Tak for det, formand. Jeg kan tage det sidste først. Hr. Lars Boje Mathiesen har jo forgæves spurgt stort set alle ordførere herinde: Hvem skal betale regningen i en statslig virksomhed, såfremt den giver underskud? Det skal skatteborgeren. Det er det helt iskolde svar: Det skal skatteborgeren.
Vi kommer til at støtte forslaget. Det giver ingen mening at rive noget ned, men jeg har mange bekymringer. Jeg har en bekymring om, hvorfor man ikke først har forsøgt at sælge det. Hvor er udbudsrunden? Jeg hører jo en masse af de andre ordførere sige: Det her bliver et succeseventyr, der kommer tusindvis af arbejdspladser dernede, og der er så meget arbejde i pipelinen dernede, at det bliver det nye klondike, og at goldrushet på Lolland med byggeri bliver helt vildt. Og jeg er helt sikker på, at hvis man vidste, det blev så godt, så var der endog rigtig mange private virksomheder, der allerede stod i kø med pengesækken dernede for at få lov til at købe det. Det er bare virkeligheden.
Fru Jette Gottlieb har jo ret, når hun siger, at det godt kunne hænde, at det her kunne blive en motor, med hensyn til at vi begynder at lave nogle infrastrukturprojekter, fordi vi jo nu har produktionskapaciteten. Og i modsætning til fru Jette Gottlieb synes jeg jo, det er en god ting, for der er masser af steder i Danmark, hvor vi har brug for mere motorvej – det er jeg slet ikke i tvivl om – og noget af det bliver hæmmet af dårlige broer og dårlige tunneller. Der er masser af ting, vi kan lave med det her betonstøberi, men vi laver jo allerede broer, og vi har også altid kunnet lave tunneller.
Så lad være med at stikke folk blår i øjnene, med hensyn til at hvis vi fortsætter med at drive et kæmpe område dernede, som skal leve af at lave betonelementer, så bliver det ikke konkurrenceforvridende, for det gør det. Alternativet er, ud fra hvordan politikere regner, at sige, at hvis ikke vi underbyder markedet her, så kommer skatteborgerne jo til at komme af med 0,5 mia. kr. til dem, vi skal have dernede, og så er det nemmere lige at give den halve milliard kroner til et nedslag i prisen, og så går det o p op samfundsmæssigt. Vi kan alle de fine ord herinde, men det er alt sammen bare med til at konkurrenceforvride, og når man konkurrenceforvrider, så gør man bare tingene dyrere. Så er vi igen tilbage ved, at den danske skatteborger bare kommer til at betale mere for tingene, og det kan vi jo ikke være interesserede i.
Til argumentet om, at man nu kan sejle elementerne 1.000 km, vil jeg sige, at det da er dejligt; så kan vi jo få elementer sejlet hertil helt fra Nordafrika, f.eks. Algeriet, for jeg er næsten sikker på, at de har den samme teknologi. Som Venstres ordfører også sagde, døjede vi jo i forvejen lidt med, at det var for dyrt at producere det herhjemme, og det er det, alle vores bekymringer går på.
Men naturligvis giver det jo heller ikke mening at nedlægge noget og bruge 1 mia. kr. på at rive noget ned, fordi man som politiker bare har været for doven til at se på, om der var nogen, der ville købe det. Så vi kan jo fra Nye Borgerliges side håbe på, at der er noget om den her snak om, at det engang i fremtiden vil give en bedre pris, altså at vi rent faktisk lægger det her ud og ser, om der er nogen, der vil købe det. Vi har jo 1 mia. kr. at give af, som vi har sparet på nedrivningen. Så måske kunne vi sælge det til nogle private. Hvad angår underskuddet på en tom grund dernede, er det selvfølgelig afhængigt af, hvad ejendomsvurderingen bliver. Den bliver nok høj, for det er jo et rigtig godt projekt, og vi er jo begyndt at blive beskattet af, hvad der måske sker i fremtiden. Så det bliver en ret dyr ejendomsskat på sådan et stort område, det er jeg jo klar over, men 1 mia. kr. bliver det nok alligevel ikke. Så vi kan jo nå at sende det i udbud, for ved OPP'er det er jo også staten, der driver det, bare gemt bag det, at de lejer det ud til en privat. Så hvis vi kan give hinanden håndslag på, sådan som Venstres ordfører næsten gjorde det, at vi sørger for at sælge det her, når prisen bliver god og fremtiden ligger der, så kommer vi også til at stemme for det.
Men Nye Borgerlige kommer til at støtte forslaget. Det giver jo ikke mening at rive noget ned, og så vil jeg faktisk give den socialdemokratiske ordfører ret: Der er områder af Danmark, hvor man ikke har behov for, at tingene bliver nedlagt. Og jeg håber, at Socialdemokraterne husker den her velvilje fra Nye Borgerlige i forhold til Lolland, når vi skal til at snakke transport, kilometerafgift, landbrug og fiskeri, sådan at min region også kan få lov at have nogle arbejdspladser i fremtiden; så lover jeg at stille mig herop og sige, at det er en festdag, når CO2-afgiften på landbrug bliver fjernet, elafgiften bliver lavet sådan, at vi har råd til at varme vores huse op, og vi får løst alle de andre problemstillinger, vi har i Udkantsdanmark. Så det er dejligt at høre, at Socialdemokraterne er velvillige med hensyn til at se på, om Udkantsdanmark har nogle problemstillinger, som er anderledes end dem i Storkøbenhavn.
Så Nye Borgerlige støtter forslaget med de her små bekymringer.