opfyldt i en konkret sag med fritliggende huse eller

hytter, herunder glampingenheder, vil udlejningen i stedet

være omfattet af sommerhuslovens § 1, stk. 1. I praksis

meddeles der i et sådant tilfælde som altovervejende hoved-

regel ikke tilladelse til erhvervsmæssig udlejning.

Erhvervsmæssig udlejning af glampingtelte på camping-

pladser er omfattet af reglerne i bekendtgørelse nr. 319 af

28. marts 2019 om tilladelse til udlejning af arealer til cam-

pering og om indretning og benyttelse af campingpladser,

som administreres af kommunalbestyrelsen.

3.3.6.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Det fremgår af den politiske aftale af 15. juni 2022 om op-

følgning på evaluering af planloven m.v., at aftaleparterne er

enige om, at der skal indføres bedre mulighed for glamping

i landzone i tilknytning til eksisterende virksomheder. Det er

nærmere bestemt aftalt, at planloven tilføjes en bestemmelse

om, at kommunalbestyrelsen under nærmere betingelser kan

give landzonetilladelse til etablering af glampingenheder i

forbindelse med nærmere bestemte aktiviteter, som ikke al-

lerede omfatter udlejning til overnattende gæster. Der kan

være tale om at etablere glampingenheder i forbindelse med

veletablerede, større virksomheder med væsentlige besøgs-

aktiviteter eller veletablerede, større turistattraktioner.

De gældende landzoneregler i planloven indebærer, at

kommunerne i dag har begrænsede muligheder for at med-

dele tilladelser efter planlovens § 35, stk. 1 (landzonetilla-

delser), til etablering af glampingenheder.

Med henblik på at forbedre mulighederne for at imøde-

komme den stigende interesse for glamping foreslås det, at

der indsættes en bestemmelse i planlovens § 35, hvorefter

kommunalbestyrelsen vil kunne meddele tilladelse efter lo-

vens § 35, stk. 1 (landzonetilladelse), til etablering af op til

8 glampingenheder i form af luksustelte el.lign. samt trætop-

hytter, der placeres samlet og i nærheden af eksisterende be-

byggelse ved en veletableret, større turistattraktion eller en

veletableret, større virksomhed med væsentlige besøgsakti-

viteter, som ikke i forvejen omfatter udlejning af hus eller

husrum til overnattende gæster. Tilladelsen tidsbegrænses til

maksimalt 5 år.

Ifølge den foreslåede bestemmelse skal glampingenhe-

derne etableres samlet og i nærheden af eksisterende be-

byggelse ved den pågældende virksomhed eller turistattrak-

tion. Herved forstås, at afstanden fra hver enkelt glampin-

genhed til eksisterende bebyggelse ikke vil kunne overstige

ca. 100 meter, og at den indbyrdes afstand mellem glampin-

genhederne ikke vil kunne overstige ca. 20 meter.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kommunalbe-

styrelsen ved vurderingen af en konkret ansøgning om

landzonetilladelse til etablering af glampingenheder vil få

mulighed for, men ikke pligt til, at tillægge hensynene til

rekreative interesser for så vidt angår glamping og udvikling

af turismefaciliteter særlig vægt. Øvrige relevante hensyn,

herunder til natur, landskab, forsvar og beredskab, vil fortsat

skulle indgå i kommunalbestyrelsens vurdering og afvejning

i den enkelte sag.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke i øvrigt på plan-

lovens betingelser for at opnå landzonetilladelse. Det bety-

der bl.a., at landzonetilladelse til etablering af glampingen-

heder i kystnærhedszonen uden for udviklingsområder, jf.

planlovens § 5 a, også for virksomheder omfattet af den

foreslåede bestemmelse som udgangspunkt forudsætter, at

det ansøgte har helt underordnet betydning i forhold til de

nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. planlo-

vens § 35, stk. 3.

Begrænsningen af anvendelsesområdet til de anførte tu-

ristattraktioner og virksomheder, kravet om tidsbegrænsning

af tilladelserne og de ovennævnte afstandskrav har samlet

set til formål at begrænse den mulige påvirkning af land-

skabs- og naturværdier, som anvendelsen af bestemmelsen

vil kunne føre til, og at undgå kompromittering af hoved-

formålet med planlovens landzoneregler, som er at undgå

spredt bebyggelse i det åbne land.

Desuden forudsættes det, at kommunalbestyrelsen ved

meddelelse af landzonetilladelse til etablering af glampin-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

genheder vil sikre – med fastsættelse af passende vilkår

herom – at disse ikke får karakter af varig sommerhuslig-

nende bebyggelse, der kan udvikle sig til små, selvstændige

sommerhusområder.

Det forudsættes således, at der som udgangspunkt ikke

meddeles tilladelse til glampingenheder med støbt funda-

ment eller andre konstruktioner, som vil være vanskelige

at fjerne, at den enkelte glampingenhed som udgangspunkt

ikke har et areal over 30-40 m

, og at eventuelle tilknyttede

udendørsarealer, f.eks. en træterrasse, er af begrænset stør-

relse. Det skal dog bemærkes, at etablering af trætophytter

typisk forudsætter mere indgribende konstruktionsmæssige

foranstaltninger end etablering af luksustelte el.lign. på plat-

forme af træ.

Det forudsættes endvidere, at tilladelsen til opstilling af

glampingenheder forsynes med vilkår om, at enhederne og

eventuelle tilhørende anlæg skal fjernes, når tilladelsen ud-

løber eller når anvendelsen til det tilladte formål ophører,

samt i relevant omfang vilkår om efterbehandling af arealet

med henblik på at genoprette de oprindelige forhold. Der

vil dog kunne ansøges om forlængelse af landzonetilladel-

sen. Forlængelse vil forudsætte, at betingelserne i den fore-

slåede bestemmelse fortsat er opfyldt, og at en fornyet afvej-

ning af de ovennævnte relevante hensyn på baggrund af de

aktuelle faktiske forhold igen fører til den konklusion, at

tilladelse bør meddeles.

Den foreslåede ændring vedrører alene planlovens § 35,

stk. 1. Anden lovgivning, der kan være relevant i forbindelse

med et ønske om etablering af glampingenheder i landzone

gælder således uændret og vil fortsat efter omstændigheder-

ne skulle overholdes som forudsætning for realiseringen

af det enkelte projekt. Dette kan f.eks. være byggelovgiv-

ningen, reglerne i lov om naturbeskyttelse om beskyttede

naturtyper, beskyttelseslinjer og fredninger, reglerne i lov

om skove om fredskovspligtige arealer eller reglerne i muse-

umsloven om fortidsmindebeskyttelse.

Hvad angår reglerne i sommerhusloven om erhvervsmæs-

sig udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål

forudsættes det, at Plan- og Landdistriktsstyrelsen som an-

svarlig myndighed gennemfører en sådan tilpasning af den

administrative praksis, at et ønske om udlejning til ferie- og

fritidsformål af (en eller flere) glampingenheder, som kom-

munalbestyrelsen i henhold til den foreslåede bestemmelse

har meddelt landzonetilladelse til at etablere, som udgangs-

punkt vil blive imødekommet med en udlejningstilladelse

inden for rammerne af de gældende regler, hvis en tilladelse

er påkrævet.

En ansøgning om tilladelse til udlejning af glampingenhe-

der, der omfattes af en landzonetilladelse meddelt i henhold

til den foreslåede i § 35, stk. 11, vil som udgangspunkt

blive behandlet af Plan- og Landdistriktsstyrelsen efter som-

merhusloven som en ny kategori af sager, hvor der efter en

konkret vurdering vil kunne meddeles tilladelse til erhvervs-

mæssig udlejning af ”hus eller husrum”, jf. sommerhuslo-

vens § 1, stk. 1, nr. 1. De omfattede erhvervsvirksomheder

eller turistattraktioner vil således som udgangspunkt ikke

blive betragtet som en hotelvirksomhed, jf. sommerhuslo-

vens § 1, stk. 5, og skal derfor ikke opfylde hotelbegrebet,

herunder skal der heller ikke være et særskilt serveringslo-

kale, som gæster kan indtage et hovedmåltid i.

Det vurderes, at en sådan tilpasning af praksis kan foreta-

ges uden ændring af sommerhusloven.

Det bemærkes, at den foreslåede nye bestemmelse i plan-

lovens § 35 ikke ændrer på, at der – som i dag – kan med-

deles landzonetilladelse til etablering af glampingenheder

i andre situationer, hvor de hensyn og den afvejning, som

i almindelighed følger af planlovens § 35, stk. 1, efter en

konkret vurdering måtte give mulighed herfor. Som anført

ovenfor er mulighederne imidlertid begrænsede. Erhvervs-

mæssig udlejning af de pågældende glampingenheder vil

alene kunne ske inden for rammerne af de regler og den

praksis, som er beskrevet ovenfor i pkt. 3.3.6.1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 42, og be-

mærkningerne hertil.

3.3.7. Stiftsøvrighedernes indsigelsesret

3.3.7.1. Gældende ret

Af planlovens § 29, stk. 3, fremgår, at en minister kan

fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag ud fra de sær-

lige hensyn, som ministeren varetager, og at retten til at

fremsætte indsigelse også gælder for stiftsøvrigheden. Det

følger af forarbejderne til bestemmelsen, at for at sikre, at de

forhold, der gøres indsigelse mod, er af væsentlig national

interesse, er det som udgangspunkt den pågældende minis-

ter, der fremsætter en indsigelse.

Bestemmelsen i § 29, stk. 3, 2. pkt., om stiftsøvrighe-

dens selvstændige ret til at gøre indsigelse blev fastholdt

under Folketingets behandling, jf. betænkning afgivet af Er-

hvervs-, Vækst- og Eksportudvalget af 18. maj 2017 over

forslag til lov om ændring af lov om planlægning, lov om

naturbeskyttelse og lov om aktindsigt i miljøoplysninger

(Modernisering af planloven, bedre rammer for kommuner,

borgere og virksomheder i hele landet). Det fremgår af be-

tænkningen, at baggrunden for den særlige regel om stifts-

øvrigheden er den særlige rolle, som kirken har i det danske

samfund og sikre, at den kommunale planlægning tager hen-

syn til kirkerne som del af den danske kulturarv.

Statslige myndigheders adgang til at fremsætte indsigelse

mod en kommunes lokalplanforslag, ud fra de særlige hen-

syn de varetager, varetages således som hovedregel af den

pågældende minister med den undtagelse, at ud over kir-

keministeren kan også stiftsøvrighederne selvstændigt frem-

sætte indsigelse mod et lokalplanforslag.

Et stift er et geografisk afgrænset område, der består af

provstier og herunder sogne. Danmark er inddelt i 10 stif-

ter. Der vælges en biskop for hvert stift. I hvert stift er

der også en stiftsøvrighed, som består af biskoppen og stif-

tamtmanden. Direktøren for Ankestyrelsen er stiftamtman-

den. Direktøren kan delegere sin stiftsøvrighedskompetence

til medarbejdere i Ankestyrelsen på ankechefniveau eller

derover.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

De 10 stifter har således hver især en selvstændig ret til

alene eller sammen med ét eller flere andre stifter at frem-

sætte indsigelse mod et lokalplanforslag, der vurderes at væ-

re i strid med de særlige hensyn, som stiftet varetager, dvs.

varetagelse af indsynet til kirkerne og udsynet fra kirkerne.

Ifølge naturbeskyttelseslovens § 19, stk. 1, jf. lovbekendt-

gørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022, må der ikke opføres

bebyggelse med en højde over 8,5 m inden for en afstand

af 300 meter fra en kirke, medmindre kirken er omgivet af

bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen. Det er kun,

hvis bymæssig bebyggelse ligger inden for beskyttelseszo-

nen omkring hele kirken, at der ikke er en byggelinje. Lig-

ger en del af den bymæssige bebyggelse i en større afstand

fra kirken end 300 meter, afkaster kirken en beskyttelseslin-

je.

Efter praksis er basislinjen for beregning af kirkebyggelin-

jen nærmeste hjørne af kirken og ikke f.eks. kirkegårdsmu-

ren. Beskyttelseszonen omfatter derfor hele området ud til

en afstand af 300 meter målt fra kirkebygningen.

Ifølge bekendtgørelse nr. 923 af 6. september 2019 om

planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller må

der, jf.§ 2, stk. 2, ikke gives tilladelse efter planloven til

vindmøller nærmere nabobeboelse end fire gange møllens

totalhøjde. Baggrunden for naboafstandskravet i bekendtgø-

relsen er at forebygge, at nabobebyggelse påvirkes væsent-

ligt af visuelle gener som glimt, skyggekast og lysafmærk-

ninger.

Derudover fremgår det af bekendtgørelsens § 2, stk. 6,

at ved planlægning for vindmøller nærmere end 28 gange

totalhøjden fra eksisterende eller planlagte vindmøller, skal

redegørelsen for planforslaget, jf. planlovens § 11 e, bely-

se anlæggenes påvirkning af landskabet, herunder oplyse,

hvorfor påvirkningen anses for ubetænkelig.

3.3.7.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Det fremgår af den politiske aftale fra 15. juni 2022 om

”Opfølgning på evaluering af planloven m.v.” samt ”Klima-

aftale om grøn strøm og varme 2022” fra 25. juni 2022,

at der er behov for klarere rammer for udbygningen af VE-

anlæg. Det kræver bl.a. en styrket kommunal planlægning

af, hvor der skal placeres vedvarende energi, og en fokuse-

ring af det statslige tilsyn med kommunernes planlægning,

herunder at der sikres klare rammer for Stiftsøvrighedens

indsigelsesret.

På den baggrund foreslås det, at stiftsøvrighedens selv-

stændige indsigelsesret, jf. planlovens § 29, stk. 3, 2. pkt.,

ændres således, at indsigelsesrettens rækkevidde for så vidt

angår vindmøller og solceller begrænses.

Med forslaget vil stiftsøvrighedens mulighed for selvstæn-

digt at fremsætte indsigelse mod lokalplanlægning for vind-

møller og solceller blive fokuseret til områder inden for en

nærmere defineret radius af kirkerne. Med forslaget vil ret-

ten til at fremsætte indsigelse efter planlovens § 29, 1. pkt.,

også gælde for stiftsøvrigheden, men stiftsøvrigheden vil

alene for så vidt angår solceller kunne fremsætte indsigelse

mod et lokalplanforslag, hvis det muliggør opstilling af sol-

celler op til 1.000 m fra en kirke. Endvidere vil stiftsøvrig-

heden kunne fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag

op til 1.000 m fra en kirke, hvis lokalplanforslaget muliggør

opstilling af vindmøller, og op til 2.000 m fra en kirke, hvis

lokalplanforslaget muliggør opstilling af vindmøller med en

totalhøjde på mindst 250 m.

Afstanden fastsættes til 2.000 meter ved lokalplanlægning

for vindmøller med en totalhøjde på mindst 250 m, da på-

virkningen af indsynet til og udsynet fra kirkerne bliver

større, jo højere vindmøllerne er.

Afstandskravet vil skulle beregnes som afstanden fra det

nærmeste hjørne af kirkebygningen til det nærmeste sted

inden for lokalplanområdet, hvor det ifølge lokalplanen er

muligt at opstille vindmøller eller solceller.

Forslaget til afstandskrav for stiftsøvrighedernes indsigel-

sesret på 1.000 meter vil svare til ca. fire gange vindmøl-

lernes totalhøjde ved nye, større vindmøller på ca. 250 me-

ter. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af bekendt-

gørelse nr. 923 af 6. september 2019 om planlægning for og

tilladelse til opstilling af vindmøller, at der ikke må gives til-

ladelse efter planloven til vindmøller nærmere nabobeboelse

end fire gange møllens totalhøjde, jf. også pkt. 3.3.7.1.

Forslaget vil ikke ændre ikke ved, at det fortsat er en

national interesse at varetage indsynet til og udsynet fra

kirkerne i landskabet i henhold til planlovens § 29, stk. 1,

og vil heller ikke ændre ved, at en minister kan fremsætte

indsigelse mod et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn,

som ministeren varetager, jf. planlovens § 29, stk. 3, 1. pkt.

Påvirkningen af indsynet til og udsynet fra en kirke af-

hænger af de lokale forhold, landskabets karakter, bebyggel-

ses- og bevoksningsforhold m.v. Der kan således konkret

være situationer, hvor lokalplanlægning for vindmøller og

solceller i en større afstand fra en kirke end den foreslåede

kan påvirke indsynet til og udsynet fra kirken negativt. Det

vil i givet fald være kirkeministeren, der varetager hensynet

til kirkerne. I sådanne situationer vil stiftsøvrigheden have

mulighed for at anmode kirkeministeren om at fremsætte

indsigelse mod et lokalplanforslag, hvorefter kirkeministe-

ren vurderer, om forholdet kan begrunde en indsigelse. Det

forudsættes som hidtil, at de forhold, kirkeministeren gør

indsigelse mod, er af væsentlig national interesse.

Ændringen har til formål at tilgodese ønsket om klarere

rammer for stiftsøvrighedens indsigelsesret og at sikre en

helhedsorienteret varetagelse og fokusering af det statslige

tilsyn med kommunernes lokalplanlægning.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 38, og be-

mærkningerne hertil.

3.4. Bedre mobildækning i hele landet

3.4.1. Gældende ret

Det fremgår af planlovens § 35, stk. 1, at der i landzoner

som hovedregel ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrel-

sen (landzonetilladelse) må foretages udstykning, opføres

ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

bebyggelse og ubebyggede arealer. Kravet om landzonetilla-

delse er en grundlæggende beskyttelse af det åbne land, der

også kan omfatte opstilling af f.eks. master, der anvendes til

offentlig mobilkommunikation.

Efter praksis er udgangspunktet, at landzonetilladelse til

opstilling af master, der anvendes til offentlig mobilkommu-

nikation forudsætter, at masten placeres i tilknytning til eksi-

sterende bebyggelse.

Der gælder en række undtagelser fra planlovens § 35, stk.

1, hvoraf en del findes i lovens § 36.

Det fremgår bl.a. af planlovens § 36, stk. 1, nr. 17, at der

ikke kræves landzonetilladelse til panelantenner til mobil-

kommunikation med tilhørende radiomoduler og transmis-

sionslinks i neutrale farver, som opsættes på eksisterende

master, der anvendes til offentlig mobilkommunikation, silo-

er eller høje skorstene, når bebyggelsens højde ikke dermed

forøges.

Af forarbejderne til § 36, stk. 1, nr. 17, fremgår bl.a., at

en antenne, der opsættes uden forudgående tilladelse, ikke

må forøge bygningens, mastens eller skorstenens højde, dvs.

den skal monteres under taghøjde eller under mastens eller

skorstenens top. (jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 147

som fremsat, side 20).

I tilknytning til planlovens § 36, stk. 1, nr. 17, fremgår det

af § 36, stk. 1, nr. 19, at også teknikskabe i neutrale farver

med en grundplan på maksimalt 2 m2 og en højde på maksi-

malt 2,5 m til brug for de antenner, der er nævnt i nr. 17, og

som opsættes på eller umiddelbart ved masten, siloen eller

skorstenen, er undtaget fra kravet om landzonetilladelse.

Opsætning af panelantenner på andre master end master,

der anvendes til radiokommunikation, på skorstene under

20 m eller andre høje konstruktioner end mobilmaster, høje

skorstene eller siloer kræver landzonetilladelse. Det samme

gælder teknikhuse, teknikskabe, der er større end 2 m2 eller

højere end 2,5 m eller anlæg som ikke er i neutrale farver.

Fritagelse for landzonetilladelse betyder, at der ikke er

krav om forudgående naboorientering efter planlovens § 35,

stk. 4, og at der ikke er klageadgang efter planlovens § 58,

stk. 1, nr. 1.

Masteloven (lov om etablering og fælles udnyttelse af

master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af in-

frastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med

lille rækkevidde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 420 af 10.

marts 2021) fastsætter nogle rammer for fælles udnyttelse

af master opstillet til radiokommunikationsformål og opsæt-

ning af antennesystemer på bygninger, høje konstruktioner

og anden fysisk infrastruktur, netop for at begrænse det sam-

lede antal master og disses påvirkning af omgivelserne mest

muligt.

Det følger af mastelovens § 2, stk. 1, at ejere af master

til radiokommunikationsformål skal imødekomme anmod-

ninger fra andre om fælles udnyttelse af den pågældende

mast. Endvidere følger det af mastelovens § 10, stk. 1,

at ejere af andre master, bygninger og konstruktioner skal

imødekomme anmodninger om adgang til opsætning af an-

tennesystemer på den pågældende mast, bygning eller kon-

struktion. Disse bestemmelser gælder dog ikke, hvis der

foreligger tekniske hindringer, der er nærmere defineret i

mastelovens § 2, stk. 4, og § 10, stk. 3. Fælles udnyttel-

se af master til radiokommunikationsformål og adgang til

opsætning af antennesystemer på master, bygninger eller

konstruktioner forudsætter i øvrigt, at der foreligger de nød-

vendige tilladelser efter anden lovgivning til opsætning af

antennesystemer.

Efter mastelovens § 3, stk. 1, og § 11, stk. 1, kan land-

zonemyndigheden eller bygningsmyndigheden på nærmere

angivne betingelser udstede påbud til ejere af en mast til

radiokommunikationsformål om at give adgang til fælles

udnyttelse af masten, og til ejere af andre master, bygninger

og høje konstruktioner om at give adgang til opsætning

af antennesystemer på masten, bygningen og den høje kon-

struktion.

3.4.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ord-

ning

Der er en særlig samfundsmæssig interesse i at sikre

god mobildækning i hele Danmark. Dette forudsætter, at

den nødvendige tekniske infrastruktur kan etableres, hvilket

de gældende landzoneregler i planloven og den tilhørende

praksis i et vist omfang er til hinder for.

Kirkeministeriet vurderer samtidig, at de jordbrugsmæssi-

ge, landskabelige og naturbeskyttelsesmæssige hensyn, der

indgår i kommunernes landzoneadministration, fortsat er af

betydning for en hensigtsmæssig placering af master til ra-

diokommunikationsformål.

Opsætning af master til radiokommunikationsformål om-

fatter anlæg ud over selve masten. Der kan f.eks. også være

behov for at etablere teknikskabe eller teknikhuse og øvrige

faciliteter. Det vil sige elementer, som er associerede med et

elektronisk kommunikationsnet.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en bestem-

melse i planlovens § 35, hvorefter kommunalbestyrelsen vil

kunne meddele tilladelse efter lovens § 35, stk. 1 (landzone-

tilladelse), til opstilling af en mast til radiokommunikations-

formål med tilhørende anlæg i neutrale farver, medmindre

væsentlige hensyn til landskab, natur, miljø eller naboer

taler afgørende imod placeringen.

Kommunalbestyrelsen vil ved bedømmelsen af en konkret

ansøgning om landzonetilladelse til opstilling af en mast

til radiokommunikationsformål med tilhørende anlæg, få

mulighed for at tillægge hensynet til den overordnede sam-

fundsmæssige interesse i at sikre mobildækning i hele lan-

det særlig vægt. Øvrige relevante hensyn vil fortsat skulle

indgå i kommunalbestyrelsens vurdering og afvejning i den

enkelte sag. En landzonetilladelse vil forudsætte, at væsent-

lige hensyn til landskab, natur, miljø, forsvarshensyn eller

naboer ikke afgørende taler imod den ønskede placering af

masten.

Master til radiokommunikationsformål med tilhørende an-

læg vil fortsat som udgangspunkt skulle placeres i tilknyt-

ning til eksisterende bebyggelse. Kommunalbestyrelsen vil

dog i kraft af den foreslåede ændring kunne tillade en place-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

ring, der ikke er i tilknytning til eksisterende bebyggelse,

hvis hensynet til mobildækningen ikke kan opfyldes ved

placering på eksisterende anlæg eller i tilknytning til eksi-

sterende bebyggelse. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor et

teleselskab ikke har mulighed for at indgå en frivillig aftale

med en lodsejer om en placering på eksisterende anlæg eller

i tilknytning til eksisterende bebyggelse.

Ud over, at en mast til radiokommunikationsformål med

tilhørende anlæg skal være i neutrale farver, f.eks. farver

tilpasset omgivelserne, hvor masten søges opstillet, kan

kommunalbestyrelsen overveje, om der skal stilles vilkår

om f.eks. afskærmende beplantning omkring masten med

tilhørende anlæg af hensyn til den landskabelige påvirkning

og eventuelle visuelle gener forbundet med det pågældende

anlæg.

Det bemærkes i øvrigt, at den foreslåede bestemmelse

i planlovens § 35 kun vil vedrøre kommunalbestyrelsens

adgang til at meddele landzonetilladelser til opstilling af

master til radiokommunikationsformål med tilhørende an-

læg. Anden lovgivning, der kan være relevant i forbindel-

se med sådanne projekter, vil således gælde uændret og

vil fortsat efter omstændighederne kunne være til hinder

for realiseringen af det enkelte projekt. Dette kan f.eks.

være regler i naturbeskyttelseslovgivningen om bl.a. Natura

2000-områder, § 3-beskyttede arealer, fredede områder eller

strand-, kirke- og fortidsmindebeskyttelseslinjerne.

Der foreslås dernæst en nyaffattelse af en planlovens §

36, stk. 1, nr. 17, hvorved undtagelsesreglen om panelanten-

ner udvides til at ville kunne omfatte alle antennesystemer

til radiokommunikation, som kan opsættes på eksisterende

master, siloer eller skorstene m.v.

Således vil førstnævnte del af undtagelsesreglen få et mere

tidssvarende indhold, der afspejler den teknologiske udvik-

ling og er i overensstemmelse med den øvrige lovgivning på

området.

Med den sidstnævnte del af undtagelsesreglen vil der ik-

ke længere være en udtømmende opregning af eksisterende

master, siloer, skorstene, der kan opsættes antennesystemer

på, men også master med andre hovedformål end mobil-

kommunikation, som el eller lys samt bropiller, vandtårne

og lignende. Det forudsætter dog, at antennesystemet kan

opsættes lovligt og uden at påvirke konstruktionens hoved-

formål.

Det vil fortsat være en betingelse for anvendelse af § 36,

stk. 1, nr. 17, at en antenne, der opsættes uden forudgående

landzonetilladelse, ikke må forøge bebyggelsens (mast, silo,

høj skorsten m.v.) højde. Dette indebærer, at antennen skal

monteres under taghøjde eller under mastens, skorstenens

m.v.

I tilknytning hertil foreslås endvidere en nyaffattelse af

planlovens § 36, stk. 1, nr. 19, hvorved undtagelsesreglen

om teknikskabe udvides til også at ville kunne omfatte tek-

nikhuse af samme størrelse, og som følge af den foreslåede

nyaffattelse af § 36, stk. 1, nr. 17, udvides nr. 19 til at

omfatte de samme situationer, der er omfattet af nr. 17. Den

foreslåede nyaffattelse vil medføre, at denne undtagelsesre-

gel ligeledes får et mere tidssvarende indhold, der afspejler

den teknologiske udvikling og er i overensstemmelse med

den øvrige lovgivning på området.

Fritagelse for landzonetilladelse vil fortsat betyde, at der

ikke er krav om forudgående naboorientering efter planlo-

vens § 35, stk. 4, og at der ikke er klageadgang efter planlo-

vens § 58, stk. 1, nr. 1.

Forslaget indebærer, at kommunerne ikke vil få indsigt i

den konkrete landskabelige påvirkning af opsætning de en-

kelte antennesystemer. Forslaget vurderes dog alene at have

begrænsede landskabelige påvirkninger, når det drejer sig

om, at antennesystemerne monteres på eksisterende master,

siloer eller høje skorstene eller lignende, hvor højden ikke

forøges. Desuden vil både antennesystemer og teknikskabe/-

huse skulle være i neutrale farver, som f.eks. farver tilpasset

omgivelserne.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 43-45, og

bemærkningerne hertil.

3.5. Forenkling, administrative lettelser og andre juste-

ringer

3.5.1. One-stop-shop for visse bygge- og beskyttelseslinjer

3.5.1.1. Gældende ret

Af planlovens § 36, stk. 1, nr. 6, fremgår blandt andet, at

en landzonetilladelse efter lovens § 35, stk. 1, ikke kræves

til udstykning, byggeri eller ændret anvendelse i det omfang,

dette udtrykkeligt er tilladt i en lokalplan, der er tilvejebragt

efter reglerne i planloven. I medfør af planlovens § 15,

stk. 4, kan en lokalplan for et område, der skal forblive i

landzone, indeholde bestemmelse om, at lokalplanen erstat-

ter de tilladelser efter § 35, stk. 1, som er nødvendige for

lokalplanens virkeliggørelse. Der kan knyttes betingelser til

lokalplanens bestemmelse herom. En sådan lokalplan omta-

les som en ”bonuslokalplan”, da den indeholder en såkaldt

”bonusvirkning” for så vidt angår landzonetilladelsen.

Det er en betingelse for bonusvirkning, at lokalplanens

bestemmelser udtrykkeligt angiver, hvilke tilladelser der an-

ses for meddelt, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 6, herunder

også evt. vilkår for tilladelsen svarende til de vilkår, der ville

være stillet i en tilsvarende landzonetilladelse. Kravet om

udtrykkelig angivelse af meddelte tilladelser er opfyldt, når

lokalplanens beskrivelse af de tilladte byggearbejder m.v.

opfylder de betingelser, der ville kræves i en landzonetilla-

delse til det samme projekt. Byggearbejderne m.v. skal altså

efter bestemmelsen være beskrevet i lokalplanen på en så-

dan måde, at det opfylder kravene til en landzonetilladelse.

Det skal således fremgå udtrykkeligt af lokalplanen, at

det pågældende forhold kan gennemføres uden landzonetil-

ladelse, og det pågældende forhold skal være præcist angi-

vet. Det er ikke tilstrækkeligt, hvis lokalplanen blot angiver,

at de nødvendige tilladelser til planens virkeliggørelse efter

§ 35, stk. 1, anses for meddelt ved planen.

En bestemmelse i en lokalplan, der erstatter en landzone-

tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, kan indeholde en

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

betingelse om, at bonusvirkningen bortfalder, hvis den ikke

er udnyttet inden et bestemt tidspunkt. Det er således muligt

at tidsbegrænse bonusvirkningen.

Af planlovens § 15, stk. 7, 1. pkt. fremgår, at ministeren

for landdistrikter i overensstemmelse med anden lovgivning

kan fastsætte regler om, at tilladelser og dispensationer, som

er nødvendige for en lokalplans virkeliggørelse, anses for

meddelt ved lokalplanens gennemførelse. Denne bemyndi-

gelse er ikke udnyttet.

3.5.1.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

I dag kan en vedtagen lokalplan først realiseres, hvis der

efterfølgende kan opnås de nødvendige tilladelser efter an-

den lovgivning som f.eks. dispensationer efter naturbeskyt-

telseslovens §§ 16-19. Det er kommunalbestyrelsen, der har

både kompetencen til at vedtage lokalplaner, jf. planlovens

kap. 5, og til at dispensere fra de bygge- og beskyttelseslin-

jer, jf. §§ 16-19 i naturbeskyttelsesloven, som har til formål

at regulere, hvor tæt på søer og åer, fortidsminder, skove

og kirker, der må placeres bebyggelse, foretages tilstands-

ændringer m.v.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om dispensation fra na-

turbeskyttelseslovens §§ 16-19 træffes efter vedtagelsen af

en lokalplan og – hvis flere dispensationer er nødvendige –

ofte hver for sig og dermed uden, at der er en tidsmæssig

sammenhæng mellem vedtagelsen af lokalplanen og afgørel-

ser om dispensation. Hvis en afgørelse om dispensation først

træffes efter vedtagelsen af en lokalplan, vil klagefristen for

afgørelsen om dispensation ligge senere end klagefristen for

lokalplanen. Det forsinker afklaringen af, om og i givet fald

hvornår, lokalplanen kan realiseres.

Planloven indeholder ikke hjemmel til, at en lokalplan

kan indeholde bestemmelser om undtagelse fra naturbeskyt-

telseslovens bygge- og beskyttelseslinjer (§§ 16-19), der er

nødvendige for realiseringen af en lokalplan.

Det foreslås derfor, at der i planlovens § 15 indsættes et

nyt stk. 5, hvorefter en lokalplan kan indeholde bestemmelse

om undtagelser fra § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1, og

§ 19 i lov om naturbeskyttelse, jf. § 65, stk. 1 og 2, i lov

om naturbeskyttelse, som er nødvendige for lokalplanens

virkeliggørelse.

Med forslaget muliggøres det, at en lokalplan vil kunne

indeholde én eller flere dispensation(er) fra naturbeskyttel-

seslovens bygge- og beskyttelseslinjer, når lokalplanens be-

stemmelser og redegørelsesdel er tilstrækkeligt detaljerede

og udtrykkeligt angiver og begrunder, hvilke dispensationer

efter naturbeskyttelseslovens §§ 16-19, lokalplanen indehol-

der.

Forslaget vil ikke ændre på, at en bestemmelse om undta-

gelse fra naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslin-

jer, jf. §§ 16-19, som hidtil vil være en afgørelse efter natur-

beskyttelseslovens § 65, stk. 1 eller 2. Det vil også gælde

fremover for sådanne undtagelser i en lokalplan. Forslaget

vil desuden ikke ændre de gældende betingelser for, i hvilke

tilfælde der kan meddeles dispensation efter naturbeskyttel-

seslovens § 65, stk. 1 og 2. Det betyder, at der som hidtil vil

kunne gøres undtagelse fra lovens § 16, stk. 1, § 17, stk. 1

og § 19, og kun i særlige tilfælde fra lovens § 18, stk. 1.

Kommunalbestyrelsen vil bl.a. skulle sikre, at lokalpla-

nens bestemmelser og redegørelsesdel er tilstrækkeligt de-

taljerede til at opfylde de krav til indhold og begrundelse,

der ville gælde for undtagelser fra naturbeskyttelseslovens

§§ 16-19 uden for en lokalplan.

Den foreslåede ordning vil ikke give kommunalbestyrel-

sen mulighed for at ophæve en bygge- eller beskyttelseslin-

je, idet kompetencen hertil fortsat vil tilkomme miljømini-

steren (Miljøstyrelsen), jf. naturbeskyttelseslovens § 69, stk.

For lokalplaner uden den fornødne detaljeringsgrad vil

virkeliggørelsen fortsat kræve enkeltvise dispensationer –

eller en ansøgning til miljøministeren (Miljøstyrelsen) om

hel eller delvis ophævelse af den pågældende bygge- eller

beskyttelseslinje.

Det bemærkes i øvrigt, at underretningsreglerne i § 5 i

bekendtgørelse nr. 1066 af 21. august 2018 om bygge- og

beskyttelseslinjer (byggelinjebekendtgørelsen) også vil gæl-

de for dispensationer fra naturbeskyttelseslovens §§ 16-19,

der er indeholdt i en lokalplan.

Endvidere vil lokalplanens dispensationer efter naturbe-

skyttelsesloven som hidtil kunne påklages til Miljø- og Fø-

devareklagenævnet og vil som hidtil kunne prøves fuldt ud

således, at både retlige og skønsmæssige spørgsmål fortsat

vil kunne prøves af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Der

ændres med lovforslaget ikke i de gældende regler for op-

sættende virkning eller klagefrister ved klager over afgørel-

ser efter naturbeskyttelsesloven. Klager over afgørelser efter

naturbeskyttelseslovvens §§ 16-19, vil derfor som hidtil ha-

ve opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevarekla-

genævnet bestemmer andet, jf. naturbeskyttelseslovens § 87,

stk. 7.

Der lægges med lovforslaget heller ikke op til indholds-

mæssige ændringer af de gældende regler om opsættende

virkning ved klager over afgørelser efter planloven, herun-

der kommunalbestyrelsens afgørelse om vedtagelse af en

lokalplan. En klage over en bestemmelse i en lokalplan om

undtagelse fra naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttel-

seslinjer i §§ 16-19 vil således ikke medføre opsættende

virkning for lokalplanen, medmindre Planklagenævnet be-

stemmer andet.

Endvidere vil dispensationer efter naturbeskyttelseslovens

§§ 16-19 som hidtil bortfalde efter den almindelige frist

for bortfald på 3 år efter naturbeskyttelseslovens § 66, stk.

2, uanset om dispensationen meddeles i en lokalplan eller

særskilt.

Med forslaget er der tale om en forenkling, da forslaget vil

give mulighed for, at kommunerne behandler lokalplanfor-

slag og dispensationer efter naturbeskyttelsesloven samtidig

og ikke forskudt som i dag, ligesom eventuelle klager over

lokalplanen og herunder de indeholdte dispensationer fra

naturbeskyttelsesloven rent tidsmæssigt vil følge samme

klagefrist. Herved sikres kommunalbestyrelser, bygherrer,

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

naboer m.v. et kortere og et samlet sagsforløb og dermed

en hurtigere afklaring af om og hvornår, lokalplanen kan

realiseres.

Der indføres med forslaget ikke et krav om, at kommu-

nerne anvender den nye mulighed for one-stop-shop. Det

forventes, at kommunerne vil bruge den nye mulighed, når

det er relevant og hensigtsmæssigt, med henblik på at effek-

tivisere planlægningen. Hvis det f.eks. ikke er muligt at fast-

sætte eventuelle relevante vilkår for undtagelser fra bygge-

og beskyttelseslinjerne på tidspunktet for offentliggørelse af

lokalplanen, vil det ikke være hensigtsmæssigt at indarbejde

de nødvendige tilladelser i lokalplanen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 25, og be-

mærkningerne hertil.

3.5.2. Forbud mod bebyggelse eller ændret anvendelse, der

er etableret ulovligt efter anden lovgivning

3.5.2.1. Gældende ret

Efter planlovens § 12, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen

som hovedregel virke for kommuneplanens gennemførelse,

herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivnin-

gen. Kommuneplanen er som udgangspunkt ikke bindende

for ejere og brugere af de omfattede ejendomme, men kom-

munalbestyrelsen har efter lovens § 12, stk. 2 og 3, visse

muligheder for at modsætte sig etablering af forhold, der er i

strid med kommuneplanen.

Efter planlovens § 12, stk. 3, 1. pkt., kan kommunalbesty-

relsen inden for byzoner og sommerhusområder modsætte

sig – dvs. nedlægge forbud mod – opførelse af bebyggel-

se eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede

arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med

bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Det er bl.a.

en forudsætning for kommunalbestyrelsens anvendelse af

denne bestemmelse, at forbuddet bliver nedlagt, før bebyg-

gelsen eller den ændrede anvendelse er tilladt eller i øvrigt

er lovligt etableret. Planklagenævnet har i nyere afgørelser

udtalt, at spørgsmålet om forholdets lovlighed alene angår

planloven og ikke anden lovgivning, herunder byggelovgiv-

ningen.

3.5.2.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Gældende ret og Planklagenævnets praksis betyder, at

kommunalbestyrelsen ikke kan nedlægge forbud efter plan-

lovens § 12, stk. 3, 1. pkt., mod et allerede etableret forhold,

der er i strid med kommuneplanen, hvis forholdet er ulov-

ligt efter anden lovgivning, i praksis typisk byggelovgivnin-

gen. Der kan således f.eks. være tale om en manglende

ansøgning om byggetilladelse. Under behandlingen af en

sådan ansøgning ville kommunen være blevet opmærksom

på, at det ansøgte er i strid med kommuneplanen. Kommu-

nalbestyrelsen ville i den situation have haft mulighed for

at afslå ansøgningen om byggetilladelse og nedlægge forbud

mod den nye bebyggelse eller den ændrede anvendelse efter

planlovens § 12, stk. 3, 1. pkt.

Kirkeministeriet vurderer, at kommunalbestyrelsens mu-

lighed for at realisere kommuneplanen dermed bliver be-

grænset på en uhensigtsmæssig måde. Samtidig indebærer

Planklagenævnets praksis, at lodsejere, der f.eks. undlader at

ansøge om en påkrævet byggetilladelse, er bedre stillet end

lodsejere, der indsender en sådan ansøgning.

Derfor foreslås det tilføjet i planlovens § 12, stk. 3, at for-

bud ikke kan nedlægges, hvis bebyggelsen eller anvendelsen

allerede er tilladt eller i øvrigt er lovligt etableret, herunder

efter anden lovgivning.

Selvom forslaget umiddelbart udgør en præcisering af,

hvornår et forbud efter § 12, stk. 3, 1. pkt., ikke vil kunne

nedlægges, vil den foreslåede ændring samtidig indebære,

at kommunalbestyrelsen vil kunne forbyde bebyggelse eller

ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer,

der er etableret ulovligt efter anden lovgivning, herunder

byggelovgivningen. Dermed vil kommunalbestyrelsen også

få bedre muligheder for at sikre, at kommuneplanen så vidt

muligt kan gennemføres.

Forslaget vil desuden medføre, at lodsejere, der ikke sø-

ger de fornødne tilladelser m.v. efter anden lovgivning end

planloven forud for opførelse af bebyggelse eller ændret an-

vendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, ikke stilles

bedre i forhold til planlovens § 12, stk. 3, end lodsejere, der

indgiver de fornødne ansøgninger m.v.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 16, og be-

mærkningerne hertil.

3.5.3. Ophævelse af forskellige bestemmelser

3.5.3.1. Ophævelse af krav om landsplanredegørelse

3.5.3.1.1 Gældende ret

Det er efter planloven et krav, at ministeren for landdi-

strikter efter nyvalg til Folketinget afgiver en redegørelse

om landsplanarbejdet til brug for kommuneplanlægningen

(landsplanredegørelse), og at denne redegørelse skal omfatte

de særlige forhold af betydning for planlægningen i hoved-

stadsområdet. Det følger af planlovens § 2, stk. 2, 1. pkt.,

og § 2, stk. 3. Endvidere fremgår det af lovens § 2, stk. 2,

2. pkt., at ministeren i øvrigt i fornødent omfang kan afgive

en redegørelse for de landsplanmæssige interesser i særlige

emner til brug for kommuneplanlægningen.

