Må jeg ikke først sige, at jeg skylder hr. Søren Espersen en uforbeholden undskyldning. Det forlyder, at jeg i stedet for at bruge den rigtige partibetegnelse, Danmarksdemokraterne, kom til at sige »DF«. Undskyld. Nu kan det selvfølgelig være, at DF også kræver en undskyldning, og så må jeg eventuelt gå på talerstolen igen – men i hvert fald undskyld for den forveksling.
Fordelen ved at være et meget lille parti er jo, at alle har sagt, hvad forslaget indeholder, og jeg vil så derfor nøjes med at konstatere, at det jo langt hen ad vejen følger – stort set på alle punkterne – den medieaftale, som vi har indgået. Der er selvfølgelig nogle ting dér, man er mere glad for end andre. Vi er ligesom SF utrolig glade for, at dansksproget public service-indhold, lydprogrammer på lyd, nu kan få støtte.
Der er jo sket en udvikling, bare fra 2019. Jeg kan se det med mig selv. Altså, jeg ses oftere og oftere gå rundt på gaden med sådan nogle ørepropper og høre lydprogrammer både på radio, altså direkte programmer, men jo også podcast – og sådan er der jo sket en udvikling. Det er selvfølgelig den, vi følger op på her, og det er jo rigtig godt.
Så er der jo den del, der omhandler loftet for redaktionel produktionsstøtte til ugeaviser – det hæves til 60 pct. af de redaktionelle omkostninger og op til 1 mio. kr. årligt. Det synes vi også er et godt forslag. Men vi har jo bemærket det høringssvar, som er kommet fra Foreningen af lokale, fritstående, journalistiske internetmedier, som ikke går imod de her to forslag, men som ved siden af foreslår et koncernloft på 2,5 mio. kr. pr. koncern i forhold til lokalmedier. Begrundelsen, som de fremfører, er jo, at de store koncerner, som udgiver mange lokale ugeaviser på print ikke skal have yderligere støttekroner, ud over hvad de allerede modtager fra andre mediestøtteordninger.
Det bliver så afvist af Kulturministeriet med to begrundelser. Den ene synes jeg er lidt formalistisk. Det er den der med, at nu har man aftalt koncernloftet i medieaftalen på et andet område; altså, det kunne vi jo godt se bort fra og tilføje det her, hvis vi synes det var vigtigt, for det er jo et andet område. Men den anden begrundelse er jo lidt bedre: Hvordan risikerer man, hvis man laver den øvelse, at det ikke kommer til at koste nogle lokalaviser livet? – for det er vi jo ikke interesseret i. Så derfor kan vi sådan set godt acceptere det, der er ministerens konklusion.
Men det ændrer jo ikke ved den problematik, som rejses, nemlig den problematik, som består i, at der kan være en risiko for, at de her store regionale mediehuse, som køber mange regionale eller lokale ugeaviser, strømliner dem, forstået på den måde, at de bliver meget ens i produktet, fordi det er mange af de samme ting, som står der, at man f.eks. nedlægger lokale redaktioner, og at den lokale journalistik bliver mindre. Det synes jeg i hvert fald vi skal være opmærksomme på, fordi idéen med, at vi støtter lokale aviser, er jo den lokale journalistik; altså, det er grunden til, at vi har fundet den her masse penge frem, og derfor skal vi også finde nogle metoder, der hele tiden sikrer, at den lokale journalistik er til stede.
Jeg har den opfattelse, at der kunne laves mange flere historier om, hvad der foregår lokalt, end dem, der bliver lavet. Men de nationale aviser gør det ikke, uden at de får et tip derudefra, og de lokale aviser har meget få ressourcer til at lave et langvarigt gravearbejde. Vi har så gjort noget i medieaftalen for at give dem en håndsrækning til at lave langvarigt gravearbejde i forbindelse med Journalisthøjskolen osv., altså, det er ikke, fordi der er ikke har været opmærksomhed omkring det. Jeg tror bare, vi skal være klar over, at det her område er vigtigt at følge. Tak