Tak for det, og tak for den meget, meget positive modtagelse af det her lovforslag. Det er rigtigt, at i dag førstebehandler vi jo det,man kunne kalde et bunkebryllup, men som er et samlelovforslag med en række initiativer på tværs af skatte- og afgiftslovgivningen, hvoraf hovedparten af forslagene altså vedrører motorområdet. Til hr. Hans Kristian Skibby vil jeg bare sige, at det er klart, at hvis der i den her lovbehandling, når det nu er et samlelovforslag, er elementer, som et enkelt parti ønsker at dykke særligt ned i, eller man skulle ønske at splitte det op, vil jeg som altid være åben over for det, særlig når man så laver de her samlelovforslag. Så den dialog kan vi jo fortsætte sammen.
Det er tydeligt, at motorområdet, som jeg har sagt, fylder størstedelen af lovforslaget. Det er i hastig udvikling på flere måder, og derfor er der behov for, at vi løbende tager stilling til, hvordan reglerne fungerer, og om de er hensigtsmæssige. Udviklingen øger også kreativiteten, og derfor er det vigtigt, at vi også reagerer, så de her uregelmæssigheder ikke får et omfang, hvor man altså kan omgå reglerne. Omvendt er der også en balance i at sikre sig, at det ikke bliver unødigt besværligt, hverken for borgere eller for virksomheder.
Lovforslaget består derfor også af en række initiativer, der skal være med til at regelforenkle og øge regelefterlevelsen på motorområdet. Det tænker jeg er noget, vi alle sammen synes er en god idé. For at lette administrationen af afgiftsberegningen for autocampere foreslår vi, at visse autocampere altid afgiftsberigtiges med 45 pct. Det vil gøre afgiftsberegningen mere overskuelig, ikke kun for Skatteforvaltningen, men også for branchen og for ejerne af autocampere. Desuden foreslår vi, at afgiftsfritagne taxierlejlighedsvis skal kunne køre med små forsendelser og udføre udbringning for sociale myndigheder, uden at disse kørsler vil stride mod afgiftsfritagelsen. På den måde vil taxier have muligheden for at udføre opgaver, der kan have stor samfundsmæssig betydning, uden at komme i klemme med afgiftsfritagelsen for køretøjerne.
Bare for at være helt konkret kan jeg sige, at der er mange kommuner, hvor man har et taxaselskab, som altså også udfører småopgaver for de sociale myndigheder, der er i en kommune, og det er klart, at der kunne man jo godt, hvis man er et andet selskab, der bringer varer ud, synes, at der var tale om en konkurrenceforvridning, fordi det ene selskab betaler afgift af de varebiler, der kører, mens taxaerne er afgiftsfritaget. Men det er altså en samlet praksis, der har været, for faktisk at sikre, at man også ude i områder, hvor der ikke er så stor efterspørgsel på taxier, faktisk har en vognmand, som kan ligge og køre taxakørsel for de borgere, der har det behov. Derfor har der været et ønske fra branchen og fra mange kommuner om, at vi sikrer os, at det også kan ske i fremtiden, og det er det, vi sikrer med det her lovforslag.
For at sikre lige konkurrencevilkår foreslår vi, at virksomheder, der sælger eller leaser køretøjer, skal have mulighed for at bruge prøveskilte til optagelse af foto og film i reklameøjemed. Forslaget har været efterspurgt af branchen og vil ligestille virksomhederne med fabrikanter og importører. Det er endnu et eksempel på, hvordan noget, der kan virke småt, faktisk løser nogle helt konkrete problemer, man har ude i en virksomhed, og det er jo sådan set meget godt.
Med den hastige udvikling viser der sig løbende behov for at styrke Skatteforvaltningens kontrolmuligheder og samtidig gøre reglerne klarere, så flere borgere og virksomheder gør det, de skal. Det er i dag muligt for selvanmelder- og selvangivervirksomheder at ændre i månedsangivelsen over afgiftsberigtigede køretøjer efter indregistreringen i Køretøjsregisteret. Vi foreslår, at det ikke skal være muligt for selvanmeldere og selvangivere at ændre i månedsangivelsen over afgiftsberigtigede køretøjer efter indregistrering i Køretøjsregisteret. Forslaget skal være med til at mindske muligheden for svig, og det vil fortsat være muligt for virksomheden at rette eventuelle fejl ved at kontakte Motorstyrelsen.
Vi foreslår også, at Skatteforvaltningen skal kunne undlade at frigive en sikkerhed, der er stillet af en virksomhed, hvis der er en kontrol af virksomheden i gang. Det giver sådan set meget god mening. På den måde vil Skatteforvaltningen kunne få dækket eventuelle afgifter, som opkræves i forbindelse med kontrollen. Denne regel vil desuden bringe motorområdets regler om sikkerhedsstillelse i overenstemmelse med opkrævningslovens regler herom.
Vi foreslår også, at værdifastsættelsen af brugte køretøjer, der er op til 5 år gamle, ensartes i forhold til leasingkøretøjer, der er indregistreret første gang i Danmark som nye, og som er omfattet af genberegningskravet, så førstnævnte ikke har et loft over den afgiftspligtige værdi. For at tage højde for en række systemmæssige udfordringer i Køretøjsregisteret foreslår vi, at den særlige procedure for partshøring på motorområdet udvides til også at kunne anvendes ved genoptagelse af ændring i køretøjets registrering samt ved genberegning og omberegning af periodiske afgifter og registreringsafgift.
Desuden foreslår vi en række ændringer af mere teknisk karakter – hvis ikke I synes, det ovenstående var teknisk nok – som vi vurderer er hensigtsmæssige for administrationen af motorområdet. Det indbefatter bl.a. forslag om prøvemærker, indførelse af frist for eksport af køretøjer og justering af regler for beregning af grønne afgifter og tillæg til registreringsafgift for visse køretøjer.
Endelig har forslaget til formål at udvide adgangen til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelse i visse tilfælde, hvor en dobbeltbeskatningsoverenskomst indeholder regler om, at den nationale ansættelses- og inddrivelsesprocedure skal stilles i bero, mens der søges en løsning mellem myndighederne. Baggrunden for forslaget er, at der i nogle dobbeltbeskatningsoverenskomster kan indgå bestemmelser om, at ansættelses- og inddrivelsesprocedurer skal stilles i bero under gennemførelse af enhver indgåelse af gensidige aftaler.
Vi foreslår, at der i skatteforvaltningsloven indsættes en mulighed for ekstraordinær ansættelse, hvis den gensidige aftaleprocedure med den kompetente myndighed i en anden stat er afsluttet uden en løsning af alle forhold. Vi foreslår desuden, at denne del af lovforslaget har virkning fra fremsættelsestidspunktet, da der foreligger risiko for skattespekulation.
Med de ord, som jeg medgiver er af rimelig teknisk karakter, vil jeg gerne takke for den positive modtagelse og for de kommentarer, der har været, og jeg ser frem til at besvare de spørgsmål, der vil være i lovbehandlingen. Tak.