Bestemmelserne i planlovens § 2, stk. 2 og 3, fik hovedsa-

geligt den nuværende udformning ved lov nr. 571 af 24. juni

2005 om ændring af lov om planlægning i forbindelse med

udmøntningen af kommunalreformen. Tidligere afgav mil-

jøministeren landsplanredegørelsen til Folketingets Miljø-

og Planlægningsudvalg. Landsplanredegørelsen, der er rettet

mod kommunalbestyrelsen og kommuneplanlægningen, er

fortsat en politisk udmelding fra regeringen om den frem-

tidige fysiske og funktionelle udvikling, herunder statens

egne planlagte dispositioner.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

3.5.3.1.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Der fremgår af den politiske aftale om opfølgning på eva-

luering af planloven m.v. af 15. juni 2022, at der er aftalt en

række forenklinger, som betyder at overflødige redegørelser

og høringer afskaffes.

Landsplanredegørelsen er en politisk udmelding fra re-

geringen om den sammenfattende fysiske planlægning og

funktionelle udvikling i landet. En række forhold har ænd-

ret landsplanredegørelsens relevans. Mest væsentligt er, at

landsplanredegørelsen stammer fra før kommunalreformen i

2007, hvor staten spillede en større rolle for kommunerne

og amternes planlægning og bl.a. leverede data og analyser

til brug for kommunernes planlægning. Med kommunalre-

formen i 2007 blev der gennemført en ny ansvarsfordeling,

hvor staten varetager en række overordnede hensyn, mens

kommunerne i højere grad har ansvaret for den konkrete

fysiske planlægning.

Med ændringerne af planloven i 2017 var det hensigten

at give kommunerne større frihed, klarere rammer og et stør-

re politisk ansvar for den fysiske planlægning. Herudover

er der over det seneste årti sket en øget digitalisering af

oplysninger og data, så disse allerede er tilgængelige for den

kommunale planlægning. Hertil kommer, at der løbende af-

gives en række andre redegørelser til Folketinget, herunder

om detailhandel, landdistrikter, nationale indsigelser m.m.,

der også indeholder perspektiver på landsplansmæssige ud-

fordringer. Det samme gør sig gældende for de andre res-

sortområder, som landsplanredegørelsen kan berøre, f.eks.

trafik og klimatilpasning.

Det foreslås på den baggrund, at bestemmelserne i plan-

lovens § 2, stk. 2 og 3, om henholdsvis redegørelse om

landsplanarbejdet (landsplanredegørelse) og redegørelse for

de landsplanmæssige interesser i særlige emner ophæves.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, samt

bemærkningerne hertil.

3.5.3.2. Ophævelse af krav om forudgående offentlighed

3.5.3.2.1 Gældende ret

Efter planlovens § 23 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen

inden udgangen af den første halvdel af den kommunale

valgperiode offentliggøre en strategi for kommuneplanlæg-

ningen. Strategien skal ifølge § 23 a, stk. 2, indeholde op-

lysninger om den planlægning, der er gennemført efter den

seneste revision af kommuneplanen, kommunalbestyrelsens

vurdering af og strategi for udviklingen samt en beslutning

om enten 1) at kommuneplanen skal revideres i sin helhed,

eller 2) at der skal foretages en revision af kommuneplanens

bestemmelser for særlige emner eller områder i kommunen

og af, hvilke dele af kommuneplanen der genvedtages for en

ny 4-års-periode.

Kommunalbestyrelsens beslutning efter planlovens § 23 a,

stk. 2, skal træffes i et møde, jf. § 23 a, stk. 3. I relation til

dette delegationsforbud er bl.a. anført følgende i vejledning

nr. 9580 af 5. august 2014 om delegation efter planloven:

”Ændringer i kommuneplanen, som der ikke er taget

højde for i en planstrategi efter § 23 a, forudsætter som

hovedregel, at der sikres en forudgående offentlighed ved,

at kommunalbestyrelsen indkalder ideer og forslag, inden

planlægningsarbejdet igangsættes, jf. § 23 c, stk. 1, 2. pkt.

Den planlægning, som sker på grundlag heraf, får dermed

karakter af ændringer i kommunalbestyrelsens hidtidige be-

slutninger for udviklingen i kommunen, og det må sikres, at

offentligheden har mulighed for at følge med i disse beslut-

ninger. Kommunalbestyrelsen kan derfor heller ikke delege-

re behandling af forslag til og endelig vedtagelse af kom-

muneplantillæg, hvor foroffentlighed er nødvendig. Ifølge

§ 23 c, stk. 1, 3. pkt., kan foroffentlighed i disse tilfælde

kun undlades, hvis der er tale om mindre eller uvæsentlige

ændringer i kommuneplanen…”.

Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst 8 uger

for fremsættelse af idéer, forslag m.v. og kommentarer til

den offentliggjorte strategi, jf. planlovens § 23 a, stk. 5.

Når der er tilvejebragt en strategi efter planlovens § 23

a, kan kommunalbestyrelsen i henhold til § 23 b udarbejde

sådanne forslag til kommuneplan eller ændringer hertil, der

er truffet beslutning om i strategien.

Efter planlovens § 23 c, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen

tilvejebringe forslag til ændringer af kommuneplanen, der

ikke er truffet beslutning om i en strategi, der er vedtaget

og offentliggjort efter reglerne i § 23 a. Før udarbejdelsen

af sådanne forslag skal kommunalbestyrelsen indkalde idé-

er og forslag m.v. med henblik på planlægningsarbejdet –

såkaldt forudgående offentlighed. Ved mindre ændringer i

en kommuneplans rammedel, der ikke strider mod planens

hovedprincipper, samt ved uvæsentlige ændringer i planens

hovedstruktur kan kommunalbestyrelsen dog undlade at ind-

kalde idéer og forslag m.v.

Det fremgår af planlovens § 23 c, stk. 2, at indkaldelsen

af idéer og forslag efter § 23 c, stk. 1, skal indeholde en

kort beskrivelse af hovedspørgsmålene i den forestående

planlægning. Offentliggørelse skal ske i det register, som

erhvervsministeren har oprettet i medfør af § 54 b. Offentlig

bekendtgørelse kan ske udelukkende digitalt. Kommunalbe-

styrelsen fastsætter en frist for afgivelse af idéer, forslag

m.v.

Planlovens § 24 indeholder regler om kommunalbestyrel-

sens offentliggørelse af vedtagne planforslag med henblik på

muligheden for at fremsætte indsigelser m.v. herimod. Ef-

ter § 24, stk. 3, fastsætter kommunalbestyrelsen en frist

på mindst 8 uger for fremsættelse af indsigelser m.v. mod

planforslaget, jf. dog stk. 4-7. For forslag til ændringer af

kommuneplanen, der ikke er truffet beslutning om i en stra-

tegi, der er vedtaget og offentliggjort efter reglerne i § 23 a,

kan kommunalbestyrelsen efter § 24, stk. 4, fastsætte en frist

på mindst 4 uger for fremsættelse af indsigelser m.v. mod

planforslaget, hvis der alene er tale om mindre ændringer

i kommuneplanens rammedel, der ikke strider mod planens

hovedprincipper, eller uvæsentlige ændringer i planens ho-

vedstruktur.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

3.5.3.2.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Hensigten med reglerne i planlovens § 23 c om indkaldel-

se af idéer og forslag m.v. med henblik på planlægningsar-

bejdet (forudgående offentlighed) er at give offentligheden

mulighed for at tilkendegive synspunkter over for kommu-

nalbestyrelsen, før der er udarbejdet et forslag til ændring af

kommuneplanen, dvs. før kommunalbestyrelsen har lagt sig

fast på et bestemt planforslag – fordi forslaget ikke fremgår

af strategien for kommuneplanlægningen og derfor ikke tid-

ligere har været genstand for forudgående offentlighed efter

lovens § 23 a, stk. 5.

Hvad angår forslag til ændringer af kommuneplanen, der

ikke fremgår af den vedtagne og offentliggjorte strategi for

kommuneplanlægningen, supplerer kravet i planlovens § 23

c om forudgående offentlighed dermed reglerne i lovens §

24 om offentlig høring over planforslag.

Kirkeministeriet vurderer, at reglerne i planlovens § 23

c om obligatorisk forudgående offentlighed på en uhensigts-

mæssig måde komplicerer kommunalbestyrelsens mulighe-

der for at tilvejebringe ændringer af kommuneplanen.

Det foreslås derfor, at bestemmelserne i planlovens § 23 c,

stk. 1, 2 og 3. pkt., og stk. 2, ophæves.

Forslaget vil betyde, at det vil blive frivilligt for kom-

munalbestyrelsen at gennemføre forudgående offentlighed i

forbindelse med forslag til ændringer af kommuneplanen,

der ikke fremgår af den vedtagne og offentliggjorte strate-

gi for kommuneplanlægningen. Det vil således blive over-

ladt til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvornår det er nød-

vendigt eller hensigtsmæssigt at gennemføre forudgående

offentlighed i forbindelse med sådanne forslag til ændrin-

ger af kommuneplanen. Korrekt gennemført forudgående

offentlighed vil dermed ikke længere være en gyldighedsbe-

tingelse i forhold til kommunalbestyrelsens afgørelser i dis-

se sager. Kommunalbestyrelsen vil have mulighed for mere

generelt at bestemme, at der i relation til udvalgte emner

– f.eks. planlægning for VE-anlæg – som udgangspunkt

gennemføres forudgående offentlighed.

Det er Kirkeministeriets vurdering, at forslaget samlet set

vil kunne forenkle og effektivisere kommunalbestyrelsens

fortløbende arbejde med ændringer af kommuneplanen. Det

bemærkes herved, at offentlighedens synspunkter uændret

vil kunne indgå i kommunalbestyrelsens beslutningsgrund-

lag i forbindelse med den offentlige høring over det enkelte

forslag til ændring af kommuneplanen, jf. reglerne herom i

planlovens § 24.

Forslaget vil ikke indebære ændringer i forhold til bestem-

melsen i planlovens § 24, stk. 4. For forslag til ændringer

af kommuneplanen, der ikke er truffet beslutning om i en

strategi, der er vedtaget og offentliggjort efter reglerne i § 23

a, vil kommunalbestyrelsen således uændret kunne fastsætte

en frist på mindst 4 uger for fremsættelse af indsigelser

m.v. mod planforslaget, hvis der alene er tale om mindre

ændringer i kommuneplanens rammedel, der ikke strider

mod planens hovedprincipper, eller uvæsentlige ændringer i

planens hovedstruktur.

Forslaget vil heller ikke indebære ændringer vedrørende

kommunalbestyrelsens muligheder for, i sager om ændringer

af kommuneplanen, at delegere beslutningskompetence til

udvalg eller forvaltningen – således som disse muligheder

er beskrevet i vejledning nr. 9580 af 5. august 2014 om

delegation efter planloven. Kommunalbestyrelsens beføjelse

til at træffe beslutninger om forslag til ændringer i kommu-

neplanen, der ikke fremgår af den vedtagne og offentliggjor-

te strategi for kommuneplanlægningen – og som dermed

har karakter af ændringer i kommunalbestyrelsens hidtidige

beslutninger for udviklingen i kommunen – vil således fort-

sat kun kunne delegeres til udvalg eller forvaltningen ved

mindre ændringer i kommuneplanens rammedel, der ikke

strider mod planens hovedprincipper, og ved uvæsentlige

ændringer i kommuneplanens hovedstruktur.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 37, og be-

mærkningerne hertil.

3.5.3.3. Ophævelse af planlovens kapitel 6 a om lokal Agen-

da 21

3.5.3.3.1 Gældende ret

Efter planlovens § 33 a, stk. 1, skal regionsråd og kommu-

nalbestyrelser inden udgangen af den første halvdel af den

kommunale og regionale valgperiode offentliggøre en rede-

gørelse for deres strategi for regionens henholdsvis kommu-

nens bidrag til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede

med oplysninger om, hvordan der skal arbejdes helhedsori-

enteret, tværfagligt og langsigtet, og hvordan befolkningen,

virksomheder, organisationer og foreninger vil blive inddra-

get i arbejdet (lokal Agenda 21).

Nærmere regler om indholdet af regionsrådets og kommu-

nalbestyrelsens strategi er fastsat i planlovens § 33 a, stk.

2 og 3. Regionsrådets henholdsvis kommunalbestyrelsens

redegørelse efter § 33 a, stk. 1, skal samtidig med offentlig-

gørelsen sendes til ministeren for landdistrikter, jf. § 33 a,

stk. 4.

Efter planlovens § 33 b giver ministeren for landdistrikter

hvert fjerde år en redegørelse for det lokale Agenda 21-ar-

bejde i regioner og kommuner til et af Folketinget nedsat

udvalg. Redegørelsen skal tilvejebringes i samarbejde med

de kommunale organisationer.

Reglerne i planlovens § 33 a og § 33 b udgør tilsammen

lovens kapitel 6 a.

3.5.3.3.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Det er oplyst i ”Evaluering af planloven m.v.” fra marts

2021, at det af den seneste redegørelse (fra 2018) for kom-

munernes og regionernes arbejde med lokal Agenda 21

fremgår, at bæredygtig omstilling og borgerinddragelse er

en integreret del af kommunernes planlægningspraksis, hvor

indsatserne typisk er forankret i de forvaltninger, der har den

udførende kompetence. Mange kommuner har desuden på

eget initiativ valgt at skrive en række af FN’s verdensmål

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

ind i kommunens planstrategi og strategier for f.eks. bære-

dygtighed.

Kirkeministeriet vurderer på den baggrund, at kravene i

planloven om redegørelse for lokal Agenda 21 ikke længere

er nødvendige.

Det foreslås derfor, at planlovens kapitel 6 a (§§ 33 a og

33 b) ophæves.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 39, samt

bemærkningerne hertil.

3.5.3.4. Ophævelse af revisionsbestemmelse

3.5.3.4.1. Gældende ret

§ 1 i lov nr. 221 af 3. marts 2015 om ændring af lov

om planlægning og lov om almene boliger m.v. (Blandet bo-

ligsammensætning) gennemfører en ændring af planloven,

som giver kommunerne bedre muligheder for at sikre en

mere blandet boligsammensætning, herunder ved at give

kommunalbestyrelsen mulighed for at fastsætte krav om 25

pct. almene boliger i forbindelse med planlægning af nye

boligområder.

Med § 2 i lov nr. 221 af 3. marts 2015 gennemføres

en ændring af lov om almene boliger m.v., således at de

store bykommuner med en markant befolkningstilvækst får

mulighed for at yde et ekstra grundkøbslån til etablering af

almene boliger i lokalplanlagte boligområder, hvor de sam-

lede grundudgifter ikke muliggør byggeri inden for maksi-

mumsbeløbet.

Det fremgår af § 3, stk. 2, i lov nr. 221 af 3. marts 2015, at

ministeren for by, bolig og landdistrikter fremsætter forslag

om revision af denne lov i folketingsåret 2024-2025.

Ifølge lovens forarbejder fremgår det af Finanslovsaftalen

for 2015, at planlægningsmuligheden for almene boliger

indføres som en 10-årig forsøgsordning, og at grundkøbslån

kan ydes af kommunerne inden for en samlet ramme på 500

mio. kr., som kan anvendes over 10 år. Det foreslås derfor, at

ministeren for by, bolig og landdistrikter fremsætter forslag

om revision af loven i folketingsåret 2024-2025. Begrun-

delsen herfor er, at aftaleparterne i første omgang ønsker

mulighederne iværksat med henblik på at se effekten heraf,

inden det eventuelt gøres til permanente muligheder, jf. Fol-

ketingstidende 2014-15, A, L 89 som fremsat, side 3.

Ved § 4 i lov nr. 888 af 21. juni 2022 om ændring af lov

om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og

lov om kommunernes styrelse blev § 3, stk. 2, i lov nr. 221

af 3. marts 2015 ændret til, at ministeren for landdistrikter

fremsætter forslag om revision af sidstnævnte lovs § 1, dvs.

ændringerne af planloven, i folketingsåret 2024-25. Ifølge

forarbejderne til lov nr. 888 af 21. juni 2022 vil den foreslå-

ede ændring af § 3, stk. 2, i lov nr. 3. marts 2015 medføre,

at indenrigs- og boligministeren (nu social- og boligministe-

ren) ikke skal fremsætte forslag om revision af almenbolig-

lovens § 119 a i folketingsåret 2024-2025. Dette skal ses

i sammenhæng med den ligeledes foreslåede, nye grundkøb-

slånsordning ved en nyaffattelse af almenboliglovens § 119

a. Hermed anses social- og boligministerens pligt til revision

af § 2 i lov nr. 221 af 3. marts 2015, dvs. ændringerne af lov

om almene boliger m.v., for opfyldt, jf. Folketingstidende

2021-22, A, L 136 som fremsat, side 40.

3.5.3.4.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Med henvisning til den politiske aftale fra juni 2016 mel-

lem Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det

Konservative Folkeparti om “Danmark i bedre balance –

Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i

hele landet” fremgår det af den politiske aftale om opfølg-

ning på evaluering af planloven m.v. af 15. juni 2022, at

kommunernes mulighed for at stille krav om almene boliger

bevares.

Det fremgår af ”Evaluering af planloven m.v.” fra marts

2021, at Bolig- og Planstyrelsen (nu Plan- og Landdistrikts-

styrelsen) sammenfattende vurderer, at planlovens mulighed

for at stille krav om almene boliger har bidraget til opførelse

af flere almene boliger.

Det foreslås, at revisionsbestemmelsen i § 3, stk. 2, i lov

nr. 221 af 3. marts 2015, der vedrører de med denne lov ind-

førte bestemmelser i planloven om planlægning for almene

boliger, ophæves.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at den del af

revisionsbestemmelsen i § 3, stk. 2, der vedrørte de med

lov nr. 221 af 3. marts 2015 indførte ændringer af lov om

almene boliger m.v., er blevet ophævet ved lov nr. 888 af

21. juni 2022, hvormed der samtidig blev etableret en finan-

sieringsordning i lov om almene boliger m.v. til etablering af

almene boliger.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 10 samt bemærk-

ningerne hertil.

3.5.4. Tilretning af bestemmelse vedrørende støj

3.5.4.1. Gældende ret

Efter planlovens § 15 a, stk. 1, må en lokalplan kun ud-

lægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, hvis

planen med bestemmelser om etablering af afskærmnings-

foranstaltninger mv., jf. § 15, stk. 2, nr. 13, 23 og 26, kan

sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener.

Efter planlovens § 15 a, stk. 2, kan lokalplaner, der tilve-

jebringes for arealer i et område, som i kommuneplanen

er fastlagt som et byomdannelsesområde, uanset stk. 1, ud-

lægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, når

kommunalbestyrelsen har sikkerhed for, at støjbelastningen

er bragt til ophør i løbet af en periode, der ikke væsentligt

overstiger 8 år, efter at den endeligt vedtagne lokalplan er

offentliggjort.

3.5.4.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Det vil lette forståelsen af § 15 a, stk. 2, hvis der i bestem-

melsen henvises til § 11 b, stk. 1, nr. 5, som omhandler

kommuneplanens rammer for byomdannelsesområder, og til

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

§ 11 d, som stiller krav til afgrænsningen af et byomdannel-

sesområde.

På den baggrund foreslås det, at der i § 15 a, stk. 2,

indsættes en henvisning til § 11 b, stk. 1, nr. 5 – der i kraft af

lovforslagets § 1, nr. 12, vil blive nr. 6 – og § 11 d.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 28, og be-

mærkningerne hertil.

3.5.5. Redegørelse for el-produktion m.v. fra planlagte vind-

møller og solcelleanlæg

3.5.5.1. Gældende ret

Det følger af planlovens § 13, stk. 2, at der som udgangs-

punkt skal tilvejebringes en lokalplan, før der gennemføres

større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder og

i øvrigt, når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens

virkeliggørelse.

Det følger af planlovens § 16, stk. 1, at en lokalplan

skal ledsages af en redegørelse for, hvorledes planen forhol-

der sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for områ-

det. Herudover indeholder § 16 en række specifikke krav

til indholdet af redegørelsen til nærmere angivne typer af

lokalplaner.

Planloven indeholder ikke krav om, at kommunalbestyrel-

sen i lokalplaner for vindmøller eller solcelleanlæg eller

redegørelser hertil skal indeholde oplysninger om de plan-

lagte anlægs kapacitet og forventede el-produktion. Mange

redegørelser til lokalplaner for vindmøller og solcelleanlæg

indeholder dog allerede i dag oplysninger om anlæggenes

kapacitet og/eller forventede el-produktion.

Der er med hjemmel i planlovens § 54 b oprettet et lands-

dækkende centralt register med oplysninger om planer, der

er tilvejebragt efter planloven. Ministeren for landdistrikter

kan i henhold til § 54 b, stk. 4, fastsætte regler for kommu-

nalbestyrelsens registrering af planforslag, endeligt vedtagne

planer og strategier for kommuneplanlægningen, herunder

hvilke oplysninger der skal registreres. Sådanne regler fin-

des i bekendtgørelse nr. 1191 af 24. september 2018 om det

digitale planregister Plandata.dk.

3.5.5.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Ifølge ”Klimaftale om grøn strøm og varme 2022” af

25. juni 2022 er aftalepartierne (Socialdemokratiet, Venstre,

Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det

Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Allian-

ce, Alternativet og Kristendemokraterne) enige om at sikre

rammevilkår, der kan muliggøre en firedobling af den sam-

lede el-produktion fra solenergi og landvind frem mod 2030.

Med henblik på effektiv monitorering af udviklingen på

området foreslås det, at det ved en ændring af planloven

gøres obligatorisk for kommunerne i lokalplaner for vind-

møller og solcelleanlæg at redegøre for de planlagte anlægs

kapacitet og forventede el-produktion.

Ministeren for landdistrikter agter herefter at forpligte

kommunerne til at registrere oplysningerne herom i det digi-

tale planregister Plandata.dk ved en ændring af den under

pkt. 3.5.5.1 nævnte bekendtgørelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 33, og be-

mærkningerne hertil.

3.5.6. Tilbageførsel af klageregler til særlove mv.

3.5.6.1. Gældende ret

Afgørelser efter lov om planlægning (planloven) og regler

fastsat i medfør heraf, lov om udlejning af fast ejendom til

ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v. (sommerhus-

loven) og forskrifter fastsat i medfør heraf, lov om koloniha-

ver (kolonihaveloven) og lov om forbud mod anvendelse af

bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe (sam-

lingsstedsforbudsloven) kan – med visse nærmere angivne

undtagelser for så vidt angår planloven – påklages til Plan-

klagenævnet, jf. planlovens § 58, stk. 1 og 2, og §§ 58 a og

58 b, sommerhuslovens § 10 e, stk. 1, og kolonihavelovens

§ 9 og samlingsstedsforbudslovens § 7. Planlovens § 59,

sommerhuslovens § 10 e, stk. 2, og kolonihavelovens § 10

indeholder nærmere bestemmelse om kredsen af klageberet-

tigede.

Samlingsstedsforbudsloven, som henhører under Justits-

ministeriet, indeholder en bestemmelse, hvorefter kommu-

nalbestyrelsens afgørelse om at nedlægge forbud i medfør af

§ 1, stk. 1, for så vidt angår retlige spørgsmål, kan påklages

til Planklagenævnet. Tilsvarende gælder for kommunalbe-

styrelsens afgørelse om afslag på at tilbagekalde et forbud,

jf. samlingsstedsforbudslovens § 7. Klager til Planklagenæv-

net behandles efter reglerne i lov om Planklagenævnet og

regler fastsat i medfør heraf.

Planklagenævnet er nedsat i henhold til lov om Plankla-

genævnet, som henhører under Erhvervsministeriet, og næv-

net sekretariatsbetjenes af Nævnenes Hus, som er en styrelse

under Erhvervsministeriet.

Planloven, sommerhusloven og kolonihaveloven, som al-

le henhører under Kirkeministeriet, indeholder enslydende

bestemmelser, der bemyndiger erhvervsministeren til at fast-

sætte nærmere regler om klageadgangen, herunder om fris-

ter for indgivelse af klage, om frister og proces for parternes

afgivelse af bemærkninger, om nævnets sagsoplysning og

-behandling og om obligatorisk brug af digitale selvbetje-

ningsløsninger samt regler om, at klagerne skal betale et

gebyr for at få behandlet en klage, jf. planlovens § 58, stk. 3,

sommerhuslovens § 10 e, stk. 3, og kolonihavelovens § 11.

Lov om Planklagenævnet indeholder bl.a. bestemmelser

om betaling af gebyr for indgivelse af klage til nævnet, jf.

§ 8. Loven indeholder endvidere bestemmelser, der bemyn-

diger erhvervsministeren til at fastsætte regler om, at visse

tilladelser ikke må udnyttes før klagefristens udløb (§ 6), om

at rettidig klage i nærmere bestemte tilfælde har opsættende

virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet (§

7, stk. 2), om Planklagenævnets administration og virksom-

hed, herunder regler om frister for indgivelse af klage, fris-

ter og proces for parternes afgivelse af bemærkninger, om

sagsoplysning og -behandling og om obligatorisk brug af

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

digitale selvbetjeningsløsninger (§ 9) og regler om digital

kommunikation (§§ 11-13).

Der er i henhold til bemyndigelsesbestemmelserne i lov

om Planklagenævnet fastsat regler ved bekendtgørelse nr.

130 af 28. januar 2017 som ændret ved bekendtgørelse nr.

821 af 20. juni 2017 om udnyttelse af tilladelser, frist for

indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet

og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet

efter lov om planlægning og visse andre love. Bekendtgø-

relsen indeholder regler om, at visse typer af afgørelser

efter planloven, sommerhusloven og kolonihaveloven ikke

må udnyttes, før klagefristen er udløbet, jf. § 1. Bekendt-

gørelsen indeholder også regler om klagefrist, jf. § 2, om

digital kommunikation og obligatorisk digital selvbetjening

ved indgivelse af klage, jf. §§ 3 og 4, og om, at klage over

visse typer af afgørelser har eller af Planklagenævnet kan

tillægges opsættende virkning, jf. §§ 5 og 6.

3.5.6.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Som led i den politiske aftale fra juni 2016 om Danmark

i bedre balance blev det besluttet at nedlægge Natur- og

Miljøklagenævnet og i stedet etablere to nye klagenævn for

henholdsvis planområdet (Planklagenævnet) og natur- og

miljøområdet (Miljø- og Fødevareklagenævnet).

Lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet

trådte i kraft den 1. februar 2017. Loven henhører under

Erhvervsministeriet.

I samme forbindelse blev planlovens § 60 om bl.a. udnyt-

telse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, og opsæt-

tende virkning af klage for visse afgørelser, ophævet, og

sommerhuslovens § 10 e og kolonihavelovens §§ 9-11 blev

nyafattet, således at de bl.a. ikke længere indeholdt regler

om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage og

opsættende virkning af klage for visse afgørelser. I stedet

blev der indsat de under pkt. 3.5.6.1 nævnte bemyndigelses-

bestemmelser i planloven, sommerhusloven og kolonihave-

loven og i lov om Planklagenævnet.

Baggrunden for at ophæve de nævnte regler om klage i

planloven, sommerhusloven og kolonihaveloven og i stedet

fastsætte sådanne regler i en bekendtgørelse skal ses i lyset

af, at alle fire love på daværende tidspunkt henhørte under

Erhvervsministeriet.

Samtidig betød det, at kompetencen til at ændre bestem-

melserne gik fra Folketinget til ministeren, og at det i dag

fremgår af lovene, hvad man kan klage over, og hvem der

kan klage, mens klagefrist, om man må udnytte en tilladel-

se, eller om ens klage har opsættende virkning, fremgår af

bekendtgørelsen.

Planloven, sommerhusloven og kolonihaveloven blev ved

kongelig resolution af 21. januar 2021 overført til Indenrigs-

og Boligministeriet og blev siden ved kongelig resolution af

15. december 2022 overført til Kirkeministeriet. Det foreslås

på den baggrund, at de ovennævnte regler om klagefrister,

opsættende virkning mv. tilbageføres fra Erhvervsministeri-

ets bekendtgørelse til disse love. Det foreslås samtidig, at

bemyndigelsesbestemmelserne i de tre love om erhvervsmi-

nisterens adgang til at fastsætte bestemmelser om klage op-

hæves.

Erhvervsministeren vil efter lovforslagets eventuelle ved-

tagelse ophæve den under pkt. 3.5.6.1 omtalte bekendtgørel-

se og – med hjemmel i lov om Planklagenævnet – samle

reglerne om nævnets administration og virksomhed m.v. i

nævnets forretningsorden, jf. også pkt. 3.5.7.1 nedenfor.

Ophævelse af Erhvervsministeriets bekendtgørelse vil

desuden medføre, at reglen om bl.a. klagefrist for afgørel-

ser, der er nævnt i samlingsstedsforbudslovens § 7, ophæ-

ves. Det foreslås på den baggrund at fastsætte bestemmelse

herom i samlingsstedsforbudsloven.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 46 og 47, §

5, nr. 2, § 6 og § 7 samt bemærkningerne hertil.

3.5.7. Forenkling og smidiggørelse af klagesagsprocesser

3.5.7.1. Planklagenævnets forretningsorden

3.5.7.1.1. Gældende ret

Ifølge § 9 i lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Plankla-

genævnet fastsætter erhvervsministeren nærmere regler for

Planklagenævnets administration og virksomhed, herunder

regler om frister for indgivelse af klage, frister og proces

for parternes afgivelse af bemærkninger, om sagsoplysning

og -behandling og om obligatorisk brug af digitale selvbetje-

ningsløsninger.

Ifølge bestemmelsens lovforarbejder, jf. Folketingstidende

2016-17, A, L 42 som fremsat, side 14, indebærer bestem-

melsen, at erhvervsministeren kan fastsætte en række pro-

cessuelle detailregler, som det ikke er fundet nødvendigt at

optage i selve lovteksten, eller som følger af forvaltnings-

loven. Efter bestemmelsen kan der således bl.a. fastsættes

regler om kompetenceforholdene inden for nævnet, om sag-

ernes forberedelse, om fremgangsmåden ved udpegning af

medlemmer til nævnet, om medlemmernes vederlæggelse

og om sekretariatsbetjening af Planklagenævnet, herunder

samarbejdet med Nævnenes Hus.

Denne bemyndigelse for erhvervsministeren er delvis ud-

nyttet ved bekendtgørelse nr. 130 af 1. januar 2017 om

udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsen-

delse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning

af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning

og visse andre love. Erhvervsministeren har her bl.a. fastsat

nærmere regler om frister for indgivelse af klage samt om

obligatorisk brug af digitale selvbetjeningsløsninger.

Det følger derudover af § 10, stk. 1, i lov om Planklagen-

ævnet, at Planklagenævnet selv fastsætter sin forretningsor-

den. I medfør af denne bestemmelse har Planklagenævnet

udarbejdet en række detailregler for nævnets virksomhed,

herunder bl.a. nærmere regler for indkaldelse af suppleanter

samt retningslinjer for, hvornår afgørelser træffes på hen-

holdsvis møder og i skriftlig procedure.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

3.5.7.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåe-

de ordning

Det fremgår af punkt 6 i aftale om opfølgning på evalu-

ering af planloven m.v., at aftalepartierne er enige om at

gennemføre en forenkling og smidiggørelse af klagesagspro-

cesser, bl.a. ved at Planklagenævnets forretningsorden fast-

sættes på bekendtgørelsesniveau.

Det er Erhvervsministeriets vurdering, at en forretningsor-

den fastsat ved bekendtgørelse er mindre sårbar i forbindelse

med udskiftninger i personkredsen i nævnet frem for en

forretningsorden fastsat af nævnet selv. En forretningsorden

på bekendtgørelsesniveau skaber derudover mulighed for

hensigtsmæssig ensretning på tværs af nævn.

Erhvervsministeriet finder, at dette punkt i aftalen mest

hensigtsmæssigt kan gennemføres ved en nyaffattelse af §

9 i lov om Planklagenævnet, således at erhvervsministeren

fastsætter nævnets forretningsorden. Samtidig foreslås det,

at § 10, stk. 1, ophæves.

Det foreslås, at bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar om

udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsen-

delse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning

af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlæg-

ning og visse andre love ophæves samtidig med ændringslo-

vens ikrafttrædelse, og at regler om nævnets administration

og virksomhed m.v. herefter bliver samlet i nævnets forret-

ningsorden.

De øvrige bestemmelser i bekendtgørelsen flyttes til den

relevante sektorlovgivning. For planlovens, sommerhuslo-

vens og kolonihavelovens vedkommende sker det ved § 1,

nr. 46 og 47, § 5, nr. 2, og § 6 i dette lovforslag, jf. nærmere

herom i pkt. 3.5.6 ovenfor.

Formålet med forretningsordenen er at sikre, at erhvervs-

ministeren har mulighed for at fastsætte de regler, der i

almindelighed er behov for, til at understøtte en funktions-

dygtig nævnsorganisation.

I forretningsordenen vil der på denne baggrund kunne

optages generelle bestemmelser for nævnets virke, herunder

f.eks. i forbindelse med indbringelse af klage samt sagernes

forberedelse og behandling. Hertil kommer regler for forde-

ling af sager til henholdsvis formandsafgørelse eller nævn-

safgørelse, forholdet til Nævnenes Hus, digital kommunika-

tion, m.v.

Der er ikke med nyaffattelsen af § 9 tilsigtet en ind-

skrænkning i den adgang til at fastsætte nærmere regler om

nævnets administration og virksomhed, som erhvervsmini-

steren er tillagt med bemyndigelsen i den gældende § 9. De

heri nævnte eksempler på regler for Planklagenævnets admi-

nistration og virksomhed vil således også kunne reguleres i

en forretningsorden, i det omfang reglerne understøtter en

effektiv og funktionsdygtig nævnsorganisation.

De foreslåede ændringer vil derudover medføre, at der

tilnærmes en ensretning i bestemmelser om bemyndigelse

til erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler for hen-

holdsvis Planklagenævnets og Miljø- og Fødevareklagenæv-

nets administration og virke.

3.5.7.2. Automatisk fritagelse af ikke-digitale borgere fra

anvendelse af digital selvbetjening

3.5.7.2.1. Gældende ret

Det følger af § 21, stk. 1, i lov nr. 1715 af 27. december

2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet, at indgivelse af

klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen

med nævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetje-

ning. Nævnet afviser herefter som udgangspunkt en klage,

der ikke indgives ved digital selvbetjening.

Det følger dog af § 21, stk. 2, at nævnet kan undlade at af-

vise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening,

hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke

må forventes at kunne anvende digital selvbetjening. Videre

følger det af § 21, stk. 3, i lov om Miljø- og Fødevarekla-

genævnet, at en klage ikke kan afvises, hvis en afvisning vil

være i strid med internationale eller EU-retlige forpligtelser

om ret til at klage over trufne afgørelser. Endvidere kan

nævnet ifølge § 21, stk. 4, undlade at afvise en klage, der

ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra

en samlet økonomisk vurdering er klare økonomiske fordele

for nævnet og 1. instans ved at behandle klagen.

Tilsvarende følger af § 3, stk. 1, 1. og 2. pkt., og § 4

i bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyttelse

af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af

klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage

for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse

andre love. Det følger således af bekendtgørelses § 3, stk. 1,

1. og 2. pkt., at klage til Planklagenævnet indgives skriftligt

til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendel-

se af digital selvbetjening, jf. dog § 4, stk. 2-4. Endvidere

skal efterfølgende kommunikation om klagesagen ske ved

anvendelse af digital selvbetjening. Det følger herefter af §

4, stk. 1, at nævnet afviser en klage, der ikke indgives ved

digital selvbetjening, jf. dog stk. 2-4. Ifølge § 4, stk. 2, kan

nævnet undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved

digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der

gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital

selvbetjening. Ifølge § 4, stk. 3, kan en klage ikke afvises,

hvis en afvisning vil være i strid med internationale eller

EU-retlige forpligtelser om ret til at klage over trufne afgø-

relser. Endvidere kan nævnet ifølge § 4, stk. 4, undlade

at afvise en klage, der ikke er indgivet ved digital selvbe-

tjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er

økonomiske fordele for nævnet og 1. instans ved at behandle

klagen. Bestemmelserne er udstedt i medfør af § 11, stk.

1 og 2, i lov nr. 1658 af 20. januar 2016 om Planklagenæv-

net, hvorefter erhvervsministeren kan fastsætte regler om,

at skriftlig kommunikation til og fra Planklagenævnet skal

foregå digitalt samt om digital kommunikation, herunder an-

vendelse af bestemte IT-systemer, særlige digitale formater

og digital signatur.

I forarbejderne til § 21, stk. 2, i lov om Miljø- og Fødeva-

reklagenævnet, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 44 som

fremsat, side 44, er opregnet en række eksempler på særli-

ge forhold. Det fremgår herunder bl.a., at hvis en borger

allerede er fritaget fra Digital Post via Borgerservice, taler

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

dette forhold generelt for en tilsvarende konkret fritagelse

fra digital selvbetjening i forhold til nævnssagerne.

Modtager nævnene en klage, som ikke er indgivet ved an-

vendelse af digital selvbetjening, vurderer nævnene i hvert

enkelt tilfælde, om der foreligger særlige forhold, der gør,

at nævnet kan undlade at afvise at realitetsbehandle kla-

gen. Afvisning af at realitetsbehandle en klage på grund

af manglende anvendelse af digital selvbetjening er en af-

gørelse, som indebærer den sagsbehandling, der følger af

almindelige forvaltningsretlige regler og principper om ek-

sempelvis partshøring og begrundelse.

En afgørelse om fritagelse for brug af digital selvbetjening

i forbindelse med indgivelse af klage medfører, at også ef-

terfølgende kommunikation om klagesagen kan foregå uden

anvendelse af digital selvbetjening.

3.5.7.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåe-

de ordning

Det fremgår af punkt 6 i Aftale om opfølgning på evalu-

ering af planloven m.v., at aftalepartierne er enige om at

gennemføre en forenkling og smidiggørelse af klagesagspro-

cesser, bl.a. ved at ikke-digitale borgere, der er fritaget for

brug af MitID, automatisk fritages for at bruge den digitale

selvbetjeningsløsning.

Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at processen i for-

bindelse med fritagelse for brug af digital selvbetjening ved

indgivelse af klage i dag er unødvendigt ressourcekrævende

i forhold til borgere, der er fritaget fra obligatorisk tilslut-

ning til Digital Post.

For Miljø- og Fødevareklagenævnet foreslås det at gen-

nemføre dette punkt i aftalen ved, at bestemmelsen i § 21,

stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæves, og

i stedet fastsættes i et nyt stk. 1, at indgivelse af klage og

efterfølgende kommunikation om klagesagen med nævnet

skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening, medmindre

klager er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post

efter reglerne herom i lov om Digital Post fra offentlige

afsendere. Det foreslås endvidere, at det fastsættes i et nyt

stk. 2, at nævnet afviser en klage, der ikke indgives i over-

ensstemmelse med stk. 1, jf. dog stk. 3-5. Stk. 2-4 bliver

herefter stk. 3-5.

For Planklagenævnet foreslås det at gennemføre dette

punkt i aftalen ved, at der indsættes en ny § 11 a, i lov

om Planklagenævnet, hvorefter det i stk. 1, fastsættes, at

indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation om

klagesagen med nævnet skal ske ved anvendelse af digital

selvbetjening, medmindre klager er fritaget fra obligatorisk

tilslutning til Digital Post efter reglerne herom i lov om

Digital Post fra offentlige afsendere. Det foreslås endvidere,

at det fastsættes i et nyt stk. 2, at nævnet afviser en klage,

der ikke indgives i overensstemmelse med stk. 1, jf. dog stk.

3-5.

Det foreslås i den forbindelse, at det i § 11 a, stk. 3, i lov

om Planklagenævnet fastsættes at nævnet kan undlade at af-

vise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening,

hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke

må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.

Det foreslås videre, at det i § 11 a, stk. 4, i lov om

Planklagenævnet fastættes, at en klage ikke afvises, hvis en

afvisning vil være i strid med internationale eller EU-retlige

forpligtelser om ret til at klage over trufne afgørelser.

Endvidere foreslås, at det i § 11 a, stk. 5, i lov om Plan-

klagenævnet fastsættes, at nævnet kan undlade at afvise en

klage, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der

ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare økonomiske

fordele for nævnet og 1. instans ved at behandle klagen.

Det foreslås, at § 3, stk. 1, 1. og 2. pkt., og § 4 i bekendt-

gørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyttelse af tilladel-

ser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til

Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse

afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre

love ophæves samtidig med lovforslagets ikrafttræden. § 4,

stk. 2-4, i bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 vil

i den forbindelse blive direkte videreført i lovforslagets §

11 a, stk. 3-5, i lov om Planklagenævnet, da det er mest

hensigtsmæssigt at reguleringen af indgivelse af klage og

anvendelse af digital kommunikation samles ét sted.

Lovforslaget indebærer, at borgere og virksomheder mv.

vil være forpligtede til at anvende digital selvbetjening ved

indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation om kla-

gesager med nævnene.

En klage skal herefter sendes via digital selvbetjening til

den myndighed, der har truffet afgørelsen. Ordningen med-

fører i den forbindelse en pligt for den myndighed, hvis

afgørelse der påklages, til at overveje, om der er grundlag

for at genoptage sagen og dermed også en retlig mulighed

for – men ikke pligt til – at genoptage sagen til fuld realitets-

behandling (remonstrationsadgang i forbindelse med indgi-

velse af klage). Såfremt myndigheden ønsker at fastholde

den påklagede afgørelse, videresender myndigheden klagen

via digital selvbetjening.

Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor en klager er fritaget

fra obligatorisk tilslutning til Digital Post efter reglerne her-

om i lov om Digital Post fra offentlige afsendere.

Hvis en myndighed modtager en klage over en afgørelse

truffet af denne uden brug af digital selvbetjening fra en

klager, som er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital

Post, vil det herefter påhvile denne myndighed at oprette

klagen i den digitale selvbetjeningsløsning, som anvendes

i forbindelse med videresendelse af klagen til det relevan-

te nævn. Den myndighed, som har truffet den påklagede

afgørelse, vil i den forbindelse skulle tage stilling til, om

den ønsker at fastholde sin afgørelse. Dette svarer til, hvad

der gælder i dag, hvis nævnet træffer afgørelse om, at kla-

ger fritages fra at anvende digital selvbetjening. Modtager

nævnene en klage direkte fra en klager, som er fritaget fra

Digital Post, vil forvaltningslovens almindelige regler om

vejledning og videresendelse finde anvendelse, jf. § 7, stk.

1-2, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med

senere ændringer.

Det vil i den forbindelse påhvile den myndighed, som

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

modtager klagen, at undersøge, hvorvidt klager er fritaget

fra obligatorisk tilslutning til Digital Post.

Hvis en klager ikke er fritaget fra obligatorisk tilslutning

til Digital Post, vil nævnene efter forslaget som hovedregel

afvise klager, der bliver indgivet uden anvendelse af digital

selvbetjening, jf. den foreslåede i § 21, stk. 2, i lov om

Miljø- og Fødevareklagenævnet og § 11 a, stk. 2, i lov om

Planklagenævnet.

Såfremt en myndighed modtager en klage, der er mangel-

fuld på grund af manglende anvendelse af digital selvbetje-

ning, vil myndigheden dog først skulle vejlede klager om at

anvende den digitale selvbetjening i stedet, jf. forvaltnings-

lovens § 7, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april

2014 med senere ændringer, herunder i form af vejledning

om helt grundlæggende spørgsmål, f.eks. pligten til at an-

vende den digitale selvbetjeningsløsning, den digitale selv-

betjenings web-adresse, kontaktoplysninger til supportfunk-

tion og lignende.

Beslutningen om, hvorvidt en klage skal afvises fra reali-

tetsbehandling eller ej på grund af manglende anvendelse

af digital selvbetjening, er en afgørelse, som indebærer den

sagsbehandling, der følger af almindelige forvaltningsretlige

regler og principper om eksempelvis partshøring og begrun-

delse.

Modtages en klage uden anvendelse af digital selvbetje-

ning fra en borger, der er fritaget fra Digital Post, vil

behandlingen af klagen derimod ikke skulle afvente, at

nævnene træffer en konkret afgørelse. Forslaget vil i den

forbindelse medføre en lettelse af processen forbundet med

indgivelse af klage for borgere, som i forvejen er fritaget fra

obligatorisk tilslutning til Digital Post.

De foreslåede bestemmelser i § 11 a, stk. 3-5, udgør en di-

rekte videreførelse af § 4, stk. 2-4, i bekendtgørelse nr. 130

af 28. januar 2017 og svarer til de gældende bestemmelser

i § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet,

som foreslås videreført i § 21, stk. 3-5, i lov om Miljø- og

Fødevareklagenævnet.

Nævnene vil herefter undtagelsesvis kunne dispensere fra

hovedreglen om, at nævnene afviser en klage, der ikke ind-

gives i overensstemmelse med den foreslåede § 21, stk. 1,

i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og § 11 a, stk.

1, i lov om Planklagenævnet, hvis der foreligger særlige for-

hold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende

digital selvbetjening.

Særlige forhold vil f.eks. kunne foreligge, hvor der er tale

om borgere med særlige handicap, såvel kognitiv som fysisk

funktionsnedsættelse samt demens. Ligeledes vil gælde for

borgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt ud-

satte borgere, borgere med psykiske lidelser, borgere med

sprogvanskeligheder, hvor hjælp og vejledning fra 1. instan-

sen eller nævnet ikke konkret vurderes at være en egnet

løsning. Der vil således kunne foreligge særlige forhold for

nogle borgere fra de nævnte grupper, der gør, at borgeren

ikke vil kunne anvende digital selvbetjening. Tilsvarende vil

der også være nogle borgere fra de nævnte grupper, der vil

kunne anvende digital selvbetjening, og som derfor vil være

forpligtet til at anvende denne. Det forudsættes i øvrigt,

at klage fra flere personer i fællesskab, f.eks. en forening,

vil skulle indgives digitalt, hvis blot en af de deltagende

personer er i stand til at indgive klagen ved anvendelse af

digital selvbetjening.

Endvidere indebærer forslaget, at nævnene ikke vil kunne

afvise en klage, hvis afvisningen vil stride mod de internati-

onale og EU-retlige forpligtelser, der følger af f.eks. Århus-

konventionen og miljøoplysningsdirektivet. Det følger bl.a.

af disse regler, at klageberettigede skal have adgang til at få

efterprøvet visse afgørelser, handlinger eller undladelser på

miljøområdet enten ved domstolene eller ved et uafhængigt

organ. Endvidere skal der stilles tilstrækkelige og effektive

retsmidler til rådighed, der skal være rimelige, retfærdige,

betimelige og ikke uoverkommeligt dyre.

Endelig indebærer forslaget, at nævnene på trods af mang-

lende anvendelse af digital selvbetjening i forbindelse med

indgivelse af en klage vil kunne beslutte at realitetsbehandle

klagen, hvis det pågældende nævn vurderer, at der ud fra

en samlet vurdering alligevel er klare økonomiske fordele

ved at behandle klagen. Det kan f.eks. være, hvis en klage

indeholder så mange data, at den digitale selvbetjening ikke

er indrettet til at håndtere det, og hvor det vil medføre bety-

delige omkostninger for nævnet eller for 1. instansen, hvis

den digitale selvbetjeningsløsning skulle anvendes.

3.5.7.3. Mulighed for direkte, digital partshøring

3.5.7.3.1. Gældende ret

Det følger § 21, stk. 1, i lov nr. 1715 af 27. december

2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet samt § 3, stk. 1, i

bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyttelse af

tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage

til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for vis-

se afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre

love, jf. § 11, stk. 1, i lov nr. 1658 af 20. december 2016 om

Planklagenævnet, at indgivelse af klage samt efterfølgende

kommunikation om klagesagen med nævnene skal ske ved

anvendelse af digital selvbetjening. Ifølge forarbejderne til

§ 21, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet,

jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 44 som fremsat, side

43, omfatter dette eksempelvis kommunikation i forbindelse

med partshøring eller indgivelse af supplerende oplysninger.

Både Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet

foretager efter gældende ret partshøring via digital selvbe-

tjening. Dette indebærer, at nævnene under iagttagelse af

forvaltningslovens almindelige regler om partshøring anven-

der digital selvbetjening til at gøre breve om partshøring

tilgængelige for parter, i det omfang parterne har adgang

hertil.

Det fremgår af § 19, stk. 1, i forvaltningsloven, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer,

at såfremt en part ikke kan antages at være bekendt med,

at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om

en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger,

må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og gi-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

vet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det

gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til

ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning

for sagens afgørelse. Myndigheden kan endvidere fastsætte

en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Forvaltningslovens § 19 indebærer bl.a., at en myndighed

er forpligtet til at foretage partshøring, selvom parten kender

en given oplysning, og selvom parten måtte være bekendt

med, at myndigheden er i besiddelse af oplysningen, hvis

blot vedkommende ikke ved, at oplysningen vil blive brugt

i den aktuelle sammenhæng, jf. bl.a. FOB 1999.257, FOB

2000.419, FOB 2001.557, FOB 2003.409, FOB 2006.414,

FOB 2006.613 og FOB 2009 20-4.

3.5.7.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåe-

de ordning

Det fremgår af punkt 6 i Aftale om opfølgning på evalu-

ering af planloven m.v., at aftalepartierne er enige om at

gennemføre en forenkling og smidiggørelse af klagesagspro-

cesser, bl.a. ved at der gives mulighed for at Planklagenæv-

net kan foretage direkte, digital partshøring i den online

selvbetjeningsløsning.

Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at den forslåede

ordning udgør en naturlig forlængelse af de eksisterende

muligheder i den digitale platform, og det forventes, at lov-

forslaget vil medvirke til at smidiggøre høringsprocesser.

Det foreslås at gennemføre dette punkt i aftalen ved, at der

indføres en ny § 11 b, stk. 1, i lov om Planklagenævnet og §

21 a, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor

det fastsættes, at nævnene ikke er forpligtet til at foretage

partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, over oplysninger,

som er tilgængelige for en part via digital selvbetjening.

Det forudsættes herved, at en part med adgang til digital

selvbetjening selv vil orientere sig i nyt materiale, som gøres

tilgængeligt, således at parten kan antages at være bekendt

med oplysningerne, og at vedkommende er klar over, at

oplysningerne kan eller vil blive brugt i forbindelse med

afgørelsen af klagesagen. Det bemærkes, at en part med ad-

gang til digital selvbetjening i dag modtager en advisering,

når der er nyt materiale tilgængeligt, og det forudsættes med

forslaget at dette også fremover vil være tilfældet. En part

med adgang til digital selvbetjening vil herefter modtage en

orientering, når der er nyt materiale tilgængeligt, således at

vedkommende kan orientere sig heri.

Nævnene vil fortsat være forpligtede til at foretage parts-

høring efter forvaltningslovens § 19 i forhold til parter,

som ikke har adgang til digital selvbetjening, eller som er

fritaget for brug heraf. I overensstemmelse med officialmak-

simen vil nævnene desuden fortsat være forpligtede til at

indhente relevante oplysninger fra parter som led i sagernes

oplysning, herunder i form af høringer med henblik på at

belyse problemstillinger, som nævnene ikke i forvejen har

oplysninger om.

Det foreslås endvidere, at der i et nyt § 11 b, stk. 2, i lov

om Planklagenævnet og § 21 a, stk. 2, i lov om Miljø- og

Fødevareklagenævnet fastsættes en adgang for nævnene til

at fastsætte en frist for parten til at afgive en udtalelse, når

nye oplysninger bliver gjort tilgængelige via digital selvbe-

tjening. Forslaget skal særligt i tilfælde, hvor en afgørelse i

en klagesag er nærtforestående, sikre, at parten indrømmes

rimelig tid til at fremkomme med en eventuel udtalelse,

inden det relevante nævn træffer afgørelse i den pågældende

sag.

Efter den foreslåede bestemmelse bør nævnene navnlig

fastsætte en frist for en part til at afgive en udtalelse, hvis

oplysningerne er til ugunst for parten og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Ved fastsættelsen af en frist

for at afgive en udtalelse bør den pågældende part gives

rimelig tid til at sætte sig ind i de nye oplysninger, som er

blevet gjort tilgængelige samt tid til at overveje en eventu-

el udtalelses form og indhold. Ved fastsættelsen af fristens

længde vil der bl.a. kunne lægges vægt på oplysningernes

kompleksitet og omfang, samt om der er tale om oplysnin-

ger af en karakter, der gør, at parten typisk vil have en

interesse i at lade en repræsentant eller sagkyndige vurdere

sagen inden afgivelse af en udtalelse. Fastsættelse af en frist

vil dog efter en konkret vurdering kunne undlades, hvis det

efter oplysningernes karakter eller sagens beskaffenhed i

øvrigt må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen

på det foreliggende grundlag. Tilsvarende vil gælde, hvis

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist

for sagens afgørelse, eller hvis partens interesse i, at sagens

afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hen-

syn til offentlige eller private interesser, der taler imod en

sådan udsættelse.

3.5.7.4. Udskydelse af bortfald af lokalplaner som følge af

klage

3.5.7.4.1. Gældende ret

Efter kommunalbestyrelsens vedtagelse af et planforslag,

herunder et forslag til lokalplan, offentliggøres forslaget

med henblik på muligheden for at fremsætte indsigelser m.v.

herimod, jf. planlovens § 24, stk. 1.

Det fremgår af planlovens § 32, stk. 1, at et forslag til lo-

kalplan bortfalder, hvis det ikke er (endeligt) vedtaget inden

3 år efter offentliggørelsen.

Kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af et forslag

til lokalplan, jf. planlovens § 27, stk. 1, kan påklages til

Planklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål, jf.

planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

3.5.7.4.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning.

Det kan ikke udelukkes, at Planklagenævnets behandling

af en klagesag om en endeligt vedtaget lokalplan i særlige

tilfælde kan blive så langvarig, at kommunalbestyrelsen på

tidspunktet for nævnets afgørelse – hvis afgørelsen går ud

på, at kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af lokal-

planen ophæves som ugyldig – ikke vil have tilstrækkelig

tid til at genbehandle planforslaget og på ny vedtage dette

endeligt inden udløbet af fristen efter planlovens § 32, stk.

1, på 3 år fra den oprindelige offentliggørelse af planforsla-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

get efter lovens § 24, stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse,

at en fornyet endelig vedtagelse af planforslaget forudsætter,

at der er rettet op på de mangler, som i henhold til Plankla-

genævnets afgørelse førte til forslagets ugyldighed.

Det foreslås derfor at indføre en ny bestemmelse i plan-

loven om, at Planklagenævnet i forbindelse med afgørelse

af en klagesag om en endeligt vedtaget lokalplan i særlige

tilfælde kan beslutte, at fristen efter § 32, stk. 1, forlænges

med op til 6 måneder. Det forudsættes herved, at Plankla-

genævnet ikke vil træffe beslutning om udsættelse af treårs-

fristen efter § 32, stk. 1, hvis kommunens forhold åbenlyst

er årsag til, at fristen vil blive overskredet i forbindelse

med kommunalbestyrelsens genbehandling af planforslaget i

forlængelse af afgørelsen af klagesagen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 48, og be-

mærkningerne hertil.

3.5.8. Tilsyn og behandling af data vedrørende sommerhus-

loven

3.5.8.1. Gældende ret

Plan- og Landdistriktsstyrelsen påser, at sommerhusloven

og regler udstedt efter loven overholdes, jf. lovens § 10 a,

stk. 1, og § 3, stk. 1, nr. 6, i bekendtgørelse nr. 470 af 8.

maj 2023 om henlæggelse af visse opgaver og beføjelser til

Plan- og Landdistriktsstyrelsen.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen fører blandt andet tilsyn

med reglerne om erhvervsmæssig eller langvarig udlejning

af hus eller husrum til ferie- og fritidsformål m.v., jf. § 2, jf.

§ 1, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 3-5, og om udlejning af egen

fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål, jf. lovens § 5 og

§ 5, jf. § 6, stk. 1.

Plan- og Landdistriktsstyrelsens tilsyn er hovedsageligt re-

aktivt og baserer sig blandt andet på indberetninger fra kom-

munalbestyrelserne, Skatteforvaltningen og Tinglysningsret-

ten, som efter sommerhuslovens § 11 er forpligtet til at

afgive indberetning til styrelsen (jf. ovennævnte bekendtgø-

relses § 3, stk. 2 og 3), hvis de kommer til kundskab om

virksomhed, der kan være omfattet af sommerhuslovens §

1. Tilsynet baserer sig desuden på henvendelser fra borgere,

fortrinsvis naboer m.v., samt hvis styrelsen i øvrigt bliver

opmærksom på relevante forhold af betydning for tilsynet.

Når Plan- og Landdistriktsstyrelsen modtager indberet-

ning, en henvendelse eller i øvrigt bliver opmærksom på

forhold af betydning for tilsynet, vurderer styrelsen i alle til-

fælde konkret, hvilke yderligere sagsbehandlingsskridt, der

skal foretages.

Herudover kan Plan- og Landdistriktsstyrelsen indhente

oplysninger til brug for oplysning af sager fra forskellige

myndigheder og registre, eksempelvis indkomstregisteret,

som indeholder oplysninger om udlejningsindtægter og øv-

rige oplysninger vedrørende udlejning af helårsboliger til

ferie- og fritidsformål m.v. fra før 2023, Det Centrale Per-

sonregister (CPR), som blandt andet indeholder oplysninger

om, på hvilke adresser en person er bopælsregistreret, Det

Digitale Tinglysningssystem, som bl.a. indeholder registre-

ring m.v. af rettigheder over fast ejendom, Matriklen, som

består af matrikelkort, register og -arkiv, og som er et digi-

talt register for fysisk planlægning, Det Centrale Virksom-

hedsregister (CVR), Bygnings- og Boligregisteret (BBR),

som indeholder oplysninger om alle bygninger og priva-

te boliger, Den Offentlige Informationsserver (OIS), som

ligeledes indeholder en række ejendomsoplysninger, Det

Fælleskommunale Ejendomsstamregister (ESR), som er et

landsdækkende register, der indeholder oplysninger om ejer-

forhold, matrikulært forhold, vurdering og ejendomsskatter

og Statens Salgs- og Vurderingsregister (SVUR), som er et

landsdækkende register, der indeholder vurderingsoplysnin-

ger, herunder oplysninger om ejendoms- og grundværdi.

Styrelsen søger desuden sagerne oplyst gennem partshø-

ringer.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen udfører i vidt omfang til-

synet med henholdsvis sommerhuslovens §§ 1-2 og §§ 5-6

på samme måde, idet der dog kan være forskelle mellem de

forskellige typer af sager, og afhængigt af den enkelte sags

nærmere karakter.

Siden januar 2020 er tilsynet gennemført blandt andet

ved hjælp af et IT-værktøj, som benævnes TUFF, hvormed

der sker en elektronisk indhentning og samkørsel af en

række data, herunder: Oplysninger fra CPR om cpr-numre

på anmeldte udlejere, oplysninger om, hvilke ejendomme

udlejer ejer (Ejendomsdatafortegnelsen i Geodatastyrelsen),

oplysninger fra BBR om udlejningshuse eller -lejligheders

beliggenhed, størrelse m.v., (offentligt tilgængelige oplys-

ninger), SagsGis (Plan- og Landdistriktsstyrelsens databa-

se) vedr. husenes geografiske beliggenhed, oplysninger via

websystemer om udlejeres lejeindtægter, der hentes fra Års-

opgørelsen (Skattestyrelsen).

TUFF muliggør en hurtigere oplysning af tilsynssagerne

efter sommerhusloven, end hvis Plan- og Landdistriktssty-

relsen, som tidligere, skulle indhente de samme oplysninger

ved konkret søgning i registre og/eller ved konkret fore-

spørgsel til de ansvarlige myndigheder om oplysninger i

deres varetægt. TUFF vil løbende blive udviklet og tilrettet

efter fremtidige behov.

Lov om Erhvervsstyrelsens benyttelse af data udgjorde

hjemmel til, at Erhvervsstyrelsen fra 2019 kunne indhente

og samkøre oplysninger som led i tilsynet med sommerhus-

lovens regler, jf. bemærkningerne til lovforslag 2018-19, L

188 om lov om ændring af lov om sommerhuse og campe-

ring m.v., lov om midlertidig regulering af boligforholdene

og byggeloven. Da administrationen af sommerhusloven ik-

ke længere hører ressortmæssigt under Erhvervsstyrelsen, er

det Kirkeministeriets vurdering, at denne lov ikke længere

kan anvendes som hjemmelsgrundlag for at behandle data

som led i tilsynsopgaven med sommerhuslovens regler.

En bekendtgørelse med hjemmel i lov om Erhvervsstyrel-

sens behandling af data skulle have fastsat specifikke regler

for Erhvervsstyrelsens behandling af data som led i tilsynet

med sommerhusloven, men blev ikke gennemført før ressor-

toverførslen af sommerhusloven til Bolig- og Planstyrelsen

var en realitet pr. 21. januar 2021.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Udlejningsplatformoperatørers indberetninger i medfør af

skatteindberetningslovens § 43 sker fra 1. januar 2023 og

frem ikke længere til Indkomstregistret, men til told- og

skatteforvaltningen, jf. lov nr. 902 af 21. juni 2022.

3.5.8.2. Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede

ordning

Det er Kirkeministeriets vurdering, at det er mest hen-

sigtsmæssigt, at regler for databehandling i relation til til-

synsopgaven efter sommerhusloven fremgår af sommerhus-

loven, for derved at fremme brugervenligheden.

Uanset at forvaltningsloven, og forudsætningerne i lovfor-

slag 2018-19, L 188, om at et IT-værktøj som TUFF skulle

anvendes til brug for tilsynsopgaven med sommerhusloven,

giver ministeren for landdistrikter, med forventet delegation

til Plan- og Landdistriktsstyrelsen, et retsgrundlag til at ind-

hente og behandle data, der videregives fra andre myndighe-

der, ønskes en tydeliggørende lovhjemmel til, at Plan- og

Landdistriktsstyrelsen målrettet og effektivt kan behandle,

herunder indsamle og samkøre, data fra offentlige registre

m.v. i fremtiden.

Det foreslås derfor, at der indføres en lovhjemmel i som-

merhusloven til, at Kirkeministeriet kan behandle, herunder

indsamle og samkøre, data.

Dette lovforslag skal ses i forlængelse af L 188, hvor der

blev indført lovhjemmel til, at kommunalbestyrelsen, når det

er nødvendigt for at kunne bistå erhvervsministeren med

førelsen af dennes tilsyn med overholdelsen af grænsen for

udlejningen, jf. § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1 i sommerhusloven,

kan få adgang til at behandle, herunder indsamle og sam-

køre, oplysninger fra andre offentlige myndigheder og fra

offentligt tilgængelige kilder, m.v. samt at få terminaladgang

til nødvendige oplysninger om fysiske personers forhold i

indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister.

Det foreslås, at der nu indføres en delvis lignende hjem-

mel i sommerhusloven til, at ministeren for landdistrikter,

med forventet delegation til Plan- og Landdistriktsstyrelsen,

når det er nødvendigt for at påse overholdelsen af reglerne,

jf. lovens § 10 a, stk. 1, kan behandle, herunder indsamle

og samkøre, oplysninger fra andre offentlige myndigheder

og fra offentligt tilgængelige kilder, og behandle, herunder

samkøre, oplysninger, som Kirkeministeriet, ud over de til-

fælde, som er nævnt i nr. 1, er i besiddelse af.

Den foreslåede ordning vil medføre, at Plan- og Land-

distriktsstyrelsen som ressortansvarlig myndighed for som-

merhusloven kan indsamle og samkøre oplysninger som

anført i bestemmelsen og således sikre både, at TUFF kan

anvendes på et tydeligt hjemmelsgrundlag, og at data fra

nye typer af IT-systemer eller fra nye registre eller andre

tilgængelige kilder kan behandles, indsamles og samkøres,

når det sker som led i at føre tilsyn med sommerhuslovens

overholdelse. IT-systemer forventes desuden udviklet og til-

passet for f.eks. at efterkomme nye EU-regler på området.

Den foreslåede ordning vil desuden medføre, at data, der

behandles, herunder indsamles og samkøres efter den fore-

slåede bestemmelse, også kan benyttes i f.eks. ansøgnings-

sager efter sommerhusloven, når det er relevant for tilsyns-

og sagsbehandlingen.

3.5.8.2.1 Forslaget om tilsyn og databehandling i forhold til

databeskyttelsesforordningen

Behandling af personoplysninger er reguleret af databe-

skyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

De oplysninger, som ministeren for landdistrikter vil be-

handle og samkøre efter de foreslåede regler i lovforslaget,

er almindelige personoplysninger og dermed omfattet af

databeskyttelsesforordningens artikel 6. Der vil som led i

anvendelsen af TUFF eller lignende IT-systemer blandt an-

det ske behandling, herunder samkøring af oplysninger om

navne, adresser og cpr-nr. samt oplysninger om lejeindtæg-

ter oplyst til Skattestyrelsen, jf. beskrivelsen af gældende

ret i pkt. 3.5.8.1. Behandlingen af data sker, når det er nød-

vendigt for at føre tilsyn med overholdelsen af reglerne, jf.

lovens § 10 a, stk. 1.

Det er Kirkeministeriets vurdering, at ministeren for land-

distrikters behandling af personoplysninger vil kunne ske

inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel

6, stk. 1, litra e, da behandlingen foretages som led i udøvel-

se af offentlig myndighed.

Det vurderes endvidere, at behandlingen af personnumre

vil kunne ske inden for rammerne af databeskyttelseslovens

§ 11.

Det bemærkes, at ministeren for Landdistrikter i medfør

af sommerhuslovens § 10 d, stk. 1, forventer at delegere

kompetencen til at føre tilsyn med overholdelse af loven

efter § 10 a, stk. 1, til Plan- og Landdistriktsstyrelsen.

Databeskyttelsesforordningen indeholder et nationalt råde-

rum for at fastsættelse af særregler om behandling af per-

sonoplysninger, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6,

stk. 2 og 3.

Det er Kirkeministeriets vurdering, at der bør fastsættes en

national særregel, hvorefter ministeren for landdistrikter, når

det er nødvendigt for at påse overholdelsen af reglerne, jf.

lovens § 10 a, stk. 1, kan behandle, herunder indsamle og

samkøre, oplysninger fra andre offentlige myndigheder, of-

fentligt tilgængelige kilder, samt oplysninger, som Kirkemi-

nisteriet i øvrigt er i besiddelse af. Kirkeministeriet vurderer,

at der er hjemmel hertil i databeskyttelsesforordningens ar-

tikel 6, stk. 1, litra e, jf. artikel 6, stk. 2, og 3, og at det

er hensigtsmæssigt, at der tilvejebringes et klart hjemmels-

grundlag for indsamlingen og samkøringen af oplysninger

i forbindelse med tilsynet med sommerhuslovens regler, jf.

lovens § 10 a, for at sikre et effektivt og tilstrækkeligt tilsyn

med reglernes efterlevelse.

Kirkeministeriet vurderer endvidere, at bestemmelsen er

inden for rammerne af artikel 6, stk. 2, idet den er specifikt

afgrænset til de oplysninger, der er nødvendige for at føre

tilsyn med overholdelsen af lovens regler, jf. lovens § 10 a.

Det er endelig Kirkeministeriets vurdering, at tilvejebrin-

gelsen af en national særregel er nødvendig af hensyn til

at føre et effektivt og tilstrækkeligt tilsyn med reglernes

efterlevelse. Det er ligeledes Kirkeministeriets vurdering, at

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

reglen står i rimeligt forhold til det legitime formål, der for-

følges, jf. artikel 6, stk. 3, 3. pkt. Det vurderes, at adgangen

til at indhente og samkøre oplysninger vil være proportionel,

da ministeren for landdistrikter vil iagttage de almindelige

krav om lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed i sin

administration, ligesom hensynet til proportionalitet i data-

behandlingen for så vidt angår dataminimering vil være iagt-

taget ved, at de pågældende oplysninger, der indsamles, er

nødvendige for at føre et effektivt og tilstrækkeligt tilsyn

med reglernes efterlevelse. Desuden vil ministeren for land-

distrikter blandt andet sætte adgangsbegrænsning på adgan-

gen til personoplysninger og tilsynssager, hvorved fokus på

lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed kan sikres.

Samtidig bemærkes, at de fleste oplysninger som ud-

gangspunkt vil blive gemt som følge den retlige forpligtelse

til at journalisere oplysninger, der indgår i myndighedens

sagsbehandling, mens andre oplysninger vil blive slettet, når

det vurderes, at der ikke er behov for dem, hvilket varetager

hensynet om opbevaringsbegrænsning.

Ifølge forordningens artikel 14 har den dataansvarlige en

pligt til at underrette den registrerede, hvis der sker en be-

handling af oplysninger om vedkommende, og oplysninger-

ne om den registrerede er indhentet hos andre end den regi-

strerede selv. Da de fleste oplysninger, der indsamles som

led i tilsynet med sommerhuslovens regler ikke indsamles

hos den registrerede, men derimod i offentlige registrer, vil

ministeren for landdistrikter blandt andet i forbindelse med

partshøring underrette den registrerede i henhold til kravene

i forordningens artikel 14.

3.5.8.2.2. Forslaget om tilsyn og databehandling i forhold til

forvaltningsloven

Plan- og Landdistriktsstyrelsens opgavevaretagelse er om-

fattet af reglerne i forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse

nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer.

Det følger af forvaltningslovens § 28, stk. 1, at for manuel

videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner (personop-

lysninger) til en anden forvaltningsmyndighed gælder reg-

lerne i databeskyttelseslovens §§ 6-8 og 10 og § 11, stk. 1,

og i artikel 5, stk. 1, litra a-c, artikel 6, artikel 7, stk. 3,

1. og 2. pkt., artikel 9 og 10 og artikel 77, stk. 1, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april

2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af så-

danne oplysninger, jf. databeskyttelseslovens § 2, stk. 1. For

videregivelse af personoplysninger til en anden forvaltnings-

myndighed, der helt eller delvis foretages ved hjælp af au-

tomatisk databehandling, finder reglerne i Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling

af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne op-

lysninger og databeskyttelsesloven anvendelse, medmindre

videregivelsen er reguleret af lov om retshåndhævende myn-

digheders behandling af personoplysninger.

Endvidere følger det af forvaltningslovens § 28, stk. 2,

at oplysninger af fortrolig karakter, som ikke er omfattet af

stk. 1, kun må videregives til en anden forvaltningsmyndig-

hed, når 1) den, oplysningen angår, udtrykkeligt har givet

samtykke, 2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat

i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, eller 3)

det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betyd-

ning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse,

myndigheden skal træffe. Forvaltningslovens § 28, stk. 2,

tager sigte på oplysninger af fortrolig karakter, som ikke

angår identificerbare fysiske personer, dvs. fortrolige oplys-

ninger om juridiske personer og fortrolige oplysninger, som

hverken angår juridiske personer eller identificerbare fysiske

personer.

Derudover følger det af forvaltningslovens § 29, stk. 1,

at i sager, der rejses ved ansøgning, må oplysninger om

ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre

dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndig-

hed. Bestemmelsen i § 29, stk. 1, gælder dog ikke, hvis

1) ansøgeren har givet samtykke hertil, 2) andet følger af

lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller 3) sær-

lige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger

ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.

I forvaltningslovens § 31 er det fastsat, at i det omfang en

forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en op-

lysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvalt-

ningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af be-

tydning for den anden myndigheds virksomhed eller for en

afgørelse, som myndigheden skal træffe. Bestemmelsen er

ikke begrænset til at omfatte fortrolige oplysninger og gæl-

der både for personoplysninger og andre oplysninger. Det

fremgår endvidere af forvaltningslovens § 32, at en person,

der virker inden for den offentlige forvaltning, ikke i den

forbindelse må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er

af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 1, og be-

mærkningerne hertil.

4. Regionale konsekvenser, herunder for landdistrikter

Forslaget om, at kommunerne skal gennemføre strategisk

planlægning for bymidter i mindre og mellemstore byer vil

kunne have positive regionale konsekvenser, herunder også

for landdistrikterne omkring de berørte byer.

Forslaget om, at kommuner kan tillægge hensynet til mo-

bildækning særlig vægt ved ansøgninger om opstilling af

mobilmaster i visse områder, og forslaget om udvidelse af

muligheden for opsætte antennesystemer og teknikskabe/-

huse til radiokommunikation på eksisterende master mv.

uden landzonetilladelse, vil kunne have positive regionale

konsekvenser, herunder særligt for mobildækningen i land-

distrikterne.

Lovforslaget har derudover ikke i sig selv regionale kon-

sekvenser, men vil kunne fremme vækst og udvikling i land-

distrikterne som følge af, at 1) beboerne på de små øer

kan opfordre kommunalbestyrelsen til at udarbejde en ø-ud-

viklingsplan til fremme af vækst og udvikling, 2) der kan

gives forsøgstilladelse til, at eksisterende, overflødiggjorte

bygninger inden for strandbeskyttelseslinjen, der ikke ligger

i tilknytning til øvrige turismemæssige aktiviteter, omdannes

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

til turismeformål, 3) kommunerne får bedre muligheder for

udvikling af landsbyer, 4) kommunerne får mulighed for at

overføre hele landzonelandsbyer til byzone og 5) der bliver

bedre muligheder for at etablere glampingenheder i landzo-

ne.

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-

kvenser for det offentlige

Forslaget om strategisk planlægning for bymidter pålæg-

ger kommunerne nye opgaver og har derfor økonomiske og

implementeringsmæssige konsekvenser for kommunerne.

Forslaget om fokusering af stiftsøvrighedens muligheder

for at gøre indsigelse mod lokalplaner for vindmøller og

solcelleanlæg forventes at medføre administrative lettelser

for kommunerne og staten.

Forslagene om at fjerne kravet om forudgående offentlig-

hed i forbindelse med kommunernes udarbejdelse af ændrin-

ger af kommuneplanen og at give kommunerne mulighed

for at behandle lokalplanforslag og dispensationer efter na-

turbeskyttelsesloven samtidig (one stop shop) forventes at

medføre administrative lettelser for kommunerne.

Forslaget om at fjerne kravet til kommuner og regioner

om hvert 4. år at udarbejde en redegørelse for det lokale

Agenda 21-arbejde og dermed også fjerne kravet om, at

ministeren hvert 4. år skal afgive en redegørelse for Agenda

21-arbejdet i regioner og kommuner, vil medføre admini-

strative lettelser for kommuner, regioner og staten.

Lovforslaget for så vidt angår de foreslåede ændringer

af lov om Planklagenævnet og lov om Miljø- og Fødekla-

genævnet har ikke nævneværdige økonomiske konsekvenser

for det offentlige og vurderes at følge de fastsatte princip-

per for digitaliseringsklar lovgivning. Herudover forventes

de pågældende ændringer ikke at medføre implementerings-

konsekvenser i form af udgifter og implementeringsperiode,

idet det vurderes, at indgivelse af klage og efterfølgende

kommunikation om klagesagen med nævnet, kan udføres

under den nuværende digitale selvbetjeningsløsning.

Kommuner, som planlægger, at nye boliger skal anvendes

som ungdomsboliger, således at reglerne om ustøttede priva-

te ungdomsboliger skal gælde i kommunen, kan afholde ud-

gifter til sagsbehandling i forbindelse med løbende kontrol

af, at boligerne bebos af den berettigede personkreds, ophæ-

velse af lejemål, og udgifter til sagsbehandling i forbindelse

med eventuelle udlejningsvanskeligheder.

Da de foreslåede regler om ustøttede private ungdomsbo-

liger finder anvendelse på boliger opført i henhold til lokal-

planer vedtaget efter den 1. januar 2024, ventes lovforslaget

tidligst at få økonomisk effekt fra 2024.

Efter lovens ikrafttræden skønnes en årlig tilvækst på 300

ustøttede private ungdomsboliger, hvor de første forudsættes

ibrugtaget primo 2025.

Da det ifølge forslaget er op til den enkelte kommune at

planlægge specifikt for ustøttede private ungdomsboliger, og

dermed om reglerne om ustøttede private ungdomsboliger

skal gælde, vil de afledte kommunaløkonomiske konsekven-

ser, som skal udlignes via DUT, være nul.

De kommunale merudgifter til administration af ordnin-

gen skønnes – under forudsætning af en gennemsnitlig kom-

munal arbejdsindsats på 0,30 time pr. bolig og givet at den

aktuelle bestand af ustøttede private ungdomsboliger, som

er omfattet af ordningen, medtages, at udgøre 24.000 kr. i

2025, 72.000 kr. i 2026, 120.000 kr. i 2027, 167.000 kr. i

2028 og ventes herefter at være voksende i takt med tilvæk-

sten i antallet af ustøttede private ungdomsboliger.

Lovforslaget forventes ikke at medføre ændringer i de

offentlige udgifter til individuel boligstøtte, idet antallet af

nybyggede udlejningsboliger samt huslejerne i disse ikke

forventes påvirket.

Der forventes ingen særlige implementeringsudgifter for

staten og kommunerne som følge af lovforslaget.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konse-

kvenser eller implementeringskonsekvenser for regionerne.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-

hvervslivet m.v.

Lovforslaget har ikke i sig selv direkte økonomiske og

administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Nogle af lovforslagets forslag kan have positive økonomi-

ske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Det

drejer sig om forslagene om udvidede muligheder for at

give landzonetilladelse til etablering af glampingenheder og

opstilling af mobilmaster i visse områder samt udvidelse

af mulighederne for opsætning af antennesystemer til radio-

kommunikation med dertilhørende teknikskabe/-huse på ek-

sisterende master m.v. uden krav om landzonetilladelse.

Forslagene om, at kommunerne skal gennemføre strate-

gisk planlægning for visse bymidter, kan planlægge for mid-

lertidig anvendelse af byzonearealer, kan planlægge for ho-

teller, kontorerhverv el.lign. i transformationsområder, kan

vedtage ø-udviklingsplaner og kan overføre landzonelands-

byer til byzone, vil kunne have afledte positive økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet.

Forslagene om at fokusere stiftsøvrighedens muligheder

for at gøre indsigelse mod lokalplaner for vindmøller og sol-

celleanlæg og at give kommunerne mulighed for at behandle

lokalplanforslag og dispensationer efter naturbeskyttelseslo-

ven samtidig (one stop shop) vil endvidere kunne have af-

ledte positive økonomiske og administrative konsekvenser

for erhvervslivet.

Forslaget om, at kommunerne får mulighed for at stille

krav om etablering af anlæg til sikring mod oversvømmel-

se eller erosion (afværgeforanstaltninger) uden for lokalpla-

nområdet, vil – afhængigt af de konkrete omstændigheder

– kunne have afledte positive eller negative økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet. Endvidere vil forslaget om,

at en kommune og en grundejer/bygherre kan indgå udbyg-

ningsaftale om afværgeforanstaltninger kunne have afledte

positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget for så vidt angår de foreslåede ændringer af

lov om Planklagenævnet og lov om Miljø og Fødevarekla-

genævnet har ikke økonomiske eller administrative konse-

kvenser for erhvervslivet.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Forslaget om ustøttede private ungdomsboliger indebærer,

at ejere og administratorer, som driver ustøttede private

ungdomsboliger, pålægges en løbende administration af be-

boernes studieaktivitet. Der vil være tale om henvendelser

til eksisterende lejere, med henblik på at kontrollere deres

studieaktivitet, samt opsigelse af lejere, som ikke længere

kan dokumentere studieaktivitet.

Den foreslåede rækkefølge ved udlejning vil medføre en

moderat forøgelse af den administrative byrde hos udlejere

af ustøttede private ungdomsboliger, idet de vil skulle ind-

hente oplysninger fra lejerne.

Det samlede tidsforbrug hos udlejere af ustøttede private

ungdomsboliger til kontrol af beboernes studieaktivitet som

følge af lovforslaget skønnes at udgøre 30 timer i 2025, 150

timer i 2026, 350 timer i 2027, 550 timer i 2028. Tidsforbru-

get ventes herefter at være voksende i takt med tilvæksten i

antallet af ustøttede private ungdomsboliger.

Den foreslåede rækkefølge ved udlejning vil medføre en

moderat forøgelse af den administrative byrde hos udlejere

af midlertidige ustøttede private ungdomsboliger, idet de

vil skulle indhente oplysninger fra ansøgere, om ansøgeren

eventuelt har fysiske handicap eller har pårørende med fysi-

ske handicap.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har mht. de foreslåede ændringer af planlo-

ven, sommerhusloven, lov om boligforhold, lejeloven og

kolonihaveloven ikke administrative konsekvenser for bor-

gerne.

Lovforslaget medfører en forenkling i processen i forbin-

delse med indgivelse af klager fra borgere, som er frita-

get for Digital Post efter reglerne herom i lov om Digital

Post fra offentlige afsendere. Lovforslaget medfører endvi-

dere, at borgere med adgang til digital selvbetjening, selv

skal orientere sig i oplysninger, som bliver tilgængelige for

vedkommende via digital selvbetjening, herunder med hen-

blik på afgivelse af en udtalelse, i forbindelse med henholds-

vis Miljø- og Fødevareklagenævnets og Planklagenævnets

behandling af klagesager, idet nævnene efter lovforslaget

ikke vil være forpligtede til at foretage en egentlig partshø-

ring over sådanne oplysninger, jf. forvaltningslovens § 19,

jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere

ændringer.

8. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke i sig selv klimamæssige konsekven-

ser.

Forslaget om stiftsøvrighedens muligheder for at gøre

indsigelse mod lokalplaner for vindmøller og solcelleanlæg

vil dog efter omstændighederne kunne have positive konse-

kvenser for klimaet.

9. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke i sig selv miljø- eller naturmæssige

konsekvenser, men kommunernes brug af de nye planlæg-

ningsmuligheder vedrørende bynatur og grønne parkerings-

forhold vil kunne have positive konsekvenser for miljø og

natur.

10. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget omfatter hjemmel for kommunerne til at

planlægge for parkeringsforhold, herunder ladestandere til

motorkøretøjer. Kommunerne kan herved ikke tilsidesætte

de EU-retlige minimumskrav til ladestandere, jf. bygnings-

direktivet, som er implementeret i ladestanderbekendtgørel-

sen.

