Det er jo egentlig ret underligt, at Venstres ordfører brugte så meget tid på at diskutere farven på flyene – at de skulle være grønne – men det kunne da godt være, det var en god idé. Men det bliver jo ikke på den måde billigere at flyve.
Jeg synes jo, at det, der må være akilleshælen i den her sag, egentlig ikke så meget er, om man er for eller imod en forhøjet ældrecheck. I Danmarksdemokraterne synes vi faktisk, det er en rigtig god skik, at vi har fundet nogle penge, og at der bliver kanaliseret penge over til ældrechecken til at forbedre de livsvilkår, som mange af vores ældre har. Men samtidig synes jeg jo, det er noget af en grundlæggende akilleshæl, man har, når selv Ældre Sagen med omkring en million medlemmer i Danmark faktisk er ude at kritisere den her aftale og sige, at det er en besynderlig måde at finansiere ældrechecken på. Hver gang nogen skal ud at flyve, fordi de skal på arbejde – fra Aalborg eller til Bornholm eller andre steder hen i Danmark – og vil jeg næsten sige, at det for manges vedkommende er nødvendighedstransport, skal de nærmest sidde med sure miner og uden at få sympati, hvis der er nogen, som lige har fået sin ældrecheck og er med det samme fly. Vi synes i Danmarksdemokraterne, at det er en besynderlig prioritering at blande de her to ting så meget og så grundigt sammen, som man har gjort.
610 mio. kr. af de her 900 mio. kr., som man forventer at få ind med den her nye afgift, går jo til at finansiere ældrechecken, og så er der faktisk kun omkring en tredjedel, 290 mio. kr., tilbage til at sikre en grøn omstilling til grønne fly og de faciliteter, der skal være i vores lufthavne. Og det er jo egentlig nok er det grundlæggende problem med det lovforslag, som ligger her, for vi ved jo, at der eksempelvis er mange flyproducenter, der er relativt langt fremme med hensyn til at kunne være i stand til om ganske få år at kunne levere elfly, som kan flyve med op til typisk 70 passagerer på det, der hedder kort- og mellemdistanceruter. Det er f.eks. en rute fra København til Aalborg. Med de skal jo have en mulighed for at komme i mål med de indsatser og den prioritering, og det koster penge at omlægge.
Når man kommer ud i en lufthavn – det ved de fleste – er det et ret dyrt sted både at handle i deres butikker, men så sandelig også at investere i. Det er også det, der er med til at gøre, at det, hvis man skal ud at flyve, faktisk ikke altid er særlig billigt.
Vi er da sådan set udmærket klar over, at det ikke er de 70 kr., som der ligger i 2025-delen, der måske gør, at der vil være utrolig mange, der fravælger en rejse. Men i 2030 er det 100 kr. Det er jo også sådan, at vi kan se, at nogle af de steder, hvor man er allerallermest sårbar, ikke er på den charterferie, vi skal på en gang om året – der vil folk sikkert godt prioritere at betale deres flyafgifter, og de vil i hvert fald ikke blive hjemme af den årsag – men at akilleshælen er der, hvor mange danskere flyver med vores indenrigsruter til Karup og Aalborg og Bornholm og andre steder. De får altså nogle problemer og nogle udfordringer ud af det her. Det kan også være lufthavnen i Sønderborg, som faktisk ikke har andet end ét selskab, der flyver her til København med folk fra Als.
Hvis man har et fald på måske 7 pct. i passagertal, kan det være nok til at knække forretningskonceptet for de her virksomheder. Det er derfor, det efter vores opfattelse er meget, meget ømtåleligt, det, man er i gang med med den her flyafgift. Den er sat forkert sammen, den er forkert prioriteret, og pengene ender med at blive brugt på det forkerte. Derfor kan vi af gode grunde ikke støtte forslaget. Sådan er det.