Tak for det, formand. Vi starter lige med at korrigere de fejlslutninger, der har været fra Socialdemokratiets ordfører tidligere. Han siger, at vi ikke kan sagsbehandle, fordi det jo ikke er noget, vi gør heroppe fra talerstolen. Jeg bliver bare lige nødt til at sige – og det håber jeg at ministeren tager med hjem til ordføreren – at lige nøjagtig her, når vi uddeler statsborgerskab, er det fæstet i grundloven, og derfor sagsbehandler vi lige præcis lige netop her. Og så bliver det en lang dag, når man vælger at pulje det sammen til 3.000 mennesker, som vi så uddeler statsborgerskab til. Det er jeg da klar over. Men så kan vi indføre en 11-timersregel for ordførere på talerstolen, når vi går dem igennem en for en, for det er vores job. Og vi svigter vores job, når vi gør det på den måde, at vi puljer det.
Hvorfor er vi kommet dertil? Det er jo nok de facto, fordi vi uddeler for mange. Det er jo nok, fordi det er blevet lidt vildt at blive dansk statsborger. Der har været nogle fordele ved det tidligere. Og så kommer ministeren lige om lidt og siger, at vi aldrig har haft færre. Nej, men det gør jo ikke, at vi er i mål. Det er 3.000 nu og 3.000 om et halvt år. Vi er vel halvvejs her i dag. Det er et problem.
Der er ikke nogen, der har stået heroppe på talerstolen i dag og sagt, at der er ret mange fordele ved at blive dansk statsborger, ud over at man så kan blive valgt til Folketinget som hr. Mohammad Rona. Som ordføreren ved, er jeg stor fan af ordføreren, så det var da dejligt, at vi har lukket nogen ind. Virkeligheden er bare, at de ordførere, der i dag bare gummistempler det her igennem, alle sammen ved – og mange af dem har sagt det – at der kommer nogle med ind. Der er enkelte, der er flere; det er en promille eller en procent. Der er i hvert fald nok til at fylde Den Røde Plads, og der er nok til at fylde Slotspladsen.
Når man ikke lige synes, at det at angribe et neutralt land og slå uskyldige ihjel, fordi det er den måde, man bekæmper hinanden på i det område, giver nok offerrolle i danske medier, så stiller man sig frem og kræver sin ret så voldsomt, at danske jøder frygter for at gå ud. De mennesker lukker vi også ind lige så gladeligt, for vi siger: Vi har målt dem; de er høje nok i forhold til de regler, der er; de vejer det, de skal, i forhold til reglerne. Det er alle de her objektive ting. Og når man så prøver at pille lidt i objektiviteten, og om det så kan sortere dem fra, som vi faktuelt kan se at vi har problemer med, så siger man: Nej, det kan det ikke, men vi har ikke tænkt os at ændre det, for nu har vi jo ligesom sat nogle regler op, hvad vi jo faktisk ikke kan, for som sagt er det jo fæstet i grundloven, så det er herinde. Så vi kan lave alle de der krumspring og lave alle de der lovforberedende ting, vi vil, men i sidste ende, når vi giver folk statsborgerskab, gør vi det som folketingsmedlemmer.
Så er det, jeg bliver bekymret, når vi lukker så mange ind og vi alle sammen ved, at vi også lukker nogle, der er forkerte, ind. Vi har så travlt med at lovprise dem, vi er glade for at give statsborgerskab. For der er bestemt mennesker, vi er glade for at give statsborgerskab. Det er folk, der har bidraget. Selvfølgelig er der det. Der er massevis. Deres liv ville bare ikke blive ret meget dårligere, hvis ikke de fik statsborgerskab. De ville faktisk nærmest kun være begrænset i forhold til at stemme til Folketinget. Hr. Mohammad Rona kom i Folketinget, og som jeg blev belært om under valgkampen, er hr. Mohammad Rona en meget, meget dygtig mand, der godt kan forsørge sig selv og have en god løn uden for Folketingssalen. Så det er ikke, fordi han har behov for at komme ind og blive forsørget herinde. Så det var nok også gået.
Det, vi ikke kan, når vi giver statsløse palæstinensere statsborgerskab og de så voldtager tredje, fjerde, femte, sjette gang – hvis de gør det, jeg laver ikke den påstand, at der er nogen på den her liste, der gør det, men der har jo været nogen; det bliver vi nødt til at sige – er at sende dem hjem. Lige pludselig bliver de beskyttet af det statsborgerskab, vi giver dem. Vi kan ikke komme af med dem. Se, det er det, I alle sammen sidder og stemmer igennem. Og så forsøger I bagefter at fortælle jeres vælgere: Vi strammer meget, og næste gang strammer vi lidt mere, og vi bliver lidt bedre til at stramme, så det skal nok blive godt.
Men vi gør det faktisk værre for alle ved ikke at sige, at vi har et system, der tydeligvis ikke virker og er åbent for alle, og ved ikke at sagsbehandle i bund og sørge for, at vi får sorteret de brodne kar væk fra alle de gode indvandrere og udlændinge, som har gjort alt det, de skal. De har arbejdet og bidraget, og så er jeg ligeglad med, om de er lysebrune eller muslimer eller buddhister, eller hvem de er.
Som udgangspunkt er jeg nordjyde, så jeg har det stramt med alle syd for Limfjorden. Men jeg kan godt acceptere, at de vil bidrage og integrere sig uanset hudfarve og religion. Men I sværter også deres navn, og det glemmer I at stå ved, for dem sværter I også. Alle de gode, som vi godt kan bruge, sværter I i stedet for dem, som holder hånden op og lige om lidt står nede på Den Røde Plads igen og siger noget, der er udemokratisk, usympatisk og uordentligt. Og der sker ingenting, for vi har givet dem statsborgerskab, og vi kan ikke smide dem hjem. Tænk nu over det. Der er jo en grund til, at Egypten ikke har åbnet grænsen til Gaza – altså hvis det var så dejlige mennesker at få hertil.
Nye Borgerlige kommer ikke til at støtte forslaget.