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 17. maj

til den 23. juni 2023 været sendt i høring hos følgende

myndigheder, organisationer, uddannelsesinstitutioner m.v.:

KL, alle kommuner, Danske Regioner, alle regioner, alle

stifter, alle byretter samt Vestre Landsret og Østre Lands-

ret, Advokatrådet, Akademikerne, Akademirådet, Amnesty

International, Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentati-

on (ABF), Arkitektforeningen, Arkitektskolen Aarhus, As-

faltindustrien, Banedanmark, Biogas Danmark, By & Havn,

By og Land Danmark, Byggeskadefonden, Byggesocietetet,

Bygherreforeningen, Bæredygtigt Landbrug, Camping Out-

door Danmark, CO-industri, CONCITO, COWI, Cyklistfor-

bundet, Danmarks Almene Boliger (BL), Danmarks Fiske-

riforening, Danmarks Frie AutoCampere, Danmarks Idræts-

forbund, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Lejerforenin-

ger, Danmarks Naturfredningsforening (DN), Danmarks

Tekniske Universitet (DTU), DanPilot, Dansk Affaldsfor-

ening, Dansk Arkitektur Center, Dansk Blindesamfund,

Dansk Byplanlaboratorium, Dansk Camping Union, Dansk

Ejendomsmæglerforening, Dansk Design Center, Dansk Er-

hverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Fåreavl, Dansk Industri

(DI), Dansk Ingeniørforening, Dansk Journalistforbund,

Dansk Kyst og Naturturisme, Dansk Metal, Dansk Miljø-

teknologi, Dansk Sejlunion, Dansk Skovforening, Dansk

Standard, Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA),

Danske Advokater, Danske Destinationer, Danske Handica-

porganisationer, Danske Havne, Danske Kloakmestre, Dan-

ske Maritime, Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Dan-

ske Tegl, Danske Udlejere, De Samvirkende Købmænd,

Destination Fyn, Det Centrale Handicapråd, Det Danske

Spejderkorps, Det Finansielle Ankenævn, Det Kriminalpræ-

ventive Råd, DGI, DHI, Dommerforeningen, Dommerfuld-

mægtigforeningen, Drivkraft Danmark, DSB, DTL - Danske

Vognmænd, Det Nationale Forskningscenter for Arbejds-

miljø, EjendomDanmark, Elretur, Energinet, Entomologisk

Forening, Erhvervsflyvningens Sammenslutning, Erhvervs-

lejernes Landsorganisation, Fagligt Fælles Forbund (3F), F-

Camping, Foreningen af Byplanlæggere (FAB), Feriehusud-

lejernes Brancheforening, Finans Danmark, Forbrugerrådet

Tænk, Forbundet Arkitekter og Designere (FAOD), Forenin-

gen af Lystbådehavne I Danmark (FLID), Foreningen af

Rådgivende Ingeniører (FRI), Forsikring & Pension, Friluft-

srådet, FSR – danske revisorer, Gammel Estrup Danmarks

Herregårdsmuseum, Gavnø Slot, GRAKOM - Kommunika-

tionsindustrien, GEUS, Green Power Denmark, Grundejer-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

nes Investeringsfond, Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Vel-

færdsråd, Hedeselskabet, HOFOR, HORESTA, Husleje- og

beboerklagenævnsforeningen, Institut for Menneskerettighe-

der, Justitia, Klimabevægelsen, Kolonihaveforbundet, Ko-

mitéen Bæredygtig Kystkultur, Kommissarius ved Statens

Ekspropriationer i Jylland, Kommissarius ved Statens Eks-

propriationer på Øerne, Københavns Lufthavne (CPH), Kø-

benhavns Universitet, Landbrug & Fødevarer, Landdistrik-

ternes Fællesråd, Landinspektørforeningen, Landsforenin-

gen for Bygnings- og Landskabskultur, Landsforeningen

KRIM, Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Landsfor-

eningen Praktisk Økologi, Lederne Søfart, Lejernes Hus,

Lejernes Landsorganisation (LLO), Lejernes Retshjælp, Ma-

skinmestrenes Forening, Mejeriforeningen, Metroselskabet

12. Sammenfattende skema

og Hovedstadens Letbane, Moesgård Museum, Movia, Na-

tionalpark Thy, NOAH Friends of the Earth Denmark, Nuu-

day A/S, Parcelhusejernes Landsforening, Realdania, Rets-

politisk Forening, Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed,

Rigsrevisionen, Rådet for Bæredygtigt Byggeri, Sammen-

slutningen af Danske Småøer, SMVdanmark, Sund & Bælt,

Syddansk Universitet, TDC Net A/S, TEKNIQ Arbejdsgi-

verne, Teleindustrien, Træinformation, Vikingeskibsmuseet,

Økologisk Landsforening, Ørsted, Aalborg Universitet, Aar-

hus Universitet og 92-gruppen.

Lovforslaget er endvidere den 18. oktober 2023 sendt i

høring hos Færøernes landsstyre og Grønlands landsstyre.

Positive konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,

anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Ingen

Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,

anfør »Ingen«)

Til forslaget om ustøttede private vil de

afledte kommunaløkonomiske konsekven-

ser vil være 0-DUT, da det er op til den

enkelte kommune at planlægge nye ustøt-

tede private ungdomsboliger, og dermed

om reglerne skal være gældende i kommu-

nen.

Til forslaget om strategisk planlægning for

bymidter er der på FL 2022 afsat 3,5 mio.

kr. årligt fra 2023-2026 og derefter 0,2

mio. kr. årligt til evt. DUT-kompensation.

Ingen

Til forslaget om ustøttede private ung-

domsboliger vil der være et administrativt

tidsforbrug på 30 timer i 2025, 150 timer i

2026, 350 timer i 2027, 550 timer i 2028

og 750 timer i 2029. Tidsforbruget ventes

herefter at være voksende i takt med til-

væksten i antallet af ustøttede private ung-

domsboliger.

Ingen

Implementeringskonsekvenser

for stat, kommuner og regioner

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Ingen

Administrative konsekvenser

for borgerne

Klimamæssige konsekvenser

Miljø- og naturmæssige konse-

kvenser

Forholdet til EU-retten

Er i strid med de fem principper

for implementering af erhvervs-

rettet EU-regulering/går videre

Ingen

Ingen EU-retlige aspekter (MIM? )

X Nej

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

end minimumskrav i EU-regu-

lering (sæt X)

ven giver ikke mulighed for at meddele dispensation fra

strandbeskyttelseslinjen til formålet.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.3.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i

§ 4 a, stk. 1, nr. 2,

indsættes: “eller

ved omdannelse af eksisterende, overflødiggjorte bygninger

inden for strandbeskyttelseslinjen”.

Det følger herefter af bestemmelsen, at ministeren for

landdistrikter efter ansøgning fra kommunalbestyrelsen kan

meddele tilladelse, hvis etableringen af de konkrete projek-

ter sker i tilknytning til øvrige turismemæssige aktiviteter

eller ved omdannelse af eksisterende, overflødiggjorte byg-

ninger inden for strandbeskyttelseslinjen, og er i overens-

stemmelse med de sammenhængende turistpolitiske overve-

jelser i kommunalbestyrelsens planlægning for turisme samt

kommunalbestyrelsens planstrategi.

Forslaget vil indebære, at eksisterende, overflødiggjorte

bygninger, der på grund af deres lokalisering inden for

strandbeskyttelseslinjen gør dem velegnede til omdannelse

til turismeformål under særlig hensyntagen til den omkring-

liggende natur og landskabet vil kunne opnå en forsøgstil-

ladelse, selv om bygningerne ikke ligger i tilknytning til

øvrige turismemæssige aktiviteter. Forslaget vil endvidere

indebære, at en omdannelse af sådanne overflødiggjorte

bygninger ikke alene vil give mulighed for, at bygningerne

efter en konkret vurdering bevares og f.eks. efter en ombyg-

ning tages i brug til turismeformål men også, at en omdan-

nelse efter en konkret vurdering vil kunne indebære, at hele

eller dele af bygninger nedrives og erstattes med nybyggeri i

nogenlunde samme omfang som det hidtidige byggeri.

I nogle tilfælde vil ønskerne ikke kunne realiseres af hen-

syn til internationale forpligtelser til beskyttelse af arter af

dyr og planter m.v.

De øvrige kriterier, jf. § 4 a, stk. 1, fastholdes uænd-

ret. Forslaget ændrer således ikke ved, at de øvrige kriterier

for meddelelse af forsøgstilladelse, jf. § 4 a, stk. 1, skal være

opfyldt. Projekterne må ikke være i strid med anden lov-

givning eller med de nationale interesser vedrørende f.eks.

produktionsvirksomheder og risikovirksomheder eller natur-

og miljøbeskyttelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 3

Af planlovens § 5 b, stk. 1, fremgår, hvad der gælder for

planlægningen i kystnærhedszonen.

Med lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås, at der i § 5 b indsæt-

tes et stk. 10, hvorefter ministeren for landdistrikter efter

aftale med miljøministeren kan godkende, at kommunalbe-

styrelsen vedtager en ø-udviklingsplan, der fraviger § 5 b,

stk. 1.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det fremgår af planlovens § 2, stk. 2, at ministeren for

landdistrikter efter nyvalg til Folketinget afgiver en redegø-

relse om landsplanarbejdet til brug for kommuneplanlægnin-

gen – den såkaldte landsplanredegørelse – og at ministeren

i øvrigt i fornødent omfang kan afgive en redegørelse for

de landsplanmæssige interesser i særlige emner til brug for

kommuneplanlægningen. Efter § 2, stk. 3, skal redegørelsen

for landsplanarbejdet, jf. stk. 2, omfatte de særlige forhold

af betydning for planlægningen i hovedstadsområdet.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.5.3.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-

get.

Det foreslås, at

§ 2, stk. 2

ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at ministeren for

landdistrikter ikke længere vil være forpligtet til efter nyvalg

til Folketinget at afgive en redegørelse for landsplanarbejdet

til brug for kommuneplanlægningen (landsplanredegørelse),

omfattende bl.a. de særlige forhold af betydning for plan-

lægningen i hovedstadsområdet. Ministeren vil uændret –

dvs. uanset ophævelsen af § 2, stk. 2, 2. pkt. – have mu-

lighed for i fornødent omfang at afgive en redegørelse for

de landsplanmæssige interesser i særlige emner til brug for

kommuneplanlægningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.1.2 i lovforslagets al-

mindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af planlovens § 4 a, stk. 1, at ministeren for

landdistrikter efter ansøgning fra kommunalbestyrelser kan

meddele mellem 0 og 15 tilladelser til planlægning og med-

delelse af landzonetilladelse til innovative og miljømæssigt

bæredygtige turismeprojekter uanset planlovens kystbestem-

melser og landzoneregler.

En tilladelse forudsætter bl.a., jf. § 4 a, stk. 1, nr. 2, at

etableringen af de konkrete projekter sker i tilknytning til

øvrige turismemæssige aktiviteter.

De gældende regler i planloven om forsøgsprojekter i

kystnærhedszonen giver ikke mulighed for at meddele en

forsøgstilladelse til, at eksisterende, overflødiggjorte byg-

ninger inden for strandbeskyttelseslinjen kan omdannes til

turismeformål, hvis bygningerne ikke opfylder kriteriet i

planlovens § 4, a, stk. 1, nr. 2, om, at etableringen af de kon-

krete projekter sker i tilknytning til øvrige turismemæssige

aktiviteter.

De almindelige dispensationsregler i naturbeskyttelseslo-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Som en konsekvens heraf foreslås, at der i

§ 5 b, stk. 1,

efter ordet ”gælder”, indsættes ”jf. dog stk. 10”.

Med forslaget om en henvisning i § 5 b, stk. 1, til det

foreslåede § 5 b, stk. 10, om en ø-udviklingsplan vil det her-

efter fremgå af § 5 b, stk. 1, at bestemmelsen kan fraviges

i forbindelse med kommunalbestyrelsens udarbejdelse af en

ø-udviklingsplan.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets alminde-

lige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af planlovens § 5 b, stk. 4, at i forbindelse

med ansøgning om udlæg af nye sommerhusgrunde i kyst-

nærhedszonen skal den enkelte kommunalbestyrelse anvise

hvilke ubebyggede sommerhusgrunde i kystnærhedszonen,

der kan tilbageføres til landzone, så der byttes eksisterende

ubebyggede sommerhusområder med nye i forholdet 1:1 i

de kommuner, hvor det er muligt.

Tilbageførsel af udlagte, men uudnyttede sommerhusgrun-

de kan være hele sommerhusområder, som er ubebyggede,

eller større, sammenhængende dele af sommerhusområder,

der ikke er bebyggede. Enkelt beliggende, uudnyttede som-

mergrunde kan ikke omplaceres.

Kravene til de sommerhusgrunde, der kan søges tilbage-

ført til landzone, er, at de ved lokalplan, bygningsvedtægt

eller byplanvedtægt er udlagt til sommerhusgrunde, er ube-

byggede og er beliggende i kystnærhedszonen.

Det er ikke muligt efter de gældende regler i planlovens

§ 5 b, stk. 4, at afvise en kommunalbestyrelses ansøgning

om tilbageførsel til landzone af sommerhusgrunde, der i

praksis ikke ville kunne bebygges med sommerhuse, f.eks.

fordi grundene ved havets erosion af kysten er skyllet i

havet. Sommerhusgrundene kan også i praksis være ubebyg-

gelige, fordi de f.eks. er omfattet af naturbeskyttelseslovens

strandbeskyttelseslinje, der forbyder tilstandsændringer og

herunder byggeri, eller er omfattet af andre bindinger, der

gør grundene ubebyggelige.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.3.5.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i

§ 5 b, stk. 4, nr. 2,

i lov om planlæg-

ning tilføjes et

2. pkt.,

hvorefter en ubebygget sommerhus-

grund, der ikke kan bebygges efter f.eks. naturbeskyttelses-

lovgivningen, ikke må søges tilbageført til landzone.

Det følger herefter af bestemmelsen, at den enkelte kom-

munalbestyrelse skal anvise, hvilke ubebyggede sommer-

husgrunde i kystnærhedszonen der kan tilbageføres, så der

byttes eksisterende ubebyggede sommerhusområder med

nye i forholdet 1:1 i de kommuner, hvor det er muligt. En

ubebygget sommerhusgrund, der ikke kan bebygges efter

f.eks. naturbeskyttelseslovgivningen, må ikke søges tilbage-

ført til landzone.

Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen ikke - i

forbindelse med ansøgning om udlæg og omplacering af nye

sommerhusområder - ansøger om tilbageførsel og omplace-

ring af tidligere lokalplanlagte sommerhusområder eller dele

heraf, for så vidt angår sommerhusgrunde, der ikke længere

eksisterer, eller som i henhold til anden lovgivning er ube-

byggelige.

Det betyder, at sommerhusgrunde, der ikke kan bebygges

på grund af f.eks. naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttede

naturtyper, § 8 om klitfredning, § 15 om strandbeskyttelses-

linjen, § 16 om sø- og åbeskyttelse, § 17 om skovbyggelin-

jen, § 18 om fortidsmindebeskyttelseslinjen, fredning eller

international naturbeskyttelse, ikke vil kunne tilbageføres

som led i en omplacering af sommerhusområder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og pkt.

3.3.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af planlovens § 5 a, stk. 1, at kystnærhedszo-

nen uden for udviklingsområder, jf. § 5 b, stk. 2, skal søges

friholdt for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængige af

kystnærhed. For planlægningen i kystnærhedszonen gælder,

jf. § 5 b, stk. 1, at der kun må inddrages nye arealer i

byzone og planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er

en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse

for kystnær lokalisering.

Af planlovens § 29, stk. 2, fremgår, at ministeren for land-

distrikter skal fremsætte indsigelse mod forslag til lokalpla-

ner for arealer i kystnærhedszonen uden for udviklingsområ-

derne, hvis planforslaget er i strid med bestemmelserne i §

5 a, stk. 1, § 5 b, § 11 f eller § 16, stk. 4. Pligten gælder

dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning, jf. §

29, stk. 1.

Af § 35, stk. 1, fremgår, at i landzoner må der ikke uden

tilladelse fra kommunalbestyrelsen foretages udstykning,

opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af

bestående bebyggelse og ubebyggede arealer.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.3.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i

§ 5 b

indsættes et

stk. 10,

hvorefter

ministeren for landdistrikter efter aftale med miljøministeren

kan godkende, at kommunalbestyrelsen vedtager en ø-ud-

viklingsplan, der fraviger stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan

alene udarbejde et forslag til en ø-udviklingsplan på initiativ

af øens beboere. En ø-udviklingsplan tilvejebringes som en

lokalplan efter reglerne i kapitel 5 og 6.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de små øer

vil få øgede muligheder for - inden for ø-udviklingsplanens

rammer - at opnå en lempeligere adgang til dels fravigelse

af planlovens regler om planlægning i kystnærhedszonen,

dels meddelelse af landzonetilladelser både i og uden for

kystnærhedszonen.

Forslaget omfatter ikke arealer, der er omfattet af klitfred-

ning, jf. naturbeskyttelseslovens §§ 8 og 9.

Forslaget omfatter de 27 småøer, der er omfattet af plan-

lovens § 40 a, stk. 3, om lempede regler for at dispense-

re til udlejning til helårsbeboelse. Forslaget omfatter såle-

des: Agersø, Anholt, Askø inkl. Lilleø, Avernakø, Barsø,

Birkholm, Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm, Endelave, Fejø,

Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø,

Orø, Sejerø, Skarø, Strynø, Tunø, Venø og Aarø.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Forslaget medfører endvidere, at kommunalbestyrelsen

alene kan udarbejde et forslag til en ø-udviklingsplan på

initiativ af øens beboere og med udgangspunkt i beboernes

lokale ønsker og behov og de konkrete forhold på øen. Øens

beboere, der kan tage initiativ til en ø-udviklingsplan, om-

fatter også sommerhus- og flexboligejere. Det er kommunal-

bestyrelsen, der beslutter, om der skal udarbejdes en ø-ud-

viklingsplan, og i givet fald udarbejder den i samarbejde

med øens beboere.

Endelig følger det af forslaget, at en ø-udviklingsplan vil

skulle tilvejebringes som en lokalplan efter reglerne i plan-

lovens kapitel 5 og 6. Dermed vil også reglerne i lovens

§ 29 om varetagelse af nationale interesser finde anvendel-

se. Dette vil dog udtrykkeligt ikke gælde de nationale inte-

resser i relation til planlovens § 5 b, stk. 1, om planlægning i

kystnærhedszonen.

Planen vil skulle omfatte hele øen og vil skulle fastlæg-

ge sammenhængen mellem lokal udvikling og andre interes-

ser. Planen vil derfor samlet skulle afveje og varetage hensy-

net til såvel de lokale ønsker om udvikling som hensynet

til nabointeresser, øens særlige natur- og landskabsværdier,

landbrugsinteresser, behovet for kystbeskyttelse mv.

En ø-udviklingsplan for hele øen forudsætter ikke, at der

skal ske lokalplanlægning for alle øens arealer. En ø-udvik-

lingsplan for hele øen vil alene skulle angive placering af

de påtænkte boliger, erhverv, faciliteter m.v. såvel inden for

kystnærhedszonen, og herunder faciliteter inden for strand-

beskyttelseszonen, som uden for disse zoner, som den på-

gældende ø-udviklingsplan konkret omhandler. Dermed vil

ø-udviklingsplanen kun for disse arealer skulle have et til-

strækkeligt detaljeringsniveau til, at ministeren for landdi-

strikter kan påse, at planen er i overensstemmelse med hen-

sigten med forslaget om ø-udviklingsplaner.

Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne

anmode ministeren for landdistrikter om godkendelse til, at

kommunalbestyrelsen endeligt vedtager lokalplanforslaget

om en ø-udviklingsplan. Hvis ministeren for landdistrikter

efter aftale med miljøministeren – og eventuelt på baggrund

af dialog med kommunalbestyrelsen – finder, at planforsla-

get er i overensstemmelse med hensigten med forslaget om

ø-udviklingsplaner, vil ministeren for landdistrikter meddele

den pågældende kommunalbestyrelse godkendelse til at ved-

tage forslaget endeligt.

Med forslaget om en ø-udviklingsplan for de små øer

bliver der – i den del af kystnærhedszonen, der ligger

uden for strandbeskyttelseszonen – mulighed for at omdan-

ne overflødiggjorte bygninger inden for kystnærhedszonen

til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker, li-

berale erhverv, forenings- og fritidsformål samt lager- og

kontorformål m.v. i videre omfang end efter nugældende,

administrativ praksis, etablere nye boliger i umiddelbar til-

knytning til én eller flere eksisterende landsbybebyggelse(r),

udvide eksisterende landsbyer i byzone med nye arealer til

boliger og erhverv og udvide eksisterende erhvervsvirksom-

heder. Det bliver endvidere muligt på en lille ø – i den del

af kystnærhedszonen, der ligger uden for strandbeskyttelses-

zonen – at etablere enkelte pladser til mobilehomes ved en

havn eller på en eksisterende campingplads. Endelig bliver

der mulighed for - i den del af kystnærhedszonen, der ligger

uden for strandbeskyttelseszonen - at opstille husstandsvind-

møller og små solcelleanlæg til brug for øens egen energi-

forsyning.

Muligheden for at etablere nye boliger i umiddelbar til-

knytning til én eller flere eksisterende landsbybebyggelse(r)

på øen indebærer, at det vil være op til kommunalbestyrel-

sen med inddragelse af lokalbefolkningen – i forbindelse

med udarbejdelse af den konkrete ø-udviklingsplan – at tage

stilling til, i hvilket omfang der kan etableres nye boliger

i umiddelbar tilknytning til eksisterende landsbybebyggel-

se(r). Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle fo-

retage en samlet afvejning af hensynet til såvel de lokale

ønsker om udvikling som hensynet til nabointeresser, øens

særlige natur- og landskabsværdier, landbrugsinteresser, be-

hovet for kystbeskyttelse mv.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets

§ 2 foreslåede indsættelse af en dispensationsmulighed i

naturbeskyttelseslovens § 65 b. Det bemærkes, at reglerne

i naturbeskyttelsesloven om strandbeskyttelseslinjen og den

tilhørende administrative praksis i øvrigt videreføres uænd-

ret.

Ministeren for landdistrikters godkendelse af en kommu-

nal ø-udviklingsplan vil ikke kunne påklages til Planklagen-

ævnet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det ændrer ik-

ke ved, at kommunalbestyrelsens vedtagelse af en ø-udvik-

lingsplan, der har retsvirkning som en lokalplan, kan påkla-

ges for så vidt angår retlige spørgsmål til Planklagenævnet,

jf. § 58, stk. 1. Tilsvarende kan kommunalbestyrelsens even-

tuelle efterfølgende afgørelse om landzonetilladelse, jf. § 35,

stk. 1, påklages til Planklagenævnet, jf. § 58, stk. 1. Miljø-

ministeriets efterfølgende dispensationer fra naturbeskyttel-

seslovens regler om strandbeskyttelse kan tilsvarende påkla-

ges som hidtil.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 6 og 7

Det fremgår af planlovens § 11, stk. 2, at kommuneplanen

på grundlag af en samlet vurdering af udviklingen i kom-

munen skal fastlægge en hovedstruktur, retningslinjer for

arealanvendelsen og rammer for lokalplaners indhold.

Efter planlovens § 11 e, stk. 1, skal kommuneplanen led-

sages af en redegørelse for kommuneplanens forudsætnin-

ger. Af § 11 e, stk. 3-6, fremgår de særlige krav til redegø-

relse for så vidt angår strategisk planlægning for landsbyer,

planlægning til butiksformål, herunder aflastningsområder

og bestemmelser om en ændret afgrænsning af bymidten

eller bydelscentre.

Planloven indeholder ikke regler om strategisk planlæg-

ning for bymidter.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fremgår af overskriften til planlovens kapitel 2 b, at

kapitlet handler om strategisk planlægning for landsbyer.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Det foreslås, at det i

overskriften

til kapitel 2 b tilføjes, at

kapitlet også handler om strategisk planlægning for bymid-

ter.

Det vil herefter følge af overskriften til kapitel 2 b, at

kapitlet handler om strategisk planlægning for landsbyer og

bymidter.

Med den foreslåede tilføjelse vil overskriften til kapitel

2 b blive sigende i forhold til de foreslåede ændringer, der

fremgår af lovforslagets § 1, nr. 7.

Det foreslås med

§ 5 e, stk. 1,

at kommuneplanlægningen

under hensyn til lokale forhold skal indeholde en helheds-

orienteret strategisk planlægning for bymidter i mindre og

mellemstore byer, jf. § 5 f.

Med ”helhedsorienteret strategisk planlægning for bymid-

ter” menes en overordnet, sammenhængende og helheds-

orienteret stillingtagen til mulighederne for udvikling af

bymidterne, der vil kunne danne grundlag for, og herved

medvirke til at fokusere, den kommunale planlægning for de

centrale byområder.

”Mindre og mellemstore byer” vil i denne sammenhæng

betyde de ca. 120 byer med mellem 4.000 og 20.000 ind-

byggere samt bymidten i den største by i hver af de fire

ø-kommuner (Læsø, Samsø, Ærø og Fanø), også selvom den

største by har færre end 4.000 indbyggere. Denne afgræns-

ning af anvendelsesområdet for den foreslåede ordning vil

aktuelt omfatte 124 byer. Med de foreslåede regler vil kom-

munerne blive forpligtet til i en strategisk planlægning at

forholde sig til udviklingen af bymidterne i de til enhver tid

omfattede byer.

Med ”bymidten” menes det centrale område i byen, hvor

der er en tæthed og variation af en række bymidtefunkti-

oner, som f.eks. butikker, kulturtilbud, privat og offentlig

service. Bymidten har typisk udgangspunkt i den historiske

del af den oprindelige by. Den er oftest karakteriseret ved,

at der foruden butikker er eksempelvis caféer, restauranter,

biografer, spillesteder, hoteller, stationer og busterminaler,

lægekonsultationer, banker, forretningsservice, rådhus, bibli-

otek, skole, sundhedsvæsen og offentlig administration mv.

inden for ret korte, indbyrdes afstande. I de større byer er

butikkerne ofte placeret omkring en hovedgade og et eller

flere butiksstrøg. Sidegaderne udgør ofte sekundære butiks-

strøg. Bymidtens geografiske udstrækning vil ofte svare til

kommuneplanens afgrænsning af bymidten jf. planlovens §

5 m.

Den strategiske planlægning vil ikke (nødvendigvis) skul-

le begrænses til samme område som den detailhandelsmæs-

sige afgrænsning af bymidten, men bør omfatte den funktio-

nelle bymidte, hvor der er en tæthed og variation af bymid-

tefunktioner inden for korte indbyrdes afstande.

Det vil være op til kommunalbestyrelsen at beslutte, på

hvilket nærmere grundlag den strategiske planlægning skal

udføres. Det vil endvidere være op til kommunalbestyrelsen

under hensyn til de lokale forhold at beslutte, i hvilket om-

fang den strategiske planlægning skal udføres på grundlag af

konkrete vurderinger eller mere generelle analyser. Herved

vil kommunerne få frihed i valg af både grundlag og metode

i forhold til, hvordan kommunen mest hensigtsmæssigt kan

arbejde med den strategiske planlægning for de omfattede

bymidter. Kommunerne vil dermed også få mulighed for

i højere grad at tilpasse metoden til de lokale forhold og

de metoder, der anvendes af kommunen i forbindelse med

kommuneplanlægningen i øvrigt. Kommunerne vil i arbej-

det med den strategiske planlægning kunne bygge videre på

den planlægning m.v., som kommunerne hidtil måtte have

foretaget i relation at sikre levende bymidter.

Det foreslås med § 5 e,

stk. 2,

at kommunalbestyrelsen

skal koordinere den strategiske planlægning for bymidter

med nabokommuner, hvis udviklingen af bymidter også er

afhængig af udviklingen af bymidter i disse kommuner.

Hensigten med koordineringsforpligtelsen er at sikre, at

den strategiske planlægning for bymidterne vil kunne få

sammenhæng på tværs af kommunegrænser, hvor dette måt-

te være relevant. Dermed vil det også blive muligt på bag-

grund af de løbende, tværgående erfaringer med kommuner-

nes strategiske planlægning at udbrede metoder og procedu-

rer, som generelt viser sig at være hensigtsmæssige.

Det foreslås med § 5 e,

stk. 3,

at ministeren for landdi-

strikter kan fastsætte regler om grundlaget for kommunalbe-

styrelsens strategiske planlægning for bymidter.

Bemyndigelsen vil kunne benyttes til at sikre kvaliteten

af den strategiske planlægning for bymidter, herunder ved

tilpasning af grundlaget for den strategiske planlægning på

baggrund af de løbende erfaringer med planlægningen. Be-

myndigelsen vil tillige kunne benyttes til at fastlægge hen-

sigtsmæssige procedurer for inddragelse af berørte lokal-

samfund og nabokommuner m.v. Det er ikke hensigten, at

bemyndigelsen skal udnyttes ved lovens ikrafttræden, men

at den skal kunne tages i anvendelse, hvis der senere viser

sig et behov for at fastsætte regler om grundlaget for den

strategiske planlægning.

I tilknytning til den foreslåede § 5 e foreslås det med

§ 5 f,

at den strategiske planlægning for bymidter skal 1)

understøtte en udvikling af levende bymidter i kommunens

mindre og mellemstore byer, 2) udarbejdes i dialog med

byens private og civile aktører, 3) angive overordnede mål-

sætninger og virkemidler for udviklingen af bymidterne og

4) tage stilling til placering af offentlige funktioner og beva-

ring af kulturmiljøer og bygninger i bymidterne.

Den strategiske planlægning vil efter den foreslåede § 5 f,

nr. 2, skulle udarbejdes i dialog med private og civile aktører

i byen, der f.eks. vil kunne være erhvervsliv, idræts-, kultur-

og foreningsliv, uddannelsesinstitutioner samt ejendomseje-

re og borgere. Kommunalbestyrelsen vil have frihed til at

vælge metoden for dialogen med byens borgere, foreninger

og andre aktører, så dialogmetoden passer til de konkrete

forhold og specifikke grupper i byerne, idet de konkrete

forhold i de enkelte byer kan være meget forskellige.

Offentlige funktioner i bymidterne, jf. den foreslåede § 5

f, nr. 4, vil f.eks. kunne være bylivsskabende funktioner som

bibliotek, sundhedshus eller velfærdsfunktioner, rådhus, ud-

dannelsesinstitutioner, ungdomsskole og offentlig transport.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1,

nr. 10 og 15.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.3 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 8

Det fremgår af planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 14, at kom-

muneplanen skal indeholde retningslinjer for varetagelse af

naturbeskyttelsesinteresserne, som udgøres af naturområder

med særlige naturbeskyttelsesinteresser, herunder eksister-

ende Natura 2000-områder på land og andre beskyttede

naturområder samt økologiske forbindelser, potentielle na-

turområder og potentielle økologiske forbindelser, og for

prioritering af kommunalbestyrelsens naturindsats inden for

Grønt Danmarkskort.

Det foreslås, at

§ 11 a, stk. 1, nr. 14,

ændres derved, at der

efter ”udgøres af” indsættes ”dels”, og at ”samt” ændres til

”, dels”.

De foreslåede ændringer har alene karakter af grammati-

ske korrektioner, der vil lette forståelsen af bestemmelsen.

Det vil herefter følge af § 11 a, stk. 1, nr. 14, at kom-

muneplanen skal indeholde retningslinjer for varetagelse

af naturbeskyttelsesinteresserne, som udgøres af dels natu-

rområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser, herunder

eksisterende Natura 2000-områder på land og andre beskyt-

tede naturområder, dels økologiske forbindelser, potentielle

naturområder og potentielle økologiske forbindelser, og for

prioritering af kommunalbestyrelsens naturindsats inden for

Grønt Danmarkskort.

Til nr. 9

Det fremgår af planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 24, at kommu-

neplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af

omdannelseslandsbyer.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i

§ 11 a, stk. 1, nr. 24,

efter ordet ”om-

dannelseslandsbyer” indsættes ”i områder med eller uden

befolkningstilbagegang”.

Det vil herefter følge af § 11 a, stk. 1, nr. 24, at kom-

muneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden

af omdannelseslandsbyer i områder med eller uden befolk-

ningstilbagegang.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunalbesty-

relsen inden for rammerne af den strategiske planlægning

for landsbyer, jf. planlovens §§ 5 c og 5 d, vil få mulighed

for, i tæt dialog med lokalsamfundet, at udpege og afgrænse

omdannelseslandsbyer, uanset om der er tale om områder

med eller uden befolkningstilbagegang. I den forbindelse

vil kriteriet vedrørende befolkningstilbagegang i det pågæl-

dende område blive modificeret, således at den nuværen-

de begrænsning for kommunalbestyrelsen til at udpege og

afgrænse op til to omdannelseslandsbyer hvert fjerde år

fremover alene vil gælde for kommuner med befolkningstil-

vækst.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 10

Af planlovens § 11 a, stk. 1, (også kaldet kommuneplan-

kataloget) fremgår, at kommuneplanen skal indeholde ret-

ningslinjer for en lang række emner.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af den foreslåede ændring af planlovens

§ 11 a,

stk. 1,

at der som

nr. 25

indsættes ”udviklingen af bymidter”.

Det følger herefter af bestemmelsen, at kommuneplanen

skal indeholde retningslinjer for udviklingen af bymidter.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1,

nr. 6, 7 og 15.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.3 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 11

Efter planlovens § 11 a, stk. 2, skal kommunalbestyrel-

sen ved fastsættelse af retningslinjer efter stk. 1, nr. 14,

udpege beliggenheden af naturområder med særlige naturbe-

skyttelsesinteresser på kort, herunder eksisterende Natura

2000-områder på land og andre beskyttede naturområder

samt økologiske forbindelser, potentielle naturområder og

potentielle økologiske forbindelser. Ved udpegningen skal

Digitale Naturkort anvendes. Den samlede udpegning udgør

herefter Grønt Danmarkskort.

Der foreslås en ændring af

§ 11 a, stk. 2, 1. pkt.,

hvorefter

ordene ”beliggenheden af naturområder med særlige natur-

beskyttelsesinteresser på kort, herunder eksisterende Natura

2000-områder på land og andre beskyttede naturområder

samt økologiske forbindelser, potentielle naturområder og

potentielle økologiske forbindelser” ændres til ”arealerne

med naturbeskyttelsesinteresser på kort”.

Den foreslåede ændring – der skal ses i sammenhæng

med de med lovforslagets § 1, nr. 8, foreslåede ændringer

af planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 14 – har alene karakter

af sproglig forenkling, der vil lette forståelsen af bestemmel-

sen.

Det vil herefter følge af § 11 a, stk. 2, at kommunal-

bestyrelsen ved fastsættelse af retningslinjer efter stk. 1,

nr. 14, skal udpege arealerne med naturbeskyttelsesinteres-

ser på kort. Ved udpegningen skal Digitale Naturkort an-

vendes. Den samlede udpegning udgør herefter Grønt Dan-

markskort.

Til nr. 12

Det fremgår af planlovens § 11 b, stk. 1, at der for de

enkelte dele af kommunen fastsættes rammer (i kommune-

planen) for indholdet af lokalplaner med hensyn til en række

forskellige emner, herunder fordelingen af bebyggelsen efter

art og anvendelsesformål, områder for blandede byfunkti-

oner, bebyggelsesforhold, byfornyelsen i eksisterende sam-

fund og byomdannelsesområder. Opremsningen i § 11 b, stk.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

1, af emner til konkretisering i kommuneplanens rammedel

omfatter ikke specifikt grønne arealer, herunder naturarealer.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i

§ 11 b, stk. 1,

indsættes et

nr. 4,

hvor-

efter der for de enkelte dele af kommunen fastsættes rammer

for indholdet af lokalplaner med hensyn til procentdel med

grønne arealer.

Den foreslåede bestemmelse i § 11 b, stk. 1, nr. 4, vil

medføre, at kommunalbestyrelsen vil få mulighed for i kom-

muneplanen at fastsætte en minimumsprocent for andelen

med grønne arealer, herunder naturarealer, i et rammeområ-

de – ”begrønning” af området – til brug for efterfølgende

lokalplanlægning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 13

Det fremgår af planlovens § 11 b, stk. 1, at der for de

enkelte dele af kommunen fastsættes rammer (i kommune-

planen) for indholdet af lokalplaner med hensyn til en række

forskellige emner, herunder anvendelsen af vandområder og

udformning af anlæg på vandområder i et byomdannelses-

område inden for eller i tilknytning til en havns dækkende

værker (stk. 1, nr. 13).

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der foreslås en ændring af

§ 11 b, stk. 1, nr. 13,

der bliver

nr. 14, hvorefter ordene ”i et byomdannelsesområde inden

for eller” ændres til ”inden for en havns dækkende værker, i

et byomdannelsesområde dog også”.

Det vil herefter følge af § 11 b, stk. 1, nr. 13, der bliver nr.

14, at der for de enkelte dele af kommunen fastsættes ram-

mer i kommuneplanen med hensyn til anvendelsen af vand-

områder og udformning af anlæg på vandområder inden for

en havns dækkende værker, i et byomdannelsesområde dog

også i tilknytning til en havns dækkende værker.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunalbesty-

relsen vil kunne fastsætte kommuneplanrammer om anven-

delsen af, og udformningen af anlæg på, vandområder inden

for en havns dækkende værker, uanset om vandområderne

ligger i et byomdannelsesområde eller ej. Kommunalbesty-

relsens mulighed for at kommuneplanlægge for vandområ-

der i tilknytning til en havns dækkende værker vil uændret

kun gælde i byomdannelsesområder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.6.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger samt til de med lovforslagets § 1, nr.

23 og 24, foreslåede ændringer af planlovens § 15, stk. 2,

nr. 27 og 28, der bliver nr. 30 og 31, samt bemærkningerne

hertil.

Til nr. 14

Det fremgår af planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 1, at kommu-

neplanen skal indeholde retningslinjer for udlæg af arealer

til byzoner, jf. § 11 a, stk. 6-11 og 13. Ved fastsættelse af

retningslinjer efter § 11 a, stk. 1, nr. 1, kan kommunalbesty-

relsen omfordele allerede udlagte arealer til byvækst, jf. §

11 a, stk. 6. Efter § 11 a, stk. 7, kan kommunalbestyrelsen

udlægge nye arealer til byzone for at dække det forventede

behov for byvækst i en periode på 12 år. Et nyt areal til

byzone, der udlægges efter § 11 a, stk. 6 eller 7, skal efter

§ 11 a, stk. 8, placeres i direkte tilknytning til eksisterende

bymæssig bebyggelse i byzone.

Efter planlovens § 11 b, stk. 1, fastsættes der for de en-

kelte dele af kommunen rammer (i kommuneplanen) for

indholdet af lokalplaner med hensyn til en række forskellige

emner, herunder overførsel af arealer til byzone eller som-

merhusområder (stk. 1, nr. 11).

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i

§ 11 b

indsættes et

stk. 6,

hvorefter

kommunalbestyrelsen uanset § 11 a, stk. 6-8, kan fastsætte

rammer for overførsel af landsbyer fra landzone til byzone

med udgangspunkt i kommuneplanens hovedstruktur og på

baggrund af den strategiske planlægning for landsbyer, jf. §§

5 c og 5 d.

Den foreslåede bestemmelse i § 11 b, stk. 6, vil medføre,

at kommunalbestyrelsen vil få mulighed for at overføre hele

landsbyer til byzone med udgangspunkt i kommuneplanens

hovedstruktur, herunder især de overordnede mål for kom-

munens bymønster (by- og centerstruktur), og på baggrund

af kommunens strategiske planlægning for landsbyer og in-

den for rammerne af de hensyn, der er angivet i loven,

herunder natur- og landskabsinteresser. I sådanne tilfælde vil

bestemmelserne om byvækst i henholdsvis § 11 a, stk. 6-8,

og bekendtgørelse nr. 940 af 26. juni 2017 om planlægning

af byvækst, jf. herved § 11 a, stk. 7 og 13, således ikke finde

anvendelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 15

Det fremgår af planlovens § 11 e, stk. 1, at kommunepla-

nen skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætnin-

ger. Af § 11 e, stk. 3-6, fremgår de særlige krav til redegø-

relse for så vidt angår strategisk planlægning for landsbyer,

planlægning til butiksformål, herunder aflastningsområder,

og bestemmelser om en ændret afgrænsning af bymidten

eller bydelscentre.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der foreslås en ændring af

§ 11 e,

hvorefter der indsættes

et nyt

stk. 7,

hvorefter redegørelsen for den del af kommune-

planen, som indeholder strategisk planlægning for bymidter,

jf. § 5 e, stk. 1, skal indeholde oplysninger om grundlaget

for den strategiske planlægning for bymidter, herunder sam-

menhæng med andre relevante strategier og planer, samt en

redegørelse for, hvordan kommuneplanlægningen understøt-

ter den ønskede udvikling af bymidter.

Kommunalbestyrelsen vil bl.a. skulle oplyse om grundla-

get for den strategiske planlægning for bymidterne, herun-

der sammenhængen med andre relevante strategier og pla-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

ner. Redegørelsen skal bl.a. indeholde oplysninger om meto-

devalg og væsentlige forhold, som kommunen inddrager i

den strategiske planlægning for bymidter. Andre relevante

planer og strategier kan f.eks. være planer og strategier for

detailhandlen, turisme eller placering af fritids- eller kultur-

aktiviteter. Kommunalbestyrelsen skal derudover redegøre

for, hvordan kommuneplanlægningen understøtter den øn-

skede udvikling af bymidterne, dvs. hvordan den strategiske

planlægning udmøntes i kommuneplanlægningen i øvrigt.

De foreslåede redegørelseskrav vil således samlet set skul-

le medvirke til at sikre sammenhæng mellem planstrategien

og den øvrige del af kommuneplanlægningen. Det vil f.eks.

kunne være særligt relevant at sikre sammenhæng med kom-

muneplanlægningen for detailhandel, placering af offentlige

funktioner og planlægning for bevaringsværdige bymiljøer

og bygninger.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1,

nr. 6, 7 og 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.3 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 16

Det fremgår af planlovens § 12, stk. 3, 1. pkt., at kom-

munalbestyrelsen inden for byzoner og sommerhusområder

kan modsætte sig – dvs. nedlægge forbud mod – opførelse

af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller

ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i

strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Efter

§ 12, stk. 3, 2. pkt., kan forbud dog ikke nedlægges, når det

pågældende område i kommuneplanen er udlagt til offentligt

formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en

byplanvedtægt.

