Jeg vil egentlig bare give udtryk for, at jeg håber, at alle har følt sig ordentligt behandlet i den her proces, uanset om man har været enig i forslaget eller ej. Det har ligget mig meget på sinde at få kommunikeret al den viden og de bekymringer, der er, uanset om det var henvendelsen fra Sverige eller fra Post Nord eller andre aktører.
Så kan jeg samtidig sige, at jeg ikke er enig. Postloven tager netop hensyn til, at hvis man vil have landsdækkende postvirksomhed og drive det, skal man have mindst et produkt i hver kategoriklasse til ensartede priser, så de bekymringer, som ordføreren her fremhæver, er jeg ikke enig i. Lige så vel kan man sige, at i forhold de landdistrikter, som har det allersværest, altså vores små øer, går vi jo ind med postaftalen og hjælper dem, fordi vi nu laver neutrale postløsninger, som alle leverandører har mulighed for at benytte sig af. Så selv om man sidder i de fjerneste afkroge af Danmark, som måske er verdens navle for dem, der bor der, så får man rent faktisk lige pludselig et frit valg, som man måske ikke nødvendigvis ville have haft i dag, fordi det ikke er så mange, som har haft den mulighed at kunne prioritere at komme ud til selv den mindste ø i Danmark. Det er vigtigt for regeringen, at uanset hvor man bor i Danmark, skal man have en god postservice med det frie valg, og det løser vi her.
I forhold til ordførerens bekymringer for enkeltvirksomheder er det jo fair nok at tage den drøftelse, men en postlov må jo ikke indrettes til bestemte virksomheder. Så det, som ordføreren har efterspurgt i forløbet, ville jo være ulovligt, altså at indrette en postlov til en bestemt virksomhed, og det er naturligvis heller ikke sundt. Derfor glæder jeg mig over det og synes, det er en glædens dag i dag, fordi vi nu langt om længe får en aftale om en postlov, hvad vi desværre ikke har haft i mange år.