Tak for det, formand. Som det er sagt, behandler vi to lovforslag i dag, og der er rigtig mange elementer i dem, så jeg kan allerede nu sige, at jeg ikke når at komme ind på dem alle sammen. Men med lovforslagene ønsker man at styrke undervisningstilbuddet for anbragte og udsatte børn og unge, og det ønske deler vi også i Danmarksdemokraterne. En vellykket skolegang er af stor betydning, også for anbragte børn og unges skolegang, men desværre ser vi, at anbragte børn ofte har skoleskift og lange perioder uden skolegang. Når et barn eller en ung skifter anbringelsessted, følger der ofte skoleskift med, og der er også ofte lange perioder, hvor barnet eller den unge ikke har et skoletilbud. Det er vigtigt, at anbragte unge ikke bliver kastebolde i skolesystemet, men at man sikrer dem stabilitet i anbringelsen og i deres skolegang. Forskning viser, at undervisning er afgørende for, at de mest sårbare børn og unge trives fagligt, personligt og socialt, samt at de får et godt voksenliv. Alle børn har ret til undervisning af høj kvalitet og af en uddannet lærer.
Så har jeg også læst høringssvarene, minister, og bl.a. Børns Vilkår skriver: »Børns Vilkår hæfter sig ved, at der med lovforslaget lægges op til en ændring af visitation af undervisning til børn og unge, der er anbragt. Beliggenhedskommunen skal godkende handlekommunens indstilling til skoleanbringelse. Bekymringen er, at beliggenhedskommunen i langt de fleste tilfælde ikke har kendskab til barnet eller den unge, og dermed ikke har en reel mulighed for at vide, hvad barnets eller den unges behov er. Man kan frygte, at visitationen kommer til at hvile på økonomi snarere fagligt hensyn til det enkelte barns uddannelsesbehov.«
Der vil jeg bare sige, at det jo er en bekymring, vi skal være opmærksomme på, og det er sådan set også den bekymring, som Dansk Erhverv rejser, når de bemærker, at der på side 115 i lovforslaget står, at barnets tarv altid vil skulle indgå med en vægt ved kommunalbestyrelsens beslutning om en sådan henvisning. Her anbefaler Dansk Erhverv, at det tydeliggøres, hvordan det sikres, at det er barnets tarv og ikke kommunens økonomiske hensyn, som får betydning for, om et barn henvises til det rette tilbud. Det er jo en problemstilling, som jeg tror de fleste herinde kender, netop i forhold til økonomien, der spiller en rolle, frem for at man måske bliver visiteret til det rigtige tilbud. Der kunne jeg godt tænke mig at høre, når ministeren kommer på talerstolen, hvordan ministeren vil imødekomme denne bekymring, der rejses.
Det fremgår, at den børnefaglige undersøgelse skal afsluttes, senest 4 måneder efter kommunalbestyrelsen er blevet opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Her ved vi, at der også er store udfordringer. Derfor vil jeg høre ministeren, om ministeren påtænker at tillade brugen af private leverandører, såfremt kommunen vurderer, at de ikke kan nå at afdække behovet inden for 4 måneder.
Så er der Danske Handicaporganisationer, som rejser den bekymring, der vedrører tilsynet. De ser et behov for en bedre kontrol med kvaliteten for anbragte børn og unge på landets special- og dagbehandlingstilbud, hvilket de anerkender lovforslaget imødekommer. Dog er de bekymret for, at der med lovforslaget lægges op til, at beliggenhedskommunen skal føre tilsyn med kvalitetsaftalerne. De finder det problematisk, hvis kommuner skal indgå kvalitetsaftaler og føre tilsyn med egne tilbud.
Et element i lovforslaget er, at staten skal føre tilsyn med, at kommunerne indgår kvalitetsaftaler, samt at tilbuddet overholder kravene i kontrakten. De foreslår, at ministeriet kunne overveje en løsning, der sikrer den nødvendige armslængde mellem udbyder, køber og tilsynsmyndighed, og at det eksempelvis kunne være ved at lade staten have det direkte tilsyn. Det vil jo også samtidig lette bureaukratiet. Jeg kunne godt tænke mig at høre ministerens holdning til det også.
Men det er godt og positivt, at de her lovforslag bliver evalueret, for alt for tit er det en mangelvare. Det er vigtigt for os, at vi følger op på implementeringen, og hvordan det kommer til at foregå i praksis, netop også hvordan loven bliver udmøntet i praksis. Danmarksdemokraterne stiller sig positivt over for de her lovforslag og ser frem til den videre behandling og ser også frem til ministerens besvarelse af de spørgsmål i forbindelse med de udfordringer, der har været i høringssvarene. Så vil jeg sige tak for ordet.