Det er bl.a. en forudsætning for kommunalbestyrelsens

anvendelse af bestemmelsen i § 12, stk. 3, 1. pkt., at forbud-

det bliver nedlagt, før bebyggelsen eller den ændrede anven-

delse er tilladt eller i øvrigt er lovligt etableret. Efter den

foreliggende praksis fra Planklagenævnet angår spørgsmålet

om forholdets lovlighed alene planloven og ikke anden lov-

givning, herunder byggelovgivningen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.5.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i planlovens

§ 12, stk. 3,

indsættes

3. pkt.,

hvorefter forbud endvidere ikke kan nedlægges,

hvis bebyggelsen eller anvendelsen allerede er tilladt eller i

øvrigt er lovligt etableret, herunder efter anden lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunalbe-

styrelsen vil kunne forbyde bebyggelse eller ændret anven-

delse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, der er etable-

ret ulovligt efter anden lovgivning, herunder byggelovgiv-

ningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.2.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 17

Planlovens § 15, stk. 2, indeholder en udtømmende opreg-

ning af de emner, som kan reguleres i en lokalplan. Det

fremgår af planlovens § 15, stk. 2, nr. 8, at kommunerne i en

lokalplan kan fastsætte bestemmelser om anvendelse af de

enkelte bygninger.

Det er et generelt princip i planloven, at der ikke kan

planlægges for en bestemt ejer- eller brugerkreds. Der kan

således heller ikke efter bestemmelsen i § 15, stk. 2, nr. 8,

stilles nærmere krav til beboernes alder og beskæftigelse,

herunder at boliger skal forbeholdes personer under uddan-

nelse. Derimod kan det fremgå af en lokalplan, at boliger

eller bygninger forudsættes anvendt af en mere ubestemt

brugergruppe, f.eks. som ældre- eller ungdomsboliger.

Kommunernes adgang til at fastsætte bestemmelser om, at

der i et område skal være almene boliger, herunder almene

ungdomsboliger, er særskilt reguleret i § 15, stk. 2, nr. 9, og

følger således ikke af stk. 2, nr. 8.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.2.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i

§ 15, stk. 2, nr. 8,

efter ”enkelte

bygninger,” indsættes ”herunder at boliger kun må anvendes

som ungdomsboliger til studerende omfattet af lov om bo-

ligforhold kapitel 1 a eller lov om støttede private ungdoms-

boliger,”.

Det følger herefter af planlovens § 15, stk. 2, nr. 8, at der

i en lokalplan kan optages bestemmelser om anvendelse af

de enkelte bygninger, herunder at boliger kun må anvendes

som private ungdomsboliger til studerende omfattet af lov

om boligforhold kapitel 1 a eller lov om støttede private

ungdomsboliger.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der vil kunne

optages bestemmelser i lokalplaner om, at boligerne kun

må anvendes som private ungdomsboliger til studerende

omfattet af lov om boligforhold kapitel 1 a eller lov om

støttede private ungdomsboliger, med den konsekvens, at

boligerne herefter vil skulle udlejes som ustøttede private

ungdomsboliger efter reglerne herom i lov om boligforhold

og lejeloven, jf. forslaget til disse regler i §§ 3 og 4 i

dette lovforslag, eller som støttede private ungdomsboliger

efter reglerne i lov om støttede private ungdomsboliger. Der

henvises til pkt. 3.2.2.2 i de almindelige bemærkninger og

bemærkningerne til §§ 3 og 4 for en nærmere beskrivelse

af de foreslåede regler om ustøttede private ungdomsboliger

i lov om boligforhold og lejeloven og til pkt. 3.2.2.1 i de

almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af

reglerne om støttede private ungdomsboliger i lov om støtte-

de private.

De pågældende lokalplanbestemmelser vil – som lokalpla-

ner generelt, jf. planlovens § 18 – ikke være til hinder for, at

en hidtidig lovlig anvendelse af en bebyggelse kan fortsætte.

Til nr. 18

Ad § 15, stk. 2, nr. 9

Det fremgår af planlovens § 15, stk. 2 – det såkaldte lokal-

plankatalog – at der i en lokalplan kan optages bestemmel-

ser om en række emner, bl.a. områdets anvendelse, herunder

om at nærmere angivne arealer forbeholdes til offentlige

formål (stk. 2, nr. 2), og anvendelse af de enkelte bygninger

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

(stk. 2, nr. 8). Opremsningen i § 15, stk. 2, af emner, der kan

lokalplanlægges for, er udtømmende.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af den foreslåede

§ 15, stk. 2, nr. 9,

at der i en

lokalplan kan optages bestemmelser om beliggenhed af byg-

ninger til religiøse formål, herunder forbud mod anvendelse

af bygninger til religiøse formål.

Med den foreslåede ændring vil det blive tydeliggjort i lo-

kalplankataloget, at kommunalbestyrelsen vil kunne bestem-

me, om der i et lokalplanområde kan opføres bygninger til

religiøse formål, og om eksisterende bygninger i området

kan tages i brug til religiøse formål. F.eks. vil kommunalbe-

styrelsen kunne bestemme, at bygninger i et bestemt område

forbeholdes til religiøse formål, eller at bygninger i området

omvendt forbeholdes til andre funktioner end religiøse for-

mål.

Uanset indholdet af eventuelle lokalplanbestemmelser,

som kommunalbestyrelsen måtte vælge at fastsætte efter

den foreslåede ordning, vil eksisterende lovlig anvendelse

af bygninger inden for lokalplanområdet til religiøse formål

kunne fortsætte, jf. planlovens § 18.

Det vil ikke have nogen betydning for den foreslåede

bestemmelses rækkevidde, hvordan den enkelte bygning og

anvendelsen af denne omtales eller betegnes i praksis – men

derimod hvordan bygningen reelt anvendes. I tilknytning

hertil bemærkes det, at udtrykket (anvendelse af) bygninger

til religiøse formål også vil omfatte bygninger, der reelt

anvendes til både religiøse formål og andre formål.

Kommunalbestyrelsens anvendelse af den foreslåede be-

stemmelse om bygninger til religiøse formål vil som i dag

forudsætte, at kommunalbestyrelsen kan begrunde de på-

gældende lokalplanbestemmelser med hensyn, der lovligt

kan varetages efter planloven, f.eks. støj- eller trafikfor-

hold. Dette vil gælde uanset den geografiske udstrækning

af den påtænkte lokalplanlægning.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle religiøse

bygninger uanset trossamfund og trosretninger, herunder

folkekirken. Bestemmelsen vil alene kunne finde anvendel-

se, hvis reguleringen af religiøse bygninger sker med hen-

blik på varetagelse af planlægningsmæssigt relevante og

lovlige hensyn. Kommunalbestyrelsen vil dermed ikke uden

tilstedeværelsen af sådanne hensyn kunne planlægge for tro-

sretninger, hverken til fordel eller skade for sådanne. Det

bemærkes endvidere, at bestemmelsen alene vil kunne an-

vendes til regulering af aktiviteter omfattende en bredere,

ubestemt personkreds og ikke f.eks. aktiviteter i private

hjem.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.7.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Ad § 15, stk. 2, nr. 10

Planlovens § 15, stk. 2, indeholder en udtømmende opreg-

ning af de emner, der kan reguleres i en lokalplan.

Parkeringsforhold er ikke udtrykkeligt nævnt i den gæl-

dende § 15, stk. 2. Det fremgår imidlertid af bestemmelsen,

at der i en lokalplan bl.a. kan optages bestemmelse om vej-

og stiforhold og andre forhold af færdselsmæssige betyd-

ning (stk. 2, nr. 4), om anvendelse af de enkelte bygninger

(stk. 2, nr. 8) og om udformning, anvendelse og vedlige-

holdelse af ubebyggede arealer (stk. 2, nr. 10). Det følger

endvidere af § 15, stk. 2, nr. 12, at der i en lokalplan kan op-

tages bestemmelse om tilvejebringelse af eller tilslutning til

fællesanlæg i eller uden for det af planen omfattede område

som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse.

I lokalplaner kan der således bl.a. fastsættes bestemmel-

ser om antal parkeringspladser til forskellige anvendelser,

beliggenhed og udformning af parkeringsareal på den enkel-

te ejendom, parkeringslommer ved vejside, og om at par-

kering skal samles på parkeringspladser, der er fælles for

området. Der kan imidlertid rejses tvivl om rækkevidden af

kommunernes beføjelser på området, ikke mindst i forhold

til muligheden for at kræve fravær af parkeringspladser i

et område og muligheden for at stille krav om etablering

af infrastruktur i tilknytning til parkeringspladser, f.eks. la-

destandere til elektriske køretøjer.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det følger af den foreslåede

§ 15, stk. 2, nr. 10,

at der

i en lokalplan kan optages bestemmelser om parkeringsfor-

hold, herunder om antal, beliggenhed og udformning af par-

keringspladser til forskellige anvendelser og om etablering

af infrastruktur for alternative drivmidler til transport i til-

knytning til parkeringspladser.

Bestemmelser om parkeringspladser til forskellige anven-

delser vil bl.a. kunne omfatte parkeringspladser til bæredyg-

tige mobilitetsformer som elektriske køretøjer og delebiler

omfattet af Transportministeriets bekendtgørelse om parke-

ring på offentlige veje, jf. pkt. 3.1.3.1 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger, og andre delebilsordninger, som måtte

vise sig relevante i fremtiden. Bestemmelser om infrastruk-

tur for alternative drivmidler til transport vil f.eks. kunne

omfatte ladestandere til elektriske køretøjer eller forberedel-

se hertil i form af trækning af tomrør eller kabelbakker

til senere fremføring af kabler til ladestandere. Alternative

drivmidler er imidlertid et bredt begreb, som ud over elek-

tricitet også omfatter andre brændstoffer eller energikilder,

som i det mindste delvist erstatter fossile brændstoffer i

energiforsyningen til transport, bidrager til dekarbonisering,

og som bidrager til forbedring af miljøpræstationerne i

transportsektoren. Hvis det i fremtiden bliver relevant, vil

den foreslåede bestemmelse således også kunne anvendes

til at planlægge for parkeringspladser med infrastruktur for

andre drivmidler end elektricitet til de parkerede køretøjer.

For så vidt angår bygninger omfattet af ladestanderbe-

kendtgørelsen – der implementerer EU-direktiv om bygnin-

gers energimæssige ydeevne (bygningsdirektivet) – vil kom-

munalbestyrelsen ikke kunne fastlægge i en lokalplan, at der

skal være færre ladestandere og forberedelser hertil på de til

bygningerne knyttede parkeringspladser end påkrævet efter

bekendtgørelsen, jf. pkt. 3.1.3.1 i de almindelige bemærk-

ninger til lovforslaget.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Der vil imidlertid – med fornøden planlægningsmæssig

begrundelse – i en lokalplan kunne optages bestemmelser

om flere ladestandere og forberedelser hertil end bekendtgø-

relsens mindstekrav.

Hvis kravene i bygningsdirektivet og dermed ladestander-

bekendtgørelsen skærpes, vil disse gælde, selvom der er

lempeligere regler i en allerede vedtaget lokalplan. I lyset

af den forventede ændring af ladestanderbekendtgørelsen vil

bestemmelser i kommende lokalplaner om antal ladestande-

re og forberedelser hertil indtil videre med fordel kunne

suppleres med bemærkning om, at en eventuel skærpelse

af mindstekravene i ladestanderbekendtgørelsen under alle

omstændigheder skal overholdes. Alternativt bør kommunen

ved en skærpelse af kravene i ladestanderbekendtgørelsen

ændre eventuelle lokalplaner med lempeligere krav.

Der vil i henhold til den foreslåede § 15, stk. 2, nr. 10,

kunne træffes bestemmelse om beliggenhed og udformning

af parkeringsareal på den enkelte ejendom, både på ubebyg-

gede arealer og i bebyggelse som f.eks. parkeringskælder,

om parkeringslommer ved vejside og om at parkering skal

samles på parkeringspladser, der er fælles for området.

Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fast-

sætte antallet af parkeringspladser i et nyt byområde til

nul – såkaldt nulparkering. Det vil sige, at der i området

som udgangspunkt ikke må etableres parkeringspladser el-

ler udlægges arealer til parkering, hverken på ubebyggede

arealer eller i bebyggelse som f.eks. parkeringskælder. Det

forudsættes dog, at kommunen sikrer, at der er tilstrækkelig

mulighed for handicapparkering i området.

Bestemmelser om nulparkering vil kunne anvendes som

led i kommunernes planlægning for bilfri byområder med

grøn mobilitet og mindre luftforurening.

Det forudsættes i den forbindelse, at kommunerne vil sik-

re en hensigtsmæssig udvikling i de enkelte bydele og loka-

lområder, herunder at der er tilstrækkelige parkeringspladser

til boliger, butikker, arbejdspladser m.v. Det forudsættes, at

muligheden for at planlægge for nulparkering ikke vil blive

anvendt generelt i større, nye byudviklingsområder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 19, 20 og 21

Det fremgår af planlovens § 15, stk. 2, at der i en lokal-

plan kan optages bestemmelser om en række emner, bl.a.

udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede

arealer, herunder om terrænregulering, hegnsforhold, beva-

ring af beplantning og beplantningsforhold i øvrigt, herun-

der beplantningens tilladte højde, samt belysning af veje

og andre færdselsarealer (stk. 2, nr. 10), og tilvejebringelse

af eller tilslutning til fællesanlæg i eller uden for det af

planen omfattede område som betingelse for ibrugtagen af

ny bebyggelse (stk. 2, nr. 12).

Opremsningen i planlovens § 15, stk. 2, af emner, der kan

lokalplanlægges for, er udtømmende og omfatter i øvrigt

ikke specifikt grønne arealer, herunder naturarealer, eller

parkeringsforhold.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.2.1 og 3.1.3.1 i lovforslagets almindelige bemærk-

ninger.

Det foreslås, at der i planlovens

§ 15, stk. 2, nr. 10,

der

bliver nr. 12, efter ”hegnsforhold” indsættes ”naturforhold”.

Det vil herefter følge af § 15, stk. 2, nr. 10, der bliver

nr. 12, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om

udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede

arealer, herunder om terrænregulering, hegnsforhold, natur-

forhold, bevaring af beplantning og beplantningsforhold i

øvrigt, herunder beplantningens tilladte højde, samt belys-

ning af veje og andre færdselsarealer.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af

§ 15, stk. 2,

nr. 12,

der bliver nr. 14, at der i en lokalplan kan optages

bestemmelser om tilvejebringelse af fællesanlæg, herunder

grønne arealer og parkeringspladser eventuelt med tilhøren-

de infrastruktur for alternative drivmidler til transport, i det

af planen omfattede område eller tilslutning til fællesanlæg

i eller uden for området som betingelse for ibrugtagen af ny

bebyggelse.

De foreslåede ændringer af § 15, stk. 2, nr. 10 og 12,

der bliver nr. 12 og 14, vil for så vidt angår naturforhold

og grønne arealer medføre, at kommunalbestyrelsen bl.a. vil

få mulighed for i kommende lokalplaner at stille krav til

kvaliteten af ny bynatur, f.eks. bestemmelser om etablering

af specifikke naturarealer, herunder beplantning, og bestem-

melser om vækstbetingelser for naturarealerne og beplant-

ningen både over og under jordoverfladen med det formål

at fremme etablering af mere bynatur og fremme, at bynatu-

ren er levedygtig også på lang sigt. Dette vil eksempelvis

kunne være betingelser om gennemførelse af passende, rele-

vante jordbundsforhold og afvandingsforhold, så de fysiske

rammer for de planlagte naturarealer og beplantninger er

tilstrækkelige til at sikre deres etablering og kvalitet over

længere tid. I tilknytning hertil vil kommunalbestyrelsen

kunne gøre ibrugtagningen af f.eks. bebyggelsen i et nyt

boligområde betinget af, at der forinden er etableret sådanne

fællesanlæg i form af grønne arealer, hvorpå potentialet til

udvikling af de ønskede naturkvaliteter er til stede.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 2, nr. 12, som bli-

ver nr. 14, vil i relation til ”parkeringspladser eventuelt med

tilhørende infrastruktur for alternative drivmidler til trans-

port” indebære, at der vil kunne fastsættes bestemmelser om

bl.a. krav om etablering af parkeringspladser til bæredygtige

mobilitetsformer som elektriske køretøjer og delebiler om-

fattet af Transportministeriets bekendtgørelse om parkering

på offentlige veje, jf. pkt. 3.1.3.1 i lovforslagets almindelige

bemærkninger, og andre delebilsordninger, som måtte vise

sig relevante i fremtiden.

Der vil endvidere kunne stilles krav om etablering af

infrastruktur for alternative drivmidler til transport i tilknyt-

ning til parkeringspladser, f.eks. ladestandere til elektriske

køretøjer eller forberedelse hertil i form af trækning af

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

tomrør eller kabelbakker til senere fremføring af kabler til

ladestandere.

Begrebet fællesanlæg i den foreslåede nyaffattelse af §

15, stk. 2, nr. 12, der bliver nr. 14, vil – ud over grønne

arealer og parkeringspladser eventuelt med tilhørende infra-

struktur for alternative drivmidler til transport – f.eks. om-

fatte tilvejebringelse af fælles opholdsarealer, garageanlæg

eller regnvandsbassiner i lokalplanområdet eller tilslutning

til fjernvarmeanlæg uden for området. Tilslutningspligt vil

omfatte pligt til at tåle den tekniske installation, betale til-

slutningsbidraget og andelen af faste årlige udgifter, men

ikke pligt til at aftage og betale for f.eks. varme fra fælles

fjernvarmeanlæg. Det fremgår af planlovens § 15, stk. 12 og

13, at bestemmelser i lokalplaner om tilvejebringelses- og

tilslutningspligt til fællesantenneanlæg til modtagelse af TV-

og radiosignaler og om tilslutningspligt til kollektive varme-

forsyningsanlæg til fremføring af naturgas er uden virkning.

Det følger af den foreslåede

§ 15, stk. 2, nr. 15,

at der i en

lokalplan kan fastsættes bestemmelser om tilvejebringelse

af infrastruktur for alternative drivmidler til transport som

betingelse for ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse

med tilhørende parkeringspladser.

Ændret anvendelse vil f.eks. kunne bestå i omdannelse fra

erhverv til boliger. Om begrebet alternative drivmidler, og

om forholdet mellem lokalplaner og ladestanderbekendtgø-

relsen, henvises der til bemærkningerne til lovforslagets § 1,

nr. 18.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 22

Det fremgår af § 15, stk. 2, nr. 19, i lov om planlægning,

at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om etable-

ring af afværgeforanstaltninger til sikring mod oversvøm-

melse eller erosion i områder, der kan blive udsat for over-

svømmelse eller erosion, som betingelse for ibrugtagning af

det, som skal sikres mod oversvømmelse.

Der er ikke mulighed for at optage bestemmelser i en

lokalplan om afværgeforanstaltninger, der etableres uden for

lokalplanområdet.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.5.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det følger af den foreslåede ændring af

§ 15, stk. 2, nr.

19,

der bliver nr. 22, i lov om planlægning, at der efter ordet

”afværgeforanstaltninger” indsættes ”i eller uden for det af

planen omfattede område”.

Det følger herefter af planlovens § 15, stk. 2, nr. 19, der

bliver nr. 22, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser

om etablering af afværgeforanstaltninger i eller uden for det

af planen omfattede område til sikring mod oversvømmelse

eller erosion i områder, der kan blive udsat for oversvøm-

melse eller erosion, som betingelse for ibrugtagning af det,

som skal sikres mod oversvømmelse.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der i en lokalplan

vil blive mulighed for at stille krav om at etablere afvær-

geforanstaltninger også uden for lokalplanområdet som en

betingelse for ibrugtagning af byggeri m.v., som skal sikres

mod oversvømmelse eller erosion inden for lokalplanområ-

det.

De konkrete afværgeforanstaltninger vil alt efter omstæn-

digheder kunne have meget forskellig karakter afhængigt

af, hvilket område der er tale om, og hvad området skal

anvendes til.

I nogle tilfælde vil der f.eks. kunne være tale om at sikre

et areal til kontrolleret oversvømmelse eller, at et vandløb

bliver i stand til at aflede større mængder regnvand.

Ved planlægning for nye bydele langs kysterne vil det

kunne blive aktuelt at forebygge oversvømmelse ved hjælp

af eksempelvis diger, højvandsmur eller sluser. For at fore-

bygge erosion vil der kunne blive tale om sandfodring eller

evt. bølgebrydere.

Etablering af afværgeforanstaltningerne vil skulle ske

i overensstemmelse med sektorlovgivningens regler her-

om, f.eks. i kystbeskyttelsesloven, oversvømmelsesloven og

vandløbsloven. Kommunen vil ikke ved lokalplanbestem-

melser kunne fravige regler i anden lovgivning om afvær-

geforanstaltninger, herunder regler om udformning og fi-

nansiering af foranstaltningerne. Realisering af planlagte

afværgeforanstaltninger uden for lokalområdet vil kunne

forudsætte, at der meddeles tilladelse efter anden lovgiv-

ning. Dette vil i givet fald skulle fremgå af redegørelsen til

lokalplanen, jf. planlovens § 16, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.5.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 23 og 24

Det fremgår af planlovens § 15, stk. 2, nr. 27, at der i

en lokalplan kan optages bestemmelser om anvendelsen af

vandområder i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, inden

for eller i tilknytning til en havns dækkende værker. End-

videre kan der efter lovens § 15, stk. 2, nr. 28, optages

lokalplanbestemmelser om udformningen af anlæg på vand-

områder i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, inden for

eller i tilknytning til en havns dækkende værker, herunder

inddæmning og opfyldning, etablering af faste anlæg og an-

bringelse af faste eller forankrede indretninger eller genstan-

de samt anbringelse af fartøjer, der agtes anvendt til andet

end sejlads, uddybning eller gravning m.v.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der foreslås en ændring af

§ 15, stk. 2, nr. 27,

der bliver

nr. 30, hvorefter ordene ”i et byomdannelsesområde, jf. § 11

d, inden for eller” ændres til ”inden for en havns dækkende

værker, i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, dog også”.

Det vil herefter følge af § 15, stk. 2, nr. 27, der bliver

nr. 30, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om

anvendelsen af vandområder inden for en havns dækkende

værker, i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, dog også i

tilknytning til en havns dækkende værker.

Der foreslås dernæst en ændring af § 15, stk. 2,

nr. 28,

der

bliver nr. 31, hvorefter ordene ”i et byomdannelsesområde,

jf. § 11 d, inden for eller” ændres til ”inden for en havns

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

dækkende værker, i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, dog

også”.

Det vil herefter følge af § 15, stk. 2, nr. 28, der bliver

nr. 31, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om

udformningen af anlæg på vandområder inden for en havns

dækkende værker, i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d,

dog også i tilknytning til en havns dækkende værker, herun-

der inddæmning og opfyldning, etablering af faste anlæg

og anbringelse af faste eller forankrede indretninger eller

genstande samt anbringelse af fartøjer, der agtes anvendt til

andet end sejlads, uddybning eller gravning m.v.

De foreslåede ændringer af § 15, stk. 2, nr. 27 og 28, der

bliver nr. 30 og 31, vil medføre, at kommunalbestyrelsen

vil kunne fastsætte lokalplanbestemmelser om anvendelsen

af, og udformningen af anlæg på, vandområder inden for en

havns dækkende værker, uanset om vandområderne ligger

i et byomdannelsesområde eller ej. Det kan f.eks. omfatte

lokalplanlægning for etablering af kajanlæg og andre faste

anlæg til anbringelse af bl.a. fartøjer, der agtes anvendt til

andet end sejlads, herunder husbåde. Det vil også være mu-

ligt at fastlægge, at der kan eller ikke kan anbringes husbåde

til boligformål inden for nærmere bestemte områder.

Kommunalbestyrelsens muligheder for at lokalplanlægge

for vandområder i tilknytning til en havns dækkende værker

vil uændret kun gælde i byomdannelsesområder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.6.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger samt til den med lovforslagets § 1, nr.

13, foreslåede ændring af planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 13,

der bliver nr. 14, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 25

I dag kan en vedtagen lokalplan først realiseres, hvis der

efterfølgende kan opnås de nødvendige tilladelser eller dis-

pensationer efter anden lovgivning som f.eks. dispensationer

fra naturbeskyttelseslovens §§ 16-19. Det er kommunalbe-

styrelsen, der har både kompetencen til at vedtage lokalpla-

ner, jf. planlovens kap. 5, og til at dispensere fra bygge- og

beskyttelseslinjer, jf. §§ 16-19 i naturbeskyttelsesloven.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om dispensation fra na-

turbeskyttelseslovens §§ 16-19 træffes efter gældende ret

oftest efter vedtagelsen af en lokalplan og – hvis flere dis-

pensationer er nødvendige – ofte hver for sig og uden, at der

er en tidsmæssig sammenhæng mellem vedtagelsen af lokal-

planen og afgørelser om dispensation. Hvis en afgørelse om

dispensation først træffes efter vedtagelsen af en lokalplan,

vil klagefristen for afgørelsen om dispensation ligge senere

end klagefristen for lokalplanen. Det forsinker afklaringen

af, om og i givet fald hvornår, lokalplanen kan realiseres.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.5.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Planloven indeholder ikke hjemmel til, at en lokalplan kan

indeholde bestemmelser om undtagelser (dispensationer)

fra naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer (§§

16-19), der er nødvendige for realiseringen af en lokalplan.

Det foreslås derfor, at der i

§ 15

i lov om planlægning

indsættes et nyt

stk. 5,

hvorefter en lokalplan kan indeholde

bestemmelser om undtagelser fra § 16, stk. 1, § 17, stk. 1,

§ 18, stk. 1, og § 19 i lov om naturbeskyttelse, jf. § 65,

stk. 1 og 2, i lov om naturbeskyttelse, der er nødvendige for

realiseringen af en lokalplan.

Det vil herefter følge af planlovens § 15, stk. 5, at kom-

munalbestyrelsen i en lokalplan vil kunne fastsætte bestem-

melser om, at lokalplanen indeholder undtagelser (dispensa-

tioner) fra § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1, og §

19 i lov om naturbeskyttelse, jf. § 65, stk. 1 og 2, i lov

om naturbeskyttelse, som er nødvendige for lokalplanens

virkeliggørelse.

Med forslaget muliggøres det, at en lokalplan vil kunne

indeholde én eller flere dispensation(er) fra naturbeskyttel-

seslovens bygge- og beskyttelseslinjer, når lokalplanenes be-

stemmelser og redegørelsesdel er tilstrækkeligt detaljerede

og udtrykkeligt angiver og begrunder, hvilke dispensationer

efter naturbeskyttelseslovens §§ 16-19 lokalplanen indehol-

der. Den foreslåede bestemmelse vil give kommunalbesty-

relsen øgede muligheder for at behandle et forslag til lokal-

plan samtidig med en dispensation efter naturbeskyttelseslo-

vens §§ 16-19. Der vil dermed blive mulighed for større

samtidighed i sagsbehandlingen.

Forslaget vil ikke ændre på, at en bestemmelse om undta-

gelse fra naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslin-

jer, jf. §§ 16-19, som hidtil vil være en afgørelse efter natur-

beskyttelseslovens § 65, stk. 1 eller 2. Det vil også gælde

fremover for sådanne undtagelser i en lokalplan. Forslaget

vil desuden ikke ændre de gældende betingelser for, i hvilke

tilfælde der kan meddeles dispensation efter naturbeskyttel-

seslovens § 65, stk. 1 og 2. Det betyder, at der som hidtil vil

kunne gøres undtagelse fra lovens § 16, stk. 1, § 17, stk. 1

og § 19, og kun i særlige tilfælde fra lovens § 18, stk. 1.

Kommunalbestyrelsen vil bl.a. skulle sikre, at lokalpla-

nens bestemmelser og redegørelsesdel er tilstrækkeligt de-

taljerede til at opfylde de krav til indhold og begrundelse,

der ville gælde for undtagelser fra naturbeskyttelseslovens

§§ 16-19 uden for en lokalplan.

Den foreslåede ordning vil ikke give kommunalbestyrel-

sen mulighed for at ophæve en bygge- eller beskyttelseslin-

je, idet kompetencen hertil fortsat vil tilkomme miljømini-

steren (Miljøstyrelsen), jf. naturbeskyttelseslovens § 69, stk.

For lokalplaner uden den fornødne detaljeringsgrad vil

virkeliggørelsen fortsat kræve enkeltvise dispensationer –

eller en ansøgning til miljøministeren (Miljøstyrelsen) om

hel eller delvis ophævelse af den pågældende bygge- eller

beskyttelseslinje.

Det bemærkes i øvrigt, at underretningsreglerne i § 5 i

bekendtgørelse nr. 1066 af 21. august 2018 om bygge- og

beskyttelseslinjer (byggelinjebekendtgørelsen) også vil gæl-

de for dispensationer fra naturbeskyttelseslovens §§ 16-19,

der er indeholdt i en lokalplan.

Endvidere vil lokalplanens dispensationer efter naturbe-

skyttelsesloven som hidtil kunne påklages til Miljø- og Fø-

devareklagenævnet og vil som hidtil kunne prøves fuldt ud

således, at både retlige og skønsmæssige spørgsmål fortsat

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

vil kunne afprøves af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Der

ændres med lovforslaget ikke i de gældende regler for op-

sættende virkning eller klagefrister ved klager over afgørel-

ser efter naturbeskyttelsesloven. Klager over afgørelser efter

naturbeskyttelseslovvens §§ 16-19, vil derfor som hidtil ha-

ve opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevarekla-

genævnet bestemmer andet, jf. naturbeskyttelseslovens § 87,

stk. 7.

Der lægges med lovforslaget heller ikke op til indholds-

mæssige ændringer af de gældende regler om opsættende

virkning ved klager over afgørelser efter planloven, herun-

der kommunalbestyrelsens afgørelse om vedtagelse af en

lokalplan. En klage over en bestemmelse i en lokalplan om

undtagelse fra naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttel-

seslinjer i §§ 16-19 vil således ikke medføre opsættende

virkning for lokalplanen, medmindre Planklagenævnet be-

stemmer andet.

Endelig vil dispensationer efter naturbeskyttelseslovens

§§ 16-19 som hidtil bortfalde efter den almindelige frist

for bortfald på 3 år efter naturbeskyttelseslovens § 66, stk.

2, uanset om dispensationen meddeles i en lokalplan eller

særskilt.

Med forslaget vil kommunalbestyrelsen få hjemmel til at

stille vilkår til en bestemmelse om undtagelse (dispensation)

fra naturbeskyttelseslovens §§ 16-19 i lokalplanen. Kommu-

nalbestyrelsen vil herunder kunne stille vilkår om, at dis-

pensationen skal have en kortere gyldighed end, hvad der

fremgår af naturbeskyttelsesloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.1.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 26

Af planlovens § 15, stk. 5, fremgår, at uden for landsbyer

kan en lokalplan for landzonearealer, der fastlægges til jord-

brugsmæssig anvendelse, ikke indeholde bestemmelser efter

stk. 2, nr. 3, 6, 8, 9 eller 10.

Efter planlovens § 15, stk. 2 – det såkaldte lokalplankata-

log – kan der i en lokalplan optages bestemmelser om en

række emner. Det fremgår af § 15, stk. 2, nr. 9, at kommu-

nalbestyrelsen kan stille krav i en lokalplan om, at op til

25 pct. af boligmassen skal være almene boliger, jf. lov om

almene boliger m.v.

Det foreslås, at henvisningen til § 15, stk. 2, nr. 9, udgår

af planlovens

§ 15, stk. 5,

idet henvisningen er fejlagtig

og ikke har relevans. Der vil således i praksis ikke kunne

forekomme lokalplanlægning for landzonearealer, der både

fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse og samtidig om-

fattes af krav efter § 15, stk. 2, nr. 9, om, at 25 pct. af

boligmassen skal være almene boliger.

Det følger herefter af den foreslåede ændring af planlo-

vens § 15, stk. 5, at en lokalplan for landzonearealer – uden

for landsbyer – der fastlægges til jordbrugsmæssig anven-

delse, ikke vil kunne indeholde bestemmelser efter stk. 2, nr.

3, 6, 8 eller 10.

Til nr. 27

Af planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 1, fremgår, at kommune-

planen skal indeholde retningslinjer for udlægning af arealer

til byzoner, jf. stk. 6-11 og 13.

Af § 15, stk. 1, i lov om planlægning fremgår, at en

lokalplan skal indeholde oplysninger om planens formål og

retsvirkninger. Af stk. 2 fremgår en udtømmende oplistning

af hvilke forhold, der kan fastsættes bestemmelser om i en

lokalplan – det såkaldte lokalplankatalog.

Det er efter den udtømmende oplistning i planlovens §

15, stk. 2, ikke muligt ved lokalplanlægning at fastsætte

bestemmelser om midlertidig anvendelse af byzonearealer.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.4.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i

§ 15, stk. 17,

1. pkt.,

at kommunalbestyrelsen i en lokalplan kan fastsætte

bestemmelser om midlertidig anvendelse af arealer, der lig-

ger i byzone.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunalbe-

styrelsen vil kunne lokalplanlægge for midlertidig anvendel-

se af byzonearealer, der ikke er lokalplanlagte, byzonearea-

ler, hvor en ældre lokalplan eller byplanvedtægt endnu ikke

er erstattet af en ny lokalplan, der angiver et nyt formål

med områdets anvendelse, og byzonearealer, hvor kommu-

nalbestyrelsen har vedtaget en ny lokalplan for områdets

fremtidige anvendelse, men hvor det endnu ikke er muligt at

realisere lokalplanens formål.

Lokalplanlægning for midlertidig anvendelse af et byzo-

neareal vil kunne ske til f.eks. studieboliger, boliger til

socialt udsatte borgere, midlertidigt byggeri til skoler og

daginstitutioner, byhaver, vedvarende energianlæg m.v. Lo-

kalplanlægning for midlertidig anvendelse af byzonearealer

til brug for midlertidige boliger til flygtninge er ikke omfat-

tet af forslaget, da midlertidige opholdssteder til nyankomne

flygtninge er særskilt reguleret i planlovens kapitel 2 e.

Endvidere vil kommunerne få mulighed for i en lokalplan

at planlægge for midlertidig anvendelse af sådanne byzonea-

realer til byhaver.

Muligheden for midlertidig lokalplanlægning for sådanne

områder vil omfatte aktuelt ubebyggede arealer, hvor der

kan opføres midlertidig bebyggelse. Muligheden vil også

omfatte arealer, der rummer eksisterende bygninger, der kan

omdannes til det ønskede, midlertidige formål.

Uanset hvilken midlertidig anvendelse, der lokalplanlæg-

ges for, vil planlægningen skulle følge planlovens almindeli-

ge regler, herunder regler om planlægning for miljøfølsom

anvendelse. Det vil indebære, at f.eks. midlertidige boliger,

skoler, daginstitutioner eller byhaver kun lokaliseres i om-

råder, hvor det ikke er i strid med anden lovgivning eller

med de nationale interesser vedrørende f.eks. produktions-

virksomheder og risikovirksomheder eller natur- og miljø-

beskyttelse. Det forudsættes herunder, at planlægning for

miljøfølsom anvendelse kun vil blive placeret i områder,

hvor planlovens krav til sikring mod støjgener, jf. § 15

a, og til sikring mod belastning fra lugt, støv eller anden

luftforurening, jf. § 15 b, kan overholdes, uden at det vil

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

indebære en begrænsning af den eksisterende eller påtænkte

anvendelse af nærliggende områder til f.eks. erhverv.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 17,

2. pkt.,

at den midlertidige anvendelse i lokalplanen skal

tidsbegrænses til højst ti år og ved kommunalbestyrelsens

dispensation vil kunne forlænges med op til fem år ad gan-

gen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det vil være

muligt at udarbejde lokalplaner, der indeholder såvel en

midlertidig anvendelse i op til 10 år som en efterfølgende

langsigtet anvendelse af et område. Overgangen fra den

midlertidige til den langsigtede anvendelse kan enten fast-

sættes til et specifikt tidspunkt eller gøres fleksibel ved

at bestemme, at overgangen skal finde sted inden for en

vis periode, hvis udløb skal fastsættes til højst 10 år fra

det af kommunalbestyrelsen fastsatte starttidspunkt for den

planlagte midlertidige anvendelse. Såvel den midlertidige

som den efterfølgende langsigtede anvendelse vil skulle væ-

re i overensstemmelse med kommuneplanrammerne for det

pågældende område.

Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 17,

3. pkt.,

vil

indebære, at de procedureregler, som efter § 20 gælder, når

der efter § 19 dispenseres fra en lokalplan, også vil finde an-

vendelse ved dispensation til forlængelse af den midlertidig

anvendelse i henhold til en lokalplan om midlertidig anven-

delse af byzonearealer. Det vil bl.a. betyde, at dispensation

vil forudsætte forudgående orientering om ansøgningen til

ejerne og brugerne i det område, der er omfattet af planen,

naboerne til ejendommen m.v.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.4.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 28

Efter planlovens § 15 a, stk. 2, kan lokalplaner, der tilve-

jebringes for arealer i et område, som i kommuneplanen

er fastlagt som et byomdannelsesområde, uanset stk. 1 ud-

lægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, når

kommunalbestyrelsen har sikkerhed for, at støjbelastningen

er bragt til ophør i løbet af en periode, der ikke væsentligt

overstiger 8 år, efter at den endeligt vedtagne lokalplan er

offentliggjort.

Det foreslås, at der i

§ 15 a, stk. 2,

indsættes en henvisning

til §§ 11 b, stk. 1, nr. 6, og 11 d.

Det vil herefter følge af den foreslåede ændring af § 15

a, stk. 2, at lokalplaner, der tilvejebringes for arealer i et

område, som i kommuneplanen er fastlagt som et byomdan-

nelsesområde, jf. §§ 11 b, stk. 1, nr. 6, og 11 d, uanset

stk. 1 vil kunne udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom

anvendelse, når kommunalbestyrelsen har sikkerhed for, at

støjbelastningen er bragt til ophør i løbet af en periode, der

ikke væsentligt overstiger 8 år, efter at den endeligt vedtag-

ne lokalplan er offentliggjort.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.4 i lovforslagets alminde-

lige bemærkninger.

Til nr. 29, 30, 31 og 32

Efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 27, skal kommunepla-

nen indeholde retningslinjer for udpegning af op til to trans-

formationsområder hvert fjerde år inden for konsekvensom-

råder. Transformationsområder er arealer, der er belastet af

støj fra eksisterende produktionsvirksomheder, og er centralt

beliggende i byen, og hvor der er særlige byudviklingsinte-

resser.

Kommunalbestyrelsen fastsætter rammer for indholdet af

lokalplaner for de enkelte dele af kommunen med hensyn til

transformationsområder inden for konsekvensområder, jf. §

11 b, stk. 1, nr. 17.

Kommunalbestyrelsen kan i et transformationsområde til-

vejebringe lokalplaner, der udlægger støjbelastede arealer

til boliger, jf. planlovens § 15 a, stk. 3. Bestemmelsen i §

15 a, stk. 3, giver kommunalbestyrelsen mulighed for at lo-

kalplanlægge for nye boliger på varigt støjbelastede arealer

i første række mod eksisterende produktionsvirksomheder

inden for udpegede transformationsområder, idet støjen i

den første, lokalplanlagte række kan være op til 5 dB over

Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj på den

facade og de udendørs opholdsarealer, der vender ud mod

produktionsvirksomheden.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.8.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i

§ 15 a, stk. 3,

indsættes en henvisning

til § 11 a, stk. 1, nr. 27, vedrørende transformationsområder

for at lette forståelsen af bestemmelsen.

Der foreslås en ændring af

§ 15 a, stk. 3,

hvorefter ordene

”produktionsvirksomheder til boligformål” ændres til:

”pro-

duktionsvirksomheder, til enten boligformål eller hoteller,

kontorerhverv el.lign. ”

Den foreslåede ændring af § 15 a, stk. 3, vil medføre,

at kommunalbestyrelsen fremover vil få mulighed for at

lokalplanlægge for arealer i et område, der i kommunepla-

nen er fastlagt som et transformationsområde, og som er

belastet af støj fra eksisterende produktionsvirksomheder, til

enten boligformål eller hoteller, kontorerhverv el.lign. Det

vil dermed blive muligt for kommunalbestyrelsen inden for

transformationsområder at lokalplanlægge for hoteller, kon-

torerhverv el.lign. i første række mod produktionsvirksom-

hederne.

Også ved lokalplanlægning til hoteller, kontorerhverv

el.lign. vil det efter § 15 a, stk. 3, nr. 2, være en betingelse,

at støjen på arealet ikke overskrider grænseværdier for støj

med mere end 5 dB på den facade og udendørs opholdsarea-

ler, der vender ud mod virksomheden. Endvidere vil det

efter § 15 a, stk. 3, nr. 5, være en betingelse, at grænsevær-

dier for støj kan overholdes for bagvedliggende boliger og

udendørs opholdsarealer i tilknytning hertil.

Ved ”hoteller, kontorerhverv el.lign. ” forstås hoteller,

kontorerhverv og anden anvendelse, som har en tilsvarende

støjfølsomhed.

Den foreslåede, ændrede bestemmelse i § 15 a, stk. 3, vil

således ikke kunne anvendes til at lokalplanlægge til både

boligformål og hoteller, kontorerhverv el.lign. – dvs. områ-

der for blandet bolig- og erhvervsbebyggelse, der har en

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

højere støjgrænseværdi end rene boligområder. En mulighed

for lokalplanlægning til blandet bolig- og erhvervsbebyggel-

se i første række mod de eksisterende produktionsvirksom-

heder ville dermed kunne medføre en øget støjpåvirkning af

boligerne i det enkelte område.

