To ændringsforslag til lovforslag, der udmøn-
ter arbejdsskadeaftalen
Voldsskadeforsikring
Arbejdsskadeaftalen introducerer en ny forsikring
for institutioner som eksempelvis bosteder, der
skal sikre, at medarbejdere udsat for vold også får
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste m.v. udover
arbejdsskadeerstatning. Det er en god idé at sikre
bedre erstatning. Forslaget er imidlertid udformet
med en række elementer, der øger forsikringssel-
skabernes økonomiske risiko, og vil derfor give
anledning til høje forsikringspræmier for de ar-
bejdsgivere, der skal tegne forsikringen. Det skyl-
des, at:
•
Det enkelte forsikringsselskab skal bære risi-
koen for uforsikrede arbejdsgivere, der har teg-
net arbejdsskadeforsikring hos selskabet, men
ikke tillægsforsikringen. For alle andre forsik-
ringstyper er det en kollektiv risiko, hvor udgif-
terne deles mellem alle forsikringsselskaber,
der udbyder forsikringen.
•
Arbejdsgiver kan ikke straffes med bøde for at
forsømme forsikringspligten modsat arbejdsgi-
vere der ikke tegner lovpligtig arbejdsskadefor-
sikring.
•
Det er lagt til grund, at erstatningsomfanget til
ordningen beløber sig til 5 mio. kr. Vi mener,
det er optimistisk henset til, at beregningen be-
ror på data før det nye lempelige anerkendel-
sesbegreb er fuldt implementeret.
F
&P foreslår:
At der etableres en kollektiv ordning i regi af Ga-
rantifonden. En kollektiv ordning vil alene skulle
opkræve præmier efter de faktiske udgifter hvert
år for alle sikringspligtige arbejdsgivere. Det vil
være en bedre, billigere og mindre administrativ
tung løsning. De voldsskadesikringspligtige insti-
tutioner har i forvejen relativt mange og dyre ar-
bejdsskader og derfor høje forsikringspræmier til
arbejdsskadeforsikring.
Søgsmålsfrist
Der indføres ifølge lovforslaget søgsmålsfrist,
hvor forsikringsselskaberne får en frist på 6 mdr.,
mens tilskadekomnes frist bliver på 1 år.
Vi anerkender, at en søgsmålsfrist kan bidrage til
kortere sagsforløb. Efter vores opfattelse bør fri-
sterne imidlertid være ens.
En asymmetri i fristerne kan betyde, at forsik-
ringsselskaberne i højere grad vil se sig nødsaget
til at prøve afgørelser, da de ellers risikerer, at til-
skadekomne
–
efter udløb af forsikringsselskabets
frist - prøver en afgrænset del af afgørelsen.
Med andre ord vil selskabernes incitament til at
acceptere afgørelser, set som
en ”samlet pakke”
og
afvejning af flere delspørgsmål, mindskes, da de
med nuværende fristforskelle risikerer, at tilska-
dekomne prøver de dele af en afgørelse, som er til
selskabets fordel, uden at selskabet tilsvarende
har mulighed for at prøve de dele, der var til til-
skadekomnes fordel.
Vi forstår, at den forlængede frist til tilskade-
komne er givet for, at de kan nå at søge økonomisk
støtte til sagen, fx fri proces. Da en sådan ansøg-
ningsproces er lang og muligvis ikke kan nås inden
for et år, foreslår vi, at ansøgning om fri proces har
fristafbrydende virkning for både tilskadekomne
og forsikringsselskabet.
Herved sikres tilskadekomne rimelige muligheder
for at varetage deres interesser, samtidig med at
der undgås asymmetri i mulighederne for den ma-
terielle prøvelse af afgørelsen.
09.10.2023
Sagsnr.
DokID
Side
GES-2022-00425
470517
1