Tak for det. Det udsagn, der er kommet fra den her talerstol i dag, som jeg er mest enig i på adoptionsområdet, er fru Karina Adsbøls, da hun sagde, at der ikke er noget, der er sort-hvidt. Nej, det er der simpelt hen ikke, når vi taler om det her område. Der er ikke noget, der er sort-hvidt, og jeg er tæt på at sige – og det er faktisk, synes jeg, sjældent i politik – at det er sådan, at hvert eneste perspektiv, der bliver bragt op på den her talerstol, er der jo et gran af sandhed i.
Det er noget af det, der gør det ufattelig svært at have med det her område at gøre. Det er, at hver eneste position har et gran af sandhed i sig. Det er egentlig meget nemmere de gange, hvor man kan sige: Jeg er simpelt hen døduenig fra ende til anden, så jeg står et andet sted. På det her område er det ufattelig svært. Der er mennesker, der risikerer at komme i klemme, både små mennesker, nemlig de børn, vi taler om; de biologiske forældre, der er i nogle hjemlande: og adoptanterne og i øvrigt den øvrige familie til adoptanterne her i Danmark.
Ingen har ønsket nogen af de ulykkelige situationer, som vi har været vidne til hen over årene, og jo heller ikke den sidste, i forbindelse med at DIA den 16. januar meddelte, at de ville afvikle deres adoptionsformidlende aktiviteter. Heller ikke her er der jo nogen, der med åbne øjne har gået ind og sagt, at de nu ønsker at gøre en masse mennesker ulykkelige, og det er jo det, der er resultatet af både de historiske begivenheder, der har været nævnt heroppefra, men jo også den usikkerhed, som det afstedkommer, at vi står i den situation, vi står i.
Den beslutning kom efter et længere forløb, hvor DIA's tilladelse til at formidle adoptioner fra Madagaskar blev tilbagekaldt i 2023 efter indstilling fra Ankestyrelsen; hvor Ankestyrelsen i oktober 2023 gav DIA en advarsel i forhold til i en række tilfælde mod bedre vidende at have handlet i strid med lovgivningen i forhold til formidlingen fra Madagaskar; hvor Ankestyrelsen i december 2023 suspenderede DIA's samarbejde med samarbejdspartneren i Sydafrika på grund af tvivl om, hvorvidt DIA's formidlingsarbejde i Sydafrika skete i overensstemmelse med lovgivningen; og hvor Ankestyrelsen i januar iværksatte et skærpet tilsyn med hele DIA's adoptionsformidling og varslede, at styrelsen agtede at indstille til mig som minister, at tilladelsen til at samarbejde med partneren i Sydafrika skulle tilbagekaldes. DIA skrev i sin pressemeddelelse om afviklingen, at beslutningen var truffet ud fra en vurdering af de nuværende rammer for økonomi og tilsyn samt de nye sanktioner, og det er jo så samlet set hele bagtæppet for lovforslaget, som vi har til drøftelse i dag.
Det, som fru Mette Abildgaard sagde heroppefra om, at det er bedst, hvis den lovgivning, vi behandler her i dag, ikke bliver brugt, er jeg enig i. Jeg er i øvrigt også enig i, at det her er et sikkerhedsnet, som vi ikke kender rækkevidden af, forstået sådan, at vi ikke ved, om de lande, vi taler om, er interesseret i at samarbejde med Ankestyrelsen, hvis det er Ankestyrelsen, der står for formidlingen, fordi nogle lande har et forbehold over for at samarbejde med statslige myndigheder, og derfor er det rigtigt, at selv hvis vi skulle bruge den her panikknap, nødknap, som den her lovgivning er, så kan vi ikke være sikker på, at den faktisk vil fungere som et sikkerhedsnet for alle, og derfor er det ud fra, at det er bedre end ingenting. Og så er jeg i øvrigt også enig i, at det jo under alle omstændigheder ikke kan være en permanent løsning. Altså, så jeg er enig i de pointer.