Det er i dag en forudsætning for at anvende planlovens §

15 a, stk. 3, at lokalplanen fastsætter krav om isolering af

boligerne mod støj, der sikrer, at grænseværdier for støj in-

dendørs med åbne vinduer er overholdt, jf. § 15 a, stk. 3, nr.

3. Dette krav vil også være gældende ved lokalplanlægning

for ny bebyggelse til hotelformål, kontorerhverv el.lign. Det

bemærkes herved, at planlovens § 15, stk. 2, nr. 13, giver

mulighed for i en lokalplan at fastsætte nærmere bestemmel-

ser om udformning af mure og vinduer og støjisolering af

facader m.v.

Der foreslås en ændring af

§ 15 a, stk. 3, nr. 4,

hvorefter

ordene ”bebyggelsen til hotelformål, kontorerhverv el.lign. ”

indsættes efter ordet ”boligbebyggelsen”.

Den foreslåede ændring af § 15 a, stk. 3, nr. 4, vil inde-

bære, at kravet om, at der i umiddelbar tilknytning til bolig-

bebyggelse, skal være adgang til udendørs opholdsarealer,

hvor grænseværdier for støj er overholdt, jf. § 15 a, stk. 3,

nr. 4, også vil gælde ved lokalplanlægning for ny bebyggel-

se til hotelformål, kontorerhverv el.lign.

Som konsekvens af de foreslåede ændringer af § 15 a, stk.

3, og § 15 a, stk. 3, nr. 4, foreslås det, at

§ 15 a, stk. 4,

i lov om planlægning tilpasses, så kommunalbestyrelsen på

ejendomme, der er omfattet af en lokalplans arealudlæg til

boligformål eller hoteller, kontorerhverv el.lign., jf. § 15 a,

stk. 3, skal lade tinglyse, at grænseværdier for støj kan være

overskredet med op til 5 dB.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunal-

bestyrelsen på ejendomme, der er omfattet af en lokal-

plans arealudlæg til boligformål eller hoteller, kontorerhverv

el.lign., jf. § 15 a, stk. 3, skal lade tinglyse, at grænseværdier

for støj kan være overskredet med op til 5 dB.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.8.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 33

Det følger af planlovens § 16, stk. 1, at en lokalplan skal

ledsages af en redegørelse for, hvordan planen forholder sig

til kommuneplanen og øvrig planlægning for området. Her-

udover indeholder § 16 en række specifikke krav til indhol-

det af redegørelsen til nærmere angivne typer af lokalplaner.

Det følger af den foreslåede

§ 16, stk. 12,

at redegørelsen

til lokalplanforslag for vindmøller og solcelleanlæg skal in-

deholde oplysning om de planlagte anlægs kapacitet angivet

i MW pr. teknologi og den forventede el-produktion angivet

som antal MWh per år.

Ved kapacitet forstås kapacitet i MW, som vil fremgå

af stamdataregisteret for el-producerende anlæg mv., jf. be-

kendtgørelse nr. 2651 af 28. december 2021. Ved den for-

ventede el-produktion forstås den teoretiske, forventede el-

produktion, baseret på antagelser om fuldlasttimer på bag-

grund af vindforhold eller solindstråling på lokationen. En

fuldlasttime er et udtryk for, at produktionen er på sit højeste

niveau i en hel time.

Det forudsættes, at redegørelsen vil blive udarbejdet i dia-

log med projektejerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.5 i lovforslagets alminde-

lige bemærkninger.

Til nr. 34

Det fremgår af § 19, stk. 1, i lov om planlægning, at kom-

munalbestyrelsen har mulighed for midlertidigt at dispense-

re fra bestemmelser i en lokalplan, selvom dispensationen

er i strid med lokalplanens principper. Det er en betingelse,

at sådanne dispensationer tidsbegrænses til maksimalt 3 år -

dog 10 år for studieboliger.

Det er efter planlovens § 19, stk. 1, ikke muligt at dispen-

sere fra en vedtagen lokalplan til midlertidig anvendelse af

et område til byhaver i mere end 3 år.

Det er dernæst efter planlovens § 19, stk. 1, ikke muligt

at dispensere fra en lokalplan om midlertidig anvendelse

af arealer, der ligger i byzone, jf. herved den foreslåede

bestemmelse i § 15, stk. 17, der åbner mulighed for ved

kommunalbestyrelsens dispensation at forlænge den midler-

tidige anvendelse med op til fem år ad gangen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.4.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i

§ 19, stk. 1,

efter “studieboliger”

indsættes: »og byhaver«, og efter “ 5 u,” indsættes: “§ 15,

stk. 17,”.

Det følger herefter af bestemmelsen, at kommunalbesty-

relsen kan dispensere fra bestemmelser i en lokalplan eller

en plan m.v., der er opretholdt efter § 68, stk. 2, hvis dis-

pensationen ikke er i strid med principperne i planen, eller

tidsbegrænses til maksimalt 3 år, dog 10 år for studieboliger

og byhaver, jf. dog stk. 3, § 5 u, § 15, stk. 17, § 36, stk. 1, nr.

18, og § 40.

Den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, vil medføre, at

kommunalbestyrelsen får mulighed for at dispensere fra en

lokalplan i op til 10 år til at anvende områder i byzone, der

er midlertidigt ubenyttede, til byhaver. Der kan dispenseres

til forskellige former for byhaver som fælles dyrkningskas-

ser i parker eller til områder med dyrkningslodder eller nyt-

tehaver, der dyrkes individuelt. Fælles for byhaver er, at

arealerne skal bruges til dyrkning og rekreation.

Den foreslåede indsættelse af en henvisning i § 19, stk. 1,

til den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 17, vil medføre,

at kommunalbestyrelsens eventuelle dispensation til forlæn-

gelse af tidsbegrænsningen af en lokalplanlagt, midlertidig

anvendelse af et byzoneareal, jf. § 15, stk. 17, i givet fald vil

skulle meddeles efter § 15, stk. 17.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.4.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 35

Det fremgår af § 21 b, stk. 1, i lov om planlægning, at

på opfordring fra en grundejer kan kommunalbestyrelsen

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

indgå en udbygningsaftale med grundejeren for områder, der

i kommuneplanen er udlagt til byzone eller sommerhusom-

råde, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 1, samt for områder i landzone.

Det fremgår af § 21 b, stk. 2, at udbygningsaftaler kan

indgås med henblik på 1) at opnå en højere kvalitet eller

standard af den planlagte infrastruktur i et område, 2) frem-

rykke lokalplanlægningen for et område, der i kommunepla-

nens rammebestemmelser er forudsat lokalplanlagt for be-

byggelse, herunder byomdannelse, men hvor lokalplanlæg-

ning vil være i strid med kommuneplanens rækkefølgebe-

stemmelser, eller 3) ændre eller udvide de byggemuligheder,

der fremgår af kommuneplanens rammebestemmelser eller

lokalplanen for det pågældende område, på betingelse af,

at grundejeren kun skal bidrage til at finansiere infrastruktu-

ranlæg, som det ikke vil påhvile kommunen at etablere.

Af § 21 b, stk. 3, fremgår, at udbygningsaftalen kun kan

indeholde bestemmelser om, at grundejeren helt eller delvis

skal udføre eller afholde udgifterne til de fysiske infrastruk-

turanlæg, som skal etableres i eller uden for området for at

virkeliggøre planlægningen.

Det kan imidlertid give anledning til tvivl, hvorvidt afvær-

geforanstaltninger til forebyggelse af oversvømmelse eller

erosion efter bestemmelsens ordlyd er omfattet af betegnel-

sen fysiske infrastrukturanlæg.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.1.5.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i

§ 21 b, stk. 3,

efter ”infrastrukturan-

læg,” indsættes: ”herunder anlæg til sikring mod oversvøm-

melse eller erosion,”.

Det følger herefter af § 21 b, stk. 3, at udbygningsafta-

len kun kan indeholde bestemmelser om, at grundejeren

helt eller delvis skal udføre eller afholde udgifterne til de

fysiske infrastrukturanlæg, herunder anlæg til sikring mod

oversvømmelse og erosion, som skal etableres i eller uden

for området for at virkeliggøre planlægningen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil blive mu-

ligt for en grundejer at foreslå kommunalbestyrelsen en

udbygningsaftale, hvorefter grundejer helt eller delvist vil

skulle udføre eller afholde udgifterne til at finansiere afvær-

geforanstaltninger, der kan forhindre oversvømmelse eller

erosion i et lokalplanområde, når det kan sikre et højere

kvalitetsniveau end det, kommunalbestyrelsen har økonomi-

ske ressourcer til at gennemføre, eller vil kunne fremrykke

lokalplanlægningen for det pågældende område, eller vil

kunne ændre eller udvide de byggemuligheder, der fremgår

af kommuneplanens rammebestemmelser eller lokalplanen

for det pågældende område, og betingelserne i henhold til

planlovens § 21 b, stk. 2, nr. 1, nr. 2 eller nr. 3, i øvrigt er

opfyldt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.5.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 36

Det fremgår af planlovens § 22 a, stk. 1, 1. pkt., at der

forud for erhvervsministerens afgivelse af en redegørelse

om landsplanarbejdet eller en redegørelse for de landsplan-

mæssige interesser i særlige emner, jf. § 2, stk. 2, og forud

for erhvervsministerens fastsættelse af bindende regler eller

retningslinjer efter § 3, stk. 1, eller § 5 j, stk. 2 og 4, skal

offentliggøres et forslag, der tillige skal sendes til de berørte

regionsråd og kommunalbestyrelser.

Det følger af den foreslåede ændring af

§ 22 a, stk. 1,

1. pkt.,

at ordene ”erhvervsministerens afgivelse af en rede-

gørelse om landsplanarbejdet eller en redegørelse for de

landsplanmæssige interesser i særlige emner, jf. § 2, stk. 2,

og forud for” udgår af bestemmelsen.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den med lov-

forslagets § 1, nr. 1, foreslåede ophævelse af bestemmelser-

ne i planlovens § 2, stk. 2 og 3, om henholdsvis redegørelse

om landsplanarbejdet (landsplanredegørelse) og redegørelse

for de landsplanmæssige interesser i særlige emner.

Til nr. 37

Det fremgår af planlovens § 23 c, stk. 1, at kommunalbe-

styrelsen kan tilvejebringe forslag til ændringer af kommu-

neplanen, der ikke er truffet beslutning om i en strategi,

der er vedtaget og offentliggjort efter reglerne i lovens

§ 23 a. Før udarbejdelsen af sådanne forslag skal kommu-

nalbestyrelsen indkalde idéer og forslag m.v. med henblik

på planlægningsarbejdet – såkaldt forudgående offentlig-

hed. Ved mindre ændringer i en kommuneplans rammedel,

der ikke strider mod planens hovedprincipper, samt ved

uvæsentlige ændringer i planens hovedstruktur kan kommu-

nalbestyrelsen dog undlade at indkalde idéer og forslag m.v.

Efter lovens § 23 c, stk. 2, skal indkaldelsen af idéer og

forslag efter § 23 c, stk. 1, indeholde en kort beskrivelse af

hovedspørgsmålene i den forestående planlægning. Offent-

liggørelse skal ske i det register, som erhvervsministeren har

oprettet i medfør af § 54 b. Offentlig bekendtgørelse kan

ske udelukkende digitalt. Kommunalbestyrelsen fastsætter

en frist for afgivelse af idéer, forslag m.v.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.5.3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at

§ 23 c, stk. 1, 2

3. pkt.,

stk. 2,

ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil blive fri-

villigt for kommunalbestyrelsen at gennemføre forudgående

offentlighed i forbindelse med forslag til ændringer af kom-

muneplanen, der ikke fremgår af den vedtagne og offentlig-

gjorte strategi for kommuneplanlægningen, jf. herved regler-

ne i lovens § 23 a. Det vil således blive overladt til kommu-

nalbestyrelsen at vurdere, hvornår det er nødvendigt eller

hensigtsmæssigt at gennemføre forudgående offentlighed i

forbindelse med sådanne forslag til ændringer af kommu-

neplanen. Korrekt gennemført forudgående offentlighed vil

dermed ikke længere være en gyldighedsbetingelse i forhold

til kommunalbestyrelsens afgørelser i disse sager. Kommu-

nalbestyrelsen vil have mulighed for mere generelt at be-

stemme, at der i relation til udvalgte emner – f.eks. plan-

lægning for VE-anlæg – som udgangspunkt gennemføres

forudgående offentlighed.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.2.2 i lovforslagets al-

mindelige bemærkninger.

Til nr. 38

Det følger af planlovens § 29, stk. 3, 1. pkt., at en minister

kan fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag ud fra de

særlige hensyn, som ministeren varetager. Det følger af §

29, stk. 3, 2. pkt., at retten til at fremsætte indsigelse efter 1.

pkt. også gælder for stiftsøvrigheden.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.3.7.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i

§ 29, stk. 3,

efter 2. pkt. indsættes

”Stiftsøvrigheden kan dog ikke fremsætte indsigelse mod et

lokalplanforslag, der muliggør opstilling af solceller længere

væk fra en kirke end 1.000 m. Stiftsøvrigheden kan heller

ikke fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag, der mu-

liggør opstilling af vindmøller længere væk fra en kirke end

1.000 m, dog 2.000 m ved et lokalplanforslag, der muliggør

opstilling af vindmøller med en totalhøjde på mindst 250

m. ”

Det vil herefter følge af planlovens § 29, stk. 3, 2.-3. pkt.,

at retten til at fremsætte indsigelse efter 1. pkt. også vil

gælde for stiftsøvrigheden, men at stiftsøvrigheden alene for

så vidt angår solceller vil kunne fremsætte indsigelse mod

et lokalplanforslag, hvis det muliggør opstilling af solceller

op til 1.000 m fra en kirke. Endvidere vil stiftsøvrigheden

i medfør af § 29, stk. 3, 2. og 4. pkt., kunne fremsætte indsi-

gelse mod et lokalplanforslag op til 1.000 m fra en kirke,

hvis lokalplanforslaget muliggør opstilling af vindmøller, og

op til 2.000 m fra en kirke, hvis lokalplanforslaget muliggør

opstilling af vindmøller med en totalhøjde på mindst 250 m.

Med forslaget vil stiftsøvrighedens mulighed for selvstæn-

digt at fremsætte indsigelse mod lokalplanlægning for vind-

møller og solceller blive fokuseret til områder inden for en

nærmere defineret radius af kirkerne. Stiftsøvrigheden vil

inden for den pågældende afstand fra en kirkebygning have

mulighed for at fremsætte indsigelse mod lokalplanlægning

for vindmøller og solceller.

Afstandskravet vil skulle beregnes som afstanden fra det

nærmeste hjørne af kirkebygningen til det nærmeste sted

inden for lokalplanområdet, hvor det ifølge lokalplanen er

muligt at opstille vindmøller eller solceller. Hvis lokalplang-

rænsen i lokalplanforslaget således går f.eks. helt ind til

700 m fra nærmeste hjørne af en kirkebygning, men det

tætteste byggefelt, hvor der ifølge lokalplanen kan opstilles

vindmøller på op til 249 m, ligger 1.050 m fra en kirke, vil

stiftsøvrigheden ikke kunne fremsætte indsigelse.

Beregningen fra nærmeste hjørne af kirkebygningen vil

svare til praksis for, hvordan kirkebyggelinjen efter naturbe-

skyttelsesloven beregnes.

Forslaget vil ikke ændre ved, at det fortsat er en national

interesse at varetage indsynet til og udsynet fra kirkerne i

landskabet i henhold til planlovens § 29, stk. 1, og vil heller

ikke ændre ved, at en minister kan fremsætte indsigelse mod

et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn, som ministeren

varetager, jf. planlovens § 29, stk. 3, 1. pkt.

I situationer, hvor lokalplanlægning for vindmøller og sol-

celler i en større afstand fra en kirke end den foreslåede kan

påvirke indsynet til og udsynet fra kirken negativt, vil det

være kirkeministeren, der varetager hensynet til kirkerne. I

sådanne situationer vil stiftsøvrigheden have mulighed for

at anmode kirkeministeren om at fremsætte indsigelse mod

et lokalplanforslag, hvorefter kirkeministeren vurderer, om

forholdet kan begrunde en indsigelse. Det forudsættes som

hidtil, at de forhold, kirkeministeren gør indsigelse mod, er

af væsentlig national interesse.

Reglerne om statslige myndigheders indsigelse efter § 29,

stk. 3, foreslås ikke i øvrigt ændret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.7.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 39

Det fremgår af planlovens § 33 a, stk. 1, at regionsråd

og kommunalbestyrelser inden udgangen af den første halv-

del af den kommunale og regionale valgperiode skal of-

fentliggøre en redegørelse for deres strategi for regionens

henholdsvis kommunens bidrag til en bæredygtig udvikling

i det 21. århundrede med oplysninger om, hvordan der

skal arbejdes helhedsorienteret, tværfagligt og langsigtet,

og hvordan befolkningen, virksomheder, organisationer og

foreninger vil blive inddraget i arbejdet (lokal Agenda 21).

Nærmere regler om indholdet af regionsrådets og kommu-

nalbestyrelsens strategi er fastsat i planlovens § 33 a, stk.

2 og 3. Regionsrådets henholdsvis kommunalbestyrelsens

redegørelse efter § 33 a, stk. 1, skal samtidig med offentlig-

gørelsen sendes til ministeren for landdistrikter, jf. § 33 a,

stk. 4.

Efter planlovens § 33 b giver ministeren for landdistrikter

hvert fjerde år en redegørelse for det lokale Agenda 21-ar-

bejde i regioner og kommuner til et af Folketinget nedsat

udvalg. Redegørelsen skal tilvejebringes i samarbejde med

de kommunale organisationer.

Reglerne i planlovens § 33 a og § 33 b udgør tilsammen

lovens kapitel 6 a.

Det foreslås, at

kapitel 6 a

ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at planloven ikke

længere vil indeholde krav om redegørelse for lokal Agenda

21.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.3 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 40

Det fremgår af planlovens § 35, stk. 1, 1. pkt., at der i

landzoner ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen må

foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske æn-

dring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede

arealer, jf. dog lovens §§ 5 u og 36-38. Ved kommunalbesty-

relsens tilladelse efter 1. pkt. kan der efter § 35, stk. 1, 2.

pkt., lægges særlig vægt på kommuneplanens retningslinjer

for omdannelseslandsbyer. For en nærmere beskrivelse af

gældende ret henvises til pkt. 3.3.3.1 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Det foreslås, at der i

§ 35, stk. 1, 2. pkt.,

efter ordet

”omdannelseslandsbyer” indsættes ”, jf. § 11 a, stk. 1, nr.

24”.

Det vil herefter følge af § 35, stk. 1, 2. pkt., at der ved

kommunalbestyrelsens tilladelse efter 1. pkt. kan lægges

særlig vægt på kommuneplanens retningslinjer for omdan-

nelseslandsbyer, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 24.

Med den foreslåede ændring af § 35, stk. 1, 2. pkt., om

kommunalbestyrelsens landzoneadministration i omdannel-

seslandsbyer vil det således blive tydeliggjort, at der med

”kommuneplanens retningslinjer for omdannelseslandsbyer”

henvises til lovens § 11 a, stk. 1, nr. 24.

Den foreslåede ændring af planlovens § 11 a, stk. 1,

nr. 24, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, om udvidet adgang for

kommunalbestyrelsen til at udpege og afgrænse omdannel-

seslandsbyer i kommuneplanen vil samtidig indebære, at

kommunalbestyrelsens mulighed for efter lovens § 35, stk.

1, 2. pkt., at praktisere en mere lempelig landzoneadmini-

stration i omdannelseslandsbyer vil kunne omfatte et større

antal landsbyer end i dag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 41

Det fremgår af planlovens § 35, stk. 1, at der i landzoner

ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen må foretages

udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i an-

vendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer,

jf. dog §§ 5 u og 36-38. Ved kommunalbestyrelsens tilladel-

se efter 1. pkt. kan der lægges særlig vægt på kommunepla-

nens retningslinjer for omdannelseslandsbyer.

Med lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås, at der i § 5 b indsæt-

tes et stk. 10, hvorefter ministeren for landdistrikter efter

aftale med miljøministeren kan godkende, at kommunalbe-

styrelsen vedtager en ø-udviklingsplan, der fraviger § 5 b,

stk. 1.

I tilknytning hertil foreslås det, at der i

§ 35, stk. 1,

ind-

sættes et

3. pkt.,

hvorefter der ved kommunalbestyrelsens

tilladelse efter 1. pkt. endvidere kan lægges særlig vægt på

en ø-udviklingsplan, jf. § 5 b, stk. 10.

Den foreslåede adgang for kommunalbestyrelsen til i kon-

krete sager om landzonetilladelser at lægge særlig vægt på

en ø-udviklingsplan, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 5, vil

indebære, at der på de små øer – i den del af kystnærhedszo-

nen, der ligger uden for strandbeskyttelseszonen – vil blive

mulighed for at omdanne overflødiggjorte bygninger inden

for kystnærhedszonen til håndværks- og industrivirksomhed,

mindre butikker, liberale erhverv, forenings- og fritidsformål

samt lager- og kontorformål m.v. i videre omfang end efter

nugældende, administrativ praksis, etablere nye boliger i

umiddelbar tilknytning til én eller flere eksisterende lands-

bybebyggelse(r), udvide eksisterende landsbyer i byzone

med nye arealer til boliger og erhverv og udvide eksisteren-

de erhvervsvirksomheder. Det vil endvidere blive muligt på

en lille ø – i den del af kystnærhedszonen, der ligger uden

for strandbeskyttelseszonen – at etablere enkelte pladser til

mobilehomes ved en havn eller på en eksisterende camping-

plads. Endelig vil der blive mulighed for – i den del af kyst-

nærhedszonen, der ligger uden for strandbeskyttelseszonen

– at opstille husstandsvindmøller og små solcelleanlæg til

brug for øens egen energiforsyning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets alminde-

lige bemærkninger.

Til nr. 42

Efter planlovens § 35, stk. 1, må der i landzone som

hovedregel ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen

(landzonetilladelse) foretages udstykning, opføres ny bebyg-

gelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyg-

gelse og ubebyggede arealer.

Opstilling af glampingenheder vil som udgangspunkt kræ-

ve landzonetilladelse. Opnåelse af tilladelse forudsætter, at

det ansøgte er foreneligt med de hensyn, der skal varetages

med landzonereglerne, og praksis er som følge heraf restrik-

tiv.

Et projekt omfattende etablering af glampingenheder kan

endvidere efter omstændighederne forudsætte ny lokalplan-

lægning, jf. planlovens § 13, stk. 2, og udlejning af glampin-

genheder til ferie- og fritidsformål kan efter omstændighe-

derne være omfattet af krav om forudgående tilladelse efter

lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål

m.v. og campering m.v. (sommerhusloven), herunder even-

tuelt bekendtgørelse om tilladelse til udlejning af arealer til

campering og om indretning og benyttelse af campingplad-

ser (campingreglementet).

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.3.6.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i planlovens

§ 35

indsættes et nyt

stk. 11,

om, at kommunalbestyrelsen kan meddele tilladelse

efter § 35, stk. 1 (landzonetilladelse) til etablering af op

til 8 glampingenheder i form af luksustelte el.lign. samt

trætophytter, der placeres samlet i nærheden af eksisterende

bebyggelse ved en veletableret, større turistattraktion eller

en veletableret, større virksomhed med væsentlige besøgs-

aktiviteter, som ikke i forvejen omfatter udlejning af hus

eller husrum til overnattende gæster. Tilladelsen tidsbegræn-

ses til maksimalt 5 år.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunal-

bestyrelsen ved vurderingen af en konkret ansøgning om

landzonetilladelse til etablering af glampingenheder vil få

mulighed for, men ikke pligt til, at tillægge hensynene til

rekreative interesser og udvikling af turismefaciliteter særlig

vægt. Øvrige relevante hensyn, herunder til natur, landskab,

forsvar og beredskab, vil fortsat skulle indgå i kommunalbe-

styrelsens vurdering og afvejning i den enkelte sag.

Tilladelser i henhold til den foreslåede bestemmelse

vil kunne omfatte glampingenheder i form af luksustelte

el.lign., der eventuelt er placeret på platforme af træ, samt

trætophytter. Campingvogne, autocampere, hytter med faste

vægge, bortset fra trætophytter, og huse, herunder såkaldte

tiny houses, er ikke er omfattet af bestemmelsen.

En landzonetilladelse til glampingenheder vil endvidere

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

efter en konkret vurdering eventuelt kunne omfatte indret-

ninger til fremføring af vand og el samt toilet- og badefacili-

teter, hvis der er tale om indretninger af midlertidig karakter,

som ikke er vanskelige at fjerne igen. Det vil f.eks. kunne

være et muldtoilet i et primitivt skur eller en udendørs bru-

ser med bruseafskærmning.

Glampingenhederne, herunder udlejning heraf, vil skulle

være et accessorium til en veletableret, større turistattraktion

eller virksomhed, som i væsentligt omfang, typisk dagligt,

har besøg af borgere og turister. Der vil f.eks. kunne være

tale om dyreparker, herregårde, legelande eller fødevarevirk-

somheder med faciliteter til besøgsturisme, som igennem

en længere periode, typisk flere år, har vist sig at være en

væsentlig attraktion for borgere og turister. Den foreslåede

bestemmelse tager således ikke sigte på nyetablerede virk-

somheder eller nyopførte monumenter eller lignende, uanset

en eventuel forventning om høje besøgstal.

Der vil endvidere skulle være tale om turistattraktioner

eller virksomheder, som ikke i forvejen omfatter udlejning

af hus eller husrum til overnattende gæster. Hus eller hus-

rum omfatter, ligesom samme begreb i sommerhuslovens §

1, stk. 1, nr. 1, alle former for hus eller husrum, herunder

enkeltværelser, hytter mv. Udlejning til overnattende gæster

omfatter ikke udlejning til helårsbeboelse.

Ifølge den foreslåede bestemmelse vil glampingenheder

skulle etableres samlet og i nærheden af eksisterende be-

byggelse ved den pågældende virksomhed eller turistattrak-

tion. Herved forstås, at afstanden fra hver enkelt glampin-

genhed til eksisterende bebyggelse ikke vil kunne overstige

ca. 100 m, og at den indbyrdes afstand mellem glampingen-

hederne ikke vil kunne overstige ca. 20 m.

Eksisterende bebyggelse ved den pågældende virksomhed

eller turistattraktion omfatter ikke en naboejendom, som og-

så er ejet af den pågældende virksomhed uden at indgå i

driften af virksomheden.

Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen ved meddelelse

af landzonetilladelse til etablering af glampingenheder vil

sikre – med fastsættelse af passende vilkår herom – at disse

ikke får karakter af sommerhuslignende bebyggelse, der kan

udvikle sig til små, selvstændige sommerhusområder.

Det forudsættes således, at der som udgangspunkt ikke vil

blive meddelt tilladelse til glampingenheder med støbt fun-

dament eller andre konstruktioner, som vil være vanskelige

at fjerne, og at den enkelte glampingenhed som udgangs-

punkt ikke har et areal over 30-40 m2 og at eventuelle

tilknyttede udendørsarealer, f.eks. en træterrasse, er af be-

grænset størrelse. Det skal dog bemærkes, at etablering af

trætophytter typisk forudsætter mere indgribende konstruk-

tionsmæssige foranstaltninger end etablering af luksustelte

el.lign. på platforme af træ.

Det forudsættes endvidere, at tilladelsen til opstilling af

glampingenheder vil blive forsynet med vilkår om, at enhe-

derne og eventuelle tilhørende anlæg skal fjernes, når tilla-

delsen udløber, eller når anvendelsen til det tilladte formål

ophører, samt i relevant omfang vilkår om efterbehandling

af arealet med henblik på at genoprette de oprindelige for-

hold. Der vil dog kunne ansøges om forlængelse af tilla-

delsen. Forlængelse vil forudsætte, at betingelserne i den

foreslåede bestemmelse fortsat er opfyldt, og at en fornyet

afvejning af de ovennævnte relevante hensyn på baggrund af

de aktuelle faktiske forhold igen fører til den konklusion, at

tilladelse bør meddeles.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.6.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 43

Det fremgår af planlovens § 35, stk. 1, at der i landzoner

som hovedregel ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrel-

sen (landzonetilladelse) må foretages udstykning, opføres

ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående

bebyggelse og ubebyggede arealer. Kravet om landzonetilla-

delse er en grundlæggende beskyttelse af det åbne land, der

også kan omfatte opstilling af f.eks. master til radiokommu-

nikationsformål.

Efter praksis er udgangspunktet, at landzonetilladelse til

opstilling af en mast til radiokommunikationsformål forud-

sætter, at masten placeres i tilknytning til eksisterende be-

byggelse.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.4.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i planlovens

§ 35

indsættes et

stk. 12,

hvorefter kommunalbestyrelsen under hensyn til den over-

ordnede samfundsmæssige interesse i at sikre mobildækning

i hele landet kan meddele tilladelse efter stk. 1 til opstilling

af en mast til radiokommunikationsformål med tilhørende

anlæg i neutrale farver, medmindre væsentlige hensyn til

landskab, natur, miljø eller naboer taler afgørende imod pla-

ceringen.

Det vil fortsat være udgangspunktet for kommunalbesty-

relsens behandling af en ansøgning om landzonetilladelse

til opstilling af en mast til radiokommunikationsformål, at

masten bør placeres i tilknytning til eksisterende bebyggel-

se, men det kan ikke altid sikre en tilstrækkelig god mobil-

dækning i hele landet. Der er en særlig samfundsmæssig

interesse i at sikre god mobildækning i hele Danmark. Dette

forudsætter, at den nødvendige tekniske infrastruktur kan

etableres. Kommunalbestyrelsen vil i kraft af den foreslåede

ændring kunne tillade en placering, der ikke er i tilknytning

til eksisterende bebyggelse, hvis hensynet til mobildæknin-

gen ikke kan opfyldes ved placering på eksisterende anlæg

eller i tilknytning til eksisterende bebyggelse. Det kan f.eks.

være i tilfælde, hvor et teleselskab ikke har mulighed for at

indgå en frivillig aftale med en lodsejer om en placering på

eksisterende anlæg eller i tilknytning til eksisterende bebyg-

gelse.

Den foreslåede ændring vil indebære, at kommunalbesty-

relsen ved bedømmelsen af en konkret ansøgning om land-

zonetilladelse til opstilling af en mast til radiokommunikati-

onsformål med tilhørende anlæg vil få mulighed for, men

ikke pligt til, at tillægge hensynet til den overordnede sam-

fundsmæssige interesse i at sikre god mobildækning i hele

landet særlig vægt. Øvrige relevante hensyn vil fortsat skul-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

le indgå i kommunalbestyrelsens vurdering og afvejning i

den enkelte sag. En landzonetilladelse vil forudsætte, at væ-

sentlige hensyn til landskab, natur, miljø, forsvarshensyn el-

ler naboer ikke afgørende taler imod den ønskede placering

af masten til radiokommunikationsformål.

Ved en mast til radiokommunikationsformål (med tilhø-

rende anlæg) forstås en mast, der er omfattet af mastelovens

§ 1, stk. 2, nr. 1.

Ved tilhørende anlæg forstås teknikskabe eller teknikhuse

og øvrige faciliteter, herunder adgangsveje, kabler, ledninger

og støttekonstruktioner m.v. – det vil sige elementer, som

er associerede med et elektronisk kommunikationsnet. Be-

tegnelsen øvrige faciliteter svarer til betegnelsen associerede

faciliteter i § 42, stk. 1, nr. 7, i lov om elektroniske kommu-

nikationsnet og -tjenester (teleloven), jf. lovbekendtgørelse

nr. 955 af 17. juni 2022.

Der vil tillige være krav om, at en mast til radiokommu-

nikationsformål med tilhørende anlæg opføres i neutrale far-

ver, hvorved forstås f.eks. grå, hvid, beige eller indfarvet i

forhold til omgivelserne, således at de falder ind i omgivel-

serne, og landzonetilladelsen vil kunne indeholde vilkår om

f.eks. passende dækbeplantning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets alminde-

lige bemærkninger.

Til nr. 44 og 45

Det fremgår af planlovens § 35, stk. 1, at der i landzoner

som hovedregel ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrel-

sen (landzonetilladelse) må foretages udstykning, opføres

ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående

bebyggelse og ubebyggede arealer. Kravet om landzonetilla-

delse er en grundlæggende beskyttelse af det åbne land, der

også kan omfatte opstilling af f.eks. master, der anvendes til

offentlig mobilkommunikation.

Der gælder en række undtagelser fra planlovens § 35, stk.

1, hvoraf en del findes i lovens § 36. Det fremgår bl.a. af

planlovens § 36, stk. 1, nr. 17, at der ikke kræves landzo-

netilladelse til panelantenner til mobilkommunikation med

tilhørende radiomoduler og transmissionslinks i neutrale far-

ver, som opsættes på eksisterende master, der anvendes til

offentlig mobilkommunikation, siloer eller høje skorstene,

når bebyggelsens højde ikke dermed forøges. Det fremgår

i tilknytning hertil af planlovens § 36, stk. 1, nr. 19, at

også teknikskabe i neutrale farver med en grundplan på

maksimalt 2 m2 og en højde på maksimalt 2,5 m til brug for

de antenner, der er nævnt i nr. 17, og som opsættes på eller

umiddelbart ved masten, siloen eller skorstenen, er undtaget

fra kravet om landzonetilladelse.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.4.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Der foreslås en nyaffattelse af

§ 36, stk. 1, nr. 17,

hvor-

efter tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, ikke kræves

til antennesystemer til radiokommunikation i elektroniske

kommunikationsnet med tilhørende frekvens- eller kabelba-

seret teleinfrastruktur i neutrale farver, som opsættes på ek-

sisterende master, siloer eller høje skorstene m.v. når bebyg-

gelsens højde ikke dermed forøges.

Den foreslåede nyaffattelse af planlovens § 36, stk. 1,

nr. 17, hvorved alle antennesystemer til radiokommunikati-

on, som vil kunne opsættes på eksisterende master, siloer

eller skorstene m.v. vil kunne undtages fra landzonetilladel-

se er en opdatering af den gældende regel til et mere tids-

svarende indhold, der afspejler den teknologiske udvikling

og er i overensstemmelse med den øvrige lovgivning på

området. Desuden vil den foreslåede nyaffattelse betyde, at

bestemmelsen ikke længere vil have en udtømmende opreg-

ning af eksisterende master, der anvendes til offentlig mo-

bilkommunikation, siloer eller skorstene, der kan opsættes

antennesystemer på. Det vil derimod blive muligt at opsætte

antennesystemer til radiokommunikation uden landzonetilla-

delse på eksisterende master uanset øvrig anvendelse, f.eks.

lys- eller elmaster, siloer, skorstene og andre høje konstruk-

tioner, når det er fysisk muligt og anden lovgivning er over-

holdt. For så vidt angår opsætning af antennesystemer på

skorstene, vil undtagelsesreglen fortsat være begrænset til

høje skorstene, dvs. skorstene på mindst 20 m. Det vil der-

for ikke være muligt uden forudgående tilladelse at opsæt-

te antennesystemer til radiokommunikation på almindelige

husskorstene.

Det vil fortsat være en betingelse for anvendelse af § 36,

stk. 1, nr. 17, at en antenne, der opsættes uden forudgående

landzonetilladelse, ikke må forøge bebyggelsens (mast, silo,

høj skorsten m.v.) højde. Dette indebærer – i overensstem-

melse med forarbejderne til den gældende bestemmelse i §

36, stk. 1, nr. 17 (jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 147

som fremsat, side 20) – at antennen skal monteres under

taghøjde eller under mastens, skorstenens m.v. top.

Der foreslås en nyaffattelse af

§ 36, stk. 1, nr. 19,

hvoref-

ter tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, ikke kræves til

teknikskabe eller teknikhuse i neutrale farver med en grund-

plan på maksimalt 2 m2 og en højde på maksimalt 3 m til

brug for de antenner, der er nævnt i nr. 17 og som opsættes

på eller umiddelbart ved masten, siloen eller skorstenen m.v.

Denne foreslåede nyaffattelse vil have nær sammenhæng

med den foreslåede nyaffattelse af planlovens § 36, stk. 1,

nr. 17, således at bestemmelsen om undtagelse af teknikska-

be fra landzonetilladelse vil blive udvidet til også at omfatte

teknikhuse i neutrale farver. Der er ligeledes tale om en

opdatering af bestemmelsen, der afspejler den teknologiske

udvikling. Den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde

vil blive udvidet til at omfatte de samme situationer, der vil

blive omfattet af den foreslåede § 36, stk. 1, nr. 17.

Ved neutrale farver for henholdsvis antennesystem og tek-

nikskab/-hus forstås f.eks. grå, hvid, beige eller indfarvet i

forhold til omgivelserne, således at de vil falde ind i omgi-

velserne.

Fritagelse for landzonetilladelse til opsætning af antenne-

systemer til radiokommunikation og teknikskabe eller -huse

vil betyde, at der ikke er krav om forudgående nabooriente-

ring efter planlovens § 35, stk. 4, og at der ikke er klagead-

gang efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 1.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets alminde-

lige bemærkninger.

Til nr. 46

Det følger af planlovens § 58, stk. 1, at afgørelser efter

planloven og regler udstedt i medfør af loven som udgangs-

punkt kan påklages til Planklagenævnet.

Planlovens § 58, stk. 3, bemyndiger erhvervsministeren

til at fastsætte nærmere regler om klageadgangen, herunder

om frister for indgivelse af klage, om frister og proces for

parternes afgivelse af bemærkninger, om Planklagenævnets

sagsoplysning og -behandling og om obligatorisk brug af

digitale selvbetjeningsløsninger samt regler om, at klagerne

skal betale et gebyr for at få behandlet en klage.

Bemyndigelsen er ikke udnyttet. I stedet er der i henhold

til bemyndigelsesbestemmelser i lov om Planklagenævnet

udstedt bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om ud-

nyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendel-

se af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af

klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning

og visse andre love, fastsætter i henhold til den nævnte

bemyndigelse nærmere regler om klage til Planklagenævnet

over afgørelser efter planloven. Lov om Planklagenævnet

indeholder i øvrigt regler om, at der skal betales gebyr for

indgivelse af klage til nævnet.

Det henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt.

3.5.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede ophævelse af

§ 58, stk. 3,

vil indebære,

at bemyndigelsen for Erhvervsministeren til at fastsætte

bestemmelser om klage over afgørelser efter planloven til

Planklagenævnet alene vil følge af lov om Planklagenævnet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.6.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 47

Det følger af planlovens § 58, stk. 1, at afgørelser ef-

ter loven som udgangspunkt kan påklages til Planklagenæv-

net. Planlovens § 58, stk. 3, bemyndiger erhvervsministeren

til at fastsætte nærmere regler om klageadgangen.

Bemyndigelsen er ikke udnyttet. I stedet er der i henhold

til bemyndigelsesbestemmelser i lov om Planklagenævnet

fastsat nærmere regler om klager over planlovsafgørelser til

Planklagenævnet i Erhvervsministerens bekendtgørelse nr.

130 af 28. januar 2017 om udnyttelse af tilladelser, frist for

indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet

og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet

efter lov om planlægning og visse andre love.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt.

3.5.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås med

§ 60, stk. 1,

at klage over afgørelser, der

er nævnt i planlovens § 58, stk. 1, og § 58 a skal være indgi-

vet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klage over

afgørelser, der er nævnt i planlovens § 58, stk. 1, og § 58 a

skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen

er meddelt. Afgørelsen vil være meddelt, når den er kommet

frem til den klageberettigede.

Hvis sagens parter ikke har modtaget særskilt underret-

ning om afgørelsen, vil klagefristen imidlertid som udgangs-

punkt blive suspenderet for de pågældende. Det samme vil

gælde dem, der efter planloven i øvrigt har krav på særskilt

underretning om en afgørelse. At en plan skal sendes til

de berørte myndigheder, jf. planlovens § 30, vil dog ikke

kunne betragtes som et krav om særskilt underretning, der

medfører, at klagefristen først skal beregnes fra en sådan

underretning.

Det foreslås med § 60,

stk. 2,

at hvis afgørelsen er offent-

ligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog fra bekendtgørel-

sen. I tilfælde, hvor en afgørelse træffes indirekte og således

ikke meddeles og offentliggøres, regnes fristen fra det tids-

punkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen. Udlø-

ber klagefristen på en lørdag eller en helligdag, forlænges

fristen til den følgende hverdag.

Den foreslåede bestemmelse i § 60, stk. 2, 1. pkt., vil

medføre, at hvis afgørelsen er offentligt bekendtgjort, regnes

klagefristen fra offentliggørelsen. Dette vil også gælde, hvis

afgørelsen er meddelt en klageberettiget før offentliggørel-

sestidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse i § 60, stk. 2, 2. pkt., vil

medføre, at hvis en afgørelse træffes indirekte og således

ikke meddeles og offentliggøres, regnes fristen fra det tids-

punkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen.

Indirekte afgørelser kan f.eks. være afgørelser om, at et

byggeri er i overensstemmelse med lokalplanen for området,

eller at et byggeri ikke er lokalplanpligtigt eller ikke kræver

landzonetilladelse. Det følger således af bygningsreglemen-

tet, at kommunalbestyrelsen, inden der kan gives byggetil-

ladelse, skal undersøge, om det ansøgte byggearbejde er i

strid med bl.a. planloven. En byggetilladelse kan dermed

være en indirekte afgørelse efter planloven om, at forholdet

er i overensstemmelse med lokalplanen for det pågældende

område.

