Socialudvalget 2023-24
L 188
Offentligt
2868820_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 3626
Doknr.
864438
Dato
16-05-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 8. maj 2024 stillet følgende spørgsmål nr. 10
(L 188) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).
Spørgsmål nr. 10:
”Vil
ministeren redegøre for, hvordan der vil blive ført kontrol med, at det alene
er relevant personale, der anvender kameraet ved kamerakig, samt at videoen
ikke bliver optaget, gemt eller lagret?”
Svar:
For at sikre, at det kun er relevant personale, som foretager situationsbestemt
kamerakig, skal personalet logge ind på en telefon eller computer for at kigge
ind via kameraet. Systemet skal føre en log over, hvem der har logget ind,
herunder i hvilken tidsperiode det videobaserede kamerakig har fundet sted.
Ved anvendelse af kamerakig skal billeder af borgeren vises i direkte tid, og
videoen må ikke blive optaget, gemt eller lagret.
Forslaget omfatter alene situationsbestemt kamerakig, hvilket indebærer, at der
ikke må være tale om kontinuerlig overvågning af en borger, men at
overvågningen vil skulle være afgrænset til nærmere definerede situationer og
foregå i afgrænsede tidsperioder. Anvendelse af situationsbestemt kamerakig
vil skulle registreres, og praksis herfor vil blive fastsat i
magtanvendelsesbekendtgørelsen.
Det bemærkes, at anvendelse af situationsbestemt kamerakig skal godkendes
af Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse overfor Borgere med
Handicap efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Nævnets afgørelse vil
kunne påklages til Ankestyrelsen.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1