Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 17-05-2024
Enhed: Forebyggelse,
Borgerhenvendelser og
Strålebeskyttelse
Sagsbeh: cfma
Sagsnr.:2023 - 4403
Dok. nr.: 156059
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1 (L 173), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 2. maj 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 1:
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 30/4-24 fra De Samvirkende Købmænd,
jf. L 173 - bilag 2?”
Svar:
Med lovforslaget bemyndiges Sikkerhedsstyrelsen til i en periode på to år forsøgsvist
at anvende unge kontrolkøbere som et redskab ved kontrolbesøg i hele Danmark. Der
er en række krav til brugen af ordningen, og jeg synes, at vi skal passe på med at
forsimple det med et trafiklys, der deler det op i rød, gul og grøn, og som
nødvendigvis ikke kan tage højde for de konkrete vurderinger, der altid vil skulle
foretages, inden der iværksættes et kontrolkøb efter den foreslåede bestemmelse.
I høringsnotatet til lovforslaget er det nærmere beskrevet i hvilke tilfælde
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne gøre brug af unge kontrolkøbere, herunder rammerne
for ordningen fsva. provokationsforbuddet samt relationen til elektronisk
aldersverificering i fysiske butikker.
Af høringsnotatet følger det bl.a., at Sikkerhedsstyrelsen alene vil kunne gøre brug af
unge kontrolkøbere, når der ikke med rimelig grund er mistanke om, at der fra
butikken, hvor der foregår detailsalg, begås strafbare lovovertrædelser. Det samme
gælder for Sikkerhedsstyrelsens øvrige tvangsindgreb efter § 9 i lov om retssikkerhed
ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Dette er således
ikke nyt i forhold til de rammer, Sikkerhedsstyrelsen i forvejen fører kontrol under.
I tilfælde, hvor Sikkerhedsstyrelsen med rimelig grund mistænker, at der begås
strafbare lovovertrædelser, vil efterforskningen i stedet forestås af politiet inden for
de rammer, der gælder efter retsplejelovens regler. Det er således ikke sådan, at
sager med en konkret mistanke om overtrædelse ikke forfølges, fordi den foreslåede
ordning om brug af unge kontrolkøbere ikke finder anvendelse i disse situationer.
Hvorvidt der er rimelig grund til mistanke vil bero på en samlet, konkret vurdering i
den enkelte situation.
Sikkerhedsstyrelsen vil kunne gøre brug af unge kontrolkøbere som en del af deres
generelle risikobaserede kontrol med lovgivningen for tobak, nikotin og alkohol. Den
risikobaserede kontrol er baseret på, hvorvidt der tidligere er konstateret
overtrædelser på Sikkerhedsstyrelsens kontrolområder, udtræk fra relevante
branchekoder, og områder og tidsrum, hvor der er mange unge til stede.