Ved det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til

afgørelsen, dvs. kundskabstidspunktet, forstås det tidspunkt,

hvor afgørelsen er eller burde være kommet til kundskab

hos den klageberettigede. Det vil f.eks. kunne være på det

tidspunkt, hvor den klageberettigede opdager, at et byggeri

eller anlægsarbejde er påbegyndt.

Den foreslåede bestemmelse i § 60, stk. 2, 3. pkt., vil

medføre, at hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en

helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Det foreslås med

§ 60 a, stk. 1,

at en tilladelse efter § 35,

stk. 1, ikke må udnyttes før klagefristens udløb. Påklages

tilladelsen, underretter den myndighed, der har givet tilla-

delsen, straks den, som har modtaget tilladelsen, om klagen.

Den foreslåede bestemmelse i § 60 a, stk. 1, 1. pkt., vil

medføre, at en tilladelse efter § 35, stk. 1, ikke må udnyttes

før klagefristens udløb. Det vil kun være egentlige tilladel-

ser efter § 35, stk. 1, som ikke må udnyttes før klagefristens

udløb. Således vil en indirekte eller stiltiende afgørelse om,

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

at et forhold ikke kræver landzonetilladelse, ikke være om-

fattet af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 60 a, stk. 1, 2. pkt., vil

medføre, at hvis en tilladelse efter § 35, stk. 1, påklages,

skal den myndighed, der har givet tilladelsen, straks under-

rette den, som har modtaget tilladelsen, om klagen.

Det foreslås med § 60 a,

stk. 2,

at rettidig klage efter § 58,

stk. 1, nr. 1 og nr. 2, har opsættende virkning, medmindre

Planklagenævnet bestemmer andet.

Den foreslåede bestemmelse i § 60 a, stk. 2, vil medføre,

at rettidig klage over landzonetilladelser og beslutninger om

ekspropriation har opsættende virkning, medmindre Plankla-

genævnet bestemmer andet. Der vil skulle foreligge tungt-

vejende grunde, før Planklagenævnet kan fravige lovens

udgangspunkt om opsættende virkning.

Det foreslås med § 60 a,

stk. 3,

at Planklagenævnet ved

rettidig klage efter § 58, stk. 1, nr. 3, kan beslutte, at en

meddelt tilladelse eller godkendelse ikke må udnyttes, og at

et påbud ikke skal efterkommes. Er et bygge- eller anlægsar-

bejde iværksat, kan Planklagenævnet påbyde dette standset.

Den foreslåede bestemmelse i § 60 a, stk. 3, 1. pkt., vil

medføre, at Planklagenævnet ved rettidig klage efter § 58,

stk. 1, nr. 3, kan beslutte, at en meddelt tilladelse eller

godkendelse ikke må udnyttes, og at et påbud ikke skal

efterkommes. Planklagenævnet vil således kunne tillægge

en sådan rettidig klage opsættende virkning.

Om en klage skal tillægges opsættende virkning vil skul-

le afgøres ud fra en vurdering af sagens omstændigheder,

herunder på den ene side de negative konsekvenser af op-

sættende virkning for en tilladelses adressat og på den anden

side om (fortsat) udnyttelse af tilladelsen vil medføre skade

på f.eks. naturværdier, som i givet fald vil være svære at

genoprette.

Den foreslåede bestemmelse i § 60 a, stk. 3, 2. pkt., vil

medføre, at Planklagenævnet vil kunne påbyde, at et bygge-

eller anlægsarbejde, som er iværksat, skal standses, indtil

klagesagen er afgjort.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.6.2 i de almindelige be-

mærkninger.

Til nr. 48

Det fremgår af planlovens § 32, stk. 1, at et forslag til lo-

kalplan bortfalder, hvis det ikke er (endeligt) vedtaget inden

3 år efter offentliggørelsen.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt.

3.5.7.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede nye bestemmelse i

§ 61 a

vil indebære, at

Planklagenævnet i forbindelse med afgørelse af en klagesag

om et forslag til lokalplan, jf. § 58, stk. 1, nr. 3, i særlige

tilfælde kan beslutte, at fristen efter § 32, stk. 1, forlænges

med op til 6 måneder.

Fristforlængelse vil kunne være relevant, hvis Planklagen-

ævnets behandling af en klagesag om en endeligt vedtaget

lokalplan har været så langvarig, at kommunalbestyrelsen

på tidspunktet for nævnets afgørelse – hvis afgørelsen går

ud på, at kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af lo-

kalplanen ophæves som værende ugyldig – ikke vil have

tilstrækkelig tid til at genbehandle planforslaget og på ny

vedtage dette endeligt inden udløbet af treårsfristen i planlo-

vens § 32, stk. 1, der regnes fra den oprindelige offentliggø-

relse af planforslaget efter lovens § 24, stk. 1.

Det forudsættes, at Planklagenævnet ikke vil træffe beslut-

ning om udsættelse af treårsfristen, hvis kommunens forhold

åbenlyst er årsag til, at fristen vil blive overskredet i forbin-

delse med kommunalbestyrelsens genbehandling af planfor-

slaget i forlængelse af afgørelsen af klagesagen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7.4.2 i lovforslagets al-

mindelige bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1

Det fremgår af § 15, stk. 1, i lov om naturbeskyttelse,

at der ikke må foretages ændring i tilstanden af strandbred-

der eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden

og strandbeskyttelseslinjen, jf. stk. 2. Der må f.eks. ikke

placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer,

etableres hegn eller placeres campingvogne og lign., og der

må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealover-

førsel, hvorved der fastlægges skel.

Det fremgår af § 65 b, stk. 1, at der kun i særlige tilfælde

kan meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der

kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for

det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål,

som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse,

og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i

strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen

administreres i praksis meget restriktivt.

Det fremgår af § 65 b, stk. 3-5, at der kan dispenseres i en

række nærmere bestemte tilfælde, selv om der ikke er tale

om særlige tilfælde.

Forbuddet mod tilstandsændringer i § 15, stk. 1, gælder

som udgangspunkt også for placering af faciliteter som en

vejbod til salg af lokale produkter, en isbod, sportsfaciliteter

som net og mål til boldspil el.lign. og mindre lege- eller

motionsfaciliteter i øvrigt.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.3.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der til

§ 65 b

i lov om naturbeskyttelse,

tilføjes et

stk. 9,

hvorefter miljøministeren i medfør af en

vedtagen ø-udviklingsplan, jf. § 5 b, stk. 10, i lov om

planlægning, inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje

(100-300 meter) kan gøre undtagelse fra § 15, stk. 1, til

placering af faciliteter i tilknytning til eksisterende anlæg

eller bebyggelse, som f.eks. en mindre isbod i tilknytning

til en café, restaurant eller lignende turismevirksomhed, en-

kelte, mindre sportsfaciliteter som net og mål til boldspil og

lignende ved klubber, foreninger, skoler, institutioner og ek-

sisterende turismevirksomheder, enkelte, mindre lege- eller

motionsfaciliteter ved klubber, foreninger, skoler og institu-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

tioner og eksisterende turismevirksomheder og en mindre

bod til salg af lokale produkter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det vil blive

muligt at opnå dispensation på de små øer – hvis det sker

inden for rammerne af en ø-udviklingsplan - til placering af

mindre faciliteter inden for den udvidede strandbeskyttelses-

linje i større omfang end efter de almindelige regler.

Ved turismevirksomheder forstås eksisterende camping-

pladser, feriecentre, golfbaner, hoteller, dyreparker, restau-

ranter, strandcaféer, konferencecentre og kursusejendomme,

bed-and-breakfast og andre overnatningsfaciliteter, pizzeria-

er, grillbarer, isbarer og lignende. En virksomhed inden for

strandbeskyttelseslinjen, der ikke forud for miljøministerens

og ministeren for landdistrikters tilladelse til en ø-udvik-

lingsplan var en eksisterende turismevirksomhed, vil således

ikke ved dispensation efter den foreslåede § 65 b, stk. 10,

kunne ændres helt eller delvist til turismevirksomhed.

Med forslaget er det hensigten, at der alene vil kunne tilla-

des enkelte faciliteter på det pågældende sted således, at der

fortsat vil skulle tages hensyn til naturen og de kystlandska-

belige forhold, og at det sikres, at faciliteterne indpasses

arkitektonisk, herunder i forhold til placering, størrelse og

antal i landskabet, sådan at kystlandskabet påvirkes mindst

muligt. Kravet om tilknytning til eksisterende anlæg og byg-

geri skal sikre, at faciliteter holdes samlet og ikke spredes

ud over en kyststrækning. Tilknytningskravet skal derudover

varetage hensynet til at sikre beskyttelse af naturen og hen-

synet til, at offentlighedens adgang til strandene og kysten,

jf. lovens § 22, stk. 1, og stk. 3, ikke vanskeliggøres eller

forhindres.

Der vil fortsat i overensstemmelse med naturbeskyttel-

seslovens formål skulle varetages størst muligt hensyn til

kystlandskabet. Det betyder for eksempel, at jo mere frem-

trædende placering en facilitet vil få i kystlandskabet, jo

sværere vil det være at opnå en dispensation, hvorimod

der vil være større mulighed for at opnå dispensation til

en tilsvarende facilitet, hvis den placeres mindre synligt i

kystlandskabet.

Gældende regler i naturbeskyttelseslovgivningen i øvrigt,

herunder § 29 a om beskyttelse af plante- og dyrearter m.v.,

og i anden lovgivning, som f.eks. lov om miljøvurdering,

videreføres uændret.

Der vil ved meddelelse af dispensation kunne stilles vil-

kår, der har til formål at sikre beskyttelsen af natur og land-

skab, herunder vilkår om, at faciliteterne skal fjernes, hvis

de ikke er i brug mere, eller at faciliteterne kun opsættes i et

begrænset tidsrum som f.eks. i sommermånederne og f.eks.

kun i dagtimerne.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1,

nr. 5, om ændring af planlovens § 5 b.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1.4 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til § 3

Til nr. 1

Det foreslås i

§ 8, stk. 4,

at er ejendommen omfattet af

reglerne i kapitel 1 a, kan ejeren først anmode kommunalbe-

styrelsen om at anvise en lejer til boligen efter stk. 3, når

lejemålet er undtaget reglerne i kapitel 1 a for en periode

eller permanent, jf. § 12 b, stk. 4.

Det foreslåede vil indebære, at udlejeren ikke kan udnytte

manglende uddannelsessøgende og studieaktive til samtidigt

at få ophævet bopælspligten.

Først når et lejemål er undtaget reglerne i kapitel 1 a for

en periode eller permanent, vil udlejeren have mulighed for

at anmode kommunalbestyrelsen i henhold til § 8, stk. 3.

En parallel anvendelse af §§ 8, stk. 3, og 12 e, stk. 1, vil

således ikke være mulig.

Til nr. 2

Der findes ikke en definition af ustøttede private ung-

domsboliger eller særlige regler for ustøttede private ung-

domsboliger, som kan sikre, at boligerne bebos af en be-

stemt målgruppe.

Det foreslås derfor at indsætte i lov om boligforhold et

nyt

kapitel 1 a

om ustøttede private ungdomsboliger efter

kapitel 1 samt at indføre §§ 12 a-12 f.

Det foreslås i

§ 12 a, stk. 1,

at ved ustøttede private ung-

domsboliger forstås boliger, der skal udlejes til studerende,

som ikke er omfattet af lov nr. 1089 af 17. december 2002

om støttede private ungdomsboliger eller af lov nr. 1877 af

27. september 2021 om almene boliger, og som opfylder

betingelsen i stk. 2.

Det foreslåede vil indebære en definition af ustøttede

private ungdomsboliger. Bestemmelsen vil medføre, at ved

ustøttede private ungdomsboliger vil forstås boliger, som

udlejes til studerende, herunder boliger, der opføres efter

særlige lempelser for ungdomsboligbyggeri.

Boliger vil omfatte både beboelseslejligheder og enkelt-

værelser, når værelserne ikke er en del af udlejerens beboel-

seslejlighed eller er en del af et en- eller tofamilieshus, som

udlejeren bebor.

Boliger omfattet af lov nr. 1089 af 17. december 2002 om

støttede private ungdomsboliger eller af lov nr. 1877 af 27.

september 2021 om almene boliger vil ikke være omfattet af

definitionen.

Det foreslås i § 12 a,

stk. 2,

at bygherren inden ansøgning

om byggetilladelse skal lade tinglyse deklaration på ejen-

dommen om, at boligerne er omfattet af kapitel 1 a i lov om

boligforhold. Det er kommunalbestyrelsen, i den kommune

hvor ejendommen ligger, der er påtaleberettiget.

Det foreslåede vil indebære, at bygherren i forbindelse

i forbindelse med opførelsen af ustøttede private ungdoms-

boliger vil blive pålagt at lade tinglyse deklaration på ejen-

dommen om, at boligerne er omfattet af lov om boligforhold

kapitel 1 a. Tinglysningen vil senest skulle ske inden ansøg-

ning om byggetilladelse.

Derved vil det blive sikret, at den til enhver tid gældende

ejer af ejendommen er bevidst om, at boligerne er omfattet

af reglerne om ustøttede private ungdomsboliger, herunder

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

at udlejning sker til den rette personkreds efter § 12 b, stk.

1. Kommunalbestyrelsen, i den kommune hvor ejendommen

ligger, vil være påtaleberettiget. Lejen i ustøttede private

ungdomsboliger vil skulle fastsættes efter reglerne om leje-

fastsættelse i lejelovgivningen.

Det foreslås i

§ 12 b, stk. 1,

at ustøttede private ungdoms-

boliger skal bebos af studieaktive eller uddannelsessøgende.

Det foreslåede vil indebære, at den berettigede person-

kreds for udlejning af ustøttede private ungdomsboliger fast-

sættes. Med studieaktive eller uddannelsessøgende forstås

personer optaget på en offentligt anerkendt ungdomsuddan-

nelse eller en videregående uddannelse. Omfattet vil således

både være personer, som er aktivt studerende samt personer,

som endnu ikke er aktivt studerende, men som er optaget på

en endnu ikke påbegyndt uddannelse.

Der er med begreberne studieaktive eller uddannelsessø-

gende ikke tilsigtet materielle ændringer fra ungdomsbolig-

loven. Begreberne studieaktive eller uddannelsessøgende er

anvendt i nærværende lov for at tydeliggøre, hvem der vil

være omfattet af den berettigede personkreds.

Det forudsættes, at boligerne vil blive beboet af studieak-

tive eller uddannelsessøgende på ungdomsuddannelser eller

videregående uddannelser, herunder elever på erhvervsud-

dannelser med løn. Det er således hensigten, at personer, der

følger en uddannelse, som efter reglerne for statens uddan-

nelsesstøtte berettiger til uddannelsesstøtte, vil blive anset

som uddannelsessøgende. Herudover vil personer, der følger

en erhvervsuddannelse eller Forberedende Grunduddannelse

(FGU), ligeledes blive anset som uddannelsessøgende.

Det vil udelukkende være den lejer, som udlejeren indgår

en lejekontrakt med, der vil skulle opfylde kravet om studie-

aktivitet. Andre personer, der også bor i boligen, f.eks. et

barn, vil ikke skulle opfylde kravet om studieaktivitet.

I bestemmelsen ligger ikke, at udlejeren skal tjekke, om

boligen står tom. Hvis boligen er udlejet men ubeboet, er det

stadig kommunalbestyrelsen, der kan ophæve lejeaftalen, jf.

lov om boligforhold § 6, stk. 1.

Der foreslås ikke fastsat en aldersgrænse, da det vil være

afgørende, hvorvidt der er tale om en studieaktiv eller ud-

dannelsessøgende som beskrevet ovenfor.

Det foreslås i § 12 b,

stk. 2,

at udlejeren skal sikre, at

boligerne til stadighed bebos af personer, der tilhører den

berettigede personkreds, jf. stk. 1. Udlejeren skal én gang

årligt til brug herfor anmode lejeren om at fremsende nød-

vendige oplysninger om studieaktivitet med en frist på 6

uger. Ved beregning af fristen ses bort fra juli og august

måned.

Det foreslåede vil indebære, at udlejeren én gang årligt vil

skulle anmode lejeren om at dokumentere sin studieaktivitet.

Udlejeren vil skulle anmode lejeren om de nødvendige

oplysninger om studieaktivitet med en frist på mindst 6

uger efter, at lejeren har modtaget skriftlig anmodning her-

om. Ved beregning af fristen ses der bort fra juli og august

måned.

Udlejeren vil være berettiget til og vil have krav på de

nødvendige oplysninger fra lejeren, og lejeren vil have pligt

til at oplyse udlejeren om lejerens studieaktivitet.

Modtager udlejeren ikke tilstrækkelig dokumentation fra

lejeren, hvorefter udlejeren ikke vil kunne konstatere, at

lejeren opfylder betingelsen i § 12 b, stk. 1, vil udlejeren

skulle sørge for at opsige lejeforholdet efter den foreslåede

bestemmelse i lejelovens § 171, stk. 3.

Det foreslås i § 12 b,

stk. 3,

at kan en bolig ikke udlejes

til personer, der tilhører den berettigede personkreds, jf. stk.

1, kan kommunalbestyrelsen efter udlejerens anmodning be-

slutte, at boligen lejes ud til andre boligsøgende.

Det i stk. 3 foreslåede vil indebære, at boligen vil kunne

udlejes til andre boligsøgende efter kommunalbestyrelsens

beslutning, hvis det ikke vil være muligt at finde boligsø-

gende omfattet af § 12 b, stk. 1.

Det forudsættes, at boligen har været ledig i en periode på

mindst en måned, og at udlejeren på en efter kommunalbe-

styrelsens skøn tilfredsstillende måde har godtgjort, at udle-

jeren uanset forsøg herpå ikke har kunne udleje til personer

omfattet af den berettigede personkreds.

Kommunalbestyrelsen vil på baggrund af sit kendskab

til lokale forhold kunne vurdere, hvornår udlejeren vil kun-

ne leje ud til andre end den berettigede personkreds. Ved

genudlejning vil boligen igen skulle søges udlejet til person-

kredsen.

Det foreslås i § 12 b,

stk. 4,

at ved længerevarende el-

ler permanente udlejningsvanskeligheder kan kommunalbe-

styrelsen i særlige tilfælde beslutte, at hele eller dele af

ejendommen for en periode eller permanent ikke længere er

omfattet af dette kapitel.

Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen i

særlige tilfælde f.eks. på grund af væsentlige ændringer

i efterspørgselsmønstret, store ændringer i antallet af ud-

dannelsespladser i området, væsentlige ændringer i befolk-

ningssammensætningen i området, længerevarende eller per-

manente udlejningsvanskeligheder m.v. vil kunne beslutte,

at hele eller dele af ejendommen for en periode eller

permanent ikke længere vil være omfattet af denne lov.

Ved længerevarende udlejningsvanskeligheder vil det bli-

ve forudsat, at udlejeren har oplevet udlejningsvanskelighe-

der, hvor udlejeren været nødsaget til at anvende den i §

12 b, stk. 3, foreslåede mulighed for at udleje til andre

boligsøgende efter kommunalbestyrelsens beslutning og vil

kunne sandsynliggøre, at denne udlejningsvanskelighed ikke

vil ophøre inden for den nærmeste fremtid.

Perioden, hvorefter ejendommen ikke vil være omfattet af

dette kapitel, vil skulle modsvare længden af en forventet

udlejningsvanskelighed. Ejendommen vil således alene kun-

ne undtages permanent, såfremt udlejningsvanskelighederne

vurderes at være permanente. Dette vil bero på kommunal-

bestyrelsens konkrete vurdering.

Undtages ejendommen permanent, vil tinglyst deklaration

på ejendommen efter den foreslåede § 12 a, stk. 2, kunne

aflyses.

Det foreslås i

§ 12 c,

at kommunalbestyrelsen kan påse, at

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

ustøttede private ungdomsboliger udlejes til og til stadighed

bebos af den berettigede personkreds, jf. § 12 b, stk. 1, når

boligerne ikke er undtaget, jf. § 12 b, stk. 3 og 4. Kommu-

nalbestyrelsen kan indhente de nødvendige oplysninger hos

udlejeren.

Det foreslåede vil indebære, at boligerne faktisk bebos af

den berettigede personkreds. Bestemmelsen vil være med til

at forhindre, at boliger, der kan være opført på lempeligere

og mindre omkostningstunge vilkår, ikke udlejes til den be-

rettigede personkreds.

Kommunalbestyrelsen vil kunne påse, at boligerne bebos

af studieaktive eller uddannelsessøgende. Kommunalbesty-

relsen vil én gang årligt kunne anmode udlejeren om at

modtage dokumentation for, at boligerne bebos af den rette

personkreds.

Endvidere vil kommunalbestyrelsen være berettiget til at

modtage andre oplysninger fra udlejeren, som kommunalbe-

styrelsen vil have behov for ved udøvelse af sit tilsyn. Over-

træder udlejeren reglen ved at udleje ungdomsboligen til

en person, som ikke er studieaktiv uddannelsessøgende, vil

kommunalbestyrelsen kunne indgive politianmeldelse efter

den foreslåede § 12 f.

Endvidere er det i bestemmelsen præciseret, at kommunal-

bestyrelsen vil kunne indhente de nødvendige oplysninger

hos udlejeren.

Det foreslås i

§ 12 d, stk. 1,

at kommunalbestyrelsen kan

ophæve en uopsagt lejeaftale vedrørende en ustøttet privat

ungdomsbolig, hvis boligen er udlejet til en lejer, som ikke

er omfattet af den berettigede personkreds, jf. § 12 b, stk.

1, når boligen ikke er undtaget, jf. § 12 b, stk. 3 og 4. Kom-

munalbestyrelsen kan inden afgivelsen af en ophævelse kon-

takte lejeren direkte med henblik på, at lejeren selv kan

dokumentere sin studieaktivitet.

Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen uden

om udlejeren vil få mulighed for at sikre, at en lejeren af en

ustøttet privat ungdomsbolig, som ikke er studieaktiv eller

uddannelsessøgende, vil få ophævet sin lejeaftale. Det vil

være op til kommunalbestyrelsen konkret at vurdere, om

den finder lejerens manglende opfyldelse af betingelserne

som tilstrækkelig godt- eller sandsynliggjort i et omfang, der

tilsiger, at lejeaftalen vil skulle søges ophævet.

Kommunalbestyrelsen vil have mulighed for at kontakte

lejeren direkte inden afgivelsen af en ophævelse med hen-

blik på, at lejeren selv kan dokumentere sin studieaktivi-

tet. Muligheden vil sikre, at en lejer ikke bliver ophævet

uberettiget, fordi udlejeren ikke har opfyldt sin pligt til at

undersøge lejerens studieaktivitet m.v.

Kommunalbestyrelsens mulighed for at ophæve lejekon-

trakten vil være med til at sikre, at boligerne bebos af ud-

dannelsessøgende og studieaktive.

Det foreslås i § 12 d,

stk. 2,

at ophævelse efter stk. 1

sker ved skriftlig meddelelse til lejeren og udlejeren. Med-

delelsen skal indeholde oplysning om begrundelsen for op-

hævelsen og om lejerens adgang til at gøre indsigelse, jf.

stk. 3. Hvis ikke ophævelsen indeholder disse oplysninger,

er den ugyldig.

Det foreslåede vil indebære, at meddelelsen om ophævelse

for at være gyldig vil skulle være på skrift og herudover

indeholde oplysning om adgangen til at gøre indsigelse på

skrift inden for en frist på 6 uger.

Kravene til meddelelsen vil således følge det almindelige

lejeretlige princip om, at elektronisk kommunikation, f.eks.

e-mail eller sms, som udgangspunkt ikke anerkendes som

gyldig meddelelsesform ved ophævelse.

Det foreslås i § 12 d,

stk. 3,

at vil lejeren ikke godkende

ophævelsen, skal lejeren senest 6 uger efter, at ophævelsen

er kommet frem til lejeren, fremsætte skriftlig indsigelse

over for kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen må

da anlægge sag ved boligretten senest 6 uger efter lejerfri-

stens udløb, hvis kommunalbestyrelsen ønsker at opretholde

ophævelsen.

Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen, i

hvert tilfælde den finder, at lejeren ikke opfylder betingel-

serne for at leje ungdomsboligen, vil skulle anlægge sag ved

boligretten, når lejeren gør rettidig indsigelse. I de tilfælde

hvor kommunalbestyrelsen når frem til, at ophævelsen bør

fremmes, vil den skulle sikre, at sagen anlægges ved bolig-

retten inden for fristen på 6 uger efter udløbet af lejerens

frist for indsigelse, hvilket vil være 12 uger efter, at ophæ-

velsen vil være kommet frem til lejeren. Indbringes sagen

ikke for boligretten, bortfalder ophævelsen.

Sagen behandles af boligretten efter reglerne i lov om

boligforhold, kapitel 10. Boligretten tager stilling til, om le-

jeren opfylder betingelserne for at leje ungdomsboligen. Op-

retholdes kommunalbestyrelsens ophævelse, fordi lejeren ik-

ke opfylder betingelserne for at leje ungdomsboligen, skal

lejeren fraflytte det lejede.

Det foreslås i

§ 12 e, stk. 1,

at kommunalbestyrelsen kan

anvise en studieaktiv eller uddannelsessøgende, til hvem

udlejeren straks er pligtig at udleje boligen, hvis udlejeren

ikke har sørget for, at boligen på ny er udlejet til en studie-

aktiv eller uddannelsessøgende en måned efter, at udlejeren

fra kommunalbestyrelsen har modtaget meddelelse om, at

ophævelsen af lejeaftalen er gennemført. Anvisning skal ske

senest 6 uger efter udlejerens meddelelse til kommunalbe-

styrelsen om, at boligen er ledig.

Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen ind-

ledningsvis vil skulle sørge for at give meddelelse til ejen-

dommens ejer, når ophævelsen af lejeaftalen er gennem-

ført. Fra dette tidspunkt vil udlejeren have en måned til

at genudleje boligen til en person, der er omfattet af den

berettigede personkreds i § 12 b, stk. 1. Hvis dette ikke er

sket efter en måned, vil kommunalbestyrelsen have ret til at

anvise en studieaktiv eller uddannelsessøgende til boligen,

som udlejeren vil være forpligtet til at udleje boligen til.

Det er i bestemmelsen præciseret, at anvisningen vil skul-

le ske senest 6 uger efter udlejerens meddelelse til kommu-

nalbestyrelsen om, at boligen er ledig.

Det foreslås i § 12 e,

stk. 2,

at kommunalbestyrelsen er

berettiget til ved fogeden at lade en boligsøgende omfattet af

den berettigede personkreds, jf. § 12 b, stk. 1, som kommu-

nalbestyrelsen har anvist, indsætte i boligen.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil

kunne gennemtvinge udlejning til og fysisk adgang til boli-

gen for en studieaktiv eller uddannelsessøgende anvist af

kommunen i medfør af det foreslåede stk. 4, i tilfælde hvor

udlejeren ikke lever op til sin pligt til at udleje til den per-

son, som kommunalbestyrelsen anviser.

Det foreslås i

§ 12 f,

at med bøde straffes den udlejer,

som udlejer en ustøttet privat ungdomsbolig til en person,

som ikke er omfattet af den berettigede personkreds, jf. §

12 b, stk. 1, når der ikke foreligger godkendelse efter § 12

b, stk. 3 eller 4. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Det foreslåede vil indebære, at en tilsidesættelse af kra-

vet, om at boligerne til stadighed udlejes til den berettigede

personkreds, vil blive sanktioneret. Såfremt udlejeren undla-

der at udleje boligerne til personkredsen, undlader at opsi-

ge studieinaktive lejere efter lejelovens regler herom eller

ikke kan dokumentere, at boligen udlejes til den rette per-

sonkreds, ved ikke at indhente de nødvendige oplysninger

om studieaktivitet én gang årligt vil kommunalbestyrelsen

kunne anmelde forholdet til politiet, der herefter vil skulle

stå for efterforskningen. Forholdet skal således ikke afklares

ved et civilt søgsmål.

Det forudsættes, at bødeniveauet for overtrædelse af be-

stemmelsen skal ligge i størrelsesordenen 10.000 kr. og i

gentagelsestilfælde 20.000 kr.

Det foreslåede bødeniveau er fastsat ud fra en betragtning

om, at bøden reelt skal have en adfærdsregulerende effekt,

så boligerne fortsat udlejeres til uddannelsessøgende og stu-

dieaktive.

Det foreslås i

§ 12 g, stk. 1,

at midlertidige ustøttede

private ungdomsboliger med niveaufri adgang i stueetagen,

som er undtaget fra krav i bygningsreglementet om etable-

ring af elevator, og som er taget i anvendelse i medfør

af reglerne i § 15, stk. 2, nr. 8, § 15, stk. 17, i lov om

planlægning, eller som har fået dispensation fra en lokal-

plan i medfør af samme lovs § 19, stk. 1, skal udlejes

til studieaktive eller uddannelsessøgende, jf. § 12 b, stk.

1, i følgende rækkefølge: 1) studerende med varigt nedsat

fysisk funktionsevne som følge af manglende eller nedsat

gangfunktion, 2) studerende, som har nære pårørende varigt

nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende eller

nedsat gangfunktion og 3) øvrige.

Med henvisningen til den foreslåede bestemmelse i bolig-

forholdslovens § 12 b, stk. 1, vil det blive sikret, at den

personkreds, der kan få adgang til at leje en midlertidig

ustøttet privat ungdomsbolig, i udgangspunktet vil være den

samme, som er omfattet af reglerne i de foreslåede bestem-

melser i §§ 12 a-f. Det forudsættes således, at boligerne

vil blive beboet af studieaktive eller uddannelsessøgende på

ungdomsuddannelser eller videregående uddannelser, herun-

der elever på erhvervsuddannelser med løn. Det er således

hensigten, at personer, der følger en uddannelse, som efter

regler for statens uddannelsesstøtte berettiger til uddannel-

sesstøtte, vil blive anset som uddannelsessøgende. Herud-

over vil personer, der følger en erhvervsuddannelse eller

Forberedende Grunduddannelse (FGU), ligeledes blive anset

som uddannelsessøgende. For nærmere herom henvises her-

udover til bemærkningerne til den foreslåede § 12 b, stk. 1, i

boligforholdsloven.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at midlertidige

studieboliger, som opføres i henhold til byggetilladelse, hvor

der er gjort en undtagelse fra krav om etablering af elevator,

vil skulle udlejes under iagttagelse af den i bestemmelsen

foreslåede rækkefølge.

For at sikre adgang til disse boliger for personer med

varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende

eller nedsat gangfunktion foreslås således i loven indsat en

rækkefølge for udlejning af midlertidige ustøttede private

ungdomsboliger, således at udlejningen af boliger beliggen-

de i stueetagen først og fremmest vil skulle ske til personer

med varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af mang-

lende eller nedsat gangfunktion. Sekundært, at der vil skulle

ske udlejning til studieaktive med nære pårørende, som er

personer med varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge

af manglende eller nedsat gangfunktion. Hvis der hverken er

personer med varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge

af manglende eller nedsat gangfunktion eller studieaktive

med pårørende, der har varigt nedsat fysisk funktionsevne

som følge af manglende eller nedsat gangfunktion, vil udle-

jeren kunne tilbyde boligen til andre studerende.

Bestemmelsen vil indebære, at når udlejeren har en ledig

bolig, vil den skulle udlejes efter de opstillede kriterier. Der

foreslås ikke indført krav om ventelister. Det er hensigten,

at udlejeren melder ud om ledige boliger på samme vis,

som udlejeren gør i dag, f.eks. ved opslag på udlejerens

hjemmeside.

Der kan ikke gives en generel definition for, hvornår en

person har varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af

manglende eller nedsat gangfunktion. Udlejeren vil skulle

foretage en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af, om

betingelserne for at få tilbudt boligen forud for andre er

opfyldt. En lægeerklæring vil kunne indgå i udlejerens vur-

dering, hvis en ansøger om en ledig bolig selv tager initiativ

til at indsende en sådan.

Hvis udlejeren vurderer, at flere boligsøgende som følge

af varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglen-

de eller nedsat gangfunktion opfylder betingelserne for at

komme i betragtning til den ledige bolig, bør der lægges

vægt på graden af nedsat gangfunktion hos ansøgerne. Den

af ansøgerne, som vurderes mest bevægelseshæmmet, bør

tildeles den ledige bolig. Hvis det for udlejeren ikke vil være

muligt at afgøre dette spørgsmål, bør boligen udlejes til den

af de boligsøgende, der først søgte herom.

Hvis der ikke er studerende med varigt nedsat fysisk funk-

tionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunkti-

on, som har ansøgt om den ledige bolig, vil den skulle tilby-

des en studerende, som har en nær pårørende med varigt

nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende eller

nedsat gangfunktion.

Spørgsmålet om, hvorvidt der i det enkelte tilfælde er tale

om en nær pårørende, som grundlag for, at ansøgeren skal

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

have tildelt boligen, må i sidste ende bero på en konkret og

individuel vurdering fra udlejerens side.

En nær pårørende kan f.eks. være en ægtefælle, samlever,

registreret partner, børn, forældre eller søskende.

stk. 2

foreslås, at udlejeren kan undlade at udleje til en

person, der indgår i den berettigede personkreds efter stk. 1,

hvis saglige hensyn taler for dette.

Som følge af det foreslåede, vil udlejeren kunne fravælge

potentielle lejere inden for de to førstnævnte grupper, hvis

saglige hensyn taler for dette, såsom f.eks. hvis en potentiel

lejer tidligere har misligholdt sine forpligtelser som lejer i et

lejeforhold med udlejeren.

Til § 4

Til nr. 1

Lejeloven indeholder ikke særlige regler om krav til leje-

aftaler vedrørende ustøttede private ungdomsboliger.

Det foreslås i

§ 11, stk. 6,

at for lejeaftaler om ustøttede

private ungdomsboliger, som er omfattet af kapitel 1 a i lov

om boligforhold, skal udlejeren sørge for, at det i lejeaftalen

fremgår, at der er tale om en ustøttet privat ungdomsbolig,

at udlejeren løbende skal indhente oplysninger om studieak-

tivitet, jf. § 12 b, stk. 2, i lov om boligforhold, samt at

lejeforholdet skal ophøre ved manglende studieaktivitet, jf.

lejelovens § 171, stk. 3, hvis ikke der for lejeforholdet er op-

nået godkendelse efter § 12 b, stk. 3, i lov om boligforhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lejeren vil

blive bekendt med de særlige forhold, som er gældende for

ustøttede private ungdomsboliger. Lejeren vil således blive

bekendt med kravet om studieaktivitet og sin pligt til at

dokumentere dette, samt om udlejeres pligt til at opsige

lejeren, såfremt lejeren ikke længere er omfattet af den be-

rettigede personkreds i § 12, b, stk. 1, i lov om boligforhold.

Hvis lejeaftalen ikke indeholder disse oplysninger, vil ud-

lejeren efter omstændighederne kunne ifalde erstatningsan-

svar, hvis denne opsiger lejeren efter den foreslåede bestem-

melse i lejelovens § 171, stk. 2, eller kommunalbestyrelsen

ophæver lejeren efter den foreslåede bestemmelse i lov om

boligforhold § 12 d, stk. 1. Dette vil bero på en konkret

vurdering ud fra de almindelige erstatningsretlige regler.

Der henvises til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige be-

mærkninger.

Til nr. 2

Lejeforholdet mellem udlejeren og lejeren af en ustøttet

privat ungdomsbolig er underlagt lejelovens regler, hvoref-

ter lejeren har en lovbestemt ret til at foretage fuld fremleje

af hele boligen i indtil 2 år, hvis lejerens fravær er midlerti-

digt og skyldes sygdom, forretningsrejse, studieophold, mid-

lertidig forflyttelse el.lign., jf. lejelovens § 158, stk. 1.

Udlejeren kan herefter alene modsætte sig fremlejeforhol-

det, hvis ejendommen omfatter færre end 13 beboelseslejlig-

heder, hvis det samlede antal personer i lejligheden vil over-

stige antallet af beboelsesrum, eller hvis udlejeren i øvrigt

har rimelig grund til at modsætte sig fremlejeforholdet, jf.

lejelovens § 158, stk. 2.

Det foreslås i

§ 158, stk. 5,

at ved fremleje af en ustøttet

privat ungdomsbolig, jf. § 12 a i lov om boligforhold, skal

den pågældende bolig efter fremlejeforholdets etablering be-

bos af personer, som opfylder betingelserne for at komme

i betragtning til en bolig af den pågældende karakter, med-

mindre der er givet godkendelse efter § 12 b, stk. 4, i lov om

boligforhold.

Det foreslåede vil indebære, at lejerens sædvanlige adgang

til i udgangspunktet frit at kunne vælge, hvem lejeren ønsker

at fremleje boligen til, ikke gælder ved fremleje af ustøttede

private ungdomsboliger. Der vil alene kunne ske fremleje

til den berettigede personkreds omfattet af den foreslåede

bestemmelse i § 12 b, stk. 1, i lov om boligforhold.

Udlejeren vil stadig én gang årligt skulle sikre, at boli-

gen bebos af den rette personkreds. Det er fremlejegiverens

ansvar at dokumentere, at fremlejetageren er studieaktiv el-

ler uddannelsessøgende, da der ikke består et retsforhold

mellem udlejeren og fremlejetageren. I fremlejeperioden vil

fremlejegiveren derfor ikke skulle dokumentere sin egen

studieaktivitet.

Der henvises til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige be-

mærkninger.

Til nr. 3

Efter lejelovens § 161, stk. 1, har lejeren af en lejlighed,

der udelukkende er udlejet til beboelse, ret til at bytte med

en lejer af en anden beboelseslejlighed, således at denne

overtager lejligheden.

Udlejeren kan modsætte sig bytte, hvis udlejeren har sin

bopæl i ejendommen, og denne omfatter færre end 7 lejlig-

heder, hvis det samlede antal personer i lejligheden ved

byttet vil overstige antallet af beboelsesrum, eller hvis ud-

lejeren i øvrigt har rimelig grund til at modsætte sig det

pågældende bytte, jf. lejelovens § 161, stk. 2.

Det foreslås i

§ 161, stk. 7,

at ved bytning af en ustøttet

privat ungdomsbolig, jf. § 12 a i lov om boligforhold, skal

den pågældende bolig efter bytningen bebos af personer,

som opfylder betingelserne for at komme i betragtning til en

bolig af den pågældende karakter, medmindre der er givet

godkendelse efter § 12 b, stk. 4, i lov om boligforhold.

Det foreslåede vil indebære, at lejerens sædvanlige adgang

til i udgangspunktet frit at kunne vælge, hvem lejeren ønsker

at bytte med, ikke vil gælde ved bytning af ustøttede private

ungdomsboliger. Der vil alene kunne ske fremleje til den

berettigede personkreds omfattet af den foreslåede bestem-

melse i § 12 b, stk. 1, i lov om boligforhold.

Der henvises til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige be-

mærkninger.

Til nr. 4

Efter gældende ret har udlejeren ikke ret til at opsige

lejere af ustøttede private ungdomsboliger ved endt studie

lig almenlejelovens § 85, stk. 2.

Det foreslås i

§ 171, stk. 3,

at udlejeren skal opsige en le-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

jeaftale vedrørende en ustøttet privat ungdomsbolig, såfremt

lejeren ikke længere opfylder betingelserne i § 12 b, stk.

1, i lov om boligforhold. Opsigelsesvarslet kan under særli-

ge omstændigheder forlænges i op til et år. Opsigelse kan

undlades, hvis boligen ikke kan genudlejes til studieaktive

eller uddannelsessøgende, jf. § 12 b, stk. 3 og 4, i lov om

boligforhold. Udlejeren skal herudover opsige en lejeaftale

vedrørende en ustøttet privat ungdomsbolig, hvis lejeren ik-

ke inden for fristen har fremsendt nødvendige oplysninger

om studieaktivitet, jf. § 12 b, stk. 2, i lov om boligforhold.

Det foreslåede vedrører udlejerens pligt til at opsige lejere

af ustøttede private ungdomsboliger. Bestemmelsen vil med-

føre, at udlejeren ikke alene har en ret, men også en pligt

til at opsige lejere af disse boliger, når lejeren ikke længere

opfylder betingelserne i § 12 b, stk. 1, i lov om boligforhold.

Opsigelsesvarslet vil følge lejelovens regler herom. Opsi-

gelsesvarslet vil under særlige omstændigheder kunne for-

længes til op til et år. Det forudsættes, at særlige omstæn-

digheder vil omfattet tilfælde, hvor lejeren f.eks. ikke har

mulighed for at finde en ny bolig. Dette vil bero på en

konkret vurdering, og efterspørgslen på ungdomsboliger i

området bør indgå heri.

Det foreslås, at opsigelse vil kunne undlades, hvis boligen

ikke vil kunne genudlejes til studieaktive eller uddannelses-

søgende, jf. § 12 b, stk. 3 og 4, i lov om boligforhold. Dette

vil medføre, at boligen ikke vil stå ledig, idet lejeren vil

kunne fortsætte lejeforholdet, hvis udlejeren ikke kan finde

boligsøgende omfattet af den berettigede personkreds i § 12

b, stk. 1, i lov om boligforhold.

Det foreslås, at udlejeren herudover vil skulle opsige en

lejeaftale vedrørende en ustøttet privat ungdomsbolig, hvis

lejeren ikke inden for fristen har fremsendt nødvendige op-

lysninger om studieaktivitet, jf. § 12 b, stk. 2, i lov om

boligforhold. Bestemmelsen vil medføre, at ustøttede private

ungdomsboliger alene bebos af studieaktive eller uddannel-

sessøgende omfattet af den berettigede personkreds i § 12 b,

stk. 1, i lov om boligforhold.