Men der er heller ikke nogen tvivl om, at DIA's beslutning om afvikling har haft og har konsekvenser, først og fremmest for de 52 ansøgere på DIA's venteliste, som er blevet ramt af usikkerhed og skår i drømmen om en familie. I 11 af de 52 sager var der allerede sket matchning inden den 16. januar, og de sager behandler DIA fortsat helt almindeligt, men de 41 andre sager har været sat i bero. DIA's beslutning har selvfølgelig i sagens natur også haft betydning for adopterede i Danmark. DIA er efter sine akkrediteringsvilkår forpligtet til at yde det, der hedder Post Adoption Services, altså PAS – undskyld, det hedder det, formand, og jeg ved godt, vi ikke må tale engelsk – og PAS skal understøtte adopteredes ret til egen historie, ved at man bl.a. kan få indsigt i egen sag. Den opgave har DIA ikke løftet siden den 16. januar.
Siden adoptioner kom til Danmark i begyndelsen af 1960'erne, har der været private organisationer, der har stået for formidling. Det har altså aldrig været det offentlige, der har stået for den her formidling, og samtidig har vi ikke sørget for at have et lovgivningsmæssigt sikkerhedsnet, vi kan spænde ud, når det lige pludselig ikke går længere, og det vil sige, at der selvfølgelig har været lovgivning omkring det at have adoptionsformidling, men der har faktisk ikke været lovgivning, vi kunne bruge, i forbindelse med at der ikke længere var en adoptionsformidlende organisation i Danmark.
Det ser vi så konsekvenserne af nu. Vi har faktisk ikke noget lovgivningsmæssigt sikkerhedsnet, og det vil sige, at vi ikke har nogen nødknap at trykke på, hvis vi skulle stå i den situation, at DIA helt kaster håndklædet i ringen og ikke længere kan eller vil varetage deres opgaver på betryggende vis. Det vil sige, at vi ikke har noget sikkerhedsnet, der kan gribe ansøgerne på DIA's venteliste, og at der heller ikke er en nødknap, der kan trykkes på og sikre hjælp til de adopterede, der ønsker at se deres sag og finde deres egen historie gennem DIA. Det er altså lovforslagets formål at etablere et sikkerhedsnet, etablere en nødknap. Lovforslaget er ikke ensbetydende med, at Ankestyrelsen overtager DIA's opgaver i morgen eller i overmorgen, men altså i den situation, DIA skulle gå hen helt at stoppe deres virksomhed.
Mit ministerium arbejder fortsat på fuld damp for at finde en model for, hvordan DIA kan understøttes, så de på betryggende vis og under et finmasket og skarpt tilsyn kan søge at færdigbehandle de verserende sager og genoptage behandlingen af PAS-anmodninger fra adopterede. Det er det, der er vores plan A. Men som ansvarlig minister vil jeg ikke stå uden et sikkerhedsnet og altså en plan B, hvis tingene falder fra hinanden og ikke kan realiseres. Derfor mener jeg, lovforslaget her er det eneste ansvarlige at gøre.
Ankestyrelsen har kompetencer til at varetage opgaverne på adoptionsområdet, skulle vi stå i det tilfælde, og jeg har tillid til, at de vil kunne løfte opgaven inden for lovgivningen og Danmarks internationale forpligtelser, altså hvis det skulle være nødvendigt. Men jeg er også klar over, at en flytning fra en privat organisation til en offentlig myndighed ikke er uden risiko, og det var det, jeg omtalte med, at vi simpelt hen ikke ved, om alle afgiverlande vil samarbejde med en statslig styrelse. Derfor vil jeg sige, at lovforslaget er et sikkerhedsnet; det er en nødknap; det er en plan B. Men efter min mening er vi nødt til at have et sikkerhedsnet, fordi det er svært altid at vide med sikkerhed, om plan A virker. Tak for ordet.