Tak for det. Jeg er født sidst i november. Det betyder, at jeg startede i skole, da jeg var 5½ år gammel, og i gymnasiet, da jeg var 15½ år, fordi jeg gik direkte fra 9. klasse. Beregningen for min vej ser godt ud for samfundet i regnearkene; jeg røg hurtigt igennem det og fik hurtigt en uddannelse, bare 24 år gammel. Men i virkeligheden var det meget sværere at komme igennem, end tallene viser.
Jeg var god i skolen, kedede mig i folkeskolen, så jeg kom hurtigt i gymnasiet, og det blev bare rigtig, rigtig svært for mig, fordi jeg manglede modenhed. Det gjaldt både i forhold til at håndtere skolen, kravene og nogle mere konfronterende lærere, men også i forhold til at kunne administrere fest, sociale sammenhænge og interessen i det andet køn.
Jeg fik min hue på, men snittet kunne godt have set bedre ud, havde jeg været mere moden og bedre til at styre min tid og opgaverne. Endnu værre er det, at trivslen kunne have været bedre, og i dag, når jeg kigger tilbage på min gymnasietid og ungdomstid, er det selvfølgelig både med glæde, men også med nogle stik i maven, fordi det kostede nogle unødvendige slag på sjælen.
Så da jeg blev mor for første gang, var denne erfaring med mig. Min datter er født midt i december og havde en superfin udvikling. Heldigvis var reglerne om skoleudsættelse ikke trådt i kraft på det her tidspunkt, så vi måtte bestemme selv, og det gjorde vi sammen med personalet, som vi lyttede rigtig meget til. Hun fik et år mere, og det har givet hende et overskud gennem hele hendes opvækst. Nu bliver hun til foråret student som 20-årig, men med en rigtig god oplevelse af sig selv som fagligt dygtig og ikke mindst som et menneske med gode venner, oplevelser, fritidsinteresser og masser af engagement.
Det gjorde en forskel, som måske ikke lige ses i regnearket i Finansministeriet, men som uden tvivl gør, at hun bliver til en stærk ung kvinde, der er klar til at tage en uddannelse og komme i job. Der er mange gode grunde til, at vi giver bedre mulighed for en senere skolestart, og mest af alt er det, fordi vi giver alle børn en mulighed for at blive klar i deres eget tempo. Det, der står som fine tal i regnearket, hænger ofte ikke sammen med børn og deres udvikling i den virkelige verden. Der kan vi ofte komme til at gøre skade på børn ved at proppe dem i kasser, de ikke passer ind i, og i et for hurtigt tempo.
Det har SF kæmpet imod længe, og vi fik det igennem inden valget med den tidligere regering, og derfor er det en stor dag for os i dag, hvor vi endelig giver bedre mulighed for senere skolestart. Det er, fordi vi ved, hvor stor betydning det har for det enkelte barns udvikling og det kommende klassefællesskabs trivsel, at børn først starter i skole, når de er socialt, fagligt og personligt modne til det. Forskningen viser også, at hvis børn ikke får en god skolestart, kan det have konsekvenser for hele deres skoleforløb. Dette perspektiv bakkes bl.a. op af mange af høringssvarene.
I en tid, hvor alt for mange børn og unge mistrives, og hvor vi ser en markant stigning i antallet af diagnoser, ville det være helt på månen, hvis ikke vi giver børn mulighed for at blive klar til skole i eget tempo. Mistrivsel og diagnoser er dyrt for samfundet, og den personlige pris, barnet må betale, er for høj. Så i SF har vi også stor tillid til forældrene og det pædagogiske personale i daginstitutionerne, når det gælder en vurdering af barnet og af, om det er klar til at starte i skolen. Det er dem, der kender børnene og har fagligheden, og derfor var vi også klar til at lægge beslutningskompetencen helt derud frem for blot vurderingen. Men det her var kompromiset; det er vi nu også ret tilfredse med. Det er en sejr, at vi nu ved lov vedtager bedre mulighed for senere skolestart – endnu en sejr for børnene.
Men vi kommer til at følge pengene, og vi kommer til at sikre, at de penge, vi har afsat, kommer til at blive brugt på, at børn får det ekstra år i børnehaven. Der må ikke ske yderligere udhuling af økonomien i daginstitutionerne. Vi kommer også til at følge evalueringen og de årlige orienteringer tæt. For os er det vigtigt, at vi både evaluerer kvantitativt og kvalitativt, så vi både følger udviklingen i antal skoleudsættelser og i, hvem der tager beslutningerne lokalt, og ikke mindst følger erfaringerne med den nye lov: Hvad siger det pædagogiske personale, skolerne, forældrene og børnene?
Som pædagog, mor og SF'er står jeg her i dag stolt på talerstolen og kan sige, at SF naturligvis stemmer for lovforslaget, og vi ser frem til det kommende arbejde og samarbejde på børnenes vegne. Afslutningsvis skal jeg hilse fra Enhedslisten og sige, at de også bakker op om lovforslaget.