Tak for det, formand. Jeg sad lige og var ved at skrive notater til de spørgsmål, der kom, så nu nåede jeg ikke at skrive, at der var endnu en ordfører, der beklagede sig over samlelovforslag. Og jeg vil sige, at jeg ville elske at stå hernede, lige så mange gange I vil stå her. Men når vi laver samlelovforslag, er det i forlængelse af et ønske fra Folketinget, som siger: Vi ønsker ikke at stå hernede et unyttigt antal gange, og er der lovforslag, som kan samles, vil vi gerne have det. Derfor var det foregående lovforslag et samleforslag, for som I også kunne høre, var der ingen jer, der havde bemærkninger til en teknisk ændring af to vidt forskellige projekter, og i det her tilfælde er det tre projekter, som der er stor opbakning til.
Vi har delt det op i lovforslaget osv., så det er meget overskueligt: Her starter Kolding, her starter rute 15, og her starter Kalundborg. Alt er udpenslet, så jeg tror, at man som folkeskoleelev vil kunne se, hvad CO2-udledningen er for det enkelte projekt på den ene og den anden måde osv. osv. Så jeg begræder, hvis I er utilfredse med det, men jeg kan trøste jer med, at hvis det er på jeres opfordring, vil jeg meget gerne opdele alt, hvad vi har af forslag, men kun, hvis jeg ikke får kritik for at fremsætte for mange forslag bagefter.
Men derudover tak for ordførernes bemærkninger til lovforslaget. Lovforslaget er som bekendt en del af udmøntningen af den store politiske aftale fra juni 2021 indgået om en investeringsplan for transportområdet fra 2025 til 2035, og det følger jo af infrastrukturplanen, at parterne med aftalen ønsker at styrke vejinfrastrukturen med bedre sammenhængende vejforbindelser i hele Danmark, og samtidig skal aftalen være med til at afhjælpe trængslen de steder, hvor bilisterne holder i kø.
Jeg synes, at lovforslaget er et godt eksempel på de overordnede politiske ønsker med infrastrukturplanen. Med anlægget af Kalundborgmotorvejens tredje etape og udbygningen af rute 15, Ringkøbing-Herning, indeholder lovforslaget projekter, der binder landet sammen. Med lovforslaget om udbygning af motorvejen ved Kolding indgår et projekt, der skal være med til at afhjælpe trængslen.
I forbindelse med anlægsprojekter vil der i sagens natur være mange holdninger til, hvilket projekt der er det rigtige projekt at udføre. Det kan der lokalt være mange forskellige holdninger til fra projekt til projekt. Projekterne kan sjældent imødekomme alle ønsker. Et forslag kan måske ikke imødekommes, fordi det påvirker naturen negativt på et niveau, som ikke står mål hermed. Det kan eksempelvis også være af økonomiske årsager.
For rute 15 betød økonomien i projektet, at vi politisk tilbage i marts måned i år besluttede, at der ikke blev afsat midler til den del af udvidelsen, der går fra Langerdalvej til Røgind. Fra Kalundborgmotorvejens tredje etape har der lokalt været udtrykt ønske om, at der blev etableret ramper ved Knabstrup samt etableret parallelvej i Jyderup, og begge dele blev der tilbage i juni måned ikke afsat penge til i projektet, da vi skulle prioritere politisk. Men det glæder mig, at vi politisk i forbindelse med udmøntningen af land og by-puljen i fællesskab har udmøntet, at der afsættes midler til, at de føromtalte dele af de to projekter alligevel kan gennemføres og dermed kan være til glæde lokalt, og anlægsloven kommer til at sikre disse tiltag.
Men endelig vil jeg gerne understrege en stor tak for samarbejdet med ordførerne om projekterne. Jeg er imponeret over det engagement, I lægger for dagen; der har været feltbesøg, som hr. Niels Flemming Hansen nævnte, m.v. Det gør, at I er oplyste ordførere, som træffer beslutninger på et meget højt niveau, og det er en fornøjelse at samarbejde med jer.
Der er tre partier, der har kommenteret den interne rente – Enhedslisten, SF og Radikale Venstre – i forhold til at den på Kalundborgmotorvejen er under tærskelværdien. Og det er rigtigt, at der er sket meget i det projekt, men jeg synes, det er lidt for simpelt blot at måle et projekts succes på den interne rente. Det er fint. Det kan være en del af det, men som det også er ordførerne bekendt, havde vi faktisk ikke engang beregnet den interne rente af projektet, da vi traf den endelige beslutning, for det er klart, at det belaster et projekts økonomi, hvis vi laver nødspor asfalteret med det for øje, at det er godt for færdselssikkerheden. Det kan være vandopsamling med forureningsrester i m.v. Det kan være faunapassager og alt muligt andet. Det vil alt andet lige belaste projekter at tage disse hensyn.
Men jeg glæder mig over, at vi sammen er blevet enige om, at projekterne skal gennemføres, og der vil som en del af de her projekter, ligesom alle andre projekter, fortsat komme ønsker. Som hr. Niels Flemming Hansen også nævnte med Bødkervej, der går ud på Cementvejen, kan det være udfordrende. Der vil jeg bare understrege, at der ikke findes den vej eller bane, som jeg ikke ønsker at kigge nærmere på og undersøge, og det vil jeg naturligvis også på de områder. Og så er det jo for de fleste af os opgaven, at vi skal prioritere de penge, vi har sat af til det, sammen, hvis det skal kunne realiseres.
I forhold til Alternativet vil jeg bare understrege, at man taler om samlet høring ud over selve lovforslaget, som det er muligt at kommentere på projekt for projekt. Som en del af høringen af lovforslaget – og det er meget overskueligt delt op i de tre projekter – har miljøkonsekvensvurderingerne jo altså været sendt ud projekt for projekt enkeltvis.
Det skal være mine ord. Afslutningsvis vil jeg bare sige, at jeg ser frem til den videre behandling af lovforslaget her i Folketinget, og jeg står naturligvis til rådighed for spørgsmål, hvis der er nogen, der ønsker dette.