Opsigelsesreglen vil ikke gælde for personer uden for den

berettigede personkreds, som udlejeren har lejet ud til efter

reglen i § 12 b, stk. 3 eller 4, i lov om boligforhold.

Der henvises til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige be-

mærkninger.

Til § 5

Til nr. 1

Adgangen til at behandle, herunder indsamle og samkøre,

data som led i tilsynet med sommerhuslovens regler fremgik

indtil den 21. januar 2021, hvor ressortansvaret ved kongelig

resolution blev overført fra Erhvervsministeriet med delega-

tion til Erhvervsstyrelsen til Indenrigs- og Boligministeriet

med delegation til Bolig- og Planstyrelsen, af lov om er-

hvervsstyrelsens behandling af data, samt forudsætningsvist

af L 188. Den 15. december 2022 er ressortansvaret ved

kongelig resolution overført til Kirkeministeriet med delega-

tion til Plan- og Landdistriktsstyrelsen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.5.8.1 i de almindelige bemærkninger.

Af den foreslåede

§ 10 a, stk. 3, nr. 1,

fremgår, at mini-

steren for landdistrikter kan, når det er nødvendigt for at

påse overholdelsen af reglerne, jf. lovens § 10 a, stk. 1,

behandle, herunder indsamle og samkøre, oplysninger fra

andre offentlige myndigheder og fra offentligt tilgængelige

kilder, og behandle, herunder samkøre, oplysninger, som

Kirkeministeriet, ud over de tilfælde, som er nævnt i nr. 1, er

i besiddelse af.

Med forslagets § 10 a, stk. 3, tilvejebringes hjemmel til,

at ministeren kan behandle, herunder indsamle og samkøre,

oplysninger herfra og fra offentlige myndigheder og offent-

ligt tilgængelige kilder samt egne oplysninger, som led i

tilsynet med sommerhuslovens overholdelse, jf. lovens § 10

a, stk. 1.

De oplysninger, som ministeren for landdistrikter vil kun-

ne behandle, herunder indsamle og samkøre, er f.eks. oplys-

ninger fra Skatteforvaltningen om eventuelle udlejningsind-

tægter opnået ved udlejning af den konkrete ejendom. Mini-

steren for landdistrikter kan herudover rette henvendelse til

relevante udlejningsbureauer, som på forespørgsel vil kunne

bidrage, uden dog at være forpligtet til det, med oplysnin-

ger om omfanget af den mulige udlejning og antallet af

dage, som ejendommen har været ejerspærret (det vil sige,

at ejeren af fritidsboligen har spærret for udlejning i den

givne periode), ligesom ministen for landdistrikter vil kunne

indhente og indsamle oplysninger fra offentligt tilgængelige

kilder, herunder f.eks. udlejningsformidlernes hjemmesider,

udlejningsannoncer og øvrige internetsider samt aviser m.v.

Ministeren for landdistrikter vil desuden kunne indhente

oplysninger fra forskellige offentligt tilgængelige registre

eksempelvis Det Centrale Personregister (CPR), Det Digi-

tale Tinglysningssystem, Matriklen, Det Centrale Virksom-

hedsregister (CVR), Bygnings- og Boligregistret (BBR),

Den Offentlige Informationsserver (OIS), Det Fælleskom-

munale Ejendomsstamregister (ESR), Statens Salgs- og Vur-

deringsregister (SVUR), og udlejningsindtægter og øvrige

oplysninger vedrørende udlejning af fast ejendom til ferie-

og fritidsformål m.v. fra Skatteforvaltningen.

De oplysninger som ministeren for landdistrikter vil kun-

ne behandle, herunder indsamle og samkøre, forudsættes i

langt overvejende grad at være almindelige personoplysnin-

ger, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6. Visse af de

oplysninger, som ministeren for landdistrikter forventeligt

vil behandle, herunder indsamle og samkøre, vil være for-

trolige oplysninger om privatpersoners økonomiske forhold,

der også vil være omfattet af databeskyttelsesforordningens

artikel 6.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære en udvidet

adgang til at indsamle oplysninger fra offentligt tilgængelige

kilder, men vil alene sikre et klart hjemmelsgrundlag for mi-

nisteren for landdistrikters behandling, herunder indsamling

og samkøring, af oplysninger til brug for tilsynsopgaven

efter sommerhuslovens regler.

Det forudsættes, at ministeren for landdistrikter i forbin-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

delse med behandling, herunder indsamling og samkøring,

af oplysninger efter den foreslåede bestemmelse, vil foreta-

ge en vurdering af, om det er sagligt og proportionalt at

indsamle og behandle oplysningerne med henblik på at sik-

re, at oplysningerne kun indsamles, hvis det er nødvendigt

og ikke vil gå videre, end hvad formålet tilsiger.

Det forudsættes i øvrigt generelt, at ministeren for land-

distrikters behandling af oplysninger vil ske inden for ram-

merne af bl.a. databeskyttelsesforordningen.

”Offentligt tilgængelige kilder” skal forstås bredt og om-

fatter således både personoplysninger og andre oplysninger

fra enhver offentligt tilgængelig kilde, herunder enhver in-

formationskilde af både elektronisk og ikke-elektronisk ka-

rakter, som inden for rammerne af gældende ret vil kun-

ne tilgås i det offentlige rum. Oplysninger og kilder, der

er tilgængelige på almindelige kommercielle vilkår, f.eks.

gennem betaling af abonnement eller andre former for beta-

lingstjenester, anses tillige som offentligt tilgængelige.

Ministeren for landdistrikters behandling, herunder ind-

samling og samkøring, fra andre offentlige myndigheder og

offentligt tilgængelig kilder, vil omfatte oplysninger, som er

offentliggjort, eller som andre myndigheder er i besiddelse

af, forud for ikrafttræden. Oplysningerne vil således kunne

vedrøre forhold forud for denne lovs ikrafttræden.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden medføre, at alle

øvrige oplysninger, som ministeriet er i besiddelse af, vil

kunne behandles, herunder samkøres, til brug for tilsynsop-

gaven efter sommerhuslovens regler.

Det forudsættes, at ministeren for landdistrikter vil kunne

anvende oplysninger, som ministeriet allerede er i besiddelse

af, og eksempelvis samkøre disse oplysninger med oplysnin-

ger tilvejebragt i medfør af den foreslåede § 10 a, stk. 3, nr.

1, når det er nødvendigt for førelse af tilsynet med overhol-

delse af sommerhuslovens regler.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.8.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af § 10 e, stk. 1, i lov om udlejning af fast

ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v.

(sommerhusloven), at afgørelser efter loven og forskrifter

fastsat i medfør af loven kan påklages til Planklagenævnet. §

10 e, stk. 2, fastsætter kredsen af klageberettigede.

Sommerhuslovens § 10 e, stk. 3, bemyndiger erhvervsmi-

nisteren til at fastsætte nærmere regler om en række formel-

le forhold i forbindelse med klagesagsbehandlingen, herun-

der om frister for indgivelse af klage, frister og proces for

parternes afgivelse af bemærkninger, om nævnets sagsoplys-

ning og –behandling, obligatorisk brug af digitale selvbetje-

ningsløsninger samt regler om, at klagerne skal betale et

gebyr for at få behandlet en klage.

Bemyndigelsen er ikke udnyttet. I stedet er der i henhold

til bemyndigelsesbestemmelser i lov om Planklagenævnet

udstedt bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyt-

telse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse

af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af kla-

ge for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og

visse andre love, som fastsætter nærmere regler om klager i

medfør af sommerhusloven til Planklagenævnet.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt.

3.5.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås med

§ 10 e, stk. 3,

at klage over afgørelser

efter § 10 e, stk. 1, skal være indgivet skriftligt inden 4 uger

efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt be-

kendtgjort, regnes klagefristen dog fra bekendtgørelsen. Ud-

løber klagefristen på en lørdag eller en helligdag, forlænges

fristen til den følgende hverdag.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e, stk. 3, 1. pkt., vil

medføre, at klage over afgørelser efter § 10 e, stk. 1, skal

være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er

meddelt. Afgørelsen vil være meddelt, når den er kommet

frem til den klageberettigede.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e, stk. 3, 2. pkt., vil

medføre, at klagefristen regnes fra bekendtgørelsen, hvis

afgørelsen er offentligt bekendtgjort.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e, stk. 3, 3. pkt., vil

medføre, at klagefristen forlænges til den følgende hverdag,

hvis fristen udløber på en lørdag eller en helligdag.

Det foreslås med § 10 e,

stk. 4,

at en tilladelse, der er med-

delt efter §§ 2 og 8, afgørelser truffet efter forskrifter fastsat

i medfør af § 3 eller afgørelser truffet efter bemyndigelse i

medfør af § 2, stk. 2, ikke må udnyttes før klagefristens ud-

løb. Påklages tilladelsen, underretter den myndighed, der har

givet tilladelsen, straks den, som har modtaget tilladelsen,

om klagen. Rettidig klage efter 10 e, stk. 1, har opsættende

virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e, stk. 4, 1. pkt., vil

medføre, at en tilladelse, der er meddelt efter §§ 2 og 8,

afgørelser truffet efter forskrifter fastsat i medfør af § 3 eller

afgørelser truffet efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 2,

ikke må udnyttes før klagefristens udløb.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e, stk. 4, 2. pkt.,

vil medføre, at den myndighed, der har givet tilladelsen,

straks skal underrette den, som har modtaget tilladelsen,

om klagen, hvis tilladelsen påklages. Det er ministeren for

landdistrikter, som træffer afgørelse efter §§ 2 og 8, mens

kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter § 2, stk. 2, og

forskrifter fastsat i medfør af § 3.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e, stk. 4, 3. pkt.,

vil medføre, at rettidig klage efter 10 e, stk. 1, har opsæt-

tende virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer an-

det. Der vil skulle foreligge tungtvejende grunde, før Plan-

klagenævnet fraviger lovens udgangspunkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.6.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til § 6

Til nr. 1

Det følger af § 9 i lov om kolonihaver (kolonihaveloven),

at afgørelser efter loven kan påklages til Planklagenævnet.

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

Kolonihavelovens § 11 bemyndiger erhvervsministeren til

at fastsætte nærmere regler om en række formelle forhold

i forbindelse med klagesagsbehandlingen, herunder om fris-

ter for indgivelse af klage, frister og proces for parternes

afgivelse af bemærkninger, om nævnets sagsoplysning og

-behandling, obligatorisk brug af digitale selvbetjeningsløs-

ninger samt regler om, at klagerne skal betale et gebyr for at

få behandlet en klage.

Bemyndigelsen er ikke udnyttet. I stedet er der i henhold

til bemyndigelsesbestemmelser i lov om Planklagenævnet

udstedt bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyt-

telse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse

af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af kla-

ge for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og

visse andre love, som fastsætter nærmere regler om klager i

medfør af kolonihaveloven til Planklagenævnet.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt.

3.5.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås med

§ 11, stk. 1,

at klage over afgørelser ef-

ter kolonihavelovens § 9 skal være indgivet skriftligt inden

4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offent-

ligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog fra bekendtgørel-

sen. Udløber klagefristen på en lørdag eller en helligdag,

forlænges fristen til den følgende hverdag.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 1, 1. pkt., vil

medføre, at klage over afgørelser efter kolonihavelovens § 9

skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen

er meddelt. Afgørelsen vil være meddelt, når den er kommet

frem til den klageberettigede.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 1, 2. pkt., vil

medføre, at klagefristen regnes fra bekendtgørelsen, hvis

afgørelsen er offentligt bekendtgjort.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 1, 3. pkt., vil

medføre, at klagefristen forlænges til den følgende hverdag,

hvis fristen udløber på en lørdag eller en helligdag.

Det foreslås med § 11,

stk. 2,

at en tilladelse, der er med-

delt efter § 4 i kolonihaveloven, ikke må udnyttes før klage-

fristens udløb. Påklages tilladelsen, underretter den myndig-

hed, der har givet tilladelsen, straks den, som har modtaget

tilladelsen, om klagen. Rettidig klage efter § 9 har opsætten-

de virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2, 1. pkt., vil

medføre, at en tilladelse, der er meddelt efter § 4 i koloniha-

veloven, ikke må udnyttes før klagefristens udløb.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2, 2. pkt., vil med-

føre, at den myndighed, der har givet tilladelsen, straks skal

underrette den, som har modtaget tilladelsen, om klagen,

hvis en tilladelse efter § 4 i kolonihaveloven påklages. Det

er kommunalbestyrelsen, som træffer afgørelse efter § 4 i

kolonihaveloven.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2, 3. pkt., vil

medføre, at rettidig klage efter § 9 har opsættende virkning,

medmindre Planklagenævnet bestemmer andet. Der vil skul-

le foreligge tungtvejende grunde, før Planklagenævnet fravi-

ger lovens udgangspunkt om opsættende virkning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.6.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til § 7

Til nr. 1

Det fremgår af § 7 i lov om forbud mod anvendelse af

bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe (sam-

lingsstedsforbudsloven), at kommunalbestyrelsens afgørelse

om at nedlægge forbud i medfør af lovens § 1, stk. 1, kan,

for så vidt angår retlige spørgsmål, påklages til Planklagen-

ævnet. Tilsvarende gælder for kommunalbestyrelsens afgø-

relse om afslag på at tilbagekalde et forbud. Bestemmelsen

indeholder ikke yderligere regler om klager.

Klager til Planklagenævnet behandles efter reglerne i lov

om Planklagenævnet og regler fastsat i medfør heraf. Be-

kendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017, som ændret ved be-

kendtgørelse nr. 821 af 20. juni 2017, indeholder regler om

udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsen-

delse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning

af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning

og visse andre love, og fastsætter nærmere regler om klager

i medfør af samlingsstedsforbudsloven til Planklagenævnet.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt.

3.5.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås med

§ 7, stk. 2,

at klage over en afgørelse

om at nedlægge forbud i medfør af § 1, stk. 1, skal være

indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at forbuddet i medfør

af § 2, stk. 1, er afleveret og tinglyst på ejendommen. Klage

over en afgørelse om afslag på at tilbagekalde et forbud

skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen

er meddelt. Udløber klagefristen på en lørdag eller en hellig-

dag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, 1. pkt., vil med-

føre, at klage over kommunalbestyrelsens afgørelse om at

nedlægge forbud i medfør af lovens § 1, stk. 1, skal være

indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at forbuddet i medfør af

§ 2, stk. 1, er afleveret og tinglyst på ejendommen.

Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, 2. pkt., vil med-

føre, at klage over en afgørelse om afslag på at tilbagekalde

et forbud skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at

afgørelsen er meddelt. Afgørelsen vil være meddelt, når den

er kommet frem til klager.

Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, 3. pkt., vil med-

føre, at klagefristen forlænges til den følgende hverdag, hvis

fristen udløber på en lørdag eller en helligdag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.6.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til § 8

Til nr. 1

Det følger af § 9 i lov nr. 1658 af 20. december 2016 om

Planklagenævnet, at erhvervsministeren fastsætter nærmere

regler for Planklagenævnets administration og virksomhed,

herunder regler om frister for indgivelse af klage, frister og

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

proces for parternes afgivelse af bemærkninger, om sagsop-

lysning og -behandling og om obligatorisk brug af digitale

selvbetjeningsløsninger.

Det foreslås, at bestemmelsen i

§ 9

affattes således, at

erhvervsministeren fastsætter Planklagenævnets forretnings-

orden.

Den foreslåede ændring vil medføre, at erhvervsministe-

ren fortsat vil kunne fastsætte en række detailregler for næv-

nets virksomhed og opgavevaretagelse, og at dette skal ske

i en bekendtgørelse om forretningsorden for nævnet. Forret-

ningsordenen vil herefter bl.a. kunne indeholde generelle

regler om nævnets virkemåde, frister og proces for parter-

nes afgivelse af bemærkninger og indbringelse af klage,

om sagsoplysning, samt sagernes forberedelse og behand-

ling, herunder regler for fordeling af sager til henholdsvis

formandsafgørelse eller nævnsafgørelse, forholdet til Næv-

nenes Hus, digital kommunikation, mv.

Beskrivelsen af indholdet i forretningsordenen er ikke

udtømmende, idet forretningsordenen i almindelighed skal

indeholde de regler, som er relevante for at understøtte en

funktionsdygtig nævnsorganisation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7.1 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 10, stk. 1, i lov nr. 1658 af 20. december

2016 om Planklagenævnet, at nævnet selv fastsætter sin for-

retningsorden.

Det foreslås, at bestemmelsen i

§ 10, stk. 1,

ophæves.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring af

§ 9, hvorefter erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte

Planklagenævnets forretningsorden.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 8, nr. 1, og pkt.

3.5.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Regler om indgivelse af klage og efterfølgende kommuni-

kation med Planklagenævnet om klagesager er reguleret i

§§ 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om

udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsen-

delse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning

af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning

og visse andre love udstedt i medfør af § 11, stk. 1 og 2, i

lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet.

Efter gældende ret skal indgivelse af klage og efterfølgen-

de kommunikation med nævnet om klagesagen ske ved an-

vendelse af digital selvbetjening. Nævnet afviser en klage,

der ikke indgives ved digital selvbetjening, jf. dog § 4, stk.

2-4, i bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017. Det følger

navnlig heraf, at nævnet kan undlade at afvise en klage, som

ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger

særlige forhold, der gør, at klager ikke kan forventes at

kunne anvende digital selvbetjening.

Det foreslås, at der indsættes en ny

§ 11 a, stk. 1,

hvoref-

ter indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation om

klagesagen med nævnet skal ske ved anvendelse af digital

selvbetjening, medmindre klager er fritaget fra obligatorisk

tilslutning til Digital Post efter reglerne herom i lov om

Digital Post fra offentlige afsendere.

Den foreslåede § 11 a vil medføre, at reglerne om indgi-

velse af klage og efterfølgende kommunikation via digital

selvbetjening på Planklagenævnets område lovfæstes. Ord-

lyden af den foreslåede bestemmelse er identisk med § 21

i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevare-

klagenævnet med de ændringer, som følger af lovforslagets

§ 8, nr. 1.

Forslaget vil indebære, at borgere og virksomheder m.v.

som hovedregel vil være forpligtede til at anvende digital

selvbetjening ved indgivelse af klage til nævnet.

Forslaget vil endvidere indebære, at i tilfælde, hvor der er

behov for at kommunikere yderligere om klagesagen, skal

dette ske via digital selvbetjening. Det kan f.eks. være i

forbindelse med udveksling af supplerende oplysninger eller

udtalelser.

Kravet om anvendelse af digital selvbetjening ved indgi-

velse af klage og efterfølgende kommunikation med nævnet

vil dog ikke finde anvendelse i forhold til klagere, som

er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post efter

reglerne herom i lov om Digital Post fra offentlige afsende-

re. Behandlingen af sådanne klager vil herefter ikke skulle

afvente, at nævnet træffer en konkret afgørelse om, hvorvidt

der foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at klagen

ikke skal afvises, jf. nærmere bemærkningerne til den fore-

slåede § 11 a, stk. 2, i lov om Planklagenævnet.

Hvis en myndighed modtager en klage over en afgørelse

truffet af denne uden brug af digital selvbetjening fra en

klager, som er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital

Post, vil det herefter påhvile denne myndighed at oprette

klagen i den digitale selvbetjeningsløsning, som anvendes

i forbindelse med videresendelse af klagen til det relevan-

te nævn. Den myndighed, som har truffet den påklagede

afgørelse, vil i den forbindelse skulle tage stilling til, om

den ønsker at fastholde sin afgørelse. Dette svarer til, hvad

der gælder i dag, hvis nævnet træffer afgørelse om, at kla-

ger fritages fra at anvende digital selvbetjening. Modtager

nævnet en klage direkte fra en klager, som er fritaget fra

Digital Post, vil forvaltningslovens almindelige regler om

vejledning og videresendelse finde anvendelse, jf. § 7, stk.

1-2, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med

senere ændringer.

Det vil i den forbindelse påhvile den myndighed, som

modtager klagen, at undersøge, hvorvidt klager er fritaget

fra obligatorisk tilslutning til Digital Post.

Hvis en klage indgives af flere personer i fællesskab,

f.eks. en forening, vil indgivelse af klage og efterfølgen-

de kommunikation om klagesagen med nævnet skulle ske

ved anvendelse af digital selvbetjening, medmindre samtlige

deltagende personer er fritaget fra obligatorisk tilslutning til

Digital Post. Hvis en klage i et sådant tilfælde modtages

uden anvendelse af digital selvbetjening vil nævnet som

hovedregel afvise klagen, jf. den foreslåede § 11 a, stk. 2, i

lov om Planklagenævnet, medmindre der foreligger særlige

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

forhold, jf. den foreslåede § 11 a, stk. 3-5, i lov om Plankla-

genævnet.

Forslaget vil ikke medføre, at borgere, der alene er fritaget

fra brug af andre offentlige selvbetjeningsløsninger, f.eks.

minretssag.dk eller lignende, også automatisk vil være frita-

get fra at indgive klage mv. ved digital selvbetjening.

Det foreslås, at det i § 11 a,

stk. 2,

fastættes, at nævnet

afviser en klage, der ikke indgives i overensstemmelse med

stk. 1, jf. dog stk. 3-5.

Forslaget vil indebære, at nævnet som hovedregel vil af-

vise klager, der bliver indgivet uden anvendelse af digital

selvbetjening af klagere, som ikke er fritaget fra obligatorisk

tilslutning til Digital Post. Nævnet vil dog undtagelsesvist

kunne dispensere fra denne hovedregel, jf. de foreslåede

bestemmelser i § 11 a, stk. 3-5.

Nævnets beslutning om, hvorvidt en klage vil skulle afvi-

ses fra realitetsbehandling på grund af manglende anvendel-

se af digitale selvbetjening, er en afgørelse, som indebærer

den sagsbehandling, der følger af almindelige forvaltnings-

retlige regler og principper om eksempelvis partshøring og

begrundelse. Afgørelse om afvisning af en klage på grund

af manglende anvendelse af digital selvbetjening vil ikke

kunne indbringes for anden administrativ myndighed, jf. §

3, stk. 3, i lov om Planklagenævnet, jf. lov br. 1658 af 29.

december 2016.

Det foreslås, at det i § 11 a,

stk. 3,

fastsættes, at nævnet

vil kunne undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet

ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold,

der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital

selvbetjening.

Forslaget vil indebære, at nævnet uanset stk. 2, vil kunne

behandle en klage, der indgives uden anvendelse af digital

selvbetjening, hvis nævnet vurderer, at der foreligger særli-

ge forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne

anvende digital selvbetjening. Bestemmelsen vil endvidere

medføre, at efterfølgende kommunikation om klagesagen

kan foregå uden anvendelse af digital selvbetjening.

Særlige forhold vil f.eks. kunne foreligge, hvor der er tale

om borgere med særlige handicap, såvel kognitiv som fysisk

funktionsnedsættelse samt demens. Ligeledes vil gælde for

borgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt ud-

satte borgere, borgere med psykiske lidelser, borgere med

sprogvanskeligheder, hvor hjælp og vejledning fra 1. instan-

sen eller nævnet ikke konkret vurderes at være en egnet

løsning. Der vil således kunne foreligge særlige forhold for

nogle borgere fra de nævnte grupper, der gør, at borgeren

ikke vil kunne anvende digital selvbetjening. Tilsvarende vil

der også være nogle borgere fra de nævnte grupper, der vil

kunne anvende digital selvbetjening, og som derfor vil være

forpligtet til at anvende denne. Det forudsættes i øvrigt,

at klage fra flere personer i fællesskab, f.eks. en forening,

vil skulle indgives digitalt, hvis blot en af de deltagende

personer er i stand til at indgive klagen ved anvendelse af

digital selvbetjening.

Det foreslås, at det i § 11 a,

stk. 4,

fastættes, at en klage

ikke kan afvises, hvis en afvisning vil være i strid med in-

ternationale eller EU-retlige forpligtelser om ret til at klage

over trufne afgørelser.

Forslaget vil indebære, at nævnet ikke vil kunne afvise

en klage, hvis afvisningen vil stride mod de internationale

og EU-retlige forpligtelser, der følger af f.eks. Århuskon-

ventionen og miljøoplysningsdirektivet. Det følger bl.a. af

disse regler, at klageberettigede skal have adgang til at få

efterprøvet visse afgørelser, handlinger eller undladelser på

miljøområdet enten ved domstolene eller ved et uafhængigt

organ. Endvidere skal der stilles tilstrækkelige og effektive

retsmidler til rådighed, der skal være rimelige, retfærdige,

betimelige og ikke uoverkommeligt dyre.

Det foreslås, at det i § 11 a,

stk. 5,

fastættes, at nævnet

kan undlade at afvise en klage, der ikke er indgivet ved

digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk

vurdering er klare økonomiske fordele for nævnet og 1.

instans ved at behandle klagen.

Forslaget vil indebære, at nævnet uanset stk. 1 vil kunne

behandle en klage, der indgives uden anvendelse af digital

selvbetjening, hvis nævnet vurderer, at der ud fra en samlet

vurdering alligevel er klare økonomiske fordele ved at be-

handle klagen. Det kan f.eks. være, hvis en klage indeholder

så mange data, at den digitale selvbetjening ikke er indrettet

til at håndtere det, og hvor det vil medføre betydelige om-

kostninger for nævnet eller for 1. instansen, hvis den digitale

selvbetjeningsløsning skulle anvendes.

De foreslåede bestemmelser i § 11 a, stk. 3-5, er en direkte

videreførelse af § 4, stk. 2-4, i bekendtgørelse nr. 130 af

28. januar 2017, og der er ikke tilsigtet ændringer i bestem-

melsernes anvendelsesområde. Bestemmelserne er i øvrigt

identiske med den gældende § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø-

og Fødevareklagenævnet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Det følger af § 19, stk. 1, i forvaltningsloven, at såfremt

en part ikke kan antages at være bekendt med, at myndig-

heden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags

faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der

ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten be-

kendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne

lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog

kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for

den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens

afgørelse. Myndigheden kan endvidere fastsætte en frist for

afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Det foreslås, at der indsættes en ny

§ 11 b, stk. 1,

hvorefter

forvaltningslovens § 19 ikke finder anvendelse i forhold

til oplysninger, som er tilgængelige for en part via digital

selvbetjening.

Forslaget vil indebære, at forvaltningslovens § 19 ikke vil

finde anvendelse i forhold til oplysninger, som er tilgængeli-

ge for en part via digital selvbetjening.

Det forudsættes herved, at en part med adgang til digital

selvbetjening selv vil orientere sig i nyt materiale, som gøres

tilgængeligt, således at parten kan antages at være bekendt

med oplysningerne, og at vedkommende er klar over, at

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

oplysningerne kan eller vil blive brugt i forbindelse med

afgørelsen af klagesagen. Det bemærkes, at en part med ad-

gang til digital selvbetjening i dag modtager en advisering,

når der er nyt materiale tilgængeligt, og det forudsættes med

forslaget at dette også fremover vil være tilfældet. En part

med adgang til digital selvbetjening vil herefter modtage en

orientering, når der er nyt materiale tilgængeligt, således at

vedkommende kan orientere sig heri.

Nævnet vil fortsat være forpligtet til at foretage partshø-

ring efter forvaltningslovens § 19 i forhold til parter, som

ikke har adgang til digital selvbetjening, eller som er fritaget

for brug heraf. I overensstemmelse med officialmaksimen

vil nævnet desuden fortsat være forpligtet til at indhente re-

levante oplysninger fra parter som led i sagernes oplysning,

herunder i form af høringer med henblik på at belyse pro-

blemstillinger, som nævnet ikke i forvejen har oplysninger

om.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny § 11 b,

stk. 2,

hvorefter nævnet kan fastsætte en frist for parten

til at afgive en udtalelse, når nye oplysninger bliver gjort

tilgængelige via digital selvbetjening.

Forslaget vil indebære, at nævnet vil kunne fastsætte en

frist for parten til at afgive en udtalelse, når nye oplysninger

bliver gjort tilgængelige via digital selvbetjening. Forslaget

skal særligt i tilfælde, hvor en afgørelse i en klagesag er

nærtforestående, sikre, at parten indrømmes rimelig tid til at

fremkomme med en eventuel udtalelse, inden nævnet træffer

afgørelse i den pågældende sag.

Efter den foreslåede bestemmelse bør nævnet navnlig fast-

sætte en frist for en part til at afgive en udtalelse, hvis

oplysningerne er til ugunst for parten og er af væsentlig be-

tydning for sagens afgørelse. Ved fastsættelsen af en frist for

at afgive en udtalelse bør den pågældende part gives rimelig

tid til at sætte sig ind i de nye oplysninger, som er blevet

gjort tilgængelige samt tid til at overveje en eventuel udta-

lelses form og indhold. Ved fastsættelsen af fristens længde

vil der bl.a. lægges vægt på oplysningernes kompleksitet og

omfang, samt om der er tale om oplysninger af en karakter,

der gør, at parten typisk vil have en interesse i at lade en

repræsentant eller sagkyndige vurdere sagen inden afgivelse

af en udtalelse. Fastsættelse af en frist vil dog efter en kon-

kret vurdering kunne undlades, hvis det efter oplysningernes

karakter eller sagens beskaffenhed i øvrigt må anses for

ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende

grundlag. Tilsvarende vil gælde, hvis udsættelse vil medføre

overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

eller hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

Nævnet vil med den foreslåede bestemmelse have mulig-

hed for at fastsætte en fast frist i alle eller udvalgte sagsty-

per, som parten automatisk får besked om via digital selvbe-

tjening, når nye oplysninger bliver tilgængelige. Det forud-

sætter dog, at fristen efter en konkret vurdering forlænges

efter anmodning fra parten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7.3 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til § 9

Til nr. 1

Det følger af § 21, stk. 1, i lov nr. 1715 af 27. december

2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet, at indgivelse af

klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen

med nævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetje-

ning. Nævnet afviser en klage, der ikke indgives ved digital

selvbetjening, jf. dog stk. 2-4.

Det foreslås, at der indsættes en ny

§ 21, stk. 1,

hvoref-

ter indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation om

klagesagen med nævnet skal ske ved anvendelse af digital

selvbetjening, medmindre klager er fritaget fra obligatorisk

tilslutning til Digital Post efter reglerne herom i lov om

Digital Post fra offentlige afsendere.

Forslaget vil indebære, at borgere og virksomheder m.v.

som hovedregel vil være forpligtede til at anvende digital

selvbetjening ved indgivelse af klage til nævnet.

Forslaget vil endvidere indebære, at i tilfælde, hvor der

er behov for at kommunikere yderligere om klagesagen, vil

dette skulle ske via digital selvbetjening. Det kan f.eks. være

i forbindelse med udveksling af supplerende oplysninger

eller udtalelser.

Kravet om anvendelse af digital selvbetjening ved indgi-

velse af klage og efterfølgende kommunikation med nævnet

vil dog ikke finde anvendelse i forhold til klagere, som

er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post efter

reglerne herom i lov om Digital Post fra offentlige afsende-

re. Behandlingen af sådanne klager vil herefter ikke skulle

afvente, at nævnet træffer en konkret afgørelse om, hvorvidt

der foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at klagen

ikke skal afvises, jf. nærmere bemærkningerne til den fore-

slåede § 21, stk. 2, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Hvis en myndighed modtager en klage over en afgørelse

truffet af denne uden brug af digital selvbetjening fra en

klager, som er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital

Post, vil det herefter påhvile denne myndighed at oprette

klagen i den digitale selvbetjeningsløsning, som anvendes

i forbindelse med videresendelse af klagen til det relevante

nævn. Den myndighed, som har truffet den påklagede afgø-

relse, vil i den forbindelse tage stilling til, om den ønsker

at fastholde sin afgørelse. Dette svarer til, hvad der gælder

i dag, hvis nævnet træffer afgørelse om, at klager fritages

fra at anvende digital selvbetjening. Modtager nævnet en

klage direkte fra en klager, som er fritaget fra Digital Post,

vil forvaltningslovens almindelige regler om vejledning og

videresendelse finde anvendelse, jf. § 7, stk. 1-2, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer.

Det vil i den forbindelse påhvile den myndighed, som

modtager klagen, at undersøge, hvorvidt klager er fritaget

fra obligatorisk tilslutning til Digital Post.

Hvis en klage indgives af flere personer i fællesskab,

f.eks. en forening, vil indgivelse af klage og efterfølgen-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

de kommunikation om klagesagen med nævnet skulle ske

ved anvendelse af digital selvbetjening, medmindre samtlige

deltagende personer er fritaget fra obligatorisk tilslutning til

Digital Post. Hvis en klage i et sådant tilfælde modtages

uden anvendelse af digital selvbetjening vil nævnet som

hovedregel afvise klagen, jf. den foreslåede § 21, stk. 2,

i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre der

foreligger særlige forhold, jf. den foreslåede § 21, stk. 3-5, i

lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Forslaget vil ikke medføre, at borgere, der alene er fritaget

fra brug af andre offentlige selvbetjeningsløsninger, f.eks.

minretssag.dk eller lignende, også automatisk vil være frita-

get fra at indgive klage m.v. ved digital selvbetjening.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 21,

stk. 2,

hvorefter

nævnet afviser en klage, der ikke indgives i overensstem-

melse med stk. 1, jf. dog stk. 3-5. Stk. 2-4 bliver herefter

stk. 3-5.

Forslaget vil indebære, at nævnet som hovedregel vil af-

vise klager, der bliver indgivet uden anvendelse af digital

selvbetjening af klagere, som ikke er fritaget fra obligatorisk

tilslutning til Digital Post. Nævnet vil dog undtagelsesvis

kunne dispensere fra denne hovedregel, jf. den gældende

§ 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet,

som med forslaget bliver § 21, stk. 3-5, i lov om Miljø- og

Fødevareklagenævnet.

Nævnets beslutning om, hvorvidt en klage skal afvises

fra realitetsbehandling på grund af manglende anvendelse af

digital selvbetjening, vil være en afgørelse, som indebærer

den sagsbehandling, der følger af almindelige forvaltnings-

retlige regler og principper om eksempelvis partshøring og

begrundelse. Afgørelse om afvisning af en klage på grund

af manglende anvendelse af digital selvbetjening vil ikke

kunne indbringes for anden administrativ myndighed, med-

mindre det følger af den lovgivning, som den påklagede

afgørelse er truffet i medfør af, jf. § 17, stk. 1, i lov om

Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Ordlyden af den foreslåede § 21, stk. 1 og 2, i lov om

Miljø- og Fødevareklagenævnet er identisk med den fore-

slåede § 11 a, stk. 1 og 2, i lov om Planklagenævnet, jf.

lovforslagets § 8, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7.2 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 19, stk. 1, i forvaltningsloven, at såfremt

en part ikke kan antages at være bekendt med, at myndig-

heden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags

faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der

ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten be-

kendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne

lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog

kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for

den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens

afgørelse. Myndigheden kan endvidere fastsætte en frist for

afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Det foreslås, at der indsættes en ny

§ 21 a, stk. 1,

hvorefter

forvaltningslovens § 19 om pligten til at foretage partshø-

ring ikke vil finde anvendelse i forhold til oplysninger, som

er tilgængelige for en part via digital selvbetjening.

Det forudsættes herved, at en part med adgang til digital

selvbetjening selv vil orientere sig i nyt materiale, som gøres

tilgængeligt, således at parten kan antages at være bekendt

med oplysningerne, og at vedkommende er klar over, at

oplysningerne kan eller vil blive brugt i forbindelse med

afgørelsen af klagesagen. Det bemærkes, at en part med ad-

gang til digital selvbetjening i dag modtager en advisering,

når der er nyt materiale tilgængeligt, og det forudsættes med

forslaget at dette også fremover vil være tilfældet. En part

med adgang til digital selvbetjening vil herefter modtage en

orientering, når der er nyt materiale tilgængeligt, således at

vedkommende kan orientere sig heri.

Nævnet vil fortsat være forpligtet til at foretage partshø-

ring efter forvaltningslovens § 19 i forhold til parter, som

ikke har adgang til digital selvbetjening, eller som er fritaget

for brug heraf. I overensstemmelse med officialmaksimen

vil nævnet desuden fortsat være forpligtet til at indhente re-

levante oplysninger fra parter som led i sagernes oplysning,

herunder i form af høringer med henblik på at belyse pro-

blemstillinger, som nævnet ikke i forvejen har oplysninger

om.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny § 21 a,

stk. 2,

hvorefter nævnet kunne fastsætte en frist for parten

til at afgive en udtalelse, når nye oplysninger bliver gjort

tilgængelige via digital selvbetjening.

Forslaget skal særligt i tilfælde, hvor en afgørelse i en

klagesag er nærtforestående, sikre, at parten indrømmes ri-

melig tid til at fremkomme med en eventuel udtalelse, inden

nævnet træffer afgørelse i den pågældende sag.

Efter den foreslåede bestemmelse bør nævnet navnlig fast-

sætte en frist for en part til at afgive en udtalelse, hvis oplys-

ningerne er til ugunst for parten og er af væsentlig betydning

for sagens afgørelse. Ved fastsættelsen af en frist for at afgi-

ve en udtalelse bør den pågældende part gives rimelig tid

til at sætte sig ind i de nye oplysninger, som er blevet gjort

tilgængelige samt tid til at overveje en eventuel udtalelses

form og indhold. Ved fastsættelsen af fristens længde vil der

bl.a. kunne lægges vægt på oplysningernes kompleksitet og

omfang, samt om der er tale om oplysninger af en karakter,

der gør, at parten typisk vil have en interesse i at lade en

repræsentant eller sagkyndige vurdere sagen inden afgivelse

af en udtalelse. Fastsættelse af en frist vil dog efter en kon-

kret vurdering kunne undlades, hvis det efter oplysningernes

karakter eller sagens beskaffenhed i øvrigt må anses for

ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende

grundlag. Tilsvarende vil gælde, hvis udsættelse vil medføre

overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

eller hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

Nævnet vil med den foreslåede bestemmelse have mulig-

hed for at fastsætte en fast frist i alle eller udvalgte sagsty-

per, som parten automatisk får besked om via digital selvbe-

L 62 - 2023-24 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat

tjening, når nye oplysninger bliver tilgængelige. Dette for-

udsætter dog, at fristen efter en konkret vurdering forlænges

efter anmodning fra parten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7.3 i lovforslagets almin-

delige bemærkninger.

Til § 10

Til nr. 1

Det fremgår af § 3, stk. 2, i lov nr. 221 af 3. marts 2015

om ændring af lov om planlægning og lov om almene bo-

liger m.v. (Blandet boligsammensætning), som ændret ved

§ 4 i lov nr. 888 af 21. juni 2022 om ændring af lov om

almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og lov

om kommunernes styrelse, at ministeren for landdistrikter

fremsætter forslag om revision af lovens § 1 (dvs. § 1 i lov

nr. 221 af 3. marts 2015) i folketingsåret 2024-25.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til

pkt. 3.5.3.4.1 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-

get.

Det foreslås, at

§ 3, stk. 2,

i lov nr. 221 af 3. marts 2015

om ændring af lov om planlægning og lov om almene boli-

ger m.v., som ændret ved § 4 i lov nr. 888 af 21. juni 2022,

ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at ministeren for

landdistrikter ikke i folketingsåret 2024-25 skal fremsætte

forslag om revision af de med lov nr. 221 af 3. marts 2015

indførte regler i planloven om mulighed for planlægning for

almene boliger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.4.2 i lovforslagets al-

mindelige bemærkninger.

Til § 11

Det foreslås i

stk. 1,

at loven skal træde i kraft den 1.

januar 2024, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i

stk. 2,

at §§ 3 og 4 skal træde i kraft den 1.

juli 2024.

Lovforslaget indeholder ikke en bestemmelse om, hvor-

vidt loven vil gælde for Færøerne og Grønland, hvilket bety-

der, at de foreslåede ændringer vil have samme territorielle

anvendelsesområde, som de love, der ændres.

Det følger af § 15 i lov om forbud mod anvendelse af

bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe, at

loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at §§ 1-9

ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og

Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønland-

ske forhold tilsiger. Anordningshjemlen er ikke udnyttet og

vil derfor også kunne anvendes til at sætte de foreslåede

ændringer i § 7 i kraft for Færøerne og Grønland sammen

med hovedloven.

Det følger af § 95 i lov om Miljø- og Fødevareklagenæv-

net, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at

§§ 41, 44, 60, 61, 62, 71, 73, 81, 82 og 87 ved kongelig

anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med

de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold til-

siger. Anordningshjemlen omfatter således ikke de bestem-

melser, der foreslås ændret og indsat med lovforslaget, hvor-

for ændringerne ikke vil gælde for Færøerne og Grønland

eller kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

De øvrige foreslåede ændringer i lov om planlægning, lov

om naturbeskyttelse, lov om boligforhold, lov om leje, som-

merhusloven, kolonihaveloven, lov om Planklagenævnet og

lov om almene boliger m.v. vil ikke gælde for Færøerne og

Grønland eller kunne sættes i kraft for Færøerne og Grøn-

land, da lovene ikke gælder for Færøerne og Grønland og

heller ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Det foreslås i

stk. 3,

at loven ikke finder anvendelse på

planforslag, der offentliggøres før lovens ikrafttræden. For

sådanne planforslag finder de hidtil gældende regler anven-

delse.

Den foreslåede overgangsbestemmelse i stk. 3 vil bl.a.

medføre, at det statslige tilsyn efter planlovens § 29 i for-

hold til et planforslag, der er offentliggjort før denne lovs

ikrafttrædelse, vil ske efter de bestemmelser i planloven,

som var gældende på tidspunktet for kommunalbestyrelsens

beslutning om planforslaget.